Begravelser paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Først Kapellet. 

Denne bygning er udelukkende opført af træ, er lav, uden ventilation, og består af 3 rum. I det største rum, som ligger i midten af bygningen, stables alle lig ind, og somme tider er her så fuldt af lig, at der kun er en smal passage til overs til folk.

Selve begravelserne finder sted fra et af de to mindre rum på hver side af “oplagsstuen".

Når en begravelse skal foregå, må altid de nærmeste pårørende til liget selv  transportere dette fra “oplagsstuen" til det rum, hvor præsten står og taler.

Det ville absolut være på sin plads at begravelsesvæsenet sørgede for at liget når følget kommer, står i det rum, hvor præsten holder sin tale, for den ulidelige stank, der hersker inde i “oplagsstuen", er noget af det styggeste man kan tænke sig.

Dagligt foregår der ikke under en halv snes begravelser fra dette kapel, som i udseende både ud- og indvendig er simpelt og smagløst.

Den forretning, som begravelsesvæsenet her gør, kaster vist så meget af sig at der for længe siden kunne være råd til at bygge et nyt kapel.

****

Den 24. marts 1860 stadfæstede Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet “forskellige

bestemmelser angående begravelsesvæsenet i København", hvorefter det “store” kapel på Assistens Kirkegård til en begravelse koster 12 kr. og det “lille" kapel samme sted 4 kr., hvorimod kapellet på Vestre Kirkegård betales med 3 kr.

Skulle denne billige og ensartede betaling på Vestre Kirkegård være årsag til, at kommunen ikke sørger for et tidssvarende kapel derude?

Nej, begravelseskontoret har måske størst fortjeneste af Vestre Kirkegård, idet der i de samme bestemmelser angående begravelsesvæsenet hedder om linjebegravelser, at “fra 1. maj 1880 foregår alle linjebegravelser på Københavns Vestre Kirkegård". For jord til et linjegravsted derude betales for en voksen 14 Kr., for et barn under 12 år 8 Kr. 

Skal et lig i frijord, lyder bestemmelseme på at “de, der igennem distriktsforstanderne oplyser, at de er ubemidlede og ude af stand til at betale for et gravsted, kan erholde jorden uden betaling, og erlægger i så fald kun det halve af de for kirkegårdskapel og ligbæring fastsatte takster. Men ved hver begravelse erlægges stedse særlig 50 øre, som tilfalder klokkeren for at indføre dødsfaldet i kirkebogen". Og endelig hedder det med hensyn til frijordsbegravelser, at “for en  sådan gravs gravning og tilkastning betales 2 kr. for en voksen og 1 kr. for et barn under 12 år". (!)

Man ser altså heraf at enten det er linjebegravelser eller frijordsbegravelser som foregår på Vestre Kirkegård, skal man altid stå med penge i hånden på begravelseskontoret, og de 4 Kr., en frijordsbegravelse koster derude, er nok det der tjenes bedst på.

Hvem har ikke set den store åbne grav på Vestre Kirkegård, som måler mindst et halvt hundrede alen i længden og en halv snes alen i bredden? Kiste ved siden af kiste, voksne og børn mellem hverandre, ikke en tomme plads imellem dem, og kniber det rigtig en gang med plads til dem alle i denne faldgrube, sættes et barnelig uden betænkning ovenpå voksent lig. Er denne åbne grav endelig fyldt med lig, kastes den til, nummerpæle sættes ned i passende afstand fra hinanden, og folk pynter på den grav, de får nummer til, og de har ret over den i 20 år, da de har været med til at betale 2 Kr. “for en sådan gravs gravning og tilkastning" (!), -  og der var mange med om den samme grav, men den var også stor, og har noget givet begravelseskontoret en god fortjeneste den dag, så er det - - frijorden.

Noget uhyggeligere end at møde til begravelse en varm sommerdag i kapellet på Vestre Kirkegård for at nedsænke et lig i frijords-kulen, kan ikke let overgå nogen.

Her trænges til forandring, og Magistraten må se at komme til erkendelse af, at de her påviste ulemper trænger til at afhjælpes hurtigst muligt.

(Social-Demokraten 5. juli 1888.)

Kjøbenhavns Politi 1. juli 1863-1. juli 1888. (Efterskrift til Politivennen).

Den 30. juni 1863 kl. 6 om aftenen var der røre på Rosenborg eksercerplads; for her holdt den nye politidirektør, etatsraad Crone, i overværelse af justitsministerens repræsentant, etatsråd Leuning, Københavns Kommunalbestyrelse, medlemmer af pressen m. fl. mønstring over det nye politikorps, der dagen efter skulle tiltræde sin virksomhed. Korpset der talte henved 240 mand, hvoraf ca. 70 havde været betjente i det gamle politi og 12 havde været vægtere, mens resten var nye folk, foretog under daværende første politiinspektør Kolderup-Rosenvinges kommando en del militære evolutioner, hvorpå etatsråd Crone i en tale, der endte med et leve for kongen og for København, formanede det til ved imødekommende og human optræden at søge at vinde befolkningens bistand, da dets opgave netop var at forsvare og understøtte denne.

Korpsets uniformer efter engelsk mønster, der i alt væsentligt lignede de nuværende, idet dog den med klæde betrukne og med ventiler forsynede læderhat senere ombyttedes med hjelmen, gjorde, såvel som mandskabets hele holdning et gunstigt indtryk på de tilstedeværende. Efter endt præsentation marcherede korpset afdelingsvis bort fra eksercerpladsen, og kl. 3 om morgenen begyndte det nye politi sine funktioner med at afløse vægterne på deres poster, for endelig en time efter at overtage hele tjenesten i hovedstaden.

I forberedelserne til den reform, der således i henhold til lov af 11. februar 1863 var trådt ud i livet, havde Dagbladet en ikke uvæsentlig del. Æren for dens gennemførelse må tilskrives justitsminister Casse og Københavns kommunalbestyrelse, navnlig Borgerrepræsentationen. Det gamle system var efterhånden, trods politidirektør Bræstrups personlige humanitet, kommet fuldstændig i miskredit, idet politiet ganske syntes at have glemt at betingelsen for dets heldige virksomhed var et velvilligt vekselvirkningsforhold mellem det og hovedstadens borgere. Et stadig patruljerende politi kendtes ikke, og når det i større antal kom til stede for at opretholde orden, skete det hyppig med en brutalitet, der ikke kendte til persons anseelse. Efter det barske "passer gaden" hang spanskrørstokkene meget løst i hænderne, og der behøvedes såre lidt for at blive slæbt i brummen. De berygtede "nytårsoptøjer", hvor en mængde personer uforskyldt fik denne medfart, satte i så henseende kronen på værket. Politiets brutale optræden havde til sidst skabt et ligefrem fjendtligt forhold mellem det og befolkningen. Man drillede stokkemændene, hvor man kunne komme afsted med det, og var altid tilbøjelig til på forhånd at give dem uret ved ethvert sammenstød. Heller ikke betænkte man sig på at narre dem, hvor man kunne, og fx helligdagsanordningen blev af de handlende kun overholdt så som så, idet butikkernes døre stod på klem og kun lukkedes helt for det øjeblik, patruljen passerede forbi. Stod imidlertid dagpolitiet således ikke i synderlig agt og ære, var det dog værre med natpolitiet, de berømmelige vægtere. Et politi som udførte størstedelen af sin vagttjeneste ved at sove i kælderhalsene, kunne ikke undgå at blive en skive for de kådeste løjer, og nattevægterne var jo i virkeligheden også fuldstændig prisgivet alle lystige svirebrødres opfindsomhed.

På disse forhold skulle nu den nye politiordning efter engelsk mønster råde bod. Vægterne afskaffedes, idet der blev indført regelmæssig patruljetjeneste for politiet både nat og dag. De forhadte spanskrørsstokke kom på pulterkammeret, og i deres sted trådte staven, et våben, hvis farlighed henviste til kun at benytte det i yderste nødstilfælde. Endelig lød parolen for det nye politi på at optræde humant og imødekommende overfor hovedstadens befolkning. I anledning af gehejmeetatsråd Crone's afgang som politidirektør i fjor påviste vi, hvorledes denne parole ikke havde været tomt mundsvejr, men virkelig var blevet det ledende princip for hele hans embedsvirksomhed. At der stundom, særlig i begyndelsen, blev begået fejlgreb, kunne vel ikke undgås, men i det hele og store viste politiet sig sin opgave voksen og vandt hurtig befolkningens tillid. Derved blev det muligt senere at holde den socialistiske bevægelse indenfor sådanne grænser, at den ikke antog nogen truende karakter, og det forhold, der betegnede det gamle politiregimente, at borgerne altid var parate til at tage parti mod politiet, slog forholdsvis hurtig over i modsætningen, at politiet kunne stole på bistand fra alle gode borgeres side. At Crone under sin embedsvirksomhed tillige havde vundet sine undergivnes hengivenhed, viste bl. a. den hædersgave, han ved sin fratræden som politidirektør 1. august 1887 modtog fra det samlede politipersonale.

I de forløbne 25 år har det københavnske politi selvfølgelig så nogenlunde måttet holde skridt med hovedstadens vækst og befolkningens tiltagen. Den 1. juli 1863 bestod politistyrken af 3 inspektører, 6 assistenter, 27 overbetjente, 15 inspektionsbetjente og 195 politibetjente, ialt 246 mand, hvoraf 82 var overgåede fra det ældre politi, nemlig 2 inspektører (M. Hertz og J. P. Nielsen), 3 assistenter (Thygesen, Hjorth og Rantzau) 14 overbetjente, 12 inspektionsbetjente og 51 politibetjente. Den 1. juli 1888 består politistyrken af 3 inspektører, 7 assistenter, 39 overbetjente, 68 inspektionsbetjente, 328 politibetjente, 40 overtallige politibetjente og 100 do. do. med lønning af statskassen, ialt 585 mand. Af disse er endnu politiassistent Rantzau, samt 5 overbetjente, 3 inspektionsbetjente og 3 politibetjente tilbage fra det ældre politi, mens af de øvrige 1 politiinspektør, 2 politiassistenter, 11 overbetjente, 10 inspektionsbetjente og 16 politibetjente har haft ansættelse i politiet siden 1. juli 1863. Også antallet af stationer er vokset. 1863 fandtes foruden hovedstationen kun de 6 kredsstationer. Nu er kredsenes i antal 7, og der er tillige oprettet flere politivagtstationer rundt om i byen. Foruden hovedstationen og de 7 kredsstationer findes 5 sådannne vagtstationer (vil man medregne den på udstillingen for i sommer indrettede vagtstation, bliver antallet endogså 6). Politistyrken er med andre ord, selv når de overtallige betjente fraregnes, vokset til henved det dobbelte, og antallet af stationer ligeledes.

Af de personalforandringer, der i samme tid er foregået i politiet, skal kun de vigtigste nævnes. Afdøde gehejmeetatsråd Crone beklædte posten som politidirektør indtil 1. august 1887, da han afløstes af den nuværende politidirektør Eugen Petersen. Som vicepolitidirektører har efter hinanden fungeret v. Osten, nuværende højesteretsassessor Koch, birkedommer Oldenburg og Eugen Petersen, der afløstes af Ravn. Inspektører for ordenspolitiet var efter hinanden Kolderup - Rosenvinge og Clausen, der afløstes af Theodor Petersen, inspektører for opdagelsespolitiet Hertz, der fra betjent sprang op til denne plads og viste sig den i fortrinlig grad voksen, samt efter ham Carsten Petersen, inspektører for sundhedspolitiet endelig J. P. Nielsen, Carsten Petersen, Thortsen og Korn. Af forhenværende politiassistenter kunne fremhæves borgmester Thalbitzer og justitsråd Hjorth. 

For at opretholde ordenen i en befolkning, der af naturen er så godmodig som den københavnske, behøves ikke noget stokkeregimente, eller snarere, et sådant gør i længden mere skade end gavn. Det var dette, man havde indset, da loven af 11. februar 1863 så lyset, og det er det omordnede københavnske politis og i første række da dets afdøde tidligere chef gehejmeetatsråd Crones hæder, at politiet i de forløbne 25 år i overensstemmelse med den nævnte lov har vidst at hævde sin myndighed uden at overskride dens grænser. Når politiet i dag fejrer femogtyveårsdagen for omordningen, sker det under sympati fra hovedstadens borgeres side, der i de forløbne år har vænnet sig til at betragte politikorpsets medlemmer som venner ikke som fjender. Noget bedre ønske kan man da ikke medgive korpset ved dets jubilæum end, at dette forhold ikke må forandre sig, men at de gode traditioner fra det første kvartsekel må fortsættes i det næste og fremdeles.

(Dagbladet, søndag 1. juli 1888)

Kommunens Søbade. (Efterskrift til Politivennen)

Den nye "Søbadeanstalt" for Mænd er beliggende ved Kalvebodstrand bag Kvægtorvet og Gasværket; vi tog den i Øjesyn i Onsdags.

Ved Bolværket, hvor en Politibetjent ordner de Badsøgende i Rækker, udleveres den Entre-Billet til Badet for 2 Øre - en Betaling, der ganske vist synes lav, men dog for den store Mængde Arbejdsløse og særlig de kirtelsvage Børn, der daglig ønsker at tage et Søbad, kan være trykkende nok.

Ad en Trappe kommer man ned til Færgen, en stor, pramlignende Baad; 2 gamle Mand besørger Overfarten over Gasværksløbet til den halvmaaneformede Mole, der adskiller Ledet fra selve Kalveboderne, og ved hvilken "Badeanstalten" er placeret.

Mens Færgen, fyldt med ca. en Snes Mennesker, langsomt gled over det smalle Gasværksløb, steg en kvælende Stank op fra Vandet, der havde en sort, skidden Farve. 

Vandet i dette Løb er for det Meste stillestaaende: fra de talrige Kulskibe, der her losser, spildes der store Mængder Kulstøv, fra Kvægtorvet, Slagtehusene og Gasværket er der Udløb, tillige udmunder en Del Kloaker her - alt dette forenet dækker Vandet med et sort, oliet Lag, der efterhaanden synker til Bunds og gærende sender store stinkende Bobler op til Vandets Overflade.

Færgen lægger endelig til ved Landgangstrappen paa den anden Side af Løbet. Oppe paa Molen afleverer man sin Entre-Billet til en Kontrollør og passerer ad en ca. 20 Alen lang Bro ud til "Etablissementet".

Dette bestaar i et yderst tarveligt Træskur uden Badekamre, bygget i Vinkelform paa nedrammede Pæle og forsynet med Halvtag, den aabne Side vendende ind mod Land, hvorfra de Badende tydelig kan iagttages.

Paa Væggen er hist og her anbragt nogle Tøjknager, desuden findes en Del Træbænke - det er hele Inventariet! Hverken Spejl eller Kam, Haandklæde eller Sæbe, Skohorn eller Støvleknægt, eller lignende ved et Bad saa nødvendige Genstande forefindes eller kan erholdes.

Ikke en Gang en Baad eller noget som helst Redningsapparat til Brug ved Ulykkestilfælde, der saa let kan indtræffe, har man fundet det passende at anbringe!

Kun en gammel, tunghør Opsynsmand - der altsaa ikke kan høre Nødskrig fra Badende, der er ved at forulykke - stavrede omkring. Paa Væggen var med Kridt skrevet Varmegraderne, og ved Siden af var opslaaet en Plakat fra Magistraten, hvori den tilkendegiver, at de Badende selv maa passe paa deres Tøj, da den ikke paatager sig Ansvaret for hvad der bortkommer.

Vandet her havde en uigennemsigtig brunlig Farve og saa højst uappetitlig ud.

Det aabne Bassin - hvortil et Pissoir fører ned - er hverken renset eller belagt med Sand; det har en Dybde af ca. et Par Alen, Bunden er dækket med et Lag Mudder eller Dynd, og de Badende havde en kvalmende Fornemmelse af Vandet.

Ved den ene Side findes et lille Træbassin, "Ballieu", for Ikke-Svømmere; skønt Vandet kun stod ca. l Alen højt heri og det var Solskin, var det paa Grund af Vandets mørke, skidne Udseende umuligt at øjne de lyse Bundbrædder.

Badeanstalten er beliggende inderst ved Midten af den krumme Mole, hvis Spidser vender ud mod den aabne Kalvebodstrand. Dennes Strømning naar som Følge deraf ikke ind til det isolerede Badebassin, hvis Vand derimod forplumres af Gasværksløbets tykke, stinkende Indhold.

Det havde været rigtigere, som ved de øvrige Badeanstalter i Kalveboderne, at forlænge Broen og lægge Anstalten saa langt ud, at den naaede den friske Strøm. Derved var der opnaaet et rent og sundt Søbad - men Magistraten finder maaske, at et saadant er for godt at byde den uformuende Del af Befolkningen.

Reglementet tillader en halv Times Ophold paa "Anstalten", iberegnet Paa- Afklædning, Bad og Overfart, og paa et Signal af den gamle Opsynsmans skyndte de Badende sig op for at iføre sig deres Tøj, - for saa vidt ikke noget af det i Mellemtiden var bortkommet eller blæst ud i Vandet - , idet de forsikrede, at "de ikke oftere vilde bade i det Kloakvand". Ad Broen vendte vi tilbage til Færgen, der havde besørget et nyt Hold over til Molen, hvor vel ventede for at afløse os. Langsomt gled den store Færge tilbage over det modbydelige Gasværksløb og atter stod vi i Land ved Bolværket.

Her var nok en Skare opstillet, og i et Øjeblik fyldtes Færgen paany.

Hvorfor er der ikke anlagt en Bro over Løbet til den vestlige Spids af Molen? Skal der endelig færges over, bør dette ske ved flere og mindre Baade, bemandede med unge, raske Folk, der kan yde Hjælp ved Kæntring eller Lign.; det nuværende Arrangement er altfor tidsspildende.

Men først og fremmest bør Badeanstalten lægges betydelig længere ud, saa den naar den friske Strøm, hvor de Syge kan hente Sundhed og de Sunde ikke risikere at blive syge.

Det Søbad, Magistraten her byder Københavns ubemidlede mandlige Befolkning, er nemlig saa skandaløst slet som vel muligt. Som vi paatalte allerede forrige Sommer, er det en aldeles uforsvarlig Maade Magistraten vogter Byens Sundhedsforhold paa - og det ovenikøbet en By, der med sin vidtstrakte Kyststrækning yder alle Betingelser for let Adgang til sunde og styrkende Søbade.

(Social-Demokraten 29. juni 1888).

En forurettet Gade. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Eiendomsbesidder i Prinsessegade har vi modtaget følgende Klagesuk i Form af en Forespørgsel til Politidirektøren:

I Ejendomsskatterne i Kjøbenhavn findes en Post, som hedder Vægterskat, som man nu til Dags maa forstaa som en Politiskat; Kjøbenhavns Borgere betaler selv for Ordenens Overholdelse, selvfølgeligt. Ude paa Kristianshavn, som det populært hedder, er en Gade, som hedder Prinsessegade, et Stykke af den, nemlig fra Baadsmandsstræde til Orlogsværftet, har den mærkværdige Egenskab at være baade privat og offenlig, det vil sige, den er anerkendt af Kjøbenhavns Magistrat som offenlig Gade, men ejes af Marineministeriet. Ud til denne Gade er i de sidste 10 Aar opført 10 Ejendomme, næsten alle med For- og Baghus, og disse Ejendomme har hele Tiden, saa længe de har betalt Skat, betalt ovennævnte Politistat, men da Orlogsværftet har sit private Politi, mente Kjøbenhavns Kommune, at al Ordens Overholdelse paa Gaden maatte paahvile dette private Politi, uagtet de opkrævede Skatter, som andre Steder i Byen, forpligter Kommunen til Ordensoverholdelse. For et Par Aar siden kom man endelig saa vidt, at Kjøbenhavns Politi overtog Patruljetjenesten i Gaden, fra først af kun som halv Post, men senere som hel Post, der dog regelmæssig toges bort, naar der var Brug for Betjenten andet Steds, og altid inddroges Kl. 11 om Aftenen. Saa kommer imidlertid den kiære Udstilling. hvor der skal bruges en Del Politi, og da Politidirektøren formodentlig ikke har Politi nok, saa fandt han snart paa at inddrage saadanne Poster som den i Prinsessegades Forlængelse. Nu spørger jeg: Er det Meningen, at vi ikke skal betale nogen Politiskat i det halve Aar, Udstillingen varer? I modsat Fald forlanger vi fuld Patruljetjeneste, og har de ikke Betjente nok, saa maa de selv se at finde et Arrangement paa hvad Maade de kan, men der er dog ingen Mening i, at man hist og her, hvor man tror, at det kan lade sig gjøre, piller nogle enkelte Borgere ud som man lader betale den extraordinære Polititjeneste. Endvidere vilde jeg gjærne spørge, om Hr. Politidirektøren anser det for forsvarligt, at det samme Stykke Gade, som er makadamiseret, ikke vandes, navnlig i denne varme Tid. Helst flere Gange om Dagen burde det ske. Tilstanden er paa Grund af tommetykt Støv, der hvirvles i Vejret ved den mindste Vind, mildest talt uudholdelig: et Vindue kan aldrig lukkes op, uden at Værelserne fyldes af Støvet. Har vi du ingen Ret herude? Det er mig bekjendt, at der er sket Henvendelse til Marinministeriet, Gadens Ejer, om at faa den vandet; men endnu har denne Avtoritet ikke fundet det nødvendigt, uagtet det blev lovet; maaske vilde en Paamindelse af Politidirektøren gjøre den forønskede Virkning

Saa har vi endelig ud til samme Gade et stort Svineslagteri, hvor der under Tiden slagtes indtil 2000 Svin om Ugen; jeg skal slet ikke tale om den Stank, dette foraarsager, trods al anvendt Renlighed, men kun henlede Opmærksomheden paa det uhyggelige Skrigeri, som begynder Kl. 2-3 om Morgenen og fortsættes hele Dagen; jeg har ladet mig fortælle, at man andre Steder, f. Ex. i Tyskland, slagter Svinene, uden at de skriger; kunde denne Maade at slagte paa ikke ogsaa forsøges indført her?

(Morgenbladet (København) 28. juni 1888).

Kjøbenhavns Væbning. (Efterskrift til Politivennen)

har paabegyndt sine Øvelser for i Aar, der som sædvanlig strækker sig over 15 Dage med et Par Timers Øvelser hver Eftermiddag.

Det er et broget Skue, naar man ved Femtiden ser disse aldrende Soldater, hvoraf adskillige allerede er graanede og krumbøjede af Slid og Slæb i den daglige Gjerning, lægge Vejen til Samlingspladserne.

Vanskeligt maa det være for de mange fremmede, der for Tiden giæster Byen, at danne sig nogen Mening om, hvad Opgave dette Korps egenlig har. Noget Elitekorps kan man næppe kalde det, man kan med Kjøbenhavnerne sige: "Det er ikke smukt, men sjældent", thi det vil vistnok være vanskeligt i noget andet Land tilnærmelsesvis at træffe Magen til det.

Den mest brogede Forvirring af sammenblandede Uniformsstykker er Særkjendet. Paa de forskjellige Pas, der udsendes er vedføjet en lille hvid Seddel, som meddeler vedkommende at han selv skal holde sig med Mundering; dog kan han faa en saadan udleveret fra Depotet, naar han fremlægger Attest fra Skattekontoret for, at han er saa fattig, at han ikke kan skaffe Uniformen; men i saa Tilfælde bortfalder den daglige Godtgjørelse af 50 Øre for egne Munderingssager.

Det er kun meget faa, der griber til denne sidste Udvej. Det kan ikke betale sig. For de 15 Dage bliver det en Godtgjørelse af 7 Kr. 59 Øre og da Væbningsuniformerne aldrig slides op - de bliver kun "lidt medtagne" - kan der kjøbes Uniformer for 3 a 4 Kr saa er der dog et Par Kroner tjent, og vedkommende slipper for at ydmyge sig og stille med den omtalte Fattig-Attest.

Under disse Omstændigheder kan man forstaa hvorledes Udseendet bliver. Tøjet spiller i alle Farver, snart flunkende nye Uniformer snart saa afslidte fedtede og hullede, at man ikke kan anse dem for gode til Kludemøllen. Sommertøj og Vintertøj gaar prægtig Side om Side i den bagende Solhede og Jakkerne spiller en Rolle et Par blanke Knapper forvandler dem fra civilt til militære Klædningsstykker. Benklæderne slet ikke at tale om, de er lige saa forskjellige som der er Mandskab i Bataillonerne. Pudsning er der her ikke Tale om, og det vilde ogsaa være for meget forlangt, at f. Ex. en Arbejdsmand, der har hængt i fra den tidlige Morgen, skulde gjøre nogen synderlig Anstrængelse for at fire op paa Lædertøj og Knapper.

Og saa selve Tjenesten i det reneste, skiæreste Legeværk, der ikke i den allerringeste Grad kan bidrage til nogen militiær Kundskab ud over den. Soldaterne all sidder inde med fra den faste Tjeneste. Alt, hvad der udføres, bliver gjort med den største Slaphed og Ligegyldighed - Exercissen gjøres, fordi den skal giøres, men uden Spor af Respekt for militær Strænghed.

Naar ikke Ærgrelse over de Indhug, disse Øvelser gjør i den daglige Fortjeneste, er fremherskende, gaar det hele som Regel med Gemytlighed. Vitzerne falder som Gnisterne fra Raketter, der kommanderes et, der udføres et andel, der tales spyttes og lignende i Geleddet, noget, der ellers paa det strængeste strider imod militære Begreber, samtalerne mellem overordnede og underordnede foregaar paa en fortrolig Maade, i alt Fald fra de underordnedes Side, og man kan ofte høre et: "Det er noget, vi selv bestemmer" eller lignende efter en falden Kommando. Selvfølgelig findes der Elementer imellem der sætter alle Hensyn til Side og kun gaar ud paa at holde Lystigheden i Aande, rigtignok ofte paa en temmelig grovkornet Maade, men de finder altid velvillige Øren hos Kammeraterne.

Det maa ikke være noget behageligt Hverv at være overordnet i dette Korps; enten maa Ørerne holdes luklede. eller ogsaa skal der fares frem med Strænghed, men dette sidste er som at gyde Olie paa Ild, hvad mere end én Løjtnant har kunnet tale med om - forrige Aar fik saaledes en af disse en slem Medfart paa Amager, fordi han i Stedet for at aftroppe paa sædvanligt Sted lod Kompagniet gaa i stram Marsch med skuldret Gevær et længere Stykke Vej. Ved den endelige Aftropning blev han udpebet og udskreget saa grundigt, at han næppe glemmer det saa let. Mandskabet finder sig ikke i, at man behandler dem som Rekruter.

Men alt i alt er Kjøbenhavns Væbning en Skam for Byen, et Korps, der kun er til Latter, i ingen Henseende til Gavn. Og hvorfor skulde Kjøbenhavnerne mere trænge til en Opfriskning af deres militære Kundskaber end det øvrige Land, der kun møder til 1 Dags Mønstring?

I paakommende Krigstilfælde vilde Kjøbenhavnerne gjøre deres Pligt saa godt som nogen anden i Landet, men disse evindelige Indkaldelser er demoraliserende, fordi de paa saa mange Maader gjør Skaar i Kampen for Livets Ophold.

Lad Indkaldelserne til de større Øvelser i Linjen være nok ogsaa for Kjøbenhavns Vedkommende.

Kjøbenhavns Skytteforening udsendte for nylig et Opraab om Indmeldelse i Foreningen og meddelte, at ved Opnaaelsen af et vist Antal Points kunde man ved Krigsministerens Foranstaltning slippe for Væbningen.

Men hvis Skydningen er Formalet, saa kunde Mandskabet jo indkaldes til at møde et Par Søndage for at afgive de faa Skud, der er Tale om. Bekostning til Uniform og Tidsspilde vilde derved falde bort, og man vilde undgaa Synet af dette lattervækkende Korps.

Hr. Bahnson burde gjøre sig fortjent af Kjøbenhavnerne ved en god Gjerning i bemeldte Retning.

(Morgenbladet (København) 26. maj 1888).

Ordningen for borgervæbningen i København faldt bort i 1909. I købstæderne var den allerede afskaffet i 1873.