Vilhelm Moritz Henriques: Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

Vilhelm Moritz Henriques (1828-1889) var direktør ved Frederiksberg Fattigvæsen og far til komponisten og violinisten Fini Valdemar Henriques (1867-1940), hans 10. barn som ligger begravet på Vestre Kirkegård. Navnet fik han fordi faderen ikke ville have flere børn. 

Justitsraad

Henriques.

I går er justitsråd, fattigforstander på Frederiksberg Henriques pludselig afgået ved døden. Den afdøde indfandt sig, punktlig som altid, på sit kontor ved tolvtiden. Han følte sig meget utilpas. Ildebefindendet tog til i så høj grad, at han måtte lade sig køre hjem.

Kl. ca. 2 afgik han ved døden. Enhver kendte justitsråd Henriques. Dette ejendommelige gammeldags ansigt, glatraget med skarpttegnede træk, kloge iagttagende øjne under de sorte bryn, og hovedet omkruset af et kraftigt, krøllet gråt hår. Der var noget af en Gades, en Mozarts skikkelse over den gamle justitsråd, der som "Nationaltidende" medarbejder var kendt overalt.

Og han elskede da også musikken. I hans hjem ude på Frederiksberg, i en hyggelig lille villa, samledes forfattere, gamle som unge, til hans musikalske aftener. Dér, i de små hyggelige soiréer, nød man de gamle mestres og de banebrydende unges musik, forstående og overbærende. Sønnen Fini Henriques, der alt har vist sig som et så lovende Talent, har sikkert høstet stor nytte af disse soiréer, hvor man hos den gæstfri vært der altid var glad ved at se ungdom om sig, diskuterede dagens spørgsmål, men hvor navnlig litteratur og musik var aftenens emner.

Som journalist navnlig var den afdøde naturligvis bekendt i vide kredse. Overalt hvor hans kendte ansigt viste sig, var han velkommen. Man vidste at der kom samvittighedsfuldheden og den upartiske elskværdighed i egen person. Ganske unge journalister der, ukendt med deres arbejde, kom til et møde som udover det almindelige krævede kundskab og åndsnærværelse, har høstet godt af den gamle justitsråds hjælp. Beredvilligt overlod han sit manuskript, lidt vidtløftigt og skrevet med gamle, stive bogstaver, der ikke altid var let at tyde, til den unge. Og når han takkede, nikkede han med det gamle grå hovede og sagde blot: "Ja, De har da vel forstået det", smilede og nikkede igen. Han ville så gerne hjælpe de unge der ville frem på den bane hvorpå han, omend i det mere utaknemmeligt gebet som referent, har arbejdet så flittigt som få.

Justitsråden der var far til en stor børnflok, er svigerfar til journalist Blichfeldt ved "Avisen", som også i den sidste tid har arbejdet ved "Nationaltidende".

I fredags virkede den afdøde sidste gang i sin kære virksomhed som journalist. Han sad som sekretær ved amtsrådets møde, smilende og glad som altid og påpasselig, stadig lyttende og skrivende. Ingen skulle da troet at denne gamle, rørige, ja næsten trods de grå hår, ungdommelige mand, var døden så nær. 

K.

(København, 25. november 1889).

Vilhelm Henriques, direktør Frederiksberg Fattigvæsen. Fotograf: Georg W. Alexandersen (1843-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Justitsråd Henriques Død. Det pludselige dødsfald hvorved den bekendte journalist justitsråd Henriques bortkaldtes, kom meget uventet. Den afdøde der var 62 år, var meget rask og rørig og kunne som altid ende to mænds gerning. Om morgenen gik han hen til Frederiksberg Hospital hvis forstander ha var. Forinden spøgede han med sin familie. En af døtrene havde fødselsdag og hun skal giftes på fredag. Faderen gav hende en tikrone med den bemærkning hvorved ha tænkte på brylluppet at det blev de sidste penge hun fik af ham. Da han kom hen på hospitalet, blev han syg, og lægen gav ham en morfinindsprøjtning. Det hjalp og justitsråden kunne nu køre hjem i en droske. Han ledsagedes af en underordnet der fulgte ham ud af vognen. Få øjeblikke tog han ham i sine arme, idet han faldt, og bar ham op på en sofa. Få øjeblikke efter var livet udslukt. Hjertet var bristet. Efter jødisk skik skal den afdøde begraves hurtigt, allerede idag på den mosaiske kirkegård.

(Roskilde Avis, 27. november 1889). 

Justitsråd Vilhelm Moritz Henriques' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1894 kom det frem at Henriques måske havde været lige lovlig troskyldig: Fattigvæsenets kasserer Hasselbalch tilstod at have bedraget for mellem 56.000 og 80.000 kr. ved at forfalske kassebøger. Bedragerierne var allerede startet i 1882. Henriques havde så sent som i 1888 tilskyndet en kendt professor på Frederiksberg til at have ydet 12.500 kr. til at bringe Hasselbalch på fode igen. Han havde hjulpet Hasselbalch til et lån i Landmandsbanken på 5.000 kr. Henriques underrettede ikke de nye inspektører om disse forhold, og Hasselbalch forblev i stillingen, fortsatte bedragerierne og blev i 1892 udnævnt til hovedkasserer. Pengene var angiveligt gået til en luksusvilla og et liv med vin og kvinder. 

Henriques mente at enhver forbryder som ville rejses, burde have den støtte dertil som var nødvendig. Han havde ansat flere der tidligere straffede for bedrageri og vekselfalsk. Bl.a. Frederik Rathsack. Denne var i 1887 kommet til Frederiksberg Fattigvæsen for at hæve understøttelse, og Henriques gav sig i snak med ham, og tog ham i tjeneste som skriver. På et tidspunkt befandt der sig adskillige forbrydere på hospitalets kontor, udover Rathsack også J. Nielsen og Steiness. En tiltalt i sagen, fuldmægtig J. Nielsen hængte sig i arresten. 

Alle blev idømt længere forbedringshusstraffe og erstatning. En længere redegørelse for sagen kan læses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. april 1895, og Social-Demokraten 28. april 1895.

Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

 Under politidirektør Vilhelm Christoffer Crone (1813-1887) skulle den omorganisering som var udformet af Bræstrup, gennemføres fra 1863. Det skete i form af "dagsbefalinger" og regulering af det offentlige liv ved politivedtægter. Magtanvendelse undgik han helst, dog ikke i 1872, da han under socialistoptøjerne ved at forbyde fælledmøderne, gennemføre forbuddet og arrestere førerne kvalte den hele bevægelse i fødslen. Crone fratrådte sin stilling 1. august 1887. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Politierindringer fra året 1882 og frem beretter dog at disciplinen inden for korpset kunne være sløj. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene.

En senere artikel, en erindringsartikel af en anonym politiassistent 19. juli 1898 berettede følgende om Henrich Gerhard Thalbitzer (1829-1896) og andre ansatte i politiet:

Gamle minder

af en fhv. politiassistent

--

Thalbitzer og Theodor Petersen. 

Hvordan afdøde Thalbitzer var som byfoged og byskriver i Ringsted, herredsfoged og skriver i Ringsted Herred, birkedommer og skriver ved Skjoldnæsholm og Svenstrupgård birker - så lang er nemlig en dansk, bureaukratisk titel - det ved jeg ikke og det interesserer sikkert også grumme lidt "København"s læsere.

Her skal i korte rids gives et par minder om den dygtige, humane og populære politiassistent, der indtil 1883 styrede Pilestrædes station.

Thalbitzer var københavner med liv og med sjæl. Og denne naturegenskab i forbindelse med en uforstyrrelig ro, en ypperlig mave med dertil hørende godt humør samt den for en politimand fornødne bon sens - gjorde, at ingen, som han, havde evne til at tumle selv den uroligste københavner, tilvejebringe forlig mellem en gnaven husmor og en vel næsvis tjenestepige.

I maj og juni 1876 havde jeg personlig lejlighed til at lære at kende Thalbitzers på sit område enestående evne til at bringe småbagateller ud af verden og hindre unødig rapportskrivning. Men den gang var også Clausen - en jovial og human mand - første politiinspektør og hr. Theodor Petersen var kun cand. juris, fhv. dragonløjtnant og overbetjent på Pilestrædes station.

Inden min ansættelse som politiassistent på St. Thomas skulle jeg gå som volontør et par måneder på en københavnsk politistation. Det var daværende guvernør Garde, som havde fået den ide, og anbringelsen af mig var blevet overladt til daværende vicepoiitidirektør Oldenburg. Han modtog mig med et smil og sagde: "Pilestrædes Station passer vist bedst. Thalbitzer er sådan en fornuftig mand. Men husk på, at Garde særlig vil have, at De, der ikke har været soldat, skal deltage i mandskabets eksercits, samt lære at kommandere.

Så blev jeg afleveret til Thalbitzer. Han skoggerlo: "Hvad Fanden skal De gå her for i to måneder. At skrive en rapport lærer De med deres forudsætninger jo på to dage, at kommandere militærisk lærer De sgu' aldrig, så civillistisk, som De ser ud. Og hvordan man skal behandle negrene og negerinderne derovre, ja, det har jeg intet begreb om. Men nu kan De jo møde her hver formiddag kl. ti og drikke kaffe med mig og overbetjentene Theodor Petersen og From Petersen. Så kan vi jo snakke om tingene.  Og De kan om eftermiddagen inspicere patruljbetjentene sammen med Theodor Petersen for senere på aftenen at gå i Tivoli eller Figaro med opdageren From-Petersen. 

Som sagt, så gjort, men noget lærte jeg dog. Jeg lærte, at en politiassistent bør være rolig og human, aldrig hænge sig i småting, være lige høflig overfor fattigmand og rigmand, såvidt muligt dække sine underordnede. Og den lære kan jeg takke gamle Thalbitzer for.

Af From-Petersen - en af vore flinkeste og mest erfarne opdagere - lærte jeg at skrive en klar og kortfattet rapport. Og så gav denne verdens- og menneskekloge mand mig mangt et råd og vink, der senere er kommet mig til gode.

Theodor Petersen. 

Lærte jeg intet som helst af. Han var i øvrigt den gang en livlig og elskværdig yngre mand. Det var tydeligt, at det svært pinte den tidlige dragonofficer, at han skulle rende rundt i en simpel overbetjents uniform. Derfor trak han i reglen i civil, når posterne skulde inspiceres.

Jeg gad vide, hvad politiinspektør Petersen ville sige, når de nuværende overbetjente ville inspicere som civilister: 

- - Føj for pokker, hvor det ville regne med dagsordener og mulkter!

Overbetjent Theodor Petersen skulle altså lære mig at eksercere og kommandere. Så mødte jeg- iklædt en lysegrå sommerdragt - i Rosenborg Eksercerhus og blev stillet op mellem de blåklædte kæmper. Marchen tog sin begyndelse. Ideligt lød det med rungende røst fra Theodor Petersen:

- Åh, De i den grå dragt, kan De ikke holde trit. Venstre, højre, venstre, højre. 

Men lige skidt var det med mit militære trit. Og en almindelig munterhed bredte sig blandt betjentene. Disciplinen stod på spil, og jeg fik ordre til at forlade rækkerne og under hele forestillingen stå som en slags adjudant ved Theodors venstre side.

Derpå blev jeg sendt op i den anden ende af salen og begyndte at kommandere, men en dæmpet latter bevirkede, at jeg straks fik ordre til at træde af.

Dermed endte min indøvelse i det militære ABC.

Fra Crone

fik jeg dog nedenstående anbefaling

"Københavns Politi.  
Politikammeret, 
den 3. juli 1876, 
Cand. juris, N. N. har i et tidsrum af 2 måneder fra 1. maj til 1. juli d. 21. som volontør arbejdet under Københavns Politi for at gøre sig bekendt med polititjenesten, der er i så vidt omfang som muligt givet ham lejlighed til - at sætte sig ind i de forskellige under politiet hørende forretninger og han har tildels selv assisteret ved disse. Ligeledes har han deltaget i politistyrkens militære eksercits, dels med mandskabet i øvelser, dels har han prøvet at kommandere.

De ham overdragne forretninger har han udført til tilfredshed, han har med interesse deltaget i tjenesten og vist gode anlæg for denne, såvelsom til hurtigt at sætte sig ind i forretningerne.

Crone.
Politidirektør."

Af de i anbefalingen udhævede linier vil det ses hvorledes det lykkedes Thalbitzer - der konciperede anbefalingen - uden at træde sandheden alt for nær og uden at skade mig at berøre mine militære præstationer.

I sandhed, gamle Thalbitzer var et godt hoved og en brav mand.

I 1885 blev der imidlertid ansat en ny chef for ordenspolitiet, omtalte Theodor Petersen blev udnævnt til politiinspektør. Han fik rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser. Betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende.

Se eventuelt bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”. (Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).

Også i offentligheden blev han en kendt og omdiskuteret person. Første gang han nævnes i aviserne er i juli 1886 forbindelse med løsladelsen af folketingets formand, Chresten Berg (1829-1891), som 1865-1891 var folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Her er beskrivelse af ham ikke just sympatisk. I de følgende blev han regelmæssigt fulgt af dagbladet "København" fra 1889:

Inspektøren inspicerer

Theodor Petersen i Kisten, Valkyrien, Blanch og Rydberg

Kendt er han af hver københavner, den smækre, elastiske skikkelse med det glorøde hår, de skarptskårne, mefistofeliske træk og det lidt brøsige snit.

Kendt er han, men alt andet end populær. Og det er i grunden synd, for han er i virkeligheden sådan en rar mand, han Theodor Petersen, politiinspektør for ordenshåndhæverne, cand. juris med anden karakter og fhv. sekondløjtnant ved dragonerne. Han kaldes jo også ret karakteristisk for "Dragonen". 

Militær er han med liv og sjæl, men uheldigvis er hans militære uddannelse kun halv; derfor gør han sig skyldig i de samme fejl, som halvt studerede mennesker i reglen falder for.

Han var utvivlsomt, hvis skæbnen havde ladet ham fuldende de kavaleristiske studier, blevet en første klasses paradesoldat, men ved et ironisk lune af forsynet blev han politimand, og til det fag slår hans evner ikke altid til.

Stemningsmenneske, som han er, et blødt gemyt, lidt kejtet og genert i sin optræden, søger han at dække over disse egenskaber ved en rask fremtræden, der undertiden bliver misforstået af publikum.

Et skal siges til hans ros, han skåner ikke sig selv, altid er han på færde, rastløs og energisk som få.

Sådan nu fx i disse dage.

Han inspicerer.

Forleden var det skraldemændene, en dags tid efter holdt han revy over renovationskuskene, i for gårs middag indøvede han styrken i brugen af sygevogne, og om aftenen var det knejperne, det gik ud over.

Først korn turen til "Ligkisten", over hvilket etablissement der i anledning af det høje besøg var udbredt en rolig, næsten alvorsfuld stemning. Primadonnaen, den engelske sangerinde, var på brædderne; hun dansede lystigt, som ingensinde før, skælmsk koketterede hun, men hendes sorte øjenpar var ikke rettet mod gulvets publikum, nej, hun blinkede livligt op mod galleriet, for der sad den strenge dømmer, Theodor Petersen, i egen høje person, med kikkerten presset mod ørnenæsen.

Klokken slog tolv, langsomt, næsten modvilligt forlod publikum det populære lokale, gasblussene slukkedes, henne i baggrunden, ved det efter udstillingen europæisk berømte bord, skimtedes direktør Rantzaus flotte knebelsbart.

Inspektøren har forladt "Kisten", men utrættelig, som han er, vandrer han videre på inspektion, foreløbig ud af Vesterbro til.

En kort stund slår han sig til ro i "Valkyrien,"

Nedenunder lyder trippevalsens kendte toner, kun afbrudt af højrøstede eder og mindre slagsmål.

Der er pause, muntert trallende kommer et par småpiger farende op på galleriet.

Pludselig blegner de trods den røde sminke, for henne i hjørnet ses Theodor Petersens kendte og frygtede teglstensrøde snurbart.

Han er i godt selskab, ledsaget af et par kendte københavnere, en yngre læge, der tillige agerer populær forfatter, og en herværende grosserer. Det er selvfølgelig ikke for sin fornøjelses skyld, at Petersen gaar i "Valkyrien", men pligtens stemme kalder. Og da eventuelle forandringer i politiinstruksen både kan få lægevidenskabelig og finansiel betydning, kan det ikke nok så meget påskønnes, at den energiske inspektør på forhånd har sikret sig sagkundskaben.

Et par fruentimmer kommer op at slås, i en håndevending er de "werfede" - over Theodor Petersens læber glider et saligt smil.

Inspektøren forlader Vesterbro, gør en hurtig razzia gennem nattebulerne, inspicerer flygtigt "Blanch" og "Rydberg". Først henad morgenstunden giver han sig ro til at hvile sit trætte hoved.

København, Du kan være tryg og rolig. Th. Petersens ånd svæver over dine gader, og stræder, knejper og dansesaloner. Men alle I natteravne, vogt jer, for der forberedes efter forlydende drakoniske bestemmelser mod jeres færd.

Inspektøren har inspiceret.

Spectator.

(København 14. november 1889). 

Valkyrien lå på Vesterbrogade 17. Her annonceredes ofte med bal på daværende tidspunkt. Det blev i 1882 lukket i tre måneder af politiet for at have afholdt dans uden politiets tilladelse. Værten havde forsøgt at omgå reglementet ved at arrangere en privat forening. Det blev også brugt til møder, fx politiske. Således til et antisocialistisk møde december 1890. 

"Mere Griseri". (Efterskrift til Politivennen).

Hr. Redaktør!

Der eksisterer meget griseri her i verden, men noget så storslået som  det kommunale tror jeg næppe findes magen til. Vore gader er til daglig nogenlunde tålelige, at sige når det ikke blæser, da man så gerne godt kan anlægge en losseplads en miniature ved at rense hår, øjne, skæg og lommer for forskellige gadelige ingredienser, men regner det, er det næsten ubeskriveligt, hvilket griseri man så bliver vidne til og lider under.

Gaderne er et ælte med større samlinger af mudder og brede og dybe vandpytter, dette er næsten for milde udtryk. Er man nu så heldig, nogenlunde pænt tilgriset, så godt som man selv formår ved at undgå dem, at være skrået over fra det ene fortov til det andet, skal det aldrig fejle at en droske - til daglig brug lunter disse køretøjer af i en art podagristisk trav - i fuld fart så godt som det naturligvis er mulig for en københavnsk droske at bevæge sig, sætter dyndet i bølgegang, og man bliver så overdænget af den modbydelige brænding, at man ikke véd, om man skal le eller græde, ikke engang hvis uheldet træffer ens værste fjende.

Kongens Nytorv - stor plads - mange Mennesker - vældig svineri; dette Kongens Nytorv var, om jeg så må sige, virkelig en nogenlunde præsentabel plads (dette skal udtrykke det franske ord place) og må i sådant vejr minde stærkt om gamle Hallandsås med dets usle brolægning - ja for det synes både Udlændinge og andre, at det er skandaløst med denne fodangel- og faldgrubeagtige manér, som dette torv, der er så befærdet på kryds og på tværs, er brolagt på. Et stort smudsig-gulagtigt søle, der på sine steder måler 3 - 4 tommers dybde er det ved Gud ikke behageligt at skulle lodde med sine sko; hoppe fra en fremstående top til en anden er ligefrem farligt for ikke at sige umuligt på grund af stenenes ved slid omskabte naturform fra flade til runde, tillige er afstanden sommetider så stor, at man med lidt held ville kunne opnå en ufrivillig og ubehagelig gammel, for ikke at tale om at give muligvis tilstedeværende et mindre vel villigt optaget styrtebad. Næh, man må nok så pænt traske lige igennem tykt og tyndt.

Dette kan altsammen endda gå an for os mandfolk, men de kære damer hvor må de ikke være ærgerlige i et sådant vejr, mellem os sagt, holder jeg meget af netop i regn og blæst at færdes på Gaderne, Gudbevares kun for i al anstændighed at studere og more mig over damernes naive, måske også beregnende - men det er både et naturligt og et utilgiveligt koketteri - løften op og forsigtige nydelige trippen for ikke at blive våd om de søde små højvristede fødder, men det er vistnok ikke ganske morsomt at måtte kilte op til knæene, det ser just heller ikke skønt ud, da holdningen taber en ikke så lille del af elegance, når damer både skal samle hele kjolen og samtidig balancere med paraplyen.

Ja det er, hvad jeg ville have sagt håbende på, at vor velvise Magistrat - jeg har nemlig højstsamme værdige Institution slemt mistænkt for at læse Deres interessante blad, måske ville bekvemme sig til at bedre, om også lidt, på disse middelalderlige gadetilstande.

Deres Peintre.

(København, 21. september 1889)

De forenede Hvide Vare Forretninger. Firma i København, Th. Wessel & Co. Hestetrukken sporvogn, 1874. Det senere Magasin. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

La' vær'. (Efterskrift til Politivennen)

København kunne være en meget net by. Den har ganske vist et klima der stærker og stærkere minder om Leipzigs - "den by, hvor det altid regner". Dette ligger dog kun i den mangelfulde konstruktion af barometrene, som vore ikke synderlig drevne instrumentmagere tilvirker. Hvem tror vel nemlig længer paa, at regnen kommer fra oven?

Byen har desuden mange små agréments, som rigelig opvejer den lille gene med vejret. Vi nævner eksempelvis de nye nødtørftshuse, "Aftenbladet" og den forventede elektriske belysning - lutter ting, der pynter.

Desto sørgeligere er det da, at selve byens døtre, der fremfor nogen burde bidrage til dens forskønnelse og virkelig også kunne gøre det, i en beklagelig grad synes på veje til at degenerere.

De af Hostrup anbefalede broderede sofapuder til elskede religionslærere er betænkelig gået af mode. Kvindeligheden er i det hele taget ikke længer det Ideal, vore damer dyrker. De sætter ikke mere pris på at sidde til stads på vinduesforhøjningen. Nutidskvinder vil tumle sig i frihed og uden ansvar, hun vil ned på gaden.

*

Det er sporten, der kalder hende; for den ægte københavnerinde er nuomstunder - tilgiv mig ordet - bidt af en gal sportsman. Hun rider, hun kører, hun sejler og hun roer, så det er væmmeligt at se på for os andre. 

Først ridningen i de forpestede ridehuse på lejehest.

Ud af porten svæver en amazone med ustrøget cylinder, snavsede vaskeskindshandsker, faderens aflagte selskabs-pantalons, stopninger på kjolen, to stykker hvidt sukker i hånden og en moppe i hælene.

I galop går det hen til en under-Løruper, der skråer og spytter, mens han for et par kroners penge tillader hende at ride manegen rundt 5 gange i skridt, 3 gange i trav og gang i karriere.

Kan hun holde sig i sadlen så længe, spenderer den galante berider en othellokage på sin Desdemona.

Mange raffinerede, ungmøer foretrækker dog at falde lidt af hesten og bjærges af den vejrbidte sergents muskelstærke arme. Dette øjeblik er nok så sødt som flødeskummet på en tiøres kage. 

Regningen for disse dyre timer, der ødelægger den unge dames nederdel, betales mod anvisning på papas kontor. Berideren der personlig møder, bliver stedet til håndtryk ved privatpulten. Når han går, får kontorbuddet ordre til at give ham en cigar, der tændes udenfor.

*   *   *

Tjener de ridende damer ikke til forskønnelse for hovedstaden, ville det være endnu latterligere, at påstå dette om deres medsøstre i Ingemann- Petersen.

Der er kun en humber, Ingemann-Petersen er hans missionær ved dag og nat, unge, uerfarne kvinder hans proselyter, for hvem han - mod et passende vederlag - sætter maskinen i gang.

Humber-damernes toilette er bare arme med myggestik, hvidt flonel, skotsk mavebælte, stankelben med halvstrømper, ingen turnure, håret a la chinoise, jupe courte.

Deres udflugter sker i mangel af brødre med faderens volontører (såkaldte tvangskurser). I regelen er det den yngste og slettest lønnede kontorist, hvis søndag formiddag der lægges beslag på til fordel for frøkenens arm- og benmotion. Kan han slippe fri ved at præstere lægeattest, inviteres en kadet eller yngre student til frokost. Turen foretages da mellem frokost og middag.

Denne udvej griber man dog kun nødig til, da kadetten subsidiært studenten hugger skamløst i sig af det kolde bord, mens den beskedne kontorist allerede lader som han er mæt efter den varme ret.

*   *   *

Lægger damerne an på at optræde kompagnivis og har de to gange rejst til Skodsborg uden kvalmende fornemmelse, rotter de sig sammen i en roklub.

Fædrene, medlemmer af den liberale vælgerforening eller Fremskridtsklubben, får hver 5. juni en 14-dages forkølelse af at stå i vådt græs og høre på Herman Bing og Oktavius Hansen.

Dragten: Strikket sømandshue med stor ulden knop, bar hals med sommerfilipenser, stribet eller blegrødt jerseyliv a la sommer-revy, ingen korset, læderbelte med norsk tollekniv, store bare næver med hornhud indvendig og kulørt lommetørklæde med anker på.

Både til lands og til vands haler de ud med lange tag; en ed på rette sted og en bajer fra fad efter endt arbejde - helst på Langelinjes Pavillon - lades der ikke hånt om. Under roningen spyttes der langt efter medlemmer af Studentersamfundet, der også er ude at tumle sig på den fugtige gade.

*

Foruden andre unoder, mener enhver sportsdame sig berettiget til at gå alene på gaden efter 12, for den næste dag ved morgenmælken uvægerligt at prale af, at hun er blevet forulempet af velklædte, unge elegatits, dernæst forpligtet til at stinke af sportcigaret, fylde op ved Brandes' forelæsninger, sværme for Fridtjof Nansen og gøre nar af sin præst.

Foreningen til Københavns Forskønnelse bør vinke alle disse friluftsdamer op fra gaden igen.

Dernede pynter de ikke.

Strix

(København 27. september 1889).

Gør det!

Jeg samstemmer fuldstændig med min ærede spydige og åndfulde kollega hr. Stix i hans karakteristik af de sportgale damer. Heller ikke jeg ser med glæde på de alt andet end velskabte figurer som rædsomme dragter stiller til beskuelse - og de filipensede og myggestukne arme og halse som de åbenbarer i hele deres afskyelige nøgenhed. Jeg forforfærdes også såre når jeg måder en ung dame hvem jeg førhen nærede agtelse for, på en tricycle, med benene anstrengt arbejdende for at få plads ti at rende op og ned og kroppen bjet forover, med et hjst uklædeligt knæk på midten.

Jeg er således i alle måder hr. Strix ærbødigst hengivne Ego.

Men jeg synes at hr. Strix ikke blot burde have sagt la' vær! - Derfor møder jeg med et supplerende gør det.

Hvad skal de unge damer da gøre. For vi er jo dog enige i at de ikkke bare bør sidde på vinduesforhøjninger og kigge ned på gaden.

Ikke sandt, de kunne dog pynte så pænt op i vore trange og kedelige gader når de bare selv ville.

De skal gøre gymnastik - de unge piger. Det gjorde de indtil for et årstid siden da der endnu kunne tænkes på andet end sport og tales om andet end rekorder. Dengang da man  var blevet enige om at de unge pigers stil-leben var alt andet end sundt for dem, da man var enig om at de skulle ud i fri luft, at de skulle røre sig for at  få rødme i kinderne og spændstighed i bevægelserne, dengang fødtes den sunde gymnastikbevægelse.

Da gik de unge piger deres ugentlige vintertimer til gymnastiklærerinden, og hun lære den rankhed i ryggen, smidighed og hurtighed. I lette bekvemme og kønne dragter gjorde de deres øvelser der aldrig var forcerede, de hang i bøjede arme i ringene, og de entede ad stigerne - de havde deres sal for sig selv, og de fik deres sundhed igen. 

Så blev sportsbevægelsen modesag - og med det samme var man inde i den pure overdrivelse.

Til nød gik det an dengang. Damerne nøjedes med at pjaske lidt i en båd, men fra det øjeblik da tricyklen erobrede sig ikke blot strandvejen, men også alle de unge pigers hjerter, var det ude med den sunde gymnastikbevægelse.

Så trådte damerne deres hjul, så og så mange gange, og de lærte sig deres frigjorte unoder. Forhåbentlig går sporten snart tilbage til sit hjemland igen, og forhåbentlig kan der så igen blive tale om at komme frem i verden for de stakkels mennesker der ike kan rende på et, to eller tre hjul.

Sker det - forlader nok de unge damer overdrivelsen og går igen deres ugentlige timer til gymnastiklærerinden. Og så bliver de karikaturer der nu traver op og ned ad gaden, en fabel, og vi får i stedet unge, kønne og friske piger, til pynt for byen og til glæde for vore hjerter.

Ego.

(København 29. september 1889).

I mangel af samtidige fotoer, her Østrigsgades Skole, ca. 1906-1918. Fotograferet af Johannes Hauerslev. Public Domain. Kbhbilleder. 

Oprør paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Atter i aftes var der stor sammenstimlen af mennesker udenfor forskellige butikker hvis ejermænd ikke vil lukke kl. 9. En på Nørrebrogade boende frugthandler fik en stor spejlglasrude knust af den hævngerrige mængde, og til gengæld fik en fredelig borger der stod og så til, panden kløvet af en politiknippel, så at han i bevidstløs tilstand måtte køres til hospitalet.

(København, 11. september 1889)

Lukkespørgsmålet for den offentlige politiret.

Allerede i går blev i den offentlige politiret behandlet den første sag fra optøjerne på Nørrebro i anledning af butikslukningen. Da urtekræmmer Faurholt, der ikke vil lukke kl. 9, en aften stod i sin butiksdør, hjørnet af Griffenfeldtsgade og Korsgade, havde en mand i forbigående sagt til to piger: "Der står han, den skruebrækker!" Urtekræmmeren blev vred fik en politibetjent til at notere manden der i går i politiretten måtte bøde 10 kr. for at have brugt det forbudte "hædersnavn".

Urtekræmmer Faurholt slap dog heller ikke fri - han måtte betale 3 kr. fordi han trods politiets forbud, havde ladet en trækkevogn stå på gaden Han har en gang tidligere betalt 2 kr. for at have taget denne uberettigede holdeplads.

Lukke-urolighederne på Nørrebro.

Natten til i går blev der med en mursten knust en stor spejlglasrude hos en cigarhandler på Nørrebrogade ved hjørnet af Slotsgade. Ruden havde en værdi af 225 kr.

(Social-Demokraten, 13. september 1889).

Spektaklerne på Nørrebro

Der fabledes om at gendarmerne var klare til udrykning, at politi i store mængder ville blive gemt i porte osv. Og folk ventede sig noget stort.

I tætte stimer gned man sig op og ned i den mørke gade - så på de ituslagne ruder hos grønthandleren hvor talrige politibetjente stod opmarscherede - der hujedes og piftedes hist og her, og når politiet skred in, flygtede folk helt beredvillig.

Dt syntes dog som politiet i aftes optrådte efter en bestemt plan - og den var fornuftig nok.

Da menneskestimlen var steget til så tæt en masse at det ikke var så ganske nemt at opretholde ordenen, deltes politiet, forstærket som det var fra københavnske stationer, i flere skarer og drev folk bort - langsomt og humant. Ad sidegader og ad hovedgaden ledtes mængden af vejen - snart lå Nørrebrogade øde hen.

Naturligvis var det mindre behageligt for gadens beboere; - men kunne de dokumentere sig, slap de dog ret nemt igennem.

Da så folkesværmen havde stået og set på politikordonerne der spærrede alle tilgange til kamppladsen, blev den ked deraf og drog bort. -

- Sådan burde politiet straks have grebet sagen an overfor de latterlige demonstrationer i stedet for at anvende vold og brutalitet.

(København, 14. september 1889)

I starten af september 1889 afholdt fagforeninger og politiske foreninger flere møder, bl.a. 9. og 11. september 1889 i "Sortedamslund", om 8 timers arbejdsdag.