For ca. 14 Dage siden bragte "Natt." under denne Overskrift en Meddelelse om, at en Kvinde, der i Horsens og Omegn gaar under Navnet "Gale Stine", havde gjort Modstand mod Politiet og endog truet Betjentene med en Kniv, da de kom for at arrestere hendes Søn, der var undvegen fra Tvangsarbejdsanstalten og fra Barndommen af var bekjendt som en ryggesløs og ondskabsfuld Person, der endog som Dreng paa Flakkebjerg Opdragelsesanstalt havde skaaret Patterne af 24 Køer og havde bragt dem hjem i Spandene om Morgenen.
I denne Anledning har Anstaltens mangeaarige og nidkjære Forstander, Justitsraad Møller, meddelt "Natt.", at slet saa vidt naaede den nævnte Dreng dog ikke med sine Skarnsstreger, men han var slem nok endda, takket være det Exempel, hans Forældre og da navnlig hans Moder, havde givet ham.
Vi meddeler efter "Natt." Justitsraad Møllers Skildring, som han indleder med de Ord: Ja, Forældre er ikke saa sjældent værre end deres Børn! Mødrene ikke bedre, men værre end Fædrene.
"Den 20de Januar 1882 modtog vi en konfirmeret Dreng, henved 15 Aar gammel, hvis Moder vistnok var og bliver en Sjældenhed blandt Kvinder, fremragende som faa, saa at hun kunde beherske hele Egnen, hvor hun boede, og Børnene havde saaledes en god Ledestjærne i hende. Faderen var fordrukken og anbragt i en Arbejdsanstalt, og Sønnen havde efter Konfirmationen gjort Tyveri, ja selv Indbrud til sin Forretning, hvorfor hun da ogsaa ved Dom af 10de November 1881 var blevet straffet med Ris. I Moderens Øjne var han derimod en Engel, og da Sogneraadet ikke havde maattet røre ved ham eller gjøre noget for at faa hans Tanker ledet i en anden Retning, var han ved Amtets Resolution taget fra Forældrene og optaget paa Flakkebjerg, men ikke uden energisk Modstand fra Moderens Side, hvilket endog havde nødvendiggjort Politiets Assistance for at faa ham ud af hendes Hænder.
Af Stedets Øvrighed var jeg orienteret i Forholdene og forberedt paa, at jeg næppe undgik Moderens Besøg, idet man dog vilde gjøre, hvad man formaaede for at holde hende borte. Dette lykkedes dog ikke. 3 Maaneder efter Sønnens Modtagelse havde jeg hende her - selvtredie med 2 Børn, en Dreng paa 12-13 Aar og et Skjødebarn med Barnevogn og andre Rekvisiter. Moderen kom, som var hun min Herskerinde og havde første Prioritet i Anstalten, og for Husfreds Skyld gjorde jeg mig fortrolig med at gjøre et Forsøg paa "at betale ondt med godt" for mulig derved at formilde hendes Sind. og det lykkedes over al Forventning. Hun befandt sig vel, havde Lejlighed til, saa ofte hun lystede, at tale med Sønnen i hans Fritid og til at se Anstalten efter i alle Kroge, og - hvilken Tilfredsstillelse for hele Huset! - hun blev saa indtaget i det hele, at hun bad mig at modtage paa Anstalten - Børn kunde aldrig faa det bedre end der - ogsaa den medbragte Søn, hvorpaa jeg imidlertid gav et bestemt Afslag, motiveret ved, "at vi ogsaa kunde faa for meget af det gode". At det i øvrigt just ikke havde været alene for at sige mig en Behagelighed, derfor fik jeg senere Vished, idet hun efter sin Hjemkomst gjorde de nødvendige Skridt for at faa Ønsket opfyldt. Et andet af hendes Ønsker om, at Sønnen skulde gjøre en Rejse hjem for at besøge Familie og gode Venner, maatte jeg selvfølgelig af mange Grunde ligeledes afslaa, men saa slap det ud af hende, at det mest var for Sogneraadets Skyld, at hun ønskede hans Besøg, nemlig for at man kunde se, hvilken Uret man havde gjort ham ved at faa ham her over paa Anstalten. Herved fik jeg en naturlig Lejlighed til at sige hende, hvem hun - var, og mærkelig nok slap jeg heldig fra det, det gode Forhold blev ikke forstyrret. Hun med Familie forblev hos os en Uges Tid, og Opholdet var maaske blevet endnu længere, hvis jeg ikke havde fundet Lejlighed til at tilbyde hende, at jeg vilde befordre hende til Slagelse og selv være Kusk. hvorved jeg - og maaske end mere ved de 4 Kroner, som jeg ved Afskeden trykkede hende i Haanden - vandt hendes fulde Hjærte, hvorpaa jeg fatte saa meget mere Pris, som jeg da kunde vente at have Sønnens med.
Sommeren gled hen roligt og tilfredsstillende uden væsenlige Udsættelser paa Sønnen, hvem jeg da ogsaa paa hans Bøn skaffede en Plads den 1. November 1882 hos en Mand, der har haft flere Elever her fra. en forstandig, velvillig Mand, hos hvem Forholdene og Omgivelserne var meget heldige. Imidlertid blev jeg højst ubehagelig overrasket, da Husbonden ester 4 Ugers Forløb leverede ham tilbage til Anstalten med den Erklæring, at han ikke turde beholde ham i sit Hus, efter hvad han havde hørt, set og oplevet af ham. Vi sporede nu Moderen og hendes Indflydelse. Pladsen var ikke efter hendes Hoved og kunde altsaa heller ikke blive efter Sønnens. Nu havde vi ham til anden Behandling, og hans Arbejde blev da bl. a. at malke under Mejeripigens Vejledning og Opsigt, et Kursus, som ligesindede før ham havde gjennemgaaet, og som kommer dem til Gode i de Forhold, hvor de skal tjene deres Brød. I alt Fald har mange derved faaet forøget Værd i Tjenesteforhold paa Landet, nær i den senere Tid, efter at det er blevet vanærende for det smukke Kjøn at malke. Sønnen var vist belemret med lignende fine Fornemmelser, men i Stedet for at gjøre Strike søgte han at frigjøre sig paa en mere radikal Maade, nemlig ved at gjøre Forsøg paa at skære Patterne af Køerne, en Grusomhed, jeg indtil da ikke havde oplevet. I Februar 1883 fik vi atter Besøg af Moderen og den yngre Søn, og de forblev nogle Dage hos os. men da jeg udtalte, at hun ved sin uheldige Indflydelse væsenlig havde bidrager til Sønnens slette Opførsel og til, at Folk maatte vende ham Ryggen, hvad han allerede havde maattet føle, blev Krigen erklæret fra hendes Side, og Følgerne af dette Besøg blev da ogsaa, at det gik ved ad med Sønnen, der gik med en. som det senere viste sig, af Moderen næret Bagtanke: at gjore Ondt og derved gjøre os Livet saa surt. at vi maatte lade ham fare. Jeg vil haabe, at det hører til Sjældenhederne at finde en Familie, hvori der findes saa mange onde Instinkter. Efter en Meddelelse fra Sogneraadet var den Søn, der ledsagede Moderen paa hendes Rejser hertil, og som hun vilde have haft herover, bleven anbragt i Tjeneste i Sommeren 1833, men var bleven bortvist, fordi han prøvede paa at skære Patterne af Husbondens Griseso.
I Løbet af 1883 fortsatte Moderen sine Bestræbelser for at ødelægge Forholdet mellem Anstalten og Sønnen og indgav blandt andet Ansøgning om, at Amtsresolutionen om Sønnens Anbringelse paa Flakkebjerg skulde tages tilbage. hvilken Ansøgning blev afslaaet, idet Amtet erklærede sig enigt med Herredsfoged og Sogneraad i. at Sønnens Vel "utvivlsomt fremmes bedst ved, at han forbliver paa nævnte Anstalt". Hvad hun ikke rør havde været krigerisk stemt, blev hun efter dette Afslag, hvorom følgende Mundsmag af en Skrivelse noksom vidner: "Dig maa man vel kunne kjøre i en Tømme, men ikke uden Pisk, og den skal nok fimre haardt ; thi vid, jeg staar i Forbindelse med Folk, der er højere paa Straa end Du. Jeg kommer nok selv derover til Julen, da alle Mennesker er saa glade, og jeg tænker ogsaa. der er Glæde paa Flakkebjærg: thi Jesus kommer vel ogsaa der, hvor Djævelen regerer. Nu sender jeg mit Brev til Dem. Hr. Møller! Med den dybeste Afsky, Din Djævel i Menneskeskikkelse".
Hvad Sønnen angik, var han i Begyndelsen af November, Dagen efter, at jeg var rejst til Landerupgaard, forsvunden i den tid lige Morgenstund, men blev hurtig funden i Kjøbenhavn og transporteret tilbage. Han blev da ret lanerlig og tilgængelig for gode Ord, Formaninger og Advarsler, saa at jeg troede, at jeg med godt Udbytte kunde anbringe ham i Tjeneste hos en Familie, der havde boet i Nabosognet, og hos hvem Elever fra Anstalten i en lang Aarrække havde været i gode Hænder, hvortil endnu kom, at der her var en af de ældre Elever, der havde tjent hos Familien i 2 Aar og skulde blive der endnu et Aar, et prægtigt Menneske, i hvem den yngre vilde have fundet en trofast Stolte og Vejleder til at faa rigtigt Fodfæste og komme til Oprejsning. Men to Dage efter kom Manden og afleverede ham, efter at han og Familien havde døjet det utroligste af ham. og man maatte blive bange for at have ham i Huset. Saa begyndte vi atter forfra, idet han søgte at gjøre mig fortrolig med, at hans Galskab hidrørte fra, at han helst vilde være herhjemme, meget smigrende for Anstalten. Men den 9. Juni rejste jeg til Kjøbenhavn, og næste Dags Morgen var han i et ubevogtet Øjeblik forsvundet, men han blev, eftersøgt af et Par Elever, stoppet paa Naboens Mark af en der tjenende Elev og af Karlen, som førte ham tilbage til Anstalten, dog ikke uden Blodsudgydelse, idet han med en Kniv stak Karlen i Armen, hvorfor han blev fort frem i stiv Arm, og da en Aare var ramt, fik man kun med Besvær Blodet standset. I dette Attentat var der da tilstrækkelig Opfordring til at sikre sig for hans Galskab, men vi kom snart til Forstavelse, og han gav de bedste Løfter om Bod og Bedring, lige som det heller ikke manglede paa Bønner om Frigivelse og om Støtte mod det onde i Fremtiden, saa at jeg, der haabede det bedste, om jeg end maatte være forberedt paa det værste, endog lod ham deltage i en Skovtur for alle Eleverne. Han vedblev nu at være meget medgjørlig hele Sommeren og Efteraaret. saa at jeg troede at burde imødekomme hans Ønske om at lære Smedeprofessionen, saa meget mere, som der var tilbudt mig Plads for en Lærling i en af de nærmeste Kjøbstæder paa et af de bedste Værksteder, hvor en Elev samtidig havde udlært. Pladsen blev tiltraadt den 1. November, og det gik i længere Tid til gjensidig Tilfredshed, men saa kom det onde Element atter frem og drev det paany til et Hovedslag.
Moderen, der var underrettet om, at Sønnen var kommen i Lære, rejste nemlig her over den 13. December for at faa Fingre i ham og føre ham bort i al Hemmelighed, hvad der dog ikke lykkedes, idet Politiet holdt vaagent Øje med hende, saa at hun efter 6--7 Dages Ophold vendte tilbage, dog ikke uden at have lagt sine Basiliskæg, der blev udklækkede i Julefritiden. Sønnen var nemlig her i Besøg i flere Dage, vel til Pas og meget elskværdig. enig med mig i alt. Han fik en Dragt ny Klæder, som hørte med til hans Udstyr i Læren. Vi var altsaa tilsyneladende i den bedste Forstaaelse, saa længe han var her, men heller ikke stort længere; thi et Par Aftener efter solgte han sine ny Klæder og forsvandt Dogen efter, og ved en saa lang Omvej som mulig - over Kallundborg og Aarhus - naaede han hjem, hvor en mig af Politimesteren anbefalet Mand i Forbindelse med Landpolitibetjenten endelig fandt ham skjult hos Moderen. Efter en voldsom Kamp med hende og hendes forvorpne Angel, der stenede Betjentene og rev Landpolitibetjentens Frakke itu, slap man bort med Sønnen.,men blev forfulgt af hele Familien, for saa vidt den var kampdygtig, til nærmeste Jærnbanestation, hvor Familien ved Togets Afgang indtog en truende Stilling paa Perronnen. Saaledes lykkedes det at faa ham bjærget og den 6. Januar afleveret til Anstalten med en Udgift, som for udenforstaaende vel kunde synes større, end den var værd; men jeg havde ikke opgivet Haabet og var derfor ikke færdig med ham, hvis sidste Bedrift, efter hvad Moderen skriftlig meddelte mig, var tilraadt ham af hende. Hun vendte sig nu mod Sogneraadet, hvis Formand bl. a. tilskrev mig følgende: "I Anledning af den sidste Scene har hun gjentagende været hos mig og udstødt sine Trusler om at stjæle brænde, og det endte med. at hun sidste Nat lagde sig ude paa Marken i Sneen og saaledes tvang mig til at lade hende hente med Vogn. Hun truer som sædvanlig med, at hun skal lade det "lyse" baade for Dem og for mig, saa fremt hun ikke faar Sønnen hjem. Det værste er, at hun ligefrem opdrager sine Børn til Forbrydere." Lignende Meddelelser modtog jeg fra vedkommende Birkedommer, og hun blev nu endelig anholdt og arresteret og derpaa for Fornærmelser og Vold mod Politiet ved Sønnens Anholdelse, for Truslerne om Ildspaasættelse og mod Sogneraadets Formand idømt Vand- og Brødstraf.
Sønnen blev paa Anstalten til 1ste Maj 1885, da jeg fik Plads for ham hos en Gaardmand her i Nærheden, der som saa mange andre i en lang Aarrække uden at trættes har været min Støtte med flere vanskelige Elever. Aaret gik, men ikke uden Fortrædeligheder, især efter at baade Moderen og en Datter af s amme Kaliber havde besøgt ham og gjort dereS personlige Indflydelse gjældende paa ham, saa at han blev aldeles kullersk. Husbonden gjorde de sædvanlige fornuftige Forestillinger om, hvad der tjente Moder, Søster og Sønnen bedst, men til ingen Nytte. Sønnen gjorde, hvad han vilde, og Enden blev i det mindste ikke god; thi efter at Sønnen havde naaet 18 Aars Alderen, gjorde han den velvillige Husbond Livet saa surt, at denne for Husfredens Skyld nødsagedes til at fjærne ham fra Huset en halv Snes Dage før Skiftedag. Han blev derefter afleveret her til Anstalten, men jeg fandt nu ikke Anledning til at ofre meie paa ham, hvor al Ting var spildt, og paa hvem der var gjort langt større Indsats fra baade den ene og den anden Side end for nogen anden Elev, som man har arbejdet for "med Haab mod Haab", men som ikke er blevet beskæmmet.
Det varede ikke længe, før Moderen havde Sønnen hos, og han viste da ogsaa Kommunen, hvem han var, idet han blandt andet gjorde sig skyldig i Ildspaasættelse, hvorfor han inddømtes i Vridsløse Straffeanstalt. Blandt de Mænd og Kvinder, Fædre og Mødre, som har gjort os Livet surt og bittert, er de foran fremhævede uovertræffelige, hvor mange Bryderier og Fortrædeligheder vi end har maattet opleve af mange andre baade paa den ene og den anden Maade, men mest fra Spindesiden, hvor Rokkene hviler".
(Esbjerg Folkeblad 1. juni 1889).
