"Mere Griseri". (Efterskrift til Politivennen).

Hr. Redaktør!

Der eksisterer meget griseri her i verden, men noget så storslået som  det kommunale tror jeg næppe findes magen til. Vore gader er til daglig nogenlunde tålelige, at sige når det ikke blæser, da man så gerne godt kan anlægge en losseplads en miniature ved at rense hår, øjne, skæg og lommer for forskellige gadelige ingredienser, men regner det, er det næsten ubeskriveligt, hvilket griseri man så bliver vidne til og lider under.

Gaderne er et ælte med større samlinger af mudder og brede og dybe vandpytter, dette er næsten for milde udtryk. Er man nu så heldig, nogenlunde pænt tilgriset, så godt som man selv formår ved at undgå dem, at være skrået over fra det ene fortov til det andet, skal det aldrig fejle at en droske - til daglig brug lunter disse køretøjer af i en art podagristisk trav - i fuld fart så godt som det naturligvis er mulig for en københavnsk droske at bevæge sig, sætter dyndet i bølgegang, og man bliver så overdænget af den modbydelige brænding, at man ikke véd, om man skal le eller græde, ikke engang hvis uheldet træffer ens værste fjende.

Kongens Nytorv - stor plads - mange Mennesker - vældig svineri; dette Kongens Nytorv var, om jeg så må sige, virkelig en nogenlunde præsentabel plads (dette skal udtrykke det franske ord place) og må i sådant vejr minde stærkt om gamle Hallandsås med dets usle brolægning - ja for det synes både Udlændinge og andre, at det er skandaløst med denne fodangel- og faldgrubeagtige manér, som dette torv, der er så befærdet på kryds og på tværs, er brolagt på. Et stort smudsig-gulagtigt søle, der på sine steder måler 3 - 4 tommers dybde er det ved Gud ikke behageligt at skulle lodde med sine sko; hoppe fra en fremstående top til en anden er ligefrem farligt for ikke at sige umuligt på grund af stenenes ved slid omskabte naturform fra flade til runde, tillige er afstanden sommetider så stor, at man med lidt held ville kunne opnå en ufrivillig og ubehagelig gammel, for ikke at tale om at give muligvis tilstedeværende et mindre vel villigt optaget styrtebad. Næh, man må nok så pænt traske lige igennem tykt og tyndt.

Dette kan altsammen endda gå an for os mandfolk, men de kære damer hvor må de ikke være ærgerlige i et sådant vejr, mellem os sagt, holder jeg meget af netop i regn og blæst at færdes på Gaderne, Gudbevares kun for i al anstændighed at studere og more mig over damernes naive, måske også beregnende - men det er både et naturligt og et utilgiveligt koketteri - løften op og forsigtige nydelige trippen for ikke at blive våd om de søde små højvristede fødder, men det er vistnok ikke ganske morsomt at måtte kilte op til knæene, det ser just heller ikke skønt ud, da holdningen taber en ikke så lille del af elegance, når damer både skal samle hele kjolen og samtidig balancere med paraplyen.

Ja det er, hvad jeg ville have sagt håbende på, at vor velvise Magistrat - jeg har nemlig højstsamme værdige Institution slemt mistænkt for at læse Deres interessante blad, måske ville bekvemme sig til at bedre, om også lidt, på disse middelalderlige gadetilstande.

Deres Peintre.

(København, 21. september 1889)

De forenede Hvide Vare Forretninger. Firma i København, Th. Wessel & Co. Hestetrukken sporvogn, 1874. Det senere Magasin. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oprør paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Atter i aftes var der stor sammenstimlen af mennesker udenfor forskellige butikker hvis ejermænd ikke vil lukke kl. 9. En på Nørrebrogade boende frugthandler fik en stor spejlglasrude knust af den hævngerrige mængde, og til gengæld fik en fredelig borger der stod og så til, panden kløvet af en politiknippel, så at han i bevidstløs tilstand måtte køres til hospitalet.

(København, 11. september 1889)

Lukkespørgsmålet for den offentlige politiret.

Allerede i går blev i den offentlige politiret behandlet den første sag fra optøjerne på Nørrebro i anledning af butikslukningen. Da urtekræmmer Faurholt, der ikke vil lukke kl. 9, en aften stod i sin butiksdør, hjørnet af Griffenfeldtsgade og Korsgade, havde en mand i forbigående sagt til to piger: "Der står han, den skruebrækker!" Urtekræmmeren blev vred fik en politibetjent til at notere manden der i går i politiretten måtte bøde 10 kr. for at have brugt det forbudte "hædersnavn".

Urtekræmmer Faurholt slap dog heller ikke fri - han måtte betale 3 kr. fordi han trods politiets forbud, havde ladet en trækkevogn stå på gaden Han har en gang tidligere betalt 2 kr. for at have taget denne uberettigede holdeplads.

Lukke-urolighederne på Nørrebro.

Natten til i går blev der med en mursten knust en stor spejlglasrude hos en cigarhandler på Nørrebrogade ved hjørnet af Slotsgade. Ruden havde en værdi af 225 kr.

(Social-Demokraten, 13. september 1889).

Spektaklerne på Nørrebro

Der fabledes om at gendarmerne var klare til udrykning, at politi i store mængder ville blive gemt i porte osv. Og folk ventede sig noget stort.

I tætte stimer gned man sig op og ned i den mørke gade - så på de ituslagne ruder hos grønthandleren hvor talrige politibetjente stod opmarscherede - der hujedes og piftedes hist og her, og når politiet skred in, flygtede folk helt beredvillig.

Dt syntes dog som politiet i aftes optrådte efter en bestemt plan - og den var fornuftig nok.

Da menneskestimlen var steget til så tæt en masse at det ikke var så ganske nemt at opretholde ordenen, deltes politiet, forstærket som det var fra københavnske stationer, i flere skarer og drev folk bort - langsomt og humant. Ad sidegader og ad hovedgaden ledtes mængden af vejen - snart lå Nørrebrogade øde hen.

Naturligvis var det mindre behageligt for gadens beboere; - men kunne de dokumentere sig, slap de dog ret nemt igennem.

Da så folkesværmen havde stået og set på politikordonerne der spærrede alle tilgange til kamppladsen, blev den ked deraf og drog bort. -

- Sådan burde politiet straks have grebet sagen an overfor de latterlige demonstrationer i stedet for at anvende vold og brutalitet.

(København, 14. september 1889)

I starten af september 1889 afholdt fagforeninger og politiske foreninger flere møder, bl.a. 9. og 11. september 1889 i "Sortedamslund", om 8 timers arbejdsdag. 

Fra Havnen. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejder-Restavrationer.

Nede ved Havnen fra Bernstorfsgade til Langebro lægger de store Kuldampere til for at blive lossede, og fra den tidlige Morgen kan man der paa en travl Dag se i Hundredevis af Kularbejdere, som i Spisetiderne gaar fra Skibet til Værtshuset for at restavrere sig til der atter skal tages fat paa Slidet.

Sværtede og støvede er disse Arbejdere fra Top og til Taa, og det er temmelig sikkert, at hvide Duge paa Spisebordene eller Damaskbetræk paa Stolene ikke vilde passe her. Men i de Værtshuse, hvor Kularbejderne søger, behøver de heller ikke at være bange hverken for at finde Flothed eller Properhed. Der er man gaaet den modsatte Vej og har ment, at en sværtet Mand kan magelig spise af et snavset Fad, ved et snavset Bord og med Snavs fra Gulv til Loft.

Lad os kigge ind i en af disse Arbejderestavrationer ved Havnen.

Nærmest Langebro ligger der en, som kaldes Rysensten, fordi den ligger der, hvor den tidligere Bastion af samme Navn havde sin Plads. Huset bestaar kun af en Stueetage, hvoraf den højre Halvdel er Kontor for Grosserer Hummelgaards Forretning og afgiver Plads bagved til Borgestue for Grossererens Folk. Den øvrige Del af "Villaen" kan altsaa kun være noget indskrænket. Den bestaar af et almindeligt stort Værelse, Skænken med Flasker, Krus og Fødevarer paa de anløbne Hylder er endda bagved, men for at skaffe mere Plads til de talrige Besøgende har Værten saa bygget en "Havestue" fra "Villaen"s Gavl ud mod en Kulplads.

Havestuen bestaar af et Skraatag, der hviler paa Stolper; foroven er der et Par almindelige Tagvinduer, Bræddevæggene er beklædte med Tagpap og Bohavet er saa simpelt som vel muligt. 5 lange Bræddestager, hvoraf hver kan afgive Albueplads til ca. 12 Mand, hviler paa Pæle, som er rammet ned i Jorden. Stole findes for ingen af, kun lange Bænke, som er befæstede paa samme Maade som Bordene. Dette "Spisetelt" afgiver tillige Plads for Værtens Brændsel og det har beholdt Brændekældernes Egenskaber: Gulvet er den bare Jord, bakket, bulet og grisset. Fugtigheden, som forøges ved et paa Kulpladsen værende Pissoir, slaar gennen Tagpappen, og af og til løber en vildsom Rotte over Gulvet.

Værten paa Rysensen roses for at levere god Mad, men om Serveringen er det slet ikke værd at tale i slige Omgivelser. Hvor Snavset griner frem alle Vegne, fra Loft, Vægge, Gulv, Bænke, Borde og Service, skal der virkelig en Arbejders Appetit til for ikke at tabe Appetiten.

Om Værtens og hans Opvarters Høflighed mod de Gæster, der fylder dette Hul og skaffer Ejeren gode Indtægter, er det heller ikke værd at tale. Det paastaas, at den noget nær staar paa Højde med Beværtningens Properhed.

Man kan nu indvende tidt nok, at for en sværtet Kularbejder er disse Forhold gode nok; vi paastaar det modsatte. Den Mand, hvis Haand bliver mest snavset af Arbejdet, har Krav paa at spise under lige saa propre Forhold som den, der kan søge 1ste Klasses Restavrationer. Men disse usle Hytter i Havnen gør ogsaa Arbejderen Livet surere end det alt er i forvejen, fordi det umuligt kan blive ham en Nydelse at spise sin Mad under snavsede Omgivelser. Kularbejderen maa sikkert undvære Serviet og Dug og maaste nøjes med en Træbænk, men han har netop Krav paa, at der er renligt og hyggeligt, hvor han spiser. I Stedet for lader man Snavset vokse, og naar der endelig en Gang muges ud, kan man Dagen efter paa enkelte Steder finde et tykt Sæbelag ovenpaa det halvvejs afvaskede Snavs. Moralen er den: "Skidt med det, det er jo kun Kularbejdere!"

Hvad der her er sagt om "Rysensten", gælder i væsenlig Grad ogsaa om Værtshuset i Bernstorffsgade og om "Ny Zeeland" paa Hjørnet af Tømmerpladsgade og Havnen, skønt intet af disse Steder har en Havestue som "Rysensten"s.

"Ny Zeeland" og dens Kollega i Bernstorffsgade er 2 Etages Huse - paa førstnævnte er der endog Veranda med Kikkertinstrument og Udsigt over Kalveboderne - , og Stuelejlighederne anvendes som Gæstestuer. Spindelvæv, Snavs og Malproperhed omgiver ogsaa Gæsten paa disse Restavrationer, og dertil forlanges der højere Priser og leveres slettere Mad end i "Rysensten". I "Ny Zeeland" holder Værten sig tilbage fra alle Forretningerne, der i Stedet for ledes uindskrænket af 3 Opvartere. I Bernstorffsgades Restauration er Værten selv med og assisteres af sine 2 Sønner uden at dog Forholdene derved er bedre. Værterne i de tre Forretninger synes overhovedet at have en vis Specialitet i at være korte for Hovedet.

I "Ny Zeeland" er der et særskilt Rum for Kularbejdernes Blacklegs. De betaler til Gengæld lidt højere Priser for Varerne.

En Forandring i disse Værtshuses Ordning lader sig næppe tænke ved Værternes Initiativ. Og Havnearbejderne selv sidder næppe inde med tilstrækkelig Magt til at gennemført en Forandring.

Og dog kunde der saa let gøres noget virkeligt godt. De mange store Kulgrosserere, som sikkert paa en eller anden Maade har indlagt sig Fortjeneste i vor Tids Humanisme - maaske særligt der, hvor der har hængt offenlig Omtale eller et Dannebrogskors ved, - kunde stille sig en smuk Opgave her. Var det saa farligt, om de byggede et Par nette Arbejderrestavrationer ved Havnen og under visse Betingelser bortforpagtede Beværtningsretten? Nej, særligt for de store Kulindtægter var det næppe, men stor Gavn vilde det gore, om d'Hrr. virkelig gennemførte en saadan Opgave.

(Social-Demokraten 22. september 1889).

Fotograf Fritz Theodor Benzen (1864 - 1945): Gasværkshavnen. Beværtningen "Ny Zeeland". 1900-1910. Kbhbilleder. Public domain.

Vestre Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Det er den gule Bygning, hvis høje Skorstene knejser i Ny Stormgade bagved Tivoli, og som for nogle Aar siden blev opført af Københavns Kommune til udelukkende Behandling af kvindelige Kønssygdomme.

Udenfor dens Vinduer støjer og jubler om Aftenen Boulevardens og Variete'ernes Liv, Dansesalonerne spyer sine Menneskestrømme ud, og Par efter Par forsvinder i de lange Sidegader ned mod Kallebodstrand. Det ser saa lystigt ud det Liv, og det kunde være lystigt nok, hvis ikke netop Vestre Hospital hørte med ind i Billedet som den formørkende Baggrund.

Fotograf Ernst Nyrop-Larsen (1866 - 1931): Vestre Hospital, set fra udgravningen til den nye personbanegård. 15. april 1908. Kbhbilleder. Public domain.

De unge Piger, som ligger syge bag de blændede Vinduer i "det gule Hus", er kommet lige fra det glade Aftenliv paa Vesterbro og kan tale med om hvad det koster. De har været med i Hvirvlen: den tog dem en Skumring, da de stod uden Penge paa Lommen og uden Haab om at tjene nogle næste Dag; Kjolen var tyndslidt og Sulten havde meldt sig - saa straalede Variéte'ens elektriske Lys, Musiken lokkede. Pengene klang og Herrerne hviskede, der var Mad og Drikke, Penge til Tøj og et Skin af den Livslyst de havde drømt om.

Det svimlede for dem, de lod sig rive med, den Aften og næste Aften - der var jo ingen Udsigt til at tjene Føden paa anden Maade. De kom i Velten, fordi de var nye; de tilegnede sig Rutine, deres Toiletter blev flottere og flottere, deres Sind sløvere og sløvere. De strøg forbi under en Gadelygte i spraglet Stads, med blegt Ansigt og fristende Øjne - de strøg ud i Mørket og blev borte . . .

Politiet tog dem; de kom paa Vestre Hospital. Og naar de slipper ud, hvad er der saa andet end at fortsætte det samme Liv: falbyde sig selv for at leve og for at faa lidt skuffende Andel i de andres Glæde!? En Aftenstund dukker de atter op blandt Veninderne paa Balkonen, en Nat stryger de igen forbi paa Gaden - og en Formiddag stopper Politilægen dem for anden, tredje Gang ved Visitationen, og de ruller den kendte Vej til Hospitalet.

De kommer al Tid igen. - -

Statistik og Økonomi. *)

Der er 23 Stuer paa Vestre Hospital, og der kan ligge 212 Patienter. Hospitalet er delt i to Afdelinger; første Afdeling optager de til den offenlige Prostitution hørende Kvinder, anden Afdeling er for den hemmelige Prostitution.

Denne Afdeling rummede i Fjor omtrent dobbelt saa mange Patienter som første; ialt behandledes der paa Vestre Hospital sidste Aar 2718 Patienter, hvoraf der ved Aarets Udgang laa 83 over. Kun 1 døde.

Paa første Afdeling var Antallet af Sygedage gennemsnitlig lidt over 11 for hver; paa anden Afdeling laa Patienterne gennemsnitlig lidt over 32 Dage. Altsaa den offenlige Prostitution sendte ikke alene de færreste Kvinder men ogsaa de letteste Sygdomstilfælde ind paa Hospitalet. Opholdet for samtlige i Fjor behandlede Patienter varede gennemsnitlig noget over 18 Dage.

Patienterne har ikke anden tvungen Beskæftigelse end den daglige Husgærning i Hospitalet, men de er desuden beskæftigede dels for egen Regning dels for Hospitalet ved Haandarbejde og Husgærning. Arbejdet paa begge Afdelinger i Fjor havde tilsammen en Værdi af 2,893 Kr., men lønnedes kun med ialt 1,329 Kr. Den gennemsnitlige Arbejdsløn pr. Dag var halvniende Øre.

Den gejstlige Virksomhed er ordnet saadan, at hver fjerde Uge holdes der en kort Andagt paa Hospitalets anden Afdeling. De, der ikke vil høre paa den, kan lade være, men de der møder skal vise en sømmelig Opførsel.

Efter Afholdelsen af denne Andagt kan de Patienter, som ønsker det, faa Lov til at tale med Præsten, dog "saaledes at enten Inspektricen eller Overstuekonen samtidig er til Stede i Værelset".

Der er bevilget 400 Kr. til "gejstlig Hjælp", men i Fjor beløb denne Udgift sig kun til 133 Kr. 34 Øre. Til Aviser og Bøger blev der givet et Par Hundrede Kroner ud. Forplejningen kostede noget over 27,000 Kr., Administrationen noget over 13,000 Kr., Sygeplejen ca. 10,000 Kr., Medicin og Rekvisiter ca. 3,000 Kr.

Den samlede Udgift ved Hospitalet (naar Indtægten ved Patienternes Arbejde trækkes fra), udgjorde 83,336 Kr. Det bliver 30 Kr. 67 Øre for hver Patient og 1 Kr. 67 Øre for hver Sygedag.

Lægeberetning.

Antallet af Patienter paa begge Afdelinger i 1888 er opført ovenfor. Der hævdes i Hospitalet en strængt gennemført Adskillelse mellem syfilitiske og andre veneriske Patienter. Af de paa anden Afdeling - for den hemmelige Prostitution - indlagte Patienter var 3 Pattebørn, som fulgte med Mødrene. I Aarets Løb overgik 72 Kvinder fra anden til første Afdeling og de blev af Politiet indskrevne som offenlige.

Antallet af offenlige Fruentimmer var ved Slutningen af sidste Aar 497. Tilgangen var mindre end Aaret i Forvejen og Afgangen større, for en stor Del dog kun ganske midlertidig, da adskillige blev indskrevne igen. Overlægen skriver:

"København har med en Befolkning af omtrent 307,000 Individer i 1888 kun set ialt 397 Individer praktisere som offentlige Fruentimmer; af samme var de 13 svenske, de 2 norske, 7 tyske; 21 er blevne gifte, 1 udvandret til Amerika, 9 er komne i Forbedringshuset og 3 er døde. Det har, som sædvanligt, bekræftet sig, at Skøgerne gennemsnitsvis ikke driver deres Forretning ret mange Aar og efterhaanden forsvinder i Befolkningen; dog viser det sig, at 101 har praktiseret i over 10 Aar, 17 i over 20 Aar og 2 i over 30 Aar.

Disse Fruentimmer er dels ved Politiet dels ved private Læger blevet visiteret tilsammen og ialt 30,427 Gange. Endvidere har 828 Fruentimmer som mistænkte for Løsagtighed eller for at lide af veneriske Sygdomme været Genstand for ialt 2,863 Undersøgelser af Politiets eller private Læger. Der oplyses desværre intet om Udfaldet af disse ofte højst vilkaarlige og uberettigede Undersøgelser, som undertiden foretages paa en ondskabsfuld anonym Angivelse.

Som sædvanligt har et forholdsvis stort Procentantal af Skøgernes Masse altid befundet sig i Hospitalet. Mange af dem blev dog kun indlagte for de ubetydelige Sygdomme, som særligt er almindelige hos de unge Begynderinder.

Ligesom i en foregaaende Aarrække har det vist sig, at de privatboende Skøger ikke indkom saa hyppigt som de der er kasernerede paa Bordeller. Der var i Fjor 221 privatboende offenlige Fruentimmer her i Byen og 131 fordelt paa 43 Bordeller; disse sidste havde omtrent dobbelt saa mange Sygdomstilfælde at opvise som de første. Det har endvidere vist sig, at blandt de privatboende forekom Lidelser frembragte af hensynsløst, overdrevent eller paatvunget Samleje sjældnere end hos de der bor i Bordeller. Af privatboende Fruentimmer indkom kun 10 med Mærker efter Slag og Slagsmaal. Overlægen skriver:

"Gennemgaaende er disse Individer mindre brutaliserede, mindre raa end de bordellerede, og de leverer et mindre Kontingent til Fængslerne. En Tilbagevenden til og Genoptagelse i Samfundet er ulige lettere for dem end for de Skøger, som allerede er ankrede op i Bordellerne. Den Frygt, som ofte er kommen til Orde, for at disse Fruentimmer skulde gennem Eksemplet virke forførende paa anden kvindelig Ungdom i de Huse, hvor de har fundet Bolig, den er meget overdreven og efter Omstændighederne ofte ganske ubegrundet."

Livsstillinger.

Overlægens Opgørelse af Patienternes Livsstillinger stemmer med hvad vi antydede i Artiklens Begyndelse: at det er Fattigdom, som driver Kvinderne til at søge det farlige Erhværv ved kønslig Omgang. Dr. Bergh striver:

"Fra den anden Afdeling, den paa den saakaldte hemmelige Prostitution beregnede, udskreves som anført, ialt 995 Patienter.

Af samme var de 336 Syersker, de 230 Tjenestepiger uden Tjeneste og 86 saadanne i Tjeneste; de 89 var Fabrikarbejdersker (deraf de 49 Cigararbejdersker), de 59 Strygersker, de 43 Væversker, 43 Rengørings-Piger eller Koner, 21 Strikkersker, 16 var beskæftigede i Vaskeri; 14 var Skuespillerinder. Sangerinder eller Artistinder, 6 Kasserersker eller Butiksjomfruer, 6 Bogbindersker og 3 Typografer eller Retuchøser; 3 var Kogejomfruer, 3 vandrende Handlende, 1 havde Traadhandel; 4 var gifte Koner. De 53 af Pigerne og især af de yngste eller lidt over 5,5 pCt. af det hele Antal boede hos Forældrene, men havde med Undtagelse af et Mindretal (17) om Dagen Beskæftigelse udenfor Hjemmet.

Af de 265 i de sidste 3 Maaneder af Aaret behandlede, som ej var Tjenestepiger (med eller uden Tjeneste), havde de 163 tjent, forinden de gik over i andre Livsstillinger, mest til at være Syersker. Tyendeforholdet havde de fordetmeste opgivet af Ulyst til det bundne Liv og til reguleret, tvungent og tildels haardt Arbejde; undertiden ogsaa paa Grund af haard Behandling, slet Kost og ussel Løn. Men hvad disse unge Fruentimmer saa kan tjene ved et opslidende, ensformigt og glædesløst Liv som Syersker eller Arbejdersker i Fabrikerne - jævnlig kun 6-7 Kr. ugentlig - er ofte saa aldeles utilstrækkeligt, at det bliver forstaaeligt, at de i løse Forbindelser søger Hjælp og Erstatning."

Sygdommene.

De deles i tre Hovedafdelinger: de uegenlig veneriske, de veneriske og Syfilis. Almindelig blandt den første Slags er hos de offenlige Fruentimmer saadanne Beskadigelser, som kommer af Overmaal.

32 Kvinder indkom med Saar eller Mærker af Mishandling. De hidrørte for største Delen fra deres private Elsker, sjældnere fra deres oftlige saa voldsomme Elskereinder. Det er maaske ikke mange bekendt, at en stor Del af de offenlige Fruentimmer staar i unaturligt Elskovsforhold til hinanden. I en Statistik anslaas Antallet af saadanne Fruentimmer (Tribader) i Paris til en Fjerdedel af samtlige offenlige Kvinder; Dr. Bergh mener, at dette Antal baade for Paris' og Københavns Vedkommende er for lavt.

"I Følge den paalidelige franske Forfatter - siger han - "erhverves denne Tilbøjelighed ofte i Arresterne, hvor Pigebørnene er flere sammen; Københavns Arrestforhold har hidtil meget ofte nødvendiggjort en Sammenstuven af 2-4 unge Pigebørn i hele Døgn, vistnok med de samme Demoralisations-Følger."

Hos 19 Kvinder var der udpræget Hysteri til Stede, hos de 5 med Krampetilfælde; en saadan Patient forsøgte Selvmord (Hængning).

For Syfilis blev der behandlet 150 Patienter, nemlig 45 offenlige Fruentimmer og 105 hemmelig prostituerede. Adskillige af disse sidste syntes at have drevet længe om med deres Syfilis og havde sandsynligvis altsaa udbredt megen Smitte.

Af de offenlige Fruentimmer havde et meget stort Antal (7 af 10) paadraget sig Syfilis i det første Aar af deres Funktion. "Enhver længe praktiserende Skøge erhverver Syfilis, og oftest bliver samme hendes Lod allerede temmelig tidligt."

Som sædvanligt optraadte Syfilis hos Skøgerne meget almindeligt med den saakaldte Induration (Forhærdelse), som hos de hemmelig prostituerede faar Tid til at omsætte sig i Masser af Slimpapler, der efterhaanden breder sig til forskellige Dele af Legemet:

"Det er disse, lidet ømfindtlige og altsaa lidet generende Vegetationer, som gør netop disse Fruentimmer, disse Tjenestepiger uden Tjeneste, disse Arbejdersker uden Arbejde, alle disse Individer, som kun kan opholde Livet ved Prostitution, gør dem saa sarlige, og det er gennem dem, at den meste Syfilis udbredes. Slimpaplerne forekommer hos dem, paa Grund af den utrolige, næsten dyriske Ligegyldighed og det Svineri, som gaar Haand i Haand med Elendigheden, udviklede i en utrolig Grad, ofte som sammenflydende, næsten elefantiasiastiske (af Ordet Elefant) Svulster af 3½-4 Tommers Længde og 2/5 Tommers Højde, helt ud paa Laarene, avlende en mere eller mindre udbredt Jntertrigo (Hudløshed) og affødende en Stank, som skulde synes at kunne udelukke enhver erotisk Fornemmelse eller i al Fald forhindre al erotisk Tilnærmelse." 

Med nye Udbrud af Syfilis indkom 82 Individer: med et første Genudbrud 33 i en Alder af 17-35 Aar, med et andet Genudbrud 23 i en Alder af 17-30 Aar, med et tredie 7 i en Alder af 18-25 Aar, med et fjerde 6 i en Alder af 22-31 Aar og med et femte 4 i en Alder af 20-27 Aar. Med et ellevte Genudbrud, opstaaet 3 Aar efter det sidste, indlagdes et 35aarigt Individ.

Antallet af Fødsler mellem de offenlige Fruentimmer har været ringere end de foregaaende Aar; af 405 Fruentimmer vides de 9 eller lidt over 2 pCt. at have født. De 7 af dem havde været eller var syfilitiske, de andre ikke. - "Af disse 9 Mødre har de de to faaet fuldbaarne og sunde Børn, to fuldbaarne og dødfødte, og en Maaned for tidligt født et straks efter dødt Barn, og 4 har aborteret. Barselsengen har været normal."

Paa anden Afdeling (de hemmelig prostituerede) paavistes 25 Tilfælde af Svangerskab; de 6 af disse Kvinder var eller havde været syfilitiske, de 19 ikke. Kun for de 11 Individers Vedkommende haves Oplysning om Svangerskabets Udgang. "Af disse 11 Individer fik ialt kun de to fuldbaarne Børn, og af disse døde det ene meget hurtigt. De løse Forbindelser bidrager kun lidt, og heldigvis kun lidt, til Befolkningens Tilvækst. - Barselsengen synes ogsaa hos alle disse Individer at være forløbet normal."

Hvad Hyppigheden af andre Sygdomme blandt Skøgerne angaar, skal her blot nævnes, at paa Kommunehospitalet indlagdes bl. a. tre med Sygdomme som Følge af Drik, to med Melankoli og Sindssyge, 4 for Forgiftningsforsøg.

"Paafaldende er den sjældne Forekomst af febrilske, katarrhalske Lidelser og af Lungebetændelser. Trods den store Hyppighed af Uterinlidelser er Hysteri sjælden hos de offenlige Fruentimmer, ligesom hysteriske Lidelser ogsaa paa den anden Afdeling ses paafaldende sjældent, hvad særligt staar i Modsætning til Hyppigheden af og Styrken af saadanne Lidelser paa tilsvarende Hospitalsafdelinger i andre Lande, særligt i Frankrig og især da i Paris. Individer, som paa anden Afdeling har vist Tegn til Hysteri, forglemmer og aflægger denne deres tidligere Tilbøjelighed efter at være indskrevne som Skøger."

*) Disse Oplysninger er efter den af Magistraten udgivne Beretning om Kommunens Hospitaler for 1888. Den statistiske og økonomisle Oversigt er besørget af Forvalter Stuckenberg, Lægeberetningen af Overlæge Dr. R. Bergh.

(Social-Demokraten 31. august 1889).

Indgangen til Vestre Hospital (2020) med buste af Rudolph Bergh, Tietgensgade 31. I 1910 skiftede det navn til Rudolph Berghs Hospital. Hospitalet var opført på en grund ud til Tømmergraven der på opførelsestidspunktet 1880-1882 var et af bassinerne i Københavns Havn. Arkitekt var Vilhelm Valdemar Petersen. Hovedbygningens højre halvdel var for offentlige fruentimmere, den venstre for de såkaldt hemmelige prostituerede (de ikke offentligt godkendte). Foto Erik Nicolaisen Høy.Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Henrik Pontoppidan vs Frederik Nygaard: "Jødefejde" 1889. (Efterskrift til Politivennen)

Præsten Frederik Nygaard angreb i 1889 to artikler i Kjøbenhavns Børs-Tidende den 20. og 22. august 1889 under redaktion af Ernst Brandes, Georg og Edvard Brandes' lillebror. Det opsigtsvækkende var en advarsel om at hvis jøder fortsat angreb kristendommen, ville det skabe antisemitiske stemninger i befolkningen. Nygaards "rådgivning" af jøder opsigtsvækkende. Nygaard tilrådede direkte redaktøren at stoppe artikelserien. 

Det bemærkelsesværdige er at artiklerne ikke angreb kristendommen generelt, og at artikelforfatteren (Henrik Pontoppidan under pseudonymet Urbanus) slet ikke var jøde. En debatform som ikke er ukendt i dag. Om Nygaard repræsenterede en større eller mindre del af danske præster, er uvist. I hvert fald antyder sætningen "Hundekoblet forstår dog signalet" at hans synspunkter ikke var uden klangbund. Til gengæld var der ikke megen støtte at hente i aviserne, og bl.a. dagbladet "København" harmedes over Nygaards artikler. 

Frederik Sextus Otto Alfred Petersen Nygaard (1845 – 1897), tilhørte den grundtvigske kreds. Han var Odense Valgmenigheds første præst, og havde allerede et biografisk forfatterskab bag sig. Og fortsatte denne virksomhed efter debatten.

Redaktøren på "Kjøbenhavns Børs-Tidende" var Ernst Immanuel Cohen Brandes (1844 – 1892). Han var nationaløkonomisk forfatter, vekselerer og bror til Georg og Edvard Brandes. Efter artikler i "Politiken", "Tilskueren" mm. havde han startet "Kjøbenhavns Børs-Tidende" som bl.a. beskæftigede sig med bank- og børsvæsen. 

Henrik Pontoppidan skrev under pseudonym, "Urbanus"). Hans identitet var kendt, fremgår af hentydninger til at det er en anset forfatter, en digter af dansk præsteslægt, bror til en højskolemand og ikke-jøde. I Aalborg Amtstidende, 10. januar 1893 afsløredes hans identitet. Afsløringen skete i forbindelse med at Pontoppidan havde ansøgt om at få understøttelsen via finansloven fornyet. Det skete ikke. Han var tilhænger af Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud. I 1917 fik han nobelprisen i litteratur.

Endelig blandede journalist og forfatter Carl Johan Behrens (1867-1946) sig. Han var dengang en ung mand (22), men havde startet at skrive artikler, bl.a. tidsskriftet "Ny Jord" (1888-1889) som nævnes af Nygaard i en af artiklerne. 

Ludvig Grundtvig, fotograf (1836-1901): Ernst Brandes (1844-1892). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dagbog

19. august.

Det synes virkelig, som om Helvede begynder at vakle, og at Djævelen synger på sit sidste vers.

Den moderne kristendom forkaster troen på de evige pinsler som stridende mod al menneskelig følelse og uforenelig med overbevisningen om Guds algodhed. Den sejrrigt fremrykkende "Frelsens Hær" hverver ikke sine rekrutter ved at true med svovlpølens elendighed, og alt en stund har djævellæren været udslettet af mange kristne folks katekismus.

Ja - hvem skulle tro det? - selv præster i kjole og krave begynder at tage sagen op til alvorlig drøftelse. Det er allerede et ikke ringe antal gejstlige indenfor den danske folkekirke, der i tale og skrift åbenlyst fornægter helvedstraffens eksistens og i det hele bestrider kristendommens hidtil gængse forestillinger om det formodede liv efter død.

Ærlig talt, det er skade, man ikke er kommet til denne erkendelse lidt før. Hvor meget uro, angst og bæven kunde da ikke være sparet ? I århundreder har frygten for livet efter dette lig dommen over vore gerninger ligget som en mare over sindene.

Tanken på djævelen, der lurede på os i alle krogene, har forgiftet vore glæder og foruroliget vore skønneste drømme. Fra det første vi kunne fatte, har vi lært at skælve for helvedes ædende flammer og tænkt på de ulykkelige der skal martres her fra evighed til evighed.

Og nu erfarer vi at det hele er en fejltagelse og beror på en beklagelig misforståelse. Det med djævelen er lutter indbildning, og helvede er der ingen ting, der hedder.

Egentlig er der måske ingen grund til forbavselse herover. Ifald man i tankerne vil repetere sin religionshistorie, vil man høste den erfaring at af alt i verden er intet så omskifteligt som de "evige sandheder". Mens almindelig jordiske og derfor undertiden ret foragtede sandheder som at jorden er rund og at jern er tungere end træ bestandig lever i bedste velgående, hænder det ikke sjældent deres himmelske kolleger, at de dør en ynkelig død og står op til et andet liv som en slet og ret løgn.

Men når det nu forholder sig således, synes der at være grund for de gode præster til ikke at fare alt for ilde frem mod anderledes tænkende. Hvorledes gik det ikke dem, der for blot 10-12 år siden vovede at løfte deres stemmer mod djæveldyrkelsen? Og nu har selv Præsterne præcis den samme slags fornægtere i deres midte.

Men - vil man måske spørge - når der ingen djævel er længer, og ingen straf, og altså heller ingen løn; når endog præsterne ikke mere tør udtale sig om livet efter døden, og når troen ikke er en forvisning om det, vi ikke kan se - hvad er så det hele? Hvori består da kristendom? Hvad er da tro?

Den moderne kristendom er vel, hurtigt sagt, alene en hengivelse til samlivet med Kristus, der er alles ven og alles broder og trøster. Gå en aften ud i Frederiksberg Allé og overvær et af "Frelsens Hærs" møder, og man vil dér næsten intet høre om synd og intet om helvedes pine, men alene om den glæde, der følger med venneforholdet til Kristus. Herom drejer alle deres bekendelser sig. De følger ikke Kristus hverken i håb om belønning i et hinsidigt himmerigsliv eller af frygt for straf i en evig helvedild; men alene for den store glæde, den salighed, han allerede hernede dagligt bereder dem ved samlivet.

På samme måde udtaler den moderne profet Tolstoj sig i sine opbyggelsesskrifter. Troen, hengivelsen, bærer belønningen i sig selv, ganske som i et jordisk kærlighedsforhold. Når han spørger: "Hvori består lykke?" så svarer han: først og fremmest i at forsage - ikke "Djævlen", men "denne verdens lære" og følge Kristus. Og vel at mærke: om noget liv efter dette taler han ikke - Det er en kraftig amputation, der således for tiden foretages på den kristne lære. Spørgsmålet bliver nu, om den virkelig kan tåle dette tab, og om den ikke vil forbløde sig.

Urbanus

(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 20. august 1889)

Dagbog.

20. august.

Det er for en udenforstående vanskeligt at fatte forholdet mellem de troende og deres gud. Så længe det endnu til dels grunder i håb om himmerigs belønning og frygt for de evige straffe, lader det sig ret naturligt forklare. Men dette kærlighedsforhold til Kristus, hvortil den moderne kristendom mere og mere synes at indskrænke sig, denne glæde ved samlivet med et tænkt væsen, denne salige følelse af overalt at blive ledsaget af en mystisk usynlig, der støtter, trøster, fryder og elsker en og uden hvem livet ville være idel sorg og savn og mørke - det er alt sammen en gåde, ja et vanvid for dem, hvem troens gave ikke er givet.

Jeg har rigtignok kendt en mand, et såkaldt kolerabarn, der nærede en lidenskabelig kærlighed til sin moder, skønt han aldrig havde set hende og ikke vidste det ringeste om hende. Det billede, han havde dannet sig af hende, var fuldstændig grebet ud af luften, og dog bevarede han hendes træk med den dybeste ærefrygt, ja lod endog en gang en maler på grundlag af hans beskrivelser forfærdige et portræt af hende, som han hængte op i sin stue og viste sine fremmede, idet han med fuld overbevisning sagde :

"Det er min moder".

Denne trang hos menneskene til at danne sig en levende forestilling om deres ophav er både gammel og naturlig. Vi bærer vel alle mere eller mindre et gudebillede i vort hjerte, afpasset efter dettes attrå og behov Men dette forklarer dog ikke de troendes stædige overbevisning om deres formodningers ufejlbarlighed. Hin forældreløse mand elskede vel nok det billede, han havde dannet sig af sin moder; men ifald endelig en indviet var kommet til ham og havde sagt at det var ganske fejlagtigt, havde han dog ikke for alvor fastholdt sit fantasifosters pålidelighed. Dette gør derimod de troende. De tror hellere at alt hvad de ser omkring sig med deres jordiske øje, at alt hvad klogt og erfaring lærer, er lutter sansebedrag, end de tvivler på sandheden af et eneste træk i det Kristusbillede der har dannet sig i deres sjæl.

Det nytter ikke, at videnskaben kommer med sit: det er umuligt! Deres overbevisning er så urokkelig, at man ser dem gå i døden for den, om det kræves.

"Men hvor kan jeg også tvivle", siger de, "når jeg bestandig føler Guds nærværelse og daglig mættes af hans kærlighed? Jeg vidste jo ikke, hvad glæden var, for den dag mine øjne blev opladte for Guds tilværelse, og jeg kom til at tilhøre ham".

Spørger man nu en troende, hvorledes han da kom til at tilhøre Gud. svarer han altid, forsåvidt han overhovedet endnu erindrer det, at han ved en eller anden lejlighed, hvor hans sind var stærkt bevæget, blev grebet (eller smittet ved at se den magt) troen havde over en anden. Med andre ord: han har i et bestemt øjeblik i hvilket hans nerver var særlig modtagelige, været under indflydelse af en anden troende, og denne har da ved sin bekendelse "indskudt"  ham sin tro.

Minder det ikke om de hypnotiske fænomener? Jeg overværede en gang en stor kirkefest i Marcuskirken i Venedig - Det store, pragtfulde rum var fyldt til trængsel med en broget skare af alle slags folk, silkeklædte damer, lazaroner, borgerfolk og tjenestepiger der var drevet herind fra Marcuspladsen for at betragte skuespillet. En bisp under en baldakin, fulgt af en skare hvidklædte præster med høje lys, af brune munke og røde kordrenge med forgyldte røgelsekar, drog under en dyb, monoton sang rundt i kirken, mens nu og da et dejligt mandskor ledsaget af orgeltoner faldt ind oppe fra pulpituret under korhvælvingen. I begyndelsen var der en trængen og puffen for at komme til at se, og en hvisken og tisken fra dem der så. Men efterhånden som den bedøvende røgelse fyldte rummet, og munkenes dybe stemmer løftede sig, grebes menneskemassen af en uhyggelig andagt. Folk blev tavse og rørte sig ikke længere. De foldede hænderne foran brystet og mange kinder blev hvide. Da så først én og snart efter en anden kvinde sank ned på knæ i en hysterisk gråd, bredte der sig fra disse ligesom en hypnotisk smitte over hele forsamlingen; og idet til sidst bispen gik op imod alteret og mens sangen forstærkedes, vendte sig i kordøren med det hellige guldkors i sin opløftede hånd, sank med ét den hele menneskemasse næsegrus mod kirkens marmorgulv, grebet af en fuldkommen ekstase den silkeklædte dame side om side med lazaronen, hændervridende og opløst i gråd.

Det var næsten ikke til at forstå at det virkelig var de samme mennesker, der for et kvarter siden var drevet ind fra den lyse og glade Marcusplads med tankerne optaget af alle dagens småbegivenheder, og forende med sig den verdslige røgelse af tobak, vin og parfumer, som endnu hang i deres klæder.

Jeg kom til at tænke på denne scene, da jeg forleden sad inde i en af Frelsens Hærs mødesale. De agerendes langtrukne, omtrent enslydende bekendelser, der fremføres i en snøvlende, halvt syngende tone, hensætter en i en forunderlig døsighedstilstand, som ganske ville tage magten fra en, ifald ikke de små livlige opsange, der nu og da pludselig afbryder talerne, akkurat holdt søvnen stangen. Resultatet bliver til sidst en underlig blød, eftergivende stemning; og da, henimod mødets slutning, sniger et par af mandskabet sig rundt imellem tilhørerne og tilhvisker dem pludselig bagfra med hemmelighedsfuld stemme ord i øret som: "Jeg er Jesus, det er din frelser, der er hos dig", o. s. v. Det nytter ikke, at man lader som om man ikke hører ham, eller beder ham gå. stemmen vedbliver med sit: "Jeg er Jesus . . . Det er Jesus, der taler" . . . Da hænder det undertiden en ubefæstet, især unge piger, der måske virkelig føler sig syndbetyngede eller forladte, at samlingen svigter dem; de brister i heftig gråd; den hemmelighedsfulde stemme har dem i sin vold, og viljeløst føres de til sidst hen til skranken for at bekende. En sjæl er frelst!

Det er et uhyggeligt syn. Og i stilhed tænker man på om det ikke var på tide, at lovens håndhævere, der jo netop nu drager så hårdt til felt mod de magnetiske kvaksalvere, også tog sig lidt af denne art af hypnotisme

Urbanus.

(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 22. august 1889)

Ukendt fotograf: Frelsens Hærs hovedkvarter, Frederiksberg Alle 9. Ejendommen blev købt i 1896, og kan altså ikke have været her Pontoppidan var. (Kbhbilleder. Fri af ophavsret).

"Kjøbenhavns Børs-Tidende" og Kristendommen.

"Kjøbenhavns Børs-Tidende" har i sommer haft en række artikler under overskriften "Dagbog" og underskrevet "Urbanus", hvis indhold i højeste grad har forbavset undertegnede ikke-handelskyndige læser. Man skulle tro efter bladets titel, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" var et blad der udelukkende varetog handelsstandens interesser. Men man får andet at vide, når man læser Tidendens "dagbog". For den indeholder nogle af de mest åbne, men tillige mest bidske angreb på kristendommen, jeg længe har set. I et af de sidste numre af bladet (nr. 117) fremstilles endog den kristne tro som et vanvid, hvis fremtoninger minder om de hypnotiske fænomener. Og ganske vist nærmest med hensyn på "Frelsens Hær" påkalder forf. politimagten, for at den kan "tage sig lidt af denne art af hypnotisme"; men man bliver bange for, at næste gang vil turen til at komme på politistationen nå de andre afdelinger i "de troende"s lejr.

Det er ikke min agt eller min lyst at føre nogen offentlig debat med Kjøbenhavns Børs-Tidende's hr. Urbanus om kristendommens levedygtighed, al den stund jeg er fuldt og fast overbevist om sandheden i Kristi ord, når han siger, at han vil være med sine alle dage indtil verdens ende. Men når jeg her slår til lyd i denne sag, da er det for i tide at advare hr. Urbanus - og i særdeleshed Børs-Tidendes redaktør og udgiver hr. Ernst Brandes - imod at fortsætte de Kristus-fjendske dagbogs-breve.

Og jeg advarer herimod, både fordi det er udannet, og fordi det er uklogt af hr. Brandes at lade disse breve fortsætte. Det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning. Og det er uklogt, når man selv er jøde, da at give anledning til at éns hidtil frie og uantastede stilling i landet kan blive gjort indskrænket og pinagtig. Det ville være selvforskyldt hvis hr. Brandes' Børs-Tidendes dagbogsbreve gav anledning til en lignende antisemitisk rejsning blandt os danske som den, i det mindste jeg med beklagelse har set så stærkt bryde frem i Prøjsen i de sidste år. Det danske folk, hvis kirke er den evangelisk lutherske, har mindst af alle folk fra jødisk side fortjent en sådan hån mod sin religion som den der i de sidste måneder er blevet den til del i Børs-Tidende. For hos det danske folk har jøderne under adskillelsen fra deres oprindelige fædreland fået så gæstfri og så hædret en plads som hos intet andet folk. Jeg véd, der er mange ædle jøder som er taknemmelige derfor. Men jeg véd også, at skal det gode forhold bevares for jøderne i deres helhed her i landet, så gælder det også om til de iblandt dem der er ivrigst i deres vantro, dog lægger så meget bånd på deres bitre følelser, at de ikke krænker det folks religion, hvor de har deres ophold.

Da kejser Friedrich i Tyskland forrige år døde, var der et jødisk blad som foreslog, at alle jødiske drenge, som i det følgende år fødtes til verden, skulle bære navnet Friedrich til tak for kejserens liberale følelser overfor jøderne.

Hvad om alle jøder i Danmark - også dem, der har med udgivelsen af "Kjøbenhavns Børs-Tidende" at gøre - i hele deres offentlige optræden ville lægge for dagen også for fremtiden, at de elskede den fred, som de så rundeligt har nydt i over to menneskealdre i Danmark. Det ville glæde os meget - og gavne dem selv mest.

Frederik Nygaard.

Vi ønsker kun at gøre en eneste bemærkning til ovenstående artikel, som hr. pastor Frederik Nygaard har sendt os. Den ærede Indsender betoner selv stærkt, at ingen mere end han ville beklage, om en antisemitisk rejsning nogensinde blev svaret på et stedfundet eller eventuelle angreb på kristendommen. Vi behøver derfor kun at understrege hr. Nygaards egne ord om at en antisemitisk rejsning såvel fra et kristeligt som fra et humant standpunkt sikkert bør være utænkeligt herhjemme.

Red

(Morgenbladet (København), 31. august 1889)

"Kjøbenhavns Børs-Tidende" og Kristendommen.

Jeg ønsker plads for følgende bemærkninger i anledning af pastor Rygaards artikel i "Morgenbladet" for den 31. August.

Det der går som en rød tråd gennem hr. Rygaards artikel, er følgende: Rør ikke ved kristendommen: den er statsreligion, det danske folks religion. Jo, der har vi humlen! Derfor skal den være uangribelig, den er "folkets" religion - på papiret, og derfor må anderledes-troende ikke angribe dens dogmer, dens levedygtighed, og navnlig må ikke en "vantro" jøde gøre det, en jøde, som nyder den mageløse lykke at have fået lov til at bo og bygge - eller som hr. Nygaard med en kejtet vending siger, have sit "ophold" i Danmark efter adskillelsen fra hans gamle fædreland. Hvor rørende ! Jeg skal sige hr. Nygaard en ting : Ifølge Danmarks riges grundlov hersker der religionsfrihed her i landet. Om jeg er kristen, jøde, ildtilbeder eller muhamedaner, er den ligegyldigste sag i verden for min stilling som statsborger i det land Danmark. Vi har en statskirke her i landet med en uniformeret, af regeringen lønnet gejstlighed, et slags åndeligt gendarmerikorps, der lugter anderledes tænkende, og som snarest burde ophæves. Jeg har lov til at angribe denne statsreligion, når mine angreb ikke overtræder straffeloven: og er det min fulde og faste overbevisning at den evangelisk lutherske kristendom ikke bevirker levedygtighed, at den som alle religiøse systemer, er menneskeværk - måske et sjældent genialt og agitatorisk begavet menneskes værk, men ikke af guddommelig oprindelse - at den ikke kan tilfredsstille et stræbende nutidsmenneske, at den hindrer den frie tænkning og den frie forskning, så har jeg en udødelig ret til at angribe den, polemisere mod den, påvise dens inkonsekvenser, hvad enten jeg så er jøde eller kristen - af fødsel. Nu er Urbanus ikke jøde. Det er almindelig bekendt at der under dette mærke skjuler sig en yngre, fremragende digter. der oven i købet er af dansk præsteslægt, og hvis ene bror er en meget omtalt præst og højskolemand.

Hr. Nygaards artikel taber derfor en del af den tilsigtede virkning. Hans advarsel til redaktør Ernst Brandes mod at fortsætte de kristusfjendske dagbogsbreve er virkelig latterlig. Han taler om at det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning. Gør hr. Nygaard måske det i sit fanatiske grundtvigianske angreb? Vi har ikke haft en saglig religionskamp her i landet mellem kristendom og fritænkere. Trækker det nu omsider op til en sådan kamp, vil den blive hilst med glæde af de mange, der ønsker en dyst med den religionsform, som kaldes kristendom. Og det program som vi, der står på en diametralt modsat side af hr. Nygaard, samles om, har som første paragraf : Ophævelse af den intolerante, selvgode statskirke og ligestilling af alle religionssamfund i Danmark.

København, d. 31. aug. 1889.

Carl Behrens.

Da vi anser det for givet, at hr. pastor Frederik Nygaard selv ønsker at svare på ovenstående Indlæg fra hr. redaktør Carl Behrens, skal vi foreløbig heller ikke knytte nogen bemærkning til denne artikel. Vi skal så vidt muligt lade diskussionen stå åben.

Red.

(Morgenbladet (København), 1. september 1889).

Hr. Frederik Nygaard har i "Morgenbladet"s gårsnummer indrykket en artikel, hvori han erklærer, at han ikke vil indlade sig i nogen diskussion med "Børs-Tidende", men vil advare sammes redaktør og udgiver imod fortsættelsen af de dagbogsartikler, som under mærket Urbanus har været optaget her i tidenden.

Den ansete forfatter, der har valgt at skrive under mærket Urbanus, og gjort Børs-Tidende den ære at medarbejde ved bladet, er desværre for tiden ikke rask; det havde vel ellers været rigtigere, at han besørgede besvarelsen. Dette hverv tilfalder nu mig. Urbanus fortalte i en dagsbogsartikel, hvorledes han dels i Markuskirken i Venedig, dels ved "Frelsens Hær"s møder havde iagttaget tilstande, der næsten forekom ham udslag af hypnotisk påvirkning. Jeg har i domkirken i Neapel overværet, hvorledes præsten foreviste for den overfyldte kirke en helgens stivnede blod; jeg har set mængden i timevis knælende anråbe om, at blodet måtte blive flydende; jeg har hørt den uendelige jubel, da præsten fra altret forkyndte, at miraklet var sket. Jeg har i "Frelsens Hær"s forsamlinger set, hvad dér foregår.

Urbanus' beskrivelse var sanddru og alvorlig - det vidste jeg da af egen erfaring - og jeg optog den gerne. Hr. Frederik Nygaard udtaler sin overraskelse over, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" indeholder artikler, der ikke særligt angår børsinteresser, og mener at dette ikke stemmer med bladets titel.

"Kjøbenhavns Børs-Tidende" er knyttet til Børsen, idet den ifølge kontrakt med Grosserer-Societetets Komité optager de meddelelser, som komitéen gennem den ønsker offentliggjorte, og behandler børsinteresser i det omfang, som redaktionens evne tillader.

Komitéen har intet ansvar for eller andel i den del af tidenden, der ikke udtrykkelig er betegnet som meddelt af komitéen. Tidenden holder sig ikke udelukkende til børsinteresser, og hr. Frederik Nygaards advarsler, råd og trussel om antisemitisme øver ingen som helst indflydelse på dens redaktion.

Ernst Brandes

(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 1. september 1889)

Dagbog

2. september

En præst, hr. F. Nygaard, er forleden faret i sit præsteharnisk i anledning af et par dagbogs-notitser, der for en uges tid siden stod at læse i "Kjøbenhavns Børs-Tidende". Dette blads redaktør har allerede eftertrykkeligt vist hr. pastoren tilbage.

Måske er det alligevel ikke overflødigt, at jeg for mit vedkommende tilføjer et par bemærkninger.

Hr. Nygaard ønsker ikke - forudskikker han - at føre nogen polemik med mig. Han vil blot give mig det alvorlige råd at passe på hvad jeg skriver.

Dette er så menneskekærligt, at jeg til gengæld også må give ham et råd. Og det skal da være dette at han bør passe på hvad han læser. Forgæves vil man nemlig i de påberåbte artikler lede eller et eneste "angreb" på den kristne tro eller en eneste "kristusfjendsk" udtalelse - af den simple grund, at dem, der skrev den, lige så lidt er en fjende af troen som en hader af Kristus.

Jeg gad da også vide, hvad der skulle foranledige mig til at fare ilde med kristendommen, som aldrig har gjort mig noget ondt; som aldrig har hverken skræmt eller skuffet mig, fordi den overhovedet aldrig har fristet mig.

Ganske vist har jeg sammenstillet kristendommen og hypnotismen, d. v. s. jeg har udtalt den formodning, at kristendommens, ligesom hypnotismens, virkninger beroede på en, individet i et sygeligt øjeblik meddelt, fejlagtig forestilling, for hvilken det aldrig senere - eller i hvert fald kun med vanskelighed - formår at frigøre sig.

Men alligevel er jo end ikke hypnotismen altid forkastelig. Ja, man har endog eksempler på, at den har reddet mennesker for livet. Hvad pastor Nygaard har set af kristendomsforfølgelse i mine optegnelser, må altså bero på en øjenforblændelse. Ingen kan mindre end jeg ønske at krænke andres religiøse overbevisning. Men på den anden side fraskriver jeg mig ikke min ret til at udtale og søge at forklare min egen. Og netop fordi jeg åbent har tilstået, at kristendommen for mig er en indbildning, bygget  på vore drømmes luftkasteller, er det meningsløst at tale om "hadske angreb". Man drager dog ikke for alvor i leding mod hvad man anser for vejrmøller. De standser af sig selv, så snart vinden lægger sig eller blot begynder at blæse fra en anden kant.

Og - for at blive i dette billede - hvad jeg har gjort, er da alene at pege på enkelte himmeltegn, der synes at tyde på en snarlig vejrforandring inden for den kristne horisont. Foruden den "indre Missions" mørke tordenbyge, der til den ene side slæber sig hen over landet med helvedlyn og dommedagsbulder, og i hvilken al tidens lummerhed og uhygge synes at finde sit udslag; - og ved siden af de fredelige grundtvigianske lammeskyer, der driver afsted i flok, Gud véd hvorhen? - skimter man for øjeblikket højere og renere skydannelser, gennem hvilke man måske en gang endelig tør vente at se solen bryde frem. Jeg tænker her på de religiøst bevægede, for hvem den store verdensånd ikke længer er en slags himmelsk bussemand, der straffer med sit flammesværd eller lokker med sit himmelgodt, - men som i selve hengivelsen til Kristus allerede her på jorden finder den salighed, der eftertragtes.

Dette, og ikke andet, var det, jeg forleden berørte i de to artikler, der i pastor Nygaards i det hele noget rummelige mund er blevet til en række artikler i sommerens løb. Man kunde måske vente, at han som en sikkert sandhedskærlig mand ville vedgå sin fejltagelse i det samme blad, i hvilket han har fået plads for sin mistænkeliggøreise. I betragtning af hele dennes sjældent ondartede karakter venter jeg det alligevel ikke.

Urbanus

(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 3. september 1889)

Fotograf Frederik Riise (1863-1933): Henrik Pontoppidan (1857-1943). Det Kongelige Bibliotek,  licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

En jødefjende.

En grundtvigiansk præst, ved navn Frederik Nygaard, har i Morgenbladets lørdagsnummer slået til lyd for et voldsomt angreb på kristendommens fjender.

Anledningen er en række "dagbogs-notitser" af Urbanus i det af hr. Ernst Brandes redigerede Børsblad. I disse artikler fremstilles - til hr. Nygaards harme - den kristne tro som "et vanvid, hvis fremtoninger minder om de hypnotiske fænomener". Hr Nygaard advarer hr. E. Brandes mod at lade disse Breve fortsætte, fordi "det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning".

Hr. Nygaard finder det særlig udannet af hr. B., fordi denne er jøde og skriver:

"Det ville være selvforskyldt, hvis hr. Brandes' Børstidendes dagbogsbreve gav anledning til en lignende antisemitisk rejsning blandt os danske som den, i det mindste jeg med beklagelse har set så stærkt bragt frem i Prøjsen i de sidste Aar."

Atter hører vi da iblandt os det samme hæslige hep-hep-råb, der lød for få år siden. Den

gang lød råbet fra opfanatiserede og vilde litterater. Denne gang lyder det - fra en kristen præst.

Morgenbladets redaktion, der før har prostitueret sig med jødefjendske tendenser, skulle dog tage sig i vare for oftere at optage slige opråb til kamp mod jødedommen, mest for sine egne

venners skyld - in casu hr. Nygaards.

Der er ikke sangbund i det danske folk for slige ildelydende hyl, der enten stammer fra en

dårlig mave eller fra en dårlig Samvittighed. Og hr. Nygaard - som kristen præst - burde skamme sig. Han har observeret angreb på sin tro - nuvel! Sligt har han vel hørt før. Han véd antagelig - så godt som vi andre - at Urbanus ikke er jøde, men tværtimod udgået fra en gammeldansk præstefamilje, og at hans bror oven i købet hører til hr. Nygaards allernærmeste åndsfæller. Vil denne præst da søge at vælte skylden for angrebet over på jøderne - i håb om derved at vække sympati på gamle, slette raceinstinkter - er det så langt fra at være en nobel kampmåde, at det tværtimod nærmer sig til, hvad man kalder perfidi.

* * *

Det er ikke vor skyldighed at forfægte jødernes sag. Når hr. Nygaard skriver, at "det er uklogt, når man selv er jøde, da at give anledning til, at éns hidtil frie og uantastede stilling i landet kan blive gjort indskrænket og pinagtig" - er det simpelthen dumhed, meget mere end malice. Tror hr. Nygaard, denne vanartede discipel af gamle Grundtvig, der havde åndsfasthed nok til at respektere alle bekendelser, at han formaar at "indskrænke" jødernes stilling? Der er dog visse grundlovsparagrafer, der gælder endnu, lige anerkendte af Højre og Venstre, deriblandt den om talefrihed i landet.

Må vi forresten spørge hr. Nygaard, hvad han mener med det teologiske præk, at det er "udannet" at angribe andres religiøse overbevisning? Hvad bestiller hr. Nygaard andet hver søndag end at angribe de anderledes tænkendes overbevisning.

Det skal han i og for sig have lov til. Vi finder det ikke mere udannet at angribe sine modstanderes religiøse overbevisning end fx at angribe deres politiske hip som hap i parti

mod parti. Hver kæmper for sit - og det har enhver ret til, på hvad område så kampen står. Finder hr. Nygaard det "udannet", når man angriber hans og hans trosfællers religiøse overbevisning, taler han blot ud af den sorteste og mest dogmatiske tro på den kompakte majoritets ret. Denne ret rækker ikke til at bestemme, hvad vi andre må angribe, og hvad vi som "dannede" mennesker bør lade ligge hen.

Og så endnu ét: Man dækker ikke sine grimme antisemitiske tilbøjeligheder med det par beklagende ord, som hr. Nygaard for skams skyld svøber om sit udfald.

Hundekoblet forstår dog signalet.

(København, 3. september 1889)

Afsluttende svar til hr. Carl Behrens.

Hr. Carl Behrens.

Grunden til min opfordring til "Kjøbenhavns Børs-Tidende"s ansvarhavende udgiver var et levende ønske om, at den religionsfrihed, vi har her i Danmark, måtte bevares; for kun i frihed kan en varig fred vinde! At der var alvorlig anledning til min opfordring, mener jeg bl. a. den kendsgerning gør indlysende, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende"s intolerance overfor de kristnes tro var kommet så højt op at den begyndte at påkalde statens politimagt for at standse denne tro i sine livsytringer. Hr. Behrens og meningsfæller kan være ganske rolige overfor mig og mine kristne åndsfæller. Vi skal ikke påkalde politiets hjælp for at standse deres fritænkeriske meninger og ytringer. Men hvad jeg atter vil udtale - og denne gang særligt overfor hr. Carl Behrens - det er den overbevisning at er der noget som kan true den dyrebare religionsfrihed, vi har i Danmark, så er det netop sådanne letfærdige og intolerante angreb på - jeg vil ikke sige kristendommen - men de kristne selv, som "Kjøbenhavns Børs-Tidende" gik i spidsen med. Al sand religionsfrihed gemmer i sig en sømmelighedsgrænse, som ikke bør overskrides uden skade for selve friheden. Det var mig en glæde, da tidskriftet "Ny Jord' udkom, at se det indledt af hædersmanden professor Harald Høffding med et alvorsord "om vor tid og dens ungdom", et ord, hvori den ædle fritænker bl. a. lægger ungdommen det på sinde, at "hverken tomme proklamationer eller letfærdig spot vil i længden være tilstrækkelig næring for den". Desværre er det ikke alle på fritænkerisk side der har fulgt dette gyldne råd af professor Høffding. Havde de gjort de, da behøvede man ikke nu at bede dem om at handle varsomt med religionsfrihedens kostbare klenodie.

Hr. Carl Behrens slutter sit penne-indhug på mig personlig med at proklamere udsigten til, at der nu kan begynde en saglig religiøs kamp her i landet "mellem kristendom og fritænkeri". Dersom han har gjort regning på at få mig til modstander i en række pennefejder om kristendommens og fritænkeriets "programmer", da må jeg skuffe hans forventning, eftersom jeg har ladet mig oplyse af historien om at fejder med pen og blæk om den slags åndelige sager sjælden eller aldrig fører til noget godt. Og dersom hr. Behrens - hvad jeg må formode af hans smagfulde udtalelser - havde ventet at få mig at se optræde uniformeret som en af "de åndelige gendarmer" med statskirkens levebrød under armen, da må jeg også heri skuffe hans forventning, eftersom jeg beklæder en frikirkelig præstestilling der ikke med en øre lønnes af regeringen.

Men jeg kan med det samme oplyse min ærede angriber om at den kamp mellem kristendommen og dens modstandere - og det både blandt den fri og den bundne tankes mand - som i det mindste jeg ikke vil være med til nu at føre ad pennens veje - den kamp har i atten hundrede år haft sin rette plads ude i livet og vil med Guds hjælp også for fremtiden bevare den samme plads hos os. Og er det end ofte under stor skrøbelighed, de kristne må føre denne kamp, så er Sejren dem dog vis, fordi de i sandhed kan sige: Immanuel: Gud med os. Ganske vist er de sejre, kristendommen vinder under sit løb, mange gange stille sejre, der ikke bliver kendt i vide kredse; men stundom ligger de dog blot for alles øjne som fx da fritænkeren professor S. Heegaard bøjede sig barnligt ind under kristentroen og offentlig aflagde vidnesbyrd derom. Selv en mand som Heinrich Heine, den erklærede gudsfornægter og store spotter, måtte i de sidste år af sit liv bøje sig for sandheden fra oven. I Heines testamente hedder det : "I de fire sidste år har jeg lagt al filosofisk stolthed til side og er atter vendt tilbage til de religiøse ideer. Jeg dør, idet jeg tror på én, evig Gud, verdens skaber, hvis barmhjertighed imod min udødelige sjæl jeg anråber. Jeg beklager, at jeg i mine skrifter ofte har udtalt mig respektstridig om hellige ting; men det var meget mere tidsånden end min egen drift, der drev mig hertil. Dersom jeg uden mit vidende har skadet de gode sæder og moralen, som er den sande kraft i al tro - min Gud! så beder jeg dig og menneskene om tilgivelse." - Og til sin ven sagde Heinrich Heine bl. a.: Der gives tårer, som efter at de et helt liv igennem har været fanget af vildfarelsen og i ord og gerning har udtalt deres anskuelse, ikke mere har mod til at bekende, at de så længe kunne fare vild. Men jeg udtaler det åbent, at det var en usalig vildfarelse, som så lange holdt mig fangen. Nu ser jeg klart, og hvem der kender mig, og hvem der ser mig, vil sige, at det er ikke af en nedtrykt og frygtsom ånd jeg taler således, men derimod på en tid, hvor min forstands kraft er usvækket og lige så klar, som den førhen har været. Ja. jeg er vendt tilbage til Gud som den fortabte søn, efter at jeg lang Tid har vogtet svin hos filosofien. Den himmelske hjemve overfaldt mig." Der kunne anføres mange lignende vidnesbyrd om gudsførelse med menneskene til sandheds erkendelse, men som sagt, at føre pennefejder om kristendommens sandhed, det er der ingen grund til, da kristendommen selv beviser sin kraft uden i livet.

Frederik Nygaard.

Da hr. Pastor Nygaard hermed slutter, skal vi med det samme efterkomme forf. Urbanus i nedenstående artikel udtalte anmodning om i samme blad, hvori hr. Nygaard har skrevet, også at lade Urbanus' standpunkt komme til læsernes kundskab. Urbanus skriver i "Børs-Tidende i går således:

(Herefter følger den artikel fra Kjøbenhavns Børs-Tidende 3. september som er aftrykt ovenfor)

(Morgenbladet (København) 4. september 1889)