Drikfældige Præster paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Tørstige Præster. I et Brev fra Island til "Morgenbl." læses følgende: En af de islandske Præster er bleven afskediget fra sit Embede paa Grund af Drikfældighed og deraf følgende Uregelmæssighed i sin Embedsførelse, hvilket af mange er bleven hilst med stor Tilfredshed. Der findes nemlig inden for den islandske Præstestand en Del, som paa Grund af deres Drikfældighed maa betegnes som fuldstændig uværdig til at beklæde et Præsteembede, og det er at haabe, at Regeringen ikke indskrænker sig til denne eneste Afgjørelse, men søger ved fortsat energisk Optræden at faa Bugt med dette Drikkeriuvæsen blandt vore Præster; kun under denne Forudsætning vil denne Stand kunne gjenvinde den Anseelse, som den ved alt for mange af sine Medlemmers hidtidige Opførsel allerede har tilsat. De drikfældige Præster har ikke alene stor skadelig Indflydelse paa den Menighed, som de er sat til at lede og bevogte, men de sætter ogsaa en Plet paa hele Folket, hvad man ogsaa hyppig kan læse sig til i de mange Rejsebeskrivelser, som fremmede Turister næsten hvert Aar udgiver om deres Rejser i Island, og hvori de næsten aldrig undlader at omtale enkelte fulde Præsters forargelige Optræden.

(Aarhus Amtstidende 21. april 1890).

Sædelighedens Ofre. (Efterskrift til Politivennen)

I

Paa to Omraader driver Politiet et højst foragteligt Spioneri, der i særlig Grad har vidst at gøre sig forhadt blandt Befolkningen i de senere Aar. Det er overfor Foreninger og overfor Kvinder. Hvorledes civile Betjente og deres Hjælpere paa alle mulige Maader ved Hjælp af Løgn og falske Foregivender søger at lokke Folk til at sælge Billetter til Aftenunderholdninger i private Foreninger og bagefter melder de samme Folk, som de har forledt til at begaa Forseelsen, har vi oftere fremdraget og værdsat.

Den Fremgangsmaade, de bruger overfor Kvinder, er muligt endnu lavere.

Samtidig med at de lokker en Kvinde til at overtræde Loven for bagefter at gøre sig Fordel af at melde hende og faa hende straffet, bidrager de til at undergrave hende moralsk, trække hende dybere ned ad det Elendighedens Skraaplan, hvorpaa hun maaske kun har gjort det første Skridt.

Vi skal i Dag trække frem for Lyset nogle enkelte dagligdags Billeder af den Maade, hvorpaa Politiet behandler fattige ulykkelige Kvinder, og lade dem tale for sig selv i al deres Nøgternhed.

En Mand, der er Haandlanger og Spion for en af Sædelighedspolitiets Betjente - man ser dem jævnlig sidde og drikke sammen i Danselokaler og lignende Steder, hvor de udkigger sig deres Ofre - kom en Uge for Jul op til en Syerske (21 Aar), og hun, som ikke havde Anelse om, at han stod i Politiets Sold, lod sig forlede til at stifte nærmere Bekendtskab med ham og tage mod hans Foræringer. Efter 7 Ugers Forløb kom der saa en Morgen tidlig to Betjente hjem til Pigen. Den ene posterede sig paa Hovedtrappen, den anden paa Køkkentrappen, og ved Hjælp af dette Rævejæger-Fif fangede de saa "Forbryderen" til Opbyggelse for Husets øvrige Beboere.

Hun blev straks efter Anholdelsen arresteret, da hun nægtede at have solgt sig til Utugt, og sad fængslet fra 7. Februar til 3. Marts. I den Arrest, hvor denne pur unge, sikkert endnu ufordærvede Pige blev sat ind, var der et blandet Selskab, hvis Sammensætning vidner i høj Grad om Politiets Sans for den Moralitet, til hvis Forsvar de optræder som saa drabelige Dydsdragoner.

Der sad: en 42 Aar gammel Kone, som efter først at have siddet 2 Gange paa Vand og Brød, nu for fjerde Gang skulde i Tugthuset, endvidere en Kone paa 36 Aar, som skulde straffes med Vand og Brød for anden Gang begaaet Tyveri, en 40aarig Kone, der ligeledes skulde straffes for Tyveri anden Gang, og endelig en gammel Kone, som havde tigget sig et Stykke Brød.

Alle disse Mennesker sad sammen Dag og Nat, og til dette Selskab blev den unge Pige puttet ind. Straks den første Aften fik hun et Begreb om Arrestvæsenets Renlighedssans ved at faa et Par skidne Lagner udleverede, og der hjalp ingen "Kære Mo'r", hun maatte krybe i dem, enten hun vilde eller ej. Lus var der i alle de 5 Senge. I et Hjørne af Arresten stod der en Spand uden Laag, hvori de 5 Arrestantinder skulde lade deres Vand, og ved Siden af den en Natpotte til deres øvrige Fornødenheder. Kun faa Alen derfra stod Bordet, hvorved de skulde sidde og spise, og alle fandt dette Naboskab højst modbydeligt. De kom ganske vist i Gaarden hver Dag, men i Stedet for, at de skulde være der en halv Time, var de der ikke mere end ca. 8-10 Minuter, og udenfor den Tid var de henvist til Spanden og Potten.

Den unge Pige blev hver Gang, hun skulde i Forhør om sin Sædelighed, afhentet af en uniformeret Betjent og maatte barhovedet vandre gennem Gange og Lokaler, hvor hun blev set af en Masse Mennesker. Hun maatte saaledes hver Gang vandre lige forbi dem, der skulde møde i den offenlige Politiret, og baade de og andre, som hun mødte paa Gange og Trapper, gloede paa hende, saa hun fik en Følelse af, at Folk betragtede hende som en Forbryder, og hun følte sig meget ulykkelig derover. Paa samme Maade førtes hun til og fra Politikontoret og Fogdens Kontor.

Den gamle Kone, der sad for Betleri, behandlede man lige saa hensynsløst. Hun var ca. 60 Aar, gjorde Indtryk af at være pæn og ordenlig, men havde et saa daarligt Syn, at hun ikke kunde fortjene Føden til sig selv. Saa halvblind var hun, at hun idelig snublede paa Trappen, naar hun skulde i Gaarden, og derfor maatte ledsages. Den 6te Februar var hun inde hos en Bager i Studiestræde og fik et Stykke gammelt Franskbrød; da hun kom udenfor, blev hun anholdt af et Par Betjente og sat ind i Arresten til de andre fire. Hun havde hos sig ialt et Par Stykker Mad, to røgede Sild og 28 Øre, det var hendes "Forbrydelse". For den sad hun arresteret i ovennævnte Selskab fra 6. Febr. til 10. Marts, saa blev hun dømt til 30 Dages Tvangsarbejde og sidder altsaa endnu.

Naar hun blev slæbt over til Forhør, blev hun hver Gang puttet i Skabene. Hun var hentet over ialt 3 Gange, men var kun i Forhør 1 Gang, de øvrige 2 Gange havde Assessoren ikke Tid. En Dag sad det gamle Menneske indespærret i Skabet i 3½ Time uden at komme i Forhør. En anden Dag sad hun over 3 Timer og da hun ikke kunde komme ud at forrette sin Nødtørft, maatte hun bære sig ad som smaa Børn. Det lyder næsten fabelagtigt, men vi har Beviser for, at det er gaaet ogsaa andre Kvinder paa samme Maade i de berygtede Skabe.

Disse "ordinære Forbrydere", Tiggersken og Sædelighedspigen, havde som Modsætning til hvad man bød dem et Par andre virkelige og sine Forbrydere for Øje, som kunde belære dem om, at der ogsaa indenfor Fængslets Mure er Forskel paa "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".

For den unge Pige var især den ene interessant, da ogsaa han sad paa sædelighedens Vegne. Det var nemlig Telefondirektør Madsen. Men medens hun sad indesluttet selvfemte i i det lusede Hul, sad Madsen i en Arrest, hvortil Døren hele Dagen, og Aftenen med, stod aaben, saa han naar han ønskede kunde gaa ud paa Gangen eller i Gaarden for at spasere. Ved en saadan Lejlighed gik han bestandig alene, medens de andre altid var under Bevogtning naar de fartes i Gaarden. Madsen havde ogsaa sin egen Seng, fik Bøger og læste hver Dag Bladene.

Han røg Tobak og fik sin Mad sendende fra Byen. Kort sagt, han havde det som Blommen i et Æg.

Altsaa den Mand, der har forøvet en af de gemeneste, modbydeligste Forbrydelser, som tænkes kan, behandles med udsagt Opmærksomhed, bliver dægget og plejet om, blot fordi han har hørt til Samfundsstøtternes privilegerede Flok. Men Pigen, halvt et Barn endnu, som Politiets egne Haandlangere selv har fristet til at give sig hen til en naturlig og lovlig Kønsdriftstilfredsstillelse, kun at hun har været saa dum at tage mod Gaver af Spionen derfor, - hende behandler man som den mest forhærdede Forbryder, fordi hun er en fattig Syerske.

Kongelig danske Retfærdighed!

Tæt ved de fems Arrestlokale var der et andet, hvor der ogsaa sad en "notabel" Forbryder: Fru Giese. Ogsaa for hende stod Døren bestandig aaben, hun gik aldrig i Gaarden med de andre Kvinder, men hver Aften gik hun et Par Timer og spadserede paa Gangen og i Gaarden. En Kone, der sad arresteret for Tyveri, opvartede Fru Giese i Arresten og var meget glad for denne Bestilling, da hun fik Lov til at spise Fruens sine Levninger, og til de andre Arrestantinder udtalte hun, at hun aldrig havde levet saa godt. I Drikkepenge fik hun i den Tid, hun var hos Fru Giese, ikke mindre end 12 Kr, saa der var ingen smalle Steder hos den "bedre" Bedragerske.

Kosten inde hos de fem var sløj nok. Hver Morgen et halvt Pd. bart Rugbrød og en Skaal tynd Te uden Sukker. Middagen var meget tarvelig, og om Aftenen fik de ikke noget, hvis de ikke havde levnet noget fra de øvrige Maaltider. Smør eller Fedt fik de ikke, men de kunde, hvis de havde Penge, faa det at købe til høje Priser. Kaffe og Sukker kunde de ogsaa købe, men derimod blev det dem nægtet at faa Paalæg.

I en følgende Artikel skal vi vise, hvorledes denne unge Pige, efter at have siddet arresteret i 26 Dage, vedblivende paa den lumpneste Maade blev forfulgt af Politispioner. Vi skal i det Hele taget levere et fortsat Billedgalleri af disse Individers Virksomhed.

(Social-Demokraten 2. april 1890).

Madsen var blevet arresteret i januar 1890. Kriminalretten idømte den 21. oktober 1890 fru Henriksen til forbedringshusarbejde i 6 år, mens Henriksen og telefondirekør, overkrigskommissær C. L. Madsen fik 3 år.

Fru Giese blev senere løsladt mod kaution og forsvandt derefter til udlandet. Hun døde i januar 1898 i Dresden.

II.

(Sidste Artikel )

Vi viste i den foregaaende Artikel, hensynsløs og demoraliserende den Behandling er, som Politiet bydelen ung Pige, der ved Hjælp af dets egne Haandlangere er falden i dets Klør. Dobbelt fordømmelig, fordi den virkelige, Sædelighedsforbryder faar akkurat den modsatte Behandling.

Den unge Pige, vi særlig omtalte, kom ud efter 26 Dages Arrest og tog hjem i sin tidligere Bopæl. Paa Grund af sin Fængsling havde hun, som rimeligt var, mistet en stor Del af sit Erhverv ved Syning, og hun gik da af og til tilhaande i Huset hos en Familie af hendes Bekendtskab. En Uge efter at hun var løsladt af Arresten, var hun en Dag beskæftiget med at vaske i denne Families Hjem, da der kom en hende aldeles ukendt Mand op og spurgte efter hende Han foregav at kende hende, fortalte, at han syntes saa overordenlig godt om hende, og endte med at byde hende stedse større og større Summer, hvis hun vilde bedrive Utugt sammen med ham. Hun afslog det kort og godt og han vendte sig nu til Konen i Huset, der var ene hjemme og søgte at formaa hende til at ind viiste paa Pigen samt til at overlade dem et Værelse til ovennævnte Brug. Med andre Ord, han opfordrede hende til at begaa den Forbrydelse, som kaldes Rufferi og som straffes med Forbedringshusarbejde. Da alt dette intet nyttede, vilde han traktere dem med Drikkevarer for at faa dem mere medgørlige, men de var heldigvis kloge nok til at gennemskue Hensigten og vise ham Døren. Nu kastede han Masken, og det viste sig at være en Politispion, som vidste nøje Besked med Pigens tidligere Forhold og alt hvad der var passeret under hendes Arrestation. Kan man tænke sig nogen afskyeligere Maade at gaa frem paa - og hvor mange af disse fattige Piger falder der ikke i Politiets Klør mellem Aar og Dag paa den Maade.

En civilklædt Betjent fulgte en Aften efter en anden ung Pige, ogsaa en Syerske, og blev ved at lokke og friste hende med sine Tilbud, uagtet hun straks afviste ham. Endelig gav hun efter og fulgte med ham nogle Trin op af Trappen, men her trak han sit Polititegn frem og skrev hende. Hun undgik ikke Straf, uagtet hun altsaa kun havde indvilliget i at gaa ind paa Spionens lokkende Tilbud.

En Tjenestepige fra Jylland var forlovet med en Tjenestekarl her i Byen. Hun blev frugtsommelig ved ham og midt i Vinter mistede hun sin Plads fordi hendes Tilstand dels lagde Hindringer i Vejen for hendes Arbejde, dels forekom hendes Herskab anstødelig. Det var hende umuligt at faa nogen anden Plads, Kæresten kunde eller vilde ikke hjælpe hende, og en Aften gik hun fortvivlet paa Gaden uden Husly, uden  Mad og uden tænkelig Udvej for den Dag i Morgen. Saa kom der en Mand hen til hende og tilbød hende 10 Kroner, hvis hun vilde gaa med ham hjem og tilbringe Natten hos ham. Hun havde jo saa at sige intet Valg, men vilde ikke ret tro, at han virkelig vilde give hende de 10 Kroner. Han gav hende en Tikroneseddel som Bevis paa sin Redelighed og hun føjede ham.

Sedlen gemte hun indeni sin Hat som hun lagde i Vinduet, dette saa Manden og senere paa Natten, medens hun sov, listede han sig op og tog Sedlen tilbage. Næste Morgen nægtede han brutalt at give hende de lovede Penge og jog hende ned ad Trapperne.

Af hvilken Beskaffenhed Fyren var, fik hun imidlertid hurtigt Bevis paa, thi inden ret længe sad hun oppe paa Raadhuset under Laas og Lukke. Uagtet alt det, der kunde tale til Fordel for den ulykkelige Pige, undgik hun dog ikke at blive straffet for at have drevet Utugt som Erhverv. At hun ikke havde faaet at eneste Øre, men derimod var bleven behandlet saa lumpent, som det er mulig at Slyngel kan behandle en fattig, forladt Kvinde, toges der intet Hensyn til.

Vi skal endnu kun anføre et Tilfælde af de mange, som passerer saa at sige hver Dag. Det viser en anden Side af Sædelighedsvogternes Bedrifter. En af Sædelighedspolitiets Betjente havde faaet Ordre til at anholde en ung Enke, som var sigtet for at ernære sig ved Utugt, hvad hun ogsaa tildels gjorde. Han gik op til hende, men i Stedet for at tage hende med, blev han hos hende en hel Nat, uden at hun anede at han var Politibetjent. Næste Morgen var han dog saa "finfølende", at han ikke selv vilde trække af med hende, men gik ned paa Gaden og bad en af sine Kolleger gaa op og anholde hende. Sin Raahed konstaterede han yderligere ved over for den anden Betjent at afmale hvor "rask" han havde baaret sig ad.

Sammenlign nu disse enkelte Tilfælde med nogle vi meddelte i Januar Maaned. og som vi skylder en Læge Tak for. Der var en Pige, man havde skræmmet til at vedgaa, hun havde taget Penge for Utugt, ved at true hende med, at hun skulde sættes ned i en Celle, hvor Natten forud En havde hængt sig. Hun blev straffet, men til Lægen forsikrede hun højtideligt, at hun var uskyldig. En anden Pige sil sendende 4 Kr. i Fødselsdagsgave fra sin Forlovede, der opholdt sig i Sverig. En ondskabsfuld "Veninde" mældte hende, og hun blev straffet forbi hun havde staaet i kønsligt Forhold til sin Forlovede f ø i han rejste til Udlandet, og nu fik 4 Kr. sendende fra ham til selv at købe en Present for.

Ja, det er overflødigt at anføre flere Fakta for at slaa fast, hvorledes Politiets Stilling er overfor de unge Kvinder, der af at eller anden Grund bliver deres Jagtbytte. Af samme Natur som disse faa Eksempler, kunde man skaffe i Hundredevis, naar man vilde tage sig for at støve dem op.

Men er det dog ikke for galt, at Politiet selv foranlediger og fremkalder de "Forbrydelser", som de bagefter straffer deres Offer for. Gives der for stærke Udtryk til at fordømme en saadan Fremgangsmaade? Vi tror det ikke. Grundene til, at vi er havnede i disse sørgelige Forhold er ikke heller saa tiltalende. Næst efter en forfejlet Ledelse og daarlig Lovgivning er den mindst tiltalende Aarsag til den Slags Tilfælde, at Betjentene faar Betaling for hver Pige de kaprer, eller ogsaa for hver Kvinde de bringer i Ulykke. De har paa den Maade tredobbelt Udbytte af at forfølge, forlokke og melde en stakkels Pige, hvis usle Erhverv ikke er i Stand til at føde hende, saa hun kan føre en menneskeværdig Tilværelse.

Men at det finder Sted er en Skandale for vore Autoriteter, de ikke kan slippe fra.

Dobbelt uhyggeligt tager Sagen sig dog ud, naar man véd, hvor der ellers dækkes over virkelige Sædelighedsforbrydelser. Der gaar frejdigt om iblandt os Mænd om hvem Gud og hver Hvermand véd. at de har gjort sig skyldige i de afskyeligste Ting paa dette Omraade, at de har skændet Børn, baade Drenge og Piger, uden at der derfor bliver krummet et Haar paa deres Hoveder, fordi de hører til Samfundets fine Portion, til den Bande af Hyklere, der rundt om skraaler op om de Fattiges Demoralisation og deres egen Kærlighed til Religionen og Moralen.

Saalænge Sædeligheden skal holdes oppe af den Slags Profeter og af Politiets Spioner og deres lejede Spioners Spioner, Haandlangere og anløbne Eksistenser, saa er vi sikre paa at sidde fast i den haandgribeligste Usædelighed.

(Social-Demokraten 3. april 1890).

Sædelighedens Ofre.

I et Par Artikler i Begyndelsen af Maaneden anførte vi en Del Tilfælde, hvor Sædelighedspolitiets Betjente enten selv eller ved Hjælpere skulde have lokket unge Kvinder til Utugt mod Betaling, for bagefter at melde dem og faa dem straffede. I den Anledning har Hr. Politiinspektør Korn ladet foretage en Undersøgelse af Betjentenes Forhold overfor nogle af disse Kvinder, og det har da vist sig, at Pigerne til Politirapporten i sin Tid har afgivet Forklaringer, som staar i Modstrid med det, de har meddelt os.

Den Pige, som af en Betjent skulde være bleven tiltalt i Frederiksborggade og ved hans fristende Tilbud lokket til at følge med ham hjem, hvor han anholdt hende paa Trappen, har saaledes til Rapporten selv erkendt, at det var hende, som først tiltalte ham og at hun ligeledes tidligere har taget Betaling for Utugt.

Vi søgte i Gaar Pigen, der ikke senere har været i Berøring med Politiet eller tilhører Prostitutionen, og hun bekræftede aldeles bestemt sin tidligere Forklaring til os, ja tilbød at aflægge Ed derpaa. En Time derefter var det, vi i Rapporten læste hendes Vedgaaen af at have antastet den civile Betjent. Vi anfører kun dette for at vise, at vi absolut har været i god Tro. Pigen har Erhverv og gør et godt Indtryk, men selvfølgeligt bøjer vi os for hendes Tilstaaelse til Rapporten og beklager kun, at hun endnu i Gaar var i Stand til at sige det modsatte under Eds Tilbud.

Det har blandt andet ogsaa vist sig, at Manden, der meldte den Pige, som sad arresteret i 26 Dage, ikke hører under Politiet eller staar i Berøring med det. Pigens Formodning derom er altsaa falsk. Desuden har hun før faaet Advarsel af Politiet mod at drive Utugt som Erhværv og været indlagt paa Hospitalet for kønslig Sygdom.

Vi beklager naturligvis, at man saa lidt kan stole paa slige Kvinder, naar de kommer til os med deres Klager og ikke alene højtideligt forsikrer de taler sandt, men sender Forældre og Slægt i Ilden for sig. Vi beklager dobbelt, at de har givet os Anledning til at lægge Politiet noget til Last, som dette er uskyldigt i, da Hr. Inspektør Korn har forsikret os, at han ikke paa nogen Maade vilde taale en saadan Fremgangsmaade af sine Betjente, men øjeblikkelig afskedige den, der gjorde sig skyldig deri.

Skulde derfor nogle af de hyppige Klager, man blandt unge Kvinder hører over Sædelighedspolitiets Betjente, hvile paa et faktisk Grundlag, og vedkommende Kvinde kunne bevise sin Paastand, saa bør hun ikke betænke sig paa at gaa til Hr. Korn med sin Klage. Vi har nu hans Ord for, at han vil undersøge den nøje og afskedige Betjenten, hvis han er skyldig.

(Social-Demokraten 20. april 1890).

Politiinspektør Henrik Frederik Korn (1844-1895) begik selvmord fem år senere den 25. marts 1895, formentlig fordi han ikke længere kunne dække over at sædelighedspolitiet begik magtmisbrug, korruption, alfonsvirksomhed og pengeafpresning. Det startede en større skandale der endte med at flere betjente blev dømt skyldige. Se Den Store Sædelighedsskandale 1895: Politiinspektør Korns selvmord.

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Valgene i Sønderjylland.

Hovedindtrykket af Valget den 20de Februar er for det egenlige Nordslesvigs (Haderslev, Sønderborg og Aabenraa Amter samt den nordlige Del af Tønder Amt) Vedkommende jævn Fremgang, medens der i Flensborg og Omegn er stærk Tilbagegang. I 1887 afgaves ialt 12,357 danske Stemmer og denne Gang 13,672 d. St., altsaa 1315 flere end i 1887; men i 1887 stemte Danskerne ikke i Tønder Amt, hvor der altsaa ikke er stemt siden 1884, da der faldt 1246 Stemmer paa den danske Kandidat. Naar disse 2246 Stemmer lægges til de 12,357 i 1887, bliver Fremgangen 69 danske Stemmer.

Afstemningen sidste Gang i de enkelte Amter fortjener en nøjere Omtale, da den er ret betegnende for hele den nationale Stilling i Nordslesvig.

I 1ste slesvigske Kreds (Haderslev og Sønderborg Amter) blev Gustav Johannsen valgt med 8707 St. mod 8511 i 1887, altsaa er her en Fremgang af 196 St.. hvoraf de 137 falder paa Haderslev Amt (5293 mod 5156 i 87) og de 59 paa Sønderborg Amt (3414 mod 3355 i 87). Dette viser, at den Fremgang, der viste sig her i 1887, er i jævn Fremvæxt; og hvad der er endnu mere betegnende, Tyskerne har i 1ste Kreds siden 1887 mistet 285. Socialisterne har i 1ste Kreds faaet 148 St. denne Gang imod 9 i 87.

I Tønder Amt, der hører til 4de Kreds (Tønder-Husum), er der denne Gang afgivet 1724 danske St., altsaa 478 St. flere end i 1884. Denne stærke Tilvæxt er dog foruden i den opadgaaende nationale Bevægelse begrundet i, at Danskerne ved de senere Valg i denne Kreds har stemt sløjt og planløst, saa den kraftige Organisation, Vælgerforeningen har sat i Gang, havde let ved at fremvise en betydelig Fremgang. At Tyskerne har haft Fremgang enkelte Steder paa Vestkysten, ligger i, at Marskbanens Aabning har ført en Del tyske Bestillingsmænd derop. For Resten findes der nord for Tønder nogle af de bedste danske Egne; paa et Valgsted (Skaft) er der afgivet 102 danske St. mod 2 tyske.

I 2den Valgkreds (Flensborg og Aabenraa Amter) er Forholdet ikke saa gunstigt for os. Det danske Stemmetal er dér gaaet ned fra 3846 til 3241 (1131 i Flensborg og 2110 i Aabenraa Amter), altsaa 605 St. I Aabenraa Amt er der tabt 147 St. Afstemningen i de enkelte Sogne viser imidlertid, at disse Stemmer er tabte til Socialisterne, der i Aabenraa Amt har faaet 235 St. mod ca. 70 forrige Gang. Disse 235 socialistiske Stemmer maa lige saa lidt som de 148 socialisliske Stemmer i 1ste Kreds regnes for tyske. De danske Arbejdere, der tidligere har stemt paa Johannsen og nu paa Socialisten, har selvfølgelig nu som før den samme Mening i Spørgsmaalet dansk-tysk, saa meget mere som de jo véd, at de tyske Socialdemokrater, hvad en af dem nylig rent ud erklærede paa et Vælgermøde i Flensborg netop med Henblik paa Nordslesvig, holder paa, at Folkene selv bør bestemme, hvilket Land de vil høre til. Noget anderledes stiller Sagen sig overfor Socialisterne i Flensborg, hvor den største Del af dem slet ikke har Dansk til Modersmaal, og hvor hele Udviklingen derfor naturlig fører ad Tyskland til.

Da Tyskerne i Aabenraa Amt i Modsætning til deres Meningsfæller i 1ste Kreds er gaaet frem (ca. 100 paa Landet og ca. 50 i Byen), viser dette og Danskernes Tilbagegang mere og mere tydeligt, at i det egenlige Nordslesvig (hvis Sydgrænse bliver en Linje fra Grænsen mellem Flensborg og Aabenraa Amter vest over til Tønder) er Aabenraa Amt den Del, hvor der er størst Fare paa Færde, og hvor det gjælder om at sætte alle Kræfter ind til Kamp mod den fremtrængende Tyskhed, saa Aabenraa Amt ligesom de andre nordslesvigske Amter kan gaa fremad i dansk Sindelag.

I Flensborg Amt er der tabt 207 Stemmer i Flensborg By og 251 paa Landet, idet de danske Stemmer i Angel og i Sognene sydvest for Flensborg er svundne ind til et Minimum, saa det nu kun er i Egnen lige nord og vest for Flensborg, de danske Stemmer endnu findes i større Antal. Denne Nedgang for os dernede, hvor Sproget for Flensborg Bys Vedkommende er saa godt som helt tysk, gjør, at vi ikke mere tør regne Flensborg og Omegn med til det afgjorte danske Nordslesvig; vi kan næppe vente andet, end at de danske Stemmer yderligere vil gaa ned i Flensborg. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at den trofaste Flok, der trods Tidernes Ugunst endnu kæmper for vor Sag i Flensborgegnen, at den, hærdet ved Kampen, i lange Tider vil have en overordenlig stor Betydning som den, der tager det første Stød af for dem længere nord paa. Flensborg og Hanved og Bov Sogne vil endnu kunne udføre et betydningsfuldt Arbejde for den Sag, deres Fædre har kæmpet for igjennem de mange Aar.

Af hvilke Bestanddele det tyske Mindretal ved Valgene i Nordslesvig bestaar, og hvilken Betydning man bør tillægge det, faar man et godt Indblik i ved et Regnestykke, som "Modersmaalet" i Haderslev har opstillet efter Valget nu. Det tager Haderslev Amt som Exempel. Dér afgaves i Landkredsen 1427 tyske Stemmer og i Byen 730. Af de 1427 St. i Landkredsen hidrørte de 609 fra Embedsmænd, 238 fra Folk, der er afhængige af Tyskerne (Tjenestefolk, Arbejderne ved Statsskove, Bestillingshavere osv.), kun 580 var uafhængige tyske St. -- og til disse 580 hører saa ogsaa den Del, der altid drejer Kappen efter Vinden - og af dem findes der nogle i ethvert Folk. Af de 730 i Haderslev By hidrørte 200 fra Embedsmænd og 180 fra afhængige, 350 bliver uafhængige tyske St. Af de 2157 tyske St. i Haderslev Amt bliver saaledes kun 930 uafhængige tyske. 1644 Vælgere undlod at stemme; deraf var den største Del sikkert danske, der af forskjellige Grunde nærede Frygt for at afgive deres Stemme. Ca. 2700 danske Undersaatter findes der i Haderslev Amt; de har ingen Valgret, men er selvfølgelig alle dansksindede. Det samlede Resultat viser altsaa, at Forholdet mellem Danske og Tyske i Haderslev Amt, naar den talrige Embedsstand fraregnes, er som 10 til 1 (5293 + 2700 + største Delen af de 1044. c: 9300 danske St. kontra 930 tyste St). Endnu maa mærkes, at de 580 tyske St. i indkredsen for største Delen falder paa enkelte Svane i Haderslev Østamt. I Vesteramtet (Tyringlehn) er der kun saa Hjemmetyskere. Det samme Regnestykke, anvendt paa det øvrige Nordslesvig, vilde give endnu gunstigere Resultater for Danskerne i Sønderborg Amt og i de nordlige Sogne i Tønder Amt, medens Aabenraa Amt og de enlige Sogne i Tønder staar meget tilbage for Haderslev Amt.

Af Enkeltheder ved Valgene maa nævnes den gode Fremgang, der er sket i Byerne Haderslev og Sønderborg og i de bekjendte sundevedske Sogne Dybbøl, Nybøl, Ullerup og Sorterup, medens enkelte alsiske Sogne har haft nogen Tilbagegang. Særlig glædelig er den kraftige danske Opposition, der har vist sig i de truede Sogne øst for Tønder. Hostrup, Bylderup, Burkal og Ravsted i det sidste Sted har Tyskerne vundet 3 St. siden 107. Nørreløgum er derimod stadig et mørkt Punkt.

De Fremtidsudsigter, som dette Valg giver, er derfor: I Haderslev, Sønderborg og Tønder Nørreamt voxende dansk-national Bevægelse, en savn Fortsættelse af, hvad Valget i 1887 lovede. Ved Siden af gaar trods ydre Fordele Dysterne tilbage. I Aabenraa Amt er der vel ikke stor Fare for Tilbagegang, men Tyskernes Fremgang lader dog ane, at Kampen vil blive haardest her, men ved ihærdigt Arbejde kan den nok lykkes. Syd for disse Amter vil der næppe kunne ventes Fremgang, men en Kamp af stor Betydning vil der dog længe kunne føres dernede.

Og den Tanke vil arbejde sig frem til Sejr, den, at den enkelte har Ret til at bevare sit Modersmaal og den aandelige Forbindelse med sit Folk ogsaa uanset de politiske Grænser. Det ser den prøjsiske Stat ogsaa godt - derfor gaar den nu saa haardt frem i Sønderjylland - thi det gjælder om, inden hin Tankes Krav bliver for stærke, at have knust Modstanden og forlystet Landet til Kongeaaen, saa Magten er forvandlet til en ny Ret, thi saa er Slaget vundet og Sønderjylland tabt for Danmark. For os gjælder det at holde ud saa længe, og det giver Valget os godt Haab om vil lykkes, thi medens Elsass-Lothringerne er gaaet tilbage, har Sønderjyderne mere end holdt Stillingen: nemlig er gaaet frem i de egenlig danske Egne og tilbage kun i de blandede Egne. 

For dem, der satter Haabet om bedre Vilkaar for Sønderjyderne til Fremgang og Sejr for de demokratiske Tanker og Krav, vil der ogsaa for den her behandlede Sags Skyld være Grund til Glæde over Udfaldet af de tyske Valg, thi de sejrende Partier (Centrum, Tysk-Frisindede og Socialdemokraterne) har ofte udtalt sig mob den nationale, om end ikke mod den politiske. Undertrykkelse af Nordslesvig, saa det er ikke helt usandsynligt, at Fremgang i Tyskland for Frisind kan bidrage til at hæmme Udryddelseskampen mod vort Sprog og vor Nationalitet. 

I den nærmeste Tid vil Opmærksomheden være rettet paa, hvad Skæbne det i Landdagen indbragte Forslag om de danske Undersaatter vil faa. Det støttes af Centrum, og maaske kan den afgørende Indflydelse, som dette Parti vil saa paa den nye Rigsdag, indirekte indvirke paa Landdagens Holdning. Gaar dette Forslag igjennem, er det en stor Vinding, thi ikke blot bringer det ca. 5000 nye danske Vælgere, men det befrier for den Forsigtighed og Svækkelse i Kampen, som Hensynet til de danske Undersaatter (der uden videre kan udvises) har gjort nødvendig. Det vil blive en Lettelse i mange Forhold. 

For os nord for Grænsen kan de sidste sønderjydske Valg kun være endnu en Spore til ivrigere Arbejde for Sønderjydernes Sag.

Asger Højmark.

(Morgenbladet (København) 12. marts 1890).

Rigsdagsvalget fandt sted den 20. februar 1890. De slesvigske valgkredse var 1. Haderslev, Sønderborg. 2. Aabenraa, Flensborg. 3. Slesvig, Eckernførde. 4. Tønder, Husum, Eiderstedt.

Af særlig interesse var socialdemokraternes stemmetal. Socialistlovene gjaldt fortsat, selv om det var blevet vanskelligere at håndhæve dem. Trods dette fik socialdemokraterne i Haderslev 147, Flensborg-Aabenraa 3.890, Slesvig-Eckernförde 2.288 og Tønder, Husum, Eiderstedt 315. Valglovene tillod kun valg af kandidaterne der havde fået absolut flertal. Var dette ikke tilfældet, afgjordes det ved et "Stichwahl". Socialdemokraterne fik 19,7 % stemmer eller dobbelt så mange som ved valget i 1887, og flere socialdemokratiske kandidater nåede frem til stikvalget. Her allierede de anti-socialistiske kandidater sig dog for det meste imod socialdemokraterne som derfor ikke fik valgt så mange. Dette gjaldt fx i Slesvig hvor Heinrich Mahlke ikke blev valgt i Flensburg-Aabenraa. Det lykkedes først for ham at blive valgt i 1903. 

Bedre gik det for socialdemokraterne i Holsten og især Hamborg: Alle tre valgkredse i Hamborg gik til socialdemokrater, Karl Frohme vandt i 8. valgkreds i Slesvig-Holsten (Altona, Stormarn) og Hermann Molkenbuhr i 6. valgkreds (Pinneberg, Segeberg).

"Jarl"s Forlis Marts 1890. (Efterskrift til Politivennen

“Jarl” på 115½ registertons blev bygget i Helsingør 1885. Det blev omtalt 17. december 1885 i Fyens Stiftstidende:

Helsingør den 15de December. Det paa det herværende Jernskibs- og Maskinværksted byggede Dampskib "Jarl" skal en af de første Dage foretage sin Prøvefart herfra Værftet; det skal føres af Kaptajn Davidsen og vil fra næste Uges Begyndelse overtage Farten paa Bornholm i Stedet for det dertil tidligere benyttede Dampskib "Erna".

"Jarl" kom til at sejle mellem Nexø, Svaneke, Gudhjem, Allinge, Hasle og København fortrinsvis med gods som smør og kreaturer. Men også med passagerer, fx til Blanchs Badehotel som lå på Galgebakken over Sænebugten ved Hammershus. Det eksisterede 1887-1977. Så afbrændte Civilforsvaret det af for at Dansk Folkeferie kunne opføre en ferieby.

Tirsdag den 4. marts 1890 kl. 23:30 sejlede “Jarl” fra Allinge med 14 passagerer og 13 besætningsmedlemmer, samt en last af bl. a. svin med kurs mod København. Efter midnat blev der heftigt snevejr. Derefter forsvandt skibet med mand og mus.

En Søulykke.

Der synes desværre ikke længere at kunne være Tvivl om, at der er sket en i vore Farvande sjælden Søulykke.

Dampskibet "Jarl" maa efter alle foreliggende Omstændigheder antages Natten mellem Tirsdag og Onsdag at være forulykket med Besætning, Passagerer og Ladning; at Skibet skulde drive om med Bræk paa Maskinen, er desværre vist kun et vagt Haab, man ingen Tillid kan fæste til.

* * *

Oplysninger om Katastrofen.

Fra Rønne telegraferes i Gaar til R. B.: Til "Jarl" har man endnu intet hørt. Fiskere fra Tein har fundet 19 Svin, 2 Laxekasser og en Del Sildekasser ½ Mil nordvest for Hammeren. "Jarl" havde 14 Passagerer om Bord.

* * *

Dampskibet "Elisabeth", som passerede Allinge omtrent samtidig med "Jarl"s Afgang derfra, antages at kunne give Oplysninger. Dampskibet "Erna", der tilhører samme Rhederi som "Jarl", vilde i Gaar gaa ud fra Nexø for at eftersøge "Jarl". Destoværre vil dette Forsøg næppe give noget gunstigt Resultat, idet der fra Dampskibet "Elisabeth", som igaar Eftermiddags ankom hertil fra Danzig, af den vagthavende Officer berettes, at "Elisabeth" Tirsdag Nat Kl. 12 under en yderst haard sydvestlig Storm ud for Hammeren passeredes af en fra Allinge kommende Damper, som maa antages at have været "Jarl", og som gik nærmest inde mod Land. Omtrent Kl. 1 observeredes pludselig forude en rød Lanterne, der atter pludselig forsvandt. Kort efter drev imod "Elisabeth" vistnok et Par Hundrede Kasser og andet Gods. "Elisabeth" fortsatte til Kl. 4, men observerede ellers intet. Maatte da paa Grund af det haarde Vejr vende og søge tilbage under Bornholm.

* * *

Dampskibet "Jarl"s Skæbne er stadig uafgjort. Til Ritz. Bur meldes Listen over Passagererne:

Fra Nexø: Margrethe Karoline Hansen. Andreas Dahl, Julius Kofod.

Fra Svaneke: Frøken Sofie Ipsen, Søren Peter Olsen. Frøken Mathilde Rasmussen. Hr. Preitz, Hr. Madsen, Styrmand Brix fra Ibsker, Albert Petersen fra Svaneke.

Fru Gudhjem: ingen.

Fra Allinge: Bødker Holm.

Fra Hasle: Kjøbmand Kløcker, fhv. Byfogedfuldmægtig Nielsen, Frøken Clausen.

Besætningen bestod af Kaptejn Davidsen, Maskinmester Emanuel Dam, Styrmand Karl Andreas Hansen, Fyrbøder Hans P. Holm, Fyrbøder Carl August Frederiksen. Matroserne Jens Chr. Hansen. Andr. Peter Holm, Niels Lorentzen, Julius Petersen. Endvidere Jfr. Emma Olsen og Restavratrice Fru Larsen. En Kok ubekjendt.

* * *

I Gaar er intet Drivgods fundet, og "Jarl"s Skæbne har vakt stor Bekymring over hele Øen. Dampskibet "Erna" er udsendt for at søge efter det.

* * *

Et Telegram fra Nexø til Fritsche & Ko. melder svigende Fortegnelse over "Jarl "s Besætning og Passagerer.

Disse er:

Besætning: Kaptejn Davidsen. Styrmand E. A. Hansen, Maskinmester E. S. Dam. Fyrbøder P. H. Holm. Matroser: J. E. Holm. A. P. Holm. R. Lorentsen. Julius Petersen. Kok Diemar. Alle Familiefædre. Sidstnævnte fra Kjøbenhavn. De andre fra Rexø. Fyrbøder C. A. Frederiksen, ugift. Gilleleje. Jomfru Emma Olsen Restavratrice. Mdm. Larsen, født Gothardt.

Passagerer: Nexø: Andreas Dahl, Julius Kofoed. Margrethe Pouline Hansen. Alle unge Mennesker.

Svaneke: Frøken Sofie Ipsen, Sømand Peter Olson af Ibsker, Freitz af Holbæk, Madsen, Landmand ved Roskilde, styrmand Brix af Ibsker, styrmand Albert Petersen. Frøken Mathilde Rasmussen, begge af Svaneke. 

Allinge: Bødker Holm af Allinge, Kjøbmand Kløcker af Hasle og forhenværende Fuldmægtig Nielsen af Kjøbenhavn.

(Listen blev i senere artikler korrigeret for mindre fejl).

Kaptejn Davidsen,

"Jarl"s Fører.

Kjækkere Sømand, bravere Menneske, end Kapr. Davidsen var, skal der ledes efter. Alle, der kjendte ham, holdt af ham. Man kunde ikke andet. Hvem der én Gang havde sejlet med ham og lagt Mærke til hans Færd, glemte ikke denne Type paa en Sømand, denne tæt byggede, djærve Skikkelse med det aabne, ærlige Ansigt, det blonde Fuldskæg og de milde blaa Øjne med det viljestærke Ildtryk.

Han var som skabt til at betræde Kommandobroen paa et Skibsdæk. Og saa var han saa god, høflig og venlig mod alle. Ingen glemte han, fra den ringeste til den største af sit Skibsmandskab.

Og, naar de stakkels Dækspassagerer, der ikke havde Raad til at betale en 1ste Klasses Billet til den lune Kahyt med de gode Køjer, sad og frøs - ja saa skulde han nok sørge for, at de fik et Tæppe over sig eller en lun Krog at ligge i, hvis han ikke, hvad ofte hændte i haardt Vejr, lod dem saa en Plads i Spisekahytten eller Salonen.

Men Davidsen var forvoven.

Selv om Pinden peb i hver en Tovende, og Stormen piskede det sprøjtende Skum over hans Skib, der krængede og duvede mellem de haarde Krapsøer i Hammervandet, saa sejlede han alligevel. Naar Rønne-Dampskibenes Førere - hvem ingen, som kjender dem, vil sige et nedsættende Ord om - ikke turde vove sig ud, saa har det hændt flere Gange, at Davidsen stak i Søen.

Næppe har nogen i vore indre danske Farvande haft vanskeligere Sejlads end han. At løbe ind i Svaneke, Gudhjem og Allinge Havne, der er sprængte i Klippen, hvor han skulde vogte sig for Skær ved de smalle, bugtede Indløb med det grunde Vand og han har vist mangen en Gang skrabet Bunden blank paa "Jarl" og hugget mod Klippen - det var ingen Spøg i uroligt Vejr. Og dog har det altid gaaet godt.

Naar en Mand har Evner og Kræfter til at udfylde sin Plads, som Davidsen havde, og han altid har Lykken med sig, saa ligger det saa nær at undervurdere Faren. Og Davidsen har sikkert ikke i Tirsdags Nat haft Anelse om Faren og den vaade Grav, han fandt sig paa over 30 Favne Vand, før det var for silde.

"Jarl", som i 1885 var bygget i Helsingør, var et 1ste Klasses Staalskib, 133 Fod langt. 21½ Fod bredt og 115½ Netto Reg. Tons med 108 Hestes Kraft, stak 6-7 Fod og lastet godt 8-9 Fod dybt. Det var jo bygget til at kunne anløbe de grunde, østbornholmske Havne. Men det havde en forholdsvis høj Overbygning og var derved noget rankt, saa man kan godt forstaa, det kan være kæntret ved at vende ude i den oprørte Sø. "Jarl" havde efter Forlydende en levende Dækslast af over 100 Svin og en 30-40 Kreaturer. Naar i en saadan Storm Skibet faar Bredsiden til Luvart, en Braadsø over sig, saa Svin og Kreaturer, hvis Fortøjninger brister, rutscher mod Læsiden, saa kan Skibet være drejet rundt og gaaet til Bunds i et Øjeblik. "Jarl" plejede man at have assureret, Ladningen derimod ikke.

At saa mange Menneskeliv gaar tabt i vore indre Farvande, er Gudskelov en Sjældenhed. Det kan derfor ikke andet end berøre alle pinligt, naar en slig Søulykke træder os saa nær ind paa Livet. Men paa Bornholm er der Folkesorg. Paa en lille Ø som denne, hvor man i saa stor Udstrækning kjender hinanden, føles sligt saa haardt.

Men ogsaa de mange Bornholmerrejsende vil savne deres kjære Kaptejn Davidsen.

Hans Minde i Ære!

En Bornholmer

(Morgenbladet (København) 8. marts 1890).

Kaptajn Mathias Hermann Koefod Davidsen (1841-1890) havde sejlet ruten i 13 år (før med "Erna"). Ifølge Kjøge Avis skal han have udtalt at "Der skal aldrig komme nogen Storm, som er saa stærk, at den skal kunne forhindre mig i at gaa ud!" Og stak ofte ud selv om andre erfarne kaptajner foretrak at forblive i havn i stormvejr. I “København”, 8. marts 1890 blev han beskrevet som “en djærv og sluttet sømandsskikkelse med mørkebrunt Fuldskæg og smukke blaa Øjne. Han var kendt som en forvoven Sejler og som en ægte Ulk af den gamle Skole.” Besætningen var ligeledes erfarne folk.

Allinge Havn. Her lagde "Jarl" til for sidste gang i 1890, og stævnede ud igen. Der har ikke været meget plads til skibet i havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

“Elisabeth” var stærkt overiset og holdt sig gående op mod søen uden mulighed for at vende. Først kl. 6 kunne skibet vende tilbage mod Allinge. Her så man ingen grund til at rapportere det hændte, da man antog at “Jarl” enten var gået tilbage til Allinge, eller fortsat rejsen. 

Et par timer senere stødte “Louise” ind i en del vraggods, ligesom fiskere fra Tejn dagen efter fandt 17 druknede svin, kasser med fersk laks og røget sild mm. drivende i søen 3 mil nordøst for Hammeren" (Folketidenden - Ringsted, 7. marts 1890). Fredag den 7. marts tilbød Tietgen ifølge at udseende et eller flere dampskibe til at eftersøge “Jarl”, men da var dampskibet “Erna” allerede udsendt fra Nexø.  I den kommende tid fandt man vraggods så langt væk som Øland en skibsåre og i Simrishamn en redningsbøje fra “Jarl”.

Søforhør blev afholdt i Sø- og Handelsretten, lørdag den 8. marts hvor “Elisabeths” besætning afgav søforklaring.

"Jarl"s Forlis

Sent iaftes kom en Udskrift af Søforklaringen os i Hænde. Vi meddele nedenstaaende et kort Uddrag.

- For Retten mødte Skibsmæglerfirmaet Schiøtt & Hochbrandt ved Skibsmægler Willer, der begjærede Forklaring modtaget af Besætningen paa Dampskibet "Elisabeth" af Kjøbenhavn. Ligeledes var mødt Grosserer Fritsche som Forretningsfører for det østbornholmske Dampskibsselskab og Hr. Barfoed for det kgl. octr. Søassuranceselskab.

Kaptainen paa "Elisabeth", Martin Frantzen, afgav først Forklaring. Han forklarede bl. A., at "Elisabeth" den 4. d. M. om Aftenen omtrent Kl. 11 a 11½ var passeret Allinge, og at han der har set en Damper forlade denne Bys Havn. Denne Damper, der løb stærkere end "Elisabeth", passerede dette Skib, idet den holdt sig noget nærmere inde under Hammeren.

Kl. 12 tog 2. Styrmand Vagten. Kaptainen blev paa Kommandobroen indtil Kl. 1, da han begav sig ned i Bestikluaf'et. Resten af, hvad han meddeler om den fremmede Damper, man har set, er derfor kun Referat af Styrmandens Udtalelser, samt Beretning om, at han vendte med sit Skib Kl. 6 Morgen og gik tilbage til Allinge Rhed uden at se noget, der kunde tyde paa, at en Søulykke havde fundet Sted.

Anden Styrmand Carl Martin Groth Petersen forklarede, at det Kl. 12, da han overtog Vagten, var haard Storm af Sydvest med meget høi Sø. Del var sigtbart Veir og maanelyst. Da han kom paa Dækket, saaes forude i ikke stor Afstand en lille Damper, som tydeligt kunde ses med blotte Øine. Indtil Kl. 12½ kunde Styrmanden se Damperen, men saa kunde han ikke se den, indtil Kl. 1, hvorimod Røgen fra Skorstenen dog var synlig. Strax før Kl. 1 fik Styrmanden Damperens Toplanterne og røde Lanterne at se, han er sikker paa, at disse Lanterner tilhørte samme Damper, som han i lang Tid havde set. Lanternerne vare imidlertid kun synlige i knap et Minut, og Styrmanden saae derefter ikke mere til den omhandlede Damper. Han antog, at Damperen havde faaet en Sø over sig og derfor var bleven lagt op mod vinden, og derved havde dreiet noget mere til Bagbord. En Dreining til Styrbord havde atter skjult Lanternerne.

Omtrent 20 Minuter efter gik "Elisabeth" igjennem en stor Mængde Kasser, der laa tæt ved hverandre i Vandet. Styrmanden saae ikke Andet flyde paa vandet, og hørte heller ikke Raab eller Skrig eller Noget, der kunde tyde paa, at en Søulykke havde fundet Sted. Han antog, at de Kasser, han observerede, vare tomme Kasser, som Damperen havde havt paa sit Overdæk, og som var skyllede over Bord, idet Skibet havde faaet en Sø over sig. Styrmanden meldte ikke Noget) om det Passerede til Kaptainen, men gik først ned til ham i Bestiklukafet Kl. 2, for at melde, at "Elisabeth" havde faaet en Sø over sig, og at Noget var blevet slaaet løst. Til Kaptainen fortalte han da ogsaa, hvad han havde set, og om de mange Kasser Skibet havde passeret.

Da "Elisabeth" passerede Kasserne var det i en Afstand af ca. 3/4 Mil fra Hammerhus Fyr.

Saavidt Styrmandens Forklaring.

Desuden afhørtes Matros Chr. Lisbjerg Poulsen og Jungmand Thorvald Lauritz Peter Larsen, hvis Forklaringer i alt Væsentligt stemmer overens med Styrmandens. Særligt ere Alle enige om, at de, da den store Masse Pakkasser observeredes, vare af den Formening, at de hidrørte fra den omtalte lille Damper der havde faaet dem skyllet over Bord af en Sø. At der var hændet en større Søulykke, faldt Ingen af dem ind. Ligeledes er der heller ikke Nogen af det Vagthold, som var paa Dækket paa det omhandlede Tidspunkt, der har hørt noget somhelst Nødraab.

Ingen af dem har paa det nævnte Tidspunkt set nogen anden Damper end den, hvor om Talen hele Tiden har været.

(Dagens Nyheder 9. marts 1890).

Styrmanden udtalte at: “Sætte Baade ud fra det lille Fartøj i saadan et Herrens Vejr! De vilde straks være bleven fyldte med Vand eller knuste mod Damperens Sider”.

Kysten ved Hammeren, Nordbornholm, her ved Blåskinsdalen. Utilgængelig, selv hvis man skulle lykkes med at redde sig i land. Og fyldt med farlige klipper. Men kaptajn Davidsen var en erfaren sømand så han har helt sikkert styret langt uden om alle de undersøiske farer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skibet blev sidst set kl. 2 af et andet dampskib “Louise” ovenfor Hammeren. Men besætningen på “Elisabeth” afgav flest vidnesbyrd. Skibets førstestyrmand udtalte til bladet “København” lørdag 8. marts 1890 (først senere bliver han klar over hvad han har set, og sender meddelelse til Bornholm den 10. marts):

“Det var et forrygende Vejr; Søen gik højt; der blæste en orkan. Skibets Officerer var i Tvivl om hvorvidt man kunde forcere Sejladsen i det haarde Vejr, eller om man burde søge ind under Bornholm for at ride Stormen af …” Her så man så en damper svinge ud fra Allinge: “Den fremmede Damper holdt sig nærmere til Land end “Elisabeth”, og i nogen Tid fulgtes Skibene jævnsides ad. Omtrent ved Ettiden bemærkede da “Elisabeths” anden Styrmand den Skiften med Lanterner ombord paa “Jarl”, der er omtalt i Fritsches Beretning. Kort efter forsvandt Lanterne ganske, “Jarl” blev borte i Uvejrstykningen og Mørket”.

“København” og "Dagens Nyheder" antydede en konkurrence mellem det øst- og vestbornholmske Dampskibsselskab. Bornholmerne ville ikke kendes ved andre dampskibsselskaber end deres eget. Det ene rederi i Rønne med skibene "Hejmdal", "Hjalmar", "Scandia" og "Thor", det andet og nyere rederi i Nexø for Østbornholm med "Jarl" og "Erna". "Scandia" blev under stormen liggende i Rønne.

"Jarl"s Forlis

Det større Kjendskab til bornholmske Forhold "Dagens Nyheder" har frem for sine kjøbenhavnske Kolleger, har bevirket, at vore Udtalelser om "Jarl"s Forlis og de Omstændigheder, der staa i Forbindelse med Ulykke, have vakt ikke ringe Opsigt paa Bornholm. 

Vi har modtaget flere Breve, hvori er blevet udtalt en Tak for den korrekte Fremstilling særligt hvad "Kapseiladsen" (dette Ord bruges i et af Brevene) mellem det østbornholmske og Vestbornholmske Dampskibsselskab angaaer.

Naturligvis ere de i Sagen Interesserede ikke slet saa tilfredse med vor Kritik.

En journalistisk Skiftning, der "Bornholms Dagblad", og som udgaaer Nexø, har i Torsdags taget Affære for Østbornholmerne, men det er rigtignok sket paa en saadan Maade, at alle, der har haft Noget med "Jarl"s Rhederi at gjøre, maa sande det gamle Ord: "Gud fri os for vore Venner." - Ja hvis Skjældsord var Argumenter, saa var det en anden Sag.

Kun paa et Punkt skal vi anholde det lille Blad. Det paastaaer, at vi har sagt, at der paa Bornholm hersker Uvillie mod den til Fordel for de ved "Jarl"s Forlis Efterladte paabegyndte Indsamling. Denne Paastand er med et mildt Ord Usandhed. Vor Udtalelse gik ud paa at man undrede sig over, at "Jarl"s Rhederi ikke paa Øen havde stillet sig i Spidsen for Indsamlingen - og det var sandt. Som man vil se af nedenstaaende Brev fra Rhederiet, er dette nu forandret; den 11. ds. er der fra Rhedere og Aktionærere udstedt Opfordring til Indsamling.

Fra Rhederiet har vi som sagt modtaget nedenstaaende Brev, hvilket vi ikke har villet nægte Optagelse, da det er af Interesse, at den sørgelige Begivenhed belyses fra alle Sider.

Dog maa vi fastholde vor oprindelige Fremstilling af Sagen undtagen paa et Punkt. Vi ere nemlig blevne gjorte opmærksomme paa, at den Gang - sidste eller maaske forrige Sommer - Kaptain Davidsen med "Jarl" anløb Hasle Havn i Storm, fordi Signal til at anløbe Havnen var heist, var det ham, der i tre Dage ikke kunde slippe ud af Havnen igjen paa Grund af Stormen; det var altsaa ikke som feilagtig anført Rønneskibet.

Hermed give vi Rhederne Ordet.

Nexø, den 13. Marts 1890.

Hr. Redaktør!

Den sørgelige og gribende Ulykke, der har ramt Dampskibet "Jarl", har rakt Bevægelse og Deltagelse over det hele Land. Intet Under, at dette giver sig tilkjende gjennem Bladene, og at man søger efter Aarsagen til Ulykken. Ogsaa Deres ærede Blad har indhentet Oplysninger herom og meddelt disse i Nr. 66 og 69; men vi maa beklage, at Deres Kilde har givet urigtige Meddelelser i flere Punkter. Vi tillade os derfor herved at bede Dem optage følgende til Berigtigelse, for at ikke de Vedkommende skulle komme til at staa i en falsk Belysning.

I Nr. 66 meddeler De saaledes, at Ladningen bestod af "Kreaturer samt Fragtgods, nærmest anbragt paa Dækket" og "at Lasten var forholdsvis tom". Hvis dette forholdt sig saaledes, vilde det været urigtigt at gaa tilsøes med Skibets men Kapt. Davidsen var for dygtig en Sømand til ikke at sørge for en forsvarlig Lastning. Skibets Ladning bestod af:

Centner

Sæd, Smør og Diverse ............. 800
Stenballast ................................ 300
Kul ............................................ 330
I alt  i Lasten ........................... 1430

Mellemdækslast

105 Svin a 185 Pd. ................... 194
11 voxne Kreaturer a 800 Pd ..... 88
22 Kalve a 250 Pd ..................... 55
I alt paa Mellemdækket ............ 337

Paa Overdækket slagtede Svin og Kalkuner samt tomt Gods af Vægt ca. 84 Centner. Ladningen var altsaa netop en passende og god Last at seile paa.

I Nr. 69 anføres, at Konkurrencen mellem de to paa Bornholm værende Dampskibsselskaber har været "mere en skarp", og som Bevis herpaa meddeles, paa samme Tid som Rønne Damperen blev liggende i 3 Dage i Havnen paa Grund Storm, maatte Kaptainen paa det østbornholmske Skib under en forrygende pastands Storm paa Kjøbmændenes Forlangende derom gaa ind i Hasle Havn ifølge en Ordre, trods Kaptainen ansaa det for farligt.

Denne Meddelelse kaster Skygge over Rhederiet og Kaptainen.

Sandheden er, at Kaptainerne ingen "Ordre" have, men handle fuldkommen frit. Det er og var dygtige Mænd, hvem Rhederiet med fuld Tillid har overdraget, selv at tage Bestemmelse efter eget bedste Skjøn, angaaende Seiladsen og Havnens Anløb, derfor ingen anden Ordre have at følge deres egen. Men hvad Exemplet angaar, er det baade Usandhed, at Hasle under saadanne Forhold er anløbet, og Usandhed, at noget af Postskibene i sidste Sommer er blevet liggende i 3 Dage i Havnen paa Grund af Storm.

Forøvrigt hænder det ikke sjældent, at Østlandets Baade udgaa og udføre deres Tur til Kjøbenhavn med haard vestlig Storm, samtidig med at Rønneskibene blive liggende, af den Grund, at Østlandets Skibe kunne begynde deres Reise fra en Havn, der ligger i Læ, f. Ex. Allinge paa Østkysten af Bornholm, medens Rønneskibene kun udgaa fra Rønne, hvor Stormen er lige paa Havneindløbet.

At Stormen Natten mellem den 4. og 5. ds, ikke har været saa voldsom haard og ikke haardere end, at almindelige Fragtdampere kunde holde det gaaende imod den, fremgaar jo tydeligt deraf, at Dampskibet "Elisabeth" fortsatte sin Reise i 4 a 5 Timer imod Stormen, efter at Ulykken var overgaaet "Jarl"; og det, at de østbornholmske Dampskibe af og til kunne afgaa og udføre deres Reise til Kjøbenhavn, medens Rønneskibene paa Grund af Veirforholdene maa blive liggende, har ingenlunde sin Grund i den saakaldte usunde Konkurrence, men foruden de forberørte Havneforhold, ogsaa sin Grund deri, at de førstnævnte Skibe ere byggede med fuld Overbygning, for netop i haardt Veir at kunne beskytte de levende Kreaturer, Svin, Kalve, Faar m. m., som hver Reise overføres, medens af Rønneskibene kun det ene, "Thor", er indrettet derpaa. Det vil let ses, at et Skib, der er fuldt overbygget, kan uden Vanskelighed udføre sin Tur, selv da, naar et Skib, der ikke er forsynet med Overdæk, maa blive liggende.

At Deres Meddeler allerede den 10. ds. kunde fortælle, at det har vakt Misstemning paa Bornholm, at ikke det østbornholmske Selskab var gaaet i Spidsen med et Klækkeligt Bidrag, er ogsaa forunderligt; thi først igaar, den 11., udsendtes Opfordringen til privat Indsamling her paa Bornholm.

Saa vidt vi have erfaret, er der netop den største Medfølelse over hele Bornholm, som har givet sig tilkjende paa mangfoldig Maade, og endogsaa mange Aktionærer af Rønneselskabet Høve, den "skarpe" Konkurrence uagtet, velvilligen og af selv sluttet sig til Opfordringen om Indsamling. Vel har Selskabet som saadant ikke stillet sig i Spidsen for denne private Indsamling, men derimod har Bestyrelsens medlemmer og de større Aktionærer som private Mænd gjort det, og med en Bidragstegning for hver især, som efter Forholdene maa anses "klækkelig". Vi tro, at det netop saaledes er den rette Maade at henvende sig til den private Godgjørenhed paa, og det skulde gjøre os meget ondt, om Deres ærede Blad skulde kølne den store MedføleleIse, som hidtil har givet sig tilkjende med Hensyn til at hjælpe de Forulykkedes trængende Efterladte.

Hermann Munck, Kjøbmand, Vicekonsul i Nexø. P. Berg, Kjøbmand, O. E. Sonne, Granitbrud- og Stenværkseier

(Dagens Nyheder 17. marts 1890).

Læs mere på Nexø Museums hjemmeside. 

Bl. a. Nationaltidende 10. marts 1890 og Kjøge Avis 8. marts 1890 beskæftigede sig med passagerne. Fx købmand Kløcker fra Hasle som havde et kontantbeløb på 35.000 kr på sig bestemt til regninger og indkøb i København. Og også at et selskab på 16 unge mennesker fra Bodils Sogn i sidste øjeblik ombestemte sig og tog over Rønne i stedet for at sejle med “Jarl”. Aviserne skrev at skibet ikke kunne forblive i havnen da det begyndte at slå mod bunden. I Dagens Nyheder den 10. april 1890 var en ondartet spøg, nemlig et falsk brev af kaptajn Davidsen.

På Bornholm blev alle forlystelser, såsom baller, fester, bazarer og lignende udsat eller opgivet, og “længe vil det vare, ja vel aldrig ske, saa længe den nuværende Slægt lever, at Bornholmerne, der alle som een føle med den danske Sømand, glemme den skete sørgelige Katastrofe” (Nationaltidende, 10 marts 1890).

Det østbornholmske Dampskibsselskab opkaldte en passagerdamper efter kaptajnen, “M. Davidsen”. Dette skib led næsten samme skæbne ved en stranding i maj 1901. Som “Jarl” i nærheden af Allinge. Skibet huggede sig fast mellem to klipper. Dog blev både kaptajn Hansen og passagerer reddet. Men skibet sprang læk. Det lykkedes at bjerge skibet, om end i stærkt beskadiget tilstand. Det blev 1919 solgt som ruteskib i Island, og omdøbt til Sudurland. Fra 1936 anvendt som bolig for arbejdere på en sildeoliefabrik i Djúpavig på Island.

Bornholms Social-Demokrat 9. november 1915 noterede ved en voldsom storm at “fortsat Sejlads tvers af Søerne kunde have ført til en Gentagelse af “Davidsen”-Katastrofen”.

Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) blev inspireret af begivenheden til i 1893 at skrive novellen "Da Jarl gik under", gengivet i “Julefortællinger”. I alt væsentlig en samtale mellem den fiktive kaptajn Lykke som kommer til Allinge for at hyre kaptajn Davidsen som styrmand. Uddrag blev bragt i adskillige aviser. Hvor megen realisme der er i fortællingen, melder historien ikke om. Et par udpluk fra novellen:

"Nede ved havnen, der som et firkantet bassin er sprængt ud i granittens hårde bund, herskede et vist røre. Det var tirsdag aften: man ventede Jarl fra Neksø, og i en lille by er et lille skibs ankomst en stor begivenhed som nok formår at samle en snes mennesker på molen. Og så mange var der omtrent: lastdragere, passagerer og så den evindelige flok af dem, der skulle sige farvel, og dem, som ville se andre rejse. Det var jævne, dagligdags folk: landbrugere, handelsrejsende, sømænd - turisternes strøm var endnu ikke væltet ind over øen. Dertil var man for tidligt i våren; man skrev den fjerde marts, og først med pinsesolen kommer de fremmede dragende ..."

... "Han drev langsomt op ad Allinges små, slet oplyste gader, kom forbi kirken og vedblev at gå lige fremad. Der var så stille her, syntes han, så indeklemt - han måtte op på højderne for at trække luft. Men da han nåede derop, slog stormen ham i møde med ustandselig kraft. Støv og granitgrus føg ham i ansigtet; han måtte vende om og ned ad bakken igen. Han søgte tilbage til hotellet. I gæstestuen sad et par prangere og spillede sjavs; i de andre stuer blev der drukket toddy og pratet politik." 

Specifikt om tirsdag den 4. marts 1890 skrev Bergsøe:

"Mørket faldt tættere og tættere, men ude på søen, langt ude, tændtes den ene lanterne efter den anden, tegn på, at vejret var hårdt, og at mangen en sejler ønskede at ride stormen af derude i læ under kysten, frem for at vove sig ud i Hammer-vandets urolige bølger."

Bergsøe forestillede sig skibet således:

Dækket var allerede stærkt belemret med laksekasser, sildekurve, ost i stabler og smør i fjerdinger. Det lignede næsten et flyttedagslæs. Forude lød grynten af svin, blandet med gennemtrængende hyl, og over hele dækket lå en atmosfære af svinesnavs, røgede sild og gammel ost, som var alt andet end appetitlig.

Forliset blev på 25 årsdagen mindet i Bornholms Tidende, 5. marts 1915.

Et formodet vrag af "Jarl" blev fundet af dykkerne Lars Philipsen og Jesper Munk, ifølge TV Bornholm 7. januar 2014 (serien "I Østersøens Dyb" 2018). De fandt rester kufferter, og kreaturknogler samt årstallet 1885. Dykkerne fandt derimod ikke noget ror, kun de to bøsninger fra kølen, men ingen roraksel. Deres teori er derfor at det faldt af og at skibet herefter var overladt til stormens gøren og laden. Det kan være blevet slået løs ved grundstødningerne (der blev kun tjekket for læk), og da roret for alvor skulle stå sin prøve i stormvejret, faldt det af. Skibet var prisgivet uanset hvor gode søfolkene så end måtte være.

En medhjælper hos ekspeditøren i Allinge Emil Bohn blev afgivet 24 år efter forliset. Han skal være den sidste der talte med kaptajn Davidsen: "Jarl" var så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin. Så der var tilsyneladende ikke den store bekymring da det under aften blæste det op til storm:

"kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået."

Det sidste hentydede til fremsatte mistanker om at "årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres." "Jarl" fortsatte til Allinge, da alle andre havne var blevet lukket. På grund af lavvande begyndte skibet at hugge mod klippebunden af Gudhjem Havn. Og muligvis havde skibet taget skade af det. 

I udsendelsen påstås at hændelsen modsat Titanic "dårlig (blev) omtalt i datidens aviser". Det står dog noget i modsætning til antallet og omfanget af ovenfor bragte artikler, samt de øvrige adskillige opfølgende artikler i samme aviser, samt stort set alle lokalaviser landet over i så forskellige aviser som Skive Avis, Frederiksborg Amt Avis, Viborg Stifts-Tidende, Jyllandsposten, Nationaltidende, Vendsyssel Tidende, Horsens Adresseavis, Korsør Tidende, Folketidenden og Kjøbenhavns Børs-Tidende. At det nedtonedes efter ca. en uge hænger vel sammen med at det hurtigt blev klart at skibet var gået ned med mand og mus - modsat Titanic hvor aviserne kunne berette om de overlevendes skildringer.

En Fattigbestyrers Slyngelstreger. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har tidligere omtalt Fattiggaardsbestyreren i Næstved, hvis skandaløse Forhold til de kvindelige Lemmer flere Gange har været trukket frem i Bladene. Følgende Artikel om denne Personligheds Meriter, som Sagfører Henrik Schultz i Næstved har skreven i "Næstved Tidende"s Tirsdagsnumer, turde dog være den mest tydelige Anklage, der endnu er fremkommen, og som absolut maa gøre Manden umulig i sin Stilling, selv om der hidtil er gjort alt for at dække ham.

Hr. Schultz skriver under Overskriften "En Fattiggaardsbestyrer":

"Det er Hr. R. P. Jensen paa Næstved Fattiggaard, jeg sigter til. Jeg har nu i nogen Tid været nødsaget til at befatte mig en Del med denne snavsede Størrelse under en Proces, som han har haft Frækhed nok til at anlægge mod Skomagersvend Christensen her i Byen, og som jeg fører for sidstnævnte. De Oplysninger, jeg under denne Sag har erholdt, frister mig til nu offenligt at henlede Næstved Byraads Opmærksomhed paa, at Hr. Jensens Forbliven i sin Stilling er en Skandale, noget absolut utilstedeligt, en Uretfærdighed mod Byens Fattige og en Haan mod den Retsindighed og Humanitet, der dog sikkert besjæler de fleste af Borgerne i Næstved. Og jeg vil tillige spørge Borgmester Salicath, om han ikke tror, at det kunde være heldigt, at han i sin Egenskab af Politimester tog Hr. Jensen lidt nærmere i Øjesyn.

Jeg skal ikke her bygge noget Angreb paa Hr. Jensen paa Spørgsmaalet om, hvorvidt hans Omgang med Fattigvæsenets Ejendele har været i alle Maader forsvarlig; det har i alt Fald kun været Smaating, der i saa Henseende har været fremme til Belysning. Ikke heller skal jeg her lægge Vægt paa et saadant Punkt, som at Hr. Jensen synes at have tænkt mere paa sin egen Gryde end paa Lemmernes, naar Middagsmaden blev tillavet. Ja, jeg skal ikke en Gang opholde mig ved, hvad der er bevidnet under Sagen, at Hr. Jensen har staaet et kvindeligt Fattiglem i Hovedet og for Brystet, saa at det led derunder flere følgende Dage. Der kunde maaske i disse Forhold findes Undskyldninger, og der kunde i alt Fald ses igennem Fingre.

Men Hr. Jensens Forhold overfor de kvindelige Fattiglemmer er af den Beskaffenhed, at der ikke er Plads for nogen Seen gennem Fingre. Det kan siges, at det indenfor visse Grænser er hans private Sag, og at det kommer ingen ved, om han er mere eller mindre udsat for erotiske Anfægtelser, og hvorledes han som Privatmand gestalter sig i saa Henseende. Men som kommunal Bestillingsmand skal han holde sig i Skindet, og det tør ikke taales, at Fattiggaardsbestyreren opfatter sig selv som en Pascha og de kvindelige Fattiglemmer som Haremskvinder, hvis Pligt det er at forlyste hans Øjne med deres Nøgenhed. En saadan Opfattelse synes Hr Jensen at have haft.

Det første Stød, der tilføjedes hans Dyd, skete ved, at en ung paa Fattiggaarden indlagt Kvinde sigtede ham for Voldtægt og fremtvungen Utugt. Jensen gik frank og fri under Undersøgelsen, og der fremkom ikke tilstrækkeligt Bevis imod hans Benægtelse. Dertil kom, at Kvinden var Epileptiker og ikke fuldt tilregnelig. Men det er værd at lægge Mærke til, at hun var i Stand til paa det nøjagtigste og i alle Detaljer at fremstille de enkelte Scener mellem hende og Jensen, og jeg er sikker paa, at skulde hun den Dag i Dag forklare sig om Forholdet, blev Forklaringen enslydende med den, hun afgav for et Par Aar siden. Det gale Fruentimmer, der nok for Resten ikke er saa gal, maa i alt Fald være begavet med en mærkværdig og sjælden levende Fantasi.

Nu ved jeg, at en anden ung Kvinde, der maaske ogsaa har en Skavank i mental Henseende, sidste Aar har udslynget en Sigtelse mod Hr. Jensen for at han, medens hun opholdt sig paa Fattiggaarden, paa lignende Maade har misbrugt sin Stilling overfor hende, om end han ikke der har haft Vold eller Tvang nødig. Hun er ogsaa i Stand til at udpensle Scenerne. Man maa dog lade mig, at det bliver tidt mistænkeligt, naar saaledes to Kvinder hitter paa den samme Sigtelse mod Hr. Jensen.

Og Mistanken mod ham stiger, naar man lytter til Rygter, som i alt Fald var en Undersøgelse værd, om hans Forhold til endnu en Kvinde, og naar man erfarer, hvad der tør betragtes som bevist, at han har ladet kvindelige Fattiglemmer vise sig nøgne for ham. Herfra og til det, de føromtalte Kvinder har sigtet ham for, er der ikke saa forskrækkelig langt et Spring.

Disse Afklædningshistorier indeholder i sig selv tilstrækkeligt Stof til at sætte Jensen under Anklage.

Og det bør ske. Borgmester Salicath er ikke ubekendt med dette Forhold; han har til to Mænd her i Byen udtalt, at Jensen havde vedgaaet at have ladet gamle Kvinder klæde sig af for ham, og en af disse Kvinder har i Retten med sin Ed bevidnet Jensen Adfærd i saa Henseende og beskrevet, hvorledes han yderligere lod hende delvis afklæde ham. i det hele beskrevet Uterligheder fra ham Side, som jeg ikke tør byde Offenligheden nogen udførligere Fremstilling af. Hele dette For held er paa den ene Side saa grundkomisk man tænke sig, at det var gamle rynkede Kvinder, han saaledes muntrede sig med! Men paa den anden Side, hvor er det væmmeligt hvor er det svinsk, og hvor er det nederdrægtigt handlet mod de fattige Stakler, der er betroet til ham. Jeg kan forstaa, at det er Ting, en Politimester kunde ønske sig fritaget for at røre ved; men jeg tror nok, at her kalder Retfærdigheden højere, end naar der er Tale om Tiøres-Tyverier eller om betlende Haandværkssvende.

Hr. Jensen kan gærne - som forleden Morgen - true mig med Prygl; han skal faa Besvær med at give mig dem. Han kan ogsaa gærne gentagende true mig paa Livet; jeg er assureret. Jeg har nu en Gang faaet et forsvarligt Tag i hans lange Øren, og jeg skal ikke slippe ham."

(Social-Demokraten 6. marts 1890).

Besøg paa Fattiganstalter. Næstved Fattiggaard.

Vor Vej faldt i Gaar over Næstved og da denne Bys Fattiggaard i den senere Tid har erhværvet sig en ret sørgelig Berømmelse, benyttede vi Lejligheden til at tage Forholdene  i nærmere i Øjesyn.

Næstved Fattiggaard er en særdeles statelig Bygning med en fri og sund Beliggenhed udenfor Byen og med Betingelser for at kunne være et godt Opholdssted for de af Samfundets Ulykkelige, som havner indenfor dens Mure. At den ikke er det, skyldes først og fremmest dens Bestyrer, Hr. R. P. Jensen og de af Næstveds Matadorer, som trods alle hans Meriter holder en beskyttende Haand over ham.

Man kan ikke finde et bedre Vidnesbyrd om den Samvittighedsløshed, hvormed man næsten overalt her i Landet undlader at varetage de Fattiges Tarv end Ansættelsen af denne Fattiggaards-Bestyrer. Han har tidligere været Møller i Nærheden af Præstø og var her sat under Tiltale for bedrageligt Forhold, fordi han blandede Sand i Melet. Han blev ikke straffet, fordi den besvegne frafaldt sin Klage, da Møller Jensen betalte ham en Erstatning af nogle Hundrede Kroner, saavidt vi véd 300. Det gik ham, som det er gaaet Villabyggeselskabets Direktører, Skibsted og saa mange andre af disse sine Bedragere, der har Fanden til Morbroder, han slap for Hullet fordi han havde indflydelsesrige Venner og en god Pengepung.

Men en "mærket" Mand er og bliver han dog efter den Historie, og en saadan Mand betænker man sig ikke paa at ansætte som Bestyrer af en Fattiggaard. Til en Post, hvortil der fremfor alt kræves en Mand, der moralsk og humant staar som et lysende Eksempel, og i hvis Haand saa mange aandeligt og legemligt forkrøblede og uformuende Individers Velfærd lægges, til en saa vigtig og ansvarsfuld Post vælger man en Mand, der forud er berygtet for uhæderlig Vandel og sit skidne Levned. Det er et lysende Billede af den Samfundsstøtternes-Moral, hvorpaa vore Fattiges Forsørgelse hviler i dette civiliserede, hæderlige og kristelige Land.

Paa alle Punkter har Manden da ogsaa vist sig sine Forudsætninger værdig. Som det gik med Sandet og Melet er det gaaet med Fattiggaardens Ejendele og hans eget Behov. Rundt om i Næstved ved man god Besked med, hvorledes han har brugt Fattiggaardens Lagener til Betræk paa sine Sofaer og Stole, dens Materialier til sine Bistader og dens Madvarer til at sende i Byen. Men de Fattige derimod, dem kneb han af paa deres tarvelige Føde for at kunne berige sig selv. Hr. Jensen er nemlig ogsaa Økonom paa Fattiggaarden.

Seks Lemmer indgav for nogen Tid siden en Klage til Borgmesteren over, at de ikke fik den Mad, de kunde spise, og som de efter Reglementet skulde have. Nu skal man bare høre, hvorledes Fattiggaardsbestyreren klarede den. Han havde en god Ven i Byraadet, Murermester P. Hansen, som ved Vidneførsel i Retten forklarede, at da Fattiglemmerne ikke kunde spise saa meget som de skulde have efter Reglementet (!!!), gav han paa Byraadets Vegne Jensen Tilladelse til daglig at unddrage dem noget af den reglementerede Føde. Saa var det Skær klaret for Jensens Vedkommende. Fattiglemmerne slap derimod ikke saa let. De seks krakilske Mennesker, som ikke kunde spise al den Overflod, der bødes dem, men desuagtet vovede at klage over, at de ikke fik nok, blev i en Haandevending meldt til Øvrigheden for Opsætsighed (Affattelsen af Klagen) og dem der ikke krøb til Korset ved at frafalde det de havde klaget over, blev straffede, én af dem slap med at blive hjemsendt til sin Forsørgelseskommune Herlufsholm. Se saaledes faar den Fattige Ret.

Saa kommer vi til Fattiggaardsbestyrer R. P. Jensens Forhold til Sædeligheden, det som før har været omtalt her i Bladet. Dette Forhold falder i to Dele, til unge og til gamle Kvinder. Det første bestaar i, at to unge Piger, begge med Udpensling af de mindste Detailler har beskyldt ham for Voldtægt. Den ene af disse Kvinder befinder sig endnu paa Fattigaarden, og er i en privat Injuriesag mellem vor Meningsfælle Hr. Skomager Christensen og Bestyreren bleven ført som Vidne for Retten. Hun blev imidlertid ikke afhørt, da en Læge erklærede hende for utilregnelig. Dette er saa meget mere ejendommeligt, som en anden Læge paa Foranledning erklærede, at der ikke er det fjærneste i Vejen med hendes Forstand.

Den anden Kvinde, som har rettet en lignende Beskyldning mod Bestyreren for Voldtægt og fremtvungen Utugt, opholder sig for Øjeblikket paa Møen, og det hændte sig nu ret mærkeligt, at da disse Voldtægtshistorier for kort siden kom for Dagen, og den førstnævnte Kvinde blev erklæret sindssyg, var det paatrængende nødvendigt for Bestyrer Jensen at rejse en lille Tur til Møen. Siden har der ingen hørt noget fra den Pige. Man kunde næsten fristes til at tro, at Hr. Jensen ikke har haft nogen absolut brand- og dirkefri Samvittighed siden han saaledes over Hals og Hoved maatte afsted til Møen. Det havde i al Fald været klogere af ham at blive hjemme, hvis han ikke skulde overfor at stoppe Munden paa Pigen.

Ved Siden af det højst graverende i, at der fra to forskellige Kvinder fremkommer nøjagtigt betegnede Sigtelser mod ham for Voldtægt foreligger der et andet Vidnesbyrd imod ham fra en Gangkone, der tyder paa, at selv om det ikke absolut er med Vold og Magt han har taget sine Fattiglemmer, saa har han i al Fald været i Forbindelse med dem. Hun har nemlig set ham ligge sammen med den for sindssyg udgivne Kvinde i en Stilling, der ikke nærmere kan beskrives.

Straffelovens 167 siger:

"Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Straffeanstalt, Fattighus, Opfostringshus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Straffearbejde indtil 2 Aar."

Der er altsaa ikke Tvivl om, at denne Paragraf af Straffeloven har Krav paa at faa Hr. Jensen i Tale, hvis han kan slippe for Paragraferne om Voldtægt med deres fra 4 til 8 Aars Tugthus.

Endelig er der de gamle Koner. Til dem har den nøjsomme Bestyrer ikke stillet saa store Krav. De er sluppen med at klæde sig af for ham for at han kunde fryde sig over deres rynkede yndigheder. En af dem har i Retten aflagt Ed paa, at hun, foruden selv at stille sin egen Nøgenhed til Skue, er bleven tvungen til at klæde Bestyreren af, i alt Fald saa meget, at visse Dele af hans Legeme blottedes.

Naar man ser disse gamle Koner, som Jensen saaledes har forlystet sig med, ved man ikke ret om man skal le eller blive forbitret. Thi der er noget saa grundkomisk i, at en Mand paa ca. 40 Aar fryder sig over at se en Flok gamle nøgne Kællinger, hvem Livets Slid og Genvordigheder har berøvet ethvert Spor af Tiltrækningskraft. Men paa den anden Side røber det en saa svinsk Natur, at man daarligt kan holde sine Fingre i Ro.

Om dette Forhold siger Straffelovens § 185:

"Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offenlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde."

Bestyrer Jensens Forhold overfor disse gamle Kvinder, hvis Foresatte han er, er fuldt oplyst ved edelige Vidnesbyrd for Retten i den ovennævnte Injuriesag. Borgmester Salichat har yderligere vedgaaet overfor to af Byens Borgere, d'Hrr. Skomagermester C. C. Nielsen og Redaktionssekretær Jørgen Lund, at Fattiggaardsbestyreren har tilstaaet overfor ham (Borgmesteren), at have gjort sig skyldig i dette modbydelige uterlige Forhold. Det vil med andre Ord sige: Borgmester Salichat erkender, at han er vidende om, at Bestyreren paa en hans Myndighed underlagt Fattiggaard aldeles utvivlsomt har overtraadt Straffelovens § 185 og saaledes bør straffes med Vand og Brød eller Forbedringshusarbejde. Desuagtet har den samme Borgmester indtil den Dag i Dag ikke gjort sin Pligt overfor denne Lovovertræder, men tværtimod sammen med Byens øvrige Bedsteborgere holdt sin beskyttende Haand over ham, saa han vedblivende sidder som den øverste Myndighed paa den Fattiggaard, hvis fattige Stakler stadigt er voldgivet hans forbryderske Lyster.

Vi har her i Landet en Justitsminister. Mon det ikke kunde være paa Tiden, at han talte et alvorligt Ord med Borgmester Salichat om den Ting og fik ham til at opfylde sin allernødvendigste Pligt i et Forhold, der er en Skandale, ikke blot for Næstved By, men for det hele Land. Hr. Salichat har mange Ting, som kunde trænge til at ses efter i Krogene. Det er bevisligt, at han prygler Arrestanterne i Retten under Forhøret og overdænger dem med de værste Skældsord. Han sender sin Kontorist paa Avktioner og tilfører bag efter Protokollen, at han selv har afholdt dem. Enhver Jurist véd, hvad den Slags Protokoltilførsler regnes for. For nogen Tid siden holdt han en Sadelmager et halvt Aar i Varetægtsarrest, sigtet netop for en Sædelighedsforbrydelse og dømte ham saa til Forbedringshusarbejde. Overretten frifandt ham derimod paa Grundlag af Salichats egne Forhørsudskrifter og uden Spor af nye Oplysninger, og det uagtet Sadelmagerens Defensor, der er ansat i Næstved Diskontobank, for hvilken Borgmester Salichat er Direktør, indstillede ham til 8 Maaneders Forbedringshus. Man tænke sig hans Defensor! Sikken et Retsvæsen, de har i den By!

Men Sadelmageren var en fattig Mand, derfor kunde hans "Sædelighed" ikke slippe billigere uagtet han var uskyldig, medens Fattiggaardsbestyreren, der snart har forbrudt sig mod alle Straffelovens Sædeligheds-Paragrafer, stadig gaar omkring som en af Byens pæne Mænd. Man kan, naar man ikke kender Koruptionen i en saadan Provinsby fristes til at spørge, hvorledes det dog er muligt, men det er saa let at forstaa. De af Bedsteborgerne, som har Leverancer til Fattiggaarden, holder af al Kraft paa R. P. Jensen; desuden er han fuldtro Højremand og gennem en formanende kvindelig Slægtning stærkt lieret med den sine Portion i Byen, saa de beskytter ham saa længe det blot er muligt og helst et Stykke til. Det er jo ogsaa kun de Fattige det gaar ud over, og deres Skæbne bekymrer aldrig for Alvor den Slags Folk.

Derfor er Fattiggaardsbestyrer Jensen ogsaa saa kry paa det, som han er. Der siges, at han har truet Byraadets Tilsynshavende paa Fattiggaarden, Skomagermester C. C. Nielsen, med Prygl, og et Faktum er, at han paa alfar Vej har overfaldet Sagfører Henrik Schultz med Skældsord, truet ham med Prygl, ja endog med at ville slaa ham ihjæl. Hr. Schultz er Skomager Christensens Sagfører i den Injuriesag, hvis store Fortjeneste det er, at der er bleven saa mange af Jensens Skændigheder konstateret.

Hvor raa og brutal den Mand er overfor de værgeløse Fattiglemmer, han har under Pisken, kan Enhver sige sig selv. Det er da ogsaa staaet fast ved Vidnesbyrd for Retten, at han har staaet endog kvindelige Fattiglemmer i Hovedet og for Brystet, saa de var syge deraf i flere Dage. Vort personlige Indtryk af Bestyrer Jensen svarede ganske til hans Bedrifter. Det er en sværlemmet Skikkelse med raat og grovtskaarne Ansigtstræk, der saare langt fra indgyder Tillid. 

Og hermed skal vi overlade dette vort nyeste Billede af dansk Fattiggaardsliv til alle rettænkende og humantfølende Menneskers Bedømmelse. Det bekræfter paa det klareste, hvad vi skrev, da vi for godt to Aar siden aabnede vort Felttog mod Fattiggaardene, at ikke alene dem, vi den Gang tog under Behandling - Korsør, Tikøb, Stolpegaard, Sigersløvøster osv. - men de fleste af samtlige Landets Fattiggaarde og Arbejdsanstalter var en Skandale for vort Land og en Skændsel for hele det civiliserede Samfund. Man skulde tro, at alle disse Beviser dog tilsidst maatte vinde Ørelyd blandt Befolkningen, saa der rejste sig en saadan Storm af Indignation, at en ny og bedre Ordning blev tvungen igennem trods al Reaktionens Modstand. Det er jo nemlig saa under de nuværende økonomiske Forhold, at ingen hæderlig arbejdende Mand og Kvinde ved sig sikker for, at de ikke kommer til at ende deres Liv i Fattiganstalternes Elendighed.

(Social-Demokraten 10. april 1890).

Højreavisen Næstved Avis bragte et dementi af R. P. Jensen hvori han erklærede anklagerne for pure opspind og løgn. Borgmester Salicath skrev et noget tvetydigt og uklart svar på anklagerne, se fx Næstved Tidende 26. april 1890. Efterfølgende fortsatte imidlertid forargelsen i befolkningen, samt der meldte sig nye vidner imod Jensen. På et lukket byrådsmøde den 3. juli 1890 blev det besluttet at udnævne en ny fattiggårdsbestyrer: den fra Everdrup fattiggård afskedigede Ravn.

Flere Højremænd i Næstved indsamlede penge til støtte for Jensen så han kunne rejse sag mod sagfører Henrik Schultz, Næstved Tidende og Social-Demokraten. Samtidig blev justitsministeren anmodet om at nedsætte en undersøgelseskommission, hvilket blev afslået. Den 1. oktober fratrådte Jensen stillingen og fik af Næstved Byråd et ekstragratiale på 150 kr. Sagen blev overladt til sættedommer (forhørsdommer) byfoged i Køge, Bræstrup. Under sagen fremkom der graverende oplysninger om Jensen. Men sagens gang blev besværliggjort af Højrefolks indflydelse og ønske om ikke at få anklaget Jensen. 

Jensen blev februar 1892 anholdt, men løsladt igen i april 1892 for at afvente udfaldet af dommen. I august 1892 blev det besluttet at anlægge justitssag for sædelighedsforbrydelser mod Jensen der var taget på ferie i Norge. Offentlig anklager blev prokurator N. Larsen, Næstved. I november 1892 blev han frifundet for sædelighedsforbrydelse på grund af manglende beviser, men dømt skyldig for vold mod et fattiglem. Sagen blev appelleret til overretten som stadfæstede dommen. Han blev ikke fængslet da retten mente hans varetægtsfængsling var nok.

I januar 1895 blev skomagermester Christensen ved Hof- og Stadsretten frikendt for at havde udtalt at Jensen for længst burde have været afskediget som fattiggårdsbestyrer. Underretten havde ellers idømt ham 60 kr. i mulkt. Processen kostede Christensen 400 kr. og har formentlig afskrækket andre fra at anlægge lignende sager. En indsamling opnåede ikke det fulde beløb da sagen havde været så længe (3 år) undervejs.

Borgmester og advokat Carl Salicath (1825-1899) var præstesøn. Han blev cand. jur. 1853, senere samme år slesvigsk cand. jur. 1854-1865 var han underretsadvokat i Slesvig (Haderslev). I 1872 blev han byfoged og byskriver i Store Heddinge, herredsfoged og skriver i Stevns og Fakse Herreder og samme år tillige borgmester i Store Heddinge købstad. 1878-1895 forflyttet til byfoged, by- og rådstueskriver i Næstved, herredsfoged og skriver i Tybjerg Herred og samme år tillige borgmester i Næstved købstad

Sagfører Henrik Schultz begyndte som fuldmægtig 1888-ca 1893 og kompagnon hos C.G. Wæver der imidlertid gik konkurs og rejste til USA. Schultz videreførte praksis i Næstved, bagermester Bolms gård, Brogade 3-5. Schultz sad 1894-? i byrådet. Han forsvandt 1899 med udsigten til en konkurs - formentlig som følge af druk og et ulykkeligt ægteskab. Socialdemokraten skrev ved hans død 1913 at han efterlod sig en bunke sørgende kreditorer og en masse falske veksler.