Danserinde Rosa Heath (og Underløjtnant Ernst Linder). (Efterskrift til Politivennen)

Miss Rosa Heath, den særlig her i Byen velkjendte, yndede Dans Sangerinde, er i disse Dage flygtet fra sine Forældre og fra det Etablissement - Kungsparken - i Malmø, hvor hun for Tiden optraadte. Skånska Aftonbladet skriver herom i Fredags.

.... Vor Opmærksomhed blev henledet paa denne Sag ved, at vi fra Kungsparken pludselig modtog Meddelelse om, at den højtskattede Danserinde ikke skulde optræde mere paa Flora-teatern, og de Efterforskninger, vi i Anledning heraf foretog, gav os Kundskab om, at vor By i Gaar Aftes har været Skueplads for et Bortførelses-Drama af en i vort Land heldigvis sjælden Beskaffenhed.

I Gaar Aftes skal nemlig Miss Heath hemmelig være rejst fra Malmø med Kurertoget - og ikke alene, hun fulgtes af - eller, rettere sagt, hun fulgte en ung Stockholmer-Officer.

Heath har under sin Optræden her, som overalt, hvor hun har optraadt, været ledsaget af sine gamle Forældre, der altid opholdt sig bag Kulisserne og altid vaagede omhyggelig over hende. Miss Heath selv elskede, vilde man vide, intet højere end sin Kunst.

Men lille Rosas Tid skulde ogsaa komme, hun gjorde under sit Engagement ved Tivolis Variete i Stockholm Bekjendtskab med den unge Officer, som nu har bortført hende.

Forældrene havde bemærket dennes Nærværelse i Malmø og anede Uraad, da Datteren, trods al deres Paapasselighed, var bleven borte for dem. De skyndte sig til Jærnbanen ved Kurertogets Afgangstid, anende, at Flygtningen vilde fjærne sig med dette.

De opnaaede ogsaa at faa Toget giennemsøgt - men Miss Heath var der ikke - og var der dog! Man formoder, at den rapfodede, smidige lille Dame har sneget sig ud af Vognen til den ene Side, da Forældrene nærmede sig den anden.

Forældrene var ude af sig selv af Sorg, og deres eneste Trøst er et Telegram, som Datteren har sendt dem, og hvori hun lover - snart at komme tilbage.

Forskelllige Forhold tyder paa, at Flygtningenes nærmeste Maal har været Linkøping.

(Morgenbladet (København) 16. september 1890)

Knud Gamborg (1828-1900): Det indre af Concert du Boulevard ved Vesterbros Passage. Illustreret Tidende nr. 825, 26. september 1875.  Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Rosa Heath sindssyg.

Som tidligere omtalt blev for nogle Dage siden den unge Sangerinde og Danserinde Miss Rosa Heath bortført fra Malmø af en ung Løjtnant, der havde vundet hendes Kjærlighed. Det lader nu til, at det fra hendes Side ikke har været et flygtigt Lune, men at det var Udslaget af en alvorlig Lidenskab, der desværre har haft de sørgeligste Følger for den unge Pige.

Fra Malmo tog som meddelt Parret til Linkjøbing, og derfra telegraferede den smukke Rosa til sine Forældre, at hun snart vilde vende tilbage. Hun kom ogsaa efter nogle Dages Forløb, men kort efter var hun atter forsvunden, og det gjentog sig flere Gange.

Men Løjtnanten var blevet kjed af hende, eller den Opsigt. Sagen vakte, har skræmmet ham. Vist er det, at han lod hende i Stikken.

I Tirsdags Eftermiddags kom hun her til Kjøbenhavn med sine Forældre, og de tog ind paa Hotel "Knapstedgaard".

Om Natten blev det ellers saa stilfærdige Hotels Gæster skræmmede op ved høje, gennemtrængende Skrig. Fra alle Sider strømmede man til og saa den unge Pige, i saa let Kostume som vel muligt, skrigende løbe gjennem Gangen og banke paa alle Dørene for at komme ind til sin Løjtnant, som hun troede opholdt sig paa Hotellet.

Med Magt maatte hun føres i Seng, og der blev vaaget over hende. Men næste Nat gjentog den samme Scene sig.

I Torsdags Aftes blev hun saa ført til Kommunehospitalet og indlagt paa Sindssygeafdelingen.

(Kjøge Avis 22. september 1890)

Rosa Heath.

Stakkels Rosa Heath, hvis Malmø-Tragedie vakte livlig Deltagelse i København, fik forleden i et Par af Byens Blade en lille Afskedsnotits, af hvilken det kunde forstaas, at nu var Historien forbi, og alt i Orden.

Notitsen meldte Frøken Rosa rask og udskreven Ira Hospitalet. Den fortalte, at hendes Forældre var rejst tilbage til England, at hun selv havde slaaet sig ned her i Byen og vilde forblive her, indtil hun skulde tiltræde sit næste Engagement i Wien.

Hvert Ord i Notitsen er galt.

Rosa Heath er her i Byen. Men hun sidder vedblivende i en Celle paa Kommunehospitalets sjette Afdeling. Hun kalder bestandig paa sin Løjtnant, og der er ingen øjeblikkelig Udsigt til hendes Helbredelse. Sine Forældre hader hun.

Og Forældrene er ingenlunde rejst fra København.

De har gemt sig i en af Vesterbros Sidegader, bange for Interviewernes Overløb. De rejser heller ikke herfra, før Datteren er helbredet.

Men de har slet ikke set hende, siden hun kom paa Hospitalet. Man har nægtet dem al Adgang til hende. I den Anledning anstrænger de sig af yderste Evne for at faa hende overflyttet til et andet det Hospital.

I deres Bestræbelser herfor har de to gamle faaet en rivende Forbundsfælle i

Løjtnanten

som for Tiden opholder sig her i København.

Om selve hans Flugt med den unge Dame forlyder der ét og andet, som vanskeligt lader sig gengive paa Tryk.

Han har aldrig villet og vil ikke gifte sig med hende. Adelskab og Familjehensyn forhindrer ham derfra, siger ham.

Det er jo al Tid en Gene, at være adelig - - eller en Fordel?

Han har betalt 300 Kr. til Forældrene - Sygehjælp? - og er villig til at betale mere. Han forlod hende i sin Tid, fordi han erfarede, at Politiet var efter dem, og ikke vilde kompromiteres.

Han har ikke turdet gaa hjem til Frk. Rosas Forældre, men søgt at træffe dem ude, hvilket ogsaa er lykkedes han.

Nogen egentlig Grund til at udfordre ham, som et københavnsk Blad forleden fint antydede, synes ikke at foreligge. Hans Rejse til København under disse Omstændigheder tyder paa, at han ikke befinder sig helt vel ved Situationen. Han har vel ogsaa ved denne Histories offenlige Behandling bødet ganske godt, fordi han tog Rosa Heath for en af Varietéernes almindelige letvingede Trækfugle.

Derimod giver vi hjærtens gærne vor Anbefaling til en eventuel Ansøgning til Kong Oscar om at gøre Løjtnanten "borgerlig" - naar der ikke er andet i Vejen -

- For sluttelig at tage de sidste Punkter i den omhandlede lille Notits under Behandling skal vi meddele, at Rosa Heath og hendes Moder er danske, ikke engelske. Samt at Frøknen, naar hun bliver rask, har Engagement - ikke i Wien, men i England.

(København 30. september 1890)

Der hentydes i artiklen til en notits i Aftenbladet (København) 28. september 1890. Den 19. juli 1889 - altså et år før - havde artisten Elvira Madigan begået selvmord sammen med en dragonløjtnant. Denne begivenhed var naturligvis stadig i frisk erindring.

Rosa Heath.

Mr. og Mrs. Heath - stakkels Rosas Forældre - aflagde i Gaar Middags en Visit paa "Køben-havn"s Redaktionskontor.

Hr. Heath er en lille gammel Mand, nær de halvfjerds og synlig nedbøjet af de sidste Ugers Sorger. Det var hans Frue, der er en halv Snes Aar yngre og af god dansk Familie, som førte Ordet.

Det gjaldt en, for øvrig ganske uvæsentlig Berigtigelse af vor Meddelelse forleden. Navnlig var Fruen bange for, at man af "København"s Artikel skulde faa det Indtryk, at Rosa Heaths Forældre søgte at skjule sig her i Byen. De havde ingen Ting at skjule; deres Forhold kunde i enhver Henseende taale Dagens Lys.

Vi lovede efter Fruens Ønske at meddele dette i Dag og spurgte, om der ellers var noget, vi kunde være til Tjeneste med.

Jo, det var der da.

Og saa gav Fruen sig til at pille lidt nervøsf ved en Arbejdstaske, der laa i hendes Skød. Og Mr. Heath, der hidtil havde siddet tavs, rykkede med et Sæt sin Stol nærmere og gav sig med ét til at snakke Engelsk i en saa ustanselig Fart, at det ikke var os muligt at følge ham. Mrs. Heath faldt i med - halvt Engelsk, halvt Dansk. Det var tydeligt, at de to gamle Ægtefæller havde noget ganske særdeles paa Hjerte, og hvad det var, fik vi snart at vide.

Mrs Heath lukkede sin Arbejdstaske op og tog et Par Fotografier i Visitkortformat frem. Det var Billedet af en ung Mand - vi behøvede ikke at spørge hvem.

"Der er han", sagde hun.

Og saa tyssede hun paa Manden og begyndte at fortælle den gamle Historie, som vore Læsere kender, om igen. Særlig dvælede hun ved, hvordan Rosa Heath, da hun var bleven forladt i Lund uden Spor af Penge, laante Penge paa Hotellet og rejste om igen den samme Tur over Linkøping og Nässjö o. s. v., som hun saa kort forinden havde rejst med sin Elsker. Hvordan hun alle Vegne spurgte etter ham, indtil Politiet besørgede hende sendt tilbage til Forældrene i Malmö.

Det vidste vi, vi havde læst det i Aviserne.

"Ja, vel", sagde Mrs. Heath. "Jeg véd ikke, hvordan Loven er her i Danmark og i Sverig. Men det skulde været i England, saa havde Politiet straks taget sig af Sagen, og min Datter havde faaet sig tildømt en anselig Skadeserstatning. Nu har jeg imidlertid overgivet min Sag til Højesteretssagfører Oktavius Hansen. Han har faaet alle de Telegrammer, der er vekslede. Han har set Breve fra den engelske Generalkonsul i Gøteborg, der kender os og Rosa, og har givet hende den bedste Attest for, at hun at hun alle Dage har været anset for den bedste, kærligste Datter og den anstændigste Pige, der kunde gaa i et Par Sko. Tror De, han kan vinde vor Sag?"

Vi maatte bekende vor Uformuenhed til at udtale os herom

"Nu vel", sagde Mrs. Heath - og Mr. Heath rykkede ivrig sin Stol endnu nærmere - "vil De da ikke sige mig én Ting ? Hvor kommer det sig, at Rosas Navn er nævnt atter og atter i alle Bladene i Danmark, Norge og Sverig. Man har fortalt indtil de mindste Detailler hele hendes ulykkelige Historie. Hvor hun har været, hvordan hun er bleven sindssyg, o. s. v., o. s. v. Men ikke et eneste Blad har nævnet hans Navn. Kan De forklare mig det? Hvorfor skal vor Datters Navn trækkes i Skarnet, mens han, der har voldt al hendes Ulykke, gaar fri. Hvad hjælper det, at han har deponeret stakkels 300 Kr. paa Hospitalets Kontor! Kan det gøre hende rask? Kan det give hende hendes Ære igen, give os vort Barn igen? Kan det erstatte hende det Tab, hun lider ved ikke at kunne opfylde sin Kontrakt i London? Vil De svare mig paa det." Vil De sige mig, hvorfor De ikke har nævnet hans Navn?"

Nu ja - for det første kendte vi det ikke

Saa tog Mrs. Heath et lille Visitkort op af sin Arbejdstaske og lagde det paa Bordet foran os.

"Jeg forlanger af Dem, at De skal nævne hans Navn. De har nævnet Rosas Navn saa tit, fortalt, om hendes Ulykke i deltagende Ord. Nu forlanger jeg af Dem, at De ogsaa skal nævne hans Navn, som voldte hende Ulykke"

Vi tog Visitkortet og læste det. Der stod:

Ernst Linder

Underlöjtnant vid Kungl. Lifgardet till häst.

På Bagsiden stod skrevet: good by.

(København 2. oktober 1890)

Ernst Linder (1868-1943) blev senere en kendt svensk officer. Han var søn af en godsejer og politiker. Faderen døde af tyfus kort efter hans fødsel. Moderen giftede sig 1872 med konsul Oscar Ekman. Han voksede op i Stockholm hos moderen og stedfaderen. Voluntær i Livgardet till häst 1 juni 87, hvor han blev underløjtnant 8. november 1889. Han avancerede støt og roligt og blev generalmajor i den finske armé 1918 og gjorde sig bemærket her. Det har ikke været muligt at finde noget på internettet i øvrigt om hans forhold til Rosa Heath. 

Rosa Heath.

Vi sendte i Gaar en Medarbejder op til Hr. Landstingsmand, Højesteretssagfører Octavius Hansen, der af Mrs. Heath var angivet som den, der skulde føre hendes Datters Sag.

Hr. Hansen erklærede, at der naturligvis ikke blev Tale om nogen Sag. Der forelaa intetsomhelst juridisk strafbart. Han havde paataget sig at hjælpe til en Ordning af Familjen Heaths Erstatnigskrav paa Løjtnant Linder, fordi han havde ondt af den ulykkelige Pige.

Forøvrigt udtalte Højesteretssagføreren, at Hr. Linder havde aflagt ham et Besøg og havde tilbudt for saa vidt hans økonomiske Forhold tillod det, at erstatte det Tab, Familjen led ved Frk. Rosas Sygdom.

Sluttelig erklærede Hr. Hansen, at Løjtnant Linder, efter hans Overbevisning, var en Gentleman.

(København 3. oktober 1890)

Rosa Heath. Som tidligere meddelt blev Rosa Heath indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun var i 21 Dage. Saa fik hendes Forældre Meddelelse om, at hun som uhelbredelig Sindssvag vilde blive indlagt paa St. Hans Hospital, hvor hun dog kun kunde blive optaget mod Udbetaling af en Sum paa ca. 1.000 Kr. Forældrene saa sig ikke i Stand til at udrede denne Sum og fik hende ud af Hospitalet.

Rosa Heaths Moder er, som bekjendt, dansk af Fødsel. En herboende Slægtning, en Tømrermester, tilbød sig indtil videre at modtage Rosa Heath. I Hjemmets Hygge og plejet af kjærlige Hænder nærede man Haab om, at den stakkels unge Pige paany vilde blive helbredet.

Hos denne Familie forblev hun dog kun 2 Døgn. Dag og Nat forfulgtes den unge Pige af Tankerne om den, hun elskede, ham, der saa skjændigt havde forladt hende. Til Tider blev hendes TIlstand betænkelig for hendes bekymrede Slægtninge, og Husets Fred forstyrredes af hendes hysteriske Skrig om Natten.

Forældrene besluttede da hurtigt muligt at afrejse med deres Barn til London. Forleden tog de med et af de store Dampskibe, der gik til Hull. Det var Hensigten at faa den unge Pige anbragt i et Asyl for Uhelbredelige. Senere er der intet hørt fra hende.

(Aarhus Amtstidende 24. oktober 1890)

- Den ulykkelige Sang- og Danserinde Miss Rosa Heath er nu bleven indlagt paa et Sindsygehospital i London, efter en Overrejse som hendes Slægtninge i et Brev til Bekjendte her i Byen beskriver som ualmindelig besværlig og farefuld. Den unge Pige nød i de fire Nætter og tre Dage, hvori Rejsen varede, ikke et Øjebliks Hvilke, hun skreg og rasede uophørlig og flere Personer, hvoriblandt hendes Fader, maatte utrættelig bevogte hende, for at hun ikke skulde tilføje sig selv skade. De af Lægerne anordnede beroligende Midler kunne ikke bringes til Anvendelse, da hun ikke var til at formaa at tage dem, og man saa sig nødsaget til at anvende Magt, for at faa hende til at gaa ombord paa Dampskibet og senere at forlade samme.

Miss Heath skulde i London have optraadt på tre forskjellige Etablissementer hver Aften og skulde herfor hvert Sted have havt 15 Lskr. om Uge - - altsaa ialt ca. 8240 Kroner om Maaneden. Hendes Helbredelse anses i England ikke for umulig, men formenes at ville tage lang tid. 

(Dagens Nyheder 26. oktober 1890)

Betty Julie Borchsenius, 1850-1890. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespiller Betty Julie Borchsenius (18. august 1850-7. sepember 1890) født Guldbrandsen optrådte sytten år gammel hos Carl Hagens selskab i provinsen. I 1869 debuterede hun som Julie i "En fiks Idé" på Folketeatret. Her spillede hun elleve sæsoner, mest kvindetyper som var mændene overlegne. Efterhånden begyndte hendes ulykkelige privatliv at influere på hendes skuespil. Hun forlod 1880 Folketeatret til fordel for Casino 1880–1882. Hun spillede 1883 kammerpigen i "Den blaa Bog" på Dagmarteatret. Fra 1884 drog hun på turné i provinsen. Kun 34 år blev hun mere og mere psykisk syg og blev indlagt i en celle på Kommunehospitalet hvor hun døde i 1890.

Betty Borchsenius.

Betty Borchsenius er død - - -

En lys, slank, skjælmsk Ynde er mit Indtryk fra hendes Førsteoptræden paa Nørregades Scene, da M. V. Bruun havde fanget den fjælene Guldfugl ind til sit Bur fra Provinsens Trækfugleliv.

Det var den Gang - en femten, serien Aar tilbage - da Folketeatret var i sin fejreste Glans, da Hr. Abrahams, ung og slank, var Damernes Sværmeri og sammen med Kolling, Zinck og Stigaard førte Teatret fra Succes til Succes. Selv blandt Kræfter som Julie Hansen og Louise Holst var Betty Guldbrandsen, som hendes Pigenavn var, primadonna assoluta, og som Ingenuen i franske Konversationsstykker, som en sød og naturlig "Backfisch" fordrejede hun Hovedet paa alle Kjøbenhavns unge og gamle Herrer.

Faa har som Betty Guldbrandsen forstaaet den Kunst at være naturlig paa en Scene; jeg har ikke kendt nogen Skuespillerinde, der som hun har kunnet spille ud fra sin egen glade, frimodige Person. Tydeligst husker jeg hende som Antoinette i "Gamle Ungkarle", da hun fortæller den halvgamle Laps om sit første Teaterbesøg. Hendes Stemme synger mig endnu i Ørene, som hun gjengiver Gangen i Verdis "Troubaduren". "Men nu kommer Skurken, den onde Grev Luna", siger hun, medens hun akkompagnere sig paa Klaveret og laver sin kjønne Sangstemme tør og hul efter den onde Greve. Den ganske unge Piges Rædsel for den sorte Skurk giengav hun paa en saa rørende, naiv Maade, at jeg aldrig har glemt det.

Som Betty Borchsenius var naturlig paa Scenen, var hun det i Livet. Alting sagde hun lige ud af Posen, Kammeraterne sagde hun sin Hiærtens Mening ganske uforbeholdent. Og naturligvis skaffede hendes usminkede Sandheder hende Fjender. Skuepillerne er et Folkefærd med en ofte meget smaatskaaret Forfængelighed, og de endte med at gjøre hende Helvede saa hedt, at hun maatte forlade Folketeatret og ty til Casino.

Og saa slog Sladren sine Kløer i hende. Det skal ikke siges, at hun selv var uden Skyld. Stærke lidenskaber og en medfødt lyst til kun at følge sit eget lunes Indskydelse, næret af den Virak, Kjøbenhavn i saa rigt Maal brændte hende til Ære, har faaet hende til meget, som en forstandig og kraftig Ledelse kunde have holdt hende borte fra, det Barn hun var. Og i Hænderne paa letsindige Kammerater bar det hurtigt nedad.

Men trods det har dog sikkert den kjøbenhavnske Sladder sin store Skyld, maaske den største Skyld i hendes Ulykke. Der var paa den og senere med, ikke den Bagvaskelse, man Tid, generede sig for. Ja, lige indtil for et Aar siden var Byen fuld af et Sladderrygte om de Forhold, som den stakkels Kvinde levede under, et Rygte der ikke indeholdt det bitteste Gran af Sandhed. Og Sladren æggede hende, drev hende paa Trods videre og videre og hendes Excentrteteter vækkede Bagtalelsens tusind tungede Ekko den hele By over.

Det kneb for Betty Borchsenius at finde Engagement. Teaterdirektørerne trak sig forsigtigt tilbage, og da M. V. Bruun, hvis indbringende Guldfugl hun havde været, endelig forbarmede sig over hende og gav hende Engagement paa Dagmarteatret i dets første Sæson, blev hun ikke brugt. Efter at have optraadt i en eneste ganske ubetydelig Rolle trak hun sig fortvivlet og bitter tilbage.

*

Saa traf jeg hende for nogle Aar siden, ved en Aftenunderholdning i Seekamps lokale, hvor hun assisterede. Efter Forestillingen blev jeg præsenteret, og vi var snart langt inde i Samtale. Hun var glad ved at finde et Menneske, hun turde udtale sig for, og som det var den naturligste Sag af Verden fortalte hun om sine private Forhold, om sit Ægteskab, hvor hun ikke havde fundet den Forstaaelse, hun trængte til, om Hjemmets Venner, som hun gav sig saa lidt af med - "en Klike til gjensidig Selvforgabelse." kaldte hun dem - om Teaterkarrieren, der lovede saa stort, og om den yderlige Fattigdom, hvori hun nu levede; for en ussel Betaling gav hun unge Mennesker den første Instruktion i Scenens vanskelige Kunst.

Ganske af sig selv gled Talen over paa Folkesnak Jeg husker omtrent hendes Ord, ikke forbi de var særlig ny eller særlig aandrige, men fordi jeg fik det ganske bestemte Indtryk af den bittreste Erfaring: "Faa Mennesker er saa ubarmhjærtige i Dommen over deres Medmennesker som Kiøbenhavnerne, sagde hun, og, hvad de juble for den ene Dag, stener de og kaster Snavs paa den næste. Sladder, ubarmhiærtig Sladder, der piner og ødelægger det ulykkelige Offer i Bund og Grund, det er Københavnernes Yndlingssport."

Og jeg saa paa det en Gang saa fine og ungdommelige Ansigt, hvori Sorgen havde ætset sine Spor.

* * *

Betty Borchsenius er død - -

Det sidste Aar var hun glemt af København. Kun ganske faa Venner kjendte den yderligere Nød og den Sjælstilstand, hvori hun levede.

Og kun Døden har kunnet bringe det Navn paa alles læber, som hun havde haabet at gjøre berømt.

Chevalier.

(Aftenbladet (København) 9. september 1890).

Most, Peter (Carl Peter Herman) (28.11.1826-17.9.1900) fotograf, maler, billedskærer: Borchsenius, Betty Julie f. Guldbrandsen (18.8.1850-7.9.1890) skuespillerinde. 1850-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Minder om Betty Borchsenius.

En gammel Ven af Fru Betty Borchsenius har i "Natt." ført et Par Erindringer frem om den afdøde Skuespillerinde.

Det er nu i disse Dage - skriver han - lige 24 Aar siden, en Septemberdag eller rettere sagt Aften, med prægtigt, stille Vejr paa en af de smaa Kattegatsdampere. Vort Selskab skulde til Randers, og mellem dem, hvis Navne turde være kendt af flest, var Carl Hagen som Direktør, derhos Fru B. Schmidt, Fru Am. Hagen, født Price, d'Hrr. C. Price og Aug. Rasmussen, samt endelig en pur ung Pige, næppe fyldt sexten Aar. Det var Betty Guldbrandsen. Jeg ser hende endnu sidde paa Dækket i den klare, lyse Aften, kvik og frejdig, men langt snarere tilbagetrukken og forbeholdende end indladende, fuldt ud en ung Pige som de bedste blandt disse, uden Spor af Skuespillerindemanerer med ægte eller eftergjort Kunstnervæsen.

Naa, hun havde for Resten heller ikke optraadt den Gang. Hun havde meldt sig til Hagen og var bleven antaget. Det havde knebet med Udrustningen til Rejsen, der jo krævede baade Dagligdragter for længere Tid og nogle Kostumer. Den lille Frøken kom fra smaa Forhold, men der blev ydet hende opofrende Hjælp, og det gik. Til at begynde med behøvede hun nu ej heller saa mange Toiletter.

Hun debuterede ved Gudenaaen i "Deklarationen" naturligvis som "ung Elskerinde", og ud over samme Fag i ret beskedne Dimensioner kom hun ikke for det første. Hun gjorde vel nok Lykke, men just ikke Furore.

Der var imidlertid Træk hos hende, som tydede paa, at hun vilde frem. Men det bør strax tilføjes, at hun langt fra tog hvilket som helst Middel i Anvendelse. Saa meget er sikkert, at paa denne første Provinstournée fik hun et "Tilbud", som mangen ikke havde kunnet vrage, idet en meget rig og vel anset Købstadborger optraadte som legitim Frier men uden Betænkning fik han en Kurv. Erotiken var endnu ikke vakt hos hende, og uden Kærlighed vilde hun ikke ægte ham, thi hun var paa sin Vis romantisk og dertil stolt og sandhedskærlig som faa.

Der er løbet meget Vand gennem Kattegat siden hint Aar. Men saa ofte jeg siden saa hende - og mest de senere Gange - stod for Erindringen Billedet af den fine, sarte Skikkelse paa Damperens Dæk i September 1866, da Betty Guldbrandsen sejlede sin Lykke i Møde - og sin Ulykke.

Vejen gik, som bekendt, snart tilbage til København, til Scenen paa Folketeatret, hvor hun oplevede sit Livs største Triumfer og største Glæder, men tillige den afgørende Skuffelse og Sorg, der sikkert tør siges at have været Begyndelsen til Enden. I kunstnerisk Henseende gik hun jo frem og støttedes fra flere Sider, deriblandt af Høedt, for hvem hun stedse havde den dybeste Veneration. Det var nok ogsaa hans Begravelse, der sidste Gang lokkede hende fra det Skjulested, hvor hun ellers dulgte sig som et saaret Dyr, til Kirken mellem de mange Kendinge. Hun holdt sig atter her til Side, Ansigtet skjult under et tæt Slør. Hun var naturligvis bange, og alligevel! der var til det sidste en Kækhed, en Selvtillid, maaske en Selvskuffelse, som aabenbarede de bedste Sider af hendes Væsen.

Og hun havde gode Sider, ligesom jo ogsaa svage. Hun var i sin tidlige Alder bleven brudt, og saa skete det jo, at hun brød med meget, man ikke ustraffet tør bryde med. I hvor vel hun nu ingenlunde lagde Skjul paa sine Fejl - thi hyklerisk var hun aldrig, snarere kunde hun være hensynsløs - og endskønt hun langtfra hørte til dem, der forkæles og forgudes af alle Omgivelserne, holdt man dog af hende, i alt Fald længe, ja meget længe! Men det tør være, at selv hendes oprigtige Væsen blev baade misforstaaet og misbrugt. Hun havde vel behøvet en Kraft over sig, som hun enlen ikke fandt eller ikke vilde bøje sig for. Vant til Selvstændighed, lod hun den udarte til Selvraadighed, og mod Straffen væbnede hun sig snarere med Trods end med Taalmod.

Det skal vides, at hun beholdt Venner, som gærne vilde hjælpe hende, da det gik for Fald. Men hun krympede sig, og det var haardt at faa hende til at modtage, hvad der ydedes hende i den bedste Mening. Og sjælden eller aldrig lykkedes det, fordi hun saa selv greb ind og greb fejl. Hvor godt og venlig havde man saaledes ikke for nogle Aar siden arrangeret en lille Forestilling for hende paa Kasino, ovre i den lille Sal, hvor hun da skulde optræde. Alt var lykkedes, skøndt det havde været besværligt: alt lige ind til den sidste Dag, de sidste Timer. Hun unddrog sig, hvad der var lagt til Rette, og Aftenens egenlige Hensigt. Hun vilde atter gribe efter Lykken, i det mindste efter Haabet.

Hun talte om sin gamle Energi og viste Spor af den ved Blink i Øjet, ved Bevægelser med Haanden. Hun vilde rejse bort en Tid, hun kunde komme sig helt, hun kunde paany blive sig selv! Om hun virkelig troede derpaa? Ingen anden kunde eller turde det, i hvert Fald fik eller tog hun ikke mere Hjælp, blev mere og mere det saarede Dyr i en lønlig Vraa, ind i hvilken Haabets Straale vel sjældnere og sjældnere sendte blot den ringeste Straale af Lys eller Glæde.

Nu har hun overstaaet en større Rejse end den for 24 Aar siden. Nu vender hun ikke mere tilbage, hverken til Sejr eller til Nederlag. Nu er hun kun et Navn og et Minde. Men over dette Navn og dette Minde lyser der dog en Glands og trods alt vil dog mange med oprigtig Hengivenhed huske hende, baade den unge Pige og den unge Kunstnerinde.

(Aalborg Amtstidende 12. september 1890).

Indtil 1892 var Dagmar Neergaard unavngiven redaktionssekretær for sin mand, da han 1884-1892 var redaktør af månedsskriftet Tilskueren. Herman Bang skrev en lang artikel om Betty Borchsenius i nummeret for januar 1891.

Hansen, N. C. (Niels Christian) (16.12.1834-25.10.1922) maler, fotograf. Weller, C. (Frantz Clemens Stephan) (17.5.1838-17.7.1900) fotograf: Borchsenius, Betty Julie f. Guldbrandsen (18.8.1850-7.9.1890) skuespillerinde. 1877-1890. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Betty Borchsenius blev begravet på Vestre Kirkegård, Afd. 5, rode 12, nr. 27. Hendes gravsted er fjernet.

Et Besøg paa "Lillemosegaard". (Efterskrift til Politivennen)

Der er adskillig filantropisk Virksomhed her i Landet, som foregaar ganske jævnt og stilfærdigt, og som sjælden kommer i anden Rapport til det store Publikum end gjennem en regelmæssig udsendt Aarsberetning - som Ingen læser. Men som Regel kan man være temmelig sikker paa, at de Velgjørenhedsinstitutioner, der virke med mindst Brask og Bram, ere de for Samfundet betydningsfuldeste. Hvor Mange kjender vel de Kellerske Abnormanstalter stort andet end af Navn? Man veed, at disse Anstalter - oprindelig stiftede af en enkelt varmhjærtet Filantrop, afdøde Professor Johan Keller, og endnu opretholdte alene ved privat Initiativ - udfolde en velsignelsesrig Virksomhed for ulykkelige døvstumme og aandssvage Mennesker, men om deres daglige Gjerning, om det paa sin Vis mærkelige og eiendommelige Liv, der rører sig indenfor deres Mure, har man saa godt som Intet Begreb, og dog vil man alene gjennem Selvsyn kunne saa Forstaaelse og Interesse for Sagen.

Anstalterne omfatte de tre Hovedgrupper: Skoleafdelingerne, Asylafdelingen og Arbeidsafdelingen. Den sidstnævnte er det yngste Led i Virksomheden og tillige det, der sætter Kronen paa det hele Værk. Forholdet var tidligere saaledes, at saa snart den Aandssvage havde fortabt en af Skoleafdelingerne og der medtaget saa megen aandelig og fysisk Udvikling, som hans Abnormtilstand gjorde muligt, havde Bestyrelsen intet andet tilovers end at sende den Aandssvage tilbage til hans naturlige Forsørgere eller, naar disse vare ude af Stand til at paatage sig Forsørgelsespligten, til Fattiggaarde og Arbejdsanstalter. Men en stor Del af Abnormanstalternes Arbeide - ofte fortsat gjennem en Række af Aar med det enkelte Individ - blev paa denne Maade sørgelig haabløst, thi hvad man havde lært den Aandssvage, og hvad han var i Stand til at udføre under omhyggelig Veiledning i de for ham afpassede Forhold, gik atter til Spilde, saa snart han kom ud mellem Fremmede eller i det Hele taget kom til at leve mellem Mennesker, der manglede Forstaaelse af de Betingelser, som hans abnorme Tilstand krævede, for at han kunde være et samfundsnyttigt Individ. Det er derfor ingenlunde for meget at sige, at Arbeidsafdelingerne for voxne Aandssvage have sat Kronen paa det Værk, som de kellerske Anstalter udføre, og hvis endelige, ideelle Maal netop er at gjøre den uhelbredelige Aandssvage ikke blot uskadelig for Samfundet og værge ham selv mod dets Farer - men tillige at opdrage ham til at blive et Individ, som tilforn Samfundet en vis Sum af Nytte - saa vidt som hans begrændsede Evner strække til. 

Man tænker sig i Reglen Besøget paa en Aandssvage-Anstalt som noget særlig Uhyggeligt, og det er det for saa vidt ogsaa, idet man stilles Ansigt til Ansigt med Ulykken i en af dens sørgeligste og haabløseste Former. Men med de Fremskridt, som Videnskab og Humanitet har gjort i den nyere Tid, er der tillige noget Velgjørende ved at se, hvor meget disse to Faktorer have kunnet udrette selv for de i lykkeligst stillede Individer. Den kellerske Anstalt for arbeidsføre, aandssvage Mænd er beliggende paa Lille Mosegaard, knapt en halv Times Vei fra Lyngby. Det er en fredelig Egn uden større Gaarde i Nærheden, hvad der maa betragtes som en væsenlig Fordel. Landskabet er fladt og skovløst, men det ser smilende og frugtbart ud, og i disse Omgivelser ligger Lillemosegaard med en smuk to-Etages Hovedbygning iar.it i særskilte Bygninger Bolig for Inspektøren, Værksteder, Staldrum o. s. v. samt et meget stort, men endnu ganske ungt Haveanlæg. Det er kun fire Aar siden, der begyndtes herude under meget smaa Forhold; hele Anstalten bestod den Gang af et lille Parcelliststed - det samme som nu benyttes til Inspektørbolig - og Antallet af optagne Aandssvage var kun 12. Den nuværende Hovedbygning er opført 1887, og de Aandssvages Antal er for Tiden godt og vel 100. Det væsenligste Indtryk, man faaer ved et Besøg paa Lillemosegaard, er det, at Alt er lagt tilrette med stor Kjærlighed og Omhu for Anstaltens Opgave. Der arbeides efter en Ypperlig gjennemført Plan, men der er intet Spor af systematisk Kedsommelighed. Anstalten har nærmest Lighed med en velordnet Landbrugs- og Husflidskole.

Vi begynde Besøget i de forskjellige Værksteder. Der findes tre saadanne: Snedkere, Skomager- og Kurvemagerværksted, hver i sin Bygning. Under Ledelse af en fagmæssig uddannet Mester udføre de Aandssvage Arbeidet med en Flid og Kyndighed, som for enkeltes Vedkommende ikke staaer synderligt tilbage for, hvad normalt udviklede Mennesker kunne præstere. Men selvfølgelig er der ogsaa dem, hvis Standpunkt kun muliggjør Udførelsen af de simpleste og letfatteligste Enkeltheder i Haandværket. Ikke desmindre er det en ganske anseelig Virksomhed, der udfoldes, hvilket bedst fremgaaer deraf, at Skomagerværkstedet i Løbet af et Aar ved dels 5 a 6 Aandssvage har kunnet reparere 1800 Par Sko til en samlet Arbejdsværdi af 2000 Kr., medens Snedkerværkstedet, der fra først af blev betragtet som en noget tvivlsom Arbeidsgren, i samme Tidsrum har kunnet præstere en Arbeidsomsætning af ca. 1700 Kr. Pluraliteten af de Aandssvage er dog bedst skikket til Have- og Landbrug, og ved denne Friluftsgjerning synes de at befinde sig fortræffelig og udføre den med stor Orden og Omsigt. Anstaltens Bestyrelse sørger for at undgaa mere end den strængt nødvendige Opsigt med Arbeiderne, for at de ikke for meget skulle føle, at de arbeide under Tvang, men saaledes, at tværtimod deres Interesse søges vækket. Og det er da ogsaa kun i de sjældneste Tilfælde, at Nogen maa tvinges til at udføre sin Gjerning. I deres blaa Ardeidsbluser og Straahatte skiller de sig i det Ydre ikke fra almindelige Mark- og Havearbeidere. De se allesammen tilfredse og fornøiede ud, og der er ingen Tvivl om, at det legemlige Arbeide øver en sund og paa samme Tid opdragende Virkning paa dem. Der begyndes om Sommeren Kl. 6 om Morgenen i Værkstederne og i Haven; Kl. 8 ringes der til Frokost; saa er der igjen fire Timers Arbeide indtil Middag med halvanden Times Hvile; derefter tages der fat paany til Kl. 6-7, med en lille Pause Kl. 4 til Vesperkost. Kl. 7 er Arbeidsdagen til Ende; alle Mand ringes op til Hovedbygningen; man vasker og pudser sig, inden der spises til Aften, og naar Maaltidet er fordi, er der en Times Tid til Leg eller Hvile, inden Aftenklokken ringer til Sengs. Spisestue, en luftig og godt ventileret Sovesal, Badekammer, Køkkener og øvrige Økonomirum findes allesammen t den store, velindrettede Hovedbygning.

Der er taget nøie Sigte paa at tilveiebringe de Forhold, som ere mest tjenlige for Anstaltens Beboere, og det er vel i mange Henseender en stræng og brydsom Gjerning der kræves af Læge og Inspektør men derved er ogsaa opnaaet et beundringsværdigt Resultat. De Aandssvages Udseende røbe ikke blot et fysisk Velbefindende, som de vanskeligt vilde kunne nyde andensteds; men i Stedet for at gaa omkring som Udskud i Fattiggaarde og Arbeidsanstalter - hvilket Størsteparten vilde være henvist til - udfylde de her en i al sin Beskedenhed nyttig Plads i Samfundets store Husholdning.

Anstaltens Befolkning omfatter de forskjelligste Aldere, fra 15-16 Aars unge Mennesker til Mænd paa henved de halvhundrede Aar, og saa godt som uden Undtagelse hænge de med den øjensynligste Hengivenhed ved Anstalten og dens ledende Funktionærer. Desuden er der hos Pluraliteten af de Aandssvage endnu et ganske rørende Træk, som hører til det mest Fremherskende hos dem Man kan betragte de Aandssvage som Børn, der aldrig have naaet det voxne individs Udvikling, men samtidig med, at deres øvrige Evner ere afstumpede, have de bevaret Barnets Kjærlighed til Hjem og Forældre. Det er ganske eiendommeligt at iagttage det Udtryk af Glæde og Taknemmelighed, der kommer i deres Ansigt, naar man fortæller dem, at skulle hjem at besøge Forældre og Søskende, hvad der jævnlig tillades de mest fremmelige blandt dem. Men de vende altid nok saa fornøiede tilbage til Anstalten, som om de havde en instinktmæssig Følelse af, at de her finde den bedste Beskyttelse.

Der er en Mangfoldighed af Stadier i de Aandssvages Tilstand og følgelig et stort Felt at studere for Læge og Inspektør. Det er de færreste, som gjøre et ærligt eller frastødende Indtryk; Hovedtrækket er en vis hjælpeløs Barnlighed, der ofte anlægger et rørende og naivt Udtryk. Det er en given Sag, at Respekten maa opretholdes ved en bestemt og alvorlig Behandling, men ar samme Tid følger man det Princip, at man kommer længst med det Gode, og der bitter altid talt i en venlig, næsten kjærlig Tone til de Aandssvage, som til Gjengjæld glæde sig ved en øjensynlig Tryghedsfølelse.

Lillemosegaard danner en lille, afsluttet Verden, som det nok er værd at tage i nærmere Øiesyn. Man lærer først og fremmest hvor meget der kan udrettes - selv i saa gold Jordbund som de Aandssvage - naar en Sag tages op med lige høi Grad af Kyndighed og oprigtig Interesse. Saavel Lægen, Christian Keller, der med saa stor Kiærlighed har fortsat sin Faders Gjerning som Inspektør Sinding, i hvem man aabenbart har fundet den rette Mand til en vanskelig Post, have Ære af den Virksomhed, der udfoldes her til Gavn for ulykkelige Mennesker.

Saaledes som de økonomiske Forhold stille sig, maa de Keller'ske Anstalter med stor Interesse imødese Resultatet af den for Tiden nedsatte Statskommission, hvis Arbejde forhaabentlig vil føre til, at Anstalterne overgaa til Staten og derved finde fornøden Tryghed for deres Virksomhed. Derom Kommissionens Medlemmer lejlighedsvis besøge Anstalten paa Lillemosegaard, ville de fortrinsvis der kunne gjøre sig bekjendte med Frugterne af det Arbejde, der er udført for Abnormsagen her til Lands.

V. Ø.

(Dagens Nyheder 20. juli 1890).

Der fandtes endnu resterne af en udflyttergård bygget omkring 1790 fra Buddinge by (fra 1815 "Lillemosegård"). I 1886 købte læge Chr. Keller (søn af en af dansk åndssvageforsorgs pionerer, cand. theol. professor Johan Keller), Lillemosegård. I starten indrettede man loftet over stuehuset til midlertidig beboelse for "alumner". Til anstalten hørte 4 heste, 25 køer, 50 svin og 50 høns. Der var et kurvemageri hvor der blandt andet blev lavet gærkurve til brygger Tvede, Helsingør og måtter til Sølvgades Sporvognsselskab. 

Arkitekt professor Klein tegnede den første bygning på det nye Lillemosegård i 1892. Den minder lidt om Karens Minde i Sydhavnen og institutionen Brejning ved Vejlefjord. Den var beregnet til 50 mænd. Dette tal voksede til 140 i begyndelsen af 1960'erne.

I 2023 gav Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på statens vegne de anbragte en undskyldning for svigt og overgreb i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980. Det omfattede bl. a. Ebberødgård i Nordsjælland (oprettet 1892), forsorgshjem i hovedstadsområdet sammen med Forsorgscenteret for København m.v. Vangede og Forsorgscenteret for København m.v. Lillemosegård. 

Efter Døden. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden døde en paa Nørrebro boende 56 aarig fattig Kone af Brystsyge. Hun skal begraves i Morgen paa Vestre Kirkegaard.

Hendes Mand, der er svagelig og arbejdsløs, er ude af Stand til at bekoste hendes Begravelse. Og hans Hustru havde dog været en saa bestemt Modstander af, efter sin Død at blive bortkort paa Fattigvognen og blive puttet i Fattigjorden, og hun havde gjort alt for at sikre sig derimod.

For 13 Aar siden indmeldte de sig begge i den senere saa sørgelig berømte Tegners "Syge- og Begravelseskasse". De betalte trolig hver Maaned deres Kontingent, 2 Kr. 20 Øre, - ofte kun ved at nægte sig det allernødvendigste - , og stolede paa, at de under Sygdomstilfælde vilde have en Støtte og ved deres Død kunde faa en anstændig Begravelse.

Det gamle Par fik Tegners Menneskekærlighed at føle. Da Manden efter en 5 Ugers Sygdom af Sygekasselægen, Dr. Neumann, blev skreven rask og præsenterede Attesten for Tegner for at erholde sine Syge penge. ca. 17 Kr. 50 Øre, nægtede "Direktøren" rent ud at udbetale Pengene. End ikke en ny af Lægen udstedt Attest hjalp noget - Manden fik ikke en Øre.

Da det efterhaanden blev for broget for Tegner her i Byen, og Kassen var tom, tog han for et Par Maaneder siden Rejsepas til Sverig - og de to gamle fattige Mennesker stod nu uden nogen som helst Støtte, trods den forholdsvis store Sum, de havde indbetalt i Sygekassen, ca. 343 Kr.

Den gamle Kone, der samtidig var kastet paa det Sygeleje, der skulde ende med hendes Død, anede dog ikke noget om, at de saa skammelig var bleven bedraget. Hun talte ofte med sin Mand om, at det dog var hende en Trøst, at hun kunde komme i Jorden paa en pæn Maade.

Hendes Mand nænnede ikke at for klare hende Sagens virkelige Sammenhæng og berøve hende Illusionen om ogsaa efter Døden at kunne undgaa det fatale Fattigvæsen.

Saa for faa Dage siden døde den gamle Kone, og nu slæber alligevel Fattigvæsnet af med hans Livsledsagerindes afsjælede Legeme.

(Social-Demokraten 12. juli 1890).

2 Par Strømper. (Efterskrift til Politivennen)

Hos Arkitekt, Bygningsinspektør Schrøder, der for Tiden bor paa Villa "Høgholm" pr. Hellerup, tjente der indtil denne Maaneds Begyndelse en Pige, som er i Besiddelse af særdeles fortrinlige Anbefalinger fra tidligere Konditioner. Da hun ikke var tilfreds med sin Stilling, sagde hun sin Plads op til 1ste Juli og var en Dag i Juni i København for at søge en ny Plads.

Før hun tog til Byen havde hun vasket nogle Strømper, som hun havde hængt til Tørring i Gaarden. Fru Schrøder saa Strømperne og tog dem til sig med den Paastand, at Strømperne var hendes. Pigen havde stjaalet dem.

Da Pigen kom hjem, blev denne Beskyldning slynget hende i Ansigtet og Fruen tvang hende til at gaa hen paa Strandvejen og hente den der boende Politibetjent Larsen. Denne kom, tog Rapport og forlangte, at Pigen skulde bede Fruen om Forladelse, ellers indsendte han Rapporten til Birkedommeren. Pigen paastod, hun var uskyldig, og nægtede selvfølgelig at bede om Forladelse for det Tyveri, hun ikke havde begaaet. Saa blev hun meldt, og et Par Dage efter afhentet af Betjenten og bragt ind paa Thing- og Arresthuset paa Blegdamsvejen. Fru Schrøder mødte samtidig i Forhøret og fastholdt sin Sigtelse. Pigen forklarede, at hun havde faaet Strømperne i sin tidligere Kondition hos Oberst Pfaff, Kommandant paa Kronborg.

Frøken Pfaff havde givet hende 6 Par brugte Strømper, hvortil de omstridte 2 Par hørte. Trods denne Forklaring, hvis Rigtighed eller Urigtighed jo var den letteste Sag af Verden at konstatere, fastholdt Fruen, understøttet af Birkedommeren, dog Sigtelsen for Tyven, og Pigen lod sig da i sin berettigede Følelse af Harme henrive til at sige, at hun ingen Strømper havde taget fra Fruen, denne havde derimod taget de 2 Par fra hende.

Denne dristige Udtalelse medførte øjeblikkelig, at Pigen som anholdt blev sat ned i en Arrestcelle. Betjent Larsen fik samtidig Ordre af Birkedommeren til at rejse til Helsingør med Strømperne og afæske Frøken Pfaff  Forklaring om, hvorvidt hun havde givet Pigen dem.

Pigen blev sat i Arrest Mandag Middag Kl. 12 og sad der til Onsdag Eftermiddag Kl. 3. Hun blev i Arresten behandlet fuldstændig som en overbevist Forbryder. Den Kone, som nærmest havde hende under Opsyn, var kommanderende og brysk overfor hende og sagde til hende, at hun skulde bare tilstaa, hun havde stjaalet. Til Føde fik Pigen, foruden sin sløje Middagsmad, kun bart, tørt Brød med en Sjat Øl til. Dette lukulliske Maaltid fik hun kun om Morgenen, om Aftenen fik hun intet, hvad i og for sig intet betød, da Pigen paa Grund af Sindsbevægelse og Fortvivlelse over den skammelige Uret, hun led, ikke kunde spise en Smule i de to Døgn, hun sad i Arrest.

Dagen efter at hun var anholdt, forlangte hun at blive fremstillet for Dommeren, for at spørge denne, om man ikke fra Helsingør havde faaet Beviserne for hendes Uskyldighed. Dette har formodenlig ikke passet Birkedommeren, thi han var højst ubehagelig mod Pigen, skældte hende ud, tiltalte hende med "Du" og sagde, at nu skulde hun sidde 24 Timer til. Vi skal hertil føje, at paa dette Tidspunkt havde Betjenten været i Helsingør og Pigens Uskyldighed var konstateret.

Frøken Pfaff erklærede nemlig til Betjenten, at det forholdt sig rigtigt, at hun havde foræret Pigen de 6 Par Strømper, og at hun følte sig overbevist om, at de omtalte "stjaalne" Strømper hørte blandt disse 6 Par. 

Pigen blev løsladt efter at have faaet sine 2 Par Strømper - dem Fruen havde taget - udleveret. Hermed var hun dog ikke fri. Da hun blev ført ned til Cellen for at hente sit Tøj, beordredes hun nemlig til først at rengøre sit ufrivillige Opholdssted, vaske Gulvet, bære Klosetspanden ned, snøre Køjen og bære den ud, og først efter at hun havde gjort alt dette, fik hun Tilladelse til at gaa.

At en hoven Frue tror at kunne byde en fattig Tjenestepige alt, kan vi endda forstaa, men at Birkedommer Oldenburg paa en saadan uvederhæftig Sigtelse kan faa i Sinde at arrestere en uskyldig Pige, er vanskeligere at forstaa. Pigen løb da ikke ud af Landet for 2 Par Strømpers Skyld, og det var da absolut Politiets Pligt, først at undersøge Pigens Adkomst til Strømperne i Helsingør, før de anholdt hende.

Sammenligner man den Lethed, hvormed en saadan fattig, uskyldig Pige kastes i et Fangehul, med den Forekommenhed" hvormed man lader fine Tyveknægte, der har stjaalet mange Tusinde Kroner, gaa fri og frank om paa deres tyveknægtlige Æresord, faar man et ret aparte Begreb om Beskaffenheden af Rettens Forhold overfor Fattige og Rige.

At man, efter at Pigen i Retssalen er bleven løsladt og altsaa kan gaa hvorhen hun vil, tvinger hende til at være "Skurekone" i den Celle, hun kun mod sin Villie har benyttet, er sikkert saa utilstedeligt, at det fortjener Paatale fra højere Vedkommende.

(Social-Demokraten 11. juli 1890).