Et præsteligt Forbud ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Den sociale Skomagersangforenings tidligere Formand, Vilhelm Blandford, afgik i forrige Uge ved Døden og blev i Søndags under stor Deltagelse begravet paa Garnisons Kirkegaard. Ved oenne Lejlighed passerede følgende, der fortjener at blive kendt i videre Kredse.

Som naturligt er, ønskede Sangforeningen at bringe sin afdøde Formand et sidste Farvel i en Sang, og indbetalte i den Anledning paa Klokkerkontoret et Beløb af 4 Kr., som er den fastsatte Takst for Tilladelse til at synge i Kapellet. I god Tro mødte vi i Søndags med Partituret til vor Gravsang, som vi i de sidste 13 Aar har benyttet ved et stort Antal Begravelser, men vi havde denne Gang gjort Regning uden den tjenstgørende Præst, hvis Navn er Mynster.

Da vi havde samlet os og skulde begynde Sangen, udbad Præsten sig et Eksemplar af vor Gravsang til Laans, og da han havde gmnemset det, nedlagde han et bestemt Forbud imod, at nogen Sang blev sungen, som ikke fandtes i den autoriserede Salmebog. Vi gjorde Præsten opmærksom paa, at vi forud havde betalt Tilladelsen til at synge, uden at der den Gang var taget noget som helst Forbehold, og vi paaviste, at der ved mangfoldige Begravelser blev sunget Sange, som ikke findes i Salmebogen; endelig søgte vi at gøre ham begribelig, hvad vel for Resten alle normale Mennesker ved, at et firestemmigt Sangkor behøver Tid til Indstudering af enhver Sang, og at vi derfor ikke kunde benytte os af hans naadige Tilladelse til at synge en avtoriseret Salme.

Alt dette hjalp os imidlertid ikke det mindste. Præsten fastholdt sit Forbud, erklærede Diskussionen for sluttet, og begyndte nu med en salvelsesfuld Stemme at beskrive det Helvede, der ventede den Afdøde, hvis han ikke her paa Jorden havde været i Besiddelse af den eneste rigtige Tro, som Pastor Mynster var saa heldig at repræsentere. Selvfølgelig opnaaede Præsten ved sit Magtsprog kun at skabe Bitterhed og Harme hos de mange, som var komne for at vise deres afdøde Ven og Kammerat den sidste Ære, og det er vor Overbevisning, at ikke en eneste af det store Følge stolede fuldt ud paa Præstens Oprigtighed, da han til Slutning ude ved Graven med himmelvendte Blikke nedbad Guds Fred over os allesammen.

Sangen, vi ønskede at synge, og som var skreven til Salmemelodien: "Lær mig, o Skov, at visne glad", havde følgende Indhold:

Hvil trygt i Gravens dybe Fred.
Vi mindes Dig med Kærlighed,
Lad Aar og Dage rinde.
I Livets Kampe kæk Du stod.
Ej Modgang kuede dit Mod
Velsignet var dit Minde

Sov sødt i Gravens tavse Bo;
Kun der er Fred, kun der er Ro,
Naar udslukt er vort Pje.
Det er den sidste sikre Havn,
Naar Graven tager dem t Favn,
Som har kendt Livets Møje.

Farvel, Farvel! for sidste Gang
Nu har Du vandret Vejen trang,
Kun Mindet er tilbage,
Det skal os følge paa vor Vej.
Farvel, Farvel! vi mindes Dig
Til Livets sidste Dage.

Enhver vil sikkert indrømme, at Sangen ikke i mindste Maade er stødende, men tværtimod i høj Grad passende ved en Jordefærd. Da vi, som anført, har sunget den ved mange tidligere Begravelser, er det os uforstaaeligt, hvad der har bevæget Præsten til at nedlægge sit Forbud. J. H.

(Social-Demokraten 23. juli 1891.

Oluf H. Jørgensen (del 2): Bataljer med Peter Sabro. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891-1894.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

I starten af 1890'erne var der mellem Venstre-avisen Skanderborg Amtsavis med Oluf H. Jørgensen som redaktør, og den socialdemokratiske Demokraten med Peter Sabroe som redaktør mange avisbataljer - som også udviklede sig til injuriesager. Peter Sabroe blev journalist ved Randers Folkeblad i 1887. I 1888 flyttede han til Demokraten i Århus hvor han var redaktør 1895-1908. Desværre findes førstnævnte ikke i Mediestream, så nedenfor kun den sidstnævnte:

 

Valgene i Husmandskreditforeningen

har, som det var at forudse, givet Bladene noget at bestille. Særlig har Væver Madsens glimrende Sejr over sine mange og indflydelsesrige Modstandere vakt Opmærksomhed. De Blade, som har brølet højst mod ham, er nu dygtig modfaldne. Enkelte, der for Valget havde mange Spalter at ofre paa ham for at modarbejde hans Valg, kan nu til Nød ofre 3-4 Linjer for at meddele hans Sejr. Saa tier de slukøret for Resten.

Morsomst er "Skanderborg Amts Avis", hvad ikke vil forundre Nogen, der kender nævnte Blad og dets Redaktør. I Modsætning til andre Moderationsredaktører skyer han ikke at gaa lige til Sagen:

"Væver Madsen blev genvalgt af 2 Grunde, dels fordi han er en flink Repræsentant, dels fordi han er Socialdemokrat.

Med andre Ord: Socialisterne sejrede, og det saa komplet som muligt. Flere Venstremænd havde meldt sig som Madsens Konkurrenter, men uagtet selve Valget kom til at staa imellem Madsen og en Venstrehusmand, fik denne kun ca. 50 Stemmer, medens Madsen havde ca. 300.

Lad os være ærlig: Madsen har her vunden en Sejr, som han har Grund til at være stolt af. Ligeledes Socialisterne som Parti har Ret til at knejse med Hovedet, naar de midt i et stort Husmandsamt kan klare Tingene saa stolt overfor Venstre."

Efter denne ret uforbeholdne Udtalelse giver Bladet sig dybsindigt til at undersøge, hvad der er Grunden:

"Vi forstaar ikke, hvorfor Venstre i Viborg Amt ikke rustede sig bedre. Har der været daarlig Ledelse, eller er Valgets Udfald en Følge af, at Venstre i Viborg Amt altfor længe har leflet med Socialdemokraterne?

I Fjor talte Venstre temmelig højt om, at ved Amtsvalg kunde det sagtens klare sig (Se, her har vi Grunden hvorfor man vilde have Amtsvalg), medens Socialisterne ganske naturligt - nemlig paa Grund af deres Organisation - maatte sejre ved de almindelige Valg, hvor Interessenterne fra alle jyske Egne mødte samtidig for i Fællesskab at vælge Repræsentanterne.

Men næppe har vi faaet Amtsvalgene indført, før Socialisterne alligevel sejrer ved det første Slag, der skal slaas paa den ny Basis."

Til Slut giver Redaktoren Venstremændene i Viborg Amt en lille Opsang om Splittelse og Sløjhed, hvis de ikke mander sig op vil - truer Bladet - Socialisterne i Fremtiden, ligesom i Tirsdags, tage Stikket hjem.

Nu faar vi at se, om Truslen virker.

* * *

(Demokraten (Århus) 18. juli 1891. Uddrag)

Fotograf Lars Peter Elfelt: Skanderborg, Adelgade. Prospekter fotograferet af Christsensen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Uheldig Ironiker. For nogen Tid siden lod Hr. R. Th. Petersen af "Nakskov Tidende" sin Meningsfælle Hr. Oluf H. Jørgensen af "Skanderborg Amts Avis" vide, at det slet ikke klædte ham at snakke ondt om, at andre Moderate var falden Hr. Kultusminister Goos om Halsen, eftersom han selv for ikke længe siden havde udført noget lignende overfor Lars Dinesen. Nu oplyser Hr. Oluf H. Jørgensen, at han er bleven syndig misforstaaet. Han har villet ironisere, og saa har Hr. R. Th. Petersen, som alle Andre, gaaet hen og taget hans Ironi for Alvor. Hr. Jørgensen skriver :

"Vi skal nu først sige, at vi har aldrig før Alvor hævet Dinesen til Skyerne; vi har ironiseret over hans politiske Bomspring til Højre, og vi har drillet baade Hr. Dinesen og det reaktionære Højre ved at skrive som vi skrev om den kundbyske (?) Kapacitet, der for Resten aldrig har været i saa fælt et politisk Ælte som Goos var t. Ex. den Gang han støttede Petroleumsbladet "Den ny Socialist"."

"Venstrebladet" giver Hr. Oluf H. Jørgensen det Raad, at han en anden Gang, naar han vil agere Ironiker, skriver nedenunder: "Dette skal være Ironi!"

(Demokraten (Århus) 23. juli 1891)

Skanderborg-Journalistik.

I det i Fredags udkomne Numer af "Skanderborg Amts Av." vælter Hr. Redaktør Oluf Jørgensen sig over mig i Sprogets plumpeste Udtryk. Anledningen hertil er mit forleden her i Bladet optagne Svar til den af Dhrr. Jørgensen og Langballe serverede Historie fra Hammel om de 100 Kroner osv.

Mit Svar syntes ikke at mangle noget i Retning af Tydelighed, men ikke desto mindre lader Hr. Jørgensen i sit sidste Indlæg forstaa, at jeg har skrevet mit Svar i en Form, som umuliggør en Sagsanlæggelse fra hans Side mod mig.

Det sande Forhold er imidlertid, at Hr. Jørgensen ikke tør anlægge Sag mod mig for de brugte Udtryk, da han ikke vil kunne faa nogen Dom over mig af den ret simple Grund, at hans Skriverier berettigede mig til at skrive følgende:

Jeg gad vide, om Nogen har set Mage til journalistisk Frækhed. Thi der tør næppe tvivles om, at Dhrr. Jørgensen og Langballe meget godt ved, at det er en gemen Usandhed de fremsætter, naar de giver det Udseende af, at nævnte Talere ved den Lejlighed kunde faa et Hundrede Kroner hver. Men naar Dhrr. ved dette, saa turde det ikke være upassende at stemple deres Skriveri som slet og ret slyngelagtigt.

Har Hr. Jørgensen rent Brød i Posen, behøver han sandelig ikke mere Grundlag for en Retssag. Men han har sikkert selv en Følelse af, at det er ham og ikke mig, som en eventuel Dom vil ramme.

Hr. Jørgensens Uartigheder i den ham bekendte Bøllestil, skal jeg ikke komme ind paa. Grovheder fra den Kant afficerer ikke mig. Jeg skal kun sluttelig rette følgende bestemte Spørgsmaal til Hr. Jørgensen, forinden der gøres mere fra min Side.:

Vil De, Hr. Jørgensen, eller Deres Medarbejder, Hr. Langballe, uden Omsvøb erkende, at Meningen med Deres første Indlæg i denne Sag var at sigte Hr. Folketingsmand P. Holm og mig for at skulle have Hundrede Kroner hver for vore Taler ved Festen i Hammel - saa skal jeg strax give Dem Svar paa Tiltale.

Aarhus, den 25de Juli.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).

Forfremmet

Et yngre Menneske, der var ansat ved Moderationsorganet "Skanderborg Amts Avis", er i disse Dage bleven forfremmet til Gendarm. Om denne Sag, der har vakt en Del Opmærksomhed og Moro blandt Byens Befolkning, skal vi meddele vore Læsere følgende:

For nogle Aar siden, da de politiske Bølger gik højest her i Landet, da ingen Frihedsmand, selv ikke en saadan Kapacitet som Hr. Redaktør Jørgensen, var i Stand til at indse det paatrængende nødvendige i, at der af Folkets Penge udgaves en Million Kroner for at en Del kraftige og arbejdsdygtige Mennesker skulde gaa og drive Tiden hen, uden anden Nytte end den at staa Ret hver Gang et Jærnbanetog løber ind til Stationerne og saa en Gang imellem opsange en stakkels rejsende Haandværkssvend, kort sagt, da alle rettænkende Mennesker var enige om, at Gendarmerne med samt deres Paahæng var lige saa unødvendige, som det femte Hjul til en Vogn, - da tjente vedkommende unge Mand, Christian Nielsen hedder han nok, hos en Gaardmand i Søballe. Saa en Dag faar han Øie paa en Gendarm, der kom spankende hen ad Vejen i sin splinterny Uniform med Karabinen samt den blankpudsede Sabelskede anbragt i Livgehænget, i Forbindelse med Uniformsknapperne, der glinsede i Solen som en vis Ting i Maaneskin, og som afgav et saa imponerende Skue, at Christians Hjærte slog mindst Hundrede Slag mer i Minutet end sædvanlig. I sin Henrykkelse over dette storartede Syn, han her saa, vilde han synge Salmen "Dejlig er den Himmel blaa", men kom i sin Befippelse til at synge "Dejlig er de Lyseblaa".

Gendarmen rødmede af bare Beskedenhed, noterede Sangeren og indstillede ham til Hr. Politimester Thieles Bevaagenhed. Han fandt, at 10 Kroner for den Koncert kunde være et passende Honorar for Sangeren at afgive. 10 Kroner er imidlertid ikke Smaaskillinger for en Tjenestekarl. For disse Penge skulde han slide haardt hos Gaardmanden, omtrent i en hel Maaned. Hos Fatter Jens i Skanderborg kunde han tjene dem af i 2 Dage og saa endda oven i Købet kapre sig en Smule politisk Martyrglans som Erstatning for de ensomme Timer, han maatte tilbringe i Raadstuens separate Rum.

Da imidlertid denne Sag var bragt i behørig Orden, fik han Ansættelse hos Redaktør Jørgensen i Skanderborg, men det Syn, han saa hin Dag i Søballe, kunde han ikke faa ud af Tankerne, og da han saa Gang efter Gang læste i Sammensmælternes Epistel "Skanderborg A. Av.", at det første, det gjaldt om for en rettroende Venstremand, var at erhværve sig sine politiske Modstanderes (er Provisoristernes) Agtelse, saa stod Beslutningen hos ham urokkelig fast. Han vilde selv være Gendarm, det koste, hvad det koste vilde, og efter at have indhentet sin Herre og Mesters velvillige Tilladelse, indgav han, forsynet med dennes varmeste Anbefaling, sin allerunderdanigste Ansøgning om at maatte nyde den Ære at blive indlemmet i de provisoriske Krigsmænds Rækker.

Ansøgningen blev allernaadigst bevilget og om nogle Dage vil Hr. Redaktør Jørgensen kunne nyde det sjældne Skue et eller andet Sted i Landet at se sin Christian, der indtil for faa Dage siden drejede Maskinen i hans Trykkeri og for øvrigt lod som ingenting, spanke omkring i sit lyseblaa Skrud som et lyslevende Vidnes byrd (ogsaa Hr. Redaktørens) om, paa hvilken Mande man lettest og hurtigst opnaar at vinde Provisoristernes Agtelse og Anseelse, og hvorledes man kan saa Absolution for bedrevne Synder.

Skulde vi give Christian eller Gendarm Nielsen, som han jo herefter bør kaldes, et Ord med paa Vejen, da skulde det være en ærbødig Henstilling til ham om, at han, naar han nu selv skal til at indfange Resultater, ikke glemmer sine egne Bedrifter, og den Vaande, han var i, da den provisoriske Retfærdighed langede ud ester ham med sin straffende Arm.

Det er for øvrigt underligt, som Skæbnen driver sit Spil med "Skanderborg Amts Avis" og dets Personer fra den Tid, da Bladet for 16 Aar siden første Gang saa Dagens Lys, og indtil for faa Aar siden var det og dets Redaktør i den Grad radikale, at i alt Fald ingen her i Landet kunde hamle op med ham og hans Avis. Men saa kom Svingningen fra Venstre til Højre. For et Par Aarstid siden gik Bladets mangeaarige Faktor i den Grad op i Højre med Hud og Haar, at han forlod Venstrebladets Kødgryder og overtog en Slags Redaktørbestilling ved Højrebladet "Skanderborg Dagblad", og nu findes der ingen drabeligere Sammensmælter i det ganske Land end den forhen saa brandrøde Redaktør af det forhenv. Venstreblad "Skanderborg Amts Avis".

Det var vel ikke saa umuligt, at det kunde gaa som en Mand, der forleden var til Stede, hvor Gendarmhistorien var paa Tale, bemærkede: "Ja, har Fanden taget Faarene, tager han nok Bukken med."

Observator.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).

Skanderborgerens Journalistik

Hr. Jørgensen har skrevet en Artikel, tilmed en usandfærdig Artikel, om Hammelforhold og væltet det moralske Ansvar herfor over paa Hr. Langballe i Hammel.

Der blev spurgt, om han turde benægte det, og han svarer med et "Goddag" - "Øxeskaft". Hr. Oluf Jørgensen tør nemlig ikke oplyse sine Læsere om Sagens virkelige Sammenhæng, thi han ved da, at mere end en vil raabe "Føj!" efter ham.

Sagen er, at Oluf Jørgensen er kommen i en Klemme, som han ikke kan redde sig ud af. Han har sagt at grave en Grav for Andre, men er selv plumpet i den. Saa ynkelig er han stillet, at han ikke tør meddele sine Læsere, hvad der er oplyst om ham og hans Adfærd i Tirsdags.

Saa søger han at redde Postelinet med den Godtkøbsudflugt, at han bærer Ansvaret (det juridiske!) for "Hammel Avis". Nu vil han, fordi han er i en slem Klemme, gærne have den tvivlsomme Ære at redigere "Hammel Avis"; men før i Tiden har han tidt og vedholdende hævdet bl. a. overfor Aarhusbladene, at Hammel Avisen var et selvstændigt Blad med en særlig stedlig Redaktør.

Jeg holder mig imidlertid til O. J.s eget tidligere Udsagn og paastaar vedblivende, at det er ham og ikke Hr. Langballe, der er Forfatter til den modbydelige Artikel i "Hammel Avis" for Onsdag den 22de Juli.

At Oluf Jørgensen bærer det juridiske Ansvar, er en overflødig Oplysning. Der er kun fremhævet, at han har søgt at skubbe det moralske Ansvar over paa en anden Mand. Det tør Jørgensen ikke svare paa. Og det er den Slags journalistiske Kujoner, som opkaster sig til Dommer over Andres Mod.

Stedt i en ynkelig Vaande vælter O. Jørgensen paany en Bunke af Uartigheder over de Hædersmænd, som kalder ham til Orden, i Stedet for at han burde være dem taknemlig for at de lader Raade gaa for Ret af Hensyn til den Lømmelalder, han endnu synes at besinde sig i.

Man føler sig endnu ikke fristet til at lade Oluf Jørgensen underskrive en Erklæring lig den over al Maade ydmygende Erklæring, han maatte underskrive da "Jyllandspostens Redaktør i sin Tid trak ham for Retten, fordi han havde gjort sig skyldig i at stjæle Andres Telegrammer. Redaktøren af "Skanderborg Amts Avis" hører desuden til de "Journalister", man ikke skal tage for alvorligt.

En hvilken som helst anden Person end Hr. Jørgensen vilde have skyndt sig med at rense sig for de bestemte Sigtelser, som jeg paa given Anledning har rettet imod ham. Oluf Jørgensen lader som om ingen Ting var bedrevet, for han tør ikke anlægge Sag, lige saa lidt som han tør holde sine Læsere a jour med mine Spørgsmaal til ham. O. Jørgensen smøger bestandig udenom i Bevidstheden om, at han har Uretten og de ubeviste, usandfærdige Paastande paa sin Side.

Men Oluf Jørgensens Lyst til at løbe fra sine gemene Beskyldninger skal nok blive stoppet i Flugten. Han skal for en Gangs Skyld blive holdt saa eftertrykkelig til Ilden at han for lange Tider vel vogter sig for at komme med sine ud af Luften grebne Beskyldninger mod Arbejderpartiet og dets Tillidsmænd.

Aarhus, den 29. Juli 1891.

P. Sabroe.

Efter at ovenstaaende var sat har Oluf Jørgensen endelig bekvemmet sig til at anlægge Sag mod mig. Han kunde heller ikke godt være andet bekendt. Med Fornøjelse skal jeg møde nævnte Herre for Retten, hvor hans Postulater skal sigtes, og med større Sindsro end ham skal jeg afvente Sagens Gang og Resultat, dere turde blive alt andet end lykkelig for den skanderborgske Blæksprutte.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 30. juli 1891)

Hammel Avis var en aflægger af Skanderborg Amts-Avis som udkom 1890-1933.

I juli 1891 bebudede Oluf H. Jørgensen som nævnt anlæggelse af injuriesag mod journalist Peter Sabroe, som til gengæld anlagde kontrasag mod Jørgensen. Peter Sabroe indkaldte til et møde i den anledning som vedtog en resolution der fordømte Oluf H. Jørgensen og opfordrede til at opsige "Skanderborg Amtsavis". I september 1891 svarede Oluf H. Jørgensen igen ved at anlægge 4 sager mod Peter Sabroe for "løgn" og "frækhed". Den 9. september 1891 var Peter Sabroe indstævnet i Forligskommissionen. Sabroe tilbød at indgå forlig hvis Oluf H. Jørgensen ville tilbagekalde sine ærefornærmende udtalelser og deponere 500 kr. i sikkerhed for fremtidige. Der blev ikke indgået et forlig. I juli 1893 afgjorde Aarhus byting at Peter Sabroe skulle betale en mulkt af 80 kr., betale sagens omkostninger og de fornærmelige udtalelser mortificeredes. 

Et større Slag i Aarhus. Jlp. beretter :

Da Publikum i Aftes forlod Aarhus Theater, overfaldt Journalist P. Sabroe paa Gaden udenfor Theatret Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg. Hr. Sabroe tiltalte først Hr. Jørgensen, idet han ytrede, om han ikke maatte tale et Øjeblik med ham, han havde en Regning at afgjøre med ham. Da Hr. Jørgensen blot svarede "Værsgod", fortsatte Hr. Sabroe omtrent saaledes: "De har i Deres Blad haanet mig og mine Meningsfeller paa en Maade, som forhindrer al Diskussion mellem dannede Mennesker. Her har De mit Svar." Med disse Ord gav han Hr. Jørgensen et let Slag paa Kinden. Den overfaldne fo'r da øjeblikkelig ind paa Angriberen, som hevede sin Stok til Slag, men Hr. Jørgensen afparerede Slaget med sin Paraply, som knekkedes, og tog Stokken fra Hr. Sabroe, der vaklede og oven i Kjøbet tabte sin Hat.

Dermed var Slaget forbi, og begge vandrede sammen med en Politibetjent til Politistationen, hvor der optoges Rapport, hvorefter de dimitteredes.

- Bladet tilføjer: Det er aabenbart de Gustav Esmannske Lavrbær, der har fristet Hr. Sabroe til denne Heltebedrift, som han kom faa lidet heldigt fra. Men derfor kan den jo godt bruges til den Reklame, som den var beregnet paa.

(Horsens Folkeblad 29. november 1894)

Hvem lokkede Sabroe?

"Aarhus Flkbl." skriver:

Den lille bitte Lussing, som Sabroe forleden gav Oluf Jørgensen, har fremkaldt mange og store Bladartikler. "Aarhus Folkeblad" har nærmest betragtet Sagen som humoristisk, men adskillige Blade har taget den med en Alvor, der i vore Øjne gjør den endnu mere humoristisk, end den i Forvejen var.

Alleralvorligst er dog Oluf Jørgenens eget Blad. Mange og lange Spalter ofrer det paa den Verdensbegivenhed, og efterhaanden hæver Bladet sig til en Indignationens Pathos, som er aldeles uimodstaaelig. Selvfølgelig belyses den betydningsfulde Sag fra alle tænkelige Sider, og Oluf Jørgensen er da i Lørdags ogsaa naaet til det interessaute Spørgsmaal: "Hvem lokkede Sabroe?

Oluf Jørgensen fortjener her en Kompliment. Thi dette Spørgsmaal er i allerhøjeste Grad paa Højde med den hele Situation. Naar Skoledrengen Peter har været uartig mod Skoledrengen Oluf, fejler det sjælden, at Læreren inden Afstraffelsen faar at høre, at der var en, der lokkede Peter. "Saadan noget maa vi ogsaa have", har man aabenbart tænkt, og med spærret Skrift bekjendtgjør Oluf Jørgensen i sit Blad, at Sabroe vel er en stor Synder, men at der var andre, der havde lokket ham til at gjøre den onde Daad, og disse andre navngiver han. Den ene er en Medarbejder ved "Jyllandsposten", den anden ved "Aarhus Folkeblad".

Hvordan det staar sig med den førstnævntes Samvittighed, skal vi ikke kunne sige. Men hvad "Folkebladets" Medarbejder angaar, da tør han med Haanden paa Brystet, paa Tro og Love og alt andet, hvad Oluf Jørgensen maatte ønske sig, afgive følgende Erklæring:

Han var ganske vist i Theatret hin Ulykkesaften, og i en Mellemakt vexlede han nogle faa Ord med Sabroe. Han mindes imidlertid ikke, at denne ved nævnte Lejlighed talte om at prygle Oluf Jørgensen. "Slaget" overværede han aldeles ikke og fik det først en Times Tid senere meddelt oppe i Razzis Kafe. Vidner kan bekræfte, at han blev meget overrasket, da han hørte, hvad der var sket.

Saafremt Oluf Jørgensen derfor ikke i sine Undersøgelser efter den, der lokkede, har været mere heldig med den anden Synder, som han har nævnt, end ved det Fund, han har gjort i "Folkebladet"s Medarbejder - ja, saa er vi bange for, at han bliver nødt til at slaa sig til Taals med, at den, der lokkede Sabroe til at give Lussing, det var ham, som fik den.

(Esbjerg Folkeblad 6. december 1894).

Et Højreblad om Syerskerne. (Eftereskrift til Politivennen)

Det priviligerede Højreblad "Aarhus Stiftstidende" bragte forleden følgende indsendte Artikel:

"Der synes at herske en uheldig Tilstand paa de fleste Systuer i Aarhus.

Under normale Forhold arbejdes der paa Systuerne fra Kl. 8 Morgen til 7 Aften med 1 Time Middag. Lokalerne er ofte smaa og mangelfuldt ventilerede og kan næppe kaldes sunde Opholdssteder. Bliver der nu Travlhed paa Systuen - en Travlhed, der kan foraarsages af mange Omstændigheder, Rejser, Bryllup osv. - maa der arbejdes i 2, ja ofte 3 Timer over Fyraften. Det hænder endog, at der bliver begyndt Kl. 6 om Morgenen og arbejdes til Kl. 11-12 om Natten. Syerskerne er i Forvejen overanstrængte i den sædvanlige Arbejdstid, og det fremmer ikke Arbejdet, at Værelsets Luft er forpestet og kvalmende. Nu kommer Ekstra-Arbejdet. Saa maa Syersken tage dobbelt fat, og Dagen og den halve Nat gaar med et uafbrudt og anstrængende Arbejde.

Og hvorfor maa hun arbejde saa anstrængende? Fordi Arbejdsgiveren ikke vil give sine Konkurrenter Indtægter. Og Reservesyersker - der vistnok desværre altid kan faas - antager han ikke.

Nu kan der spørges: Hvorfor vil Syersken gaa ind herpaa? Heri ligger netop Hovedsagen. Saa sørgeligt det end er: hun bliver nødt dertil. Thi dersom hun vil knurre eller beklage sig over Træthed, vil hun kunne risikere sin Stilling. Og paa den er der ofret baade Tid og Kræfter, og ofte har hun intet Hjem at støtte sig til, men maa stole paa sig selv alene.

Hertil kommer, at Lønnen er overordenlig ringe. Den begynder med 50 Øre - halvtreds Øre - om Dagen. Og der hører meget til, at en Syerske skal kunne komme op paa 150 Øre daglig. Heraf skal alle Livets Fornødenheder bestrides. Hvorledes den elendige Betaling skal slaa til til Livets Ophold og endda give et lille Overskud til Fornøjelse og sandelig Adspredelse - det er et Regnestykke, som jeg ikke kan faa til at stemme.

Det ligger nu nær at spørge, om der ikke kan gøres noget for de ubemidlede Syersker. Kan Syerskerne ikke danne en Forening med det Formaal at støtte hinanden i Livets Kamp mod Arbejdsgivernes Herredømme?

Mr. Jones."

Den Fremstilling, Hr. Jones giver af Syerskernes Kaar i Aarhus, har for et Øjeblik saa smaat opskræmmet Stiftstidenden, som hører til dem, der selv har det godt og som overfor deres Medborgeres Kaar i Almindelighed enten vælger det magelige Parti at stikke Hovedet under Vingerne eller skraaler i Kor sammen med dem, der raaber paa Politiforfølgelser mod Arbejderne, naar disse søger at forbedre deres Kaar.

Stiftstidendens sovende Samvittighed har gennem de Oplysninger, Hr. Jones har præsteret, faaet et lille Ryk, der har foranlediget, at Bladet har søgt hen til en af de vedkommende Arbejdgivere for der at faa Besked om, hvor vidt det virkelig ser saa galt ud, som Hr. Jones siger.

I Henhold til den paagældende Arbejdsgivers Svar skriver Bladet følgende: 

"Det hævdes med stor Styrke fra Arbejdsgivernes Side, at Efterspørgslen efter fremragende eller blot dygtige Syersker, baade er almindelig og stor. De Kræfter, der derimod honoreres med de ovennævnte 50 Øre, er temmelig værdiløse og ønskes ofte helt fjærnet. En dygtig Syerske lønnes godt. De Personer, der modtager 50 Øre, er i Reglen unge Piger, som oplæres, og som altsaa snarere gør Ulejlighed end Gavn.

Derimod er der en Side af Sagen, som den ærede Indsender helt ser bort fra. Det er Konkurrencespørgsmaalet. De uddannede og - om vi saa maa sige - virkelige Syersker hæmmes i deres Virksomhed, og deres Marked trykkes af en stor Skare unge Piger, der - som Døtre i mindre Haandværkeres Hjem ell. lign. - hellere end at tage ud at tjene tager Arbejde paa Systuer, og derved staffer sig en Indtægt, som - ved Siden af det daglige Underhold i Hjemmet - er tilstrækkelig til Lommepenge og Garderobeudgifter.

Med dette faktisk nærværende Forhold maa der regnes."

Og som Følge af den Fremstilling Hr. Jones har givet og af de iøvrigt paa flere Punkter vrange Oplysninger, der er indhentede hos Arbejdsgiverne, er Stiftstidenden naaet saa vidt i den rette Forstaaelse, at den i dette Tilfælde anbefaler den faglige Organisation og Oprettelsen af en Fagforening. Desangaaende skriver Bladet nemlig: "Syerskerne kunde dele sig i to Klasser: de professionelle og de tilfældige, og hvis saa de professionelle sluttede sig sammen, saa kunde de uden Tvivl bevirke en Prisstigning.

"Aarhus Stiftstidende" har i dette Tilfælde, saaledes som det undertiden kan hænde Kapitalistpressen, faaet en kortvarig Anfægtelse af Bekymring over de bestaaende Forhold. Men den vil snart finde sig selv og sit gamle Stade igen, og den vil da som hidtil staa tro ved Hr. Justitsminister Nellemanns Side, naar han atter i Kongens Have eller et andet Sted holder fædrelandspatriotiske Taler om den fordømmelige Materialismens Aand, der nu til Dags er faret i Arbejderne.

(Social-Demokraten 15. juli 1891).

Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos (1835-1917), jurist, politiker, professor 1862 med speciale i strafferet, straffeproces og retslære. I 1870'erne blev Goos betragtet som liberal og havde bl.a. tilknytning til brødrene Brandes. Han var tilhænger af nævningeinstitutionen. 

Carl og Amalie Goos blev gift 1864 og fik en del børn hvoraf de fleste var piger: Elisa (f. 1868), Aage (f. 1868), Estrid (f. 1871), Thyra (f. 1872), Henriette (f. 1874), Karen Margrethe (1876), Ingeborg (1878), Agnete 1880).

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Amalie Goos. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Knud Bokkenheuser skriver i bogen "Indre By" om hende at hun var "en aandfuld og livlig Kvinde, for hvem intet menneskeligt var fremmed. Men det var ikke alene Ungdommen, der søgte dette gæstfrie Hjem; blandt andet var gamle Kong Christian den Niende en hyppig Formiddagsgæst. Han yndede at "snakke gammelt" med den livlige Frue og kom altid uanmeldt og kunde blive der i Timevis."

Valgt til Folketinget 1880-1884 for Højre og anset for "de fremskridtsvenlige" i landets største valgkreds, Københavns 5. kreds - en traditionel socialdemokratisk højborg. Han tabte i 1884, bl.a. fordi det blev afsløret at han hemmeligt havde støttet et ultrarevolutionært udbryderparti fra Socialdemokratiet som voldsomt bekrigede dette parti. Fra 1885 til sin død kongevalgt medlem af Landstinget. 

1884-1891 var han overinspektør for og leder af fængselsvæsenet. Kirke- og undervisningsminister (kultusminister) 1891-1894. Nu stod han på den yderste højrefløj, og udtrådte i 1894 af regeringen i protest mod forliget med Det moderate Venstre. Fra 1894 direktør for De Kongelige Døvstummeinstitutter. Justitsminister 1900-1901.

Landstingsudvalget som 1904 behandlede Albertis "Bøllelov", havde Carl Goos som ordfører. Han konkluderede at Albertis forslag var et brud på den historiske udvikling og et kulturelt tilbageskridt. Godt nok med den viden at Alberti kunne regne med et flertal, eftersom Goos var i mindretal.

Han var med til at forberede retsplejereformen gennemført 1919 efter hans død. Goos deltog i forberedelsen af den nye retsplejelov. I udarbejdelsen af en ny straffelov blev hans konservative udkast fra 1912 forbigået til fordel for et udkast af Carl Torp fra 1923, der byggede på nye strafferetlige grundprincipper.

Mange af Carl Goos' værker kan findes i fuld tekst på internettet (Google Books). "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92), "Den danske Strafferets specielle Del" (1895-1896).

Carl Goos er nævnt i forbindelse med flere sager på denne blog. Bl.a. i sagen om Korsør Arbejdsanstalt, forkæmper for lov om ligbrænding og Ryssels kandidatur for Højre i Københavns 5. Kreds. Og som justitsminister i sagen om Alma Bondesen hvor han lod sagen gå til retten.

Se fx Frantz Dahl: Juridiske profiler. Essays med 12 portræter. Gyldendal 1920, s. 11-60. (PDF).

Dansk Kvindesamfund mindedes ham i en nekrolog for hans arbejde med at skærpe straffen for mishandling af hustruer (det faldt dog), for at have villet oprette et statsseminarium for kvinder samt at han var modstander af at retsplejeloven udelukkende kvinder fra embeder og erhverv. (se "Kvinden og samfundet" nr. 1 1918).

Goos havde generelt støttet en forbedring af kvinders retsstilling, og bl. a. behandlet "forbrydelser mod kvindens kønsfrihed". Han mente at kvinden havde ret til frit at råde over sine kønsegenskaber som et særligt retsgode udsondret fra den almindelige handlefrihed af hensyn til "kønsærens ejendommelige betydning for kvinden både som menneske og som medlem af samfundet". Voldtægt og tilsvarende krænkelser indeholdt derfor principielt et angreb på "den gren af den formelle handlefrihed, der kan betegnes som kvindens kønsfrihed". I modsætning til 1866-loven byggede han ikke sin systematik på sædelighedsbegrebet. Det er således ikke længere alene den offentlige moralske opinion, der afgør omfanget af kvindens beskyttelse. Kvinden skal respekteres som menneske og samfundsborger. (citeret fra Inger Dübeck: Voldtægtsforbrydelsen i retshistorisk belysning. )

Goos betragtede dog i lighed med datidens generelle opfattelse sexchikane og seksuelle overgreb som en del af dagligdagen, ligesom hans kvindeopfattelse indebar at de var sexlystne og bærere af arvesynden. 

Professor Carl Goos (1835-1917). Højre-mand, i Folketinget 1880-84. Kongevalgt medlem af Landstinget. Overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901). Public Domain.

Goos!!!

I Fredags Aftes Kl. 9 arriverede Konseilspræsident Estrup fra Bernstorff, hvor han havde spist til Middag hos Kongen Der var noget paa Færde, ti med en, for en saa stræng Husholder som Hr. Estrup usædvanlig Flothed spenderede han en Krones Penge paa en Droske. Han lod holde udenfor BerL Tid.s Redaktionskontor, hvor han aflagde en fransk Visit.

En halv Times Tid efter erholdt den samlede Højrepresse, c: Avisen samt Ferslew I, FersIew II og Ferslew III, følgende Korrekturaftræk tilstillet gennem Berl. Tid.s Bude:

"Under 10de Juli d. A. har det behaget Hs. Maj. Kongen allernaadigst at udnævne Professor ved Universitetet, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris A. H. F. C. Goos, Kmd. af Dbg. og Dbmd. til Minister for Kirke- og Undervisningsvæsnets."

Saa har altsaa Estrup trukket det korteste Straa overfor en mere behændig Modstander som Nellemann, og man kan næsten sige, at fra i Fredags er Ministeriet Estrups Dage talte. Det kan naturligvis gærne være, at den "karakterstærke" Hr. Estrup endnu et Aarstid eller to faar Lov til at agere Topfiguren i Kransekagen, men realiter eksisterer fra nu af intet Ministerium Estrup.

Nu har vi Ministeriet Nellemann. 

Dette Resultat af de sidste Aars hemmelige Kampe indenfor Ministeriet kommer os vel ikke uventet, men derfor er det ikke mindre beklageligt. Vi har ofte, navnlig i den sidste Ugestid, henpeget paa den indre Splid i Højre, men oprigtig talt lige til det sidste havde vi bevaret et svagt Haab om, at Estrup dog til sidst vilde tage sig sammen.

Vi har næret for store Forventninger til Hr. Estrup; vi havde troet, at han var, omend ikke nogen helstøbt Karakter, saa dog i hvert Fald noget af et Mandfolk.

Det har vist sig, at han som Politiker ikke er andet end et sølle halvgammelt Fruentimmer i Mandfolkeklæder, en ren Klud i Hr. Nellemanns sikre Haand.

Naa, Hr. Estrup er altsaa ydmyg gaaet under Aaget og har faaet Syndsforladelse for sine og Fætter Jacobs Synder - det bliver nærmest en Privatsag, som han maa se at forsvare for sin egen Samvittighed og overfor sine Stands- og Meningsfæller.

Os kan det saamænd være komplet ligegyldigt, enten det er en Estrup eller en Nellemann, der staar ved Statsroret.

Hr. Estrups spidsborgerlige Hæderlighed er i Virkeligheden ikke mere tiltalende end Hr. Nellemanns spidsfindige Fortolkningskunst samt hans "fra Fædrene overleverede Tro". Og hvor det gælder borgerligt Frisind og Aandsfrihed, da er det Hip som Hap, enten vi styres af den ene eller den anden.

Det er jo endog muligt, at denne Nellemannske Sejr kan stramme Landstingets sløve Jorddrotter lidt op; muligt, at Folk som Frijs, Ahlefeldt og Danneskjold kan vækkes til Bevidsthed om, at man ikke fyldestgør Ordet: Noblesse oblige ved at stemme paa Kommando.

Og det kan ikke andet end glæde os, at Ministeriet yderligere svækker sin Position ved at acceptere en Mand med Hr. Goos' politiske Fortid. Ti derom turde der dog saavel blandt Højre som blandt Venstre herske Enighed, at ingen, absolut ingen Politiker nyder saa ringe Agtelse og Tillid som Professoren og Landstingsmanden, Kirkeværgen og Fængselsinspektøren - hans Hæderlighed som Privatmand ganske ufortalt.

Det er endnu i frisk Minde, hvorledes denne, Den ny Socialists fhv. Udgiver politisk set fik Dødsstødet af Overretssagfører A. Cantor. Ej heller har vi glemt, at den tidligere Medarbejder ved Det nittende Aarhundrede, at Medunderskriveren af Adressen til Georg Brandes, at den frisindede retsfilosofiske Docent satte sit videnskabelige Ry paa Spil ved for 5000 Kr. aarlig at overtage det moralske Ansvar for Dagbladet i dets Dekadenceperiode.

Og vi mindes tydeligt, hvilken medynkblandet Indignation det vakte, da den ny Udgave af Retsfilosofien udkom, kemisk renset for alt, hvad der lugter af Modernisme, Europæisme eller hvad det nu er for Stikord, den velsindede Presse benytter.

Hr. Goos har som Politiker vist sig blottet for alt, hvad der hedder Overbevisning og Standpunkt, Han er sig sikkert ikke bevidst, hvilken ynkelig Rolle han har spillet i Rigsdagen. Paa ham passer mere end paa nogen anden Betegnelsen politisk Strømpeskaft, ti hans Karakters voksbløde Naturel gør ham til et let Bytte for enhver, der er i Besiddelse af en Smule Viljestyrke.

Han er en fuldlødig Repræsentant for de Klisterpotte Egenskaber, der som en Svamp æder paa det offentlige Liv her hjemme.

Han er en religiøs Fritænker af den Borchsenius-Secherske Slags, og man kan være overbevist om, at hans Udnævnelse til Kultusminister intet Steds er bleven hilst med større Jubel end i Linnésgades politiske Barbérstue.

At en dansk Stuelærds upraktiske Ubehjælpsomhed klæber ved ham, og der er derfor ingen Tvivl om, at det vil lykkes ham at forplumre de administrative Fremskridt, der under Scavenius' Styrelse er bleven indført i de kultusministerielle Regioner.

Han tilfører Ministeriet hverken et politisk Navn, ej heller nævneværdig Arbejdskraft paa Administrationens Omraade, og det er i Grunden ufatteligt, hvad Nellemann - ti i Virkeligheden bliver det dog Nellemann, der for Fremtiden som i de sidste otte Dages Tid bliver den egenlige Leder af Kultusministeriet - hvad Nellemann vil med Goos.

Den bløde Elskværdighed, der i det private Liv gør Goos til en saa behagelig Mand, har som Politiker gjort ham til en komplet Umulighed. Vaklende og ubestemt som han er, modtagelig for ethvert Indtryk, altid rede til at spørge om Raad og lytte efter Raad, vil han blive en Kasteboldt i Nellemanns kloge Haand. Og har Rigsdagsmanden skadet hans videnskabelige Navn og ofte bragt Folk til at glemme hans utvivlsomme Fortjenester og fremragende Evner, saa vil Kultusministeren for bestandig gøre det af med Videnskabsmanden.

Dette er meget beklageligt for den juridiske Videnskab.

Men forøvrigt ønsker vi ret af Hjærte d'Hrr. Hyklere, Dumrianer og Obskurantister til Lykke - Politikeren Goos er dem saamænd velundt.

(København 12. juli 1891)

I 1891 udtalte han i rigsdagen om et nyt lovforslag om alderdomsforsørgelse:

"Tanken er jo den, at samtidig med at man erkender og maa hævde som Grundsætning, at ingen kan forsørges af det offentlige uden at være underkastet afskillige Indskrænkninger med Hensyn til hele sin Væren, en Følge og en Betingelse, som ogsaa Grundloven fremhæver (…), maa man erkende, at der kan være særlige Forhold og særlige Omstændigheder, som medføre, at den Forsørgelse af det offentlige, hvortil en Person bliver trængende, af forskellige Grunde ikke skal medføre lignende Begrænsninger og lignende Indskrænkninger i hans hele Eksistens. (…) Det er en ganske naturlig Tanke, at man fremhæver dette, at en Person, som er bleven gammel og er værdig, har Krav paa Nænsomhed med Hensyn til den Behandling, som i Almindelighed følger med offentlig Forsørgelse (…)” (Rigsdagstidende, 1890/91: sp. 2045)

Hvilket gav "værdigt trængende" ret til visse privilegier. Goos mente at det lå udenfor Grundloven at give "trængende" disse privilegier.

Den røde Fane i Brønderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Om den i Søndags i Brønderslev afholdte socialdemokratiske Folkefest skriver "Demokraten" følgende:

I Søndags afholdtes i Plantagen "Hedelund" ved Brønderslev Station en vellykket socialdemokratisk Folkefest med Folkethingsmand Hørdum og Husejer A. Christensen, Aalborg, som Talere.

Det var dog ikke Politimyndighedernes Skyld, at Festen lykkedes saa godt. De gjorde tværtimod alt for at vise, at Snakken om Frihed under de nuværende Samfundsforhold er Svulst og Løgn og ikke andet.

Her i Landet i al Fald hersker der Undtagelsestilstande, hvor meget vi saa end mangler Undtagelseslove. Det maa snart enhver, der har Øjne i Hovedet, kunne blive klog paa. Og Folk bliver kloge paa det ved saadanne Lejligheder.

Der er jo aldrig noget saa galt, uden det dog er godt for noget.

Procession var der givet Tilladelse til. Men Herredsfuldmægtigen fra Hjørring mødte med Ordre til, at ingen Faner maatte udfoldes.

Selv et lille, rødt Flag, som Sangerne fra Aalborg havde haft flagrende fra deres Vogn paa Turen lige fra Aalborg og til Brønderslev, undgik ikke den strænge Fuldmægtigs Blik. Det maatte rulles sammen. Og ikke nok dermed. Det maatte ogsaa tilhylles. Men da man intet Hylster havde, trak en Sanger resolut Frakken af og svøbte den om Omvæltningssymbolet.

Saa gik Processionen af. Med behylstrede Faner og frakkeomvundet Flag og en Mand i Skjorteærmer.

Der var mødt 3 røde Faner - 1 fra Aalborg, 1 fra Nørre-Sundby og 1 fra Frederikshavn. Men ikke engang paa Festpladsen kunde det tillades at udfolde Friheds- og Lighedsfanerne. De stod og pegede med deres blanke Spyd ud af det sorte Hylster, og de stod som tavse Vidner om Magthavernes Brutalitet og selvtagne Ret.

Men Revolutionens Spøgelse var paa Færde alle Vegne. Over Indgangen til Festpladsen viftede et ganske lille rødt Flag - efter et løseligt Skøn ½ Alen i Kvadrat. Ogsaa det maatte ned. Ellers vilde det gaa galt.

Men hvorledes? En Herredsfuldmægtig gaar saa vidt vi véd - kun ugærne til Vejrs. Og Gendarmer, bevæbnede til Tænderne, med Chakot og Dyrendal og i det hele taget ulastelige i enhver Henseende, egner sig just heller ikke for den højere Luftgymnastik.

Gode Raad var altsaa dyre. Men da Nøden var størst, var Hjælpen nærmest. Den kom i en Husmands Skikkelse.

Thi for gode Ord og Betaling gik Manden til Vejrs. Og hans gymnastiske Præstationer kronedes med Held, og Oprøret kvaltes i Fødselen for denne Sinde. 1½ Sølvpenge fik han i Belønning for sin Daad.

Omsider, da Genvordighederne var forbi, tog Talerne deres Begyndelse. Folkethingsmand Hørdum holdt et længere Foredrag og sluttede med at udbringe et Leve for den internationale Socialisme. Husejer A. Christensen, Aalborg, der var kommet til Stede i Stedet for Væver Madsen, Silkeborg, talte for Arbejdernes Organisationer og udbragte et Leve for disse.

Under Talerne var der ca. 500 Mennesker samlet, og de Tilstedeværende sluttede sig begejstret til Talerne.

(Social-Demokraten 9. juli 1891).