Pastor Heskjær om Forholdene i Lyngby. (Efterskrift til Politivennen)

Under vor Samtale med Proprietær L. Jørgensen, som vi omtalte i Gaar, om hans afdøde Tjenestepige, faldt der en ejendommelig Udtalelse fra Hr. Jørgensen. Vi havde i vor Artikel anført, at hvis det havde været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Og vi anførte sluttelig, at der var mange Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket. Denne Udtalelse var især Hr. Jørgensen ubehagelig, fordi den faldt saa nøje sammen med deres Præsts Høstpræken i Lyngby Kirke sidste Efteraar.

Dette havde vi ingen Anelse om, men det var selvfølgelig Anledning nok for os til at søge nærmere Bekendtskab med baade Præsten og hans Høstprædiken.

Der er først det særegne at lægge Mærke til, at Pastor Heskjær boer i selve Proprietær Jørgensens Gaard. Hans Vinduer vender lige ud til Gaardspladsen, hvor Arbejdere og Tjenestefolk færdes, og han har saaledes ypperlig Lejlighed til at saa et Indblik i deres Behandling og hele Vilkaar.

Vi aflagde Præsten et Besøg og spurgte ham straks om, hvad han havde sagt i den omtalte Høstpræken. Det var let at dokumentere, svarede han, thi hele Præknen var aftrykt i "Den indre Missions Tidende" for 18. Oktober. Efter dette Blad skal vi da anføre de Udtalelser, som er faldet ikke alene Hr. Jørgensen, men alle Lyngbys Storbønder saa haardt for Brystet. Der staar: 

"- jeg tror, der er ikke mangen en Landmand, uden at han maa bekende, der i hans Hjærte bor en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængte, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsævne, fordi Folkeholdet er for lille, og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faa anvist Opholdssted de lange Vinteraftener."

"Den Ting trænger vi i Sandhed Alle til at lægge os paa Hjærte, at vi skylder vore Folk ligefrem Ære og Agtelse, de der bærer Arbejdets Slid og Byrde for os, tidt for en ussel Løn og tidt under Skældsord og Foragt. Bæst! Køter! saaledes hørte jeg en Dag en Landmand tiltale en af sine Tjenestefolk her i dette vort Sogn."

Hr. Jørgensen var saa frimodig at fortælle os, at der med Hensyn til sidste Halvdel af Citatet maatte være sigtet til ham. Grunden var, mente han, at han det Aar havde bygget sig en ny flot Hestestald. Men, føjede han til, han havde ogsaa forbedret sine Karlekamre. Hvorledes de var forud, omtalte han ikke.

Vi anfører endnu et Par Udtalelser af Præstens Høstpræken.

"Men hvor ligegyldige er Menneskene ikke tit i saa Henseende, og hvor kold deres Kærlighed, fordi de elske deres Okse eller Asen for højt, ligesom Farisæerne. Jeg erindrer en Gang som Barn - Pastor Heskiær er en ganske ung Mand -, at jeg hørte en Gaardmand fortælle min Fader om den store Sorg han havde haft ved at miste et af sine Børn, og saa sagde han da blandt andet: "ja. det var en stor Sorg; jeg tror, jeg vilde næsten hellere have mistet en af mine bedste Heste". - - - - - -

"Man er saa bange for at blive fornedret, at komme længere ned i Indtægt, naar man ofrer lidt af sine Midler paa Andre og hjælper sine Fattige eller sit Tyende til mere Hygge og Selvstændighed; man er saa bange for at komme længere ned paa Rangstigen, at tabe noget af sin Ære ved at stige ned til de Smaa og løfte dem opad - - - - - - - - 

"Man skal lede længe her i Danmark for at finde et Sted som Lyngby, hvor Hjærterne er saa kolde og ligegyldige for Menneskesjælenes evige Frelse og for Guds Riges store Sag, og hvor ethvert Forsøg i den Retning mødes med saa lidt Paaskønnelse, her hvor dog Markerne bære den rigeste Afgrøde i Kongeriget Danmark, og hvor saa store Formuer er samlede, og hvorfra saa megen Tak derfor burde stige op til Gud."

Vi spurgte i vor Samtale Pastor Heskjær om alle disse Udtalelser særlig var møntede paa Hr. Jørgensen. Pastoren svarede ikke noget klart Nej, men gav os derimod et Svar, som for os har langt større Værdi end om han havde lagt alt dette paa den ene Mand. Han sagde: "Saaledes er det hos alle Storbønderne her paa Lyngby Egnen. Jeg kommer jo i alle Gaarde og kender Forholdene saa nøje, det er skrækkeligt som Tjenestefolkene har det her omkring."

Ingen skal mistænke Pastor Heskjær for at være Socialist, og at han af den Grund angriber Kapitalisterne i Lyngby Sogn. Han er alt andet, thi han angriber netop Socialismens Lære i den samme Høstpræken, vel nærmest fordi vi ikke gør kristelig Propaganda ved Siden af vor Virksomhed for Menneskehedens økonomiske Frigørelse.

Pastoren angriber Kapitalisternes haardhjærtede Behandling af deres Arbejdere ud fra sit kristelige og menneskekærlige Synspunkt, og det maa da være Offenligheden et dobbelt gyldigt Bevis paa Sandheden af en Kritik, naar Resultatet bliver det samme set fra to saa modsatte yderpunkter som Socialismen og en af den indre Missions Højrepræster.

Hvis Arbejderne og den besiddelsesløse Mellemstand ude i Lyngby Sogn af dette ikke kan indse, hvor lidt de kan vente, at disse Kapitalister og Storbønder vil gøre for deres Vel og Forbedringen af deres slette Kaar, saa er det enten fordi de er blinde eller forbi de ikke vil se.

En anden stor Ejendomsbesidder i Lyngby, Hr. Jørgen Lund, fik for ikke saa lang Tid siden den Besked af Lægen, Dr. Lembcke, at denne brød sig ikke om at saa noget Lægehonorar et helt Aar, hvis blot Hr. Lund vilde sørge før, at hans Karle fik et ordenligt Kammer. Det maa have staaet meget slet til med Hr. Lunds Karlekammer, naar en Læge af Medfølelse med de stakkels Mennesker, som vel var udsatte for der at ødelægge deres Helbred, tilbyder at give Slip paa et Aars Indtægt. Og hvor maa det ikke fylde ethvert retskaffent Menneske med Harme, at der skal saadanne Midler til for at saa Folk til at opfylde den simpleste Pligt mod deres Medmennesker. Men saa sammengroede og sammenfiltrede er Kapitalismens Tilhængere, at det siet ikke skal undre os, om baade Pastor Heskjær og Op. Lembcke offenlig støtter og billiger den Storbondeklasses Politik, som de i enkelte Tilfælde saa skarpt kritiserer.

Det blev os fra mange Sider sagt at Kosten rundt om paa Egnens større Gaarde var meget slet. Som Eksempel skal vi anføre, hvad vi hørte om Kosten hos Proprietær L. Jørgensen. Om Morgenen faar Karle og Arbejdere kogt Mælk med noget bart Rugbrød til samt en Skive Rugbrød med lidt Madfedt paa, men uden Paalæg. Til Vesperkost fik de 1½ Skive Rugbrød, hvoraf der skulde være Paalæg paa noget.

Men dels var Smørret skrabet tyndt, dels var Paalæget ringe. Det skal oftere hænde at Folkene selv køber Brød hos Bageren, fordi der ikke gives dem tilstrækkelig Kost.

En af de Husjomfruer, som tjente i Gaarden i November Maaned, vilde ikke smøre saa tyndt Smør øg lægge saa lidt Paalæg paa Maden, som Fruen forlangte. Men hun maatte ogsaa saa at sige fra Morgen til Aften høre Bebrejdelser derfor af Fruen.

Hver Dag har Gaardene der paa Egnen Vogn i København efter Gødning, og det er da almindelig Skik, at Kusken faar sin Frokost med samt 35 eller 40 Øre til Fortæring i København. Ogsaa her er Hr. Jørgensen i bagerste Række. Hans Kuske faar ingen Frokost med og kun 25 Øre i Penge. Heraf skal de oven i Købet betale 8 Øre i Bompenge og for Resten, 17 Øre, skal de saa købe Frokost og Te eller hvad de nu vil drikke i København. Her midt om Vinteren, naar Kusken skal sidde paa en aaben Vogn i al Slags Vejr, danner disse 17 Øre en talende Illustration til Hr. Jørgensens Paastand om, at han behandlede sine Folk som sine egne Børn.

Vi skrev, at Hr. Jørgensen havde nægtet at tage en Mand igen i sit Arbejde, forbi denne havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Mode i Virum. Første Gang, vi talte med Hr. Jørgensen, paastod han, at der var ikke et sandt Ord i den Historie. Manden, hvis Navn han godt kendte, havde aldrig arbejdet hos ham, aldrig nogensinde.

Vi tog til Lyngby for at tale med Manden selv og fik ikke alene af ham, men af 4 andre Mænd som Vidner bekræftet, at Manden for nogle Aar siden havde arbejdet et Efteraar og en hel Vinter hos Hr. Jørgensen. Næste Gang, vi talte med Proprietæren, sagde vi ham dette, og Hr. Jørgensen turde nu selvfølgelig ikke benægte det, men - "havde glemt det".

Episoden er ikke saa lidt instruktiv og er gaaet saaledes til: Manden havde været Dirigent ved Mødet i Virum og arbejdede samtidig ved en Tærskemaskine, der gik paa Omgang blandt Egnens Gaarde. En Dag kom den ogsaa til Hr. Jørgensens Gaard. Om Morgenen inden det endnu var bleven lyst, kom Hr. Jørgensen ud til de mødte Arbejdere og spurgte: "Er Peter Bernhardt med i Dag?" Der blev svaret benægtende og dertil føjede Hr. Jørgensen, at det havde heller ikke nyttet ham noget, thi det var besluttet, at han ikke mere fik Arbejde paa nogen af Lyngbys Gaarde. Peter Bernhardt, som hørte dette, vilde skaffe sig at vide, om det ogsaa var sandt, og gik til en Gaardmand, der ogsaa skulde have Tærskemaskinen, og som han vidste var ham venligsindet, trods at han var Socialdemokrat. Gaardejeren indrømmede Rigtigheden af Beslutningen og tilføjede, at P. B. da heller ikke behøvede at optræde paa en saa udfordrende Post som at være Dirigent ved et socialistisk Møde.

Naar vi har skrevet, at det kun var Hr. Jørgensen, som udelukkede denne Arbejder, saa har vi altsaa gjort ikke ham, men alle de andre Storbønder, Uret. De er alle enige om at dele den Hæder, at gøre en fattig Arbejder brødløs for hans politiske Overbevisnings Skyld. Mon en eneste af dem vilde lade sig forbyde at være Dirigent paa et af Højres Møder? Sikkert ikke! Men har Arbejderne ikke den samme politiske Frihed, den samme Forenings- og Forsamlingsret som deres Arbejdsledere. Jo paa Papiret, men desværre aldrig i Virkeligheden. Og de faar det heller aldrig, før de selv skaffer sig det. Det første Skridt dertil og til overhovedet at komme i Besiddelse af deres Menneskerettigheder er, at de organiserer sig, slutter sig ubrydeligt sammen i det eneste Parti, som fuldt ud vil sætte hvert Menneske paa sin retmæssige Plads her i Livet. Og dette Parti er Socialdemokratiet!

(Social-Demokraten 19. december 1891).

Herman Heskjær (1862-1931) var kaldskapellan i Lyngby 1890-1905. Han var stærkt indremissionsk. Han blev dereefter sognepræst i Horsens, Krummerup Fuglebjerg fra 1905.

Der var valg i Lyngbykredsen på det tidspunkt, og resten af december stod der en del om valgkampen i aviserne. I slutningen af december lavede Højre en underskriftindsamling i protest mod pastor Heskjær og Social-Demokraten og fremhævede Jørgensen for at være en prægtig person.

Margaret Elizabeth Hamerik (1867-1942). (Efterskrift til Polivennen)

Pianisten og komponisten Margaret Elizabeth Hamerik gik i skole på Columbia Athenæum High School, hvor musikundervisningen var højt prioriteret. Som 17- årig blev hun optaget på Peabody Conservatory of Music i Baltimore med klaver som hovedfag og violin og musikteori som bifag. Direktør var den danske komponist Asger Hamerik, som også var hendes teorilærer. Hendes hovedopgave var en koncertouverture, som indbragte hende fakultetets sjældne udmærkelse Diploma for Distinguished Musicianship:

The East Hall of the Peabody Institute was crowded last evening by the friends and fellow-students of Miss Margaret Williams, of Columbia, Tenn., who received from Provost P. R. Uhler, the "Peabody Diploma for Distinguished Musicianship." This is the highest honor that the Peabody Institute confers, and is one which but few have obtained.

Prior to the conferring of the degree the audience was entertained by a delightful recital of a number of Miss William's own compositions. The programme was as follows:

1st. - String quartet in A major, manuscript for two violins, viola and violoncello.

2d. - Three songs with piano: "They Bid Me Sleep," "I Saw On the Top of the Mountain High," "We Are Free."

3d. - Piano sonata in C sharp, minor manuscript.

The string quartet was performed by messrs. J. Zech, O. Kahl, J. Geyer and J. D. Itzel; the songs were sung by Mrs. Bettie McEwen, and Miss Williams, the laureate, played the piano sonata.

The selections were as heartily applauded as they were magnificently rendered, and Miss Williams was presented with many exquisite bouquets at the close of the concert.

Miss Williams has pursued her studies at the Peabody during the past six yeears, three years piano, two years violin and six years theory. Mr. Asger Hamerik and Mr. Richard Burmeister, the instructors of Miss Williams, were present and seemed highly gratified at their pupil's excellent performance and the appreciation with which it was received.

(The Columbia herald, 11. december 1891)

Efter sin eksamen koncerterede Margaret Hamerik i flere byer i Tennessee. Hun underviste privat i klaver, holdt elevkoncerter og var endvidere ansat som klaverlærer på Peabody Conservatory. I 1893 vandt hun i New York en førstepris for sin strygekvartet. I 1880’erne påbegyndte hun operaen Columbus, der aldrig blev færdiggjort. Dens Introduction and Mermaids’ Chorus findes både i partitur og stemmer og blev opført i 1893. P. Tjajkovskij, der i 1891 besøgte Peabody på en USA-rejse, så partituret og udtalte sig rosende om det. 

5. juni 1894 blev hun og Asger Hamerik gift, og fire år senere rejste de til Danmark. 

Director Asgar Hamerik of the Peabody conservatory of music and Miss Margaret E. Williams, an exceptionally talented graduate of the conservatory, were recently married at New York by Rev Dr William Kirkus, formerly of Baltimore, - much to the surprise of every one, for their engagement had been kept a secret even from their most intimate friends. Mr. Hamerik is about 52 years old, and his bride is 26. She studied composition under his instruction and several of her orchestral works have been brought out in public. She is also a gifted pianist, a pupil of Burmeister. Mr. Hamerik is a Dane by birth, and three years ago was knighted by the king of Denmark for his musical services. he came to Baltimore in 1871, when he was 28 years old, to take charge of the Peabody conservatory, and has remained there ever since. he is one of the best known of American composers abroad, and several of his symphonies have been played in London with notable success. Mr. and Mrs. Hamerik will return to Baltimore in the autumn.

(Springfield weekly Republican. 6. juli 1894)

Parret fik i alt fire børn: Gerda Hammerich (1897-1974) blev operasanger, Ebbe (1898) blev komponist og dirigent, Valdis Hamerik (1903-1995) blev operasanger, Manfred (1910).

Efter giftermålet holdt Margaret Hamerik op med at spille og komponere. 

A Happy Mother.

The following clipping from an article in teh Baltimore Sun of thursday, March 4th, will be of much interest to many friends of the interested parties:

"There is a "new woman" in town. She arrived yesterday morning shortly before 7 o'clock, and has been given the titles of "The Daughter of the Peabody" and "Peabody Girl." ....

When it became known at the Peabody Institute that the "Daughter of the Peabody" was in the city, there was a great rush of callers, but to them she denied herself - for she is, after all, only a wee little daughter that was born to Mr. and Mrs. Asger Hamerik, of the Peabody Institute, and thinks, with commendable modesty, that very yound ladies should not receive company.

Mr. Hamerik received many hearty congratulations at the institute from his associates, and many cordial words of welcome were sent through him to "The Peabody Girl," who is doing finely, as is her mother, at their home, 1730, St. Paul street.

As a composer, Mr. Hamerik has achieved sonsiderable fame. He was married about two years ago to Mrs. Hamerik, who was Miss Margaret Williams, of Tennessee, and who is a graduate of the Peabody Institute."

Miss Margarat Willams, now Mrs. Hamerik, is a native born Maury Countian and is a daughter of Mr. and Mrs. Thomas H. Williams. She has achieved wonderful success and considerable fame in musical circles, and the Herald congratulates her and the happy grand-parents upon this new joy.

(The Columbia herald. 12. marts 1897)

Efter at hun havde slået sig ned i Danmark var hun æresmedlem i The Woman’s Literary Club of Baltimore. I København blev hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, hvor hun gennemlæste engelsksproget litteratur for at vurdere, hvad der burde oversættes og indgå i foreningens repertoire. 

Mr. and Mrs. Thomas H. Williams have received notice that their daughter, Mrs. Hamerik, sailed Wednesday from Copenhagen for New York. Mr. Hamerik, being unable to accept the invitation to direct performances of his Choral Symphony, "Life, Death and Immortality," which is to be given in Baltimore and other eastern cities this months, sends his wife and little daughter, Gerda, to represent him. Mrs. Hamerik will arrive in Columbia about the first of May.

(The Columbia herald. 5. april 1907)

Hun oversatte musikvidenskabelige værker af danskere til engelsk, bl.a. i 1912 svogeren Angul Hammerichs Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark og i 1927 Knud Jeppesens doktordisputats Der Palestrinastil und die Dissonanz. Herudover var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Koncertforening i 25 år. Hun havde kendskab til urtemedicin.

Newsy from Denmark.

Extracts from one written by Mrs. Asger Kamerik at Copenhagen.

Mrs. Asger Kamerik, of Copenhagen, Denmark, whose visit to her father Thomas H. Williams has been postponed on account of the war, mentioned in writing home an interesting fact in connection with the war in Belgium, which is not generally known in the United States. Mrs. Hamerik said that those troops numbering 5,000 men, who were almost annihilated in the attacks on the fort at Liege, were not Germans, but really young Danes from Slesing, one of the provinces taken from Denmark by the Germans in 1866. These troops had been placed in the most dangerous positions. One of the few survivors wrote to his betrothed in Copenhagen: "Of the 5,000 of us who were sent in there, only 37 came out alive."

(The Columbia herald. 18. september 1914)

Trykfejl og forkerte information stammer fra artiklen.

Der må være tale om slagene i og omkring Liege 4. - 16. august 1914 hvor tyskerne mødte uventet modstand fra belgierne, men dog sejrede til sidst. Muligvis medførte det at angrebet blev forsinket så franske og britiske styrker kunne få tid til at organisere sig. Kilderne er lidt uenige om hvor mange sønderjyder der blev indkaldt til krigstjeneste (fra 25.000 til 35.000). Derimod er der almindelig enighed om at omkring 6.000 blev dræbt og 4.000 varigt invalideret. Så at der skulle være dræbt 5.000 af dem ved Liege, kan næppe være rigtigt.

Den tyske hær begik grusomheder mod lokalbefolkningen, ca. 6.000 civile blev dræbt. Dansksindede soldater gjorde tjeneste i Reserveregiment 86 under 18. division. Et studie byggende på flere end 9.000 breve, dagbøger m. m. skrevet på dansk af soldater der var udsendt i tysk krigstjeneste, fremgår at det svirrede med rygter og mistillid mod belgiske civile. Begrebet krigsforbrydelser fandtes ikke, men kan passende betegnes om disse. 

Efter et udsat besøg i krigens start, besøgte familien USA i efteråret 1915.

Hamerick-Damm.

Thomas H. Williams has cabled felicitations to Copenhagen upon the occasion of the marriage of his grand daughter, Miss Gerda Hamerik, to Leo Damm, which took place in Christ's Church of that city at five o'clock this afternoon. The wedding will be followed by a reception and dinner party at the home of the bride's parents, Prof. and Mrs. Asger Hamerik.

(The Columbia herald. 7. november 1919)

To visit daughter at Copenhagen.

Thomas H. Williams and miss Irene will sail from New York July 21.

(From tuesday's Daily Herald.)

Thomas H. Williams and daughter, Mis Irene, will leave Columbia about July 10 for a visit to Mr. Williams' daughter, Mrs. Hamerik, in Copenhagen, Denmark. They have engaged passage on the steamer "Hellig Olav," shich will sail from New York on July 21. They have also secured return passage leaving Denmark Sept. 23. This is the first visit that Mr. Williams has made to his daughter in about eight or nine years. In 1914 Mrs. Hamerik was ready to leave Denmark for a visit to this country but the war stopped her.

(The Columbia herald. 13. maj 1921)

Elfelt &amp: Hr. Hamerik med kone og barn i haven. Fotoet er angivet til at være taget 1940. Det kongelige Bibliotek. CC BY.

Børnene fandt efter hendes død hendes scrapbog, hvor de fik fornemmelse af hvor talentfuld hun havde været. Valdis Hamerik mente der ikke havde været plads til to komponister i ét ægteskab. 

Udsnit af Asger og Margaret Hameriks grav på Vestre Kirkegård (13. december 1867, Columbia, Tennessee, USA - 30. oktober 1942). Se hele gravstenen med Rudolf Tegners skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kun en Tjenestepige! (Efterskrift til Politivennen)

Atter har et Dødsfald fat Sindene i Bevægelse i Lyngby, og skønt det denne Gang ikke er nogen Kammerherre, men kun en fattig Tjenestepige der er død, saa er der sikkert for Lyngbys Beboere mindst ligesaa stor Anledning til Samfunds-Betragtninger, som da de mistede deres Folkethingsmand.

Hos en af Lyngbys rigeste og flotteste Storbønder, Gaardejer eller Proprietær L. Jørgensen, tjente der en Pige ved Navn Mary Schrøder Hun havde ikke tjent der saa længe, thi der skiftes forbavsende ofte Piger i Hr. Jørgensens Hus. For kort Tid siden blev hun alvorlig syg og ønskede som Følge deraf at ligge i Sengen. Det var der imidlertid ikke Tale om at hun kunde faa Lov til, og Husfruen var ikke øm i sine Udtryk om Pigen Sygdom.

En Nat var hun meget daarlig, lønnede og klagede sig uafbrudt og havde stærk Feber. Om Morgenen kunde hun ikke staa op, og den anden Pige, om hun delte Kammer med, gik til Fruen, fortalte som det var og bad om hun maatte blive liggende. Men Fruen vilde ikke høre Tale om nogen Sygdom, sagde at hun fejlede ingen Ting og sendte den anden Pigen tilbage med den Besked, at den Syge øjeblikkelig skulde staa op og gaa til sin Gerning. Pigen forrettede sit Ærinde, men havde saa megen Medfølelse, at hun tilraadede den Syge at blive liggende og tilbød at gøre hendes Arbejde. Derpaa gik hun i Stalden, og da hun om tilbage havde Fruen selv været inde i Pigeværelset og faaet den Syge op

Kort efter erklærede denne imidlertid, at hun ikke kunde udholde hverken at arbejde eller at være oppe, og at hun derfor ingen anden Redning saa end i al Hemmelighed at flygte ind til København og mælde sig til Optagelse paa et Hospital.

Der gik et Tog inden ret længe, og Pigen blev saa hjulpen i Tøjet og kom ogsaa op paa Banegaarden. Men pludselig savnede Fru Jørgensen hende, anede Uraad og fik sin Mand til at ente hende tilbage fra Banegaarden. Da Hr Jørgensen kom derop, havde Pigen løst Billet og stod lige i Begreb med at tage afsted. Dette fik hun dog ikke Lov til, men hun forlangte saa at komme ind til Læge Brodersen, hvis Bolig de gik forbi. Heri maatte Jørgensen føje hende, og næppe havde Lægen set hende, før han gav Ordre til, at hun øjeblikkelig skulde hjem i Seng og plejes omhyggelig, hun var meget stærkt angreben af Lungebetændelse.

En af Husjomfruerne har sagt os, at i de første Dage var hendes Pleje just ikke den fineste, men saa blev der paa Grund af Læge Brodersens Sygdom hentet en anden Læge, og han drog Omsorg for, at den Syge i al Fald blev ordenlig passet af det øvrige Tyende og fik det han foreskrev.

I Lørdags Aftes døde hun!

Hr. Jørgensen bor i en Gaard, hvis Størrelse og Elegance vidner om hans Rigdom. Vi tvivler ikke om, at havde det været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Men en ny Hest og en ny Ko koster ogsaa Penge, medens en ny Pige kun er et Menneske, der ikke koster en Øre at faa fat i. Derfor gives der i Verden mangfoldige Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket.

Af de Bidrag, vi fik til Fru Jørgensens Karakteristik som Madmoder, skal vi kun anføre, at hun alene af Husjomfruer har haft 3 siden 1. November, altsaa i ca. 1 Maaned. Hendes Pigers Tal er mangfoldig. Forleden Dag rejste der to paa en Gang, Husjomfruen og en Pige.

Om Hr. Jørgensen som Arbejdskøber skal vi bemærke, at han øjeblikkelig gav en Mand Afsked fra sit Arbejde alene af den Grund, at Manden havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Møde i Virum. Hr. Jørgensen er en af Højres sikreste Støtter, som han er Sognets største Gaardbesidder. Ved sidste Valg blev han sat ind i Sogneraadet.

Mon der er nogen af Arbejderne eller de øvrige besiddelsesløse Vælgere derude, som tager fejl af de "Forbedringer" i deres slette Kaar, som de kan vente sig fra den Kant, hvor disse Storbønder holder til?

(Social-Demokraten 10. december 1891).

Episoden fandt sted i Lyngbys Bondeby. Her fra Gammel Lundtoftevej, tæt på den daværende Lyngbygård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Der er formentlig tale om proprietær Lars Jørgensen (Lyngbygård) som 1886-1934 ejede Lundtoftevej 21 og 34, Peter Lundsvej 6. Lyngbygård var en af de gamle gårde i Bondebyen i Lyngby. Den lå på hjørnet af Høstvej og Toftebæksvej ved der hvor beredskabet senere kom til at ligge.

Kun en Tjenestepige.

I Anledning af vor Artikel med denne Overskrift har vi to Gange haft Besøg af den ene Part i Sagen, Hr. Proprietær L. Jørgensen, Lyngby. Den anden Part, den fattige Tjenestepige, døde - som fortalt - forrige Lørdag.

Det turde være ret lærerigt for Lyngby Sogns Smaakaarsfolk at blive bekendt med de Samtaler, vi har haft med Hr. Jørgensen, og de yderligere Undersøgelser, de har draget efter sig.

Det første, Hr. Jørgensen fortalte, var, at han og hans Frue behandlede deres Tjenestefolk som deres egne Børn, der var ingen Steder de kunde have det bedre.

Vi spurgte, om hans Frue da ikke først gennem den anden Pige havde befalet den Syge at staa op, uagtet denne havde været meget daarlig hele Natten, og dernæst selv var gaaet ind i Pigekamret, faaet Pigen op og givet hende Ordre til at arbejde som sædvanlig.

Det er nemlig Hovedpunktet i hele Sagen.

Hr. Jørgensen turde ikke benægte det, men vidste slet ikke noget om, hvorledes det var gaaet til, hvad der var passeret mellem hans Frue og Pigen. Det forekom os lidt mærkeligt, at Hr. Jørgensen skulde være taget til København et Par Dage efter, at Artiklen var offenliggjort, uden forud at have talt med sin Hustru om, hvorledes det var gaaet til. Det lykkedes da ogsaa efter en kort Forhandling at saa Hr. Jørgensen til at indrømme, at hans Frue havde været opbragt og maaske nok brugt lidt skarpe Ord, samt at det var kedeligt, hun ikke havde ladet Pigen tilse af en Læge, før hun tvang hende til at staa op as Sengen. "Men", føjede Hr. Jørgensen til, "selv om min Hustru virkelig har forløbet sig, saa er det da tilgiveligt og ikke noget at sætte os i Bladet for." Det kan der vel være delte Meninger om. 

Efterhaanden var vi altsaa kommen bort fra det, at Hr. Jørgensens Tjenestefolk blev behandlet som hans egne Børn, og Proprietæren fandt det da ogsaa fornødent at komme med Undskyldninger, hvorfor dette idylliske Forhold ikke fandt Sted i saa fuld Udstrækning, som vi først havde opfattet det. De havde en Husjomfru - den første af de 3 i November Maaned - som for at slippe derfra havde spillet den Komedie at simulere syg, og saa mente de det samme var Tilfælde med den Pige som døde. Denne Husjomfru havde slet ikke fejlet noget, hvad hun ogsaa fluide have sagt til de andre Folk. men desuagtet havde Hr. Jørgensen ladet hende køre til København 2. Klasse paa Jærnbanen og senere i Droske til hendes Hjem. Han var ikke rigtig villig til at opgive os hendes Adresse, men senere fik vi dog at vide, at hendes Fader var Overbetjent i Politiet.

Vi sagde straks, at vi selvfølgelig ogsaa vilde lade den Del af Sagen undersøge, hvilket øjensynlig berørte Hr. Jørgensen meget ilde. Det kom nu lidt efter lidt frem, at Lægen har sagt, at Husjomfruen havde Feber af tyfoid Karakter og at hun efter "først at have simuleret" senere følte sig virkelig syg, hvilket Hr. Jørgensen valgte at gengive i den Form, at Husjomfruen skulde have sagt til en af Pigerne: "Nu tror jeg, at jeg bliver rigtig syg".

Vi gik Dagen efter til denne Husjomfrus Hjem, talte med hende selv, hendes Moder og Broder. Deres enslydende Forklaring lød saaledes: Tjenesten i Hr. Jørgensens Hus var overordenlig stræng, de maatte ikke alene arbejde Dagen lang, men ofte tage Natten til Hjælp, saa de fik altfor lidt Hvile og Søvn. Deraf blev Husjomfruen syg. Hun var saa daarlig af Underlivsbetændelse, at hun gik krumbøjet ved sit Arbejde, hun kastede al Føde - endog Diætkosten Mælk og Franskbrød op - , og havde dertil meget stærk Feber. Lægen gav Ordre til at hun skulde i Seng straks og benytte varme Omslag samt en Medicin, han skrev op. Da hun ikke kunde taale at spise, sagde Lægen, at hun i den første Tid skuide, saavidt muligt, undgaa at nyde noget. Hun laa i Sengen i Hr. Jørgensens Hus i 2-3 Dage, og blev saa, som sagt, transporteret til København.

Det kalder Hr. Jørgensen at simulere Sygdom! Ja, vi skal ikke føje yderligere Kommentar til den "Komedie", - jo, ét! Hr. Jørgensen sagde til os, da han hørte, vi nærmere vilde undersøge denne Sag: "Ja, nu mener De maaske det ser ud som jeg staar og lyver for Dem, vil bilde dem noget ind."

Paa ingen Maade, det ser ikke saaledes ud!

Vi tog ogsaa til Lyngby for at indhente yderligere Oplysninger, og fik der atter fuld Bekræftelse paa, at hvert Ord i vor Artikel var korrekt. Pigen var, trods hun var meget syg, bleven befalet at staa op og passe sin Gærning, var flygtet til Jærnbanestationen for at komme paa et Hospital i København, bleven hentet tilbage af Hr. Jørgensen og beordret i Seng øjeblikkelig af Lægen, da han fik hende at se. Doktor Lembcke gav Ordre til at hun skulde have Vin. Hr. Jørgensen fremhævede overfor os som noget storariet, at hun havde endog faaet Vin, nu viser det sig, at det ikke var ganske frivilligt. Desuden har Fruen flere Gange i Køkkenet jamret sig over, at nu havde Pigen drukket saa meget Vin og nu saa meget. Baade til Sygeplejersten og til Jomfruen og Pigerne sagde hun gentagende: "Herregud, det er da kun en Tjenestepige!"

Ja, dér er Kærnepunktet, den fuldblods kapitalistiske Opfattelse, at det kun er en Tjenestepige. Det er da hverken et Herskabsindivid eller en kostbar Hest eller Ko.

Det blev os sagt, at en af de Koner, som vaagede over den Syge, ikke havde været omhyggelig for hende, og at Patienten havde beklaget sig stærkt til Lægen, som i den Anledning udspurgte den anden Sygeplejerske.

Hvad der hændte efter Pigens Død giver dog maaske det bedste Billede af, hvor højt Herskabet vurderede hende og hvilken Grad af Agtelse de havde for hendes Lig. Efter Fru Jørgensens Ordre og Anvisning blev Liget klædt i en blaa- og hvidstribet Kjolenederdel og et graat Jersey Liv, alt af Pigens eget Tøj. Vi har aldrig hørt nogen pynte et Lig saaledes ud, som om det skulde til Maskerade, men det forstaar sig, det er jo billigt Ligtøj. Ovenpaa Spaanerne i Kisten blev der lagt ét enkelt gammelt Lagen med Huller paa og saa kort, at Ligets Fødder laa i de bare Spaaner, og en af Vaagekonerne, som forargedes over hele den Maade at klæde et Lig paa, søgte da noget Linned op i Pigens Kommode, rev et Stykke af og lagde det over Spaanerne. En Hovedpude var der ikke Raad til at lægge den Døde under Hovedet.

Da Kisten skulde bringes bort, blev den sat ud i Opvaskerkøkkenet - det Rum, hvor Pigerne vafler Mælkebøtter, Spande og Kar osv. - , og den Dødes tidligere Medtjenere bandt en grøn Ranke af lidt Blade fra Haven, som de lagde paa Kisten, del var hele den Pynt den fik. Præsten, som bor tilleje i Hr. Jørgensens Gaard, kom over og holdt en Tale, der nok ikke var helt fri for Hentydninger, og saa tog Mændene Kisten og bar den ad en Markvej udenom Byen ned til Ligkapellet.

Det Værelse, hvori Pigen laa syg. Pigekammeret, er i en ret dyb og sikkert ikke fugtfri Kælder. Det har ingen Kakkelovn, og Konen, som plejede den Syge, maatte en Dag, hun frøs, lægge i Kakkelovnen i Strygeværelset, der ligger ved Siden af. Der er Jærnstænger for alle Vinduer og om Aftenen bliver alle Døre omhyggeligt aflaasede af Hr. Jørgensen, saa Gud maa vide, hvorledes det vilde gaa Pigerne i Tilfælde af en Ildebrand.

Under vort Ophold i Lyngby var vi ogsaa inde at tale med Præsten, og dennes Karakteristik af Storbøndernes Forhold til deres Tyende og Arbejdere burde staas op paa hver en Port i alle Lyngbys Gaarde. Den og meget andet, der levende belyser det Forhold vi her har bragt paa Omtale, skal vi i Morgen komme ind paa i en følgende Artikel.

(Social-Demokraten 18. december 1891).

Proprietær Jørgensen anlagde i januar 1892 sag mod Social-Demokratens redaktør Wiinblad i anledning af artiklerne, inklusive den med pastor Heskjær (se andetsteds). I april 1893 blev Wiinblad ved Hof- og Stadsretten idømt en bøde på 100 kr. for krænkende indgreb i Jørgensens private livsforhold og ubeføjede og ærekrænkende udtalelser. Da retten mente at artiklerne gjorde det vanskeligt for Jørgensen at få tjenestetyende, fik han også en erstatning på 100 kr.

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden efter Mosaisk Vestre Begravelsesplads var blevet indviet i 1885, kunne man opleve begravelser der foregik fra kapellet der, og dernæst jordfæstelse i Møllegade fordi der var reserveret plads her. Der foregik begravelser i Møllegade helt op til 1967. Her et par bemærkelsesværdige eksempler:

Rabbiner Abraham Alexander Wolff (1801-1891). Fotograft Moritz Unna (1811-1871). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Professor Wolffs

Begravelse.

Klam tåge, nu og da fint stænkende regn foroven og et fedtet, pløret ælte forneden havde

skræmt mange fra den lange tur ud til Vestre Kirkegårds mosaiske kapel.

Til gengæld var det vogntog, der mødte frem, ganske imponerende, henved hundrede selvejer-landauere og lejekøretøjer holdt i to lange rækker ud for den uhyggeligt bare kirkegård.

Inde i det kønne, rummelige og lyse kapel er næsten alle pladser optagne af civile, sørgeklædte, men også enkelte uniformerede havde givet møde. Vi nævner i flæng: Kabinetssekretær, gehejmeetatsråd Rosenstand, repræsentant for kongehuset, cand. Levysohn, kursusbestyrer Goldschmidt, etatsråd Glückstadt, grosserer Heckscher, grosserer Martin Sachs, repræsentanter for forskellige velgørenhedsselskaber og for resten de fleste fremragende navne af den jødiske handelsstand.

Kapellet rundt lyser de tændte gasblus, ellers er alt ganske prunkløst og bart.

I bimaen står den sorte, tarvelige fyrretræskiste, efter ortodoks, jødisk skik og den afdødes specielle ønske uden kranse, kun professorens ordner, kommandørkorset, dannebrogskorset og en hessisk husorden, ligger på en sort fløjlspude oven på låget.

Forsangeren træder - et par minutter over tolv - frem foran kisten og synger dødsbønnens særtlydende hebraiske tekst, og koret svarer.

Og rabbiner Simonsen, der er udset til at være Wolffs efterfølger, står frem, iført den sorte silketalar med tiaraen på hovedet, og taler.

Han priser den afdødes store fortjeneste af den jødiske menighed, den han kastede glans over ved sin fremragende lærdom og mærkværdige begavelse. Han var en evnerig mand med en vidunderlig hukommelse, men det var tillige en hjertets hukommelse, en ædel og fintdannet sjæls anke for det ringe og fattige her på jorden.

Atter synger forsangeren og koret, og den korte, enkle sørgegudstjeneste er til ende.

Menighedsrepræsentanterne bærer kisten ud. Foran går en af ældste med ordnerne på fløjlspuden, efter kisten følger den afdødes familie.

Så sættes kisten på ligvognen, der er helt sort betrukket, og vogntoget kører til den gamle mosaiske kirkegård ved Møllegade, hvor kisten efter en kort bøn sænkes i jorden.

Men før kirkegården forlades, dypper hver ortodoks sine hænder i den store kumme på forhusets væg, der bærer den hebraiske dødsbøn prentet på muren.

Setter.

(København, 7. december 1891).

Wolffs gravsted på den jødiske kirkegård i Møllegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nationalbankdirektør Moritz Levy (1824-1892). Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Moritz Levy (1824-1892) omkom under et ophold på badestedet St. Gervais i Savoyen den 12. juli 1892. En flod sulmede pludselig op og rev hotellet med sig. V. Falbe-Hansen skrev den biografiske artikel "Konferensraad Levy", Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1892. Af nedenstående artikel fremgik at bisættelsen fandt sted i det store kapel på Vestre Kirkegård. Det lyder usandsynligt at der skulle være tale om Nordre Kapel. Der må vel menes kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Konferensråd Levys begravelse blev i virkeligheden en stille, sådan som Levy selv havde ønsket sig den. Publikum havde respekteret ønsket og holdt sig borte, således at det store kapel på Vestre Kirkegård på langt nær var fyldt, der var vel ialt omtrent et hundrede mennesker til stede. Blandt disse nævner vi nationalbankdirektørerne Linnemann og Smidt, etatsråd Georg Petersen, kammerherre Bille, kancelliråd Buchheister, professor Falbe-Hansen, overpostmester Petersen osv.

På kisten lå kranse bl.a. fra alle de københavnske banker, fra Norddeutsche Bank, grosserersocietetets komite, Svitzer osv. Talen holdtes af hr. Simonsen der omtalte den afdødes uventede endelig ved den store naturbegivenhed og mindede om at herved var hans ønske om en pludselig og smertefri død gået i opfyldelse. 

Efter at der var sunget en salme, blev kisten bragt ud af kapellet og ført til den jødiske kirkegård i Møllegade. Her fandt jordpåkastelsen sted hvorefter kisten nedsænkedes i den samme grav der rummer støvet af hans for 22 år siden afdøde hustru.

(Kjøbenhavns Børs-tidende, 23. juli 1892).

Erindring om Danmark og De Vestindiske Øer: Søndermarksvej 16. (Efterskrift til Politivennen).

I det mondæne Carlsbergkvarter i Valby ligger diskret mellem de mange store villaer, en mondæn villa med anselig have på Søndermarksvej 16. Det er opført 1892-1893, og var opført af William Brøndsted (1836-1916), købmand og ejer af et af de vestindiske handelscentre. Han var dansk konsul, gift med Anna Mathilde Borch (1844-1920) som var flyttet til St. Croix. Grunden til at de ikke forblev på øerne var, at ægteskabet var ulykkeligt. Måske fordi Anna Mathilde altid længtes tilbage til det sted hvor hun ikke var (St. Croix eller København). 

Indkørslen til den statelige pragtvilla på Søndermarksvej 16 i Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De nåede at få en datter på St. Croix. Men til sidst opgav William sin forretning og flyttede til København. Sanct Thomæ Tidende, 4. juli 1894 meddelte at købmand William Brøndsted likviderede købmandsforretningen "W. Bröndsted & Co.", samtidig med at købmand Theodor Bröndsted anmodede om at han under navnet "Bröndsted & Co." fortsatte forretningen. Brøndsted & Co. ejede store kulpladser i havnen i St. Thomas, og tjente formentlig store summer ved at levere til amerikanske krigsskibe 1898 i krigen mod Spanien. 

Hans firma begik underslæb, og selv om han egentlig var ude af det, betalte han 500.000 kr. (2/5 af sin formue) - i nutidens mønt to-cifret millionbeløb. Det fortæller lidt om omfanget af formuen han havde skabt sig på de vestindiske øer, at han ikke manglede penge til at opføre den monumentale ejendom på Søndermarksvej. Men lykken var ikke gjort med det: Konen lagde sig i sengen 1903 og der blev hun liggende til hun indebrændte i 1920.

Om hans virksomhed på de Vestindiske Øer ved vi ikke så forfærdelig meget fra aviserne, ud over at han tjente styrtende med penge. Han må have oplevet opstanden i 1848, "The Fireburn" i 1878 og lige nået strejken i 1916. Som konsul modtog han bl.a besøg fra skibe og holdt sig til hos danskerne i Buenos Aires, Argentina, bl.a. talte han for dem  i anledning af majestæternes guldbryllup i juli 1892. 

I august 1898 forsøgte indbrudtyve at trænge ind i huset på Søndermarksvej. Men de blev opdaget af tjenestepigen.  I 1900 beskæftigede han sig i en artikel i "Børsen" med de Dansk Vestindiske Øer. Og han blev også rådspurgt som "ekspert" idet han i 1902 forhandlede som "en anset købmand i Vestindien" med "Den Vestindiske Kommission". 

Søndermarksvej 16, Valby (Carlsbergkvarteret). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fhv. Konsul William Brøndsted.

Forhenværende Konsul og Købmand paa St. Thomas William Brøndsted er afgaaet ved Døden i sit Hjem i Valby efter lang Tids Sygdom i en Alder af ca. 80 Aar.

Den gamle vestindiske Købmand var Søn af Pastor A. C. Brøndsted i Asminderød og kom allerede i 16 Aars Alderen til Vestindien, hvor han blev ansat i det store tyske handelshus Schön, Willing & Co. Ved sin Energi og Dygtighed naaede han hurtigt en betroet Stilling i Firmaet og repræsenterede det i en Aarrække, dels i Nordamerika og dels i Portorico og blev Deltager i Firmaet, da han paany kom tilbage til St. Thomas. Her opnaaede han betydelig Anseelse og Indflydelse og blev udnævnt til Konsul for flere fremmede Regeringer. Efter nogle Aars Forløb overtog han Firmaet for egen Regning under Navnet Brøndsted & Co.

I Slutningen af Firserne vendte han saa tilbage til Danmark, og har i en Aarrække levet som Privatmand i sit Hjem paa Søndermarksvej i Valby. En yngre, for nogle Aar siden afdød, Broder var ogsaa Konsul og købmand i Vestindien, og en anden yngre Broder er praktiserede Læge Christian Brøndsted i Bredgade. Konsul Brøndsted efterlader sig en enke, Anna Brøndsted, født Borch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1916, 2. udgave.)

Indtil 1970'erne var det privatbolig, men fik så dispensation til erhverv, og Bent Fabricius-Bjerre drev firmaet Metronome fra villaen i over 20 år. Herefter rykkede Dansk Jernbaneforbund ind i den.