Fødsel i en Grøft. (Efterskrift til Politivennen)

"I Klude svøbt, i Krybbe lagt .."

I Forgaars hændte der ude paa Roskildevejen en af disse Begivenheder, der snart er saa almindelige, at de knapt vækker Opmærksomhed, og dog saa fortvivlet sørgelige, en as de voldsomste Anklager mod det nuværende Samfund. I Gartner D. T. Povlsens Have paa Roskildevej Nr. 70 arbejdede en Del Koner med at plukke Jordbær, et haardt Arbejde selv for raske yngre Kvinder, da det tager voldsomt paa Ryg og Lænder, og Jordbærrene tidt, naar der begyndes tidlig om Morgenen, er drivvaade af Regn eller Dug. Lønnen er tarvelig nok, højst 14-15 Øre Timen, ofte kun 10-12 Øre. En af disse Koner havde imidlertid længe været højfrugtsommelig, alligevel maatte hun for at faa det daglige Brød holde ud til det sidste. Da følte hun sig i Forgaars Formiddag saa elendig, at hun gik ind og meldte Fruen, at nu maatte hun forlade Arbejdet. Fru Povlsen gav hende de Penge, hun havde fortjent, og lod hende gaa.

Hun var næppe kommen 200 Skridt henad Vejen, før hun segnede om i Grøften og med det samme fødte et snlvbaarent, levende Pigebarn. Nogle Koner ilede til og hjalp den Ulykkelige, og Melhandler Christensen i Nr. 71 lod straks spænde for samt sørgede for Tæpper og Puder til Moder og Barn, som derpaa kørtes til hendes lille Tagkammer, Odinsvej Nr. 6. Ligeledes hentedes der Jordemoder, Fru Simonsen i Smallegade, som med stor Humanitet tog sig af Barselkonen - uden Haab om noget synderligt Vederlag.

Md. Elna Hansen - saaledes hedder Barselkonen - er nemlig yderst fattig; hun kom for 5 Aar siden hertil fra Sverig med sin Mand, som imidlertid sor et halvt Aar siden tog fra hende for at søge Arbejde og vistnok nu opholder sig i Udlandet; hun er altsaa ikke forsørgelsesberettiget her i Landet, men har hidtil ved overordenlig Flid og Orden kunnet ernære sig selv og udrede Plejeudgifterne for en lille Pige paa 4-5 Aar (5 Kr om Maaneden). Ligeledes har hun indtil Dato betalt sine 5 Kr. om Maaneden i Husleje. Men nu ligger hun hjælpeløs ude paa Odinsvej i et bart Kvistkammer paa en gammel Madras med sit lille nyfødte Barn ved Siden, svøbt i nogle Klude. Hun ønsker blot snarest mulig at komme op og tage sat paa Arbejdet, inden Jordbærtiden er helt forbi, - men saa har hun den Lille at skulle sørge for. Under 3 Kr. om Maaneden kan hun næppe saa hende i Pleje Fremtiden staar derfor yderst mørk for hende; i Øjeblikket er hun henvist til, hvad barmhjærtige Naboer vil yde hende af Mad og Drikke.

At sligt skal være muligt i et "kristeligt" Samfund, et rigt Samfund, som vort! Hvormangen Rigmand tænkerover, naar han i disse Dage sætter sig til det velbesatte Bord sammen med sine rødkindede Børn og fryder sig over de friske, aromatiske Jordbær, - at netop disse Jordbær er maaske bleven plukkede af en fattig, forslidt Kvindes feberhede Haand et Par Minuter før Fødselsveerne greb hende og kastede hende i Landevejsgrøften!

Dette Samfund, der har Millioner og atter Millioner til Fæstninger, til Guldbryllupsstads osv., det lader vore fattige frugtsommelige Kvinder gaa for Lud og koldt Vand, til de en Dag falder om i Grøften for under Livsfare at forplante Menneskeslægten, - de Kvinder, som burde være hellige i Samfundets Øjne, omgives med Ære og Velvære.

Og de stakkels smaa Væsener, der skal ligge i snavsede Klude og trække i den forpinte Moders magre Bryst - og saa averteres i Pleje for den billigst mulige Pris. Er Samfundet ikke rigt nok til at oprette det fornødne Antal Børnehjem, hvorfor skal den Sag overlades den private Godgørenhed, der dog aldrig kan slaa til?

Skulde enkelte velhavende Mennesker have Lyst til at anvende deres Søndag Formiddag paa at se til hende og bringe hende nogle Forfriskninger, da er hendes Adresse som nævnt: Odinsvej 6 (ved Morskabsteatret i Frederiksberg Allé)

(Social-Demokraten 17. juli 1892).

Et noget senere foto (1913) af det omtalte Morskabsteater: Ukendt fotograf: Frederiksberg Morskabsteater. Teatret blev opført i 1885 som afløser for en ældre træbygning fra 1869. I årene 1914-17 hed det Alexandra-Teatret, fra 1917-42 Betty Nansen Teatret. Derpå Allé Scenen og nu atter Betty Nansen Teatret. Det er Asgårdsvej der munder ud i alléen. 1913. Kbhbilleder. 

Odinsvej ændrede i 1928 navn til Asgaardsvej. Kun huset Asgård er vist det eneste der er tilbage fra den tid (1858). De nuværende bygninger (villaer) på østsiden er opført fra midten af 1890'erne.

Sofus Høgsbro 70 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

70 Aar.

I Morgen bør Danebrog hejses paa enhver Flagstang, der tilhører en Venstremand; Flaget bør hejses til Ære for Folketingets Formand, Statsrevisor Sofus Høgsbro, der i Morgen fylder sit 70de Aar.

Saa vidt vi véd, fejrer Høgsbro Dagen i sin Families Kreds, og naar Dagen forløber uden en stor Fest med Tilslutning fra de mange, der utvivlsomt i Morgen gjærne vilde samles med ham, da er det sikkert kun, fordi Høgsbro selv har villet det saaledes.

I Juni Maaned i Fjor havde Høgsbro Sølvbryllup med sin Valgkreds, Sønderbroby-Kredsen, som han havde repræsenteret i 25 Nar. Den Gang kunde Høgsbro ikke undslaa sig for at møde til Fest, thi er der noget, Høgsbro som god Demokrat bøjer sig for, saa er det for sine Vælgeres Vilje. Da han saa betraadte Talerstolen, blev han ikke hilset med Hurraraab eller Haandklap, men alle Deltagerne blottede som efter en fælles Aftale Hovederne. En Forsamling, der virkelig er "samlet", kan undertiden rent instinktmæssig lægge en stor Finfølelse for Dagen. Og det var alle enige om, at den stille, sympathetiske Hyldest netop passede til denne Mand og hans Livsførelse.

Den Gang Høgsbro kort efter den sørgelige Krig i 1864 udsendte det første Nummer af "Dansk Folketidende", dette Blad, der skulde faa en saa stor Betydning for det danske Demokrati, skrev han i den Artikel, hvormed han indledede Bladet, bl. a. følgende: "Den Kost, der bydes, vil være simpel og uden Kryderier og maa falde mange altfor ringe, men den vil dog forhaabenlig ogsaa af mange findes fund og god og som "det danske Brød, der er Kræfter i"."

Disse Ord kunde godt staa som Motto over en Skildring af Høgsbros hele Liv. Er der noget, Høgsbro har skyet, saa er det at synes uden at være -, intet har tiltalt ham mindre end tomme Tanker og tynd Tale, som der var sat "Kryderi" paa, for at det alligevel skulde "kradse". Maaske er han til Tider gaaet noget for vidt til den modsatte yderlighed, saa at han ikke altid syntes at være, hvad han dog virkelig var.

Derfor var der naturligvis, navnlig tidligere, ganske rigtigt mange, som fandt, at det, han ydede og evnede, kun var simpelt og ringe; men det Haab, han udtalte, gik ogsaa i Opfyldelse: der var mange, der fandt, at det Arbejde, han uegennyttigt, med store personlige Ofre, ydede i det danske Folks Tjeneste, var sundt og godt. Og han har haft det Held, at se dem, der mente saaledes, voxe i Tal Aar for Aar.

Det danske Demokrati skal da ogsaa nok vide at finde Høgsbro, selv om han i for vidt dreven Beskedenhed søger at unddrage sig offenlig Opmærksomhed. Det skal nok vide at finde Former, hvorunder det kan takke ham for et langt Livs tro Gjerning.

Da Høgsbro, som nævnt, for et Aars Tid siden sejrede sit 25 Aars Jubilæum, bragte "Morgenbladet" flere Artikler til Oplysning om hans Liv og hans Gjerning.

I Dag er det derfor tilstrækkeligt atter at pege paa, hvad der har været det centrale i hans Liv, hvad han har viet sine bedste Kræfter. Det kan udtrykkes ved de to Ord: Danskhed og Frihed, men de to Ord betød for Høgsbro altid kun et, var kun Sider af den samme Sag. Det ægte danske kunde kun ret komme til Udfoldelse under Friheden, og kun et frit Folk kunde gjøre sig Haab om at samle alt, hvad der vil være dansk.

Og som Høgsbro har ment det før, saa mener han det ogsaa nu. Han tror mindst af alt paa, at der kan komme noget godt ud af en Æventyrpolitik. For de danske Sønderjyder, til hvilke han føler sig knyttet ved ukristelige Baand, kan vi efter Høgbros Mening sikkert intet bedre gjøre end at arbejde efter bedste Evne for, at det nationale Liv her i Landet kan udfolde sig sundt og frit; derved yder vi de danske Sønderjyder den bedste Støtte i deres Kamp.

Det kan naturligvis ikke være andet, end at Høgsbro bliver tung om hjærtet, naar han ser tilbage paa sit Livs Gjerning. Sønderjylland er jo tabt og Grundloven krænket.

Men det er ikke Haabløshed, der vil bemægtige sig ham, thi Kampen er jo endnu staaende baade her og dér, baade om Danskheden og om Friheden. Og Kampen føres nu begge Steder med fuld Klarhed, ikke blot over Maal, men ogsaa over Midler, der svarer til Evnen.

Paa Høgsbros 70-aarige Fødselsdag véd vi intet bedre at ønske ham - og os andre, end at han endnu i en Aarrække maa kunne tage en virksom Del i denne Kamp.

Og skulde han ikke oplive selve Sejrens Dag, lad os da i det mindste haabe, at han stadig maa se Fremgang for den Fane, hvorunder han faa trofast har kæmpet.

(Morgenbladet 17. juli 1892).

Høgsbro boede på daværende tidspunkt på Landskronagade. Høgsbro, Sofus  1822-1902. Afdeling 7, rk. 2, nr. 65

Højskoleforstander og politiker Sofus Magdalus Høgsbro (18.7.1822-15.1.1902) var påvirket af Grundtvig. Han blev cand.teol. 1848. Han var forstander for Rødding højskole 1850-1862. Fra 1858 sad han i folketinget. Efter 1866-grundlovens vedtagelse var han en af hovedkræfterne bag Det nationale Venstre. Og i 1870 bag Det forenede Venstre. Hans modeholdne kurs fortsatte også efter at dette blev sprængt i 1878. I 1880'erne lå han tæt på  den Berg-Hørupske fløj i kampen mod J. B. S. Estrup skærpedes i 1880'erne. Han overtog Bergs post som folketingets formand og formand for venstre i 1887.

Han var imod det storpolitiske forlig 1894, forlod Bojsens forhandlende venstre og deltog i 1895 i dannelsen af venstrereformpartiet hvis første formand han blev. Som protest mod Høres og det forhandlende venstres valglov som var en tilsidesættelse af grundlovens bestemmelser, nedlagde han sit formandskab i folketinget indtil folketingsvalget 1895 som betød et stort nederlag for forligspartierne. Næsten samtidig med systemskiftet måtte han i oktober 1901 af helbredsgrunde fratræde posten som folketingsformand og få måneder senere.

Sofus Høgsbro udgav og redigerede ugebladet Dansk Folketidende 1865–83.

Amalie Høgsbro f. Jürgensen 23/5 1833 - 27/12 1893. Sofus Høgsbro 18/7 1822 - 15/1 1902. Hvad I lagde ned i løn, værned om med daad og bøn, er for os en rigdomskilde, rindende med minder milde, eders 12 børn. Gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 7, rk. 2, nr. 65. Foto Erik Nicolaisen Høy (2019).

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (3/6). (Efterskrift til Politivennen)

Ved folketællingen i 1885 bestod husstanden Bech, Badstuestræde 2, 2.sal tv. af følgende medlemmer: Søren Peter Jensen Beck, Cathrine Bech født Thomsen (40 år), Bekker Philip Bech (15 år), Jens Asger Bech (14 år), Dagmar Kirstine Bech (11 år) og Peter Einer Bech (9 år).

I Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 15. februar 1881 fremgik at grosserer Bech havde solgt hotelejendommen "Ny Rustenborg" for 155.000 kr. Annoncen ovenover er fra Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 16. juli 1881 hvor grosserer Bech annoncerer med lejlighed til leje i Lyngby. I Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød kunne man den 9. april 1881 læse at der var afholdt en fest på Hotel Rustenborg i Lyngby i anledning af kongens fødselsdag. Lokalet var dekoreret under ledelse af grosserer Bech.

Hans søn, Asger Bech var i 1891 involveret i en opsigtsvækkende svindelsag og var i aviserne de følgende år. Bl.a. havde han solgt en kongelig karet til en godtroende mand. At faderen i en avis blev identificeret med sønnen, fik ham til at gå i retten:

Pressesag. Hof- og Stadsretten har idag paadømt en Sag der var anlagt af Kaptain P. Bech af Lyngby mod Redaktør Rex i følgende Anledning. 

Efter at Rex ved Hof- og Stadsretsdom af 9. November s. A. i en mod ham af Kaptain Bech anlagt Sag var bleven anseet efter Straffelovens § 217 og 220 med en Bøde til Statskassen af 400 Kr. og paalagt sagens Omkostninger med 80 Kr., fandtes i "Aftenbladet" for samme Dag en Artikel, hvori den nævnte Dom refereredes saaledes:

"Asger Bechs Fader. En Dom. Faderen til den berømte unge Asger Bech - ham med de mange falske Vexler - sagsøgte os i Foraaret, fordi vi havde nævnet hans Navn i Forbindelse med Sønnen. Faderen er nemlig - Kaptain P. Bech, for Tiden boende i Lyngby.

Bech forlangte 10,000 Kr. i "Erstatning" og al Landsens Ulykker over "Aftenbladet". 

Retten fandt, at Nævnelsen af Faderens Navn i Forbindelse med Sønnen og dennes Meriter var 400 Kr. værd, men af de 10,000 Kr. blev der ikke en Øre til Hr. Bech."

Ligesom denne Artikel ved paa den angivne Maade at fremholde Kaptain Bech for Offenligheden som Fader til den i samme som skyldig i Vexelfalsk nævnte Person maatte - uanseet at Slægtskabet omtaltes i den ovennævnte Dom - ansees krænkende for Bechs Privatlivs Fred. saaledes maatte der gives Bech Medhold i, at Artiklen gik ud paa at haane ham, og at de i den brugte Udtryk maatte forstaaes som indeholdende en Insinuation om, at Bech i de under den tidligere Sag ommeldte Udladelser havde været omtalt som medskyldig i de af hans Søn begaaede Forbrydelser, hvilket ikke havde været Tilfældet.

Ved Rettens Dom bleve de i Artiklen indeholdte Fornærmelser mortificerede og Redaktør Rex efter Straffelovens 216, jfr. § 215, §  217 og § 220 idømt en Bøde til Statskassen af 400 Kr., subsidiært simpelt Fængsel i 2 Maaneder, samt tilpligtet at betale Kaptajn Bech Sagens Omkostninger med 80 Kr.

(Nationaltidende 20. juni 1892).

Kjøbenhavns "vestre Kirkegaard". (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavner-Brev)

Vestre Kirkegård, Københavns nyeste og største kirkegård, regnedes i mange tider for en ren fattigkirkegård. Den lå kold og bar og øde på bakkeskråningerne mellem Valby og Kalvebodstrand. Der var langt derud; det var både i høj grad tidsspildende og kostbart at gå til begravelse derude; sporvogn fandtes ikke, enten måtte man tage droske eller man måtte gå den lange vej.

Det blev de til København sidst ankomne der måtte på Vestre Kirkegård. Endnu i tresserne havde selv mindre bemidlede københavnere familiegravsted på en af de store gamle kirkegårde; men pladsen på disse blev hvert år knappere, og prisen på den strimmel jord, en kiste indtager, steg stadig. Det blev til sidst overhovedet ikke muligt at erhverve gravsteder på anden måde end som familiegravsteder på længere åremål.

Alle mindre bemidlede folk var derfor henvist til Vestre Kirkegård, så snart denne toges i brug; og alle de mange, der slet intet kunne betale, men måtte nøjes med frijord. henvistes til samme sted.

Den 2. november 1870 jordedes det første lig på Vestre Kirkegård. I de følgende år begravedes der her henved 2000 mennesker årlig, men antallet steg hurtig, “efterhånden som byen voksede”, og nu begraves der årlig 4 til 5000 mennesker derude. Men der er også plads til tusinder og atter tusinder; for denne kirkegaard er større end mange gårde, der pynter sig med navnet proprietærgård; 135 tønder land er henlagt til kirkegård, og vejlængden fra den ene ende til den anden er over ½ fjerdingvej. Hele dette store areal er dog endnu ikke taget i brug; vel henimod 40 tønder land ligger endnu hen som græsjordsmark.

Samtidig med kirkegårdens anlæggelse byggedes et kapel; det var meget lille, meget uanseligt og meget tarveligt.Det var simpelt hen et umalet træskur afdelt i to rum, et stort, hvor kisterne hensattes, indtil selve begravelsesdagen, og et der gjorde tjeneste som kapel. Der var lavt til loftet, smalt til væggene, grimt og uhyggeligt, kvælende varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren. Så lille var dette kapel, at det var overfyldt, så snart der blot mødte 50 mennesker til en begravelse.

Men det var [ulæseligt] også kun rent foreløbig", hed det n[ulæseligt] Magistraten havde planer om at bygge et stort og flot kapel. Sagen skulle blot “overvejes"; det blev den så i tyve år; først for to år siden påbegyndte man opførelsen af et kapel, som i disse dage er blevet indviet ved en kort tale af stiftsprovst Paulli, og hvorfra på tirsdag den første begravelse finder sted.

Har man i nogle år ikke været på Vestre Kirkegård og nu kommer derud, overraskes man ved at fattigkirkegården er bleven forvandlet til “noget så smukt”, at der sikkert ikke findes skønnere kirkegård i Danmark.

Beliggenheden er malerisk. Kirkegårdens højeste parti er oppe ved den “gamle jernbanevold", som det kaldes, skønt det ikke er nogen vold, men den største  gennemskæring vi overhovedet har i Danmark. Ældre folk ville tydelig mindes, hvordan vor første stump jernbane, den fra København til Roskilde, førtes op gennem Valby, og at i den anledning den mægtige Valby Bakke måtte gennemskæres. Senere forandredes retningen og skinnerne toges op; men ellers blev alt liggende uforandret; og står man en sommeraften på den høje, smalle, hensmulrende bro, der fører fra GI. Carlsberg over gennemskæringen, og ser et tog komme brusende i det fjerne, ser det ud som om det om et øjeblik ville komme brusende hen under broen.

Der findes ikke smukkere sted ved København end “den gamle jernbanevold" lige over for Vestre Kirkegård. Foran den ligger den gamle, grønklædte gennemskæring på hvis sider hvide og sorte geder græsser; lige over for ligger kirkegården og til begge sider af denne Kalvebodstrands rolige, blanke vand, bag hvilket Amager hæver sig, tæt bebygget som var det en stor sammenhængende by. Og går man herfra over på kirkegården forbi et henrivende smukt haveanlæg, hørende til GI. Carlsberg, udvides udsigten over Kalvebodstrand og Amager efterhånden; særlig vid er den på en med kunst anlagt kæmpehøj omtrent midt på kirkegården.

Det er naturen, det anlægsagtige ved kirkegården, der glæder øjet. Overalt er smukt anlagte beplantninger af gran og fyr; guldregn og syrener findes i stor mængde, skyggende ud over halvmørke gange; et par steder ligger ikke ubetydelige damme, til hvilke stentrapper fører ned; rundt om finder man grupper af høje og lavstammede roser og overalt på de kønneste pladser er anbragt bænke.

Midt i den smukkeste del af anlægget ser man hist og her et tarveligt trækors kigge frem mellem buske og græs; her var oprindelig “frijorden"; indskriften på korsene er udvisket. Gravtuerne de fleste steder jævnede med jorden, men den fattigste del af kirkegården er forvandlet til den skønneste.

Midt gennem kirkegården på kryds og tværs fører vel vedligeholdte veje, der er brede som de bedste hovedlandeveje. Langs disse veje ligger grav ved grav, beplantede med ligusterhæk og roser. Monumenterne er gennemgående små og tarvelige i sammenligning med dem, der findes på de ældre kirkegårde; men også dette forhold er i færd med at forandre sig. Nærmer man sig den nyeste del af kirkegården, bliver beplantningen mere og mere sparsom, og kommer man endelig til frijorden - de fattiges kirkegård -  helt nede ved Kalvebodstrand, hører der helt op; for her må kun plantes lavtvoksende buksbom, og der må kun anbringes simple trækors og malede blikplader som monument.

Nordre Kapel under opførelse, håndværkere foran, 1891. Københavns Bymuseum fra Vestre kirkegårds 100 årsjubilæum.

Nu er der 4 kapeller på Vestre Kirkegård; det store, smukke mosaiske kapel, som jøderne lod opføre for over 10 år siden, et lille katolsk kapel med en korsfæstet Kristus foran, det store, nyindviede flotte stenkapel, som Magistraten har ladet opføre med en bekostning af 175.000 Kr.. og endelig det gamle trækapel. Dette vil ikke komme til at ligge ubenyttet, da det ligger langt nærmere “frijorden" end det store. Men det er “under overvejelse", om der skal opføres et lille stenkapel i den yderste ende af kirkegården, eller om Magistraten vil nedlægge skærver på vejene og anskaffe sig to små raske heste og en rustvogn til transport af ligene fra det ny store kapel til graven. Dette sidste turde bedre end noget andet illustrere, hvor stor udstrækningen af Vestre Kirkegård er.

(Frederiksborg Amts Avis 18. juni 1892)

Indtil Søndre Kapel blev opført i 1906 blev Nordre Kapel som oftest omtalt som Det Store Kapel, mens det gamle trækapel blev benævnt Det Lille Kapel.