Amagers Krøsus og hans Mødding. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Amager har man, ligesom alle andre Steder, en Politi- og Sundhedsvedtægt, en Sundhedskommission og en Birkedommer, denne sidste med Myndighed til at skaffe Respekt for det første. Dog nej, ikke rigtig; man har nemlig ogsaa derude en Mand, en meget rig Mand, der i Kraft af den gamle Sandhed Penge regerer Verden! trodser det hele. Han hedder Jacob Holmblad og er Grosserer, Fabrikant og Jordbruger. I denne sin sidste Egenskab holder han en Mødding, en meget stor og væmmelig en, der er ved at gøre ham mere berømt end noget andet. Den er placeret paa et Sted, hvor en meget stor Del af Sundbyernes Befolkning ikte kan undgaa at stifte et meget ubehageligt Bekendtskab med den, og indeholder, - ja, det er der forskællige Meninger om, men at det er noget særegent, noget rigtig slemt, har Køhlersvejskvarterets talrige Beboere længe været paa det rene med. Arbejdere, der tidlig om Morgenen gaar til deres Arbejde, har meget ofte været Vidne til nogle mærkelige Manøvre med den. Arbejdsfolk fra Hr. Holmblads nærliggende Oliefabrik har da været i fuld Virksomhed oppe paa Møddingen. Der er blevet gravet, endevendt og dækket til i Midten af den, og paa Siderne lagt Dæmninger af Staldgødning, ligesom om der skulde stoppes for noget flydende. En ulidelig Stank har da samtidig bredt sig over hele Kvarteret og tvunget Beboerne til at lukke deres Vinduer, og de Forbipasserende til at holde for Næsen.

Beboerne havde ventet, at Sundhedskommissionen under den nu herskende Kolerafare og i Medfør af de mange ekstraordinære Sundhedsforanstaltninger havde taget sig af Sagen og skaffet Lys i dette Mysterium. Men forgæves. Saa henvendte man sig til en af vore Partifæller. Han har nu undersøgt Tingene, og vi kan herefter oplyse, at nævnte Mødding intet mindre er end Hr. Holmblads Latrinoplag. Ikke saadan at forstaa, at det alene er hans egen uskyldige Latrin, der lagres, nej, det er Latrinen fra 11 af Hr. Holmblads Fabriker og Ejendomme, der her lægges op og kun bortføres 1 eller 2 Gange aarlig.

Hvor utroligt det end lyder, at paa samme Tid som man rask væk mulkterer fattige Husejere, blot der ligger en Skovlfuld Fejeskarn i deres Gaard, og mens man paabyder de samme Smaaværter at dække deres Skarnkasser til med Laag og at lade deres Latrin bortføre, lader man ganske ugenert Storkapitalisten, Millionæren Holmblad uhindret opføre sligt et Svineri tæt op til en befærdet Vej og ved et Kvarter, der beboes af ca 6000 Mennesker, saa er det dog sandt.

Til Efterretning for den udmærkede Sundhedskommisston og det aarvaagne Politi skal vi oplyse, at de Steder, hvorfra Hr. Holmblad fører Latrin til Køhlersvej, er følgende Ejendomme: Amagerbro Nr. 3-4 og 6, "Ny Mølle", Amagerbro Nr. 10, "Røde Mølle" og Arbejderboligerne samme Sted, Amagerbro Nr. 11, Limfabriken Køhlersvej Nr. 9, Oliemøllen, Sæbeværket og Holmblads Ejendom i Kronprinsessegade i København; foruden dette Staldgødningen fra Hr. Holmblads mange Heste, Køkkenaffald og endelig det forraadnede, opløste Kød, som ved Hjælp af Kalkvand løsnes fra de gamle Ben, som benyttes paa Limfabriken. At dette afskyelige Pløre er det, at Hr. Holmblad lægger op ved Køhlersvejen i Midten af den nævnte Mødding, hvor det ligger mens Vandet siver fra det. Dette Vand synker for en Del i Jorden og udøver en alt andet end heldig Indvirkning paa Brøndene i de omliggende Ejendomme, og Resten løber ud i Køhlersvejens aabne Grøft. Er det underligt, at denne lugter?

For en halv Snes Dage siden gjorde vi opmærksom paa, at der fra Møddingen var Afløb til Grøften; det Hele ligger dog endnu. Ved det Amager Politi eller Sundshedskommission ikke noget derom? Gælder Amager Politivedtægts §§ 82 og 84 ikke for Millionæren Holmblad? 

Brøndvandet i de nærliggende Ejendomme er næsten overalt ubrugeligt. I Ejendommen skraas overfor Møddingen var vi inde. Beboerne forklarede, at det Brøndvand, de pumpede op om Aftenen, lugtede allerede den næste Morgen, og at Vand, de havde kogt, var blevet helt farvet og bedækket med en rød Slimhinde. Helt nede ved Amagerbom, hvor der findes københavnsk Vand, maa disse Beboere hente deres Drikkevand. Mon der ikke er god Grund til at undersøge, om ikke Hr. Holmblads Mødding har nogen Skyld i dette Forhold? I saa Tilfælde burde vedkommende Grundejere samlede anlægge Erstatningssag mod ham for det Lejetab og den Skade, der i mange Aar er paaført dem. Til hans Oliemølle, der ligger tæt ved Møddingen, er der indlagt københavnsk Vand, men der er lukket saaledes for det, at Oliemøllens Arbejdere, der er lønnet saa usselt, at de næppe har Raad til at slukke deres Tørst med Øl, maa gaa til den ved Møddingen beliggende Brønd, hvis deres Tørst bliver dem for slem. Mon Millionæren ikke skulde have Raad til at give sine Arbejdere en Drik af det københavnske Vand?

Renovationsselskabet, som bortfører Latrinen for København og Omegn, har faaet Paalæg om hurtigere Bortføring, og om at de skal desinficere Tønderne. Har Hr. Holmblad faaet et lignende Paalæg, og har han fulgt det?

Ved et Par af hans Ejendomme findes der slet ingen Tønder; det ene Sted løber Latrinen ud i Skarnkassen, og del andet Sted lagres det nedenunder Retiraden i en Slags Kælder og køres kun bort, naar der er et Læs fuldt.

Vi tvivler aldeles ikke om, at Hr. Holmblad tjener store Penge paa denne propre Geschæft: han faar billig Gødning og slipper fri for de dyre Bortførselsomkostningcr, han lader nemlig Limfabrikens Arbejdere bortføre det, og de faar kun 2/3 af den Løn, Renovationsarbejderne andre Steder erholder; men vi synes dog, at vil han driste sig til at holde saa indholdsrig en Mødding, burde han lægge den et andet Sted end op til et tæt befærdet Vej, og saa burde han ikke lade det modbydelige og sundhedsfarlige Vand løbe ud til en aaben Grøft paa offenlig Vej. Det er baade yderst hensynsløst mod andre Mennesker og tillige absolut ulovligt. For kort Tid siden holdtes der et Møde af Grundejere langs Køhlersvej for at faa den berygtede Grøft væk, og skønt Hr. Holmblad er den, der uden Tvivl leverer det største Kontingent af Snavs til Grøften, strandede Sagen dog paa hans Umedgørlighed.

Idet vi her fremdrager dette skandaløse Svineri, der næppe under lignende Forhold har et Sidestykke i hele Landet, skal vi dog tillade os at spørge: Hvad siger d'Hrr. i Taarnby Sogns Sundhedskommission, Lægen Dr. Strandgaard, om Drikkevandet, Sogneraadsformanden Hr. Westergaard, om Sagens Indflydelse paa de kommunale. Forhold, og endelig den Lovens strænge Mand, Hr Birkedommer Øllgaard, har han og hans Politi stirret sig blind paa Amagers Socialdemokrater, siden han ikke kan se, hvad Højremanden, Millionæren Hr. Holmblad, foretager sig?

(Social-Demokraten 17. september 1892).

Stank fra Kalvebodstrand. (Efterskrift til Politivennen)

I en mindre Notits omtalte vi forleden, at der fra en pestagtig Sump bagved Grosserer Hartmanns Plads ved gl. Jærnbanevold udbredtes en afskyelig Stank over de nærliggende Sidegader paa Vesterbro, og vi formente, at naar Sundhedsavtoriteterne i disse Tider blot fik et Fingerpeg hen til, hvor Svineriet grasserede, at disse da straks satte sig i Bevægelse for at faa Pestdyngerne fjærnede; men dette har ingenlunde været Tilfældet. I de sidste Dage har vi fra flere Beboere paa Vesterbro faaet fornyede Klager over den afskyelige Stank. Det forbavser os, at der virkelig i Hovedstadens umiddelbare Nærhed, ca. 100 Alen fra tætbeboede Arbejderboliger, endnu kan findes Sumpe som den her omtalte.

Imellem 2 a 3 Baadeskure og en Del Ro- og Sejlbaade, klods op til Grosserer Hartmanns Sand- og Stenplads, hvor en Mængde Arbejdere daglig har deres Beskæftigelse, fandt vi en Sump i et Hjørne af Kalvebodstrand, der i Udseende og Stank trodser enhver Beskrivelse. Raadden Tang, døde Fisk, rødgult, stillestaaende Vand, Affald fra et Tarmeskraberi, Maddiker og Millioner af summende Fluer udgjorde hele Moradset.

Det lugtede saa afskyeligt, at vi skyndsomst maatte fjærne os fra Stedet, og Arbejderne fortalte os, at de mange Gange maatte standse deres Beskæftigelse og forlade Pladsen, da det var umuligt at opholde sig i Rærheden af Sumpen, naar det var Paalands-Vind med oprørt Sø.

Med samme Vind er det ligeledes umuligt for de omboende Familier at lufte deres Lejligheder ud, de maa skyndsomst lukke alle Vinduerne igen, da Stanken om Aftenen trænger ind i Værelserne og forpester Luften dér. Ja, Beboerne helt oppe paa Vesterbrogade maa holde Vinduerne lukkede, fordi Lugten fra Sumpen i Kalvebodstrand er generende for dem.

Folk, der passerer Strækningen paa Vesterbrogade fra Viktoriagade udefter, har vist ofte mærket en ildelugtende Stank fra Søen, og de fleste mener, at det er Rester fra Rosenaaen, der udsender sine Parfumer, men det er Sumpen i Kalvebodstrand, Stanken kommer fra.

Politiassistent Madsen paa Vesterbro var for nogle Dage siden ude paa Volden for at efterse Grøfterne, og ved Hjælp af en Pind rodede han op nogle Vandhuller, og da Lugten derfra ikke forekom ham behagelig, blev de ogsaa Dagen efter fjærnede, - men mærkelig nok lagde han ikke Mærke til Sumpen nede ved Stranden, skønt den netop samme Dag udsendte sin pestagtige Stank.

Vi henstiller til Autoriteterne hurtigst muligt at faa denne Sump skaffet bort, thi den er allerede nu særlig for Sundheden, og skulde Koleraen komme her til Byen, vil nævnte Sump uden Tvivl gøre sit til, at Sygdommen formerer sig Stedet for at hæmmes.

Det er naturligvis forbundet med nogle Udgifter at faa en saa stor og dyb Pesthule fjærnet fra Stranden, thi dens Indhold maa helst lades over i Pramme og føres saa langt tilsøs, at det ikke paany skylles op paa Strandbredden. Men det er Autoriteternes Pligt ikke at sky nogen Udgift, naar det er Befolkningens Sundhed, der staar paa Spil.

Derfor: Væk med Sumpen fra Kalvebodstrand! Der er ledige Hænder nok til at besørge det.

(Social-Demokraten 15. september 1892).

Maskinstrikkere. (Efterskrift til Politivennen)

Huslivet og de gamle Familieforhold med Kvinden som Frembringer af Hjemmets Fornødenheder - ja, den Tid er snart helt forbi. Brødbagningens, Ølbrygningens, Smørkærnerit, Rokkens og Strikkepindenes Æra er ikke mere. I Stedet for har vi Fabrikernes Maskiner og det lønnede Kvindearbejde. Ingen Spekulation mere i "Mesters Datter", men Spekulation i Kvindernes billige Arbejdskraft.

Af alle de Ulykker, som den kapitalistiske Storindustri har medført, er sikkert en af de største den, at den kvindelige Arbejdskraft er bleven i saa høj Grad misbrugt som Middel til at forøge Kapitalisternes Profit. Familielivets Opløsning og Moralens Fallit er bleven Resultatet deraf.

Thi lav Løn for Kvinder betyder synkende Løn for Mændene, indbyrdes Konkurrence i Arbejdet mellem de to Køn, Kamp for Tilværelsen, under hvilken det svageste Køn trykkes dybest i Nedværdigelse.

Det er meget faa Fag, i hvilke der ikke bestaar Konkurrence mellem Kvinder og Mænd, og kun en gennemført Organisation kan mildne Konkurrencen.

Men selv i de Fag, hvor f. Eks. Kvinderne er eneraadende, er Lønnen som bekendt i Reglen ussel. Aarsagerne hertil er mange. De kan tildels søges i, at Kvinderne har mindre Forstaaelse af den økonomiske Kamp, mindre Organisationsævne, fordi de ikke har været prøvet i Arbejdet for offenlige Anliggender, er fritaget for den absolute Forsørgerpligt, som officielt paahviler Manden, og er vante til at nedstemme deres egne Fordringer til Livet.

Maskinstrikkerne, som udelukkende er Kvinder, har saaledes for et Par Aar siden organiseret sig i en faglig Forening, men skønt denne vandt mange Medlemmer straks, er det senere gaaet tilbage. Den første Interesse er vak, fordi Foreningens Indflydelse ikke har svaret til de unge Kvinders Forhaabninger, og samtidig med at Interessen for Organisationen er vegen, har der hos enkelte Fabrikanter vist sig en Tendens til at begynde paa at trykke Akkordsatserne ned.

Selvfølgelig ønsker Maskinstrikkerne ikke det. Men vil de ikke prisgives den Vilkaarlighed, som følger med, naar den frie Konkurrence faar slappe Tøjler, bør de holde fast ved deres Forening.

Der er Forhold nok paa Strikkerierne, som trænger til en Forandring.

Først og fremmest klages der over den fabrikmæssige Behandling, som efterhaanden synes at skulle gøre sig gældende. Paa en af Fabrikerne, hvor ca. 100 Strikkersker beskæftiges, er Formandens Tone saaledes alt andet end hensynsfuld. De unge Kvinder tiltales hyppigt med "Du", og gør de en Fejl gaar en Grovhed løs.

Skønt Behandlingen er bedre de fleste andre Steder, er den nævnte Fabrik ikke den eneste, hvor Forholdene er mindre heldige. Fælles for baade denne Fabrik og for en anden større Forretning i en af Københavns Hovedgader er et gennemført Mulktsystem. Paa førstnævnte Sted faar Strikkerne f. Eks. 50 Øre i Mulkt, hvis de spiser i Arbejdstiden, skønt de i de 5 sidste Timer af Arbejdsdagen ikke har nogen Pause i Arbejdet. Veksler de Ord med hinanden, er Mulkten 25 Øre, kommer de senere end Dampfløiten lyder, faar de 15 Øre i Mulkt; at gaa i Gaarden uden at have Nøgle med koster 50 Øre, og at smøre sin Maskine med Petroleum eller petroleumsblandet Olie 3 Kroner.

Paa denne Fabrik var det lovet, at Mulktpengene skulde gaa til en Sygekasse. Det er ca, 3 Aar siden, men endnu er der ingen Kasse - og intet Regnskab.

Paa den anden store Fabrik, hvor ca. 70 Strikkere i Reglen beskæftiges, er Mulktsystemet noget mildere, men til Gengæld - hvad der er værre: Fabrikanten er tilbøjelig til at trække af Akkorderne.

Paa de to andre større Strikkerier her i Byen er Forholdene gennemgaaende ret gode. Men varer det længe inden Strikkerskerne samles for at værne deres Fag, vil de saa Fordele gaa tabt.

Arbejdstiden er gennemgaaende 9 Timer om Dagen, og Lønnen varierer selvfølgelig meget. Gennemsnitlig Aaret rundt er den ca. 8 Kr. om Ugen for en øvet Strikker. Der klages over hyppige Standsninger i Arbejdet, i al Fald paa den førstnævnte Fabrik, og det svære Arbejde her bliver daarligt betalt.

8 Kr. er ingen høj Løn, selv for en Kvinde. Og de smaa Strikkeriers Hjemmearbejde staar tillige som en Trusel om Angreb paa denne Løn, lige som de ikke garanterer Arbejdets Godhed.

For at hæve deres Fag og finde Midler hertil, afholder Maskinstrikkernes Fagforening paa Onsdag Aften Kl. 8 et offenligt Møde i Rømersgade 22, St. o. G. Journalist A. C. Meyer indleder.

(Social-Demokraten 4. september 1892).

Opløb i Studiestræde. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar Eftermiddags var der i flere Timer Opløb udenfor Perlsteins Ejendom i Studiestræde. Anledningen var, at en ældre Kvinde, Frøken R., i Fredags vilde tage en Lejlighed i Besiddelse i Huset hun havde lejet den. men Hr. Perlstein vilde ikke have hende Huset af gode Grunde.

Hun medførte nemlig 21 Katte og en stor Mængde Rotter, hvilke sidste var indsat i Bure.

I Fredags Aftes kunde man ikke blive af med hende. Saa tog man fat i Gaar. Hendes overordenlig usle Bohave blev sat ned paa Gaden. Det fandt hun sig i med nogenlunde Taalmodighed; men da man vilde tage sat paa Sækkene, der indeholdt hendes Katte, hvinede og skreg hun paa det voldsomste. Hun gjorde Modstand i meget lang Tid. Optrinet varede i ca. 3 Timer, og i den Tid var Gaden sort af Mennesker.

Frøken R., der stal være af anset Familie, har selv en Kapital paa Rente og anses almindelig for velhavende. Men ingen Vært vil huse hendes Katte- og Rotte-Stutteri. For et halvt Aars Tid siden boede hun i "Linden" i Fiolstræde. Da hun flyttede herfra, fandtes der i hendes Værelse et tykt Lag af Katte og Rotteskarn, midt paa Gulvet stod et Trug med raadden Fisk, hvoraf Dyrene aad, og der trængte ud fra dette Svineri en aldeles utaalelig Stank.

Saa flyttede hun til Farvergade, og her gentog den samme Scene sig. Værten sagde hende op i Fredags, og efter Flytningen lod han Lejligheden rense saa godt det lod sig gøre. Hun havde boet her i den lange Tid med hele sit Menageri og som sædvanlig under utrolige Forhold, og ogsaa her henstod der et Kar med raadden Fisk, der i høj Grad generede de Omboende.

I Fredags Aftes lejede hun et Værelse i Studiestræde hos den omtalte Perlstein, og her var der til i Gaar Eftermiddags en forfærdelig Staahej. En Del af Kattene medfulgte i Fredags paa Flyttelæsset, men Resten, der var indelukket i 2-3 Sække tilligemed Rotteburene, bar hun selv hen i sin nye Lejlighed.

Hendes Skrammel blev i Fredags Nat staaende i Gaarden i den øsende Regn, mens hun selv tilligemed sine Dyr fik Tilladelse til at tage foreløbigt Natteophold i Værelset. I Gaar skulde hun rykke ud, men hun vilde ikke, og værgede tappert sine Yndlinge; midt i Virvaret blev der skaaret Hul paa en af Sækkene, og de forvildede Katte styrtede til alle Sider. En af dem foer ind paa den aabentstaaende Retirade og plumpede ned i Latrintønden, hvorfra Frøken R. fiskede den op. En anden Kat foer op af Trapperne og gennem en Rude, hvorfra den faldt ned i Gaarden og blev i den Grad forslaaet, at de Tilstedeværende fandt Anledning til at drukne den. Og saaledes vekslede den ene Scene med den anden til Underholdning for den forsamlede Menneskemængde

Da hun ikke kunde faa nogen ny Lejlighed, maatte hun i Gaar Eftermiddags ved 5-Tiden i stort Optog flytte hen paa Politistationen paa Nørregade. Her blev der først nægtet Tilladelse til at lade hendes ildelugtende Skrammel henstaa i Gaarden, hvorfor Flyttefolkene atter maatte bære det ud, men senere blev Tilladelsen givet. I Aftes Kl. 10½ lykkedes det hende at leje et Værelse i St. Pederstræde, hvor hendes Bohave blev kørt hen. Men saa saare Værten saa' Skrammelet og Dyresamlingen, blev hun øjeblikkelig sat paa Porten igen. I en Times Tid var der nu Opløb i denne Gade, indtil hun ved 12-Tiden i Nat atter maatte lade Flyttefolkene køre Sagerne tilbage til Politistationen paa Nørregade, hvor det henstilledes i Gaarden.

Frøken R., der er en lille, mager, bleg og sygeligt udseende Person, med Ansigt og Hænder forkradsede af Dyrene, slæbte stadig selv paa Sækkene og Burene, og hun fik nu Logis i Politiets Lokaler for i Nat. I Dag skal hun atter på farten for at søge sig en Lejlighed.

Man maa undres over, at Sundhedspolitiet ikke tager sig af dette forrykte Menneske.

(Social-Demokraten 4. september 1892).

Grænsen spærret. (Efterskrift til Politivennen)

En provisorisk Lov mod Kolerafaren!

Norge har lukket os ude!

Efter et utroligt Smøleri er den danske Regering endelig i Gaar bleven tvungen til at tage en kraftig Forholdsregel mod Kolerafaren fra Hamborg, og til dens Skam maa det siges, at den er bleven tvungen af en udenlandsk Magt - af den svenske.

Hr. Justitsminister Nellemann har i Gaar udstedt en provisorisk Lov imod Kolerafaren.

I Henhold til dette Provisorium er det nu bestemt:

1) Al Persontrafik sydfra over Landgrænsen standses, indtil der kan træffes Karantæneforanstaltninger.

2) Der anordnes Lægetilsyn mod Personer, der indkommer fra mistænkelige Steder i Udlandet, og som ikke har været underkastede Karantæne i 10 Dage. Lægetilsynet skal vare i 5 Dage. Personerne forpligtes til at opholde sig hjemme en bestemt Tid af Dagen.

3) Denne Karantæne, der hidtil har været gældende for Skibe fra Elben osv., udstrækkes til ogsaa at gælde Skibe fra samtlige Havne ved Østersøen. Karantænen skal vare i 10 Dage. For Postskibe, der anløber Gjedser eller Korsør, indskrænkes den dog til 48 Timer.

4) Den ofte omtalte Meningsløshed, at man ikke desinficerede det Tøj, der laa i de Rejsendes Kuffert ved Siden af snavset Linned, er nu endelig bleven rettet.

5) Det forbydes rent ud Adgang til Landet for saadanne Personer, der er forpligtede til at forsyne sig med Opholdsbøger (Arbejdere).

6) Personer, der er indkomne her Landet inden 30. August, og som endnu ikke har opholdt sig her i 5 Dage, skal anmelde sig for Politiet.

7) Overtrædelse af denne nye provisoriske Lov fra de Tilrejsendes Side straffes med Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder fra 10-200 Kr., der tilfalder Statskassen. Sagerne behandles som offenlige Politisager.

Fra Wamdrup ved Sydgrænsen telegraferes til Ritz. Bur.: 

Wamdrup, 1. September, Kl 6,25. Hele Grænsen spærres fra Morgen tidlig. Ridende Stafetter bringer denne Ordre ud. Iltoget i Nat er det sidste, der gennemføres. Godstrafiken vedbliver.

*

Spørgsmaalet er nu, om Sverig lader sig bevæge af disse Foranstaltninger til atter at aabne Forbindelsen med os. Det er højst tvivlsomt, navnlig da det er bleven konstateret, at Koleraen har fænget i Aarhus.

Den svenske Regering synes nemlig at ville sætte alt ind paa at holde Pesten udenfor Landets Grænser. Et Telegram i Gaar fra Stockholm melder endog, at Kommercekollegiet har erklæret Storbritannien og Irland kolerasmittede

Et andet Telgram bringer den Hjobspost for os, at Norge ogsaa har erklæret os kolerasmittet, saaledes at vi nu ogsaa er aspærrede fra fri Forbindelse med dette Land.

Naar vi rammes af disse Slag, der kader vor handel og Velfærd i uberegnelig Grad, skyldes dette udelukkende Regeringens tøvende og stædige Optræden. Hr. Estrups Ministerium har den sidste Uge gjort Indtryk af at være en Regering af Ligkistesnedkere. Den vilde ikke træffe betryggende Forholdsregler, skønt den offenlige Mening med sjælden Enstemmighed forlangte det, og Følgen har været, at vi blev mistænkelige i Udlandets Øjne, og at den kolerasyge Professor Walther og mange Hamborger-Rejsende med ham aldeles uhindret har kunnet drage ind Landet. Naar der i dette Øjeblik endnu ikke er Kolera i København, kan vi sandelig takke vor gode Skæbne og ikke Ministeriet Estrup.

(Social-Demokraten 2. september 1892).

Koleraudbuddet i august 1892 i Hamborg kostede op mod 10.000 mennesker livet og var det sidste større udbrud af sygdommen i Europa. Grundene var en tæt sammenstuvet befolkning, ingen kloakering, bystyrets forsømmelser (mest købmænd som mere tænkte på penge end folkesundhed), høje temperaturer. Trods byen havde haft udbrud 7 gange før. Epidemien fik konsekvenser idet købmændene blev fjernet fra bystyret og erstattet af ledere fra det socialdemokratiske SPD (dette var dog ikke skete på artiklens tilblivelsestidspunkt). I Danmark havde København modsat Hamburg lært af fortiden og ryddet de værste slumområder, kloakeret og forbedret af drikkevandsforsyningen.