Mordet i Pilestræde 61. (Efterskrift til Politivennen)

Et Mord?

Byen opskræmmedes i Aftes ved et Rygte om, at der var begaaet et Mord i Pilestræde.

Vi sendte øjeblikkelig en Medarbejder afsted for at undersøge Rygtets Paalidelighed.

Og han kom til det Resultat, at der efter al Sandsynlighed virkelig i Gaar Nat har udspillet sig et Morddrama her i København.

Vor Reporter beretter

Huset

Rygterne koncentrerede sig om en  lille skummel Ejendom Pilestræde, Huset Nr. 61.

Dette ejedes at en forhenværende Landmand, Lars Hansen, en halvgammel Mand, hvis eneste Selskab var en Puddelhund.

Han plejede at spise sin Mad paa Restavrationer, men hans Morgenkaffe bragtes ham at en ung Kone i Nabolaget.

Da hun i Gaar Morges som sædvanlig indfandt sig med Kaffen og ringede paa, kom Lars Hansen ikke ud og lukkede op.

Hun blev lidt underlig ved det, men tænkte, at han havde sovet over sig og gik igen.

Hen paa Eftermiddagen lagde man inde fra Gaarden Mærke til, at hans Lampe stod og brændte, mens Hansen stadig ikke viste sig.

Dette fandt Naboerne saa mistænkeligt, at de sendte Bud til Politiet; en Betjent indfandt sig hurtigt og gjorde Forsøg paa at komme ind, men al hans Ringen og Dundren paa Døren var forgæves.

Da Laasen var dirkefri, maatte man entre Lejligheden ved Hjælp af en Stige, som sattes op til

Køkkenvinduet.

Liget

Da Betjenten, ledsaget af en Smedemester, som bor der i Ejendommen, var kommen ind i Lejligheden, modtoges de i Soveværelset af Puddelen, som var lukket inde dér.

Inde i en af Stuerne fandt de Hansen som Lig.

Han laa fuldt paaklædt, med Hovedet op mod en Væg, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at Baghovedet var knust og blodigt.

Er Hansen Myrdet?

Sandsynligheden taler i høj Grad for, at her foreligger et Mord.

Det synes utænkeligt, at Hansen kan være kommen af Dage ved et Ulykkestilfælde. Selv om han havde faset et apoplektisk Anfald og var falden om paa Gulvet, kunde han næppe have forslaaet sig i den Grad, at Hovedet knustes.

Af mistænkelige Omstændigheder kan nævnes, at der rundt om i Værelset, navnlig paa Møblerne, fandtes Blodpletter, og at der paa Bordet stod to tømte Toddyglas.

Dette sidste giver Vished for, at Hansen har haft en Fremmed oppe hos sig og drukket med ham.

Men paa den anden Side har man endnu ikke savnet Penge eller Værdigenstande. Den afdøde havde sit Guldur paa sig Hans Portemonnæ derimod fandtes paa Gulvet, den indeholdt kun en Sølvmønt og et Par Lotterisedler. Tilsyneladende var ingen Gemmer opbrudte.

Det hele saa overordentlig mystisk ud.

Politiet

Paa Politistationen i Pilestræde havde manu endnu ikke kunnet danne sig nogen bestemt Mening om, hvorvidt Hansen var bleven myrdet eller ej. I alle Tilfælde syntes der ikke at foreligge noget Rovmord, men der er jo den Mulighed, at den eventuelle Morder kan være skræmmet af Støj paa Trappen eller lignende og derfor har skyndt sig at slippe ud, saa snart Mordet var begaaet.

Ved Forhør af Husets øvrige Beboere var der ikke fremkommet noget, som kunde give Oplysning i den uhyggelige Sag. Ingen af dem har i Forgaars Aftes eller Nat mødt nogen mistænkelig Person paa Trappen.

Der fæstedes ikke videre Tiltro til en Meddelelse om, at en yngre Person i Gaar gentagne Gange skal have staae og kigget op ad Huset med temmelig underlige Manerer.

Foreløbig var der ikke andet at gøre eud at køre Liget ud til Johannesstiftelsen, hvor Ligsynet Formiddags skulde finde Sted.

Politiet aflaasede derpaa Hansens Lejlighed og satte et Segl paa Døren.

Efterskrift

Ved Ligsynet, der fandt Sted i Formiddags, udtalte Reservelæge Dethlefsen til Politiassistenten, at der næppe var nogen Tvivl om, at Lars Hansen var bleven myrdet. Derom vidner navnlig den Omstændighed, at der i Ligets Haand fandtes flere Huller.

Den retslige Sektion vil finde Sted i Morgen eller i Overmorgen under Professor Gaedeckens Ledelse.

(København 7. januar 1893).

OBS: Dette er ikke ejendommen hvori mordet fandt sted, men Pilestræde 51, altså 5 numre væk. 1898 Men måske giver det i mangel af bedre et indtryk af karakteren af kvarteret. Fotograf Fritz Theodor Benzen: Gårdinteriør fra Pilestræde 51 set mod porten i forhuset. Nedslidt bindingsværk mod brolagt gårdsplads med henstillede tønder, trækvogn mv. Københavns Museum. Public Domain.

Mordet i Pilestræde

Det Billede, København alt i Dag ser sig i Stand til at bringe af den i Pilestræde Nr. 61 myrdede Lars Hansen, er et Portræt, der er taget for halvandet Aars Tid siden.

Det ligner ham paa en Prik; Apoplektikeren med det glatragede, skarptskaarne Ansigt, tynde Haar og Panderynker, der taler om tunge Livsdage. Han synes med tilkæmpet Ro at ville skjule det mystiske Hang i sit Væsen - det, der rimeligvis har voldet ham hans voldsomme Død.

Ti der kan vel næppe nu være Tvivl om, at han er falden for en af sine unge Venners Haand. Han, der selv boede i dette mørke Kvarter af Pilestræde, hvor de offentlige Fruentimmer i Skumringen færdes langs de skidne Husrækker, og hvor talrige Kipper giver Tilholdssted for Kvarterets Sutenører, - han saas aldrig i Kvinders Nærhed.

Men naar han vendte hjem fra sine Aftenture, fulgte snart én, snart en anden Ungersvend i hans Fodspor op ad den krinkelkrogede Trappe. Om Sommerenofte Soldater, om Vinteren Gadernes tilfældige. Med dem drak han for omhyggeligt nedrullede Gardiner i sin lille Stue, udstyret med en fruentimmeragtig Smag for bløde Polstre og intetsigende Nips.

Det er i en saadan uhyggelig téte-A tete, at han er bleven myrdet. Der stiller sig her to Spørgsmaal:

-  Er Morderen en ung Mand, der, ukendt med den myrdedes Tilbøjeligheder, først har tømt et Glas med H og derpaa, efter en opstaaet Kontrovers, slaaet den gamle Apoplektiker ned?

- Eller har det været en Slyngel, der vilde benytte sig af Omstændighederne til at afpresse Ofret Penge og har brugt Magt, hvor Ord og Trusler intet nyttede?

En nøje Ransagen af hans Gemmer har ladet vente paa sig, da alle Nøgler i Lejligheden var sporløst forsvundne. Først senere vil det altsaa kunne konstateres, hvorvidt der foreligger et Drab eller et Rovmord.

Saa meget véd man dog i hvert Fald af Toddyglassene og at hans Yttringer til sin Husbestyrerinde Dagen før Mordet opdagedes, at han ventede - og fik Selskab.

- "Jeg vil lægge mig lidt, jeg er træt", sagde han til hende i Torsdags Middags. Siden saa' ingen noget til ham. Men man hørte, at der opholdt sig nogen hos ham ud paa Natten. Han har da søgt denne Udflugt, fordi han ikke - som ellers - viste sig senere paa Aftenen og har saaledes villet bortlede Husboernes Opmærksomhed.

Efter alt at dømme - det har været en ny Bekendt, og det er netop denne Omstændighed, der vil skaffe Politiet megen Fortrædelighed.

Rundt om, i Album, paa Bord og Piedestal, stod en Mængde Portrætter af unge Mennesker, dels i, dels uden Uniform. De er selvfølgelig taget i Behold af Politiet, og en omhyggelig Undersøgelse vil blive foranstaltet mellem Originalerne.

Men det er jo næppe rimeligt, naar man dømmer efter H.'s Hemmelighedsfuldhed Mordaftenen, at Morderen er blandt disse gamle Forbindelser, der havde deres vante Gang i Nr. 61.

- At Politiets Erklæring, som vi nedenfor optrykker, ses, at der endnu er den Version tilbage: Lars Lansen var ikke hjemme mellem Kl. 6 - 10 i Torsdags. - Han har da givet sin Husholderske fejl Underretning for yderligere at desorientere alle Vidner og senere listet sig sagte op ad Trapperne i Selskab med Morderen.

- - I Løbet at Gaarsdagen kom Politiet ved energiske Undersøgelser til den bestemte Overbevisning, at Hansen er myrdet. Og det synes, som om man tillige er paa Spor efter Morderen.

. . . Mistanken er rettet mod en nogle og tyveaarig Mand, der Fredag Formiddag stod paa Trappen og kiggede ind gennem et Gangvindue til Hansens Lejlighed. Da der kom nogen, blev han angst og skyndte sig afsted. Da Betjentene om Eftermiddagen kom ud fra Lejligheden, kom Personen og udspurgte dem om den Myrdede. Siden har man ikke set ham.

Den Mistænkte skildres som en temmelig lille Mand med mørkt Skæg. Han var klædt i en mørkeblaa Vinterfrakke og bar sort Hat.

Politiets Henvendelse:

I Gaar Aftes er Husejer Lars Hansen fanden død i sin Bolig, Pilestræde 61, 1. S. under mistænkelige Omstændigheder. Da det er af stor Vigtighed for Undersøgelserne at faa oplyst, hvem han i de sidste Dage er set i Selskab med, særlig i Torsdags Aftes mellem Kl. 6 - 10, anmodes enhver, der maatte kunne give Oplysning i saa Henseende, at henvende sig til 2den Politiinspektør paa Politikamret, der efter Omstændighederne vil udbetale Vedkommende en passende Dusør.

Catch

(København 8. januar 1893).

Mordet blev (som ofte var skik) foreviget i en skillingsvise. På forsiden er med blyantskrift fejlagtigt angivet året 1892. Mordet skete i 1893. (Statsbiblioteket)

Af Lars Hansens Livshistorie.

En Don Juan - De fikse Kammerjomfruer - En højbaaren Elskerinde. - Kvindehader. - En forsmaaet Hustru. - For Pengenes Skyld. - Var han Ægtemand!

Det, der særlig ger denne mystiske Mordaffære interessant og spændende; der lader Sagen tage Fart som et Drama, i hvis dybe Mørke Fantasien skimter uhyggelige Silhuetter af lyssky Banditer og perverse Forbrydere; der med utaalmodig Forventning lader os søge den ukendte Morders Spor og hans dunkle Motiver - er selvfølgelig den Omstændighed, at man véd, hvilken ulykkelig Tilbøjelighed der lod den gamle, formuende Lars Hansen kaste sig i Armene paa barn aldeles fremmede Folk.

- Hvor dæmonisk en Magt over den gamle og apoplektiske Mand har ikke denne Forvildelse haft, der lod den eu Gang af Kvinderne saa feterede unge Fyr, forladt af Familjen og de Nærmeste, havne i sin ensomme Bolig i en gammel Rønne i et mørkt og afsides Kvarter! Her i denne Hule, hvor han, alene med sin Hund, lod sit Blik glide rundt fra Billede til Billede af de unge, ukendte Mænd, der for en kortvarig Stund skabte Lys i den gamles Stue!

... I disse Timer har han tænkt paa sine Ungdomsdage,hvor han som en køn og afholdt Tjener fartede rundt paa Herregaardene i gode og vellønnede Pladser. Hans Familje beskriver ham fra den Tid som en ren Don Juan. Han var de smaa, fikse Kammerjomfruers fortrolige Ven, og Kærligheden skænkede ham af sin Drue til bredfyldt Maal.

Han var dog kræsen i sin Smag. Ingen lærer hurtigere end disse Alkovernes Terner de Raffinements, der i Længden er saa farlige for den sunde Elskov. Og Grunden til hans seiere Uvilje mod Kvindekønnet tør sikkert ikke mindst søges heri, hvor den unge, kraftige Bondekarl havde saa let ved at vinde saa kultiverede Forbindelser.

*

Til Slut skulde dog en lille, ejendommelig Episode øve en mægtig og farlig Virkning paa hans i Forvejen blaserede Sind.

Rygterne herom samler sig omtrent saaledes

- Paa en stor Gaard, hvor han i sin Ungdom tjente, vedligeholdt han et Forhold til Herskabets Stuepige. Men der var ogsaa andre Øjne end den lille Jomfrus, der havde fæstet deres Glød paa Lars Tjeners Skikkelse. Ingen ringere tilbad ham end selve Godsets ældre, korpulente Frue!

For hende havde imidlertid Lars Hansen en afgjort Modbydelighed. Og selv ved alle Løfter om at vinde langt frem var han ikke at bevæge til at tilstaa Fruen sin Gunst.

Hun benyttede sig da af et Fif.

Ti en skønne Nat, hvor den lille Stuepige uden hans Vidende var borte i andre Ærinder, spillede Fruen selv sin egen Tjenerinde. Hvorledes - maa vi overlade Læserne selv at kombinere.

Lars følte over denne Overraskelse saa megen Væmmelse, at han forlod sin Plads.

Efter alles samstemmende Udsagn slog han nu i lang Tid alle erotiske Æventyr ud af Hovedet.

Først lang Tid senere stod han i Begreb med at indgaa et Ægteskab paa Sydfyn med en Enke efter en Bager. Vielsen var ordnet, Dagen berammet. Da grebes han pludselig af en decideret Afsky for sin tilkommende og forlod hendes Fødehjem og Slægt over Hals og Hoved

*

- Nogle vil nu maaske mene, at det har vist sig, at denne Aversion for Kvinder atter maa være forsvunden, saasom han senere indgik Ægteskab. Men, som bekendt, havde hans Kone, hvis Bekendtskab han søgte i Avisen, en Medgift efter sin forrige Mand, en Tømrersvend, der var vendt hjem fra Amerika, paa 16,000 Daler. - Kan det ikke være disse, der har lokket ham? Han fik ingen Børn, og hvem løfter Fligen for dette Samliv?

I hvert Fald levede de som Hund og Kat, og Familjen trak sig efterhaanden tilbage, saa meget mere som den straks efter Hansens Skilsmisse opdagede hans nye Besynderligheder og ikke skøttede om at træffe hans Venner i Lejligheden.

Saa levede han da videre, et ensomt og glædeløst Liv, hvor han mere og mere lagde Vind paa at spare Penge sammen.

Indtil nu Morderhaanden har slaaet ham til Jorden.

(København 10. januar 1893).

Tegning fra København 11. januar 1893.

Politiet foretog "talrige anholdelser". Bl.a. af den "mystiske person", smedesvend Jens Eriksen som sneg sig rundt i ejendommen, og som under forhøret tilstod at have kendt Lars Hansen. Han blev løsladt, men allerede dagen efter anholdt igen - og løsladt igen. Til gengæld fandt man ud af at smedesvenden havde 1.700 kr som han havde erhvervet på kriminel vis. 

Også en blikkenslager fra Vesterbro der var rejst til Hull i England, efterladende sig kone og børn, indgik i  efterforskningen. Efter den 20. januar 1893 synes det som om politiet afsluttede efterforskningen med henblik på at arkivere den som uafklaret. I 1902 døde blikkenslageren i USA uden nogensinde at komme til Danmark. I 1902 blev det oplyst at han havde sendt et anonymt brev den 10. januar fra Hull, hvori røbedes kendskab til mordet, selv om dette på brevskrivningstidspunktet var offentlig kendt. Brevet opfordrede politiet til at afslutte sagen, da Lars Hansen var død som følge af et slagsmål han selv havde givet anledning til, og at brevskriveren forlængst var udenfor politiets rækkeevne. De videre undersøgelser kunne dog ikke fastlægge hvem brevskriveren var.

Mordet i pilestræde.

(Af en gammel Politimand)

Det er meget længe siden Kjøbenhavns Politi har havt en saa vanskelig Sag til Behandling som Mordet i Pilestræde. Efter hele Lars Hansens Levesæt stod det strax klart, at det vilde falde overordentlig vanskeligt at faa opklaret, hvorledes han er kommen af Dage. Hans Omgang var en saadan, at Politiet og Retten ikke kunde vente at faa Oplysninger fra denne Side uden at man beroligede alle mulige Vidner med, at der skulde blive seet igjennem Fingre med mulige Uregelmæssigheder i deres Levemaade, som maatte komme for Dagen. I Stedet for benyttede man Leiligheden til at starte en Sædelighedssag. Dermed er hele Sagen forkludret, og Muligheden for at finde Morderen udelukket, med mindre Lykken her, som saa ofte skulde komme Forstanden til Hjælp.

Med et Par Ord skal jeg omtale denne mærkelige Mordsag, der er blevet behandlet med meget ringe Dygtighed af vort Politi; det samme som i sin Tid trak paa Skulderen, fordi Frederiksberg Politi ikke kunde finde Lampeveismorderen. Ligheden imellem de ved Lampeveismordet og Mordet i Pilestræde begaaede Feil er ganske slaaende. Liget af den dræbte Snedker Sørensen fandtes, som det vil erindres, i Sneen ved Lampeveien. Politiet sattes strax i Kundskab om Fundet af de 4 Fortarbeidere som gjorde det.

Et blot nogenlunde snedigt Politi vilde strax have benyttet sig af den Fordel som et saa udmærket Spormateriale som Sne frembyder, men Frederiksberg Politi havde ikke saa megen Omtanke. Alverden fik Lov at stimle sammen om Mordstedet, hvorved ethvert Spor udslettedes.

Men nu Mordet i Pilestræde. Det opdagedes Kl. 4-5 om Eftermiddagen Torsdag den 9. Januar, da en Betjent, der var tilkaldt af Husbeboerne, gjennem et Vindue trængte ind i den Myrdedes Leilighed. Naturligvis trængte nysgjerrige Husbeboere med ind i Lejligheden, i Stedet for at de burde have været vist tilbage. Alt burde have staaet urørt indtil en dygtig Opdagelsesbetjent kom tilstede.

Dette skete aldeles ikke. Hen paa Aftenen kom Politiassistent With op i den Myrdedes Leilighed sammen med en Læge. Denne foretog det sædvanlige Lægesyn, hvorved det "konstateredes at Døden var indtraadt" ; derefter førtes Liget saa vidt jeg har kunnet forstaae af Meddelelser i Bladene, til St. Johannes Stiftelses Lighus, medens Lejligheden afsøgtes af nysgjerrige Privatfolk og næsvise Reportere. Naturligvis burde Liget være bleven liggende som det fandtes, og ikke eet uvedkommende Menneske burde have havt Adgang til Lejligheden, før Opdagelsespolitiet kom. Som det nu var udslettedes Sporene i Lejligheden i Pilestræde af Nysgjerrige, der strømmede til, ligesom det skete i Sneen paa Lampeveien ved Vintermorgen.

Men hvorfor kom Opdagelsespolitiet ikke tilstede og forhindrede at Sporene udslettedes? vil man spørge. Svaret lyder ganske simpelt: Fordi det ikke vidste noget om Mordet. Først om Aftenen Kl. 9-10 telefonerede Politiassistent With Sagen til Politiinspektør Carsten Petersen i dennes Hjem. Paa Politikammeret fik man om Aftenen ikke Spor af Melding om Sagen. Efter hvad der fortælles kom Souschefen for Opdagelsespolitiet Hr. Rudolph Petersen paa Kammeret Fredag Morgen uden at have hørt det Mindste om Mordet ; han havde tilbragt Torsdag Aften i et Theater. Han skal ikke have været rigtig tilfreds med de trufne Dispositioner.

Først Fredag Middag Kl. 12-1 foretog Chefen af Opdagelsespolitiet Carsten Petersen, Rudolph Petersen og Klein den Undersøgelse paa Gjerningsstedet, som burde have været foretaget umiddelbart efter Mordets Opdagelse. Nu førte Undersøgelserne naturligvis ikke til noget Resultat.

Saa sattes Opdagelsespolitiets Personale i Virksomhed for at finde Morderen. Det vil sige, der blev givet allerhøist en halv Snes Opdagere det særlige Hverv at søge Mordet opklaret, medens de øvrige Betjente fik Anmodning om at have et Øie med, hvad muligt Mistænkeligt, denne Sag vedrørende, de maatte træffe paa under Efterforskningerne af de dem særlig betroede vigtige Hverv. En saadan Opfordring bryder disse sig imidlertid ikke en Døit om: de siger ganske simpelt: Hvad rager den Sag os? og saa gaaer de deres skjæve Gang efter de dem særlig anbetroede vigtige sager.

Om Lørdagen efter Mordet var man uden Gnist af Spor efter Morderen; Fredagens Undersøgelser havde været absolut resultatløse, og siden har man overhovedet intet Spor fundet. "En anseet Forretningsmand" og to Opvartere meddelte ganske vist hver for sig et Signalement som det syntes paa en og samme Person, der i den senere Tid havde været set sammen med den Myrdede. Men denne Mand er ikke fundet, og Angivelserne synes ogsaa noget vaklende.

Som Sagerne stod tog de snedigste Herrer i Opdagelsespolitiet strax om Fredagen det Parti at erklære, at Lars Hansen var død ved et Ulykkestilfælde. Havde Politiets Spidser taget samme Standpunkt og fastholdt det, vilde man have kunnet undgaa den Ydmygelse, der ligger i ikke at kunne opklare et Mord; dette vilde allerede have været ganske behageligt. Men der vilde have været en anden Fordel ved at proklamere Mordet som et Ulykkes-Tilfælde, nemlig den, at Morderen saa vilde have følt sig tryg og hans Paagribelse vilde være bleven lettet. Det Mordstaahei, som Bladene nu anstillede med Politiets Billigelse, skulde nok faa den Skyldige til at være forsigtig.

I 8 Dage arbejdede Opdagelsespolitiet med sagen. Det eneste Nævneværdige der blev udrettet var, at en ung Mand der havde vist sig under mistænkelige Omstændigheder i Ejendommen i Pilestræde, blev funden og anholdt. Det var et flinkt Stykke Arbejde af den vedkommende Opdagelsesbetjent, der iøvrigt er bekendt for sin Flid og sin Sporsands; to ret sjældne Egenskaber hos Opdagelsespolitiets Personale.

Ottende Dagen efter Mordets Opdagelse overgaves Sagen til 4. Kriminalkammer, Assessor Thiele, der strax debuterede med at foretage en Anholdelse. Grunden til denne var som det synes meget plausibel; urigtig Forklaring og en forbavsende stor Pengesum l den Anholdtes Besiddelse. Men Assessor Thiele nøiedes ikke med det; han fik en Sædelighedssag sat i Forbindelse med Mordsagen. Dermed maatte alt Haab om at finde Morderen betragtes som opgivet.

Som strax sagt, det var en meget vanskelig Opgave, der stilledes Politiet og Retten ved Mordet i Pilestræde, den er blevet yderligere vanskeliggjort ved den Maade, paa hvilken den er grebet an.

Assessor Thiele maa ikke betragte det som "Resultater", om han faaer nogle Opvartere dømte til Fængsel som Sædelighedsforbrydelse i en Sag, hvor hans Opgave var at finde en Morder.

(Dagens Nyheder 24. januar 1893).

Skifteretten opgjorde i slutningen af januar 1893 Lars Hansens bo til 70.000 kr.

Mordet i Pilestræde.

Politiet i Kjøbenhavn er nu kommet til det Resultat, at Lars Hansen ikke er myrdet. Efter hvad "Polit." meddeler opstiller man følgende Hypotese.

For det første er der ikke Tale om noget Rovmord, i alt Fald er der ikke noget sikkert Holdepunkt for at antage et saadant. Vel havde Lars Hansen hævet en Del Penge i December og i Begyndelsen af Januar; men det er ved de under Sagens Gang anstillede Undersøgelser godtgjort, at hans Vaner ingenlunde udelukkede et til Tider ret betydeligt Pengeforbrug. Hvorledes han brugte sine Penge, kan vi ikke her forklare nærmere; men den Forklaring, der hører til, er meget solid.

Dernæst er han ikke i egentlig Forstand "myrdet". Det, der er foregaaet i Pilestræde Nr. 61 hin Torsdag Aften, kan forklares som følger:

Lars Hansen er kommet hjem med en fremmed Mandsperson, som han har truffet paa Gaden, og som ikke kendte hans Vaner. Lars Hansen har beværtet sin Gjæst, først med Mad og siden med Toddy. For at være uforstyrret har Lars Hansen selv lukket Hunden "Svend" ind i Soveværelset.

Efter Toddyen har Gjæsten lavet sig til at gaa, men er blevet budt til Sæde i Sofaen; og her har den noget uhyggelige Vært overrasket sin Gjæst paa en Maade, som denne i forklarlig Hæslighed har besvaret med et Slag af sin blyknappede Stok.

Slaget har ramt Lars Hansen i Hovedet og knust en Aare; Blodet er sprøjtet op paa Skilderiet over Sofaen, og Lars Hansen har udstødt et Skrig. Saa har Hunden givet sig til at gjø, og Lars Hansen er gaaet mod Sovekammerdøren for at lukke den ud.

Nu er Gjæsten bleven forstrækket og har tildelt Lars Hansen endnu et Slag eller to i Hovedet - der var Mærker af tre Slag - ; og Lars Hansen er tumlet om ved Enden af Sofaen, nærmest Sovekammerdøren, hvor man fandt Blodpølen, og Gjæsten har taget Flugten ud ad Døren.

Efter en Stunds Forløb er Hansen kommet paa Benene; noget fortumlet af Slagene har han samlet sig frem mod Yderdøren. Haanden har har holdt mod Saaret i Hovedet, indtil han, for at se ud eller forvisse sig om, at Døren var lukket, har lagt Haanden paa Dørgrebet, hvor Mærket af de blodige Fingre fandtes. Han har ikke tilkaldt Hjælp - fordi han ikke har villet røbe Aarsagen til Sammenstødet med Gjæsten.

Idet Lars Hansen vender tilbage til Stuen, ser han, at hans Fingre er blodige, og han tørrer dem i Servietten. Saa gjør Blodtabet eller en indtrædende Hjærnerystelse sin Virkning; han bliver svimmel, samler sig frem - ind i den næste Stue, hvor han falder ved Døren, forbløder sig eller dør af Hjærnerystelsen.

Alle de Spor af Blod o. a. der er funden i Lejligheden, er forklaret tilstrækkeligt ved disse Gætninger - kun Portemonnæen ved Siden af Lige kunde tale derimod ; men den kan være falden ud af Lommen eller uvilkaarlig være taget ud af den boende selv.

Altsaa er Forklaringens Rigtighed sandsynlig, siger vedkommende Politimand.

Men endnu mere: Blodsporene paa Servietten og paa Dørhaandtaget kan næppe forklares under Synspunktet: Mord.

Morderen tørrer ikke først sine Fingre i Servietten og gaar derefter til Dørgrebet og sætter Blodpletter paa det. Omvendt gaar han ikke tilbage efter at have lukket Døren op og tørrer Blodet af sig. Og hvorfor skulde han just have faaet Blod indvendig i Haanden, da han dog har slaaet med et eller andet Instrument?

Dette er som sagt erfarne Politimænds Betragtninger, og den obducerende Læge bestrider ingenlunde deres Rimelighed. Tværtimod. De paa Liget fundne ret overfladiske Saar var ikke i sig selv dødelige; de mere bestyrker end imodsiger Politi-Hypotesen.

(Aarhus Amtstidende 31. januar 1893).

Lars Hansens lig lå i mellemtiden på St. Johannesstiftelsen indtil den 7. februar, hvorefter det blev udleveret til familien, hans søster fru Knöchel i Gothergade. Det blev kørt til Vestre Kirkegård hvor det blev begravet fra Nordre Kapel den 10 februar 1893 med deltagelse af et halvt hundrede mennesker, de fleste nysgerrige. Husbeboerne i Pilestræde lagde en krans for at udtrykke deres respekt for ham som human vært. 

Sagen afsluttedes ved retten i slutningen af juni 1893. Man havde ikke fundet nogen morder, til gengæld ville der blive rejst tiltale mod ikke så få af Lars Hansens venner for sædelighedsforbrydelse.

I september 1897 livede sagen op igen i forbindelse med nogle tyverier begået af en kaptajn Bech. Beboere i nærheden mente efter forevisning af et foto bestemt at genkende ham. Midt i november blev det imidlertid klart at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet. 

I forbindelse med en sædelighedsskandale fremkom 1906 rygter om at politiet godt vidste at det var en søn af en bekendt embedsmand på Frederiksberg som levede som alfons. Han var da forsvundet. Dette er vist hverken blevet be- eller afkræftet.

Københavns Museum har en støbt ornamenteret jernovn på 31 cm. med høje fødder. Fyrhullet er anbragt på retsiden. Den har stået i ejendommen Pilestræde 61, hvor husejer Lars Hansen er blevet myrdet netop i den stue, hvor ovnen stod. Huset er nedrevet.

Mordforsøg og Selvmord! (Efterskrift til Politivennen)

En ung Pige, Astrid H., har i Forgaars Aftes skudt paa en i Turesensgade boende Bogholder uden at træffe ham og derpaa skudt sig selv en Kugle gennem Brystet.

Hun har indtil for 2 Maaneder siden været Tjenestepige, men var nu hjemme hos Moderen, der har Middagsabonnement. Hun gjorde Bogholderens Bekendtskab en Aften paa Gaden og har i den senere Tid, navnlig tilskyndet af Moderen, søgt at holde Bogholderen fast i Forholdet. Moderen forfulgte Bogholderen paa Gaden, satte Sedler med lidet smigrende Indhold paa hans Dør og tilskrev ham Truselsbreve. Tilsidst meldte han hende til Politiet.

Dette undersøgte Sagen og gav Fru H. en skarp Advarsel om at lade Bogholderen være i Fred. Fra den Tid forsøgte hun at føre Datteren i Ilden og i Forgaars Aftes Kl. 6½ kom denne hjem i Bogholderens Bopæl, var overordenlig ophidset og stillede nogle Krav, nærmest af pekuniær Natur, som hendes Kontrapart ikke vilde opfylde. I samme Øjeblik hun fik hans Svar, trak hun en Revolver op af Lommen og fyrede et Skud af imod ham. Kuglen foer tæt forbi hans ene Arm og ind i en Dragkiste. Med et Udraab vendte hun derpaa Vaabnet imod sig selv og trykkede løs. Kuglen trængte ind i den nederste Del af Brystet og har gennemboret Leveren, hvor den sandsynligvis sidder endnu.

Der blev straks hentet en Læge, som lod hende indlægge paa Kommunehospitalet. Hun var ved Indlæggelsen i stærk lidende Tiland, men efter en kraftig Morfinindsprøjtning sov hun om Natten, og ved Lægeundersøgelsen i Gaar mentes det, at hun kunde være helbredet om tre Uger.

(Social-Demokraten 21. december 1892).

Astrid blev udskrevet fra hospitalet i slutningen af januar 1893. Kuglen lykkedes det ikke at fjerne. Ved samme lejlighed bemærkede Social-Demokraten at hendes mor sagde at hun hverken havde forsøgt pengeafpresning på ham eller skudt på ham.

Ligbrænding og Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen om ligbrænding kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrænding på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.

Ildebrand paa Frederiksberg Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Katastrofen paa Frederiksberg.

X Kjøbenhavn, d. 10. Decbr.

I Mands Minde har ingen stor Ulykke fremkaldt en saadan Bestyrtelse i Kjøbenhavn som den Brand, der i Nat lagde en Arbejderkaserne paa Frederiksberg i Aske, beredte syv Mennesker en kvalfuld Død, saarede en Mængde andre og ruinerede en Snes Familier.

Paa Falkoneralleen Nr. 94 har Snedkermester Holm et Finérskjæreri, en Villa, hvori han selv bor, og en Mellembygning, der ved en Brandmur tværs igjennem er delt i to særskilte Dele, som hver især er indrettet til 2 Værelsers Lejligheder og bebos af Arbejderfamilier. I begge Ejendomme findes baade Hovedtrappe og Køkkentrapper. Flere af Beboerne var ansatte i Holms Fabrik, hvorfra de hjembragte Høvlspaaner og andet Brændselsmateriale, som var ophobet i Kjælderrummene.

Her var det, at Ilden opstod ved 2- Tiden i Morges og blev opdaget af - en Hund, hvis rasende Gjøen tilkaldte en Politibetjent. Denne allarmerede strax Brandvæsenet, som imidlertid viste sig daarligt udrustet. Da Sprøjten ankom, havde Ilden allerede bredt sig over hele Bygningen, og saa skulde man endda først til at spænde Hestene fra for at løbe hjem til Stationen og hente den store Redningsstige. Imidlertid anrettede Ilden sit Ødelæggelsesværk med frygtelig Hurtighed.

Beboerne, som efter deres anstrængende Dagværk næsten alle laa i tung Sovn, fandt allerede begge Trappegangene spærrede af Ild og Røg, da de kom ud af Sengene.

Den Rædsel, der bredte sig iblandt dem, lader sig ikke beskrive. Fra Gaden var Brandfolkene Vidne til deres jamrende Nødraab oppe fra Vinduerne, uden at det var muligt at bringe Hjælp. Enkelte forsøgte at trænge sig frem gjennem de brændende Trapper, men maatte hurtigt vende om og søge Frelse gjennem Vinduerne. Mange sprang ned og kom til Skade i Faldet; andre lykkedes det at komme uskadte til Jorden. Omsider fik man bragt Stiger til Veje, og baade Brandfolk og andre behjærtede Mænd vovede med største Udholdenhed og Mod Livet for at frelse saa mange som muligt.

Af de 24 Familier, der boede i Huset, og som tilsammen antoges at tælle omkring 60 Medlemmer, lykkedes det med uhyre Anstrengelser at frelse dem alle paa 7 nær. Saa godt som ingen af dem var iført andet end deres Natdragt, og de blev hurtigt anbragt dels hos nærboende Familier, dels hos en Restauratør, der viste dem stor Opmærksomhed.

Oppe paa Kvisten boede en 31-aarig Enkemadam Trepsen tilligemed sin 75-aarige Moder, Madam Neermann og sine tre smaa Børn, en 12-aarig Pige og Drenge paa henholdsvis 11 og 4 Aar. Den gamle Kone og Børnene antoges hurtigt at være bleven kvalt af Røgen; Madam Trepsen derimod naaede frem til Kvistvinduet, og herfra saa de rædselsslagne Tilskuere hende styrte sig ned og knuses mod den frosne Jord. En Søstersøn af hende, den 21-aarige Brolægger Jensen Neermann, der boede i samme Lejlighed, indbrændte ligeledes.

Det syvende Offer var en Snedkersvend Haagensens Kone. Haagensen havde først søgt at trænge sig ned ad Trapperne med sin Kone ved Haanden, men da dette viste sig umuligt, vendte han tilbage til sit Værelse, for at slippe ud af Vinduet. I Forvirringen havde Konen sluppet hans Haand og er faldet om paa Trappen, hvor man i Formiddags fandt hendes forkullede Lig. Haagensen frelste derimod Livet ved sit Spring ned i Gaarden.

Ligene af de andre indebrændte Personer, som man har fundet i Løbet af Dagen, var alle i den Grad fortærede af Flammerne, at de var ganske ukjendelige.

Et sandt Heltemod udviste en Arbejdsmand Niels Petersen under Redningsarbejdet. Han boede paa første Sal og frelste hurtigt sin Hustru og sine Børn. Derefter lykkedes det ham ved Hjælp af Brandstigen at frelse en Familie, som boede paa 3. Sal. For 3die Gang ilede han op i den brændende Bygning, stadig i det blotte Linned, krøb ud paa de hede Tagsten, huggede Hul i Loftet og frelste fra en Kvist en Enke med to Børn, som han maatte trække hen over Taget ved Hjælp af et Reb. hans modige Færd vakte den største Beundring.

Hvorledes Ilden er opstaaet, har man endnu ikke kunnet faa oplyst, men den almindelige Anskuelse er, at den er paasat. Hvis saa er, har Forbryderen faaet et tungere Ansvar, end han vist havde tænkt sig. Paa den anden Side syntes Faren for, at mange Mennesker maatte indebrændes, at være saa øjensynlig, at man vanskeligt kan tænke sig, at Nogen kan være djævelsk nok til at iværksætte en saadan Mordbrand.

Naturligvis havde faa eller ingen af de fattige Mennesker assureret, og Ulykken rommer dem dobbelt haardt midt i Vinterens Hjærte.

(Aarhus Amtstidende 12. december 1892).

Ejendommen nr. 94 lå på Falkoneralle mellem Rolighedsvej og Ladegårdsåen. Den bestod af et forhus og et baghus med 4 etager foruden kælder og kvist. Ved siden af lå et træskæreri. Det hele tilhørte snedkermester L. R: Holm. Bagbygningen var beboelse, små 2-værelses lejligheder hvor der boede fattige familier. I kælderen var oplagret brændsel m. v. Frederiksberg Socialdemokratiske Forening indkaldte til et møde på Vodroflund den 11. december 1892. Salen til 1.000 mennesker skal have været overfyldt. Blandt talerne var A. C. Meyer, Jeppesen Borgbjærg, 

På mødet blev der vedtaget en resolution (se Social-Demokraten 13. december 1892):

Taleren stillede derpaa, som frederiksbergsk Borger, følgende Resolution:

En Forsamling af over 1000 Arbejdere og frederiksbergske Borgere, samlede paa Vodroflund Dagen efter den forfærdelige Brand i Falkoneralleen, udtaler sin sorgfyldte Harme over at 7 Menneskeliv er gaaet tabt, som sikkert kunde være reddet, hvis Brandvæsenet havde været i Orden, og opfordrer Frederiksberg Kommunalbestyrelse til ufortøvet at reformere sit eget Brandvæsen og samtidig tilvejebringe en organisk Samvirken med Københavns.

Forsamlingen opfordret endvidere den samme Kommunalbestyrelse til at underkaste Kommunens Beboelsesforhold en grundig Reform og til i højere Grad end hidtil at varetage den store og stadig voksende Arbejderbefolknings Tarv.

Forsamlingen bemyndiger Bestyrelsen for Frederiksberg socialdemokratiske Forening til at overbringe Kommunalbestyrelsen denne Resolution og til at anvende de ved dette Møde indkomne Penge til øjeblikkelig Hjælp for de Brandlidte.

Foreningen indsamlede 647 kr. til de 21 brandlidte familier

Branden paa Frederiksberg.

Som naturligt er, 'har den ulykkeligt Brand i Falkoneralleen sat Sindene i en usædvanlig hæftig Bevægelse, der dels giver sig Udslag i Forbitrelse mod den velstaaende, men gjerrige Frederiksberg'ske Kommune, dels i en velvillig Imødekommenhed mod den Appel til Godgjørenheden, som er fremkommen baade fra Bladenes Side og fra en særlig Komite. Der er allerede nu indkommet 5-6000 Kr. til de brandlidte, og saa vidt det kan skjønnes, vil det lykkes fuldt ud at gjenoprette den materielle Skade, Branden har anrettet. En Mængde af Bidragyderne forlanger udtrykkelig, at deres Gave eller en Del af den skal tilfalde den modige Arbejdsmand Niels Petersen, der reddede saa mange, og som endnu langtfra er helbredet for sine Brandsaar. Forhaabentlig vil rette vedkommende sørge for, at han faar den Redningsmedaille, han ærlig har fortjent. Foreløbig har Kongen hædret ham ved at kalde ham til Audiens i Dag og give ham en Sum Penge samtidig med, at Majestæten i anerkjendende Ord roste hans Optræden.

De forulykkede Mennesker vil blive begravede fra Frederiksberg Kirke paa Søndag.

(Aarhus Amtstidende 15. december 1892).

Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Mødet den 15 December.

Formanden meddelte - udenfor Dagsordenen - , at der til Kommunalbestyrelsen var indløbet en Resolution, som Dagen efter Branden i Falkeneeralleen var vedtaget paa et Møde paa Vodrofslund af Arbeidere paa Frederiksberg, og som bl. a. indeholdt en Opfordring til organisk Samvirkning med Kjøbenhavns Brandvæsen med forskjellige gode Raad. Formanden oplyste i Anledning af den omtalte Brand, at Brandinspektøren havde afgivet en Beretning. Denne gjorde først Rede for Ildebrandens Opkomst og Udvikling og for de lokale Forhold paa Brandstedet. 

Om Bygningsforholdene var det af Bygningsinspektøren oplyst, at Bygningen i Aaret 1884 var blevet opført i Overensstemmelse med den da gjældende Bygningslov; den kunde endnu opføres baade paa Frederiksberg og i Kjøbenhavn. Den eneste Forskjel mellem den nugjældende Byggelov for Frederiksberg og Kjøbenhavn var, at paa Frederiksberg kunde man nu kun opføre fem, i Kjøbenhavn sex Etager. Der kunde ikke Indvendes Noget imod Trappernes Beliggenhed. 

Brandvæsenet var blevet allarmeret Kl. 2,28 Min., og Sprøiten var kommen til Brandstedet 7 1/4 Min. senere. Brandinspektøren var mødt Kl. 2.50, Politiet Kl. 2.40 eller saa. Det var konstateret, at de 7 omkomne Personer vare omkomne, inden Brandvæsenet var kommet til Stede. Taleren meddelte en Del Oplysninger fra Politiforhørene. Det oplystes, at Enken Jepsens Slægtninge vare omkomne, inden Brandvæsenet var ankommet, og at hun ligeledes havde styrtet sig ud inden dette Tidspunkt. Dette var forklaret af to af de reddede Personer og af tilstedeværende Vidner. De syv omkomne Personer vare utvivlsomt omkomne inden Brandvæsenets Ankomst. Om de omkomne Personer vare kvalte i deres Senge eller paa anden Maade omkomne, havde ikke kunnet oplyses. Altsaa, Ulykken var skeet, inden Brandvæsenet kom til Stede. Da det var kommet til Stede, havde det reddet alle de andre Personer undtagen Enken Nielsen og hendes tre Børn. Disse Personer bleve reddede af Arbeidsmand Niels Sirenius Petersen, Vævermester Jensen, Uhrmager Johansen, Overpolitibetjent Christensen og Brandassistent Tullin. Der var nogen Uenighed mellem vidnerne om den Del, flere af de Hjælpende havde havt i Redningsarbeidet for den nævnte Families Vedkommende. Brandmand Jessen havde været behjælpelig med at frelse andre Beboere, ved Hjælp af Krybestiger, som gjordes fast i Nederetagens vinduer og førtes op til den øvre Etage. 

Den Brandmand, som var kommet til Skade, havde havt dette Uheld ved Rydningsarbeidet. Brandinspektør Brodersen havde givet nærmere Oplysninger om Redningsarbeidet. Redningsstigen var bleven anskaffet i Aaret 1887 af hans Forgænger, og denne havde i sin Tid gjort opmærksom paa, at der behøvedes Heste, for at den kunde være fuldt nyttig. Naar den denne Gang blev hentet, var det for at hjælpe til ved Slukningsarbejdet. Fra Kjøbenhavn var der indhentet Oplysninger om Redningsstigernes Anvendelse. Der kunde ikke rettes Bebrejdelser mod Autoriteterne herude; Brandvæsen og Politi havde gjort sig fortjente til særlig Roes. Mange havde gjort sig fortjente til Roes. Retfærdighed bød at tilføie, at Niels Petersen ikke havde været ene om sit Redningsarbejde. Vævermester Jensen og Uhrmager Johansen samt Overpolitibetjent Christensen og Brandassistent Tullin havde tilligemed Brandmand Jessen fortjent lige saa megen Roes. Brandvæsenet var mødt i Tide og havde benyttet sit Materiel paa bedste Maade. Det var fuldstændig grebet ud af Luften, at Frederiksberg Brandvæsen med Villie havde undladt at tilkalde Kjøbenhavns Brandværn, for at dette ikke skulde faa Del i Æren for Redningsarbeidet. Redningsstigens Fraværelse havde ikke hindret Redningen af noget Menneskeliv; den havde høist kunnet lette Redningen af dem, der bleve frelste. Da Redningsstigen blev kaldt til, var det væsenlig af Hensyn til Slukningsarbeidet. Redningsstigen kunde skaffes til Stede mellem 10 og 15 Minuter, efterat Brandvæsenet var blevet allarmeret. 

Det var ubeføjet i Almindelighed at sige, at en Institution var uforsvarlig, fordi der ved en Leilighed viste sig et Hul. Selv om en Mangel fremkaldte et Uheld, var det forhastet at sige, at Institutionen var Skyld deri. Det var lettere at være bagklog end forklog. Hvad man bebrejdede Frederiksberg Brandvæsen i dette Tilfælde, var ubeføjet. Det var efter hans Skjøn meget uberettiget, at man vilde sammenligne Kjøbenhavns og Frederiksbergs Institutioner og rette Bebrejdelser mod den sidste Kommune. Man rettede ikke saadanne Bebreidelser mod andre Kjøbstæder, end mindre mod Uttersløv og Sundbyerne; det gik med Urette altid ud over Frederiksberg Brand. Inspektøren havde indhentet Oplysninger fra Odense, som var en Fremskridtsby men der vare Forholdene ganske anderledes tilbage end i Frederiksberg. Kommunens Brandværn stod ikke i Høide med Kjøbenhavns, men det var ikke provinsielt.

Ogsaa paa andre Omraader blev der fældet lige saa ubeføiede Domme. Dette gjaldt saaledes Hospitalsvæsenet. Frederiksberg havde sin Skyld deri; man gjorde sig Umage for at følge med, men man tog ogsaa et Hensyn til Skatteyderne. Der havde aldrig været fremsat Forslag om at holde Heste til Redningsstigen, men nyttigt og betryggende vilde det være at have Heste og Folk og han skulde stille Forslag derom. Men selv om man fik dette ordnet, havde man ikke dermed naaet fuld Betryggelse. En Mangel var det, at de Øverstbefalende ikke kunde komme saa tidligt som i Kjøbenhavn, men her havde man da ogsaa først i den allersidste Tid naaet saa vidt. Frederiksberg kunde med sine smaa Forhold ikke holde Dampsprøite. Man havde søgt at gjøre Fremskridt ogsaa paa dette Omraade med berettigede Hensyn til andre Forhold. 

Det var ubeføiet at bebreide Kommunens Brandvæsen Noget, naar det dog var det næstbedste i Landet. Andre Kommuner havde lige saa høie Bygninger. Saalænge Kommunen var selvstændig, var det naturligt at det ikke gik ind under Kjøbenhavns Brandvæsen, men beholdt sine egne Institutioner. Han rettede en Tak til hele Brandmandskabet, fra de høieste til de laveste, og henvendte særlig denne Tak til de nævnte Brandmænd. Han foreslog, at Politimesteren og Taleren fik Bemyndigelse til at udbetale Brandmandskabet en Pengebelønning, og at Brandkornmissionen blev opfordret til at tage Brandvæsenets Ordning under Overvejelse. Det maatte antages, at al Nød vilde blive afhjulpet ved den private Hjælp. Resolutionen fra Vodrofflund var overflødig og ubeføiet. Om Bygningernes Indretning kunde Kommunalbestyrelsen ikke bestemme noget; det var, som bekendt, en Lovgivningssag. Det var givet, at de Kvarterer, som i den nyere Tid vare byggede for Arbeidere herude, vare bedre og sundere end f. Ex. Bygningerne i Sidegaderne til Vesterbro. Den allerstørste Del af Formue- og Leilighedsskatten blev anvendt netop til Fordel for den arbejdende Befolkning. Han afviste den Bebreidelse, som laa i Resolutionen, og de Anker, som i Øieblikkets Lidenskab og Sorg vare blevne rettede mod Frederiksbergs Institutioner.

Formandens Forslag blev derefter enstemmig vedtaget.

- - -

(Dagens Nyheder 16. december 1892. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Katastrofen paa Frederiksberg.

X Kjøbenhavn, den 18. Decbr.

Ofrene jordes.

De syv Ofte for Branden paa Falkoneralleen blev i Middags jordede paa Fasankirkegaarden efter forudgaaende Gudstjeneste i Frederiksberg Kirke. Som det var at vente, havde Tusender af Mennesker trods Storm og Slud givet Møde. Imponerede denne Jordefærd end ikke ved noget glimrende Følge eller ved pragtfulde Kranse, saa viste den dog, hvor dybt denne Ulykke havde grebet Befolkningens brede Lag. Det var en Arbejderbegravelse i stor Stil, uden Pomp og Pragt, men med dyb Følelse af Højtidelighedens gribende Betydning.

I Frederiksberg Kirke var der fuldt fra Gulv til Loft i samme Øjeblik, som Dørene aabnedes. Flere Timer i Forvejen var Folk strømmet til i tætte Skarer, saa at Kirkegaarden tilsidst maatte afspærres. I lange Rækker stod de opstillet udenfor kirkens Port, indtil Højtideligheden kl. 12½ begyndte. Til Beboerne af den brændte Ejendom og de Afdødes nærmeste Slægtninge var der reserveret 70 Pladser i kirken.

Kl. 12 blev de fem Kister - de tre Børn laa i en kiste - baaret ind i kirken gjennem den store Forsamling, som blottede Hovederne. Alle kisterne opstilledes foran Alteret og rundt omkring dem havde de Afdødes Slægtninge Plads.

Midt i kirken opplantedes to Fagforeningsfaner - Savskjærernes og Hattemagernes - samt to Dannebrogsfaner; alle disse Faner var floromvundne. En Æresvagt dannede Hattemagerne med floromvundne Marskalstave. Den gamle Enkemadam Neermanns Ægtefælle har nemlig i sin Tid været en bekjendt Hattemager. Savskjærerne var mødt for at hædre Haagensens Hustru, idet Haagensen, der ved Branden blev forbrændt i Ansigtet og endnu i Dag gik med Bind om Næsen, tilhører dette Fag.

Som Repræsentant for Frederiksberg kommune var kommunalbestyrelsens Formand. Højesteretssagfører Asmussen, mødt.

Efter at en Sangforening havde afsunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", holdt Pastor Ewaldsen Talen: "De knuste Hjærter føler bedst, hvad denne store Julefest, for Glæde har at bringe". Saaledes staar der i Julesalmen, som vi allerede havde begyndt at nynne paa, da den store Ulykke hændte. Den minder os om, at samtidig med, at der er Sorg og Trængsler her nede paa Jorden, er der et Liv i evig Glæde blandt Himlenes Hærskarer.

Tanken om, at vi er bleven skilt fra vore kjære, viger Pladsen for den straalende Vished om, at de er gaaet ind til det evige Liv. De er ikke døde, men levende. Vi er kun skilte for en Stund for at mødes igjen.

Det var syv Sjæle, der saa brat blev kaldt bort fra Slægt og Venner. Her sidder en Ægtemand, hvis Hustru maatte forlade ham kort efter, at hun blev forenet med ham. Nu maa han holde sin Jul alene, medens hans Hustru holder Jul med Vorherre. Her hviler en gammel Enke, prøvet i Slid og Møje; hun havde ingen anden Verden end den Stue, hvori hun levede og trofast opfyldte en Bedstemoders Gjerning. Her hviler en ung Mand, som kaldtes bort i Ungdommens Vaar; han var brav og dygtig og havde intet højere Ønske end at vise, hvad han kunde udrette med sine flittige Hænder. Og her hviler Enken, hende som jeg kjendte bedst af dem alle, hende, som stred og stræbte for at give sine Børn den bedste Opdragelse og ikke havde anden Tanke end de smaas Vel. Hele sit Liv var hun ligesom forfulgt af Uheld; den ene Prøvelse rakte saa at sige den anden Haanden. Men der var ogsaa mange, der gjerne vilde hjælpe hende, thi hun gjorde næsten det umulige muligt. Endnu Aftenen for den frygtelige Brand kom hun til mig, og det var som sædvanlig for Børnenes Skyld. Hun vilde vide, om min Hustrus Bortgang for kort Tid siden havde gjort nogen Forandring i den sædvanlige Juleglæde for de fattige. Og da jeg fortalte hende, at hendes Børn ligesom tidligere skulde fejre en glad Jul, gik hun fra mig med et straalende Ansigt. Ingen af os anede, at før Solen atter oprandt, skulde hun og hendes Børn være gaaet gjennem Dødens mørke Port.

Det er en mægtig Advarsel til os om altid at være beredt, og i din Haand, Herre, ligger jeg disse Dødes Sjæle. Ingen af dem, der hviler her, har mig bekjendt, vendt sig fra Korset. Derfor kan jeg trygt bede for dem og befale dem i Herrens Varetægt. Lad dem hvile vel i din Favn, kjære Herre! Se til den efterladte Ægtemand; besøg ham og lad ham fornemme, at Du ikke har glemt ham. Her gik en hel Husstand bort, men giv Slægt og Venner Naade til at paa, at de er gaaet bort til Lyset og Klarheden. Giv os alle Naade til, at vi ikke forgjæves har været samlede her i denne korte Stund, saa at vi kan sige med Salmen: "Og blændes end min Frydesang med Graad og dybe Sukke, saa skal dog Korsets haarde Tvang mig aldrig Munden lukke. Naar Hjærtet sidder mest beklemt, da bliver Glædens Harpe stemt, at den kan bedre klinge, og knuste Hjærter føle bedst, hvad denne, store Frydefest for Glæde har at bringe". Amen !

Talen gjorde et saa overvældende Indtryk, at det undertiden næppe var muligt at høre Præstens Ord gjennem den højlydte Graad og krampagtige Hulken.

Et Damekor afsang nu "Med Sorgen og Klagen hold Maade", hvorefter Kisterne bares ud til de fem Ligvogne, som langsomt kjørte den lange Vej til Fasankirkegaarden, fulgt af et Følge paa 2-3000 Mennesker. Tusinder stod opstillede langs den Vej, som Toget passerede. Ude paa Kirkegaarden var der gravet to Grave, en mindre for Madam Haagensen, og en stor og meget dyb for Familien Neermann, til hvilken Broligger Peter Jensen ogsaa hørte.

Medens Kisterne bares gjennem Mængden, blottede alle Hovedet, og under Nedsænkningen i Graven udførte et stort Musikkorps en Koral, medens Fanerne sænkedes over Graven.

Jordpaakastelsen forrettedes af Pastor Bülow, der i faa, men gribende Ord mindedes de ulykkelige Ofre for Branden. Vi andre burde dog ikke beklage dem, som Vorherre nu havde kaldt op til sig for at fejre Julen med ham.

Da Børnenes Kiste nedsænkedes, erindrede han om Jesu Ord: Lader de smaa Børn komme til mig! Han takkede alle de mange Mennesker, der havde vist Deltagelse i de Efterladtes store Sorg. og sluttede hver Jordpaakastelse med Ordene: Herren være med Dig i sit Himmerige!"

Dermed var den gribende Højtidelighed til Ende, og Mængden forlod langsomt Kirkegaarden.

(Aarhus Amtstidende 19. december 1892).

Branden paa Frederiksberg. Der er nu endelig - ved Overenskomst mellem de Brandlidte paa Frederiksbjerg og Indsamlingskomiteen - taget Beslutning om Anvendelsen af de 13,000 Kr., som i Løbet af et Par Dage indkom til Beboerne af den nedbrændte Ejendom i Falkoneralleen. I Brandskade og som Erstatning for det ved Arbejdsløshed og paa anden Maade fremkomne Tab udbetales der i alt 8300 Kr. til de brandlidte, og dermed er disse særdeles fornøjede. Resten vilde Komiteen gjærne anvende til Juleglæde for andre Fattigfolk paa Frederiksbjerg, og disse kunde vel ogsaa nok trænge dertil; men dette protesteredes der imod fra alle Sider. Folk havde jo skjænket Pengene netop i dette specielle Øjemed, og man kunde af Hjærtet unde de brave Redningsmænd en klækkelig Belønning. Til Niels Petersen var særlig indkommen 750 Kr., og disse Penge kunde man naturligvis ikke forholde ham. Men der var fire andre, Brandassistent Holm, Væver Jensen, Uhrmager Johansen og Overbetjent Christensen, der havde været lige saa ivrige til at frelse deres Medmennesker, og de fik da tilkjendt hver 500 Kr. Tre andre, som ogsaa havde vist Mod ved denne Lejlighed, fik hver 200 Kr. Efter at Begravelsen er betalt og nogle andre Udgifter afholdte, bliver der saa kun et Par hundrede Kroner tilovers. Niels Petersen har desuden faaet sin Sølvmedalje, efter at en omhyggelig Undersøgelse har vist, at han ærlig fortjente den.

(Aarhus Amtstidende 24. december 1892).

Skarp lud. (Efterskrift til Politivennen)

En tysk lov mod bøller

Der et som bekendt endnu små kvarterer her i byen som fredelige folk ikke gerne vover sig ind i, mindst ved nattetid. Der er smågyderne på Christianshavn, et par gader ude i Adelgadekvarteret og først og fremmest Brøndstræderne og Vognmagergade. Da historier om overfald på sagesløs mand, slagsmål med knive og soutenørspeklakler der så at sige daglig er til behandling oppe i den offentlige ret, vidner højt nok om hvor berettiget denne frygt er.

Men ret beset er det dog i grunden vanvid at man så at sige ganske roligt lader en halv snes banditter som "den dovne Dreng", "Peberbøssen" og hvad andre smukke navne disse celebre herrer har, gøre et helt kvarter usikkert. For hvad er det vel for straffe, der rammer disse fyre - en mulkt og når det kommer højt noget vand og brød. Straffe, som i virkeligheden at forbryderne kun anser for at være en behagelig rekreation efter nogle ugers svir og leben. Hvor er det i grunden ikke parodi at tænke sig, at en af disse fyre omtrent bestandig underholdes af kommunen for at slå et af sine medmennesker  halvt ihjel engang imellem.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Her i Aftenbladet har vi mere end en gang udtalt ønskeligheden af at disse herrer i stedet for fængsel fik nogle gode tørre prygl. I Tyskland lader man nu til at ville slå ind på systemet. I hvert fald er der i den tyske rigsdag i disse dage ad privat vej blevet indbragt et lovforslag som sigter i den retning.

Lovforslaget går ud på at bekæmpe den tiltagende usædelighed og råhed (Verrohung). Det fordrer et skarpere og strengere tilsyn med prostitutionen, ønsker virkningsfuldere forholdsregler mod det særlig i rigshovedstaden grasserende rufferi, vil have nøjere tilsyn med handelen og udbredelsen af utugtige billeder, lukkede viser og andre sjofle produkter og sætter endelig meget strenge straffe for overtrædelse af loven, straffe der for rufferi kan gå så højt som til bøder på 6.000 mark og 5 års tugthus.

For forbrydere, hvis bedrifter bærer særlig karakter af grov råhed foreslår lovforslaget nogle meget krasse straffe. For slagsmål med knive skal den skyldige straffes med vand og brød og de første 8 uger af hans fængselsstraf skal han endvidere straffes med hårdt leje, det vil sige om natten sove på en træbriks uden tæpper og uden at komme af klæderne. Overfald og angreb på sagesløs og værgeløs person straffes på samme måde, men der kan til det hårde leje tillige føjes legemlig straf, så og så mange slag tamp eller rotting i døgnet, alt at udmåle efter den mere eller mindre rå karakter, overfaldet har haft. Vi har den overbevisning, at det nok skal bide på fyrene. Det vil sikkert ikke smage dem at hvile en gennemhanket ryg på briksens hårde brædder.

Når man læser det tyske lovforslag igennem og ved, at det sikkert vil blive vedtaget, fristes man til at ønske en lignende lov hos os. Den ville virke magtig hen til fredeligere og mere trygge tilstande og forhold i de kvarterer, der nu er en skræk for fredelige folk. Og snart for politiet med.

(Aftenbladet, 10. december 1892).