Politiassistent C. P. Hollesen. (Efterskrift til Politivennen)

Politiassistent Hollesens Dødsfald.

Af Grunde, som vi ikke her skal komme nærmere ind paa, har vi hidtil fortiet det Dødsfald, som i de sidste Dage har vakt saa stor Sensation her i Byen. Vi finder imidlertid ingen Anledning til stadig at iagttage den samme Diskretion, da Sagen truer med at tage et meget uhyggeligt Omfang og de Historier, som den afdøde har indviklet sig i, berører mange Mennesker paa en særdeles ubehagelig Maade.

Hollesen var almindelig anset for en velhavende Mand. Hans Fader var Ejer af Ry Mølle ved Silkeborg og tjente i sin Tid mange Penge. Man talte om, at han efterlod sig henved et Par Hundred Tusind Kroner, hvoraf Hollesen fik udbetalt en  betydelig Fædrenearv. Han var saaledes godt økonomisk situeret, og dertil kom yderligere, at han forblev ugift og boede hos sin Moder. Hans Gage som Politiassistent var omtrent 3000 Kr. aarlig.

- - -

Onsdag Middag ved Postens Omdeling i Aarhus blev en Mængde Mennesker overoverraskede ved at modtage Breve med Hollesens Underskrift. Han meddelte deri, at han havde besluttet at tage Livet af sig selv - hans forfærdelige Pengetransaktioner tvang ham til at gjøre en Ende paa Tilværelsen. Modtagerne af Brevene vidste næppe, hvad de skulde tro, de skyndte sig op paa Politistationen for at faa Rede paa Sagen, og det viste sig da, at Hollesen havde taget Gift paa et Værelse ved Siden af Kontorerne. Ved hurtig Lægehjælp lykkedes det at bringe ham til Bevidsthed igjen, og efter at han var bleven ført til Sygehuset nærede man godt Haab om hans fuldstændige Helbredelse. Han var om Aftenen saa rask, at han kunde sidde op i Sengen og drikke The, og spurgte man ham, hvorledes han havde det, sagde han med et Smil : "Tak, jeg har det godt!"

Næste Morgen, i Gaar Morges tidlig, saa han Lejlighed til at hænge sig i sin Skjortelinning, og denne Gang lykkedes Selvmordet.

Hvad var Grunden til den ulykkelige Handling? vil man spørge. Vi har allerede antydet, at det var derangerede okonomiske Forhold. Hollesen havde lidt efter lidt ikke alene forbrugt sin egen Formue men tillige sin Moders, og yderligere viser det sig, at han efterlader sig en Gjæld paa mange Tusinde Kroner - hvor mange lader sig i dette Øjeblik ikke afgjøre, men man antager, at 60,000 Kr. næppe vil kunne dække Deficit'en. De fleste Banker og Sparekasser i Aarhus var engagerede med ham. og en Mængde Mennesker har skrevet paa Vexler for ham, og det er ikke smaa Summer, der er Tale om. I Gaar og i Dag var flere Vexler forfaldne, og Endossenterne maa nu betale Pengene; en har skrevet paa for 2400 Kr., anden for 2000 Kr., en tredie for et større Beløb o. s. v.

Hvorledes er det gaaet til, at Hollesen har kunnet bruge disse vældige Summer? Det var en bekjendt Sag, at han var meget godggjørende. Hans Navn prangede altid blandt de første ved Indsamlinger i veldædige Øjemed, og privat gav han meget bort, men Forklaringen til hans Ruin kan dog umulig søges heri alene. Hans Godgjørenhed var ikke saa stor, at den vakte Opsigt. Der maa have været andre Afløbsrender, der har flugt Kapitalen, men hvilke? Der verserer i Byen forskjellige Rygter herom, men nogen Vished har man ikke paa dette Punkt. I Almindelighed antages det, at han har været Gjenstand for Pengeafpresninger , og at han herved Tid efter anden har set sig nødsaget til at lægge Beslag paa private Venner og Bekjendte for at kunne tilfredsstille Kravene. Og da han saa heller ikke længere ad den Vej har kunnet rejse Penge, har han maattet tage til andre Midler: falske Vexler. Han har selv umiddelbart før sin Død skrevet, i hvert Fald til et Par Sparekasser, at Navnene paa hans Vexler var falske.

Disse fortvivlede Forhold og Bevidstheden om hans forbryderiske Handlinger har til sidst gjort ham Livet uudholdeligt. Knuden er bleven strammere og strammere, indtil den endelig ikke kunde løses mere; saa dræbte han sig selv. Planerne herom har han sikkert næret længe. Vi ved saaledes, at han har skrevet en Redegjørelse til Hr. Politimester Thorup, og den er dateret 7de Oktober 1892. Han har altsaa haft den liggende i over et Fjerdingaar for det Tilfælde, at han pludselig vilde være nødsaget til at berøve sig Livet.

Overretssagfører Schwenner af Hr. Hollesens Familie bleven engageret til at undersøge hans Forhold. Fremtiden vil sikkert bringe mærkelige Ting for Dagen!

(Aarhus Amtstidende 10. februar 1893).

Dramaet i Aarhus.

Der bliver i disse Dage gisnet paa og opstillet mange Formodninger om, hvorledes Hollesen kunde faa Lejlighed til at tage sig selv af Dage ved Hængning paa Sygehuset, da der dog var Politivagt til at passe paa ham. Nogle mene, at vedkommende Politibetjent, som var sat til at vaage over ham, ikke har gjort sin Pligt, ja maaske endog lukket Øjnene for Selvmordet. For at nedslaa alle Rygter i denne Retning, skal vi meddele følgende avtentiske Oplysninger om

Politiassistentens sidste Nat.

Hollesen var Onsdag Eftermiddag omtrent fuldstændig rask. Han talte nu og da med Betjenten om intetsigende Ting og syntes at befinde sig meget vel. Naturligvis har han hele Tiden ligget og tænkt paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at slippe af med Livet. Han sov ikke om Natten, men laa og vendte sig fra den ene Side om paa den anden.

Der var tændt Lampe i Værelset, og Betjenten sad paa en Stol ikke langt fra Sengen for stadig at kunne holde Øje med ham.

Noget over Midnat sagde Hollesen:

"De kan jo godt sove; det er ingen Nytte til, at De sidder her og vaager over mig."

Betjenten tog selvfølgelig ingen Notits af denne Bemærkning, men vedblev at passe paa ham.

Hollesen havde i Haanden et Lommetørklæde, som han laa og vred mellem Hænderne, lige som han ogsaa trak i et af Lagnerne.

Lampen stod imidlertid saaledea, at det fulde Lya faldt lige ind i Ansigtet paa Hollesen. og der kunde altsaa ikke ske noget, naar blot Betjenten stadig havde Øje med ham.

Tidlig paa Morgenstunden kom en af Sygeplejerskerne ind paa Værelset og spurgte Hollesen, hvorledes han havde det.

"Tak, jeg har det godt", svarede han, "men jeg vilde gjerne snart sove. Er det ikke ved at blive Dag, saa vi kunde faa slukket Lampen, den generer mig".

Betjenten gik hen til Vinduet og saa ud.

"Nej, der er en Time til Dag endnu", sagde han.

Lidt efter stod Hollesen op, tog sine Underbenklæder paa og gik hen til Vinduet, hvor han stod et Øjeblik.

Klokken var ligeved 6½, og Betjenten skulde afløses. - Hollesen forlangte at komme paa Klosettet, og de fulgtes ad ud ad Døren.

Paa Gangen traf de den Betjent, som skulde afløse samt en Sygeplejerske. Medens de veksede et Par Ord, var Assistenten gaaet nogle Skridt foran og var sluppet ind paa Klosettet.

Betjentene talte om at det ikke kunde gaa an at lade ham være alene der inde, og den ene af dem gik hen og bankede paa Døren.

Intet Svar!

De forsøgte saa begge i Forening at sprænge Døren, men det lykkedes ikke. I en Fart blev der hentet en Hammer og et Stemmejærn, og ved Hjælp af disse Redskaber blev Laasen brækket fra og Døren aabnet.

Hollesen havde hængt sig i en Snor paa Haandtaget. Medens han stod og saa ud ad Vinduet i Sygeværelset havde han set Lejlighed til at bide Gardinsnoren over, og den havde han nu benyttet med bedre Held end Morfinen.

Lægen blev kaldt tilstede, og der blev foretaget ihærdige Oplivningsforsøg, men forgjæves. Han var død - og denne Gang for Alvor.

- - -

Saaledes gik det til, og man kan naturligvis bebrejde Betjenten, at han ikke fulgte Hollesen overalt, hvor han gik og stod, men det er al Tid lettere at være klog bagefter, og man maa huske paa, at Hollesen i Virkeligheden endnu var Betjentens overordnede, og det var slet ikke saa let for Betjenten at behandle sin foresatte som en almindelig Forbryder.

Hollesens Forhold.

Paa Politistationen er man i disse travlt beskjæftiget med at arbejde sig igjennem Hollesens efterladte skriftlige Materiale, for at man kan faa Rede paa, hvorledes det forholder sig med de Sager, han har været betroet i Egenskab af Politiassistent. Det gjælder navnlig Regnskabet over Bøder og Afgifter til de fattiges Kasse samt Regnskabet over Hundeskatten. Det er ikke noget let Arbejde, da det viser sig, at Hollesen har tilintetgjort Bladene i den Bog, der skulde give Oplysninger. Hvad Bøderne og Afgifterne til de fattiges Kasse angaar, synes der at være fuldstændig Forvirring. Stiftsprovsten, til hvem Regnskabet skal aflægges, har i de senere Aar stadig haft stor Vanskelighed ved at faa det udleveret. Sædvanligvis plejede Hollesen al tilstille Provsten en rund Sum med Løfte om fuldstændigt Regnskab senere. I det sidste Aar var det særlig galt. Da udeblev baade Penge og Regnskabet, Stiftsprovsten sendte Gang efter Gang Bud til Assistenten, vel en Snes Gange ialt, men Hollesen kom stadig med Udflugter. Da det fuldstændige Regnskab skulde affattes, maatte Provsten helt udelade Posten over Bidraget fra Assistenten. Han lod blot Kontoen staa in blanco, for at Revisionen ikke skulde tro, at den var glemt. Sandsynligvis er altsaa hele dette Beløb forbrugt, og man faar vel aldrig Rede paa, hvor stort det er.

Vi benytter Lejligheden til at oplyse, at Landbosparekassen ikke lider noget Tab ved Hollesens Affære. Kassen var vel engageret med ham med et Beløb paa 4000 Kr., men har fuldstændig Dækning i den ene Kautionist, en Vognmand her i Byen.

(Aarhus Amtstidende 11. februar 1893).

Christian Peder Hollesen (født den 4. januar 1850, død den 9. februar 1893) var politiassistent i Aarhus i perioden 1883-1893. Han blev uddannet jurist i 1871. Der skal have været falske veksler for over 40.000 kr. Jyllandsposten vedblev gennem 1893 at anklage byfoged Thorup for at trække en undersøgelse af C. P. Hollesens forhold i langdrag. Avisen antydede desuden at han skal have begået bedrageriet. Af aviserne fremgår at Hollesens levevis, embedsførelse og fremgangsmåder ikke var enestående indenfor embedsværket.

Sædelighedspolitiets Opdagere. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg hos Inspektør Korn.

Vi har i Magdalenesagen fremstillet, hvorledes Sædelighedspolitiets Optræden tager sig ud for den uhildede Tilskuer - lad os nu se, hvad dette Politis egen Chef mener om Tingene. Saa har vi delt Sol og Vind lige mellem Parterne.

- "Det er - begyndte Inspektøren under en Samtale, vi havde med ham - Myndighedsmisbruget, der fremføres i "Magdalene"; Myndighedsmisbruget, og ikke den lovformelige Fremgangsmaade! Saaledes gaar det aldrig til i Virkeligheden, det er ikke saa nemt at blive "offentlig". Man maa jo forudsætte, at det er Finck, der har forført Valborg Jensen - ikke sandt? saadan er det jo, Skøgen hedder ....

.... Naar Finck har forført hende og "holder" hende, vil der aldrig blive Tale om at "tage" hende. Og selv om Hamann bliver Nummer to, heller ikke. Om en Pige staar i Forhold til en eller to eller tre, det er ikke nok. Hun skal ligefrem leve af Løsagtighed, tage Herrer, hun ikke kender nøjere , med sig op "fra Gaden". Ellers bliver der ikke gjort hende noget."

Saaledes er den forholdsvis rosenrøde Fremstilling, Sædelighedspoliteits egen Chef giver. Spørgsmaalet er da dette: er ikke paa dette Omraade Myndighedsoverskridelsen saa ofte tilbagevendende, at det bliver den almindelige Lov? - Vi vil iøvrigt kun kort referere Politiets Beretning om Fremgangsmaaden i de forskellige Tilfælde. Den ideale Fremgangsmaade!

Advarsel og Straf.

. . Før en Pige kan blive indskreven som offentlig, skal hun advares og derpaa være straffet for Utugt to Gange. Da paabyder Loven Kaserneringen. Selv om hun ønsker at blive indrulleret i Venus' autoriserede Bataljon med det samme, tilstedes det ikke. Hr. Korn, for hvem hun føres frem, tager sig ingenlunde Sagen let.

"Je' har alli'vel ingen Ting at leve a', la'me bare bli'e offentlig med det samme!" siger under Tiden en eller anden lille, københavnsk Tøjte. - I et saadant Tilfælde fremstiller Hr. Korn for hende, hvad det er for et elendigt Liv, hnn ønsker letsindigen at gaa ind til: se at faa noget Arbejde," siger han, søg en Plads! hellere maa De hæderlig skure Trapper paa Deres Kræ end feje Gaden i den Silkekjole, De har tjent ved at sælge Deres Legeme!"

Efter denne Advarsel, der meddeles dem højtideligt og alvorligt, dimitteres de; og det er da først efter to Gange gentagen Straf for at ernære sig ved Utugt, at de maa tage Plads bag Tremmerliden.

Anonyme Angivelser.

- Hvad de anonyme Angivelser angaar, gaas der ikke saa let til Værks, som almindelig tros. Der foretages først en minutiøs Undersøgelse blandt Folkene i det Hus, den Mistænkte bebor. Ganskevist kan jo en saadan Inkvisition være højst ubehagelig, under Tiden meget skadelig for Paagældende - men det er den eneste mulige Fremgangsmaade; den samme som overfor Mistænkte i andre Forhold.

Ikke sjældent møder en eller anden nobel Kavaler hos Inspektøren og meddeler, at dér og dér bor en "meget løsagtig" Pige, som har faaet saa og saa meget af ham. Overfor en saadan forsmaaet og hævngærrig Elskers Udtalelse er man saare forsigtig. For det første mærker man sig ham nøje i Tilfælde af, at han skulde have gjort sig skyldig i falsk Forklaring, og dernæst undersøges den anmeldtes Forhold som ovenfor omtalt.

Paa denne Vis gør de anonyme Anmeldelser, Sædelighedspolitiet betragter som nødvendige, dog mindre Skade end antaget.

Ingen Dusører til Opdagerne.

Den Paastand, der fra forskellige Sider er fremsat, at Opdagernes Virksomhed til Dels honoreres gennem Dusører for hver smittet Pige, der indfanges, benægtes bestemt. Hver af Opdagerne har foruden deres Løn et Ekstra-Gratiale paa 10-15 Kr. om Maaneden til at bestride de mange Udgifter, deres Besøg paa Forlystelsessteder medfører. Udover dette intet - Det er hændet, at en Angiver af ovenomtalte Art, efter at virkelig hans Troløse er bleven taget som smittet, har villet takke Betjenten gennem en lille Belønning. Han er da med samt sine Penge blevea vist Porten paa en saare ublid Maade.

"Det er jo en skammelig Løgn!" udbryder Hr. Korn harmfuld og slaar i Skrivebordet.

Afhentning og Bekendelse.

Med størst Harme har Opinionen kastet sig over den Maade, hvorpaa Afhentningen sker. At denne al Tid burde foregaa i Droske, er klart. Som det nu er, lader man det være afhængig af Afstanden; bor hun i Nærheden af Raadhuset, maa hun gaa. Her har Sædelighedspolitiet et af sine ømmeste Steder, der kun vanskelig lader sig forsvare. Man skulde synes, at Hr. Korn let maatte kunne bringe Forandring i dette Forhold. Det er just denne Afhentning, der har afstedkommet saa mange triste Optrin i Byens Gader. Hr. Korn hævder, at Opdagerne kun sjældent har Skyld heri: det er for det meste om Aftenen eller Natten, denne Indfangning foregaar, og paa den Tid er disse Fruentimmer ofte halvfulde og desperate. Hvad skal man saa sige sige til det?

Bekender de da, tilbringer de Natten i Arresten og fremstilles for Hr. Korn næste Morgen. Etter Bekendelsen følger saa Lægevisitationen, der foregaar i et særligt Lokale, hvor dog kun de Mistænkte, ikke de Prostituerede undersøges. - Spørgsmaalet er da: hvorledes skaffes denne Bekendelse? Man trækker paa Skuldrene: tror De, man faar noget ud af dem, naar man er Elskværdigheden selv? Viser det sig ved Visitationen, at de er syge, gaar Turen til Hospitalet. I modsat Fald kan de efter Advarslen atter gaa.

Usædeligheden vokser.

I mange Tilfælde vil Sædelighedspolitiet kunne paaberaabe sig som Undskyldning for et vel "rastløst" Arbejde, at Usædeligheden i de sidste Aar griber forbavsende om sig. Forældre holder ikke længer den Kontrol med deres Børn, naar de er borte fra Hjemmet, som før. Alt for tidligt søger man en Fortjeneste af dem. Døtrene anbringes som Bypiger hos private og i Forretninger og faar saaledes i for høj Grad Raadighed over den Tid, der tilbringes ud. Den lille begynder med at faa Bolsjer af en gammel Herre for at give ham et Kys, og hun ender som nys en femten og en syttenaarig paa Vesterbro.

I et eget Værelse med to Chaiselongner og to Senge havde disse unge Prostituerede indrettet sig som Folk af Faget. De slæbte stort Tal unge og gamle Herrer op fra Gaden, og da de fremstilledes for Inspektør Korn, brugte de Mund værre end de mest fordærvede Skøger.

"Men" - inskyder vi - "saaledes bunder altsaa tilsidst hele Elenden i det økonomiske Spørgsmaal. Fattigfolk kan ikke ernære Familjen, deraf følger Skændslen! Som det gaar nogle af Staklerne alt som Børn, vil det gaa de andre som Voksne. I denne Tid staar de store Lagres Systuer tomme; det er den døde Sæson. Selv den flittigste Syerske kan ikke faa en Kaabe at sy, om hun nok saa gæme vil. Naar hun saa har sat den sidste Hvid paa Assistenshuset - hvad saa? Sælge sig selv maa hun ikke - altsaa, hvad saa?

Hr. Korn trækker paa Skulderen: "Ja, hvad saa ... saa maa hun gaa til Fattigvæsenet! Vi hun ikke det, maa hun ind under "Systemet"

En krank Udsigt for fattige Piger!

(København 24. januar 1893).

Korn begik i marts 1895 selvmord, efter at Sædelighedspolitiet ikke længere kunne tilbageholde en større skandale. Denne er oprullet her på bloggen.

Varmestuerne. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i Varmestuerne.

Ved privat Initiativ er det i disse Dage indrettet to Varmestuer for Byens Fattige.

Den første aabnedes i Forgaars i Adelgade Nr. 90 i Bagbygningen, hvor et forhenværende  Værkstedsrum er stillet til Raadighed. Den kan rumme 60 Mennesker og er kun bestemt for Kvinder og Børn. Der strømmede straks en Mængde forfrosne Stallet, store og smaa, sammen fra det tætbefolkede Proletarkvarter, i hvis Midte Varmestuen ligger; der var ikke nært Plads til dem allesammen, de maatte indlades i Hold, og efterhaanden som de var tøet lidt op, give Plads for en ny Besætning. Der holdes aabent fra Kl 8 Morgen til 8 Aften, men Mad er det desværre ikke noget af, og der hersker den yderste Nød i dette Kvarter; naar de Fattige har faaet en Smule Varme i Kroppen, maa de gaa hjem i deres nøgne værelset ligesaa sultne, som da de kom. De Mænd, som har stillet sig i Spidsen for det smukke Foretagende, anraaber derfor om Bidrag for ogsaa at kunne give de Nødlidende et tarveligt Maaltid Mad. Urtekræmmer Petersen, Adelgade 90, Kælderen, modtager Penge og Fødemidler.

Fotograf Carl Ernst Hannuss (1882 - 1943): Adelgade 90, baghuset set fra 2. baggård. 15. marts 1941. Trods tidspændet på 50 år giver det måske et indtryk. Kbhbilleder. Public domain.

Den anden Varmestue aabnedes i Gaar ude paa Ny Alhambra, hvor de lange triste Gader i Vesterbros Fattigkvarter lever sammen, og hvor der staar en isnende Kulde ind fra Kalvebodstrand. Det et en lille Kreds af Næringsdrivende paa Vesterbro, som er traadt sammen for at oprette Varmestuen, og Værten paa Ny Alhambra, Hr. Jacobsen, har lagt sine rummelige Lokaler til. Her indlades baade Mænd, Kvinder og Børn, som bænkes hver for sig og faar et Maaltid bestaaende af en Kop Mælk og et Par Hveder. Hvor stor Trangen til Varme og Mad er ude i denne Bydel, viste sig i gaar, da Varmestuerne blev lukket op: der myldrede over 700 Mennesker sammen, en ynkelig klædt, afmagret og frysende Mængde, Familier med fire-fem Børn, hvis Klædningsstykker var skrabet sammen alle Vegne fra og daarlig dækkede Kroppen; en Dreng paa fem-seks Aar stod i Sneen med et Par gamle Brunelsstøvler og havde en Trøje paa, hvis Ærmer stumpede ved Albuen - begge Dele var formodenlig Almisser fra et eller andet Herskab; Børn, som ikke kunde gaa endnu, krøb sammen mellem Moderens Pjalter og saae paa. En med unaturlig store, gammelkloge Øjne; Mændene stod uden Overtøi, med et blegt og bittert Udtryk i Ansigtet og bed Sulten i sig.

Der var en begærlig Tilstrømning til vorden, inde i de lune Stuer, og navnlig Børnene fulgte med lange Blikke de dampende Mælkekopper og Hvederne, efterhaanden som de blev baaret ind; Tænderne løb ordenlig i Vand, før Turen kom til hver især, og mange baade Voksne og Børn saae saa lidet mætte ud, da de havde faaet deres Portion til Livs, at Uddelerne ikke kunde nænne andet end at give dem en til. De Smaa blev helt oplivede af en Gang at føle sig rigtig mætte; de lo og legede, mens Forældrene sad og saae til med et sørgmodigt Smil; de tænkte paa, hvor trøstesløst der saae ud derhjemme, og hvor snart Sulten og Kulden vilde melde sig igen. Varmestuen er aaben fra Kl. 10-3, men Bespisningen finder kun Sted fra 11-1; i Dag vil der blive uddelt 500 Portioner Mad. Ogsaa herude kniber det med Midler til at holde Bespisningen gaaende; ethvert lille Bidrag modtages med Taknemlighed af Komiteens Kasserer. Hr. P. Madsen. Ohlenschlægersgade 33.

"Social-Demokraten"s Redaktion modtager selvfølgelig ogsaa Bidrag til Varmestuerne.

(Social-Demokraten 21. januar 1893).

Varmestuerne.

København, den 21. Jan 1893.

Til
Redaktionen af "Social-Demokraten".

Tillad mig at rette en Fejltagelse af Deres velvillige Omtale af Varmestuen i Adelgade 90. De fortæller, at vi aabnede Varmestuen uden samtidig at kunne give de sultne Kvinder og Børn Mad, det er ej ganske rigtigt. Hr. Urtekræmmer Petersens Hustru og hendes Medhjælpere uddelte i Gaar 3/4 Td. varmt Øl, hvortil flere hundrede "Rundenommer" med Margarine udskaarne af 12 Rugbrød og 26 Sigtebrød. Besøget i Gaar var omtrent 400 Kvinder og Børn, men saa havde vi ogsaa Besøg af enkelte gode Mennesker og modtag flere rigtig venlige Breve med Penge i fra Venner og Bekendte, og vi haaber flere vil følge efter. Sluttelig lad mig fortælle Dem, hvordan det gik en enkelt Besøgende. En velklædt Dame, Hr. Urtekræmmer Petersen fik vide af den fungerende Stuekone, bar et af Landes bedste Navne, kom med et Bidrag og bad om at se Lokalerne. Da hun kom ind i Stuerne forbavsede hele Indretningen hende, og hun udtalte sin Glæde derover, men saa sad der 12 a 14 Mødre med deres smaa Børn paa Skødet og gav dem det varme Øl og Brødet, og den fremmede Dame gik lige ind i Klyngen, aabnede sin Pung, og delte enhver Mynt ud til Kvinderne, saa længe hun havde noget, og da hun var færdig, gik hun ned til Urtekræmmeren og med Taarer i Øinene sagde hun ham tak for, hvad hun havde set i Varmestuen, idet hun tilføjede: "Nej, hvilken Velsignelse er det dog ikke, at kunne række en Skærv til dette Fællesværk for os alle". Jeg vil ret haabe, at dette ene sandt fortalte Tilfælde af de hjælpsomme Medmennesker, vil vedblive at støtte os, og i andre fattige Kvarterer indrette lignende Varmestuer for ganske smaa Børn, og de fattigste af Kvinder 

Deres

J. A. N.

Varmestuerne paa Ny Alhambra var i Gaar besøgt af ca. 900 Personer, hvoraf ca 600 er blevne bespiste med varm Mælk og Hvedebrød, og desuden er der bleven uddelt Rugbrød til alle Mødrene.

Saa lange Midlerne strækker til, vil der daglig blive uddelt 500 Portioner varm Mad og Hvedebrød.

(Social-Demokraten 22. januar 1893).

Lille Guldbergsgade: 47 Familier kastes paa Gaden. (Efterskrift til Politivennen)

47 Familier kastes paa Gaden.

Byggesvindel.

Ude paa Nørrebro, hvor Lille Guldbergsgade er skaaret igennem til Nørrebrogade, er der i de sidste Par Aar opstaaet et helt nyt Arbejderkvarter. Kaserne ved Kaserne er rejst i en fabelaglig Hast. Arbejderfamilierne har taget Lejlighederne i Besiddelse, og alt syntes saare godt, saa vist som en hurtig Udlejning af en Ejendom almindelig betragtes som den bedste Garanti for dens Rentabilitet.

De sidste Dage har for Beboerne i Ejendommene Nr. 16, 18 og 20 bragt meget ubehagelige Overraskelser. Man var i Forvejen noget nedtrykt over, at Ejeren pludselig blev arresteret. Det viste sig nemlig, at da 3. Prioritet blev udbetalt Bygherren, var der ingen Penge til Haandværksmestrene. Deres Prioritet sad i Skorstenen - lovlig højt oppe til nogen Sinde at faa dem ned. Haandværkerne syntes imidlertid, at der maatte være Penge, og de lod Bygherren anholde som sigtet for mislig Omgang med Ejendommens Pengemidler og de indgaaede Kontrakter. Der forlyder imidlertid intet om, at der i Forhørene fremkom noget, der kunde bekræfte denne Antagelse og Ejeren blev sat paa fri Fod.

Nu kommer imidlertid Humlen. I Forgaars gik den indsatte Administrator J. Johansen fra Dør til Dør og meddelte Beboerne efter Ordre fra Bygningsinspektøren, at de maatte flytte den 1. Februar, hvis de ikke vilde risikere at sættes ud af Politiet. Forgæves foreviste Beboerne deres Kontrakter, hvorefter de først kunde opsiges til Fraflytning til Oktober Flyttedag. De fik alle samme Svar: Ejendommene skal ryddes. Der kan ikke faas Bygningsattest paa Eiendommene. Tillige blev der meddelt, at der ligeledes var nedlagt Forbud imod, at der afholdt Gudstjeneste i det ved Siden af Ejendommene beliggende Methodistkapel.

Enhver vil forstaa, at denne Masseudsmidning vakte berettiget Harme, blandet med Bekymring for Fremtiden. Det er sandelig ingen Spøg for saa mange Familier midt i Vinterens Hjærte at skulle søge ny Bopæl udenfor den regulære og da hele denne Historie forekom os noget mystisk sendte vi i Gaar en af vore Medarbejdere op til

Bygningsinspektøren,

Arkitekt G. Thanning, hvem disse Bygninger sorterer under og som modtog os meget høfligt. Det forholdt sig rigtigt som Beboerne havde fortalt. Han havde i Henhold til Loven givet Ordre til uopholdelig at rømme Bygningerne, for hvilke der ikke var udstedt Bygningsattest. Med megen Indignation udtalte han sig om den hensynsløse Letsindighed, disse Bygningers ansvarlige Arkitekt Hr. Hagemann havde udvist. Den 26. Oktober synede Inspektøren Ejendommen og paatalte forskellige smaa Mangler, men først paa Aarets sidste Dag blev disse rettede trods atter og atter gentagne Paabud. Nu viser det sig imidlertid, at Arkitekt Hagemann har bygget udenfor den af Stadskonduktøren afsatte Gadelinie, samt at den ubebyggede Grund er arrangeret saa dumt, at et større Stykke af denne maa medregnes som bebygget, da den ikke har den i Byggeloven bestemte Minimumsbredde. Herved bliver der for lidt ubebygget Grund, og for denne Ligegyldighed overfor de simpleste Byggeregler skal nu 47 Familier undgælde; ja Bygningsinspektøren maatte beklage det, men De forstaar nok - - Loven. Iøvrigt maatte han henvise til sin nærmeste Foresatte

Stadsbygmesteren

Afsted gik det da i den forrygende Snestorm til denne, hvem vi traf i et hyggeligt Kontor i Knabrostræde. Arkitekt Bønnecke er en mægtig Mand, der hersker over Stadens samtlige Bygningsinspektører; men saa langt som at kalde Forbudet tilbage, eller blot at trække Tiden ud til Arbejderfamilierne ved April Flyttedag kunde faa en passende Lejlighed, strakte hans Myndighed sig dog ikke. Vor Medarbejder udviklede for ham, hvor uheldigt det vilde se ud, om man netop i disse serirer vilde statuere et Eksempel.

"Nej, det vil vi s'gu heller ikke. De forstaar jo ogsaa nok - uopholdelig - det behøver jo heller ikke at være lige straks." - Der kom et lille lunt Smil frem i Hr. Bønneckes Øjenkroge, da han fortsatte: "Gaa De nu ud og trøst disse Folk, og lad dem saa indgive et Andragende til Bygningskommissionen om Udsættelse med Tilholdets retslige Forfølgning, saa skal jeg nok anbefale det."

Vor Medarbejder takkede paa de truede Familiers Vegne, og allerede i Dag vil et saadant Andragende fra Lejerne blive overrakt Bygningsinspektøren, Hr. Thanning. Vi faar da at se, om Bygningskommissionen virkelig vil opretholde et saa barbarisk Tilhold. Vi skal i alle Tilfælde holde vore Læsere a jour med, hvorledes Sagen udvikler sig.

(Social-Demokraten 14. januar 1893).

Fotograf J. F. Meyer (1849 - 1905): Peter Fabers Gade 44-36 set fra Guldbergsgade i retning mod Nørrebrogade. Ukendt årstal. Den ene side er ikke bebygget. Efter "hullet" i husrækken kommer de lave, lige numre af gaden. Ukendt årstal, men da fotografen døde 1905, må det være fra før. Fotoet viser forrest den del af gaden som i starten hed Lille Guldbergsgade. Kbhbilleder. Public domain.

47 Familier kastes paa Gaden.

Byggesvindel.

Som vi i vor sidste Artikel om denne Sag bebudede, blev der allerede næste Dag gennem Bygningsinspektøren indleveret et Andragende til Københavns Bygningskommissioin, underskrevet af samtlige Beboere i de 4 Ejendomme i Lille Guldbergsgade. Det tør da forventes, at vore Autoriteter vil tage Reb i Sejlene og ikke skaane den stedfundne Byggesvindel ved at lade de mange fattige Arbejderfamilier undgælde for Skandalen.

For at faa rigtig Besked om, hvor man i denne Sag skal søge den rette Skyldige, gik vi i Gaar op til Hr. Arkitekt Hagemann, der sammen med sin daværende Kompagnon K. Arne Petersen havde underskrevet Tegningerne, hvorefter Bygningerne opførtes. Hr. Hagemann forklarede os, at han havde udført Tegningerne for den biskopale Menighed, der ejede Grunden; men efter at Grunden var solgt til Tømrermester O. A. Christensen, havde denne omarbejdet Planen i Forening med et lille Familieraad, der var dannet af et Par Overretssagførere og nævnte Menigheds Kasserer.

De kloge Mænd havde paa Planen slaaet en lille Streg her, og en lille Streg der, og det var efter Hr. Hagemanns Ord Grunden til, at der var Uregelmæssigheder at paatale ved disse Bygninger. "Hvor kan saadanne Folk, der kun har lært at sælge Kul, give sig til at sælge Alenvarer?" spurgte den vrede Arkitekt. Vi gav ham intet Svar herpaa, men ønskede at vide Grunden til, at han ikke havde været med i "Familieraadet". "Ha, ha! der vilde jeg nok passe som en Hund i et Spil Kegler. Havde jeg været der, saa havde de jo ikke kunnet lave hele Skandalen. Her skal De se min Kopibog." - og læste Hr. Hagemann Side paa Side, hvoraf det fremgik, at han i flere Maaneder forgæves havde fordret Planer og Overslag fra Overretssagfører F. Møller, Nørregade 7, der var O. A. Christensens Konsulent. I Breve af 2. Januar og 6. Februar gar han vedholdende opmærksom paa, at han nødvendig maatte have Overslag og Tegninger for at kunde kontrollere Haandværksmestrene.

Endelig i Skrivelse af 30. Marts 1892 gør Hr. Hagemann opmærksom paa, at der er Fejl, som hurtigst muligt maa rettes, hvis ikke det skulde gaa rent galt. Men Arkitekten blev stadig holdt udenfor det hele. Bygningen blev færdig, og Haandværkerne fik ikke deres Tilgodehavende. "Bygherren" blev arresteret som mistænkt for svigagtig Anvendelse af Bygningens Midler, og da han intet ejede, igen løsladt. Nu fremtræder den før omtalte Kasserer og faar sig gjort til Administrator for Bygningen. Renter og Afgifter nægtede han at betale i December Termin, og Haandværksmestrene maatte saa skyde Penge sammen, for at Bygningerne ikke af den Grund skulde komme under Hammeren.

Da denne Sag nu er kommet til Offenlighedens Kundskab, kan vi ikke nægte, at det vilde være af stor Interesse, om den biskopale Menighed vilde besvare os et Par Spørgsmaal:

Hvorledes kan De, som var den oprindeligt Ejer af Grunden og satte Foretagendet i Scene ved at sælge Grunden og antage til Bygherre en Mand, der vitterlig intet ejede, hvorledes kan De forsvare, at Haandværksmestrene i Bygningerne, blandt andet paa Deres Kapel, har ca. 30,000 Kr. til Gode?

Hvorledes vil De forsvare, at De af den akkorderede Sum har holdt 6000 Kr. tilbage, skønt De har indviet Kapellet og dermed godkendt det som færdigt, hvad det jo ogsaa er?

Vi stiller disse Spørgsmaal, ikke til de Bestyrelsesmedlemmer, som deltog i det tragikomiske Familieraad, men til Medlemmerne af Menigheden, som sikkert er uvidende om deres smukke lille Kapels Forhistorie. Det kunde jo være, at de vilde bede deres Forstandere, Bestyrelsesmedlemmer, Kasserer eller hvad de nu hedder, om at holde deres Fingre borte fra altfor verdslig Gøren og Laden. Derved vilde de ikke bidrage lidet til, at Forholdene hurtigt kunde blive ordnede paa en Maade, der tilfredsstiller baade Haandværksmestrene, Bygningsavtoriteterne og de uheldigt stillede Lejere.

(Social-Demokraten 20. januar 1892).

Lille Guldbergsgade blev anlagt i slutningen af 1880'erne som en blind sidegade til Guldbergsgade. Senere blev den ført igennem til Nørrebrogade og omdøbt til Peter Fabersgade (omkring 1899).

Bethaniakapellets værger svarede Social-Demokraten (26. januar 1893). Heri forklarede de at de havde overdraget byggeriet til arkitekt Hagemann. Tilbuddene overskred imidlertid Hagemanns beregninger og kapellet solgte i stedet 2/3 af grunden til A. O. Christensen. Kapellet havde altså fra starten ikke haft tilstrækkelige midler og herefter kom i kløerne på en spekulant. Resultatet var at bygherren blev ruineret, håndværksmestrene narret og "værgerne" taget ved næsen.

Den 1. februar 1893 stod i Social-Demokraten redegørelser fra den ledende arkitekt Henrik Hagemann, samt håndværksmestenes juridiske konsulent, overretssagfører J. K. Lauridsen. Alle fralagde sig ansvaret.

Mordet i Pilestræde 61. (Efterskrift til Politivennen)

Et Mord?

Byen opskræmmedes i Aftes ved et Rygte om, at der var begaaet et Mord i Pilestræde.

Vi sendte øjeblikkelig en Medarbejder afsted for at undersøge Rygtets Paalidelighed.

Og han kom til det Resultat, at der efter al Sandsynlighed virkelig i Gaar Nat har udspillet sig et Morddrama her i København.

Vor Reporter beretter

Huset

Rygterne koncentrerede sig om en  lille skummel Ejendom Pilestræde, Huset Nr. 61.

Dette ejedes at en forhenværende Landmand, Lars Hansen, en halvgammel Mand, hvis eneste Selskab var en Puddelhund.

Han plejede at spise sin Mad paa Restavrationer, men hans Morgenkaffe bragtes ham at en ung Kone i Nabolaget.

Da hun i Gaar Morges som sædvanlig indfandt sig med Kaffen og ringede paa, kom Lars Hansen ikke ud og lukkede op.

Hun blev lidt underlig ved det, men tænkte, at han havde sovet over sig og gik igen.

Hen paa Eftermiddagen lagde man inde fra Gaarden Mærke til, at hans Lampe stod og brændte, mens Hansen stadig ikke viste sig.

Dette fandt Naboerne saa mistænkeligt, at de sendte Bud til Politiet; en Betjent indfandt sig hurtigt og gjorde Forsøg paa at komme ind, men al hans Ringen og Dundren paa Døren var forgæves.

Da Laasen var dirkefri, maatte man entre Lejligheden ved Hjælp af en Stige, som sattes op til

Køkkenvinduet.

Liget

Da Betjenten, ledsaget af en Smedemester, som bor der i Ejendommen, var kommen ind i Lejligheden, modtoges de i Soveværelset af Puddelen, som var lukket inde dér.

Inde i en af Stuerne fandt de Hansen som Lig.

Han laa fuldt paaklædt, med Hovedet op mod en Væg, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at Baghovedet var knust og blodigt.

Er Hansen Myrdet?

Sandsynligheden taler i høj Grad for, at her foreligger et Mord.

Det synes utænkeligt, at Hansen kan være kommen af Dage ved et Ulykkestilfælde. Selv om han havde faset et apoplektisk Anfald og var falden om paa Gulvet, kunde han næppe have forslaaet sig i den Grad, at Hovedet knustes.

Af mistænkelige Omstændigheder kan nævnes, at der rundt om i Værelset, navnlig paa Møblerne, fandtes Blodpletter, og at der paa Bordet stod to tømte Toddyglas.

Dette sidste giver Vished for, at Hansen har haft en Fremmed oppe hos sig og drukket med ham.

Men paa den anden Side har man endnu ikke savnet Penge eller Værdigenstande. Den afdøde havde sit Guldur paa sig Hans Portemonnæ derimod fandtes paa Gulvet, den indeholdt kun en Sølvmønt og et Par Lotterisedler. Tilsyneladende var ingen Gemmer opbrudte.

Det hele saa overordentlig mystisk ud.

Politiet

Paa Politistationen i Pilestræde havde manu endnu ikke kunnet danne sig nogen bestemt Mening om, hvorvidt Hansen var bleven myrdet eller ej. I alle Tilfælde syntes der ikke at foreligge noget Rovmord, men der er jo den Mulighed, at den eventuelle Morder kan være skræmmet af Støj paa Trappen eller lignende og derfor har skyndt sig at slippe ud, saa snart Mordet var begaaet.

Ved Forhør af Husets øvrige Beboere var der ikke fremkommet noget, som kunde give Oplysning i den uhyggelige Sag. Ingen af dem har i Forgaars Aftes eller Nat mødt nogen mistænkelig Person paa Trappen.

Der fæstedes ikke videre Tiltro til en Meddelelse om, at en yngre Person i Gaar gentagne Gange skal have staae og kigget op ad Huset med temmelig underlige Manerer.

Foreløbig var der ikke andet at gøre eud at køre Liget ud til Johannesstiftelsen, hvor Ligsynet Formiddags skulde finde Sted.

Politiet aflaasede derpaa Hansens Lejlighed og satte et Segl paa Døren.

Efterskrift

Ved Ligsynet, der fandt Sted i Formiddags, udtalte Reservelæge Dethlefsen til Politiassistenten, at der næppe var nogen Tvivl om, at Lars Hansen var bleven myrdet. Derom vidner navnlig den Omstændighed, at der i Ligets Haand fandtes flere Huller.

Den retslige Sektion vil finde Sted i Morgen eller i Overmorgen under Professor Gaedeckens Ledelse.

(København 7. januar 1893).

OBS: Dette er ikke ejendommen hvori mordet fandt sted, men Pilestræde 51, altså 5 numre væk. 1898 Men måske giver det i mangel af bedre et indtryk af karakteren af kvarteret. Fotograf Fritz Theodor Benzen: Gårdinteriør fra Pilestræde 51 set mod porten i forhuset. Nedslidt bindingsværk mod brolagt gårdsplads med henstillede tønder, trækvogn mv. Københavns Museum. Public Domain.

Mordet i Pilestræde

Det Billede, København alt i Dag ser sig i Stand til at bringe af den i Pilestræde Nr. 61 myrdede Lars Hansen, er et Portræt, der er taget for halvandet Aars Tid siden.

Det ligner ham paa en Prik; Apoplektikeren med det glatragede, skarptskaarne Ansigt, tynde Haar og Panderynker, der taler om tunge Livsdage. Han synes med tilkæmpet Ro at ville skjule det mystiske Hang i sit Væsen - det, der rimeligvis har voldet ham hans voldsomme Død.

Ti der kan vel næppe nu være Tvivl om, at han er falden for en af sine unge Venners Haand. Han, der selv boede i dette mørke Kvarter af Pilestræde, hvor de offentlige Fruentimmer i Skumringen færdes langs de skidne Husrækker, og hvor talrige Kipper giver Tilholdssted for Kvarterets Sutenører, - han saas aldrig i Kvinders Nærhed.

Men naar han vendte hjem fra sine Aftenture, fulgte snart én, snart en anden Ungersvend i hans Fodspor op ad den krinkelkrogede Trappe. Om Sommerenofte Soldater, om Vinteren Gadernes tilfældige. Med dem drak han for omhyggeligt nedrullede Gardiner i sin lille Stue, udstyret med en fruentimmeragtig Smag for bløde Polstre og intetsigende Nips.

Det er i en saadan uhyggelig téte-A tete, at han er bleven myrdet. Der stiller sig her to Spørgsmaal:

-  Er Morderen en ung Mand, der, ukendt med den myrdedes Tilbøjeligheder, først har tømt et Glas med H og derpaa, efter en opstaaet Kontrovers, slaaet den gamle Apoplektiker ned?

- Eller har det været en Slyngel, der vilde benytte sig af Omstændighederne til at afpresse Ofret Penge og har brugt Magt, hvor Ord og Trusler intet nyttede?

En nøje Ransagen af hans Gemmer har ladet vente paa sig, da alle Nøgler i Lejligheden var sporløst forsvundne. Først senere vil det altsaa kunne konstateres, hvorvidt der foreligger et Drab eller et Rovmord.

Saa meget véd man dog i hvert Fald af Toddyglassene og at hans Yttringer til sin Husbestyrerinde Dagen før Mordet opdagedes, at han ventede - og fik Selskab.

- "Jeg vil lægge mig lidt, jeg er træt", sagde han til hende i Torsdags Middags. Siden saa' ingen noget til ham. Men man hørte, at der opholdt sig nogen hos ham ud paa Natten. Han har da søgt denne Udflugt, fordi han ikke - som ellers - viste sig senere paa Aftenen og har saaledes villet bortlede Husboernes Opmærksomhed.

Efter alt at dømme - det har været en ny Bekendt, og det er netop denne Omstændighed, der vil skaffe Politiet megen Fortrædelighed.

Rundt om, i Album, paa Bord og Piedestal, stod en Mængde Portrætter af unge Mennesker, dels i, dels uden Uniform. De er selvfølgelig taget i Behold af Politiet, og en omhyggelig Undersøgelse vil blive foranstaltet mellem Originalerne.

Men det er jo næppe rimeligt, naar man dømmer efter H.'s Hemmelighedsfuldhed Mordaftenen, at Morderen er blandt disse gamle Forbindelser, der havde deres vante Gang i Nr. 61.

- At Politiets Erklæring, som vi nedenfor optrykker, ses, at der endnu er den Version tilbage: Lars Lansen var ikke hjemme mellem Kl. 6 - 10 i Torsdags. - Han har da givet sin Husholderske fejl Underretning for yderligere at desorientere alle Vidner og senere listet sig sagte op ad Trapperne i Selskab med Morderen.

- - I Løbet at Gaarsdagen kom Politiet ved energiske Undersøgelser til den bestemte Overbevisning, at Hansen er myrdet. Og det synes, som om man tillige er paa Spor efter Morderen.

. . . Mistanken er rettet mod en nogle og tyveaarig Mand, der Fredag Formiddag stod paa Trappen og kiggede ind gennem et Gangvindue til Hansens Lejlighed. Da der kom nogen, blev han angst og skyndte sig afsted. Da Betjentene om Eftermiddagen kom ud fra Lejligheden, kom Personen og udspurgte dem om den Myrdede. Siden har man ikke set ham.

Den Mistænkte skildres som en temmelig lille Mand med mørkt Skæg. Han var klædt i en mørkeblaa Vinterfrakke og bar sort Hat.

Politiets Henvendelse:

I Gaar Aftes er Husejer Lars Hansen fanden død i sin Bolig, Pilestræde 61, 1. S. under mistænkelige Omstændigheder. Da det er af stor Vigtighed for Undersøgelserne at faa oplyst, hvem han i de sidste Dage er set i Selskab med, særlig i Torsdags Aftes mellem Kl. 6 - 10, anmodes enhver, der maatte kunne give Oplysning i saa Henseende, at henvende sig til 2den Politiinspektør paa Politikamret, der efter Omstændighederne vil udbetale Vedkommende en passende Dusør.

Catch

(København 8. januar 1893).

Mordet blev (som ofte var skik) foreviget i en skillingsvise. På forsiden er med blyantskrift fejlagtigt angivet året 1892. Mordet skete i 1893. (Statsbiblioteket)

Af Lars Hansens Livshistorie.

En Don Juan - De fikse Kammerjomfruer - En højbaaren Elskerinde. - Kvindehader. - En forsmaaet Hustru. - For Pengenes Skyld. - Var han Ægtemand!

Det, der særlig ger denne mystiske Mordaffære interessant og spændende; der lader Sagen tage Fart som et Drama, i hvis dybe Mørke Fantasien skimter uhyggelige Silhuetter af lyssky Banditer og perverse Forbrydere; der med utaalmodig Forventning lader os søge den ukendte Morders Spor og hans dunkle Motiver - er selvfølgelig den Omstændighed, at man véd, hvilken ulykkelig Tilbøjelighed der lod den gamle, formuende Lars Hansen kaste sig i Armene paa barn aldeles fremmede Folk.

- Hvor dæmonisk en Magt over den gamle og apoplektiske Mand har ikke denne Forvildelse haft, der lod den eu Gang af Kvinderne saa feterede unge Fyr, forladt af Familjen og de Nærmeste, havne i sin ensomme Bolig i en gammel Rønne i et mørkt og afsides Kvarter! Her i denne Hule, hvor han, alene med sin Hund, lod sit Blik glide rundt fra Billede til Billede af de unge, ukendte Mænd, der for en kortvarig Stund skabte Lys i den gamles Stue!

... I disse Timer har han tænkt paa sine Ungdomsdage,hvor han som en køn og afholdt Tjener fartede rundt paa Herregaardene i gode og vellønnede Pladser. Hans Familje beskriver ham fra den Tid som en ren Don Juan. Han var de smaa, fikse Kammerjomfruers fortrolige Ven, og Kærligheden skænkede ham af sin Drue til bredfyldt Maal.

Han var dog kræsen i sin Smag. Ingen lærer hurtigere end disse Alkovernes Terner de Raffinements, der i Længden er saa farlige for den sunde Elskov. Og Grunden til hans seiere Uvilje mod Kvindekønnet tør sikkert ikke mindst søges heri, hvor den unge, kraftige Bondekarl havde saa let ved at vinde saa kultiverede Forbindelser.

*

Til Slut skulde dog en lille, ejendommelig Episode øve en mægtig og farlig Virkning paa hans i Forvejen blaserede Sind.

Rygterne herom samler sig omtrent saaledes

- Paa en stor Gaard, hvor han i sin Ungdom tjente, vedligeholdt han et Forhold til Herskabets Stuepige. Men der var ogsaa andre Øjne end den lille Jomfrus, der havde fæstet deres Glød paa Lars Tjeners Skikkelse. Ingen ringere tilbad ham end selve Godsets ældre, korpulente Frue!

For hende havde imidlertid Lars Hansen en afgjort Modbydelighed. Og selv ved alle Løfter om at vinde langt frem var han ikke at bevæge til at tilstaa Fruen sin Gunst.

Hun benyttede sig da af et Fif.

Ti en skønne Nat, hvor den lille Stuepige uden hans Vidende var borte i andre Ærinder, spillede Fruen selv sin egen Tjenerinde. Hvorledes - maa vi overlade Læserne selv at kombinere.

Lars følte over denne Overraskelse saa megen Væmmelse, at han forlod sin Plads.

Efter alles samstemmende Udsagn slog han nu i lang Tid alle erotiske Æventyr ud af Hovedet.

Først lang Tid senere stod han i Begreb med at indgaa et Ægteskab paa Sydfyn med en Enke efter en Bager. Vielsen var ordnet, Dagen berammet. Da grebes han pludselig af en decideret Afsky for sin tilkommende og forlod hendes Fødehjem og Slægt over Hals og Hoved

*

- Nogle vil nu maaske mene, at det har vist sig, at denne Aversion for Kvinder atter maa være forsvunden, saasom han senere indgik Ægteskab. Men, som bekendt, havde hans Kone, hvis Bekendtskab han søgte i Avisen, en Medgift efter sin forrige Mand, en Tømrersvend, der var vendt hjem fra Amerika, paa 16,000 Daler. - Kan det ikke være disse, der har lokket ham? Han fik ingen Børn, og hvem løfter Fligen for dette Samliv?

I hvert Fald levede de som Hund og Kat, og Familjen trak sig efterhaanden tilbage, saa meget mere som den straks efter Hansens Skilsmisse opdagede hans nye Besynderligheder og ikke skøttede om at træffe hans Venner i Lejligheden.

Saa levede han da videre, et ensomt og glædeløst Liv, hvor han mere og mere lagde Vind paa at spare Penge sammen.

Indtil nu Morderhaanden har slaaet ham til Jorden.

(København 10. januar 1893).

Tegning fra København 11. januar 1893.

Politiet foretog "talrige anholdelser". Bl.a. af den "mystiske person", smedesvend Jens Eriksen som sneg sig rundt i ejendommen, og som under forhøret tilstod at have kendt Lars Hansen. Han blev løsladt, men allerede dagen efter anholdt igen - og løsladt igen. Til gengæld fandt man ud af at smedesvenden havde 1.700 kr som han havde erhvervet på kriminel vis. 

Også en blikkenslager fra Vesterbro der var rejst til Hull i England, efterladende sig kone og børn, indgik i  efterforskningen. Efter den 20. januar 1893 synes det som om politiet afsluttede efterforskningen med henblik på at arkivere den som uafklaret. I 1902 døde blikkenslageren i USA uden nogensinde at komme til Danmark. I 1902 blev det oplyst at han havde sendt et anonymt brev den 10. januar fra Hull, hvori røbedes kendskab til mordet, selv om dette på brevskrivningstidspunktet var offentlig kendt. Brevet opfordrede politiet til at afslutte sagen, da Lars Hansen var død som følge af et slagsmål han selv havde givet anledning til, og at brevskriveren forlængst var udenfor politiets rækkeevne. De videre undersøgelser kunne dog ikke fastlægge hvem brevskriveren var.

Mordet i pilestræde.

(Af en gammel Politimand)

Det er meget længe siden Kjøbenhavns Politi har havt en saa vanskelig Sag til Behandling som Mordet i Pilestræde. Efter hele Lars Hansens Levesæt stod det strax klart, at det vilde falde overordentlig vanskeligt at faa opklaret, hvorledes han er kommen af Dage. Hans Omgang var en saadan, at Politiet og Retten ikke kunde vente at faa Oplysninger fra denne Side uden at man beroligede alle mulige Vidner med, at der skulde blive seet igjennem Fingre med mulige Uregelmæssigheder i deres Levemaade, som maatte komme for Dagen. I Stedet for benyttede man Leiligheden til at starte en Sædelighedssag. Dermed er hele Sagen forkludret, og Muligheden for at finde Morderen udelukket, med mindre Lykken her, som saa ofte skulde komme Forstanden til Hjælp.

Med et Par Ord skal jeg omtale denne mærkelige Mordsag, der er blevet behandlet med meget ringe Dygtighed af vort Politi; det samme som i sin Tid trak paa Skulderen, fordi Frederiksberg Politi ikke kunde finde Lampeveismorderen. Ligheden imellem de ved Lampeveismordet og Mordet i Pilestræde begaaede Feil er ganske slaaende. Liget af den dræbte Snedker Sørensen fandtes, som det vil erindres, i Sneen ved Lampeveien. Politiet sattes strax i Kundskab om Fundet af de 4 Fortarbeidere som gjorde det.

Et blot nogenlunde snedigt Politi vilde strax have benyttet sig af den Fordel som et saa udmærket Spormateriale som Sne frembyder, men Frederiksberg Politi havde ikke saa megen Omtanke. Alverden fik Lov at stimle sammen om Mordstedet, hvorved ethvert Spor udslettedes.

Men nu Mordet i Pilestræde. Det opdagedes Kl. 4-5 om Eftermiddagen Torsdag den 9. Januar, da en Betjent, der var tilkaldt af Husbeboerne, gjennem et Vindue trængte ind i den Myrdedes Leilighed. Naturligvis trængte nysgjerrige Husbeboere med ind i Lejligheden, i Stedet for at de burde have været vist tilbage. Alt burde have staaet urørt indtil en dygtig Opdagelsesbetjent kom tilstede.

Dette skete aldeles ikke. Hen paa Aftenen kom Politiassistent With op i den Myrdedes Leilighed sammen med en Læge. Denne foretog det sædvanlige Lægesyn, hvorved det "konstateredes at Døden var indtraadt" ; derefter førtes Liget saa vidt jeg har kunnet forstaae af Meddelelser i Bladene, til St. Johannes Stiftelses Lighus, medens Lejligheden afsøgtes af nysgjerrige Privatfolk og næsvise Reportere. Naturligvis burde Liget være bleven liggende som det fandtes, og ikke eet uvedkommende Menneske burde have havt Adgang til Lejligheden, før Opdagelsespolitiet kom. Som det nu var udslettedes Sporene i Lejligheden i Pilestræde af Nysgjerrige, der strømmede til, ligesom det skete i Sneen paa Lampeveien ved Vintermorgen.

Men hvorfor kom Opdagelsespolitiet ikke tilstede og forhindrede at Sporene udslettedes? vil man spørge. Svaret lyder ganske simpelt: Fordi det ikke vidste noget om Mordet. Først om Aftenen Kl. 9-10 telefonerede Politiassistent With Sagen til Politiinspektør Carsten Petersen i dennes Hjem. Paa Politikammeret fik man om Aftenen ikke Spor af Melding om Sagen. Efter hvad der fortælles kom Souschefen for Opdagelsespolitiet Hr. Rudolph Petersen paa Kammeret Fredag Morgen uden at have hørt det Mindste om Mordet ; han havde tilbragt Torsdag Aften i et Theater. Han skal ikke have været rigtig tilfreds med de trufne Dispositioner.

Først Fredag Middag Kl. 12-1 foretog Chefen af Opdagelsespolitiet Carsten Petersen, Rudolph Petersen og Klein den Undersøgelse paa Gjerningsstedet, som burde have været foretaget umiddelbart efter Mordets Opdagelse. Nu førte Undersøgelserne naturligvis ikke til noget Resultat.

Saa sattes Opdagelsespolitiets Personale i Virksomhed for at finde Morderen. Det vil sige, der blev givet allerhøist en halv Snes Opdagere det særlige Hverv at søge Mordet opklaret, medens de øvrige Betjente fik Anmodning om at have et Øie med, hvad muligt Mistænkeligt, denne Sag vedrørende, de maatte træffe paa under Efterforskningerne af de dem særlig betroede vigtige Hverv. En saadan Opfordring bryder disse sig imidlertid ikke en Døit om: de siger ganske simpelt: Hvad rager den Sag os? og saa gaaer de deres skjæve Gang efter de dem særlig anbetroede vigtige sager.

Om Lørdagen efter Mordet var man uden Gnist af Spor efter Morderen; Fredagens Undersøgelser havde været absolut resultatløse, og siden har man overhovedet intet Spor fundet. "En anseet Forretningsmand" og to Opvartere meddelte ganske vist hver for sig et Signalement som det syntes paa en og samme Person, der i den senere Tid havde været set sammen med den Myrdede. Men denne Mand er ikke fundet, og Angivelserne synes ogsaa noget vaklende.

Som Sagerne stod tog de snedigste Herrer i Opdagelsespolitiet strax om Fredagen det Parti at erklære, at Lars Hansen var død ved et Ulykkestilfælde. Havde Politiets Spidser taget samme Standpunkt og fastholdt det, vilde man have kunnet undgaa den Ydmygelse, der ligger i ikke at kunne opklare et Mord; dette vilde allerede have været ganske behageligt. Men der vilde have været en anden Fordel ved at proklamere Mordet som et Ulykkes-Tilfælde, nemlig den, at Morderen saa vilde have følt sig tryg og hans Paagribelse vilde være bleven lettet. Det Mordstaahei, som Bladene nu anstillede med Politiets Billigelse, skulde nok faa den Skyldige til at være forsigtig.

I 8 Dage arbejdede Opdagelsespolitiet med sagen. Det eneste Nævneværdige der blev udrettet var, at en ung Mand der havde vist sig under mistænkelige Omstændigheder i Ejendommen i Pilestræde, blev funden og anholdt. Det var et flinkt Stykke Arbejde af den vedkommende Opdagelsesbetjent, der iøvrigt er bekendt for sin Flid og sin Sporsands; to ret sjældne Egenskaber hos Opdagelsespolitiets Personale.

Ottende Dagen efter Mordets Opdagelse overgaves Sagen til 4. Kriminalkammer, Assessor Thiele, der strax debuterede med at foretage en Anholdelse. Grunden til denne var som det synes meget plausibel; urigtig Forklaring og en forbavsende stor Pengesum l den Anholdtes Besiddelse. Men Assessor Thiele nøiedes ikke med det; han fik en Sædelighedssag sat i Forbindelse med Mordsagen. Dermed maatte alt Haab om at finde Morderen betragtes som opgivet.

Som strax sagt, det var en meget vanskelig Opgave, der stilledes Politiet og Retten ved Mordet i Pilestræde, den er blevet yderligere vanskeliggjort ved den Maade, paa hvilken den er grebet an.

Assessor Thiele maa ikke betragte det som "Resultater", om han faaer nogle Opvartere dømte til Fængsel som Sædelighedsforbrydelse i en Sag, hvor hans Opgave var at finde en Morder.

(Dagens Nyheder 24. januar 1893).

Skifteretten opgjorde i slutningen af januar 1893 Lars Hansens bo til 70.000 kr.

Mordet i Pilestræde.

Politiet i Kjøbenhavn er nu kommet til det Resultat, at Lars Hansen ikke er myrdet. Efter hvad "Polit." meddeler opstiller man følgende Hypotese.

For det første er der ikke Tale om noget Rovmord, i alt Fald er der ikke noget sikkert Holdepunkt for at antage et saadant. Vel havde Lars Hansen hævet en Del Penge i December og i Begyndelsen af Januar; men det er ved de under Sagens Gang anstillede Undersøgelser godtgjort, at hans Vaner ingenlunde udelukkede et til Tider ret betydeligt Pengeforbrug. Hvorledes han brugte sine Penge, kan vi ikke her forklare nærmere; men den Forklaring, der hører til, er meget solid.

Dernæst er han ikke i egentlig Forstand "myrdet". Det, der er foregaaet i Pilestræde Nr. 61 hin Torsdag Aften, kan forklares som følger:

Lars Hansen er kommet hjem med en fremmed Mandsperson, som han har truffet paa Gaden, og som ikke kendte hans Vaner. Lars Hansen har beværtet sin Gjæst, først med Mad og siden med Toddy. For at være uforstyrret har Lars Hansen selv lukket Hunden "Svend" ind i Soveværelset.

Efter Toddyen har Gjæsten lavet sig til at gaa, men er blevet budt til Sæde i Sofaen; og her har den noget uhyggelige Vært overrasket sin Gjæst paa en Maade, som denne i forklarlig Hæslighed har besvaret med et Slag af sin blyknappede Stok.

Slaget har ramt Lars Hansen i Hovedet og knust en Aare; Blodet er sprøjtet op paa Skilderiet over Sofaen, og Lars Hansen har udstødt et Skrig. Saa har Hunden givet sig til at gjø, og Lars Hansen er gaaet mod Sovekammerdøren for at lukke den ud.

Nu er Gjæsten bleven forstrækket og har tildelt Lars Hansen endnu et Slag eller to i Hovedet - der var Mærker af tre Slag - ; og Lars Hansen er tumlet om ved Enden af Sofaen, nærmest Sovekammerdøren, hvor man fandt Blodpølen, og Gjæsten har taget Flugten ud ad Døren.

Efter en Stunds Forløb er Hansen kommet paa Benene; noget fortumlet af Slagene har han samlet sig frem mod Yderdøren. Haanden har har holdt mod Saaret i Hovedet, indtil han, for at se ud eller forvisse sig om, at Døren var lukket, har lagt Haanden paa Dørgrebet, hvor Mærket af de blodige Fingre fandtes. Han har ikke tilkaldt Hjælp - fordi han ikke har villet røbe Aarsagen til Sammenstødet med Gjæsten.

Idet Lars Hansen vender tilbage til Stuen, ser han, at hans Fingre er blodige, og han tørrer dem i Servietten. Saa gjør Blodtabet eller en indtrædende Hjærnerystelse sin Virkning; han bliver svimmel, samler sig frem - ind i den næste Stue, hvor han falder ved Døren, forbløder sig eller dør af Hjærnerystelsen.

Alle de Spor af Blod o. a. der er funden i Lejligheden, er forklaret tilstrækkeligt ved disse Gætninger - kun Portemonnæen ved Siden af Lige kunde tale derimod ; men den kan være falden ud af Lommen eller uvilkaarlig være taget ud af den boende selv.

Altsaa er Forklaringens Rigtighed sandsynlig, siger vedkommende Politimand.

Men endnu mere: Blodsporene paa Servietten og paa Dørhaandtaget kan næppe forklares under Synspunktet: Mord.

Morderen tørrer ikke først sine Fingre i Servietten og gaar derefter til Dørgrebet og sætter Blodpletter paa det. Omvendt gaar han ikke tilbage efter at have lukket Døren op og tørrer Blodet af sig. Og hvorfor skulde han just have faaet Blod indvendig i Haanden, da han dog har slaaet med et eller andet Instrument?

Dette er som sagt erfarne Politimænds Betragtninger, og den obducerende Læge bestrider ingenlunde deres Rimelighed. Tværtimod. De paa Liget fundne ret overfladiske Saar var ikke i sig selv dødelige; de mere bestyrker end imodsiger Politi-Hypotesen.

(Aarhus Amtstidende 31. januar 1893).

Lars Hansens lig lå i mellemtiden på St. Johannesstiftelsen indtil den 7. februar, hvorefter det blev udleveret til familien, hans søster fru Knöchel i Gothergade. Det blev kørt til Vestre Kirkegård hvor det blev begravet fra Nordre Kapel den 10 februar 1893 med deltagelse af et halvt hundrede mennesker, de fleste nysgerrige. Husbeboerne i Pilestræde lagde en krans for at udtrykke deres respekt for ham som human vært. 

Sagen afsluttedes ved retten i slutningen af juni 1893. Man havde ikke fundet nogen morder, til gengæld ville der blive rejst tiltale mod ikke så få af Lars Hansens venner for sædelighedsforbrydelse.

I september 1897 livede sagen op igen i forbindelse med nogle tyverier begået af en kaptajn Bech. Beboere i nærheden mente efter forevisning af et foto bestemt at genkende ham. Midt i november blev det imidlertid klart at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet. 

I forbindelse med en sædelighedsskandale fremkom 1906 rygter om at politiet godt vidste at det var en søn af en bekendt embedsmand på Frederiksberg som levede som alfons. Han var da forsvundet. Dette er vist hverken blevet be- eller afkræftet.

Københavns Museum har en støbt ornamenteret jernovn på 31 cm. med høje fødder. Fyrhullet er anbragt på retsiden. Den har stået i ejendommen Pilestræde 61, hvor husejer Lars Hansen er blevet myrdet netop i den stue, hvor ovnen stod. Huset er nedrevet.