Morescos Syersker. (Efterskrift til Politivennen)

Med mødige Fingre Smaa.
med Øine, røbe af Graad.
en Kvinde sad i Pjalter klædt
og brugte sin Naal og Traad.
Stik - Stik - Stik!
i Smuds og Hunger og Trang;
og dog, med en Røst, som til Hjærtet gik.
- o, at hun stod for de RigeS Blik -
hun "Sangen en Skjorten" sang.

Slid - Slid - Slid!
mens Timerne langsomt gaar,
Slid - flid - flid!
I Trædemøllen jeg gaar.
Søm og Armspjeld og Fold -
Fold og Armspjeld og Søm!
til Hjærtet er sygt og Hjærnen er ør,
og Haanden er mat og øm ..... .

(Th. Hood: Sangen om Skjorten.)

Det er et brydsomt Liv at være Syerske hos den store Grosserer Moresco, det véd Gud og Hvermand. Vi har i hvert Fald ved Artikler her i Bladet gjort vort til at belyse den Arbejdsmaade og Arbejdsløn, han byder de Kvinder, der arbejder for ham.

Anledningen til, at vi nu atter kommer ind paa disse Forhold, er en Notits, som et af vore Bourgeoisiblade forleden offenliggjorde. Den lyder saaledes:

Godt Nyaar. Hvert Aar i Januar Maaned udbetaler Grosserer J. Moresco sine 1000 Syersker Andel i Udbyttet af Forretningen. Denne Andel, der er bleven udbetalt i disse Dage, er i Aar større end i tidligere Aar, nemlig ca. 20.000 Kr. Summen fordeles i Forhold til de paagældende Syerskers Punktlighed og Flid. Den højeste Portion var i Aar paa 800 Kr, den mindste paa 10 Kr.

Denne Meddelelse er mildest talt hvad man kalder Sandhed med Modifikation.

Det er nemlig ikke Morescos Syersker, der har faaet Pengene, men for en stor Del Indehaverne af hans 250 Systuer.

Se, det forandrer Tingene!

Efter Meddelelsen kunde det se ud. som om Moresco omfatter alle sine 1000 Syersker med al den Omhu, Velvillie og Interesse, som en human Arbejdskøber selvfølgelig bør udvise mod dem, der i deres Ansigts Sved sammenskraber Millioner til ham. Og det kunde se ud som om han i sin overstrømmende Godhed gik saa vidt, at han gav alle disse flinke Syersker et rundeligt Nyaarsgratiale.

Men tror man det, saa tager man fejl!

Nej, Sagen forholder sig saaledes, at kun forholdsvis enkelte Kvinder syer direkte for Moresco. Hovedmassen af Arbejdet udføres gennem store private Systuer, der er i Hænderne paa hans Tilskærere eller en Slags selvstændige Skrædermestre eller Damer, og disse favoriseres saaledes, at de faar alt det bedste og fineste Arbejde, det, der er nogen Fortjeneste ved.

Resten gaar til de Kvinder, der syer enkeltvis eller med et Par Hjælpere. Og ved dette er Betalingen saa ussel, at de trods anstrængt Flid fra tidlig Morgen til silde Aften dog kun kan opnaa en Sultefortjeneste.

Der er f. Eks. billige Kaaber eller de saakaldte Regnstykker, for hvilke der kun betales 1 Kr i SyIøn. (Der anføres ganske vist ogsaa, at Betalingen for enkelte Stoffer endog kun er 80-90 Øre, men da vi ikke tror paa Muligheden deraf, vil vi her lade disse Priser, saavelsom dem, der gaar noget høiere end en Krone, ude af Betragtning.) Syersken maa selv lægge Garn, Silke og Trækul til, for ca. 20 Øre; til Rest som Fortjeneste bliver altsaa ca. 80 Øre.

Enhver Kvinde vil selv kunne indse, hvilket kolossalt Arbejde der skal udføres for at tjene disse 80 Øre. Foruden selve Sammensyningen er der Knapper og Knaphuller, flere Stikninger, Læg og Opslag, Besætninger. Presning osv. Alt skal udføres sirligt og akkurat indtil den mindste Bagatel, ellers risikeres det, at Arbejdet kasseres og forlanges gjort om.

Naar en flink Syerske sidder uafbrudt ved Arbejdet i 11 Timer, med et Kvarters Spisetid, saa kan hun skaffe en Kaabe færdig og har da tjent sin usle Dagløn.

Men tænk hvilket Slid! I det lille Kvistkammer, hvor hun boer, fyldes Rummet hurtig med den ejendommelige, ubehagelige Lugt af Stofferne, dertil kommer den giftige Os fra Trækullene under Presningen, og kan man da undres over, at Syerskens Kinder bleges og hele hendes Konstitution lider under dette overvældende, usunde Arbejde.

Naar Kaaben er syet færdig indtræder der i Reglen Kvaler af en ny Art. Den skal af Syersken bringes den ofte lange Vej ind til Morescos Magasin paa Østergade. Der lukkes op Kl. 8 om Morgenen, og kun 6 Ekspedienter er til Stede. Syerskerne møder ofte i et Antal af 50 før Kl. 8 for at komme betids, men ved et utilgiveligt Smøleri kan de endda komme til at vente til henad Kl. 10, før de bliver ekspederet. Om Eftermiddagen kan Syerskerne f. E. møde Kl. 3 og godt risikere at komme til at vente til henad Kl. 6 uden endda at blive ekspederet, og maa saa atter møde næste Morgen til en fornyet Skærsild.

Sytøjet endevendes og efterses i alle Ender og Kanter med stræng Kritik, og ved den ubetydeligste Anledning leveres det tilbage for at opsprættes og omsyes. Da dette ofte sker flere Gange med samme Stykke Tøj, og disse billige Kaaber selvfølgelig ikke kan være 1ste Klasses Varer, er Omsyningen til Slut ofte umulig, idet Tøjet bliver aldeles forhakket og forsyet; og dette i Forbindelse med Ekspedienternes langtfra høflige Optræden bereder de stakkels Syersker en Mængde pinlige Ærgrelser og Ydmygelser, for ikke at tale om Spild af Arbejdstid og en formindsket Indtægt.

Det vil efter det her beskrevne være indlysende, at mange Syersker umulig ved egen Hjælp kan præstere en Kaabe syet hver Dag; dertil er Forsinkelserne altfor store. Og det er lige saa selvfølgeligt, at den ugenlige Indtægt, Syerskerne kan opnaa herved, kun kan blive fra 5-6 Kr., naar de er særdeles heldige. Men en saadan Indtægt, der endda ikke haves hele Aaret, er saa tarvelig, at det er uforstaaeligt, hvorledes et Menneske kan opholde Livet derved, skaffe sig Kost, Logis og Klæder.

Moresco har, som foran anført, opstillet et Slags Præmieringssystem som Lokkemad for at Syerskerne skal anstrænge sig, og hvert Nytaar uddeler han 5 pCt. af Sylønnen. Men de fleste Syersker faar som sagt ikke noget.

Disse 5 pCt. er imidlertid slet ikke nogen Gave, det er simpelthen kun tilbageholdt Arbejdsløn, der i denne Facon udleveres ved Nytaarstid. De enkelte heldige Syersker maa altsaa nøjes med de smaa Beløb paa 19 Kr. medens de store Summer paa flere hundrede Kroner gaar til Tilskærerne eller Ekspedienternes Hustruer som Indehavere af de store Systuer. En herværende Skrædermester F. har saaledes faaet udbetalt 800 Kr. for sin Mund.

Vi har nu vist af hvad Beskaffenhed Morescos af Bourgeoisibladet udskregne "Godgørenhed" mod hans Syersker er. Og af lignende Kaliber er al hans øvrige "Godgørenhed", som Pressen saa servilt slaar paa Tromme for. Han giver 1000 Kroner til Friskolebørnenes Bespisning - mens hans egne Syersker ofte ikke har til det tørre Brød. Betalte han derimod en ordenlig Arbejdsløn, vilde der ikke være saa megen Nød i hvert Fald i disse Hjem, - og saa vilde ikke de Børn, der hører hjemme her, trænge til Bespisning i Skolen.

Som Forholdet nu er, staar Moresco for Offenligheden som den store Velgører og Vejen opad Rangstigen ligger aaben for ham. Men ingen tænker paa de mange usle Hjem, hvor hans Syersker, de stakkels fattige Kvinder, slider sig Øjnene ud af Hovedet, slider for en Sulteløn, saa de forbrodles paa Sjæl og Legeme - blot for at skrabe yderligere Kapitaler sammen til den i Forvejen hovedrige Arbejdskøber.

(Social-Demokraten 15. februar 1893).

Fotograf Peter Elfelt (1866 - 1931): Moresco, damekonfektion og pelsværk. Syersker i arbejde. 1904. Kbhbilleder. Public domain.

Om det indledende digt, se også indslaget fra 1883: For Sypigerne. Det var fra 1843, skrevet til fru Biddell, enke og syerske i elendige forhold. Som så mange andre syerske levede hun af at sy skjorter og bukser for en arbejdsgiver af materialer som hun skulle købe. Hun pantsatte sine produkter for at kunne ernære sine børn. Hun endte på en arbejdsanstalt hvor hendes videre skæbne er ukendt. Digtet udkom anonymt i Punch og blev hurtigt meget kendt, og bidrog på samme måde som Charles Dickens til at gøre opmærksom på arbejdernes forhold. 

Politiassistent C. P. Hollesen. (Efterskrift til Politivennen)

Politiassistent Hollesens Dødsfald.

Af Grunde, som vi ikke her skal komme nærmere ind paa, har vi hidtil fortiet det Dødsfald, som i de sidste Dage har vakt saa stor Sensation her i Byen. Vi finder imidlertid ingen Anledning til stadig at iagttage den samme Diskretion, da Sagen truer med at tage et meget uhyggeligt Omfang og de Historier, som den afdøde har indviklet sig i, berører mange Mennesker paa en særdeles ubehagelig Maade.

Hollesen var almindelig anset for en velhavende Mand. Hans Fader var Ejer af Ry Mølle ved Silkeborg og tjente i sin Tid mange Penge. Man talte om, at han efterlod sig henved et Par Hundred Tusind Kroner, hvoraf Hollesen fik udbetalt en  betydelig Fædrenearv. Han var saaledes godt økonomisk situeret, og dertil kom yderligere, at han forblev ugift og boede hos sin Moder. Hans Gage som Politiassistent var omtrent 3000 Kr. aarlig.

- - -

Onsdag Middag ved Postens Omdeling i Aarhus blev en Mængde Mennesker overoverraskede ved at modtage Breve med Hollesens Underskrift. Han meddelte deri, at han havde besluttet at tage Livet af sig selv - hans forfærdelige Pengetransaktioner tvang ham til at gjøre en Ende paa Tilværelsen. Modtagerne af Brevene vidste næppe, hvad de skulde tro, de skyndte sig op paa Politistationen for at faa Rede paa Sagen, og det viste sig da, at Hollesen havde taget Gift paa et Værelse ved Siden af Kontorerne. Ved hurtig Lægehjælp lykkedes det at bringe ham til Bevidsthed igjen, og efter at han var bleven ført til Sygehuset nærede man godt Haab om hans fuldstændige Helbredelse. Han var om Aftenen saa rask, at han kunde sidde op i Sengen og drikke The, og spurgte man ham, hvorledes han havde det, sagde han med et Smil : "Tak, jeg har det godt!"

Næste Morgen, i Gaar Morges tidlig, saa han Lejlighed til at hænge sig i sin Skjortelinning, og denne Gang lykkedes Selvmordet.

Hvad var Grunden til den ulykkelige Handling? vil man spørge. Vi har allerede antydet, at det var derangerede okonomiske Forhold. Hollesen havde lidt efter lidt ikke alene forbrugt sin egen Formue men tillige sin Moders, og yderligere viser det sig, at han efterlader sig en Gjæld paa mange Tusinde Kroner - hvor mange lader sig i dette Øjeblik ikke afgjøre, men man antager, at 60,000 Kr. næppe vil kunne dække Deficit'en. De fleste Banker og Sparekasser i Aarhus var engagerede med ham. og en Mængde Mennesker har skrevet paa Vexler for ham, og det er ikke smaa Summer, der er Tale om. I Gaar og i Dag var flere Vexler forfaldne, og Endossenterne maa nu betale Pengene; en har skrevet paa for 2400 Kr., anden for 2000 Kr., en tredie for et større Beløb o. s. v.

Hvorledes er det gaaet til, at Hollesen har kunnet bruge disse vældige Summer? Det var en bekjendt Sag, at han var meget godggjørende. Hans Navn prangede altid blandt de første ved Indsamlinger i veldædige Øjemed, og privat gav han meget bort, men Forklaringen til hans Ruin kan dog umulig søges heri alene. Hans Godgjørenhed var ikke saa stor, at den vakte Opsigt. Der maa have været andre Afløbsrender, der har flugt Kapitalen, men hvilke? Der verserer i Byen forskjellige Rygter herom, men nogen Vished har man ikke paa dette Punkt. I Almindelighed antages det, at han har været Gjenstand for Pengeafpresninger , og at han herved Tid efter anden har set sig nødsaget til at lægge Beslag paa private Venner og Bekjendte for at kunne tilfredsstille Kravene. Og da han saa heller ikke længere ad den Vej har kunnet rejse Penge, har han maattet tage til andre Midler: falske Vexler. Han har selv umiddelbart før sin Død skrevet, i hvert Fald til et Par Sparekasser, at Navnene paa hans Vexler var falske.

Disse fortvivlede Forhold og Bevidstheden om hans forbryderiske Handlinger har til sidst gjort ham Livet uudholdeligt. Knuden er bleven strammere og strammere, indtil den endelig ikke kunde løses mere; saa dræbte han sig selv. Planerne herom har han sikkert næret længe. Vi ved saaledes, at han har skrevet en Redegjørelse til Hr. Politimester Thorup, og den er dateret 7de Oktober 1892. Han har altsaa haft den liggende i over et Fjerdingaar for det Tilfælde, at han pludselig vilde være nødsaget til at berøve sig Livet.

Overretssagfører Schwenner af Hr. Hollesens Familie bleven engageret til at undersøge hans Forhold. Fremtiden vil sikkert bringe mærkelige Ting for Dagen!

(Aarhus Amtstidende 10. februar 1893).

Dramaet i Aarhus.

Der bliver i disse Dage gisnet paa og opstillet mange Formodninger om, hvorledes Hollesen kunde faa Lejlighed til at tage sig selv af Dage ved Hængning paa Sygehuset, da der dog var Politivagt til at passe paa ham. Nogle mene, at vedkommende Politibetjent, som var sat til at vaage over ham, ikke har gjort sin Pligt, ja maaske endog lukket Øjnene for Selvmordet. For at nedslaa alle Rygter i denne Retning, skal vi meddele følgende avtentiske Oplysninger om

Politiassistentens sidste Nat.

Hollesen var Onsdag Eftermiddag omtrent fuldstændig rask. Han talte nu og da med Betjenten om intetsigende Ting og syntes at befinde sig meget vel. Naturligvis har han hele Tiden ligget og tænkt paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at slippe af med Livet. Han sov ikke om Natten, men laa og vendte sig fra den ene Side om paa den anden.

Der var tændt Lampe i Værelset, og Betjenten sad paa en Stol ikke langt fra Sengen for stadig at kunne holde Øje med ham.

Noget over Midnat sagde Hollesen:

"De kan jo godt sove; det er ingen Nytte til, at De sidder her og vaager over mig."

Betjenten tog selvfølgelig ingen Notits af denne Bemærkning, men vedblev at passe paa ham.

Hollesen havde i Haanden et Lommetørklæde, som han laa og vred mellem Hænderne, lige som han ogsaa trak i et af Lagnerne.

Lampen stod imidlertid saaledea, at det fulde Lya faldt lige ind i Ansigtet paa Hollesen. og der kunde altsaa ikke ske noget, naar blot Betjenten stadig havde Øje med ham.

Tidlig paa Morgenstunden kom en af Sygeplejerskerne ind paa Værelset og spurgte Hollesen, hvorledes han havde det.

"Tak, jeg har det godt", svarede han, "men jeg vilde gjerne snart sove. Er det ikke ved at blive Dag, saa vi kunde faa slukket Lampen, den generer mig".

Betjenten gik hen til Vinduet og saa ud.

"Nej, der er en Time til Dag endnu", sagde han.

Lidt efter stod Hollesen op, tog sine Underbenklæder paa og gik hen til Vinduet, hvor han stod et Øjeblik.

Klokken var ligeved 6½, og Betjenten skulde afløses. - Hollesen forlangte at komme paa Klosettet, og de fulgtes ad ud ad Døren.

Paa Gangen traf de den Betjent, som skulde afløse samt en Sygeplejerske. Medens de veksede et Par Ord, var Assistenten gaaet nogle Skridt foran og var sluppet ind paa Klosettet.

Betjentene talte om at det ikke kunde gaa an at lade ham være alene der inde, og den ene af dem gik hen og bankede paa Døren.

Intet Svar!

De forsøgte saa begge i Forening at sprænge Døren, men det lykkedes ikke. I en Fart blev der hentet en Hammer og et Stemmejærn, og ved Hjælp af disse Redskaber blev Laasen brækket fra og Døren aabnet.

Hollesen havde hængt sig i en Snor paa Haandtaget. Medens han stod og saa ud ad Vinduet i Sygeværelset havde han set Lejlighed til at bide Gardinsnoren over, og den havde han nu benyttet med bedre Held end Morfinen.

Lægen blev kaldt tilstede, og der blev foretaget ihærdige Oplivningsforsøg, men forgjæves. Han var død - og denne Gang for Alvor.

- - -

Saaledes gik det til, og man kan naturligvis bebrejde Betjenten, at han ikke fulgte Hollesen overalt, hvor han gik og stod, men det er al Tid lettere at være klog bagefter, og man maa huske paa, at Hollesen i Virkeligheden endnu var Betjentens overordnede, og det var slet ikke saa let for Betjenten at behandle sin foresatte som en almindelig Forbryder.

Hollesens Forhold.

Paa Politistationen er man i disse travlt beskjæftiget med at arbejde sig igjennem Hollesens efterladte skriftlige Materiale, for at man kan faa Rede paa, hvorledes det forholder sig med de Sager, han har været betroet i Egenskab af Politiassistent. Det gjælder navnlig Regnskabet over Bøder og Afgifter til de fattiges Kasse samt Regnskabet over Hundeskatten. Det er ikke noget let Arbejde, da det viser sig, at Hollesen har tilintetgjort Bladene i den Bog, der skulde give Oplysninger. Hvad Bøderne og Afgifterne til de fattiges Kasse angaar, synes der at være fuldstændig Forvirring. Stiftsprovsten, til hvem Regnskabet skal aflægges, har i de senere Aar stadig haft stor Vanskelighed ved at faa det udleveret. Sædvanligvis plejede Hollesen al tilstille Provsten en rund Sum med Løfte om fuldstændigt Regnskab senere. I det sidste Aar var det særlig galt. Da udeblev baade Penge og Regnskabet, Stiftsprovsten sendte Gang efter Gang Bud til Assistenten, vel en Snes Gange ialt, men Hollesen kom stadig med Udflugter. Da det fuldstændige Regnskab skulde affattes, maatte Provsten helt udelade Posten over Bidraget fra Assistenten. Han lod blot Kontoen staa in blanco, for at Revisionen ikke skulde tro, at den var glemt. Sandsynligvis er altsaa hele dette Beløb forbrugt, og man faar vel aldrig Rede paa, hvor stort det er.

Vi benytter Lejligheden til at oplyse, at Landbosparekassen ikke lider noget Tab ved Hollesens Affære. Kassen var vel engageret med ham med et Beløb paa 4000 Kr., men har fuldstændig Dækning i den ene Kautionist, en Vognmand her i Byen.

(Aarhus Amtstidende 11. februar 1893).

Christian Peder Hollesen (født den 4. januar 1850, død den 9. februar 1893) var politiassistent i Aarhus i perioden 1883-1893. Han blev uddannet jurist i 1871. Der skal have været falske veksler for over 40.000 kr. Jyllandsposten vedblev gennem 1893 at anklage byfoged Thorup for at trække en undersøgelse af C. P. Hollesens forhold i langdrag. Avisen antydede desuden at han skal have begået bedrageriet. Af aviserne fremgår at Hollesens levevis, embedsførelse og fremgangsmåder ikke var enestående indenfor embedsværket.

Sædelighedspolitiets Opdagere. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg hos Inspektør Korn.

Vi har i Magdalenesagen fremstillet, hvorledes Sædelighedspolitiets Optræden tager sig ud for den uhildede Tilskuer - lad os nu se, hvad dette Politis egen Chef mener om Tingene. Saa har vi delt Sol og Vind lige mellem Parterne.

- "Det er - begyndte Inspektøren under en Samtale, vi havde med ham - Myndighedsmisbruget, der fremføres i "Magdalene"; Myndighedsmisbruget, og ikke den lovformelige Fremgangsmaade! Saaledes gaar det aldrig til i Virkeligheden, det er ikke saa nemt at blive "offentlig". Man maa jo forudsætte, at det er Finck, der har forført Valborg Jensen - ikke sandt? saadan er det jo, Skøgen hedder ....

.... Naar Finck har forført hende og "holder" hende, vil der aldrig blive Tale om at "tage" hende. Og selv om Hamann bliver Nummer to, heller ikke. Om en Pige staar i Forhold til en eller to eller tre, det er ikke nok. Hun skal ligefrem leve af Løsagtighed, tage Herrer, hun ikke kender nøjere , med sig op "fra Gaden". Ellers bliver der ikke gjort hende noget."

Saaledes er den forholdsvis rosenrøde Fremstilling, Sædelighedspoliteits egen Chef giver. Spørgsmaalet er da dette: er ikke paa dette Omraade Myndighedsoverskridelsen saa ofte tilbagevendende, at det bliver den almindelige Lov? - Vi vil iøvrigt kun kort referere Politiets Beretning om Fremgangsmaaden i de forskellige Tilfælde. Den ideale Fremgangsmaade!

Advarsel og Straf.

. . Før en Pige kan blive indskreven som offentlig, skal hun advares og derpaa være straffet for Utugt to Gange. Da paabyder Loven Kaserneringen. Selv om hun ønsker at blive indrulleret i Venus' autoriserede Bataljon med det samme, tilstedes det ikke. Hr. Korn, for hvem hun føres frem, tager sig ingenlunde Sagen let.

"Je' har alli'vel ingen Ting at leve a', la'me bare bli'e offentlig med det samme!" siger under Tiden en eller anden lille, københavnsk Tøjte. - I et saadant Tilfælde fremstiller Hr. Korn for hende, hvad det er for et elendigt Liv, hnn ønsker letsindigen at gaa ind til: se at faa noget Arbejde," siger han, søg en Plads! hellere maa De hæderlig skure Trapper paa Deres Kræ end feje Gaden i den Silkekjole, De har tjent ved at sælge Deres Legeme!"

Efter denne Advarsel, der meddeles dem højtideligt og alvorligt, dimitteres de; og det er da først efter to Gange gentagen Straf for at ernære sig ved Utugt, at de maa tage Plads bag Tremmerliden.

Anonyme Angivelser.

- Hvad de anonyme Angivelser angaar, gaas der ikke saa let til Værks, som almindelig tros. Der foretages først en minutiøs Undersøgelse blandt Folkene i det Hus, den Mistænkte bebor. Ganskevist kan jo en saadan Inkvisition være højst ubehagelig, under Tiden meget skadelig for Paagældende - men det er den eneste mulige Fremgangsmaade; den samme som overfor Mistænkte i andre Forhold.

Ikke sjældent møder en eller anden nobel Kavaler hos Inspektøren og meddeler, at dér og dér bor en "meget løsagtig" Pige, som har faaet saa og saa meget af ham. Overfor en saadan forsmaaet og hævngærrig Elskers Udtalelse er man saare forsigtig. For det første mærker man sig ham nøje i Tilfælde af, at han skulde have gjort sig skyldig i falsk Forklaring, og dernæst undersøges den anmeldtes Forhold som ovenfor omtalt.

Paa denne Vis gør de anonyme Anmeldelser, Sædelighedspolitiet betragter som nødvendige, dog mindre Skade end antaget.

Ingen Dusører til Opdagerne.

Den Paastand, der fra forskellige Sider er fremsat, at Opdagernes Virksomhed til Dels honoreres gennem Dusører for hver smittet Pige, der indfanges, benægtes bestemt. Hver af Opdagerne har foruden deres Løn et Ekstra-Gratiale paa 10-15 Kr. om Maaneden til at bestride de mange Udgifter, deres Besøg paa Forlystelsessteder medfører. Udover dette intet - Det er hændet, at en Angiver af ovenomtalte Art, efter at virkelig hans Troløse er bleven taget som smittet, har villet takke Betjenten gennem en lille Belønning. Han er da med samt sine Penge blevea vist Porten paa en saare ublid Maade.

"Det er jo en skammelig Løgn!" udbryder Hr. Korn harmfuld og slaar i Skrivebordet.

Afhentning og Bekendelse.

Med størst Harme har Opinionen kastet sig over den Maade, hvorpaa Afhentningen sker. At denne al Tid burde foregaa i Droske, er klart. Som det nu er, lader man det være afhængig af Afstanden; bor hun i Nærheden af Raadhuset, maa hun gaa. Her har Sædelighedspolitiet et af sine ømmeste Steder, der kun vanskelig lader sig forsvare. Man skulde synes, at Hr. Korn let maatte kunne bringe Forandring i dette Forhold. Det er just denne Afhentning, der har afstedkommet saa mange triste Optrin i Byens Gader. Hr. Korn hævder, at Opdagerne kun sjældent har Skyld heri: det er for det meste om Aftenen eller Natten, denne Indfangning foregaar, og paa den Tid er disse Fruentimmer ofte halvfulde og desperate. Hvad skal man saa sige sige til det?

Bekender de da, tilbringer de Natten i Arresten og fremstilles for Hr. Korn næste Morgen. Etter Bekendelsen følger saa Lægevisitationen, der foregaar i et særligt Lokale, hvor dog kun de Mistænkte, ikke de Prostituerede undersøges. - Spørgsmaalet er da: hvorledes skaffes denne Bekendelse? Man trækker paa Skuldrene: tror De, man faar noget ud af dem, naar man er Elskværdigheden selv? Viser det sig ved Visitationen, at de er syge, gaar Turen til Hospitalet. I modsat Fald kan de efter Advarslen atter gaa.

Usædeligheden vokser.

I mange Tilfælde vil Sædelighedspolitiet kunne paaberaabe sig som Undskyldning for et vel "rastløst" Arbejde, at Usædeligheden i de sidste Aar griber forbavsende om sig. Forældre holder ikke længer den Kontrol med deres Børn, naar de er borte fra Hjemmet, som før. Alt for tidligt søger man en Fortjeneste af dem. Døtrene anbringes som Bypiger hos private og i Forretninger og faar saaledes i for høj Grad Raadighed over den Tid, der tilbringes ud. Den lille begynder med at faa Bolsjer af en gammel Herre for at give ham et Kys, og hun ender som nys en femten og en syttenaarig paa Vesterbro.

I et eget Værelse med to Chaiselongner og to Senge havde disse unge Prostituerede indrettet sig som Folk af Faget. De slæbte stort Tal unge og gamle Herrer op fra Gaden, og da de fremstilledes for Inspektør Korn, brugte de Mund værre end de mest fordærvede Skøger.

"Men" - inskyder vi - "saaledes bunder altsaa tilsidst hele Elenden i det økonomiske Spørgsmaal. Fattigfolk kan ikke ernære Familjen, deraf følger Skændslen! Som det gaar nogle af Staklerne alt som Børn, vil det gaa de andre som Voksne. I denne Tid staar de store Lagres Systuer tomme; det er den døde Sæson. Selv den flittigste Syerske kan ikke faa en Kaabe at sy, om hun nok saa gæme vil. Naar hun saa har sat den sidste Hvid paa Assistenshuset - hvad saa? Sælge sig selv maa hun ikke - altsaa, hvad saa?

Hr. Korn trækker paa Skulderen: "Ja, hvad saa ... saa maa hun gaa til Fattigvæsenet! Vi hun ikke det, maa hun ind under "Systemet"

En krank Udsigt for fattige Piger!

(København 24. januar 1893).

Korn begik i marts 1895 selvmord, efter at Sædelighedspolitiet ikke længere kunne tilbageholde en større skandale. Denne er oprullet her på bloggen.

Varmestuerne. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i Varmestuerne.

Ved privat Initiativ er det i disse Dage indrettet to Varmestuer for Byens Fattige.

Den første aabnedes i Forgaars i Adelgade Nr. 90 i Bagbygningen, hvor et forhenværende  Værkstedsrum er stillet til Raadighed. Den kan rumme 60 Mennesker og er kun bestemt for Kvinder og Børn. Der strømmede straks en Mængde forfrosne Stallet, store og smaa, sammen fra det tætbefolkede Proletarkvarter, i hvis Midte Varmestuen ligger; der var ikke nært Plads til dem allesammen, de maatte indlades i Hold, og efterhaanden som de var tøet lidt op, give Plads for en ny Besætning. Der holdes aabent fra Kl 8 Morgen til 8 Aften, men Mad er det desværre ikke noget af, og der hersker den yderste Nød i dette Kvarter; naar de Fattige har faaet en Smule Varme i Kroppen, maa de gaa hjem i deres nøgne værelset ligesaa sultne, som da de kom. De Mænd, som har stillet sig i Spidsen for det smukke Foretagende, anraaber derfor om Bidrag for ogsaa at kunne give de Nødlidende et tarveligt Maaltid Mad. Urtekræmmer Petersen, Adelgade 90, Kælderen, modtager Penge og Fødemidler.

Fotograf Carl Ernst Hannuss (1882 - 1943): Adelgade 90, baghuset set fra 2. baggård. 15. marts 1941. Trods tidspændet på 50 år giver det måske et indtryk. Kbhbilleder. Public domain.

Den anden Varmestue aabnedes i Gaar ude paa Ny Alhambra, hvor de lange triste Gader i Vesterbros Fattigkvarter lever sammen, og hvor der staar en isnende Kulde ind fra Kalvebodstrand. Det et en lille Kreds af Næringsdrivende paa Vesterbro, som er traadt sammen for at oprette Varmestuen, og Værten paa Ny Alhambra, Hr. Jacobsen, har lagt sine rummelige Lokaler til. Her indlades baade Mænd, Kvinder og Børn, som bænkes hver for sig og faar et Maaltid bestaaende af en Kop Mælk og et Par Hveder. Hvor stor Trangen til Varme og Mad er ude i denne Bydel, viste sig i gaar, da Varmestuerne blev lukket op: der myldrede over 700 Mennesker sammen, en ynkelig klædt, afmagret og frysende Mængde, Familier med fire-fem Børn, hvis Klædningsstykker var skrabet sammen alle Vegne fra og daarlig dækkede Kroppen; en Dreng paa fem-seks Aar stod i Sneen med et Par gamle Brunelsstøvler og havde en Trøje paa, hvis Ærmer stumpede ved Albuen - begge Dele var formodenlig Almisser fra et eller andet Herskab; Børn, som ikke kunde gaa endnu, krøb sammen mellem Moderens Pjalter og saae paa. En med unaturlig store, gammelkloge Øjne; Mændene stod uden Overtøi, med et blegt og bittert Udtryk i Ansigtet og bed Sulten i sig.

Der var en begærlig Tilstrømning til vorden, inde i de lune Stuer, og navnlig Børnene fulgte med lange Blikke de dampende Mælkekopper og Hvederne, efterhaanden som de blev baaret ind; Tænderne løb ordenlig i Vand, før Turen kom til hver især, og mange baade Voksne og Børn saae saa lidet mætte ud, da de havde faaet deres Portion til Livs, at Uddelerne ikke kunde nænne andet end at give dem en til. De Smaa blev helt oplivede af en Gang at føle sig rigtig mætte; de lo og legede, mens Forældrene sad og saae til med et sørgmodigt Smil; de tænkte paa, hvor trøstesløst der saae ud derhjemme, og hvor snart Sulten og Kulden vilde melde sig igen. Varmestuen er aaben fra Kl. 10-3, men Bespisningen finder kun Sted fra 11-1; i Dag vil der blive uddelt 500 Portioner Mad. Ogsaa herude kniber det med Midler til at holde Bespisningen gaaende; ethvert lille Bidrag modtages med Taknemlighed af Komiteens Kasserer. Hr. P. Madsen. Ohlenschlægersgade 33.

"Social-Demokraten"s Redaktion modtager selvfølgelig ogsaa Bidrag til Varmestuerne.

(Social-Demokraten 21. januar 1893).

Varmestuerne.

København, den 21. Jan 1893.

Til
Redaktionen af "Social-Demokraten".

Tillad mig at rette en Fejltagelse af Deres velvillige Omtale af Varmestuen i Adelgade 90. De fortæller, at vi aabnede Varmestuen uden samtidig at kunne give de sultne Kvinder og Børn Mad, det er ej ganske rigtigt. Hr. Urtekræmmer Petersens Hustru og hendes Medhjælpere uddelte i Gaar 3/4 Td. varmt Øl, hvortil flere hundrede "Rundenommer" med Margarine udskaarne af 12 Rugbrød og 26 Sigtebrød. Besøget i Gaar var omtrent 400 Kvinder og Børn, men saa havde vi ogsaa Besøg af enkelte gode Mennesker og modtag flere rigtig venlige Breve med Penge i fra Venner og Bekendte, og vi haaber flere vil følge efter. Sluttelig lad mig fortælle Dem, hvordan det gik en enkelt Besøgende. En velklædt Dame, Hr. Urtekræmmer Petersen fik vide af den fungerende Stuekone, bar et af Landes bedste Navne, kom med et Bidrag og bad om at se Lokalerne. Da hun kom ind i Stuerne forbavsede hele Indretningen hende, og hun udtalte sin Glæde derover, men saa sad der 12 a 14 Mødre med deres smaa Børn paa Skødet og gav dem det varme Øl og Brødet, og den fremmede Dame gik lige ind i Klyngen, aabnede sin Pung, og delte enhver Mynt ud til Kvinderne, saa længe hun havde noget, og da hun var færdig, gik hun ned til Urtekræmmeren og med Taarer i Øinene sagde hun ham tak for, hvad hun havde set i Varmestuen, idet hun tilføjede: "Nej, hvilken Velsignelse er det dog ikke, at kunne række en Skærv til dette Fællesværk for os alle". Jeg vil ret haabe, at dette ene sandt fortalte Tilfælde af de hjælpsomme Medmennesker, vil vedblive at støtte os, og i andre fattige Kvarterer indrette lignende Varmestuer for ganske smaa Børn, og de fattigste af Kvinder 

Deres

J. A. N.

Varmestuerne paa Ny Alhambra var i Gaar besøgt af ca. 900 Personer, hvoraf ca 600 er blevne bespiste med varm Mælk og Hvedebrød, og desuden er der bleven uddelt Rugbrød til alle Mødrene.

Saa lange Midlerne strækker til, vil der daglig blive uddelt 500 Portioner varm Mad og Hvedebrød.

(Social-Demokraten 22. januar 1893).

Lille Guldbergsgade: 47 Familier kastes paa Gaden. (Efterskrift til Politivennen)

47 Familier kastes paa Gaden.

Byggesvindel.

Ude paa Nørrebro, hvor Lille Guldbergsgade er skaaret igennem til Nørrebrogade, er der i de sidste Par Aar opstaaet et helt nyt Arbejderkvarter. Kaserne ved Kaserne er rejst i en fabelaglig Hast. Arbejderfamilierne har taget Lejlighederne i Besiddelse, og alt syntes saare godt, saa vist som en hurtig Udlejning af en Ejendom almindelig betragtes som den bedste Garanti for dens Rentabilitet.

De sidste Dage har for Beboerne i Ejendommene Nr. 16, 18 og 20 bragt meget ubehagelige Overraskelser. Man var i Forvejen noget nedtrykt over, at Ejeren pludselig blev arresteret. Det viste sig nemlig, at da 3. Prioritet blev udbetalt Bygherren, var der ingen Penge til Haandværksmestrene. Deres Prioritet sad i Skorstenen - lovlig højt oppe til nogen Sinde at faa dem ned. Haandværkerne syntes imidlertid, at der maatte være Penge, og de lod Bygherren anholde som sigtet for mislig Omgang med Ejendommens Pengemidler og de indgaaede Kontrakter. Der forlyder imidlertid intet om, at der i Forhørene fremkom noget, der kunde bekræfte denne Antagelse og Ejeren blev sat paa fri Fod.

Nu kommer imidlertid Humlen. I Forgaars gik den indsatte Administrator J. Johansen fra Dør til Dør og meddelte Beboerne efter Ordre fra Bygningsinspektøren, at de maatte flytte den 1. Februar, hvis de ikke vilde risikere at sættes ud af Politiet. Forgæves foreviste Beboerne deres Kontrakter, hvorefter de først kunde opsiges til Fraflytning til Oktober Flyttedag. De fik alle samme Svar: Ejendommene skal ryddes. Der kan ikke faas Bygningsattest paa Eiendommene. Tillige blev der meddelt, at der ligeledes var nedlagt Forbud imod, at der afholdt Gudstjeneste i det ved Siden af Ejendommene beliggende Methodistkapel.

Enhver vil forstaa, at denne Masseudsmidning vakte berettiget Harme, blandet med Bekymring for Fremtiden. Det er sandelig ingen Spøg for saa mange Familier midt i Vinterens Hjærte at skulle søge ny Bopæl udenfor den regulære og da hele denne Historie forekom os noget mystisk sendte vi i Gaar en af vore Medarbejdere op til

Bygningsinspektøren,

Arkitekt G. Thanning, hvem disse Bygninger sorterer under og som modtog os meget høfligt. Det forholdt sig rigtigt som Beboerne havde fortalt. Han havde i Henhold til Loven givet Ordre til uopholdelig at rømme Bygningerne, for hvilke der ikke var udstedt Bygningsattest. Med megen Indignation udtalte han sig om den hensynsløse Letsindighed, disse Bygningers ansvarlige Arkitekt Hr. Hagemann havde udvist. Den 26. Oktober synede Inspektøren Ejendommen og paatalte forskellige smaa Mangler, men først paa Aarets sidste Dag blev disse rettede trods atter og atter gentagne Paabud. Nu viser det sig imidlertid, at Arkitekt Hagemann har bygget udenfor den af Stadskonduktøren afsatte Gadelinie, samt at den ubebyggede Grund er arrangeret saa dumt, at et større Stykke af denne maa medregnes som bebygget, da den ikke har den i Byggeloven bestemte Minimumsbredde. Herved bliver der for lidt ubebygget Grund, og for denne Ligegyldighed overfor de simpleste Byggeregler skal nu 47 Familier undgælde; ja Bygningsinspektøren maatte beklage det, men De forstaar nok - - Loven. Iøvrigt maatte han henvise til sin nærmeste Foresatte

Stadsbygmesteren

Afsted gik det da i den forrygende Snestorm til denne, hvem vi traf i et hyggeligt Kontor i Knabrostræde. Arkitekt Bønnecke er en mægtig Mand, der hersker over Stadens samtlige Bygningsinspektører; men saa langt som at kalde Forbudet tilbage, eller blot at trække Tiden ud til Arbejderfamilierne ved April Flyttedag kunde faa en passende Lejlighed, strakte hans Myndighed sig dog ikke. Vor Medarbejder udviklede for ham, hvor uheldigt det vilde se ud, om man netop i disse serirer vilde statuere et Eksempel.

"Nej, det vil vi s'gu heller ikke. De forstaar jo ogsaa nok - uopholdelig - det behøver jo heller ikke at være lige straks." - Der kom et lille lunt Smil frem i Hr. Bønneckes Øjenkroge, da han fortsatte: "Gaa De nu ud og trøst disse Folk, og lad dem saa indgive et Andragende til Bygningskommissionen om Udsættelse med Tilholdets retslige Forfølgning, saa skal jeg nok anbefale det."

Vor Medarbejder takkede paa de truede Familiers Vegne, og allerede i Dag vil et saadant Andragende fra Lejerne blive overrakt Bygningsinspektøren, Hr. Thanning. Vi faar da at se, om Bygningskommissionen virkelig vil opretholde et saa barbarisk Tilhold. Vi skal i alle Tilfælde holde vore Læsere a jour med, hvorledes Sagen udvikler sig.

(Social-Demokraten 14. januar 1893).

Fotograf J. F. Meyer (1849 - 1905): Peter Fabers Gade 44-36 set fra Guldbergsgade i retning mod Nørrebrogade. Ukendt årstal. Den ene side er ikke bebygget. Efter "hullet" i husrækken kommer de lave, lige numre af gaden. Ukendt årstal, men da fotografen døde 1905, må det være fra før. Fotoet viser forrest den del af gaden som i starten hed Lille Guldbergsgade. Kbhbilleder. Public domain.

47 Familier kastes paa Gaden.

Byggesvindel.

Som vi i vor sidste Artikel om denne Sag bebudede, blev der allerede næste Dag gennem Bygningsinspektøren indleveret et Andragende til Københavns Bygningskommissioin, underskrevet af samtlige Beboere i de 4 Ejendomme i Lille Guldbergsgade. Det tør da forventes, at vore Autoriteter vil tage Reb i Sejlene og ikke skaane den stedfundne Byggesvindel ved at lade de mange fattige Arbejderfamilier undgælde for Skandalen.

For at faa rigtig Besked om, hvor man i denne Sag skal søge den rette Skyldige, gik vi i Gaar op til Hr. Arkitekt Hagemann, der sammen med sin daværende Kompagnon K. Arne Petersen havde underskrevet Tegningerne, hvorefter Bygningerne opførtes. Hr. Hagemann forklarede os, at han havde udført Tegningerne for den biskopale Menighed, der ejede Grunden; men efter at Grunden var solgt til Tømrermester O. A. Christensen, havde denne omarbejdet Planen i Forening med et lille Familieraad, der var dannet af et Par Overretssagførere og nævnte Menigheds Kasserer.

De kloge Mænd havde paa Planen slaaet en lille Streg her, og en lille Streg der, og det var efter Hr. Hagemanns Ord Grunden til, at der var Uregelmæssigheder at paatale ved disse Bygninger. "Hvor kan saadanne Folk, der kun har lært at sælge Kul, give sig til at sælge Alenvarer?" spurgte den vrede Arkitekt. Vi gav ham intet Svar herpaa, men ønskede at vide Grunden til, at han ikke havde været med i "Familieraadet". "Ha, ha! der vilde jeg nok passe som en Hund i et Spil Kegler. Havde jeg været der, saa havde de jo ikke kunnet lave hele Skandalen. Her skal De se min Kopibog." - og læste Hr. Hagemann Side paa Side, hvoraf det fremgik, at han i flere Maaneder forgæves havde fordret Planer og Overslag fra Overretssagfører F. Møller, Nørregade 7, der var O. A. Christensens Konsulent. I Breve af 2. Januar og 6. Februar gar han vedholdende opmærksom paa, at han nødvendig maatte have Overslag og Tegninger for at kunde kontrollere Haandværksmestrene.

Endelig i Skrivelse af 30. Marts 1892 gør Hr. Hagemann opmærksom paa, at der er Fejl, som hurtigst muligt maa rettes, hvis ikke det skulde gaa rent galt. Men Arkitekten blev stadig holdt udenfor det hele. Bygningen blev færdig, og Haandværkerne fik ikke deres Tilgodehavende. "Bygherren" blev arresteret som mistænkt for svigagtig Anvendelse af Bygningens Midler, og da han intet ejede, igen løsladt. Nu fremtræder den før omtalte Kasserer og faar sig gjort til Administrator for Bygningen. Renter og Afgifter nægtede han at betale i December Termin, og Haandværksmestrene maatte saa skyde Penge sammen, for at Bygningerne ikke af den Grund skulde komme under Hammeren.

Da denne Sag nu er kommet til Offenlighedens Kundskab, kan vi ikke nægte, at det vilde være af stor Interesse, om den biskopale Menighed vilde besvare os et Par Spørgsmaal:

Hvorledes kan De, som var den oprindeligt Ejer af Grunden og satte Foretagendet i Scene ved at sælge Grunden og antage til Bygherre en Mand, der vitterlig intet ejede, hvorledes kan De forsvare, at Haandværksmestrene i Bygningerne, blandt andet paa Deres Kapel, har ca. 30,000 Kr. til Gode?

Hvorledes vil De forsvare, at De af den akkorderede Sum har holdt 6000 Kr. tilbage, skønt De har indviet Kapellet og dermed godkendt det som færdigt, hvad det jo ogsaa er?

Vi stiller disse Spørgsmaal, ikke til de Bestyrelsesmedlemmer, som deltog i det tragikomiske Familieraad, men til Medlemmerne af Menigheden, som sikkert er uvidende om deres smukke lille Kapels Forhistorie. Det kunde jo være, at de vilde bede deres Forstandere, Bestyrelsesmedlemmer, Kasserer eller hvad de nu hedder, om at holde deres Fingre borte fra altfor verdslig Gøren og Laden. Derved vilde de ikke bidrage lidet til, at Forholdene hurtigt kunde blive ordnede paa en Maade, der tilfredsstiller baade Haandværksmestrene, Bygningsavtoriteterne og de uheldigt stillede Lejere.

(Social-Demokraten 20. januar 1892).

Lille Guldbergsgade blev anlagt i slutningen af 1880'erne som en blind sidegade til Guldbergsgade. Senere blev den ført igennem til Nørrebrogade og omdøbt til Peter Fabersgade (omkring 1899).

Bethaniakapellets værger svarede Social-Demokraten (26. januar 1893). Heri forklarede de at de havde overdraget byggeriet til arkitekt Hagemann. Tilbuddene overskred imidlertid Hagemanns beregninger og kapellet solgte i stedet 2/3 af grunden til A. O. Christensen. Kapellet havde altså fra starten ikke haft tilstrækkelige midler og herefter kom i kløerne på en spekulant. Resultatet var at bygherren blev ruineret, håndværksmestrene narret og "værgerne" taget ved næsen.

Den 1. februar 1893 stod i Social-Demokraten redegørelser fra den ledende arkitekt Henrik Hagemann, samt håndværksmestenes juridiske konsulent, overretssagfører J. K. Lauridsen. Alle fralagde sig ansvaret.