Borgmestervalg i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunalpolitisk Linnedvask

Har de Radikale troet Socialisterne med Skandale ?

"Social-Demokraten" tager Tyren ved Hornene

Under den gloende Overskrift "Gemen Bagvaskelse" bringer "Social-Demokraten" igaar paa sin mest fremtrædende Plads et nyt og til en vis Grad opsigtvækkende Indlæg i sit hidsige Opgør med de troløse Alliancefæller.

Artiklen gengiver en Historie, der allerede i nogle Dage har været bekendt i kommunalpolitiske Krese, og hvis Indhold er følgende;

Som Borgerrepræsentant var Socialisternes Borgmesteræmne Landstingsmand, Snedkermester Chr. Christiansen valgt til Medbestyrer for et Backhausenske Legat, i hvilken Stilling Kreditforeningsdirektør, Overretssagfører Carl Herforth var hans Kollega. Det nævnte Legat uddeler aarlig 4 Portioner a 1000 Kr. til stræbsomme og duelige Haandværkere.

Nu hændte det ifjor Foraar, at den socialdemokratiske Borgerrepræsentant fra Brønshøj, Snedker Lorentzen, indgav Ansøgning om en af disse Legatportioner og fik den tildelt under fuld Overensstemmelse mellem de to Legatbestyrere, Hr. Christiansen og Hr. Herforth. 

I Juli Maaned blev Hr. Christiansen Vikar for den syge Hørdum som Forretningsfører ved "Social-Demokraten", og han besluttede sig da til at afstaa sin Snedkerforretning til Partifælle Lorentzen, der i nogen Tid havde arbejdet hos ham som en duelig Svend. Hr. Lorentzen skulde ikke give noget for selve Forretningen, men derimod betale 300 Kr. for Værktøj. Materialer m. m., og ved Udbetalingen af denne Sum kom Legat pengene ham ret tilpas.

Nu paastaar "Social-Demokraten" under megen Forargelse, at de Radikale har benyttet denne Historie i en for Hr. Christiansen graverende Udlægning, som man let aner, til at stemme den radikale Hovedbestyrelse velvillig for den radikale Borgerrepræsentantgruppes Vægring ved at stemme paa Hr. Christiansen som Borgmester. Og efter hvad der forlyder fra anden Side, har de Radikale virkelig benyttet Sagen paa denne Maade.

Skønt Spørgsmaalet hidtil ikke er draget offentlig frem, har "Social-Demokraten" altsaa besluttet sig til at tage Tyren ved Hornene og vende det Vaaben imod de Radikale, som disse maaske selv havde tænkt sig at bruge. Bladet lægger ikke Fingrene imellem, men betegner de Radikales Optræden som et Bagvaskelsens Snigmord paa Hr. Christiansen og som "Toppunktet af Gemenhed".

For en mere nøgtern Betragtning stiller Sagen sig saaledes, at der naturligvis let kan opstaa Misforstaaelser, naar én Borgerrepræsentant søger og faar et Legat, der uddeles af en anden Borgerrepræsentant, der er hans Partifælle, og til hvem han ovenikøbet staar i et forretningsmæssigt Forhold. Men er Manden virkelig kvalificeret til at faa Legatet, bør han naturligvis ikke være udelukket, blot fordi han er Borgerrepræsentant. En anden Siden af Sagen er, at "Social-Demokraten" ganske utvivlsomt vilde have betragtet det som en højst fortjenstfuld Gerning at "afsløre" er saadant Forhold under lige saa hæftige Gebærder i modsat Retning, hvis Bladet havde forefundet sligt i et andet Parti.

V i skal holde vore Læsere ájour med de Begivenheder, denne kommunalpolitiske Linnedvask vil føre med sig i den Fortsættelse, som næppe vil udeblive.

(Riget (København) 22. december 1910).

Da Venskabet revnede,

"Politiken" og "Socialdemokraten".

Det vil erindres, at Redaktør Ove Rode i Borgerrepræsentationens .Møde i Mandags udtalte paa en meget demonstrativ Maade, at den Dag maaske vilde komme, da Socialdemokraterne vilde takke ham, fordi han havde forhindret Landsthingsmand Christiansens Valg til Borgmester. 

Denne Udtalelse var af en saa tydelig Art, at Socialdemokraterne naturligvis ikke kunde lade den passere i Tavshed. I selve Mødet skete der dog Intet til nærmere Opklaring af, hvad Meningen var med Hr. Rodes Udtalelse; men nu bagefter har "Socialdemokraten" taget, Bladet fra Munden.

Det sker i en Artikel med Overskriften "Gemen Bagvaskelse". Og det hævdes her, at der fra liberal Side underhaanden er bleven udspredt Rygter om, at Socialdemokraternes Kandidat, Landsthingsmand Chr. Christiansen, i sin Egenskab af Borgerrepræsentant skulde have gjort sig skyldig i personlig Egennytte, der diskvalificerede ham moralsk til Borgmesterstillingen. Sagen angaar Uddelingen af et Legat.

Som Borgerrepræsentant er Christiansen valgt til Medbestyrer af det Backhausenske Legat, som tillige bestyres af Kreditforeningsdirektør Herforth. Legatet uddeles aarlig med 4 Portioner paa hver 1000 Kr. til duelige Haandværkere eller Handlende, der ønsker at etablere sig selvstændig. En af disse Portioner er bleven tildelt Borgerrepræsentant, daværende Snedkersvend Lorentzen, som arbejdede paa Hr. Christiansens Værksted, hvor han kunde arbejde "noget friere end hos en almindelig, maaske politisk, fjendtlig Arbejdsgiver", da han efter at være bleven Borgerrepræsentant "havde vanskeligt ved at udfylde en almindelig Lønarbejders bundne Stilling". "Legatbestyrelsen, d. v. Dhrr. Herforth og Christiansen ansaae i fuld Samstemmighed Ansøgeren for værdig til Legatet og tildelte ham en Portion" 

Bladet fortsætter derefter: "I Juli 1009 opgav Christiansen sin Snedkerforretning, da han som Vikar i den syge Hørdums Sted ellers ikke mente at kunne varetage Forretningsledelsen af "Social-Demokraten" fyldestgjørende. Den nævnte Snedkersvend, der gjennem Legatet havde faaet Midler til at etablere sig, og som arbejdede hos Christiansen, overtog nu Forretningen med dens Kunder, vel at mærke ganske gratis. Det var altsaa en Tjeneste, Christiansen gjorde en ubemidlet Kollega. Den nævnte Snedker ønskede nu ganske naturligt at afkjøbe Christiansen hans Værktøj og Materialier. Christiansen sagde, at det kunde han godt, og bad ham om selv at vurdere dem. Det blev ca. 260 Kroner. Tillige overtog han en forudbetalt Ulykkesforsikringspolice til ca. 40 Kroner Værdi, og betalte saaledes i Alt Christiansen 300 Kroner. Det kunde være solgt til en hvilken som helst Anden til samme Pris.

Det er denne ganske ligefremme Sag, der nu at Bagvaskere pustes op til en Skandale, der skal blamere Christiansen og retfærdiggjøre de Radikale Holdning ved Borgmestervalget". 

- "Politiken", der udførlig kommenterer "Soc. Dem."s Artikel, skriver, at Forholdet er Upassende, og at den Omstændighed, at en Borgerrepræsentant, kan tildele en anden borgerrepræsentant, mod hvem han staar i Forretningsforbindelse et Legat og derefter selv modtage en Indbetaling af Legat midlerne, vidner om en beklagelig Mangel paa Forstaaelse af, hvad en Tillidspost og hvad Deltagelse i det offentlige Liv kræver af sin Mand. Bladet hævder, at selv ud fra den mest undskyIdende Betragtning af alle Forhold "kan man dog ikke betegne Fremgangsmaaden som mindre end ufin".

"Men ufin Fremgangsmaade kvalificerer ikke til det højeste kommunale Tillidshverv, og da det var blevet den radikale Gruppe klart, at den socialdemokratiske Gruppe vilde gjennemtrumfe Valget af Hr. Christiansen til Borgmester, maatte Kjendskab til denne Affære selvfølgelig paavirke Gruppens Opfattelse at det Nødvendige i at gjennemføre et andet Valg".

(Jyllandsposten 24. december 1910).

Chr. Christiansen blev i 1917 borgmester. Se særskilt indslag her på bloggen.

Vestre Kirkegaard. Et Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

I dag for 40 år siden fandt den første begravelse sted på Vestre Kirkegård. Nede ved det nuværende søndre Kapel var gravet en beskeden grav, og i den sænkedes i overværelse af en mængde gejstlige og mange verdslige honoratiores liget af en stakkels, svensk skræddersvend, som var død på Ladegården og sikkert ikke havde drømt om at komme i jorden med så megen højtidelighed.

---

Vestre Kirkegård blev anlagt på nogle marker, som kommunen købte af proprietær Ostenfeldt. Man har ondt ved at forstå at dér, hvor nu den skønne kirkegårds tilsyneladende så ærværdige træer knejser, for kun 40 år siden var bar mark. Men sådan er det. Det må være glimrende sund og kraftig jord den er anlagt på, så frodigt og stærkt alt er vokset frem og stadig vokser derude.

Kirkegaarden spænder nu over 80 tønder Land, og 80-100 mennesker har beskæftigelse derude året rundt. Over dem alle står den gamle, elskværdige inspektør, kammerråd Bahnson, som holder jubilæum sammen med haven - ja, hans virksomhed derude er da oven i købet en måned ældre, idet han blev ansat den 1. oktober 1870.

Vestre Kirkegård står byens hjerte nær, hvor langt ude i periferien den så end ligger, og det har den altid gjort i kraft af sin frie beliggenhed og sin store og sjældne skønhed. Efterhånden som det store areal, der skilte den fra byens kerne, forvandledes fra magre marker og triste veje til et myldrende befolket kvarter - et arbejdsfolks- og fattigkvarter med hårde stenmure og dybe, skønhedsforladte gader - efterhånden som denne forvandling skred frem, blev "Vestre" taget i besiddelse af det store, brede folkelag.

Assistents Kirkegård og de andre blev altid de dødes haver, hvis trøstesløse kedsomhed vi levende helst gik udenom - Vestre Kirkegård med sine lange, smukke alléer, sine mange ejendommelige, prægtige vækstarter, sit kuperede terræn og med de mange punkter, hvis maleriske skønhed forgæves søger deres lige i alle vore andre offentlige haver og anlæg - Vestre Kirkegård blev en dejlig have, også for de Levende, en have, hvor småmanden om søndagen gik sin tur og nød naturen og den friske luft, der strøg lige ind fra Kalvebodstrand. Og dog tog man for et par år siden et af de smukkeste steder fra haven, nemlig indgangen, som med sine mægtige graner var af en sjælden højtidelig virkning. Men granerne måtte falde for at give plads for en rød stenmur.

Samtidig opførtes inspektørboligen, som nu ligger til højre for indgangen, og ved samme lejlighed fik man indlagt gas. Ja, det lyder utroligt, men da det er kammerråd Bahnson selv, som har fortalt os det, er der ingen mulighed for tvivl, først for 2 år siden fik de gas derude - inden da måtte de nøjes med det lys, Vorherre gav.

I det hele taget - fortæller kammerråd Bahnson - har de jo haft det meget gammeldags derude. Først i slutningen af firserne fik man den nuværende indgang, tidligere måtte man helt ud ad den dengang Ikke meget indbydende Enghavevej og op ad en sti til den nuværende søndre låge.

"Hvilke kendte mænd ligger begravet herude," spørger vi kammerråden.

"Carl Ploug og Finsen ..." 

"Men nu fra de første år?"

.Ja," siger hr. Bahnson og smiler smiler så småt, - de første 10 år var det alt sammen frijord, så mange kendte navne er her ikke fra den tid ..."

Men går man kirkegården igennem og standser ved de mange store og smukke mindesmærker og gravmæler, læser man på de hvide marmortavler navn på navn, som kalder mindet frem om den og hin hvis navn var fremme i tiden, dygtige og fremragende mænd, som nu hviler her og som kun erindres, når man står overfor et af de resultater, deres virken satte ... eller også her ved deres sidste hvilested

Figaro.

(København, 2. november 1910).

Der er stadig smukt på Vestre Kirkegård, således som det fremgår af dette foto som er taget fra nogenlunde samme vinkel som tegningen først i artiklen. Gravene omkring søen er alle fra efter artiklens tilblivelse.

Andragende om Forlystelsessteder: Borgbjerg vs. Blom. (Efterskrift til Politivennen)

Befolkningen og Forlystelserne.

Et Andragende.

Nedenstaaende Adresse er tilstillet os med Anmodning om Optagelse:

Til Regering og Rigsdag!

Oplysningens og Kulturens almindelige Goder er ikke nok til at sikre et Folks Udvikling henimod en højere aandelig og legemlig Sundhed og hos det skabe den rette Følelse for Pligt og Ære. Det er ogsaa nødvendigt at stoppe nogle af de Smittekilder, der i saa høj Grad virker nedværdigende og forraaende paa Mennesker.

Vi tænker herved særlig paa en stor Del af vore offentlige Forlystelser m. m., som staar i et skærende Misforhold til vort Folks almindelige Kulturstandpunkt. En af Hovedaarsagerne til dette beklagelige Forbold ser vi deri, at Ordningen af og Tilsynet mod disse Forhold er unddraget Befolkningen og lagt i Hænderne paa Myndigheder, som aldrig kan overkomme at føre en virksom Kontrol og ofte har vist en bristende Forstaaelse af, hvad Hensynet til Befolkningens sande Velfærd kræver paa dette Omraade.

Befolkningen vil sikkert føle sig vel tjent mod selv at raade for, hvilke Forlystelser der bydes deres Børn og deres Tyende. 

I Erkendelse af, at det er bydende nødvendigt, at der hurtigst sker en Forandring i disse Forhold, tillader vi undertegnede os ærbødigst at bede den høje Regering og Rigsdag om at træffe de fornødne Foranstaltninger til, at Ordningen af og Tilsynet med de offentlige Forlystelser m. m. lægges i folkevalgte Myndigheders Hænder. Vi tillader os derfor at henstille følgende Forslag:

1) Tilladelse til at holde Varieté, offentlig Dans, Kro og Beværtning (med og uden Musik), drive Teater, Biografteater, Cirkus m. m. gives af de Kommunale Myndigheder (By eller Sogneraad) og Politimesteren i Forening, dog saaledes, at denne sidste kun - ligesom hvert Medlem af By-(Sogne)raadet - har én Stemme. Alle Bevillinger, som ikke er givne paa bestemt Aaremaal, skal inden et Aar efter Lovens Ikrafttræden forelægges den nye bevilgende Myndighed til Afgørelse.

2) Der oprettes i hver Kommune et Tilsynsraad, bestaaende halvt af Mænd og halvt af Kvinder, valgt af Kommunalbestyrelsen efter Reglerne for Forholdstalsvalg blandt de af Kommunens Beboere, som har kommunal Valgret, hvilket Raad pauser, at de offentlige Fornøjelser, som Folket har Krav paa, holdes indenfor Anstændighedens Grænser, saa at de højner i Stedet for at drage nedad.

3) Det forbydes Politifunktionærerne under nogen som helst Form at tage imod Vederlag for at være tilstede og vaage over Ordenens Opretholdelse ved offentlige Fornøjelser.

Idet vi underskriver denne Adresse, opfordrer vi samtidig alle Medborgere og Medborgerinder over 18 Aar til at medunderskrive samme.

I November 1910.

[Herefter følger knap en spalte med navne som allerede havde underskrevet. Blandt dem blandt andet:]

Fru Johanne Blauenfeldt. Johanne Blom, Borgerrepræsentant. Fru Harriet Borgbjærg, Frederiksborggade 46. Marie Christensen, Forstanderinde for Københavns Tjenestepigers Fagskole. Thora Esche, Forstanderinde. H. O. Lange. Overbibliotekar, samt en betragtelig mængde gejstlige, 

(København 26. november 1910)

At socialdemokraten Borgbjergs kone optrådte blandt underskriverne samme med bl. a. den indremissionske Johanne Blom, fik Borgbjerg til tasterne:

Borgbjergs kone.

I "Socialdemokraten" skriver Folketingsmand Borgbjerg:

Jeg ser, at min kone er Medunderskriver paa en Adresse til Regering og Rigsdag om Indførelse af folkevalgte Raad, der skal føre Tilsyn med de offenlige Fornøjelser og holde dem indenfor Anstændighedens Grænser.

Af Adressens Ord og Aand fremgaar det, at Formaalet er en Indskrænkning af de offenlige Fornøjelser.

Jeg er her - som paa flere andre Punkter - ganske uenig med min Kone. Det er ikke af Frygt for, at hun, som en af Adresseunderskriverne, skulde blive valgt ind i et saadant Tilsynsraad og derved faa pligt til at bese samtlige Danselokaler, Varieteer, Biograf- og andre Teatre, Cirkus, Beværtninger (med og uden Musik) osv. Thi jeg er en liberal Ægtemand, der giver min Kone fuld personlig Frihed samtidig med, at jeg kræver samme Frihed for mig selv. Jeg skulde ogsaa uden Bekymring se en anden Underskriver, min skattede kollega i Borgerrepræsentationen, Frøken Johanne Blom, som Formand i Tilsynsraadet og under hende gerne den Fornøjelse og det kendskab til vor By baade ved Dag og Nat, som en saadan Virksomhed vilde medføre, jeg skal heller ikke bestride, at Dansen i "Florasalen" og andre Steder mulig kan trænge til en Reform - jeg selv, der holder meget af at danse, er ikke begejstret far de sveddrivende danske Hvirveldanse, men foretrækker den mere gratiøse amerikanske Dans. Og skønt jeg yderst sjældent kommer paa Varieteer, benægter jeg ikke, hvad der fortælles mig, at Numrene altfor ofte er uanstændigt slibrige og dumme - trods vor moralske Censor og saare kristelige Politidirektør.

Som god Demokrat er det naturligvis ogsaa noget vanskeligt for mig at gaa imod en Udvidelse af Befolkningens Myndighed - skønt jeg ganske vist mener, der bør være Grænser ogsaa for den almindelige valgrets Omraade. Min personlige Frihed - baade til at tænke og tale og til at leve, som jeg vil - hvor den ikke strider mod andres tilsvarende personlige Frihed, ønsker jeg hverken undergivet et Mindretals eller et Flertals Formynderskab.

Det er imidlertid meget muligt, at politiet ikke varetager sin Gerning fyldestgørende og godt kunde trænge til vejledning fra folkevalgte Raad. Men jeg maa da holde paa, at disse faar Myndighed til at blive virkelige Fornøjelses-Raad. Lad dem hæmme de daarlige og usunde Forlystelser ved at indrette sunde og gode Fornøjelser for den store Befolkning. Lad os faa mere Musik i vore parker og paa vore offenlige pladser, lad os faa et rigere Gadeliv, lad Folk faa Lov til at danske og synge indenfor de Grænser, som Folks Krav paa Nattero nødvendiggør.

Jeg har i Bryssel set. hvorledes der uden politianmeldelse, næsten uden Varsel er arrangeret Studenter- og Arbejderprocessioner med Faner og Musik gennem Gaderne, uden at nogen tog Forargelse deraf. Og i Paris danser man paa de ydre Boulevarder hele Aftenen den 14. Juli og paa andre Festaftener.

Hvad om politiet tillod sligt ogsaa her. Ofte har jeg ærgret mig over den store, golde Asfaltflade omkring Øglekummen ved Raadhuset. Der blev i Foraaret gjort Forsøg paa lidt Rulleskøjtning. Men Asfalten er for ujævn dertil, hvad om her blev musiceret Søndag Eftermiddag og et par Hverdagsaftener om Ugen og Folk fik Lov til at danse dertil.

Med denne henstilling om en Ændring i Adressen og med haab om et godt Resultat engagerer jeg Frøken Blom til den første Vals paa Raadhuspladsen - og min Kone til den anden.

(Kolding Folkeblad 29. november 1910)

Den socialdemokratiske politiker Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg (1866-1936) var blandt de 8 første socialdemokrater som blev indvalgt i Folketinget i 1895. Han var desuden 1895-1913 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han blev 1911 redaktør af Social-Demokraten.

Harriet Doloris Meyer (1868-1943) og Borgbjerg blev gift 1890. De havde 3 børn (Hjarne, Sif og Idun). Men i øvrigt er litteraturen fåmælt omkring hvordan ægteskabet gik. Det blev opløst i 1911 eller 1913.

Johannes Hauerslev: Fælledvej 6. Kbhbilleder. Public domain.

Florasalen lå på Fælledvej 6, Nørrebro hvor det var blevet opført 1908 som et teater, men blev fortrinsvis brugt som fornem dansesalon. Desuden blev den benyttet til vælgermøder, generalforsamlinger, julefester m. v. Salen var et stort og smukt etablissement med balkon, sideloger og et kæmpe dansegulv oplyst af lysekroner fra et dekoreret loft. I 1925 blev det omdannet til biografen Odeon. I 1958 udbrød der brand og biografen  blev nedlagt. På nabohusets gavl kan man stadig se Odeon-biografens skilt.

"Øglekummen" er Dragespringvandet på Rådhuspladsen. Springvandet blev indviet i 1904 og havde på det tidspunkt da artiklen blev skrevet, kun dragen ("øglen"). Tyren kom først til i 1923.

Andragendet blev indbragt til Rigsdagen i februar 1911. Det blev henvist til udvalget for andragender.

Hærværk paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

En mærkelig hævnlyst.

Opdagerne på Vesterbro har i denne tid en højst ejendommelig sag til undersøgelse: det drejer sig om den ikke ualmindelige forbrydelse: hærværk overfor gravsteder. Men denne sag består af så mange mærkelige enkeltheder at den må siges at være et ganske særegent mysterium.

Klageren der har anmodet om politiets bistand, er en ung enkefrue hvis mand døde for fire år siden og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han var indehaver af en solid og anset forretning, og det var den almindelige mening at han kun efterlod sig venner.

Man forstår derfor så meget lettere den harme og sorg der har grebet enkefruen ved at se mandens gravsted blive genstand for et gennemført systematisk hærværk. Fra første færd var det hende ubegribeligt at alle blomster som blev plantet på graven visnede. Men nu er hun ikke i tvivl om årsagen hertil. Ved henvendelse til en gartner erfarede hun nemlig at planterne var vandet med en giftig væske således at de nødvendigvis måtte sygne hen lidt efter lidt.

Den ondsindede person der har været på færde, har imidlertid ikke nøjedes med hermed. I løbet af det sidste års tid er mindestenen på graven blevet så godt som ødelagt. Navnet på den døde er efterhånden kradset ud. Småsten og gamle klude er atter og atter henlagt på gravstedet. Kort sagt: hvad der kunne gøres for at besudle mindet, er blevet gjort. 

Enken vægrede sig længe ved at bringe denne uhyggelige hævnakt til politiets kundskab. Men omsider har hun altså alligevel besluttet sig dertil. 

Samtidig med at hun gav anmeldelse om sagen, oplyste hun at hun siden mandens død hvert år på hans fødselsdag fandt bekendtgørelser rundt om i bladene om at han den pågældende dag fejrede fødselsdagsfest. Annoncerne var stadig holdt i samme form med vedføjelse af fuldstændig navn og adresse osv. Den, der har besørget indrykkkelsen, må således være en der var godt kendt med hans personlige forhold.

Politiet har i øjeblikket ikke mistanke til nogen bestemt og heller ikke fra en ulykkelige enkes side har man kunnet få blot det fjerneste vink om hvem det er der bærer på en så mærkelig hævnlyst

(Folkets Avis - København, 3. november 1910).

Emmy Drachmann: "Ingers Ægteskab". (Efterskrift til Politivennen)

Find andre artikler om og af Emmy Drachmann: Emmy om Frederik V. Hegel. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.

Ingers Ægteskab. En Samtale med Fru Emmy Drachmann.

Ude i Prinsesse Maries Allee bor paa en Fjerdesal Digteren Holger Drachmanns fraskilte Hustru, Forfatterinden Fru Emmy Drachmann i et Hjem, der er gennempræget af Minderne om den store Lyriker, hvis Liv er os alle lige saa bekendt som hans Digtning.

Strax de første Anmeldelser af Fru Drachmanns Bog "Ingers Ægteskab" har fastslaaet den nøje Lighed, der er mellem Romanens mandlige Hovedperson og Drachmanns velkendte Skikkelse - og Bogen er bleven opfattet som og omtalt som et Forsvarsskrift for "Fru Inger" samtidig med at den da skulde være et Angrebsskrift mod Digterens urolige holdningsløse Personlighed. 

- "Ja, jeg har ikke noget imod at udtale min Opfattelse," svarer Fru Emmy Drachmann paa vor Henvendelse. "Jeg har ikke noget Øjeblik tænkt den Bog som et Forsvarsskrift for Fru Inger. Jeg tror ikke, hun trænger til noget Forsvar. Men det har ligget mig paa Hjerte at give et Billede af Digteren Jørgen Dahl, saadan som kun jeg kendte ham ... Og det kunde ikke falde mig ind at lægge Skjul paa, at Jørgen Dahl er Holger Drachmann."

"Lad mig her indskyde - jeg overvejede længe, om jeg nu ogsaa turde gaa Virkeligheden saa nær, saa jeg tydelig angav, hvad han virkelig var. Maler havde da ikke gjort det væsentlig bedre - Holger var jo ogsaa Maler. Og almindelig Borger - nej, saa blev der ingen sund Sans i det hele. Jeg talte en Gang for længere Tid siden i Dresden med Karl Gjellerup om Sagen. "Ja, du kunde for saa vidt gerne gøre ham til Skorstensfejer", bemærkede han. "Og da vilde det dog ikke nytte det allermindste. Nej, lad nu ham blot være Digter. Saa skriver Du kun naturligere og friere."

Men altsaa - der havde i de sidste Aar dannet sig et Billede af Drachmann, som slet ikke lignede den Holger Drachmann, jeg kendte. Der var sket saa meget grimt .. saa meget, som gav et falsk Indtryk - eller ogsaa var han selv ikke længere den samme. Nu vilde jeg slaa et Slag for den Holger, jeg kendte. Jeg vilde vise ham saa god og fin og kærlig, som han kunde være i sit Hjem. Jeg vilde have det frem, for at mine Børn skulde se ham, som jeg kendte ham, og for at gode Menneskers Dom om Drachmann kunde blive nogenlunde forstaaende. 

Maaske er nu det Billede ikke helt blevet saadant, som jeg vilde have det. Det skulde gøre mig forfærdelig ondt. Men saa er det, fordi jeg ikke gik gjort Bogen fyldig nok. Det hænger sammen med, at jeg egentlig havde planlagt Bogen i to Dele, de to første Afsnit i et Bind, det sidste i et Bind for sig. Det skulde have vist ham, som han var og levede i sit Hjem. Nu maatte jeg forkorte det saa stærkt, at det sagtens ikke er bleven helt fyldestgørende. Men Forlaget vilde have det saadan.

Var Billedet bleven mere Uddybet, saa maatte man jo ogsaa have faaet den Sympathi - som intet af, hvad der er sket, har kunnet berøve mig selv. Aa, De veed ikke, hvilken Ømhed og Elskværdighed, han kunde udfolde i sit Hjem, hvor han kunde være indtagende og kærlig. Ingen kunde modstaa ham. Rent ud bedaarende har han i sin Elskværdighed. Naar han havde gjort mig en stor Sorg, led han ved at se mig lide. Der var ikke den Ting, han ikke vilde gøre, blot det kunde blive godt igen. Saa kom han hjem med Frugt og Blomster. hans Hjertes strømmende Godhed maatte erobre En paany ...

Men han kunde Dagen efter saare mig lige saa dybt paany. Aa, disse evindelige Saar - -  Han var en svag Mand, og de stærkere Mænd og Kvinder, han mødte paa sin Vej, kunde have en ulykkelig Indflydelse paa ham."

- "Der er i Deres Bog en farlig Ven - Berner?"

- "Berner er ikke nogen bestemt Person. Han er lidt af A. og lidt af B. og lidt af C., samlede til een Type. Det var netop ikke stærke Personligheder - men ogsaa de gjorde ham fortræd. Just hans Elskelighed bevirkede, at han næsten altid var omgiven af en egen Race Mænd, uselvstændige Mænd, der ukritisk beundrede ham og fandt alt dejligt, hvad han saa indlod sig paa, og var villige til hvad det skulde være, blot det kunde tilfredsstille et af hans Luner.

Jeg var ikke skinsyg paa hans Venner, skønt en og anden af dem intet hellere vilde end tage ham bort fra hans Hjem, det Hjem, som han dog inderst inde elskede over alt andet.

Selv til sidst - da det var for sent - kunde han sige til mig: Kunde Du ikke tænke Dig vort Ægteskab ordnet saaledes, at Du lod mig drage ud i Verden som jeg selv vilde, og Du sad hjemme og ventede mig - Som Vikingernes Hustruer i gamle Tider ... Jeg er jo ogsaa saadan en vild Natur. Men det vilde give mit Hjerte Ro at vide, Du sad herhjemme og ventede - Freden og TIlgivelsen og Hjemmet!

Det skulde nu ikke en Gang blive saadan. Han kom ikke tilbage ....

Men jeg fører ikke derfor Klager over ham. Der var en Anmelder, som citerede af min Bog de Linier: "Var en Digter da ikke ogsaa et Menneske, der havde Pligter mod Hustru og Børn? .... Hvis det at være Digter ophævede disse Forpligtelser, var det jo en Forsyndelse af en saadan Mand at stifte Familie - - ". Og det er rigtigt: saadan skrev jeg. Men strax efter staar der rigtignok: "Nej, hun kunde ikke hitte Rede i det ... Hun vilde ikke for alt i Verden have undværet sin Lykke i alle disse Aar."

Jeg husker en Gang, Erik Skram spurgte mig: Men er De nu ikke bitter? - Og jeg svarede: Nej, hvis jeg skulde leve mit Liv om - hvis Holger nu kom til mig igen som den Gang - og jeg vidste alt det, der siden skulde blive i mit Liv - jeg vilde dog følge ham paany!

De vil forstaa, at intet kunde være mig fjernere end at beklage mig? Han led selv lige saa meget som jeg. Hvor gjorde netop dette alt saa meget bitrere for mig. Jeg husker den Dag, han rejste - sidste Gang .. Vor Huslæge kom netop den Gang - - - Han sagde: Den Mand lider endnu meget værre end De!

- Jeg skrev ikke denne Bog for min egen Skyld og mindst af alt for at vække Sensation. Jeg har arbejdet paa den længe - jeg begyndte paa den i 99. Han skulde selv have set den .. Da han døde, sagde jeg netop: Aa Gud, han fik ikke læst Bogen! For to Aar siden var første Del færdig. Men Sygdom og andre alvorlige Forhindringer har gjort, at jeg fik mindre Tid til Slutningen, men nu maatte jeg have mig befriet for den.

En Anmelder skrev, at han vilde have foretrukket en dokumenteret Fremstilling af hele dette Forhold fremfor en subjektiv Bog. Men jeg trængte jo netop til at frigøre mig for det rent personlige Indtryk, ja mit personlige Forhold til ham. Først saa kunde jeg aande frit.

Siden vil jeg samle alt det, jeg har - og det er et Skab fuldt - af Aktstykker til en Biografi. Den vil det tage Aar at skrive. Men den maa først komme femogtyve-tredive Aar efter min Død!

- Hvis der nu skulde komme Skandale af denne Roman, vilde det være frygteligt. Det vilde ganske ødelægge min Glæde ved Bogen. Jeg har intet - intet andet villet end tegne et levende og sympatisk Billede af ham i hans Hjem, saadan som den nuværende Generation ikke kender ham.

- Og saadan som jeg aldrig har ophørt at elske ham.

Palander.

(Dagbladet (København) og Nationaltidende 20. oktober 1910. 2. udgave)

Emmy Drachmanns Roman Ingers Ægteskab.

Gyldendalske Forlag )

Fru Emmy Drachmann har udgiver en Roman (293 Sider), som hverken udmærker sig ved sin Psykologi eller sin Stil, men udelukkende derved, at den - som enhver kan se - handler om hendes Ægteskab med Holger Drachmann, den Lykke og den Ulykke, det var for hende. Alene af den Grund vil Bogen rimeligvis blive meget læst og omtalt.

Den begynder nede i Hamborg, hvor den danske Digter Jørgen Dahl kommer paa Besøg hos Frk. Inger Holst fra Jylland, som han kender herhjemmefra. Han er usædvanlig høj, bruger store Armbevægelser og taler i en halvt spottende, halvt overgiven Tone. Han har allerede - siger han om sig selv - spist to Koner og er paa Vej med den Tredje. Denne tredje er Ingers Kusine, en Verdensdame ved navn Fru Fanny, som Jørgen Dahl bortfører hjemmefra, men med hvem det snart viser sig, at han slet ikke passer sammen. Inger derimod har forelsket sig i ham - er bleven dybt skuffet, da han vælger Fanny - og giver ham med Glæde sin Haand, da han tager tilflugt til hende som en frelsende Madonna.

"Det er jo dig - dig - jeg hele Tiden har elsket", siger   han. "Det andet - din Kusine - var en Forblændelse - en Sanserus - en Galskab, som jeg nu er grundigt kureret for. Nu kommer jeg for at spørge dig, om du vil have mig som den mangelfulde Fyr, jeg er. Om du vil bære over med mig og være god imod mig."

Det vil hun hellere end gerne, og de bliver da gift. Inger bliver ved sit Giftermaal hensat i en helt ny Verden. Intet er som før. Forholdene, Menneskene omkring hende hun selv er anderledes. Men foreløbig er hun kun optaget af Jørgen. Dette altid at være sammen med med ham, hver Dag at opdage nye Egenskaber hos ham, som imponerer eller rører hende, gør hende ør af Lykke.

En Dag kommer han hjem og lægger forsigtigt to Pakker fra sig - med Blomster og Vin. Han griber hende om begge Skuldre og anbringer hende med stor Højtidelighed i en Lænestol:

"Højstærede Frue," sagde han med komisk Ærbødighed og rakte hende Buketten, "maa jeg ønske Dem til Lykke med Deres berømte Mand! - Kgl. dansk dramatisk Forfatter - Penge paa Lommen - flere i Udslgt - Professor - Etatsraad - Etatsraadinde Inger Dahl lyder det ikke nydeligt?"

"Hvad er det for noget Vrøvl," udbrød Inger leende.

Hans Ansigt straalede som et Barns i overgiven Slæde.

Jeg har solgt mit Stykke til det kgl. Teater," sagde han og dvælede ved hvert Ord for ligesom at understrege bet.

"Hvilket Stykke?" spurgte hun forbavset.

"Mit nye fire-Akts Drama naturligsvis"

"Nye Tider?"

"Ja, og Du skulde bare have set den gamle Exscellences Begejstring. Han spaar en stor Sukces"

"Ja, men - er det ikke det, Du har solgt til Direktør Olsen?"

"Det - eller et andet." svarede Jørgen afvisende, "de kan slet Ikke spille det Stykke paa den Scene."

"Hør nu Jørgen," sagde hun alvorligt. "Dette forstaar jeg ikke. Du skrev allerede til Hamborg til mig, at Direktør Olsen havde købt Stykket forud, uden at kende det, og saa vidt jeg ved, har Du allerede faaet et Forskud"

"Aa, tag ikke saa tungt paa det," udbrød han i en lidt ærgerlig Tone, "nu kom jeg her og var saa glad. Lad os gaa ind og spise Frokost, saa skal jeg forklare Dig det hele."

Han har i Virkeligheden solgt Stykket til to Direktører, men det lykkes ham at faa "Direktør Olsen" stillet tilfreds med et andet Stykke. Ingen af dem gør imidlertid Lykke - Drachmann havde jo ikke Held med sig som Dramatiker undtagen med "Der var en Gang".

Ægteskabet varer i seks Aar og er i Begyndelsen lykkeligt. Men som Jørgen Dahl selv siger en Dag: "En Digter er ikke skabt til at stifte Hjem og være Familiefader - jeg i hvert Fald ikke. Han kommer til at gøre dem ondt, som han helst af alt vilde være god imod."

En Dag faar Inger af en Fejltagelse et Brev fra en gift Dame som røber det Forhold, hvori hun staar til Jørgen. Det lykkes ham at udviske det pinlige Indtryk af dette Brev, og efterhaanden falder der atter Ro over den borgerligt anlagte Inger. Hun indser, at hendes Mand hører til de Mænd, som Kvinder maa lægge Mærke til og tiltrækkes af. Ikke alene er han en berømt Mand, men der er over hans store og smukke Skikkelse, i hans Maade at tale paa, noget, der betager - og det ikke alene Kvinder, men ogsaa Mænd. "Han er, hvad man almindelig kalder en Charmeur."

Men nu ved hun ogsaa, at der findes en Type Kvinder, om hvis Tilværelse hun næppe før har haft Begreb. "Intrigante og samvittighedsløse, som de er, føler de det som en Tilfredsstillelse, naar de vinder den Mand, der vækker deres Behag - ligegyldigt om de derved ødelægger en anden Kvindes Lykke, ja, maaske et helt Hjems."

Ud fra delte Ræsonnement dømmes nu i Bogens sidste Afsnit den Edith, som Drachmann jo rigtignok selv har givet et ganske andet Billede af (i "Forskrevet"). Her skildres hun altsaa saadan, som Fru Drachmann saa hende og maatte se hende ud fra sine Forudsætninger. Eller rettere sagt: hun selv skildes ikke - der antydes kun lidt af de Breve, som Drachmann skriver til hende ("min hvide Due"), og af dem, som hun - anonymt - sender Fru Drachmann. Ja, det paastaar Fru Drachmann i hvert Tilfælde. Efter Modtagelsen af et saadant Brev finder den Scene Sted, som skildres paa Bogens Side 273-74. "Elsker du mig da ikke mere?" udbryder Hustruen. "Du skal sige mig det! Holder du ikke af mig? - Svar mig - hører de - elsker du mig ikke mere?"

Han tav.

"Du maa svare - Du skal," sagde hun og stod skælvende og bleg foran ham

Han rejste sig langsomt, skød hende blidt sil Slde og sagde bønligt: "Aa, skaan mig for at svare."

"Nej, sig det - sig det! Holder Du ikke af mig?" -

"Ikke saaledes, som Du vil have det," kom det tonløst over hans Læber.

Med et Skrig sank hun til Jorden "Jørgen, Jørgen, hvad har jeg dog gjort Dig?"

Han kom hen sil hende, drog hende varsomt op og sagde, kæmpende med Granden: "Inger, Inger, jeg beder Dig, være rolig. - Jeg lider selv saa grænseløst."

Og i Øjeblikkets store Sorg og Fortvivlelse slyngede de Armene om hinanden og græd sammen. Hun, fordi hun ikke kunde lade være med at elske ham, og han, fordi han ikke kunne besvare hendes Kærlighed.

Der kommer Dage, hvor hun ikke længer kan beherske sig, men overvælder ham med bedende og vrede, med bilde og ubeherskede Ord. Han lider selv, siger han. Han er jo ikke noget helt letsindigt Menneske og endnu mindre ond. Men man sagde til ham fra mange Kanter, at han var ved at forsumpe i sin borgerlige Uangribelighed, og tilsidst troede han det selv. "Jeg frygtede, at jeg var bleven gammel - og Musen, ved du, flygter for de hvide Haar. Jeg søgte min Ungdom igen, og jeg bildte mig ind, at jeg fandt den."

Han rejser - kommer endnu en Gang hjem og besøger Hustru og Børn - rejser saa igen og bliver borte. Og Fru Inger sidder tilbage - "med en Kærlighed, som kun føles en Gang i Livet."

Spørgsmaalet er jo saa, om de Bøger, som Drachmann skrev efter Bruddet med sin Hustru, er for dyrt købte. Men det vil Fru Emmy Drachmann ikke en Gang selv paastaa - nu mere.

(Social-Demokraten 20. oktober 1910, 2. udgave)

Bogen blev også anmeldt i Aalborg Amtstidende 22. oktober 1910 og Aarhus Stifts-Tidende 23. oktober 1910. Den blev bl. a. oversat til tysk.