Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Den nylig ansatte Betjent i Dragør har i Lørdags opdaget, at en Pige fra St. Magleby har født i Dølgsmaal og sandsynligvis ombragt Barnet.

Pigen, Mathilde Nilsson, som er 21 Aar og svensk af Fødsel, har noget over et 9Iar tjent hos Jordbruger Isbrand Jensen i St. Magleby som Husholderske. For ca. 3 Uger siden har hun født Barnet en Aften, da hun var alene hjemme. Hvorledes hun derefter har forholdt sig med den Nyfødte, er endnu ikke fuldt opklaret. Hendes Forklaring er selvmodsigende paa dette Punkt; hun paastaar, at Barnet slet ikke eller kun i meget ringe Grad viste Livstegn. Men hun har i hvert Fald skaffet det af Vejen ved at lægge Liget ind under Grukedlen, hvorunder der blev fyret i Anledning af Storvasken til Julen.

For at hendes Figur ikke skulde vække Opmærksomhed har hun før Fødslen snøret sig stærkt, og efter at Fødslen var overstaaet har hun ved Udstopninger under Klæderne søgt at skjule Forandringen. Dette lykkedes dog lige saa lidt for hende som for andre, der har forsøgt sig i den Kunst. Det rygtedes i Byen, at der maatte være noget galt med hende, og da dette Rygte kom Betjenten for Øre, udbad han sig en Samtale med hende i Enrum. Hun nægtede imidlertid alt og ved en Undersøgelse af hende, Kamme og Ejendele kunde Betjenten ikke finde noget Spor af Fødslen eller Barnet. Han førte hende derfor til Jordemoderen, som hurtigt konstaterede, at Mathilde havde født. Betjenten tog hende derefter med til Birkekontoret, hvor hun i Forhøret maatte vedgaa Fødslen og at Barnet var skaffet af Vejen. Men de nærmere Omstændigheder er som sagt endnu ikke fuldt opklarede. Det er ikke udelukket, at der kan være Medvidere i Forbrydelsen. Men over dette Spørgsmaal saavel som over selve den uhyggelige Forbrydelse, vil Forhørene antagelig kaste Lys i de nærmeste Dage.

Mathilde Nilsson var forlovet i sin Hjemstavn, før hun rejste til Danmark, denne Forlovelse havde hun ikke hævet. Hun skildres af sine Omgivelser som en blid og overfor sine Undergivne meget godmodig Kvinde. For alle, der kendte hende, staar det derfor som en Gaade, at hun kunde begaa en saa uhyggelig Gærning.

(Social-Demokraten 7. januar 1896).

Søndergade i Store Magleby. Det fremgår ikke af artiklen på hvilken gård hun tjente. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Kristianshavns Samaritan i Søkvæsthulet. (Efterskrift til Politivennen)

Kristianshavns Samaritan, som sidste Vinter havde Lokale i Etablissementet "Vennelyst" paa Amagerbrogade, har af Marineministeriet faaet Lov til at benytte et stort Lokale i Søkvæsthuset til Bespisning af de Fattige. Søkvæsthuset er beliggende i Overgade Nr. 58. Det er en gammel Bygning. der stammer fra Midten af forrige Aarhundrede og oprindelig var Opfostringshus. Fra 1777, efter at Opfostringshuset var henflyttet til en Gaard l Store Kongensgade, benyttedes saa Bygningerne i Overgaden som Søkvæsthus, d. v. s for Saarede (Kvæstede) og Syge. Det første Søkvæsthus byggedes under Frederik den Tredie paa Bremerholm (Gammelholm) og var beregnet for saarede Matroser og Soldater. I 1682 henflyttedes det til en Gaard ved Stranden ud mod Toldboden (nuværende Kvæsthusgade) og bestemtes udelukkende til Brug for Søetaten. Bygningerne i Overgaden tjente sammen med Søetatens Hospital i Nyboder som Sygehus, og de elendigst stillede indlagdes l Overgadens Kvæsthus.

I Aaret 1816 ophørte Bygningerne at tjene som Hospital, og da Børnehuset afbrændte i 1817, blev Søkvæsthusets Hovedbygning benyttet til Straffeanstalt for Kvinder, en Sidefløj til Straffeanstalt for Mænd. Men senere hen toges de tildels i Brug i militære Øjemed. idet Hovedbygningen benyttedes som Kaserne for en Del af det til Flaaden indkaldte Mandskab.

For nogle Aar tilbage var der paa Søkvæsthuset en kristianshavnsk "Almindelighed", men dette Forhold er nu forandret, og den ene Fløj har staaet helt ubenyttet Det maa da siges at være en god Anvendelse, der gøres af Bygningen, ved at overlade den til "Samaritanen". Et Sorgens og Affældighedens Sted har Huset været i mange Aar, nu træder den atter i Menneskekærlighedens Tjeneste ved at lægge Balsam paa de Saar, som Fattigdommen og den sociale Krig har slaaet.

Til Bespisningen har Kristianshavns Samaritan faaet anvist en stor Sal, som trods Bygningens gamle Stil er hyggelig og udmærket egnet til Øjemedet. Der er højt til Loftet, som hviler paa solide Bjælker. Lokalet er pudset op. Samaritanens Komité har afskildret det, saaledes at der bliver Plads for de ventende Skarer, der derved befries for det ofte ubehagelige Ophold under aaben Himmel. Der kan bespises ca. 150 Mennesker ad Gangen, ekstraordinært ca. 180, og alt staar parat til at medtage de fattige Gæster.

Tidligere har Kristianshavns Samaritan faaet Maden fra Modersamaritanen paa Nørrebro. Nu tilbereder den selv sin Mad i en Kælder i Søkvæsthuset. Her er opstillet en fritstaaende Dampkedel, som besørger Tilberedningen. Dampen ledes ned i Mælken eller Grøden, og det skal eksempelvis oplyses, at man paa 5-6 Minuter koger 30 Potter Mælk. Det er en udmærket praktisk og renlig Methode, der er opnaaet ved Hjælp af Dampkogningen, og man kommer uvilkaarlig til at drage Sammenligningen mellem dette Køkkenarbejde og det, som slider paa Husmødrenes Tid og Kræfter i de tusinde Hjem.

Samaritanen paa Kristianshavn virker efter samme Princip som de andre Samaritaner. Den begyndte sin Virksomhed i Fjor den 19. Februar og har altsaa kun arbejdet i en Sæson. Men at dér var Trang til den, vil fremgaa deraf, at man hver Bespisningsdag skaffede Mad til gennemsnitlig 1167 Personer. Ialt leveredes i 18 Bespisningsdage 21,005 Portioner Mad.

Nu gælder det om at skaffe Midler til Fremme af det smukke Foretagende. Søkvæsthusets Omdannelse til Samaritan har selvfølgelig kostet ret betydeligt, men alt er nu saa godt indrettet som intet andet Steds. Forhaabenlig vil da Bidragene ogsaa flyde rigeligt ind.

Komiteens Kasserer er Urtekræmmer Chr. Petersen, lille Torvegade 25.

(Social-Demokraten 4. janaur 1896).

Vennelyst var et sommerforlystelsessted på Amagerbrogade 1.

Lindevangshjemmet 3/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet

Ny Oplysninger. - Forstanderinden. - Amerikansk fedtebrød. - I Hullet. - Selvmordsforsøg. - Fængselsselskabet. - Resultatet 5 Kr. - De optagne taler.

Vor Artikel om Lindevangshjemmet forleden har, som rimeligt er, vakt betydelig Opsigt. Vi Har modtaget forskellige Oplysninger og Breve, som Nytaarstravlheden har har hindret os i at offenliggøre.

De skal imidlertid frem, da der er al Sandsynlighed for, at de kan bidrage til at forbedre Forholdene derude, eftersom Ankerne synes at kunne rettes imod en enkelt af dem, der har Ledelsen, nemlig den forhaandenværende Bestyrerinde 

Frk. Thalbitzer.

Mod hende rettes alle Klagerne og det var Synd ikke at gøre opmærksom paa dette Faktum. Idéen med Lindevangshjemmet er i Virkeligheden for god til, at den skal strande paa et enkelt Skær, især da dette nemt kan fjernes.

Vi hidsætter bl. a. et Brudstykke af et Brev :

Hr. Redaktør!

Efter at jeg, der har været paa Lindevangshjemmet i 2 ½ Aar, har læst Deres Blad for i Lørdags, mener jeg, at det er min Pligt at meddele Dem, hvordan jeg havde det. Da jeg kom der, var Frk. Jutta Korfitzen Forstanderinde. Hun var en mild og hjærtensgod Dame, men hun var der kun saa kort. Efter hende kom lille Frk. de Neergaard, som ikke vidste, hvad godt hun skulde gøre os, men saa blev hun gift og - - -

Saa kom Frk. Thalbitzer, som holdt sit Indtog med haarde Ord og strænge Trusler - - -

Mange af os bad om at faa Frk. Barner i Tale (Frk. Barner er Stifteren af Hjemmet), men det blev os nægtet, og vore Breve hjem til vore Forældre blev læste for Afsendelsen, og besøgte de os, skulde Frk. Th. høre paa, hvad vi talte om."

Ikke sandt? Den nuværende Forstanderinde synes at have misforstaaet - maaske i bedste Mening - sin Stilling.

Amerikansk Fedtebrød.

Vore Meddelelser om Maden, Fodemidlerne og selve Behandlingen synes heller ikke at være gaaet en Linje over, hvad der stemmer med Sandheden, noget, der selvfølgelig nemt kan hænde i et hurtigt Referat.

Man skriver saaledes følgende til os:

- - - i den (trænge Vinter stod vi og skyllede i koldt Vand, tyndt paaklædte, og til Frokost fik vi 2 Stkr. Brød med ildelugtende amerikansk Fedt, og en Kop koldt, tyndt Øl - - - og fordi det var saa koldt, satte vi Brødet paa Kulstaffen ind over Ilden ved Vadskekedlen, saa blev det lidt varmt og det modbydelige Fedt løb af. Kaffe fik vi kun Søndag Morgen, og om Onsdagen fik vi Opkoget af det Kaffegrums, som - - -

Ellers fik vi en Kop lunket, tynd The Morgen og Aften med 2 Stkr. Fedtebrød og 1 Stk. Smørrebrød, mere skrabet end Lænkehundens.

Før havde der nogle Gange om Ugen kommet flere Damer og Herrer, deriblandt Kapt. Fevejle, som læste for os, Frk. Bøtker, som sang med os. Direktør Blads Frue skrev og regnede med os, men fra Frøken Thalbitzers Ankomst kom der aldrig et fremmed Menneske indenfor Porten.

Et Selvmordsforsøg.

- - -

Der var da en Pige - saaledes fortsætter Brevet - Vilhelmine, som ikke maatte komme ud derfra. Hun tog en Lommekniv og gik ud paa Retiraden og skar sig først i Halsen, derefter dybt i Haandleddet, men saa blev hun jo opdaget af mig og to andre Piger, og der gik Bud efter en Læge fra Diakonissestiftelsen . . .

Brevet slutter efter forskellige mere personlige Tilføjelser i al sin Naivetet med følgende Passus:

. . . Der bor en af Lindevangspigerne i Hummergade (her følger Navn og Husnummer), men det er kun en af 20, det er gaaet saadan; de fleste er dybere faldne, end da de kom paa Hjemmet.

Brevet er undertegnet "En gammel Pige fra Lindevangshjemmet" og giver i alle sine naive Udtryk og Vendinger et ganske gribende Indtryk af Forholdene i dette Hjem, der skal danne den forsonende Overgang fra Fængslet til Friheden, og man faar en Fornemmelse af, at Frk. Thalbitzer lever i den urigtige Formening, at hun er Forstanderinde i en Straffeanstalt.

Fængselsselskabet.

Om Optagelsen skriver en anden Meddeler:

"Jeg har i Dag i Deres Blad - - - og da jeg har været paa Lindevangshjemmet i tre Aar, interesserer det mig osv. - - - giver jeg Dem en sandfærdig Beretning om Forholdene der. Min Forseelse var meget ringe, og efter udstaaet Straf overtalte Fængselsselskabet mig til at tage paa Lindevangshjemmet og afmalede det saa godt og velsignet for mig: jeg skulde lære at vaske og stryge, Madlavning og Syning. Hveranden Søndag skulde jeg have Lov til at besøge min Familje, men jeg blev meget forbavset; da jeg kom indenfor "Laagen", blev jeg modtaget med et haardt og gennemtrængende Blik - og en stræng, bebrejdende Tale af Frk. Thalbitzer.

Arbejdet og Hjælpen.

Det første halve Aar var mit Arbejde kun at skure og vaske Trapper og Gange (hvor godt og velsignelig). Efter et Aars Forløb kom jeg i Køkkenet, men kunde umulig lære noget der, da den mad, der laves til Pigerne, aldrig bruges i private Huse, og Frøkenens Mad blev ingen af Pigerne betroet til at lave, da - - - naar en af Pigerne havde taget et Stykke Franskbrød for at tilfredsstille sin Sult, kom hun i Hullet - - 

Brevet slutter:

Efter 3 Aars Forløb kom jeg ud at tjene og blev fæstet bort for en Løn af 5 Kr. om Maaneden (som man ser, Hjælpen er ikke stor) - - 

Der var vist mange Piger, der vilde gaa fra Lindevangshjemmet, hvis de havde noget Overtøj hos sig; men vore Schawler og Hatte er laasede inde og bliver  kun udleverede Søndag Eftermiddag 10 Minutter før vi gaar i Kirke, og afleveres, naar vi kommer hjem.

- - -

Vore Læsere vil efter de her nu korte Udtalelser fra Personer, der har opholdt sig paa Hjemmet, faa det Indtryk, at Frk. Thalbitzer ikke er paa sin Plads i det Hjem, godgørende Folk har tænkt sig at danne for dem, der for en forholdsvis ringe Forseelse er kommen paa tværs af Loven.

Vi føjer vort personlige Indtryk til andres og skal kun gøre opmærksom paa, at Frk. Thalbitzer, i de 10 Minutter, vi interviewede hende om hendes Virksomhed, stadig var undvigende i sine Svar, og intet Øjeblik vovede at se os lige i Øjnene.

Josva

(København 2. januar 1896)

Lindevangshjemmet 2/8. (Efterskrift til Politivennen).

I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på Lindevangshjemmet.

Paa Flugt.

Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.

Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede

Lindevangshjemmet.

Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.

Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.

Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.

Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet

et Besøg.

Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.

Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.

Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.

Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa 

Forstanderinden,

Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.

Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.

Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.

- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.

Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.

De utaknemlige.

Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.

Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive

et Helvede.

Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.

Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.

De Stummes Villa

Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:

Du skal tie.

I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.

Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?

Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?

Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.

Et Eksempel.

Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.

Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.

Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.

Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.

Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,

se de Andre spise.

Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var 

ikke værdige til at gaa i Kirke 

og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.

Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.

Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.

De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.

Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.

Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.

Intet Under at

forskellige Flugtforsøg

finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.

Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.

Nu er de under streng Bevogtning.

Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.

Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.

Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen 

Hæderlig Kvinde.

Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.

Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.

Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.

Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.

Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser 

(København 28. december 1895).

En borgerlig Begravelse paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Præster nægter at holde Ligtale 

Paa Sundbyernes Kirkegaard skete i Gaar, 2 Juledag, en Jordfæstelse uden præstelig Medvirkning, de stedlige Præster Schneekloth og Nielsen, havde nægtet at kaste Jord paa den Afdøde, Sten- og Billedhugger Carl Hansen, paa Grund af, at han var borgerlig gift, altsaa viet paa Raadhuset af Borgmesteren. Men netop paa Grund af Præsternes Uvillie formede denne borgerlige Begravelse sig til en smuk og gribende Højtidelighed.

Den Afdøde var ca. 33 Aar, han har arbejdet for Firmaerne H. Jørgen Larsen og Wienberg og havde et godt Navn som Kammerat og Partifælle. Det vakte derfor ganske naturligt stor Forbitrelse blandt hans Venner, da de erfarede Præsternes Afslag. Enken henvendte sig først til Pastor Schneekloth, men han svarede straks Nej, han vilde ikke tale over en Mand, der havde holdt Bryllup paa Raadhuset. Han henviste Enken til sin Kollega, Pastor Nielsen, men her fik hun det samme Svar.

Ganske betegnende for Præsternes Opfattelse af deres Pligter som Kristi Tjenere kan anføres, at da de ikke var sikre paa, hvorvidt deres Handlemaade overfor Enken var fuldt forsvarlig, saa rettede de en Forespørgsel til deres gejstlige Foresatte, Biskoppen, for at erfare hans Mening. 

Biskoppen svarede, at han ikke havde noget imod, at de forrettede Jordpaakastelsen, det maatte blive deres egen private Sag, og de kunde svare Ja eller Nej efter Behag.

D'Hrr Præster var efter Biskoppens Svar altsaa fuldstændig frit stillede - og de valgte saa at svare Nej! En anden Sag er det, hvorvidt de kan saa denne intolerante Optræden til at harmonere med Broder-Kærlighedens Juleevangelium, de just har prædiket i Kirken: "Fred paa Jorden" og "Elsker hverandre".

I Gaar Middags Kl. 2 samledes et betydeligt Følge, ca 500 Mennesker, ved Kapellet ved Sundby Kirke; foruden Familie og Arbejdskammerater var mødt et stort Antal Partifæller samt "Taarnby Sogns folkelige Forening" og Sangforeningen "Vennelyst", der havde tilbudt at synge i Kapellet. Ved Kisten var plantet 3 Faner, og den prydedes bl. a. med Kranse og Inskriptioner fra Kollegerne paa Larsen og Wienbergs Plads.

Just som Sangkoret skulde til at synge, kom der Bud fra Præsten med et nyt Forbud: han forbød at der blev sunget i Kapellet, dette Forbud vakte atter Misstemning i Forsamlingen og det var just ikke blide Ord, der faldt om den Præstevilkaarlighed, som endog forfulgte et Medmenneske ud over Graven.

Men de brave Amagere lod sig ikke forbløffe. Mens Klokkerne ringede (mærkeligt nok var Klokkeringningen ikke bleven forbudt), blev Kisten baaret ud paa Ligvognen, og med Fanerne i Spidsen drog Toget til Sundby Kirkegaard, der ligger som et prægtigt Snelandskab, vinterlig og hvid, med den blaa Sø i Baggrunden.

Da Kisten var sænket i Graven, samledes Sangkoret for at synge en Salme, men selv herude under Guds frie Himmel kunde Præsterne ikke dy sig; de udstedte et nyt Forbud! En af Graverkarlene erklærede, at Præsten havde forbudt Tale og Sang ved Graven, men Følget tog intet Hensyn hertil; man mente, at nu var Præstens religiøse Fanatisme dog gaaet for vidt.

Sogneraadsmedlem, Detailhandler Thorvald Hansen traadte op paa Gravhøjen og sagde i en kort, hjærtelig Tale den Afdøde det sidste Farvel. Hr. Hansen sagde bl. a.: Var denne Mand, som her hviler, et slettere Menneske end andre, siden det er bleven nægtet at tale og synge ved hans Baare? Nej, tværtimod, jeg skal her ved hans Grav fremhæve, at han var en trofast Partifælle, en afholdt Arbejdskammerat, en god Søn og en kærlig og omhyggelig Ægtemand. Dette store Følge viser bedst, hvor afholdt han var. Der er nægtet ham Jordpaakastelse og han skal begraves uden Præstens Velsignelse. Lad os da, som er hans Venner, udføre den Kærlighedsgærning, at kaste Jord paa hans Kiste. Farvel, Kammerat! Fred være med dit Minde!

Forsamlingen blottede Hovederne, mange var synlig rørt og havde Taarer i Øjnene; en for én gik Følget hen til Graven, kastede en Klump Jord ned paa Kisten og istemte samtidig en Salme.

Sangen, istemt af 500 kraftige Struber, var af stor Virkning. Højtideligheden sluttedes med, at Sangforeningen "Vennelyst" sang Øehlenschlägers Digt: "Lær mig, o Skov, at visne glad", og Hr. Thorvald Hansen bragte paa den Afdødes Families Vegne en hjærtelig Tak til Følget.

Dermed var denne "borgerlige Begravelse" til Ende. Den havde formet sig til en jævn, men gribende Jordfæstelse, og blandt Følget hørtes mange Udtalelser om, at de ingensinde havde overværet en saa hjærtelig og velment Sørgefest over en Afdød - for Fremtiden vil d'Hrr. Præster godt kunne undværes.

(Social-Demokraten 27. december 1895).

Christensen, Marius (Peter Marius Meilsøe) (24.6.1874-25.6.1907) fotograf: Schneekloth, Gustav Adolph (5.6.1853-16.2.1929) sognepræst. 1890-1907. Det kongelige Bibliotek.

Gustav Adolph Schneekloth (1853-1929) blev sognepræst ved Sundby Kirke i 1890. Menighedsplejeforeningen (hvor Schneekloth var formand) havde i april 1893 inviteret indremissionspræsten Vilhelm Beck til Sundby Kirke. Her havde pastor Schneekloth i sin introduktion udtalt at der var meget "nikke-kristendom" i Sundbyerne som "trængte til et puf" af Beck. Beck havde derefter ført sin vanlige helvedestale og agitation for Indre Mission. Schneekloth udtalte efterfølgende at foreningens mål var de samme som Becks. Schneekloth var desuden formand for Sundby Sogns Sygeplejeforening, for Sundbyernes Asyl og for Sundbyernes Folkebibliotek. Han var sognepræst i 38 år til 1928.

Den borgerlige Begravelse paa Amager.

Vi har modtaget følgende:

Hr Redaktør !

I Anledning af Deres Beretning i "Social-Demokraten" af "27. d. M. med Overskrift En borgerlig Begravelse paa Amager, beder jeg Dem velvilligst oplyse, at Grunden til at Jordpaakastelsen ved den omtalte Begravelse blev nægtet, aldeles ikke var den, at den afdøde var borgerligt viet, da dette ikke er nogen Hindring for gejstlig Medvirkning, men udelukkende den, at den afdøde aldeles ikke tilhørte Folkekirken, idet saavel han som hans Hustru havde udmeldt sig af denne og altsaa ikke selv ønsker at staa i Forbindelse med Kirken og dens Præster. Desuden er det os Præster forbudt at foretage Jordpaakastelse paa dem, der staar udenfor Folkekirken, saa at alt, hvad der er meddelt om, at Biskoppen skulde have henstillet til os selv, hvad vi i dette Tilfælde vilde gøre, er fuldstændig Usandhed. Endvidere skal jeg bemærke, at der ikke er tilladt at der synges, holdes Tale eller bringes Faner ind paa Kirkegaarden, uden at Præstens Tilladelse forud er indhentet, og at Graveren har Paalæg om, for at forebygge Misbrug, at paase, at sligt ikke sker, men i dette Tilfælde har der slet ikke en Gang været spurgt om Tilladelse; jeg tillader mig at henstille om dette kan findes passende.

Jeg skulde ikke have det mindste imod, om der kunde findes passende Former, hvorunder borgerlige Begravelser kunde foregaa, men en Demonstration, saa lidet begrundet som den, der her er sket, paa et til Fred indviet Sted, har forekommet mig og mange med mig forargelig.

Ærb.

A. Schneekloth,

Sognepræst ved Sundby Kirke.

*

Lovbestemmelserne (bl. a. Kultusministeriets Skrivelse af 25. Febr 1852 osv.) siger, at ved Begravelsen af Medlemmer af ikke-anerkendte Trossamfund maa Præsten, naar det forlanges, og han er villig dertil, forrette Jordpaakastelse. Dette passer altsaa ikke med Hr. Schneekloths Paastand, og han tager derved fejl paa et af de vigtigste Punkter i sin Undskyldningsskrivelse.

Han siger videre, at ikke den borgerlige Vielse, men den Omstændighed, at Afdøde "aldeles ikke tilhørte Folkekirken", var Aarsagen til Nægtelsen; men denne Bemærkning er dog nærmest Ordkløveri. Det var jo nemlig hidtil saaledes, at man ikke henvendte sig paa et eller andet Kontor og lod sig udskrive af Kirken, men Udmeldelsen fandt Sted t. Eks ved at man indgik borgerlig Vielse, og andet havde den Afdøde heller ikke gjort. Først i den allerseneste Tid er der sket en Forandring i denne Praksis, idet Magistraten modtager Udmældelser af Folkekirken.

Naar Pastoren taler om, at der er sket en "forargelig Demonstration" paa et "indviet" Sted, saa udslynger han en uforsvarlig Beskyldning mod en stor Forsamling af hæderlige Mænd og Kvinder, der ikke foretog sig andet end hvad der er daglig Skik og Brug ved Begravelser: de viste Honnør med Fanerne, sang Salmer, kastede til Afsked en Haandfuld Jord paa Kisten og Sogneraadsmedlem Thorvald Hansen udtalte et Par Mindeord over den Afdøde.

Er der nogen, som vakte Forargelse, saa er det udelukkende Pastor Schneekloth selv; han har, trods at han efter sine Samtaler med Enken maatte kunne indse, at det var hendes inderligste Ønske, at der blev talt og sunget ved Graven, udtrykkelig forbudt disse Æresbevisninger overfor den Afdøde. Og var der noget, der vakte Misstemning paa Kirkegaarden, saa var det netop Præstens hæsblæsende Forsøg paa at forhindre, at Følget og Familien viste den Afdøde den sidste Ære. Præstens Ønske var altsaa, at den Døde ganske stille skulde puttes i Jorden og endog behandles værre end Selvmorderne, til hvis Begravelse Præsterne villigt møder.

Red.

(Social-Demokraten 29. december 1895)

Noget ændrede sig med tiden: Ved den socialdemokratisk folketingsmand Valdemar Jensens begravelse i maj 1915 fra Sundby Kirke var der ingen problemer med røde bannere og faner, og pastor Schneekloth skal ifølge Social-Demokraten 9. maj 1915 havde holdt "en af de mest sympatiske og følte taler, nogen dansk præst har holdt ved en arbejder-tillidsmands båre." Jensen blev begravet på Assistenskirkegården.