Herman Bing (1845-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Bings Ligfærd.

Kjøbenhavn, den 29de Januar.

Det var et talrigt og repræsentativ Følge, som i Formiddags samledes paa vestre, mosaisk Kirkegaard for at vise den afdøde Politiker den sidste Ære. Det var en Mængde af den afdødes Kolleger i Rigsdagen, Høgsbro. Christensen-Stadil, Bojesen, Alfred Christensen, C. Hage. Wiinblad, Krabbe osv. Der var - kort sagt - det store Flertal af Oppositionens Rigsdagsmænd. Men ogsaa Modstanderne havde givet Møde. Saaledes ser man Højre- og Beskyttelsesmanden Wulff. Alle københavnske Blade er repræsenteret. De Ferslew'ske ved Ferslew, "Berling'ske" og "Avisen" ved deres Redaktionssekretærer. Oppositionsbladene ved saa godt som alle Medlemmer af deret Redaktion. Af andre kan nævnes Redaktørerne Vilh. L assen og Videbæk, Fred. Bajer, Povl Roed. Fernando Linderberg, Georg Brandes o. m. fl. I Følget ses ogsaa den talrige og indflydelsesrige Bing'ske Slægt, mange bekjendte Forretningsmænd. Og omkring alle disse kjendte Ansigter rammer sig de mange Vælgere, de smaa, hvis støtte, urokkelige Talsmand Bing al Tid var.

Kisten er skjult under et Utal af Kranse. Vi noterer: en smuk Sølvkrans fra Folketinget, Kranse fra "Politiken", "Politiken"s Redaktion, "Politiken"s Sættere og Trykkere, "Politiken"s Spesialkorretpondent i Berlin, "Aalborg Amtstidende", "Helsingør Dagblad", fhv. Kolleger i Landmandsbanken, Moriboaner-Samsundet, den liberale Vælgerforening i Helsingør, Typografernes Sangforening i Kjøbenhavn, "Kjøbenhavn", de forenede Papirfabriker, den liberale Vælgerforening. Aalborg folkelige Vælgerforening, Martsforeningen af 1887, Hvidovre liberale Forening, socialdemokratisk Forbund, og forenede, danske Bogtrykkere, den liberale Forening i Kjøbenhavns  A. 3. Valgkreds o. m. fl. Disse Kranse fortæller højt om den dødes Anseelse. Men alle de hundreder af smaa Kranse, som kommer uden Baand og Inskriptioner, kunde maaske tale fuldt saa højt til den afdødes Ære, idet de bringer Bud fra dem, hvis trofaste, opofrende Ven Bing var, fra dem, der aldrig gik uhjulpne fra hans Dør. 

De, der ikke før har overværet en Jødes Ligfærd, finder adskilligt at undre sig over. Man beholder Hatten paa. Ingen Kvinder maa komme ind i Kapellets Skib. De sidder ubemærket paa Pulpituret i Kapellets Baggrund. Ikke en Gang den dødes egne Børn tillader det jødiske Ritual at komme ved paa Gulvet - frem til deres Faders Kiste.

Efter at et Kor havde afsunget en Begravelsessalme, bygget over Davids 18. Salme, Vers 8 til 11, traadte Overrabiner Simonsen op paa en Talerstol midt foran Kirkegulvet. Han er en høj, kraftig Mand, som taler tydeligt og distinkt, en Smule svulstigt. Hans Tale er gjennemsyret af det gamle Testamentes Billedsprog.

Han begynder med at sige, at han skylder den jødiske Menighed en Forklaring, fordi han taler ved denne Ligfærd. Det er nemlig første Gang, at der i den jødiske Menighed bliver talt over en, som skal brændes. Han gør det efter mange lange Overvejelser, efter gjentagne Raadslutninger mellem Menighedens Ældste, efter dybt bevægede Samtaler med den dødes efterladte. Han har ikke forandret Anskuelse om, hvorledes en Ligfærd bør være indenfor den jødiske Menighed. Og han tror ikke paa de hygiejniske Lærdomme, som føres i Marken i den Anledning. De døde er ikke farlige for de levende. Hvis man virkelig for Alvor troede det, lagde man da de dødes Have saa nær opad de levendes Boliger? Han minder om, at i den jødiske Menighed beholder de døde deres Grave i Fred til Opstandelsens Morgen. Man bryder ikke Gravfreden efter saa eller saa mange Aars Forløb.

Det er hverken Menneskefrygt eller Menneskegunst, der har ledet min Beslutning - udtaler Overrabineren. De er ene og alene Hensynet til de efterladte. Jeg ved, at der er flere i min Menighed som misbilliger min Optræden. Men Herren kjender min Sjæl, han ser mine Tanker.

Den Mand, som her ligger død, stod i sit kraftigste Virke, da Døden bortrev ham. Og alle disse mange som er her vidner om. at han ikke har levet forgjæves. Fra alle Sider er der i disse Dage bleven sagt, at den afdøde var er retskaffen Mand, der ærlig og mandig stræbte efter det, som han ansaa for Ret for det bedste for sit Fædreland. Det var ikke personlig Ærgjærrighed eller Udsigten til Vinding, som drev ham. Han beflittede sig blot paa at gjøre sin Pligt som en god Borger i Landet. Og han var utrættelig til at arbejde for sin Overbevisning; intet Offer var ham for stort, naar det gjaldt den. Alt som Dreng var han begejstret for det, der senere blev hans Manddoms Daad. Hans Kammerater i den Forretning, hvor han var lige efter, han havde forladt Skolen, har fortalt, hvorledes han tidlig og silde var ivrig optaget af alt. hvad der angik hans Lands Velfærd, og hvor varm han kunde blive, naar Talen faldt paa Tscherning, som var hans politiske Ideal. I mange Henseender holdt han sig fjærnt fra den jødiske Menighed, men denne kan dog vidne, at det er en god Søn, som den er stolt af, ham vi her samles om. Og fra alle Sider - selv fra dem, mod hvilke han ofte udtalte krasse og stærke Ord - lyder det i Dag, at det er en god Borger, hvis Støv vi i Tag beviser den sidste Ære.

- - Derefter sang en jødisk Forsanger en jødisk Bøn paa Hebraisk. Sælsomt klang disse fremmede Ord ud over de mange Mennesker. Bagefter brusede: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" op imod Kapellets Hvælvinger. Mon det ikke var første Gang, at denne Salme klang der?

Saa traadte "Politiken"s Medarbejdere frem og bar Kisten ud.

Bagefter fulgte Følget med forskjellige Forenings Faner.

Kisten bæres ud paa en Vogn, der førte den til Krematoriet.

* * *

Paa Hjemvejen stod et Selskab foran paa en Sporvogn og diskuterede Udsigterne for Valget i Valby-Kredsen. "Højre tager vist Kredsen", var der en, som sagde.

"Nej, Højre skal nok lade være", sagde Kudsken med et lunt Smil. "Har vi først taget den, giver vi den ikke fra os. Nej, vi gjør ikke", sluttede han med et troværdigt Nik. "Det havde han ikke fortjent, som blev begravet i Dag".

Jeg synes at det var et smukt Eftermæle for Bing.

Mj

(Morsø Folkeblad 30. januar 1896)

Kusken fik ret. 

Herman Bing (1845-1896). Af fotograf Jens Petersen (1829-1905). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bings Begravelse.

København, den 31te. Januar.

Allerede i en efter københavnske Forhold tidlig Formiddagstime begyndte sørgeklædte Skarer at strømme ud mod det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. Kl. 11 skulde afdøde Folketingsmand Herman Bing bisættes for derester at føres til Ligbrændingsanstalten.

Kisten, som var fuldstændig dækket af Kranse, stod øverst foran Orgelet i det mægtige Kapel. Til venstre for kisten sad den afdødes Broder, Vexellerer Laurits Bing, som nylig blev valgt til Byraadsmedlem paa Frederiksberg, og en anden mandlig Slægtning. Derimod saas ingen Kvinder, ej en Gang den afdøde Folketingsmands tre smukke Døtre. De var efter jødisk Stik henvist til "Forgaarden", som i dette Tilfælde repræsenteredes af en lille Balkon over Hovedindgangen.

-

Til den fastsatte Tid er Kapellet ganske overfyldt. Et Kor synger nu først til Orgelets Tone en versificeret Oversættelse af en af Davids Salmer. Derpaa træder Overrabbiner Simonsen frem i den klædelige jødiske Præstedragt og holder Talen. 

---

Han sagde bl. a. : Som den store jødiske Profet i et Syn saa Herrens Uendelighed og modtog hans Kaldelse, saadan havde ogsaa Bing lyttet til en højere Røst og været rede til at kæmpe for den Sag, som han ansaa for den bedste. Allerede som Dreng var han begejstret for Friheden og begyndte allerede da at tale til sine jævnaldrende om Tscherning, som var hans største politiske Ideal. Aldrig forsømte han at gøre, hvad han ansaa for fin Pligt. Med et utrætteligt Haad virkede han tidlig og silde for sit Fædrelands Vel. Han var som den i de gamle Skrifter omtalte Vismand, der aldrig undte sig Ro. Da denne vise en Nat under det uafbrudte Arbejde fik Besøg af sin Datter, som bebrejdede ham, at han ikke søge Hvile, gav han til Svar: Der kommer en Gang en stor Nat, hvor vi har Tid til at hvile. Men jeg vilde da ikke kunne hvile i Fred, hvis jeg ikke har udnyttet hver Time i dette Liv. Saadan var han, ved hvis Baare vi staar. Utrættelig og uden Nag virkede han for sine Medborgere. Fred med hans Minde.

En jødisk Diakon med en mageløs Tenor sang derefter en hebraisk Solosang, hvorefter hele Forsamlingen til Orgelets Toner afsang: Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred. Dog ingen kender Dagen, før Solen gaar ned.

Liget blev af "Politiken"s Journalister baaret ud paa Vognen, medens Koret sang en af Davids Salmer, hvorefter Herman Bings jordiske Levninger blev ført til Krematoriet for at overgives til de altfortærende Flammer.

(Demokraten (Århus) 30. januar 1896, Randers Arbejderblad 31. januar 1896. Uddrag).

Herman Meyer Bing var søn af fabriksejer Meyer Herman Bing (Bing & Grøndahl). Fra 1872 kasserer i den nystiftede Danske Landmandsbank. Selv om han var opvokset i et nationalliberalt jødisk hjem, blev han påvirket af parlamentarisme, radikalisme og frihandel og var o. 1875 med til at skabe og organisere en venstrebevægelse i Købehavn. Medstifter af Københavns liberale vælgerforening 1883. I 1884 gav Landmandsbanken ham valget mellem banken og politiske virksomhed. Det blev det sidste. Han stiftede oktober 1884 sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes Politiken. Han var den største aktionær og blandede sig i redaktionelle anliggender, hvorfor Brandes m. fl. en halv snes dage i protest forlod bladet marts 1886. Under "strejken" ansatte Bing Henrik Cavling. Bing fik også H. P. Hanssen til at skrive om sønderjyske forhold i bladet. Fra 1889 opstillede han til folketinget, og sad der 1890-92. I 1895 blev han valgt i den nyoprettede Valby kreds - ellers en sikker Højre-kreds - mod indenrigsminister H. Hørring. Han døde året efter. (Efter Dansk Biografisk Leksikon)

Herman Bing (1845-1896). Af fotograf Reine J. de Blanck. Det Kongelige Bibliotek.

Kjøbenhavnske Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til i Fredags fandt der i Følge "Pol." ude i Blaagaardsgade i Kjøbenhavn en større Scene Sted, som foreløbig er endt med ikke mindre end fire Arrestationer.

Omtrent ved Midnatstid kom en paa Nørrebro velkjendt Bølle, Carl Jensen, som af Profession er Væver, ned i en lille Forretning i Blaagaardsgade, hvor der sent ud paa Aftenen serveres varme Æbleskiver. Han forlangte i en brysk Tone nogle Æbleskiver, men da han tidligere havde gjort Spektakler i Kjælderen, viste Værten ham ud.

Men førend Væveren kom ud ad Døren, traadte tre store, stærke Karle ned i Kjælderen og gik uden mange indledende Bemærkninger løs paa Værten. Det var Væverens Kammerater og Forbundsfæller, som havde staaet oppe paa Gaden og set hvad der passerede.

Alle fire overfaldt de nu den ulykke lige Vært; Væveren greb en Stol og knuste den paa Byggen af ham, og de regalerede ham Alle saa kraftigt med Slag og Spark, at han maatte flygte ud i Køkkenet. Men selv herud forfulgte de ham; de to flaaede Klæderne af ham, den tredie rev hans Lommeuhr op, kastede det paa Jorden og traadte paa det, den fjerde knuste et Spejl og kastede Tallerkener og Glas i Hovedet paa den stakkels Vært.

Denne saa sig da saa haardt trængt, at selv det kraftigste Mod vælge maatte være berettiget. Han greb det første, han kunde faa fat i, en svær Kødkølle, og svingede den mod Væverens Hoved; han ramte ham midt i Panden, og Bøllen segnede halvt bevidstløs og blodig til Jorden.

Imidlertid var der kommen Politi til; Betjenten saae hurtigt, hvorledes det hang sammen, og med noget Besvær lykkedes det at faa de fire Bøller overmandede.

Væveren, som havde faaet Kølleslaget i Panden, maatte i Droske kjøres til Kommunehospitalet; men efter her at være forbunden blev han ført til Politistationen.

(Jyllandsposten 26. januar 1896).

Larsbjørnstrædes Sukkerhus. (Efterskrift til Politivennen)

Uheldige Arbejdsforhold.

Arbejderne ved Larsbjørnstrædes Sukkerraffinaderi afholdt i Søndags et Møde, hvor de enedes om at indgive en Klage til Repræsentantskabet over de paa Raffinaderiet herskende Arbejdsforhold og den Behandlingsmaade, der bliver dem til Del fra de to Sukkermestres Side.

En af Arbejderne, der førte Ordet paa sine Kammeraters Vegne, oplyste følgende:

Den direkte Anledning til denne Klage er, at 13 Mand i Fredags uden nogen Foranledning fra deres Side blev beordret til ikke at møde paa Arbejde Lørdag, 4 Mand skulde komme igen Søndag, medens de 9 først skulde komme om Mandagen. Arbejderne var højlig forbitret over saaledes at erholde Karantæne og blive berøvet en Dags Fortjeneste, og fremhævede, at den paa Raffinaderiet gældende Løn, 2,50 Øre til 2,85 Øre pr. Dag, var saa lav, at de ikke kunde taale ekstra Spadseredage i Ugen. Det er Mestrene, som af egen Magtfuldkommenhed dikterer en saadan Karantæne, og det er ogsaa disse, to Brødre Nansen, som paa enhver Maade fortrædiger Arbejderne. Særlig klager Arbejderne over, at de hver eneste Dag trakteres med de værste Skældsord, Sproget kender, at de bliver jaget hjem for den mindste Forseelse, kort sagt ikke behandles som Menneske, men snarere som Umælende. Dette er oftere paaklaget overfor den ledende Direktør, men til Trods for, at denne har lovet, at Forholdene skulde blive forbedrede, er der dog ingen Forandring sket. Arbejderne tilskriver en væsenlig Del af Skylden derfor den mindre noble Maade, hvorpaa særlig 2den Mester optræder i Fabriken. En særlig Klage rettes over det Forhold, at der ikke findes en ordenlig Borgstue i Raffinaderiet, hvor Arbejderne kan spise deres Mad. Det, der skal gælde for Borgstue, er kun et elendigt lille Skur, hvor der ikke er Siddepladser til mere end Halvdelen af Mandskabet. Disse Siddepladser bestaar i øvrigt af gamle Pakkasser og andet Skrammel, ligesom det saakaldte Bord er et Stillads af gamle snavsede Skillerumsbrædder. Ligeledes er denne "Borgstue" et Opholdssted for Raffinaderiets Katte, hvorfor baade Bord og Bænke som oftest er opfyldte af Katteføde og Katteurenligheder. Dette Skur er tilmed beliggende ved Siden af Benbrænderiet, saa Benstøv, Syredampe osv. trænger ind og danner et mindre behageligt Krydderi til Maden. Arbejdernes Vaskerum er beliggende saaledes, at de, efter at have vasket sig i nøgen Tilstand, maa passere over Gaarden for at komme til det Skur, hvor deres Tøj hænger. De maa som Regel vaske sig i koldt Vand, varmt Vand er der ikke Raad til, skønt dette langt lettere optøer det fedtede Sukkerstof, der i den stærke Varme ligefrem æder sig ind i Huden.

Skuret, hvor deres Tøj har sin Plads, er saa utæt, at Vandet driver gennem Taget, hvorved Tøjet ofte bliver pjaskvaadt. Da Arbejdet i Raffinaderiet som Regel udføres i en Temperatur af 30-40 Gr. Reaumur, vil det let forstaas, at det ikke er behageligt eller sundt at skulle trække i en vaad og kold Uldskjorte efter endt Arbejde.

Etter Direktionens Anordning skulde Arbejderne have Havremel til at blande i deres Drikkevand, da dette anses for sundere end Øl eller Vand, men det Mel, som bydes Arbejderne, et gammelt, muggent og saa fuldt af Melorme, at det er aldeles ubrugeligt.

Som et Bevis paa den Mangel paa Hensyn, hvormed Arbejderne behandles, anføres, at det er hændt, at en Mand er bleven tilsagt til at møde paa Arbejde midt om Natten, og da han mødte, blev han uden nogen Foranledning fra hans Side afskediget med det samme. Almindelig Humanitet havde dog krævet, at Manden havde faaet sin Afsked om Aftenen og ikke var bleven jaget op Kl. 12 om Natten for at gaa hen og faa sin Afsked.

Arbejderne hundses og "duttes" af Mestrene, som var de Slaver; de straffes med Skældsord eller Arbejdsløshed, hvis de er saa uheldige at spilde en Draabe Sukker paa Gulvene, skønt dette ikke er spildt, idet det samles op og gaar gennem Klareværket, derimod er der ingen, som siger noget til Sukkermestrene, naar flere hundrede Pund paa Grund af disses Uagtsomhed ødelægges ved Kogningen og maa gaa i Kloaken.

Arbejdstiden i Raffinaderiet er fra Kl. 5½ om Morgenen til Kl. 5 Eftermiddag, med ½ Times Frokost og 3/4 Times Middag, altsaa 10 1/4 Arbejdstime om Dagen. Der er imidlertid ingen regelmæssig Frokosttid, ofte beordres Arbejderne til at spise Frokost om Morgenen Kl 6 og til andre Tider faar de ikke Lov at spise førend Kl. 10 Formiddag, alt efter Mestrenes Forgodtbefindende. Det er en Selvfølge, at det ved strængt Arbejde er af Betydning, at Maaltiderne indtages nogenlunde regelmæssig, men de to Sukkermestre synes ikke at have Øje herfor. De betragter paa dette som paa mangfoldige andre Omraader Arbejderne som Væsener, der kun har at lyde enhver noksaa urimelig Ordre, ligesom de synes at ntette, at denne bør fremsættes i en Tone man ellers kun hører paa Fælleden i April Maaned.

For ca. et Aarstid siden blev det paalagt 1ste Mester, at han skulde tiltale Arbejderne med "De" i Stedet for "Du". Han rettede sig efter Direktørens Paabud paa den Maade, at han sagde "De" til de ny Arbejdere og "Du" til de gamle, men finder ogsaa, at den haanende Tiltaleform .Han' er meget passende til en Arbejder.

Der har, som sagt, ofte været ført Klage over disse Forhold og der er lovet Forbedring; men hidtil er det kun bleven ved Løfterne, derfor har Arbejderne nu besluttet at henvende sig direkte til Interessenternes Repræsentanter, hvis fornemste Leder er Dr. Tofft, Formanden i Højrevælgerforeningen, for at høre, om han mener, at de paa Fabriken herskende Forhold er et fuldgyldigt Udtryk for Højres Arbejdervenlighed.

Bestyrelsen

for

Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 15. januar 1896).

Sukkerraffinaderiet i Store Larsbjørnsstræde 9 var grundlagt i 1803 af et interessentskab bestående af justitsråd Neergaard, kaptajn Fabritius, murermester Thrane og sukkermester Smith.  I 1909 overtoges aktierne af De danske Sukkerfabrikker.

August Witzel (1865?-1896). (Efterskrift til Politivennen)

En borgerlig Begravelse

I Gaar Middags Kl. 12 var Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevej fuld af sørgeklædte Mennesker. Flere Tusinde Arbejdere med floromvundne Faner var kommen sammen for al overvære Bisættelsen af Arbejdsmand August Witzel, som Præsterne havde nægtet at begrave, fordi han var borgerlig viet.

Kl. 1½ ankom den Afdødes Lig fra Kommunehospitalet. Kisten, der var smykket med Blomster og Grønt, blev løftet af Vognen og baaren op paa en lille Høj midt i Haven. Og fra denne Høj holdt derefter Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie en kort, men gribende Tale, der var vel flikket til at gøre dybere Indtryk paa disse jævne Mennesker, end en Præst salvelsesfulde Præken. Hr. Lyngsie holdt sig til den Afdødes haarde Kamp for Tilværelsen, hans fattige Liv her paa Jorden, og kom slet ikke ind paa disse Spørgsmaal om Himmel, Helvede og Fordømmelse, som Kirkens Tjenere ved slige Lejligheder plejer at føre i Munden. 

Derefter blev Sangen "Lær mig, o Skov" afsungen. Kisten blev løftet op og i Spidsen for det mægtige Følge baaren ud paa Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted uden nogen som helst Ceremoni.

Den fattige og udenfor sin Kreds ganske ukendte Arbejdsmand fik paa denne Maade en Begravelse, som mangen stor Mand ikke har faaet. Den simple og smukke Højtidelighed i Gaar vil have bevist, at man ogsaa uden Præsters Medvirkning kan komme i Jorden paa en sømmelig Maade. Og de borgerlige Begravelsers Antal vil stige.

(København 13. januar 1896).

Præsterne var formentlig vrede over ikke at have tjent noget ved brylluppet. 

Arbejderne og Præsterne.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn, den 12. Januar.

Som for kort Tid siden meddelt, havde nogle Præster paa Amager nægtet at jordfæste en Arbejder, der var bleven borgerlig viet, hvilket havde til Følge, at den afdødes Kammerater selv foretog Jordfæstelsen. Nu synes dette Spørgsmaal at skulle give Anledning til en meget alvorlig og omfattende Strid mellem Hovedstadens Præster og Byens Arbejderbefolkning.

For nogle Dage siden døde en Arbejdsmand Witzel paa Kommunehospitalet af Tarmslyngning. Da Hospitalspræsten hørte, at Manden havde været borgerlig viet, nægtede han at kaste Jord paa, og en Henvendelse til Præsterne Gamborg og Levinsen i Mathæus Sogn, hvor Witzel havde boet, havde samme Resultat. Det blev samtidig af Præsterne selv oplyst, at de var bleven enige om ikke at medvirke ved borgerligt viede Folks Begravelse.

Nu tog Familien og den Afdødes Kammerater Affære, idet de meddelte, at Jordfæstelsen vilde foregaa i Dag fra den til den ny Forsamlingsbygning paa Enghavevej hørende Have, og her foregik da i Middags en imponerende Højtidelighed. Kisten blev hentet Kl. 12 paa Kommunehospitalet, og da den en halv Time senere blev baaret ind i Haven, var der sikkert her samlet paa det nærmeste en halv Snes Tusende Mennesker, af hvilke en Mængde havde medbragt Kranse.

Kisten blev baaret op paa en Høj midt i Haven, og tre af de socialistiske Vælgerforeningers floromvundne Faner plantedes ved Siden af den.

Saa traadte Formanden for det Selskab, der har rejst den ny Forsamlingsbygning, Cigarmager Hyller, frem og talte. Præsterne havde glemt Kristi Bud om Kjærlighed til Næsten, sagde han. De Smaafolk, som havde det værst her paa Jorden, blev forfulgt selv efter Døden. Men det vilde kun bidrage til at aabne deres Øjne for, at de kunde hjælpe sig selv og selv skabe dem det Fristed, man nægtede dem i Kirkens Skød i Dødens Stund. Familien havde ønsket, at der blev sunget et Par Salmer ved denne Lejlighed, og han opfordrede derfor de Tilstedeværende til at istemme "Dejlig er Jorden".

Anførte af en Sangforening tog største Delen af Forsamlingen Del i Salmesangen, der lod ualmindelig højtidelig og fuldttonende.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund. Lyngsie, frem og holdt den egentlige Tale. Han takkede paa Familiens Vegne for den uhyre Deltagelse og skildrede den Afdødes paa en Gang sørgelige og stræbsomme Liv. I sin tidligste Ungdom blev han angrebet af Øjensygdom og havde han i halvandet Aar ikke set Dagens Lys; sin Profession kunde han ikke taale, men maatte blive Arbejdsmand, og for nogle Dage siden, da han glad og sund færdedes blandt Hustru og Børn, blev han angrebet af en haard Sygdom, der paa faa Timer tog hans Liv. Og nu nægtede man ham en kristelig Begravelse. Vi Arbejdere havde mange Gange glædet os ved Kristi milde Kjærlighedsord, men nu saa det ud. som om det, der var Hovedindholdet af Kristi Lære, Kjærligheden og Fordrageligheden, er bleven slettet ud af Folkekirkens Præster. Men er det end saa, da skal Kjærligheden dog ikke udslettes i vore Hjærter. Vi, der kjendte den Afdøde, giver ham i Dag det bedste af alle Skudsmaal: han var en god Kammerat, en stræbsom Familiefader og en hæderlig Mand. Vi har ikke gransket Livets og Dødens store Gaade, og vi ved ikke, hvem af os, der lever til Aften. Men det ved vi, at ingen af os kan kræve et bedre Skudsmaal i sin Grav end August Witzel. Derfor vil vi holde hans Minde i Ære og takke ham for hans Virken blandt os og for, hvad han var for sin Familie. Fred med August Witzels Minde.

Efter at Forsamlingen derpaa havde sunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", blev Kisten baaret ud til Vestre Kirkegaard, fulgt af hele det mægtige Følge. Paa Kirkegaarden bragte Lyngsie den Afdøde et sidste Farvel, og en Del af de Tilstedeværende kastede Jord paa Kisten. Den hele Højtidelighed forløb i Mønsterværdig Ro og Orden.

* * *

Efter denne Begivenhed synes der ikke at være stor Udsigt til, at Krigen mod den borgerlige Vielse skal blive sejrrigt gjennemført. Tværtimod kan Resultatet let blive en mere udvidet Benyttelse af denne Form for Ægteskabs Indgaaelse.

Rent bortset fra, at det kun kan virke moralsk nedbrydende, naar "Straffen" over en Mand, der er bleven borgerligt viet, rammer hans ganske uskyldige Efterlevende, er der noget stødende i, at man saaledes fra kirkelig Side griber til Tvangsforanstaltninger. Tryk skaber Modtryk, og det er derfor meget sandsynligt, at Præsternes mindre vel overvejede Optræden vil komme til at virke som en Agitation ikke blot for borgerlig Vielse, men ogsaa for borgerlig Begravelse.

(Fredericia Dagblad 13. januar 1896)

Aarhuus Stifts-Tidende noterede 14. januar 1896 at "den herhjemme noget ukjendte Begravelsesceremoni vandt ikke just ved den i Nærheden af Kisten stedfindende Beværtning af tørstige Mænd."

Politiken bragte en erklæring fra vedkommende præster om sagen. Præsterne sagde heri at de ikke have medvirket fordi det ved lov var dem forbudt som præster i folkekirken at foretage en sådan forretning over for en som ikke var medlem af folkekirken. Dette dementeredes dog i København:

Præster og Begravelse.

At et saa fromt kirkeligt Blad som "Avisen" er kommen i Affekt ved den store, borgerlige Begravelse i Søndags, kan man sige sig selv. - Men før Bladet skriver om saadanne Ting, burde det studere sin gode Ven, Professor Matzens Kirkeret.

"Avisen" skriver nemlig, at "efter de gældende Bestemmelser er det forbudt Præsterne at fungere ved Religionsløses Jordefærd uden efter forud, hos Kultusministeriet indhentet, Tilladelse".

Det vilde være interessant, om "Avisen" vilde nævne disse "gældende Bestemmelser". Saadanne findes nemlig slet ikke. Hvis "Avisen" vil slaa efter i Matzens Kirkeret Pag. 566, saa vil den der finde de gældende Bestemmelser. Disse gaar ud paa, at Præsten vel kun er forpligtet til at kaste Jord paa Folkekirkens Medlemmer, men han kan "imødekomme Andres Ønske uden højere Tilladelse, for saa vidt der kun er Tale om Jordpaakastelse." Kun udkræves der en særlig Bevilling til at kaste Jord paa Jøders Lig.

Der er da heller ikke den fjærneste Tvivl om, at de kirkelige Avtoriteter ikke vilde have krummet et Haar paa Præsternes Hoved, hvis de havde kastet Jord paa den paagældende Arbejdsmand. Saa dumme er de ikke. Men saa dumme har Præsterne været, at de ved deres Nægtelse har oprørt hele Arbejderbefolkningen og mange Flere endnu. Thi Fanatisme gør altid et Menneske dumt og hjærteløst.

Det skal altsaa slaas fast, at Præsterne kunde have forrettet Jordpaakastelsen, men de vilde ikke.

Og nu bliver det - heldigvis - altfor ydmygende for dem at gøre et Tilbagetog, - hvis ikke de kirkelige Autoriteter tvinger dem til det, ligesom Scavenius i sin Tid tvang dem til at døbe Børnene af de borgerlig Viede. I saa Fald gør de det - naturligvis. Thi ganske vist er det nu Præsternes "Overbevisning", at de ikke kan "forsvare for deres Samvittighed" osv , at kaste Jord paa den Slags Folk. Men det har, - heldigvis for Præsterne, - altid vist sig, at de aldrig fanatisk har fastholdt deres "Overbevisning" og "Samvittighed" over for de af Gud indsatte Autoriteter.

Hvis derfor den af Gud indsatte Bardenfleth var en klog Mand, saa vilde han nu tage Affære, og give Præsterne et lille "Vink". Saa vilde de borgerlig Viede straks blive begravede med Kirkens fulde Musik.

Men, - heldigvis, - er Hr. Bardenfleth ikke en klog Mand.

Henning Jensen

(København 16. januar 1896).

Johannes Friederich August Witzel og Johanna Johansson blev borgerlig gift i februar 1894.

Oluf August Nielsen (1838-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Oluf Nielsen.

Det er ikke mange Maaneder siden, der her i Bladet stod en Meddelelse om den brave Vendelbo-Bonde med de mange historiske Interesser. Sognefoged A. P. Gaardbøl dødelige Afgang. Hans Virksomhed, og da særlig som historisk-topografisk Forfatter, var skildret af Kjøbenhavns Raadhus-Arkivar, Dr. phil. O. Nielsen.

Nu have Bladene meldt, at ogsaa han er bortkaldt; og han har godt Krav paa ved sin Død at mindes i et Blad som Jyllandsposten, da hans Interesser i videnskabelig Henseende fra første Færd af lige til det sidste for en stor Del drejede sig om Jylland, og dr særlig Vestjylland, selv om den betydeligste Del af hans Forfattervirksomhed kom til at bevæge sig paa kjøbenhavnske Enemærker.

Oluf August Nielsen var født 1838 paa Endrupholm ved Varde og var Søn af daværende Proprietær, senere Branddirektør A. C Nielsen. en i sin Tid i den Egn meget anset Mand. som i en Del Aar var Landstingsmand. I nogle Aar gik han i Ribe Latinskole, men her synes han ikke ret at have følt sig tilpas, saa han ingen rigtig Fremgang kunde gjøre. En af hans daværende Lærere, den bekjendte Historiker, Ribes Topograf, afdøde Overlærer Kinch, der senere kom til at sætte overordentlig stor Pris paa ham. har en Gang sagt til mig. at man egentlig i hans Skoletid tvivlede om. at han nogen Sinde blev til Noget, og mindst paa den videnskabelige Bane. Han blev da taget ud af Skolen og 1857 privat dimitteret.

1863 tog han Magisterkonferens i de nordiske Sprog, men allerede forinden havde han begyndt sin Forfattervirksomhed. som han fortsatte lige til sin Død. 1862 udgav han nemlig "Historiske Efterretninger om Skads Herred"; det var sin Fødeegn, han gjorde til Gjenstand for Beskrivelse, og ikke alene havde han til den i fuldt Maal benyttet sit Fjendskab fra Barndomsdagene, men ogsaa gjort Brug af Arkiverne, baade Gehejmearkivet i Kjøbenhavn og Stiftsarkivet i Ribe, - et Ungdomsarbejde, der gav gode Løfter for Fremtiden, hvilke han i rigt Maal indfriede.

Kort efter at have underkastet sig Magisterkonferensen blev han ansat som Assistent i Kongerigets Arkiv. 1867 disputerede han for den filosofiske Doktorgrad for en Afhandling om det indtil da altfor lidet paaagtede Æmne "Sysselinddelingen i Danmark", i hvilket Værk han fremdrager adskillige nye Synspunkter. 1869 blev han udnævnt til Arkivar ved Kjøbenhavns Raadhus-Arkiv, i hvilken Stilling han vedblev at virke til sin Død. Her laa der en vid og for største Delen uopdyrket Mark for hans Virksomhed. Ganske vist havde Kjøbenhavn mange Gange været gjort til Gjenstand for Beskrivelser, større eller mindre, men alle mere eller mindre utilfredsstillende, fordi Forfatterne ikke vare gaaede til Bunds, idet der ikke var øst af de Kilder, en Topograf nødigst af Alt maa lade ubenyttede, de skrevne Aktstykker i Arkiverne. Det gjorde han, og ikke alene af Raadhus-Arkivet, men alle andre Steder fra fremdrog han det, der kom til at danne den egentlige Grundvold for hans Beskrivelse af Kjøbenhavn, nemlig det kolossale Værk "Kjøbenhavns Diplomatarium". Saa kom efterhaanden i Aarenes Løb "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse fra de ældste Tider indtil 1728 i ti Bind (det sidste udgivet 1892), hvortil slutter sig det i 1 884. Tohundredaaret efter Holbergs Fødsel, udgivne illustrerede Værk "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid". Som Grunden til. at han er standset ved Frederik den Fjerdes Død, eller rettere ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728, angiver han selv, at "det mest Tiltrækkende for min Granskning har altid været at faa Noget ud af mangelfulde Kilder". Og han har ikke alene faaet Noget, men Meget ud af det. der forelaa fra Tiden for 1728, da saa mangfoldige Dokumenter, der kunde have kastet Lys over de svundne Dage, gik op i Luer. Mangt og Meget, som vist nok ellers vilde have været skjult for andre Forskere, har han fremdraget, og med al Anerkendelse af Carl Bruuns illustrerede Beskrivelse af Kjøbenhavn tør det vist nok paastaaes. at den næppe vilde være bleven til, hvad den er, en fortrinlig Bog, hvis ikke O. Nielsens Bøger havde foreligget som Forarbejder.

Da han opgav at føre Kjøbenhavns Beskrivelse længere ned mod Nutiden, tog han med Iver fat paa Jyllands Topografi: hans første Arbejde, det oven omtalte om Skads Herred, var i Aarenes Løb bleven efterfulgt af flere, der dels udkom særskilt, som Malt Herreds Beskrivelse, dels trykte i det desværre ikke længere existerende Tidsskrift Danske Samlinger for Historie. Topografi, Personal- og Literatur historie", blandt hvis Udgivere har var i en Del Aar. Nu var det hans Agt at levere Topografier af de Herreder i Ribe og Ringkjøbing Amter, han hidtil ikke havde haft under Behandling, og 1894 udkom Beskrivelse af Skodborg og Vandfuld. 1895 af Hjerm og Ginding Herreder; paa begge disse har jeg tidligere haft Lejlighed til her i Bladet at henlede Læsernes Opmærksomhed. De ere skrevne, som Alt, hvad han har leveret, med stor Grundighed og Nøjagtighed, saa de ville komme til at danne et godt Grundlag for den nye Udgave af Traps Danmarks Beskrivelse, til hvilken han havde tilsagt sin værdifulde Bistand; Ribe og Ringkjøbing Amter ville maaske, takket være hans Forarbejder, blive nogle af de grundigst bearbejdede i den nye "Trap"; endnu manglede der enkelte Herreder, som han ikke havde topograferet. da Døden afbrød hans Gjerning.

Desuden har han udgivet ikke faa andre Værker, saaledes flere Diplomatorier, Kong Valdemars Jordebog. "Samling af Adkomster. Indtægtsangivelser og kirkelige Vedtægter for Ribe Domkapitel og Bispetol, nedskrevet 1290-1518, kaldet Oldemoder (Aria IHtensis); i forskjellige Tidsskrifter. saaledes i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi", har han leveret værdifulde Bidrag, og ligesom han var en meget benyttet Medarbejder af Brickas Biografisk Lexikon, især naturligvis angaaende de Personer, der stode i Forbindelse med Ribe Stift og med Kjøbenhavn ; endnu maa tilføjes, at han var i Bestyrelsen for "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie" og Medlem af dettes Skriftudvalg, samt Overbibliothekar ved Kjøbenhavns Kommunes Folkebibliotheker. 1893 blev han Ridder af Dannebrog.

Det er en stor og fortjenstfuld Virksomhed, han har øvet som Udgiver og som Forfatter; som ovenfor anført, udmærke hans Bøger sig ved Grundighed og Nøjagtighed: aldrig gik han paa Akkord med Fantasterier. Men der er tillige noget Tørt over dem og noget underlig Ubehjælpsomt i hans Stil. Det er ikke mig, der har hittet paa at sige det nu ved hans Død; men selv har han oftere i sine Skrifter hentydet til denne Mangel hos sig, og heller ikke i Samtale lagde han Skjul derpaa; beskeden og fordringsløs som han i høj Grad var, satte han maaske snarest sine Skrifter og sin Virksomhed for lavt; men altid var han rede til at lade dem, der ønskede Oplysninger hos ham, faa saadanne i rigt Maal af hans store Kundskabs Fylde. Ved personlig at lære ham at kjende. maatte man uvilkaarlig komme til at holde af ham; derfor ville Mange rundt om i Landet nu beklage hans forholdsvis tidlige Død.

Den, der saae ham uden at vide, hvem han var, vilde vistnok i Reglen gjætte paa, at man havde en brav jydsk Forpagter for sig; der var noget saa jævnt, saa ligefrem over hans hele Person, ja, der kan vel egentlig siges noget rigtig jydsk; og man skulde tænke, at han, der saae ud som Sundheden selv, maatte efter al menneskelig Beregning have et langt Liv liggende for sig. Men efter for et Par Aar siden at have været syg, blev han aldrig rigtig rask igjen, og 5. Januar gjorde en Lungebetændelse Ende paa hans virksomme Liv efter et kort Sygeleje. Han har to Gange været gift, og han efterlader sig en Enke og flere Børn.

Vilhelm Bang

(Jyllands-Posten 9. januar 1896).

Carl Peter Herman Most (1826-1900): Rådstuearkivar, dr. phil. Oluf August Nielsen (4. 4. 1838-5. 1. 1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

OLUF NIELSEN.

Af C. KLITGAARD.

Raadstuearkivar Oluf August Nielsen blev født den 24. April 1838 paa Endrupholm i Skadst Herred som Søn af Proprietær, Branddirektør August Carl Nicolaj Nielsen (1809—85) og Hustru Henriette Georgine Meyer (1813—98). Han ægtede 1. Gang den 10. August 1865 i Faaborg, Ribe Amt, Sofie Brünnich, født den 4. Maj 1845 i Assens, Datter af Toldassistent Christian Gregers Brünnich (1820—76) og Hustru Frederikke Rasmussen (1828—1902), død den 10. September 1878. 2. Gang blev han gift i København den 17. Oktober 1879 med Mathilde Margrethe Agathe Grüner, født den 10. Februar 1861 i Husum som Datter af Borgmester Hakon Harald Grüner (1815—1900) og Hustru Margaretha Agatha Mathilde Jacobsen (1835—95). Han døde den 5. Januar 1896 paa Frederiksberg, og hans Enke den 15. Februar 1934. Han er jordet paa Vestre Kirkegaard.

Oluf Nielsen blev Student 1857, privat dimitteret, og begyndte at studere Teologi, men opgav snart dette Studium for nordisk Oldhistorie og tog 1863 Magisterkonferens i nordisk Sprog, hvorefter han s. A. blev Assistent i Kongerigets Arkiv.

Allerede i Studieaarene havde Oluf Nielsen kastet sig over sin Hjemstavns historiske Forhold: Topografi, Stednavne, Personalhistorie m. v., og 1860 debuterede han paa sin historiske Forfatterbane med "Herregaarden Plovstrup“ ("Annaler for nord. Oldkyndighed“ 1860), hvorefter der i en lang Aarrække fulgte Publikationer som „Historiske Efterretninger“ om vestjyske Herreder: Skadst Herred (1862), Vester Horne H. (1866), Slavs H. (1868), Malt H. (1870), Gørding H. (1872), Skodborg og Vandfuld H. (1894) og Hjerm og Ginding H. (1895). Af disse Egnsbeskrivelser staar hans Arbejder fra Ungdomsaarene betydeligt over de senere, der i nogen Grad bærer Præg af at være Hastværksarbejde.

Efter at være blevet Arkivassistent fik Nielsen af Generalstaben overdraget at korrigere Stednavneformerne paa Stabens nye Kort, og 1864 blev han Medarbejder ved Udgivelsen af Registeret til Langebeks "Scriptores rerum Danicarum“ (1878), hvorved han i højere Grad end 14idtil førtes ind paa Studiet af Danmarks indre Historie i Middelalderen; Frugter af disse Studier var bl. a. hans Doktordisputats 1867 "Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark“, "Ribe Oldemoder“ (1869), "Dueholms Diplomatarium“ (1872), "Kong Valdemar den Andens Jordebog“ (1873), "Codex Esromensis“ (1880—81), "Gamle jydske Tingsvidner“ (1882) (til Belysning af Sproget i Ribe Amt, før et fælles Skriftsprog havde fæstnet sig), "Olddanske Personnavne“ (1883) og „Harsyssels Diplomatarium“ ( 1893).

Sammen med Chr. Bruun og A. Petersen stiftede Oluf Nielsen 1865 Tidsskriftet „Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie“, ved hvilket han til dets Ophør 1879 var en flittig Medarbejder; endvidere var han 1879 Medstifter af "Universitetsjubilæets danske Samfund“ og s. A. af "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie“, i hvis Bestyrelse han sad til sin Død. Han var ogsaa 1877 Medstifter af "Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie“, og for dette saavel som for "Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog“, i hvilket han 1871 optoges som Medlem, samt for "Universitetsjubilæets danske Samfund“ er flere af hans Arbejder udgivet.

1. Januar 1869 blev Oluf Nielsen Arkivar ved Københavns Raadstuearkiv, og fra 1885 var han tillige Overbestyrer af Københavns Kommunes Folkebogsamlinger, et Arbejde, han omfattede med stor Interesse. Stillingen som Raadstuearkivar medførte, at Nielsen ogsaa kom ind paa et nyt litterært Arbejdsfelt; 1872—87 udgav han for Kommunalbestyrelsen den uundværlige Kildesamling "Kjøbenhavns Diplomatarium“ indtil 1728 (otte Bind og to Registerbind), og 1877—92 udgav han endvidere den vægtige og værdifulde "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse“ indtil 1730 (seks Bind), der endnu i en uoverskuelig Tid vil blive staaende som et Hovedværk. Beslægtet med disse Arbejder er hans "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid“ (1884), det lettest læste af hans Skrifter, "Efterretninger om Abel Katrines Stiftelse“ (1875), "Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn“ (1896, i Forening med P. Købke) og flere. I en Diskussion med A. D. Jørgensen paaviste Nielsen, at det ældste "Havn“ var en agerdyrkende Landsby.

Oluf Nielsen var en overordentlig flittig Skribent og en stille, beskeden Forsker, der gerne stillede sin omfattende Viden til Raadighed for andre Historikere, men med en saa stor Produktion, som han i Aarenes Løb præsterede, fulgte naturligvis ogsaa, at den ikke altid kunde være af samme betydelige Lødighed, og at der til Tider savnes en egentlig Behandling af hans indsamlede Stof. Der kan i øvrigt tilføjes, at Nielsen almindeligvis — og med Rette — stillede sig skeptisk over for stedlige Traditioners og saakaldte Folkesagns Beretninger om tidligere Tiders Forhold. I nærværende Biografi er kun nævnt de vigtigste af hans Arbejder, men talrige  andre findes spredt i en Mængde forskellige Tidsskrifter.

Efterladte Samlinger i Nationalmuseet. — R. 1893. — For Tiden er et Mindesmærke for Oluf Nielsen, der rejses ved Endrupholm af "Historisk Samfund for Ribe Amt“, under Arbejde.

Af Oluf Nielsens tre Sønner, Kommunaldirektør August Nielsen (f. 1870), Stabslæge, Dr. phil. Kristian Brünnich Nielsen (1872—1942) og Arkivar ved Dansk Folkemindesamling Hakon Grüner-Nielsen (f. 1881), har førstnævnte, August K. N. Nielsen, 1887—94 fungeret som Assistent i Raadstuearkivet. 1896—98 var han konstitueret som Overbibliotekar ved Kommunens Folkebiblioteker og 1898—1905 Bibliotekar ved samme. 1914 blev han Chef for Magistratens 1. Afdelings Sekretariat og 1930 Direktør for Københavns Begravelsesvæsen (indtil 1940). Fra hans Haand foreligger bl. a. en Afhandling om Assistens Kirkegaards Historie til 1880 (1938), ligesom han 1904—37 redigerede den vigtige Samling af Bestemmelser vedrørende Københavns Kommune.

Litt.: Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1867, S. 205—08. A. Heise i Saml, til jydsk Hist, og Topogr., 3. Rk., I, 1896, S. 103 ff. Fortid og Nutid, II, 1919, S. 200—05. Fra Ribe Amt, VII, 1931, S. 650—66; VIII, 1932, S. 132—37. Hardsyssels Aarbog, XXVI, s. A., S. 86—98. J. Aarsbo: Bibliotekerne og Samfundet, 1935, S. 72 ff.

(Nogle Meddelelser fra Københavns Stadsarkiv (Raadstuearkivet) 1817-1942, s. 49-52)

O. A. Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.