En Strid mellem de danske Sønderjyder. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Hans Lassen, Lysabilds, Død er Mandatet som Landdagsmand for den prøjssiske Valgkreds i Nordslesvig Sønderborg - Aabenraa bleven ledigt. Det drejer sig altsaa her om et prøjsisk Landdagsvalg, der foretages efter det reaktionære prøjssiske Trekammervalgsystem med indirekte Valg, og maa ikke forveksles med det tyske Rigsdagsvalg, der hviler paa almindelig direkte Valgret.

Der er nu for første Gang i de 30 Aar. Sønderjylland har været under tysk Herredømme, udbrudt en indre politisk Strid mellem de danske - der for øvrigt har Raad til det, da de ganske behersker Landdagsvalget i den nævnte Kreds. Den ene Retning sympatiserer med det militaristiske Højre i Danmark og har til Organ Bladet "Dannevirke" i Haderslev (et lille arrigt Socialistæderorgan af den Frederik Hansenske Type), og "Flensborg Avis", hvis Redaktør, Jessen, er stiv Højremand. Den anden Retning sympathiserer med det kongerigske Venstre, navnlig med den grundtvigianske Bevægelse, og dens unge dygtige Ordfører er Redaktøren af "Dagbladet Hejmdal", H. P. Hansen-Nørremølle, navnlig godt bekendt fra Tidsskriftet "Sønderjyske Aarbøger". Nærmest til denne Retning hører ogsaa den nordslesvigske Rigsdagsmand Gustav Johansen, forøvrigt en Broder til den danske Folkethingsmand fra Lolland, Højremanden Lærer Johansen, men Svigerfader til den danske frisindede Skolemand, Kandidat Johan Ottosen.

De venstresindede Sønderjyder ønsker nu H P. Hansen-Nørremølle valgt ind i Landdagen, hvorimod Højre arbejder for Gaardejer Wolff, Gammelgab.

I Morgen afholdes Prøvevalg i Graasten. Begge Partier søger ved en Række Møder at paavirke Valgmændene. Det første holdtes i Søndags i Kliplev.

Her fik Redaktør Jessen, altsaa Højremanden, følgende Resolution vedtaget:

"Forsamlingen udtaler det Ønske, at Valgmændene vil vælge en Landdagsmand, der fastholder Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret i Henhold til Pragfredens Artikel 5 og hævder dette vort Standpunkt upaavirket af danske eller tyske ensidige Partiretninger."

Dette er kun en Omskrivning for, at Kandidaten skal være militaristisk Højremand, som man mener Wolff er, og arbejde for "en tredje slesvigsk Krig" som Bahnson sagde paa det bekendte lollandske Møde.

Ved et Møde i Nybøl laa imidlertid det reaktionære Højre og Jessen under. Til Ritz. Bur. telegraferes:

"Aabenraa, 5. Februar. Redaktør Jessens politiske Møde i Nybøl i Aftes var godt besøgt. Jessen talte. Han blev skarpt imødegaaet af Slagtermester Reimers, Sønderborg, og flere andre Talere. Resolutionen fra Kliplev-Mødet blev foreslaaet af Jessen, men blev enstemmig afvist som overflødig."

Rigsdagsmand Gustav Johansen har offenlig meddelt, at han paa Vælgerforeningens sidste Bestyrelsesmøde stemte paa H. P. Hansen-Nørremølle, altsa paa den mere frisindede Kandidat.

(Social-Demokraten 6. februar 1896).

Valget i Sønderjylland.

Telegram.

Graasten, 7. Februar. (R. B.) Ved Prøvevalget til Landdagsvalget her i Dag mødte 96 Valgmænd, hvoraf nogle tillige havde Fuldmagt for de Ikkemødte. Vælgerforeningens Formand, Slagtermester Reimers, aabnede Mødet og mindedes Befolkningens afdøde Talsmand, Lassen-Lysabild. Gaardejer Hansen, Løjtertoft, oplæste en Erklæring fra Redaktør Hansen-Nørremølle angaaende Pragfredens Paragraf 5: Han kunde fuldt ud underskrive Kliplev-Resolutionen; han havde aldrig og vilde aldrig godkende Prøjsens Ret til at ophæve Pragfredens Art. 5; han protesterede mod Traktaten af 11. Oktober 1876, som en os tilføjet Uret. Uden Diskussion gik man til Afstemning. Ved denne, som foregik mundtlig, valgtes Redaktør Hansen-Nørremølle til Kandidat med 120 Stemmer. Derefter fik Gaardejer Wolff, Gammelgab, 5 Stemmer. - Dette Udfald er, som man ser, en kolossal Fiasko for Høirebladene "Dannevirke" og "Flensborg Avis", der havde anbefalet Wolff, medens Hansen-Nørremølle tilhører den yngre, mere frisindede Retning.

(Social-Demokraten 8. februar 1896).

Tilføjelsen til H. P. Hanssen (1862-1936) skyldes hans fødegård Nørremølle på Sundeved. Han var medarbejder på Dybbøl-Posten og medstifter af Den nordslesvigske Vælgerforening og havde en væsentlig andel i grundlæggelsen af Sønderjyske Årbøger som startede med at udkomme 1889. Fra oktober 1893 boede H. P. Hanssen i Aabenraa. Han købte avisen Hejmdal.

1896-1908 sad han i den preussiske landdag. H.P. Hanssen repræsenterede sønderjyderne i den preussiske landdag frem til 1908. 1906-1919 sad hans i rigsdagen i Berlin. H. P. Hanssen var med i Aabenraa-kredsen som gik ind for en grænselinje nord om Flensborg. Han kom til at spille en central rolle ved genforeningen i 1920.

"Bjørnsdal"s Nabo. (Efterskrift til Politivennen)

"Trekanten' paa Vesterbrogade under Nedrivning.

Den bekendte lille 1-Etages-Bogning paa Hjørnet af Vesterbrogade og Viktoriagade, der populært kaldes "Trekanten", bliver i disse Dage nedrevet for at give Plads for en mere nutidssvarende Ejendom.

For en 4-5 Aar siden var "Trekanten" i Folkemunde i Anledning af Naboejendommen "Bjørnsdal"s Ombygning. "Bjørnsdal"s Eier bød forgæves 40,000 Kr for det lille Hjørnehus, der kun har ganske faa Alens Grundflade. "Trekanten"s Ejer, en Enkefrue, svarede Nej, hun vilde skrue Prisen endnu højere op; men her forregnede hun sig. Køberen mente at man dog ogsaa kunde købe Guld for dyrt, han lod "Trekanten" fare og byggede sin nye Ejendom, som han bedst kunde - men den belemredes rigtignok ogsaa med en vansirende skæv Gavl.

Efter Enkens Død blev "Trekanten" solgt til sin nuværende Ejer, Restavratør J. Hansen, for - 15,000 Kr. Det var et betydeligt Spring nedad fra den Gang, da den kostbare Bygning stod i 40,000 Kr. Men saaledes gaar det jo, naar man spænder Buen for højt.

Som "Trekanten" hidtil har været, en lille, uanseelig Stuebutik, gav den ikke meget af sig. Hr Hansen har derfor bestemt sig for en Ombygning, forsaavidt Byggeloven tillader det. Hele Ejendommen skat nu nedrives; dog bliver Gavlen og en Del af Grundmuren staaende af Hensyn til Byggeloven, saaledes at hele Omkalfatringen gaar ind under det elastiske Begreb "Ombygning".

Den nye "Trekant" skal bestaa af 2 Etager med fladt Tag. Indgangen bliver som nu paa Hjørnet, og hele Facaden, baade i Stue og paa iste Sat, forsynes med store, flotte Spejlglasruder, idet Mellemrummene mellem Vinduerne kun bliver af knap en Alens Bredde. Indvendig fra Stueetagen bliver der Opgang til Lokalet paa 1ste Sal, saaledes at det hele kun kan overtages af en Lejer.

Ombygningen staar Ejeren i ca 7000 Kr.

(Social-Demokraten 31. januar 1896).

Fotograf Peter Elfelt (1866-1931). Vesterbrogade, hjørnet af Viktoriagade. Hjørnet af Vesterbrogade og Viktoriagade 2, Café Rosenå, ca. 1905. På venstre hjørne Vesterbrogade 37, isenkram og køkkenudstyrsforretning. Café Rosenaa ved Carl Jacobsen skilter med 2 Billardsaloner (på 1. sal Carambole-billard) samt læsesalon. på hjørnet skilt for Hotel Rosenaaen (Propre og hyggelige Værelser a 1 Kr. pr. Nat Opgang Victoriagade 4). Om hjørnet, Vesterbrogade 39, slagter Carl Møllers Kjød Udsalg. Billedet stemplet Elfelt, Østergade 24. Kbhbilleder. Public domain.

Herman Bing (1845-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Bings Ligfærd.

Kjøbenhavn, den 29de Januar.

Det var et talrigt og repræsentativ Følge, som i Formiddags samledes paa vestre, mosaisk Kirkegaard for at vise den afdøde Politiker den sidste Ære. Det var en Mængde af den afdødes Kolleger i Rigsdagen, Høgsbro. Christensen-Stadil, Bojesen, Alfred Christensen, C. Hage. Wiinblad, Krabbe osv. Der var - kort sagt - det store Flertal af Oppositionens Rigsdagsmænd. Men ogsaa Modstanderne havde givet Møde. Saaledes ser man Højre- og Beskyttelsesmanden Wulff. Alle københavnske Blade er repræsenteret. De Ferslew'ske ved Ferslew, "Berling'ske" og "Avisen" ved deres Redaktionssekretærer. Oppositionsbladene ved saa godt som alle Medlemmer af deret Redaktion. Af andre kan nævnes Redaktørerne Vilh. L assen og Videbæk, Fred. Bajer, Povl Roed. Fernando Linderberg, Georg Brandes o. m. fl. I Følget ses ogsaa den talrige og indflydelsesrige Bing'ske Slægt, mange bekjendte Forretningsmænd. Og omkring alle disse kjendte Ansigter rammer sig de mange Vælgere, de smaa, hvis støtte, urokkelige Talsmand Bing al Tid var.

Kisten er skjult under et Utal af Kranse. Vi noterer: en smuk Sølvkrans fra Folketinget, Kranse fra "Politiken", "Politiken"s Redaktion, "Politiken"s Sættere og Trykkere, "Politiken"s Spesialkorretpondent i Berlin, "Aalborg Amtstidende", "Helsingør Dagblad", fhv. Kolleger i Landmandsbanken, Moriboaner-Samsundet, den liberale Vælgerforening i Helsingør, Typografernes Sangforening i Kjøbenhavn, "Kjøbenhavn", de forenede Papirfabriker, den liberale Vælgerforening. Aalborg folkelige Vælgerforening, Martsforeningen af 1887, Hvidovre liberale Forening, socialdemokratisk Forbund, og forenede, danske Bogtrykkere, den liberale Forening i Kjøbenhavns  A. 3. Valgkreds o. m. fl. Disse Kranse fortæller højt om den dødes Anseelse. Men alle de hundreder af smaa Kranse, som kommer uden Baand og Inskriptioner, kunde maaske tale fuldt saa højt til den afdødes Ære, idet de bringer Bud fra dem, hvis trofaste, opofrende Ven Bing var, fra dem, der aldrig gik uhjulpne fra hans Dør. 

De, der ikke før har overværet en Jødes Ligfærd, finder adskilligt at undre sig over. Man beholder Hatten paa. Ingen Kvinder maa komme ind i Kapellets Skib. De sidder ubemærket paa Pulpituret i Kapellets Baggrund. Ikke en Gang den dødes egne Børn tillader det jødiske Ritual at komme ved paa Gulvet - frem til deres Faders Kiste.

Efter at et Kor havde afsunget en Begravelsessalme, bygget over Davids 18. Salme, Vers 8 til 11, traadte Overrabiner Simonsen op paa en Talerstol midt foran Kirkegulvet. Han er en høj, kraftig Mand, som taler tydeligt og distinkt, en Smule svulstigt. Hans Tale er gjennemsyret af det gamle Testamentes Billedsprog.

Han begynder med at sige, at han skylder den jødiske Menighed en Forklaring, fordi han taler ved denne Ligfærd. Det er nemlig første Gang, at der i den jødiske Menighed bliver talt over en, som skal brændes. Han gør det efter mange lange Overvejelser, efter gjentagne Raadslutninger mellem Menighedens Ældste, efter dybt bevægede Samtaler med den dødes efterladte. Han har ikke forandret Anskuelse om, hvorledes en Ligfærd bør være indenfor den jødiske Menighed. Og han tror ikke paa de hygiejniske Lærdomme, som føres i Marken i den Anledning. De døde er ikke farlige for de levende. Hvis man virkelig for Alvor troede det, lagde man da de dødes Have saa nær opad de levendes Boliger? Han minder om, at i den jødiske Menighed beholder de døde deres Grave i Fred til Opstandelsens Morgen. Man bryder ikke Gravfreden efter saa eller saa mange Aars Forløb.

Det er hverken Menneskefrygt eller Menneskegunst, der har ledet min Beslutning - udtaler Overrabineren. De er ene og alene Hensynet til de efterladte. Jeg ved, at der er flere i min Menighed som misbilliger min Optræden. Men Herren kjender min Sjæl, han ser mine Tanker.

Den Mand, som her ligger død, stod i sit kraftigste Virke, da Døden bortrev ham. Og alle disse mange som er her vidner om. at han ikke har levet forgjæves. Fra alle Sider er der i disse Dage bleven sagt, at den afdøde var er retskaffen Mand, der ærlig og mandig stræbte efter det, som han ansaa for Ret for det bedste for sit Fædreland. Det var ikke personlig Ærgjærrighed eller Udsigten til Vinding, som drev ham. Han beflittede sig blot paa at gjøre sin Pligt som en god Borger i Landet. Og han var utrættelig til at arbejde for sin Overbevisning; intet Offer var ham for stort, naar det gjaldt den. Alt som Dreng var han begejstret for det, der senere blev hans Manddoms Daad. Hans Kammerater i den Forretning, hvor han var lige efter, han havde forladt Skolen, har fortalt, hvorledes han tidlig og silde var ivrig optaget af alt. hvad der angik hans Lands Velfærd, og hvor varm han kunde blive, naar Talen faldt paa Tscherning, som var hans politiske Ideal. I mange Henseender holdt han sig fjærnt fra den jødiske Menighed, men denne kan dog vidne, at det er en god Søn, som den er stolt af, ham vi her samles om. Og fra alle Sider - selv fra dem, mod hvilke han ofte udtalte krasse og stærke Ord - lyder det i Dag, at det er en god Borger, hvis Støv vi i Tag beviser den sidste Ære.

- - Derefter sang en jødisk Forsanger en jødisk Bøn paa Hebraisk. Sælsomt klang disse fremmede Ord ud over de mange Mennesker. Bagefter brusede: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" op imod Kapellets Hvælvinger. Mon det ikke var første Gang, at denne Salme klang der?

Saa traadte "Politiken"s Medarbejdere frem og bar Kisten ud.

Bagefter fulgte Følget med forskjellige Forenings Faner.

Kisten bæres ud paa en Vogn, der førte den til Krematoriet.

* * *

Paa Hjemvejen stod et Selskab foran paa en Sporvogn og diskuterede Udsigterne for Valget i Valby-Kredsen. "Højre tager vist Kredsen", var der en, som sagde.

"Nej, Højre skal nok lade være", sagde Kudsken med et lunt Smil. "Har vi først taget den, giver vi den ikke fra os. Nej, vi gjør ikke", sluttede han med et troværdigt Nik. "Det havde han ikke fortjent, som blev begravet i Dag".

Jeg synes at det var et smukt Eftermæle for Bing.

Mj

(Morsø Folkeblad 30. januar 1896)

Kusken fik ret. 

Herman Bing (1845-1896). Af fotograf Jens Petersen (1829-1905). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bings Begravelse.

København, den 31te. Januar.

Allerede i en efter københavnske Forhold tidlig Formiddagstime begyndte sørgeklædte Skarer at strømme ud mod det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. Kl. 11 skulde afdøde Folketingsmand Herman Bing bisættes for derester at føres til Ligbrændingsanstalten.

Kisten, som var fuldstændig dækket af Kranse, stod øverst foran Orgelet i det mægtige Kapel. Til venstre for kisten sad den afdødes Broder, Vexellerer Laurits Bing, som nylig blev valgt til Byraadsmedlem paa Frederiksberg, og en anden mandlig Slægtning. Derimod saas ingen Kvinder, ej en Gang den afdøde Folketingsmands tre smukke Døtre. De var efter jødisk Stik henvist til "Forgaarden", som i dette Tilfælde repræsenteredes af en lille Balkon over Hovedindgangen.

-

Til den fastsatte Tid er Kapellet ganske overfyldt. Et Kor synger nu først til Orgelets Tone en versificeret Oversættelse af en af Davids Salmer. Derpaa træder Overrabbiner Simonsen frem i den klædelige jødiske Præstedragt og holder Talen. 

---

Han sagde bl. a. : Som den store jødiske Profet i et Syn saa Herrens Uendelighed og modtog hans Kaldelse, saadan havde ogsaa Bing lyttet til en højere Røst og været rede til at kæmpe for den Sag, som han ansaa for den bedste. Allerede som Dreng var han begejstret for Friheden og begyndte allerede da at tale til sine jævnaldrende om Tscherning, som var hans største politiske Ideal. Aldrig forsømte han at gøre, hvad han ansaa for fin Pligt. Med et utrætteligt Haad virkede han tidlig og silde for sit Fædrelands Vel. Han var som den i de gamle Skrifter omtalte Vismand, der aldrig undte sig Ro. Da denne vise en Nat under det uafbrudte Arbejde fik Besøg af sin Datter, som bebrejdede ham, at han ikke søge Hvile, gav han til Svar: Der kommer en Gang en stor Nat, hvor vi har Tid til at hvile. Men jeg vilde da ikke kunne hvile i Fred, hvis jeg ikke har udnyttet hver Time i dette Liv. Saadan var han, ved hvis Baare vi staar. Utrættelig og uden Nag virkede han for sine Medborgere. Fred med hans Minde.

En jødisk Diakon med en mageløs Tenor sang derefter en hebraisk Solosang, hvorefter hele Forsamlingen til Orgelets Toner afsang: Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred. Dog ingen kender Dagen, før Solen gaar ned.

Liget blev af "Politiken"s Journalister baaret ud paa Vognen, medens Koret sang en af Davids Salmer, hvorefter Herman Bings jordiske Levninger blev ført til Krematoriet for at overgives til de altfortærende Flammer.

(Demokraten (Århus) 30. januar 1896, Randers Arbejderblad 31. januar 1896. Uddrag).

Herman Meyer Bing var søn af fabriksejer Meyer Herman Bing (Bing & Grøndahl). Fra 1872 kasserer i den nystiftede Danske Landmandsbank. Selv om han var opvokset i et nationalliberalt jødisk hjem, blev han påvirket af parlamentarisme, radikalisme og frihandel og var o. 1875 med til at skabe og organisere en venstrebevægelse i Købehavn. Medstifter af Københavns liberale vælgerforening 1883. I 1884 gav Landmandsbanken ham valget mellem banken og politiske virksomhed. Det blev det sidste. Han stiftede oktober 1884 sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes Politiken. Han var den største aktionær og blandede sig i redaktionelle anliggender, hvorfor Brandes m. fl. en halv snes dage i protest forlod bladet marts 1886. Under "strejken" ansatte Bing Henrik Cavling. Bing fik også H. P. Hanssen til at skrive om sønderjyske forhold i bladet. Fra 1889 opstillede han til folketinget, og sad der 1890-92. I 1895 blev han valgt i den nyoprettede Valby kreds - ellers en sikker Højre-kreds - mod indenrigsminister H. Hørring. Han døde året efter. (Efter Dansk Biografisk Leksikon)

Herman Bing (1845-1896). Af fotograf Reine J. de Blanck. Det Kongelige Bibliotek.

Kjøbenhavnske Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til i Fredags fandt der i Følge "Pol." ude i Blaagaardsgade i Kjøbenhavn en større Scene Sted, som foreløbig er endt med ikke mindre end fire Arrestationer.

Omtrent ved Midnatstid kom en paa Nørrebro velkjendt Bølle, Carl Jensen, som af Profession er Væver, ned i en lille Forretning i Blaagaardsgade, hvor der sent ud paa Aftenen serveres varme Æbleskiver. Han forlangte i en brysk Tone nogle Æbleskiver, men da han tidligere havde gjort Spektakler i Kjælderen, viste Værten ham ud.

Men førend Væveren kom ud ad Døren, traadte tre store, stærke Karle ned i Kjælderen og gik uden mange indledende Bemærkninger løs paa Værten. Det var Væverens Kammerater og Forbundsfæller, som havde staaet oppe paa Gaden og set hvad der passerede.

Alle fire overfaldt de nu den ulykke lige Vært; Væveren greb en Stol og knuste den paa Byggen af ham, og de regalerede ham Alle saa kraftigt med Slag og Spark, at han maatte flygte ud i Køkkenet. Men selv herud forfulgte de ham; de to flaaede Klæderne af ham, den tredie rev hans Lommeuhr op, kastede det paa Jorden og traadte paa det, den fjerde knuste et Spejl og kastede Tallerkener og Glas i Hovedet paa den stakkels Vært.

Denne saa sig da saa haardt trængt, at selv det kraftigste Mod vælge maatte være berettiget. Han greb det første, han kunde faa fat i, en svær Kødkølle, og svingede den mod Væverens Hoved; han ramte ham midt i Panden, og Bøllen segnede halvt bevidstløs og blodig til Jorden.

Imidlertid var der kommen Politi til; Betjenten saae hurtigt, hvorledes det hang sammen, og med noget Besvær lykkedes det at faa de fire Bøller overmandede.

Væveren, som havde faaet Kølleslaget i Panden, maatte i Droske kjøres til Kommunehospitalet; men efter her at være forbunden blev han ført til Politistationen.

(Jyllandsposten 26. januar 1896).

Larsbjørnstrædes Sukkerhus. (Efterskrift til Politivennen)

Uheldige Arbejdsforhold.

Arbejderne ved Larsbjørnstrædes Sukkerraffinaderi afholdt i Søndags et Møde, hvor de enedes om at indgive en Klage til Repræsentantskabet over de paa Raffinaderiet herskende Arbejdsforhold og den Behandlingsmaade, der bliver dem til Del fra de to Sukkermestres Side.

En af Arbejderne, der førte Ordet paa sine Kammeraters Vegne, oplyste følgende:

Den direkte Anledning til denne Klage er, at 13 Mand i Fredags uden nogen Foranledning fra deres Side blev beordret til ikke at møde paa Arbejde Lørdag, 4 Mand skulde komme igen Søndag, medens de 9 først skulde komme om Mandagen. Arbejderne var højlig forbitret over saaledes at erholde Karantæne og blive berøvet en Dags Fortjeneste, og fremhævede, at den paa Raffinaderiet gældende Løn, 2,50 Øre til 2,85 Øre pr. Dag, var saa lav, at de ikke kunde taale ekstra Spadseredage i Ugen. Det er Mestrene, som af egen Magtfuldkommenhed dikterer en saadan Karantæne, og det er ogsaa disse, to Brødre Nansen, som paa enhver Maade fortrædiger Arbejderne. Særlig klager Arbejderne over, at de hver eneste Dag trakteres med de værste Skældsord, Sproget kender, at de bliver jaget hjem for den mindste Forseelse, kort sagt ikke behandles som Menneske, men snarere som Umælende. Dette er oftere paaklaget overfor den ledende Direktør, men til Trods for, at denne har lovet, at Forholdene skulde blive forbedrede, er der dog ingen Forandring sket. Arbejderne tilskriver en væsenlig Del af Skylden derfor den mindre noble Maade, hvorpaa særlig 2den Mester optræder i Fabriken. En særlig Klage rettes over det Forhold, at der ikke findes en ordenlig Borgstue i Raffinaderiet, hvor Arbejderne kan spise deres Mad. Det, der skal gælde for Borgstue, er kun et elendigt lille Skur, hvor der ikke er Siddepladser til mere end Halvdelen af Mandskabet. Disse Siddepladser bestaar i øvrigt af gamle Pakkasser og andet Skrammel, ligesom det saakaldte Bord er et Stillads af gamle snavsede Skillerumsbrædder. Ligeledes er denne "Borgstue" et Opholdssted for Raffinaderiets Katte, hvorfor baade Bord og Bænke som oftest er opfyldte af Katteføde og Katteurenligheder. Dette Skur er tilmed beliggende ved Siden af Benbrænderiet, saa Benstøv, Syredampe osv. trænger ind og danner et mindre behageligt Krydderi til Maden. Arbejdernes Vaskerum er beliggende saaledes, at de, efter at have vasket sig i nøgen Tilstand, maa passere over Gaarden for at komme til det Skur, hvor deres Tøj hænger. De maa som Regel vaske sig i koldt Vand, varmt Vand er der ikke Raad til, skønt dette langt lettere optøer det fedtede Sukkerstof, der i den stærke Varme ligefrem æder sig ind i Huden.

Skuret, hvor deres Tøj har sin Plads, er saa utæt, at Vandet driver gennem Taget, hvorved Tøjet ofte bliver pjaskvaadt. Da Arbejdet i Raffinaderiet som Regel udføres i en Temperatur af 30-40 Gr. Reaumur, vil det let forstaas, at det ikke er behageligt eller sundt at skulle trække i en vaad og kold Uldskjorte efter endt Arbejde.

Etter Direktionens Anordning skulde Arbejderne have Havremel til at blande i deres Drikkevand, da dette anses for sundere end Øl eller Vand, men det Mel, som bydes Arbejderne, et gammelt, muggent og saa fuldt af Melorme, at det er aldeles ubrugeligt.

Som et Bevis paa den Mangel paa Hensyn, hvormed Arbejderne behandles, anføres, at det er hændt, at en Mand er bleven tilsagt til at møde paa Arbejde midt om Natten, og da han mødte, blev han uden nogen Foranledning fra hans Side afskediget med det samme. Almindelig Humanitet havde dog krævet, at Manden havde faaet sin Afsked om Aftenen og ikke var bleven jaget op Kl. 12 om Natten for at gaa hen og faa sin Afsked.

Arbejderne hundses og "duttes" af Mestrene, som var de Slaver; de straffes med Skældsord eller Arbejdsløshed, hvis de er saa uheldige at spilde en Draabe Sukker paa Gulvene, skønt dette ikke er spildt, idet det samles op og gaar gennem Klareværket, derimod er der ingen, som siger noget til Sukkermestrene, naar flere hundrede Pund paa Grund af disses Uagtsomhed ødelægges ved Kogningen og maa gaa i Kloaken.

Arbejdstiden i Raffinaderiet er fra Kl. 5½ om Morgenen til Kl. 5 Eftermiddag, med ½ Times Frokost og 3/4 Times Middag, altsaa 10 1/4 Arbejdstime om Dagen. Der er imidlertid ingen regelmæssig Frokosttid, ofte beordres Arbejderne til at spise Frokost om Morgenen Kl 6 og til andre Tider faar de ikke Lov at spise førend Kl. 10 Formiddag, alt efter Mestrenes Forgodtbefindende. Det er en Selvfølge, at det ved strængt Arbejde er af Betydning, at Maaltiderne indtages nogenlunde regelmæssig, men de to Sukkermestre synes ikke at have Øje herfor. De betragter paa dette som paa mangfoldige andre Omraader Arbejderne som Væsener, der kun har at lyde enhver noksaa urimelig Ordre, ligesom de synes at ntette, at denne bør fremsættes i en Tone man ellers kun hører paa Fælleden i April Maaned.

For ca. et Aarstid siden blev det paalagt 1ste Mester, at han skulde tiltale Arbejderne med "De" i Stedet for "Du". Han rettede sig efter Direktørens Paabud paa den Maade, at han sagde "De" til de ny Arbejdere og "Du" til de gamle, men finder ogsaa, at den haanende Tiltaleform .Han' er meget passende til en Arbejder.

Der har, som sagt, ofte været ført Klage over disse Forhold og der er lovet Forbedring; men hidtil er det kun bleven ved Løfterne, derfor har Arbejderne nu besluttet at henvende sig direkte til Interessenternes Repræsentanter, hvis fornemste Leder er Dr. Tofft, Formanden i Højrevælgerforeningen, for at høre, om han mener, at de paa Fabriken herskende Forhold er et fuldgyldigt Udtryk for Højres Arbejdervenlighed.

Bestyrelsen

for

Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 15. januar 1896).

Sukkerraffinaderiet i Store Larsbjørnsstræde 9 var grundlagt i 1803 af et interessentskab bestående af justitsråd Neergaard, kaptajn Fabritius, murermester Thrane og sukkermester Smith.  I 1909 overtoges aktierne af De danske Sukkerfabrikker.