Udgravningen af Fyld ved Gamle Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det kan have sin Interesse at kaste et Blik paa disse Udgravninger, som om føie vil have omændret det hidtil saa maleriske Terræn i betydelig Grad, De fleste af vore Kunstnere kjender godt det kjønne og tiltalende Motiv som aabnede sig for Enden af den gamle Jernbanevold eller rigtigere der, hvor Volden forsvandt og tabte sig i en lang snorlige Vei hvor fordum Banen kjørte. De høie Skrænter paa begge Sider af Veien ere forbundne med en af Etatsraad Herholdt opført Bro - maaske den smukkeste Bro, vi eie herhjemme. Broen er nu i stærkt Forfald, men benyttes dog endnu foreløbig som Forbindelsesled til Vestre Kirkegaard. Under denne Bro aabnede sig mellem de høie Buer et særdeles smukt og tiltalende Motiv, høit oppe paa Skrænten tilhøire ligger Gamle Carlsberg, og langs Voldens Grænse mod den blaa Luft aftegnede sig Tagene af en Mængde Villaer, blandt andre Historikmaler Schwartz' bekjendte Villa med de ældgamle Gavle, som Kunstneren erhvervede sig i Odense, da en gammel Bygning blev nedreven. Begge Skrænterne vare endnu for kort Tid siden begroede med Buskvæxter, høit Græs og vilde Roser i Masse - her kom sjeldent et Menneske, en enkelte Ged græssede Voldkanten, og en enlig Maler tog i Ny og Næ en Skitse, ellers var Alt roligt som i den mest fredelige Idyl, nu er det anderledes. Gaa derud en Dag. I Hulveien ligger nu et Dobbeltspor, hvorpaa de smaa, travle Lokomotiver føre Tipvognene frem og tilbage: prustende og stønnende arbeider Gravemaskinen, medens den med graadig Tand æder sig frem i den venstre Skraaning, Tog paa Tog fører den udgravede Jord til Kalveboderne, som Fyld til den nye Godsbanegaard - det er nu engang denne Jords Bestemmelse, at den skal bruges til Baneanlæg. Veien, hvor paa Banelegemet skal hvile, begynder allerede at forme sig ud af det mærkelige Kaos - Skraaningen tilhøire, op mod Gamle Carlsberg er jevnet til en plan, glat Flade, der foreløbig ligger graa og tør op mod den Sommerdag. Græs og Buske ere borte, og det vil vel vare en Tid, før det atter spirer frem - vel ikke før Banen er færdig.

Til venstre hæver det store Kapel paa Vestre Kirkegaard sit Spir, det er fra Skrænten ind mod Kirkegaarden Fylden tages, og det er derfor ogsaa særlig her, at Forandringen gjør sig gjældende i vældige Masser af Jord er der allerede udgravede, og mere vil følge efter, men om faa Aar, naar Banen er færdig, vil igjen fængsle Øjet - med større Former og mere Lys, men uden at den oprindelige Grundkarakter vil være synderlig forandret.

(Dagens Nyheder 2. juli 1896).

Ukendt fotograf. Broen ved Carlsberg. Kbhbilleder. Broen ser som beskrevet stærkt forfalden, og man ser tydeligt at udgravningerne på kirkegårdssiden er startet, mens skrænterne ind mod Carlsberg er ryddet. Dobbeltsporet til Kalveboderne er anlagt.

Den første bro blev bygget i 1847 over jernbanen omtrent på samme sted som den nuværende viadukt. 50 år efter var den temmelig forvitret og blev nedrevet pga. jernbaneudvidelser umiddelbart forud for opførelsen af den eksisterende i 1899. Den gamle jernbane åbnede i 1897 og blev benyttet til at transportere skærver og grus fra en grusgrav i Hedehusene. Vigerslev Alle blev anlagt langs med den sydlige side. Den nye viadukt stod formentlig færdig i 1899. I en plakat af 15. januar 1906 for første gang officielt blev navngivet Vigerslev Alle og som dengang var næsten færdig. I 1905 diskuterede Borgerrepræsentationen stadig navnet, nogle foretrak det mest brugte, men aldrig officielt anerkendte Valby Alle. Der blev bevilliget penge til en gangsti op til viadukten i 1906.

Protestmøde mod flere Kirker paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Flere Kirker! Arbejderne paa Vesterbro protesterer mod Kirkebyggeriet

Et stormfuldt Møde. - Borgmester Jacoby taler. - En Præst, der pibes ud. - Protest mod Kirkebyggeriet. 
Paa Enghavevej,

i Arbejdernes store Forsamlingshus, afholdtes der i Gaar Aftes et af en mægtig Forsamling besøgt Protestmøde, hvortil den socialdemokratiske Forening i 13de Kreds havde indbudt. Protesten gjaldt Kirkebyggeriet, og den blev udført med en Kraft og Fyndighed, som Intet lod tilbage at ønske.

Vi giver et - paa Grund af kneben Plads - stærkt sammentrængt Referat af det bevægede Møde.

Referat.

Foreningens Formand, Typograf Louw:

- Velkommen til Mødet! Vi har indkaldt det paa Grund af det Opraab, der er udstedt om at yde Frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker her paa Vesterbro. Mange af Opraabets Underskrivere er efter vor Indbydelse kommen til Stede!

Enstemmigt vælges Tapetserer Jønsson til Dirigent. 

Folketingsmand A. C. Meyer tager saa Ordet:

Man siger, vi lider Kirkenød herude. At her er Nød, det veed jeg, det har der været længe, men det er Fattigdommen, vi lider under! Vi har gjort, hvad vi kunde, for at komme Nøden til Livs, men Præsterne har ikke villet hjælpe os, de tænker kun paa den aandelige Nød. Jeg tror nu, der er Plads nok i Matthæus Kirken til dem, der har Trang til at høre Præster (Bifald). Jeg er en Modstander af, at Alle uden Hensyn til, om de ønsker Kirker eller ej, skal betale til Kirkens Opførelse (Bravo !) Jeg er saa meget mere en Modstander deraf, som jeg ikke rigtig ved, om det er for Gudsrigets Skyld eller for deres egen Skyld, at Præsterne vil have flere Kirker (stærkt Bifald). Lad d'Herrer og deres Venner selv bygge Kirkerne, men ikke komme til Stat, Kommune og forlange Skatteborgernes Penge til Kirkebyggeriet ! (Bifald). Overfor denne Anmasselse er det, vi protesterer!

Borgmester Jacoby træder derefter frem paa Talerstolen. Han taler under stor Opmærksomhed :

- Jeg ved nok, der er megen Nød - jeg gør selv mit Bedste for at afhjælpe den. Men, Spørgsmaalet er, om der ikke ogsaa er Kirkenød. Det betyder Intet, a nogle af Kirkerne staar tomme, det kan ligge i, at vedkommende Præster ikke har Evnen til at til at drage Folk til Huse.

- Provst Levinsen:

Dette Lokale er meget smukt, men religiøse Mennesker kommer der vist ingen af her (Fy! Fy!) Det kan ikke nytte, at I holder Protestmøder! (Aah!) Nej, vi har en Overbevisning, der ikke rokkes af Protester. (Latter.) Præsterne angribes, fordi de ikke vil medvirke ved Fritænkeres Begravelse, men, maa jeg spørge: Naar Fritænkerne modarbejder Kirken og angriber Præsterne, hvorfor skal vi saa staa paa Pinde for disse Folk? (Stor Uro, Piben og Hyssen )

- Pastor Mynster:

Vi Præster agiterer ligesom Socialisterne for vor Sag - kan man bebrejde os dette ?

Efter at Hr. A. C. Meyer har imødegaaet Borgmester Jacobys Udtalelse og hævdet, at Arbejderne aldrig vil søge Statskirkens Præster, fortsættes den bevægede Diskussion endnu et Tid og først henad Midnat vedtoges med alle Stemmer mod 2 en Resolution, hvori det hedder:

1. Da det er vor Overbevisning, at der ikke er Trang til flere Kirker paa Vesterbro, opfordres Stat og Kommune til ikke at yde Bidrag til Opførelse af flere Kirker.

2. Derimod opfordres Magistrat og Borgerrepræsentation til hurtigst muligt at fremme det fra 7300 Beboere paa Vesterbro indsendte Andragende om Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

(København 1. juli 1896).

Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938) journalist ved Social-Demokraten. Medstifter af Socialdemokratisk forbund 1878. Valgt for Socialdemokratiet til folketinget 1895-1932. Han var på det tidspunkt (og senere) kendt for sine digte. I 1886 idømt fængsel for udgivelse af en arbejdersangbog (dog frifundet ved Højesteret). En vej på Teglholmen i København er opkaldt efter ham.

Hugo Adolph Jacobi (1844-1917), sagfører og borgmester 1891-1908 i magistratens 3. afdeling for fattig- og forsørgelsessager. 

Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922), Matthæus Kirke 1889-1921. Han var i 1899 med til at danne det midtsøgende Kirkeligt Centrum (nedlagt 2020). Henning Jensen fra avisen København mente ved en opdeling at vide at 4/5 af hans tilhørere var kvinder.

Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro. I følge Københavns Stift var gennemsnittet for hele stiftet for deltagere i en gudstjeneste et pænt sted under 100, nemlig 65 i 2018. Jeg har ikke kunnet finde nogen statistik for de enkelte kirker på Vesterbro. Men hvis det holder, er der god plads i Sct. Matthæus Kirke - den har plads til 1.000. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vesterbros Protest mod Kirkebyggeriet.

I Aftes afholdtes efter Indbydelse af den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds et overordenlig vellykket Møde om Kirkebyggeriet paa Vesterbro. Allerede før Tiden var den store Sal stuvende fuld af et Publikum, som med stor Interesse hørte de lange Taler. Præsterne paa Vesterbro var mødt fuldtallig med Provst Levinsen i Spidsen, og af de Lægmænd, som havde udstedt Opraabet om den kirkelige Selvbeskatning, var der ligeledes mødt en "Mængde, som havde kaaret Københavns Fattigborgmester, Hr. Jacoby, til deres Ordfører.

De to Herrer nød ikke samme Skæbne. Borgmester Jacoby talte under Dødsstilhed og lod da ogsaa Arbejderpartiets Fortjenester nyde fuld Retfærdighed.

Anderledes med Provst Levinsen. Denne Mand var taktløs nok til at begynde paa et Forsvar for sin Handlemaade ved Begravelse af Mennesker, der er borgerlig viede. Her mødte ham imidlertid en saadan Storm af Uvilje, at han hurtigst muligt sluttede sin Tale, meget mindre udfordrende end han begyndte den.

Det vellykkede Møde endte med Vedtagelsen af nedenstaaende Protest mod Kirkebyggeriet.

Referat.

Vælgerforeningens Formand, Typograf Louw, bød Velkommen. Anledningen til Mødet var det Opraab, som ansete Mænd paa Vesterbro havde udstedt om at yde frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker i denne Del af Staden. Vi har troet del var rigtigt, at Vesterbros Beboere ogsaa fik et Ord med i Laget. Vi har indbudt dem, som har udstedt Opraabet, og en Mængde af dem har modtaget den Indbydelse.

Tapetserer Jonsson valgtes med Akklamation til Ordstyrer. Han manede til Ro og gav derpaa Ordet til Indlederen.

A. C. Meyer (Bifald): Jeg har lovet at tale her i Dag, fordi jeg repræsenterer denne Kreds, og fordi jeg hører til det Sogn, der efter d'Hrr.s Mening er i Kirkenød. Vi har for kendt Nøden herude, men det var Fattigdommen, og det Parti, jeg tilhører, har gjort, hvad der kunde gøres, for at udrydde Aarsagerne til Nøden, og man skulde dog tænke, at Socialdemokraterne i denne Virksomhed kunde gaa Haand i Haand med Præsterne, der skal udbrede Guds Rige her paa Jorden. Dog, det er jo ikke den fysiske, men den aandelige Nød, Præsterne vil udrydde. De paastaar, at det ikke kan lade sig gøre at skaffe Plads til de Kristne herude, hvor Menighedens Tal er steget fra 27,000 til 63,000. I 1884 paastod man ligeledes at der var Kirkenød i København, og da paatog Socialdemokraterne at paavise, at der var rigelig Plads i Kirkerne. Jeg trøster mig til at paastaa, at der ogsaa nu kan skaffes Plads i Mathæus Kirke for dem, der har Lyst til at besøge Kirken, og saa længe dette er Tilfældet, anerkender jeg ikke nogen Kirkenød. - Vi er Modstandere af Kirkebyggeriet, fordi man tvinger Folk, der staar Kirken fjærnt, til at yde Bidrag dertil, og saa længe Kirken ikke er skilt fra Staten, ved man ikke engang, om det er for Guds Skyld eller af Hensyn til dem selv, at Præsterne vil have flere Kirker og flere Præster (Hør! Hør!). Ser man hen til Præsternes Optræden i den sidste Tid, saa bør d'Hrr. ikke forarges over, at Arbejderne kun ugærne giver en Øre til ny Kirker og ny Præster (Hør!). Før stod Kirken paa de Fattiges og Forurettedes Side. Nu er det anderledes, og vi hævder derfor vedblivende, at Religionen skal være en privat Sag uden Forpligtelse for Stat og Kommune. Denne Bygning, hvori vi staar, er et Arbejdets Tempel, hvor der skal prædikes en højere Moral. Dette smukke Hus er rejst for Arbejdernes fattige Øre; Stat og Kommune har intet bidraget dertil, lønner ikke heller Tjenerne i dette Tempel. Jeg vil raade Præsterne, naar de siden tager Ordet, da at tænke paa dette Forhold og tage Eksempel derefter (Bifald). Hvis Kirken ejer Livskraft, da maa det mm en let Sag for dem, der iblandt deres nærmeste Venner tæller dem, der samlede en halv Mill. Kr. ind til militære Øjemed: til Landets Forsvar. Kunde de samle saa mange Penge til krigeriske Øjemed, hvor meget kunde de da ikke samle ind til den Fredens Gærning, som skal øves i Kirken? Saa længe man vedbliver at forlange, at Stat og Kommune skal levere Bidrag til Kirkerne, saa længe vedbliver vi at protestere mod Kirkebyggeriet. (Stærkt Bifald.)

Atelier Henning Jensens Døtre: A. C. Meyer (1858-1938). Han var politiker, journalist og forfatter. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Borgmester Jacoby: Det almindelige Spørgsmaal er jo, om der er Trang til ny Kirker her i Byen. At der ellers er megen Nød her i Byen, det ved jeg bedst, men jeg haaber ogsaa, at man vil indrømme mig, at jeg gør, hvad jeg kan, for at lindre den. Man siger nu, at Kirkerne ikke er fyldt, men man glemmer, at der ogsaa mellem Præsterne er Konkurrence. Nogle af dem kan bedre end andre trække Kunderne til sig. Derfor er nogle Kirker stadig fyldt, medens andre stadig staar forholdsvis tomme. Derfor trænger vi til flere Kirker, for at flere af de Præster, der formår at tale til Folket, kan faa en Prædikestol. Man siger, at Folk føler ikke Trang til Kirker. Nej, det er rigtigt; men man kender jo ogsaa Folk, der er meget snavsede, men som slet ikke føler Trang til at vaske sig. Det samme gælder om Religionstrangen. Den er maaske størst der, hvor den slet ikke føles. Noget positivt Bevis kan ikke fremskaffes. Det er min Overbevisning, at der er Trang til Sted. Derfor har jeg underskrevet Opraabet. Nu siger man, at Præsterne er et, og Kristendommen noget ganske andet. (Hør! Hør!) Ja det er rigtigt. (Vældig Bifald.) Ja, Præsterne er ikke saa gode, som de burde være, thi det er ingen Mennesker, men Vorherre skal nok gøre dem bedre, det haaber jeg da. Man siger nu, at Præsterne kan bygge selv, som Arbejderne har gjort ved dette smukke Hus; men det er nu en Gang god Skik her i Landet, at Stat og Kommune træder hjælpende til, hvor der skal bygges Kirker, medens man ikke kan give noget til Opførelse af Forsamlingshuse. I Modsætning hertil giver Stat og Kommune store Summer ud til Arbejderne. (Nej! Nej!) Jo husk de store Summer, der aarlig udgives til Skolevæsenet og meget andet. Tænk Dem nu om, og husk paa, at De ikke behøver at spørge Deres Forening, da De maa holde af Vorherre.

Stolemager Hansen rettede et stærkt Angreb paa Præsterne, der kun kunde undskyldes efter den gamle Doktrin, at den der sover, synder mindst. Vil Præsterne afskaffe Djævelen og bringe Bibelen i Overensstemmelse med Videnskabernes Resultater?

Provst Levinsen: Dette Møde er jo ikke noget offenligt Møde, som der staar i Indbydelsen, men derimod et Protestmøde. Det holdes jo ogsaa i et Lokale, som virkelig er smukt og godt, men hvor kirkelig sindede som Regel ikke gærne kommer. (Fy! Fy!) Jeg mener nu ikke, at dette Møde vil faa nogen særlig Betydning, det faar Protestmøder ikke; thi vi kirkeligsindede har en Overbevisning, som ikke kan rokkes ved nok saa mange Protester. Jeg er kommen til Stede, fordi jeg mente, at jeg mulig kunde være saa heldig, at et af mine Ord kunde finde Øre hos Forsamlingen. Man angriber Præsterne, fordi de ikke vil bistaa ved Fritænkeres Begravelse;  man tillader sig alligevel at unddrage den samme Kirke al Støtte. Kort sagt, man vil have Ret til at angribe Præster og Kirker til enhver Tid, og saa fordrer man endda, at de skal staa paa Pinde for sine Fjender til enhver Tid. I Matthæus Sogn boer der nu 1/34 Del af Landets Befolkning, og det er nu saaledes, at vi er henvist til at røgte vor Sjælesørgergærning alene ved Ordets Forkyndelse.

Louw: Levinsen har ingen Ret til at ironisere over dette Møde og de udsendte Indbydelser. Efter en lille Annonce i "Social-Demokraten" har vi faaet denne store Sal stuvende fuld, saa der ikke kan være flere her. Saaledes er det altid, naar vi holder Møde, og vi forlanger dog ikke Hjælp, hverken fra Stat eller Kommune. (Bifald.)

Levinsen: Jeg maa fastholde, at dette Møde trods sin Fuldtallighed aldrig kan blive noget almindeligt offenligt Møde. (Hyssen.)

Pastor Mynster: Ingen i denne Sal bør undres over, at vi Præster gærne vil have ny Kirker; thi Socialisterne drager jo ogsaa ud til fjærne Egne, hvor Folk endnu ikke har hørt deres Lære, og jo mere Modstand de møder, desto ivrigere bliver de for at faa dem til at tage mod Læren. Vi bærer os ad paa samme Maade, og vi tror, at heller ikke den fysiske Nød kan lindres uden ved Troen paa Jesus Kristus.

A. C. Meyer: (Bifald.) Der er ikke her i Aften leveret noget Beviser, at der er Kirketrang paa Vesterbro. Jacoby siger, at man skal søge at vække denne Trang ved flere Præster og flere Kirker. De tager fejl, mine Herrer, thi der er kommen en Forskel mellem Præsternes og Arbejdernes Livsopfattelse, og saa længe den bestaar, saa vil Arbejderne fly Præsterne og ikke høre den Lære, som Præsterne tilfældigvis præker. Hr. Levinsen vilde forsvare, at han havde nægtet at bistaa ved Begravelse af Folk, der var udtraadt af Folkekirken, og det undrede ham, at Folk var vrede for det. De var jo frivillig udtraadt af Folkekirken. Ja, Hr. Levinsen, den Afdøde kan det sandelig være lige meget, men om nu Hustruen ikke er udtraadt af Folkekirken? Om hun nu har bevaret sin Barnetro, saa er den dog hende - den kristelig sindede - Beskæmmelsen rammer. D'Hrr. Præster har her i Aften brugt saa stærke Udtryk, at de næppe ret sømmer sig for Præster. Jeg skal besvare dem med at sige, at d'Hrr. altid skal være velkommen hos os og blive høfligt behandlet. (Stærkt Bifald.)

O. Jørgensen: Det er rigtigt, at Folk skal være ivrige for at fremme den Sag, de nu engang tror paa, men de skal gøre det paa egen Bekostning og ikke som her ved Kirkebyggeriet; thi det er, som om Socialdemokraterne vilde holde Agitationsmøder og lade Højres Arbejder- og Vælgerforening betale Omkostningerne. D'Hrr. har maaske Ret, naar de siger, at der er for lidt Præster, men saa ansæt nogle flere. Kirker er der nok af. De kan invitere et Par Gader ad Gangen og benytte Kirken hver Time, om de vil. Gør Kirken mere demokratisk, saa vinder de Terræn.

Fuldmægtig Sørensen meddelte, at den ene Kirke vilde blive rejst af Landets Præster, medens den anden skulde betales af Beboerne. For Arbejderne vilde det dog ikke blive ret meget.

Pastor Bang: Folkekirken træder ikke ud fra sit Forhold til Staten, før den bliver kastet ud, thi Kirken har et Ansvar overfor det Samfund, hvori vi virker. Hvad vi mangler i Aften ved dette Diskussionsmøde er en fælles Valplads at slaas paa. Vi forstaar ikke de samme Ting med de samme Ord.

Pastor Mynster: Der er sagt her i Aften, at hvor der var mange Kirker, der stod det i Reglen daarligt til med Oplysningen; men jeg skal erindre om, at der er flere Slags Oplysning, og det kan jo hænde, at vedkommende Beboere havde den rette og den bedste Oplysning.

Endnu taler Typograf Louw og Pastor Bang, hvorefter A. C. Meyer slutter af: Naar man hører Præsterne i Aften faar man næsten Følelsen af, at de fortryder, at de er kommen herhen. Hvad skal vi her? spørger de. Jeg skal svare: De skal høre, hvad Beboerne herude tror om den Sag, De nu har sat alt ind paa at gennemføre! Beboernes Svar bliver: "Byg lige saa mange Kirker, De vil, men byg dem for Deres egne Penge!" (Bifald).

Derefter vedtager den store Forsamling med alle Stemmer imod to af de Indbudne nedenstaaende 

Resolution.

Vesterbros Beboere - saavel Kvinder som Mænd - der er forsamlede til Møde paa Enghavevej 40, udtaler:

1. Da det er vor Overbevisning, at der for Tiden ikke trænges til flere Kirker i Matthæus Sogn, idet der ikke fra nogen Side er ført Bevis for, at de alt nu bestaaende Kirker er fyldt med Tilhørere ved Gudstjenester, og saa længe Beboerne paa Vesterbro i det store Flertal ikke ønsker flere Kirker opført herude, opfordres saavel Stat som Kommune til ikke at bevilge Midler hverken til Opførelse eller til Vedligeholdelse af flere Kirker paa Vesterbro.

2. Derimod opfordrer Forsamlingen Københavns Magistrat samt Borgerrepræsentationen til hurtigst muligt at fremme det Andragende, der fra 7300 Beboere paa Vesterbro i April Maaned blev indgivet til de nævnte Institutioner angaaende Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

Efter en Tak fra Ordstyreren for den Ro og Orden, der var vist under Mødet sluttedes dette.

Fra Forsamlingen udbragtes Leveraab for A. C. Meyer og Ordstyreren.

(Social-Demokraten 1. juli 1896)

- - -

Man kan være enig eller uenig med denne Resolution, man vil i et hvert Fald ikke kunne benægte, at der er Metode i den.

Diskussionens Udbytte var i og for sig tarveligt. De diskuterende Parter stod hver i sit Land og talte hver sit Lands Sprog. De forstod ikke hinanden, og de misforstod oftere hinanden.

Fra begge Sider førtes der kun blanke Vaaben; saa meget beklageligere var det, at den store Forsamling gentagne Gange ikke var saa sindig som dens Ledere. Den Slags Diskussioner taaler ikke godt at afbrydes af skingrende Piber og dundrende Trampen.

Men man kunde ved dette Møde ikke undlade at bemærke en Ting, og det var, at den københavnske Arbejderstand ikke alene er i Færd med at bryde ud af Kirken.

Den er udenfor - helt og holdent.

Hvad Aarsagerne hertil er, maa de Sagkyndige afgøre.

(Fyns Venstreblad (Odense) og Aalborg Amtstidende 2. juli 1896. Uddrag).

På tidspunktet for mødet fandtes der som nævnt en kirke på Vesterbro: Matthæus Kirke (1880) 1.000 siddepladser. Senere blev der bygget flere: Kristkirken (1900) finansieret af præsterne selv. Apostelkirken (1901) finansieret af rigmænd/kirkefonden. Eliaskirken (1908) 800 pladser. Mariakirken (1909) oprindelig 1040 pladser, nu 500. Enghave Kirke (1924/1960). Getsemane Kirke (1894/1916). Absalons Kirke (1934) - nedlagt som kirke.

Folkets Hus på Enghavevej stod opført 1895. Det blev i 1959 erstattet af det nuværende, nu Vega.

"Den dovne Dreng" (1): Bølle. (Efterskrift til Politivennen)

"Den dovne Dreng", eller August Peder Jensen, var omkring århundredskiftet 1900 en af de mest berygtede og frygtede bøller i København. Angiveligt skulle han være søn af en pukkelrygget kvinde, "Blonde Lise" fra en kælder i Møntergade som døde som 30-årig. Men det er formentlig blot en vandrehistorie. 

August Peder Jensen blev født 3. november 1857 på Sletten i Asminderød sogn. Hjemmet var fattigt, og der var 6 søskende. Faderen var til tider drikfældig. August rejste hjemmefra med gode kundskaber og tjente til sit 18. år på landet, skiftede ofte plads. Herefter rejste han ind til København og levede af tilfældigt arbejde. Han slog sig tidligt på flasken. Ved folketællingen i 1880 sad han på Ladegården i København. Ved folketællingen i 1885 (28 år) var han kreaturfører og logerende i baghuset bag Sankt Gertrudsstræde 8. Nogen "dreng" var han ikke (43 år), da han blev indsat i Horsens Tugthus (folketællingen 1901).  

Han ernærede sig tilsyneladende dels ved tyverier, dels ved det mindst anset arbejde, fx kreaturtrækker (man trak kvæg fra Kvæsthusbroen til Vesterbros Kvægtorv). Desuden var han temmelig voldelig. 

Denne artikelserie består af tre dele: Nedenstående som omfatter perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

Hans første straf var i 1877 sammen med sin bror.  Derefter fulgte en lind strøm af straffe på vand og brød, for tyveri, vold, vold mod betjente: 1877, 1880 (2 gange), 1882, 1884 og 1887. 8 måneders forbedringshus for ran i 1886 (afsonet i Vridsløselille?). 180 dages tvangsarbejde for vold i 1898 (Ladegården?). Tre gange sad han i Horsens: 1889, 1895-97 og 1899-1901:

På egen hånd.

En person ved navn August Peter Jensen som tidligere oftere havde spillet terninger i en herværende beværtning og herved efterhånden tabt ikke så få penge til en bagersvend Johansen, besluttede at fravende denne nogle penge for at holde sig skadesløs for sit tab. I dette øjemed begav han sig den 4. april d. å. ind i den pågældende beværtning hvor han ventede at træffe Johansen. Han traf ham også siddende ved et bord, i spil med nogle andre personer, og da han så at Johansen havde en tikroneseddel beroende i en kop ved siden af sig på bordet, satte han sig åbenlyst i besiddelse af den for at tilegne sig den. Efter at være opfordret til at udlevere den, nægtede han dette, og da han noget efter forlod beværtningen uden at tilbagelevere sedlen, fulgte Johansen og beværtningens bestyrer efter ham og foranledigede ham anholdt, inden han fik lejlighed til at benytte pengene. Jensen er ofte straffet og henhører under politiets protokol over mistænkelige personer. Han blev for sit omtalte forhold anset af kriminalretten med forbedringshusarbejde i 8 måneder efter straffelovens § 231, 1. led, jfr. ! 237.

(Dagens Nyheder, 18. juni 1886).

"Den dovne Dreng"s første ophold i Horsens Tugthus var 7.maj-7. november 1889. Hans dom på 8 måneders forbedringshus for vold blev afkortet til 6. Her sad han fordi han"har nu efter med magt at være ført ud af et logishus af en politibetjent udøvet vold mod denne ved at slå ham ansigtet og sparke ham over benene. Anfører beruselse som grund til forbrydelsen".

"Den dovne Dreng"

I går ved firetiden var det celebre Brøndstræde atter vidne til et af de folkeskuespil der af og til opliver kvarteret.

Hovedpersonen i dramaet var denne gang den såkaldte "dovne Dreng", en af Brøndstrædes mere fremragende personligheder.

Han havde for en gangs skyld rystet mageligheden af sig og givet sig til at slå løs på en kammerat nede i en beværtning.

Her som i "Magdalene" viste to betjente sig pludselig på scenen og ville trække af med hovedpersonen. Men her var ingen Wiehe, og bersærken måtte følge med.

Da han var bragt op på gaden, brød hans natur sejrende igennem: Han lagde sig plat ned i en rendesten og gad ikke røre et lem.

Et rap af politistaven fik ham til at lette lidt på sig, men derefter syntes han absolut uimodtagelig for ydre påvirkning.

Så var der ikke andet for end at 4 betjente måtte bære den dovne dreng i triumf ind på Pilestrædes station.

Stykket lønnedes af det talrige publikum med livlig applaus, men om nogen fremkaldelse blev der ikke tale.

(København, 31. januar 1893).

I juli samme år slog han om sig som rasende da fire betjente slæbte afsted med ham. I november 1893 var Stærke Jens og den dovne Dreng anklaget for vold mod politiet. Jens fik en bøde på 80 kr, mens "Drengen" sad arresteret. Han afsonede 500 kr i mulkt. Han blev løsladt i december, og straks efter løsladelsen anholdt igen. August 1894 sparkede og slog han en betjent og fik en bøde på 200 kr. som skulle afsones.  

De københavnske bøller. 

Aftenbladet meddeler :

Søndag aften ved titiden fandt der i Brøndstræde et uhyggeligt optrin sted.

I den bekendte beværtning på hjørnet af Brøndstræde, "Dukkehjemmet", havde der hele aftenen igennem været svært spektakel, og hvert øjeblik måtte værten tilkalde politiet, når naturen gik over optugtelsen. De værste spektakelmagere var den bekendte "Peder Saft" og "Den dovne Dreng", August Peter Jensen. Ikke så snart havde politiet været dernede, før de begyndte igen, og da de til slut blev udvist af lokalet, gjorde "Peder Saft" al den modstand, han formåede.

Omsider kom han dog op på gaden, men da betjenten ville have ham med på stationen, sprang "Den dovne Dreng" pludselig til og forsøgte at rive ham fra betjenten, nr. 144 Jørgensen. Denne holdt dog for fast, men herover blev bøllen så rasende, at han trak en lang lommekniv med opslået blad og stødte den med al sin kraft lige ind imod betjentens bryst, idet han brølede, at nu skulle han dø. Heldigvis prellede kniven af mod betjentens fløjtekæde, der sprængtes midt over.

Betjenten, der så at der var fare på færde, trak nu resolut sin stav og gav fyren et slag med den i panden, så han styrtede bagover med flækket pande.

De mange bøller der havde vovet sig frem, tog nu flugten, og betjentene kunne samle den  faldne bandit op og i en vogn køre ham til Kommunehospitalet. Her måtte lægerne sy såret sammen, og da hans tilstandvar ret betænkelig, beholdt man ham foreløbig derude.

Under tumulten så "Peder Saft" lejlighed til at undvige.

(Fredericia Dagblad, 31. juli 1895).

En lignende artikel under titlen "Fra Københavns Whitechapel" i Dannebrog, 30. juli 1895. I oktober 1895 tilstod han at han havde købt en kniv for at dræbe betjenten som han mente havde behandlet ham uretfærdigt. Han havde ellers indtil da påstået at han var beruset. I december 1895 blev han idømt 2 års forbedringshus for at have stukket en betjent. I marts 1898 var han ude igen. I juli 1898 blev han dømt for at have efterladt en tyr han skulle transportere, uden for en beværtning, hvor tyren senere gik ned og smadrede en del. I november 1898 blev han idømt 180 dages tvangsarbejde for overfald på en arbejdsmand.

Den dovne Dreng og Pip-Johan.

Den dovne Dreng som ellers har sit domicil i Vognmagergade, var i går kommet ud på Vesterbro for at besøge sin gode ven, Pip-Johan.

Efter en lille hjertestyrking i et værtshus fandt de to bøller at det kunne være en vederkvægelse at få et bad, og de fulgtes da ad ned til Kalvebod Strand, hvor de gik i vandet påen badeanstalt ude ved det nye godsbaneanlæg.

Efter at have boltret sig lidt i vandet, foreslog den dovne Dreng at de skulle have lidt sjov, hvad Pip-Johan straks var med på. 

Og begge svømmede nu hent til damebadeanstalten, dukkede under vandet og i næste nu viste de sig inde i bassinnet hvor de udstødte nogle cimbriske hyl. Selvfølgelig opstod der den vildeste panik mellem de badende damer, der lød høje råb og hvin om hjælp, dog var rædslen ikke så stærk at der blev besvimelser eller krampetilfælde.

Da nu de to spilopmagere havde moret sig tilstrækkeligt over den malheur de havde frembragt, dukkede de igen ned under vandet og forsvandt fra bassinnet. Men panikken var derfor langt fra forbi. De badende damer var bange for at fredsfortyrrerne atter skulle vise sig.

Betjeningen på badeanstalten måtte derfor sende bud ind til Svendsgade station efter politi, og langt om længe kom der en betjent. Men naturligvis til ingen verdens nytte. Den dovne Dreng og Pip-Johan var nu ikke til at opdage. Og endelig faldt de opskræmte gemytter til ro.

(København, 25. juli 1899).

En ondsindet bølle.

I går var den berygtede bølle og slagsbroder August Peter Jensen, også kaldet "Den dovne dreng" kommet på krigsstien.

I en beværtning i Pilestræde optrådte han som bersærk og lod sin styrke gå ud over tre forholdsvis fredelige svenskere der fik prygl efter noder. 

Til sidst måtte værten tilkalde politi for at få "drengen" sat ud. Der mødte to kæmpestærke betjente, men det forskrækkede ham ikke.

"Drengen" for ind på betjentene og forsøgte at vælte dem omkuld, men det mislykkedes af gode grunde totalt. Derimod blev bøllen forsvarlig snærret i et reb og transporteret til den nærliggende station

Her lykkedes det ham at hævne sig på en af betjentene.

Da "Drengen" skulle sættes ind i detentionslokalet, slog han døren så hårdt sammen om betjent Linbergs ene finger, at den blev omtrent knust og betjenten måtte til hospitalet.

Efter den bedrift bliver der en rum tid fred for "Den dovne Dreng", nu skal han nemlig en tur ud på Ladegården og øve i at slå sten.

Det smager ikke. 

(København, 6. oktober 1899).

Den dovne Dreng arresteret.

Forskrækkede vidner.

Omsider i går fandt politiet sig beføjet til at sikre sig den berygtede voldsmand August Peder Jensen, eller "Den dovne Dreng", efter at han i de sidste tre uger havde fået lov til at gå løs, skønt han havde slået tre svenskere, en politibetjent og en kone halvt fordærvet.

Det var assessor Thybjerg ved 1. kriminalkammer der besørgede den samfundsnyttige gerning. "Drengen" var mødt i feststemning til forhøret, og udenfor på gangen stod alle hans venner fra karteret for at nyde det sjældne syn at se ham blive ført over i arresten. At han ville blive arresteret, var han nemlig selv på det rene med, og da dommeren, efter at have holdt forhør over ham i over en time, gjorde ham bekendt med at han ville blive arresteret, erklærede han, at andet havde han heller ikke ventet.

Helt kapitulerede han dog ikke. Han nægtede endog ligeud alting, og skønt ikke mindre end syv vidner aflagde ed, forsøgte han endnu at holde på sin benægtelse.

Nu havde assessoren først heller ikke nogen støtte i selve de overfaldne, der så godt som alle til at begynde med holdt med bøllen, og reducerede hans overfald imod dem til det mindst mulige. Da disse forklaringer imidlertid var i modstrid med det passerede, måtte assessoren gøre dem bekendt med følgerne af deres urigtige forklaringer og et par af dem forklarede så, at de havde vidnet således af frygt for at blive slået fordærvet igen når "Drengen" muligvis endnu samme dags eftermiddag kom på fri fod. 

(Aftenbladet (København), 26. oktober 1899).

Den dovne Dreng blev efterfølgende idømt 2 års tugthusarbejde. Aviserne annoncerede flere gange at han var død, dog uden at være det.

Retten afsagde 2 års tugthus og blev afsonet 19. december 1899-19. december 1901, for følgende forhold: "1) på en beværtning overfaldet 2 af gæsterne med slag i hovedet (den ene i øjet) og søgt at tildele en 3. gæst slag i ansigtet, 2) ved sin umiddelbart efterfølgende anholdelse slået døren til detentionslokalet kraftigt i, hvorved en politibetjent fik - hvad fangen også tilsigtede - en af sine fingre i klemme, og 3) sparket en kone for brystet ... Han undskyldte sig med, i hvilken tilstand han ikke ved, hvad han foretager sig". 

Under opholdet opførte han sig "I det hele upåklageligt forhold. Upåvirket", fx august 1899: 176 cm, sund ansigtsfarve, kraftig figur, stærke lemmer, blondt hår, grå øjne, noget flad næse. På højre hånd tatoveret: A.P.J. C.M.R. 1886. 

Marie Villads(en) 1832-1910: Kildekonen i Søndermarken 2/4. (Efterskrift til Politivennen)

 Kildekonen Marie Villads

som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.

(Isefjordsposten 12. april 1896)

"Kildekonens Sange"

"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen

Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.

Marie Villads, Kildekonen i Søndermarken.

[Artiklen indeholder efterfølgende et næsten helsides digt om hendes liv]

(Middelfart Avis 14. juni 1896)

Pastor Ifversen ved Smed Gunthels Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Pastor Ifversen har jeg modtaget nedenstaaende Brev, som jeg herved offenliggør og besvarer, idet jeg ingen Anledning finder til at føre privat Korresponvance med Hr. Ifversen herom. Brevet er saalydende:

Helligkors Kirkebolig, R.

10. Juni 1896.

Hr. Landsthingsmand Knudsen!

Foranlediget ved en Artikel i "Social-Demokraten" af i Gaar finder jeg det rigtigst at tilstille Dem disse Linier til en nærmere Forklaring af mit Forhold ved Smed Gunthels Begravelse.

Jeg indser - og indsaa - fuldtvel, hvor pinligt det maatte være - baade for Fanebæreren saa vel som for alle dem, der blandt de tilstedeværende delte de Anskuelser, der repræsenteredes ved Fanerne - naar disse blev viste bort ved Jordefærden. Men baade Familien, Følget, Fanebæreren, De, Hr. Landsthingsmand, og jeg selv kunde have været sparede for den kedelige Affære, dersom man fra "Socialdemokratisk Forbund"s Side havde loyalt overholdt det Paabud, om hvilket jeg ikke kan tro, De kan være uvidende, nemlig at tilladelsen til Faners Tilstedeværelse ved Jordefærd forud (c: Dagen forud) skal indhentes hos den Præst, der forretter Begravelsen. Jeg havde da med den eller dem, de var kommen til mig i dette Hværv, kunnet vidne Sagen og - om fornødent - i en fredelig Forhandling kunnet motivere min Nægtelse af de to Faners Tilstedeværelse; thi jeg havde i hvert Tilfælde nægtet denne, men det, som nu skete, havde været undgaaet; men at det skete, bærer alene "Socialdemokratisk Forbund"s Ledelse eller de, der ved denne Lejlighed har haft med de to Faners Anvendelse ved Ligfølget at gøre, Skylden for.

Det her anførte skal altsaa egenlig ikke være en Bebrejdelse for, at der - i og for sig ingen Tilladelse blev søgt, thi det er sket før, og jeg har ikke opholdt mig derover, men jeg vil kun derved udtale min Beklagelse af, at Forbundet - eller andre rette Vedkommende - ikke selv søgte at hindre det, som nu for alle blev saa pinligt.

Paa Graveren kan Skylden vanskelig lægges, thi han ved, at jeg altid ellers lader Faner komme ind i Kapellerne. Derfor man jeg formode, at han, sikker paa min Iagttagelse af mit sædvanlige Forhold, ved denne Lejlighed uden at reflektere nærmere over, hvilke Faner der var, har ladet dem bringe ind for at lette Handlingens hurtigere Udførelse.

Naar Bladet bebrejder mig, at jeg intet gjorde for at hindre Graverkarlene i at borttage de Brædder, De stod paa ved Graven, medens De talte, da maa jeg minde om, hvad De heller ikke kan være uvidende om, at De ingen som helst Ret havde til at tale ved Graven. De tog Dem den. Jeg fandt mig derfor slet ikke beføjet til at gribe ind i den Sag. De forglemte Dem selv og det Sted, hvor De stod, ved de Ord, De tillod Dem at tale.

Hvad andet urigtigt, der i nævnte Artikel er indeholdt, er af mindre Betydning. En nærmere Udvikling her af mine Grunde for at nægte "Socialdemokratisk Forbund"s Faners Tilstedeværelse ved de Jordefærd, som jeg har med at gøre, vil, antager jeg, være temmelig spildt Ulejlighed. Kun dette: der er mange af Arbejderne, der ved, at jeg sympatiserer med adskilligt i den moderne Socialisme, og det er, hvad jeg ikke lægger Skjul paa for nogen; men det er mig umuligt som Kristen - og jeg finder, at det man være enhver troende Kristen - at staa under de paagældende to Faner, især den med Inskriptionen "Folkets Vilje" osv " Det er ikke et bestaaende System eller lign., jeg vil forsvare ved denne Vægring, men et System, der, hvor mange Sandhedselementer det end indeholder, dog inderst inde er et stort verdenshistorisk Bedrag, jeg maa undslaa mig for at hylde.

Maa jeg blot endnu tilløje, at der fra min Side intet har været og ikte heller fremdeles er til Hinder for, at andre Faner - politiske (altsaa ogsaa soc.-dem. Vælgerforeningsfaner), saglige og private - er til Stede ved Jordefærd. Men jeg ønsker ikke, at noget lignende som der, der skete i Søndags, skal gentage sig. Derfor anmoder jeg høfligst Dem, Hr Landsthingsmand Knudsen, som den, der er Forretningsfører for "Socialdemokratisk Forbund", om at gøre Deres til, at dette Forbunds tvende Faner ikke nogensinde mere kommer til Stede, hvor jeg skal forrette Begravelse.

Venligst

Deres ærb.

Jul. Ifversen.

Den almindelige Regel, Præsterne følger med Hensyn til Faners Tilstedeværelse ved Begravelser er, at Tilladelse dertil gives ved selve Begravelsen. Hr. Ifversen følger aabenbart den samme Regel, eftersom det stemmer overens med hans "sædvanlige Forhold", at Graveren, naar Fanerne føres frem udenfor Kapellet, lader dem føre ind. Hertil maa han altsaa have Hr. Ifversens Billigelse. Denne almindelige og af Hr. Ifversen selv benyttede Regel, blev ogsaa fulgt ved Begravelsen i Søndags. Fanerne holdtes udenfor Kapellet indtil de fik Tilladelse til at komme ind. Skylden for det "pinlige" der skete - skal vi ikke hellere sige usømmelige - paahviler altsaa Hr. Ifversen og ingen anden, idet han krævede Fanerne sat ud efter at der var givet Tilladelse til at føre dem ind.

Nu vil Hr. Ifversen have, at der skal gælde andre Regler for "Social-demokratisk Forbund"s end for andre Faner. Der skal for de førstnævnte søges Tilladelse "Dagen forud". Jeg finder for mit Vedkommende ingen Anledning til at akceptere denne Social-demokratisk Forbunds Faners Nedsættelse i anden Klasse. Det behager maaske Hr. Ifversen mere, at vise os ned ad sine Trapper end at jage os ud af Kapellet, men denne Tilfredsstillelse agter jeg i hvert Fald ikke at berede ham. Heller ikke agter jeg at tage hans almindelige Forbud mod Forbundets Faners Tilstedeværelse ved de Begravelser, han forretter til Følge. Naar en afdød Partifælles Paarørende ønsker Fanernes Tilstedeværelse ved Begravelsen, vil Tilladelse dertil blive søgt paa den Maade, som gælder for alle andre Faner. Det bliver da Hr. Ifversens Sag at jage dem bort i hvert enkelt Tilfælde. Han skal ikke saaledes ved et Pennestrøg anmasse sig Ret til en Gang for alle at forbyde Socialdemokratisk Forbund at hædre afdøde Partifæller.

Hr. Ifversens Indrømmelse af, at han med Vilje ikke foretog noget for at hindre Graverkarlen i at borttage de Brædder, hvorpaa jeg stod, behøver sikkert ingen Kommentar. Han vidste, at disse Brædder laa over en aaben Grav. Han maa have hørt, at den ene af Graverkarlene gjorde den anden opmærksom paa, at det Brædt, hvorpaa jeg stod, skulde blive liggende hvor det laa og ikke flyttes, og han maa have set, at den anden Karl desuagtet rev og sled i det, saa det næsten var umuligt at staa derpaa. Men han gjorde intet for at hindre denne brutale Adfærd. Var det lykkedes Karlen at rive Brædtet bort og jeg som Følge af denne Brutalitet og med Hr. Ifversens præstelige Billigelse var styrtet ned i Graven og sandsynlig vilde være kommen til Skade, saa var vel rimeligvis af Hr. Ifversen bleven betragtet som værende "Guds Vilje". Og hans præstelige Samvittighed vilde sandsynligvis have fundet en god Trøst deri, at jeg ikke først havde bedt em hans Tilladelse til at tale, hvilket under de foreliggende Forhold selvfølgelig ikke kunde falde mig ind. Maaske havde han endog fundet en vis Tilfredsstillelse i en saadan Udgang.

Naar en Præst og en Graverkarl kan vise en saadan Adfærd ved en Grav, saa er det sikkert ingen Forglemmelse af sig selv eller Stedet, at en Lægmand staar frem og takker en Afdød for hans Virksomhed.

Hr. Ifversens Udtalelser om Socialismen vil jeg skænke ham. Der er næppe mange, der lader sig dupere af hans foregivne Sympati for "adskilligt" i denne, og naar han vil tale om verdenshistoriske Bedrag, gjorde han sikkert bedre i at vende sig andre Steder hen end til Socialismen.

P. Knudsen.

(Social-Demokraten 14. juni 1896).

Fotograf Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Borgmester P. Knudsen (1848-1910). Det kongelige Bibliotek.

Den socialdemokratisk politiker og fagforeningsmand P. Knudsen var på daværende tidspunkt Socialdemokratiets formand (1882-1909), medlem af Landstinget 1890 og medlem af Folketinget 1898-1901 og 1903-09. I 1897 blev han indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation, 1902 rådmand og i 1909 borgmester for 3. afdeling. I 1875 var han med til stiftelsen af Handskemagernes Fagforening. 1898-1903 formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark. Desuden næstformand i De Samvirkende Fagforeninger i København 1886-1898 og for De Samvirkende Fagforbund i Danmark i 1898-1909.