Frøken H. Hoffman, en dansk fransk Kunstnerinde. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de sølvmedaillerede Udstillere i Malmø er den kvindelige Ciselør, Frøken Hanna Gabrielle Hoffmann. Allerede paa Kvindernes Udstilling ifjor vandt hun Opmærksomhed i visse Kredse, men videre vil hendes Navn og Anseelse sikkert gaa, og den anførte Prisbelønning ovre i vor skaanske Gjenboby tør sagtens bidrage dertil. Forøvrigt synes Frøken Hoffman at have vundet god, fast Fod i Frankrig, ja paa et af de fornemste Punkter, i selve Paris. Hun fortjener derfor særstilt Omtale.

Født af en dansk Moder, der havde ægtet en Grosserer i det norske Molde, kom kun i en ung Alder til Kjøbenhavn 1865 og begyndte efter sin Konfirmation at tegne og male under Professor Kyhns Vejledning, frekventerede enere Professor Kleins Tegneskole og blev derefter Elev i Professor Steins Atelier, fik dernæst Beskjæftigelse hos Sølvvarefabrikant Christesen, modellerede en Tid hos Professor Saaby og fik derefter fremdeles Arbeide paa Værkstedet hos Hof-Juveler Michelsen. Saaledes gik en Række strenge, lidet lønnende Arbeidsaar, indtil Frøken Hoffman i 1884 fik 300 Kr. fra den Reiersenske Fond, og nu drog hun udenlands, studerede paa tydske Musæer for Kunst-Industri og slog sig endelig ned i Paris. Hun mente her at skulle finde noget Nyt eller selv at kunne komme frem med noget Nyt og da navnlig paa andre Baner end paa de altfor længe fulgte Efterligninger af Styles Louis XIV, XV, XVI.

Det gik just ikke let. Den danske Kunstnerinde, hvem baade Savn af tilstrækkelige Referencer og Mangel paa fuld Sprogfærdighed lagde Hindringer i Veien, fandt de franske Døre lukkede og de parisiske Producenter lidet villige til at slaa ind paa nye Ideer i det dekorative Fag. Den gode gamle, unægtelig smukke men ubestridelig ogsaa forbrugte Smag beherskede Markedet, og uden synderlig Virkning blev der hist og her, bl. A. af Gast. Geffroy i Le journal skrevet mod den altfor stagnerende Konservatisme med Bibeholdelse af stiliserede Former, Sving og Snirkler. Han henviste til de dristige men vellykkede Innovationer, som f. Ex. den kgl. danske Porcellænsfabrik havde forsøgt ved at gaa Naturen nærmere. "Og hvad er vel mere rimeligt?" spurgte han, idet han henviste til "den evig unge, evig stiftende Natur, der ved sin Frodighed paa nye Indfald giver nye Impulser, nye Ideer, ogsaa i Henseende til det rent Dekorative".

Netop i den Retning ønskede Frøken Hoffman at gaa; netop i Overensstemmelse med hine Tanker er det langt om længe lykkedes hende at gjøre sig gjældende. Til sit lille Kvistkammer fik hun Planter og Blomster fra de botaniske Haver, og det lykkedes hende at benytte dem som Modeller til Kobber- og Sølvgjenstande, Skaale, Kander og Bægere.

Man maatte anerkjende hendes Kompositionstalent saavel som hendes tekniske Dygtighed, og hun fandt Afsætning samt stadige Bestillinger, fik Indpas hos det store Firma Christofle, modtog Ordre hos den verdensberømte Juvelerer Auioe i Rue de la Paix, bl. A. paa en fyrstelig Serie af tolv drevne Sølvvaser, dekorerede efter levende Blomster. Ogsaa andre notable Firmaer saasom Boins, Falise o. Fl. have ydet hende lignende Opmuntring og Velvillie.

Medens hun som sagt benytter levende Blomster til Studier, arbeider hun efter egne Tegninger, idet hun gjerne matterer eller skraverer Bunden, for et Blomsternes Former kunne træde blødere frem. Hun kommer altsaa til en vis Grad "Naturalismen" i Møde men vogter sig dog for dens Udskeielser, viser Kiækhed i at drage noget Nyt frem men staaer dog paa det solide Grundlag af gammel Teknik og god Kunst med ædel, frisk Smag. Hendes Virksomhed gaaer Haand i Haand med de mange andre kunstindustrielle Bestræbelser i Nutiden, der have forladt de uendelige Gjentagelsers Kjedsommelighed og vundet Seire ved modige, muntre Ideer, ved sindrig Forening af det Geniale og det Gjennemstuderede som ikke behøver at gaa det Originale, det Individuelle forbi. Ovre i Malmø har dansk Kunst-Industri i den ene og anden Art paany gjørt sig glimrende gjældende. At den kgl. Porcellænsfabrik hævder sin Forrang, er sikkert nok men ikke underligt, da den nu har tilkæmpet sig universelt Ry som Numer Et i sin Genre, endogsaa forud for de store Nationers største Berømtheder paa samme Omraade, beundret af Franskmænd, efterstræbt af Russere og Englændere, søgt af Amerikanere, blandt hvilke den snart synes at have sin bedste Kundekreds - man har fortalt om Bestillinger paa mange Tusinder af transatlantiske Kjøbere. Og vi benytte Lejligheden til en supplerende Bemærkning i Anledning af, at vi tidligere i et Referat fra Malmø have nævnt 500 Kr som en ret dyrebar Pris for det udstillede, enkelte Tallerken-Fad med Billede af en Ko. Man har misforstaaet denne Sums Nævnelse, som om vi havde ment, at den var overdreven høi.

Det maa imidlertid erindres at, naar man kommer til de Omraader, hvor dels den egenlige Kunst, dels det rent Specielle træder frem, bliver Pengespørgsmaalet til en vis Grad vilkaarligt, for ei at sige underordnet. En Gjenstand som den nævnte maa naturlig sammenlignes med anden, kunstnerisk Produktion, f. Ex. med et Oliemaleri, og allerede af den Grund bliver det anførte Beløb mindre paafaldende. Sagen er jo at Mangen, som har Sans for saa fine Ting, vil sætte større Pris paa et enestaaende Porcellæn end paa et Landskab, malet paa Lærred. Og just "enestaaende" er en saadan Produktion, thi den gjøres ikke i flere Exemplarer, undtagen for saa vidt som der stundom maa fabrikeres adskillige, forinden man naaer Fuldendtheden i Udførelsen; men da bliver man staaende ved det enkelte Exemplar.

I en anden kunst-industriel Genre have vi fremhævet Køhler's Keramik-Udstilling og kunne nu kun konstatere, at denne Produktion ligeledes har tildraget saa stor Opmærksomhcd, vundet rig Anerkjendelse og opnaaet anseelige Salg. Dens ejendommelige Blanding af det Barokke i Former og af det Fuldkomne i metalglinsende Glassur har vistnok sine Forbilleder i Paris men møder her med fuld Selvstændighed og vinder tilsvarende Indgang hos Kjøbere med Forstaaelse og Evne, fyrstelige Personer, Godseiere og andre Rigmænd samt - ikke mindst - amerikanske Agenter, af hvilke en enkelt ovre i Malmø skal have gjort omfattende Bestillinger paa den Køhler'ske Keramik.

Frøken H. Hoffmans Sfære er en tredje Art af Kunst-Industri, udrunden fra dansk Grund, gjennemført med Ihærdighed og Dygtighed under mange Kampe, men nu ogsaa naaet til et Punkt, som skjænker Ære og forhaabentlig tilbørlig Løn til denne dansk-franske, kvindelige Ciselør.

(Dagens Nyheder 14. august 1896).

Fotograf Bertel Christian Budtz Müller (1837-1884): Sølvsmed Hanna Gabrielle Hoffmann (9.5.1859-21.2.1917). 1863-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Billedhugger og kunsthåndværker Hanna Gabrielle Hoffmann (1858-1917) var uddannet som elev hos Vilhelm Kyhn, Oluf August Hermansen og billedhuggeren Th. Stein. Hun var elev på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1885-1889, fra 1888 på den nyåbnede Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Hun som den første kvindelige billedhugger afgangseksamen i 1892.

Fra 1905 uddannelse Hanne Hoffmann sig som væver hos Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll. I 1904 deltog hun med sølvgenstande i udstillingen "Moderne dansk Kunsthaandværk" på Kunstindustrimuseet i København. Efter at have studeret garnfarvning i Mora, Sverige, oprettede hun i 1913 et garnfarveri og væveri i Birkerød. Planterne til indfarvningen af garnerne dyrkede hun i egen have.

Carl Jacobsen paa Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

 Fanø-Affæren.

Endnu gaar der Dønninger af den Carl Jacobsen'ske Fanø-Affære. Med hver Post er der fuldt af Breve til Indehaveren af Ny Carlsberg. De omhandler alle Flagepisoden, men i højst forskjellige Udtryk. I nogle takkes Hr. Jacobsen saavel paa Vers som paa Prosa for, hvad han har gjort, og en begejstret Beundrer har sendt ham en meget smukt forarbejdet Flagstang, paa hvilken der er anbragt et Splitflag, der kan hejses op og ned.

Dog er det ikke lutter Venligheder, der findes i Brevene. Saaledes er der if. "Av." indløbet følgende Skrivelse, der tilstrækkelig tydeligt taler om Ophavsmandens Dannelse:

An der Bierbrauer
Carl Jacobsen,
Kopenhagen.

Durch Ihr rüpelhaft (tølperagtig) brutales Benehmen in Fanø haben Sie Ihre eigene Nation beschimft und verdienen von Ihren Landsleuten eine Tracht Prügel mit der Hundepeitsche.

Ein Deutscher.

For Fanø har Sagen været uden al Indflydelse. Der bor akkurat ligesaa mange Tyskere nu som tidligere.

*

Fra en dansk Badegjæst har  "Av." modtaget følgende Brev, der med Hensyn til den tyske Flagning paa Øen ganske falder sammen med Udtalelser, vi har hørt af Folk her i Horsens, der i tidligere Aar har besøgt Øen og med Harme set de tyske Flag vaje ved Stranden:

Fanø Bad, den 6te August.

Tillad mig, Hr. Redaktør, i Anledning af "Flag-Affæren paa Fanø" i Deres ærede Blad at fremsætte min Mening om Forholdene her.

Jeg har været her som Badegjæst næsten hvert Aar i de sidste ti Aar og har saaledes havt Lejlighed til at se, hvorledes Tyskerne efterhaanden ved Frækhed og den dem egne Mangel paa Takt har faaet Held med at paatrykke Øen et, omend i det Ydre, tysk Præg.

Mange før Hr. Jacobsen har havt stor Lyst til at fjerne de mange tyske Flag, som hver Dag skæmmer vor smukke Strandbred; han fortjener Tak for til alle Sider at have gjort tydeligt opmærksom paa de Misbrug, her sker.

Legetøjsflag er det ikke værd at tale for højt om. Enhver her ser, at de har en ganske anselig Størrelse, og at de bruges omtrent ligesaa meget af de vorne Tyskere som af Børnene; de hejser dem paa deres Telte ved Stranden og paa høje Stænger ved Boligerne i Klitterne.

Over Hr. Jacobsens Behandling af Flaget har Tyskerne sandelig ingen Grund til Klage; optraadte de i Rusland eller Frankrig som her, da havde man for længe siden hængt dem selv op i Stedet for Flagene. At Direktionen for Badet ikke søger at hæmme "Wuhleriet", maa man ikke undre sig over, den bestaar af Tyskere paa een Mand nær, og dens Bestemmelse ledes vistnok væsentligst af den tyske Vært. Forholdet er allerede nu det, at vi Danske, som dog sætter saa megen Pris paa det smukke Fanø, gjøres kjede af at komme her, og Fremmede, ikke Tyskere, gider ej heller se paa Tyskeriet fra Morgen til Aften.

Der var nu, da Forargelsen over Flagningen har givet sig et tydeligt Udtryk, for Autoriteterne en god Lejlighed til at befri os for denne Plage; en Henstilling til Badedirektionen kunde maaske have fornoden Virkning, ellers kan Flagning med tysk Flag jo forbydes efter Loven. Tyskerne er ikke saa nænsomme overfor vort Flag, paa Sylt maa der f. Ex. flages med alle Nationers Flag, kun ikke med Dannebrog.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. august 1896).

Frederik Riise (1863-1933): Brygger Carl Jacobsen (1842-1914). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I "Kolding Folkeblad" meddeles (ifølge "Avisen" for idag) et anonymt "Øienvidne"s Fremstilling af Episoden paa Fanø saaledes:

"Da Jacobsen kom, saae han tydske Børn løbe med tydske Flag, ligesom danske og franske Børn med deres Flag. Saa løb han hen og greb disse Smaaflag. Dette synes kun Udtryk for en Hidsighed, der er løbet af med ham."

Da denne Beretning af et "Øienvidne" let kan tages for gode Varer, seer jeg mig nødsaget til at erklære, at der ikke er et Ord sandt i den. Jeg har ikke seet Børn, hverken tydske, danske eller franske, løbe med Flag Jeg har overhovedet slet ikke seet Børn, Klokken var over ni, det var halvmørkt. 

Børnene vare vist gaaede til Ro. Jeg har saaledes heller ikke grebet Flag fra Børn, som jeg ikke saae.

Heller ikke har jeg handlet i Hidsighed. Det anonyme Øienvidne har neppe tænkt over, hvilke Ubehageligheder hans Opdigtelse kan have for mig, men jeg stempler herved hans Udsagn som reen og skjær Usandhed.

Episoden har fra andre Sider været nogenlunde rigtigt fortalt:

Jeg saae paa Strandbredden en Mængde smaa Sandhøie, i hvilke der var plantet en Masse tydske, danske og nogle andre Flag. Disse rørte jeg ikke. Men paa to Steder var paa iøjnefaldende Maade det tydske Flag fæstet øverst paa en 4-5 Alen høi Stang og derunder et useligt Dannebrog.

Dette var en Haan; det er saaledes, man gjør, naar man har entret et fjendtligt Skib.

Men det var ogsaa ulovligt, og det blev selvfølgelig forbudt af Politiet Dagen efter.

Men den Aften var der ikke Politi paa Stedet, og idet jeg betragtede det som en Fornærmelse, som en dansk Mand ikke skal lade sig byde, og som noget Ulovligt, der skulde forhindres, tog jeg selv det lovstridige Flag af de to Stænger.

Det er unødvendigt at tilføie, at der fra min Side ikke var tilsigtet Spor af Fornærmelse imod det tydske Flag som saadant, og det er en Opdigtelse, naar det er blevet sagt. at jeg havde revet det istykker eller brækket Stangen.

Min Indskriden var rettet imod de to Familier som havde fornærmet vort Flag, men kan og maa ikke opfattes som nogen antitydsk Demonstration.

Ethvert Menneske har vel i sit Bryst en hellig Ild, som brænder for hans Idealer, og en dansk Mand behøver ikke at blues ved, at Dannebrogsflaget er et saadant Ideal for ham.

At Ildens Glød slaaer ud i Flammer, naar det vanhelliges, er ikke Hidsighed.

Ny Carlsberg, 13de August 1896.

Carl Jacobsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1896, 2. udgave).

Fanø-Affæren.

Brygger Jacobsen, Ny Carlsberg, har i "Berl. Tid." indrykket en Erklæring, der begynder saaledes:

"I "Kolding Folkeblad" meddeles (i Følge "Avisen" for i Dag) et anonymt "Øjenvidne"s Fremstilling af Episoden paa Fanø saaledes:

"Da Jacobsen kom, saae han tyske Børn løbe med tyske Flag, ligesom danske og franske Børn med deres Flag. Saa løb han hen og greb disse Smaaflag. Dette synes kun Udtryk for en Hidsighed, der er løbet af med ham.""

Derefter kritiserer Brygger Jacobsen denne Fremstilling og stempler den som "ren og skær Usandhed". Selvfølgelig maa Jacobsen bedst vide, hvordan det er gaaet til, og hans Erklæring, at der ikke var et eneste Barn ved Stranden uden hans Søn og en anden dansk Dreng, er naturligvis rigtig.

Men naar Hr. Jacobsen vil udstede en Erklæring, og vender denne mod et navngivet Blad, som han beskylder for at have fremsat en "ren og skær Usandhed", burde han vide lidt Besked først. Vil man stemple en Mad eller et Blad for at have faret med Usandhed, bør man gjøre sig den Smule Ulejlighed først at skaffe sig at vide, hvad der er sagt. Det er en jævn og almindelig Fordring, der kan stilles ogsaa til en stor Mand som Hr. Jacobsen.

Han har imidlertid sat sig ud over den og har nøjedes med en eller anden Beretning - vi kjende den ikke - paa anden eller tredje Haand. Da nærværende Blad strax kom med korrekt Besked om Affæren, vidste vi, at vi ikke senere kunde have givet noget som helst "Øjenvidne" Plads for en Fremstilling, der stred imod, hvad vi nøje kjendte om den hele Affære, og derfor heller ikke for det citerede Stykke. Derimod viste det sig ved vor Eftersøgen, at Ordene forekomme i - et Referat af Højskoleforstander, Cand. theol. Bägøs Udtalelse om Sagen ved Sammenkomsten efter Skolemødet.

Hr. Jacobsen har altsaa begaaet den journalistiske Utilbørlighed, at han tillægger et Blad de Ord, der klart og tydeligt forekomme som Referat af en Talers Ord, og paa Grundlag heraf angriber han Bladet og stempler det for at have bragt Usandheder til Torvs.

Selvfølgelig kan Hr. Jacobsen ikte have set Referatet, og altsaa heller ikke vidst Besked om, hvad det var, han vilde imødegaa. Men en Undskyldning er dette jo ikke. Man bør jo se sig for, før man skriver.

(Kolding Folkeblad 17. august 1896).

Hotel Kongen af Danmark (1893), Fanø Nordsøbad. Illustreret Tidende 28. juli 1895.

Turismen på Fanø kom for alvor i gang i 1890'erne. Badeetablissementet "Fanø Nordsøbad" var finansieret af fannikkerne selv med 65.000 kr., mens den tysk-østrigske bankier Sigmund Weisz udvidede aktiekapitalen til 600.000. De tyske badesteder var ret overfyldte. Fanø Nordsøbad var således et tysk selskab placeret på en dansk ø. Det åbnede i 1892, men så var der også anlagt en god vej fra Nordby for et beløb større end Esbjergs årlige vejudgifter i disse år. 

Udover Kurhotellet blev de danskejede Strandhotellet og Kongen af Danmark opført i 1892 og 1893. Ligesom en række store strandvillaer, de fleste ejet af tyskere. Carl Jacobsens udfald faldt sammen med en generel nedgang i turismen og en økonomisk nedtur. De tyske feriegæster var fortrinsvis storborgere fra Hamborg. De danske kom fra København. Badning reguleredes som på de tyske badesteder: Bestemte badetider, krav om sømmelig påklædning, brug af hestetrukne badevogne etc. Affæren skabte en del postyr mellem tyskere og danskere på øen. Selvom de tyske ejere af Kurhotellet var interesserede i indtægterne fra de tyske feriegæster, besværliggjordes det af trafikforholdene. 

Kurhotellet led dog under de dårlige trafikforbindelser til Tyskland, og hotellet blev solgt, så det i 1904 kom på danske hænder under navnet Fanø Vesterhavsbad. Antallet af tyske turister faldt herefter støt. Men indtil 2.verdenskrig kom der igen gang i turismen.

Clara Olsen og Else Bredal. (Efterskrift til Politivennen)

Mord m. m. Under en ved Kriminolog Politiretten d. 1. ds. paadømt Sag var Arrestantinden Olsen tiltalt for ovennævnte Forbrydelse samt Forsøg derpaa og Tyveri. Sagens Omstændigheder vare følgende:

Arrestantinden var fra 1. Oktober f. A. fæstet som Enepige af Handelsfuldmægtig Søren Bredal og dennes Hustru og tjente hos dem, indtil hun i Slutningen af Januar d. A. anholdtes under nærværende Sag. I nævnte Tidsrum har hun i 5 forskjellige Gange fra Steder i Ledigheden, hvortil hun havde uhindret Adgang, stjaalet kontante Beløb af ialt 3 Kr. 69 Øre samt en til 25 Øre vurderet Portemonnæe.

Endvidere har hun tilstaaet, at hun i November f. A. 2 Gange har forsøgt at skille sit Herskabs den 14. Oktober f. A. fødte Barn Else Bredal ved Livet, hvilke Forsøg dog mislykkedes, og at hun derefter i December f. A. forsætlig har ombragt Barnet. Omstændighederne herved have ifølge Arrestantindens Forklaring og det iøvrigt Oplyste været følgende :

Om Eftermiddagen d. 25. Novbr. besluttede Arrestantinden at ombringe Barnet ved at indgive hende Opiumsdraaber og samme Eftermiddag Kl. 3½ iværksatte hun Beslutning, idet hun gik ind i sit Herskabs Sovekammer, hvor hun af en Medicinkasse fremtog en Flaske med Opiumsdraaber, som, hun vidste, beroede sammesteds. Af disse Draaber heldte hun 3 a 4 i en Theske, hvilken hun først kom lidt Vand, hvorefter hun, der antog, at en saadan Dosis vilde virke dræbende paa et Barn i Elses Alder, gik ind i Spisestuen, hvor Else laa og sov og heldte Skeens Indhold i Munden paa Barnet, som sank Indholdet. I Løbet af Eftermiddagen blev Else døsig og om Aftenen Kl. 8 a 9 blev hun blaa i Ansigtet og gav nogle Suk fra sig, hvorfor Moderen troede, at hun skulde dø; men efter at have faaet nogle Hofmannsdraaber og noget Portvin kom hun sig i Løbet af Natten. Arrestantindens Forklaring gaaer ud paa, at Tanken om at skille Barnet ved Livet, opstod hos hende den nævnte Eftermiddag ved Ettiden at hun saa at sige strax besluttede at ombringe Barnet ved at indgive det Opiumsdraaber, naar Leilighed dertil gaves, at hun i den Tid, der forløb, indtil hu i iværksatte Beslutningen, ikke tænkte paa at opgive samme, og at hun, da hun indgav Barnet Draaberne var ret rolig, om hun end rystede lidt paa Haanden. Angaaende Motivet til dette Drabsforsøg ligesom ogsaa til det lignende Forsøg, hun to Dage efter foretog og til det fuldbyrdede Drab, hun begik i Decbr. f. A har Arrestantinden oprindelig forklaret, at hun har handlet som skeet fordi hun vidste, at Barnets Forældre ikke levede i god Forstaaelse med hinanden, at hun derfor mente at det Bedste, der kunde ske, var, at Barnet døde. Hendes seneste Forklaring gaaer imidlertid ud paa, at Tanken om at ombringe Barnet vaktes hos hende derved, at hun mente at kunne mærke, at ingen af Forældrene brød sig synderligt om Else, og at Øiemedet, hun tilsigtede ved at handle som skeet, var ved Elses Død at blive befriet for en Del af den Byrde, der i Tjenesten hvilede paa hende, i hvilken Henseende hun nærmere har forklaret, at hun ved Siden af sin øvrige Gjerning i Huset om Dagen skulde passe baade Else og hendes ældre Søster, Karen, og hun en halv Snes Dage efter Elses Fødsel tillige havde paataget sig om Natten at passe Else, hvilket sidstnævnte Hverv hun nødigt vilde frasige sig, da hun selv havde paataget sig at besørge det. Denne sidste Forklaring blev lagt til Grund ved Paadømmelsen.

Tidligt om Eftermiddagen den 27. November besluttede Arrestantinden paany, naar hun i Dagens Løb fandt Leilighed dertil, at indgive Else Opiumsdraaber, for at hun skulde dø deraf, og samme Eftermiddag Kl 5 a 6 iværksatte hun uden Sindsbevægelse denne Beslutning, idet hun, der i Mellemtiden stadig vil have fastholdt samme, benyttede en ganske lignende Fremgangsmaade som ved det første Forsøg. Ud paa Aftenen blev Else syg, og en sent paa Aftenen tilkaldt Læge fandt Barnet som den Gang tillige havde Bronchitis, kortaandet, hostende, af blaalig Ansigtsfarve og meget lidende. Han ordinerede et varmt Bad men hverken han eller Familiens Huslæge der den følgende Morgen tilsaae Else og fandt hende liggende med kølige Extremiteter, blaalig Farve, kontraherede Pupiller, tør Tunge, hurtig Puls og rallende Lyd i Lungerne, stillede Diagnosen Opiumsforgiftning. Da Huslægen om Aftenen den 28. November tilsaae Else, som foruden med det omtalte Bad var bleven behandlet med Hofmannsdraaber og Vin, var hendes Tilstand imidlertid bedret, og efterhaanden kom hun sig fuldstændigt.

Ved Synet af de Lidelser, Else gjennemgik som Følge af den hende den 27. November indgivne Gift, vil Arrestantinden have lovet sig selv aldrig oftere at gjentage Forsøget, og efter sin Forklaring bortkastede hun Flasken med Opiumsdraaberne for ikke at komme i Fristelse. I den følgende Tid vil hun heller ikke forinden den 21. December have tænkt paa at ombringe Else; men sidstnævnte Dag besluttede hun atter at gjøre dette og har herom afgivet følgende Forklaring; Den 21. December havde Bredals Hustru faaet Diarrhoe, og i den Anledning medtog hun, da hun engang i Dagens Løb gik i Byen, den Recept, hvorefter hendes Mand i sin Tid havde faaet de ovenfor omtalte Opiumsdraaber udleverede. Da Arrestantinden nu forudsaae, at der paany vilde komme Opiumsdraaber i Huset, begyndte hun atter at beskjæftige sig med Tanken om at ombringe Barnet. Ved sin Tilbagekomst havde Bredals Hustru imidlertid ingen Opiumsdraaber med sig hjem, og Arrestantinden tænkte, at det var godt, da hun ellers vilde styrte sig i Ulykke; men om Aftenen mellem Kl. 8 og 8½ da Bredals Hustru, der atter havde været i Byen, kom hjem, gav hun Arrestantinden Ordre til samtidigt med, at hun besørgede et andet Ærinde, at gaa hen paa Apotheket paa Kultorvet for at hente de Opiumsdraaber hun havde bestilt efter ovennævnte Recept. Da Arrestantinden havde hentet Draaberne, opstod den Tanke hos hende, at hun nu alligevel vilde give Else nogle af Draaberne, for at hun skulde dø deraf; men strax efter syntes hun, at det var Synd, og paa Hjemveien tænkte hun snart, at hun vilde give Barnet af Draaberne, og snart at hun ikke vilde. Ved sin Hjemkomst afleverede hun strax Draaberne til Bredals Hustru som tog nogle af dem og derpaa satte Flasken fra sig i det lille Værelse, hvor Arrestantinden og Else pleiede at sove om Natten, og hvor Else nu laa i sin Seng. Da Arrestantinden saae dette, besluttede hun at ombringe Barnet, saa snart hun blev ene med det, og, da Bredals Hustru efter nogle Minuters Forløb forlod Værelset, iværksatte Arrestantinden sin Plan, idet hun, der, efter at hun havde fattet Beslutningen, uden Vaklen astholdt samme og ikke var i nogen stærk Sindsbevægelse, tog Flasken og af dens Indhold heldte omtrent 10 Draaber i en Theske, om hun hentede i Spisestuen, og hvori hun først kom lidt Vand. Hun, der ansaae det for sikkert, at Else vilde dø af den nævnte Dosis, gik derpaa hen til Else, der laa vaagen i Sengen, og aabnede hendes Mund, og, idet hun holdt paa hendes Hoved, hældte hun Skeens Indhold ind i Munden paa Else, der sank Indholdet, idet hun samtidig udstødte et Skrig. I den Tid, der forløb, fra hun indgav Barnet Giften, og indtil den virkede, var hun tilmode som særvanlig, hvad hun ogsaa havde være da hun de to forrige Gange forsøgte at forgive Else.

Bredals Hustru har forklaret, at hun hverken mindes, at hun den 21. December har afleveret den ommeldte Recept paa Apotheket, eller at hun samme Dag har sendt Arrestant inden hen paa Apotheket for at hente Opiumsdraaber, saalidt som hun mindes den Aften selv at have indtaget saadanne Draaber hvorfor hun er mere tilbøielig til at tro, at Arrestantinden paa egen Haand har hentet Draaberne. Hun har imidlertid tillige erklæret, at den Mulighed ikke er udelukket, at hun kan have glemt de nævnte Begivenheder, idet hun nemlig den paagjældende Dag var i høi Grad nervøs som Følge af et Brev, hun havde modtaget og hvori hendes Mand beskyldtes for ægteskabelig Utroskab paa hvilken Beskyldning hun den Gang troede, medens det senere viste sig, at Beskyldningen var Opspind, og at det var Arrestantinden, som havde skrevet og afsendt Brevet, hvad Arrestantinden ogsaa under Sagen har erkjendt, idet hun som Grund til denne Handling har anført, at hun troede, at Bredals Hustru ønskede at stilles fra sin Mand, men ikke havde nogen gyldig Skilsmissegrund. Da Bredals Hustru saaledes ikke bestemt kunde modsige Arrestantindens Forklaring, blev den lagt til Grund.

Strax, efter at Else havde faaet Draaberne kom hendes Moder, der havde hørt hendes Skrig, tilstede, og, da Barnet efter en halv Snes Minutters Forløb blev blaa i Ansigtet, og hendes Tilstand efterhaanden forværredes, skjøndt hun fik Hofmannsdraaber og Portvin, gik Moderen efter Huslægen. Hun traf ham imidlertid ikke, og efter sin Tilbagekomst lod hun Else faae et varmt Bad. Da Huslægen den følgende Morgen tilsaae Barnet, fandt han det liggende i en lignende Tilstand som den 28. November, navnlig og paa med kontraherede Pupiller, tør Tunge og rallende Lyd i begge Lunger, og han, der heller ikke denne Dag fattede Mistanke om, at der forelaa en Opiumsforgiftning, skjønnede, at Barnet var døende. Da han samme Dags Aften atter tilsaae Else, fandt han hendes Tilstand uforandret. Natten mellem den 22. og 23. December laae Bredals Hustru hos sine Forældre, medens en af hendes Søstre opholdt sig i hendes Lejlighed for at være Arrestantinden behjælpelig med at vaage hos Else. Faderen gik tilsengs Kl. 3, og Arrestantinden vaagede derefter alene indtil Kl 5, da Bredals nævnte Svigerinde vaagnede og vækkede Bredal. De gav nu Else, hvis Tilstand syntes yderligere forværret, et varmt Bad, hvorefter hun atter blev lagt tilsengs. Om hvad der derefter passerede, har Arrestantinden forklaret, at hun syntes, at hun ikke længere kunde udholde at see Else lide, og hun besluttede da, for hurtigere at gjøre Ende paa hendes Lidelser, at indgive hende nogle Opiumsdraaber. Hun havde tidligere om Natten tænkt derpaa, idet hun gik ud fra, at Else dog vilde dø, selv om hun ikke fik mere Opium, og, da Bredals Svigerinde vel en halv Snes Minutter efter, at Arrestantinden havde fattet Beslutningen, forlod Værelset, hvor Else laa, og Bredal, der sad i en Lænestol, sov, iværksatte Arrestantinden Beslutningen, idet hun hentede Opiumsflasken i Herskabets Soveværelse, og deraf gav Barnet en lignende Dosis som den 21. Dcbr. Da Else nu blev mat, tog Arrestantinden hende op af Sengen og sad med hende paa Skjødet, og efter en Times Forløb troer hun, at Barnet døde.

Bredal og hans Svigerinde have udtalt, at de ere tilbøjelige til at tro, at Arrestantinden har indgivet Else den sidste Dosis, forinden de vaagnede Kl. henad 5, da Bredal ikke troer, at han har blundet, fra Else var i Bad og til Arrestantinden tog hende op af Sengen, og hans Svigerinde betvivler, at hun i det ommeldte Tidsrum har været saa længe borte fra Værelset, at Arrestantinden kan have faaet Tid til at udføre, hvad hun under hendes Fraværelse vil have udført; men da Urigtigheden af Arrestantindens Forklaring ikke kunde bevises, maatte den lægges til Grund. I Dødsattesten betegnede Huslægen Dødsaarsagen som Bronchupneumonia duplex (Betændelse i begge Lunger) men efterat Liget, som den 27. December var bleven begravet, den 10. Februar atter var opgravet, oplystes det ved en den følgende Dag foretagen legale Sektion, at Dødsaarsagen ikke havde været den nævnte. Ved en derefter paa Forhørsdommerens Foranledning foretagen kemisk Analyse af Ligets Mave og Tarmkanal paavistes vel ikke Bestanddele af opium i Indvoldene, men Retslægen har under Sagen erklæret, at Opiumsforgiftning, der i Reglen er temmelig langvarig, ofte medføre, at Giften absorberes fra Tarmkanalen og ikke længere lader paavise, at der, da det maa antages, at Barnet har levet mindst en Timestid, efterat det om Morgenen den 23. Decbr. ved 5-Tiden har faaet en halv Snes Opiumsdraaber, intet paafaldende er i, at den kemiske Analyse ikke har kunnet paavise Opium, og at Arrestantindens Forklaring om til den angivne Tid at have givet Barnet et saadant Kvantum Opiumsdraaber finder Bekræftelse i de Paagjældendes Bestrivelse af Barnets Tilstand.

Retslægen har derhos erklæret, at de sygelige Tilstande, som Else har frembudt Natten mellem den 25. og 26. Novbr. samt Natten mellem den 27. og 28. f. A. maa antages at have været foraarsagede ved de Opiumsdraaber, som Arrestantinden har erkjendt at have givet Barnet den 25. og 27. November, og at herfor taler Sygdommens Forløb samt Oplysningerne om de indtrufne Symptomer, at den Mængde Opium, et 1 Maaned gl. Barn kan taale, er noget forskjellig, idet der haves Exempler paa, at 3-4 Draaber tinctura thebaica har foraarsaget Død eller alvorlige Forgiftninger i denne Alder medens der ogsaa haves Exempler paa, at denne Dosis kan taales uden Livsfare, at en saadan Dosis Opiumsdraaber, som Arretantinden har forklaret at have indgivet Barnet om Aftenen den 21. December, ansees for livsfarlig for et 2 Maaneders Barn, at et saadant Barns Modstandsevne overfor Forgiftning er meget forskjellig, at Barnet i nærværende Tilfælde synes at have Havt megen Modstandsevne, da det har levet til om Morgenen den 23. December, uden at man dog deraf kan slutte, at Barnet vilde have levet, hvis der ikke var kommet Mere til, og at det, da Barnet om Morgenen den 23. December har faaet en fornyet Dosis Gift, let forklares, at det paavirket af den første Dosis døer temmelig hurtigt efterat have faaet den sidste Dosis.

Efterat Arrestantinden har næret indlagt til Observation under Overlæge Pontoppidan, har denne erklæret, at der mangler Holdepunkter for at erklære hende som sjælelig abnorm i lægevidenskabelig Forstand.

I Henhold til Ovenstaaende blev Arrestantinden der er født den 26. November 1873 og tidligere 4 Gange straf et dels for Tyveri, dels for Bedrageri, anseet efter Straffelovens § 190, jfr. tildels § 46, med Livsstraf, hvorved den forskyldte Straf for de af hende begaaede Tyverier absorberedes.

(Dagens Nyheder 2. august 1896).

Clara Olsen og Røntgenstraalerne.

Ude paa Kommunehospitalet foretog man forleden en helt moderne Undersøgelse ved Hjælp af Røntgenstraalerne.

Den dødsdømte Barnemorderske Clara Olsen, der som bekendt ligger paa Hospitalet lidende af en Underlivssygdom, har i de sidste Dage fortalt Politilægen, at der sad en Naal inde i hendes Bryst. Lægen troede først, det var en fiks Ide hos den meget hysteriske Kvinde, men hun holdt paa, at hun en Dag i vestre Fængsel var kommet til at stikke en Naal i Brystet, den var brækket over og havde nu efterhaanden arbejdet sig dybere ind i Kødet.

Hvad var nu naturligere end at anvende de alsidige Røntgenstraaler for at finde Naalen!

Der blev altsaa taget et Billede af Barnemorderskens Bryst ved Hjælp af det mærkelige Kathodelys, og det lykkedes at konstatere, at der virkelig sad en Metalspids i Brystet. Foreløbig har man dog ikke kunnet fjærne Naalen.

Paa Hospitalet udspredte der sig selvfølgelig allehaande Rygter om, al Clara havde stukket en lang Naal i Brystet for at berøve sig Livet. Sandheden er dog vist, som hun har forklaret, at Naalen efterhånden selv har boret sig ind i hendes Bryst.

(København 2. december 1896).

Højesteretsbehandlingen stod i Ringsted Folketidende 9. december 1896. Den stadfæstede dødsdommen over den 23-årige tjenestepige Clara Olsen i december 1896 og indstillede samtidig enstemmigt til benådning. Hun blev udskrevet fra Kommunehospitalet den 10 december 1896 og fik dommen forkyndt i fængslet på Christianshavn. Benådningen kom ved statsrådsmødet 21. december 1896 hvorefter straffen var tugthus på livstid i Christianshavn.

Strejken paa Gersdorfslund. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en paalidelig Mand, som i Gaar har talt personlig baade med Hr. Forpagter Bech og Arbejdernes Formand, Hr. Ole Olesen, og noteret paa Stedet begges Forklaringer, har vi forflaffet os følgende nærmere Oplysninger om den i Gaar omtalte Høstarbejderstrejke paa Gersdorfslund:

Hr. Forpagter Bech fortalte, at han for ca. 1 Maaned siden erfarede, at Gaardens Arbejdere havde været med til et Møde, hvor Spørgsmaalet om en Strejke paa Gersdorfslund var bleven drøftet. Ogsaa Arbejderformanden paa Gaarden, Ole Olesen, havde været med. O. Olesen havde været hos Forpagter Bech i 8-9 Aar; han var en dygtig og paalidelig Arbejder, som fik 100 Kr. extra om Aaret som Arbejdsformand eller Forkarl.

En Dags Tid efter Mødet talte Hr. Bech med Ole Olesen paa Marken om Mødet, og da B. havde erfaret, at O. ikke alene var Medlem af den socialistiske Landarbejderforening i Hou, men denne Forenings Formand, bemærkede B.: "Nej, hør nu, Ole, det gaar dog for vidt. Du faar 100 Kr. extra for at varetage mine Interesser og er dog Formand for en Forening, der forhandler om en Strejke hos mig. Lad os saa skilles til Efteraaret."

Resultatet af nævnte Forhandling har imidlertid været, at man ikke fandt Anledning til nogen Strejke, og O. havde hævdet denne Betragtning ved Mødet, idet han ikke fandt, at der var noget at udsætte paa den Løn og Behandling i det hele, der bødes Arbejderne paa Gersdorfslund i Forhold til den Løn og Behandling, der blev budt Arbejderne paa andre Herregaarde.

Til B.s Bemærkning om at skilles til Efteraaret svarede O., at Opsigelsen maatte han indberette til Fagforeningen, og det var saa ikke godt at vide, hvad dette kunde føre til. Hertil svarede Hr. B.: "Ja, det faar ikke nytte, jeg maa have Lov til at opsige min Kontrakt, naar den ikke passer mig længere".

"I Søndags", beretter Hr. Bech videre, "var der saa atter Møde hos Peder Albrechtsen, og Mandag Morgen fik jeg overbragt en Skrivelse fra Arbejderne, hvori de forlangte 25 Øre mere om Dagen og ½ Times kortere Arbejdstid samt Afskaffelse af Akkordarbejde. Svar forlangtes til Tirsdag Middag, i modsat Fald vilde Arbejderne bruge alle lovlige Midler for at føre deres Fordring igjennem.

Om Mandagen udtalte Hr. Bech til Ole Olesen: "Jeg holder mig til vor gjensidigt indgaaede Overenskomst; jeg lader mig ikke tvinge. Mit Svar er et bestemt Nej."

Tirsdag Aften indfandt Forretningsfører Abrahamsen af Horsens sig hos Forpagter Bech og bad om Lov til at mægle mellem ham og Arbejderne. B. svarede: "Jeg anser mine Folk for fri Arbejdere. Jeg er selv en ærlig Mand, der holder, hvad jeg har lovet. Vil Arbejderne bryde indgaaede Forpligtelser, kan jeg jo ikke forhindre det; men det bliver paa deres eget Ansvar". Nogen Mægling vilde B. ikke indgaa paa, da han ansaa det af Arbejderne foretagne Skridt for ulovligt. - I Gaar Morges spurgte O. Olesen Forpagter Bech om han vilde lægge til Daglønnen. B. svarede "Nej, jeg lader mig ikke presse, men mine Forpligtelser overfor Arbejderne skal jeg nok holde". O. Olesen erklærede da, at Arbejdet nedlagdes, hvorpaa 40 Arbejdere forlod Gaarden. 16 af disse vare stadige Arbejdere paa Gaarden, Medlemmer af Landboforeningen i Hou. De øvrige 24 vare ny fæstede Høstarbejdere, som rejste bort med Toget 2,20 Eftm. fra Hou.

Arbejdet fortsættes af Gaardens Tyende og en Husmand, som havde underskrevet skriftlig Kontrakt. De øvrige faste Husmænd havde ogsaa tidligere haft skriftlig Kontrakt, men den skulde fornyes med Underskrift hvert Halvaar, og sidste Halvaar havde de øvrige Husmænd ikke villet underskrive.

Til Gersdorfslund hører ca. 600 Tdr. Land ypperlig Jord, saa der foreligger et meget stort Høstarbejde. Saa vidt erindres er der til Gaarden en Selvbinder-Mejemaskine og to ikke bindende Mejemaskiner.

O. Olesens Beretning var i Realiteten i god Overensstemmelse med Forpagter Bechs.

O. betonede, at det var Opsigelsen paa Grund af Organisationsretten, der var den væsentligste Foranledning til Strejken. "Forpagter Bech havde mildest talt indirekte forsøgt at forhindre Arbejderne i at bruge deres grundlovmæssige Foreningsret", dette var den væsentligste Aarsag til Strejken, der selvfølgelig var godkjendt af Fagforeningen. Om Lønningsforhøjelsen havde Arbejderne gjentagende tilbudt at forhandle, og de vare ogsaa tilbøjelige til at indgaa paa en mindre end den forlangte. Da Forpagter Bech ikke vilde forhandle om en Løsning med Forretningsfører Abrahamsen, samledes han med Arbejderne Tirsdag Aften, og den Bestemmelse, som blev indført Onsdag Morgen, blev saa taget ved dette Møde.

3 af de 16 strejkende Arbejdere fra Egnen bo i Huse tilhørende Forpagter Bech, om disse foreløbig blive boende her, eller hvorledes den Sag skal ordnes, er endnu ikke opklaret. Nogle Arbejdere kom i Gaar med Toget til Hou for at søge Arbejde paa Gersdorfslund; men da de hørte, at der var Strejke, rejste de tilbage med næste Tog.

Nogen hyggelig Begivenhed midt i den travle Høst er denne Strejke ikke. Den Velsignelse, der er groet paa Marken, har hverken Arbejder eller Arbejdsgiver Raad til at lade raadne paa Stedet. Lad os ordne vort Mellemværende med gjensidig Fordragelighed, uden med Flid at udsætte store Værdier for Ødelæggelse til Gavn for ingen. De, der søge ved slige Lejligheder yderligere at opfanatisere Modstanderne, enten det nu er paa den ene eller den anden Side, fortjener ikke rettænkende Menneskers Tak.

I Dag til Morgen har Hofjægermester von Holstein Rathlou, Rathlousdal, efter Forlydende sendt 40 Høstfolk pr. Vogne til Gersdorfslund. Der har været Forespørgsel hos Mekanikus Petersen, Odder, fra Forpagter Bech, om han kan sende Høstmaskiner, men Petersen havde ingen flere paa Lager.

(Aarhus Amtstidende 30. juli 1896).

Strejfen paa Gersdorfslund endt.

Pludselig og aldeles uventet kommer der Meddelelse om Gersdorffslundstrejkens Afslutning. Paa et meget bevæget Møde i Lørdags Aftes i Hou kom det efter fem Timers Forhandling til en Overenskomst, men da Diskussionen ikke maatte offentliggjøres maa vi nøjes med 

det officielle Referat,

der ser saaledes ud: Journalist Sabroe lagde for med et Foredrag, i hvilket han hævdede Arbejdernes Ret til at nedlægge Arbejdet, da Forpagter Beck formentlig havde traadt deres Foreningsfrihed lovlig nær ved at opsige Ole Olesen fordi han var Formand for Arbejdsmændenes Fagforening for Gosmer-Halling Sogne og Omegn.

Forpagter Beck hævdede, at han ikke, hvis Ole Olesen havde staaet i hans Tjeneste som almindelig Arbejder, i mindste Maade vilde have haft noget imod, at han var Medlem af eller Formand for Fagforeningen, lige som han ikke heller over for sine øvrige Arbejdere havde lagt Baand paa deres personlige Frihed, og dette hævdede Forpagter Beck gentagne Gange og uimodsagt; han havde kun opsagt Ole Olesen, fordi han fandt, at det særlige Tillidsforhold, hvori Ole Olesen stod til ham; var uforeneligt med hans Stilling som Fagforeningens Formand.

Ole Olesen hævdede, at han havde opfattet Forp. Becks Udtalelser saaledes, at han opsagdes fordi han var Medlem af Fagforeningen.

Efter en længere Diskussion, under hvilken det til Tider gik meget varmt til, oplystes det, at Ole Olesen ikke maatte have forstaaet Forpagter Beck paa rette Maade og at der paa Gersdorffslund havde bestaaet et Tillidsforhold mellem Forpagteren og hans Arbejdere, og herved var det væsentligst i det, som havde fremkaldt Konflikten, bortryddet.

Under den paafølgende Debat hævdede Forpagter Beck, at man selvfølgelig ikke kunde sammenstille Forholdene i Byerne med dem paa Landet, og det indrømmedes fra anden Side, at Strejker paa Landet maatte undgaas i Høstens Tid. Denne Tid burde være nevtral, og i andre for Landmanden vanskelige Tider af Aaret burde en Konflikt ikke rejses.

Efter at dette var slaget fast, naaede man forholdsvis let til det Forlig, som søgtes af Arbejderne og deres Tillidsmænd, og paa Forslag af Indbyderen nedsattes et Udvalg, bestaaende af Journalist Sabroe og Formændene Ole Olesen og Laurits Sørensen, Gersdorffslund, Arbejdsmand Chr. Sørensen, Aarhus, og Redaktør Videbæk, Odder, paa den ene Side og Herredsfoged Nanke, Odder, Hofjægermester o. Holstein-Rathlau, H. v. Holstein-Rathlou. Hou, Forpagter Beck og Redaktør Kjeldsen, Odder, paa den anden Side.

Mødet hævedes derefter med et af Indbyderen udbragt Leve for Danmark.

Overenskomsten

mellem Forpagter Bech og Arbejdernes Tillidsmænd, der er underskrevet af det nedsatte Udvalg, lyder:

1. Strejken paa Gersdorffslund hæves, idet det fra alle Sider erkjendes, at det maa anses fordømmeligt, at der i Høstens Tid og paa andre Tider af Aaret, hvor Vejrliget og Tidsforholdene stiller Arbejdsgiverne under særligt uheldige og ikke med Arbejderne lige stillede Vilkaar, rejses Konflikter med kort Varsel.

2. Det erkjendes af alle Underskriverne som ønskeligt, at det slaas fast, at Forandringer i Kontrakter mellem Arbejdsgiver og Arbejder kun maa kunne fordres med 3 Maaneders Varsel fra den Parts Side, som ønsker Forandringen.

3. De Husmænd og Daglejere, som hidtil har haft fast Arbejde paa Gersdorffslund, gjenoptager senest i Morgen Arbejdet paa samme Vilkaar som hidtil, hvilke er gjældende til 1. Maj næste Aar, med mindre Enighed om ny kontrakter er opnaaet forinden.

4. De Arbejdere, som Forpagter Bech allerede har antaget eller maatte antage, maa, hvad enten de hører til Fagforeningen eller ikke, ikke paa nogen Maade forulæmpes af de under Punkt 3 nævnte Arbejdere, ligesom disse ikke maa forulæmpes af hine.

5. Arbejdernes Ret til at være Medlemmer af Fagforeningen, hvilken Ret Forpagter Bech aldrig har bestridt anerkjendes.

6. De Sager, som Forpagter Bech har paastævnet mod 4 af fine Arbejdere, inkamineres ikke, og Sager, som nogen af Underskriverne heraf maatte have til Hensigt at anlægge i Anledning af Udtalelser, der er faldne under Strejken, maa ikke anlægges.

7. Der vedtoges et Referat af Mødet i Hou i Forgaars Aftes, som anerkjendes af alle Underskriverne, og disse forpligter sig til ikke at offentliggjøre noget andet Referat af Mødet.

Sluttelig udtaltes der fra Arbejdsgiverne Ønsket om, at de under Punkt 1 og 2 omhandlede Spørgsmaal føres frem paa den Kongres, som Arbejdsmændenes Forbund snart agter at afholde, medens der fra Arbejdernes Side udtales Ønske om, at Arbejdsgiverne snarest ville organisere sig.

Et Møde i Odder.

Paa Odder Afholdshotel afholdtes i Gaar Eftermiddags et Møde, ved hvilket Journalist Sabro, Aarhus, for en Forsamling paa 60-70 Mennesker gav en Fremstilling af den Afslutning af Strejken paa Gersdorffslund, som findes refereret ovenfor. Det skal siges, at Hr. Sabro refererede loyalt til begge Sider. Han ansaa det for heldigt, at det ved Forliget bliver konstateret, at Arbejderne ikke vil Arbejdsgiverne til Livs, men blot fordre en rimelig Medbestemmelsesret ved Ordningen af deres Forhold til Arbejdsgiveren. De fordre deres Organisationsret respekteret, men opfordre ogsaa Arbejdsgiverne til at organisere sig. Paa den Maade kan man ved Tillidsmænd fra begge Sider faa en mere rolig og saglig Forhandling i Gang og efterhaanden en mere rimelig, forstandig og ensartet Ordning af Forholdet. Ved den fastsatte Frist af 3 Maaneder for en fra en af Siderne ønsket Ændring i Kontraktforholdet kan træde i Kraft, har man konstateret, at man ogsaa fra Arbejdernes Side vil være med til at modarbejde Strejker med kort Varsel i den travle Høsttid. Arbejdsvægelsen paa Landet er ung, og det er tilgiveligt, om der kan begaas en lille Fejl. Vi vil ikke Krig, men Medvirkning til, at der kan skabes gode og sunde Forhold, som vi ere tjente med paa begge Sider. Den opnaaede Overenskomst paa Gersdorffslund, som man øjensynligt er glad ved paa begge Sider, tør sikkert betragtes som et Skridt i den rigtige Retning. Taleren sluttede med at opfordre til kraftig Sammenslutning paa begge Sider.

Da ingen efterkom Talerens Henstilling om at tage Ordet, sluttede Hr. Sabro Mødet med et Leve for Arbejdernes Organisation.

(Aarhus Amtstidende 3. august 1896).

Gersdorfslund ligger ved den østjyske færge- og havneby Hou. Rathlousdal og Gersdorffslund blev opkaldt efter ejerne Gregorius Rathlou og Margrethe Gersdorff. De to herregårde forblev samlet under adelsslægten Rathlou.

Brydekampen iGaar. (Efterskrift til Politivennen)

Lad os lige saa godt sige det strax: Bech-Olsen overvandt Tydskeren Pohl og erhvervede sig derved dennes "Verdensmesterskab". Men før man uanede saavidt var der so rigtignok forskjellige Kampe at bestaa, ikke alene for Bryderne, ogsaa for Publikum.

Med hvor megen Spænding man i visse Kredse af Kjøbenhavns Befolkning havde imødeset Udfaldet af Brydningen, fremgik af den overmaade store Mængde Mennesker - flere Tusinder, - der havde begivet sig ud i Frederiksberg Alle til St. Thomas, hvor Slaget skulde staa Kl. 4 om Eftermiddagen. Allerede længe, før det gik løs, var hver Plads optagen, skjønt det kostede 2 og 3 Kr. at komme til at sidde ned. Tilstrømningen var saa livlig, at Publikum tilsidst dannede en kompakt Masse. Men ikke desto mindre solgte den entreprenante Bestyrelse for "Dansk Bryderklub" alligevel rask væk Billetter uden at tænke paa, om Folk nu virkelig ogsaa kunde komme ind. Der var dem, der havde spenderet 3 Kr. paa et Adgangskort, og som ikke en Gang kunde naa indenfor Laagen. Saadan noget maa Bryderne ikke gjøre en anden Gang; thi ellers bliver Publikum kjed af at se paa deres Kunster. De maa heller ikke saa gjerne ansætte Kontrollører, der ikke har Begreb om at kontrollere, eller værne saa daarlig om de for Pressen reserverede Pladser, at de stormes af Folk, der har givet enten slet Ingen eller kun den laveste Entree, men hvis Fædre alligevel aabenbart ikke allesammen har været Glasmestre. Vi nægte ikke, at det til Tider faldt os lidt vanskeligt at følge Kampen paa de Brædder, der her virkelig betød Verden; det er nemlig saa sin Sag at være lutter Øie naar man har en halv Snes Mennesker stillede op paa Stole lige for Næsen, saa og saa mange Albuer trykkede ind i Bryst og Side og et Hundrede velvoxne Personer hængende paa Ryggen. Trængslen var saa stærk, at selv Bech-Olsen vilde have givet tabt overfor den, og det var derfor heller ikke underligt, at et Par pæne frederiksbergske Politibetjente ikke viste sig som Situationens Herrer, men maatte indskrænke sig til at rydde et skrøbeligt Lysthustag, hvor en stor Flok Letsindige havde taget Opstilling for bedre at se, og hvorfra enkelte maatte trækkes ned ved Benene af Betjentene. Hvilket ikke forhindrede, at Taget lidt efter var fuldt besat igjen og - da ogsaa delvis styrtede sammen.

I det Hele taget maa det siges, at D'hrr. Arrangører blandt Bryderne ikke har deres Styrke i det Organisatoriske; ja, vi drister os endda - selv med Fare for at blive slaaet fordærvet ved første givne Leilighed - til at paastaa, at D'hrr. sidder inde med Verdensmesterskabet for daarlig Ordning af en Forestilling som den, vi nu endelig kan gaa over til at omtale.

Der stod i det lidt overflødige Program, man for en 10-Øre kunde kiøbe, at første Omgang ikke maatte vare mere end en halv Time. Paa 25 Minutter var Kampen afgjort. Egentlig var den, saa vidt vi kunde se, ikke spændende; Bech-Olsen fik flere Gange sin Modstander med den ene Skulder til Jorden, men kom ikke et Øieblik selv i den kritiske Situation. Morsomt var det at se Tydskeren - en kraftig Karl, smidig, adræt og durkdreven, men ikke saa drabelig at skue og heller ikke saa stærk som Danskeren - sno sig fra de farlige Stillinger. Særlig drillede han Bech-Olsen med at staa paa Hovedet og dreie rundt som en Top. En Tid lang diverterede Bech-Olsen Publikum og Modstanderen ved at ligge paa Maven og gjøre sig saa tung, at den anden med alle sine Kræfter ikke kunde løfte eller vælte ham om, som han aabenbart havde spekuleret paa.

Kampens Udfald hilstes naturligvis med øredøvende Jubel og Hurraraab for Seirherren der højtidelig proklameredes som "Verdensmester". Ogsaa den overvundne Tysker ydede man al Anerkjendelse for hans dygtige Præstation ved at klappe ham frem. Han erklærede da, at han om nogen Tid vilde tage Revanche og udbetale Bech-Olsen 500 Kr., saafremt han saa ikke seirede.

Dermed er det verdenshistoriske Livtag forbi i hvilket Dansken har Sejr fundet, og der begynder nu blandt Tilskuerne en ikke saa reglementeret Brydekamp for at naa ud til mindre trykkede Forhold, til Albuerum, til en Smule Luft og til meget Øl.

(Dagens Nyheder 20. juli 1896).