Et nyt Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En Pige føder i Dølgsmaal og kvæler Barnet.

En Tjenestepige i Petersens Passage har Natten til i Forgaars født i Dølgsmaal og kvalt Barnet.

Den 21-aarige Anna Louise Petersen fra Randersegnen kom ved Nyaarstid til at tjene hos en i nævnte Gade boende Haandværkerfamilie, som satte megen Pris paa hende, og hos hvem hun følte sig hjemme. Mod Husets smaa Børn var hun ualmindelig god og kærlig, naar hun i Moderens Fraværelse skulde passe dem. En lille et-aarig Pige var hendes Øjesten, og den Lille hang ved Tjenestepigen med Barnets hele Hengivenhed. Anna havde været forlovet, før hun kom i sin sidste Plads, men Forlovelsen var nok gaaet i Stykker lige for Nyaar. Siden den Tid har hun levet meget stille, gik næsten aldrig ud og kendte ikke nogen bedre Fornøjelse end den at lege med Familiens Børn.

Fruen i Huset og Mandens Moder, som stadig opholdt sig her, havde længe anet, at Pigen maatte være frugtsommelig. Den gamle, 78-aarige Kone havde gentagne Gange talt med hende derom, men Anna nægtede det og skjulte sin Tilstand, saa godt hun kunde. Som Følge heraf tænkte Ingen paa, at Fødslen var nær forestaaende. Natten mellem Mandag og Tirsdag har hun imidlertid ude i Køkkenet, hvor hun havde sin Seng, født et Barn og kvalt det i Sengetøjet. Skønt Dørene stod aabne mellem alle Lokaler i Lejligheden, havde dog kun den gamle Kone lagt Mærke til, at der var noget usædvanligt paa Færde. Den Gamle mener i hvert Fald nu bagefter, at hun ud paa Natten hørte et Menneske jamre sig, men hun troede, at det var et af Børnene, som plejede at "snakke i Søvne".

Om Morgenen Kl. 7, da Manden og Konen stod op, var Pigen for længst oppe og havde fjærnet ethvert Spor af Fødselen. Der var intet usædvanligt at mærke paa hende, men hun forklarede uopfordret for sin Madmoder, at hun om Natten havde været plaget af et Maveonde og af ualmindelig stærkt Næseblod. Da Pigen ellers saae ud som sædvanlig, anede Fruen intet ondt.

Resten af Dagen var baade hun og Manden borte. Pigen passede sit Arbejde som sædvanlig hele Tirsdagen og traf Forberedelser til at holde Storvask om Onsdagen. Ester at hun saaledes havde udført ualmindelig meget anstrængende Arbejde, gik hun af egen fri Vilje om Eftermiddagen en Tur med Børnene i Ørstedsparken og var som sædvanlig overordenlig god og venlig mod de Smaa.

Den gamle Kone havde imidlertid anet Uraad. Det forekom hende, at Pigens Udseende var forandret, og da Manden Kl. 6 kom hjem fra Arbejde, meddelte hun ham sine Iagttagelser. Han bad hende tale med Pigen i Enrum om det. Der foregik nu en rørende Scene mellem den gamle Kone og den unge Pige. Saa snart den Gamle havde fremsat sin Anklage, faldt Pigen hende om Halsen og tilstod alt. Hun kunde ikke selv forstaa, hvorledes det var gaaet til, at hun dræbte Barnet. Det var et Øjebliks Indskydelse, fremkaldt af de store Smærter og Ensomheden. Hun havde straks fortrudt det og bad den Gamle om Tilgivelse for den Uro, hun nu bragte over Huset. Manden mældte derefter det opdagede Barnemord paa Politistationen i Svendsgade, og sammen med en Opdager herfra hentede Pigen Barneliget, som hun havde lagt nede i Kælderen i den Hensigt at skaffe det bort senere.

Betjenten førte baade Pigen og Barneliget til Politistationen. Liget bragtes senere til St. Johannes Stiftelses Lighus, hvor det vil blive obduceret. Pigen førtes foreløbig til Fødselsstiftelsen, men derfra vil hun naturligvis blive overført til Arresten.

Ude i Barnemorderskens hidtilværende Hjem gik det lille etaars Barn i Gaar og fremstammede sit kaldende: "Anna", og Annas Herskab mener nærmest, at hun, som var saa ualmindelig glad ved Smaabørn, kun kan have dræbt sit eget Barn i et Anfald af Utilregnelighed.

(Social-Demokraten 27. august 1896).

Fotoet af en ukendt fotograf viser ikke som sådan Petersens Passage, men kvarteret, Vesterbrogade mellem Stenosgade og Petersens Passage (fra 1899 Sankt Jørgens Allé). Brolagt kørebane med sporvognsskinner og mand opstillet til fotografering. Tv. hjørnet af Stenosgade på hjørnet Valdemar Wulffs Udstyrs- og Isenkramforretning. I baggrunden tv. Jesu Hjerte Kirke. 1895. Kbhbilleder.

En Arbejder-Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den borgerlige Begravelse i Søndags fra Folkets Hus paa Enghavevejen skulde finde Sted Kl. 1, men allerede Kl. 12 var en stor Mængde Mennesker mødt. Alle Havens mange Flag var sænkede paa halv Stang, og da Ligvognen ankom lidt før Kl. 1 var Havens forreste Del fyldt af en talrig Skare, navnlig repræsenterende Arbejderstanden.

Lars Olsens Kiste blev straks af hans tidligere Arbejdskammerater baaret ind paa den ved Siden af den egenlige Have beliggende grønne Plads, hvor den smykkedes med Kranse fra Venner og Fagfæller.

Forsamlingen fylkede sig derpaa tæt om Baaren og et Musikkorps blæste en Koral, hvorefter Sangen "Lær mig, o Skov, at visne glad" blev afsunget, akkompagneret af Musiken.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie frem foran Kisten. Efter at have mindet om, at Forsamlingen stod ved en fattig Arbejders Baare, hvis Liv og Endeligt var lige saa frist og brat som saa mange andres før ham, bad han Forsamlingen netop ved denne Lejlighed lægge sig paa Sinde Livets Usikkerhed og Forgængelighed. For 10 Dage siden var den Afdøde rask og rørig og nu stod man ved hans Kiste. Det gjaldt om altid at være klar til sin Livsopgørelse, særlig for os Arbejdere, der manglede Ævne til med Nutidens Hjælpemidler at sinke Døden i dens Færd. Døden havde overrasket Lars Olsen, men han havde sikkerlig været klar til sin Livsopgørelse, thi det skal siges om ham, at han ærlig og redelig har stræbt for sit Livsophold. Han havde været en dygtig Arbejder og en god Kammerat, da Kampens Dage kom paa Frederiksholms Teglværk, hans Arbejdsplads. Da det galdt om at værne hans Kammeraters og egen Ret, havde han trolig gjort sin Pligt, hvad ikke alle havde gjort, og fulgte Forbundets Fane, der nu stod ved hans Baare. Efter en Henvisning til Broderens Sorg, der i Dag havde set ham som Lig efter 10 Aars Adskillelse, sluttede Lyngsie med et "Fred og Ære med Lars Olsens Minde!"'

Sangforeningen "Friheden" afsang derpaa et smukt "Farvel", hvorefter Kisten af den Afdødes Kammerater og mens Musiken spillede en Sørgemarsch bares ud til Vognen, efterfulgt af Forbundets Fane og et meget talrigt Følge. Den førtes til Vestre Kirkegaard.

Det er sikkerlig træffende, naar den Afdødes Broder senere med Taarer i Øjnene erklærede, at en saadan Begravelse fik næppe nogen Lehnsmand i Sverig.

(Social-Demokraten 26. august 1896).

En ulykkelig begivenhed: Ethel Barrison udskyder Selvmord. (Efterskrift til Politivennen).

Varietésangerinderne de fem "søstre Barrison" har bestandig, hvor de så end have været - om i København eller andet sted - gjort så megen utilbørlig reklame, at man kunne være tilbøjelig til også at anse efterretningen om en ung adelsmands selvmord for et vellykket påfund, hvis ikke enkelthederne ved selvmordet og nogle efterladte breve virkelig berettigede til at antage, at en af søstrene Barrisons har spillet en vis rolle i den unge grev Pallavicinis liv.

Aviserne i Pest meddeler herom : 

Den unge grev Arthur Csaky-PaIlavicinis selvmord har vakt stor opsigt, og særlig fordi det, som det fortælles, er begået på grund af ugengældt kærlighed til en af de mange søstre Barrison. Sidste lørdag aften befandt miss Elhel Barrison sig i selskab med de to unge grever - grev Arthur stod ligesom sin broder Robert ved et husarregiment - og nogle andre unge adelsmænd på Schwabenberg da Grev Arthur pludselig trak en revolver frem og henvendt til miss Elhel sagde, at han ville skyde sig hvis hun ikke ville besvare hans kærlighed

Søndag morgen kom grev Robert ind i sin broders værelse og fandt ham svømmende i sit blod: grev Arthur havde aflivet sig med revolveren, og kuglen var gået gennem begge tindinger. Der fandtes fire breve. I det første hedder det: "Mine folk skal rykke ud til parade ved min begravelse. Jeg beder min broder Robert tilgive mig den sorg jeg forvolder ham. Han må også meddele mine forældre det".

På den anden seddel hedder det: "Sigøjneren Joseph Ballogh skal med til min begravelse og ved min grav endnu en gang synge sangen: "Når jeg i det fjerne vanker, elskte, tænk på mig!" I det tredje brev sandtes følgende ord: "Jeg beder frøken Ethel Barrison komme til min kiste og trykke et kys på den". Det fjerde brev lyder: "Min egen kære moder! Vær ikke vred på Ethel, hende kan jeg takke for, at jeg har forlænget mit liv tre dage. Uden hende kan jeg ikke leve. Tilgiv mig. Din kære søn Arthur.

Efter hvad der forlyder, skal grev Arthur, da han fra Schwabenberg vendte tilbage til sin bolig, have befalet sin tjener at give ham et fotografi af Ethel Barrison med i kisten.

Selvmorderen er 22 år og søn af en kroatisk godsejer, grev Sigmund Pallavicini. Ligesom sin broder Robert var han en overordentlig smuk og sympatisk ung mand.

Brevet til moderen taler om at Ethel Barrison har forlænget hans liv tre dage. Herefter synes det ganske vist osm om den unge greve også af andre grunde ville have taget livet af sig, og at hans beslutning er blevet udsat tre dage".

(Slagelse-Posten, 17. august 1896).

Der er ikke tale om en af de "originale" Barrison-søstre, men om Ethel Harbord, en af de to søstre som overtog Lonas plads i sommeren 1895. Den anden hed Amy og rejste rundt med et nummer der hed "Miss Tutti Frutti". Wilhelm Fleron tog Lona ud af truppen. Harbord-søstrene skulle stå i reserve hvis en eller to af søstrene meldte forfald.

Frøken H. Hoffman, en dansk fransk Kunstnerinde. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de sølvmedaillerede Udstillere i Malmø er den kvindelige Ciselør, Frøken Hanna Gabrielle Hoffmann. Allerede paa Kvindernes Udstilling ifjor vandt hun Opmærksomhed i visse Kredse, men videre vil hendes Navn og Anseelse sikkert gaa, og den anførte Prisbelønning ovre i vor skaanske Gjenboby tør sagtens bidrage dertil. Forøvrigt synes Frøken Hoffman at have vundet god, fast Fod i Frankrig, ja paa et af de fornemste Punkter, i selve Paris. Hun fortjener derfor særstilt Omtale.

Født af en dansk Moder, der havde ægtet en Grosserer i det norske Molde, kom kun i en ung Alder til Kjøbenhavn 1865 og begyndte efter sin Konfirmation at tegne og male under Professor Kyhns Vejledning, frekventerede enere Professor Kleins Tegneskole og blev derefter Elev i Professor Steins Atelier, fik dernæst Beskjæftigelse hos Sølvvarefabrikant Christesen, modellerede en Tid hos Professor Saaby og fik derefter fremdeles Arbeide paa Værkstedet hos Hof-Juveler Michelsen. Saaledes gik en Række strenge, lidet lønnende Arbeidsaar, indtil Frøken Hoffman i 1884 fik 300 Kr. fra den Reiersenske Fond, og nu drog hun udenlands, studerede paa tydske Musæer for Kunst-Industri og slog sig endelig ned i Paris. Hun mente her at skulle finde noget Nyt eller selv at kunne komme frem med noget Nyt og da navnlig paa andre Baner end paa de altfor længe fulgte Efterligninger af Styles Louis XIV, XV, XVI.

Det gik just ikke let. Den danske Kunstnerinde, hvem baade Savn af tilstrækkelige Referencer og Mangel paa fuld Sprogfærdighed lagde Hindringer i Veien, fandt de franske Døre lukkede og de parisiske Producenter lidet villige til at slaa ind paa nye Ideer i det dekorative Fag. Den gode gamle, unægtelig smukke men ubestridelig ogsaa forbrugte Smag beherskede Markedet, og uden synderlig Virkning blev der hist og her, bl. A. af Gast. Geffroy i Le journal skrevet mod den altfor stagnerende Konservatisme med Bibeholdelse af stiliserede Former, Sving og Snirkler. Han henviste til de dristige men vellykkede Innovationer, som f. Ex. den kgl. danske Porcellænsfabrik havde forsøgt ved at gaa Naturen nærmere. "Og hvad er vel mere rimeligt?" spurgte han, idet han henviste til "den evig unge, evig stiftende Natur, der ved sin Frodighed paa nye Indfald giver nye Impulser, nye Ideer, ogsaa i Henseende til det rent Dekorative".

Netop i den Retning ønskede Frøken Hoffman at gaa; netop i Overensstemmelse med hine Tanker er det langt om længe lykkedes hende at gjøre sig gjældende. Til sit lille Kvistkammer fik hun Planter og Blomster fra de botaniske Haver, og det lykkedes hende at benytte dem som Modeller til Kobber- og Sølvgjenstande, Skaale, Kander og Bægere.

Man maatte anerkjende hendes Kompositionstalent saavel som hendes tekniske Dygtighed, og hun fandt Afsætning samt stadige Bestillinger, fik Indpas hos det store Firma Christofle, modtog Ordre hos den verdensberømte Juvelerer Auioe i Rue de la Paix, bl. A. paa en fyrstelig Serie af tolv drevne Sølvvaser, dekorerede efter levende Blomster. Ogsaa andre notable Firmaer saasom Boins, Falise o. Fl. have ydet hende lignende Opmuntring og Velvillie.

Medens hun som sagt benytter levende Blomster til Studier, arbeider hun efter egne Tegninger, idet hun gjerne matterer eller skraverer Bunden, for et Blomsternes Former kunne træde blødere frem. Hun kommer altsaa til en vis Grad "Naturalismen" i Møde men vogter sig dog for dens Udskeielser, viser Kiækhed i at drage noget Nyt frem men staaer dog paa det solide Grundlag af gammel Teknik og god Kunst med ædel, frisk Smag. Hendes Virksomhed gaaer Haand i Haand med de mange andre kunstindustrielle Bestræbelser i Nutiden, der have forladt de uendelige Gjentagelsers Kjedsommelighed og vundet Seire ved modige, muntre Ideer, ved sindrig Forening af det Geniale og det Gjennemstuderede som ikke behøver at gaa det Originale, det Individuelle forbi. Ovre i Malmø har dansk Kunst-Industri i den ene og anden Art paany gjørt sig glimrende gjældende. At den kgl. Porcellænsfabrik hævder sin Forrang, er sikkert nok men ikke underligt, da den nu har tilkæmpet sig universelt Ry som Numer Et i sin Genre, endogsaa forud for de store Nationers største Berømtheder paa samme Omraade, beundret af Franskmænd, efterstræbt af Russere og Englændere, søgt af Amerikanere, blandt hvilke den snart synes at have sin bedste Kundekreds - man har fortalt om Bestillinger paa mange Tusinder af transatlantiske Kjøbere. Og vi benytte Lejligheden til en supplerende Bemærkning i Anledning af, at vi tidligere i et Referat fra Malmø have nævnt 500 Kr som en ret dyrebar Pris for det udstillede, enkelte Tallerken-Fad med Billede af en Ko. Man har misforstaaet denne Sums Nævnelse, som om vi havde ment, at den var overdreven høi.

Det maa imidlertid erindres at, naar man kommer til de Omraader, hvor dels den egenlige Kunst, dels det rent Specielle træder frem, bliver Pengespørgsmaalet til en vis Grad vilkaarligt, for ei at sige underordnet. En Gjenstand som den nævnte maa naturlig sammenlignes med anden, kunstnerisk Produktion, f. Ex. med et Oliemaleri, og allerede af den Grund bliver det anførte Beløb mindre paafaldende. Sagen er jo at Mangen, som har Sans for saa fine Ting, vil sætte større Pris paa et enestaaende Porcellæn end paa et Landskab, malet paa Lærred. Og just "enestaaende" er en saadan Produktion, thi den gjøres ikke i flere Exemplarer, undtagen for saa vidt som der stundom maa fabrikeres adskillige, forinden man naaer Fuldendtheden i Udførelsen; men da bliver man staaende ved det enkelte Exemplar.

I en anden kunst-industriel Genre have vi fremhævet Køhler's Keramik-Udstilling og kunne nu kun konstatere, at denne Produktion ligeledes har tildraget saa stor Opmærksomhcd, vundet rig Anerkjendelse og opnaaet anseelige Salg. Dens ejendommelige Blanding af det Barokke i Former og af det Fuldkomne i metalglinsende Glassur har vistnok sine Forbilleder i Paris men møder her med fuld Selvstændighed og vinder tilsvarende Indgang hos Kjøbere med Forstaaelse og Evne, fyrstelige Personer, Godseiere og andre Rigmænd samt - ikke mindst - amerikanske Agenter, af hvilke en enkelt ovre i Malmø skal have gjort omfattende Bestillinger paa den Køhler'ske Keramik.

Frøken H. Hoffmans Sfære er en tredje Art af Kunst-Industri, udrunden fra dansk Grund, gjennemført med Ihærdighed og Dygtighed under mange Kampe, men nu ogsaa naaet til et Punkt, som skjænker Ære og forhaabentlig tilbørlig Løn til denne dansk-franske, kvindelige Ciselør.

(Dagens Nyheder 14. august 1896).

Fotograf Bertel Christian Budtz Müller (1837-1884): Sølvsmed Hanna Gabrielle Hoffmann (9.5.1859-21.2.1917). 1863-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Billedhugger og kunsthåndværker Hanna Gabrielle Hoffmann (1858-1917) var uddannet som elev hos Vilhelm Kyhn, Oluf August Hermansen og billedhuggeren Th. Stein. Hun var elev på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1885-1889, fra 1888 på den nyåbnede Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Hun som den første kvindelige billedhugger afgangseksamen i 1892.

Fra 1905 uddannelse Hanne Hoffmann sig som væver hos Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll. I 1904 deltog hun med sølvgenstande i udstillingen "Moderne dansk Kunsthaandværk" på Kunstindustrimuseet i København. Efter at have studeret garnfarvning i Mora, Sverige, oprettede hun i 1913 et garnfarveri og væveri i Birkerød. Planterne til indfarvningen af garnerne dyrkede hun i egen have.

Carl Jacobsen paa Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

 Fanø-Affæren.

Endnu gaar der Dønninger af den Carl Jacobsen'ske Fanø-Affære. Med hver Post er der fuldt af Breve til Indehaveren af Ny Carlsberg. De omhandler alle Flagepisoden, men i højst forskjellige Udtryk. I nogle takkes Hr. Jacobsen saavel paa Vers som paa Prosa for, hvad han har gjort, og en begejstret Beundrer har sendt ham en meget smukt forarbejdet Flagstang, paa hvilken der er anbragt et Splitflag, der kan hejses op og ned.

Dog er det ikke lutter Venligheder, der findes i Brevene. Saaledes er der if. "Av." indløbet følgende Skrivelse, der tilstrækkelig tydeligt taler om Ophavsmandens Dannelse:

An der Bierbrauer
Carl Jacobsen,
Kopenhagen.

Durch Ihr rüpelhaft (tølperagtig) brutales Benehmen in Fanø haben Sie Ihre eigene Nation beschimft und verdienen von Ihren Landsleuten eine Tracht Prügel mit der Hundepeitsche.

Ein Deutscher.

For Fanø har Sagen været uden al Indflydelse. Der bor akkurat ligesaa mange Tyskere nu som tidligere.

*

Fra en dansk Badegjæst har  "Av." modtaget følgende Brev, der med Hensyn til den tyske Flagning paa Øen ganske falder sammen med Udtalelser, vi har hørt af Folk her i Horsens, der i tidligere Aar har besøgt Øen og med Harme set de tyske Flag vaje ved Stranden:

Fanø Bad, den 6te August.

Tillad mig, Hr. Redaktør, i Anledning af "Flag-Affæren paa Fanø" i Deres ærede Blad at fremsætte min Mening om Forholdene her.

Jeg har været her som Badegjæst næsten hvert Aar i de sidste ti Aar og har saaledes havt Lejlighed til at se, hvorledes Tyskerne efterhaanden ved Frækhed og den dem egne Mangel paa Takt har faaet Held med at paatrykke Øen et, omend i det Ydre, tysk Præg.

Mange før Hr. Jacobsen har havt stor Lyst til at fjerne de mange tyske Flag, som hver Dag skæmmer vor smukke Strandbred; han fortjener Tak for til alle Sider at have gjort tydeligt opmærksom paa de Misbrug, her sker.

Legetøjsflag er det ikke værd at tale for højt om. Enhver her ser, at de har en ganske anselig Størrelse, og at de bruges omtrent ligesaa meget af de vorne Tyskere som af Børnene; de hejser dem paa deres Telte ved Stranden og paa høje Stænger ved Boligerne i Klitterne.

Over Hr. Jacobsens Behandling af Flaget har Tyskerne sandelig ingen Grund til Klage; optraadte de i Rusland eller Frankrig som her, da havde man for længe siden hængt dem selv op i Stedet for Flagene. At Direktionen for Badet ikke søger at hæmme "Wuhleriet", maa man ikke undre sig over, den bestaar af Tyskere paa een Mand nær, og dens Bestemmelse ledes vistnok væsentligst af den tyske Vært. Forholdet er allerede nu det, at vi Danske, som dog sætter saa megen Pris paa det smukke Fanø, gjøres kjede af at komme her, og Fremmede, ikke Tyskere, gider ej heller se paa Tyskeriet fra Morgen til Aften.

Der var nu, da Forargelsen over Flagningen har givet sig et tydeligt Udtryk, for Autoriteterne en god Lejlighed til at befri os for denne Plage; en Henstilling til Badedirektionen kunde maaske have fornoden Virkning, ellers kan Flagning med tysk Flag jo forbydes efter Loven. Tyskerne er ikke saa nænsomme overfor vort Flag, paa Sylt maa der f. Ex. flages med alle Nationers Flag, kun ikke med Dannebrog.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. august 1896).

Frederik Riise (1863-1933): Brygger Carl Jacobsen (1842-1914). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I "Kolding Folkeblad" meddeles (ifølge "Avisen" for idag) et anonymt "Øienvidne"s Fremstilling af Episoden paa Fanø saaledes:

"Da Jacobsen kom, saae han tydske Børn løbe med tydske Flag, ligesom danske og franske Børn med deres Flag. Saa løb han hen og greb disse Smaaflag. Dette synes kun Udtryk for en Hidsighed, der er løbet af med ham."

Da denne Beretning af et "Øienvidne" let kan tages for gode Varer, seer jeg mig nødsaget til at erklære, at der ikke er et Ord sandt i den. Jeg har ikke seet Børn, hverken tydske, danske eller franske, løbe med Flag Jeg har overhovedet slet ikke seet Børn, Klokken var over ni, det var halvmørkt. 

Børnene vare vist gaaede til Ro. Jeg har saaledes heller ikke grebet Flag fra Børn, som jeg ikke saae.

Heller ikke har jeg handlet i Hidsighed. Det anonyme Øienvidne har neppe tænkt over, hvilke Ubehageligheder hans Opdigtelse kan have for mig, men jeg stempler herved hans Udsagn som reen og skjær Usandhed.

Episoden har fra andre Sider været nogenlunde rigtigt fortalt:

Jeg saae paa Strandbredden en Mængde smaa Sandhøie, i hvilke der var plantet en Masse tydske, danske og nogle andre Flag. Disse rørte jeg ikke. Men paa to Steder var paa iøjnefaldende Maade det tydske Flag fæstet øverst paa en 4-5 Alen høi Stang og derunder et useligt Dannebrog.

Dette var en Haan; det er saaledes, man gjør, naar man har entret et fjendtligt Skib.

Men det var ogsaa ulovligt, og det blev selvfølgelig forbudt af Politiet Dagen efter.

Men den Aften var der ikke Politi paa Stedet, og idet jeg betragtede det som en Fornærmelse, som en dansk Mand ikke skal lade sig byde, og som noget Ulovligt, der skulde forhindres, tog jeg selv det lovstridige Flag af de to Stænger.

Det er unødvendigt at tilføie, at der fra min Side ikke var tilsigtet Spor af Fornærmelse imod det tydske Flag som saadant, og det er en Opdigtelse, naar det er blevet sagt. at jeg havde revet det istykker eller brækket Stangen.

Min Indskriden var rettet imod de to Familier som havde fornærmet vort Flag, men kan og maa ikke opfattes som nogen antitydsk Demonstration.

Ethvert Menneske har vel i sit Bryst en hellig Ild, som brænder for hans Idealer, og en dansk Mand behøver ikke at blues ved, at Dannebrogsflaget er et saadant Ideal for ham.

At Ildens Glød slaaer ud i Flammer, naar det vanhelliges, er ikke Hidsighed.

Ny Carlsberg, 13de August 1896.

Carl Jacobsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1896, 2. udgave).

Fanø-Affæren.

Brygger Jacobsen, Ny Carlsberg, har i "Berl. Tid." indrykket en Erklæring, der begynder saaledes:

"I "Kolding Folkeblad" meddeles (i Følge "Avisen" for i Dag) et anonymt "Øjenvidne"s Fremstilling af Episoden paa Fanø saaledes:

"Da Jacobsen kom, saae han tyske Børn løbe med tyske Flag, ligesom danske og franske Børn med deres Flag. Saa løb han hen og greb disse Smaaflag. Dette synes kun Udtryk for en Hidsighed, der er løbet af med ham.""

Derefter kritiserer Brygger Jacobsen denne Fremstilling og stempler den som "ren og skær Usandhed". Selvfølgelig maa Jacobsen bedst vide, hvordan det er gaaet til, og hans Erklæring, at der ikke var et eneste Barn ved Stranden uden hans Søn og en anden dansk Dreng, er naturligvis rigtig.

Men naar Hr. Jacobsen vil udstede en Erklæring, og vender denne mod et navngivet Blad, som han beskylder for at have fremsat en "ren og skær Usandhed", burde han vide lidt Besked først. Vil man stemple en Mad eller et Blad for at have faret med Usandhed, bør man gjøre sig den Smule Ulejlighed først at skaffe sig at vide, hvad der er sagt. Det er en jævn og almindelig Fordring, der kan stilles ogsaa til en stor Mand som Hr. Jacobsen.

Han har imidlertid sat sig ud over den og har nøjedes med en eller anden Beretning - vi kjende den ikke - paa anden eller tredje Haand. Da nærværende Blad strax kom med korrekt Besked om Affæren, vidste vi, at vi ikke senere kunde have givet noget som helst "Øjenvidne" Plads for en Fremstilling, der stred imod, hvad vi nøje kjendte om den hele Affære, og derfor heller ikke for det citerede Stykke. Derimod viste det sig ved vor Eftersøgen, at Ordene forekomme i - et Referat af Højskoleforstander, Cand. theol. Bägøs Udtalelse om Sagen ved Sammenkomsten efter Skolemødet.

Hr. Jacobsen har altsaa begaaet den journalistiske Utilbørlighed, at han tillægger et Blad de Ord, der klart og tydeligt forekomme som Referat af en Talers Ord, og paa Grundlag heraf angriber han Bladet og stempler det for at have bragt Usandheder til Torvs.

Selvfølgelig kan Hr. Jacobsen ikte have set Referatet, og altsaa heller ikke vidst Besked om, hvad det var, han vilde imødegaa. Men en Undskyldning er dette jo ikke. Man bør jo se sig for, før man skriver.

(Kolding Folkeblad 17. august 1896).

Hotel Kongen af Danmark (1893), Fanø Nordsøbad. Illustreret Tidende 28. juli 1895.

Turismen på Fanø kom for alvor i gang i 1890'erne. Badeetablissementet "Fanø Nordsøbad" var finansieret af fannikkerne selv med 65.000 kr., mens den tysk-østrigske bankier Sigmund Weisz udvidede aktiekapitalen til 600.000. De tyske badesteder var ret overfyldte. Fanø Nordsøbad var således et tysk selskab placeret på en dansk ø. Det åbnede i 1892, men så var der også anlagt en god vej fra Nordby for et beløb større end Esbjergs årlige vejudgifter i disse år. 

Udover Kurhotellet blev de danskejede Strandhotellet og Kongen af Danmark opført i 1892 og 1893. Ligesom en række store strandvillaer, de fleste ejet af tyskere. Carl Jacobsens udfald faldt sammen med en generel nedgang i turismen og en økonomisk nedtur. De tyske feriegæster var fortrinsvis storborgere fra Hamborg. De danske kom fra København. Badning reguleredes som på de tyske badesteder: Bestemte badetider, krav om sømmelig påklædning, brug af hestetrukne badevogne etc. Affæren skabte en del postyr mellem tyskere og danskere på øen. Selvom de tyske ejere af Kurhotellet var interesserede i indtægterne fra de tyske feriegæster, besværliggjordes det af trafikforholdene. 

Kurhotellet led dog under de dårlige trafikforbindelser til Tyskland, og hotellet blev solgt, så det i 1904 kom på danske hænder under navnet Fanø Vesterhavsbad. Antallet af tyske turister faldt herefter støt. Men indtil 2.verdenskrig kom der igen gang i turismen.