Strejke i Frederiksværk. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Frederiksværk.

Voldsomt Røre.

3 Arbejdere afskediget.

Frederiksværk, den lille Fabriksby i Nordsjælland ved Roskildefjordens Indløb, har i lange Tider været Højres uindtagelige Domæne. Arbejderne holdtes slavebundne og dreves i Flok til Valgbordene. Skønt Befolkningens store Flertal som Følge af de mange Fabriker er Arbejdere, har Højre ved hvert Folkethingsvalg skaffet Højre-Storbonden H. Jørgensen ca. 150 Stemmer - medens Venstres Kandidat kun fik 10 Stemmer! Arbejdsforholdene er naturligvis usle.

Paa Frederiksværk Jærn- og Metalstøberi arbejder ca. 300 Arbejdere. Fabrikanten, Louis Heegaard (en Søn af Anker Heegaard) har en Indtægt paa mellem 50,000 og 60,000 Kr. aarligt. Arbejdsmændene faar 18 Øre Timen; Smedene 22 a 30 Øre; Emaillearbejderne 18 Øre; de kvindelige Emaillearbejdere kun 9 a 12 Øre Timen. Formerne tjener gennemgaaende 16-20 Kr. ugenlig. Sliberne har fra 15-18 Øre i Timen.

Paa Statens Krudtværker beskæftiges ca. 50 Arbejdere. De faar 22 Øre Timen. Arbejdstiden er 14 Timer med Fradrag af ½ Time til Frokost og ½ Time til Middag.

Frederiksværk Valseværk, der ejes af et Aktieselskab og ledes af d'Hrr. Halkjær og Brandstrup, beskæftiger ligeledes ca. 50 Arbejdere. Begyndelseslønnen er 16 Øre Timen og den stiger til 30 Øre. Arbejdstiden er 12 a 14 Timer med ½ Times Frokost og 1 Times Middag. Arbejdet er yderst usundt paa Grund af Valsematerialet. Arbejderne er helt grønne, naar de gaar fra Arbejdet. Hvor inhuman Ledelsen her er, ses f. Eks. af, at to Arbejdere, der har gaaet paa Værket i mange Aar, har faaet deres Løn nedsat til den mindste Betaling: 16 Øre Timen.

*

Men ogsaa til Frederiksværk er Arbejdernes store Befrier, Socialismen, naaet. Sidste Foraar holdt Maskinarbejder Chr. Rasmussen Møde der. Højre havde indforskrevet "Værnet"s Forretningsfører, Lund. Han fik af Anker Heegaard 500 Kr. for Turen. Thi Hr. Heegaard ved nok, at 500 Kr. er vel anvendt, hvis han kan forhindre Arbejderne i at organisere sig og derved opnaa en større Andel i Driftens Udbytte, - der dog væsenlig skyldes dem. At Hr. Lund imidlertid ikke længere kunde holde Arbejderne borte fra Socialismen, viste sig ved, at da det næste socialdemokratiske Møde blev afholdt, for halvtredje Uge siden, strømmede Arbejderne til. Og selv Højrebladet "Frederiksværk og Helsinge Dagblad" udtalte, at Mødet, der talte 400 Dellagere, var "overvejende socialistisk". Ikke mindre end 3 Højremænd søgte at kvæle Arbejdernes Begejstring: Forretningsfører Lund (der atter var indforskrevet), Folkethingsmand H. Jørgensen og Kaptajn Petersen, men det lykkedes saa langt fra, at der tværtimod samme Aften stiftedes en socialdemokratisk Forening paa 50 Medlemmer.

Nu greb Højre til de yderste Midler. "Frederiksværk og Helsinge Dagblad" meddelte næste Dag Navnene paa den ny Forenings Bestyrelsesmedlemmer og bad sine Læsere om at se nøje paa disse Navne. Meningen var ikke til at tage fejl af. Højres Mænd var bukket under i den aandelige Kamp mod Socialismens Talsmænd. Nu skulde der aabnes en økonomisk Krig mod dens Tilhængere. Det var det Middel, Roms Bødler i gamle Dage brugte mod de første Kristne. Det er de Midler, som enhver Tids Tyranner prøver mod Tidens ny Bevægelser.

*

Højrebladets modbydelige: "Puds! Puds!" satte Frugt.

Næste Dag fik den ny Forenings Formand, Møllersvend P. Petersen, sin Afsked fra Vandmøllen, der ejes af Fabrikant Heegaard, men er forpagtet til Møller Bengt Jensen. Heegaard og Valseværkets Bestyrer, Brandstrup. gik selv til Bengt Jensen og opfordrede ham til at smide Petersen ud - med mindre han vilde udsætte sig for Opsigelse, naar Lejemaalet udløb!

Petersen har arbejdet paa Møllen i to Aar til Forpagterens og Kundernes Tilfredshed. Dette fremgaar ogsaa af følgende Anbefaling, som Petersen fik ved sin Afsked:

"Møllersvend P. Petersen, som har arbejdet hos Undertegnede i to Aar som Ene-Møllemøllersvend, er det mig en Fornøjelse at kunne medgive min bedste Anbefaling til enhver, som har brug for en flittig Svend.
Vandmøllen Frederiksværk, den 14de Januar 1897.
Bengt Jensen."

Afskedigelsen var altsaa rent politisk. Hans Mester blev tvungen til den. Saaledes behandler Højres Kapitalister baade Arbejdere og Middelstand!

Petersen var nemlig Højre en Torn i Øjet. Han har i de tre sidste Maaneder været Kommissionær for Bladet "Social Demokraten". Den forrige Kommissionær, Chr. Hansen, blev afskediget, ligeledes af politiske Grunde. Petersen agiterede saaledes, at "Social-Demokraten"s Abonnentantal gik op fra 16 til 66, - og Højres Tyranner følte deres hidtidige Eneherredømme truet. Arbejderne vaagnede! Arbejderne fik deres eget Organ! "Guds Død, - de skal slaas ned, de Oprørere", saaledes ræsonnerede Højre.

Kort efter blev de to andre Bestyrelsesmedlemmer, Snedker P. Jensen og Murer Gottlieb Frederiksen, afskedigede! Der er System i Højres Krig mod Arbejderne med Sulten som Hovedvaaben. De to afskedigede Arbejdere er begge Medlemmer af deres Fagforbund.

*

Men de afskedigede lader sig ikke knække. Med dobbelt Iver virker de videre for vor store retfærdige Sag Møllersvend Petersen, Foreningens Formand, har nu Tid til yderligere Agitation for "Social Demokraten". Hvis alle Arbejdere tegner sig som Abonnenter, da kan Petersen faa en betrygget Eksistens derved. Vi opfordrer da alle Frederiksværks Arbejdere og hele dens Middelstand til at abonnere paa vort Blad. De gør sig selv, vor store Sag og den afskedigede Møller Petersen en Tjeneste dermed.

Hele Frederiksværk er i Oprør over de forefaldne Begivenheder. Dette Numer af "Social-Demokraten" omdeles i 400 Eksemplarer ekstra og vi beder enhver, der har læst det, give Venner og Bekendte det til Gennemlæsning.

Paa Søndag, den 31. Januar, Kl. 4, holdes der stort offenligt Møde i Frederiksværk Foreningsbygning. Som Taler kommer Kandidat F. I. Borgbjærg til Stede. Hver eneste Arbejder bør give Møde. Der vil blive forhandlet Ting af den største Vigtighed for Arbejderne. Enhver, der under sin Familie bedre Kaar og sine Børn en lysere Fremtid end hans eget hidtidige Trælleliv, bør komme til Stede. Ogsaa alle Frederiksværks Næringsdrivende indbyrdes. De vil, tror vi, let forstaa, at bedre Kaar for Arbejderne betyder forøget Fortjeneste for dem selv.

(Social-Demokraten 28. januar 1897).

Gjethuset i Frederiksværk, det tidligere jernstøberi. Fotoet omfatter kun en mindre del af midterbygningen. I vinduet til venstre kan lige anes busten af Anker Heegaard (faderen, ikke sønnen Louis som er den Heegaard disse artikler nævner). Foto Erik Nicolaisen Høy

Fabrikkens ejer Louis Carl Heegaard havde nogle hans grundprincipper som gik ud på at en fabrik var et slags patriarkat hvor ledelsen på den ene side bestemte arbejdsforhold og regler, på den anden side skabte socialt acceptable forhold for arbejderne. Han havde derfor svært ved at forestille sig at arbejderne kunne være utilfredse, og så det som et socialistisk angreb på "hans" fabrik. Det var der ikke enighed om i Heegaard-familien. Han var den 14. januar 1897 blevet advaret af sin svoger Bjørn Stephensen om at "socialismen" engang ville rykke ind på fabrikken i Frederiksværk. Og hans bror, Mathias Anker havde også advaret Louis Carl om at afskedige folk i Frederiksværk, alene af den grund at de var medlemmer af en fagforening. Denne advarsel kan ses som et indirekte antydning af at Louis må have ytret at det ville han gøre. Og det var altså præcis hvad der skete. 

Af en meddelelse fra Louis Heegaard til fabrikkens arbejdere fra 26. januar 1897 fremgår det at han anså det for en pligt at gøre sine arbejdere opmærksomme på at han ville modsætte sig den socialistiske bevægelse på sin fabrik, idet den kun skadede det gode forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere. Han påstod at et sådant godt forhold herskede på fabrikken, at han altid var lydhør over for arbejdernes berettigede krav og ønsker uden "socialistisk mellemkomst". Han ville ikke bøje sig for dikterede "ordre fra socialdemokratisk hovedkvarter". Han skrev imidlertid forgæves: Arbejdskampen fortsattes.

Kæmpemøde

i Frederiksværk.

Hr. Heegaard kapitulerer.

Frederiksværk har aldrig oplevet et Møde som det, der holdtes i Søndags. Det var den nystiftede socialdemokratiske Forening, der indbød, og Anledningen var den sidste Tids politiske Afskedigelser.

Foreningsbygningens store Sal var lidt over Kl. 4 fyldt til sidste Plads. Balkonen var ganske overfyldt. Der var efter Foreningsværtens Opgivende 1000 Mennesker til Stede. Hele Frederiksværk havde givet Møde, samtlige Arbejdsmænd og Haandværkere og hele Byens Højre med Byfoged, Præst og Fabrikanter i Spidsen. Fra Nabolandsbyerne kom Husmænd, Fiskere og Gaardmænd kørende; en Del havde deres Koner med.

Højres egenlige Kærne placerede sig til Højre i Salens Forgrund. Her bemærkedes Fabrikant Louis Heegaard, Fabrikant Brandstrup, Redaktør Ibsen fra Holbæk, hans Lokalredaktør, Bogholder Christensen, Kaptajn Ringsted osv.

Den socialdemokratiske Forenings-Formand, den nys afskedigede Møllersvend Petersen, bød velkommen, hvorefter Kandidat F. I. Borgbjærg talte. I sit halvanden Times Foredrag gjorde han Rede for den kapitalistiske Samfundsudvikling og Socialdemokratiets Reformplaner. Han gik ind paa de stedfundne Afskedigelser og viste, hvilket Tyranni Højre udøver. Men Arbejdernes Organisation vilde være i Stand til at bryde Aaget. Borgbjærg omtalte en Skrivelse, som han lige havde modlaget fra "ubekendte Partifæller". Disse Folk, der vel havde deres gode Grunde til deres Anonymitet, meddelte, at Funktionærerne paa Heegaards Fabrik for nogle Dage siden var samlede paa Kontoret, hvor de fik Ordre til at udspionere Arbejderne. Formændene udspurgte nu Arbejderne, om de var Medlemmer af den socialdemokratiske Forening og om de holdt "Social-Demokraten". Dette sidste, sagde de, var ikke et Blad at holde for dem. Følgen var, at 8 Arbejdere afsagde "Social-Demokraten". Skrivelsen gengav tillige følgende Cirkulære, som Hr. Heegaard havde omdelt paa Fabriken :

"Da den socialdemokratiske Bevægelse i denne Tid gør Forsøg paa at faa Indpas her i Byen, anser jeg det for min Pligt at gøre mine Arbejdere opmærksomme paa, at jeg i egen og i Arbejdernes Interesse vil modsætte mig denne Bevægelse for Fabrikens Vedkommende. Erfaringen lærer, at denne Bevægelse hidtil kun har skadet og ofte forspildt et godt Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver. Da jeg tillige tør paastaa, at et saadant godt Forhold hersker her paa Fabriken, vil jeg, for i Fremtiden at kunne værne om dette, tilkendegive mine Arbejdere, at en Tilslutning til denne Bevægelse imod min Vilje vil kunne hindre et Samarbejde for Fabrikens Vedkommende. - Jeg vil altid være lydhør for mine Arbejderes berettigede Ønsker og Krav og vil fremdeles være villig til at forhandle derom, uden at socialdemokratisk Mellemkomst er nødvendig, da de Beslutninger, der ved en saadan Mellemkomst har været vedtagne, nemlig oftere har været dikterede efter Ordre fra Socialdemokratiets Hovedkvarter end efter Arbejdernes fri Selvbestemmelsesret."

Borgbjærg paaviste, hvorledes denne Skrivelse brutalt truede enhver, der blev Socialdemokrat, med Afskedigelse (Fy! Fy!). Han viste, hvorledes Arbejdernes Foreninger var grundlagt paa den almindelige Valgret. Det var Medlemmerne selv, der styrede. Vilde Heegaard tillade Oprettelsen af en rent upolitisk Fagforening? Naturligvis burde denne søge Støtte hos de andre Fagforeninger i Landet - ligesom Fabrikanterne i Jærnindustrien har sluttet sig sammen for hele Landet.

Foredraget paahørte med overordenlig Opmærksomhed saa vel af Arbejderne som af Venstre og Højremændene. En Gang imellem søgte en Højremand at forstyrre ved haanlig Latter; han blev alvorlig tilrettevist af Taleren, hvis Ord jævnlig modtoges med Hør og Bifald fra Arbejderne.

Møller Petersen bad nu Forsamlingen vælge Dirigent. Fra socialdemokratisk Side foresloges Snedker Jensen, en af de afskedigede. Højre foreslog Fabrikant Agerlin. Snedker Jensen fik 61 Stemmer. Højres Spidser mønstrede Arbejderne skarpt: paa dette Tidspunkt vovede ikke flere at række Haanden op. Agerlin fik først 56 Stemmer, men efter at Redaktør Christensen med arrig Røst havde formanet Højremændene til endelig ikke at spille Socialisterne Dirigentvalget i Hænde, raktes der 7 Hænder til i Vejret fra Balkonen, og Agerlin erklæredes for valgt med 63 Stemmer. De 9 Tiendedele af Forsamlingen stemte ikke.

Fabrikant Heegaard fik nu Ordet. Han forsvarede Arbejdsforholdene paa sin Fabrik, uden dog at kunne afkræfte "Socialdemokraten"s Oplysninger. Han paastod, at Højre i Frederiksværk aldrig havde øvet Valgtryk (Modsigelse fra Forsamlingen); endelig hævdede han, at han ingen Del havde i Møllersvend Petersens Afskedigelse.

Møllersvend Petersen: Det er sikkert, at der paa Fabrikens Kontor er bleven ført en Forhandling om min Afskedigelse. Min Mester har gjort det tvungen dertil. (Hør). 

Redaktør Asger Karstensen, der var kommen fra København ligesom "Værnet"s Forretningsfører Lund, for at stive Højre af, søgte nu i en længere Tale at imødegaa Borgbjærg. Hr. Karstensen udtalte, at han bestemt misbilligede politiske Afskedigelser. Han var en Ven af upolitiske Fagforeninger. Han kunde gaa med til, at Indkomststatten fik en stigende Skala. Dernæst kom han frem med de bekendte Højrefraser mod Socialismen.

Maskinmester Hans Jensen erklærede i en grædende Tone, at han var Venstremand, som af sin Chef altid havde faaet Tilladelse til at stemme efter Overbevisning. Møller Petersen: Det faar Arbejderne i hvert Fald ikke. Det forbydes dem at holde "Social-Demokraten".

Værtshusholder Olsen fra København vilde som barnefødt i Frederiksværk-Egnen og god Bekendt af de fleste Folk hernede sige dem, at Socialismen var en god Ting, den arbejdende Befolknings eneste Frelse. Olsens hjærtelige Tale modtoges med kraftigt Bifald.

Borgbjærg gjorde opmærksom paa, at Hr. Karstensen havde karakteriseret sig selv som Agitator som en Mand med en Ræv - ganske vist kun en lille bitte Ræv - bag Øret. Dette forklarede hans ganske frisindede Udtalelser. Vilde Hr. Karstensen selv virke for, at der blev oprettet en upolitisk Fagforening paa Heegaards Fabrik? Da vilde Taleren ønske ham Lykke og Held dertil. Han havde som Ven af Heegaard gode Betingelser for at overvinde Arbejdernes Frygt (Munterhed). 

Forretningsfører Lund holdt en ganske umulig Tale mod Socialdemokratiet, under hvilken det lykkedes ham at fornærme alle de tilstedeværende Arbejdsmænd, som derfor hyssede ham grundigt ud.

Borgbjærg bad nu Hr. Heegaard udtale sig bestemt, om han billigede eller misbilligede den skete Afskedigelse. Forsamlingen ventede et Svar. Hr. Heegaard havde en saadan Avtoritet, at et Ord af ham sikkert var nok til, at de afskedigede Arbejdere blev genantagne.

Hr. Heegaard vil imidlertid ikke frem. Højremændene konfererer ivrigt indbyrdes. Kaptajn Ringsted raaber: "En saadan Misbilligelse bør Heegaard ikke udtale! Saa organiserer alle Arbejderne sig jo." Men Asger Karstensen, der føler, at Forsamlingen er ved at vende sig fuldstændig mod Højre, bearbejder Heegaard ivrigt for at saa ham til at afgive en Erklæring.

Heegaard slaar i Bordet!: Med hvad Myndighed, forlanger De en saadan Erklæring af mig!

Borgbjærg: Med den Myndighed, som Arbejdernes Tillid giver mig. Redaktør Christensen: Hr. Heegaard er uden Skyld i de stedfundne Afskedigelser. Det er Møllernes Kunder, der har tvunget ham til at afskedige Petersen, det vil jeg erklære under Eds Tilbud, det har Møller Bengt Jensen selv sagt til mig!

Borgbjærg: Højres Redaktør indrømmer nu, at her foreligger en ren politisk Afskedigelse. Hvis Hr. Heegaard nu ikke tør misbillige den, da gør han sig medansvarlig.

Lund: Nogle Arbejdere i Ordrup vilde ikke arbejde sammen med en Mand, fordi han var Højremand. Misbilliger Borgbjærg det?

Borgbjærg: Jeg kender ikke Historien. Forholder det sig som af Lund fremstillet, misbilliger jeg denne Fremgangsmaade paa det bestemteste.

Flere Talere har nu Ordet: Asger Karstensen, der dog ikke svarer paa Borgbjergs Spørgsmaal, og Fabrikant Brandstrup, der søger at imødegaa "Social Demokraten"s Oplysninger om Arbeidsforholdene paa Valseværket, men kun kan bekræfte den indtil de mindste Enkeltheder. Der er kun paa et Punkt en Afvigelse paa 2 Øre. men Arbejderne raaber, at "Social-Demokraten"s Tal er det rigtige.

Redaktor Ibsen meddeler, at Frankrigs Nationalformue er 240 Milliarder Franks, hvilket kan blive 200 Franks til hver Person "ogsaa nogle Klæder".

Borgbjærg tager Anledning af en Del Modbemærkninger til nærmere at skildre Socialismen. Han slutter med atter at kalde Heegaard frem. Mangler Hr. Heegaard virkelig moralsk Mod til at erklære, om han billiger eller misbilliger den skete Afskedigelse?

Klokken er paa dette Tidspunkt henad halvti. Den vældige Forsamling har lyttet til Talerne og Diskussionen i halvsjætte Time. Spændingen er paa det højeste. Arbejderne har efterhaanden faaet Mod, Bravoraabene til Borgbjærgs og Værtshusholder Olsens Udtalelser bliver stærkere og stærkere. Højre er raadvildt. Flere Grupper Højremænd skændes indbyrdes. Mange er ophidsede.

Endelig træder Hr. Heegaard frem og siger, at som Sagen nu foreligger oplyst, maa han misbillige den skete Afskedigelse.

Borgbjærg: Saa er Mødet endt med et godt Resultat. Hr. Heegaards Ord vil sikkert øve Indflydelse paa hans fanatiske Partifæller. Nu kan Arbejderne trygt slutte sig sammen, ingen vil gøre dem noget for det. Maa jeg bede dem alle. Meningsfæller og Modstandere, om at raabe et Leve for Hr. Heegaard. (Stærke Hurraraab fra Flertallet. Mange Højremænd er bestyrtede. En Del af dem undlader at raabe Hurra.)

Borgbjærg: Og saa et Leve for Socialdemokratiet ! (Tordnende Hurraraab fra den aldeles overvejende Del af Forsamlingen).

Medens Højre skændes indbyrdes, agiterer Borgbjærg, Olsen, Møller Petersen og andre ivrigt for Indmeldelse i Foreningen og Abonnement paa "Social-Demokraten". Agitationen sætter gode Frugter. En Mængde Fiskere er til Stede. Det viser sig, at de er fuldtro Socialdemokrater.

*

Efter Mødet i Søndags er vor Bevægelse i Frederiksværk ikke til at standse. Arbejdernes Autoritetstro er brudt. De har set, at deres egne Tillidsmænd har Sandhedens og Retfærdighedens Myndighed til al tvinge Arbejdsgiverne til Retræte. Den offenlige Mening har sejret over Højres Brutalitet.

Arbejdernes Frygt er som blæst bort. Nu vil vor Bevægelse, der er brudt saa stærkt og pludseligt igennem i Frederiksværk, langsomt, men sikkert fæstne sig ved hjælp af faglige og politiske Organisationer.

(Social-Demokraten 3. februar 1897).

Detalje fra Industrimuseet Frederiks Værk, Frederiksværk. Møllerne langs kanalen er fjernet, men mange af de øvrige bygninger kan stadig ses, idet de var i funktion helt op til midt i 1960'erne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En rasende Socialist.

Socialisternes Agitator Jeppesen Borgbjerg driver i denne Tid sit Spil i og omkring Frederiksværk. Ved hans sidste Møder har imidlertid nogle Medlemmer af det unge Høire i Kjøbenhavn indfundet sig og imødegaaet hans Lærdomme. Dette synes at have gjort Hr. Jeppesen ganske desperat. I et Referat i "Tidens Krav" skildres hans Færd ved et Møde i Sundkroen, en halv Milsvei fra Frederiksværk, saaledes:

Smed Lund, et Medlem as det unge Høire, kaldte han paa ægte Borgbjergsk Dansk for et Vrøvlehoved etc. og i en formelig Paroxysme skreg han ud over Forsamlingen:

 

"Jeg vil ønske, at jeg kunde fornærme denne Mand saa blodig, at jeg kunde fritages for hans Nærværelse. De kjender ham ikke, mine Herrer! men det gjør jeg (Latters: ja, le blot, jeg skal fortælle Dem, hvilken Karl han er (ny Latter) - han har arbeidet i 20 Aar i Arbeibernes Værns Tjeneste!"

Jeppesen-Borgbjerg indvikler sig derpaa i en livlig Diskussion med Bogholder Christensen, der redigerer den lokale Afdeling af "Holbæk A. Avis". B. udbringer et "Leve Arbejdernes Sammenslutning" og Hr. Christensen slutter sig som fornuftig Høiremand hertil, men herover falder B. i en uhjælpelig Desperation:

Han slaaer Hatten ud af Hænderne paa H r. Christensen, saa den triller langt hen ad Gulvet (Stormende Latter), og med Tordenstemme raaber han ud over Forsamlingen, at "vor Sag er for god til, at den skal besudles af denne Karl. Efter dette lille Intermezzo opfordrer Hr. Borgbjerg Høire til at forlade Salen, for at Socialisterne kunne drøfte deres Sag alene - i Enrum. "Høires Lakaier var kun komne tilstede for at forvrøvle Møderne".

Dette kalder d'Hrr. Respekt for den offentlige Diskussion!I

Den almindelige Mening var, at B. ved sin Opførsel og Udtryksmade tabte Terræn i alle Leire. Efter Mødet var Skandalen det almindelige Samtaleemne, og Stemningen i de debatterende Smågrupper delte sig ligelig mellem Indignation og Latter.

(Aarhuus Stifts-Tidende 5. februar 1897). 

7 Møder i Frederiksværk -Kredsen.

En Højremand, der ikke kan stave.

Højre bekæmper Socialismen med Punsch.

Frederiksværk. 11. Februar.

Efter det store Møde i Frederiksværk forrige Søndag - der endnu er det stadige Samtaleemne her i Byen og flere Mil ud i Omegnen - har vor Partifælle Borgbjærg holdt 7 Møder omkring i Landsognene. De har alle været meget talrigt besøgte. Denne Valgkreds har en særdeles stor Arbejder- og Husmandsbefolkning, som nu synes i Færd med at vaagne til selvbevidst Optræden.

Det første af Landmøderne holdtes i Sandkroen, nord for Frederiksværk, tæt ved Tidsvilde Hegn. Den lille Krostue var aldeles overfyldt; det var væsenlig Land- og Skovarbejdere, der havde givet Møde, i alt ca. 100 Mennesker. Fra Frederiksværk ankom Højres Lokalredaktør Christensen, "Værnets" Forretningsfører Lund og Fabrikant Agerlin, der skulde vælges til Dirigent. Det blev imidlertid en Skuffelse for de tre Højremænd-, de fandt ikke andre Partifæller end Forstraaden og hans Assistent. Socialdemokraten Møllersvend Petersen, der aabnede Mødet, valgtes til Dirigent med hele den øvrige Forsamlings Stemmer.

Efter at Borgbjærg og Værtshusholder H. Olsen havde talt for Socialismen, bad Lund om Ordet  Han snakkede i 1½ Time under stigende ironisk Munterhed fra Forsamlingens Side. Lund er en Højre-Agitator af 80ernes Slags. Han sænker Niveauet ned under Havets Overflade. Hans Vrøvl trænger ikke til alvorlig Imødegaaelse, men har man Taalmodighed til det, er det ganske morsomt at benytte ham til Forevisning som et levende Eksempel paa Højres aandelige Dekadence.

Lund gjorde, hvad han kunde, for at trække Mødet ud, saa Arbejderne skulde blive trætte af Vrøvlet og gaa hjem uden at mælde sig ind i den socialdemokratiske Forening. Da Forsamlingen imidlertid til sidst bad ham om at holde op, rykkede Redaktor Christensen ham til Undsætning. Han paastod, at Møllersvend Petersen ikke var bleven afskediget af politiske Grunde. Det var Møllerens Kunder, der havde bedt om at saa ham bort! Christensen oplæste en Erklæring fra Møller Bengt Jensen, hvori denne erklærede, at "Social-Demokraten"s Gengivelse af hans Anbefaling ikke var korrekt, - der stod blandt andet, sagde Hr. Christensen, intet om, at Petersen var "en flittig Svend". Møllersvend Petersen afviste skarpt denne Insinuation. Vi skal her gengive Møller Jensens Anbefaling bogstavret:

"Møllersvend P. Petersen som er og haver Arbeidet hos Undertegnede i 2 Aar som Allene Møllersvend er det Mig en Fornøjelse at Kunde Meddele Min Bete Anbefaling til Enhver som kan har Brug en Fiitig Svend.

Vandmøllen: Frederiksværk

d. 14 Januar 1897

B. Jensen."

Som man ser staar der ganske vist ikke "en flittig Svend". Der staar: "en Fittig Svend". Vi var saa hensynsfulde mod Hr. Møller Jensen, at vi rettede alle hans Bogstaveringsfejl.

Men naar Højre vil have sin egen Partifælle offentlig blameret, saa for vor Skyld ingen Alarm. Højremøllens Skrivefærdighed er et ganske godt Vidnesbyrd om det Frederikværkske Højres Oplysningsstandpunkt.

Mødet i Sandkroen sluttede henad Midnat med, at Borgbjærg udbragte et Leve for Arbejdernes Organisation. Redaktør Christensen, der daglig udspionerer Heegaards Arbejdere, for at holde dem borte fra Organisationen, fløj nu op, rød i Hovedet, og raabte: "Det Hurra kan jeg godt være med til." Han vilde nemlig ikke have, at Land- og Skovarbejderne skulde se, hvor faa Højremændene var. Men Borgbjærg slog ham Huen ud af Haanden med de Ord: "Det Leve skal ikke besudles ved en Hyklers Deltagelse." Stormende Begejstring i Forsamlingen. Dirigenten erklærer det offenlige Møde sluttet og beder de 5 Højremænd forlade Lokalet, for at de, der vil melde sig ind i Foreningen, kan diskutere dennes Forhold privat. Forstassistenten vil nødig afsted: han skulde jo passe paa sine Skovarbejdere. Tilsidst maa han dog gaa. En Mængde Arbejdere melder sig nu ind og der tegnes flere Abonnenter paa "Social-Demokraten"

(Social-Demokraten 14. februar 1897. Uddrag).

Louise Harbou død. (Efterskrift til Politivennen)

Faa er bedre kendt af fattige Arbejderkvinder end Generalinde Harbou; Tusinde af diegivende Kvinder besøgte daglig hendes Spisehus, hvor de foruden den gode Middagsmad fik venlige og opmuntrende Ord af deres moderlige Veninde; thi som en Moder saae Fru Harbou paa disse fattige unge Mødre, der kom med deres smaa Børn. Hun hjalp dem med Mad og gode Raad, Lægehjælp og meget ofte til Arbejde.

Skønt Fru Harbou klart saae, at Samfundet trængte mere til Retfærdighed end til Velgørenhed, blev hun dog aldrig træt af at hjælpe.

I 1885 stiftede hun Selskabet for "Smaabørns Vel", hvis Formaal var at tilse spæde Børn i Hjemmene og hjælpe dem med Klæder og Sygepleje; men da hun ofte saae de stakkels Mødre segnefærdige ved at amme store Børn, uden selv at kunne faa tilstrækkelig Næring, gjorde hun allerede samme Aar i sit Hjem Forsøg med Middagsmad til en Snes fattige Mødre. Aaret efter dannede hun Selskabet "Mødres og Børns Bespisning", som hurtig fik 5 Lokaler rundt om i Byen, hvor der i den strænge Vinter uddeles gratis cirka 50,000 Portioner varm Mad. Senere knyttedes en Maltkuranstalt dertil for de svage Mødre, ligeledes gratis.

Det ene førte det andet med sig. Fru Harbou havde ved en Fest faaet 200 Kroners Overskud, og saa oprettede hun i 1889 et lille Laanefond for disse Mødre. Derfra udlaanes Summer fra 10 til 100 Kroner til Symaskiner, til Leje af Rulle, Anskaffelse af Varer til en lille Handel eller andet, der kunde hjælpe Mødrene.

Fru Harbou kunde ikke taale at se de skrofuløse Børn lide. Hun vidste, at et Sommerophold paa Landet vilde hjælpe dem, og saa bad hun det kgl. Haveselskab om hun maatte laane dets Have og Lokaler til Afholdelse af en Fest for at skaffe Penge til et "Børnesanatorium". Og Festen lykkedes over al Maade. Der blev lagt Sanatorier Frederiksberg og i Hellebæk. Disse udvidedes, og der naaes gode Resultater for de Smaa. Fra 26. Maj til 26. Oktober faar Hundreder af Arbejdernes Børn, Drenge og Piger, Lov til at tumle sig i Lys og Luft og Barneleg ved Strand og i Skov.

Sidst har Fru Harbou tænkt paa de gamle enligstillede Mænd og Kvinder. De skulde ogsaa have Middagsmad. Nu er hun død midt i sin Virksomhed, men forhaabenlig vil hendes smukke Gærning blive fortsat.

Fru Harbou var født 1833 i Kallundborg. Hun var Datter af Konsul Hellesen og blev gift 19 Aar gammel med daværende Oberstløjtnant Johannes Harbou, som hun fulgte til Holsten, hvor han blev Bataillonskommandør.

Fru Harbou har selv flere Børn, af hvilke Døtrene har studeret og vist, at de har arvet Moderens Energi og stærke Arbejdstrang.

J. M.

(Social-Demokraten 19. januar 1897).

Fattiges Ven

Generalinde Harbou.

De gode Mennesker døer for tidligt. Deres Liv, som vies Omsorg for dem, der lider, Kærlighed og Hjælp til dem, der trænger og er i Nød, kan ej blive langt nok. Og saa river Døden dem bort midt i deres opofrende Gærning!

Vær god!

Den Dame, der i Forgaars afgik ved Døden, og hvis Billede vi her bringer, havde valgt sig til Opgave at øve Godhed.

Hun prækede et Evangelium, men uden Prædiken og uden Amen.

Hendes glade Budskab lød tidligt og silde: Giv! Giv! - der er Mange til at modtage. Mange, der trænger. Mange, der lider, fryser, sulter, der er Syge og Svage, der er blege Børn og rystende Oldinge, der er nedbrudte Mand og sønderknuste Kvinder. Derfor: Giv! Tusende Hænder strækkes ud efter de Gaver, som Samfundets Velstillede yder dets Stedbørn.

Denne Frue, der ikke selv var rig, og derfor ikke personligt kunde give ret meget, klin blev da ad særlig Vej en mageløs Velgørerinde.

Hun blev den københavnske Velgørenheds resolute, altid kampberedte, altid travle Agitator.

Hun blev Tigger - for de Andre. Hun gik en daglig Tiggergang, og hun var stolt deraf, som altid den er stolt, der øver Godt og er nyttig.

Hun kendte og omgikkes alle "Fine" og "Fornemme" i denne By. Alle Døre var aabnede for hendes paa en Gang djærve og elskværdige Skikkelse. Og kom hun først ind ad Døren, fandt hun hurtigt Vej til Hjærtet.

Vær god! Giv!

Hun var ingen Klynkepotte, ingen af disse taarepersende Godgørerinder, som med Hældøre og Himmelsøjne render rundt og gør ingen Nytte, men meget Vrøvl. Nej. Hun var en foretagsom, omsigtsfuld, bestemt og tænksom Dame, der drev Velgørenhed med klog Beregning og fast Haand.

Derved lykkedes det hende at gøre Godt ud over sin egen Tid.

Hun skabte Velgørenheds-Institutioner. der lever og vil leve i lang Fremtid.

Smaabørns Vel og Børnesanatorierne er skabte af hende, for ikke at glemme Mødre- og Børne-Bespisning og endnu flere Foreninger, der lindrer Hundreders Nød og forhaabenlig vil gøre det i mange, mange Aar.

Men saa lange disse Foreninger lever, vil Generalinde Harbous Navn leve blandt de Fattige. Hun var deres Ven. Hun kendte dem, elskede dem og hjalp dem. Hun var god. Og nu er hun død. Mangen fattig Moder, mange blege Børn føler det som en virkelig Sorg, og de har ikke Uret deri.

Pax.

(København 19. januar 1897).

Louise Ulrikke Mariane Harbou f. Hellesen (8.4.1833-17.1.1897). 1895. Det kongelige Bibliotek.

Filantropen Louise Ulrikke Mariane Harbou (1833-1897) blev gift 1852 med den 23 år ældre generalmajor Johannes Wilhelm Anthonius Harbou (1810-1891). Parret fik 6 børn: Hans Walther (1853), Charlotte (g. Norrie, 1855), Knud (1858), Dagmar (g. Hjort, 1860), Inger (1861), Alvilda (g. Harbou Hoff, 1862) da de boede i Rendsborg og Altona. Manden var højkonservativ og anti-nationalliberal og stemplet som "tysker” efter Krigen 1864.  

Som ung tog Louise Harbou afstand til kvindeemancipationen, men måske fordi hendes døtre brød med den holdning ændrede hun i 1880’erne standpunkt og meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) sammen med flere familiemedlemmer. Hun oprettede i 1885 foreningen Smaabørns Vel i samarbejde med bl.a. Jenny Adler og oberstinde Othilie Lindholm. Smaabørns Vel uddelte pasteuriseret mælk og tøj til både “uægte” og ægtefødte børn og satsede på at nedbringe den høje børnedødelighed, som navnlig ramte aldersgruppen af 0-5-årige hårdt. Louise Harbou oprettede i 1886-87 Foreningen Mødres og Børns Bespisning. I hendes formandstid indtil 1897 åbnede fem bespisningslokaler i hovedstaden. Kvinder med førskolebørn kunne gratis og dagligt i vintermånederne få varm mad, og foreningen udviklede sig til et storstilet bespisningsforetagende før de kommunale folkekøkkeners oprettelse i 1917.

Louise Harbou stiftede en hjælpefond i 1888 der ydede rentefri lån til støtte for mindrebemidlede kvinders selverhverv. Desuden medvirkede hun til oprettelsen af Børnesanatoriet af 26. maj 1892 nær Sundby, et tidligere sanatorieforsøg på Frederiksberg og sanatoriet i Hellebæk. Børnesanatorierne for København og Omegn videreførte arbejdet bl. a. med datteren Alvilda Harbou Hoff som læge og radikal kommunalpolitiker sammen med sin mand, stadslæge Emil Hoff. Vilhelmine Ulrike Alvilda Harbou Hoff (1862-1951) var 1897–1927 praktiserende læge i København. 1905–18 medlem af værgerådet i Kbh., og 1913–34 i bestyrelsen for børnesanatorierne i København og omegn og for den sjællandske åndssvageanstalt. Hun var 1919–25  næstformand for julemærkekomiteen og formand for dens forretningsudvalg, og medlem af boligkommissionen af 1918. 1909-1925 sad hun i Borgerrepræsentationen for de Radikale, som næstformand 1913–21 og 1922–25. 1925–29 var hun rådmand i magistratens 4. afdeling. Manden var praktiserende læge i København, 1896–1912 stadslæge i København. 1912–18 formand for sundhedsstyrelsen.

I 1896 oprettede Louise Harbou De gamles Spisehuse for enlige mænd og kvinder. Foreningerne samarbejdede med bl. a. vuggestuer og asyler, kommunal- og børnelæger og de kommunale hospitaler. På opfordring fra Dansk Kvindesamfunds formand Kirstine Frederiksen, skrev Louise Harbou Omrids af danske Kvinders Virksomhed i Philantropiens Gjerning med henblik på verdensudstillingen i Chicago 1893 og dens særlige kvindeudstilling.

I 1895 organiserede hun sammen med datteren Charlotte den filantropiske afdeling af Kvindernes Udstilling i København. Hun fik ideen om at opføre Kvindernes Bygning i hovedstaden. Begravet sammen med manden på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Præsten nægter at kaste Jord paa Liget.

Begravelseskontoret nægter Familien Ligvogn.

En Forretningsmand paa Vesterbro, Detailhandler Adolf Nielsen fra Valdemarsgade 30, der i Lørdag afgik ved Døden, bliver i Morgen Kl. 4½ borgerlig begravet fra "Folkets Have" paa Enghavevej. Jordfæstelsen sker Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Den Afdøde vil være kendt særlig af ældre Partifæller for ca. 14-15 Aar tilbage, da han havde Forretning i Rømersgade 24. Han deltog den Gang i den socialdemokratiske Bevægelse, var Aktionær i Forsamlingsbygningen i Rømersgade og i Fællesbageriet samt Medlem af "Socialdemokratisk Forbund". Hans i de senere Aars stærkt tiltagende Sygelighed (han døde efter et længere Sygeleje af Tuberkulose), hindrede ham fra at deltage i Foreningslivet.

Nielsen var borgerlig viet, og da hans Søn henvendte sig til Pastor Levinsen ved Matthæuskirken for at anmode ham om at forrette Jordpaakastelsen, nægtede Præsten sin Assistance. Hr. Levinsen henviste til Ministeriets Resolution, hvor der udtrykkelig staar, at i saadanne Tilfælde afhænger det af Præsten selv, om han har Lyst til at møde og kaste Jord paa samt bede Fadervor. Pastoren kunde altsaa godt hvis han vilde - men han vilde ikke, sagde han. Undtagen i et Tilfælde, tilføiede han diplomatisk, nemlig hvis Ministeriet gav Tilladelse til at der ogsaa maatte holdes en Tale, og den skulde da være i Retning af Indre Missions aller kraftigste.

Det bliver snart noget trivielt at høre den Fattigdom paa Argumenter, som Præsterne møder frem med for at undskylde deres Vrangvillie overfor Befolkningen. Tidligere maatte Levinsen gærne tale ved disse Begravelser, men da vilde han ikke kaste Jord paa; nu, da det er forbudt ham at tale, saa vil han hiærtensgærne besørge Jordpaakastelsen, blot han maatte faa Lov til at holde en ganske lille, men rigtig kraftig og tordnende Indre Missions Helvedestale.

Heldigvis kan Familien tage sig Pastor Levinsens Optræden let. Bisættelsen foregaar som sagt fra "Folkets Have", en af den Afdødes Barndomsvenner, Hr. Einar Sørensen, taler ved Baaren og en Hornkvartet blæser koralen.

Familien havde ønsket, at Liget skulde køres paa en Ligvogn fra Forsamlingsbygningens Have til kirkegaarden, men Begravelseskontoret satte sig mærkeligt nok imod, at der i dette Tilfælde anvendes Ligvogn.

Kontorets Chef, Justitsraad Abrahams, begrundede sin mærkelige Nægtelse med det Argument, at Ligvognen kun maatte benyttes ved Begravelser fra Kirken og fra Hjemmet; ved Bisættelse fra en Forsamlingsbygning maatte Ligvognen ikke anvendes.

Selv om Hr. Abrahams har et udtrykkeligt Reglement at støtte sin Nægtelse til, saa er det dog ret bagvendt, al Byens Ligvogn ikke staar til Befolkningens Tjeneste.

Familien har imidlertid ogsaa i dette Tilfælde klaret sig paa bedste Maade, og i Stedet for den kommunale Ligvogn er der nu bestilt en privat.

(Social-Demokraten 13. januar 1897).

Danmarks første kvindelige Tandlæge. (Efterskrift til Politivennen)

Frøken Marie Pihlkjær.

"Husmoderens Blad" bringer et Billede og en Biografi af Tandlæge Frk. Marie Pihlkjær. Vi uddrager heraf:

Som det maaske vil erindres, skrev vi i sin Tid en Artikel om kvindelig Tandlæge, Fru Møller og angav urigtigt hende som Banebryder i vort Land paa dette Omraade. I Rettelsen, der fulgte, nævnedes ogsaa Frøken Pihlkjær som den, der i Virkeligheden, allerede 5 a 6 Aar før Fru Møller begyndte sin Praxis i Kjøbenhavn, havde praktiseret i Aarhus, og i Dag har vi Fornøjelsen at bringe vore Læsere denne vor første kvindelige Tandlæges Portræt samt nogle biografiske Oplysning.

Marie Pihlkjær er født 1858 i Egaa ved Aarhus, hvor Faderen var Skolelærer. Hun underviste i Hjemmet, hvor Faderen, en dygtig og dannet Mand, intet forsømte for at give hende at den Lærdom, han var i Stand til. 15 Aar gammel tilbragte hun en Sommer paa Testrup Højskole. Senere syslede hun nærmest med Huset og den Gjærning, som hørte dertil, men da hun var bleven 19 Aar gammel, syntes hendes Fader, det var paa Tide, at de saa sig om efter et Livserhverv for hende, og hans Valg faldt paa Tandlægevirksomheden. Der blev saa indgivet Ansøgning til Ministeriet om Tilladelse til at tage Tandlægeexamen - og den blev givet.

Hos Lærer Christiansen, den Gang i Hellum ved Skjørping, nu i Petersborg ved Sorø, kom hun i Huset og læste hos ham til den lille Præliminærexamen - den Gang tilstrækkelig. Denne Examen tog hun i 1879, og 1880 tog hun til Kjøbenhavn. Hos Dr. Haderup, med hvem Faderen havde gjort Aftale, uddannedes hun nu i Teknik samtidig med at hun læste til Examen, som hun tog i December 1881. Den største Del af disse halvandet Aar var hun hos Haderup. Senere, efter absolveret Examen, var hun ½ Aar Assistent hos nu afdøde Dr., Tandlæge Olsen. I Maj 1883 drog saa den unge kvindelige Tandlæge til sin Hjemstavn og nedsatte sig i Aarhus, hvor hun til at begynde med kun modtog Kvinder og Børn. Senere udstrakte hun sin Virksomhed til ogsaa at modtage Mænd.

(Aarhus Amtstidende 11. januar 1897).

Ikke frøken Pihlkjærs klinik, men tandlæge Rubens tandlægeklinik på Vesterbrogade, røngentfotograferingen. Det giver måske en forestilling om hvordan en tandlægeklinik så ud dengang. Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt, f. Petersen (1866-1931) . 1910. Det kongelige Bibliotek.

Kirstine Marie Pihljkær (1853-1911) åbnede i 1883 praksis i Mejlgade 21, 2. sal i Århus. Hendes praksis voksede hurtigt og i 1889 måtte hun lukke i seks uger på grund af overanstrengelse. Senere lå hendes praksis i Ankerhus på Søndergade 1. I 1885 flyttede hun til lokaler på Store Torv. Ved hendes død i 1911 var der 390 tandlæger i Danmark hvoraf 91 var kvindelige. 136 boede i København, 22 på Frederiksberg.

Forbryderspirer. (Efterskrift til Politivennen)

Fribytterne paa Marselisborg. Massetyverier. - Hesten stak af. Dommen.

Brødrene Hans og Peder, der er henholdsvis 11 og 9 Ar gamle, og den 9arige Arnold havde nogle Dage i November f. A. ført en vagabonderende Tilværelse, idet de udeblev fra Skolen og fra Hjemmet og tog Natteophold i et Røgterhus paa Marselisborg Mark. Om Dagen strejfede de rundt for at stjæle Fødevarer og andet. Saaledes stjal de i forskjellige Butiker Kager og Sigtebrød samt et Sted et Stykke Pølse. De opbrød et aflaaset Lysthus i en Have paa Mølleengen og stjal derfra et Petroleumskogeapparat, en Stegepande, en Kniv og Gaffel, et Saltkar, 2 Par Kopper m. m. Paa en Udflugt til Skejby var en Hund fulgt med dem herfra Byen, under Vejs traf de en Slagter, overfor hvem de foregav, at de var sendte ud for at sælge Hunden. Slagteren afkjøbte dem da Hunden for 2 Kr., som han strax betalte dem, mod at de skulde bringe Hunden til hans Bopæl her i Byen; den løb imidlertid kort efter fra dem.

I Landevejsgrøften ved Skejby gik en Hest og græssede. Drengene satte sig strax i Besiddelse af den og bragte den med sig til Marselisborg Mark, skiftevis ridende paa den. Paa Vejen gjennem Byen med Hesten gik Hans ind i en Kjøbmandsgaard for at søge efter et Hestedækken, som han og saa fandt og tilvendte sig. Drengene bandt Hesten, mens de lagde sig til Ro i Røgterhuset, men om Natten rev den sig løs og blev næste Dag optaget af Politiet, hvor Ejeren fik den tilbage.

Endelig havde de forskjellige Steder her i Byen stjaalet et Faareskind - den ene af Drengene blev anholdt under Forøget paa at sælge det - og 4 Sække.

Peder er anbragt paa en Opdragelsesanstalt, hvilket rimeligvis ogsaa vil ske med Hensyn til Arnold. Hans, der er straffet en Gang tidligere, er idømt Fængsel i 14 Dage og 25 Slag Ris.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1897).