Præsternes skrækkelige Magt. (Efterskrift til Politivennen)

Et Brudepar haanes i Kirken.

Hvo, der er ren,

kaster den første Sten.

Jesus.

I Søndags skulde en Arbejder og Arbejderske i Odense vies i St. Hans Kirke af Pastor Grove Rasmussen. Begge havde været gifte før, men hendes Mand var død, og han var skilt fra sin Kone, som for 8 Aar siden var bleven gift igen. De heromhandlede to Mennesker havde nu fundet hinanden, og Brylluppet skulde altsaa staa i St. Hans Kirke.

Efter mange Omstændigheder med Papirerne, som endelig bragtes i fuldstændig lovformelig Orden, gik Manden til Præsten. Da denne hørte, at han tidligere havde været gift, kom den præstelige Forargelse op i ham, og han nægtede Brudeparret Orgelspil og Sang under Højtideligheden. Det stred imod Gud, udtalte Præsten. Manden fandt sig heri og Præsten modtog sit Honorar for Forretningen, - hvilket heldigvis ikke "stred imod Gud".

Da nu Brudeparret i Søndags traadte ind i Kirken, kom Graveren dem i Møde paa Kirkegulvet og forbød dem at tage Plads oppe ved Alteret som andre Brudefolk. Han lodsede dem ind i hver sin Kirkestol. Da Præsten kom, stillede han sig i Kordøren og gav Parret et Vink til at træde ud paa Gulvet. Præsten tilspurgte nu Brud og Brudgom om det sædvanlige, om de vilde leve sammen i Kærlighed og Troskab indtil Døden osv. "Giv saa hinanden Haanden derpaa !" Uden at lyse den ritualmæssige Velsignelse over dem eller tillade dem at knæle ved Alteret, læser han derefter Fadervor, og dermed var den Historie forbi.

Den mærkelige Vielsesceremoni, som altsaa foregik paa Kirkegulvet og heller ikke ledsagedes af Orgelspil eller Sang, gjorde naturligvis et højst pinligt Indtryk paa samtlige Tilstedeværende. Men desuden havde Præsten truffet Forholdsregler til at forhindre Folk i at overvære Bryllupet. Graveren havde stillet sig op ved Kirkedøren, og Folk, som kom for at overvære Bryllupet, gav han den Besked, at de ikke burde gaa ind, thi det Bryllup var slet ikke højtideligt! Denne Graverens Forsikring hjalp dog ikke. Folk gik ind alligevel. Og da Præsten forinden Vielsen kom frem ved Alteret, spurgte han forundret Graveren: "Hvad er det for mange Mennesker? Har De ikke sagt, at de skulde blive borte?" Graveren svarede, at han havde gjort, hvad han kunde, for at holde Folk borte, men de vilde absolut ind.

Man vil kunne forstaa, at de to Mennesker, der her i Overværelse af et større Publikum maatte finde sig i en saa haanlig Vielsesceremoni - haanlig fordi den fuldstændig adskille sig fra den sædvanemæssige Ordning - følte sig i høj Grad oprørte herover. Og man maa spørge, med hvilken Ret Præsten saaledes gør Forskel paa Folk i Kirken og trods de vedkommendes Ønske arrangerer en Vielsesceremoni, som adskiller sig saaledes fra den almindelige, at det hele faar en overfor Brudeparret hensynsløs og ringeagtende Karakter. Vi har forgæves søgt efter den kirkelige Bestemmelse, som tillader en Præst at afvige fra disse Regler for at øve Kirketugt overfor et Brudepar samt at stille Vagt ved Kirkedøren folk at holde Folk fra at besøge Kirken. Overhovedet har Præsterne naturligvis ingen som helst Ret til at tugte og true Menighedsmedlemmerne med Kirkens Straf.

Man spørger uvilkaarligt om, hvorvidt Præsten vilde have haft Mod til at optræde saaledes paa den krænkede Morals Vegne, hvis det havde været en Etatsraad eller anden Matador, der var skilt fra sin Kone og meldte sig hos ham for at blive viet til en højt fornem Enkefrue. Der er vist ikke mange, der tror, at Hr. Grove-Rasmussen ikke i et saadant Tilfælde vilde have staaet paa Tæerne, ladet Orglet spille, Koret synge og paa Moralens Vegne uddelt sin rigeste Velsignelse til det fornemme Par.

Men her var det jo - kun en Arbejder! Og er der Folk i vort Samfund, som kun befatter sig med at springe over, hvor Gærdet er lavest, saa er det i Sandhed Præsterne.

De giver sig ud for at repræsentere Jesus Lære, men Jesus vilde aldrig have handlet, som Præsterne gør det nu. Han var ikke Ridder af Dannebrog, han var ikke de Støres og Riges Ven og Forsvarer mod de Smaa, og han var ikke den selvgode, ubarmhjærtige Dommer. Selv "Skyldige" tog han i Forsvar som i det foranciterede Skriftsted. Hvor meget mere da ikke de to hæderlige Mennesker i Odense, som paa ganske lovlig Vis vilde indgaa Ægteskab.

(Social-Demokraten 24. marts 1897).

Fotograf Hans Hansen (1844-1913): Præst Andreas Christian Ludvig Grove-Rasmussen (8.9.1836-31.3.1904). 1876-1913. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Præsten Andreas Christian Ludvig Grove-Rasmussen (8.9.1836-31.3.1904) var formand for Kirkelig forening til Guds Riges fremme i Slesvig (Indre Mission) 1868-1870 hvor han blev afskediget. 1874-1878 var han præst i Harte og Bramdrup, 1878-1892 Allerup og Davinde og dernæst Skt. Hans Kirke i Odense til sin død i 1904. Han var stærkt indremissionsk og redigerede Dansk Missionsblad.

Lock-out i Jernindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Lock-outen.

Som vi meddelte i Gaar har Fabrikanterne i Jernindustrien erklæret Lock-out overfor Halvdelen af deres Smede- og Maskinarbejdere. Aarsagen til dette Skridt er en Konflikt i Aalborg, som i længere Tid har været gaaende. Smede- og Maskinarbejderne der forlangte en Lønforhøjelse af af 5 Øre i Timen over hele Linien. Fabrikantforeningens Bestyrelse blev da tilkaldt, og der udarbejdedes et Forslag, ved hvilket Lønnen blev sat op paa Højde med de i større Byer bestaaende Gjennemsnitslønninger. Men hermed var man ikke tilfreds. Dansk Smede- og Maskinarbejder-Forbund erklærede, at man betragtede Forhandlingerne som strandede og agtede ikte at foretage mere i Sagen.

En ny Taktik.

I Stedet for altsaa at forhandle yderligere, begyndte Fagforeningen at indføre en ny Taktik. Der erklæredes ingen Strejke og etableredes ikke Blokade for de 3 Fabrikers Vedkommende, hvor Konflikten var udbrudt, men allerede Morgenen efter, at Fabrikantforeningen havde holdt sin Geneforsamling, forlod 11 Mand de tre Værksteder under Forlangende af en betydelig Lønforhøjelse, som Fabrikanterne ikke mente at kunne gaa ind paa. Dagen efter nægtede Mentorerne paa den ene Fabrik at rejse paa Landet paa de hidtil gjældende Vilkaar og nedlagde ligeledes Arbejdet, og paa denne Maade fortsattes Affolkningen af Værkstederne, indtil der paa disse kun blev ca. en Fjerdedel af Arbejdsstyrken tilbage. Paa Fabrikantforeningens gjentagne Henvendelser til Forbundet blev der kun svaret, at man kjendte ikke noget til Sagen, og at det ikke var nogen Strejke i Aalborg.

Fabrikantforeningen meddeler os herom:

I Følge sine Love kunde Hovedbestyrelsen ikke give de lediggaaende mellem 50 og 60 Arbejdere i Aalborg Strejkehjælp. For at dette kunde ske, maatte der være erklæret en af Hovedbestyrelsen anerkjendt lovlig Strejke. Men der var jo en Gang ingen Strejke, endskjønt Fabrikerne i Aalborg kun havde nogle faa Mand tilbage og Resten spaserede i Aalborg.

Den maatte da finde paa en anden Udvej, og en saadan blev funden.

Arbejderne i Aalborg fik Understøttelse som arbejdsløse!!! Ganske vist var Understøttelsen meget højere end Understøttelseskassers Love tillade, men herfor var der ogsaa Raad. Vi ved nemlig, at der ugentlig afsendtes under Hovedbestyrelsens Segl til Aalborg mellem 5-600 Kr. til de "arbejdsløse".

Yderligere Forhandling.

Trods denne ret mærkelige Optræden blev det dog yderligere forsøgt gjennem en Forhandling at komme til en Forstaaelse med hinanden. Men alt forgæves. Hovedbestyrelsen stillede sig meget afvisende, idet den bl. a. svarede paa en Henvendelse fra Fabrikantforeningens Bestyrelse: "Den ærede Overbestyrelse maa herefter ikke forvente nogen Medvirkning fra vor Side i Retning af, uden Indrømmelser fra Aalborgfabrikanterne til deres Arbejdere, at tvinge disse til at gjenoptage den afbrudte Gjerning paa d'Herrers Værksteder."

Fabrikantforeningen holdt saa - som vi tidligere har meddelt - en extraordinær Generalforsamling i Aarhus, ved hvilken man enedes om en fælles Optræden og Indførelse af de i Kjøbenhavn gældende Værkstedsregler. Efter denne Generalforsamling udvexledes endnu en Del Skrivelser mellem Fabrikantforeningens Bestyrelse og Fagforeningernes Hovedbestyrelse. Fabrikanterne stillede følgende Spørgsmaal:

"Er Arbejderne i Aalborg villige til at gjenoptage Arbejdet under Henvisning af de foreliggende Tvistepunkters Afgjørelse ved nye Forhandlinger, eventuelt Voldgift?"

Situationen tilspidses.

Paa dette Spørgsmaal udbad Fabrikantforeningens Bestyrelse sig Svar senest Mandag den 15de Marts, saaledes at Arbejdet kunde gjenoptages senest Tirsdag den 16de ds. (i Gaar). Og der tilføjedes: I benægtende Fald ser vi os nødsagede til fra samme Dato at lade vor Generalforsamlings Beslutning træde i Kraft og iværksætte Lock out!

Fabrikantforeningens Bestyrelse erklærede sig dog villig til, naar Konflikten i Aalborg var bilagt, ogsaa at indlade sig i Forhandling om de fælles Værkstedsregler.

Fra Aalborg modtoges imidlertid kun det Svar, at Sagen paany var henvist til Hovedbestyrelsen, og fra denne indløb der i Løbet af Mandagen intet Svar, ligesom Arbejdet ikke blev gjenoptaget i Aalborg Tirsdag Morgen.

I Gaar udgik derfor Ordre til Fabrikantforeningens Medlemmer om, at lade en Udelukkelse af 50 pCt. af samtlige Smede- og Maskinarbejdere træde i Kraft.

Bestyrelsen slutter sin Redegjørelse - hvoraf ovenstaaende er et Uddrag - saaledes:

"Vor Forening maa nu rolig afvente, at Fagforeningerne kommer paa andre Tanker. Fra vor Side vil der fremdeles blive vist Imødekommenhed overfor ethvert Tilbud om en Forhandling, naar saadant Tilbud i sig indbefatter Garantier for en fremtidig rolig Udvikling af vort Fag.

Men der maa dog nu klares op paa forskjellige Punkter:

I Fagblad for Smede og Makinarbejdere for November 1896 skriver Hr. H. P. Hansen:

"Vi kunne, med den Organisation og de Midler, vi nu have, trække en hvilken som helst Arbejdskjøber frem og ruinere ham i Bund og Grund uden at hans Forening skal kunne krumme et Haar paa vort Hoved."

Det er dristige Ord og stærke Ord, men maaske er det netop disse, som igjennem Aalborg-Konflikten skal føres ud i Livet?

Fremtider, maa afgjort, om de da skal staa til troende".

(Aarhus Amtstidende 17. marts 1897).

Herefter fulgte arbejdnedlæggelser i Odense (17. marts), Nakskov, resten af arbejderne på fabrikkerne i Aalborg, Randers, Aarhus, Nykøbing M, Hjørring, Nørre Sundby, Viborg, Horsens, Kolding, Esbjerg, Varde, Odense, Svendborg, Næstved, Præstø, Roskilde og Holbæk. og omfattede også andre brancher. I København tilbød "Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien" at mægle i konflikterne. De københavnske afdelinger af "Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund" vedtog den 21. marts 1897 at tage i mod dette tilbud.

Den store Konflikt afsluttet!

Parterne bøjer sig for Mægling.

Borgmester Hansen, Borgerrepræsentant Philipsen og Etatsraad Strøm har i Følge et i Dag fra R. B. indløbet Telegram mæglet i Stridighederne i Maskinfaget. De har foreslaaet nærmere Forhandling om Værkstedsreglerne inden 1. Maj og fremdeles stillet følgende Forslag:

1) Arbejdet i Aalborg og i Provinserne gjenoptages og Lock out'en i Provinserne hæves Onsdag den 31. Marts Kl. 12;

2) Lock-out'en i Kjøbenhavn aflyses;

3) De kjøbenhavnske Voldgiftsregler erklæres for gjældende mellem Provinsforeningen og Forbundet;

4) Lønspørgsmaalet i Aalborg ordnes ved Mægling, eventuelt Voldgift, med tilbagevirkende Kraft til det Tidspunkt, da Arbejdet er gjenoptaget.

De samvirkende Fagforeningers Udvalg har givet Mæglerne Tilsagn om, at oven nævnte Forslag vil blive efterkommet fra Arbejdernes Side, for saa vidt de to Fabrikfagforeningers Bestyrelser slutter sig dertil, og Fabrikantforeningernes Bestyrelser har paa et Møde i Aftes vedtaget at følge denne Henstilling.

Herefter vil i Morgen Middag Arbejde blive gjenoptaget i Aalborg og de øvrige Provinsbyer, samtidig med at Lock out'en i Provinserne hæves, og som Følge heraf vil den fra 1. April vedtagne Lock-out for de kjøbenhavnske Maskinfabriker blive aflyst.

Denne Meddelelse vil blive hilst med Glæde fra alle Sider. I Smede- og Maskinarbejderfaget, hvor saavel Arbejdere som Fabrikanter staar rustede med stærke Organisationer, vilde en Kamp, som den, der tegnede til at udvikle sig, koste uhyre Summer og sikkert fremkalde baade Bitterhed og Nød. At der nu er Udsigt til fredelig Løsning af Spørgsmaalet tør anses for et godt Tidens Tegn, og forhaabentlig vil der under Forhandlingerne fra begge Sider blive vist saa megen Fordragelighed og gjensidig Imødekommenhed, at Faget kan gaa en rolig Fremtid i Møde.

(Aarhus Amtstidende 30. marts 1897).

Kildebrønde-Morderen for Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen mod Morderen Jens Peder Nielsen, som i September 1870 havde dræbt Aftægtsmand Jens Pedersen af Koblerne i Draaby Sogn og i November 1877 Aftægtsmand Peter Hansens Hustru Dorthe Nielsdatter af Kildebrønde ved Taastrup, kom i Gaar Morges for Højesteret. Som det vil erindres, var Jens Peder Nielsen, der havde kvalt og ophængt begge sine Ofre, for at det skulde se ud, som om de havde begaaet Selvmord, ved Kommissionsdommen af 7de Januar d. A. idømt Livsstraf.

For Højesteret mødte Asmussen som Aktor. Han fremhævede, at Arrestanten tidligere var dømt til Forbedringshusarbejde for Falsk. I 1867 kjøbte han Gaarden i Koblerne for 6500 Rdlr. med Forpligtelse til at tage Jens Pedersen og hans Hustru paa Aftægt. I September 1870 fandtes Jens Petersen saa død i Jægerspris Dyrehave. Nogle Dage i Forvejen var han kjørt ud med Jens Peter Nielsen, men denne var kommen alene tilbage, foregivende, at Jens Pedersen havde villet gaa hjem. Senere fandt man Liget, men Undersøgelsen gav ikke andet Resultat, end at den Afdøde formentlig havde begaaet Selvmord.

Et Par Aar efter byttede J. P. Nielsen sin Gaard væk for en Mølle, og denne solgte han senere for at kjøbe Gaarden i Kildebrønde, hvor han fik Peter Hansen og hans Hustru Dorthe Nielsdatter paa Aftægt. En Eftermiddag i November 1877 fandt man den sidste hængende i halvt siddende Stilling i Tærskeloen. Distriktslæge Poulsen, som foretog Ligsynet, fandt vel en Fure paa Halsen foruden Hængningsfuren, men han antog, at den hidrørte fra Kjolens Halslinning, og Dødsaarsagen blev angivet at være Selvmord, foranlediget ved mangeaarig Tungsindighed.

Allerede den Gang fik man nogen Mistanke med Jens Peter Nielsen, især da det kom op, at en af hans tidligere Aftægtsfolk var død paa samme Maade. Begge Gange var det den stærkeste af Aftægtsfolkene - den, som havde Udsigt til at leve længst - der var død. Man slog sig dog til Ro med Dødsattesterne, og Snakken døde hen, indtil man for omtrent halvandet Aar siden fik at vide, at han i 1893 var idømt Forbedringshusarbejde i 18 Maaneder for Falsk. Saa begyndte man igjen at overveje Omstændighederne ved de to formentlige Selvmord. Man kom i Tanke om, at Dorthe Nielsdatter jo i Virkeligheden slet ikke havde været tungsindig, og at Jens Pedersen havde haft Fødderne paa Jorden, da man fandt ham hængende i Jægerspris Dyrehave. Disse og andre Omstændigheder bevægede Dorthe Nielsdatters Børn til at andrage om ny Undersøgelse. En Kommission under Herredsfoged Petri blev nedsat i Roskilde, og den 8de September i Fjor blev Jens Peter Nielsen hentet til denne By fra Vejle. To Dage senere blev han arresteret, og efter at han havde nægtet i nogen Tid at være skyldig, aflagde han Tilstaaelse den 31te Oktober.

Han paastaar, at han ikke havde tænkt paa at dræbe Jens Pedersen før den Dag, da de var ude i Jægerspris Skov for at hente Brænde. Da Kvaset var læsset paa Vognen, og Snorene skulde bindes om, fik han pludselig den Indflydelse, at her var en bekvem Lejlighed for ham til at skille sig af med Aftægtsmanden. Saa slog han bagfra en tynd Snor om Halsen paa ham, kvalte ham med det samme og hængte ham op. Paa samme Maade fik han pludselig Tanken om at dræbe Dorthe Nielsdatter, da han en Eftermiddag saa hende gaa over Gaarden. Han gik bagefter hende hen til Svinestien, og mens hun her stod og saa paa Svinene, kastede han en tynd Hyssingstrik om hendes Hals, hun blev kvalt uden at hun fik Tid til at sige et Ord eller gjøre Modstand. Liget bar han saa igjennem en Port og ind i Foderloen hvor han hængte det op.

Navnlig det sidste Drab har Arrestanten ofte bitterlig fortrudt, især da han under sit Ophold i Vridsløselille var bleven "vakt" ved Samtaler med Fængselspræsten.

Han har desuden været mistænkt for at have dræbt Dorthes Mand med en forgiftet Pære; men da Peder Hansen først døde 5 Uger efter, at han havde spist Pæren, og han i det Hele var en meget svagelig gammel Mand, er der næppe Grund til at tillægge Jens Peter Nielsen nogen Skyld i hans Død.

Efter at Aktor endnu havde udtalt, at Arrestanten utvivlsomt havde forøvet de to Drab "med beraad Hu", nedlagde han Paastand paa Dødsdommens Stadfæstelse.

Som Defensor talte derefter P. G. C. Jensen, der begyndte med at fremhæve det mærkelige i, at disse Forbrydelser ikke strax var bleven opdagede. Man har aabenbart ikke gjort sig den mindste Ulejlighed med at undersøge Stedet, hvor Jens Pedersen havde "hængt sig". Og at Selvmord var dog ikke blev helt udelukket efter den Stilling, hvori Liget hang, men det var tilmed ganske meningsløst af Drabsmanden at tale om, at Jens Pedersen vilde gaa hjem ad en Gjenvej, eftersom enhver, som var kjendt med Forholdene, vidste, at der slet ingen Gjenvej var. Det andet Mord var lige saa daarligt forberedt. I Virkeligheden har Morderen ikke iagttaget anden Forsigtighedsregel end at hænge Dorthe Nielsdatter op i Foderloen, og dette gjorde han endda saa klodset, at der fremkom to Furer paa Halsen, hvilket jo ligefrem beviser, at den dræbte ikke kunde have hængt sig selv. Altsaa synes det nærmest, som om den Maade, hvorpaa Arrestanten har taget Livet af sine Ofre, vidner om, at han ikke har handlet med Overlæg, men efter pludselige Indskydelser.

De Forundersøgelser, som Mordene gav Anledning til, synes forbavsende mangelfulde. Da Aflægtskonen var fundet hængt, fortalte Jens Peter Nielsen, at han var meget vred over Selvmordet, men ingen fandt paa at spørge om, hvorfor han egentlig var vred. Man fandt det ganske sandsynligt, at Konen omhyggeligt havde splejset den Løkke sammen, som hun fandtes ophængt i, og ingen spurgte efter, hvor det Lerfad var bleven af, som hun havde haft Æde i til Svinene. I det hele taget maa Undersøgelsen kaldes ganske uforsvarlig.

Naturligvis er der ikke meget at sige til Forsvar for Drabsmanden. Han har altid været en god Mand mod sin Hustru og en god Fader for sine Børn, og disse har meget vanskeligt ved at tro paa Faderens Skyld, selv efter at han havde aflagt Tilstaaelse. Hele Sagen er et nyt Vidnesbyrd om, hvor uheldig en Form for Alderdomsunderstøttelse Aftægten er.

Mest undskyldende taler det maaske for Manden, at han i 27 Aar har gaaet omkring med usigelige Samvittighedskvaler under stadig Frygt for at blive opdaget. Efter hvad han nu bagefter forklarer, har han ikke et Øjeblik været fri for Frygt og Samvittighedsnag. Hvad man end mener om Dødsstraffen, saa er det dog noget urimeligt, at man nu efter 27 Aars Forløb vil dømme en Mand til Døden. Hvis den høje Ret imidlertid alligevel skulde mene, at den indankede Dom bør stadfæstes, saa haabede Defensor i hvert Fald, at Retten vilde indstille ham til Benaadning. Det tør vel nok siges, at der er Anledning til at anvende Mildhed og Forbarmelse overfor denne gamle Mand.

Dermed blev Sagen indladt, og Voteringen begyndte strax. Dommen afsiges dog først i Dag.

(Aarhus Amtstidende 16. marts 1897).

Begge de efterlevende aftægtsfolk var flyttet fra ham og han betalte aftægten i rede penge. Jens Pedersens hustru døde i 1871 og Dorthea Nielsdatters mand knapt to år efter hans hustrus død. Højesteret stadfæstede kommissio­nsdommen. Han blev benådet og dødsstraffen ændret til tugthusarbejde på livstid. Han døde i straffeanstalten januar 1901.

Fotograf Hans Schmidt Hansen (1881-1955): Kildebrøde. 1912. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sogneraadsformand Holst. (Efterskrift til Politivennen)

Bortrømt Sogneraadsformand.

Stor Underbalance - Uorden i Regnskaberne

I Gaar Eftermiddag gik det Rygte her i Byen, at Sogneraadsformand Farver H. P. Holst ved Hadsten Station var rejst bort, sandsynligvis til Amerika, og havde efterladt sine Sager i en sørgelig Forfatning, idet der skulde være en større Underbalance i Kommunens Kasse - Folk nævnede endogsaa en saa fabelagtig Sum som 30-40,000 Kr. Men dette vil forhaabentlig ikke bekræfte sig.

Vi sendte strax en Reporter til Hadsten Station for at søge nærmere Oplysninger; men disse var kun meget sparsomme, idet det jo ikke er faa let en Sag at komme til Bunds i Forholdene saadan lige paa en Studs.

Holsts' Bortrejse.

Der meddeltes os, at Holst for en halv Snes Dage siden var rejst bort under Foregivende af, at han skulde til Sønderjylland for at begrave en afdød Søster. Holst er nemlig Slesviger, men forlod Sønderjylland som ganske ung og har i nogle og chve Aar boet i Hadsten Stationsby, hvor han navnlig for en Del Aar siden drev en betydelig Forretning som Farver og Manufakturhandler, medens Forretningen i de senere Aar kun har været drevet i mindre Stil. Holst har i over 14 Aar været Formand for Galthen-Vissing Kommune. Han spillede i det Hele taget en mere fremtrædende Rolle i Galthen Kommune - for øvrigt til Forundring for mange, der ikke mente, at hans Person eller hans Kvalifikationer gjorde ham særlig skikket til at spille første Violin i Kommunen og ved forskellige Lejligheder, hvor der skulde trædes mere offentlig frem.

Hvor stor er Underbalancen?

I Gaar blev der ved Holst's Søn, der er medicinsk Student, og en Svigersøn, der begge bo i Kjøbenhavn, overrakt Gaardejer Rasmus Jensen Kok i Vissing et Brev fra Holst, hvori han gav en længere Fremstilling af sit Forhold. Han angav sin Underbalance til 7,500 Kr. Rasmussen Kok er Næstformand i Sogneraadet, og fungerer altsaa nu som Formand

Holst vil vende tilbage!

Det forlyder ligeledes, at Holst i sin ovennævnte Skrivelse til Sogneraadet havde ytret, at han vilde vende tilbage og være behjælpelig med Opgørelse af Regnskabet, saafremt der kunde opnaas Overenskomst mellem ham og Sogneraadet, og saaledes at han blev fri for at blive kriminaliter tiltalt.

Der fortælles, at Sogneraadet i et extraordinært Møde i Gaar foreløbig har forlangt en Kavtion paa Halvdelen af de 7,500 Kr., som Holst angiver at have i Underbalance. I Morgen skal der atter holdes et Sogneraadsmøde.

Paa Tirsdag er et Beløb paa 2000 Kr til Landmandsbanken i Kjøbenhavn forfalden. Desuden er der en Del Refusioner til forskellige Kommuner, som ogsaa skulde dækkes, men ikke er blevne refucerede.

Underbalancen bliver dækket.

Efter at ovenstaaende er nedskrevet, erfarer vi, at det eventuelle Underskud vil blive dækket af Familjen, der har gjort store Anstrængelser for at faa den kedelige Sag ordnet uden Tab for Kommunen eller de nuværende Sogneraadsmedlemmer.

(Randers Dagblad og Folketidende 6. marts 1897).

Farver Holst var omkring 50 år gammel. Han havde været medlem af sognerådet i 17 år, som formand siden januar 1882. Ifølge Demokraten 10. marts 1897 var han drikfældig og førte "et ret forargeligt liv", bl.a. som slagsbroder. København 10. marts 1897 ville vide at han for 2 år siden foregav at skulle giftes med en rig enke for at styrke hans kreditevne. 

Farver Holst.

Er han rømt? - Vi kendte Manden - 10,000 Kroners Underskud. En ulykkelig Familie.

Det er nu snart et Aar siden, at "Demokraten" indeholdt en Artikel, hvori vi gjorde opmærksom paa, at det efter alle Solemærker at dømme stod ilde til med Sogneraadsformanden, Farver Holst, i Hadsten. Vor Artikel vakte meget Røre i Egnen, og man ventede fra Befolkningens Side, at der nu vilde blive skredet, om end kun undersøgende, ind. Men Hr. Farver Holst sad tilsyneladende lige uanfægtet og urokket i sin Stilling som Kommunens øverste Tillidsmand. I Sogneraadet præsiderede han med vanlig Sikkerhed, og Skumlerne begyndte at fatte Tvivl. Holst maatte alligevel være en ærlig Mand, thi han havde jo Sogneraadets fulde Tillid. Ganske vist var der ogsaa i dette Mænd, som ikke i et og alt var tilfredse med Holst's offentlige Virksomhed, men det kunde jo være as saa mange forskellige Grunde. I Virkeligheden nærede hele Sogneraadet Mistillid til Holst. Mand og Mand imellem talte man om Opgørets Dag, men man havde ikke det borgerlige Mod at gaa ham paa Klingen og sige: Op med Papirerne! Frem med Regnskabet! Man nænnede det ikke for 3 Aar siden, da det først rygtedes, at det var galt fat, og man nænnede det ikke senere, trods de mange mærkbare Tegn.

Det havde dog været det klogeste, om man var skredet ind, da vi raabte Vagt i Gevær. Kommunen vilde da i dette Øjeblik have været skaanet for ca. 2000 Kr.s Tab. Naturligvis var det af Hensyn til Familjen, at Sogneraadet lod sig nøje med Holst' Forsikringer. Dertil kom jo, at Holst havde været første Sprøjte i Byen i mange Aar. Ingen havde som han taget til Orde mod de fæle Socialister, der vilde Ejendomsretten til Livs, og endelig var han en dygtig og foretagsom Mand med stærke kommunale Interesser.

Det vakte i sin Tid megen Opmærksomhed, at den konservative Holst i sin Egenskab af Formand for Egnens Haandværkerforening indbød en bekendt Socialdemokrat som Taler ved en Fest og var til det yderste forekommende imod ham. Det blev udlagt og kunde vistnok ogsaa udlægges som et Forsøg fra Formanden paa at sikre sig mod eventuel Kritik fra vor Partipresses Side. Hr. Holsts fidele Optræden havde imidlertid den modsatte Virkning.

At Sogneraadsformandens offenlige Finanser var i Uorden, maatte de Personer, der oppebar offenlig Understøttelse, bekende, og Spørgsmaalet er, om ikke Holst har bedraget de fattige, ved at udbetale dem mindre Summer, end der var dem bevilget.

Et ret mistænkeligt Tilfælde af slig Art forelaa for et Par Aar siden.

Holsts Adfærd var overhovedet meget mistænkelig, og skal han dømmes, maa Hensyn ogsaa tages til de formildende Omstændigheder. Han ofrede sig for en lille Løn i Kommunens Tjeneste, og havde hans Regnskaber fra Kollegerne i Sogneraadet været Genstand for mere Kontrol og Revision end Tilfældet var, vilde han ikke være kommet saa langt ud paa Skraaplanet.

Underslæbet skal andrage over 10000 Kr.

Hvor vidt Holst er i Amerika, vides ikke med Bestemthed, men det forlyder, at hans Familje skal have faaet Telegram derovre fra. Holst havde en stor Familje, hvilken er i højeste Grad at beklage.

- I Følge Privattelegram til "Berl. Tid." er Holst rømt til Amerika. I et Brev til Sogneraadet meddeler han, at der findes en Underballance af ca. 8000 Kr. i Kommunekassen. Der menes dog, at Beløbet vil vise sig at være betydelig større. Sogneraadet holdt Møde i Fredags, men har endnu ikke truffet nogen Bestemmelse.

(Demokraten (Århus) 8. marts 1897).

Demokraten 11. marts 1897 noterede en sag hvor 2 familier havde modtaget 2 kr. om ugen, men Holst havde noteret 7 kr. i regnskabet. Den 13. marts 1897 oplyste Social-Demokraten at Holst var vendt tilbage til Hadsten dagen før efter et ophold i København. Sognerådet havde da frafaldet tiltale mod Holst hvad angik de kommunale forhold, hvilket dengang ikke var ualmindeligt hvis familien betalte gælden - og desuden havde flere medlemmer og byens velhavere lånt Holst penge. Den 13. marts 1897 indsendte en snes beboere i Galthen-Vissing et andragende til Randers Amt (herredsfogeden for Rørhald m. fl. herreder) om at få sagen undersøgt. Et møde med medunderskriverne i gæstgivergården i Hadsten førte dog ikke til noget.

Forklaring fra H. P. Holst i Hadsten.

Da jeg tror, at jeg skylder saavel mig selv som Læserne af dette Blad og andre Blade, der have funden Anledning til at omtale min Bortreise fra Hadsten, en Forklaring, saa vil jeg ikke undlade at meddele følgende.

Det er jo selvfølgelig almindelig bekjendt, at en Kassemangel var Aarsagen til, at jeg fjernede mig for nogen Tid, og naar jeg valgte at handle saaledes, saa skyldes dette, at jeg troede en Ordning vilde falde lettere, end om jeg havde været nærværende; ikke fordi jeg havde den mindste Grund til at tænke mig det værste fra Dhrr. Sogneraadsmedlemmers Side for at faa de 7 a 6000 Kr. dækket, thi Dhrr. vilde i Forening let kunne have reist 1/4 Million, nei, men Erfaringerne have dog lært, at man under slige sørgelige Situationer ikke turde se Sagen udelukkende fra den lyse Side. Jeg var naturligvis heller ikke blind for, at der vilde reise sig en Storm og jeg har ikke taget Feil.

En Kassemangel var til Stede, det er Faktum, men at den er fuldstændig dækket, det turde være lige saa sikkert, og jeg veed derfor ikke af at have ødelagt Samfundet, lige saa lidt som jeg veed noget af at sige, at denne Affære har eller vil berøre Nogens Existens.

Men hvad er Grunden til min sørgelige Ulykke?

Alle, der kjender mig, veed og vil vist indrømme, at jeg har ofret saa godt som hele min Tid for de offentlige Sager. Min Bestilling som Sogneraadsformand i 15 Aar i Forbindelse med alle de andre offentlige Hverv, jeg har havt, (Medlem af 12 Bestyrelser), førte med sig, at jeg kom alt for meget ud; ikke en Dag har jeg næsten i de sidste 10 Aar oplevet, hvor ikke min Tid var beslaglagt i det Offentliges Tjeneste, og let forstaaeligt er det da, at min egen forretning i allerhøjeste Grad led derunder. Hertil kommer, at jeg ved Kjøb af en Landejendom for nogle Aar tilbage tabte flere Tusinde Kroner, ja saa godt som hele min Formue, og saaledes er jeg da gleden hen i den sørgelige Stilling, uden at jeg i Grunden rigtig har vidst deraf. Jeg veed ikke af, at jeg, som flere Blade har skrevet, har henlevet et uvirksomt Liv; jeg har ofret mig for andre og glemt mig selv, men under saadanne Omstændigheder kan der vel endnu paaregnes Overbærenhed, om ogsaa der er kollideret lidt med de danske Loves Forskrifter.

Naar nogle Blade angive mig som Høiremand. saa er dette jo en velbekjendt Usandhed; jeg har lige siden "Randers Dagblad"s Oprettelse været Venstremand.

Men nu nok om det; jeg skal kun sluttelig tilføie, at jeg ikke har tabt Hovedet, fordi min Person er gjort til Gjenstand for saa megen ufordelagtig Omtale; jeg kan og vil endnu arbeide, men ikke for Politikens eller det Offentliges Sager. Havde jeg været saa klog for 15 Aar siden, da havde jeg vel ogsaa været en anden Mand idag.

Jeg tilbageviser herved paa det bestemteste de Rygter, der have svirret rundt i Luften, om at jeg vist har opholdt mig i Kjøbenhavn under Sagens Ordning, idet jeg er villig til at bevise min Families Uvidenhed om, hvor jeg var i de Dage, da der blev forhandlet, samt villig til at bevise, at jeg har opholdt mig i Udlandet.

Ærbødigst

H. P. Holst.

Hadsten.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 15. marts 1897).

Den 20. marts 1897 blev Holst ved generalforsamling i Hadsten Haandværkerforening ekskluderet. Han var ellers valgt til at repræsentere fællesrepræsentationens delegation i Aalborg. Stemningen mod Holst skal have været meget bitter. I januar 1904 blev H. P. Holst ved overretten dømt til at overlevere gæstgiver N. Nielsen Fischer en obligation på 3000 kr.

Strejke i Frederiksværk. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Frederiksværk.

Voldsomt Røre.

3 Arbejdere afskediget.

Frederiksværk, den lille Fabriksby i Nordsjælland ved Roskildefjordens Indløb, har i lange Tider været Højres uindtagelige Domæne. Arbejderne holdtes slavebundne og dreves i Flok til Valgbordene. Skønt Befolkningens store Flertal som Følge af de mange Fabriker er Arbejdere, har Højre ved hvert Folkethingsvalg skaffet Højre-Storbonden H. Jørgensen ca. 150 Stemmer - medens Venstres Kandidat kun fik 10 Stemmer! Arbejdsforholdene er naturligvis usle.

Paa Frederiksværk Jærn- og Metalstøberi arbejder ca. 300 Arbejdere. Fabrikanten, Louis Heegaard (en Søn af Anker Heegaard) har en Indtægt paa mellem 50,000 og 60,000 Kr. aarligt. Arbejdsmændene faar 18 Øre Timen; Smedene 22 a 30 Øre; Emaillearbejderne 18 Øre; de kvindelige Emaillearbejdere kun 9 a 12 Øre Timen. Formerne tjener gennemgaaende 16-20 Kr. ugenlig. Sliberne har fra 15-18 Øre i Timen.

Paa Statens Krudtværker beskæftiges ca. 50 Arbejdere. De faar 22 Øre Timen. Arbejdstiden er 14 Timer med Fradrag af ½ Time til Frokost og ½ Time til Middag.

Frederiksværk Valseværk, der ejes af et Aktieselskab og ledes af d'Hrr. Halkjær og Brandstrup, beskæftiger ligeledes ca. 50 Arbejdere. Begyndelseslønnen er 16 Øre Timen og den stiger til 30 Øre. Arbejdstiden er 12 a 14 Timer med ½ Times Frokost og 1 Times Middag. Arbejdet er yderst usundt paa Grund af Valsematerialet. Arbejderne er helt grønne, naar de gaar fra Arbejdet. Hvor inhuman Ledelsen her er, ses f. Eks. af, at to Arbejdere, der har gaaet paa Værket i mange Aar, har faaet deres Løn nedsat til den mindste Betaling: 16 Øre Timen.

*

Men ogsaa til Frederiksværk er Arbejdernes store Befrier, Socialismen, naaet. Sidste Foraar holdt Maskinarbejder Chr. Rasmussen Møde der. Højre havde indforskrevet "Værnet"s Forretningsfører, Lund. Han fik af Anker Heegaard 500 Kr. for Turen. Thi Hr. Heegaard ved nok, at 500 Kr. er vel anvendt, hvis han kan forhindre Arbejderne i at organisere sig og derved opnaa en større Andel i Driftens Udbytte, - der dog væsenlig skyldes dem. At Hr. Lund imidlertid ikke længere kunde holde Arbejderne borte fra Socialismen, viste sig ved, at da det næste socialdemokratiske Møde blev afholdt, for halvtredje Uge siden, strømmede Arbejderne til. Og selv Højrebladet "Frederiksværk og Helsinge Dagblad" udtalte, at Mødet, der talte 400 Dellagere, var "overvejende socialistisk". Ikke mindre end 3 Højremænd søgte at kvæle Arbejdernes Begejstring: Forretningsfører Lund (der atter var indforskrevet), Folkethingsmand H. Jørgensen og Kaptajn Petersen, men det lykkedes saa langt fra, at der tværtimod samme Aften stiftedes en socialdemokratisk Forening paa 50 Medlemmer.

Nu greb Højre til de yderste Midler. "Frederiksværk og Helsinge Dagblad" meddelte næste Dag Navnene paa den ny Forenings Bestyrelsesmedlemmer og bad sine Læsere om at se nøje paa disse Navne. Meningen var ikke til at tage fejl af. Højres Mænd var bukket under i den aandelige Kamp mod Socialismens Talsmænd. Nu skulde der aabnes en økonomisk Krig mod dens Tilhængere. Det var det Middel, Roms Bødler i gamle Dage brugte mod de første Kristne. Det er de Midler, som enhver Tids Tyranner prøver mod Tidens ny Bevægelser.

*

Højrebladets modbydelige: "Puds! Puds!" satte Frugt.

Næste Dag fik den ny Forenings Formand, Møllersvend P. Petersen, sin Afsked fra Vandmøllen, der ejes af Fabrikant Heegaard, men er forpagtet til Møller Bengt Jensen. Heegaard og Valseværkets Bestyrer, Brandstrup. gik selv til Bengt Jensen og opfordrede ham til at smide Petersen ud - med mindre han vilde udsætte sig for Opsigelse, naar Lejemaalet udløb!

Petersen har arbejdet paa Møllen i to Aar til Forpagterens og Kundernes Tilfredshed. Dette fremgaar ogsaa af følgende Anbefaling, som Petersen fik ved sin Afsked:

"Møllersvend P. Petersen, som har arbejdet hos Undertegnede i to Aar som Ene-Møllemøllersvend, er det mig en Fornøjelse at kunne medgive min bedste Anbefaling til enhver, som har brug for en flittig Svend.
Vandmøllen Frederiksværk, den 14de Januar 1897.
Bengt Jensen."

Afskedigelsen var altsaa rent politisk. Hans Mester blev tvungen til den. Saaledes behandler Højres Kapitalister baade Arbejdere og Middelstand!

Petersen var nemlig Højre en Torn i Øjet. Han har i de tre sidste Maaneder været Kommissionær for Bladet "Social Demokraten". Den forrige Kommissionær, Chr. Hansen, blev afskediget, ligeledes af politiske Grunde. Petersen agiterede saaledes, at "Social-Demokraten"s Abonnentantal gik op fra 16 til 66, - og Højres Tyranner følte deres hidtidige Eneherredømme truet. Arbejderne vaagnede! Arbejderne fik deres eget Organ! "Guds Død, - de skal slaas ned, de Oprørere", saaledes ræsonnerede Højre.

Kort efter blev de to andre Bestyrelsesmedlemmer, Snedker P. Jensen og Murer Gottlieb Frederiksen, afskedigede! Der er System i Højres Krig mod Arbejderne med Sulten som Hovedvaaben. De to afskedigede Arbejdere er begge Medlemmer af deres Fagforbund.

*

Men de afskedigede lader sig ikke knække. Med dobbelt Iver virker de videre for vor store retfærdige Sag Møllersvend Petersen, Foreningens Formand, har nu Tid til yderligere Agitation for "Social Demokraten". Hvis alle Arbejdere tegner sig som Abonnenter, da kan Petersen faa en betrygget Eksistens derved. Vi opfordrer da alle Frederiksværks Arbejdere og hele dens Middelstand til at abonnere paa vort Blad. De gør sig selv, vor store Sag og den afskedigede Møller Petersen en Tjeneste dermed.

Hele Frederiksværk er i Oprør over de forefaldne Begivenheder. Dette Numer af "Social-Demokraten" omdeles i 400 Eksemplarer ekstra og vi beder enhver, der har læst det, give Venner og Bekendte det til Gennemlæsning.

Paa Søndag, den 31. Januar, Kl. 4, holdes der stort offenligt Møde i Frederiksværk Foreningsbygning. Som Taler kommer Kandidat F. I. Borgbjærg til Stede. Hver eneste Arbejder bør give Møde. Der vil blive forhandlet Ting af den største Vigtighed for Arbejderne. Enhver, der under sin Familie bedre Kaar og sine Børn en lysere Fremtid end hans eget hidtidige Trælleliv, bør komme til Stede. Ogsaa alle Frederiksværks Næringsdrivende indbyrdes. De vil, tror vi, let forstaa, at bedre Kaar for Arbejderne betyder forøget Fortjeneste for dem selv.

(Social-Demokraten 28. januar 1897).

Gjethuset i Frederiksværk, det tidligere jernstøberi. Fotoet omfatter kun en mindre del af midterbygningen. I vinduet til venstre kan lige anes busten af Anker Heegaard (faderen, ikke sønnen Louis som er den Heegaard disse artikler nævner). Foto Erik Nicolaisen Høy

Fabrikkens ejer Louis Carl Heegaard havde nogle hans grundprincipper som gik ud på at en fabrik var et slags patriarkat hvor ledelsen på den ene side bestemte arbejdsforhold og regler, på den anden side skabte socialt acceptable forhold for arbejderne. Han havde derfor svært ved at forestille sig at arbejderne kunne være utilfredse, og så det som et socialistisk angreb på "hans" fabrik. Det var der ikke enighed om i Heegaard-familien. Han var den 14. januar 1897 blevet advaret af sin svoger Bjørn Stephensen om at "socialismen" engang ville rykke ind på fabrikken i Frederiksværk. Og hans bror, Mathias Anker havde også advaret Louis Carl om at afskedige folk i Frederiksværk, alene af den grund at de var medlemmer af en fagforening. Denne advarsel kan ses som et indirekte antydning af at Louis må have ytret at det ville han gøre. Og det var altså præcis hvad der skete. 

Af en meddelelse fra Louis Heegaard til fabrikkens arbejdere fra 26. januar 1897 fremgår det at han anså det for en pligt at gøre sine arbejdere opmærksomme på at han ville modsætte sig den socialistiske bevægelse på sin fabrik, idet den kun skadede det gode forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere. Han påstod at et sådant godt forhold herskede på fabrikken, at han altid var lydhør over for arbejdernes berettigede krav og ønsker uden "socialistisk mellemkomst". Han ville ikke bøje sig for dikterede "ordre fra socialdemokratisk hovedkvarter". Han skrev imidlertid forgæves: Arbejdskampen fortsattes.

Kæmpemøde

i Frederiksværk.

Hr. Heegaard kapitulerer.

Frederiksværk har aldrig oplevet et Møde som det, der holdtes i Søndags. Det var den nystiftede socialdemokratiske Forening, der indbød, og Anledningen var den sidste Tids politiske Afskedigelser.

Foreningsbygningens store Sal var lidt over Kl. 4 fyldt til sidste Plads. Balkonen var ganske overfyldt. Der var efter Foreningsværtens Opgivende 1000 Mennesker til Stede. Hele Frederiksværk havde givet Møde, samtlige Arbejdsmænd og Haandværkere og hele Byens Højre med Byfoged, Præst og Fabrikanter i Spidsen. Fra Nabolandsbyerne kom Husmænd, Fiskere og Gaardmænd kørende; en Del havde deres Koner med.

Højres egenlige Kærne placerede sig til Højre i Salens Forgrund. Her bemærkedes Fabrikant Louis Heegaard, Fabrikant Brandstrup, Redaktør Ibsen fra Holbæk, hans Lokalredaktør, Bogholder Christensen, Kaptajn Ringsted osv.

Den socialdemokratiske Forenings-Formand, den nys afskedigede Møllersvend Petersen, bød velkommen, hvorefter Kandidat F. I. Borgbjærg talte. I sit halvanden Times Foredrag gjorde han Rede for den kapitalistiske Samfundsudvikling og Socialdemokratiets Reformplaner. Han gik ind paa de stedfundne Afskedigelser og viste, hvilket Tyranni Højre udøver. Men Arbejdernes Organisation vilde være i Stand til at bryde Aaget. Borgbjærg omtalte en Skrivelse, som han lige havde modlaget fra "ubekendte Partifæller". Disse Folk, der vel havde deres gode Grunde til deres Anonymitet, meddelte, at Funktionærerne paa Heegaards Fabrik for nogle Dage siden var samlede paa Kontoret, hvor de fik Ordre til at udspionere Arbejderne. Formændene udspurgte nu Arbejderne, om de var Medlemmer af den socialdemokratiske Forening og om de holdt "Social-Demokraten". Dette sidste, sagde de, var ikke et Blad at holde for dem. Følgen var, at 8 Arbejdere afsagde "Social-Demokraten". Skrivelsen gengav tillige følgende Cirkulære, som Hr. Heegaard havde omdelt paa Fabriken :

"Da den socialdemokratiske Bevægelse i denne Tid gør Forsøg paa at faa Indpas her i Byen, anser jeg det for min Pligt at gøre mine Arbejdere opmærksomme paa, at jeg i egen og i Arbejdernes Interesse vil modsætte mig denne Bevægelse for Fabrikens Vedkommende. Erfaringen lærer, at denne Bevægelse hidtil kun har skadet og ofte forspildt et godt Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver. Da jeg tillige tør paastaa, at et saadant godt Forhold hersker her paa Fabriken, vil jeg, for i Fremtiden at kunne værne om dette, tilkendegive mine Arbejdere, at en Tilslutning til denne Bevægelse imod min Vilje vil kunne hindre et Samarbejde for Fabrikens Vedkommende. - Jeg vil altid være lydhør for mine Arbejderes berettigede Ønsker og Krav og vil fremdeles være villig til at forhandle derom, uden at socialdemokratisk Mellemkomst er nødvendig, da de Beslutninger, der ved en saadan Mellemkomst har været vedtagne, nemlig oftere har været dikterede efter Ordre fra Socialdemokratiets Hovedkvarter end efter Arbejdernes fri Selvbestemmelsesret."

Borgbjærg paaviste, hvorledes denne Skrivelse brutalt truede enhver, der blev Socialdemokrat, med Afskedigelse (Fy! Fy!). Han viste, hvorledes Arbejdernes Foreninger var grundlagt paa den almindelige Valgret. Det var Medlemmerne selv, der styrede. Vilde Heegaard tillade Oprettelsen af en rent upolitisk Fagforening? Naturligvis burde denne søge Støtte hos de andre Fagforeninger i Landet - ligesom Fabrikanterne i Jærnindustrien har sluttet sig sammen for hele Landet.

Foredraget paahørte med overordenlig Opmærksomhed saa vel af Arbejderne som af Venstre og Højremændene. En Gang imellem søgte en Højremand at forstyrre ved haanlig Latter; han blev alvorlig tilrettevist af Taleren, hvis Ord jævnlig modtoges med Hør og Bifald fra Arbejderne.

Møller Petersen bad nu Forsamlingen vælge Dirigent. Fra socialdemokratisk Side foresloges Snedker Jensen, en af de afskedigede. Højre foreslog Fabrikant Agerlin. Snedker Jensen fik 61 Stemmer. Højres Spidser mønstrede Arbejderne skarpt: paa dette Tidspunkt vovede ikke flere at række Haanden op. Agerlin fik først 56 Stemmer, men efter at Redaktør Christensen med arrig Røst havde formanet Højremændene til endelig ikke at spille Socialisterne Dirigentvalget i Hænde, raktes der 7 Hænder til i Vejret fra Balkonen, og Agerlin erklæredes for valgt med 63 Stemmer. De 9 Tiendedele af Forsamlingen stemte ikke.

Fabrikant Heegaard fik nu Ordet. Han forsvarede Arbejdsforholdene paa sin Fabrik, uden dog at kunne afkræfte "Socialdemokraten"s Oplysninger. Han paastod, at Højre i Frederiksværk aldrig havde øvet Valgtryk (Modsigelse fra Forsamlingen); endelig hævdede han, at han ingen Del havde i Møllersvend Petersens Afskedigelse.

Møllersvend Petersen: Det er sikkert, at der paa Fabrikens Kontor er bleven ført en Forhandling om min Afskedigelse. Min Mester har gjort det tvungen dertil. (Hør). 

Redaktør Asger Karstensen, der var kommen fra København ligesom "Værnet"s Forretningsfører Lund, for at stive Højre af, søgte nu i en længere Tale at imødegaa Borgbjærg. Hr. Karstensen udtalte, at han bestemt misbilligede politiske Afskedigelser. Han var en Ven af upolitiske Fagforeninger. Han kunde gaa med til, at Indkomststatten fik en stigende Skala. Dernæst kom han frem med de bekendte Højrefraser mod Socialismen.

Maskinmester Hans Jensen erklærede i en grædende Tone, at han var Venstremand, som af sin Chef altid havde faaet Tilladelse til at stemme efter Overbevisning. Møller Petersen: Det faar Arbejderne i hvert Fald ikke. Det forbydes dem at holde "Social-Demokraten".

Værtshusholder Olsen fra København vilde som barnefødt i Frederiksværk-Egnen og god Bekendt af de fleste Folk hernede sige dem, at Socialismen var en god Ting, den arbejdende Befolknings eneste Frelse. Olsens hjærtelige Tale modtoges med kraftigt Bifald.

Borgbjærg gjorde opmærksom paa, at Hr. Karstensen havde karakteriseret sig selv som Agitator som en Mand med en Ræv - ganske vist kun en lille bitte Ræv - bag Øret. Dette forklarede hans ganske frisindede Udtalelser. Vilde Hr. Karstensen selv virke for, at der blev oprettet en upolitisk Fagforening paa Heegaards Fabrik? Da vilde Taleren ønske ham Lykke og Held dertil. Han havde som Ven af Heegaard gode Betingelser for at overvinde Arbejdernes Frygt (Munterhed). 

Forretningsfører Lund holdt en ganske umulig Tale mod Socialdemokratiet, under hvilken det lykkedes ham at fornærme alle de tilstedeværende Arbejdsmænd, som derfor hyssede ham grundigt ud.

Borgbjærg bad nu Hr. Heegaard udtale sig bestemt, om han billigede eller misbilligede den skete Afskedigelse. Forsamlingen ventede et Svar. Hr. Heegaard havde en saadan Avtoritet, at et Ord af ham sikkert var nok til, at de afskedigede Arbejdere blev genantagne.

Hr. Heegaard vil imidlertid ikke frem. Højremændene konfererer ivrigt indbyrdes. Kaptajn Ringsted raaber: "En saadan Misbilligelse bør Heegaard ikke udtale! Saa organiserer alle Arbejderne sig jo." Men Asger Karstensen, der føler, at Forsamlingen er ved at vende sig fuldstændig mod Højre, bearbejder Heegaard ivrigt for at saa ham til at afgive en Erklæring.

Heegaard slaar i Bordet!: Med hvad Myndighed, forlanger De en saadan Erklæring af mig!

Borgbjærg: Med den Myndighed, som Arbejdernes Tillid giver mig. Redaktør Christensen: Hr. Heegaard er uden Skyld i de stedfundne Afskedigelser. Det er Møllernes Kunder, der har tvunget ham til at afskedige Petersen, det vil jeg erklære under Eds Tilbud, det har Møller Bengt Jensen selv sagt til mig!

Borgbjærg: Højres Redaktør indrømmer nu, at her foreligger en ren politisk Afskedigelse. Hvis Hr. Heegaard nu ikke tør misbillige den, da gør han sig medansvarlig.

Lund: Nogle Arbejdere i Ordrup vilde ikke arbejde sammen med en Mand, fordi han var Højremand. Misbilliger Borgbjærg det?

Borgbjærg: Jeg kender ikke Historien. Forholder det sig som af Lund fremstillet, misbilliger jeg denne Fremgangsmaade paa det bestemteste.

Flere Talere har nu Ordet: Asger Karstensen, der dog ikke svarer paa Borgbjergs Spørgsmaal, og Fabrikant Brandstrup, der søger at imødegaa "Social Demokraten"s Oplysninger om Arbeidsforholdene paa Valseværket, men kun kan bekræfte den indtil de mindste Enkeltheder. Der er kun paa et Punkt en Afvigelse paa 2 Øre. men Arbejderne raaber, at "Social-Demokraten"s Tal er det rigtige.

Redaktor Ibsen meddeler, at Frankrigs Nationalformue er 240 Milliarder Franks, hvilket kan blive 200 Franks til hver Person "ogsaa nogle Klæder".

Borgbjærg tager Anledning af en Del Modbemærkninger til nærmere at skildre Socialismen. Han slutter med atter at kalde Heegaard frem. Mangler Hr. Heegaard virkelig moralsk Mod til at erklære, om han billiger eller misbilliger den skete Afskedigelse?

Klokken er paa dette Tidspunkt henad halvti. Den vældige Forsamling har lyttet til Talerne og Diskussionen i halvsjætte Time. Spændingen er paa det højeste. Arbejderne har efterhaanden faaet Mod, Bravoraabene til Borgbjærgs og Værtshusholder Olsens Udtalelser bliver stærkere og stærkere. Højre er raadvildt. Flere Grupper Højremænd skændes indbyrdes. Mange er ophidsede.

Endelig træder Hr. Heegaard frem og siger, at som Sagen nu foreligger oplyst, maa han misbillige den skete Afskedigelse.

Borgbjærg: Saa er Mødet endt med et godt Resultat. Hr. Heegaards Ord vil sikkert øve Indflydelse paa hans fanatiske Partifæller. Nu kan Arbejderne trygt slutte sig sammen, ingen vil gøre dem noget for det. Maa jeg bede dem alle. Meningsfæller og Modstandere, om at raabe et Leve for Hr. Heegaard. (Stærke Hurraraab fra Flertallet. Mange Højremænd er bestyrtede. En Del af dem undlader at raabe Hurra.)

Borgbjærg: Og saa et Leve for Socialdemokratiet ! (Tordnende Hurraraab fra den aldeles overvejende Del af Forsamlingen).

Medens Højre skændes indbyrdes, agiterer Borgbjærg, Olsen, Møller Petersen og andre ivrigt for Indmeldelse i Foreningen og Abonnement paa "Social-Demokraten". Agitationen sætter gode Frugter. En Mængde Fiskere er til Stede. Det viser sig, at de er fuldtro Socialdemokrater.

*

Efter Mødet i Søndags er vor Bevægelse i Frederiksværk ikke til at standse. Arbejdernes Autoritetstro er brudt. De har set, at deres egne Tillidsmænd har Sandhedens og Retfærdighedens Myndighed til al tvinge Arbejdsgiverne til Retræte. Den offenlige Mening har sejret over Højres Brutalitet.

Arbejdernes Frygt er som blæst bort. Nu vil vor Bevægelse, der er brudt saa stærkt og pludseligt igennem i Frederiksværk, langsomt, men sikkert fæstne sig ved hjælp af faglige og politiske Organisationer.

(Social-Demokraten 3. februar 1897).

Detalje fra Industrimuseet Frederiks Værk, Frederiksværk. Møllerne langs kanalen er fjernet, men mange af de øvrige bygninger kan stadig ses, idet de var i funktion helt op til midt i 1960'erne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En rasende Socialist.

Socialisternes Agitator Jeppesen Borgbjerg driver i denne Tid sit Spil i og omkring Frederiksværk. Ved hans sidste Møder har imidlertid nogle Medlemmer af det unge Høire i Kjøbenhavn indfundet sig og imødegaaet hans Lærdomme. Dette synes at have gjort Hr. Jeppesen ganske desperat. I et Referat i "Tidens Krav" skildres hans Færd ved et Møde i Sundkroen, en halv Milsvei fra Frederiksværk, saaledes:

Smed Lund, et Medlem as det unge Høire, kaldte han paa ægte Borgbjergsk Dansk for et Vrøvlehoved etc. og i en formelig Paroxysme skreg han ud over Forsamlingen:

 

"Jeg vil ønske, at jeg kunde fornærme denne Mand saa blodig, at jeg kunde fritages for hans Nærværelse. De kjender ham ikke, mine Herrer! men det gjør jeg (Latters: ja, le blot, jeg skal fortælle Dem, hvilken Karl han er (ny Latter) - han har arbeidet i 20 Aar i Arbeibernes Værns Tjeneste!"

Jeppesen-Borgbjerg indvikler sig derpaa i en livlig Diskussion med Bogholder Christensen, der redigerer den lokale Afdeling af "Holbæk A. Avis". B. udbringer et "Leve Arbejdernes Sammenslutning" og Hr. Christensen slutter sig som fornuftig Høiremand hertil, men herover falder B. i en uhjælpelig Desperation:

Han slaaer Hatten ud af Hænderne paa H r. Christensen, saa den triller langt hen ad Gulvet (Stormende Latter), og med Tordenstemme raaber han ud over Forsamlingen, at "vor Sag er for god til, at den skal besudles af denne Karl. Efter dette lille Intermezzo opfordrer Hr. Borgbjerg Høire til at forlade Salen, for at Socialisterne kunne drøfte deres Sag alene - i Enrum. "Høires Lakaier var kun komne tilstede for at forvrøvle Møderne".

Dette kalder d'Hrr. Respekt for den offentlige Diskussion!I

Den almindelige Mening var, at B. ved sin Opførsel og Udtryksmade tabte Terræn i alle Leire. Efter Mødet var Skandalen det almindelige Samtaleemne, og Stemningen i de debatterende Smågrupper delte sig ligelig mellem Indignation og Latter.

(Aarhuus Stifts-Tidende 5. februar 1897). 

7 Møder i Frederiksværk -Kredsen.

En Højremand, der ikke kan stave.

Højre bekæmper Socialismen med Punsch.

Frederiksværk. 11. Februar.

Efter det store Møde i Frederiksværk forrige Søndag - der endnu er det stadige Samtaleemne her i Byen og flere Mil ud i Omegnen - har vor Partifælle Borgbjærg holdt 7 Møder omkring i Landsognene. De har alle været meget talrigt besøgte. Denne Valgkreds har en særdeles stor Arbejder- og Husmandsbefolkning, som nu synes i Færd med at vaagne til selvbevidst Optræden.

Det første af Landmøderne holdtes i Sandkroen, nord for Frederiksværk, tæt ved Tidsvilde Hegn. Den lille Krostue var aldeles overfyldt; det var væsenlig Land- og Skovarbejdere, der havde givet Møde, i alt ca. 100 Mennesker. Fra Frederiksværk ankom Højres Lokalredaktør Christensen, "Værnets" Forretningsfører Lund og Fabrikant Agerlin, der skulde vælges til Dirigent. Det blev imidlertid en Skuffelse for de tre Højremænd-, de fandt ikke andre Partifæller end Forstraaden og hans Assistent. Socialdemokraten Møllersvend Petersen, der aabnede Mødet, valgtes til Dirigent med hele den øvrige Forsamlings Stemmer.

Efter at Borgbjærg og Værtshusholder H. Olsen havde talt for Socialismen, bad Lund om Ordet  Han snakkede i 1½ Time under stigende ironisk Munterhed fra Forsamlingens Side. Lund er en Højre-Agitator af 80ernes Slags. Han sænker Niveauet ned under Havets Overflade. Hans Vrøvl trænger ikke til alvorlig Imødegaaelse, men har man Taalmodighed til det, er det ganske morsomt at benytte ham til Forevisning som et levende Eksempel paa Højres aandelige Dekadence.

Lund gjorde, hvad han kunde, for at trække Mødet ud, saa Arbejderne skulde blive trætte af Vrøvlet og gaa hjem uden at mælde sig ind i den socialdemokratiske Forening. Da Forsamlingen imidlertid til sidst bad ham om at holde op, rykkede Redaktor Christensen ham til Undsætning. Han paastod, at Møllersvend Petersen ikke var bleven afskediget af politiske Grunde. Det var Møllerens Kunder, der havde bedt om at saa ham bort! Christensen oplæste en Erklæring fra Møller Bengt Jensen, hvori denne erklærede, at "Social-Demokraten"s Gengivelse af hans Anbefaling ikke var korrekt, - der stod blandt andet, sagde Hr. Christensen, intet om, at Petersen var "en flittig Svend". Møllersvend Petersen afviste skarpt denne Insinuation. Vi skal her gengive Møller Jensens Anbefaling bogstavret:

"Møllersvend P. Petersen som er og haver Arbeidet hos Undertegnede i 2 Aar som Allene Møllersvend er det Mig en Fornøjelse at Kunde Meddele Min Bete Anbefaling til Enhver som kan har Brug en Fiitig Svend.

Vandmøllen: Frederiksværk

d. 14 Januar 1897

B. Jensen."

Som man ser staar der ganske vist ikke "en flittig Svend". Der staar: "en Fittig Svend". Vi var saa hensynsfulde mod Hr. Møller Jensen, at vi rettede alle hans Bogstaveringsfejl.

Men naar Højre vil have sin egen Partifælle offentlig blameret, saa for vor Skyld ingen Alarm. Højremøllens Skrivefærdighed er et ganske godt Vidnesbyrd om det Frederikværkske Højres Oplysningsstandpunkt.

Mødet i Sandkroen sluttede henad Midnat med, at Borgbjærg udbragte et Leve for Arbejdernes Organisation. Redaktør Christensen, der daglig udspionerer Heegaards Arbejdere, for at holde dem borte fra Organisationen, fløj nu op, rød i Hovedet, og raabte: "Det Hurra kan jeg godt være med til." Han vilde nemlig ikke have, at Land- og Skovarbejderne skulde se, hvor faa Højremændene var. Men Borgbjærg slog ham Huen ud af Haanden med de Ord: "Det Leve skal ikke besudles ved en Hyklers Deltagelse." Stormende Begejstring i Forsamlingen. Dirigenten erklærer det offenlige Møde sluttet og beder de 5 Højremænd forlade Lokalet, for at de, der vil melde sig ind i Foreningen, kan diskutere dennes Forhold privat. Forstassistenten vil nødig afsted: han skulde jo passe paa sine Skovarbejdere. Tilsidst maa han dog gaa. En Mængde Arbejdere melder sig nu ind og der tegnes flere Abonnenter paa "Social-Demokraten"

(Social-Demokraten 14. februar 1897. Uddrag).