Skomager Nielsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forretningsfører Nielsens Jordefærd.

I Søndags Kl. 1 var den store Have, der hører til Solitudevej Nr. 3, aldeles overfyldt af Partifæller, som vilde overvære Forretningsføreren for Skomagernes Forbund, Nielsens borgerlige Begravelse. Mange maatte blive udenfor paa Gaden, da det var umuligt at komme ind i Haven.

Den Afdødes Kiste var ganske overfuldt med Kranse, og navnlig havde  Vælgerforeningen i 12. Kreds og Skomagersvendenes Forbund sendt meget smukke Palmekranse, hvad der ogsaa gælder Arbejderne paa forskellige Skotøjsfabriker. Præcis Kl. 1 tog Formanden for Skomagernes Sygekasse R. P. Daugstrup Ordet. Han meddelte, at den Afdøde selv havde udtalt Ønsket om, - at en Partifælle og ikke en Præst maatte sige et Par Ord ved hans Kiste. Derfor havde hans Enke besluttet sig til den borgerlige Begravelse, skønt de var kirkelig viet. Taleren mindede derefter i varme Udtryk om den Afdødes store Energi og Kærlighed til Arbejdersagen. Særlig for Skomagernes faglige Bevægelse havde han været en dygtig og uegennyttig Leder, hvorfor han bragte ham alles hjertelige Tak. Den store Forsamling sluttede sig til denne Udtalelse ved ærbødigt at blotte Hovederne. Derefter talte Formanden for Vælgerforeningen i 12. Kreds, -Murer A. Andersen. Han bragte den Afdøde en Tak for hans Virksomhed som politisk Agitator. Utrættelig havde han virket ude i det Fattigmands Kvarter, hvor han havde opslaaet sin Bolig. Lad os tage hans Eksempel til Mønster, lad os søge at efterligne ham, bedre Tak kan vi ikke bringe ham, og bedre Tak vilde han aldrig have ønsket sig. Den sociale Skomagersangforening afsang nu en Sang, og Kisten bares derefter af Fagfæller ad Nørrebrogade og Jagtvejen til Assistens Kirkegaard. 

Her havde Præsterne haft travlt. Ved Graven mødte Fuldmægtig Smidt fra Begravelseskontoret og nedlagde Forbud imod, at der blev talt og sunget ved Graven uden Biskoppens Tilladelse. Just som han meddelte Daugstrup dette Forbud, lød det fra Sangforeningen:

Lær mig o Skov at visne glad,
som sent i Høst det gule Blad.

Præsterne kom altsaa for sent denne Gang. Formanden for Skomagersvendenes Forbund, Madsen, bragte det store Følge - vel et Par Tusind i Tal - en Tak. Saa sænkes de 9 røde Faner over Graven og den stilfulde Højtidelighed er forbi.

(Social-Demokraten 29. juni 1897).

Præsteforbudet ved Forretningsfører Nielsens borgerlige Begravelse.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af "Soc.-Demokr."s Referat i Tirsdagsnumret af Forretningsfører Nielsens Begravelse, i hvilket det hedder, at "Præsterne havde haft travlt", nemlig - som det fremgaar af Referatets øvrige Indhold - med at faa forhindret Sang og Tale ved Graven, skal jeg, da der fornuftigvis ved "Præsterne" ikke kan være ment andre end Præsterne i Helligkors Sogn, i hvilket den Afdøde boede, og til hvis Kirkebog Dødsfaldet blev anmeldt, tillade mig at oplyse, at der ikke fra vor Side er lagt hverken sadan eller nogen anden Hindring i Vejen ved Begravelsen, da vi, som det der maatte stemme bedst med den Afdødes Ønske, ganske har ladet Familien og de Paarørende om, hvorledes de selv vilde arrangere denne Begravelse, som vi slet intet fik at gøre med. - Maaske De derfor, Hr. Redaktør, loyalt vil bevise Dem redebon til at korrigere vedkommende Indsenders aldeles uhjemlede Paastand, eller ogsaa oplyse, hvilke Præster der ellers maatte være mente.

Ærb,

Jul. Ifversen.

I Anledning af Pastor Ifversens Protest skal vi komme nærmere ind paa den lille Episode, der var arrangeret ved Forretningsfører Nielsens Jordefærd, og saa lade vore Læsere dømme.

Da det meget store Følge kom ind paa Assistents Kirkegaard, bad Forretningsfører R. P. Daugstrup Graverkarlen om at vejlede Følget hen til Graven. I det samme kom en høj, ældre Mand i sorte Klæder hen til ham og spurgte, om det var ham, der havde med den Begravelse at gøre. Efter at Daugstrup havde bekræftet dette, fulgte følgende Replikskifte :

"Skal der synges eller tales ved Graven?"

"Ja, det er da Meningen."

"Det kan ikke tillades."

Dangstrup spørger nu, hvem han har den Ære at tale med, og Herren navngiver sig som Fuldmægtig Smidt ved Begravelsesvæsenet. Saa ønsker Dangstrup at vide, med hvilken Bemyndigelse, Smidt optræder. Han har nemlig nok vidst, at Sangforeninger ikke har Lov til at synge i Kapellerne uden Præstens Tilladelse, men han har ikke troet, at dette Forbud ogsaa gjaldt Sang og Tale ude paa Kirkegaarden. Hr. Smidt svarer hertil, at det er Biskoppen, der har forbudt det; men Daugstrup mener, at det maa da være sket fornylig: thi det er ikke længe siden der er sunget paa Kirkegaarden ved en lignende Begravelse.

Det var en Gang i Foraaret, mente Hr. Smidt, at han havde faaet en trykt Instruks fra Bistoppen, og i denne stod, at der ikke uden Biskoppens Tilladelse maatte synges eller holdes Taler paa Kirkegaarden. Daugstrup spørger saa :

"Vil De nedlægge Forbud imod, at der synges og tales ved denne Grav?"

"Ja, det gør jeg herved i Følge min Instruks."

Fuldmægtigen bliver gjort opmærksom paa, at det dog nu var meget for sent at indhente Biskoppens Tilladelse, men han blev ved sit, og Daugstrup skulde just hen at kundgøre Præsteskabets Villie for "Den sociale Skomagersangforening", da denne afværgede Forbudet ved at intonere sit Farvel til den afdøde Kollega.

Det vil heraf fremgaa, at den af Pastor Ifversen fremdragne Sætning i vort Referat er fuldstændig berettiget. For at stille Sagen i et saa klart Lys som muligt, skal vi gærne oplyse Hr. Ifversen om, at den samme Sangforening et Øjeblik efter sang ved en anden Begravelse paa samme Kirkegaaard, uden at der var Tale om Forbud eller biskoppelig Instruks.

(Social-Demokraten 2. juli 1897).

Grundlaget for Rumps "Pryglelov". (Efterskrift til Politivennen)

 "Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Danmarksmonumentet. (Efterskrift til Politivennen)

Danmarksmonumentet.

Det er alt nu længe siden, Kunstmusæet aabnede sine Porte, og det er vel det meste af et Aar siden, det store Danmarksmonument, som pranger paa Pladsen foran dets Portal, rejstes paa sin brede Sokkel.

Omhyggeligt indhyllet i graat Sækkelærred anbragtes den mægtige Broncegruppe foran Musæet, og man ventede Maaned efter Maaned paa, at den højtidelige Afsløring skulde finde Sted.

Man ventede stadig forgjæves, og Ingen forstod, hvorfor man ikke maatte faa Kunstværket at se. Der begyndte at danne sig den Opfattelse, at det vistnok var faldet mindre heldigt ud, at det havde Skavanker, som man nødig vilde aabenbare; derfor skød man stadig Tidspunktet for Afsløringen ud.

Naturligvis kunde Kunstneren, som havde formet Monumentet. Billedhugger Hasselriis, ikke være tjent med, at en saadan Opfattelse fik Tid at fæstne sig, og han anmodede derfor meget indtrængende Komitéen, hvis Førstemand er Kammerherre Meldahl, om snarest at lade Afsløringen finde Sted. Men han fik efter Forlydende kun undvigende Svar.

Atter gik lang Tid hen. og nu hed det sig, at kun den Omstændighed, at Billedhugger Hasselriis nu var i Udlandet, var Aarsagen til, at man maatte vente med Afsløringen. Da Hr. Hasselriis hørte dette, rejste han strax til Kjøbenhavn. Det var i Fjor Efteraar.

Men saa var det saa uheldigt, at Kammerherre Meldahl skulde foretage en Udenlandsrejse, og naturligvis var ogsaa hans Nærværelse nødvendig!

Nu er der igjen gaaet mere end et halvt Aar, og Kjøbenhavnernes Undren over den i Sæk og Aske bestandig indhyllede Gjenstand foran Musæet har været i stadig Stigen. Nu og da har Blæsten revet Flænger i Sækkelærredet, som indhyller Monumentet, - her tittede et bistert Løvehoved frem, hist fik man Lejlighed til at beundre en Løves lumsk logrende Hale, en anden Gang strakte selve Danmarksskikkelsen Haanden lige som manende frem gjennem Dækket. Men hurtigt blev baade Hale, Hoved og Haand atter omhyggeligt skjult.

Efterhaanden vænnede de lattermilde Kjøbenhavnere sig til at se paa denne evigt indhyllede Statue som paa en humoristisk Apparition, og nu i de sidste Dage er et Par Blade begyndt at sige Vittigheder om den eller fremkomme med direkte Spørgsmaal om, hvorfor Afsløringen bestandig udsættes.

Endelig i Forgaars Aftes kom der en officiel Meddelelse om, at Afsløringen nu vil finde Sted i den kommende Uge. 

Hvorfor man da har tøvet saa længe? Hvad den egentlige Aarsag hertil er? Skulde der gives fyldestgjørende Svar paa dette Spørgsmaal, vilde det vistnok blive nødvendigt at foretage visse "Privatlivs"-Afsløringer, som maaske vilde være en Smule malplacerede i et Øjeblik, hvor de rette Vedkommende netop har besluttet sig til - Afsløringen af Monumentet.

Brieux

(Slagelse-Posten 22. maj 1897).

Danmarksmonumentet som det fremstår i dag i Østre Anlæg. Som det ses er det om sommeren godt pakket ind i træer og trækroner. Hvilket også var et ønske fra flere sider at det blev. "Moder Danmark" på toppen er tydeligt inspireret af Elisabeth Jerichau Baumanns billede fra 1851. Ikke den eneste gang dette er sket. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Parade for Danmark!

En Afsløringsfest - og en skandale.

"Dyb Hengivenhed og sand Kærlighed rejste dette Mindesmærke i Anledning af Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllup den 26. Maj 1892."

Lad os sige det straks.

"Monument-Komiteens Forretningsudvalg" har ikke Ære af den Afsløringsfest, der foretoges i Gaar Middags i Anledning af, at Tæppet faldt fra Hasselriis's store Monument, "Danmark", der nu, utilsløret, rejser sig frit paa Pladsen foran det ny Kunstgalleri ved Sølvgadens Kaserne.

Maaske er det ikke Forretningsudvalgets Skyld.

Maaske det Altsammen falder tilbage paa den ene Mand, hvis Gerninger i denne Sag har været saa omdisputerede - Kammerherre Meldahl. - Maaske?

Hvad man kunde have ventet af denne Fest, var da allermindst dette: at en Mand af Komiteen havde rejst sig og holdt en Tale til den store Forsamling, hvori han havde skildret Tanken med dette Monument saavelsom dets Historie, og at derefter Sløret var faldet.

Hvad der skete, var dette: at en stor Forsamling af alle Rangklasser trommedes sammen en god halv Time før "Festen"s Begyndelse, og at "Festen" saa kom til at bestaa deri, at Kammerherre Meldal, rent privatim, overrakte Kongen og Dronningen en Adresse - hvorefter Sløret faldt ... og "Festen" var forbi.

En mærkeligere "Fest" har vi aldrig overværet.

Her Referatet.

Foran Kunstmusæet.

El langt Telt, i hvilket der er indrettet Loger, er bygget paa Pladsen foran Monumentet.

Der er ingen synlig Dekorering. Kun nogle Flagstanger hist og her, med Flag, der lystig smælder i den friske Blæst.

Omkring den indhegnede Plads har allerede ved Ettiden en stor Menneskemængde samlet sig. Mest Damer. Ventetiden er lang og streng. Varmen er slem, og Solen staar glødende ned over de Tusinder os Hoveder.

Henad Halvtotlden begynder de indbudte Skarer at komme.

Men, at opregne alle disse Honoratiores - det er næppe værd. De er der Allesammen.

Overpræsident Klein,

Byen Københavns øverste Repræsentant, er en af de først Ankomne. Vi bemærker, at han har faaet en meget afsides Plads - endog længere borte fra de Kongeliges Pladser, end - Referenterne. Hvorfor? 

Hr. Klein bliver forfærdet, da han hører, at han skal vente over en halv Time, inden de Kongelige kommer.

- "Er det ikke forræderisk"; udbryder han, "at vi jages herud Kl. 1½, naar det først begynder Kl. 2?"

Hvorpaa han sætter sig og lader Solen bage sit ærværdige Ansigt ...

En efter En, 

til Fods eller i Ekvipage, ankommer nu alle de sine Herrer og Damer: Sorte Kjoler, hvide Sltps, gyldne Uniformer, vajende Fjerbuske.

- - "Der er jo Konseilspræsident Ralli!" hører vi En udbryde ved Siden af os. - Vi ser nysgærrtgt frem, men opdager, at Sidemanden kun er vittig - det er Restavratør Kehlet med Frue, der kører over Pladsen for at søge en beskeden Plads bag Indhegningen. Hr. Kehlet har virkelig en svag Lighed med den græske Konsejlspræsident.

Medens alle de sine Folk ankommer, morer Tilskuerne sig kosteligt over Professor Henrik Schmidt, der udfolder kæmpemæssige Anstrengelser for at jage to smaa Hunde bort fra Pladsen. De gøer ad Professoren. Uro. Endelig faar han dem væk. Stærkt Bifald.

Ministrene

møder alle som En - undtagen Landbrugsminister Hage. Udenrigsminister Ravn gør mest Lykke. Han ler over hele Ansigtet, da han træder ind i de udenlandske Diplomaters Loge og forsøger sig i del franske Sprog, hvilket sikkert mislykkes.

Kultusminister Sthyr er i Præstekjole. - Skal han tale? spørge. Folk. - Gud fri os!

Men, Rigsdagsmændene?

Vi er forbavsede over, at vi ikke ser nogen Rigsdagsmand - med Undtagelse af Formændene, d'Herrer Høgsbro og Matzen. Er det en Demonstration fra Lovgivernes Side? - Nej. Vi erfarer, at Komiteen, der har indbudt i Flok og Flæng en ugudelig Masse Mennesker, ikke har inviteret Rigsdagens Medlemmer. - Hvem veed? Kammerherre Meldahl synes maaske ikke om Rigsdagsmænd.

Endelig, - 

Kl. 9 ankommer den første kongelige Bogn med Kronprinsen, Kronprinsessen, Print Christian og Prinsesse Ingeborg. Musik og Hurra.

I næste Vogn kommer Prins Harald og Prinsesse Thyra. - Hverken Musik eller Hurra.

Konseilspræsident Hørring underholder sig meget længe med Kronprinsessen. 

Der er Tid til det. Det varer endnu længe, inden Kongen kommer. I Mellemtiden kommer Estrup og Kongens Kabinetssekretær, Rosenstand, i samme Vogn. Estrup ser meget gammel og meget svag ud. - Har det virkelig kunnet tage saa stærkt paa ham at vælte Reedtz-Thott ?

Kl. er 10 Minuter over 9, da Kongen og Dronningen kommer, i Vogn sammen med Prins og Prinsesse Valdemar.

Festen!

Og nu er det altsaa, man saar denne mærkelige Fest, der gaar saadan for sig : 

Efter at de Kongelige har taget Plads, afsynges der en Sang af et lille Herrekor.

Saa gaar Kammerherre Meldahl, med et Par Mapper i Favnen, hen til de Kongelige. To Skridt fra dem staar han og fortæller dem Noget, som intet Menneske, selv i den største Nærhed, kan høre.

Vi vilde derfor ikke være i Stand til at meddele, hvad Kammerherren har sagt, dersom han ikke bagefter havde givet Referenterne et Skriftstykke, hvori hvori hans Ord er anførte. Efter dette Skriftstykke har hans Udtalelser lydt omtrent saaledes: 

"Allernaadigste Konge og tvronnmg. Vi er komne i Dag for at indvie et Monument til Minde om Deres Majestæters Guldbryllupsfest, der blev en sand Landefest. Vi hyldede den Gang ikke alene det Kongepar, der i en Tredjedel Aarhundrede havde beklædt Danmarks Trone, men ogsaa det Herskerpar, som i Modgangs og Medgangstider fuldtud ved klog Færd har vundet Folkets Kærlighed mere og mere ... Vi beder Deres Majestæter og Alle se paa dette Minde om nogle i Kongehusets og Folkets Liv saa lykkelige Dage."

Vi tilstaar, at vi har strøget flere Sætninger i dette Referat. De er alle ens, lige interessante eller uinteressante.

Da Kammerherren er færdig, strækker han Pegefingeren op mod Solen, og i det Samme falder Sløret for Monumentet.

Professor Schmidt, der nu er færdig med Hundene, raaber:

- Danmark leve!

Og efter at dette Leve har faaet sine Hurra, kører Vognene frem igen - Festen er forbi.

Under fornyede Hurraraab før de Kongelige forlader disse Festpladsen, og et Par Minuter efter har Forsamlingen spredt sig.

Og nu Monumentet?

Her skal ikke udtales nogen Dom over det Monument, der nu staar afsløret foran Kunstmusæet. Dertil savner vi Kompetence.

Kun saa meget tør vi sige, at Monumentet syntes ikke at vække Bifald hos det Publikum, der var derude i Gaar. Overalt lød nedsættende Bemærkninger. Man fandt, det var for klodset. Man fandt Løverne grimme og unaturlige osv. osv.

En Fejl er det, at Monumentet er omgivet af en stor fredhelliget Græsplæne. Man er altsaa tvungen til at betragte Monumentet paa længere Afstand, end godt er, hvis man f. Eks. vil tyde Inskriptionerne. En af disse har vi sat i Spidsen af dette Referat ....

Pax.

(København 27. maj 1897).

Danmarksmonumentet foran Statens Museum for Kunst. Foto fra Bornholms Tidende 22. januar 1919, altså kort før det blev flyttet til Pücklers Bastion i Østre Anlæg.

Statens Museum for Kunst har produceret en podcast om monumentet. Den varer lidt over ½ time.

H. Clausens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Præst.

I Søndags jordedes vor Partifælle, Restavratør Hans Clausen paa Vestre Kirkegaard under stor Deltagelse fra Venner og Meningsfæller.

Saa meget styggere Indtryk gjorde det paa den store Forsamling, at den Indre Missionær, som forrettede den kirkelige Ceremoni, Pastor Basse ved Matthæuskirken, fandt det passende at optræde paa en særlig brutal Maade ved denne Lejlighed.

Straks ved sin Indtrædelse i det store Kapel kunde man se, at de røde Bannere havde samme Virkning paa ham, som denne Farve skal have paa en gal Tyr. Han foer hen imod Graveren for at faa at vide, om denne havde givet Tilladelse til, at de røde Bannere kom ind i Kapellet. Da Graveren benægtede dette, løb han hen til Bannerførerne og spurgte dem, hvem der havde givet dem Lov til at komme der med deres Faner. De svarede ham meget roligt, at den Afdøde havde været Medlem af deres Vælgerforeninger (1ste og 13de Kreds), og at de derfor viste ham den sidste Ære ved at lade Foreningernes Bannere følge ham til Graven.

Kapellet var imidlertid blevet stuvende fuldt af Folk, og den hidsige Præst indsaa da, at det ikke kunde gaa an at vise dem bort. Saa begyndte han sin Tale, og der var blandt det talrige Følge kun en Mening om denne, og det var, at man skal lede ester Magen til det onde Sind, som lod gennem Præstens Ord.

Skønt den Afdødes Paarørende sad tæt op ad Kisten, skildrede Præsten ham dog som en "ensom Mand", der ikke kunde kalde noget Menneske for "sine Nærmeste". Efter "hvad han havde hørt sige", tilføjede den forsigtige Præst, der iøvrigt ganske tydelig lod forstaa, at den Afdøde vilde have svært ved at aflægge Regnskab for "sin Naadeskrift". Han tilføjede yderligere, at havde han vraget Naaden her, saa vidste man jo, at der ikke var noget Tilbud om Naade hisset.

Hr. Basse forrettede derpaa Jordpaakastelsen inde i Kapellet. Graven laa nemlig helt nede ved Frederiksholms Teglværk, og det var vel sagtens for lang Vej for den magelige Præst. Vi skal da heller ikke opholde os videre over denne Magelighed. Vi ved jo, at Indre-Missionærerne følger Vilh. Becks Eksempel og sørger for, at de Ugudelige ikke spiser al den dejlige Lammesteg, og Vellevned sløver jo altid Energien. Ej heller skal vi opholde os videre ved det usømmelige i, at en Præst fører Sladder i en Ligtale, men derimod maa vi ogsaa ved denne Lejlighed protestere imod den Helvedeslære, som vor Tids Præster finder det passende at prædike i Tide og i Utide.

Naar en Præst i sin Tale over en Afdød skal reservere sig ved at sige, at hans Kendskab til denne er bygget paa hvad han "har hørt sige", da maa han ikke i samme Øjeblik have sin Dom over den Afdøde færdig, thi der staar jo i den hellige Skrift et Ord, der ogsaa gælder Præster. Det lyder: "Dømmer ikke, at I ikke skulde dømmes".

G. C

(Social-Demokraten 18. maj 1897).

August Frederik Basse (1848-1914) var ved St. Mathæus kirke 1890-98. Derefter flytteet til Holmens kirke 1898-1914. I juli 1897 omtaltes pastor Basse i Social-Demokraten i anledning af begravelsen af Anne Elisabeth Sivertsen. Han fik ros i modsætning til pastor Levinsen.  I maj 1898 forbød Basse igen fanebærerne at opholde sig i kapellet. 

Utaaleligt Spektakel. (Efterskrift til Politivennen)

Badeanstalt paa Vesterbro.

I Efteraaret etableredes et større Smedeværksted i Saksogade lige ved Siden af Kommuneskolen i Ohlenschlægersgade. Det synes som om Smeden særlig er Specialist i Dampkedler. I hvert Fald har der til Tider været flere saadanne Kedler under Arbejde samtidig, og Nitningen af disse, der foregaar i Gaarden umiddelbart op til Skolen, frembringer en saa infernalsk Støj og Buldren, at al Undervisning i de Lokaler, der ligger ud mod Saksogade - og det er netop de 12 af 19 - , ofte er hel umulig. Mange af Lærerinderne, der netop har deres Virksomhed i den Fløj af Skolen, der er nærmest Smedeværkstedet, har samtidig maattet nedlægge Arbejdet paa Grund af Nervøsitet, foraarsaget af den idelige Støj. At have Vinduerne aabne i Undervisningstiden, hvad der forøvrigt er temmelig nødvendig i den varme Aarstid, kan der under disse Omstændigheder slet ikke være Tale om.

Hele Lærerpersonalet ved Skolen har indgivet en Besværing over denne uhyggelige Tilstand til Skoledirektionen, der nok skal have lovet at tage sig af Sagen, uden at der dog i mindste Maade til Dato er sket nogen Forandring til det bedre.

Den eneste mulige Løsning af Spørgsmaalet er naturligvis den at faa Smeden fjærnet. Men han kan selvfølgelig ikke uden videre jages væk. Han er jo i sin gode Ret til at udføre sit Arbejde. Det eneste, der er at gøre ved Sagen, bliver da at afkøbe ham Grunden med de derpaa værende Bygninger.

Da der nu har været Tale om Opførelsen af en Badeanstalt paa Vesterbro, vil vi henstille til Kommunalbestyreisen, om den ikke meget passende kunde købe Smedens Ejendom i dette Øjemed. Grunden er temmelig sikkert stor nok dertil, ligesom den nyopførte Bygning med Dampskorsten sikkert kunde omdannes til Badeanstalt. Kommunalbestyrelsen vilde ved en saadan Ordning kunne slaa to Fluer med et Smæk, nemlig at skaffe Skolen den Ro, der er nødvendig for Undervisningen, og skaffe Vesterbro den haardt tiltrængte Badeanstalt.

Da Pladsen er mellem Saksogade og Ohlenschlægersgade og altsaa lige ved de tættest befolkede Gader paa Vesterbro, kan Beliggenheden for en Badeanstalt umulig være mere passende.

(Social-Demokraten 7. maj 1897).

Ifølge Nationaltidende 2. september 1898, 2. udgave var fabrikken ikke flyttet og tilstandene som beskrevet i artiklen uændrede. Den 7. november 1898 besluttede Borgerrepræsentation at købe Wiinbergs fabrik for 125.000 kr. Den blev herefter kommunens ejendom.

Oehlenschlægersgade Skole og vinduerne der må have vendt ud mod smedeværkstedet. Set fra der hvor smedeværkstedet må have ligget. Saxogade på stykket mellem Estlandsgade og Letlandsgade er senere nedrevet og nu en del af Litauens Plads. 2017. Foto Erik Nicolaisen Høy, Kbhbilleder.