Karen Kjær (1857-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Nicolette Marie Kjær (1857-1923) var datter af en provst  Skjern. I 1872 efter hans død flyttede hendes mor og syv børn til Nørrebro. I København gik hun på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og 1891-92. Hun tog lærerindeeksamen i 1881 og i 1883 institutbestyrerprøven. Efter at hendes forlovede i 1887 døde, tog hun matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum med henblik på at blive læge. I 1892 købte hun Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der skiftede navn til Karen Kjærs Skole. 

(Dagbladet (København) 22. marts 1892, 2. udgave.)

Skolen havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Som annoncen skriver flyttede skolen i  skoleåret 1892 til Fælledvej 21. Elevtallet steg fra 66 elever til 112 året efter. I 1897 blev en nyopført skole i Gartnergade 15 taget i brug. 

Skoleindvielse.

Atter i Dag er der føjet et nyt Led ind i den Række af nye, store, smukke og tidssvarende Skolebygninger, der betegner den danske Pigeskoles glædelige Fremvæxt i de senere Aar, idet den af Skolebestyrerinde Frøken Karen Kjær opførte ny Skolebygning, Gartnergade 15, paa Nørrebro er bleven højtidelig indviet.

Kl. 1 samledes Skolens Venner, Børnene og disses Forældre, saa vidt Pladsen tillod det, i den særdeles rummelige Gymnastiksal, hvor Pastor Krag tog Ordet fra et blomstersmykket Katheder for at holde Indvielsestalen. Den Anmodning, han i saa Henseende havde faaet, efterkom han gjerne, fordi han havde Tillid til den Skolegjerning, som her skulde øves. Det var jo saa, at Skolen for Børnene skulde være baade Hjem og Kirke, og det var da godt at vide, at der igjennem denne Skole vilde blive opdraget gode Mennesker i kristelig Aand, idet Forstanderinden stod i daglig Forbindelse med Kristus. Hvis man vilde mene, at Kvindens Opdragelse, hvorom der jo her var Tale, havde mindre at sige, var dette en stor Fejltagelse.Det er i Virkeligheden Kvinden, der bærer Samfundet ved den stille Magts Indflydelse lige fra Vuggen til graven. Derfor havde det den størte betydning, at Kristendommens Aand førtes ind gjennem Pigeskolerne, og i Overbevisningen om, at dette vilde ske her, indviede han denne Skole.

Frøken Karen Kjær tog derefter Ordet for at bringe en inderlig Tak til dem, der havde hjulpet hende frem til det nu naaede store Maal. Oprindelig havde hun slet ikke tænkt paa at komme til at staa som Bestyrerinde for en Skole; men for 5 Aar siden førtes hun pludselig ind paa den Vej. Og det Kald, hun den Gang fik fra Gud, havde senere i vidunderlig Grad fundet Støtte hos Mennesker, saaledes at hun havde kunnet skride til Opførelsen af denne store, smukke Bygning. Muligheden herfor var især bleven aabent ved en lille Kreds af Forældre, som havde Børn i Skolen; men iøvrigt maatte hun blandt dem, der særlig havde ydet hende Støtte, nævne Direktør G. A. Hagemann, og nu afdøde Skoledirektør R. Bache. Endvidere maatte med Tak nævnes Arkitekt C. C. A. Nielsen samt Overretsprokurator de Fine Skibsted og de forskjellige Haandværkere, der havde rejst Bygningen.

Efter at Højtideligheden var afsluttet med Sang af Børnene, tog Forsamlingen Bygningen i Øjesyn. Den i graa Farve fremtrædende Bygning er næsten af Størrelse som en af Kommuneskolerne, idet den har 3 Etager foruden Kjælder og Kvist; men den præsenterer sig som en af de smukke Bygninger i Stockholmsgadekvarteret. Bygningen ligger langt tilbagetrukken fra Gadelinien med en stor Plæne foran sig og med en grusbelagt Legeplads bagved. Klassernes Indretning og Montering er paa Højde med Tidens Krav, og Pladsen i Bygningen er saa rigelig, at Skolens raske Fremvæxt her har faaet de Fremtidsmuligheder, der savnedes i de gamle Lokaler paa Fælledvej.

(Nationaltidende 25. august 1897, 2. udgave).

I 1899 indførte skolen som en af de første i landet faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning i 8. og 9. klasse (senere kaldet kvindelig husgerning). Formålet var at “yde en støtte for udviklingen af de unge pigers praktiske dygtighed, håndelag og Interesse for huslige sysler”. I 1900 blev der indrettet et skolekøkken, dengang en nyskabelse.

Karen Kjær var medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler, en selvejende institution der bestod af de københavnske pigeskoler Frøken Karen Kjærs Pigeskole, Frk. Engelhards, Frk Steenbergs og Frøkenenerne Milo og Leebechs pigeskoler. Hun  var formand 1907-18. Sammenslutningen fik indført en pigeskoleeksamen der blev aflagt efter det fyldte 17. år (afslutningen af 11. klasse) og tog sig af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler. Samt forberedte overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. I 1909 lukkede tre pigeskoler: Frk Steenbergs højere Pigeskole  i april 1909, Nørrebros Døtreskole sommeren 1909. Den var grundlagt af Frk. Kempel. Derudover lukkede Brünniche-Hansens Skole på Amalievej.

Et stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken betød at skolen kunne ekspandere i 1904 og 1913 så den nu fyldte hele grunden. 

Skole-Ringen.

Frk. Karen Kjær.

Bestyrerinde i "Skole-Ringen" har sendt os en længere Skrivelse, som vi med det mildeste Udtryk kan karakterisere som hysterisk. Frk. Kjær hævder, at den økonomiske Fællesledelse ikke har grebet ind ! den enkelte Skoles Pædagogiske Frihed eller udslettet dens Ejendommelighed.

Vi fristes til at sige: Det var som Pokker! Frk. Kjær véd lige saa godt som vi, at den ene efter den anden af Skolerne er blevet lukkede - hvorledes mon disse Skoler bærer sig ad med at bevare "deres pædagogiske Frihed og deres Ejendommelighed"?

Frk. Kjær tror endvidere, at Offentligheden har bebrejdet Skolelederne deres "venskabelige Forhold" til Lærerforeningen. Kjær forstaar i Sandhed at indsvøbe Livets Realiteter i et smukt Klædebon. Nej, "Venskabeligheden" er der saamænd ingen, der vil modsætte sig, men det, der i Offenlighedens Øjne har afsløret "Skole-Ringen" som en ganske almindelig kapitalistisk Sammenslutning, der ved at benytte alle de gængse Midler, det er det, at Ringen har bastet og bundet Lærerne, saa at enhver fremtidig "Frk. Kjær", der kommer med sine "Ejendommeligheder" og vil føre dem ud i Livet er afskaaret derfra.

"Intet er mig paatvunget," ud bryder Frk. Kjær patetisk - men hun véd dog, at Skole-Lukningen er blevet paatvunget adskillige af hendes Kolleger, og hendes Skole er, saa vidt vi véd, kun blevet opretholdt ved den Tilgang den har faaet fra de lukkede Skoler. Men - "Vi sidder alle godt," sagde som bekendt Katten, da den sad paa Flæsket

(Social-Demokraten 22. februar 1911).

Da frk. Steenberg trak sig tilbage og skolen lukkede, blev frk. Johansen lærer ved Karen Kjærs Skole, mens de fleste af eleverne gik samme vej. En del dog til frk. Engelhardts Skole og andre.

En Skoleindvielse.

Karen Kjærs Skoles nye Gymnasiebygning.

Frk. Karen Kjærs bekendte Pigeskole i Gartnergade har faaet en betydelig Udvidelse, idet der - efter Tegning af Arkitekt Emil Jørgensen - er opført en ny Bygning for Skolens Gymnasieklasser. Planen til Udvidelsen blev fattet for to Aar siden, og i Gaar rykkede Gymnasiet over i sit nye Hjem, som ligger ud imod Gartnergade, medens den gamle Skolebygning ligger længere inde paa Grunden.

I Anledning af Indvielsen af den nye Skolebygning var samtlige Elever mødte i Hvidt og samledes i den nye Bygnings Festsal, hvor kort efter Skolens Lærerpersonale, Forældreforeningens og "De forenede Skoler"s Bestyrelser og forskellige andre Indbudte indfandt sig.

Frk. Karen Kjær bød Gæster, Lærere og Elever Velkommen og gav derefter i en varm og køn Tale Oplysninger om den nye Skolebygnings Historie og skitserede Maalet for dens Arbejde: Udvikling af Ungdommen paa en saadan Maade, at det ikke blot bliver til Gavn for den enkelte, men et Led i Bestræbelserne for at højne hele vort Folk og derved styrke vort Fædreland.

Efter en Sang af Forfatteren Knud B. Rosenstand takkede denne paa Lærerpersonalets og Elevernes Vegne, og efter endnu en i Dagens Anledning skreven Sang sluttede den lille, stemningsfulde Indvielseshøjtideligheed med Afsyngelsen af de to sidste Vers af "Paa Jerusalem det ny".

(Nationaltidende 3. september 1913).

Gymnasietilbygningen fra 1913 eksisterer stadig med inskriptionen "Karen Kjærs Skole". I dag rummer den "Kvisten". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Elevtallet fortsatte med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico Kjær, som i en årrække underviste på skolen.

Frøken Karen Kjær.

Et Jubilæums-Interview.

Den 2. April kan Frk. Karen Kjær fejre sit 25-Aars Jubilæum som Skolebestyrerinde for sin kendte Skole i Gartnergade. Vi træffer hende i et stort, lyst Værelse paa Skolen, der med sin store Gaard og Have ligger som en Oase i Nørrebros Stenørken.

"Ja, nu har De jo fanget mig, Jeg vil ellers nødigt til det, for vi er ligefremme Folk herude," modtager Frk. Kjær os, "der helst vil have vort Liv i Stilhed - uden Spræl. Og saa synes jeg ikke, der er noget at fortælle om saadan en ganske almindelig Skole - - "

Vi opponerer.

"Ja, der kunde saamænd fortælles meget, men om det vilde interessere -" 

De har ikke selv begyndt Skolen?"

"Nej, det er morsomt nok, den er saamænd snart 100 Aar, og jeg har det gamle, gule Dokument, der fortæller, at en Frk. Wroblewski har stiftet den. Da jeg overtog den i 1892, var den til Huse i en Lejlighed paa Fælledvej; men da den blev for lille, maatte vi jo finde en Byggegrund. Jeg blev meget forbavset, da min Sagfører kom og fortalte mig, at han havde fundet en Byggeplads i Gartnergade, den kendte jeg ikke. Men her var et dejligt Sted, frit og godt "

"Det er her da endnu."

"Aah, vi bliver stadig lukket mere inde; De kan tror, det har gjort mig ondt, hver Gang der rejste sig et højt Hus omkring os."

"Og De har selv senere bygget et Gymnasium til?"

"Ja, Skolen voksede, saa var jeg jo nødt til at skaffe Plads. Jeg stred ellers længe imod, før jeg oprettede Gymnasium - hele 20 Aar - først i 1912 dimitterede jeg det første Hold Studenter, Der var 12, og der skulde dog være Mening i det, før jeg begyndte paa det.

I Aar har vi 21, der skal være Studenter - det er mange. Jeg har saamænd ikke noget imod, at de unge Piger vil tage Artium, men jeg har imod, at det er blevet Mode, at de skal gøre det, og det synes jeg, der er lidt af."

"De er jo selv Student og gammel Zahlenser."

"Ja, jeg har gaaet Zahles Skole igennem paa alle Leder - og jeg har jo været Lærerinde der i 10 Aar. Men den Gang jeg vilde være Student, syntes Folk jo, det var Vanvid."

"De tænkte em Gang paa at studere Medicin?"

"Ja, men saa syntes jeg, det var for sent, og at man bør blive ved sin Læst - da var jeg jo allerede Lærerinde. Og naar jeg nu ser, hvor de kvindelige Læger slider sig op, fortryder jeg det ikke; men for Resten er det jo ingen Sinecure at holde Skole. Det værste er, man har aldrig Ro."

"Var De ikke den første, der indrettede Køkkenskole for Pigebørn?"

"Jo, det var jeg. det var sidst i 90erne. Nu har de det jo mange Steder. Jeg var saa ivrig for det, at jeg flyttede ud af min Lejlighed og indrettede den til Skolekøkken - men siden har vi jo faaet meget andet: Sløjdskole og Børnehave."

"Naar De ser tilbage over Aarene, synes De saa ikke, der er sket en Forandring med de unge Piger - i deres Maade at arbejde paa".

"Nej, egentlig ikke. Unge Piger er unge Piger til alle Tider, tror jeg. Og jeg holder saa meget af dem, som de er. Især naar de er naturlige - og det synes jeg, vore Pigebørn er her. Naturlige, muntre, men dog med Alvor og arbejdsomme - det er mit Maal. Og i een Retning synes jeg, vi er gaaet meget frem, det er med Hensyn til Forholdet mellem Lærerinder og Elever - det er blevet meget mere frit, naturligt og fornøjeligt end før, og det synes jeg, er godt. Det skaber mere Frimodighed og kvæler det gammeldags Drilleri og Hykleri. Folk af den gamle Skole bliver jo tit forfærdede over, hvad Eleverne tør sige nu om Stunder - men det kommer kun an paa Tonen, de siger det i. Og den synes jeg, er god herude. Naar Eleverne kan komme med deres Indvendinger til os selv, kan vi tage Hensyn til dem og tale med dem om det, og det er kun godt"

Vi forlader Frøken Karen Kjær med Indtrykket af, at hun efter 25-Aars Arbejde stadig er en ungdommelig, klartseende og sundt dømmende Pædagog, der ser menneskelig forstaaende paa sine Elever og gør sin Skole til et lyst og godt Sted for dem, hvorfra de tager mange gode og værdifulde Impulser med ud i Livet.

V. Sv.-P.

(Nationaltidende 30. marts 1917)

Den 13. april 1917 meddelte Social-Demokraten at skolen var lukket da der var fundet et tilfælde af meningitis på skolen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, men Karen Kjær meddelte at hun af sikkerhedsgrunde holdt skolen lukket til den 18. april.

I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. 

Se indslaget om jubilæet "Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923"

To Begravelser. (Efterskrift til Politivennen)

- En i vide Kredse kjendt Bland Forretningsfører V. F. J. Schæffer ved "Den broderlige Arbejdsklasses Hjælpeforening" - den største Sygekasse herhjemme med over 6000 Medlemmer - er Forgaars afgaaet ved Døden efter nogle Dages Sygeleje. Den Afdøde, der blev 71 Aar gl., havde i over 30 Aar været knyttet til den nævnte store Sygekasse, hvor han udfoldede et stort adminstrativt Talent og stod i Spidsen for det betydelige Arbejde, der er forbundet med Ledelsen af de forskjellige Grene af Sygekassens Virksomhed. S. havde oprindelig været Arbejder ved Holmen, hvor han i 1804 var beskjæftiget ved Flaadens Ekvipering, og hvor han virkede i mange Aar ved Skibbygningen. For et Par Aar siden blev S. af Hs. Maj. Kongen hædret med Sølvkorset, og mange af hans Venner i Sygekassen ville nu savne den kjendte Skikkelse, der tidlig og silde færdedes i Kontorlokalerne.

(Dagens Nyheder 20. august 1897).

Jordfæstelser. Under meget stor Deltagelse fra Fjern og Nær begravedes igaar Eftermiddags Forretningsfører ved "Den broderlige Arbejdsklasses Hjælpeforening" F. J. Schæffer fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard. I Følget bemærkedes Hofmøbelfabrikant, Kaptajn Larsen, Statsrevisor, Folkethingsmand L. Dinesen og mange næringsdrivende Borgere her i Staden. Kisten var dækket af et Væld af signerede Kranse og Palmedekorationer, af hvilke flere vare smykkede med Silkebaand i de nationale Farver. Saaledes bemærkede: Fra "Lægerne i Foreningen", fra "Den broderlige Arbejdsklasses Hjælpeforening", fra "Det rette Broderskab", fra "Foreningsraadet" og fra Odd-Fellow Logen "Progress". Foreningens Banner og Faner vare plantede bag Kisten, og foran denne paraderede to Loge-Brødre som Sørgemarskaller. 

Sognepræst Jensen holdt Tale, og Medlemmer af Foreningen bar Kisten til Graven. 

F. I. Schæffer. DBM. Forretningsfører for den Broderlige Arbejdske Hjælpeforening. 25. juli 1826 - 17. aug. 1897. Medlemmer og venner satte dette minde. Gravsted på Vestre Kirkegård. Ved siden af gravsted for sønnen Albert og hustru Anna. Foto Erik Nicolaisen Høy (2023).

Fritz Julius Schæffer (25 juli 1826 Nyboder - 17 august 1897). I 1860'erne fik foreningen stærk tilstrømning. Den lovede begravelseshjælp til såvel medlemmer som hustruer, samt en mindre til Børnene og et Ligfølge af 50 Personer. Den broderlige Arbejdsklasses Hjælpeforening var landets største, den næststørste var Sygekassen af 1872. Der var 124 sygekasser i København, men kun 8 havde over 1000 medlemmer. Han blev begravet på Vestre Kirkegård afdeling 3-5-27. Ved siden af er den ene af sønnerne (Albert) og hustruen (Anna) begravet.

- Fra Kapellet paa mosaisk Kirkegaard begravedes igaar Grosserer Cæsar Josephson af Firmaet J. Goldstein & Søn.

Til Kisten var sendt en Mængde Kranse, bl. a. smukke Palmdekorationer med signerede Silkebaand fra Kontor- og Lagerpersonalet i Malmø, Loge Nr. 28, "Hafnia", J. O. O. F. etc.

I det talrige Følge saaes en Mængde Medlemmer af den herværende Odd-Fellow Loge, der tillige havde sendt to Sørgemarschaller, samt Grosserere og andre Handlende.

Overrabiner, Dr. Simonsen holdt Talen.

(Dagens Nyheder 23. august 1897).

Grosserer og prokurist Josephson var gift med Clara Goldstein (28. december 1864-). Ved hans død blev hun i en ung alder enke med et par børn. Hun arbejdede også i J. Goldstein & Søn, og fra 1893 til 1906 havde hun prokura.

"Arbejdsorganisationer" og Arbejdsstandsninger. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Socialdemokraterne ganske have bemægtiget sig Ledelsen af Arbejdernes Fagorganisationer, ere Kampene mellem Arbejdsgivere og Arbejdere blevne baade hyppigere og bitrere end tidligere. Dette er ingenlunde en Følge af, at Arbeidsvilkaarene og Lønnen er bleven slettere, men fordi Organisationerne efterhaanden næsten udelukkende benyttes i den socialistiske Propagandas Tjeneste, i politiske Øiemed som Magtbrydere for de socialistiske Ledere. Dette har medført en Usikkerhed i alle Arbejds- og Kontraktforhold, som efterhaanden er bleven utaalelig. Det er da naturligt at man overalt i Samfundet seer sig om efter Midler til at gjøre Ende paa denne Usikkerhed og bringe stabile Forhold til Veje igjen.

Det skal da først og fremmest anerkjendes, at Fagorganisationerne i det Hele taget ikke alene maa ansees for berettigede, men under den Udvikling de sociale Forhold have taget, nødvendige. De voxe derfor naturligt frem af Samfundets Bund som Anemoner af Skovbunden. Men det er lige saa klart, at skulle Organisationerne virke til Held, til Forbedring af Arbejdsvilkaar og Fuldkommengjørelse af Fagdannelsen og Fagudviklingen, saa maa de være rent saglige: d. v. s. upolitiske. Saa snart det politiske Moment bliver det ledende i Bevægelsen, er det ikke længer Fagspørgsmaal, som udkæmpes, men sociale Brydninger, som fremtvinges. Faginteresserne blive ikke længere Maalet men kun Midler og Vaaben i Samfundskampene. Men hvad enten Fagorganisationerne alene tage Sigte paa deres sande Formaal Fagforbedringer, Lønforbedringer og forbedrede Arbejdsvilkaar i det Hele taget, eller det politiske Moment tager Ledelsen og frembringer Samfundsbrydninger, saa maa der være 2 Faktorer, som gjennem Forhandling eller Kamp gjennemføre Udviklingen. Saa længe dette Forhold ikke er naaet, bliver Udviklingen eensidig, springende og ofte ødelæggende baade socialt og fagligt. De 2 Faktorer ere Mesterorganisationer og Arbejderorganisationer. De kunne begge kaldes "Arbejdsorganisationer". Kun naar disse kontrol balancerer hinanden, kan Udviklingen ventes at blive egal og til ethvert Tidspunkt svarende til de naturlige Erhvervsforhold.

Nu ere saadanne Organisationer rent fagligt seet af saare gammel Dato; men det et klart, at den frie Forfatning, Næringsfriheden, den moderne Kommunalforvaltning m. m. har medført en fuldstændig Forandring i disse Organisationer og deres Virkemaade; men de vedblive at være lige nødvendige. For at give Arbejderorganisationerne større Styrke, har man atter knyttet dem sammen i "de samvirkende Fagforeninger"; men lige saa naturligt er det, at man har gjort det samme ved Mesterforeningerne. Kun naar de 2 Foreninger have hver sin Overledelse, der kunne pleje Forhandlinger om opstaaede Tvistepunkter, er Partiet lige og Betingelserne til Stede for en samfundsbetryggende Løsning af Spørgsmaalene. At de af Naturen paa mange Punkter ere Modsætninger og maa staa kæmpende imod hinanden for at bevare Balancen i det indbyrdes Forhold, er sandt nok. Men det er ligesaa sandt, at de paa endnu flere og i sidste Instans langt vigtigere Punkter maa staa sammen og Haand i Haand og arbejde for fælles Formaal - alt selvfølgelig under Forudsætning af, at de først ere faglige, førend de ere politiske.

Gjennem disse Betragtninger bliver man nødt til at indrømme, at den ene Organisations Berettigelse nødvendiggjør den andens Anerkjendelse. Men her staa vi dog i vor Udvikling overfor en af de mange Modsigelser i det offentlige og sociale Liv, idet de socialdemokratisk ledede Fagforeninger spy Edder og Forgift imod Forsøgene paa at danne "samvirkende Mesterorganisationer" d. v. s. Arbejdsgiverforeninger. Faktisk er dette naturligvis meget forstaaeligt; thi medens Fagforeningerne ere ved at blive almægtige overfor det enkelte Fag - og i hvert Tiifælde forlængst er det over for den enkelte Arbejdsgiver - saa bringes Ligevægten til Veie, naar Sammenslutning har fundet Sted fra begge Sider. Dette bliver i Længden heldigst for alle Parter; thi Fagforeningslederne glemme, at de nu faktisk ganske mangle Herredømmet over deres Tropper i afgjørende Øjeblikke. Dette Herredømme viste de saa naar de staa som ligeberettiget Myndighed i Forhandlingerne med Arbejdsgivernes Ledere, idet de saa kunne henvise til den Magt, som staa bagved deres Modstandere [under] eventuelle Forhandlinger, og det skal nok [  ]m Virkning.

Forsøgene paa at samle Arbeidsgiverne paa lignende Vis som de samvirkende Fagforeninger er hidtil mislykkede. Nød lærer imidlertid nøgen Kvinde at spinde, og efter at det socialistiske Hovmod har naaet en saadan Høide, at Arbejdsstandsninger dekreteres med en Letsindighed og Hensynsløshed, som man næppe var tænkt sig, har Egoismen begyndt at vige for en bestemt Følelse af at det er paa Tide at skabe et kraftigt Værn imod Fagenes Ødelæggelse enkeltvis gjennem partielle Arbejdsstandsninger.

Det er gjennem disse Betragtninger, at "Arbejdsgiverforeningen af 1896" er bleven til. Den rummer fra sin Start de vigtigste Bygningsfag og er saaledes alt nu stærk nok til ved en eventuel Indgriben under en Arbeidsstandsning i et enkelt Fag at kunne sige et Ord som samtlige Parter ville være nødte til at høre. Den tager ene Sigte paa Arbejdsforholdenes Konsolidering, og Ingen tør uægte, at her er vor Tids Brøst. Faaer den derfor Lejlighed til en Gang at standse en Konflikt og vise sit Sammenhold og Kraft, vil den faa en Autoritet, som ikke vil lade den mangle paa Tilgang fra udenfor staaende Fag. Ledet med Fasthed og Omsigt kan den skabe den Balance, som hidtil forgjæves er søgt.

Man har kun i ringe Grad lagt Mærke til denne Forenings Fremkomst, indtil den store Lockout i Jernindustrien udtraadte; men fra dette Øjeblik vil man have hørt den ofte omtale, og i den senere Tid skjænker "Socialdemokraten" den omtrent daglig en Omtale i en saa hadsk og forvrængende Natur, at vi have fundet det betimeligt at gjøre Rede for dens Fremkomst og de Betragtninger, som have hidført denne. Dette er formentlig ikke ufornødent, naar "Socialdemokraten" i Lørdags søger at bilde sit Publikum ind, at denne Forening har vedtaget nye 'Bestemmelser, som "gaa ud paa ved en General Lockout at skaffe enhver Lock Out sejr og at holde enhver Fordring *) fra Arbejdernes Side nede". Det er meget muligt, at denne Usandhed gaaer lige saa glat i Bladets Publikum, som saa mange andre af lignende Art; men for dem, der søger Oplysning om Sagens rette Sammenhæng, vil vor Fremstilling være tilstrækkelig orienterende. Vi skulle overfor "Socialdemokratens" perfide Sigtelser kun bemærke, at "Arbejdsgiverforeningen af 1896" saa langt fra har til Hensigt at slutte enhver Lock-out Sejr, at den tværtimod har til Formaal at forhindre enhver partiel Lock-out, idet dens Formaal er: at skabe de fornødne Midler og Instanser til alle Arbejdskonflikters Udjævning og Paakiendelse ad fredelig Vei uden at Arbejdet standser, for eller medens undersøgelse og Paakjendelse finder Sted. Men derved vil den ganske vist ogsaa forhindre enhver partiel Strike, - altsaa berøve Socialistførerne Muligheden af at benytte Fagorgansationerne til politisk Agitation og delvis Ødelægggelse af Fagene. Det bør bemærkes, at Arbejdsgiverforeningen til denne Opgaves Løsning ligestiller de samvirkende Fagforeningers Bestyrelse med sin egen i al Forhandling, ligesom den sammen med denne og eventuelt Lovgivningsmagten vil søge skabt de Instanser (f. Ex. Voldgift, Arbejdsretter, Enighedskamre o. Lign.), som skulle behandle og paakjende Stridspunkterne. De partielle Arbeidsstandsninger ville da være afskaffede; ti tilbage bliver "General-Striken" og "General-Lock-outen". Hver af Organisationerne beholder sit Vaaben, og Partiet er lige. Men det er jo sikkert, at ingen af Parterne vover letsindigt at svinge det i Utide. Det kolossale Ansvar, det medfører, at benytte en saadan gjennemført Arbejdsstandsning fra en af Siderne, hvilket kun kan tænkes, naar en af Parterne nægter at bøje sig for den af de anerkiendte Instansers afsagte Kjendelse, - vil mane til Eftertanke, og den Sag maa være klar og tydelig og vel funderet, som skal faa Publikum til at billige Vaabnets Anvendelse. Men billiger Publikum det, da er Sagen paa Forhaand tabt for Modstanderen. Her bliver Arbejdsstandsningen nemlig af et saadant Omfang, at Publikum tvinges til at tage Stilling fuldt ud, og det betyder simpelthen en Afgjørelse.

Kan Foreningen faa Held til at løse den store Opgave, vil det ikke mindst blive til Lykke for Arbejderne; thi saa længe disse slavebundne benyttes som rene Marionetter i den socialistiske Propaganda, er deres Existens og Samfundets Ro vedvarende truet.

*) Udhævelserne af "Socialdemokraten".

(Dagens Nyheder 17. august 1897).

Fru Bøhm. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar blev Fru Bøhm begravet fra Vestre Kapel. Fru Bøhm var gift med en Artist i Cirkus, og var en nydelig ung Dame af dansk Oprindelse.

Hun døde paa Kommunehospitalet efter en Operation i Underlivet.

I Gaar, Kl. 12, blev hun som sagt begravet.

Der fandtes Kranse fra samtlige Beridere, Staldmestere, Kontrollører og Balletdamer. Specielt havde Dir. Caspar, Miss Ella og Dir. Rasmussen, sendt Kranse.

Det Hele var meget højtideligt.

Hr. Bøhm havde, skønt han er tysk, ønsket, at en dansk Præst holdt Talen, eftersom hun var død i Danmark.

Pastor Gottschalck-Hansen talte da overmaade kønt og sympatetisk over den unge 27aarige Kvinde der under sit omflakkende Liv havde fundet en saa tidlig Død.

Artisterne bar Kisten fra Kapellet ned til Graven, der laa ned mod Kalvebodstrand. Et Orkester, sammen sat af "Cirque du Nord"s Medlemmer spillede en Koral; og to Sange blev afsungne ved Graven.

Den unge Kones Mand var dybt nedbøjet. Han og hans Hustru havde netop komponeret et nyt Nummer, med hvilket de skulde rejse, naar Sæsonen var forbi. Begge havde de fra 6 Morgen til 12 Middag arbejdet med beundringsværdig Energi, og de ventede sig en lys Fremtid.

Nu var Arbejdet færdigt. De beredte sig til at flyve ud i den vide, vide Verden -

Saa bliver hun syg - og saa!

Den ubønhørlige Død overrasker dem, midt i deres virksomme og til Tider farefulde Gærning.

Derfor var heller intet Øje tørt, da Kisten sænkedes i Jorden ud for det venlige Hav, som kranser Sjællands smilende Vange.

Man vidste:

Her var det Kærlighed og Trofasthed, som forbandt de Tvende. Og Arbejdet, der sikrede deres Fremtid var spildt. Alvorligt Spildt.

Publikum forstaar maaske næppe det Sidste

This de ved ikke, at selv den simpleste Klowns Grimacer har kostet ham Aar af Arbejde.

(København 14. august 1897).

Annonce i Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 3 august 1897.

Fru Bøhm var ansat ved Cirque du Nord og gift med en berider. Hun døde af en underlivssygdom. Cirque du Nord optrådte 1894 og 1897-1899 i Cirkusbygningen i Jernbanegade i København. 1897-1898 var William Casper daglig leder.

Badeforhold ved Bellevue. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør !

Det vil være Dem bekjendt, at der her i Landet er megen Forargelse over den Maade hvorpaa der bades i Sverrig; man forstaa slet ikke den Ugenerthed, der herved lægges for Dagen. Rejser man op til Stockholm med sin ægteviede Hustru bliver det uvægerlig forbudt En at dele Sovekupee med hende, selv om man nok saa meget henviser til, at man dog ikke klæder sig af i en Jernbanewaggon hvor der er almindelig Gjennemgang. Men hvis man saa efter Ankomsten til Stockholm vil tage sig et Bad for at skylle Rejsestøvet af sig, er det ikke muligt at blive sit kvindelige Rejseselskab kvit, idet der her absolut skal bades "i hop." Og om den kvindelige Betiening, som er absolut uundgaaelig ogsaa for danske Mænd, der i Sverrig tage et varmt Bad, er det ikke fornødent at tale nærmere. Det er med saadanne Forhold for øje, at man alligevel føler sig som Dansker overfor Svenskerne, glædende sig ved, at der dog fremdeles er Forskjel paa Farisæere og Toldere.

Under disse Omstændigheder kan det synes betænkeligt, at denne Forskjel, selv om det kun drejer sig om en lille Forskjel, ikke mere i samme Grad som før respekteres fra dansk Side. Allerede tidligere har der været klaget herover fra flere Steder i Provinserne, og denne Gang er det et Kjøbenhavn saa nærliggende Punkt som Bellevue, paa hvilket Opmærksomheden skal henledes.

Bellevue er, som man veed, i Aar i Høj Grad blevet moderniseret. I Stedet for den gamle primitive Havepavillon er der kommet stort nyt og flot Strandhotel med mægtig Veranda og med Altaner ud for Vinduerne i de forskjellige Etager. Men hvad der er forblevet ganske ved det Gamle, ere de fra Fædrene nedarvede Badehuse, der ligge omtrent lige klos op ad Dampskibenes Landgangsbro, og til hvilke man fra Strandhotellet har en saa ypperlig Udsigt. Her synes det ikke at være foregaaet anden Forandring end den, at man har flyttet Herrernes Badeanstalt lidt nærmere til Damernes, saaledes at Frisvømmere af begge Kjøn kunne have det overmaade selskabeligt. Det der imidlertid er det Ejendommelige, er, at Badningen her foregaaer ganske paa samme Maade som da der ved Bellevne fandtes en forholdsvis øde og ubefolket Strandbred c: i Reglen uden mindste Spor af Badedragt, altsaa paa det Vis, hvorpaa især Danskere fra Arilds Tid husvant pladske til Søes. Paa kolde og regnfulde Dage gaaer vistnok inde i de lukkede Badekamre Alt net og stille til; men paa solvarme Dage, naar Termometret viser 20 Gr. i Skyggen, gaaer Naturen over Optugtelsen. Kommer man saa ud med Dampskibet og gaaer i Land ad Broen, seer man Damer og Herrer svømme frit om lige op ad Dampskibsbroen, som om de svømmede i en Dam i Paradisets Have før Syndefaldet; og sætter man sig op i Strandhotellets Veranda, kan man nyde dette Syn, lige til Mørket falder paa. Klampenborgs tyske Gjæster, der holde af at færdes her, finde Udsigten højst famøs.

Jeg har kun over for mine Landsmænd og Landsmandinder villet konstateret et Faktum, der under de givne Forhold nok kan fortjene nogen Opmærksomhed. Som gammel Kunstner bliver jeg ikke forarget, og jeg har ved mine Studier af nøgen Model i sine Tider seet det, som værre er. Der kan maaske endogsaa i et Land, hvor det ikke altid er saa let at komme til at gjøre saadanne Studier, være noget fortjensligt i, at der ved Bellevue aabnes en let og bekvem Adgang dertil, idet man hverken paa Dampskibsbroen eller fra Strandhotellet behøver Kikkert for at se Alt. Men det der foruroliger mig noget, ere de nu saa moderne og allestedsnærværende Øjebliksfotografer dels Professionals og dels Amatører - et Folkefærd, som jeg aldeles ikke kan udstaa. Jeg tænker mig med nogen Uro den Mulighed at der blev taget en Række Billeder fra Badelivet ved Bellevue paa de varme Dage og jeg frygter for, at man slet ikke ville synes om det i de Landliggerfamilier, hvor navnlig de frisvømmende unge Damer høre hjemme.

I en Tid, hvor der allerede findes adskillige Beklædningsforeninger, burde man vist nok, baade ved Bellevue og andetsteds, tænke paa en til Indførelse af Badedragter.

Jeronimus.

(Dagens Nyheder 7. august 1897).

Ti år efter artiklen. Dampbåden har lagt til ved broen. Bortset fra det er der ikke scener som beskrevet i artiklen. Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Udsigt over vandet, fra Bellevue Strandhotel. 1907. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.