Spektakler i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Pøbeloptøjer i Odense.

Det tredie Protestmøde.

Odense, Fredag Nat.

Hvad man end kan mene om Nytaarsexesserne i Odense, een Ting maa Alle roligt tænkende Borgere være enige om, efter hvad der er foregaaet de to sidste Aftener: De ere blevne for ondartede. Og heri har Protestmøderne Skyld. Pøbelen har ved dem faaet sine onde Lidenskaber hidsede og optraadte mod Politiet paa en skandaløs Maade. Har Borgerstemningen i de første Dage efter Nytaarsaften været imod Politiet, saa er Omslaget nu skeet saa grundigt, som det overhovedet lader sig gjøre.

Protestmødet paa "National", som indledes af "Fyens Venstreblad", Redaktør Hr. Slengerik blev en fuldstændig Fiasko. Socialisterne vare i overvældende Flertal og beherskede fuldstændig Mødet. Slengeriks Resolution, som iøvrigt var meget moderat og ikke havde til Hensigt at uddybe Kløften mellem Borgerne og Politiet, fik kun 1/8 af Stemmerne medens de socialistiske Ændringer til den, som gik ud paa det samme som igaar meddelt og endvidere udtrykte Harme over, at Byraadet i Aften havde henlagt Socialdemokratens igaar vedtagen Resolutioner, vedtoges. Mødet forløb endnu vildere end de igaar omtalte, og den tilstedeværende Politiassistent var Gjenstand for mange gadedrengeagtige Tilraab.

Da Mødet var forbi, gik strømmen mod Politistationen, udenfor hvilken der lavedes en voldsom Kanonade med Fyrværkerisager. Her samledes lidt efter lidt ca. 1000 Mennesker, som spærrede Færdselsvejene der omkring. Medens Politiet i Aftes holdt sig passivt, var Demonstrationerne i Aften af en saa ondartet Karakter, at dette ikke var muligt. Hele Styrken rykkede ud, og da alle Forsøg paa at faa Folk til at fordele sig med det gode var forgjæves, kommanderedes Stavene frem. Det skaffede Luft til flere Sider, men endnu Kl. 11 var Sammenstimlingen paa adskillige Steder saa stor, at Gaderne maatte ryddes med Magt.

(Nationaltidende 8. januar 1898. 2. udgave)

Gadespektaklerne i Odense.

Odense, Fredag Nat.

De Scener, hvorom Deres Korrespondent berettede i Gaar, er i Aften bleven gjentagne under en endnu mere ondartet Form. De socialistiske Frø har den Egenskab, at de i sig indeholder Betingelser for en hurtig Væxt, især naar Jordbunden er saa frugtbar som i disse Dage. Det ene Protestmøde afløser det andet, og Hovedmassen af Forsamlingen bestaar af Personer, som mangler Evne til at bedømme en Situation fornuftig og derfor haster med at ødelægge det Gran af Resultat, som Lederne er saa ivrige med at faa paavist skulde være til Stede. Borgerne i Odense er fra i Aften efter de Pøbeloptøjer, som nylig har fundet Sted, sikkert paa det rene med, at Grænsen for, hvad man kan tillade sig paa offentlig Gade i en By i Danmark, nu er overskreden.

Det tredie Protestmøde, som var sammenkaldt af Odense Venstreforening og indlededes af Redaktør Slengerik, var vist anlagt paa at skulle holdes indenfor sømmelige Grænser, men ødelagdes fuldstændig af Socialisterne, som var til Stede i stort Flertal. Disse og deres Ordførere foreskrev til Slutning Indbyderne, hvad der skulde staa i Resolutionen, efter at den foreslaaede, som iøvrigt var meget besindig, og var anlagt paa ikke at uddybe Kløften mellem Borgere og Politi, var falden ved Afstemningen.

Den, som derefter under Skrig og Skraal vedtoges, havde væsentlig samme Indhold som den i Gaar meddelte. Tillige indeholdt den en Dadel til Byraadet, fordi det i et Møde i Aften ikke havde taget noget Hensyn til den socialistiske Resolution fra Gaar, som var indsendt til Raadet.

Efter Mødets Slutning begav Stimlen sig til Politistationen, hvor der iværksattes en livlig Kanonade med Fyrværkerisager, hvormed Læredrenge og unge Mennesker i rigeligt Maal havde forsynet sig. Henved 1000 Mennesker samledes lidt efter lidt og spærrede al Færdsel i de nærliggende Gader. Demonstrationen blev snart af en saa ondartet Karakter, at Politiets samlede Styrke maatte rykke ud. Alle Forsøg paa at faa Folk til at skilles ad paa en fredelig Maade, var forgjæves, og Stavene maatte til sidst frem, og de værste Urostiftere fordrives med Magt.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1898).

Nyaarskrigen i Odense.

Nye Sammenstød mellem Politiet og Borgerne - Soldaterne befæster Raadhuset.

Odense, den 9. Januar,

Torsdag, Fredag og Lørdag Aften er Urolighederne fortsatte i Odense Gader, og Politiet har pryglet mangen en skikkelig Mand.

Et ungt Menneske, som havde været til Selskab hos sin Broder, en herværende Sagfører, og som sammen med Sagfører Meyer og nogle Damer var paa Hjemvejen, blev saa forslaaet i Ansigtet, at han maatte søge Lægehjælp. Doktoren sagde: "Lidt nærmere Tindingen og De var død!"

Købmand H. P. Hansen, Nørregade, var sammen med to andre Herrer og nogle Damer paa Hjemvejen fra Brokmanns Hotel, da de blev indhentede af Politiet, som uden videre gav sig til at banke løs paa Købmanden, skønt der ikke paa dette Tidspunkt, Kl. 11½ var noget Opløb i Gaderne.

Selv en ældre Mand, Bogtrykker T., som var naaet til sin Gadedør, gav Politiet sig til at slaa løs paa. I et Par Tilfælde har man slaaet Børn, saa de ikke kunde gaa.

Lørdag Aften Kl. 10½ rykkede pludselig Politiassistenten Hr. Riise Spidsen for hele sit Korps ud paa Flakhaven og kommanderede det bekendte: "I Kongens og Lovens Navn" osv. Og derefter satte hele Styrken Løb ind paa de i Vestergade spadserende Borgere og Borgerinder. Folk satte i vild Flugt ned ad laden og Betjentene pryglede løs paa dem af Hjærtens Lyst.

Selvfølgelig kom saa Slagsbroderlysten ogsaa frem hos dem, der blev jaget som Skovens Vildt. Og dette gik i et Par Tilfælde ud over Betjentene. En Ordenshaandhæver fik et stærkt Slag over Nakken af en tyk Stok, Han kom dog nogenlunde heldigt fra det. Men en anden Betjent, som just var ved at prygle løs paa en stakkels Mand fik i det samme bagfra i Hovedet et Stokkeslag, som kastede ham omkuld i Rendestenen, medens den civile Voldsmand løb sin Vej. Den arme Betjent laa et Øjeblik bevidstløs. Kort efter kunde han dog rejse sig og gaa til Politistationen, men han var ukampdygtig og besvimede endnu en Gang senere paa Aftenen.

Betegnende for Lørdagens Kamp var iøvrigt dette, at Politiet forfulgte enkelte Personer og pryglede løs paa dem ogsaa udenfor de ordnede Manøvrer. Vi saae f. Eks. en Betjent gaa hen til unge Mænd, som stod enkeltvis paa Fortovet uden at samle Opløb eller foretage sig noget urigtigt. Uden videre Parlamenteren giver Betjenten den unge Mand et Slag af Staven, idet han bemærker: "Det er vidst paa Tide, at Du kommer hjem og i Seng."

Denne Optræden er selvfølgelig i alle Tilfælde et stærkt Overgreb fra Politiets Side, Politiet kan forlange, at Folk, der generer Færdselen, skal passere Gaden, og hvis de nægter det, kan de anholdes.

Men Politiet har ikke nogen som helst Ret til at jage skikkelige Folk i Trav eller at paalægge dem at gaa i Seng. Og naar der prygles løs paa enkeltstaaende sagesløse Personer, er og bliver det selvfølgelig et Overfald, hvad enten det er Politiet eller Bøllerne, der udfører det.

*

Baade Fredag og Lørdag Aften har Dragonerne holdt i Kasernen med opsadlede Heste, parate til at rykke ud paa et givet Vink fra Politistationen. Og i Aften (Søndag) har en Styrke paa 20 Mand Infanteri været stationeret paa Raadhuset. Men nu vilde Skæbnen, at der slet ikke blev Brug for dem. Der var kun ved 10 Tiden lidt stærk Færdsel paa Vestergade, men ingen Sammenstimling, og der blev næppe nok afbrændt en "Kineser". De 20 Fædrelandsforsvarere, som havde faaet udleveret skarpe Patroner, maatte da Kl. 11 marschere tilbage til Kasernen med uforrettet Sag.

Den gamle privilegerede "Stiftstidende" er i Aftes ude med en Artikel, i hvilken Ansvaret lægges over paa Socialdemokratiet. Det er Meningen, at nu, da det fine Publikum er ved at blive træt, skal Politiet vaskes rent for Nytaarsløjerne. Og maaske de sidste Indhug fra Politiets Side netop er foretagne for at aflede Opmærksomheden fra Begivenhederne Nytaaraften.

Men dette skal ikke lykkes. Det er Politiet, der uden Grund har irriteret Befolkningen. Derfra stammer hele Røret, Og Politiet kunde hele Tiden have holdt sig rolig, uden at der var sket nogen som helst Skade.

"Fyns Social-Demokrat" har imidlertid opfordret Folk til at holde sig borte fra Flakhaven, og Partifæller har forhindret Sammenstimling paa Tider, hvor vi havde Ansvaret. Men naar Politiet paa ny udæsker Publikum, har vort Parti selvfølgelig ikke længere nogen særlig Forpligtelse til at tage Affære.

Nej, Ansvaret hviler paa Politiledelsen og paa Byraadet. Fra vor Side var det lagt saaledes tilrette, at al Agitation kunde høre op, naar Byraadet af den indsendte Resolution vilde tage Anledning til at skabe Garantier mod slige Misbrug af Politiet i Fremtiden. Men Højrekliken i Byraadet forstod ikke sin Besøgelsestid. Den nægtede at foretage noget som helst, og nu ligger den, som den har redet.

Det er og bliver Næsbyhoved-Prokuratoren, Hr. Krarup, og hans Klike, som har ansat Politiassistenten, og som bærer Ansvaret for, at Byraadet har forsømt sin Pligt

Jens.

(Social-Demokraten 11. januar 1898).

General Goeben i Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel fra Dansk Tidsskrift 1895 blev skrevet i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben. Det nævnes at han også skrev om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Referatet af disse brev kan sammenlignes med et længere udvalg af disse breve på denne blog. Ca. 180 sider med breve til familien i bind 1 handler om Krigen 1864. De indeholder også en lillebitte brøkdel om Danmark, danskere og lokalbefolkningen som kan findes på denne blog til sammenligning af nedenstående:

Af de Officerer, der deltog i det preussiske Felttog mod Danmark 1864, har ingen senere vundet et smukkere Navn end General August v. Goeben. Han førte i Krigen mod Danmark en westfalsk Brigade; ved dens Slutning blev han forfremmet til Divisionsgeneral i en Alder af kun 48 Aar. I den preussisk-østerrigske Krig 1866 førte han en Division i "Mainhæren" under General Vogel v. Falckenstein og kæmpede mod Hannoveranerne og Østerrigs sydtyske Forbundsfæller. Under Felttoget i Frankrig 1870-71 var han først Chef for det 8. preussiske Hærkorps (Rhinlændere), men forfremmedes siden til Chef for "den første Armé", kæmpede i Spidsen for denne under Paris'es Belejring mod den franske Nordhær under General Faidherbe og vandt over ham den glimrende Sejr ved St. Quentin. Efter Krigens Slutning var Goeben atter kommanderende General i Koblenz (8. Hærkorps) til sin Død 1880.

Denne Hærførers Levned er nu skildret i et stort Værk: G. Zernin: Das Leben des königlich preussischen Generals der Infanterie, August v. Goeben. Berlin 1895–97, 2 Bind. Som Tillæg til denne Skildring er der føjet en Række Breve, som Goeben i Aarenes Løb har skrevet til sin Hustru. Fra Felttoget i Sønderjylland foreligger der Breve næsten fra hver eneste Dag (Vaabenstilstandene undtagne). Disse Breve indeholde mange Ytringer af Interesse for Danske, dels om Goebens egen Stemning mod Danmark og mod Slesvig-Holsten, dels om den danske Krigsførelse. Disse Udtalelser udfyldes endelig paa en værdifuld Maade ved, hvad Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved, og de har begge givet ham det Vidnesbyrd, at han var en ridderlig, højsindet Fjende, der over for dem aldrig skjulte sin Hjertens Mening.

Billede af general Goeben fra trebindsværket, se nederst.

Her skal der gives nogle korte Uddrag af Goebens Breve, udfyldte med enkelte karakteristiske Træk, som de to danske Præster har meddelt.

Goeben deltog i Krigen uden nogen som helst personlig Lidenskab; den lagde kun Beslag paa hans rent militære Interesse; dens politiske Side var ham temmelig ligegyldig. Fra første Færd kunde han ikke lide Slesvigholstenismen, og jo nærmere han lærte den at kende, des strengere bliver hans Dom om den. Han lyttede gerne til sine danske Værters Oplysninger om Sønderjyllands Nationalitet og Historie, og hans Dom om det dansk-tyske Stridsspørgsmaal paavirkedes kendelig derigennem. Hele Krigen blev ham af den Grund mere og mere imod. Ved Rygtet om Vaabenstilstand skrev han til sin Hustru: "Jeg er til Freds dermed, fordi denne Krig mod det lille Danmark overhovedet ikke tiltaler mig. Jeg har Medlidenhed med den svage Modstander. - - - Den augustenborgske Historie har aldrig haft min Sympati, vi kan ikke tage det (Hertugdømmerne) uden en almindelig Krig. Derfor forekommer et Forlig med Danmark, hvorved den tyske Befolknings Rettigheder og Friheder sikres, mig at være langt det fornuftigste." Allerede før Dybbøls Fald hedder det: "Jeg haaber, at det under de øvrige Magters Paavirkning og Tryk maa komme til en virkelig retfærdig Fred, som definitivt giver Danmark, hvad der virkelig er dansk c: hele Nordslesvig, og som forener det tyske Sydslesvig med Holsten. Hvad der da skal blive af dette ledige tyske Land, maa klogere Folk bestemme. For Danmark selv er det vel bedst, at der finder en fuldstændig Adskillelse Sted, saa at for Fremtiden intet Tysk kommer til at staa i nogen som helst Sammenhæng med Danmark. - Og senere: "Den Fordring, at nu hele Slesvig, hvis nordlige Del er rent dansk og kun i nogle faa Stæder har et ringe Antal tyske Borgere, skal tilfalde Tyskland i Forening med Holsten, kan efter min Opfattelse slet ikke begrundes."

Generalen ser ogsaa, hvor Grænselinien bør drages, og at den eneste virkelige Vanskelighed er, om det tysktalende, men overvejende dansksindede Flensborg skal ligge nord eller syd for Linien, der bør udgaa fra denne By tværs over Landet. 3 Uger efter Overgangen til Als skriver han: "Jeg er nu en afgjort Fredsfanatiker....; og endelig har Krigen mod det lille Danmark nu aldeles ingen Tillokkelse længer for mig, da jeg personlig dog ikke mere vilde komme i en Virksomhed, som kunde tiltale mig. Jeg har Medlidenhed med Danmark og vilde nu gerne overlade det saa meget som muligt, d. e. alt virkelig dansk Land." Endelig hedder det i et Brev fra Slesvig By d. 1. August: "Jeg ønsker, som hele Hæren, en Fredsslutning. Jeg ønsker fremdeles, som i øvrigt ikke hele Hæren -, at vi over for det svage Danmark skal være saa højmodige, som Krigens Formaal tillader, at vi derfor ogsaa skal lade Danmark beholde, hvad der virkelig efter Afstamning, Sprog og Sindelag er dansk, og ikke nu som Sejrherrer fastholde alt, hvad vi paa nogen Maade kan faa, og hvad Skrighalsene derhjemme, som selv intet gøre, nu kræve under Straf for Landsforræderi. Dermed lægge vi efter min Overbevisning kun Grunden til videre eller rettere til ny Konflikter af omvendt Art." - Man kan ikke sige andet, end at de gæve Præster i Ullerup og Satrup har haft Ære af deres Lærling.

I samme Grad, som Goebens velvillige Stemning mod Danmark vokser, øges hans Uvilje og Ringeagt for Slesvigholstenerne. Han er snart bleven klar over, at der vel var en udpræget danskfjendtlig Stemning i Holsten og Sydslesvig, men at den hele augustenborgske Bevægelse var kunstig fremkaldt af enkelte ivrige Agitatorer. Han forbyder Sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som blev sungen i hans Kvarter i Stenbjærg i Angel, og ved Efterretningen om tyske Pøbeloptøjer i Flensborg skriver han senere: "Havde jeg i Aftes været i Flensborg, saa havde jeg samlet min Bataillon og ladet Kolberne arbejde dygtigt; Pøbelen har nemlig slaaet Vinduerne ind hos de Danske o. S. V." Han advarer sin Hustru mod at tro de tyske Løgne om den danske Krigsførelse: "Dumme Løgne skrives der altid. For nylig meddelte "Kölnische Zeitung" fra Satrup, at de danske Soldater, der blev fangne ved Ragebøl den 19. (Marts), igen havde grebet deres Geværer og beskudt os i Ryggen. Der er ikke forefaldet det ringeste, som kunde give Anledning til en saadan Opdigtelse. I Gaar læste jeg i den (c: "Köln. Zeit."): De Danske har paa den skændigste Maade anvendt de fangne til Skansearbejde i den heftigste Ild. I Gaar undveg 8 Østerrigere og 2 Husarer mellem Skanserne, 7 Østerrigere var bleven skudte ihjel o. S. V. Der er ikke et sandt Ord heri. Vore faa Fanger blive lige saa godt behandlede af de Danske, som deres af os."

Derimod skal det ikke dølges, at Goeben ikke just beundrer den danske Krigsførelse. Der er i alle hans Breve ikke et eneste Ukvemsord mod det danske Folk eller den danske Hær; i saa Henseende danne de et smukt Modstykke til den store Moltkes Breve fra samme Krig. Men paa den anden Side er han meget sparsom med Anerkendelse. Han finder Rømningen af Danevirke meget fornuftig, men dadler skarpt, at Dybbølstillingen blev holdt længer, end det var forsvarligt. De Danske burde have forladt den en Uge før Stormen. Om 8. Brigades smukke Vaabendaad den 18. April: Modangrebet op ad Bjærget mod de fjendtlige Stormkolonner, har Goeben mærkelig nok ikke et rosende Ord til overs; men han var heller ikke Øjenvidne til denne Kamp; thi han stod den Dag med sin Brigade i Løbegravene langs Alssund for mulig at forsøge en Overgang under Stormen. Synet af de nedskudte Skanser har dog gjort et stærkt Indtryk paa ham. "Dèr ligger alt over og mellem hinanden. Men de danske Artillerister har dog bestandig paa ny bragt nogle Kanoner i Virksomhed og har holdt sig fortrinligt." Nogle Dage efter Stormen førte han sin Vært, Krog-Meier, om gennem Skanserne. "Jeg vilde gerne vise ham dem, især for at berolige hans patriotiske Hjerte med, at hans Landsmænd virkelig havde ydet det mest mulige under Forsvaret, og nu er han ogsaa fuldstændig beroliget."

I øvrigt er det kun Kampen i Kjær By den 29. Juni Brigaden Kaufmanns Modangreb mod den fjendtlige Landgangsstyrke efter Overgangen til Als, "første Gang, de Danske har gjort en kraftig Offensivbevægelse" der afnøder Goeben et vist Maal af Anerkendelse. Her var han selv forrest med sin Brigade og fik Hesten skudt under sig i Kampen. Her maatte Generalen springe af Hesten, da hans Folk begyndte at vakle, drage Sablen og give nogle af sine Soldater Nakkedrag med den for at drive dem frem; saa haardnakket var de Danskes Modstand.

Goeben bruger stærke Ord til at lovprise sine Preusseres glimrende Bedrifter; men det skinner dog undertiden igennem, at han ogsaa nok kunde unde sin Modstander en Sejr en Gang imellem. Mærkeligst i saa Henseende er, hvad Krog-Meier fortæller i sin Dagbog efter Træfningen ved Helgoland. Kort efter denne indtraadte Vaabenstilstanden, og Goeben forlod da sit Kvarter i Satrup Præstegaard. Krog-Meier skriver herom: "Vi vil i Sandhed savne den sjældent vakre Mand og noble Fjende, der i Gaar glædede sig saa levende over vor Søsejr, skønt der ogsaa havde været preussiske Skibe med. Da jeg spurgte ham: "Was hätten Sie gethan, wenn wir Schwarzenberg nach Kopenhagen gebracht hätten?" svarede han: "Dann hätte ich mich königlich gefreut." Han fortalte os i Gaar, at Witzleben (en af hans Regimentschefer) var bleven ganske forbavset, fordi han i Gaar Formiddag havde sagt ham, at nu var han fuldkommen "dänischgesinnt" Det er virkelig ikke Spøg, men oprigtig Alvor, at han ønsker os baade Sejr og et godt Udfald af den hele Sag."

- - Det var at ønske, at de mange Tyskere, der sikkert læse Biografien af Goeben, en af deres ypperste Helte, vil standse ved og lægge Mærke til de Ord, hvormed han slutter sine sidste Bemærkninger om den dansk-tyske Strid: "Vi kan nu faa en meget gunstig Stilling over for Danmark (ved at give det Nordslesvig); men vi vil nødvendigvis gøre det til en uforsonlig Fjende, der, selv om det ogsaa nu nødtvungent falder til Føje, dog ved første Lejlighed og ved enhver Lejlighed igen vil optræde imod os, hvis vi nu kræve de yderste Konsekvenser af Sejren."

Disse Ord af den preussiske Hærfører maatte vel endnu - en Menneskealder efter kunne gøre Indtryk paa forstandige tyske Læsere og fremhjælpe den Erkendelse hos dem, at den dansk-tyske Strid ikke i Wienerfreden fik nogen retfærdig Løsning, - fordi man ikke agtede paa den store Hærførers Advarsel, men krævede de yderste Konsekvenser af Sejren. H. L. Møller.

(Dansk Tidsskrift 1898. Side 141-144).

I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Værket findes i tre bind på Google Books. Bind 1 (Krigen 1864 er omtalt i 5. kapitel, s. 161-191. Brevene til Marianne v. Goeben under Krigen 1864 s. 215- 396), bind 2 (breve til familien i krigene 1866 og 1870-1871) og  bind 3. Se det særskilte indslag om disse breve.

Moderen, som døde fra de 6 Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Fattigbegravelse paa Nyaaarsaften.

Præsten

I Gaar, paa Aarets sidste Dag, begravedes Fru Jeremiassen, den omtalte Arbejderhustru fra Stengade 17, som døde fra 6 Børn, og hvor et af Børnene, en Pige, der er Krøbling, blev saa fortvivlet over at staa baade moder- og faderløs, eftersom Faderen er indlagt paa Ladegaarden, at hun vilde aflive sig ved at springe ud af Vinduet.

Begravelsen foregik fra Kapellet ved Kommunehospitalet, hvor 7 Kister stod paa Rad, og Kateket Bollerup holdt Talen over dem alle. Den smukke gule Kiste, skænket af Borgerrepræsentant Rostrup, var prydet med kønne duftende Kranse, deriblandt en, paa hvis hvide Baand stod den sidste Afskedshilsen fra Børnene til deres kære Moder, og en fra "Social- Demokraten".

Faderen, der som omtalt er indlagt paa Ladegaarden, overværede Begravelsen i privat Tøj, som han havde faaet til Laans, og Ladegaarden havde givet ham fri til Kl. 3 Eftermiddag, til hvilket Tidspunkt han atter skulde mælde sig tilbage til Anstaltens Kontor. Endvidere var nogle af de nærmeste Slægtninge til Stede samt de to ældste af Børnene, to Piger paa henholdsvis 17 og 15 Aar, som er henvist til fremtidig at klare sig selv.

De 4 mindste Børn, der er indlagt paa St. Johannes Stiftelsen, var derimod ikke til Stede. Man mente, at den ældste af dem, Krøblingen, ikke kunde taale den dermed forbundne Sindsbevægelse; den næstældste ligger syg, stærkt angreben af Kirtler, og de to mindste, der er sunde og friske, er heldigvis endnu i den Alder, hvor de ikke har Begreb om, hvilket Tab de har lidt og hvor hjælpeløse og forladte de staar mellem fremmede Mennesker.

Forøvrigt har gode Mennesker allerede tilbudt at ville tage de to smaa Børn til sig. Bl. a. er der en Grosserer og en Kaptejn, som vil adoptere Børnene, naturligvis saaledes, at Børnenes Familienavn forandres og deres Fader fuldstændig giør Afkald paa sin Myndighed og fraskriver sig ethvert Krav paa Børnene.

Men Faderen stritter imod, i Stedet for at han med Kyshaand burde tage mod Tilbudet, eftersom han tilstrækkelig har vist, at han ikke har Evne til at sørge for de smaa Stakler, hvis sørgelige Skæbne det nu bliver, at Fattigvæsenet anbringer dem paa et eller andet Børnehjem i Provinserne, fordi Samfundet bøjer sig for Forældremyndigheden; Faderen erklærer stædigt, - at han ikke vil afgive sin Magtstilling og desværre er Loven saaledes, at den ikke kan fratage en Mand denne Myndighed, uden naar han har forsyndet sig meget grovt.

Ved Moderens Død ophæves nemlig dette lille fattige Hjem: den ældste Pige rejste i Aftes til en Plads i en Provinsby, og den næstældste, den 15-aarige, har en Tante foreløbig taget sig af, indtil hun, der er spinkel af Vækst og uudviklet, kan faa en Kondition - altsaa et Arbejde, der i Virkeligheden overstiger hendes Kræfter.

*

Begravelsen var særlig mørk og dyster her ved denne Lejlighed, hvor en Moder er revet bort fra en stor Børneflok. Og Uhyggen forøgedes ved Arrangementet ved disse Fattigbegravelser, hvor alt er saa tarveligt som vel muligt, og hvor der ikke et Raad til at lade Præsten give hver os de Afdøde en særlig Afskedstale; thi Præsten er jo kun en simpel Handlende med Guds Ord, og han maaler sin Tale ud i Stykker til en bestemt Betaling pr. Alen. Der er vist ikke en "Hedning" i Verden saa beregnende med sit Pund som en dansk Præst.

Præsten kom i sidste Øjeblik og tog forretningsmæssigt Plads foran de 7 Kister; han talte i al Almindelighed om Døden, om Savnet for de Efterlevende og om Sorgen over de Bortgangne. Hans Ord lød tomme, kolde og interesseløse og ydede næppe Trøst til nogen af de Tilstedeværende. Han hentydede ikke med et eneste Ord specielt hverken til nogen enkelt af de Afdøde eller til de Efterlevende - og hvor rigt Stof havde han dog ikke netop her ved denne Lejlighed, ved disse Proletarkister, paa Aarets sidste Dag, hvor et trist Tidsafsnit og mange triste Menneskeskæbner er afsluttet ....

De to unge Piger staar sortklædte, med forgrædte Øjne og sorgfulde ved deres Moders Kiste og stirrer spændte paa Præsten, der efter deres Børnelærdom staar for dem som Trøsteren - men de venter forgæves det trøstende Ord. Foran Præsten staar en tarvelig sortmalet Fyrretræsliste, uden en eneste Krans eller Blomst, det er Liget af en ung Arbejder Oscar Henrichsen, der sandsynligvis hverken har Slægt eller Venner her i Byen og som sænkes i Jorden ligesaa ukendt og forladt, som han har levet. Tilhøjre for Præsten staar 3 Barnekister, og Mødrene bøjer sig hulkende over deres kære smaa Afdøde.

Der er saare koldt i det lille Kapel og Præstens Tale er kold - og efter at en Salme er sungen, bæres Kisterne ud i Rustvognene og køres til Vestre Kirkegaard, hvor Vintertaagen hviler over Gravene, og Vejene er plørede.

I en stor Fællesgrav, paa det flade Terræn helt ude ved Frederiksholms Teglværker, sænkes Kisterne, mens Følget til sidste Afsked kaster Jordklumperne ned paa Kistelaagene.

Og Følget spredes hver til sit, til sin daglige Dont og sit daglige Slid og Stræb.

Men denne Fattigbegravelse staar for os som det sidste stygge og triste Minde fra det svundne Aar - lad os haabe, at det nye Aar og de kommende Aar maa forandre Samfundstilstandene saaledes, at i det Mindste ikke Døden i sin sorte Majestæt og Gud i sin Højhed gør Forskel paa Fattige og Rige.

(Social-Demokraten 1. januar 1898).

Aaboulevarden og de to Kommuners Politivæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Aaboulevarden har sat Villakvarteret og Rhabarberkvarteret i direkte Forbindelse med hinanden og skabt en ny Tumleplads for dette sidste Kvarters mindre hensynsfulde Ungdom. Da Ordenspolitiet jo er til for at værne om Orden og mod, at fredelige Folk forulempes maatte Boulevarden skabe en ny og særlig Opgave for de to Nabokommuners Politi. Ganske særlig maatte Boulevarden selv og de i den udmundende Villaveje være Gjenstand for Politiets Aarvaagenhed - skulde man synes.

Politiet synes imidlertid ikke at mene dette. Næppe kunde Aaen overskrides, før et syndigt Ungdomsleben udviklede sig især Søndag Atten. Navnlig var del gyseligt, saalænge Piletræerne vare under Omhugning. Tusinder af Børn og Halvvoxne fyldte Luften med infernalske Hyl og opførte et sandt Vildmandsleben. De Tusinder af forbipasserende Publikum og Beboerne af Aagade saa med Undren Politiet forholde sig omtrent passivt; og de sidste begyndte at gjøre sig det klart, at her kunde man ikke blive boende ret længe. Thi man føle sig pludselig, trods den dyre Husleje, ikke alene hensat i Rhababerkvarteret; men hvad der her bødes, var endog en mangefold forøget og koncentreret Extrakt af dettes mindre hyggelige Forhold. 

Imidlertid: Træerne kom bort, men derfor ikke Djævledansen. Den skiftede kun Form og tildels Omraade. Store Sværme trak ned gjennem, især den ene af de til Aagade stedende, før saa fredelige, private Villaveje under Hujen og Skrigen og snart blev dette til, at de, baade med Stave og Sten drog paa Krigstog mod den her levende Ungdom. Selvfølgelig kunde Beboerne ikke i Længden finde sig heri, men forjog Sværmene. Saa stillede disse sig paa Boulevarden, greb Sten fra denne og - man forbavsedes endog en Søndag Aften ved at se dem ganske gemytlig bombardere Vejens Beboere og det forbigaaende Publikum i Flæng med Hundreder af Projektiler, baade store og smaa Stene. Skulde det blive saaledes i Fremtiden, vilde Villavejene blive farlige ved Aftentid at passere og Ejerne lide Lejetab. Følgelig klagede man til Politiet. Men, som bekjendt er det ikke godt at være Grænseboer. Det viste sig ogsaa her. Hvert Politivæsen syntes nærmest at mene, at Sagen sorterede under det andet Væsen. Bøller staa almindeligvis i den for dem lystelige Tro, at en Betjent ikke har Lov til at forfølge dem ud over Kommunens Grænse; og man fik i dette Tilfælde en Følelse af, at de ikke er ene om den Tro. (Her er derfor Grund til at spørge: Maa en Betjent ikke attrapere en Bølle, naar denne er naaet over Grænsen? Og hvor er Grænsen efter Aaens Udfyldning? Det maa jo nærmest være en "mathematisk" d. e. tænkt Grænse?) Frederiksberg Politi mentes dog at staa Sagen nærmest, og man bad dette om at forøge Aftenens Patrouillestyrke med nogle civilklædte Betjente. Men Politiet antydede nok, at "Sligt skal helst have Lov til at rase ud; anser man det, bliver det værre; I modsat Fald falder det hen af sig selv efter nogen Tid".

Efter Sigende er Forholdet dog nok bedret noget i den seneste Tid, saa Politiet har mulig alligevel rørt sig. Spørgsmaalet er da: kan forbedringerne skyldes Politiets Foranstaltninger, eller er Uvæsenet "aftaget af sig selv" uden saadanne?

I første Tilfælde maa man takke Politiet! Det har da vist sig at ville og kunne tumle vor Gadeungdom. I sidste Tilfælde maa man derimod bebrejde Politiet dets "laissez-faire". Thi da beroer den delvise Ro kun paa rene Tilfældigheder og Gadeungdommens Lune. Bøllerne ville atter gjøre Excesser, naar de finde en passende Anledning, saa meget mere som de maa antage, at Politiet ikke vil eller kan tæmme dem.

Dette er fremdraget, fordi vi staa nær ved Nytaarsaften. Er denne selv under almindelige Forhold "Tumulternes Fest", kan den med Omstaaende for Øje tænkes at kunne blive særlig uhyggelig omkring den nye Tumultplads Boulevarden. Allerede nu faa Beboerne om Aftenen herligt Bevis for, at de ere landfast forbundne med det Terræn, hvis Smaahandlende excellere i Handel med "Fyrværkeri". Thi det dundrer lystig løs med "Kinesere".

Man har derfor Grund til at bede det ærede Politi om betimelige Foranstaltninger mod Bøllevæsen og om ordentligt Tilsyn omkring Aaboulevarden Nytaarsaften. - Lad os bl. A. ikke glemme, at der rundt om i Boligerne ligge mange Syge, for hvem Nytaarsspektaklerne ere yderst pinlige, ja ikke sjeldent farlige. Alene denne Tanke burde i vore humane Tider mane til absolut Forbud mod Nytaarsspektakel i Gaarde, paa Gader og Trappegange.

N. N

(Natinaltidende 22. december 1897.)

"Professor Hieronymus" (2): Knud Pontoppidan: Sagen Karen Andreasen. (Efterskrift til Politivennen)

Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram. 

For Højesteret.

Sypigen og Sindssygelægen.

Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.

I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.

Asmussen:

Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.

Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.

Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.

Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.

Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.

Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.

Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.

Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.

I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.

Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?

Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.

Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.

Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.

Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.

Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.

Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."

Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.

(Dagens Nyheder 16. december 1897).

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Professor, overlæge Knud Pontoppidan (1853-1916). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Quousque tandem -?

Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :

"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).

Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.

Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.

Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.

Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.

Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst  - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.

Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?

Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?

Medicus.

Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.

Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.

Red.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).

Lægerne og de Ikke-Sindssyge.

Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.

D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.

Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.

Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"

Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge 

Hvem er Sindssyg?

Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.

Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.

Om Lægernes Opgave

og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :

"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."

Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.

(København 26. februar 1898).

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.