Blaagaards-Parken. (Efterskrift til Politivennen)

Nørrebros Historie. Hvorledes bliver Parken

Vi meddelte i Tirsdags, at Københavns Kommune for en Sum af 325,000 Kr. har købt Jærnstøber Anker Heegaards mellem Blaagaardsgade, Todesgade og Bagergade beliggende Ejendom, som indtager et Areal as ca. 18,000 Kvadratalen for her at indrette en træbeplantet aaben Plads.

Denne Meddelelse er sikkert bleven hilst med Glæde fra mange Sider og ikke mindst af den store Arbejderbefolkning i det tætbefolkede Blaagaardskvarter.

Det er jo ganske vist ingen ringe Købesum, der her er Tale om, men Nutiden faar bøde for Fortidens Synder. For blot 50 Aar siden anede man ikke, at København vilde udvikle sig med saa rivende Fart, som sket er, sprænge sine Volde, flytte Befolkningens brede, arbejdende Lag ud i Kaserner, som rejstes i Forstædernes Haver og Rhabarbermarker.

*

Først ved Lov af 6. Januar 1852 blev Københavns gamle Fæstningsgrænse brudt, idet der gaves Tilladelse til al bygge udenfor Fæstningens Demarkationslinje. Og der blev bygget betydeligt men desværre uden ordnet Plan. I de første Aar manglede Øvrigheden lovmæssig Indflydelse paa Byggeriet, og skønt der senere kom en Ændring i dette Forhold, var de trufne Foranstaltninger ikke i Stand til at forhindre, at den ene Kaserne klistredes op ved Siden af den anden, og at hver Tomme Jord udlagdes til Byggegrunde, uden at man tænkte paa offenlige Pladser eller Anlæg for Arbejderne.

Det var den Gang Højre regerede baade i Stat og Kommune.

Af de her nævnte Grunde fik Københavns "Belleville", Nørrebro, ikke et eneste Anlæg, ikke en en eneste større offenlig Plads, og det skønt Befolkningens Vækst herude var overordenlig. I 1850 var Københavns Befolkning udenfor Voldene 7,300,

i 1870 var den vokset til 42,000, og den største Del af Tilvæksten faldt paa Nørrebro.

Først nu vil denne forsømte Bydel altsaa saa sit Anlæg. I den Anledning kan det have sin Interesse at meddele nogle Oplysninger om hin "Blaagaard", som har givet Kvarteret og Gaden sit Navn.

*

Blaagaard var oprindelig en større Lystejendom og ejedes paa Frederik den Tredies Tid af Statholderen. Kristoffer Gabel. Den kom nu i Hænderne paa forskellige Ejere, indtil den i Aaret 1706 solgtes til Frederik den Fjerdes Broder, Prins Carl, som opførte en Hovedbygning, der fik Navn Blaagaard efter sit blaa Skifertag. Han indlemmede Dele af Akcisebodvænget mellem Farimagsvejen og Søen i Ejendommen, anlagde prægtige Lindealleer og skabte i det Hele et særdeles smukt Anlæg, som bevaredes lige til Begyndelsen af dette Aarhundrede. En senere Ejer, Overkammerherre Carl Adolf von Plessen, udvidede Ejendommen betydeligt, saa Peblingesøen blev en Indsø i den. 1765 solgtes Blaagaard til Knud Jakobsen Lyne, Digteren Rahbeks Grandonkel, der indrettede Hovedbygningen til et Slags Hotel for "højfornemme Folk", men denne Ide synes ikke at have slaaet an, thi i Kristian den Syvendes Ungdomsperiode søgte denne Konge og den da værende Ejer, Grev Holch et lystigt Liv paa Blaagaard i Selskab med Skuespillerinder og andre Damer.

Blaagaard vedblev at vandre fra den ene Haand til den anden. Aar 1780 er den omdannet til Klædefabrik, og en stor Del af Haven, omkring nuværende Slotsgade, blev bebygget med Fabrikshuse. I 1786 ophørte Fabrikens Virksomhed, hvorefter Finanskollegiet overtog Ejendommen. Bygningerne udlejedes til forskellige Industridrivende og andre Borgermænd, medens Jordtilliggendet bortforpagtedes. I 1790 blev Hovedbygningen og nogle andre Bygninger overladt til det nyoprettede Skolelærerseminarium, der i 1807 under Englændernes Belejring af København skyndsomst maatte forlade Blaagaard og senere flyttedes til Jonstrup. Englænderne vansirede meget af Blaagaards tidligere Skønhed, og i Krigsaarene 1807-14 gik Hovedbygningen over til at blive Hospital for Landmilitæretaten.

*

Den 4. December 1816 solgtes hele det store Kompleks af Staten til Oberst von Rømeling og Kaptejn von Scholten. Købesummen, som Staten imidlertid aldrig fik udbetalt, paa nogle smaa Afdrag nær, udgjorde 100,000 Rigsdaler Sedler. Derimod viste de to Købere sig som meget praktiske Folk, idet de solgte væk af Jorderne til egen Fordel, og til Slut maatte Staten paa ny overtage Ejendommen og give Penge til for at dække en af Rømeling stiftet Gæld med Pant i Parcellerne. Først i Aarene 1825-28 afsluttedes Salget endeligt og indbragte Staten ca. 94,000 Kr. efter Nutids Pengeværdi, vel en Hundrededel af den nuværende Pris. Blaagaardskvarteret bebyggedes derefter stærkt, særlig i Halvtredserne, men blev et i alle Maader grimt Kvarter med store Kaserner og fuldkommen Mangel paa anden Plads.

*

Det nuværende Jærnstøberi, der indrettedes efter Salget i 1825-28, ligger altsaa paa Blaagaards gamle Have. Og her, hvor i gamle Dage Konge og Adel sværmede under de grønne Lindetræer, vil Folket faa sin Friluftsplads. Den gamle Kommunalledelses Synder og Manglen paa Lovgivningens Beskyttelse af den brede Befolknings Interesser er veget for det hygiejniske og demokratiske Hensyn, takket være hin borgerlige Oppositionsaand, som Socialdemokratiet har ikke mindst Ære at have baaret frem i Folkets København, og Fremtidens Historikere vil skrive: Da Nørrebro sluttede sig til Socialdemokratiet, fik det Blaagaards-Parken.

*

Den nye Park vil blive over 18.000 Kvadratalen stor og indtage Pladsen mellem Blaagaardsgade, Todesgade, Bagergade og Baggesensgade. Da imidlertid denne sidste Gades Baghuse vil komme til at vende ud mod det købte Terræn, er det Meningen at udlægge en Del af dette op mod Baggesensgade, for at der kan opføres en Række Huse, hvis Facader kommer til at vende ud mod den nye Park.,

Antagelig vil der da her blive bygget med mere Stil, end der hidtil har udmærket Husene i dette Kvarter. Og Kommunen vil tjene en Del paa Salg af Byggegrunde her. De vil komme op paa mindst 30 Kr. pr. Kvadratalen. Paa den Maade gaar Kommunens faktiske Udgift ved Købet af den Anker-Hegaaardske Grund ned til ca. 200,000 Kroner.

Hr. Heegaard flytter bort til December Maaned, hvorefter der strakt tages fat paa Rydning og Beplantning af det nye Anlæg. Det tør formodes, at man vil indrette det saaledes, at der ikke alene vil blive taget Hensyn til, hvad der tager sig ud, men tillige skaffe den store Arbejderbefolkning og dens Børn Adgang til aabne Plæner, hvor de kan bevæge sig frit eller nyde Hvilen i det bløde Græs. Endvidere vil der her blive udmærket Plads for den offenlige Musik, og man vil da kunne glæde sig over et Folke- og Friluftsliv, som hidtil har været savnet i det tætbebyggede Kvarter.

(Social-Demokraten 13. januar 1898).

Ukendt fotograf: Anker Heegaards Smedie, senere Blågårds Plads. 1895. Fotoet er taget fra vest mod øst.  Husene i baggrunden er Blågårdsgade. Kbhbilleder. 

Bagergade blev i 1915 en del af Blaagaardsplads.

Brogade 3. Som Smaafolk boer i København. (Efterskrift til Politivennen)

De 3 Slottes Modsætning.

For kort Tid siden trak jeg Læseren ind i en Lejlighed i en af Nørrebros Sidegader - en af de herskabelige 1-Værelses Lejligheder med Køkken og Alkove.

Jeg skitserede for Dem Lejligheden og dens Beboere: den brystsyge Mand, Alkovesengen og det spæde hostende Barn i Vuggen klods op ad en rygende Kakkelovn. De gøs, kan jeg forstaa, ved Læsningen, dem, der ikke af Selverfaring kender de uhyggelige Beboelsesforhold, hvorunder en meget stor Del af vor pyntede Hovedstads Indvaanere lever, medens en ung Mand, der aldrig har bestilt noget, skal have 3 (tre) Slotte til eget Brug, skønt hans Familie allerede raader over 8 (otte) Slotte i København og Omegn, og vil nok kunne give ham Plads i dem.

Jeg skal i Dag føre Dem et Sted hen, der er værre end Ejendommen paa Nørrebro. Denne Gang gælder Turen Kristianshavn.

Huset Nr. 3 i Brogade derude ligger nær Havnen ved Knippelsbro. Bygningen er ærværdig paa Grund af sin Alder: Anno 1652 pranger paa dens Facade. Og dens Etager er fine og beboes af Fine. Men dens Kælderetage er grim og uhyggelig som bare Fanden og beboes af Smaafolk. Lad os gaa derned.

Lejeren er Cigarhandler, men sælger kun for saa Øre om Dagen trods 300 Kr., han giver i Leje.

Stød ikke Hovedet, ja, der er langt ned; nu er vi halvtredje Alen under Jorden. De ser, at Højden fra Gulv til Løft kun er tre Alen, men kun den halve Alen er over Gadens Niveau.

De hoster - ja, det er Kakkelovnen. "Den ryger altid," siger Husfruen; "men det er vi saa vant til, fra hvor vi har boet; naar bare her ikke var værre Ting, - men her skal De se!"

Og hun viser os Rottehuller i Panelerne, slimet Svamp paa Væggene og store Huller i Loftet, mens hun tvinger Gulvbrædderne i Gyngen, saa de siger: Svup, svup!

"Men kom herhen, saa skal De se," siger Manden, idet han ivrig trækker mig i Frakkeærmet, "dér fra Loftet drypper Urin stadig ned til os fra et Pissoir, der er oppe i Gaarden. Hvad synes De om det?" 

Ja, det er unægtelig et stivt Stykke, mener vi. Men vi faar næppe udtalt, før Manden trækker os ind i et bælgmørkt Køkken og ved Skinnet af en Lampe lader os se ækle Svampe i Krogene og bogstavelig rindende Vand ned ad Væggene.

"Her sover jeg," siger den 80-aarige gamle Mand, idet han peger paa en Seng, der er trukket en Kvart Alen ud fra Væggen; "men min Hustru maa hver Morgen og Aften med en Gulvklud tørre de fugtdrivende Vægge af, - glemmer hun det bare en Gang, er de overklistret med ækel grøn, glasagtig Svamp."

"Men hvad er det for en kvælende Ammoniak-Stank?" spørger vi, gispende efter Vejret.

"Det er fra en Hestegødningskule her oven over," svarer Manden, "kan De se den store gule Skjold paa Væggen og Loftet der."

Uh ha! Og Konen hoster.

"Ja, min Hustru har i lang Tid havt Brystlidelse; men hun maa ikke ligge til Sengs - det vil sige nok om Natten. Her skal De se."

Og han viser os en Lægeattest, hvori der blandt andet staar:

"Hendes Tilstand har været saaledes, at jeg har maattet tilraade hende Sengeleje; men paa Grund af Forholdene i hendes Lejlighed, som er i høj Grad sundhedsskadelige, har hun ikke kunnet ligge tilsengs."

"Det er dog for galt, det er oprørende," siger vi. "Men har De ikke foretaget Skridt mod Værten?"

"Jo, jeg har før mange Gange bedt ham gøre noget; men, ser De, han er en rig Mand, og saa ved De nok. Han har ikke gjort noget som helst. Saa har jeg været hos Politiet, gaaet fra den ene og til den anden, og endelig efter syv lange og syv brede, som man siger, har jeg faaet Sundhedspolitiet til at give ham Tilhold. Det har jeg her."

Og vi læser et Dokument angaaende et Forbud, Sundhedskommissionen har nedlagt den 28de December. Deri hedder det bl. a. :

"Da Kælderlejligheden Nr. 3 i Brogade er af en saa slet Beskaffenhed, at Beboelsen deraf efter Sundhedskommissionens Skøn er skadelig for Sundheden, bliver der herved i Henhold til Sundhedsvedtægtens § 43 givet Ejeren, Grosserer Davidsen, Tilhold om inden 2 Maaneder fra Dato at underkaste Lejligheden saadan Rensning og Istandsættelse, at den bliver uskadelig for Sundheden, da Sundhedskommissionen i modsat Fald vil finde sig foranlediget til at forbyde dens Benyttelse til Beboelse."

*

Dette Paalæg, Sundhedskommissionen her har givet Værten, kan være meget godt, men lider dog af den væsenlige Fejl, at den nuværende 80 Aar gamle Mand er tvungen til med den syge Hustru at bo i Lejligheden under den gennemgribende Reparation, her er Tale om, og efter hvilken Lejligheden forøvrigt heller ikke vil blive beboelig som Følge af Grundforholdene. Det bliver den aldrig.

Og her foreligger sikkert et Kontraktbrud fra Husejerens Side, idet Lejligheden jo ikke har været i "god og forsvarlig Stand" - et Kontraktbrud, der synes at maatte kunne berettige Lejeren til i hvert Fald at faa noget af den erlagte Husleje tilbagebetalt. Men det viser sig vel i dette som i saa mange andre Tilfælde, al Fattigmand trækker det korteste Straa.

*

Efter disse Betragtninger kommer vi igen ud i Værelset til Gaden, der hvor den rygende Kakkelovn udspyer sin Velsignelse.

"Men luk dog et Vindue op," undslipper der os uvilkaarlig.

"Aa, Gud hjælpe os," siger Manden og Konen i Forening, "vi har kun den lille Trækrude."

Og ved Trækken i en Snor øjner vi en Aabning af en Lineals Størrelse.

- Saa gaar vi. Og nu kan Offenligheden igennem "Social Demokraten" saa dømme om: hvorledes Folk boer i København, og hvorledes Sundhedspolitiet arbejder i København. Argus.

(Social-Demokraten 9. januar 1898).

Frederik Riise (1863-1933): Brogade 3. 1898. Som det ses står der 1688 på facaden, ikke som skrevet i artiklen 1652. Nr. 1 blev nedrevet 1906. Kbhbilleder. Public domain

Spektakler i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Pøbeloptøjer i Odense.

Det tredie Protestmøde.

Odense, Fredag Nat.

Hvad man end kan mene om Nytaarsexesserne i Odense, een Ting maa Alle roligt tænkende Borgere være enige om, efter hvad der er foregaaet de to sidste Aftener: De ere blevne for ondartede. Og heri har Protestmøderne Skyld. Pøbelen har ved dem faaet sine onde Lidenskaber hidsede og optraadte mod Politiet paa en skandaløs Maade. Har Borgerstemningen i de første Dage efter Nytaarsaften været imod Politiet, saa er Omslaget nu skeet saa grundigt, som det overhovedet lader sig gjøre.

Protestmødet paa "National", som indledes af "Fyens Venstreblad", Redaktør Hr. Slengerik blev en fuldstændig Fiasko. Socialisterne vare i overvældende Flertal og beherskede fuldstændig Mødet. Slengeriks Resolution, som iøvrigt var meget moderat og ikke havde til Hensigt at uddybe Kløften mellem Borgerne og Politiet, fik kun 1/8 af Stemmerne medens de socialistiske Ændringer til den, som gik ud paa det samme som igaar meddelt og endvidere udtrykte Harme over, at Byraadet i Aften havde henlagt Socialdemokratens igaar vedtagen Resolutioner, vedtoges. Mødet forløb endnu vildere end de igaar omtalte, og den tilstedeværende Politiassistent var Gjenstand for mange gadedrengeagtige Tilraab.

Da Mødet var forbi, gik strømmen mod Politistationen, udenfor hvilken der lavedes en voldsom Kanonade med Fyrværkerisager. Her samledes lidt efter lidt ca. 1000 Mennesker, som spærrede Færdselsvejene der omkring. Medens Politiet i Aftes holdt sig passivt, var Demonstrationerne i Aften af en saa ondartet Karakter, at dette ikke var muligt. Hele Styrken rykkede ud, og da alle Forsøg paa at faa Folk til at fordele sig med det gode var forgjæves, kommanderedes Stavene frem. Det skaffede Luft til flere Sider, men endnu Kl. 11 var Sammenstimlingen paa adskillige Steder saa stor, at Gaderne maatte ryddes med Magt.

(Nationaltidende 8. januar 1898. 2. udgave)

Gadespektaklerne i Odense.

Odense, Fredag Nat.

De Scener, hvorom Deres Korrespondent berettede i Gaar, er i Aften bleven gjentagne under en endnu mere ondartet Form. De socialistiske Frø har den Egenskab, at de i sig indeholder Betingelser for en hurtig Væxt, især naar Jordbunden er saa frugtbar som i disse Dage. Det ene Protestmøde afløser det andet, og Hovedmassen af Forsamlingen bestaar af Personer, som mangler Evne til at bedømme en Situation fornuftig og derfor haster med at ødelægge det Gran af Resultat, som Lederne er saa ivrige med at faa paavist skulde være til Stede. Borgerne i Odense er fra i Aften efter de Pøbeloptøjer, som nylig har fundet Sted, sikkert paa det rene med, at Grænsen for, hvad man kan tillade sig paa offentlig Gade i en By i Danmark, nu er overskreden.

Det tredie Protestmøde, som var sammenkaldt af Odense Venstreforening og indlededes af Redaktør Slengerik, var vist anlagt paa at skulle holdes indenfor sømmelige Grænser, men ødelagdes fuldstændig af Socialisterne, som var til Stede i stort Flertal. Disse og deres Ordførere foreskrev til Slutning Indbyderne, hvad der skulde staa i Resolutionen, efter at den foreslaaede, som iøvrigt var meget besindig, og var anlagt paa ikke at uddybe Kløften mellem Borgere og Politi, var falden ved Afstemningen.

Den, som derefter under Skrig og Skraal vedtoges, havde væsentlig samme Indhold som den i Gaar meddelte. Tillige indeholdt den en Dadel til Byraadet, fordi det i et Møde i Aften ikke havde taget noget Hensyn til den socialistiske Resolution fra Gaar, som var indsendt til Raadet.

Efter Mødets Slutning begav Stimlen sig til Politistationen, hvor der iværksattes en livlig Kanonade med Fyrværkerisager, hvormed Læredrenge og unge Mennesker i rigeligt Maal havde forsynet sig. Henved 1000 Mennesker samledes lidt efter lidt og spærrede al Færdsel i de nærliggende Gader. Demonstrationen blev snart af en saa ondartet Karakter, at Politiets samlede Styrke maatte rykke ud. Alle Forsøg paa at faa Folk til at skilles ad paa en fredelig Maade, var forgjæves, og Stavene maatte til sidst frem, og de værste Urostiftere fordrives med Magt.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1898).

Nyaarskrigen i Odense.

Nye Sammenstød mellem Politiet og Borgerne - Soldaterne befæster Raadhuset.

Odense, den 9. Januar,

Torsdag, Fredag og Lørdag Aften er Urolighederne fortsatte i Odense Gader, og Politiet har pryglet mangen en skikkelig Mand.

Et ungt Menneske, som havde været til Selskab hos sin Broder, en herværende Sagfører, og som sammen med Sagfører Meyer og nogle Damer var paa Hjemvejen, blev saa forslaaet i Ansigtet, at han maatte søge Lægehjælp. Doktoren sagde: "Lidt nærmere Tindingen og De var død!"

Købmand H. P. Hansen, Nørregade, var sammen med to andre Herrer og nogle Damer paa Hjemvejen fra Brokmanns Hotel, da de blev indhentede af Politiet, som uden videre gav sig til at banke løs paa Købmanden, skønt der ikke paa dette Tidspunkt, Kl. 11½ var noget Opløb i Gaderne.

Selv en ældre Mand, Bogtrykker T., som var naaet til sin Gadedør, gav Politiet sig til at slaa løs paa. I et Par Tilfælde har man slaaet Børn, saa de ikke kunde gaa.

Lørdag Aften Kl. 10½ rykkede pludselig Politiassistenten Hr. Riise Spidsen for hele sit Korps ud paa Flakhaven og kommanderede det bekendte: "I Kongens og Lovens Navn" osv. Og derefter satte hele Styrken Løb ind paa de i Vestergade spadserende Borgere og Borgerinder. Folk satte i vild Flugt ned ad laden og Betjentene pryglede løs paa dem af Hjærtens Lyst.

Selvfølgelig kom saa Slagsbroderlysten ogsaa frem hos dem, der blev jaget som Skovens Vildt. Og dette gik i et Par Tilfælde ud over Betjentene. En Ordenshaandhæver fik et stærkt Slag over Nakken af en tyk Stok, Han kom dog nogenlunde heldigt fra det. Men en anden Betjent, som just var ved at prygle løs paa en stakkels Mand fik i det samme bagfra i Hovedet et Stokkeslag, som kastede ham omkuld i Rendestenen, medens den civile Voldsmand løb sin Vej. Den arme Betjent laa et Øjeblik bevidstløs. Kort efter kunde han dog rejse sig og gaa til Politistationen, men han var ukampdygtig og besvimede endnu en Gang senere paa Aftenen.

Betegnende for Lørdagens Kamp var iøvrigt dette, at Politiet forfulgte enkelte Personer og pryglede løs paa dem ogsaa udenfor de ordnede Manøvrer. Vi saae f. Eks. en Betjent gaa hen til unge Mænd, som stod enkeltvis paa Fortovet uden at samle Opløb eller foretage sig noget urigtigt. Uden videre Parlamenteren giver Betjenten den unge Mand et Slag af Staven, idet han bemærker: "Det er vidst paa Tide, at Du kommer hjem og i Seng."

Denne Optræden er selvfølgelig i alle Tilfælde et stærkt Overgreb fra Politiets Side, Politiet kan forlange, at Folk, der generer Færdselen, skal passere Gaden, og hvis de nægter det, kan de anholdes.

Men Politiet har ikke nogen som helst Ret til at jage skikkelige Folk i Trav eller at paalægge dem at gaa i Seng. Og naar der prygles løs paa enkeltstaaende sagesløse Personer, er og bliver det selvfølgelig et Overfald, hvad enten det er Politiet eller Bøllerne, der udfører det.

*

Baade Fredag og Lørdag Aften har Dragonerne holdt i Kasernen med opsadlede Heste, parate til at rykke ud paa et givet Vink fra Politistationen. Og i Aften (Søndag) har en Styrke paa 20 Mand Infanteri været stationeret paa Raadhuset. Men nu vilde Skæbnen, at der slet ikke blev Brug for dem. Der var kun ved 10 Tiden lidt stærk Færdsel paa Vestergade, men ingen Sammenstimling, og der blev næppe nok afbrændt en "Kineser". De 20 Fædrelandsforsvarere, som havde faaet udleveret skarpe Patroner, maatte da Kl. 11 marschere tilbage til Kasernen med uforrettet Sag.

Den gamle privilegerede "Stiftstidende" er i Aftes ude med en Artikel, i hvilken Ansvaret lægges over paa Socialdemokratiet. Det er Meningen, at nu, da det fine Publikum er ved at blive træt, skal Politiet vaskes rent for Nytaarsløjerne. Og maaske de sidste Indhug fra Politiets Side netop er foretagne for at aflede Opmærksomheden fra Begivenhederne Nytaaraften.

Men dette skal ikke lykkes. Det er Politiet, der uden Grund har irriteret Befolkningen. Derfra stammer hele Røret, Og Politiet kunde hele Tiden have holdt sig rolig, uden at der var sket nogen som helst Skade.

"Fyns Social-Demokrat" har imidlertid opfordret Folk til at holde sig borte fra Flakhaven, og Partifæller har forhindret Sammenstimling paa Tider, hvor vi havde Ansvaret. Men naar Politiet paa ny udæsker Publikum, har vort Parti selvfølgelig ikke længere nogen særlig Forpligtelse til at tage Affære.

Nej, Ansvaret hviler paa Politiledelsen og paa Byraadet. Fra vor Side var det lagt saaledes tilrette, at al Agitation kunde høre op, naar Byraadet af den indsendte Resolution vilde tage Anledning til at skabe Garantier mod slige Misbrug af Politiet i Fremtiden. Men Højrekliken i Byraadet forstod ikke sin Besøgelsestid. Den nægtede at foretage noget som helst, og nu ligger den, som den har redet.

Det er og bliver Næsbyhoved-Prokuratoren, Hr. Krarup, og hans Klike, som har ansat Politiassistenten, og som bærer Ansvaret for, at Byraadet har forsømt sin Pligt

Jens.

(Social-Demokraten 11. januar 1898).

General Goeben i Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel fra Dansk Tidsskrift 1895 blev skrevet i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben. Det nævnes at han også skrev om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Referatet af disse brev kan sammenlignes med et længere udvalg af disse breve på denne blog. Ca. 180 sider med breve til familien i bind 1 handler om Krigen 1864. De indeholder også en lillebitte brøkdel om Danmark, danskere og lokalbefolkningen som kan findes på denne blog til sammenligning af nedenstående:

Af de Officerer, der deltog i det preussiske Felttog mod Danmark 1864, har ingen senere vundet et smukkere Navn end General August v. Goeben. Han førte i Krigen mod Danmark en westfalsk Brigade; ved dens Slutning blev han forfremmet til Divisionsgeneral i en Alder af kun 48 Aar. I den preussisk-østerrigske Krig 1866 førte han en Division i "Mainhæren" under General Vogel v. Falckenstein og kæmpede mod Hannoveranerne og Østerrigs sydtyske Forbundsfæller. Under Felttoget i Frankrig 1870-71 var han først Chef for det 8. preussiske Hærkorps (Rhinlændere), men forfremmedes siden til Chef for "den første Armé", kæmpede i Spidsen for denne under Paris'es Belejring mod den franske Nordhær under General Faidherbe og vandt over ham den glimrende Sejr ved St. Quentin. Efter Krigens Slutning var Goeben atter kommanderende General i Koblenz (8. Hærkorps) til sin Død 1880.

Denne Hærførers Levned er nu skildret i et stort Værk: G. Zernin: Das Leben des königlich preussischen Generals der Infanterie, August v. Goeben. Berlin 1895–97, 2 Bind. Som Tillæg til denne Skildring er der føjet en Række Breve, som Goeben i Aarenes Løb har skrevet til sin Hustru. Fra Felttoget i Sønderjylland foreligger der Breve næsten fra hver eneste Dag (Vaabenstilstandene undtagne). Disse Breve indeholde mange Ytringer af Interesse for Danske, dels om Goebens egen Stemning mod Danmark og mod Slesvig-Holsten, dels om den danske Krigsførelse. Disse Udtalelser udfyldes endelig paa en værdifuld Maade ved, hvad Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved, og de har begge givet ham det Vidnesbyrd, at han var en ridderlig, højsindet Fjende, der over for dem aldrig skjulte sin Hjertens Mening.

Billede af general Goeben fra trebindsværket, se nederst.

Her skal der gives nogle korte Uddrag af Goebens Breve, udfyldte med enkelte karakteristiske Træk, som de to danske Præster har meddelt.

Goeben deltog i Krigen uden nogen som helst personlig Lidenskab; den lagde kun Beslag paa hans rent militære Interesse; dens politiske Side var ham temmelig ligegyldig. Fra første Færd kunde han ikke lide Slesvigholstenismen, og jo nærmere han lærte den at kende, des strengere bliver hans Dom om den. Han lyttede gerne til sine danske Værters Oplysninger om Sønderjyllands Nationalitet og Historie, og hans Dom om det dansk-tyske Stridsspørgsmaal paavirkedes kendelig derigennem. Hele Krigen blev ham af den Grund mere og mere imod. Ved Rygtet om Vaabenstilstand skrev han til sin Hustru: "Jeg er til Freds dermed, fordi denne Krig mod det lille Danmark overhovedet ikke tiltaler mig. Jeg har Medlidenhed med den svage Modstander. - - - Den augustenborgske Historie har aldrig haft min Sympati, vi kan ikke tage det (Hertugdømmerne) uden en almindelig Krig. Derfor forekommer et Forlig med Danmark, hvorved den tyske Befolknings Rettigheder og Friheder sikres, mig at være langt det fornuftigste." Allerede før Dybbøls Fald hedder det: "Jeg haaber, at det under de øvrige Magters Paavirkning og Tryk maa komme til en virkelig retfærdig Fred, som definitivt giver Danmark, hvad der virkelig er dansk c: hele Nordslesvig, og som forener det tyske Sydslesvig med Holsten. Hvad der da skal blive af dette ledige tyske Land, maa klogere Folk bestemme. For Danmark selv er det vel bedst, at der finder en fuldstændig Adskillelse Sted, saa at for Fremtiden intet Tysk kommer til at staa i nogen som helst Sammenhæng med Danmark. - Og senere: "Den Fordring, at nu hele Slesvig, hvis nordlige Del er rent dansk og kun i nogle faa Stæder har et ringe Antal tyske Borgere, skal tilfalde Tyskland i Forening med Holsten, kan efter min Opfattelse slet ikke begrundes."

Generalen ser ogsaa, hvor Grænselinien bør drages, og at den eneste virkelige Vanskelighed er, om det tysktalende, men overvejende dansksindede Flensborg skal ligge nord eller syd for Linien, der bør udgaa fra denne By tværs over Landet. 3 Uger efter Overgangen til Als skriver han: "Jeg er nu en afgjort Fredsfanatiker....; og endelig har Krigen mod det lille Danmark nu aldeles ingen Tillokkelse længer for mig, da jeg personlig dog ikke mere vilde komme i en Virksomhed, som kunde tiltale mig. Jeg har Medlidenhed med Danmark og vilde nu gerne overlade det saa meget som muligt, d. e. alt virkelig dansk Land." Endelig hedder det i et Brev fra Slesvig By d. 1. August: "Jeg ønsker, som hele Hæren, en Fredsslutning. Jeg ønsker fremdeles, som i øvrigt ikke hele Hæren -, at vi over for det svage Danmark skal være saa højmodige, som Krigens Formaal tillader, at vi derfor ogsaa skal lade Danmark beholde, hvad der virkelig efter Afstamning, Sprog og Sindelag er dansk, og ikke nu som Sejrherrer fastholde alt, hvad vi paa nogen Maade kan faa, og hvad Skrighalsene derhjemme, som selv intet gøre, nu kræve under Straf for Landsforræderi. Dermed lægge vi efter min Overbevisning kun Grunden til videre eller rettere til ny Konflikter af omvendt Art." - Man kan ikke sige andet, end at de gæve Præster i Ullerup og Satrup har haft Ære af deres Lærling.

I samme Grad, som Goebens velvillige Stemning mod Danmark vokser, øges hans Uvilje og Ringeagt for Slesvigholstenerne. Han er snart bleven klar over, at der vel var en udpræget danskfjendtlig Stemning i Holsten og Sydslesvig, men at den hele augustenborgske Bevægelse var kunstig fremkaldt af enkelte ivrige Agitatorer. Han forbyder Sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som blev sungen i hans Kvarter i Stenbjærg i Angel, og ved Efterretningen om tyske Pøbeloptøjer i Flensborg skriver han senere: "Havde jeg i Aftes været i Flensborg, saa havde jeg samlet min Bataillon og ladet Kolberne arbejde dygtigt; Pøbelen har nemlig slaaet Vinduerne ind hos de Danske o. S. V." Han advarer sin Hustru mod at tro de tyske Løgne om den danske Krigsførelse: "Dumme Løgne skrives der altid. For nylig meddelte "Kölnische Zeitung" fra Satrup, at de danske Soldater, der blev fangne ved Ragebøl den 19. (Marts), igen havde grebet deres Geværer og beskudt os i Ryggen. Der er ikke forefaldet det ringeste, som kunde give Anledning til en saadan Opdigtelse. I Gaar læste jeg i den (c: "Köln. Zeit."): De Danske har paa den skændigste Maade anvendt de fangne til Skansearbejde i den heftigste Ild. I Gaar undveg 8 Østerrigere og 2 Husarer mellem Skanserne, 7 Østerrigere var bleven skudte ihjel o. S. V. Der er ikke et sandt Ord heri. Vore faa Fanger blive lige saa godt behandlede af de Danske, som deres af os."

Derimod skal det ikke dølges, at Goeben ikke just beundrer den danske Krigsførelse. Der er i alle hans Breve ikke et eneste Ukvemsord mod det danske Folk eller den danske Hær; i saa Henseende danne de et smukt Modstykke til den store Moltkes Breve fra samme Krig. Men paa den anden Side er han meget sparsom med Anerkendelse. Han finder Rømningen af Danevirke meget fornuftig, men dadler skarpt, at Dybbølstillingen blev holdt længer, end det var forsvarligt. De Danske burde have forladt den en Uge før Stormen. Om 8. Brigades smukke Vaabendaad den 18. April: Modangrebet op ad Bjærget mod de fjendtlige Stormkolonner, har Goeben mærkelig nok ikke et rosende Ord til overs; men han var heller ikke Øjenvidne til denne Kamp; thi han stod den Dag med sin Brigade i Løbegravene langs Alssund for mulig at forsøge en Overgang under Stormen. Synet af de nedskudte Skanser har dog gjort et stærkt Indtryk paa ham. "Dèr ligger alt over og mellem hinanden. Men de danske Artillerister har dog bestandig paa ny bragt nogle Kanoner i Virksomhed og har holdt sig fortrinligt." Nogle Dage efter Stormen førte han sin Vært, Krog-Meier, om gennem Skanserne. "Jeg vilde gerne vise ham dem, især for at berolige hans patriotiske Hjerte med, at hans Landsmænd virkelig havde ydet det mest mulige under Forsvaret, og nu er han ogsaa fuldstændig beroliget."

I øvrigt er det kun Kampen i Kjær By den 29. Juni Brigaden Kaufmanns Modangreb mod den fjendtlige Landgangsstyrke efter Overgangen til Als, "første Gang, de Danske har gjort en kraftig Offensivbevægelse" der afnøder Goeben et vist Maal af Anerkendelse. Her var han selv forrest med sin Brigade og fik Hesten skudt under sig i Kampen. Her maatte Generalen springe af Hesten, da hans Folk begyndte at vakle, drage Sablen og give nogle af sine Soldater Nakkedrag med den for at drive dem frem; saa haardnakket var de Danskes Modstand.

Goeben bruger stærke Ord til at lovprise sine Preusseres glimrende Bedrifter; men det skinner dog undertiden igennem, at han ogsaa nok kunde unde sin Modstander en Sejr en Gang imellem. Mærkeligst i saa Henseende er, hvad Krog-Meier fortæller i sin Dagbog efter Træfningen ved Helgoland. Kort efter denne indtraadte Vaabenstilstanden, og Goeben forlod da sit Kvarter i Satrup Præstegaard. Krog-Meier skriver herom: "Vi vil i Sandhed savne den sjældent vakre Mand og noble Fjende, der i Gaar glædede sig saa levende over vor Søsejr, skønt der ogsaa havde været preussiske Skibe med. Da jeg spurgte ham: "Was hätten Sie gethan, wenn wir Schwarzenberg nach Kopenhagen gebracht hätten?" svarede han: "Dann hätte ich mich königlich gefreut." Han fortalte os i Gaar, at Witzleben (en af hans Regimentschefer) var bleven ganske forbavset, fordi han i Gaar Formiddag havde sagt ham, at nu var han fuldkommen "dänischgesinnt" Det er virkelig ikke Spøg, men oprigtig Alvor, at han ønsker os baade Sejr og et godt Udfald af den hele Sag."

- - Det var at ønske, at de mange Tyskere, der sikkert læse Biografien af Goeben, en af deres ypperste Helte, vil standse ved og lægge Mærke til de Ord, hvormed han slutter sine sidste Bemærkninger om den dansk-tyske Strid: "Vi kan nu faa en meget gunstig Stilling over for Danmark (ved at give det Nordslesvig); men vi vil nødvendigvis gøre det til en uforsonlig Fjende, der, selv om det ogsaa nu nødtvungent falder til Føje, dog ved første Lejlighed og ved enhver Lejlighed igen vil optræde imod os, hvis vi nu kræve de yderste Konsekvenser af Sejren."

Disse Ord af den preussiske Hærfører maatte vel endnu - en Menneskealder efter kunne gøre Indtryk paa forstandige tyske Læsere og fremhjælpe den Erkendelse hos dem, at den dansk-tyske Strid ikke i Wienerfreden fik nogen retfærdig Løsning, - fordi man ikke agtede paa den store Hærførers Advarsel, men krævede de yderste Konsekvenser af Sejren. H. L. Møller.

(Dansk Tidsskrift 1898. Side 141-144).

I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Værket findes i tre bind på Google Books. Bind 1 (Krigen 1864 er omtalt i 5. kapitel, s. 161-191. Brevene til Marianne v. Goeben under Krigen 1864 s. 215- 396), bind 2 (breve til familien i krigene 1866 og 1870-1871) og  bind 3. Se det særskilte indslag om disse breve.

Moderen, som døde fra de 6 Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Fattigbegravelse paa Nyaaarsaften.

Præsten

I Gaar, paa Aarets sidste Dag, begravedes Fru Jeremiassen, den omtalte Arbejderhustru fra Stengade 17, som døde fra 6 Børn, og hvor et af Børnene, en Pige, der er Krøbling, blev saa fortvivlet over at staa baade moder- og faderløs, eftersom Faderen er indlagt paa Ladegaarden, at hun vilde aflive sig ved at springe ud af Vinduet.

Begravelsen foregik fra Kapellet ved Kommunehospitalet, hvor 7 Kister stod paa Rad, og Kateket Bollerup holdt Talen over dem alle. Den smukke gule Kiste, skænket af Borgerrepræsentant Rostrup, var prydet med kønne duftende Kranse, deriblandt en, paa hvis hvide Baand stod den sidste Afskedshilsen fra Børnene til deres kære Moder, og en fra "Social- Demokraten".

Faderen, der som omtalt er indlagt paa Ladegaarden, overværede Begravelsen i privat Tøj, som han havde faaet til Laans, og Ladegaarden havde givet ham fri til Kl. 3 Eftermiddag, til hvilket Tidspunkt han atter skulde mælde sig tilbage til Anstaltens Kontor. Endvidere var nogle af de nærmeste Slægtninge til Stede samt de to ældste af Børnene, to Piger paa henholdsvis 17 og 15 Aar, som er henvist til fremtidig at klare sig selv.

De 4 mindste Børn, der er indlagt paa St. Johannes Stiftelsen, var derimod ikke til Stede. Man mente, at den ældste af dem, Krøblingen, ikke kunde taale den dermed forbundne Sindsbevægelse; den næstældste ligger syg, stærkt angreben af Kirtler, og de to mindste, der er sunde og friske, er heldigvis endnu i den Alder, hvor de ikke har Begreb om, hvilket Tab de har lidt og hvor hjælpeløse og forladte de staar mellem fremmede Mennesker.

Forøvrigt har gode Mennesker allerede tilbudt at ville tage de to smaa Børn til sig. Bl. a. er der en Grosserer og en Kaptejn, som vil adoptere Børnene, naturligvis saaledes, at Børnenes Familienavn forandres og deres Fader fuldstændig giør Afkald paa sin Myndighed og fraskriver sig ethvert Krav paa Børnene.

Men Faderen stritter imod, i Stedet for at han med Kyshaand burde tage mod Tilbudet, eftersom han tilstrækkelig har vist, at han ikke har Evne til at sørge for de smaa Stakler, hvis sørgelige Skæbne det nu bliver, at Fattigvæsenet anbringer dem paa et eller andet Børnehjem i Provinserne, fordi Samfundet bøjer sig for Forældremyndigheden; Faderen erklærer stædigt, - at han ikke vil afgive sin Magtstilling og desværre er Loven saaledes, at den ikke kan fratage en Mand denne Myndighed, uden naar han har forsyndet sig meget grovt.

Ved Moderens Død ophæves nemlig dette lille fattige Hjem: den ældste Pige rejste i Aftes til en Plads i en Provinsby, og den næstældste, den 15-aarige, har en Tante foreløbig taget sig af, indtil hun, der er spinkel af Vækst og uudviklet, kan faa en Kondition - altsaa et Arbejde, der i Virkeligheden overstiger hendes Kræfter.

*

Begravelsen var særlig mørk og dyster her ved denne Lejlighed, hvor en Moder er revet bort fra en stor Børneflok. Og Uhyggen forøgedes ved Arrangementet ved disse Fattigbegravelser, hvor alt er saa tarveligt som vel muligt, og hvor der ikke et Raad til at lade Præsten give hver os de Afdøde en særlig Afskedstale; thi Præsten er jo kun en simpel Handlende med Guds Ord, og han maaler sin Tale ud i Stykker til en bestemt Betaling pr. Alen. Der er vist ikke en "Hedning" i Verden saa beregnende med sit Pund som en dansk Præst.

Præsten kom i sidste Øjeblik og tog forretningsmæssigt Plads foran de 7 Kister; han talte i al Almindelighed om Døden, om Savnet for de Efterlevende og om Sorgen over de Bortgangne. Hans Ord lød tomme, kolde og interesseløse og ydede næppe Trøst til nogen af de Tilstedeværende. Han hentydede ikke med et eneste Ord specielt hverken til nogen enkelt af de Afdøde eller til de Efterlevende - og hvor rigt Stof havde han dog ikke netop her ved denne Lejlighed, ved disse Proletarkister, paa Aarets sidste Dag, hvor et trist Tidsafsnit og mange triste Menneskeskæbner er afsluttet ....

De to unge Piger staar sortklædte, med forgrædte Øjne og sorgfulde ved deres Moders Kiste og stirrer spændte paa Præsten, der efter deres Børnelærdom staar for dem som Trøsteren - men de venter forgæves det trøstende Ord. Foran Præsten staar en tarvelig sortmalet Fyrretræsliste, uden en eneste Krans eller Blomst, det er Liget af en ung Arbejder Oscar Henrichsen, der sandsynligvis hverken har Slægt eller Venner her i Byen og som sænkes i Jorden ligesaa ukendt og forladt, som han har levet. Tilhøjre for Præsten staar 3 Barnekister, og Mødrene bøjer sig hulkende over deres kære smaa Afdøde.

Der er saare koldt i det lille Kapel og Præstens Tale er kold - og efter at en Salme er sungen, bæres Kisterne ud i Rustvognene og køres til Vestre Kirkegaard, hvor Vintertaagen hviler over Gravene, og Vejene er plørede.

I en stor Fællesgrav, paa det flade Terræn helt ude ved Frederiksholms Teglværker, sænkes Kisterne, mens Følget til sidste Afsked kaster Jordklumperne ned paa Kistelaagene.

Og Følget spredes hver til sit, til sin daglige Dont og sit daglige Slid og Stræb.

Men denne Fattigbegravelse staar for os som det sidste stygge og triste Minde fra det svundne Aar - lad os haabe, at det nye Aar og de kommende Aar maa forandre Samfundstilstandene saaledes, at i det Mindste ikke Døden i sin sorte Majestæt og Gud i sin Højhed gør Forskel paa Fattige og Rige.

(Social-Demokraten 1. januar 1898).