En Barrison-affære i Slagelse (Januar 1898). (Efterskrift til Politivennen)

"Rigtige" og "urigtige" Barrisons.

Et interview.

Slagelse har som bekendt de sidste par søndage haft den tvivlsomme ære at have variete; på vor klassiske scene har to gyselige klovner, en betydelig bedre jonglør og fire engelske sangerinder, der talte tysk og vistnok ikke stod uforskånende overfor det danske sprogs finesser, forlystet et gennemgående mere ungdommeligt end kritisk publikum.

De fire damer optrådte under navnet "Sisters Barrison", hvilket navn vil være kendt selv af dem, der ikke nærer nogen overvældende interesse for denne gren af "kunsten". 

At de fire her optrædende damer var søstrene Barrison, var der ingen "sagkyndig" der troede. Vi skulle heller ikke have dvælet ved deres præstationer, på vor "Ej blot til Lyst"-scene, hvis der ikke i går var sket noget, som på det nærmeste bragte alle vor bys skorstene til at ryste.

I går eftermiddags ved 6-tiden standser en landauer udenfor "Kasino", og ud træder tre damer - to unge og en . . . mindre ung ; de lader sig indskrive i hotellets rejsebog som 

"Fru Barrison med to døtre, Kalundborg". 

Stor forbavselse! Fire Barrisons plus to giver seks. Men de to sidst ankomne påstod på det bestemteste, at de fire, som havde optrådt her i Slagelse under direktion af en hr. Kørner, ikke var spor af Barrisons ... De to sidstankomne var derimod de rigtige Barrisons, og i kraft heraf ville de nu have nedlagt fogedforbud mod optræden af hr. Kørners "Barrisons". De henvendte sig derfor til hr. overretssagfører Balle. Men der var den vanskelighed ved dette forbuds nedlæggelse, at de tre af Kørners Barrisons i forgårs havde forladt hans selskab i Ringsted!

Hvad nu! Hvor der ingen urigtige Barrisons er, har de rigtige dog jo tabt deres ret! De to Sisters tog imidlertid det passive parti at iagttage forestillingen i aftes fra logen. Og hr. Balle, hvis tilstedeværelse selvfølgelig havde vakt megen opsigt, trak sig derefter tilbage.

For at klare det højst indviklede spørgsmål, der i Slagelse næsten til rang med Dreyfus-affæren, interviewede vi i formiddag de to rigtige Sisters. De var yderst indignerede over, at nogen kunne finde på at benytte sig af deres uskyldige navn. Den højeste (og formentlig ældste) har ordet:

"Vi var på besøg hos vor familie i Kalundborg og var netop til en diner da det blev sagt at vore søstre optrådte i Slagelse. Det stod i Slagelse-aviserne. Da vore søstre .... undtagen fru Fleron -  er i Svejts, sandt vi dog, at det var en skandale . . ."

"Ja, en skandale!" - supplerer den anden søster.

"...en skandale, at disse damer optrådte under vort og vore søstres navn. Derfor besluttede vi straks at leje en vogn og køre herned til Slagelse. De kan tro, det var ingen morsom tur . . ."

"Nej, det var ingen morsom tur . . ." tilføjer den yngre i en højst alvorlig tone.

Men det kunne blive en dyr historie for hr. Kørner. "Nede i Dresden var der forleden en direktør, der havde benyttet vort navn; han måtte betale 3000 mark. Redaktøren af "Artist" har måttet "3 måneder og 5 gange 5 dage" i fængsel, fordi han har skrevet afskyeligt om os. Vi har søgt hvile i nogen tid, fordi vi syntes, vi kunne trænge til det, før vi atter optrådte. Men vi vil ikke skade hr. Kørner . . ."

"Nej, skade ham vil vi ikke", supplerer den yngre.

"Det har vi ingen fornøjelse af. Men vi må dog forlange, at han erklærer i bladene, at det ikke er os, der har optrådt her. Vi har netop aldrig - for vor families skyld - optrådt i Danmark. Vi er jo nemlig fra Danmark, men har været 14 år i New York. Og nu var vi i besøg hos vor familie i Kalundborg, da vi hørte dette. Og nu skal det være forbi . . ."

"Ja, det skal det" - supplerer den yngre søster, idet hun ryster energisk på sit blonde hoved.

Undertegnede mistroiske medarbejder indskyder en bemærkning om, at vi har haft den fornøjelse at se fotografier af de rigtige Barrisons i pariserblade.

"Ah - i Le Figaro?"

- Eller i Le Panorama? Men når vi er i kostume ligner det jo ikke, som når vi er civile . . ."

Vi må i sandhedens interesse tilføje, at Le Panorama virkelig har haft billeder af Barrison'erne. 

Vi takker for de modtagne oplysninger og trækker os tilbage. Hvorefter vi henvender os til hr. overretssagfører Balle.

Han havde allerede fået sagen ordnet. De to Sisters var på dir. Kørners anmodning gået ind på at lade sagen falde til i dag. På hr. Balles kontor blev der da i dag affattet annoncer til "Slagelseposten" og "Sorø Amtstidende" og til et Kalundborg blad, hvori hr. Kørner højtidelig erklærer, at han uden spor af ret har ladet sine "kunstnerinder" optræde under navnet Barrison. Såvidt vi erfarede skal disse bekendtgørelser dog ikke offentliggøres før i morgen.

Men faktum er faktum.

Og vi siger et hjerteligt profit til den Barrison-begejstrede Slagelse-ungdom der er taget så lystigt ved næsen - - - - mens byen fik noget at tale om.

Vigand.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 31. januar 1898). 

Dementiet stod ganske rigtigt fx i Slagelse-Posten 1. februar 1898:

Landarbejdere fjernes paa "Boller" og "Møgelkær". (Efterskrift til Politivennen)

Kampen paa Herregaardene

12 Familier smides ud.

14 Polakker indføres.

Den Kamp, som Landarbejderne for Tiden fører for deres grundlovhjemlede Foreningsret, svarer til Byarbejdernes Kamp i Begyndelsen af 70erne. Herremændene finder intet Middel brutalt nok til at knuse Landarbejdernes Organisation.

*

Paa Herregaardene "Boller" og "Møgelkær" i Horsensegnen raser Kampen, fordi Arbejderne har anmodet om en Lønforhøjelse af 10 Øre pr. Dag. Nu smides de ud af deres Huse. I Forgaars Morges begyndte Udsmidningen af Arbejderne i de 12 Boller-Huse. "Horsens Folkeblad" skildrer den saaledes :

For Arbejderne mødte Overretssagfører Schouenborg, og for Forpagter Hansen Sagfører Westergaard, og disse to leverede en vældig Bataille til Fogedprotokollen. Under Kampen blev Forpagtningskontrakten fremlagt, og det viste sig, at denne var affattet paa en ganske mærkelig Maade, idet det i denne hed, at det Jordstykke, hvor de 6 Huse ligger, ikke hører med under det forpagtede Areal. Ikke desto mindre kom Dommen til at lyde paa Fremme af Fogedforretningen, idet Dommeren. Hr. Fuldmægtig Matzen, erklærede. at han privat (!) af Godsforvalter Aae havde faaet at vide, at Forpagteren ogsaa kunde disponere over Arbejderhusene.

Derefter begyndte Udsmidningen af den første Arbejderfamilie. 3 unge Mennesker fra Boller samt den tilstedeværende Betjent flyttede alt Bohavet ud af Huset og anbragte det i en stor Dynge i Haven foran Huset.

Den udsmidte Arbejder henvendte sig til Fogden med Spørgsmaal om, hvad han skulde gøre ved Tøjet og sig selv; han havde ingen Penge til at faa det flyttet. Fogden kunde dog intet Raad give.

Der var til denne første Forretning medgaaet 3 Timer. Kl. 1 ½ tog man sat paa det andet Hus, og Parterne var belavede paa, at Forretningen her vilde tage lige saa lang Tid.

Paa denne Maade vil man kunne udsætte 2 Familier om Dagen. Og hele Historien vil tage 6 Dage.

Hvilket frygteligt Billede af den sociale Kamp paa Landet! Fordi Arbejderne anmoder om 10 Øre mere Dagløn, smides de med deres Hustruer og 40 Børn ud paa Landevejen, ved Vintertid, i Slud og Uføre.

*

Om hvad Godsejer le Maire vil gøre efter sin Lock-out af Arbejderne paa "Frederiksdal" og "Stengaard" ved Nakskov, oplyser en Korrespondent til Højrebladet "Lolland - Falsters Stiftstidende" :

"For Øjeblikket udføres Arbejdet paa Gaarden af nogle Arbejdere, nogle Piger og en Kone. Hvorledes Hr. le Maire fremtidig vil forholde sig, er vanskeligt at sige. Saa meget er dog vist, at der er bestilt en Trup polske Arbejdere paa 14 Personer, 7 af hvert Køn, med en Ausseher. Denne Trup kan komme hvilken Dag, den sta[?]. Ligeledes ventes til Foraaret en hel Del Landvæsenslærlinge."

Hvad har de danske Landarbejdere paa "Frederiksdal" og "Stensgaard" gjort? Kun det at danne en Fagforening. De har tilbudt Hr. le Maire at underskrive en Kontrakt, der fastslaar de gamle Arbejdsbetingelser og garanterer mod Strejke i Høsten; den skal gælde til Januar 1899, med 3 Maaneders gensidig Opsigelsesfrist. Men Godsejeren vil ikke have organiserede Arbejdere i sin Tjeneste! Han smider dem ud, og han bestiller til at erstatte dem 14 Polakker med en tysk Slavefoged (Ausseher).

Det gør denne "patriotiske" Godsejer, der selv staar organiseret sammen med sine Standsfæller om at forsvare "det nationale Arbejde" ved Hjælp af Told paa Hvede og forhøjet Sukkerbeskyttelsetold!

Men ve eder, I hjærteløse Hyklere! I saar Vind, og I vil høste Storm. I rejser Socialismens Klassekamp ude i Landsbyerne. Og I vil lige saa lidt kunne slaa Bom for Landarbejdernes Organisation, som eders Kolleger, Bykapitalisterne, for 25 Aar siden kunde det for Industriarbejdernes.

Arbejdsmandenes Forbund tæller nu 20,000 Medlemmer, der daglig støtter deres Brødre, som kæmper for deres helligste Ret paa de lollandske og jyske Herregaarde.

(Social-Demokraten 28. januar 1898).

Kampen paa Herregaardene.

1000 Kr. om Dagen og 20 Øre om Dagen.

Telegram

Herregaardene "Boller" og "Møgelkær" ved Horsens i Jylland ejes af den umaadelig rige Grev Frijs til Frijsenborg.

Vi omtalte i Gaar, at Greven er begyndt at kaste sine Landarbejdere med Hustru og Børn ud paa den nøgne Jord, fordi de har anmodet om 20 Øre mere i Dagløn.

Han brugte hele Onsdagen til at drive to Landarbejdere ud af deres Hjem. Henad Aften lod han Kongens Foged begynde den 3die Udsættelsesforretning, men da faldt Mørket paa.

I Torsdags fortsattes saa Udsmidningen. Den Sagfører, som Arbejdernes Fagforening havde antaget, Hr. Schouenborg fra Horsens, protesterede atter. Grevens Sagfører, Hr. Westergaard, der er engageret af Forpagteren, Hansen, mødte med Modbeviser, og der dikteredes Side op og Side ned i Retsprotokollerne. Mange jyske Blade havde sendt Referenter til dette sørgelige, i vor Retshistorie vistnok enestaaende Skuespil.

Land-Arbejderne havde bl. a. fyret stærkt i Kakkelovnene, for at disse, der hører med til deres Ejendele, kunde være vanskeligere at saa ud af Huset. De unge Mennesker fra "Boller", der var tilsagte til at assistere Kongens Foged, brændte mere end én Gang deres Fingre, da de skulde til at flytte Kakkelovnene ud.

Torsdagen gik med Udsmidningen af endnu to Familier. I Gaar er atter en Familie bleven fat ud. Endnu mangler der 7 Familier. Søndagen holdes vel hellig, saa først paa Tirsdag er Fogedforretningen endt.

Hele Egnens Befolkning strømmer til for at overvære Udsættelsen. Landarbejdernes Krav - 20 Øre mere i Dagløn - og Grev Frijs' kolossale Rigdomme sammenlignes. Grev Frijs' Udtalelser i Landsthinget diskuteres ogsaa; man forstaar nu saa godt, at hun ikke ønsker Statens Hjælp til at skabe selvstændige Husmandshjem.

Andre mindes Venstres Skattenægtelser i 1885 og 1886. Man sammenligner Bøndernes daværende Kamp mod Godsejer-Regimentet med Landarbejdernes nu. Hvor var Bøndernes ikke let i de fleste af dem lagde Pengene kontant paa Bordet og vendte Ryggen til, medens Kongens Foged gjorde Udlæg i dem. Men Bønderne sejrede heller ikke.

Nu kommer Landarbejderne.

De bliver med Magt sat ud deres Hjem, men de bøjer sig ikke; de opgiver ikke deres Foreningsret. Ja, de har endog jydsk humør nok til at fyre i Kakkelovnen, for at Rettens Folk kan brænde Fingrene.

Der bliver flere, som brænder Fingrene paa den Affære. Hvor er Pressen henne? Den sender Repræsentanter til Aastedet, og de skriver nogle almindelige Referater. Men hvorfor staar der ikke en flammende Indignation op fra hele Venstrepressen? Kun et enkelt Blad har endnu rent og klart stillet sig paa Arbejdernes Side.

*

Herregaarden "Boller" er en Del af Grevskabet "Frijsenborg", Danmarks største og rigeste Gods; det ejes af Kammerherre, Hofjægermester, Landsthingsmand Grev Mogens Frijs.

Grevskabets Størrelse er godt 2000 Tdr. Hartkorn, eller lige saa meget som 400 Bøndergaarde. Desuden hører der til det Kirke- og Kongetiende paa 1,100 Tdr. Hartkorn, Bankaktier paa 70,000 Kr., Kirkemidler til et Beløb af 30,000 Kr. og en Fideikommiskapital paa 7½ Million Kroner!

Den samlede Værdi vil blive mindst 20 Millioner Kroner. Grev Frijs har en daglig Indtægt paa langt over 1000 Kr.

De fattige Husmænd paa "Boller" tjener en Krones Penge om Dagen. De har nu stiftet en Fagforening og anmodet om 20 Øre mere i Dagløn.

Svaret er: Ud med jer!

Grev Frijs har det moralske Ansvar herfor. Vel er "Boller" forpagtet ud. Men enten har da Grev Frijs spændt Forpagteren saa haardt for, at han ikke kan betale 20 Øre mere om Dagen til sine Arbejdere, og da bør Grev Frijs øjeblikkelig lampe Forpagtningskontrakten. Eller ogsaa kan Forpagteren med Lethed betale de 20 Øre, og da vilde et Ord af Grev Frijs være nok til at faa ham gjort medgørlig.

Grev Frijs bærer da Ansvaret for, hvad der i dette Øjeblik sker paa "Boller". Og det Høireparti, som han tilhører, faar et Medansvar, dersom det ikke giver sin Indignation til Kende.

*

Vi modtog i Aftes følgende Privattelegram:

Horsens, den 23. Jannar. I Formiddags Kl. 9 tog Kongens Foged fat, hvor han slap i Torsdags. Forretningen begyndte med Oplæsning af Protokollen, hvorefter Fagforeningens juridiske Konsulent, Overretssagfører Schouenborg, paany gjorde gældende, at Forpagter Hansen ingen Raadighed havde over Husene, da de udtrykkelig i Forpagtningskontrakten var undtagne fra det forpagtede Areal og end ikke i Forpagtningstiden havde været holdt vedlige af Forpagteren, men af Grev Frijs.

Sagfører Westergaard, der var mødt for Forpagteren, fremlagde som Svar herpaa en Skrivelse fra Frijs' Godskontor, der gav Forpagteren Raadighed over Husene, og paa Grundlag heraf lod Fogdens Kendelse paa, at Forretningen skulde fremmes.

Da man var naaet saavidt, fremlagdes en Lægeattest, gaaende ud paa, at 2 syge Børn ikke maatte flyttes foreløbig. Saa maatte man gaa igen med uforrettet Sag og tage fat paa den næste Familje.

Efter at Fogden havde tilført en 15 a 16 Sider i Protokollen, begyndte man Kl. 3 Eftermiddag paa at sætte Møblerne ud, og da man Kl. 5 var færdig hermed, opgav Fogden Ævret for i Dag, saa man fik kun en Familie sat ud som den Dags Arbejde.

Fogdens fortrædelige Mine over det endeløse Skriveri og de 3 Storborgerspirers fortvivlede Anstrængelser for at faa Inventariet ud, gav Anledning til Munterhed og en Del vittige Bemærkninger fra de talrige Tilskuere.

Beboerne af Husene er alle gifte og har en større eller mindre Børneflok hver. Det er falden i deres Lod at dyrke Jorden for Landets største Jordegodsbesidder, Grev Frijs, og Jorden hører til Landets frugtbareste. De faar hver, foruden Fribolig, 367 Kr. aarlig paa egen Kost, og Hjemmene vidner ogsaa om Fattigdom. Da de forlanger 20 Øre mere om Dagen, 60 Kr. aarlig, smides de ud af deres Hjem midt om Vinteren. Forpagteren paastaar, at han ikke kan betale de 20 Øre mere, da der saa intet bliver til ham. Hvis det passer, er det altsaa Grev Frijs, der, for selv at leve højt uden at røre en Finger ved Jordens Dyrkning, spænder sine Forpagtere saa haardt for, at de tvinges tit at udpine deres Arbejdere. Tilvisse smukt handlet af Jordekongen Grev Frijs.

(Social-Demokraten 29. januar 1898).

Grev Frijs fortsætter Udsmidningen.

Irske Tilstande.

Socialist-Marchen paa Harmonika.

Det er næsten irske Tilstande, der for Tiden hersker paa Grev Frijs Herresæde ved Horsens. Hvem har ikke harmedes, naar han læste Avis-Beretningerne om Udsættelserne ovre i Irland, om de engelske Grever og Baroner, der levede i Luksus i London eller Udlandet, medens Efterkommerne af Irlands gamle Selvejerbønder, nu proletariserede Smaaforpagtere, overgaves af Rettens Haandhævere til Sult og Elendighed, fordi de ikke kunde svare deres Afgifter. Irlands Bønder og Landarbejdere besvarede Godsejernes Brutalitet med "feniske" Oprør, med Mord og Brandstiftelser; uhyggeligt klang Beretningerne om de irske Maaneskins Mænd.

Danmarks Landarbejdere gør bare en Ting til Værn mod Udbytningen: de organiserer sig. Og saa smider Greven dem ud af deres Huse!

Det fremgaar af samtlige Horsens-Blades Referater af Fogedforretningen, at Landsthingsmand Grev Mogens Frijs er moralsk ansvarlig for, hvad der sker. I Forpagter Hansens Kontrakt var de 6 Huse, hvoraf Arbejderne nu smides ud, udtrykkeligt unddragne hans Dispositionsret. Men Forpagterens Sagfører mødte med en Erklæring fra Grev Frijs' Godskontor om, at han gærne maatte sætte Arbejderne ud! I Henhold hertil paabegyndte Kongens Foged Udsmidningen.

Vort Broderorgan "Østjyllands Socialdemokrat" fortæller, at ikke en af de andre Arbejdere paa Herregaarden kunde formaas til at række Haand ved Udsmidningen. Tøjet maatte da bæres ud af Forvalter Hansen, en Søn af Forpagteren, og af Forpagter Langhorns Søn og S. Mikkelsens Søn paa Mosegaard samt Fasanskytten paa Boller.

Arbejderne, der saae de fire Herrer slide i det, bemærkede, at nu kunde man se, at de jo meget godt kunde arbejde, naar blot der var kyndigt Tilsyn til al lede det. Selv vilde de dog ikke gøre det Arbejde under 10 Kr. i Timen!

Fra Udsættelsesforretningen i Forgaars beretter "Horsens Folkeblad":

"Medens vi var derude paa Pladsen, drog en af de udsatte Familier bort. Det var et Par unge Folk med to smaa Børn, som de kørte i en Barnevogn. De skulde rejse med Middagstoget til Sjælland, hvor Manden kan faa Plads ved et Sukkerkogeri. Manden havde en Harmonika med, og mens de drog af, spillede han Socialistmarschen , saa det stod efter, og saa det klang ind i Huset, hvor den høje Øvrighed sad. Og langt ned ad Vejen blev de uforsagte Harmonikatoner ved at lyde."

Saaledes bidrager Godsejerne selv til at jage Landarbejderne ind til Byerne. Men alligevel hyler de i Højrebladene og paa Agrarmøderne op om, at det er "Samaritanen" og "Forlystelserne" i København, der lokker Arbejderne bort fra Landet. Byd dem ordenlige Kaar, I Herrer, saa bliver de nok.

Om de 12 Landarbejderes Lønvilkaar meddeler "Horsens Folkeblad", der nærmest er Landarbejdsgivernes Organ, og altsaa ikke fremstiller Forholdene i et for ugunstigt Lys, følgende:

"I kontante Penge har de faaet 110 Øre pr. Arbejdsdag. Dernæst er der overladt enhver af dem en lille Lejlighed paa 2 Værelser og Køkken. Der bor 2 Familier i hvert af de 6 Bollerhuse. Endvidere har de til Brug hver især et Stykke Jord paa 2 Skæpper. Land. De har Adgang sil at købe Korn og Mælk paa Gaarden til moderate Priser og kan endelig tjene er lille Styver for Strigling af Heste. Konerne kan desuden tjene noget ved Malkning, hvis de kan være fra deres Hjem.

Hvis disse Husmænd havde den fornødne Tid til at passe deres 2 Skpr. Land, vilde Stillingen som Husmand paa Boller ikke være saa ringe (!) men det har desværre vist sig, at de 2 Skæpper Land ikke har bragt dem noget stort Udbytte. Derfor bad de om et Lønningstillæg paa 10 Øre pr. Dag."

"Horsens Folkeblad" mener, at frit Hus og 1 Kr. og 10 Øre om Dagen kunde være ganske godt, hvis de kunde faa noget ud af de 2 Skpr. Land! Andre vil sikkert finde, at Forholdene er usle, enten de saa faar noget ud af Jorden eller ej. Meget kan der for Resten ikke under nogen Omstændighed faas ud af 2 Skpr. Land; kunde der det, havde i hvert Fald Agrarerne med de mange Tønder Land ingen Grund til at klage.

Karakteristisk er imidlertid Bemærkningen om, at de ingen Ting faar ud af deres lille Jordlod, fordi de ikke har Tid til at passe den, hvis de skal tjene deres Dagløn paa Herregaarden. Hvad Ekstrafortjenesten ved Strigling angaar, skal vi bemærke, at den kan en af dem kun faa ved at staa op Kl. 2-3 om Morgenen og strigle færdig, inden det almindelige Arbejde begynder, for saa at deltage i det Dagen lang.

Hvor er det dog oprørende, at en Greve, hvis Gods har en Værdi af mindst 20 Millioner Kroner, ikke vil unde disse fattige Arbejdere en ringe Forhøjelse af deres Dagløn og ikke vil unde dem Foreningsfrihed, men brutalt jager dem væk og smider dem ud af deres Huse.

Godt er det næsten, at de ikke har Tid til at ofre stort paa Husets og Jordens Forbedring; ellers vilde Greven stikke Merværdien i Lommen uden at være pligtig til at betale den udsmidte Husmand en Øre i Erstatning.

Gang paa Gang har der i Rigsdagen foreligget Forslag om Erstatning til Leje- og Gæstehusmænd for udførte Forbedringer; men Gang paa Gang er det strandet paa Landsthingsgrevernes Modstand. De holdt paa "Retten" til at smide ud uden Varsel og uden Erstatning.

Nu hører de Resultatet: den jyske Landarbejder spiller Socialistmarschen paa sin Harmonika.

(Social-Demokraten 30. januar 1898).

Kampen paa Herregaardene

Udsmidningen paa "Boller"

Horsens, den 2. Februar 1898 (Privat Telegram). Forbitrelsen mod den stenrige Grev Frijs og hans Forpagter, fordi de kaster deres Landarbejderfamiljer ud, er voldsom. Landarbejderne ønsker nogle faa Øres Lønforhøjelse, og til Straf sætter man dem ved Vintertid ud paa den nøgne Jord med Hustru, Børn og Bohave i Regn og Blæst.

Forbitrelsen mod denne Brutalitet har medført, at Udsmidningen ikke fortsattes i Dag. Ankommen til Husene Kl. 9 Formiddag erklærede Kongens Foged, at de fremtidige Fogedforretninger vilde finde Sted paa Thingstedet i Bjerre. Efter kort at have kundgjort dette for Husenes Beboere kørte han hjem. Næste Fogedforretning foretages førstkommende Tirsdag den 8. Februar« Forpagterens Sagfører, Hr. Westergaard, og Arbejdsmændenes Sagfører, Hr. Schouenborg, har henvendt sig til Forpagteren og forsøgt at faa Konflikten bilagt, hvilket dog ikke lykkedes, idet Forpagteren haardnakket holdt paa, at han ingen Fagforeningsmedlemmer vilde have i sit Arbejde. Han vilde absolut have Arbejderne ud af Husene, saafremt de ikke udmældte sig af Fagforeningen. Forpagterens Søn, Forvalter Hansen, der har været med de 2 Dage til at bære de udsatte Arbejderes Tøi ud af Husene, syntes derimod under dette Arbejde at være bleven blidere stemt mod Arbejderne, og søgte at faa Sagen ordnes idet han gik ud fra, at man dog før eller senere blev nødt til at beskæftige Fagforeningsfolk, men Forpagteren holdt haardnakket paa sit. Selvfølgelig holder Arbejderne fast ved deres Organisation og lader sig udsætte af Husene.

Paa Tirsdag fortsættes altsaa Udsmidningerne, men paa en ny Facon, da hverken Fogden, Forpagteren eller hans Haandlangere er glade ved at vise sig ved Husene paa Boller. Nu vil man vel ogsaa søge at faa Resten af Udsmidningerne gjorte færdige i en Fart. 

*

Det moderate "Horsens Folkeblad" skriver forleden om Arbejdsforholdene paa Boller.

"Hvis disse Husmænd (de udsmidte) havde den fornødne Tid til at passe deres 2 Skpr. Land, vilde Stillingen som Husmand paa Boller ikte være saa ringe."

Naa, saa det vilde den ikke! Men hvordan gaar det saa med de "nødlidende" og "betrængte" Agrarer med de mange Tønder Land, og mange Tønder Hartkorn, naar 2 Skpr. Land kan blive saa værdifuld, at det ved Siden af en Dagløn af 1 Kr. 10 Øre kan skaffe en Mand en jævn god Stilling.

*

En socialdemokratisk Landarbejderforening. Ved et Møde den 23. ds. i Bredsten Kro i Jylland vedtoges det at danne en socialdemokratisk Forening for Bredsten og Omegn. Der indmældtes straks 22 Medlemmer, men man venter god Tilgang, da der er mange Landarbejdere der paa Egnen.

Til Bestyrelse valgtes: Søren Kristiansen. Kærbøllinghuse (Formand), Lars Nielsen, do.. Jørgen Kring. do., Ole Pedersen. Bredsten, og Peter Knudsen, Sødovre Mark.

Endelig valgtes et Udvalg til at udarbejde Love. Dette Udvalg bestaar af: Søren Kristiansen, L. Nielsen og Søren Sørensen.

*

Landarbejdernes Kamp paa Lolland. Lock-outen hos Godsejer le Mairé paa Herregaardene "Frederiksdal" og "Stensgaarde" vedvarer. Landarbejderne har sendt Godsejeren følgende Forslag til Overenskomst:

"Arbejdstiden er fra Kl. 5 Morgen til Kl. 7 Aften med 2½ Times Spise- og Hviletid. Fra 1. Novbr. til 1. Marts er Arbejdstiden dog kun fra Kl. 6½ til Kl. 5 med 1½ Times Spise- og hviletid.

Daglønnen er 1 Kr. 40 Øre hele Aaret rundt, dog at der for Høsttiden betales en fast Sum af 50 Kr. samt Kosten. Endvidere erholder Arbejderne frit Øl hele Aaret samt fri Kørsel af Ildebrændsel.

Husmænd med Jord erholder fri Pløjning og Hjemkørsel af Avlen.

Indsiddere uden Jord erholder en Huslejegodtgorelse af 30 Kr. samt 4 Potter sød Mælk om Ugen.

Staldpersonale eller hvem andre, der maatte møde om Morgenen for den fastsatte Arbejdstid, betales 10 Øre mere om Dagen.

Denne Kontrakt træder straks i Kraft og er gældende indtil i. April 1899 og fremdeles for 1 Aar ad Gangen, forsaavidt den ikke forinden er opsagt fra en af Siderne med mindst 3 Maaneders Varsel."

Der blev i forrige lige dannet en Arbejdskøberforening for Sandby-Kobeløv Sogn. Hvis det er Meningen med den at slaa Arbejderbevægelsen ned, troer vi at kunne give d'Hrr. det Raad at spare deres Penge. Landarbejderne forlanger 1 Kr. 40 Øre om Dagen, og det er saa beskedent et Ønske og saa berettiget et Krav, at ingen Kapitalist-Organisation kan kvæle det.

(Social-Demokraten 3. februar 1898).

Den 18. april 1898 ankom 100 polakker til Horsens. De fleste blev sendt til grev Frijs' godser Bygholm, Boller, Møgelkær og Kristiansminde. Senere ankom ca. 600 polakker til Gedser. På denne måde løste forpagterne problemet med arbejdskraften. Forpagteren anlagde sag mod Social-Demokraten for at have betegnet kontrakter på Møgelkær som "slavekontrakter" og frarådet arbejde der. Han tabte sagen, ligesom han fik en bøde for injurier mod fagforeningens lokale formand.

Selvmord paa Grund af religiøs Fanatisme. (Efterskrift til Politivennen)

I Silkeborg rygtedes det i Onsdags Aftes, at en Kvinde var druknet i Aaen ved Papirfabrikens Sluse. Det viste sig snart, at Rygtet talte Sandhed. Ved 9-16 Tiden havde en af Papirfabrikens Arbejdere ude i Aaen faaet Øje paa noget, som han først antog for en stor Fisk. Han søgte at faa fat i denne og opdagede da, at det var Liget af en 50-aarig Kvinde, hvis Identitet senere er bleven konstateret.

Det er Murersvend Rasmus Hansens Hustru, der paa denne Maade er kommen af Dage, antagelig af egen fri Vilje. Hun var nemlig i høj Grad Paavirket af religiøse Anfægtelser og havde M. a Natten til i Onsdags slet ikke været i Seng, men sammen med sin Mand tilbragt Tiden med Bøn og Paakaldelse.

I Onsdags Eftermiddags havde Konen forladt sit Hjem paa Drewsensvej under Paaskud af, at hun vilde gaa sig en Tur, da hun ikke var rigtig vel. Senere har ingen set hende. Da hun ikke var vendt tilbage hen paa Aftenen, fik hendes Mand et Par Kammerater med sig og gennemsøgte nu - forsynet med en Lygte - bl. a. enkelte Dele af Skoven. Disse Undersøgelser førte dog ikke til noget Resultat - den ulykkelige Kvinde hvilede alt den Gang i Aaens kolde Favn, hvorhen hendes sygelige Religiøsitet sikkert har ført hende.

*

Vi modtog i Aftes følgende Privattelegram: Silkeborg, den 14. Jan. Selvmordersken var daglig Genstand for Pres af en hellig Datter og hendes Trosfæller. Begivenheden har vakt stærk Harme mod de Hellige i Silkeborg. Moderen efterlader sig fem ukonfirmerede Børn.

(Social-Demokraten 15. januar 1898).

Artiklen refererede stort set ordret til Silkeborg Avis fra 13. januar 1898, hvor også dødsannoncen stod: "Den 12te ds. er min kjære Hustru, mine Børns altopfrende Moder, Marie Hansen, født Christensen, afgaaet ved Døden, 50 Aar gammel. Silkeborg, den 13de Januar 1898. Paa egne og Børns Vegne: Rasmus Hansen. Begravelsen foregaar Mandag den 17. ds. Kl. 1 fra Kapellet." Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 13. januar 1898.

Blaagaards-Parken. (Efterskrift til Politivennen)

Nørrebros Historie. Hvorledes bliver Parken

Vi meddelte i Tirsdags, at Københavns Kommune for en Sum af 325,000 Kr. har købt Jærnstøber Anker Heegaards mellem Blaagaardsgade, Todesgade og Bagergade beliggende Ejendom, som indtager et Areal as ca. 18,000 Kvadratalen for her at indrette en træbeplantet aaben Plads.

Denne Meddelelse er sikkert bleven hilst med Glæde fra mange Sider og ikke mindst af den store Arbejderbefolkning i det tætbefolkede Blaagaardskvarter.

Det er jo ganske vist ingen ringe Købesum, der her er Tale om, men Nutiden faar bøde for Fortidens Synder. For blot 50 Aar siden anede man ikke, at København vilde udvikle sig med saa rivende Fart, som sket er, sprænge sine Volde, flytte Befolkningens brede, arbejdende Lag ud i Kaserner, som rejstes i Forstædernes Haver og Rhabarbermarker.

*

Først ved Lov af 6. Januar 1852 blev Københavns gamle Fæstningsgrænse brudt, idet der gaves Tilladelse til al bygge udenfor Fæstningens Demarkationslinje. Og der blev bygget betydeligt men desværre uden ordnet Plan. I de første Aar manglede Øvrigheden lovmæssig Indflydelse paa Byggeriet, og skønt der senere kom en Ændring i dette Forhold, var de trufne Foranstaltninger ikke i Stand til at forhindre, at den ene Kaserne klistredes op ved Siden af den anden, og at hver Tomme Jord udlagdes til Byggegrunde, uden at man tænkte paa offenlige Pladser eller Anlæg for Arbejderne.

Det var den Gang Højre regerede baade i Stat og Kommune.

Af de her nævnte Grunde fik Københavns "Belleville", Nørrebro, ikke et eneste Anlæg, ikke en en eneste større offenlig Plads, og det skønt Befolkningens Vækst herude var overordenlig. I 1850 var Københavns Befolkning udenfor Voldene 7,300,

i 1870 var den vokset til 42,000, og den største Del af Tilvæksten faldt paa Nørrebro.

Først nu vil denne forsømte Bydel altsaa saa sit Anlæg. I den Anledning kan det have sin Interesse at meddele nogle Oplysninger om hin "Blaagaard", som har givet Kvarteret og Gaden sit Navn.

*

Blaagaard var oprindelig en større Lystejendom og ejedes paa Frederik den Tredies Tid af Statholderen. Kristoffer Gabel. Den kom nu i Hænderne paa forskellige Ejere, indtil den i Aaret 1706 solgtes til Frederik den Fjerdes Broder, Prins Carl, som opførte en Hovedbygning, der fik Navn Blaagaard efter sit blaa Skifertag. Han indlemmede Dele af Akcisebodvænget mellem Farimagsvejen og Søen i Ejendommen, anlagde prægtige Lindealleer og skabte i det Hele et særdeles smukt Anlæg, som bevaredes lige til Begyndelsen af dette Aarhundrede. En senere Ejer, Overkammerherre Carl Adolf von Plessen, udvidede Ejendommen betydeligt, saa Peblingesøen blev en Indsø i den. 1765 solgtes Blaagaard til Knud Jakobsen Lyne, Digteren Rahbeks Grandonkel, der indrettede Hovedbygningen til et Slags Hotel for "højfornemme Folk", men denne Ide synes ikke at have slaaet an, thi i Kristian den Syvendes Ungdomsperiode søgte denne Konge og den da værende Ejer, Grev Holch et lystigt Liv paa Blaagaard i Selskab med Skuespillerinder og andre Damer.

Blaagaard vedblev at vandre fra den ene Haand til den anden. Aar 1780 er den omdannet til Klædefabrik, og en stor Del af Haven, omkring nuværende Slotsgade, blev bebygget med Fabrikshuse. I 1786 ophørte Fabrikens Virksomhed, hvorefter Finanskollegiet overtog Ejendommen. Bygningerne udlejedes til forskellige Industridrivende og andre Borgermænd, medens Jordtilliggendet bortforpagtedes. I 1790 blev Hovedbygningen og nogle andre Bygninger overladt til det nyoprettede Skolelærerseminarium, der i 1807 under Englændernes Belejring af København skyndsomst maatte forlade Blaagaard og senere flyttedes til Jonstrup. Englænderne vansirede meget af Blaagaards tidligere Skønhed, og i Krigsaarene 1807-14 gik Hovedbygningen over til at blive Hospital for Landmilitæretaten.

*

Den 4. December 1816 solgtes hele det store Kompleks af Staten til Oberst von Rømeling og Kaptejn von Scholten. Købesummen, som Staten imidlertid aldrig fik udbetalt, paa nogle smaa Afdrag nær, udgjorde 100,000 Rigsdaler Sedler. Derimod viste de to Købere sig som meget praktiske Folk, idet de solgte væk af Jorderne til egen Fordel, og til Slut maatte Staten paa ny overtage Ejendommen og give Penge til for at dække en af Rømeling stiftet Gæld med Pant i Parcellerne. Først i Aarene 1825-28 afsluttedes Salget endeligt og indbragte Staten ca. 94,000 Kr. efter Nutids Pengeværdi, vel en Hundrededel af den nuværende Pris. Blaagaardskvarteret bebyggedes derefter stærkt, særlig i Halvtredserne, men blev et i alle Maader grimt Kvarter med store Kaserner og fuldkommen Mangel paa anden Plads.

*

Det nuværende Jærnstøberi, der indrettedes efter Salget i 1825-28, ligger altsaa paa Blaagaards gamle Have. Og her, hvor i gamle Dage Konge og Adel sværmede under de grønne Lindetræer, vil Folket faa sin Friluftsplads. Den gamle Kommunalledelses Synder og Manglen paa Lovgivningens Beskyttelse af den brede Befolknings Interesser er veget for det hygiejniske og demokratiske Hensyn, takket være hin borgerlige Oppositionsaand, som Socialdemokratiet har ikke mindst Ære at have baaret frem i Folkets København, og Fremtidens Historikere vil skrive: Da Nørrebro sluttede sig til Socialdemokratiet, fik det Blaagaards-Parken.

*

Den nye Park vil blive over 18.000 Kvadratalen stor og indtage Pladsen mellem Blaagaardsgade, Todesgade, Bagergade og Baggesensgade. Da imidlertid denne sidste Gades Baghuse vil komme til at vende ud mod det købte Terræn, er det Meningen at udlægge en Del af dette op mod Baggesensgade, for at der kan opføres en Række Huse, hvis Facader kommer til at vende ud mod den nye Park.,

Antagelig vil der da her blive bygget med mere Stil, end der hidtil har udmærket Husene i dette Kvarter. Og Kommunen vil tjene en Del paa Salg af Byggegrunde her. De vil komme op paa mindst 30 Kr. pr. Kvadratalen. Paa den Maade gaar Kommunens faktiske Udgift ved Købet af den Anker-Hegaaardske Grund ned til ca. 200,000 Kroner.

Hr. Heegaard flytter bort til December Maaned, hvorefter der strakt tages fat paa Rydning og Beplantning af det nye Anlæg. Det tør formodes, at man vil indrette det saaledes, at der ikke alene vil blive taget Hensyn til, hvad der tager sig ud, men tillige skaffe den store Arbejderbefolkning og dens Børn Adgang til aabne Plæner, hvor de kan bevæge sig frit eller nyde Hvilen i det bløde Græs. Endvidere vil der her blive udmærket Plads for den offenlige Musik, og man vil da kunne glæde sig over et Folke- og Friluftsliv, som hidtil har været savnet i det tætbebyggede Kvarter.

(Social-Demokraten 13. januar 1898).

Ukendt fotograf: Anker Heegaards Smedie, senere Blågårds Plads. 1895. Fotoet er taget fra vest mod øst.  Husene i baggrunden er Blågårdsgade. Kbhbilleder. 

Bagergade blev i 1915 en del af Blaagaardsplads.

Brogade 3. Som Smaafolk boer i København. (Efterskrift til Politivennen)

De 3 Slottes Modsætning.

For kort Tid siden trak jeg Læseren ind i en Lejlighed i en af Nørrebros Sidegader - en af de herskabelige 1-Værelses Lejligheder med Køkken og Alkove.

Jeg skitserede for Dem Lejligheden og dens Beboere: den brystsyge Mand, Alkovesengen og det spæde hostende Barn i Vuggen klods op ad en rygende Kakkelovn. De gøs, kan jeg forstaa, ved Læsningen, dem, der ikke af Selverfaring kender de uhyggelige Beboelsesforhold, hvorunder en meget stor Del af vor pyntede Hovedstads Indvaanere lever, medens en ung Mand, der aldrig har bestilt noget, skal have 3 (tre) Slotte til eget Brug, skønt hans Familie allerede raader over 8 (otte) Slotte i København og Omegn, og vil nok kunne give ham Plads i dem.

Jeg skal i Dag føre Dem et Sted hen, der er værre end Ejendommen paa Nørrebro. Denne Gang gælder Turen Kristianshavn.

Huset Nr. 3 i Brogade derude ligger nær Havnen ved Knippelsbro. Bygningen er ærværdig paa Grund af sin Alder: Anno 1652 pranger paa dens Facade. Og dens Etager er fine og beboes af Fine. Men dens Kælderetage er grim og uhyggelig som bare Fanden og beboes af Smaafolk. Lad os gaa derned.

Lejeren er Cigarhandler, men sælger kun for saa Øre om Dagen trods 300 Kr., han giver i Leje.

Stød ikke Hovedet, ja, der er langt ned; nu er vi halvtredje Alen under Jorden. De ser, at Højden fra Gulv til Løft kun er tre Alen, men kun den halve Alen er over Gadens Niveau.

De hoster - ja, det er Kakkelovnen. "Den ryger altid," siger Husfruen; "men det er vi saa vant til, fra hvor vi har boet; naar bare her ikke var værre Ting, - men her skal De se!"

Og hun viser os Rottehuller i Panelerne, slimet Svamp paa Væggene og store Huller i Loftet, mens hun tvinger Gulvbrædderne i Gyngen, saa de siger: Svup, svup!

"Men kom herhen, saa skal De se," siger Manden, idet han ivrig trækker mig i Frakkeærmet, "dér fra Loftet drypper Urin stadig ned til os fra et Pissoir, der er oppe i Gaarden. Hvad synes De om det?" 

Ja, det er unægtelig et stivt Stykke, mener vi. Men vi faar næppe udtalt, før Manden trækker os ind i et bælgmørkt Køkken og ved Skinnet af en Lampe lader os se ækle Svampe i Krogene og bogstavelig rindende Vand ned ad Væggene.

"Her sover jeg," siger den 80-aarige gamle Mand, idet han peger paa en Seng, der er trukket en Kvart Alen ud fra Væggen; "men min Hustru maa hver Morgen og Aften med en Gulvklud tørre de fugtdrivende Vægge af, - glemmer hun det bare en Gang, er de overklistret med ækel grøn, glasagtig Svamp."

"Men hvad er det for en kvælende Ammoniak-Stank?" spørger vi, gispende efter Vejret.

"Det er fra en Hestegødningskule her oven over," svarer Manden, "kan De se den store gule Skjold paa Væggen og Loftet der."

Uh ha! Og Konen hoster.

"Ja, min Hustru har i lang Tid havt Brystlidelse; men hun maa ikke ligge til Sengs - det vil sige nok om Natten. Her skal De se."

Og han viser os en Lægeattest, hvori der blandt andet staar:

"Hendes Tilstand har været saaledes, at jeg har maattet tilraade hende Sengeleje; men paa Grund af Forholdene i hendes Lejlighed, som er i høj Grad sundhedsskadelige, har hun ikke kunnet ligge tilsengs."

"Det er dog for galt, det er oprørende," siger vi. "Men har De ikke foretaget Skridt mod Værten?"

"Jo, jeg har før mange Gange bedt ham gøre noget; men, ser De, han er en rig Mand, og saa ved De nok. Han har ikke gjort noget som helst. Saa har jeg været hos Politiet, gaaet fra den ene og til den anden, og endelig efter syv lange og syv brede, som man siger, har jeg faaet Sundhedspolitiet til at give ham Tilhold. Det har jeg her."

Og vi læser et Dokument angaaende et Forbud, Sundhedskommissionen har nedlagt den 28de December. Deri hedder det bl. a. :

"Da Kælderlejligheden Nr. 3 i Brogade er af en saa slet Beskaffenhed, at Beboelsen deraf efter Sundhedskommissionens Skøn er skadelig for Sundheden, bliver der herved i Henhold til Sundhedsvedtægtens § 43 givet Ejeren, Grosserer Davidsen, Tilhold om inden 2 Maaneder fra Dato at underkaste Lejligheden saadan Rensning og Istandsættelse, at den bliver uskadelig for Sundheden, da Sundhedskommissionen i modsat Fald vil finde sig foranlediget til at forbyde dens Benyttelse til Beboelse."

*

Dette Paalæg, Sundhedskommissionen her har givet Værten, kan være meget godt, men lider dog af den væsenlige Fejl, at den nuværende 80 Aar gamle Mand er tvungen til med den syge Hustru at bo i Lejligheden under den gennemgribende Reparation, her er Tale om, og efter hvilken Lejligheden forøvrigt heller ikke vil blive beboelig som Følge af Grundforholdene. Det bliver den aldrig.

Og her foreligger sikkert et Kontraktbrud fra Husejerens Side, idet Lejligheden jo ikke har været i "god og forsvarlig Stand" - et Kontraktbrud, der synes at maatte kunne berettige Lejeren til i hvert Fald at faa noget af den erlagte Husleje tilbagebetalt. Men det viser sig vel i dette som i saa mange andre Tilfælde, al Fattigmand trækker det korteste Straa.

*

Efter disse Betragtninger kommer vi igen ud i Værelset til Gaden, der hvor den rygende Kakkelovn udspyer sin Velsignelse.

"Men luk dog et Vindue op," undslipper der os uvilkaarlig.

"Aa, Gud hjælpe os," siger Manden og Konen i Forening, "vi har kun den lille Trækrude."

Og ved Trækken i en Snor øjner vi en Aabning af en Lineals Størrelse.

- Saa gaar vi. Og nu kan Offenligheden igennem "Social Demokraten" saa dømme om: hvorledes Folk boer i København, og hvorledes Sundhedspolitiet arbejder i København. Argus.

(Social-Demokraten 9. januar 1898).

Frederik Riise (1863-1933): Brogade 3. 1898. Som det ses står der 1688 på facaden, ikke som skrevet i artiklen 1652. Nr. 1 blev nedrevet 1906. Kbhbilleder. Public domain