General Goeben i Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel fra Dansk Tidsskrift 1895 blev skrevet i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben. Det nævnes at han også skrev om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Referatet af disse brev kan sammenlignes med et længere udvalg af disse breve på denne blog. Ca. 180 sider med breve til familien i bind 1 handler om Krigen 1864. De indeholder også en lillebitte brøkdel om Danmark, danskere og lokalbefolkningen som kan findes på denne blog til sammenligning af nedenstående:

Af de Officerer, der deltog i det preussiske Felttog mod Danmark 1864, har ingen senere vundet et smukkere Navn end General August v. Goeben. Han førte i Krigen mod Danmark en westfalsk Brigade; ved dens Slutning blev han forfremmet til Divisionsgeneral i en Alder af kun 48 Aar. I den preussisk-østerrigske Krig 1866 førte han en Division i "Mainhæren" under General Vogel v. Falckenstein og kæmpede mod Hannoveranerne og Østerrigs sydtyske Forbundsfæller. Under Felttoget i Frankrig 1870-71 var han først Chef for det 8. preussiske Hærkorps (Rhinlændere), men forfremmedes siden til Chef for "den første Armé", kæmpede i Spidsen for denne under Paris'es Belejring mod den franske Nordhær under General Faidherbe og vandt over ham den glimrende Sejr ved St. Quentin. Efter Krigens Slutning var Goeben atter kommanderende General i Koblenz (8. Hærkorps) til sin Død 1880.

Denne Hærførers Levned er nu skildret i et stort Værk: G. Zernin: Das Leben des königlich preussischen Generals der Infanterie, August v. Goeben. Berlin 1895–97, 2 Bind. Som Tillæg til denne Skildring er der føjet en Række Breve, som Goeben i Aarenes Løb har skrevet til sin Hustru. Fra Felttoget i Sønderjylland foreligger der Breve næsten fra hver eneste Dag (Vaabenstilstandene undtagne). Disse Breve indeholde mange Ytringer af Interesse for Danske, dels om Goebens egen Stemning mod Danmark og mod Slesvig-Holsten, dels om den danske Krigsførelse. Disse Udtalelser udfyldes endelig paa en værdifuld Maade ved, hvad Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved, og de har begge givet ham det Vidnesbyrd, at han var en ridderlig, højsindet Fjende, der over for dem aldrig skjulte sin Hjertens Mening.

Billede af general Goeben fra trebindsværket, se nederst.

Her skal der gives nogle korte Uddrag af Goebens Breve, udfyldte med enkelte karakteristiske Træk, som de to danske Præster har meddelt.

Goeben deltog i Krigen uden nogen som helst personlig Lidenskab; den lagde kun Beslag paa hans rent militære Interesse; dens politiske Side var ham temmelig ligegyldig. Fra første Færd kunde han ikke lide Slesvigholstenismen, og jo nærmere han lærte den at kende, des strengere bliver hans Dom om den. Han lyttede gerne til sine danske Værters Oplysninger om Sønderjyllands Nationalitet og Historie, og hans Dom om det dansk-tyske Stridsspørgsmaal paavirkedes kendelig derigennem. Hele Krigen blev ham af den Grund mere og mere imod. Ved Rygtet om Vaabenstilstand skrev han til sin Hustru: "Jeg er til Freds dermed, fordi denne Krig mod det lille Danmark overhovedet ikke tiltaler mig. Jeg har Medlidenhed med den svage Modstander. - - - Den augustenborgske Historie har aldrig haft min Sympati, vi kan ikke tage det (Hertugdømmerne) uden en almindelig Krig. Derfor forekommer et Forlig med Danmark, hvorved den tyske Befolknings Rettigheder og Friheder sikres, mig at være langt det fornuftigste." Allerede før Dybbøls Fald hedder det: "Jeg haaber, at det under de øvrige Magters Paavirkning og Tryk maa komme til en virkelig retfærdig Fred, som definitivt giver Danmark, hvad der virkelig er dansk c: hele Nordslesvig, og som forener det tyske Sydslesvig med Holsten. Hvad der da skal blive af dette ledige tyske Land, maa klogere Folk bestemme. For Danmark selv er det vel bedst, at der finder en fuldstændig Adskillelse Sted, saa at for Fremtiden intet Tysk kommer til at staa i nogen som helst Sammenhæng med Danmark. - Og senere: "Den Fordring, at nu hele Slesvig, hvis nordlige Del er rent dansk og kun i nogle faa Stæder har et ringe Antal tyske Borgere, skal tilfalde Tyskland i Forening med Holsten, kan efter min Opfattelse slet ikke begrundes."

Generalen ser ogsaa, hvor Grænselinien bør drages, og at den eneste virkelige Vanskelighed er, om det tysktalende, men overvejende dansksindede Flensborg skal ligge nord eller syd for Linien, der bør udgaa fra denne By tværs over Landet. 3 Uger efter Overgangen til Als skriver han: "Jeg er nu en afgjort Fredsfanatiker....; og endelig har Krigen mod det lille Danmark nu aldeles ingen Tillokkelse længer for mig, da jeg personlig dog ikke mere vilde komme i en Virksomhed, som kunde tiltale mig. Jeg har Medlidenhed med Danmark og vilde nu gerne overlade det saa meget som muligt, d. e. alt virkelig dansk Land." Endelig hedder det i et Brev fra Slesvig By d. 1. August: "Jeg ønsker, som hele Hæren, en Fredsslutning. Jeg ønsker fremdeles, som i øvrigt ikke hele Hæren -, at vi over for det svage Danmark skal være saa højmodige, som Krigens Formaal tillader, at vi derfor ogsaa skal lade Danmark beholde, hvad der virkelig efter Afstamning, Sprog og Sindelag er dansk, og ikke nu som Sejrherrer fastholde alt, hvad vi paa nogen Maade kan faa, og hvad Skrighalsene derhjemme, som selv intet gøre, nu kræve under Straf for Landsforræderi. Dermed lægge vi efter min Overbevisning kun Grunden til videre eller rettere til ny Konflikter af omvendt Art." - Man kan ikke sige andet, end at de gæve Præster i Ullerup og Satrup har haft Ære af deres Lærling.

I samme Grad, som Goebens velvillige Stemning mod Danmark vokser, øges hans Uvilje og Ringeagt for Slesvigholstenerne. Han er snart bleven klar over, at der vel var en udpræget danskfjendtlig Stemning i Holsten og Sydslesvig, men at den hele augustenborgske Bevægelse var kunstig fremkaldt af enkelte ivrige Agitatorer. Han forbyder Sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som blev sungen i hans Kvarter i Stenbjærg i Angel, og ved Efterretningen om tyske Pøbeloptøjer i Flensborg skriver han senere: "Havde jeg i Aftes været i Flensborg, saa havde jeg samlet min Bataillon og ladet Kolberne arbejde dygtigt; Pøbelen har nemlig slaaet Vinduerne ind hos de Danske o. S. V." Han advarer sin Hustru mod at tro de tyske Løgne om den danske Krigsførelse: "Dumme Løgne skrives der altid. For nylig meddelte "Kölnische Zeitung" fra Satrup, at de danske Soldater, der blev fangne ved Ragebøl den 19. (Marts), igen havde grebet deres Geværer og beskudt os i Ryggen. Der er ikke forefaldet det ringeste, som kunde give Anledning til en saadan Opdigtelse. I Gaar læste jeg i den (c: "Köln. Zeit."): De Danske har paa den skændigste Maade anvendt de fangne til Skansearbejde i den heftigste Ild. I Gaar undveg 8 Østerrigere og 2 Husarer mellem Skanserne, 7 Østerrigere var bleven skudte ihjel o. S. V. Der er ikke et sandt Ord heri. Vore faa Fanger blive lige saa godt behandlede af de Danske, som deres af os."

Derimod skal det ikke dølges, at Goeben ikke just beundrer den danske Krigsførelse. Der er i alle hans Breve ikke et eneste Ukvemsord mod det danske Folk eller den danske Hær; i saa Henseende danne de et smukt Modstykke til den store Moltkes Breve fra samme Krig. Men paa den anden Side er han meget sparsom med Anerkendelse. Han finder Rømningen af Danevirke meget fornuftig, men dadler skarpt, at Dybbølstillingen blev holdt længer, end det var forsvarligt. De Danske burde have forladt den en Uge før Stormen. Om 8. Brigades smukke Vaabendaad den 18. April: Modangrebet op ad Bjærget mod de fjendtlige Stormkolonner, har Goeben mærkelig nok ikke et rosende Ord til overs; men han var heller ikke Øjenvidne til denne Kamp; thi han stod den Dag med sin Brigade i Løbegravene langs Alssund for mulig at forsøge en Overgang under Stormen. Synet af de nedskudte Skanser har dog gjort et stærkt Indtryk paa ham. "Dèr ligger alt over og mellem hinanden. Men de danske Artillerister har dog bestandig paa ny bragt nogle Kanoner i Virksomhed og har holdt sig fortrinligt." Nogle Dage efter Stormen førte han sin Vært, Krog-Meier, om gennem Skanserne. "Jeg vilde gerne vise ham dem, især for at berolige hans patriotiske Hjerte med, at hans Landsmænd virkelig havde ydet det mest mulige under Forsvaret, og nu er han ogsaa fuldstændig beroliget."

I øvrigt er det kun Kampen i Kjær By den 29. Juni Brigaden Kaufmanns Modangreb mod den fjendtlige Landgangsstyrke efter Overgangen til Als, "første Gang, de Danske har gjort en kraftig Offensivbevægelse" der afnøder Goeben et vist Maal af Anerkendelse. Her var han selv forrest med sin Brigade og fik Hesten skudt under sig i Kampen. Her maatte Generalen springe af Hesten, da hans Folk begyndte at vakle, drage Sablen og give nogle af sine Soldater Nakkedrag med den for at drive dem frem; saa haardnakket var de Danskes Modstand.

Goeben bruger stærke Ord til at lovprise sine Preusseres glimrende Bedrifter; men det skinner dog undertiden igennem, at han ogsaa nok kunde unde sin Modstander en Sejr en Gang imellem. Mærkeligst i saa Henseende er, hvad Krog-Meier fortæller i sin Dagbog efter Træfningen ved Helgoland. Kort efter denne indtraadte Vaabenstilstanden, og Goeben forlod da sit Kvarter i Satrup Præstegaard. Krog-Meier skriver herom: "Vi vil i Sandhed savne den sjældent vakre Mand og noble Fjende, der i Gaar glædede sig saa levende over vor Søsejr, skønt der ogsaa havde været preussiske Skibe med. Da jeg spurgte ham: "Was hätten Sie gethan, wenn wir Schwarzenberg nach Kopenhagen gebracht hätten?" svarede han: "Dann hätte ich mich königlich gefreut." Han fortalte os i Gaar, at Witzleben (en af hans Regimentschefer) var bleven ganske forbavset, fordi han i Gaar Formiddag havde sagt ham, at nu var han fuldkommen "dänischgesinnt" Det er virkelig ikke Spøg, men oprigtig Alvor, at han ønsker os baade Sejr og et godt Udfald af den hele Sag."

- - Det var at ønske, at de mange Tyskere, der sikkert læse Biografien af Goeben, en af deres ypperste Helte, vil standse ved og lægge Mærke til de Ord, hvormed han slutter sine sidste Bemærkninger om den dansk-tyske Strid: "Vi kan nu faa en meget gunstig Stilling over for Danmark (ved at give det Nordslesvig); men vi vil nødvendigvis gøre det til en uforsonlig Fjende, der, selv om det ogsaa nu nødtvungent falder til Føje, dog ved første Lejlighed og ved enhver Lejlighed igen vil optræde imod os, hvis vi nu kræve de yderste Konsekvenser af Sejren."

Disse Ord af den preussiske Hærfører maatte vel endnu - en Menneskealder efter kunne gøre Indtryk paa forstandige tyske Læsere og fremhjælpe den Erkendelse hos dem, at den dansk-tyske Strid ikke i Wienerfreden fik nogen retfærdig Løsning, - fordi man ikke agtede paa den store Hærførers Advarsel, men krævede de yderste Konsekvenser af Sejren. H. L. Møller.

(Dansk Tidsskrift 1898. Side 141-144).

I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Værket findes i tre bind på Google Books. Bind 1 (Krigen 1864 er omtalt i 5. kapitel, s. 161-191. Brevene til Marianne v. Goeben under Krigen 1864 s. 215- 396), bind 2 (breve til familien i krigene 1866 og 1870-1871) og  bind 3. Se det særskilte indslag om disse breve.

"Professor Hieronymus" (2): Knud Pontoppidan: Sagen Karen Andreasen. (Efterskrift til Politivennen)

Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram. 

For Højesteret.

Sypigen og Sindssygelægen.

Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.

I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.

Asmussen:

Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.

Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.

Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.

Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.

Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.

Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.

Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.

Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.

I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.

Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?

Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.

Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.

Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.

Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.

Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.

Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."

Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.

(Dagens Nyheder 16. december 1897).

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Professor, overlæge Knud Pontoppidan (1853-1916). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Quousque tandem -?

Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :

"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).

Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.

Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.

Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.

Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.

Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst  - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.

Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?

Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?

Medicus.

Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.

Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.

Red.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).

Lægerne og de Ikke-Sindssyge.

Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.

D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.

Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.

Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"

Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge 

Hvem er Sindssyg?

Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.

Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.

Om Lægernes Opgave

og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :

"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."

Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.

(København 26. februar 1898).

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.

Barrison forbudt i Apolloteatret. (Efterskrift til Politivennen)

Das gestrige erste Auftreten der Lona Barrison im Apollotheater ist nicht nur ohne Störung erfolgt, wozu noch in den letzten Tagen an der Strasse vertheilte Zettel animirt hatten, sondern sogar under lebhaftem Beifall des überaus zahlreichen Publicums. Die Barrison underschied sich nicht allzuviel anderen Chansonetten Sängerinnnen. Allerdings sang sie zu Fuss und zu Pferde.

(Allegemeine Zeitung, 4. oktober 1897)

In der heutigen Sitzung des Polizeisenats bildete Lona Barrison den interessantesten Gegenstand. Es wurde mitgetheilt, dass am Samstag Abend nach Schluss der ersten öffentlichen Vorstellung eine Privatprobevorstellung vor Mitgliedern der beiden städtlischen Collegien stattgefundet hate, welche darüber entscheiden sollten, ob eine vorher verbotene Entkleidungsscene und ein "Reiterlied" zum öffentlichen Vortrag zuzulassen seien. Nach dem Gutachten der Herren wurde mitgetheilt, dass auch in anderen deutschen Städten wegen der zulassung dieser beiden nummern angefragt worden sei. Darauf hat di Münchener Polizeidirection erwidert, sie würde sie verbieten, falls die Barrison nach München käme, und aus anderen Städten sind analoge Antworten eingegangen.

(Allgemeine Zeitung, 7. oktober 1897).

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (4/6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Politiets registerblade boede Bech på følgende adresser: 1. 5. 1893 Tordenskjoldsgade 27, 1. 1. november 1893 Gl. Strand 36, 1. 1. november 1894 Ny Vestergade 19, 1. 1. november 1895 Købmagergade 11, 3. 1. november 1896 Havnegade 3, 3. Ifølge et andet registerblad på Rørholmsgade hvorfra han flyttede til Rosengården. 1897-1905 Horsens Tugthus. Da han døde i 1909 havde han adresse på Vesterbrogade 21, 2. Men som det fremgår nedenfor var det på Almindeligt Hospital.

Højesteretsdom nr. 223, 17. januar 1895

Højesteretssagfører Shaw contra Søren Peter Jensen Bech (Def. Jensen)

der tiltales for Overtrædelse af den under 14/9 91 af Justitsministeriet stadfæstede Sundhedsvedtægt for Lyngby Sogn.

Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets Dom af 11 August 1893: Søren Peter Jensen Bech bør under en Kjøbenhavns Amtsfattigkasse tilfaldende Bøde paa 10 Kr. for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, inden 14 Dags efter denne Doms lovlige Forkyndelse fra sine bebyggede Ejendomme, Matr.-Nr. 21d og 21e i Lyngby, tilvejebringe et efter Sundhedskommissionens nærmere Bestemmelse fyldestgjørende Afløb for Regnvand, Spildevand, Grundvand og deslige. Tillige bør Tiltalte betale Sagens Omkostninger, men forøvrigt for det Offentliges Tiltale under denne Sag fri at være. At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 27 Marts 1894: Tiltalte, Kaptajn Søren Peter Jensen Bech, bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger, derunder Salær til Aktor for Overretten, Prokurator Meyer, 20 Kr. udredes af det Offentlige.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde

kjendes for Ret:

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Højesteretssagførerne Shaw og Jensen tillægges der i Salarium for Høiesteret hver 40 Kr., som udredes af det Offentlige.

(Herefter følger en ca. 2 sider lang redegørelse for grundenes kloak- og vandforhold).

I august 1897 blev kaptajnen arresteret for et voldeligt overfald på garvermester Thaulow i København:

Det morderiske Overfald.

Voldsmanden, Kapt. Bech arresteret.

Det er i Lørdags efter et energisk Arbejde Iykkedes Opdagelsesbetjent Jepsen at anholde Gjerningsmanden til det i Tirsdags Eftermiddag mod Garvermester Thaulow forøvede morderiske Overfald.

Som vi meddelte for nogle Dage siden fik Politiet af Th. udleveret det Billede, som Voldsmanden havde foregivet, han vilde have tilbage fra Th., fordi han kunde sælge det til en meget højere Pris end den, han havde faaet for det. Ved en grundig Undersøgelse, i hvilken dette Billede ogsaa spillede en Rolle kom Opdagelsesbetjenten i Fredags til det overraskende Resultat, at den som havde solgt Billedet til Garvermester Thaulow maatte være - Kaptajn S. P. J. Bech, Faderen til den i sin Tid saa berømte Asger Bech.

Efter at Hr. Jepsen havde konferreret med Politiassistent Gyldenfeldt, besluttedes det, at man om Lørdagen skulde søge Kaptajn Bech i dennes Hjem i Havnegade Nr. 3. Lørdag, Middag Kl. 1 indfandt Opdagelsesbetjenten sig i Bechs Hjem. hvor han traf Kaptajnen. Denne nægtede paa Opdagelsesbetjentens Forespørgsel at have Noget som helst med det omtalte Billede at gjøre. Da Kaptajn Bech saaledes strax blev grebet i en Usandhed, betænkte Politimanden sig ikke længe, men opfordrede ham til ufortøvet at følge med til Svendsgades Politistation.

Der blev herfra sendt Bud efter Garvermester Thaulow, som da han konfronteredes med Bech, strax erklærede, at det var Manden, som havde solgt ham Billedet, og som havde forøvet det morderiske Overfald paa ham. Efter at Th. dernæst var demitteret, toges Kaptajn Bech i skarpt Forhør. Under dette indrømmede han saa, at han havde været oppe hos Th. Tirsdag Eftermiddag, samt at han her havde krævet at faa det meget omtalte Billede tilbage. 

Angaaende selve Overfaldet vilde Bech ikke indrømme, at dette var begaaet i nogen forbryderisk Hensigt. Naar han havde slaaet Thaulow, hvilket han indrømmede at han havde gjort, så var dette sket i Hidsighed under den Ordstrid, der var opstaaet mellem de To angaaende Billedet. Bech vilde ikke ud med, hvad det var for et Instrument, han havde slaaet med, men Alt tyder paa, at det har været en Todtenschlæger eller maaske en Jernkno.

Efter disse Indrømmelser førtes Kaptajn Bech seent Lørdag Aften til Politikammeret hvorfra han, efter at være fremstillet for Politiinspektør Madsen, førtes til Arresthuset Nytorv. Samtidig gik der Melding til Fru Bech om at hendes Mand foreløbig var tagen i Forvaring af Politiet.

Igaar Formiddags havde vi en Samtale med den dybt nedbøjede Fru Bech om det Passerede. Hun fortalte, at hendes Mand i Tirsdags Eftermiddags var kommen hjem i en noget ophidset Tilstand. Hun havde spurgt ham, hvad der var gaaet ham imod, og han havde da fortalt hende, at han paa Gaden havde havl en heftig Ordstrid med en Mand til hvem han havde solgt et Maleri. At der havde fundet Voldsomheder Sted imellem de To havde Kaptajn Bech dog ikke fortalt. Da han saa i Lørdags var bleven afhentet af Politiet, havde Fru Bech nok havt en Anelse om, at dette stod i Forbindelse med hendes Mands ophidsede Sindstilstand i Tirsdags Eftermiddag.

Igaar Formiddags blev Fru Bech kaldt op til Politiinspektør Madsen paa Politikammeret, hvor denne meddelte hende, at hendes Mand var anholdt som sigtet for at have overfaldet en Mand Politiinspektøren fremstillede dog Sagen for Fru Bech som ret ubetydelig. Der vilde høist kunne blive Tale om, at hendes Mand idømtes en større Bøde, havde Politiitinspektøren sagt. Paa dette Punkt er Politiinspektør Midjen dog ikke i Overensstemmelse med erfarne Politimænd af Opdagelsespolitiet, som have havt Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen, og med hvem vi igaar talte. Deres Mening var, at Kaptajn Bech utvivlsomt har forøvet Overfaldet i den Hensigt at faa Lejlighed til at bestjæle Thaulow. Men dette vil jo nok blive opklaret, naar Sagen mod Kaptajn Bech nu, efter at denne igaar er arresteret ved Grundlovsforhøret bliver henvist til et af Rettens Kriminalkamre

De omtalte Politimænd gaa endog saa vidt i deres Opfattelse af Sagens alvorlige Karakter, af de mistænkte Kaptajn Bech for at være Gjerningsmanden til et Overfald, der for nogle Aar siden blev forøvet her i Byen under lignende Forhold, som det nu for nylig hos Taulow udøvede.

Angaaende Kaptajn Bechs økonomiske Forhold kan det oplyses, at han, der tidligere har været en velstaaende Mand, nu sidder Smaat i det.

(Nationaltidende 30. august 1897)

Kaptajn Bech som Voldsmand

Millionær og Voldsmand Asger Bechs Fader.

Kaptajnen overbevist om at have forøvet Overfaldet paa Garvermester Thaulow.

Arresteret.

Samtale med Kaptajn Bech.

Vore Læsere vil erindre de forskellige Meddelelser, vi har bragt om hint mærkelige Overfald, der Tirsdag Eftermiddag, omtrent ved Sekstiden, fandt Sted i Vesterbrogade 71, hvor en Handelsmand pludselig voldslog den gamle Garvermester Thaulow i dennes Hjem, og derefter skyndsomt begav sig paa Flugt.

Der forelaa kun faa og vage Oplysninger om denne Sag, da Politiet fik den sin Haand.

Med et stort, gabende, blødende Saar oven i Hovedet rendte den overfaldne Garvermester selv til Politiet og anmeldte Forbrydelsen. Men, hvem Forbryderen var, derom kunde han ikke give Besked. Det var en Mand, af hvem han havde købt et Billede, og som havde forsøgt at laane Penge af ham. Andet vidste han ikke.

Handelsmanden var øjensynlig bleven rasende over, at Thaulow ikke vilde ud med Pengene, men derimod sagde til ham: "Nu skal De gaa !" Og da den gamle Mand i det samme satte sig ned for at trække sine Støvler paa, var det, at han fik det voldsomme Slag i Hovedet . . .

Den gamle Thaulow,

der bor ganske alene, og hvis Særhed navnlig bestaar i en ren Mani for at samle gamle Billeder og Malerler, blev efter dette Overfald helt umedgørlig.

Han lukkede sin Dør af med dobbelte Laase, ja, barrikaderede sig formelig i sin Lejlighed. Kun hans allernærmeste Slægtninge fik - om end med Besvær - Lov at se ind i Lejligheden. Han talte vildt og usammenhængende. Hans Skræk steg til et halvt Forfølgelsesvanvid, saa frygteligt var hans Nervesystem blevet rystet ved det Skete.

Som en Følge heraf var det ikke stort bevendt med de Forklaringer, som Garvermesteren kunde give Politiet. Det var altsammen hen i Vind og Vejr.

Derimod kunde han give Politiet en Genstand, der havde Betydning for Undersøgelsen: Det Billede, han havde købt af Voldsmanden, et forøvrigt meget tarveligt Litografi, som Garvermesteren havde købt til altfor høj Pris.

Politiet,

anført af den flinke Opdager. Hr. Jepsen, gik nu paa Jagt efter den formentlige Sælger af dette Billede.

Det Resultat, som Hr. Jepsen efter vidtløftige Undersøgelser kom til, var saa overraskende, at han ikke selv turde tro paa det.

Saavidt han kunde forstaa, maatte det nemlig være Kaptajn, Grosserer S. P. J. Bech, R. D., der havde solgt Garvermester Thaulow Billedet.

Den Tanke, at en Kaptajn, en Grosserer, en Ridder af Dannebrog, skulle afsløres som gemen Voldsmand, slog imidlertid Opdagelsesbetjenten med en saadan Forfærdelse, at han blev ganske bleg om Næbbet.

Han gik derefter til Politiassistent Gyldenfeldt, med hvem han havde en længere Konference om, hvad der nu skulde gøres.

Politiassistenten mente, der var ikke andet at gøre end at opsøge Kaptajn Bech og præsentere Billedet for ham.

I Kaptajn Bechs Hjem.

Nu vel. Hr. Jepsen begiver sig altsaa til Kaptajnens Hjem, Havnegade Nr. 3, hvor han ogsaa var saa lykkelig at træffe Hr. Bech.

Hr. Jepsen afslører Billedet, idet han spørger:

- "Har De solgt dette Billede?" '

- "Nej", svarede Kaptejnen, "jeg har aldrig set det Billede, kender det ikke".

- "Er De aldeles sikker paa det?"

- "Ja vel er jeg sikker paa det. Troer De jeg lyver?" foer Kaptejnen op. 

-"Nej", svarer Politimanden, "men naar De nægter at have haft Noget med Billedet at gøre, bliver jeg nødt til at anmode Dem om at følge med mig".

Kaptajnen gjorde Indvendinger. Dog, det nyttede ikke. Han maatte ifølge Betjenten, og i en Droske kørte de ud til Politistationen i Svendsgade

En sammenkomst. Bekendelse og Arrestation

Saasnart Kaptajnen var kommen til Stede paa Stationen, blev der straks sendt Bud efter Garvermester Thaulow.

Straks, da han saa' Kaptejnen, udbrød han:

- "Ja, det er Manden."

Og de to Modstandere maalte hinanden med Blikke, der var kemisk rensede for Kristenkærlighed.

Thaulow blev derpaa afskediget, og nu kom det til en længere Samtale mellem Politiassistenten og Kaptejnen.

Bech havde øjensynlig tabt sin Bitterhed og Herredømmet over sig selv. Han gik hurtigt til Bekendelse.

- ja, han havde slaaet Thaulow.

Men det var ikke noget planlagt Overfald, hævdede han. Nej, han var kommen i et hastigt Skænderi med Thaulow, og i sin Hidsighed havde han da slaaet til.

Men, hvilket Instrument, havde Kaptejnen brugt?

Han vilde han ikke forklare sig. Dog, Alt tyder paa, at det har været en Jærnkno eller en saakaldt "Todtenslæger," han har benyttet. Derom vil han sikkert ogsaa nok senere blive tvungen til at afgive tilfredsstillende Forklaring.

Fra Svendsgadestationen førtes Kaptejnen sent om Aftenen til Politikammeret, hvor han kom i et kort Forhør af Politiinspektør Madsen, der afsagde Arrestdekretet over Manden og lod ham føre til Arresthuset paa Nytorv.

Kaptajn Bech

Hvem er nu denne Kaptajn Bech, der saa uventet er afsløret som Voldsmand?

Han er en bekendt Skikkelse her i København, men mindre anset end bekendt.

Som en endnu ung Mand deltog han i Krigen 1864, hvor han blev Premierløjtnant. Han blev saaret, fik Ridderkorset og Afskedspatent som Kaptajn.

Senere ansøgte han om og opnaaede Tilladelse til at regnes til de "Afskedigede Officerer, der har Tilladelse til at bære Uniform som Krigsinvalider".

Efter sin Deltagelse i Krigen, hvor Bech viste sig som en særdeles tapper og uforfærdet Soldat, førte han et meget æventyrligt og bevæget Liv.

Han blev Spekulant og Projektmager i stor Stil, og i sine omfattende Spekulationer viste han sig som en Mand, der ikke tog smaalige Hensyn.

Han, der ikke ejede en rød Øre til at begynde med, slog sig paa en Gang voldsomt op, gav Partiet som den store Matador.

Han var en uforbederlig Pralhans, og hans Veltalenhed var ofte saa bestikkende og imponerende, at den kunde trække selv klogere Folk ved Næsen.

Han spekulerede især i Landejendomme.

I Skaane købte han uhyre Landstrækninger, Skove, Marker, Fabriker.

For godtroende Danskere fremstillede han saa Forholdene paa disse Ejendomme i den mest glimrende Belysning. Det var et formeligt jordisk Paradis, han oprullede for Liebhavernes Øjne, og Jorden solgtes for fabelagtig billige Priser.

Saa afsluttedes der store Handeler, mens Champagnen flød omkap med Veltalenhedens Strøm.

Siden sit de ulykkelige Landsmænd andet at føle. De gjorde de allerbitreste Erfaringer med disse ufrugtbare, uopdyrkede, øde Marker, værdiløse lige meget paa Grund af Jordens Ufrugtbarhed, den svage Befolkning og Stedets Mangel paa Samfærdselsmidler.

Ogsaa her i Landet spekulerede den driftige Kaptajn.

Endnu den Dag i Dag ejer han en Villa-Ejendom i Kongens Lyngby, paa Jærnbanevejen, som han vistnok adskillige Gange forgæves har forsøgt at afhænde.

For henved en Snes Aar siden var han endog Hotelejer i Lyngby, idet han "købte" det bekendte "Hotel Rustenborg".

Kaptajnen havde store Planer med dette Hotel - selvfølgelig mislykkedes de allesammen og Ejendommen gik over i andre Hænder.

Efterhaanden gik det mere og mere tilbage for ham. Han blev for godt kendt, og Folk blev forsigtige med at afstutte Handeler med ham.

Klasselotterikollektør.

For et halvt Aars Tid siden var Kaptajn Bech utvivlsomt i den Grad paa Knæerne, at han led Nød. Saa skete der Noget, som i visse Kredse vakte den største Opsigt.

Den gamle, syge Frk. Michelsens Klasselotterikollektion i Frederiksborggade skulde overgaa paa andre Hænder, og, som saa mange af de gamle, store Kollektioner, blev den delt i flere Stykker.

En af disse fik Kaptajn Bech. Der blev rettet mange Indvendinger mod Mandens Ansættelse som Klasselotterikollektør, men Alt var forgæves; det hed sig, at selv Hs. Maj. Kongen havde lagt et godt Ord ind for ham. Kaptajnen fik Kollektionen, og han har den endnu den Dag i Dag, den har Lokale i Nr. 16 Ved Stranden, og den antages at indbringe sin Indehaver ca. 2000 Kroner om Aaret.

Samtale med Kapt. Bech.

Den, der nedskriver disse Linjer, havde i Onsdags - Dagen efter at Overfaldet paa Garvermester Thaulow fandt Sted - tilfældigvis en Samtale med Kaptajn Bech.

Han standsede os i Nygade idet han, hæftigt gestikulerende, søgte at lare sine store Planer med en Ejendom i Nærheden af Snekkersten, ved Lave Skov, hvor han agtede at opføre et mægtigt Badehotel. 

Bech var altid opfyldt af store Projekter.

Han anmodede os indtrængende om at strive en længere Artikel til Anbefaling for hans Ide, og han antydede - altfor tydeligt - at vor Umage skulde blive belønnet

- "Jeg har jo", sagde han, "Lov til at sende Dem 5000 Kroner i et anbefalet Brev".

Dette ærefulde Tilbud, som vi kun altfor høfligt afslog, er betegnende for Mandens Karakter.

Overhovedet var Kaptajn Bech - Asger Bechs Fader - en grov, meget brutal, hidsig, i sin Optræden brovtende og ubehageligt stortalende Person, om hvem man i og for sig nok kan tro, at han i Hidsighed kan falde over og skamslaa en gammel Mand, med hvem han var kommen i Trætte.

Muligt er det derfor, at Kaptajnen faar Held til at gennemføre sin Forklarring om, at hans Overfald er Udslaget af en øjeblikkelig Hidsighed og ikke en planlagt Forbrydelse. Bekræfter dette sig, vil han vel slippe noget billigere fra Historien, end det straks saa ud.

Pax.

(København 30. august 1897).

Nationaltidende 1. september 1897, 2. udgave havde besøgt Thaulow i Vesterbrogade 71. Han fortalte at kaptajn Bech flere gange havde besøgt ham og vidste at han havde en betydelig mængde sølvpræmier i et pengeskab. Her fortalte han også om slaget han havde fået i hovedet. Den 1. september skulle Thaulow have været forhørt, men han viste sig ikke. Thaulows fætter, Albert havde også givet møde og i København 2. september 1897 udtalte han sig til fordel for sin fætter. 

Den 2. september dukkede Thaulow så op. Han mente at kunne huske at Bech havde forsøgt at aflede hans opmærksomhed ved at pege på et formodet dyr på gulvet for at få Thaulow til at dukke sig. Bech på sin side påstod at det var Thaulow der havde slået først. Se fx Socialdemokraten 3. september 1897. De første forhør drejede sig udelukkende om overfaldet.

Ved forhøret den 6. september blev dr. Brynjolfsson forhørt. Han havde forbundet Thaulow og konstateret at slaget havde været af en uhyre kraft. 

Forhøret 11. september 1897 handlede om Bechs økonomiske forhold og pengetrang. Her var hans hustru og datter mødt for at fortælle om hans rasende udfald mod sine omgivelser. Herefter fik Bech lejlighed til at fortælle et rosenrødt billede af sin økonomi. Under sagen kom det også frem at Bech for 13 år siden havde overfaldet sin vært grosserer Jorck da han ville opkræve husleje. Men sagen blev dengang frafaldet. 

Under sagen blev det også undersøgt om det var Bech der havde dræbt Lars Hansen i Pilestræde 61 i 1893. Denne sag er behandlet på bloggen. Her kom det dog i oktober 1897 frem at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet.

Den 1. oktober 1897 dukkede kriminalretten op på Vesterbrogade 18 hos den 83-årige enke fru Petersen. Hun havde tilsyneladende haft besøg af kaptajn Bech flere gange under påskud af at han havde gået i skole med en slægtning til hende. Han havde også udspurgt hende om hendes pengeforhold. Han havde herefter senere opsøgt hende, men var blevet afvist. Senest søndagen før overfaldet på Thaulow (om tirsdagen). Se Nationaltidende 2. oktober 1897, 2. udgave.

Den 11. oktober begærede restauratør Wittmack hos kongens foged kaptajn Bech udsat. Bech havde lejet en 3. sals lejlighed i Havnegade 3 siden 14. oktober 1896. Men lejen var ikke blevet betalt. Bech havde lovet Wittmach vin fra hans lager, men senere viste det sig at der slet ikke var nogen vinforretning. Fru Bech gjorde uden held indsigelse, og udsættelsesforretningen gik sin gang.

Ved retsmødet den 1. november 1897 tilstod Bech i sin hustru og datters nærværelse det røveriske overfald.

Overfaldet paa Garver Thaulow.

Hos Thaulow.

Ligesom vi aflagde et Besøg hos Garver Thaulow umiddelbart efter, at han havde været Gjenstand for Kaptajn Bechs Overfald, saaledes have vi ogsaa nu besøgt ham, da hele Sagens sammenhæng er opklaret.

Medens vi ved vort første Besøg hos Thaulow havde den største Vanskelighed ved at faa Adgang til ham, fordi han den Gang havde spærret sig inde i den første Skræk efter det Overfald, han havde været Gjenstand for, saa var Adgangen til hans Lejlighed nu ligesaa let som til enhver anden Mands Bolig. Vi bankede svagt paa Køkkendøren med den berømte Lukkemekanisme; strax efter kom Gamle Thaulow selv med smilende Ansigt og lukkede op for os.

Ja, Ja, sagde han, det er jo godt, at han nu har tilstaaet, saa kan Folk da se, at jeg ikke har fortalt Usandhed. Da vi udtalte den formening, at Ingen havde tvivlet om hans Ord, svarede han, jo der var nogle Blade, der skrev, at det vist ikke hang rigtigt sammen med min Fremstilling af Sagen, og det gjorde mig saa ondt. Men nu kan da Alle se, at del var Kaptajnen, som løj.

Ja, fortsatte den Gamle, jeg har nu ingen rigtig Tillid til den Kaptajn Bech, og da vi indrømmede, at vi saa godt kunde forstaa, at hans Tillid til Kaptajnen var bleven noget svækket ved de fremkomne Tilstaaelser, vedblev han: Jo seer De, jeg er kommen til at tænke paa, at han vist en Gang har havt i Sinde at forgive mig. Det var en Dag, han vilde traktere mig med nogen Vin; men jeg vilde ikke have den. Nu er jeg kommen til at tænke paa, at der maaste har været Gift i den Vin, saa det var da rigtig godt, at jeg ikke drak af den.

Sømand Jensen er ogsaa til Stede, hans Ansigt straaler af Glæde over, at hans gamle Ven er sluppen saa godt fra alle de truende Farer, og han forsikrer atter og atter den Gamle om, at der saamænd aldrig har været Nogen som har mistroet ham, og at Alle nu kun tænke paa ham med Sympathi, Noget vi ogsaa forsikre, er vor fuldeste Overbevisning. Men Thaulow vedbliver med sit: Ja, Ja, det var dog godt, han tilstod, for saa kom det dog klart for Dagen, at jeg ikke har fortalt Assessoren nogen Usandhed.

Men siger Thaulow pludselig, idet han gyser, hvad kunde der ikke være skeet, om jeg ikke den Dag havde sat Kaptajnen ned ad Køkkentrappen. Havde jeg, som min første Tanke var, kastet ham ned ad den stejle Hovedtrappe, saa havde han formodentlig slaaet sig fordærvet, og saa havde det vel været mig, som nu havde siddet i Arresten, mistænkt for Mord. Ak ja. Ak ja! Assessoren sagde rigtignok, at det havde saamænd ikke gjort Noget, om jeg havde slaaet Kaptajnen fordærvet oven paa den Historie; men jeg er nu alligevel glad ved, at det gik, som det gik. 

I Thaulows Lejlighed staaer Alt stadig urørt paa samme Plads, hvor det stod, den Dag Overfaldet skete. Under Stolen, paa hvilken han sad, da Slaget førtes, staa nu Støvlerne, som han den Gang var i Færd med at trække paa. Ved Siden af staaer Pengeskabet, der har lokket Kaptajn Bech til den forbryderiske Handling. Om han havde vidst, at det den Dag, han slog Thaulow, kun indeholdt ca. 100 Kr. i Kontanter, vilde det næppe være bleven Garver Thaulow, som var blevet Offeret for Forbrydelsen. Idet vi tage Afsked med den gamle Garver, siger han: Aa ja, men det gjør mig dog saa ondt for den stakkels Fru Bech og Datteren; mon der dog ikke er Nogen, der vil komme dem til Hjælp i deres store Nød og Sorg. Den gamles menneskekjærlige Hjerte fornægter ham ikke.

(Nationaltidende 2. november 1897, 2. udgave)

Overfaldet paa Garver Thaulow.

Bedragerier med Klasselotteriet.

Igaar var Kaptajn Bech atter i et Forhør, som i»rit sluttede sent paa Eftermiddagen. Han maatte særlig giøre Rede for sine Penge forhold i det sidste Halvaarstid, hvor han overfaldt Garver Thaulow. Bech fortalte da, at han lige fra det Øjeblik da han i April Maaned overtog den ham tildelte Klasselotterikollektion, har forgrebet sig paa Lotteriets Penge. Strax da han fik Penge for Lodsedlerne af dem, der spillede hos ham begyndte han at bruge af disse til private Formaal. Da han saa skulde indbetale Penge til Lotteriet for viste Trækning, dækkede han sine Besvigelser paa den Maade, at han undlod at udbetale de Gevinster paa under 200 Kr., der vare faldne hos ham indtil han ved Fornyelsen af Lodsedler til anden Trækning havde faaet de fornødne Penge ind. Den Sum, disse Gevinster udgjøre, skulle Kollektørerne nemlig ikke indbetale til Lotteriet.

Saaledes holdt Kaptajn Bech det gaaende indtil femte Trækning, da Skæbnen vilde, at der i hans Kollektion kun faldt et forsvindende Antal af Gevinster under 200 Kr. Det Beløb, han kunde lade være at indbetale til Lotteriet, blev saaledes kun meget ringe. Hvad han havde taget af Lotteriets Penge overskred langt denne Sum. Paa dette Tidspunkt var det, at Bech begyndte for Alvor at spekulere paa at skaffe sig Penge for enhver Pris, selv om det skulde koste et Menneskeliv.

Kaptajn Bech indrømmede, at han ofte, lige fra den første Gang han havde forgrebet sig paa Lotteriets Penge, havde siddet med sin Todtenschlæger - den han stadig paastaaer, at han oprindelig har kjøbt til Selvforsvar mod Bøller - i Haanden og tænkt paa, at med den kunde han, hvis det skulde komme til det Værste, bedøve etter dræbe et Menneske saaledes at han kunde faa Penge. Mange Gange havde han været ene med Folk, som han vidste laa inde med Penge, og Lejligheden havde været gunstig til et røverisk Overfald; men han havde ladet den ubenyttet, enten fordi han syntes, han dog vilde se Tiden an, eller forbi han var bange for at udøve Forbrydelsen.

Men saa kom 5. Trækning og med den Udsigten til Opdagelse af Besvigelserne mod Lotteriet. Nu fæstedes Beslutningen sig hos Bech om, at han maatte skaffe sig Penge ved Røveri. Om Besøget hos Fru Petersen paa Vesterbrogade siger han, at han var gaaet ud til hende denne Gang, som flere Gange før, for at forsøge at formaa den gamle Dame til at laane sig Penge; men han indrømmer, at den Mulighed ikke var udelulket, at han kunde have besluttet sig til at overfalde hende, hvis hun havde nægtet ham Laanet hin Søndag. Nu kom Bech jo imidlertid slet ikke ind hos Fru Petersen, og dermed var det Spørgsmaal bortfaldet.

Tirsdagen efter den Søndag, da han havde søgt Fru Petersen, var det saa at Kaptajn Bech overfaldt Garver Thaulow. Angaaende Enkelthederne ved dette Overfald er der under de sidste Forhør fremkommet et nyt Moment. Kaptajn Bech indrømmer nemlig nu, at den Løgnehistorie, han blev saa forbitret over, ikke var den saa ofte omtalte Sømandshistorie, men derimod Thanlows Paastand om, at hans Rengjøringskone havde Nøglen til Pengeskabet i Forvaring. Da Thaulow sad og bandt sine Støvler, spurgte Bech ham endnu en Gang, om han ikke havde faaet Nøglen til Pengeskabet. Men Thaulow svarede med det sædvanlige: "Den har min Rengøringskone". "Det er Løgn Din forbandede gamle Skurk", brølede Kaptajn Bech, og i det Samme slog han Thaulow i Hovedet. Naar Thaulow ikke har meddelt Retten dette, saa er det antagelig fordi han ikke husker denne Scene, der foregik næsten i samme Øjeblik, han fik det voldsomme Slag.

Hvad Proprietær Lakier, Grosserer Schmidt og flere Andre angaaer, af hvilke Bech har villet laane Penge, da erklærer han paa det Bestemteste, at han intet Øjeblik har tænkt paa at ombringe disse Mennesker, dem har han kun søgt for om mulig at saa Laan af dem. Hans Spørgsmaal om deres Pengeforhold var en ganske naturlig Følge af, at hans egne Tanker kun drejede sig om det Ene - Penge!

Efter Forhøret Igaar er Sagen nu saa fuldt belyst, at Assessor Winther paatænker med det Første at slutte Undersøgelsen.

(Nationaltidende 5. november 1897, 2. udgave)

Der gik nu et par måneders tid før sagen blev taget til doms den 4. januar 1898. I mellemtiden blev Bech idømt en bøde på 50 kr. for at have udskældt grosserer Severin Sandberg (Ved Stranden). I mellemtiden spekulerede flere aviser over sager som Bech også kunne have begået. Ved Højesteret idømtes han i mellemtiden den 30 november til at udrede frk. Levinsen 19,800 kr. Den 19. januar 1898 blev han så idømt 10 års tugthusarbejde. Han appellerede herefter sagen til Højesteret.