Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 4/4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923). (Efterskrift til Politivennen).

Dette er fjerde og sidste del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

Efter sin aviskarriere fungerede R. P. Jensen en tid som sekretær i Københavns liberale vælgerforening. Forløberen for Det Radikale Venstre i København, stiftet i slutningen af 1883. Den slog sig i 1892 sammen med Frederiks Liberale Vælgerforening, og ændrede i 1908 navn til Københavns radikale Venstreforening. I 1896 nævnes R. P. Jensen i forbindelse med valget, men siden bemærkes han ikke i aviserne:

Efter Valby-Valget.

Kjøbenhavn, den 2. Februar.

Det er næppe nogen Overdrivere at sige, at den ene Valgsejr i Aftes har vakt lige saa stor Glæde blandt Kjøbenhavns frisindede Befolkning, som alle Erobringerne ved det sidste almindeligt Folkethingsvalg. Stemningen var jo bleven opagiteret til en ualmindelig Højde; Højrebladene hovererede forud og var utrættelige i at haane den "ubetydelige" Oppositionskandidat, der dog viste sig betydelig nok til paa tre Uger at blive en af Hovedstadens populæreste Mænd, til at naa fuldt paa Højde med Herman Bings beundringsværdige Valgagitation og til at berede Højres Bedstemand det ynkeligste Nederlag.

Næst Kandidatens eget solide Arbejde er det de oppositionelle Vælgerforeninger, man kan takke for Resultatet. Navnlig arbejdede den liberale Vælgerforenings Apparat fortræffeligt under Ledelse af den tidligere Redaktør af Ringsted Folketidende, R. P. Jensen. Allerede midt under Valghandlingen kunde han konstatere, at Oppositionen havde dobbelt saa mange Amagere i Behold paa Valgstedet, som der i Fjor stemte paa Bing. "1600 Stemmer skal vi slaa", sagde han, og det slog til. Glimrende var Afstemningen arrangeret med det Formaal at trække Tiden ud til Aften. Listeførerne skældte og mukkede, fordi Folk kun vilde stemme ved et Bord ad Gangen: men Oppositionens Vælgere skældte igen og diskuterede - det hjalp jo altsammen til at hale Tiden ud. Lidt efter Kl 6 kom Arbejderne i Stormmarsch lige fra Værkstedet. Det var paa høje Tid! Scavenius havde Majoritet; men nu kunde Højre ikke skrabe flere Stemmer sammen, og saa svingede Sejren over til Oppositionen.

Ogsaa "Dannebrog" og "København" har arbejdet utrætteligt og loyalt for Oscar Hansen. Medens "København" daglig holdt Arbejderne i Aande ved at gennemgaa Scavenius' grovere Synderegister, tog "Dannebrog" noget finere paa Sagen, og dets politiske Artikler blev hver Dag paa den liberalt Vælgerforenings Foranstaltning destribueret til Valgkredsens Højrevælgere. Man forstaar derfor, at det var ærligt ment, da "det unge Højre" paa sit Møde i "Kongens Klub" i Aftes samlede al sin Harme i et fnysende "Ned med "Dannebrog"! - Og gamle Dannebroge har dog ellers altid været deres eget Symbol!

Højrebladene tager yderst forskelligt paa Nederlaget. Berlingske Tidende er fornuftigst, idet Bladet indskrænker sig til at meddele Valgresultatet uden Kommentar.

Ferslew'erne er dybt nedslaaede. "Efter dette Udfald maa det antages at være slaaet saa temmelig fast, at Højre i Valgkredsen, uanset hvem der optræder som Partiets Kandidat, i det højeste raader over henimod 1600 St.", siger de, og de slutter saaledes: "Hvis de saakaldte "ledende" Mænd i Højre ikke ved Udfaldet af dette Valg faar Øjnene op for, hvorledes vi sidde i det, saa kan Ævret, i alt Fald her i Kjøbenhavn, opgives lige saa godt først som sidst."

"Avisen" er som sædvanlig mest uforknyt. Bladet vil "lægge ud paany" og trøster sig med, at paa Højres Genrejsningsmøde i Aften "vil ingen svigte". I Længden vil Højres opløste Hær dog sikkert føle sig lidet tilfredsstillet ved altid at "sejre" imellem Valgdagene, naar deres Kandidater lige saa sikkert dumper paa selve Valgdagen. Det er vist ogsaa Overdrivelse - med et mildt Udtryk -, naar "Avisen" i Dag paastaar, at paa "det unge Højres" Møde efter Valget "var Stemningen saa ypperlig som næppe nogensinde før" Saa maa den i hvert Fald have været sløj siden.

(Randers Dagblad og Folketidende 27. februar 1896).

Herman Bing er omtalt andetsteds på denne blog. Han nåede ikke at være valgt så længe, da han døde samme år. I Valby Tidende er der et interview med den slagne Højre-kandidat, Scavenius. 

Herefter bliver der stille i aviserne omkring R. P. Jensen. Først da han i 1923 fik et slagtilfælde og blev indlagt på Frederiksberg Hospital eller Rigshospitalet (aviserne angiver forskellige steder) og døde 22. april 1923 blev der igen omtale. R. P. Jensen blev begravet af Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Typografernes gamle Gutenberg-banner og Dansk Typograf-Forbund havde lagt kranse.

R. P. Jensen død.

Atter er en af de gamle Kæmper fra Provisorietiden gaaet bort. En fælles Kending meddeler os i Dag, at gamle R. P. Jensen, forhenværende Redaktør af dette Blad, i Gaar, Søndag, er afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital, hvor han for faa Dage siden blev indlagt, ramt af et apoplektisk Tilfælde og lidende af en alvorlig Bronchitis. R. P. Jensen blev 78 Aar gl. Han var født paa Falster, hvor hans Fader var Kroholder ved det daværende Gaabense Færgested.

Han lærte Typografi ved "Stubbekøbing Avis", kom derfra til København, hvor han fik Arbejde ved "Morgenbladet"; mens han stod ved Sætterkassen var han virksom for sit Fags Organisation; Typografforbundet i Danmark betegner ham vistnok som sin Stifter og viste ham derfor megen Hæder, da det for nogle Aar siden fejrede et Jubilæum. Fra Sætteriet gik hans Vej til Redaktionslokalerne, han blev bl. a. "Morgenbladet"s Rigsdagsreferent og kom i et nært personligt Forhold til flere af de Tiders ledende Venstrepolitikere.

Og "Folketidende"s daværende Udgiver. Folketingsmand P. Chr. Zahle, fik ham til Ringsted som Redaktør af Bladet (1878), altsaa i Aar for 45 Aar siden. R. P. Jensen var en paa sin Vis dygtig Redaktør. Ældre Samtidige berømmer ham for hans Evne til at klippe en Nyhedsruhrik sammen. Han skrev ikke meget selv, men han gav frit Løb for andres, ikke altid vel overvejede Udgydelser. Og som den politiske Kamp tilspidsede sig blev "Folketid." i stedse stærkere Grad Organ for Anskuelser, som i Virkeligheden Ikke deltes af den almindelige Venstrebefolkning. Bladet voxede i Udbredelse, dets Indtægter var betydelige. Men havde P. C. Zahle ikke været nogen fremragende Økonom, saa blev Vanskelighederne større under R. P. Jensens Ledelse. Da Bladet samtidig - midt i 80'eme - indvikledes i en Række Processer, der paadrog det Erstatningsbeløb til flere Tusinde Kroner, blev det Alvor med ældre Planer om, at Egnens Befolkning ved et Aktieselskab skulde overtage Bladet. Man paatog sig de deraf følg. Procesudgifter (2000 Kr.), men man var enig om, R. P. Jensen skulde fratræde Redaktionen, hvilket skete Nytår 1888.

R. P. Jensen rettede gennem Organet for sine gamle Modstandere, "Sjællandsposten", et hæftigt Angreb paa de Mænd, der havde sat sig i Spidsen for Reorganisationen af "Folketid." Men han havde Uret, Og Offentligheden var klar over dette. R. P. Jensen kom ikke mere til at virke som Leder i den danske Dagspresse.

Han savnede vistnok noget den aandelige Overlegenhed. Et Forsøg paa at føre et Blad i Maribo igennem mislykkedes. Og hans Vllkaar var derefter vanskelige, baade i den ene og den anden Retning. I en Del Aar varetog han en lille Stilling i Københavns liberale Vælgerforening. Omkring

Hundredaarsskiftet var han en Tid Rigsdagsmedarbejder ved "København", senere var han en Tid knyttet til "Nationaltidende"s økonomiafdeling og varetog andre Smaahverv.

Hans sidste Aar har ikke været gode. Han var af Naturen en stejl Mand, og hans Karakter ændrede sig ikke væsentligt med Aarene. Dog forelaa der Udtryk for hans Taknemlighed, da hans gamle Blad og gamle Kolleger i Fjor viste ham en Opmærksomhed.

Hans journalistiske Livsværk endte som en Tragedie. Deri var han ikke selv uden Skyld. Men han følte sig forurettet. Det gik ligesom i Staa for ham.

Men hist og her i Midtsjælland sidder der endnu Folk, som ved hans Bortgang vil sende ham en venlig Tanke og som i hvert Fald vil mindes ham med Bevidstheden om, at han altid kæmpede for sin Overbevisning.

(Ringsted Folketidende 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død.

En i sin Tid i politiske Kredse meget kendt Personlighed, Redakter R. P. Jensen, er i Gaar Morges afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital. Den Afdøde blev 78 Aar.

Redaktør R. P. Jensen ramtes for nogle Dage siden af et apoplektisk Tilfælde i den gamle Bræddehytte", hvor han som sædvanlig var gaaet ind for at nyde sin The og passiare med gamle Venner om Dagens Politik, som han levende interesserede sig for, yderst radikal, som han vedblev at være indtil sin Død.

R, P. Jensen var oprindelig Typograf, og med den klare Hjerne og udmærkede Begavelse, han var i Besiddelse af kom han hurtig I Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han kaldtes "Præsident".

Efter en tabt Strejke i 1876 forlod R. P. Jensen Typograferne. Han sluttede sig nu til den radikale "Onsdagsforening", hvor alle Datidens Venstre-Rigsdagsmænd og andre radikale Politikere samledes. Folketingsmand K. M. Klausen var i hine Dage Kasserer i Onsdags foreningen".

Ved disse Sammenkomster stiftede R. P. Jensen Bekendtskab med den forlængst afdøde radikale Folketingsmand P. Chr. Zahle, der var Ejer og Udgiver af det nuværende moderate  Venstreblad "Ringsted Folketidende". Bekendtskabet førte til, at R. P. Jensen blev ansat som Redaktør.

Da Zahle af økonomiske Grunde saa sig nødsaget til at modtage et Præsteembede i Sydsjælland, gik "Ringted Folketidende" over til et Aktieselskab med nuværende Landstingsmand Ole Hansen i Spidsen.

Den radikale Politik, som R. P. Jensen førte, passede imidlertid ikke Storbønderne, der blev mere og mere moderate - og saa maatte R. P. Jensen fortrække. Han rejste tilbage til København, men kom ikke mere til at spille nogen politisk Rolle. I lang Tid var han ansat i de Liberales Kontor, men ernærede sig ellers ved lidt Arbejde i forskellige Bladredaktioner. Skønt han til Tider sikkert har lidt en Del under økonomiske Sorger, bevarede han dog til s in Død sit lyse Humør og sit radikale Ungdomssyn paa alle Politiske Sager.

(Social-Demokraten 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død

En gammel Pressemand er død. Ganske vist er det et Stykke Tid siden, at fhv. Redaktør R. P. Jensen har været fast knyttet til bladlig Virksomhed, men det var dog dette hans Livskald, der stadig helt og fuldt holdt hans Interesse fangen. Det er jo saadan med Journalistikken, at den, som først er kommet ind den. aldrig igen slipper helt ud deraf. Saadan var det ogsaa gaaet med R. P. Jensen - "Bedstefader" - , som han kaldtes af de yngre Udøvere al Faget, som kendte ham.

R. P. Jensen var udlært som Typograf og stod en Tid i Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han var en af Stifterne, og hvor man benævnede ham "Præsidenten". Efter den tabte Strejke 1876 forlod Jensen Typograferne Det var i de Aar, hvor den langvarige, politiske Kamp begyndte at tilspidse sig. R. P. Jensen, der var blevet "Morgenbladet"s Folketingsreferent, sluttede sig til den saakaldte "Onsdagsforening", hvor Datidens Venstre-Ledere samledes. Her stiftede Jensen bekendtskab med den senere afdøde Folketingsmand, Pastor P. Chr. Zahle, der ejede "Ringsted Folketidende, og Zahle gjorde Jensen til Redaktør af dette blad. Da Zahle nogle Aar senere afstod Bladet, brød R. P. Jensen ogsaa op derfra og vendte tilbage til Hovedstaden, hvor han bl.a. en Tid var knyttet til KØBENHAVN.

Han har senere virket ved andre Bladforetagender, baade som Journalist og Korrekturlæser, Livet har sikkert bragt ham en Mængde Skuffelser og Modgang, men sit oprindelige. frejdige Humer bevarede den gamle Bladmand til det sidste. R. P. Jensen blev 78 Aar gammel.

(København 24. april 1923).

Fhv. Red. R. P. Jensen

begravedes Lørdag paa Vestre Kirkegaard. R. P. Jensen havde i mere end 35 Aar været uden nogen Forbindelse med Midtsjælland, men Ringsted Folketidendes nuværende Ledelse havde ønsket at vise ham en sidste Ære og lagde en Krans med signerede Baand paa hans Kiste. Paa denne laa endvidere Kranse fra Journalistforeningen og Typografforbundet, blandt hvis Stiftere R. P. Jensen har været, og hvis Fane ogsaa paraderede ved Kisten. Men ellers blev det i mange Maader en mærkelig Jordefærd. R. P. Jensen havde forlængst fuldstændig brudt med sin Slægt, og Tilnærmelser fra denne Side havde han afvist. Derfor viste det sig, da Præsten forud for Begravelseshøjtideligheden lyste efter tilstedeværende Slægtninge, der kunde være med at bestemme Salmenumrene, at der ingen Slægtninge var. En langt ude beslægtet, kontorchef A. Poulsen i Udenrigsministeriets Pressebureau, tog sig saa af denne formelle Ting. Udgifterne ved Begravelsen var afholdte af Slægten.

Følget var ogsaa faatalligt.

Af kendte Personligheder var mødt Formanden for Rigsdagens Presseloge, Red. Blicher, Formand for Journalistforeningen,

Red. Kr. Dahl, tidligere Næstformand i Typografforbundet, Folketingsmand F. K. Madsen, Skuespiller Peter Nielsen, Dagmarteatret, med Frue og Børn  og enkelte andre. Fra Midtsjælland var der ikke mødt andre end Ringsted Folketidendes Redaktør.

Efter "Tænk naar en Gang" talte Pastor Davidsen, der slet ikke kom ind paa den Afdødes personlige Egenskaber, men holdt en kort religiøs Tale, som han sluttede med Velsignelsen. Derefter afsang man "Lyksalig -", og Kisten blev baaret ud til den nye Del af Vestre Kirkegaard, hvor der er foretaget Rydninger, og hvor den ene nye Grav kupler sig ved Siden af den anden - et Vidnesbyrd om, at Døden arbejder rask. Typografforbundets Fane sænkedes over Graven. Og mens Aprilblæsten stridig og hvas rev i Træerne og viftede med Kransenes Baand, lukkede Graven sig over en stridig og urolig Natur, som ikke fik det ud af Livet, som det en Tid tegnede til.

(Ringsted Folketidende 30. april 1923)

R. P. Jensen endte ifølge aviserne her, i den daværende nye del af Vestre Kirkegård. Hvad der menes med at gravene "kupler sig ved siden af den anden" er uvist. Der tænkes måske på at nye begravelser har jordbunker. I 1923 var kirkegården blevet udvidet med to 1 km. lange terrasser ud mod Sjælør Boulevard. Hans grav er fjernet for længst. I dag ser den nordligste del af den  højest beliggende terrasse således ud. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danse-Dillen tager København i Besiddelse. (Efterskrift til Politivennen).

I Palais de danse skal der afholdes Konkurrencer I Udholdenhed.

Interview med Direktør Adler Petersen.

Verden over hersker der for Tiden en fuldkommen Danse-Dille, og omtrent hver Dag bringer Telegrafen Bud om, at nu har den eller den danset saa og saa mange Timer eller Døgn i Træk. Den ene Dag er det en Danserinde, der har danset 48 Timer I Træk og ødelagt 5-6 Partnere, 2-3 Orkestre, en halv snes Grammofoner og et Parketgulv. Næste Dag lyder det fra Amerika, aten Mand med Træben har danset 64 Timer i Træk. og for at det ikke skal være helt Løgn, falder en dansegal Mand død om efter at have slaaet alle Rekorder og danset 88 Timer ustandseligt.

Hvad denne Idiotisme skal være godt for, er der vist ingen, der begriber. og man undres unægtelig ved Beretningen om, at de Dansende Indtager deres Maaltider og lader sig barbere under Dansen. Værst gaar det selvfølgelig til i Overdrivelsens Land - Amerika, men baade I London, Paris og Berlin er man godt paa Vej til at naa Amerikanerne i dette Vanvid.

Da Danse-Dillen er godt paa Vej til Skandinaven, og det i Gaar forlød. at der skulde afholdes Danse-Konkurrence i Københavns mest mondæne Danselokale "Palais de Dance", opsøgte vi Direktør Adler Petersen i Aftes, og vi traf ham i Fred. d. 7s Ioge i Dansepalæet paa Vesterbro.

- Er det rigtigt, at der »kaj afholdes Danse-Konkurrencer i Deres Lokale?

- Sagen er endnu i sin vorden, da det kniber med Lukketiden.

- Synes De Ikke, at disse Udholdningsprøver er de, reneste Vanvid?

- Fuldkommen! Men en Del er vel ogsaa stærkt overdrevet, og Telegrafen er jo tålmodig. Et er dog givet, at en Bunke Mennesker Verden over er angrebet af Danse-Bacillen, og at Smitten er naaet hertil.

- Vil De sige dermed, at der er nogen, der har tilbudt sig til Dem for at sæt en dansk Danserekord?

- Ja, der har meldt sig to Damer og en Herre, som er parat til at begynde, naar det skal være.

- Hvorledes vil De sætte en saadan Konkurrence i Scene?

- Det er ganske simpel. Jeg aabner mit Etablissement Kl. 3 og lader dem saa danse lige til Kl. 1 Nat.

- Men hvis nu Konkurrenterne vil danse videre?

- Det er netop Sagen. Hvad saa? Saa er der ikke andet for, end at Dansen fortsætte under private Former og under behørig Kontrol.

- Og Musik«?

- Den kan skiftevis besørges af Piano, Orkester og Grammofon.

- Hvad skal de Dansende have?

- De er jo billige at have paa Kost, medens de danser, og saa kan man jo udsætte nogle kostbare Præmier til de Sejrende.

- De er altsaa villig til at modtage Deltagere til Konkurrencen?

- Ja, enhver Lysthavende kan melde sg paa mit Kontor, og naar det tilstrækkelge Artal er tilstede, kan Konkurrencen begynde.

- Danser De se!v?

- Kun til Husbehov. Men ellers har jeg det godt.

- Kunde De tænke Dem selv at deltage i en snartan Konkurrence?

- Ja. hvor det drejede sig om en 2-8 Minutter, mere skal jeg ikke nyde. 

Og Adler Petersen rækker os smilende Haanden til Afsked.

---

Det lader saaledes til at København kan glæde sig til paa nært Hold at stifte Bekendtskab med den allernyeste Sports-Idioti, der næsten staar Maal med Barnevogne-Væddeløbene, og vi forstaar saa godt, at Direktør Adler Petersen lukker sine Døre op paa vid Gab for en Udholdenhedskonkurrence i Dans, da en saadan Begivenhed i det humørfyldte København sikkert vil blive en lukrativ Forretning.

Theodore.

(Klokken 5 (København) 24. april 1923).

Emil Heinrich Ryssel (1846-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

E H. Ryssel 70 Aar.

Det var i Firsernes bevægede politiske Dage, at Ryssels Navn kom frem.

Højre stod i Efteraaret 1881 overfor et Landsthingsvalg her i Byen og mente, forøvrigt vist ret ubegrundet, at der kunde være Fare paa Færde. Ude paa Nørrebro sad en ret ukendt, mindre Næringsdrivende, Manufakturhandler E. H. Ryssel. Han var i høj Grad politisk interesseret. Med Bekymring saa han, at det Parti, han tilhørte, stod uden nogen Organisation, og han fik derfor den Tanke at skabe en Organisation. Det var den Gang lettere sagt end gjort, men med utrættelig Iver tog han Arbejdet op, og kraftigt støttet af daværende Professor juris Goos og Isenkræmmer Vigo Rasmussen lykkedes det ham den 6te Oktober 1881 at føre Tanken ud i Livet.

Den nye Forening fik stærk Tilslutning; "Højres Arbejder- og Vælgerforening" blev forholdsvis hurtigt den største politiske Organisation i Landet. Ryssel blev dens første Formand og var det i 2 Aar, saa trak han sig da tilbage for Carl Ploug. Han blev imidlertid Foreningens Næstformand og samtidig Formand for Organisationen i den mægtige 5. Kreds, og hans Navn var i de Dage kendt af alle. Dette førte ham i 1887 frem som Højres Kandidat ved Folketingsvalget i den store Kampkreds, Hovedstadens 5. Kreds, og gennem en dygtig ført og meget energisk Valgkampagne lykkedes det ham at trænge saa nær ind paa Livet af den socialdemokratiske Kandidat, Skræddermester P. Holm, at der kun var ca. 30 Stemmers Forskel.

I mange Aar har Hr. Ryssel nu ført en stilfærdig Tilværelse, men hans varme Interesse for den Forening, han har skabt, og for det Parti, han tilhører, er usvækket.

I Morgen fylder Ryssel 70 Aar, og del siger sig selv, at Hovedstadens Højre vil mindes ham med Tak for den Organisation, lian skabte, og som trods vexlende Tider og Forhold endnu er den største og mest levedygtige politiske Organisation her i Landet.

(Nationaltidende 16. januar 1916)

Ryssels 70-Aars Fødselsdag.

Formanden for Højres Arbejder- og Vælgerforening, Overretssagfører L. Heine, har paa Hovedbestyrelsens Vegne sendt Klasselotterikollektør E. H. Ryssel en Lykønskningsskrivelse til 70-Aars-Fødselsdagen, ligesom H. A. og V. F. ogsaa har sendt Blomster i Anledning af Dagen.

Fra Grosserer Holger Petersen modtog Hr. Ryssel en Cigarkasse Sølv. Der indløb endvidere Hilsener fra Gehejmekonferentsraad Goos, som i et langt Brev opfriskede Minderne fra 80-emes bevægede Dage. Overretssagfører Poul Rasmussen. Oberstløjtnant Rambusch. Professor Paludan, Næstformanden for H. A. & V. F., Grosserer Kjeldskov, Fabrikejer A. Rich o. m. fl.

Desuden mødte der Deputationer fra Odd Fellow-Ordenen og fra Statsbanernes Billet- og Blanketforvaltning.

(Nationaltidende 17. januar 1916, 2. udgave).

E. H. Ryssel er begravet på Vestre Kirkegård. Hans gravsten ligger tæt på Søndre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kludeskoene. (Efterskrift til Politivennen)

En ond Historie fra det Virkelige Liv.

Der gik forleden Eftermiddag i Skumringen ude paa Carl Langesvej i Valby en fattig Kone med en Pakke Kludesko under Armen Hun vandrede fra Dør til Dør og falbød Skoene men - solgte aabenbart ingen, for hun kom efterhaanden til at se mere og mere kummerfuld og bedrøvet ud.

Saa dukkede der, da hun syntes helt og holdent at have opgivet Haabet om at sælge noget, pludselig en Mand op ved Siden af hende. En Mand, der længe havde staaet i en Port ovre paa den modsatte Side af Gaden og iagttaget hende.

Konen troede sagtens, at han vilde købe Sko. Thi der gik som et Glimt af Haab over hendes Ansigt. Man han havde ikke sagt to Ord til hende, før Haabet brast for hende - og mere end det:

Manden var Politibetjent!

Viksø hedder han. Oluf Viksø. Og han hører til de Nidkære Tjenesten!

Han tog Skoene fra Konen - beslaglagde dem, som han kaldte det - og noterede hende for ulovlig Omløben med Varer, skønt hun, overensstemmende med Sandheden, forklarede, at det var Sko, hun selv havde siddet og syet hjemme i Hjemmet.

Laurine Nielsen, hed hun. Og i Gaar blev hun som Sigtet og Tiltalt fremstillet for Dommer Carstens oppe i Byrettens 2. Afdeling for Politisager.

- - -

Overbetjent Lund. som de fleste Københavnere kender fra den Tid. han var Chef for Politivagten inde i Tivoli, mødte paa Anklagemyndighedens Vegne. Han skal altsaa være streng i sine Krav om Straf for de begaaede Synder. Men - - ja, det var ved Undersøgelsen konstateret, at - - først, at det var ganske rigtigt, at hun selv havde forarbejdet Kludeskoene, og dernæst, at hun hjemme i Hjemmet havde en syg og sengeliggende Mand samt fire smaa Børn, og at det var for at skaffe Medicin til Manden og Mad til ham og Børnene, at hun havde vandret rundt og forbrudt sig mod Lovens Paragraffer ved at falbyde de fattige Kludesko ...

Og Overbetjenten erklærede, at Anklagemyndigheden under Hensyn til de foreliggende Omstændigheder kunde frafalde Kravet om Straf for Konen og nøjes med, at hun fik en Advarsel,

Dommer Carstens, hvis Hjærte ogsaa sidder, hvor det skal, saa helt lettet ud, da han dikterede "Advarslen'" til Protokols Han tilføjede henvendt til Konen, at han jo godt forstod, hun havde forsøgt at skaffe Penge ved at sælge sine Sko, men Loven forbød det jo nu en Gang og - Loven maatte jo holdes.

- Skoene, sagde han saa pludselig, idet han pegede paa Pakken der laa paa Skranken med de beslaglagte 15-16 Par - Skoene? Og - ja. Jeg der skriver disse nøgternt refererende Linier, jeg kunde have tænkt mig Politibetjent Viksø foretage sig noget, der vilde have tvunget mig til at tage min Hat af for ham, hvor og naar jeg i Fremtiden maatte møde ham.

Men - jeg tager aldrig i mit Liv min Hat af for ham....!

Han sagde nemlig som Svar paa Dommerens Forespørgsel:

- Kludeskoene! Dem begærer jeg i Henhold til Loven konfiskeret til Fordel for mig selv som Anmelder! Betjent Viksø fik Kludeskoene konfiskeret og udleveret. Den fattige Kone gik tomhændet og med Taarer i Øjnene fra Rettens Stue Men han. Lovens nidkære Haandhæver havde en stor Pakke under Armen, da han gik.

(Aftenbladet (København) 13. april 1923)

Redaktionen meddelte dagen efter at der var indkommet 2 hundredkronersedler og flere ti- og femkronesedler til konen.

Den 16. april 1923 havde Aftenbladet endnu en beretning fra politiretten hvor betjent Viksø var involveret. Ane Christine Christensen, Rasmussens hustru fra Haveforeningen af 4. juli 1917 havde i kvarteret omkring Lyshøj Allé og Aarestrupsvej falbudt børstenbindervarer. Også her erklærede anklageren, overbetjent Lund at den anklagede kunne nøjes med en advarsel. Anmelderne var foruden Viksø også betjent Fuglebjerg der da Viksø var syg, var mødt op alene. Han krævede ligeledes de beslaglagte varer for udleveret, men da han passerede konen, udleverede han dem med ordene: "Værs'go, min gode kone. Tag De dem nu! Jeg skal ikke berige mig på Deres bekostning. Men nu er formaliteterne i orden" Så slog han hælene sammen og gik sin vej uden at vente på tak.

En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).