02 januar 2025

Mads Hansen - "Mads Øje" 1846-1913. (Efterskrift til Politivennen)

"Mads Øje"

For nogen Tid siden anholdt Politiet en paa Graabrødretorv boende Værtshusholder Mads Hansen, almindelig kaldet "Mads Øje", som sigtet for falsk Anmeldelse.

Sagen blev henvist til Behandling ved idet Kriminalkammer, men "Mads Øje", der er temmelig durkdreven, har hidtil benyttet sig af et gennemført Benægtelsessystem, og det har saaledes endnu ikke været Assessor Ussing muligt at faa noget ud af den Sag.

Til Gengæld er der derimod kommen andre rare Historier om "Mads Øje" frem før Dagens Lys. Ti kort efter Værtshusholderens Arrestation anmeldte seks Piger, der har tjent hos ham, at Mads havde opført sig overfor dem paa en Maade, der er stærkt stridende mod Sædeligheden. Endvidere lod Pigerne fremkomme Ytringer om, at de langt fra var de eneste, der havde været Genstand før hans uappetitlige Optræden, og Politiet anmoder derfor ethvert Tyende, der har været i "Mads Øje"s Tjeneste og har noget at klage over, om at henvende sig med deres Oplysninger til andet Kriminalkammer.

(København 27. januar 1895).


"Mads Øie". "Avisen" skriver :

Kjender De "Mads Øje?"

Han er forhenværende kjøbenhavnsk Værtshusholder fra Graabrødretorv og Fiolstræde med flere Steder.

Bitte Mads er ikke Vært længere, men derimod Gjæst hos Plejefa'r under andet Kriminelkammer.

Mads er sigtet for fæle Ting, nemlig - som Politiet fortæller - "for i større Omfang at have udvist usædeligt Forhold overfor sit Tjenestetydende".

Der foreligger mange Klager over den slemme Mads, nok til at drage ham tit Ansvar for, men alligevel ønsker Politiet at modtage mulige Oplysninger og Klager fra de Mange, som i Aarenes Løb have tjent hos "Mads Øje".

(Isefjordsposten 2. februar 1895).


Mads Øjes Hukommelse.

Forleden blev der foretaget en Fogedforretning hos en bekendt københavnsk Værtshusholder, Mads Hansen, ogsaa kaldet "Mads Øje", der for Tiden sidder anholdt som sigtet for Voldtægt imod flere Tjenestepiger.

"Mads Øje" protesterede imod Forretningens Fremme under Henvisning til, at Kriminalrettens Forsal, hvor Forretningen foretoges, kun var hans midlertidige Opholdssted.

Kongens Foged omstødte imidlertid hans Protest, og i Lørdags fortsattes Forretningen paa samme Sted.

Rekvirenten forlangte, i F. "Folk. Av.", at han skulde opgive, hvad han ejede, og specielt, om Billardet i hans Beværtning paa Vestergade Nr. 7 var hans eget.

"Mads Øje" erklærede imidlertid, at Opholdet i Varetægtsfængslet havde indvirket saa stærkt paa hans Hjerne, at han for Tiden var meget syg og under Behandling af Fængselslægen.

Han havde ganske tabt Hukommelsen og vidste hverken, om han var gift eller forlovet, hvad han ejede eller ikke ejede, saa lidt som, hvor han var henne i Verden.

Skulde imidlertid Kongens Foged alligevel ønske at fortsætte Forretningen, forlangte han at blive indlagt paa et Hospital til Observation - paa Rekvirentens Regning!

Det kan blive ganske interessant at se, hvad Enden bliver paa denne mærkelige Fogedforretning.

(Nordjyllands Arbejderblad 15. januar 1901).


Fra Højesteret.

En gammel Sædelighedsforbryder.

---

... tog Retten fat paa Sagen mod den fhv. Værtshusholder Mads Hansen, kaldet "Mads Øje".

Sagen foretoges for lukkede Døre, og jeg kan af Hensyn til dens Natur heller ikke referere dens Detailler nærmere end saaledes:

Tiltalte er født 1846 og er en ualmindelig usympatetisk Personlighed. Han blev i 1895 straffet med 15 Dages Vand og Brød for Bedrageri, men det holdt haardt at faa ham til at tilstaa. Senere har der flere Gange været indledet Undersøgelse mod ham for forskjellige Lovovertrædelser, men han klarede sig hver Gang ved sine Benægtelser.

Under denne Sag er han tiltalt for Voldtægt mod ikke mindre end 7 Kvinder. De første Sager skriver sig fra 1890, da han var Værtshusholder i en Kjælder paa Graabrødretorv, nedenunder politistationen, og der sivede allerede den Gang noget ud om, at der var noget i Vejen med ham, men han forstod at klare sig. Først i Midten af November blev han arresteret, og efter al Sandsynlighed har han gjort sig skyldig i mange flere Forbrydelser, end der foreligger Anmeldelse om.

Som sædvanligt nægtede han til det yderste og søgte at skyde Skylden paa Anmelderinderne, af hvilke for Resten flere stod paa et lige saa lavt Standpunkt som han. Derved lykkedes det ham at faa sit Forhold draget bort fra de strenge Voldtægtsparagrafer og skubbet ind under lempeligere. Sagen foreligger ret daarligt oplyst fra Kriminalrettens Side, men i slige Sager er det selvfølgelig vanskeligt at faa de kvindelige Vidner til at forklare den fulde Sandhed.

Kriminalretten har efter Straffelovens §§ 285 og 210 idømt ham 1 Aars Forbedringshus. Politidirektøren vilde have haft ham dømt efter § 171, og saa var Straffen bleven meget haardere, rimeligvis Tugthus.

Højesteret blev ikke færdig med Voteringen før et Kvarter over 2. Assessorerne vilde helst have været helt færdige med det samme. De vilde imidlertid ikke vente, til Dommen var indført, og maatte nu i Morges tidlig ulejlige sig ind til Retten blot for at oplæse Dommen. Man kan da gaa ud fra, at den er lang og rimeligvis ogsaa betydelig haardere end Kriminalrettens.

(Aarhus Amtstidende 1. august 1901)

Mads Øje blev ved kriminalretten idømt 1 års forbedringshusarbejde for at have lokket en mængde kvinder med sig under foregivende af at ville fæste dem og derefter har forsøgt eller fuldbyrdet voldtægt imod dem. Kriminalretten skønnede at kvinderne måske ikke havde været helt uvillige, men det mente Højesteret ikke. Den 1. august 1901 forhøjede Højesteret straffen til 18 måneders forbedringshusarbejde.

"Mads Øje" udpantet.

Optrin paa Politikamret.

For nogle Dage siden stadfæstede Højesteret en Dom paa 4 Aars Forbedringshusarbejde over den bekendte Værtshusholder Mads Hansen, ogsaa kaldet "Mads Øje".

Nu er det imidlertid saaledes, at Arrestanter, der bliver dømte, selv skal betale Omkostningerne ved deres Arrestophold, det er lige haardt nok, men saaledes byder en gammel Lov. Udgiften for Mads Øjes Vedkommende er løbet op til 354 Kr. 40 Øre.

Da den stridbare Mads Hansen ikke vilde betale disse Penge godvilligt, sendte Politiet ham i Gaar Kongens Foged paa Halsen. Fogden traf ham i Arresten i Vestre Fængsel. Da Mads hørte, hvad Fogdens Ærinde var, blev han gal i Hovedet og erklærede, at han ikke ejede noget og derfor intet havde at betale med.

Politiet havde imidlertid opsnuset, at Mads Hansen ejede en Sparekassebog, hvorpaa der indestod 370 Kr , og forlangte, at Fogden skulde gøre Udlæg i denne. Dette protesterede imidlertid Mads Hansen imod og hævdede, at Bogen tilhørte hans Søn.

Politiet fik alligevel Pengene. I Gaar Eftermiddags kom nemlig Sønnen op paa Politikamret for at tage Afsked med Faderen, der skulde afrejse til Vridsløselille. Politiet forklarede saa Sønnen, hvad Faderen havde sagt om Sparekassebogen og betydede, at hvis Sønnen ikke godvillig overleverede Politiet Pengene, vilde der blive rejst en ny Sag mod Faderen for falsk Forklaring til Fogedprotokollen. Efter denne Forklaring gav Sønnen Politiet Fuldmagt til at hæve Pengene.

Da Mads Hansen hørte dette, bebrejdede han Sønnen paa det skarpeste, at han havde givet efter, men Politiet lo, det havde jo faaet Pengene og beholdt dem.

(Social-Demokraten 7. august 1901).


Malerens Hævn.

Der var forleden Aften et vældigt Opløb udenfor en Beværtning i en af Københavns Smaagader. 

Og Aarsagen var en ret sjælden.

For et Par Dage siden havde Værten, der gaar under det smukke Navn "Mads Øje" han har kun et Øje - faaet hele sin forretning malet op i blomstrende farver

Da Maleren kom med sin Regning, nægtede Værten kategorisk at betale. Mads tog sit luneste Smil paa og beklagede, at han ikke kunde betale.

At Maleren blev arrig, siger jo sig selv Og saa udpønsede han en frygtelig Hævn.

Forleden Aften, da Gaden laa øde og stille hen, listede han sig med en Tønde Tjære hen til Beværtningen, og med en vældig Kalkekost oversmurte han hele facaden fra øverst til nederst med den vellugtende Tjære

Der blev slaaet Alarm, og Mads kom ud og spurgte, hvad det var for noget.

Til Svar fik han en Pøs Tjære ned ad Ryggen, saa han blev lige saa sort udvendig, som hans Sjæl maa antages at være.

Til sidst blev Politiet tilkaldt, men da var den onde Maler selvfølgelig over alle Bjerge.

(Korsør Avis 9. juni 1908).


Attentatet mod "Mads Øje".

København, Lørdag.

Det er en lille Skiftedagshistorie, der nær kunde have udartet til Tragedie.

I Larsbjørnstræde ligger en lille Beværtning, hvis Vært gaar under Navnet "Mads Øje". Beværtningen søges ved Skiftedagstider af en Del af Landboerne. Hos Mads Øje indlogerede i Fredags en ældre Karl sig. Han havde omtrent 200 Kroner hos sig, da han den første Nat gik i Seng, men i Morges, da han vaagnede, var Pengene borte. Han syntes at høre nogen pusle ved Døren, men da han kom op, var den formentlige Tyv borte. Straks efter fik han fat i Værten, "Mads Øje", og bebrejdede ham i stærke Ord, at hans Beværtning var en Tyvebeværtning, hvor ærlige Folk blev bestjaalet. Værten kunde intet svare hertil, og Karlen forsvandt rasende. Han gik ud i Byen og købte for sine sidste Penge en Revolver med tilhørende Patroner. Nogle Timer senere indfandt han sig i Beværtningen, satte sig ved et Bord i en Krog, og da "Mads Øje" et Øjeblik vendte Ryggen til, trak han Revolveren op og fyrede. Under vildt Slagsmaal blev han overmandet og afleveret til Politiet. Han tilstod straks, at det havde været hans Hensigt at skyde Værten, hvem han mistænkte for Tyveriet. Den anholdte har tidligere været straffet for Vold. Der venter ham nu en streng Straf.

Rvportor.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. november 1910).


Pistolskudet i Mads "Øjes" Beværtning

En Eftermiddag i November var der stor Staahej i "Agrarcaféen" i Lars Biørnstræde 12. En af Gæsterne, fhv. Vognmand Jens Petersen havde beskyldt Værtens Fader, Mads Hansen, kendt under Navnet "Mads Øje", for at have stjaalet 180 Kr, fra ham og var efterhaanden kommen i saadant Raseri, at han havde slaaet en Rude ud og afskudt en lille Pistol, som Mads Hansen mente var rettet mod ham.

Jens Petersen blev arresteret, men det kunde ikke bevises, at det havde været hans Hensigt at ramme. Petersen selv hævdede, at han kun vilde skræmme Mads Hansen. Petersen, som under Sagen har været indlagt til Observation, og som i Følge Professor Friedenreichs Erklæring er alt andet end begavet, blev derfor frifunden.

(Social-Demokraten 12. februar 1911).


Menneskemarkedet.

Blot et Blik paa ovenstaaende Sceneri fra "Skiftedagen" og man føler Forbavselse over, at dette fra "Herremandstiden" stammende Menneskemarked endnu opretholdes.

Udenfor Hagers Engageringsbureau i Klosterstræde, men især dog i Larsbjørnstræde, hvor W. Hansens Efterfølger og Jørgen Jensens Enke har deres Fæstekontorer, samles ved November og Maj en Skare af unge. og ældre Bønderkarle og -Piger, der søger de yderst slet lønnede Arbejdspladser.

I Gaar rørte der sig et ejendommeligt Liv i Gaden, helt forskelligt fra det vanlige. I hundredevis gik og kom "Arbejdskraften" mens en og anden Forpagter eller Proprietær kom slentrende og saa til som ved et Dyrskue.

Allerede tidligt paa Formiddagen var der "Rabalder" i Gaden. Et Par unge Mennesker kom i Klammeri, og det gik udover "Agrar-Kafeen"s store Rude, bag hvilken den bekendte Gæstgiver Madsen, kaldet "Mads Øje" residerer.

Naa, det aabne Gab til Beværtningen skadede ikke Omsætningen; det snildt beliggende Traktørsted havde hele Dagen stærkt Besøg af Pladssøgende og af de kendte "Bondefangere", der lurede paa Rov, og ude paa Gaden købsloges der om "ægte", men meget billige Gulduhre, som forsvandt i Lommerne, hver Gang Betjenten kom anstigende.

Det hele forældede og inhumane Arrangement gjorde et nedslaaende Indtryk paa sundttænkende Tilskuere.

Hvor er det dog urimeligt, at disse arbejdskraftige unge Mænd skal være henviste til at staa som Kvæg paa aaben Gade eller sidder til Beskuelse i mørke, snævre Lokaler.

Vi har et velorganiseret, kommunalt Arbejdsanvisningskontor (i Guldbergsgade) men intet tilsvarende for Staten.

Vi har krævet og vil vedblivende kræve menneskelige Forhold indførte ogsaa paa dette Omraade; et stort, godt indrettet og humant ledet Anvisningskontor for Landets Mænd og Kvinder, der søger Arbejde, en Institution, som vilde kunne danne en Regulator ved Arbejdsløsheden og en Hæmsko for Indførsel af udenlandsk og da navnlig polsk Arbejdskraft.

Som dette Menneskemarked nu er indrettet, er det en Haan mod Menneskeheden. Der var hen paa Eftermiddag foretaget henved en halv Snes Anholdelser, navnlig for Bondefangeri, og et Par for Slagsmaal - og adskillig flere ventedes i Løbet af Aftenen og Natten.

(Social-Demokraten 3. maj 1911).


Mads Hansen døde i marts eller april 1913.

På dette foto (udsnit) fra Kbhbilleder af en ukendt fotograf ses Larsbjørnsstræde med Agrar-Cafeen til venstre 1909. Nogenlunde samme vinkel som Social-Demokratens tegning i artiklen ovenfor.

Pastor Ifversen paa Assistenskirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ifversen vækker Forargelse ved en Begravelse

Præsten holder politisk Møde paa Assistens Kirkegaard.

I Søndags Kl. 1 blev Bager Jørgensens afdøde Hustru Anna begravet paa Assistens Kirkegaard, ægteparret var nygift, den Afdøde var ganske ung, kun 23 Aar, og baade Enkemanden og den Afdødes øvrige Slægtninge følte naturligvis stor Sorg over den bratte Død, der de bortrevet den unge Kvinde.

Uheldigvis skulde Pastor Ifversen besørge Jordpaakastelsen. Kultuminister Bjerre resolverede forleden i Anledning af Klagen fra 12. Kreds om Ifversens Optræden ved Snedker Jensens Begravelse, at Præsten har Ret til de Lig, der kommer i hans Sogn, saafremt den Afdøde har tilhørt Statskirken.

Efter det Kendskab, Befolkningen har til Ifversen, kunde man forudse, at der vilde blive Skandale. Og Skandalen udeblev da heller ikke - derfor skulde Ifversen nok sørge.

Der var mødt et meget stort Følge, deriblandt Jørgensens Fagfæller med Bagernes Fagforeningsfane. Fanebæreren, Bager E. Hansen, fik straks den Besked fra Ifversen, at Fanen ikke maatte udfoldes, hverken i Kapellet eller ved Graven.

Præstens Ordre vakte stor Misstemning i Forsamlingen. Følget gik ind Kapellet, hvor Ifversen holdt en Tale, men Fanebæreren maatte blive udenfor.

Kisten førtes ud af Kapellet og blev baaret til Graven, ledsaget af Følget. Fanebæreren fulgte med den sammenrullede Fane, og nu kom Misstemningen mod Præsten til Orde. Forsamlingen følte sig ganske naturlig krænket ved den stædige Præsts Optræden og ved den Haan, han viste mod den gamle Fagforeningsfane, denne Fane, der her netop skulde være Symbolet for Kammeraternes Deltagelse overfor Familien og en Æresbevisning overfor Familien og en Æresbevisning overfor den Afdødes Minde.

Ved Graven rettedes der atter en Forespørgsel til Ifversen om, hvorfor han nægtede, at Fanen maatte udfoldes; man haabede, at han ville tillade, at Fanen efter gammel Skik vajede over Graven for at bringe den sidste Hilsen.

Ifversen var urokkelig i sin Stædighed. Der udspandt sig et skarpt Mundhuggeri mellem ham og Følget; der lød forskellige Udraab; i Forvirringen hørtes Ifversen true med, at han skulde "styrte disse Tyranner", og det hele tegnede et Øjeblik med at løbe ud i Forvirring.

Pludselig traadte Ifversen op paa Gravhøjen og raabte: "Naar jeg har talt paa denne indviede Plet, saa vil jeg komme ned til Dem og sige et Par Ord.«

Da Jordpaakastelsen var besørget, arrangerede Præsten

et politisk Møde.

Ifversen stillede sig op tæt ved Graven, mens Følget omringede ham. Præsten var bleg. Fanatismen lyste ham ud af Øjnene. Hans hele Person virkede uhyggevækkende ved det utæmmede Had, han gav Luft i den ophidsende Tale, han nu holdt, afbrudt af Forsamlingens Tilraab,

"Det er første Gang," raabte han, "at jeg har forbudt en Fagforeningsfane at komme til Stede ved en Begravelse . . . Jeg skal sige Dem Grunden, hvorfor jeg handler saaledes . . . Jeg har tilstillet "Social-Demokraten" en Redegørelse, som Redaktionen har været fejg nok til ikke at optage i sin Helhed Saalænge Arbejderne bøjer sig under disse Tyranner . . . (Raab: Hvem er det?) Jeg kan gærne sige Dem Navnene ... Det er P. Knudsen, Wiinblad og Sigvald Olsen og alle de andre Arbejderførere . . . (Stærk Uro.) Sigvald Olsen har en Gang sagt i et Foredrag: Vi vil frem trods General Satan! . . ."

Nu var Forsamlingens Taalmodighed udtømt. Den udbrød i Hurraraab, og Resten af Ifversens Udtalelser druknede i Latter.

Præsten stod et Øjeblik stille. Han forstod, at Slaget var tabt for ham. Her, hvor han ikke havde betænkt sig paa at forstyrre de Dødes Fred og saare de Levendes helligste Følelser overfor de Afdødes Minde ved at arrangere et Rabaldermøde paa Kirkegaarden.

Ifversen raabte: "Farvel og Guds Fred !" og skyndte sig bort, hilst af ironiske Bemærkninger: "Tak lige Maade!" ... "Farvel, Præst!" ... "Føj for Satan !" . . .

*

Dermed var dette Optrin tilende. Man kan forstaa, med hvilke Følelser Følget forlod Kirkegaarden. Den Afdødes Slægtninge følte sig krænket og forhaanet ved, at Ifversen viste saa hensynsløs overfor deres Sorg og Bedrøvelse, at han lod sin Optræden præge af sine personlige hadefulde Følelser overfor Forhold, iom ikke staar i nogensomhelst direkte Forbindelse med den unge Kvindes Begravelse.

De Tilstedeværende svor paa, at de vilde sky Ifversen, for at undgaa lignende Skandalescener ved fremtidige Begravelser.

Det er da ogsaa en hel Række forargelige Optrin, som denne Fanatiker har gjort sig skyldig i.

I frisk Minde er den Begravelse forrige Søndag, hvor han benyttede Lejligheden til at rakke ned paa Schandorphs Jordefærd, der fandt Sted samtidig.

I Sommers satte han Himmel og Jord i Bevægelse for at tiltrodse sig Ret til at tale over Liget af den omtalte Snedker Jensen, trods at Enken havde frabedt sig hans Assistance, af Hensyn til, at Præsten havde haanet den Afdøde paa Sygelejet.

For et Par Aar siden skulde Grosserer Sparwath have sit Barn døbt og hans Fader skulde være Fadder. Men Ifversen satte sig som sædvanlig paa Bagbenene. Sparwath senior maatte ikke være Fadder, forbi han havde solgt Billetter socialdemokratiske Fester paa Kirken Højtidsdage!

En Præst i et Nabosogn, der saa mere fordomsfrit paa Tingene, besørgede saa Daaben - naturligvis med Sparwath sen. som Fadder!

Da "Samaritanen" startedes, lagde Ifversen sig paatværs af dette velsignelsesrige Foretagende, Han havde opsnuset, at Foretagendets Starter, en ung Mand ved Navn Schrøder, var Fader til Barn, som var født udenfor Ægteskab. Dette foranledigede Ifversen til at arrangere Spektakelmøder, hvor han afslørede Schrøders intime Forhold, og det var ikke Ifversens Skyld at den smukke Samaritan Ids uanfægtet blev opretholdt, til Gavn Tusinder af fattige og Mennesker.

Denne Præst har altsaa Aarrække terroriseret Befolkningen i Nordvestkvarteret. Det er en Skandale, at Kirkeministeren lader en saadan Mand sidde i et Embede, hvor han i den Grad har Magt til at haane og forarge Arbejderne.

Ifversens Optræden i Søndags kræver, at Mandens Sindstilstand undersøges, og at Kirkeavtoriterne gør Skridt til atter at oprette Fred i Hellig Kors Sogn.

(Social-Demokraten 15. januar 1901)


Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Sognepræst Julius Niels Sophus Ifversen (2.7.1863-3.12.1927). 1887-1921. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Hr. Ifversen

En Henstilling til kultusminister Bjerre.

Vi har modtaget følgende

Hr. Redaktør!

Ved at læse "Social-Demokraten"s Beretning i Gaar om Pastor Ifversens Optræden paa Assistens Kirkegaard i Søndags, slog det mig, at det altid er Arbejderne, som denne uheldige Præst hudfletter og terroriserer.

Man hører aldrig, at han øser sit Had og sin Galde ud over de Rige, Kapitalisterne.

Dette er saa meget mærkeligere som Ifversen selv sin Fødsel og Opdragelse har tilhørt de fattige Lag Befolkningen Hans Fader arbejdede i sin Tid i Mansfeld-Büllner & Lassens bekendte Bitterfabrik, hvor han lavede Beama Livs-Eliksir, og han Moder havde et lille Deop Kogeri paa Nordvestvei, hvor Kvarterets Ungdom forsynedes med Slikkerier Den unge Ifversen, som man mente havde nogen Begavelse, holdtes til Studeringerne af Stefanskirkens daværende Præst, Bols, som bekendt ogsaa en Fanatiker og Arbejdersvøbe, og denne krasse Indremissionær har rimeligvis ved sit Eksempel øvet en meget uheldig Indflydelse paa Ifversens Præstegærning.

Ifversen opnaaede efter en ihærdig Agitation at faa Ansættelse som Præst i Hellig Kors Sogn - altsaa netop i det Kvarter, der gæmte Minderne fra hans egen mørke og pietitiske Barndom og hans Forældres Kamp for det daglige Brød.

Man skulde tro. at dette Kendskab til Arbejdernes Nød og Savn havde mildnet og humaniseret Ifversens Syn paa Livet, havde bidraget til at gøre ham forskånende overfor Arbejdernes Krav om en lysere Tilværelse, saa at han ubetinget havde stillet sig paa deres Side i Kampen mod deres Undertrykkere. Kapitalisterne.

Men dette gjorde Ifversen ikke

Han fulgte ikke den tyske Præst Göhres Eksempel, denne Mand. der ligesom Jesus shinede sig þÿ I Arbejderne og de Foitigr : Göhre lod sig indmelde i det socialdemokratiske Parti med det Resultat, at Magthaverne udstødte ham af Præstestanden.

Ifversen derimod logrer for Magthaverne og haaner og forfølger Arbeiderne - og han ender vel som Biskop.

Ifversen giver sig Skin af være Jesu Descipel, skønt han handle tværtimod Jesu milde Lære.

Jesus tog den saakaldte "faldne Kvinde" i Forsvar og sagde: "Hvo der er ren, kaster den første Sten." Men da en ung Pige kom til Ifversen og vilde have sit Barn døbt, da stillede han sig som den strænge Dommer og nægtede hende, et at hun maatte bære sit Barn i Kirken. Hun var uværdig, sagde han, fordi hendes Barn var født udenfor Ægteskab s

Denne Præst, der vender sit kolde, stenhaarde Ansigt mod en ung Moder, som er fattig, han er ikke Jesu Discipel. .

Jesus søgte Arbejdernes Selskab. Hans Disciple var Haandværkere, Fiskere osv. Han tordnede mod de Rige: "Det er vanskeligere for en Rig at komme i Himlen end for en Kamel at passere gennem et Naaleøje."

Ifversen derimod angriber Arbejderne og deres Tillidsmænd og lader de Rige i Fred. Ja, naar Arbejderne dør, saa tilriver han sig deres Lig, imod Slægtningenes Vilje, ikke for at tale milde og trøstende Ord til de Efterladte eller hædre den Afdøde, men for at faa Lejlighed til at spy Galde over Følget.

Hvilken himmelvid Forskel mellem den milde overbærende Jesus og denne hævnfnysende Skændegæst, der ikke viget tilbage for at forstyrre Gravens Ro og bænke Menneskets intimeste Følelser.

Vi henstiller til Kultusminister Bjerre, at Ifversen forflyttes til en finere P»»del, f. Eks Amalienborg-Kvarteret og Marmorkirken. Disse Omgivelser vil sikkert lægge en mildnende Dæmper paa hans S>»d.

Det er næppe troligt, at Ifversen vil fare frem mod Storborgerne med samme Voldsomhed som overfor Arbejderne.

Han vil ikke ved en Rigmands Bisættelse i Marmorkirken forbyde Faner Adgang, og han vil ikke driste sig til paa Kirkegaarden at arrangere Skændemøder med Byens Spidser eller msiillere Højremændenes politiske Repræsentanter, Ministre osv.

.Han vil ikke vove at afsløre en fin Grossererdatter, der hemmeligt har født et illegitimt Barn, eller stille hende i Gabestokken, til Skændsel for hele Menigheden.

Han vil heller ikke ved en Millionær Fabrikants Død tiltrvdse sig Liget hos Enken; han vil ikke tværtimod denne fine Dames Ønske fastsætte Begravelsesdagen og bagefter klage til Ministeriet, fordi Fruen har foretrukket en anden Præst.

Ifversen er blottet for alle ædle Følelser. Han er smaatskaaren. Han slaanrr de R«qr. der til Belønning gav ham en Rejse til Italien forrige Aar. Men Arbejderne angriber han - hvor han kan komme til det.

Gid at Hr. Bjerre vilde forflytte ham til et fint Kvarter!

D x M

(Social-Demokraten 16. januar 1901).


Pastor Ifversen.

Et Besøg hos Helligkorskirkens Præst.

Kjøbenhavn, Onsdag.

Vi aflagde idag et Besøg hos Pastor Ifversen for at lære denne mærkelige Mand at kjende.

Ja, for "mærkelig" er Hr. Ifversen forsaavidt, som han slet ikke svarer til det Indtryk, man gjør sig af ham. Man tænker sig - efter de oppositionelle Referater - at skulle finde en grovkornet, skændende Fanatiker, og man finder en fredelig Stuelærd, hvis Tale er blid og afdæmpet men med en brændende, religiøs Understrøm; en Præst med de gamle Testamentes Uforfærdethed Energi og Udholdenhed i sig - de Fleste ville sige; En virkelig Præst.

Til vort første Spørgsmaal, om Kommunalbestyrelsen kan unddrage Præsterne at tale i Kapellerne, hvad de ville, naar blot dette ikke er i Strid med Religionen, svarer Hr. Ifversen et absolut Nej. Det bliver en Sag mellem Præsten og den Afdødes Efterladte. Saa langt tækker dens Myndighed ikke.

"For Resten", siger Pastoren, "skjælder jeg ikke over den Døde eller er den blinde Fanatiker, som jeg altid skal gjøres til. Ingen vil kunne paapege en eneste at de mange Hundrede Begravelser, jeg har foretaget, hvor jeg har talt dømmende Ord over den Døde; thi det tilkommer ikke mig at dømme. Noget Andet er, at jeg benytter Lejligheden til at vække Tilhørerne, faae dem til at anstille Selvbetragtninger - og komme til den rette Forstaaelse af Kristendommens Væsen og deres egne Sjæles Vel. Det er min Pligt som Præst, som Menneske, som disse Menneskers Næste. - Den meget omtalte Fordømmelse af Schandorphs Begravelse indskrænker sig til en forbigaaende Bemærkning om de kristne Hedninger, der samledes der. Jeg maa nemlig fastholde, at Kirken ikke bør tillade saadanne Afvigelser, der kun virker skadelige og udvisker Grænserne. Vil et Menneske lade sig borgerlig begrave, - godt, lad ham da melde sig ud af Folkekirken. Jeg respekterer en saadan Handling - som f. Ex. Arbejderen, der begravedes i søndags - men staaer man i Folkekirken, maa man lyde dens Love.

Og de socialdemokratiske Faner, som jeg har forbudt - hvorfor maatte Arbejderne ikke faae Sagens Forhistorie at vide? Det var efter at en af deres Førere, P. Knudsen, ved Kongressen i Paris havde talt Oprørsord mod stat og Kirke, at jeg tog Stilling til Spørgsmaalet. Forinden bad jeg dog Hr. Knudsen om at forklare i "Social-Demokraten", hvad han havde ment med de Ord, som vare refererede, men jeg kunne intet Svar faae i Bladet, henvistes til et Møde, hvad der syntes mig baade meningsløst og undvigende, og da jeg sluttelig ønskede optaget en Redegjørelse til Arbejderne, for at de kunde vise, hvorfor jeg maatte forbyde dem deres Faner, der ellers altid havde været tilladte, saa negtedes det ogsaa. - Denne bestandige, systematiske Løgn er Synd mod Arbejderne. Men der kommer vel en Dag, hvor de opdage den. Og, da ve Førerne!

Jeg har den største Sympathi og Respekt for Arbejderne og byder med Glæde deres Sygekasse- og Afholdskasser etc. Velkommen. Men jeg maa blive mit Kald og min Tro lydig. Naar deres Førere præke Oprør og ved deres Ord binde Partiet, saa maa jeg have Lov til at negte Partiets Symbol Adgang til den Begravelse, jeg foretager. Netop i denne Menighed, hvor jeg virker har jeg den bedste Lejlighed til at lære Arbejderne at kjende, og jeg troer at turde sige, at der bestaar et godt Forhold mellem dem og mig enkeltvis. Jeg seer endda Kirkens Fornyelse ske gjennem denne Klasse, ja, at det er den, som skal lære os Vejen. Men saaledes som da nu ledes, maa det baade harme og smerte En; havde de bedre Førere, da ville Partiet blive en Samfundets magt, man maatte ønske Fremgang."

"Men troer De at have Kraft nok til at gaa paa Tvers af Strømmen?"

"Ja, saa længe Gud vil det. - Tilliden til Kristendommens Sandhed, til at Kristus leder mig og viser mig Vej, til at det er hans Vilje, at jeg skal, - det er mig nok." 

"Og naar De en Dag seer, at De ikke er naaet et Skridt videre men har arbejdet Dag og Nat, uden det har frugtet?"

"Det er alligevel ikke spildt. Intet gaar jo tilgrunde. Og er det ikke et dejligt Ord, der siger: "Den, som saaer med Taarer, skal bære sin Høst hjem med Frydssang.

"Jo - hvis De faaer Lov at høste"

"Naturligvis vilde det være mig en usigelig Giæde, om det maatte forundes mig at se Resultaterne. Men selv om det ikke skeer, - jeg veed, veed saa sikkert, at det er ikke spildt. En Dag vil saa Andre bære Høsten hjem."

- Pastor Ifversen pusser nænsomt om nogle Vinduesplanter, da vi byde Farvel. Han fjerner de visne Blade, pudser Stængelen - og muligvis det gjør Planten ondt; men det er jo alligevel til dens eget Bedste. 

Paa lignende Maade er det sikkert med hans Menighed. Han vil kun dens Vel. Han kjender Midlet, der skal gjøre den til et livskraftigt Træ. Og med Gartnerens kyndige Haand rykker han Ukrudtet op.

Ekko.

(Fyns Stiftstidende 25. januar 1901).


I Dannebrog (sognepræst Asger Højmark), København, Forposten (Højreblad) og var artikler imod pastor Ifversens optræden ved begravelser. Ifversen fortsatte ufortrødent sin færd mod faner ved begravelser, fx september 1901.

Den tyske præst Paul Göhre havde socialistiske sympatier. Han blev fyret i 1901 for "disciplinær forseelse" hvis han ikke selv foretrak at gå frivilligt. Han valgte det sidste.

Harald Valdemar Mansfeld-Büllner (1842-1900) og barndomsvennen fotograf Lassen dannede firmaet Mansfeld-Büllner & Lassen. Det handlede med kemiske sager, parfumer samt "Brahma-Livs-Elixir". Der var fabrikker både i København og Malmø, hovedkontor på Frederiksberggade. I 1891 blev han det Osmanniske Riges generalkonsul i Danmark. Han boede i en stor villa Villa Hasa på Strandvejen i Skovshoved 1898 (nedrevet 1938). Hans gravsted i Sankt Petri Kirke har en statue af ham.

01 januar 2025

Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).

Sophus Schandorph 1836-1901. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Schandorph.

Igaar Morges Kl. 5½ døde Dr. Schandorph efter en lang og haard Dødskamp, under hvilken han dog vistnok var ganske bevidstløs. Født i Ringsted den 8. Maj 1836 naaede han altsaa en Alder af den mod 65 Aar.

Ikke uventet lyder Budskabet: Nu er det forbi! Han havde jo været mærket i mer end Aar og Dag, hans stærke Livsfylde var i Virkeligheden udtømt. og skjønt Sygdommen til sine Tider syntes standset i sin Gang, var Legemets Sundhed kjendelig vegen, saa at hvert Haab om Gjenrejsning helt var borte. Med mærkelig Sejghed kunde han længe opretholde baade aandeligt Liv og sjælelig Spændighed, skjønt ikke uanfægtet. Han bevarede sine Interesser og det Syn paa Alt, i hvilket han som moden Mand med ungdommelig Begejstring havde taget sit Stade, fundet sin Plads, vundet sine Sejre. Saaledes gled han, lammet paa Legeme, Døden i Møde som den Personlighed, han var bleven under ihærdig Flid som Forsker og Forfatter, med uforfærdet Kamplyst mod dem og mod det, han vilde til Livs, men fuldt saa meget med en brav Sjæls trofaste Hengivenhed overfor talrige Venner, med et godt Menneskes ømme Inderlighed overfor hende, der delte Med- og Modgang med ham, fint følende og fint forstaaende, den bedste Støtte alle Dage, den kjærligste Plejerske i Prøvelsens Tid.

Krøyers udmærkede Billede af Ægteparret viser os Schandorph, som maaske de Fleste kjendte ham bedst, og som han vistnok helst vilde være kjendt. Ingen kan tale om Trækkenes Finhed eller Holdningens Elegance, hverken om dyb Aandrighed eller om en stærk, stor Karakter. Men vel om elskværdig Friskhed, om meget Skjelmeri og let fængeligt, bredt Lune, om Evne og Villie til Livsglæde. Naturligvis har Kunstneren ikke kunnet medtage alle hans Personligheds Træk, endnu mindre kunnet give Udtryk for den lange Kamp, giennem hvilken Schandorph havde naaet saa vidt, som han indadtil og udadtil naaede.

P. S. Krøyer (1851-1909): Portræt af Sophus Schandorph (1895). Krøyer lavede også en blyantstegning af ægteparret (1894). Det er formentlig den som artiklens forfatter hentyder til. Statens Museum for Kunst.

Lige og let var denne Livsførelse nemlig langtfra. Hans Kammerater fra Sorø mindes ham staaende ligesom lidt udenfor de Andres Række, dog ingenlunde over dem i Et og Alt. Han havde vel bedre Hoved end Mængden, i det Mindste paa nogle Omraader, men han var i adskilligt "en kluntet Dolk'", som han benævnede en ikke ganske ubeslægtet Figur i sine "Unge Dage". Naar han i sine Erindringer omtalte Skoletiden, skete det ofte med en Mangel paa Sympathi og Forstaaelse af Lærerne og af Livet paa Akademiet, som aabenbart hidrørte fra Mangler hos ham selv. ikke mindre end fra Mangler hos hans Omgivelser. Hverken den Gang eller i lange Tider derefter lykkedes det ham at faa sikkert Fæste under Fødderne. Naar han som Discipel fandt varig sandelig Vækkelse hos Religionslæreren samt hos Peter Kierkegaard, der ikke blot som Prædikant, men ogsaa som Bibel-Udlægger trak ham til sig, saa førtes han vel derved ind paa det theologiske Studium, men han brugte aldrig sin Attestats - hvor meget han end for hele Livet havde sin theologiske Lærdom ved Haanden og med Velbehag lagde den for Dagen.

Han havde tidlig Sans for Sprog og Literatur, og han som efterhaanden ret vidt med Studier, navnlig i de romanske Sprog og til Dels i Kunsthistorie. Ogsaa herom bare hans Bøger talrige Vidnesbyrd, ofte med et Præg af ufrivillig Komik, ikke fordi han egentlig vilde blære sig med sin Lærdom, men fordi han aldrig slap en Rest af Selvlærlingens naive Glæde ved at være saa fuld af Kundskaber. Men ihvorvel han ubestridelig besad en vidtstrakt Viden, og uagtet han vandt Graden som Doctor Philosophiae (paa en Afhandling om Golboni og Gozzi), blev han dog ingen lærd Videnskabsmand, fandt ikke heller her fast Grund.

Saa gik Aarene -- han var 38 Aar gammel da han disputerede - og han sled Livet hen som Timelærer, hvad der ikke var hans Lyst, og hvad Elever af ham have vidnet, at han saare lidt evnede at være. Trykket og utilfreds med Tilværelsen søgte han at frigjøre sig æsthetisk. Han havde allerede som Dreng skrevet Vers og tegnet Karrikaturer; som Student og Kandidat forsøgte han sig som Digter, men det er karakteristisk for ham, at han ingen lunde begyndte som Oprører eller med noget Nyt og Selvstændigt. I hans først offentlig gjorte "Digte" (1863) besynges bl. A. Prinsessen, der i Midnattens Stund vanker i Maaneskin ene i den dunkle Lund, med Øjne som Kjærminder blaa o. s. fr. Det var mildest talt ikke frisk Digtning, men uagtet der var bedre Ting i Samlingen, var det Ægteste den dog nok Klagen over at maatte trække Læs som Kvartblods Krikke uden at kunne slaa til Skaglerne, blot at chikanere Kusken lidt, naar han helst vilde mase Spilbommen.

Under disse Vilkaar modtog han, der ikke ret havde kunnet bruge sin egen Ungdom, sluttelig det Stød, der skjænkede ham en ny Ungdom, hvilke han saa at sige aldrig senere slap. Det var i Begyndelsen af Halvfjerdserne, da den unge Dr. Georg Brandes holdt sine første Hovedstrømnings-Forelæsninger, og nu begyndte Schandorph at finde Fodfæste. "Fra Provinsen" 1876, blev hans første Bog af det nye Bryg, den første vellykkede Samling af smaa Fortællinger. Carl Ploug og Kr. K. F. Molbech, der den Gang raadede over det Anckerske Rejselegat, gav Schandorph dette 1877, og han foretog da (med sin Hustru) en større Rejse til Italien, hjem over Frankrig. "Uden Midtpunkt" blev for en Del skreven i Rom og udkom 1878; skjøndt Hovedpersonen ikke just var opfunden af Schandorph, men laant lidt fra "Adam Homo", mere fra "Rubin", var den hele Udarbejdelse dog hans egen, original og national, men ganske vist tillige mærket af de Fejlgreb og Fejlsyn, der atter og atter kom til at gaa igjennem Schandorphs Forfatterskab, et meget hildet og fordomsfuldt Blik paa visse Folk, især de Dannede og Velhavende, samt i Forbindelse dermed Tilbøjelighed til at drive det Komiske ud i Karrikatur og Skurrilitet.

Disse Svagheder gjordes imidlertid længe til Dyder, thi nu kom den store literære Fejdes Dage 1879-80, og her kastede Schandorph sig med den ungdommeligste Fyrighed i Ilden. Just fordi han selv var forholdsvis ældre og oven i Kjøbet baade en lærd Doktor og ikke uden Anerkjendelse som Digter, blev hans Deltagelse i Kampen hilset som en større Begivenhed, end den i Grunden var. Sandt nok skrev han ved hin Lejlighed gjentagne Gange bedre Vers end i Almindelighed, men egentlig betød hans polemiske Skud ikke Andet, end at han var fanatisk rasende paa Ploug og enthusiastisk begejstret for det Nye, i hvilket han skulde og vilde være med. Derimod karakteriserede han sin Blødhed og Bravhed smukt i den Maade, hvorpaa han behandlede Kaalund som Modstander og højt elsket Ven.

Hermed havde Schandorph heldig faaet Position blandt "Gjennembruddets Mænd", og herpaa levede han Resten af sit Liv, glad ved at stille sig saa nær som muligt ved Siden af Georg Brandes og Holger Drachmann, glad ved at kunne fremtræde som Talsmand, ja Fører for en ny Tid, inderlig overbevist om at være beundret og elsket efter Fortjeneste, medens han delte sig mellem en flittig Produktion og muntert Samliv med Ældre eller Yngre. Han holdt tappert ud paa denne Post, og naar han ikke altid skrev Mesterværker, manglede han dog aldrig Anerkjendelse, skjøndt hans Bøger nok i det Hele ikke fandt mange Læsere, men skulle have været hans Forlæggere temmelig dyre.

Der var dog gjennemgaaende noget Godt ved hans Skrifter, fornemlig ved de mindre Fortællinger og de robuste Almue-Skildringer, selv om Karakteriseringen jævnlig blev overdreven og usand, det Komiske mere en vrængende Maner end ægte Vittighed. Man maatte gjerne have Schandorphs egen Personlighed in mente, føje hans groteske Grimacer og larmende Latter til den Morskab, man selv kunde læse sig til. Og hvis mon stundom blev tilbøjelig til at ærgre sig over kunstneriske Ufuldkommenheder, forsonedes man let ved at aabne Øiet for den rige Elskværdighed, der lyste frem mellem Linierne eller udfoldede sig i adskillige Skikkelser, om besad baade Finhed og Ynde og overhovedet de gode, aand- og sjælfulde Egenskaber, hvilke Schandorph ejede i rigt Maal, hvor meget han end behagede sig ved at optræde som Satyr og Faun, næppe uden at ville spille denne Rolle for at bevare sin Anseelse som uforsagt Frihedsmand.

Sankedes levede han gjennem Firserne og Halvfemserne, blev ældre af Aar, men forandrede sig ikke synderlig. En overmaade frugtbar Skribent, af hvis Værker næppe mange ville blive læste langt hen i Tiden, men mellem hvis Bøger nogle, navnlig mindre Fortællinger vel kunne hænde en mer end blot literær-historisk Klassicitet. Selvfølgelig hørte han til vore statsunderstøttede Digtere, og overhovedet havde han ikke Føje til Klage over Mangel paa god Modtagelse. I det Mindste for saa vidt var han vel en lykkelig Mand, og med sine Egenskaber var han i Sandhed skattet af ikke Faa, selv om ikke Alle, der hyldede ham i selskabelige Lag, kiendte ham nok til at vurdere den Humanitet og Urbanitet, der laa dag hans barokke og tilsyneladende brutale, usnærpede Væsen. Men de, der vidste bedst Besked, ville mindes ham ikke blot for hans friske Humør og lette Lystighed, men især for hans varme Hjerte og det ærlige Sind, der til enhver Tid lod ham elske, hvad han fandt Stort, Skjønt og Sandt.

(Dagens Nyheder 2. januar 1901).


Fotograf Friedrich Leopold Hermann Hartmann (1839-1897): Forfatter Sophus Christian Frederik Schandorph (8.5.1836-1.1.1901); Ida Schandorph, f. Branner (1840-1911). 1872-1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Schandorph.

Georg Brandes skriver bl. a. ved Digteren Sofus Schandorphs Død:

- Med Schandorph dør den anden af de Digtere, som det aandelige Røre i Halvfjerdsernes Begyndelse kaldte frem. Jacobsen var jo den første, som gik bort. Men medens de noget yngre Forfattere blot satte sig i Bevægelse, fordi der nu var Signaler i Luften, uden synderligt Hensyn til det Murbrud, som var blevet skeet i de herskende Fordommes Fæstning, var det anderledes med Schandorph, som var den ældste. Hele hans Ungdom var gaaet hen under Trykket af de herskende Tilstandes Ulidelighed. Han havde vaandet sig under at føle Aandslivet omgærdet af den Selvgodhedens Ringmur, som var opført af uvidende og især uforstaaende Mænd. Han havde mangfoldige Gange selv drømt om at skyde Bresche i det indsnævrende, men havde følt sig for svag og blød dertil. Nu saa han Himlen aaben gennem Breschen. Deri laa det, at han med en ganske enestaaende Varme og Taknemlighed sluttede sig til sine Fæller og altid opfattede det, som havde de brudt Banen for hans Talent. Det sikre var, at han nu frisk som Digter fik Mod til Selvudfoldelse, og at alle Ævner i ham paa meget kort Tid vaktes og skærpedes. Efter Haanden havde han den Glæde at blive lige saa yndet som Forfatter, som han ved sin folkelige Godmodighed og Ligefremhed som Menneske blev populær.

Det fik dog ikke let eller glat. Som bekendt fejrede den københavnske Højrepresse - og der var længe ingen anden - sande Orgier af overlegen Haan over den opdukkende Literatur. Hver enkelt af de ny Forfattere blev uafladeligt tildænget med Skarn, mistænkeliggjort og lagt for Had eller Foragt. I "Dagbladet" og "Fædrelandet" besørgede Molbech og Ploug nedrakningen af Schandorph; Jammerskikkelsen Angelo Haase fik det Hværv Uge ud og Uge ind at forhaane og latterliggjøre ham i det københavnske Borgerskabs Livorgan "Punch". Og denne Usselhed nægtede sig i sin Forfølgelseslyst intet.

Schandorph tog sjældent til Genmæle. Paa ypperlige Vers, som han (maaske af Hensyn til det Reitzelske Forlag) udelod af sine Digte, førte han for en Snes Aar siden en lidenskabelig Fejde mod Ploug og vistnok omtrent paa samme Tid, ligeledes paa Vers, en fra alle Sider venskabeligt og ridderlig holdt Polemik om de litetære Principspørgsmaal med Kaalund. Naar et privat, rent personligt Angreb paa ham af Bergsøe undtages, gik hans literære Liv forøvrigt hen uden Strid. Med godt Humør og Ligevægt i Sindet skrev han den lange Række af Romaner og Noveller, der gengiver hans Samtids Liv, som han opfattede det, og som desuden undtagelsesvis drejer sig om betydelige og interessante Personligheder af Frankrigs og Italiens Fortid.

Schandorph var yndet som faa og havde i sine sidste Leveaar sikkert ikke en eneste Fjende. Venner havde han i stort Tal. Og hans Venner maatte være meget utaknemlige, om de ikke priste ham for, hvad han har været som Ven. Thi den ringeste Velvilje, man havde vist ham, den ubetydeligste Tjeneste, man havde gjort ham, lønnede han tusindfold ved en Hengivenhed, der aldrig blev træt af med et udmærket Hjærtes Trang til Overdrivelse at fremhæve Betydningen af den Hjælp eller Tilskyndelse, han havde modtaget. Han forherligede sine Venner, forsvarede dem, beundrede dem, elskede dem. Aldrig har man ellers i Livet mødt saa mange udmærkede Mennesker som dem, man træffer paa i hans "Oplevelser". Han har for Efterverdenen lagt dem Guldskær om Hovedet, som det taknemlige Hjærtemenneske og det store Barn, han var.

Dog langt mere end nogen Ven var for dette store Barn Fru Ida, hans Hustru. Det er hende, det skyldes, at han i saa mange Aar førte et flyfrit Liv, og at ingen Svaghed fik Bugt med ham. Hun har et Menneskeliv igennem taget sig af ham, som en Kvinde kun kan tage sig af en Mand, naar hun ikke er Hustru, men Søster og Moder for ham. Hun har været alt dette i en Person, i gode Dage som i disse onde og til den sidste Stund".

* * *

Om Schandorphs sidste Levetid skriver "Pol.":

"Siden Avgust Maaned nærede Schandorph ikke selv nogen Tvivl om Udfaldet af sin Sygdom. Efter 9 Maaneders tiltagende Smærter var hans Legeme blevet svagere og svagere, men endnu, da det var saa nær sin Opløsning, havde hans Aand bevaret sin fulde Styrke. Schandorph frygtede ikke Døden. Han ventede den. Da Nytaarsklokkerne tonede over Byen, og han mærkede Afskedstimen nærme sig kastede han de kærligste, stumme Blikke paa sin "lille Ida". Fra Midnat til Kl. 5 om Morgenen laa han stille hen. Nu og da hørtes der et Suk som fra et Menneske, der har vanskeligt ved at aande, men Kl. 5½ blev der stille i det lille Sygeværelse. Dr. Schandorph havde fundet Hvile.

Schandorph maatte paa sit Sygeleje føle, hvilken uhyre Popularitet han ejede. Jævne Folk, hvis Navne ikke kendes, vedblev at sende ham opmuntrende Breve. Juleaften t. Ex. fik han fra en Dansk i San Francisko en original Julefortælling. Afsenderen erklærede, at Schandorph saa ofte havde glædet ham om Julen, at nu vilde han glæde Schandorph. Til yderligere Opmuntring meddelte han, at Julefortællingen, som forøvrigt var meget morsom, var nedskreven paa hans 83aarige Fødselsdag.

Schandorphs afsjælede Legeme er ført til Ligbrændings-Krematoriet, hvor en Højtidelighed antagelig i de nærmeste Dage vil samle Vennerne om Baaren, før denne forvandles til Aske.

Schandorph, der tilsyneladende tog sig Livet let, var meget bange for at overskride sit Budget, og hans Venner ved, at han nærede en næsten overdreven Ængstelse for at gøre Gæld. De færreste ved maaske, hvor meget han har døjet for at bjærge Udkommet. Det er da sørgeligt at maatte sige, at det var Bekymringen for Udkommet, eller maaske rettere Frygten for at skulle blive Vennerne til Byrde, der, uden at nogen anede det, kastede endnu en Skygge over hans sidste Dage.

(Demokraten (Århus) 3. januar 1901).


Schandorphs Bisættelse

Et mægtigt Følge.
Georg Brandes taler.

København, Søndag.

Mange Tusinde Københavnere havde efterkommet Studentersamfundets Indbydelse til en Mindehøjtid for Schandorph. Bisættelsen skulde foregaa Klokken 2, men allerede da Klokken var godt 1, begyndte Folk at samle sig paa Pladsen foran Krematoriet paa Nylandsvej. Og det viste sig, at de, der indfandt sig i saa god Tid, havde handlet klogt, thi snart var den store Plads mellem de sneklædte Buskadser fyldt af en vældig Menneskemængde. Talrige Skarer kunde overhovedet ikke komme indenfor Indhegningen, men maatte tage Opstilling udenfor langt hen ad Nylandsvej.

Rundt om Pladsen vajede 30-40 Sørgefaner, og foran Indgangen til Kapellet var opstillet Bannere fra Arbejdernes Læseselskab. Typografisk Forening den liberale Vælgerforening og flere.

I Døren stod Kisten skjult under en vidunderlig Rigdom af dejlige Blomster og prægtige Laurbærkranse, og tæt her omkring var der reserveret Plads for en særdeles repræsentativ Forsamling af Forenings-Udsendinge, Forfattere, Politikere og Kunstnere, medens yngre Medlemmer af Studentersamfundet fungerede som Marskaller.

Schandorph paa Dødslejet.

Inde i selve Kapellet havde Fru Ida Schandorph og hendes nærmeste Familie taget Plads.

Kl. 2 intonerede et stort Orkester Hartmanns Sørgemarsch over Thorvaldsen, og under de pompøst-højtidelige Toner bredte der sig et tyst Vemod over Forsamlingens som forøvrigt havde forsamlet sig og fundet Plads paa en ualmindelig stille og rolig Maade.

Saa sang man en Sang af J. Aakjær, af hvilken vi citerer et Par Vers

Der hvor en Krans af brede, grønne Agre savner en By,
knirked hans Vugge bag om lave, fagre Tegltages Ly
Saadan som Rugen duver der mod Aften,
saa vi den duve langsamt i hans Digt,
bøjet under Saften
vippetungt, rigt.
Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
Fløjten var Pans.
Trindt mellem Bogen midieslanke Piller
bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden.
- alle var tvungne af hans Latters Magi.
maatte trampe Grunden
pænt til hans Takt.

Som naar om Høst et Aks for Seglen synker tøvende ned,
saadan hans Hoved med de skælmske Rynker bagover gled.
Smilet forsvandt ... De muntre Øjne sove,
Pan sin Discipel atter til sig tog;
Mod de store Skove
bort han ham drog.

Netop som denne Sang sluttede, brød Solen frem paa den letflyede Frosthimmel og gød sit Guld over de snehvide Marker, der her paa Grænsen mellem Land og By strækker sig langt ind i en vid Horisont. Og derpaa traadte Georg Brandes frem foran Kisten og udtalte bl. a.:

"Der skal tales jævne og milde Ord her ved Schandorphs Baare, thi Mildheden var det inderste i hans Væsen. En Sjællænder var han. Og som det sjællandske Landskab gaar i blide Bølger, avledes bølgede, steg og sank Stemningerne i hans Sind.

Mildheden var det inderste i hans Væsen, Kærligheden til de Fortrykte i Samfundet det dybeste i ham. Han bekender det selv i sine Digte. Og jævnsides med denne Kærlighed levede hos ham den stærkeste Begejstring for det fuldkomment menneskelige. Hans Skønhedsbegejstring var inderlig, og han var i al sin Uvirkelighed en from Mand. I sit Lønkammer rejste han Billeder for de store Mennesker, hvis Aand havde virket paa ham. Men han tilbad dem ikke som en Træl eller en Klerk, men som en Mand, der vidste, at det bedste i ham var det samme, der havde levet hos disse Mennesker.

Men denne milde Sjællænder var tillige en tapper Dansker. Han holdt af Bægerklang, men han elskede Sværdklang endnu mere. Kamplysten var han overfor alle Fordomme, alt stivnet og trøsket, der hæmmede Livets Bevægelse. Og hans Vaaben var Satiren. I ham levede det Holberg'ske Lune.

Endelig var Schandorph en god Verdensborger, fortrolig med Kunstens og Literaturens store Skikkelser. De var Liv for ham, og han havde øst af dem alle. Shakespeare og Newton, Spinoza og Goethe. Han selv nedstammede i lige Linje, om end i lang Afstand, fra Renæssancens største Satiriker Rabelais.

- Jeg ser foran mig her forsamlet Arbejdere, Studenter og Forfattere. Jeg siger til Arbejderne: Schandorph var en sand Arbejder, en haardnakket Arbejder til det sidste. Jeg siger til Studenterne: Schandorph var alle sine Dage en sand Student. Og jeg siger til Jer danske Digtere: Schandorph var alle sine Dage en sand Digter.

Og naar vi nu i jævne og blide, i faste og stærke Ord har bragt Dig vort Farvel. Sophus Schandorph, saa siger vi til allersidst: Af Aand var Du. Og naar nu dit Legeme snart skal fortæres af Flammerne, saa vil Din Aand leve videre".

- Brandes' ypperlige Tale lagde en gribende Stemning over dem af den mægtige Forsamling, der kunde høre ham. Og derpaa tog Borgmester Jürgens fra Ringsted Ordet for fra denne Schandorphs Fødeby at bringe ham en hjærtelig Tak for alt, hvad han havde gjort, og fordi han havde været Byen saa god en Fostersøn.

Til Melodien: Brat af Slaget rammet - sang man dernæst en Sang af Studentersamfundets Formand, Iver Berendsen, i hvilken det bl. a. hed :

Sandheds-Banebryder
som var Smaamands Tolk
med dels Brist og Dyder
elsked' han sit Folk:
Skels og Lavs-Foragter
tog han Folkets Søn
med hans Fejl og Fagter,
digted' ham ej skøn
Tak for Latterfossen
med dens Alvorsbund,
Tak for Sandhedstrossen
i hans Folkefund;
Tak for Troskabsævne
- Takken er hans Løn -
Danmark vil ham nævne
Danmarks gode Søn,

Efter at Overlærer Kaper - Svoger til Schandorph - havde takket for Deltagelsen Paa Fru Schandorphs Vegne, skiltes Forsamlingen. Først begav Fru Schandorph, syg og nedbøjet, sig dog bort gennem Mængden, der i stille Ærbødighed blottede Hovederne for Digterens trofaste Hustru.

Vi, der overværede denne i al sin Prunkløshed gribende Mindehøjtid, vil sent glemme den.

Referent.

(Aalborg Amtstidende 7. januar 1901).


Den indremissionske præst Ifversen foretog på samme tid en begravelse fra Holmens Kirkegård hvor han i talen over den afdøde kaldte Schandorphs begravelse for en hedningebegravelse, og talte om "de kristne hedninger" som jordæfstede "en af Guds Riges Fjender" (Isefjordsposten 10. januar 1901). Han var endvidere forarget over at pastor Blaumüller havde deltaget i begravelsen.


Gravsted for digteren Sophus Schandorph og hans hustru på Vestre Kirkegård Afdeling G-9-8. "Her hviler digteren Sophus Schandorph og hans hustru Ida." Ida Schandorph blev bisat fra Bispebjerg Krematorium i marts 1911. Her holdt nevøen dr. Ernst Kaper talen. Foto Erik Nicolaisen Høy (2017). Kbhbilleder. I slutningen af året blev der sat en indsamling i gang for at rejse et mindesmærke over hans urne. Blandt underskriverne var grosserer Anker Heegaard, apoteker Otto Benzon, professor Harald Høffding, maleren H. Slott-Møller, forfatterne Sophus Michaëlis, Henrik Pontoppidan, Gustav Wied og Viggo Stuckenberg. Monumentet blev udført af maleren Harald Slott-Møller (1864-1937). Hvornår har det ikke været muligt at fastslå.

Jacob Holm & Sønner. (Efterskrift til Politivennen)

Samtidig med at Senior Cheferne for Firmaet Jacob Holm og Sønner som igaar omtalt i Dag kunne feire 40 Aars Dagen for deres Indtræden i Firmaet, undergaar dette en betydelig Forandring. Den ene af Jubilarerne, Grosserer Vald. Holm og hans Søn Hr. Georg HoIm udtræde nemlig i Dag af Firmaet, medens til Gengjæld den Sidstnævntes Broder, Hr. Oscar Alfred Holm og to Fættere, d'Hrr. JohS. Sophus Holm og Poul Erik Holm, begge Sønner af Etatsraad Chr. Holm, fra i Dag af indtræde som Deltagere i Firmaet.

Firmaet Jacob Holm & og Sønner kunde Juledag feire sin 105 Aars Fødselsdag. Saa længe er det nemlig siden, at Jacob Holm i Torvegade Nr 21 startede den første Urtekramforretning paa Christianshavn, og af den har Firmaet udviklet sig til sit nuværende Omfang. Jacob Holm var Søn af en Skoleholder paa Næstvedegnen. Faderen døde 1774, da Jacob, der var den yngste af fire Børn, kun var 4 Aar gammel, og Moderen kom til at sidde i smaa kaar, saa at Drengen ikke fik anden Uddannelse end den i Landsbyskolen paa den Tid almindelige. Selv vilde Jacob helst være Slagter, men Moderen satte ham i Urtekræmmerlære i Næstved, hvorfra han efter udstaaet Læretid tog til Kjøbenhavn og fik Plads hos sin Broder, der var etableret paa Hjørnet af Vestergade og Gammeltorv. Her tjente Svenden sine 100 Rdlr. om Aaret, og af dem lagde han saa meget til Side, at han efter fire Aars Forløb voxede sig til selvstændig Etablering paa Kristianshavn. Store Summer havde han dog naturligvis ikke til at begynde med, ikke støtte end. at det Hele medgik til Butikens Indretning, saa at Varerne maatte tages paa Kredit; det Eneste af dem, han havde betalt kontant, var 12 Pd. Chokolade

Det lykkedes imidlertid Jacob Holm at føre Bevis for, at ikke enhver Urtekræmmer, der etablerer sig paa kredit, behøver at gaa i Stykker. Hans Udholdenhed og Flid i Forbindelse med hans medfødte Anlæg for Handelen bragte Forretningen til at antage stedse større Dimensioner, og dette gav ham Mod til at forsøge sig paa andre Omraader. Urtekræmmerens Butik udvidedes til en en grosForretning. der henflyttedes til Eiendommem Nr. 8 i Strandgade, og da Omsætningen stadig øgedes, voxede Lysten til selv at tilvirke nogle af Varerne. For at skaffe Grund til saadanne Fabriksvirksomheder kjøbte Jacob Holm 1805 Eiendommen "Olieblad" paa Amager. Her opførtes 1807-8 en Oliemølle og et Stampeværk for Hamp, og Møllen gav allerede det første Aar en Fortjeneste af 30.000 Rdlr, og der blev da paa Møllens Grund bygget en Limfabrik. Aaret efter anlagdes en Sejldugsfabrik i Dronningensgade, 1810 grundlagdes Sæbesyderiet, og endelig blev Reberbanen paa Amager paabegyndt 1811. Det var nu en meget stor Virksomhed, Jacob Holm drev, og han besluttede da 1817 at opgive Detailhandelen i Torvegade og flytte til Nr. 4 i Strandgade som blev kjøbt og nogle Aar senere ombygget. De daarlige Aar i Aarhundredets Begyndelse synes ikke at have hæmmet Jacob Holm i hans Virksomhed, og han udvidede den stadig. I 1825 oprettede han en saaledes en Stivelsesfabrik; men allerede forinden var han slaaet ind paa Skibbyggeriet og Rhederiforretningen. Først havde han forpagtet Wilders Plads, saa kjøbte han selv to Skibsværfter i Strandgade, og her byggede han bl. A. Dampskibet "Frederik VI". Paa det ene af Værfterne opførtes en ny Oliemølle, der dreves med Dampkraft og var forsynet med hydrauliske Presse. Paa Sandøen oprettedes et Trankogeri til Afkogning af den Spæk, som hjembragtes af to Skibe, som Holm selv hvert Aar sendte til Grønland paa Sælhunde og Hvalrosfangst. I Aaret 1836 byggede Holm dernæst den første Ophalingsbedding. Allerede 1833 købtes Appelbyes Plads, i hvis Grænseskjel til Langebrogade de saakaldle Holms Huse bleve byggede; 1840 kjøbtes Asiatisk Kompagnis Plads og 1844 Larsens Plads, saa at Jacob Holm i mange Aar var den største Bolværksejer i Kjøbenhavns Havn, men tillige den største Skibsrheder. Han ejede saaledes 1840 fem Barker, ni Brigger, to Skonnerter og to kuffer. Af Skibene gik to hvert Aar til Grønland, to gik til Vestindien, Resten i Fragfart paa Amerika og Ostindien. Et af sine Skibe udsendte Holm paa Hvalfangst i Sydishavet, og han havde gjentagende et godt Resultat deraf.

I en Alder af 89 Aar døde Jacob Holm 1845; men han havde allerede fra 1836 optaget tre af sine Sønner i Forretningen, der saa fik Navnet Jacob Holm og Sønner. De fortsatte efter Faderens Død Firmaet i hvilket saa ved Nytaar 1861 de to i Dag jubilerende Herrer Holm, begge Sønnesønner af Jacob Holm, optoges. Endelig rykkede 1895, da Firmaet havde bestaaet i 100 Aar, den fjerde Generation af Familien ind i Forretningen, idet d'Hrr. Georg og Christian Holm optoges i Firmaet. I de siden Jacob Holms Død forløbne Aar er hans Firma blevet fortsat paa en Maade, der har gjort, at det en Gang erhvervede, anseete Navn stadig er bevaret. Den store Skibsværfts- og Rhederi-Virksomhed er opgivet, idet alle "Pladserne" solgtes i Begyndelsen af Halvfjerdserne. For nogle Aar siden blev dog den saakaldte Holms Plads, paa hvilken Fabriksvirksomheden nu drives, kjøbt tilbage; Endvidere kan det bemærkes, at Reberbanen er bleven udvidet med en Sejlgarnsfabrik. Olie-, Sæbe- og Limfabrikationen fortsættes uforandret.

(Dagbladet (København) 1. januar 1901).

Jacob Holm og Sønner flyttede i 1970'erne. Nu Amager Centret. Jacob Holm (1770-1845).