Kildekonens Æventyr.
Husmandskonen fra Søndersted Mark.Vogterdrengens Krone.
I "Husmoderens Blad" skriver Ingeborg Maria Sick følgende interessante Skitse om den gamle Kildekone fra Søndermarken, hvis Hjemstavn er Søndersted i Holbæk Amt:
I denne Sommer bliver der en kendt og populær Skikkelse mindre i København, et dansk Hjærte mindre i Danmark.
Kildekonen fra Søndermarken, Digterinden Marie Villads, er paa Vej til Amerika, hvor hun har sine Børn. Og idet hun glider bort i Fjærnheden Taage, samler det Personligheds-Indtryk, hun har efterladt, sig klarere, med fastere Omrids for Tanken.
De, som ikke har kendt hende eller kun strejfet hende, kan maaske have Interesse af at høre lidt om hende. Der er mange, som kunde fortælle om Marie Villads .... Disse Linjer er udsprungne af mit personlige Kendskab til hende.
En Morgen - for 12-13 Aar siden - gik jeg langs Søerne mod Nørrebro, da en Kone med Tørklæde over Hovedet og et Bomuldstøj-"Knytte" i Haanden kom hen til mig og bad mig vise hende Vej til Kongens Nytorv. Jeg sagde, at der var langt dertil, men nu skulde jeg gaa med hende et Stykke.
"Ja, som Byen dog voxer," sagde hun. "Her bli'r saa vildfarende. Jeg tænker tit, hvad mon Dronning Margrethe vilde sige, hvis hun saa København igen."
Jeg maa have set lidt forbavset ud ved den Bemærkning, for hun vedblev "Ja, De tænker kanske over, hvad mon jeg er for en ? Jeg er saadan en Fyr, som Wessel var. Jeg digter."
Jeg spurgte, hvad hun digtede om.
Omalt, hvad jeg ser om Aftenen, naar Lyset er slukt - om Riddere og Mø'r, Elverpiger og Havmænd.
Saa begyndte hun med et eget, højstemt Tonefald at fremsige et Digt om Havmanden . . . Derefter et om "Natten", der gaar frem "som en kulsort Morinde med Glimmersmykker paa" - et om Hytten i den duftende Englund, hvor hun var født, og om den hjelmede Ko, som hun skulde vogte, men glemte for at drømme om Turnering og Ridderspil og saa videre. medens vi gik Gade op og Gade ned -og Folk vendte sig om efter os.
Da vi skiltes, sagde hun: "De skal ha' et Vers for al deres Ulejlighed. Men hvor maa jeg bringe det hen ?"
Jeg gav hende Adressen, og Dagen efter mødte hun med hele to lange Digte.
Den Gang boede hun i et lille Hus paa Søndersted Mark, men flyttede kørt efter til København efter at have lejet Huset ud - med Frugten fra Haven iberegnet - for 12 Kr. aarligt. Herinde blev hun Lugekone i Landbohøjskolens Have, senere Fejekone i Søndermarken og endelig Kildekone der. Hendes ydre Kaar har i Byen ikke været stort mærkeligere end paa Landet.
Født i et Husmandshjem kom hun tidlig ud at tjene og blev gift med en Landsbyskræder. Med ham fik hun 6 Børn og sad igen med de 4, da han døde. Sled og slæbte saa derude paa Søndersted Mark, indtil hun flyttede ind til København.
Men omkring denne trange, byrdefulde Tilværelse slynger der sig - som en Fylde af blomstrende Ranker - en Række lyse Syner, Drømme og Stemninger, som væver en broget Rigdom ind i det fattige Billede.
Hun er baaret oppe over Døgnets Skyggesider, holdt i Live, kunde man gærne sige, af sin digteriske Ævne. Og hermed mener jeg ikke saa meget Ævnen til at skrive Vers, som til at føle, fornemme, som hun gør.
Dr. Ernst v. d. Recke siger i sit Forord til tredje Oplag af Hendes Bog, at hun er en Digternatur. Og det er vist, hendes Opfattelse, hendes Stemninger er altid ægte, digterisk ægte - Udtrykkene, hun vælger til at gengive dem i, derimod ikke altid. Hvorvidt hun kunde have naaet at sinde mer rammende, oprindelige og personlige Udtryk for det, hun ser og føler, hvis hendes Intelligens var bleven uddannet og Ævnen dertil uddybet, er maaske vanskeligt nu at afgøre. Jeg vilde dog ubetinget tro det. Thi, med Forholdene for Øje, bliver der i Hendes Vers nok at undre sig over disse Vers, der mylrede frem lige fra Barndomsaarene, da hun fik Bank for at "prædike det Tøjeri", og som skyder lige frodigt endnu, da hun gaar i sit 76. Aar.
Men - hun selv, hendes Personlighed, er dog det bedste Stykke Poesi af det hele. Et Digt, hvis Grundtone er Lovsang - vældende frem som Fuglen kvidrer, som Blomsten dufter, i lys og frejdig Ubekymrethed om den Dag i Morgen og dens Plage, hamret af en dyb og urokkelig Tillid til den ene, hvis Haand har talt Stjærnerne og hvert Haar paa Hendes Hoved.
Dette kunde illustreres med mange Træk fra Livets større Tildragelser til de aller mindste.
En Dag stod hun som Enke med sit mindste Barn paa Armen i Døren til sin Hytte, da en lille Vogterdreng, som tjente i Søndersted, kom grædende forbi. Han havde tabt en Krone af sin Husbonds Penge og vilde faa saa mange Hug, naar han kom hjem.
"Jeg har ikke en Øre i Huset", sagde Marie, "det var dog slemt. Men bi lidt - i Morgen skal jeg arbejde hos Gaardmanden derovre og faar en Krone i Dagløn. Den kan jeg hente nu. Han gi'r mig den nok forud."
Da hun kom med Pengene til Drengen, som stod der, højst forbavset over den uventede Redning, sagde hun:
"Vi skulde egenlig ha levet for den i Morgen, de smaa og jeg. Men nu har Vorherre jo Brug for den til dig. Saa sørger han nok for os paa anden Maade."
En af de første Vintre, hun var i København, blev det bitterlig koldt, og Marie vilde ikke sige til nogen, at hun sad og frøs hjemme, "da de kan have saa mange andre at hjælpe."
Men en Aften kom hun straalende glad og fortalte mig, at en fremmed Herre om Formiddagen havde banket paa hendes Dør og sagt, han skyldte hende Penge. Han havde givet hende et Guldtyvekronestykke og sagt, at det var Summen med Renter - saa nu havde hun rigelig til de Kul, hun havde manglet.
Det var Vogterdrengen, som havde være! i Amerika og nu med Møje - dreven af en sjælden Taknemlighedsfølelse - havde faaet hende opspurgt. Han fortalte hende saa Historien med Kronen fra hans Barndom, som hun længst havde glemt.
Mandag den 3. Juni rejste hun, fulgt af en talrig Vennekreds, som kastede Blomster ind til hende, gav hende et kraftigt Hurra og - - hvad bedre var Taarer i Øjnene til Farvel.
Snart ruller Atlanterhavets Bølger mellem hende og Fædrelandet, og det vil nok gaa hende, som hun selv sagde, at de "underlige Aftenlufte" vil "drage hendes Hu" tilbage "over viden Strand". Thi dybt rodfæstet er hun i den danske jordbund. Og maaske ser vi hende igen ad Aare.
Men der er et andet Vers, som dybere endnu passer paa hende, og derfor kunde hun ogsaa drage drage bort med Fortrøstning midt i Vemoden:
"Lige meget, hvad for Egne!
Er ej Himlen alle Vegne -
hvad behøver jeg saa mer!"
(Demokraten (Århus) 6 juli 1901).
