En kendt Valbyborgers død og begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle dage siden afgik en bekendt grundejer i Valby ved døden efter kun en dags sygeleje. Det var markmand Andersen der ofte er nævnt i forbindelse med Valby gamle grundejerforening hvis næstformand han var til sin død.

Han har i en årrække været ansat under Københavns Magistrat og fulgte således sin chef borgmester Borup i graven.

For nogle år siden byggede han sig en villa på Trekronergade, og fra den tid blev han en kendt og afholdt personlighed i Valby, hvor han i nævnte grundejerforening hurtig indtog en fremskudt plads. Hans beskedne og ligefremme væsen skaffede ham kun venner, og uagtet han aldrig lagde skjul på sit konservative sindelag, forstod han dog at vinde sine modstandere for sig. Han gik med sine kolleger i foreningen altid med iver løs på gennemførelsen af sager der tjente Valbys interesser. Det har derfor hos alle som kendte ham, og navnlig hos grundejerne, vakt dyb beklagelse at den kun 54-årige mand måtte bukke under for en pludselig indtrædende underlivssygdom der gjorde en operation nødvendig.

I går middags blev han under stor deltagelse begravet på Vestre Kirkegård tæt ved hans villa. Pastor Ussing talte. I følget sås et stort antal af Valbys grundejere og af funktionærer under Københavns Magistrat. Ved kisten sås to floromvundne faner henholdsvis fra Valby gamle Grundejerforening og Foreningen af konservative Arbejdere; og båren dækkedes af et væld af blomster og signerede kranse.

(Dagbladet (København) 27. januar 1903.)

C. Andersen boede på Trekronergade nr. 19, ifølge Kraks sammen med H. J. Hansen, assistent. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ludvig Christian Borup 1836-1903. (Efterskrift til Politivennen)

Københavns finansborgmester Ludvig Christian Borup var søn af købmand og tobaksfabrikant i Randers Jørgen Christian Borup og Eduardine Cathrine f. Neckelmann. Han var 1883-1903 borgmester for Københavns Magistrats 2. Afdeling. I hans embedstid blev København udvidet med en del af Hvidovre Sogn, Sundby og Nathanaels Sogne på Amager og Brønshøj Sogn. Han var 1901-1903 medlem af Landstinget for Højre. Han blev den sidste konservative finansborgmester i hovedstaden, idet hans efterfølger blev socialdemokraten Jens Jensen. Borups Allé i København er opkaldt efter ham. 

Borups Alle i København. Opkaldt efter Ludvig Christian Borup. Set fra Jagtvej. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

12. januar 1903 åbnede Borup Borgerrepræsentationens første møde på Københavns rådhus efter man havde flyttet fra det gamle råd- og domhus på Nytorv. Knap en uge efter 18. januar 1903 døde han.

Ludvig Christian Borup.

6. Juli 1836 - 18. Januar 1903.

Københavns Raadhus og andre offentlige Bygninger satte i Gaar Formiddags Flag paa halv Stang - Byens mangeaarige Finansborgmester, Konferentsraad Borup var død. Han havde i nogle Aar af og til været besværet af den lidelse, der saa jevnlig angriber Folk ved 60 Aars Alderen, og som hidrører fra Emfysem eller Aareforkalkning, ytrende sig som Tryk for Brystet og Tyngde for Aandedrættet, dog havde Borup i det hele følt sig rask i den senere Tid. Han deltog under fuldt Velbefindende i Rigsdagsmiddagen forleden, han arbejdede i Tordags som sædvanlig med Lyst og Kraft, han tog derefter ud til Middag hos Etatsraad Moresco i Ordrup. hvorfra han Kl. 10-11, uden at fejl noget, kørte til sit Hjem i Bredgade sammen med Grosserer Vett, som boer tæt ved. Og til sin Søster, der styrede hans Hus - han var ugift - talte han om Aftenen kun om sin Helbredstilstand som helt tilfredsstillende for Øjeblikket. ved 8-Tiden i Gaar Morges ringede han imidlertid paa Tyendet, thi først havde han omtrent Kl. 2 om Natten havt et Anfald af Ildebefindende, og efter at det var gaaet over, følte han sig nu atter uvel, hvorfor han sendte Bud efter sin Læge, Professor Gram, der bor i samme Hus. Professoren fandt ham just ikke særdeles daarlig, men vilde dog lette hans Aandedrag ved en Portion Æther, som han derfor gik at hente. Da han kom tilbage, var Konferentsraaden død. 

Ludrig Christian Borup var Søn af en Købmand og Tobaksfabrikant i Randers. Moderen var født Neckelmann. Han blev Student i 1854, juridisk Kandidat 1859, ansattes hurtig i Indenrigsministeriet og avancerede rask, Fuldmægtig 1868, Expeditionssekretær 1869, Kontorchef 1875. Tre Aar efter udnævntes han til Assessor i Overretten, medens han allerede fra 1869 var Docent i Landbolovgivning ved Veterinær- og Landbohøiskolen. I denne Egenskab udgav han sit Værk om "Den danske Landboret", der har vundet megen Udbredelse og Anseelse. Konseilspræsident Deuntzer har karakteriseret det som havende "ikke ringe praktisk og videnskabeligt Værd som en gennemgaaende klar og paalidelig Vejleder i de jevnlig noget forviklede Forhold, som det behandler"

Fremfor alt kom Borup dog til at indtage en betydningsfuld, fremragende Stilling, da han i Marts 1883 valgtes til Borgmester for 2. Afdeling. Posten skulde besættes, da Exminister, Dr. med. Emil Fenger opgav den, fordi han var bleven til Aars og følte sig svækket, hvorhos han havde havt et kedeligt Uheld med Økonomiforvalter Christensen, idet han ikke syntes at have havt tilbørligt Indseende med denne Mand. Borup fik forresten en ikke ufarlig Konkurrent i den forhenværende Marineofficer, Comandør, Kammerherre Garde. Denne havde været Havnekaptajn i København - som saadan efterfulgt af Lüders - og han var dernæst bleven Guvernør i Vestindien, men havde efter Neger-Oprøret forladt dette Embede. saa at han nu laa ledig og som Kandidat til Borgmesterskabet samlede adskillig Tilslutning. Ved Borgerrepræsentanternes afgørende Valg fik Borup imidlertid 17 Stemmer, Garde kun 13, medens nogle Medlemmer - af hvilke Etatsraad Brix endnu lever - var fraværende. Paa et Par Maaneder nær har Borup altsaa været Hovedstadedens Finansborgmester i tyve Aar. 

Der vil næppe være delte Meninger om, at han har fyldt Pladsen med stor Dygtighed. En ualmindelig Arbejdskraft besad han, og man tør nok sige, at enhver større Sag har han personlig gennemarbejdet. Mangen Gang har han ogsaa selv lagt hele Emnet til Rette fra først til sidst, og ofte forbavsede han ved den Hurtighed, hvormed han formede vidtløftige, grundig betænkte Indlæg. Thi Borup var ikke blot, hvad man i Almindelighed kalder et udmærket godt Hoved, han besad i ualmindelig Grad Evne til at tænke baade klart og med skarpsindigt Syn for Konsekvenserne. Idet han saaledes saa dybere til Bunds og videre ud over Følgerne end de fleste, kom han tidt til naturlig at maatte modsætte sig Forandringer, der let hen betragtedes for Fremskridt, men hvori han øinede andet end lutter Forbedringer Der kan selvfølgelig strides, om han havde Ret i hvert enkelt Tilfælde, naar han rejste Modstand. Nogle vil jo altid anse en berettigede konservatisme som uberettiget Frygt for alt Nyt, og det har i saa Henseende ikke manglet paa Beskyldninger mod Borup for at være reaktionær. I det hele tør man dog tro, at hans sagkyndige Kritik og forsigtige Holdning har været af det gode og havt gode Følger.

Sikkert er det, at Borup langt fra var den, der blot vilde staa stille og holde igen. Han var en Mand af Aand og Gemyt, ikke mindre end af Klogskab og Kundskab. Han overtog med varm Interesse sine Undergivnes Tarv, og han var personlig baade velvillig og munter, om han end som Embedsmand baade var myndig og fast. Han havde som Søn af den gamle Liberalisme og fra Ungdommen indøvet i Bureaukratisme den oprigtigste Villie til at gøre alt paa det bedste for smaa som for store, men han holdt paa Administrationens Rettigheder ved Siden af dens Pligt og Ansvar. At han kunde blive doktrinær eller stadig, lader sig naturligvis paastaa, men i det her antydede Lys bør man se den Modstand, han rejste saavel mod Kolleger i Magistaten der forekom ham for bløde og altfor medgørlige, som mod den Udvikling, Radikalismen blandt Borgerrepræsentanterne vilde have frem. Altid respekteredes dog hans Dygtighed og den Fasthed, hvormed han aabent og ærligt lagde Ryg til, naar han opponerede.

Samme mandige Mod, Arbejdskraft og Villie til at udrette noget godt udfoldede Borup da ogsaa positivt i sit Borgmesterskab. København udviklede sig jo stærkt i disse tyve Aar, men atter og atter var Finansborgmesteren ikke blot redebont med i Udviklingen, men uforfærdet i Spidsen for den. Det maa skattes højt, hvad han med stort Besvær fik udrettet for vor By ved Overenskomster med Statens Myndigheder, hvis Haand hidtil havde hvilet trykkende paa den kongelige Hoved- og Residensstad. Saaledes bl. a., hvad Fællederne angaar, og i Henseende til Banegaardsforholdene. End mere vil Borup maaske erindres for den væsentlige Part, han har havt i Københavns Udvidelse, idet han agtpaagivende optog og udførte de Ideer, der andet Steds var fremkomne, med at opkøbe omliggende Arealer. Hermed sikredes hygiejniske Foranstaltninger under reguleret Bebyggelse, medens Kommunen tillige vandt Aktiva, der i det lange Løb vil være til væsentlig Hjælp for dens økonomiske Status. Naturligvis skortede det ikke paa Beskyldninger for Fejlgreb under disse Transaktioner, og vistnok kunde man have ønsket en mere mistænksom Aarvaagenhed overfor enkelte Tilfælde, men dels var Forholdet dog, at det, som tabtes, var lidet i Sammenligning med, hvad der blev vundet, og dels maa det erindres, at den Tillid, der blev svegen, var given bl. a. til selve Borgerrepræsentationens Næstformand, Socialisten P. Holm.

Af de Sager, der særlig sorterer under Finansborgermesteren, maa Hospitalsvæsenet huskes i første Række. Ogsaa her viste Borup sig lydhør for Udviklingens Krav, og han har stor Del i den Ordning af vore Hospitalsforhold, Forbindelsen med Sygekasser og selvfølgelig selve Bygningers Forøgelse og Udvidelse, der nu lader København indtage en højt fremragende Plads paa Hospitalsvæsenets Omraade. At han med en gennemgaaende saare heldig Haand løste de Opgaver, der kom til at foreligge i Form af kommunale Laane-Operationer, erkendes sikkert almindelig, og naar Københavns Finanser i de sidste Aar har havt vanskelige Tider, kan man for det første sige, at Byen i saa Henseende deler Skæbne med hele Landet og med andre Steder, idet de almindelige Konjunkturer tog en daarlig Vending, der ikke var til at forudsee, og for det Andet er det jo saa, at med samtlige foreliggende Vilkaar i Lovgivning o. s. v., kunde ingen Finansborgermester have afværget Øjeblikkets Ugunst, medens Borups Fremsyn meget mere har betrygget gunstigere Tilstande, efterhaanden som de af ham indkøbte Værdier kan realiseres.

Ja, der er en enkelt Post, som nu tynger stærkt paa vort kommunale Budgel, og som Borup netop var meget nidkær for at faa i Stand, nemlig det nye Raadhus. Her - lige som i meget andet - saa han stort og langt, havde Tillid til sin By. Tro paa dens Livskraft for kommende Tider. Det skal nu, da Bygningen er saa vidt færdig og "indviet", erindres og for al Fremtid hævdes, at det var Magistraten med Borup som Finansborgermester og sammen med Borgerrepræsentationen i dennes gamle Sammenfatning, som kækt vovede at gaa ind paa de Raadhusplaner, over hvis Iværksættelse der nu hersker saa megen Glæde. Men nu skal det heller ikke dølges, at Borup var alt andet en tilfreds med den "Indvielse", Bygningen fik forleden, saavel af andre Hensyn som af den Grund, at efter hele hans Betragtning skulde og burde Københavns Magistrat indtage en aaben Plads som Borgernes administrative, styrende Myndighed end blot at sidde, som de nu sad, blandt de af Borgerne valgte Repræsentanter for den bevilgende Magt. 

Overhovedet var Borup vitterlig lidet tilfreds med den radikale og socialistiske Demokratisme, der i hans senere Borgmestertid tilvandt sig mere og mere Magt. Han talte ofte om at forlade Stillingen, og han havde upaatvivlelig snart gjort Alvor deraf. Det er ingen Hemmelighed, at han paa det bestemteste modsatte sig de mere eller mindre socialistiske, efter hans Overbevisning i hvert Fald i sine finansielle konskvenser fordærvelige Projekter om Arbeiderboliger. Blev det Forslag vedtaget, erklærede han at ville træde tilbage. Overfor denne Erklæring ønskede den anden Part nu ikke at forcere Sagen frem strax. Den blev udskudt til Foraarets nye Borgerrepræsentantvalg har fundet Sted. Det maatte imidlertid antages, at den trods alt vilde komme frem i April, og da vilde Borup efter al Sandsynlighed have begæret sin Afsked. Nu endte hans Borgermesterskab brat paa en anden og bedre Vis, idet hans sidste Embedsgerning blev Afsluttelsen af det store Kommissionsarbejde om et nyt Hospital ved Bispebjerg.

Konferentsraad Borup blev 1901 Medlem af Landsthinget. Han optraadte her som fast Højremand, men stærk politisk Interesse havde han egentlig ikke. Det var fortrinsvis de Sager, der berørte København, som kaldte ham frem, og det kan nævnes som ganske karakteristisk for hans konservative Sans og Uvillie til at forlade de overleverede Former og Rammer, at han med stærkeste Iver modsatte sig det lille Forslag om Ophævelse af Københavns Reserve-Brandkorps, som efter hans Tanker burde bero paa mere omfattende Forandringer, hvortil de nye Distrikters Indlemmelse maatte tvinge. Han opnaaede netop at faa Sagen forhalet saaledes, at den ventelig først bliver sat paa Dagsordenen, naar Borup ligger i sin Grav. 

Hans pludselige Bortgang har givet Anledning til i Dag at dvæle forholdsvis vidtløftig ved hans Personlighed og Virksomhed. Denne har imidlertid været saa betydelig, omfangsrig og frugtbringende, at Borups Navn vil huskes i lange Tider og huskes med Erkendtlighed for, hvad han var som offentlig Mand, særlig for vor By. blandt hvis bedste Borgere hans gode Minde skal bevares.

(Nationaltidende 19. januar 1903).

Borgmester Borup død.

- - -

Overfor Angreb paa sit Embedsomraade i Forsamlingen forsvarede Borup sig skarpt og krigersk og ikke uden Bitterhed, som om han gik ud fra. at Modstanderne vilde ham til Livs. Han var i alt Fald den af Magistratens Personer, som Repræsentanterne helst ønskede bort. og i "Sc.-Dem." har der adskillige Gange været slaaet paa Sværdet med Henvisning til Forsamlingens Ret til med 3/4 af Stemmerne at afskedige en Borgmester.

Han kom ind i Landstinget ved et Suppleringsvalg i 1901, hvor Socialdemokraten P. Knudsen var hans Modkandidat. I Thinget hørte han til den Estrupske Gruppe.

Som Menneske og som Embedsmand i Forholdet til sine underordnede yder ogsaa Modstandere ham Anerkendelse, ligesom hans Arbejdsevne og Fagindsigt fremhæves som ualmindelig.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 19. januar 1903. Forkortet så gentagelser fra Nationaltidende ikke er med)

Borgmester Borup død.

Fotoet i avisen er dette: Fotograf Riise, Frederik (8.12.1863-11.1.1933) fotograf, generalkommissær: Borup, Ludvig Christian (1836-1903) finansborgmester. 1888-1903. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Mindeord i Borgerrepræsentationen

Borgmester Borups Dødsfald mindedes Borgerrepræsentationens Møde i Aftes, idet Formanden, inden man gik til Dagsordenen, udtalte:

Det vil allerede være Forsamlingens Medlemmer bekendt, at Københavns ældste Borgmester, Lederen af Magistratens 2. Afdeling, Konferensraad Ludvig Christian Borup, i Gaar Morges pludselig er afgaaet ved Døden.

Han havde i en Række af Aar været ansat i Indenrigsministeriets Kontorer og derefter som Overretsassessor og samtidig Docent ved Landbohøjskolen, da han i 1883 i sit 47 Aar blev valgt til Borgmester. Men det er hans kommunale Virksomhed i de sidste 20 Aar, til hvilken hans Navn i den offentlige Bevidsthed vedblivende vil være knyttet. Han, der var en født Jyde, følte sig som Københavns Kommunes selvskrevne Talsmand, hvor det gjaldt om at hævde dens Interesse over for andre Kommuner eller over for Staten, og jeg har hørt disses Tillidsmænd, naar han paa Hovedstadens Vegne havde forhandlet med dem om Bedringen af de indbyrdes Forhold, udtale deres uforbeholdne Beundring, for den Dygtighed og Slagfærdighed, hvormed han gjorde sin Bys Sag til sin.

Hans Borgmesterskabs første Tiaar faldt i den gamle Tid, hvor Magistratens overmægtige Indflydelse prægede Kommunalbestyrelsens Afgørelser. Det sidste Tiaar blev en Overgangstid, i hvilken det gamle og det ny brødes under Arbejdet for Byens Bedste, en Overgangstid der nu ved hans Død i det væsentlige er sluttet. Han var i sin Opfattelse af Kommunens Opgaver og deres Løsning det overleveredes ærlige og uforsagte Forsvarer med Mands Mod til ogsaa at gaa angribsvis til Værks og i Kampens Hede give raat for usødet. Men hvor stærke Sammenstødene til Tider kunde være, saa var han agtet af sine Modstandere, fordi man altid vidste, hvor man havde ham, og fordi der efter Striden aldrig blev noget som helst Nag tilbage hos ham mod den, med hvem han var tørnet sammen. Naar Vaabnene var lagte til Side, kunde hans Ansigts barske Træk hurtig faa det joviale Smil over sig, som alle kendte saa godt fra hans glade Deltagelse i Selskabslivet. Jeg har havt Indtryk af, at, har der været Aaringer, i hvilke han skælvedc af Frygt for de ny Kræfter, der var i Færd med at blive raadvilde i Kommunen, saa var han nu, ved at have dem paa nærmere Hold, kommen til at se med større Ro paa Udviklingen.

Han var en Mand, der ikke saa smaat paa Tingene. I de store Indlemmelser, ved hvilke Byens Omraade er voxet til det tredobbelte, var han Drivkraften og Hovedmanden i alt Arbejde for at forberede og gennemføre dem. Ham skyldes Kommunens omfattende, lidt kritiserede Ejendomskøb. Han mente, man burde se frem i Tiden og ikke nøjes med det nærværende Øjebliks snevreste Behov. Byens finansielle Tilstand er nu ved hans Bortgang giort usikker end nogen Sinde før. Det titan være Fremtiden forbeholdt at afgøre, om hans Finanspolitiks Løsen i de senere Aar : for at vinde maa der voves, i al sin Dristighed mulig var fremgaaet af et beregnende Overblik, hvori Samtiden blot ikke altid kunde følge ham.

Et er sikkert: Han har uegennyttigt sat sin usædvanlige Arbejdskraft og sin stærke Villie ind paa Arbejdet for sin Bys Vel, og han vil ikke blive glemt, naar dens Historie skrives. Medlemmerne gav deres Tilslutning Kende ved at rejse sig.

Derefter udsattes Mødet en halv Time.

(Dagens Nyheder 20. januar 1903).

Borgmester Ludvig Christian Borup 6.7.1836-18.1.1903 er begravet på en af de nummererede grave (42) på Vestre Kirkegård, et familiegravsted. Afdeling C, rk. 1, nr. 34. Borups Alle er opkaldt efter ham

Kløverbladet i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 

Nutidigt foto af Kløverbladet, Foto Erik Nicolaisen Høy.

“Kløverbladet". En Arbejderkoloni i Valby.

København er ved at løbe ud ad Køge til. Man får et indtryk heraf, når man fra Valby Langgade passerer den solide gangbro, der fører over jernbaneterrænet til det nye Valby på den anden side, hvor der bag bryggeriet “Trekroner" har rejst sig en hel koloni.

Mest fremtrædende blandt disse villahuse er de af Byggeforeningen “Kløverbladet" opførte. De hvide mure og sorte tage med front specierne tiltrækker sig straks opmærksomhed. Denne koloni består for øjeblikket af 12 dobbelthuse, tilhørende 24 ejere, som er gruppevis solidarisk forbundne og har til opgave at bygge videre efter samme system for at skaffe arbejdere gode. sunde og smukke Boliger.

Kolonien ligger nær Køge Landevej, et stykke længere ude end Vigerslev, foran sig skimter man Kalvebod Strands grå vover. I umiddelbar nærhed af kolonien agter Københavns Kommune at anlægge sit nye gasværk, som foreløbig vil lægge beslag på 8 mio. kr. Noget længere henne skal Valby have sin nye jernbanestation, og det er da givet, at der på denne kant af storbyen København vil rejse sig endnu flere arbejderboliger, muligvis endda kommunale, hvorved Valbys folketal og Københavns udvidelse mod sydvest vil øges betydeligt.

Byggeselskabet “Kløverbladet" stiftedes den 30. marts 1899 med det formål at opføre 50 arbejderboliger. De store vanskelige boligforhold i arbejderkvartererne havde jo skabt en række byggeforeninger, som søgte statslån. “Kløverbladet" kom for sent med sin ansøgning, men fik pengeforholdene ordnede alligevel ved hjælp af apoteker Alfred Benzon og overretssagførerne Zeuthen og Edstrup. Opførelsen af de første 12 huse tog nu sin begyndelse i april 1901. Den næste serie bygninger er taget i brug i efteråret og har flere forbedringer, idet ministeriet ved deres opførelse har tilladt suspension fra byggeloven, så at hvert hus nu har 3 etager. Derved opnås, at de to etager kan udlejes, og arbejdere med nogenlunde sikker indtægt kan skaffe sig et hus på meget lempelige vilkår. Der betales 50 kr. ved indtrædelsen i det kooperative Selskab. 50 ved påbegyndelsen af arbejdet og 100 kr. ved overtagelsen. Skødet på ejendommen udleveres, når papirerne er i orden.

Arbejderen er således husejer og kan en gang ad åre have huset kvit og frit.

Vi besøgte denne koloni i går og fik et overmåde godt indtryk af forholdene. Husene er solidt byggede og vel indrettede. Stue og 1. sal hver på 3 store værelser med pigekammer og køkken. Den hyggelige kvist på 2 værelser og køkken. Til hver lejlighed hører et stykke have, en uvurderlig ting for familier med børn. Borgerrepræsentant J. Jønson som er en af husejerne, dyrker kartofler etc. i sin have, holder høns og duer og føler sig lykkelig ved livet herude i den fri natur. Denne følelse er almindelig. Det er beundringsværdigt at se hvor meget arbejderen kan få ud af sit hjem når han har noget som han kalder sit, og hvor han kan lægge kræfterne i for at skabe skønhed og hygge. Vi beså et sådant arbejderhjem, tilhørende en bygningssnedker, som havde forbedret sine noble stuer med høje fodpaneler og kasetlofter. Men hvilken maler, snedker eller anden håndværker ville nogensinde finde på at gøre sin husværts hus hyggeligere, de høje mure kaster skygge ind i hans hjem, og der er knapt nok den gård hvor han tør lade sine børn lege?

"Kløverbladet" påbegynder i marts opførelsen af 16 huse af samme type som de sidst omtalte. De skal stå færdig til oktober flyttedag.

Arbejdet er udført af murermester Wildt og tømrermester Weng. Tegningerne er leveret af arkitekt Blytmann.

Det er forholdsvis let at komme her udefra og ind til byen. Den elektriske sporvogn kører fra Valby til Højbro på et kvarters tid, og fra Trekronergade til Valby Langgade er der kun ca. 5 minutters vej.

Til den sidste nye række huse søges endnu nogle få interessenter. Lysthavende kan desangående henvende sig til købmand Petersen, Trekronergade 42, Valby.

(Social-Demokraten 18. januar 1903.)

Tæt på Kløverbladet opførtes denne bygning i Trekronergade 64 i 1903. Skiltet mellem vinduerne reklamerer med at her lå engang en viktualieforretning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt. (Efterskrift til Politivennen)

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

(Social-Demokraten 17. januar 1903).

Mordet paa Bodil Cathrine Christiansen. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Kvindemord.

Atter i Randers-Egnen.

Morderen er paagreben og har tilstaaet.

Det er ikke Hjortshøj-Morderen.

Gjennem Ritz. Bureau indløb der i Gaar Formiddags Meddelelse fra Randers om, at der atter havde fundet et Kvindemord Sted i Kammerjunker Honnens' Jurisdiktion. Men mens Hjortshøj Mordets Skueplads laa i Jurisdiktionens sydligste Udkant, var Forbrydelsen denne Gang øvet i den meget udstrakte Jurisdiktions nordlige Hjørne, tæt ved Randersfjordens Udløb i Kattegat. Mordet har fundet Sted tæt udenfor Ørsted By, ved en Vej, der fra Ørsted fører til Udflyttergaarden Bundhøj, der ligger nede i nogle Engdrag Den Myrdede er en 18aarig Pige, der tjente paa Bundhøy. Hun fandtes i Morges med overskaaret Hals.

Mordet maa være begaaet Tirsdag Eftermiddag henimod Mørkningen. Den Myrdede blev sidst set i Sandgaarden ved Ørsted; hun skulde da hjem for at malke. Da hun ikke kom hjem, blev hun eftersøgt om Aftenen, men forgjæves, og Eftersøgningen fortsattes da i Gaar Morges, indtil man fandt hendes Lig. Hovedet var ved et frygteligt Snit næsten skilt fra Kroppen.

Af Fodsporene kunde man se, at Pigen er løbet over Marken ned mod Vejen. Ved dennes ene Side er et Gjærde og bag dette en Grøft. Liget fandtes liggende paa den modsatte Side af Vejen. Af Omstændighederne fremgik det, at Morderen har villet øve Voldtægt, og at hun har sat sig kraftigt til Modværge. En Kurv, hun havde baaret paa Armen, var slynget noget bort, og de Smaating, den indeholdt, var spredt omkring paa Jorden.

1 det stærkt lerede Jordlag kunde man ganske tydeligt se Sporene af en Mandsfod i Træsko og en Strømpefod, og saa stærke var disse Spor, at man endogsaa kunne tælle Maskerne i Strømperne.

Kammerjunker Honnens, der strax fik Underretning om dette nye Mord, begav sig strax pr. Vogn til Ørsted, hvortil ban ankom ved Ettiden.

* * *

Strax efter Modtagelsen af disse Telegrammer afsendte vi en Medararbejder til Ørsted. Fra denne 

vor udsendte Korrespondent

modtog vi i Aftes følgende Telegram :

Randers, 7. Januar.

Atter et Kvindemord ! Og tilmed i Nabolaget til den Egn, der sidste Foraar blev opskræmmet ved Hjortshøjmordet.

Man forstaar, at det maatte fremkalde den største Bestyrtelse, tilmed da meget ved første Øjekast tydede paa, at det atter var Hjortshøjmordets mystiske Gjærningsmand, der var paa Færde.

Men heldigvis er da Sløret hurtig blevet hævet fra denne sidste Forbrydelse. Morderen sidder ikke blot bag Laas og Slaa; han har ogsaa aflagt fuldstændig Tilstaaelse.

Landsbyen, ved hvilken Forbrydelsen er begaaet, hedder Ørsted og ligger en halv Mil fra Allingaabro Station. Fra den store Landsby løber en Vej ud fra Byen i østlig Retning, og ved denne Vej og en Fjerdingvej fra Byen ligger Bundhøj, den Bondegaard, paa hvilken den Myrdede tjente. Til Gaarden fører dog ogsaa en Markvej; og ved denne er det at Mordet har fundet Sted.

Da jeg besøgte Mordstedet, som ligger 1000 Alen fra Byen, var det saa mørkt, at man kun ved Hjælp af en elektrisk Lampe kunde finde den vaddige Blodpøl. Mere var der heller ikke at se; alle Spor vare selvfølgelig udslettede af de Mange, der havde været paa Mordstedet i Dagens Løb.

Ved Henvendelse til Stedets Distriktslæge, Hr. Frandsen, fik jeg dog fuldstændig detaillerede Oplysninger om Liget, da det fandtes. Han udtalte :

"Jeg blev kaldt til Mordstedet Kl. 10 i Formiddags. Liget fandt jeg 4 Alen fra Markvejen, paa bar Pløjemark. Det var fuldt paaklædt og laa halvvejs paa Maven og paa venstre Side. Panden hvilede mod Jorden, og Hænderne laa overkors paa Hyggen. Paa Halsens højre Side og knap begyndende ved Struben fandtes et 4 Tommer langt Saar til om bag Øret. Det var ført saa kraftigt, at det var trængt ind til Halshvirvlerne og havde overskaaret den store Aare. Foran paa Struben fandtes ti tolv mindre Snit og mer eller mindre dybe Saar; den venstre Halsside var derimod ikke beskadiget. Det store Saar er ført i flere Snit og med en tilsyneladende sløv Kniv. Endvidere fandtes to mindre Stiksaar i venstre Bryst. Endelig er der Hudafskrabninger og blodunderløbne Pletter rundt paa Legemet, saaledes paa Panden, Laarene og højre Arm. Den Myrdedes Benklæder vare trukne ned og laa mellem Fødderne, men var altsaa ikke tagne helt af hende. Der var revet et Stykke af Særken, og Forklædet var revet af hende. Hendes Hat og Kurven med de Ting, hun havde kjøbt i Byen, laa omkring hende i Uorden. I den bløde Jord fandt man paa Markvejen kun Spor af hendes Støvler Derimod fandtes paa Hovedvejen et Træskospor af en Mand. Han er gaaet et Stykke ud mod Bundhøj og er saa gaaet over Marken og ad en Omvej over til Markvejen, ad hvilken Pigen kom. Ved Mødet har han altsaa angrebet hende; hun er kastet til Jorden, og han har revet Undertøjet af hende. Men hun er kommet op og er flygtet ind paa Marken, men er der snublet i Benklæderne, og da har han dræbt hende. Saa ser man et Spor af en Træsko og en Strømpefod videre over Marken op til en Mergelgrav, hvor Morderen har vasket sig, og tilbage til den Myrdede for at hente Træskoen, af hvilken forøvrigt en Stump Hæl fandtes ved Liget. Fra Liget kunde Sporet ikke føres videre."

- -

Morderen fandt man dog hurtigt, ogsaa uden Sporet. Man vidste nemlig, at der i Byen drev en ung Fyr omkring, Søn af en Arbejdsmand Johannes Nielsen, kaldet Stryge Denne Knægt, der hedder Hans og er 16½ Aar gl., har en meget ondartet Fortid, som strax henledte Opmærksomheden paa ham. Han er fornylig straffet for uterlig Adfærd mod en lille Pige, forøvrigt en Søster til den Myrdedes Madmoder, og en Gang tidligere har han gjort sig skyldig i et lignende Forhold overfor et andet Barn. 1 begge Tilfælde har han truet med at ville slaa dem ihjel, hvis de fortalte noget til deres Forældre. Han har fornyligt ogsaa gjort sig skyldig i et Pengetyveri fra Mejeriet og er i det Hele taget en daarlig Fyr, der har forvoldt Forældrene megen Sorg.

Landbetjenten konstaterede hurtigt, at Hans havde været fraværende fra Hjemmet i Gaar ved Firetiden, altsaa paa den Tid, da Mordet er forøvet. Endvidere havde han brændt sin ene Træsko, den venstre, og en Strømpe, der var stærk jordet under Fodsaalen, havde han hængt til Tørring ved Kakkelovnen. Men hvad der var det Vigtigste: Det viste sig, at den usædvanlig store Træsko og Strømpefoden passede i Aftrykkene i den opblødte Jord.

Han nægtede strax og var meget rolig, og at Kammerjunker Honnens fik ham under Behandling, gjorde ikke særlig Indtryk paa ham. Men saa i Aften ved Syvtiden aflagde han en fuldstændig Tilstaaelse overfor Landpolitibetjent Storm og gav fuld Besked om, hvorledes han havde begaaet Forbrydelsen :

Han havde villet voldtage Pigen, og da dette mislykkedes, havde han dræbt hende af Frygt for, at hun skulde fortælle Noget derom.

Morderen hensidder nu i Fattiggaardens Arrest og skal i Morgen føres til Randers efter først at have været til Forevisning paa Gjerningsstedet.

Morderen opholdt sig, som sagt, for Tiden hjemme hos Faderen. Han havde tjent i to Aar, men vilde nu til Søs. Faderen, hvem jeg talte med, var selvfølgelig dybt nedbøjet og syntes endnu at tro paa, at Sønnen kunde være uskyldig; han indsaa dog, at Sønnens Fortid gav Anledning til Mistanke. Han forklarede, at Sønnen ganske vist var "lidt til en Side", men ikke saa meget, at han selv havde tænkt noget derved. Sønnen var fuldstændig rolig, da han kom hjem i Gaar Aftes, og han stod op i Morges Kl. 4 for at føre nogle Kreaturer til en Naboby. Da han kom hjem herfra, lagde han sig atter til at sove, og der var overhovedet ikke noget Usædvanligt at mærke paa ham.

Den dræbte Pige hedder Bodil Cathrine Christiansen. Hun var 18Aar gammel og ret høj og meget kraftig bygget. Hun er Datter af Boelsmand P. C. Christiansen i Store Størup og har tjent paa Bundhøy i 2½ Aar. Hun fik det bedste Lov paa sig af sin Madmoder og synes i det Hele at have været meget afholdt. Det tør bemærkes, at Gaar dens Folk aldrig benyttede den Markvej, ad hvilken hun er gaaet.

Den legale Obduktion finder Sted i Morgen, hvorefter Liget vil blive udleveret til Familien.

Der synes ikke at være nogen som helst Forbindelse mellem dette Mord og Hjortshøjmordet.

Pp

* * *

Officiel Bekræftelse.

Rougsø Herreds Kontor i Banders har i Aftes meddelt Ritz. Bur.:

Den anholdte Tjenestekarl Jens Stryg Nielsen har i et Forhør til staaet at have begaaet Mordet.

* * *

En mærkelig Forklaring.

En særlig Korrespondent i Banders meddeler Ritz. Bur., at Morderen har forklaret med Hensyn til de nærmere Omstændigheder ved Mordet: Han vidste, at Pigen vilde komme fra Ørsted for at begive sig til Bundhøj. Han afventede da paa Vejen hendes Komme, der fandt Sted mellem Kl. 4½ og 5½. Hans Hensigt med hende synes ikke at have været Forsøg paa Voldtægt. Morderen har gjort nogle Tilnærmelser til Pigen og har først bundet hendes Hænder paa Byggen, uden at hun - efter hans Udsagn - tilsyneladende gjorde nogen Modstand. De spaserede derefter sammen nogle faa Alen, hvorefter han tog hende om Livet og førte hende ind paa Marken ved Siden af Vejen.

Her har han da pludselig stukket hende i Brystet med sin Lommekniv, hvorefter han væltede hende om paa Siden og skar hende i højre Side af Halsen, ikke et, men mange Snit, baade store og smaa, saa at hun strax udaandede.

Morderens Forklaring synes at bekræfte det Indtryk af Utilregnelighed man faar af ham.

Det synes aldeles sikkert, at Mordet ikke har været planlagt, hvad Morderen ogsaa benægter.

(Jyllandsposten 8. januar 1903).

Om Hjortshøjmordet, se kommentar i indslaget om Jørgen Brix her på bloggen.

13-1903 Jens Stryg Jensen der den 7. januar 1903 myrdede pigen Bodil Cathrine Christiansen, 18 aar, i Ørsted, Højesteretsdom 4. januar 1904, 8 aar, Togthus Arbejde. Jens Stryg Nielsen var født den 20. juli 1886. Fotografier af fanger fra Statsfængslet i Horsens 1866-1904.

Højesteret dømte Jens Stryg Nielsen til 8 års tugthusarbejde, hvilket var den højeste straf man dengang kunne idømme personer under 18 år.'

Jens Stryg.

Ørsted-Morderen for Højesteret.

Lægernes Erklæringer om Morderens Væsen og Karakter.

Overretsdommen stadfæstes.

Det var den 6te Januar i Fjor Kl 2½ om Eftermiddagen, at den 18 aarige Bodil Christiansen, der tjente hos Gaardejer Christen Bang i Bundbøje, efter sin Husbonds Anmodning begav sig til Ørsted for at gøre Indløb. Hun vendte ikke tilbage igen, og først næste Dags Formiddag Kl. 9 fandt man hendes Lig paa en Mark 6-800 Alen fra Ørsted By og nogle faa Alen mellem Ørsted og Bundhøje.

Mistanken blev henledt paa den 16 aarige Jens Stryg Nielsen, der boede hos sine Forældre i Ørsted, og som kort i Forvejen var bleven straffet med Rotting for et Tyveri, ligesom han havde faaet en alvorlig Advarsel for Uterlighed overfor Smaapiger. Han blev arresteret og tilstod efter nogle Udflugter at være Gærningsmanden. Han havde mødt Pigen paa Vejen og havde anmodet hende om Samleje, og da hun nægtede det, havde han slæbt hende ind paa Marken, kastet hende omkuld og bundet hendes Hænder sammen paa Ryggen med sit Strømpebaand, hvorefter han havde iturevet hendes Klæder og behandlet hende uterligt. Han paaslod under Forhørene, at Pigen kun havde grædt, men hverken skreget eller bedt for sig. Da han imidlertid frygtede for Følgerne, tog han en hvidskaftet "Svanekniv" frem og bibragte hende en Del Stik i Brystet samt skar næsten Halsen over paa hende. Det ene Stik i Brystet var gaaet ind i Hiærtet, hvilket forklarer, at Pigen ikke har skreget. Fra Jens Stryg traf hende paa Landevejen og indtil han forlod hendes Lig var kun gaaet et Kvarters Tid.

Medens Jens Stryg ved Rougsø m. fl Herredets Extrarets Dom blev idømt 6 Aars Forbedringshusarbejde, skærpede Overretten Straffen til 8 Aar. Den dømte erklærede sig selv tilfreds med begge Domme, medens det offenlige appellerede den første Dom til Overretten og Jens Strygs Fader den sidste til Højesteret.

Her mødte d'Hrr Nellemann og P. G. C. Jensen som Aktor og Defenfor, og de lod Sagen procedere for lukkede Døre.

Under Dokumentationen fremlagdes en Række Udtalelser fra de Præster, Lærere. Dommere og andre, som havde haft med Jens at gøre.

Stadslæge Langballe i Randers, der søgte at sætte sig ind i Morderens mentale Tilstand, siger saaledes bl. a. følgende om ham:

"Han er ikke let at blive klog paa, da han er en underlig Blanding af ondt og godt. Han gør, naar man taler med ham, et godlidende og skikkeligt Indtryk, og man faar ikke Indtryk af, at han er svagt begavet eller dum. Der synes ikke at være Tanke om, at han fortryder sin Gærning, skønt han paa direkte Spørgsmaal derom bekræfter, at det gør ham ondt, men denne Udtalelse synes ikke at komme fra Hjærtet. Han sover roligt og er smilende, naar man taler med ham. Han er sig sin Skyld fuldt bevidst, men synes som sagt ikke at angre. Man faar Indtryk af, at han er et Individ, som fuldstændig mangler moralsk Bund, men kun har sin egen Fordel for Øje, uden at tænke paa, om det gaar ud over andre".

Efter at Jens Stryg var bleven indlagt til Observation paa Aarhus Sindssygeanstalt, afgav Overlæge Hallager en udførlig Erklæring, hvori han bl. a. oplyser, at Jens Strygs Oldefader var bleven henrettet for Mord, og at hans Moder, der tidligere skal have været meget sanselig, nu er ivrig Tilhænger af Indre Mission Han udtaler iøvrigt bl. a.: 

"Som han nu er, kan jeg ikke betragte ham som sindssyg. Derimod er han fra Fødslen af defekt mangelfuldt) Individ, som navnlig udmærker sig ved moralsk Insensibilitet (Ufølsomhed) og ved Mangel paa Ævne til at gøre sædelige Modforestillinger gældende overfor kønslige og andre Tilskyndelser. I denne Mangel hos ham maa man formentlig søge Grunden til hans Forbrydelse, navnlig den sidste. Det forekom mig dog ogsaa, at man ikke kan forkaste hans Paastand om, at han udførte Mordet i en "ophidset og forstyrret Tilstand", i hvilken heller ikke andre Modforestillinger end de moralske kunde komme til at gøre sig gældende. 

Den fremhævede Mangel paa moralsk Følelse hos ham vil formentlig ogsaa gøre ham temmelig upaavirkelig af Straf. Paa den anden Side maa det ogsaa bemærkes, at der, naar han kommer paa fri Fod, stadig vil være Fare for, at han kan komme i lignende Situationer som den, der førte til hans sidste Forbrydelse, og at han da vil handle paa lignende Maade som dengang."

Efter en ganske kort Votering stadfæstede Højesteret Overrettens Dom, og Jens Stryg kan saaledes akkurat naa at faa Dommen forkyndt paa Aarsdagen for Forbrydelsens Udøvelse.

(Horsens Folkeblad 5. januar 1904)

 I tugthuset fik han tuberkulose og hans ene ben blev amputeret. Mens Jens Stryg Nielsen sad fængslet i 1911 lykkedes det ham at afvæbne en fange der overfaldt en opsynsmand, Han blev løsladt januar 1912.