Perlsteins Ejendomme i Studiestræde og Fiolstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Mislykket Udsmidning.

Hr. Perlstein havde i Gaar anmodet Kongens Foged om at "være sig følgagtig" til sin Ejendom i Studiestræde Nr. 27 for at sætte en Mælkehandler ud af dennes Lejlighed i Kælderen. Perlstein forklarede, at Mælkehandleren ikke havde betalt det Huslejebeløb, som forfaldt sor nogle saa Dage siden. Fogden var altsaa nødt til at tage med, skønt han nødig er saa strænge Husejere følgagtig. Mælkehandleren forklarede, al han var bleven enig med Perlstein om at blive boende til 1ste Oktober d. A., og at han havde betalt Husleje til Oktober Flyttedag, samt at Perlstein selv havde averteret Lejligheden i Aviserne. Han havde endogsaa et Par Vidner paa Aftalen, men uheldigvis intet skriftlig med Ejeren. Ejeren blev imidlertid ved sit, og Udsættelsen begyndte. Da det meste Bohave og Inventar var sat ud paa Gaden, hentede Mælkehandleren vor i Nærheden boende Sagfører, som straks mødte, men Fogden var imidlertid taget bort, da han skulde i flere lignende Ærinder. Sagføreren fik nu ved Politiets Hjælp stoppet videre Udsættelse, idet han paastod, at hvad der skete efter Fogdens Bortgang var privat og ulovligt. Hr. Perlsteins to Sønner var ved at bære Mælkefadene ud, den ene kom med Tykmælken, den anden med Kærnemælken, men begge maatte vende om igen. De satte nu afsted ud i Byen efter Fogden og fik omsider fat i hele Fogedpersonalet, som saa for anden Gang var Hr. Perlstein følgagtig. Perlstein maatte betale Gebyrerne nok en Gang, men Mælkehandleren var imidlertid flyttet helt ind igen, og vor Sagfører protesterede nu mod Udsættelsen. Følgen blev, at Fogedretten trak sig tilbage med uforrettet Sag, for at Kongens Foged selv kunde afsige sin Kendelse. Denne falder først om en Dags Tid eller to, og imidlertid er Mælkehandleren flyttet ind i sin ny Butik ved Siden af. Forestillingen overværedes af et stort og taknemligt Publikum.

(Social-Demokraten 25. september 1891).

En Dame kastet paa Gaden.

I Gaar Eftermiddags stod et solidt 4-Værelsers Møblement paa Gaden udfor nr. 13 i Fiolstræde og spærrede næsten al Færdsel; det vakte Opsigt i Kvarteret. Folk saa paa Møbelstabelen, medens de diskuterede Begivenheden. Her var øjensynlig ikke Tale om en Udsmidning af en fattig Familie.

Gik man op i Ejendommen, fandt man paa 2den Sal en tom Lejlighed, hvori et Par af Byfogdens Flyttefolk gik og rumsterede. Paa Dørpladen stod Navnet: Frk. Larsen.

Huset Ejer, Hr. Rentier Perlstein, fortæller, at Frøkenen er en ældre velhavende Dame, som ikke har betalt den forfaldne Huslejesum, skønt gentagende Paamindelser. Hun havde tilleje hos sig bl. a. en Hr. Boss, der gjorde sig bekendt ved sit Detektivbureau, og derudover havde de øvrige Husbeboere gentagne Gange besværet sig.

Frøken Larsens Tilhængere i Ejendommen fordømmer Hr. Perlsteins Adfærd i stærke Ord.

Endnu ud paa Aftenen var Begivenheden det almindelige Samtaleemne i Fiolstrædekvarteret, hvor baade Hr. Perlstein og Frk. Larsen er meget kendte.

(Social-Demokraten 8. juli 1903, 2. udgave).

Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 2/7. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. januar 1903 optrådte Hairie Ben Aiad i Alliance Francaise med et foredrag med titlen: "Den tyrkiske kvinde og hendes tilværelse i haremet". På daværende tidspunkt boede parret i Malmö. Den 6. februar optrådte hun igen, denne gang i Odd Fellowpalæet for fulde huse. I pressen vakte det opsigt at hun optrådte med orientalsk dragt med tildækket hår og ansigtet dækket af et let slør.

Den danske presse beskæftigede sig kun i ringe grad med hvad hun sagde i disse foredrag, og beskæftigede sig mere med hendes udseende. Heldigvis findes der dog et ret udførligt uddrag af foredraget på engelsk, se længere nede i dette indslag.

Abdülhamid 2 (1842 – 1918) var sultan af Det Osmanniske Rige. Han tabte en krig mod Det Russiske Kejserrige, men vandt mod Kongeriget Grækenland i 1897. Han regerede 1876 - 1909, hvor han blev afsat efter den Ungtyrkiske revolution. Af sine modstander, bl. a. russerne, armenierne og rumænerne blev han betegnet som "Den Røde Sultan" og "Abdulhamid den Forbandede" mm.

Social-Demokraten havde en halvsides artikel på forsiden den 23. juni 1903 hvor der var en beskrivelse af parrets optræden i København.

Er Sultanen myrdet?

En paladsrevolution.

---

Hvem er Ali Nouri?

Det Spørgsmaal alene er saa interessant, at vi skylder vore Læsere Besked derpaa, endnu før vi gengiver hans Artikel.

Ali Nouri, som uden at de fleste anede det, bor midt iblandt os. har indtil for faa Aar siden hørt til Sultan Abdul Hamids betroede Stab, har bevæget sig ud og ind i hans Slot, den af Intriger og Mysticisme omspundne Yildiz Kiosk.

Som 14-15aarig Dreng kom Ali Nouri fra Sverig, der er hans Hjemland, til Tyrkiet, hvor han banede sig Vej til de fornemste Kredse og stiftede Bekendtskab med en Dame af fornem tyrkisk fyrsteslægt. Prinsesse Hairie ben Aiad. Han vandt den smukke Prinsesses Hjærte og giftede sig med hende. Derved skabte han sig en udmærket Karriere, optoges som Sultanens Embedsmand i Yildiz Kiosk, dekoreredes med mange Ordener og indviedes i det tyrkiske Diplomatis hemmelighedsfulde Methoder. Senere blev han udsendt Konsul i Piræus og endnu senere tyrkisk Repræsentant i Rotterdam.

Mens han beklædte denne Post, kom Sultanen under Vejr med, at han havde sluttet sig til det ung tyrkiske Parti. Han blev pludselig ved en fiffig formuleret Skrivelse, der skulde lokke ham, kaldt hjem til Konstantinopel; men han lugtede Lunten og holdt sig i passende Afstand.

Sultanen lod da Sag anlægge imod ham, og han dømtes til - 101 Aars Fængsel, en ægte tyrkisk Dom, som vore Læsere maaske endnu erindrer; den vakte i hvert Fald almindelig Opmærksomhed over hele Verden.

Med det meget Fængsel over sit Hoved flygtede Ali Nouri. Han slog sig en Tid ned i sit Fædrelands Sverig, men har fornylig taget Ophold her i København, hvor hidtil ikke saa meget han selv som hans Frue, Prinsesse Haireie ben Aiad har fanget Interessen.

Prinsessen har de fleste Københavnere lagt Mærke til, naar hun har vist sig paa Gaderne, hvor hendes elegante Dragter har gjort Opsigt og hendes Skønhed har vakt Beundring. For nogen Tid siden holdt hun et Par Foredrag i Koncertpalæet paa Fransk. Det var dog ikke saa meget hendes Foredrag som hendes interessante Person, der ved den Lejlighed samlede en Del af det velhavende København. Hun er jo en virkelig Prinsesse og ovenikøbet tyrkisk. Hun stammer fra Tunis og regner sine Ahner tilbage til selve Profeten i lige Linie. Allerede 14-15 Aars Alderen blev hun gift med Ali Nouri, nu er hun omkring de 30.

---

(Social-Demokraten 23. juni 1903. Uddrag - resten af artiklen er Ali Nouris beskrivelse af situationen i Tyrkiet).

Emma Wulff. (Efterskrift til Politivennen)

Emma Elisabet Mariane Wulff, født Friis (1853-1903). Socialdemokraten, 15. november 1900 omtalte fru Emma Wulffs aftenundervisning for Studentersamfundet i tysk, Gothersgade 149. Hun fik anbefalinger fra Herman Trier, direktør Julius Schiøtt m. fl. Hendes mening var at det fortrinsvis skulle være for arbejdende kvinder som havde brug for tysk. Som der stod i annoncer: "Nogle ubemidlede unge piger kan blive deltagere på nogle billige kursus i tysk. Specielt anlagt på talefærdighed."

Vilhelm Beck (Indre Mission) havde deltaget i et noget højrøstet debatmøde i Studenterforeningen marts 1899. Jeppe Aakjær havde ligeledes et godt øje til Indre Mission som han så som formørkende og fordærvende som han selv havde lidt under i sin ungdom, og skrev en række artikler imod Vilhelm Beck.

Studentersamfundet begyndte fra omkring 1902 at lave med stor succes søndagsskoler direkte imod Indre Mission. Her gav man arbejderundervisning, foredrag, retshjælp, koncerter osv. Indre Missions avis, Kristelig Dagblad, kaldte dem "Mørkets Fyrste".

Demokraten (Århus) berettede den 14. januar 1903 at fru Emma Wulff deltog i Studentersamfundets kamp mod de indremissionske søndagsskoler i København, deres helvedeslære. Bl.a. deltog Herman Trier. Fru Emma Wulff deltog ved at fortælle eventyr "tusinder af blanke barneøjne strålede mens fruen oprullede de fantastiske billeder for de undrende små."

Hun døde af betændelse i hjertet efter en lungebetændelse. Gift med handelsboghander Adolph Henrik Wulff.

Unge Piger til Eksamen.

Fru Emma Wulff, Gothersgade 149, 4. Sal, havde indbudt os til at overvære en eksamen i sin bopæl. Vi vidste, hvad det drejede sig om. Fru Wulff har nemlig for et par år siden været omtalt her i bladet i en kortere notits. I den meddelte vi, at fruen gav undervisning i tysk og dansk for kvindelige elever fra de kommunale fortsættelsesskoler, hvor hun er lærerinde. Men først i forgårs aftes, da vi tog plads i fru Wulffs spisestue for at overvære eksamen, fik vi et indtryk af, hvad den elskværdige dame har udrettet med sin undervisning.

Lad os prøve på at referere den fornøjelige aftens begivenheder. Tilskuerne er samlet. Ja, netop tilskuerne, thl vi skal overvære opførelsen af en lille, tysk studenterkomedie, udført af de unge, danske piger. Fru Wulff forklarer, at til højre ligger et lysthus, til venstre floden Rhinen. Vi har tvunget vor fantasi til at føle sig lykkelig og glad i disse herlige omgivelser og umiddelbart efter hopper to kønne damer ind, sætter sig ved lysthuset og tolker deres små længsler på tysk og uden Sufflør.

Så udvikler begivenhederne sig. Lystige studenter, d. v. s. forklædte ungmøer med studenterhuer og overskæg, fører glad konversation - et lille stykke komedie, som ikke blot viser de agerendes herredømme over det fremmede sprog, men tillige røber sceniske evner der bærer af en frisk naturlighed og ungdommelig livsglæde. Det lille stykke endte med en frejdig studentervise, sunget af det hele kor, 14-16 piger, af hvilke vistnok ingen var over de 20 år.

Derefter deklameredes et par af Goethes og J. P. Jacobsens "Kender du Pan?" i tysk oversættelse, besørget af fru Wulff.

Det var såre smukt, men resultatet er så meget større, som det er lykkedes fruen at bibringe de unge piger, der alle er udgåede fra kommuneskolerne og er arbejderbørn, deres færdig i tysk på ca 1½ år. Det opnås da også kun ved en inderlig, fortrolig samvirken mellem lærerinde og elever. Undervisningen er en fest for begge parter, og udbyttet svarer til den glæde der svæver over arbejdet i undervisningstimerne.

Efter denne eksamen i tysk fik tilhørerne en fornøjelig underholdning i dansk, idet nogle af de unge piger oplæste og spillede i scener af Holbergs og Hostrups komedier. Netop så smukt burde vi alle lære at tale det danske sprog, og for det bidrag fru. Wulff har ydet til løsningen af den foreliggende opgave fortjener hun en varm tak.

Eksamenen var endt. Direktør Schiøtt fra Zoologisk Have holdt en tale, halvt på dansk, halvt på tysk, takkede for aftenen og omringedes af de unge piger, hvem han poetisk og på tysk sammenlignede med vårens friske, dejlige blomster. En anden tilhører henfaldt i lyriske stemninger på dansk.

Kunne fru Wulff tænke sig nogen større anerkendelse af sit gode arbejde? Smilende unge piger, i hvis hjerter hun har skabt den frejdigste stemning, og et publikum der beundrer hendes vellykkede gerning!

A. C. M.

(Social-Demokraten 25. april 1903).

Se også hendes kamp mod indremissionske søndagsskoler, sammen med Studentersamfundet og Herman Trier.)

Mandag morgen den 18. ds. mistede vi vor kære moder, fru Emma Wulff, født Friis.
Anna Wulff
Henrik Wulff.
Gothersgade 149, 4. sal.
Begravelsen finder sted fra St. Andreas Kirke, lørdag den 23. ds kl 12.30

(Social-Demokraten, 21. maj 1903)

Emma Wulffs gravmæle på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fru Emma Wulffs jordefærd.

I går middags kl. 12:30 begravedes fru Emma Wulff fra St. Andreas Kirken i Gothersgades forlængelse.

Smukkere højtidelighed har vi ikke længe overværet. Stolestaderne var optagnet af den afdødes elever, dels fra Studentersamfundets aftenundervisning og fortsættelsesskolerne, dels fra hendes private kursus, og man så i disse unge pigers bedrøvede ansigter, hvor højt de elskede den ædle kvinde, der nu lå på dødens båre. Blandt andre tilstedeværende bemærkedes folketingets formand, hr. H. Trier, direktør Julius Schiøtt og folketingsmand A. C. Meyer.

Henne ved båren, over hvilken der lå et væld af kranse, som strakte sig gennem næsten hele kirkens midtergang, sad fru Wulffs datter og søn, begge dybt nedbøjede over den sorg, der havde ramt deres lille, lykkelige hjem.

Blandt kransene bemærkede vi en fra deltagerne i Studentersamfundets aftenundervisning sendt blomsterguirlande med signerede bånd.

Orglet præluderede, hvorefter koret og forsamlingen afsang "Lyksalig, lyksalig", hvis smukke linier:

På jorden ej lever så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld

passede så ejendommeligt på den afdøde kvinde, hvis lyse livssyn og frejdige glæde nu ligger "knust under aftenens sky".

Pastor Lützhøfft holdt talen, i hvilken han dvælede ved fru Wulffs sjældne egenskaber som moder for sine børn og opdrager for de unge piger, for hvilke hun var lærerinde. Til slut rettede han sine ord til børnene og bad dem ligne hende i arbejde, kærlighed og energi.

De unge piger græd stille, datteren hulkede højt.

Så lød den smukke aalme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da dens toner døde hen, bar ligbærerne under afsyngelsen af salmen "Dejlig er Jorden" kisten ud til rustvognen, mens følget gik langsomt efter. Fru Wulffs datter var så nedbøjet, at hendes broder måtte støtte hende. De sørgeklædte unge piger fulgte efter.

Begravelsen foregik på Vestre Kirkegård, hvor præsten bad en bøn ved braven.

M

(Social-Demokraten 24. maj 1903)

Golla Hammerich 1854-1903. (Efterskrift til Politivennen)

Golla Andrea Bodenhoff Jensen Hammerich (1854-1903) nedstammede fra skuespillerslægten Rosing. Som barn fik hun klaverundervisning af pianisten Orpheline Olsen-Schram og videreuddannede sig til pianist hos professorerne C. F. E. Horneman, Franz Neruda og August Winding. Karrieren som offentlig koncertgiver blev sat på pause da hun giftede sig med den senere musikhistoriker Angul Hammerich. I hjemmet spillede hun kammermusik med nogle af tidens fremtrædende musikere. 

Fra 1895 begyndte hun hyppigt at medvirke ved koncerter. I 1896 afholdt hun fx en soire i Hornung & Møllers Koncertsal, hvor hun førsteopførte klaverstykker af E. Grieg og den hollandske komponist J. Röntgen, og i 1898 optrådte hun med violinisten Frederik Hilmer og cellisten Ernst Høeberg i et program, der bl.a. omfattede musik af den russiske komponist A. Arenskij. I 1900 var hun med til at førsteopføre Frederik Rungs klaverkvintet og spillede ved samme lejlighed et udvalg af hans 24 Klaverstykker, op. 37.

Hun skrev endvidere til forskellige tidsskrifter og skrev både tekst og musik. I 1901 udgav hun under pseudonymet Anselmus et selvbiografisk skuespil "Et Skriftemaal". I dette mere end antydedes at hendes lidenskab ikke fandt afløb inden for hendes ægteskab. Skuespillet handler om en grosserer der er gift med en forhenværende skuespillerinde og Husets datter der elskes af en ung kunstner med en fraskilt kone. Grossereren opdager datterens forelskelse og laver en familiescene. Moderen tilstår da at hun i sin ungdom har været sin mand utro. 

Golla Hammerich 1882. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Golla Hammerichs Kammermusik-Koncert.

Hornung & Møllers stilfulde Koncertsal eger sig udmærket til en Koncert af saa fornem en Slags som den. Fru Golla Hammerich gav i Aftes. Baade Koncertens Indhold ligesom ogsaa Indholdets Udførelse var vellykket fra først til sidst, der hvilede en kunstnerisk Stræben og en Gaaen af Vejen for i ydre Henseende at vinde Term-n, som i høj Grad virkede velgørende.

Fru Hammerich er en Kunstnerinde, der med smaa Midler opnaar store Virkninger. Hendes Klaverspil er ikke larmende eller flygelbetvingende, det ejer den diskrete Bestemthed, den faste, fra et ægte Musik gemyt kommende indre Klangsans og Rhythmesans i Forening med en dyb Forstaaelse af den Komponist, hun foredrager.

De Værker, Fruen udførte, var godt skikkede til at vise Tilhørerne, hvor god en Musiker og sindrig en Musikpsykolog hun er. Sjøgrens Sonate Nr. 3 for Klaver og Violin, som Fru Hammerich spillede sammen med Hr. Axel Gade, er et nobelt, men ikke særlig lødigt Værk, der er anlagt paa Klangafskygninger. I Brahms' C-moll-Trio, i hvis Udførelse Violoncellist Ejler Jensen foruden de fornævnte deltog, var Koncertgiverinden i fuld Overensstemmelse med Kompositionens Aand. I første Allegro formede det store og brede sig fast under de sikre Hænder, og i den nydelige Andante grazioso viste hun, hvor træfsikkert hun netop forstaar at udføre den for Brahms ganske særegne Leg med det yndefulde og inderlige. I de Lange-Müllerske Fantasistykker for Klaver og Violin, af hvilke det første, appassionato, ma non troppo allegro, er noget af det bedste i Komponistens Produktion, er Violinen egenlig den førende Part, medens Klaveret mere er akkompagnerende. Man hørte med Glæde Hr. Gades noble, formfulde Tone og fuldkomne Intonation, og det lykkedes ham ved sit udtryksfulde Spil at give et rigtigt Udtryk for Komponistens Tanker.

- - -

Leop. Rosenfeld.

(Dannebrog (København) 7. marts 1902. Uddrag).

Fru Golla Hammerich.

En skarp intelligens, et livfuldt Temperament, mangesidig kunstnerisk Begavelse, en højt udviklet og fint kultiveret Musiksans - det var kendetegnene for Fru Golla Hammerich, der forleden (den 1. ds.) døde af en Hjærtelidelse.

Artiklen er ledsaget af dette foto af Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (1859-1940): Golla Andrea Bodenhoff Hammerich (1854-1903). Jeg har hentet det fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Først i de senere Aar var hun kommet til at spille en Rolle i det offentlige Musikliv i København, men allerede fra sin tidligste Ungdom har hun i private Kredse været kendt som et ualmindeligt Talent, af hvilket man havde Lov til at vente sig meget.

Musiken i hende var en Arv fra hendes Moders Familie, den bekendte Rosing'ske Slægt, hvis Medlemmer alle var mere eller mindre musikalske, saaledes Frk. Louise, der blev Moder til Wieherne og var Golla Hammerichs Grandtante.

Men fra disse Forfædre fik Fru. H. ikke alene Musik- men ogsaa Teater-Blod i sig; og det er da ikke til at undres over, at hun i sine unge Aar følte en brændende Lyst til at gaa til Scenen. Imidlertid blev det dog altsaa Musiken, der fik Overtaget.

Fru H. var en Datter af den bekendte Overlæge, Etatsraad Jensen paa Sindssygeanstalten Oringe ved Vordingborg og var født dernede. Som man kan tænke, fik de usædvanlige Omgivelser, hvori hun voksede op, en stærkt Indflydelse paa hendes Ævners Udvikling; hun bevægede sig mest i sin egen Drømme- og Æventyrverden, følte en ubændig Lyst til at opleve noget ekstraordinært, var romantisk over alle Bredder og higede efter at komme ud i Verden og gaa paa Æventyr!

Fra den Tid stammer en hel Digtsamling, som den smaa Golla Jensen har skrevet, og hendes Debutarbejde i den Kunstart hed "Kong Valdemars vilde Jagt"; denne hendes poetiske Virksomhed strakte sig til hendes 11. Aar.

Med det 12. Aar begyndte hendes Klaverundervisning hos Fru Opheline Olsen; senere tog hun Timer hos Prof. C. F. E. Hornemann, Prof. Franz Neruda og Prof. August Winding. Imidlertid var hun blevet forlovet og gift i en meget ung Alder med Musikhistorikeren Dr. Angul Hammerich. Skønt huslige Pligter nu lagde beslag paa hende, fik hun dog Tid til fremdeles at dyrke Musiken indenfor Hjemmet, hvor f. Eks. Anton Svendsen og nu afdøde G. A. Lembcke kom meget og dyrkede Kammermusik med det unge Ægtepar.

Sammen med sin Mand har Fru Hammerich selvfølgelig deltaget meget i det musikalske Liv baade herhjemme og i Udlandet, og hun har paa Rejser haft Lejlighed til at træffe sammen med en Række Verdensberømtheder saasom Richard Wagner, Rubinstein, Liszt osv.

I de senere Aar - da hendes Børn vare blevne voksne - begyndte Fru Hammerich til Glæde for alle Musikvenner at optræde paa enkelte meget fine Koncerter. Og i sin Fritid mellem mange Informationer skrev hun smaa fikse og rammende Causerier og feuilletoner i forskellige Blade.

Gustav Hetsch.

(Illustreret Tidende, nr. 32 1903)

Golla Hammerichs gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, Række 12, nummer 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olga Eggers Forfatterdebut. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er første afsnit om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Rigsfriherreinde Olga Antoinette Eggers (1875-1945) blev født i Dansk Vestindien, som nummer to ud af syv børn af kaptajn, botaniker Heinrich Franz Alexander von Eggers (1844-1903) og Mathilde Camilla Stakemann (1848-1928). Faderen havde deltaget i krigen 1864, hvorefter han rejste til Mexico og indrullerede sig i the Imperial Mexican Volunteer Corps Österreichisches Freiwilligenkorps. Han blev taget til fange af mexikanske republikanere. 1867-1885 var han løjtnant, senere kaptajn i den danske hær på de vestindiske øer. Som pensionist botaniske studier på øerne. 

Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med kolonirådsmødet 6. november 1878 om "The Fireburn" på Sankt Croix. Han var en af de ledende officerer der nedkæmpede landarbejderne, da Olga Eggers var 3 år. De fleste af hendes søskende døde som små. Hun kom som 5-årig til Danmark og blev plejedatter af baron Eggers på Nøbbøllegård. 

I oktober 1901 blev hun gift med redaktionssekretær ved "Frem" Ludvig Ferdinand Adolf Rosenberg (1876-1966). Marts 1903 debuterede hun som forfatter med fortællingen "Zigøjnerliv". I denne periode omgikkes hun Georg Brandes, med hvem hun skrev breve 1903-1918 og han besøgte hende i lejligheden på Gråbrødretorv 1, 1. sal. Hendes skønlitterære forfatterskab varede til 1932. Blev skribent for bl.a. Politiken og Vore Damer med speciale i hjemløse og gadehandlere. . 

Annonce for Olga Eggers' debutfortælling i Nationaltidende, 16. marts 1903, 2. udgave. "Der var i slottet et kammer, bygget efter Zernas bud. Det var dannet af slebet marmor, gennemstukket med grønlige årer. Loftet var af glas, so solen brændte ned mod alt det hvide. Men fra vandbassinget midt i værelset strømmede kølighed. Ved bassinets marmorrand stod en lav, grøn silkedivan, hvor Zerna plejede at ligge, og ofte steg hun ad de brede, hvide trin ned i vandet som slog klart og koldt mod hendes hede legeme. Her ville Zerna møde sin elsker. Så lod hun sig gøre en stram og tynd dragt af den rødeste silke..." (Citat fra Kolding Folkeblad, 31. marts 1903). Nedenstående anmeldelse af hendes bog afspejler nok hvad kvindelige forfattere var op imod:

De uartige småpigers litteratur.

Efterhånden som roman- og novelleskriveriet i vore unge damers tilværelse synes at skulle indtage den plads, der fordum var forbeholdt lysedugene og de broderede lommetørklæder, synes der blandt de fremmeligste at have udviklet sig et vildt kapløb om, hvem der kan skrive den uartigste bog

Forfatterinden af "Zigeunerblod", den sidste kvinderoman på markedet, frk. Olga Eggers Rosenberg, har øjensynlig gjort sig en ikke ringe umage for at komme op på linje med den københavnske litterære demimonde, der i de sidste år har bredt sig så frodigt på vor literære ager. Skønt forfatterindens pen til tider fuldstændig løber løbsk i lidenskabelige kys og favntag, er det imidlertid ikke lykkedes hende at nå op på siden af sine medbejlersker, der åbenbart besidder en personlig erfaring forud, som forfatterinden endnu synes at mangle. Hun er om vi så må sige, endnu ikke nået udover en vis ukonfirmeret uanstændighed, der nærmest er en pastiche over J. P. Jacobsen og - Peter Nansen! Men derved bliver det, og litteraturen havde intet tabt om forfatterinden, der synes meget ung, indtil videre havde sat et "UG" i dansk stil ved afgangsprøven i en højere kvindelig dannelsesanstalt som sit naturlige litterære mål. Hvormed ikke skal være sagt, at frk. Rosenberg, når hun har befriet sin fantasi for, hvad en svensk pædagog har benævnt "den første ungdoms usædelighed", vil vise sig at være lige så talentfuld som gennemsnittet af de damer, som lidt for liberale forlæggere i de senere år har tilladt at kompromittere sig personlig i litteraturen.

Blot et spørgsmål i anledning af denne moderne kvindelitteratur: Afspejler den et stykke virkelighed? Er vore unge kvinders dyd virkelig så lidt befæstet som det synes efter bøgerne, da må vi virkelig prise os lykkelige, at den gennemgående er så vel vogtet, som den er. For som fælles baggrund for disse bøger tegner sig en ungpigetype med et af dårlige romaner bedærvet fantasiliv, en "moderne kvinde", hos hvem grænsen mellem den ærbare kvinde og kokotten er mere eller mindre sløjfet, i alt fald i tanke.

Hvis derimod den her berørte kvindelitteratur - som vi mest er tilbøjelig til at antage - kun beror på at forfatterinderne har uddannet sig efter mindre heldige mandlige mønstre, synes det nærmest at være selve kvindernes sag at erklære krigen mod de halvdamer, der for tiden i litteraturen fører ordet på kønnets vegne. Den litterære demimondedame er socialt set utvivlsomt mindst lige så skadelig som den tilsvarende fremtoning i det virkelige liv og burde mindst af alt tåles af kvinderne.

Ja, når alt kommer til alt, er vel endogså den virkelig faldne kvinde den mindst irrespektable og mindst skadelige af de to. Kvinden der med sin pen forurener den opvoksende ungdoms fantasi, og som sætter bøger i verden, der synes bestemt til at opdrage kokotter, er et sådant misfoster fra naturens hånd, at man med nogen undren spørger sig selv, hvad der egentlig undskylder det samfund og det bourgois's kvinder, der tåler en sådan litterær smag, læser dens produkter og - tillader forfatterinderne at høre selskabet til.

Z

(Jyllandsposten, 20. april 1903).

Foto fra Ribe Stifts-Tidende, 23. december 1935 i anledning af Olga Eggers' 60 års fødselsdag.