Vandmangel paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Da det trods mange henvendelser på Vestre Kirkegårds graverkontor viser sig, at der stadig ikke tages det mindste hensyn til de indkomne klager over, at adskillige af kirkegårdens vandposter er i uorden og som følge deraf ikke kan benyttes, hvilket i denne tørre periode er et meget stort savn, beder jeg gennem disse linjer "Social-Demokraten" om at hjælpe os til, at manglerne kan blive rettede.

Lad os få vandet bragt i orden, så vi kan passe vore gravsteder.

F. Hildebrandt-Sørensen

Absalonsgade 30, 3

Medl. af Kuskenes Fællesforb. Nr. 1165

(Social-Demokraten 28. maj 1913)

Vandpost af ældre dato. Jeg har dog ikke kunnet datere dens alder, og der kan være tale om en nyere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Hos Anne Marie Carl Nielsen

En samtale om Fortid, Nutid og Fremtid.

Dronning Margrethe.

Der ligger en Villa ude paa Vodroffsvej, et Stykke borte fra Vejen, bag en Have. Det er tydeligt at se, at det ikke er nogen almindelig Grosserer-Villa: Bygningens røde Mure er overvoksede med næsten vildt groende Vedbend, og fra en mægtig Port i Villaens ene Gavl skraaner en stor Slisk

ned mod Indkørslen. Et kæmpemæssigt Ateliervindue bestemmer Huset endnu tydeligere: derinde arbejder Danmarks Billedhuggerinde, Fru Anne Marie CarlNielsen.

- Det er ikke saa nemt at finde noget, der passer for mig, siger Fru Carl-Nielsen selv . . . der skal jo være lidt højt til Loftet. 

Og Fruen har Ret. der skal være højt til Loftet. Mange mærkelige Figurer fuldbyrdes og vaagner til Liv mellem disse Mure, og flere af dem kræver Plads. I en Baad, mod hvis Forstavn Bølgerne brydes, slaar en liøj og slank Kvindeskikkelse: Dronning Dagmar, der kommer til Danmark. Hun

spejder ind mod Land, Brisen fra den danske Kyst presser imod hendes Dronningedragt og griber hendes Slør. saa det slaar som et spændt Sejl. I en Vindueskarm staar en lille Statuette. Skitsen til det Mindesmærke, der skal smykke Fru Emma Thomsens Grav. Paa en 4 Alen høj Sten af grønlig, norsk Klæber springer den skønne Profil frem i hvidt Marmor. Det store, tunge Haar, der næsten bøjer Hovedet bagover, er sat op i Frisuren fra "En Skærsommernatsdrøm". Paa Toppen af Stenen breder en sovende Paafugl - hos Oldtidens Folk Evighedens Symbol - sine Vinger, og dens Hale gyder sig som et Sørgeflor ned langs Stenens Bagside. I et Hjørne af Salen blinker Kammersanger Simonsens Øjne ... ja, de blinker virkelig; Fru Carl-Nielsen har indlagt Ojne af Sølv og Guld og Skildpadde i Kammersangerens Bronceansigt, og Virkningen er fortræffelig.

Der er meget mere i dette mægtige Rum: talrige Skitser og Udkast, smaa Feriearbejder fra korte Hviletider. Og midt i det altsammen den frodige Frue selv, kornblond og kærnesund, et Arbejdets Menneske med en Kunstners Sjæl.

Fru Carl-Nielsen er standset foran Dronning Dagmar-Statuen og fortæller om den :

-- Monumentet skal staa paa Slotspladsen, paa en lille, rund Høj vest for Ribe . . . . Dronning Dagmar kom jo vestfra. Hendes Ansigt har jeg modelleret efter en ung Pige, som jeg kender, jog var jo nødt til at lave det, som jeg selv tænkte mig det, der eksisterer ingen Billeder af Dronning Dagmar. Men De kan da se, at det er et Individ, ikke noget tilfældigt Ansigt . . . for mig staar Dronning Dagmar som Typen paa en dansk Kvinde. Til Stillingerne har jeg haft professionelle Modeller, man kan ikke faa almindelige, unge Damer til at staa i Attituder. Til at staa og vifte med Sløret har jeg en lille Danserinde; det er slet ikke let at faa det rigtige Sving . . . i den sidste Tid har jeg hængt hende op i en Gynge, for at faa Baadens Bevægelse frem, forstaar De, og Vinden, der slaar imod Klæderne. Dronning Dagmar skal for Resten ogsaa have indlagte Øjne, ligesom Simonsen, men hendes bliver finere: lutter Guld og Rav .. . Naa, men hun tilhører i Grunden Fortiden, jeg er meget snart færdig med hende. .

Nutiden har vi her, det er Kongestatuen, som jeg nu endelig kan komme til at tage fat paa. Komitéen har manglet Penge, og Kontrakten har ikke kunnet komme i Orden ... jeg har følt mig som en Væddeløbshest, der ikke har kunnet faa Start, og jeg har iøvrigt ogsaa maattet sige Nej til mange Bestillinger. Men nu skal jeg tage fat for Alvor. Til Sommer rejser jeg til Hannover og arbejder et halvt Aars Tid med Hesten og Rytteren, og naar jeg kommer tilbage, giver jeg mig i Lag med Reliefet. Jeg har glædet mig saa meget til dette Arbejde og tænkt saa meget over det.

Jeg tror, jeg har fundet noget nyt i selve Statuens Plastik. Hesten gaar i Skridtgang med alle fire Ben mod Jorden; derved kommer der til fortræffelig Balance, Naturlighed, Ro og Harmoni i Linierne. Hesten skal være lidt sky for Folkemængden, der bølger i nedenunder, den slaar lidt med Hovedet ... derved bliver Statuens Linier forfra set gode ... fordi man ser hele Rytterens Skikkelse. Kongen selv sidder rank og rolig, han er gammel og fuld af Viden, han holder Tøjlen med venstre Ilaand, den højre Arm hænger frit ned ... en Gentlemanrytter, der rider en tur, og samtidig Kongen, den rolige Konge over det bølgende Folk. Han er ikke nogen fremstormende Mand, men han følger med sit Folk, og hans Øjne ser frem i Tiden.

Reliefet er Folket og dets Udvikling under Christian den Niendes Regering. Forrest paa højre Side gaar en Bondemand med en Drænespade, saa en Bondepige med to Neg, derpaa nogle Dyrskuefolk: Branth, Sønder Elkjær f. Fks. Andre af Landbrugets Mænd. Tesdorpf, Segelcke, Fjord. . . ogsaa Dalgas og Christen Kold vil jeg have med her. Paa Bagsiden staar bl. a. Fnisen, Vilh. Thomsen, Jul. Thomsen, Grundtvig. Ovre paa venstre Side vilde jeg have haft en Mand fra Dybbøl, men det vilde Komitéen ikke have, det var for trist at minde om. Saa tog jeg Suenson fra Helgoland i Stedet for, den eneste sejrende Helt fra 64. Bagved ham kommer Tietgen, nogle Politikere, J. P. Jacobsen, Drachmann, N. W. Gade, en Arkitekt, en Maler. . . jeg har tænkt paa

Frolich eller Krøyer, en Billedhugger, Julius Lange, Brandes... Høffding, ja, De siger noget, han har et dejligt Hovede. . . Johannes V. Jensen tror jeg ogsaa, jeg vil have.

- Hvem er den Officer midt i Rækken, der gør Front mod alle de andre og ligesom standser Strømmen?

- Det er ingen Officer, det er Estrup i Uniform. Jeg skulde paa det Sted have noget tit at bryde. . . kan De se, at Fjerbusken paa hans trekantede Hat rager op over Rammen?

. . . Kongestatuens Skitse er spundet ind i et fint Slør af Spindelvæv. Fruens Fjerkost er i ustandselig Bevægelse, men det er ikke nemt at gøre rent i 6-7 Alens Højde. Nu forlader F'ruen Skitsen og gaar over til at tale om Fremtiden. Fremtiden er en Drøm, og Drømmen hedder Dronning Margrethe.

- Jeg har altid beundret Dronning Margrethe. siger Fru Carl-Nielsen, hun er den klogeste Regent, vi har haft, og den, den forst har ført den skandinaviske Idé ud i Livet. Og jeg har altid syntes, hun skulde have et Monument. Det i Roskilde er et Gravmæle, og er der nogen, der fortjener et rigtigt Monument paa et Sted, der samler hele Landet, saa er det Dronning Margrethe . .  jeg vil have hende anbragt paa Raadhuspladsen, den trænger vældig til et Monument. . . kan De ikke se, den dingler, den er ude af Ligevægt, der er ingenting, som holder sammen paa den. Der vilde Dronning Margrethes Statue gøre storartet Virkning . . . Hvor meget den vilde koste - jeg tænker 60-70,000 Kr., det er dog ikke saa forfærdelig meget Jeg synes, at Kvinderne skulde samle Penge ind og rejse delte Monument for Danmarks klogeste Kvinde . . .

Men hvad er Fru Carl-Nielsen foruden at være Kunstner? Er Fruen, som er gift med en Kapelmester og Komponist, selv musikalsk, er det saaledes, at Mandens Musik og Fruens Skulptur indvirker paa hinanden? Fru Carl Nielsen ved ikke rigtig, hvad hun skal svare:

- Det er vanskeligt at sige. Min Mand siger tit, at jeg hjælper ham, men det er jo ikke mig, der skriver Noderne. Og omvendt. . .min Mand siger ofte saa gode og rigtige Ting om min Kunst, han ser saa godt.

Samtalen glider over paa andre Emner, mens Solen langsomt flytter sig, og Skyggerne bliver længere. Tiisidst standser Fruen ved en Gengivelse af et Kristushovcd og siger :

- Donatello - det er nu min Yndlingsbilledhugger.

Men hvad synes De da om Anne Marie Carl-Nielsen

- Det vil jeg helst beholde for mig selv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1913).

Dronning Dagmar-Statuens Afsløring paa Ribe Slotsbank 24. august

Det blev en smuk dag i Gaar, som længe vil bevares i Erindringen af de Tusinder, som var samlet paa Ribe Slotsbanke til Afslormgen af Billedhuggerinden Fru Marie Carl Nielsens Statue af Dronning Dagmar. De foregaaende Dages regnfulde Vejr var asfløst af straalende Solskin fra den tidlige Morgenstund og Flagene smykkede Byen som sjældent tilforn - fra Domkirkens Taarn til de mindste Huse - og ude langs Slotsbleggaarden var rejst en Alle af Flag, der tog sig smukt ud mod den lyseblaa Himmel. Der var Stemning over Byen alt tidligt paa Dagen, der allerede ved Gudstjenesten i Domkirken om Formiddagen kortelig omtaltes af Biskop Koch

---

Statuen.

Ved Fremstillingen af statuen har Fru Anne Marie Carl Nielsen væsentligst ladet sig lede af de to Motiver: Den unge böhmiske Kongedatters Ankomst til det nye Fædreland og hendes i folkevisen saa rørende skildrede Død. Og til at præge skikkelsen og stemme denne og Trækkene i Overensstemmelse med det Indtryk, vi faar af Dronning Dagmar gennem Overleveringen, har Billedhuggerinden tænkt sig den blide selvforglemmende Kvinde, der i Morgengave - modsat andre Dronninger - ikke tænkte paa at erhverve Jordegods eller Guld, men kun paa at faa fanger løst af Baand og Bonden gjort fri.

Og naar statuen nu ikke er anbragt paa slotsbankens højeste og mest fremtrædende punkt, vil kunstnerinden deri yderligere understrege Dronning Dagmars bly og kvindelige Karakter.

Statuen er udført i Bronce i halvanden Gang naturlig Størrelse og er paa fodstykket ca. 7 Alen høj. Paa dette fodstykke af Granit ser vi Dronning Dagmar i forstavnen af en Baad, der paa Vesterhavets fiskefyldte Vover stævner ind mod Land. I den friske foraarsbrise staar hun med Haanden skyggende for Øjnene forventningsfuldt spejdende ind mod det nye fædreland og sin kongelige Brudgom, alt medens Vinden leger med den pelsforede folderige Kjole og det store slør, der er fæstet i Haaret under den kongelige Krone.

I den stilfulde sokkel af del smukke halmstadske Granit med de levende farver er anbragt et Relief, hvori Billedhuggerinden har benyttet Motivet fra Dronning Dagmars Død paa en saare skøn Maade. Man ser Dronning Dagmar paa Dødssengen efter Prins Valdemars fødsel, medens "de bedste fruer i Verden" begræder hendes Bortgang og Kong Valdemar - lige kommen fra det jagende Ridt gennem Landet - bevæget bøjet over hende lytter til hendes sidste Ord, medens liden Kirsten paa en skammel ved siden af sengen ustandselig læser i Bønnebogen, skønt "saa saare hendes Taarer de runde".

Nederst paa fodstykket er anbragt Ordene af folkevisen: "Hun kom uden Tynge, hun kom med fred, hun kom goden Bonde til Lise".

Over Relieffet findes Indskriften:

Dagmar - Danmarks Dronning 

Død paa Riberhur

1205 - 1212.

Over det første Aarstal er anbragt en Krone og en lignende er anbragt under det sidste Aarstal for paa den Maade at betegne det Aar, hun blev Danmarks Dronning og det Aar, hun døde som saadan.

Paa siderne af Granitsokkelen er indhugget Konturerne af det danske og det böhmiske Vaaben.

Vi skal ikke indlade os paa nogen "kunstnerist" Kritik af Mindesmærket, vi vil blot have Lov at sige, at det synes os, som om Kunstnerinden i sine Bestræbelser for at bringe sjælelig Ro i en figur med stærkt bevægede Linier har haft en lykkelig Haand til at skabe et Arbejde, der ikke blot er en fryd for Øjet men ogsaa virker betagende ved hele sin ypperlige Levendegørelse af folkevisernes Dronning Dagmarskikkelse - et Indtryk, der sikkert yderligere vil forstærkes, naar statuen med Aarene antager en mørkere Farve.

----

Overlærer Secher talte for 

Fru Anne Marie Carl Nielsen

At Kunsten har en ejendommelig Magt til at kaste Glans over Tilværelsen, vil man paa mangfoldige Maader kunne overbevise sig om. En By kan ligge paa et afsides Sted, kan være uden Betydning for Handel og Industri, men Kunsten har sat sit Stempel paa den; dens Navn bliver bekendt viden om, og mangfoldige Mennesker søger den. Alle de, der har været i Italien, véd, at det forholder sig saaledes. Fjernt fra de store Byer, der drager alle Slags Mennesker til sig i Mængde, findes der Smaabyer, der ligger skjulte i en eller anden Afkrog; kun faa Handelsrejsende kommer til dem, thi der er ikke mange Forretninger at gøre, men alle kunstinteresserede opsøger dem, thi de véd, at de i dem vil sinde Tilfredsstillelse for deres Trang. En saadan By er San Gimagnano, Byen med de skønne Taarne.

Danmark er jo ikke et Kunstland i samme Grad som Italien, men ogsaa her findes der enkelte Byer af den omtalte Art, og vor egen By kan mere end nogen anden gøre Fordring paa at regnes til dem; den ligger afsides og har jo heller ikke endnu stor Betydning som Industriby, men naar den alligevel er kendt i vide Kredse af vort Land, og naar de rejsende efterhaanden mere og mere søger den, saa ligger Grunden i, at den har kunstnerisk Betydning, at den har noget at byde de fremmede, som andre Smaabyer ikke har. Saa vil vi Borgere i Ribe da glæde os over den Kunst, som vor By indeholder, og vi vil føle, ar vi staar i Taknemmelighedsgæld til dem, der har bidraget til at forskønne vor By, lige fra de navnløse Kunstnere, der i Middelalderens Dage rejste vor herlige Domkirke, til dem, der i vor egen Tid har givet Byen et skønnere Præg.

Her er der da to Navne, der først møder os, Amberg og Marie Carl Nielsen. Paa Professor Ambergs Betydning for Ribe er der ikke Anledning til her al komme ind; hvor stor den er, véd vi alle, men jeg er overbevist om, at jeg vil tale i alle Ribe Borgeres Navn, naar jeg retter en varm Tak til Fru Carl Nielsen for hvad hun har gjort for Ribe. Til Domkirkens Fuldendelse har hun bidraget med fine skønne Broncedøre, og nu har hun stillet sin kunstneriske Fantasi og sin store tekniske Dygtighed til Raadighed for dem, der fattede den smukke Tanke at sætte Dronning Dagmar et Monument.

Det er ikke første Gang, at Dronning Dagmars Historie er bleven kunstnerisk behandlet. For nogle Aar siden faldt det saaledes i den svenske Maler Georg v. Rosens Lod at fremstille Dagmar Død. Han er jo en af de store, en af dem, hvis Portræt findes i det berømte Portrætgalleri af Kunstnere i Uffiziérne i Florens, og han behandlede Emnet med Virtuositet, men hans Billede kunde dog ikke fuldt ud tilfredsstille dansk Følelse. Der var da ogsaa noget underligt i, at man overdrog det til en udenlandsk Kunstner at fremstille Dagmars Død; jeg tror, at man maa være dansk for ret at føle den vidunderlige Stemning, der hviler over Folkeviserne om Dronning Dagmar. Nu har Fru Carl Nielsen behandlet Emnet; hendes Statue med tilhørende Relief staar for os; vi vil nu have Lejlighed til at fordybe os i Synet af den, og jeg føler mig overbevist om, at vi vil komme til det Resultat, at hun har givet det rette Udtryk for Folkevisens Stemning. Vi takker Kunstnerinden for det, hun har skænket os, og vi ønsker hendes Kunst al Fremgang. Vi véd, at hun for Tiden sysler med en stor Opgave, en Rytterstatue af afdøde Kong Kristian den Niende. Jeg véd ikke, om en Kvinde før har været stillet over for en faa stor og vanskelig Opgave, men jeg véd, at Renæssancens store Mestre, Donatello og Verrocchio, naaede deres Berømmelses Højdepunkt efter at have stabl deres Rytterstatuer i Padua og Venedig. Maatte Fru Nielsen faa Held til at udføre et for alle Danske betydningsfuldt Vært. --

Saa vil vi endnu en Gang takke for Dagmar og udbringe et Leve for Kunstnerinden (Hurra!)

(Ribe Stifts Tidende 25. august 1913. Uddrag.)

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945). Gift med komponisten Carl Nielsen 1891. Den første kvinde til at sidde i Akademirådet ved Kunstakademiet (1912). Bestyrelsesmedlem i den i 1916 dannede Kvindelige Kunstneres Samfund. Den skulle fremme det indbyrdes personlige bekendtskab og virke for de kvindelige interesser i kunsten ved  valg af censurkomiteer under udstillinger i ind- og udland.

Boede på Vodroffsvej 53A. Maleren Axel Helsted havde opført en villa med atelier her i 1884, den var tegnet af arkitekt A.M. Sørensen. I årene 1907-1917 boede komponisten Carl Nielsen og hans familie her, hvorefter Johannesskolen overtog og udbyggede derpå villaen

"Grosse Deutsche in Bildnissen ihrer Zeit". Billedudstilling i Kronprinzenpalais, omdannet til Staatlichen Museen. Her var der kunstværker fra alverdens lande, herunder også Anne Marie Carl Nielsen hvis bedrag var "einen bärentrotzigen Schwertjüngling im "Nordischen Sagenhelden". Se Nationalsozialistische Monatshefte 1936. Zentralverlag der NSDAP. Spalte 862.

Boede i Kunstakademiets Legatbolig som æresbolig 1915-1945. Mindetavle fra 1991 skriver fejlagtigt at Carl Nielsen boede der 1915-1931. Men parret var separeret indtil 1923, hvorefter han boede der lejlighedsvis. I 2013 opsat ny mindetavle over Anne Marie Carl-Nielsen.

Datteren hed Anne Marie Frederikke Nielsen (1893-1983), giftede sig (1918-1936) til navnet Anne Marie Telmányi. Hun er som sine forældre begravet på Vestre Kirkegård.

Enke i Fængsel for Skolemulkt. (Efterskrift til Politivennen)

 En ny Skole-Affære.

En Enke skal afsone 25 r. 60 Øre, fordi hendes Datter har skulket.

Pigen er forlængst under Værgeraadet.

Skoledirektøren nægter at eftergive Bøden.

Der foreligger nu et nyt Eksempel paa den Haardhjærtethed, hvormed Skolemyndighederne farer frem mod fattige Forældre.

En Enke, Anna Mauser, Snaregade 5, 2. sal, er bleven idømt en Mulkt paa 25 Kr. 60 Øre, fordi hendes 13aarige Datter har forsømt Skolegangen i Larslejstrædes Kommuneskole.

Enken har modtaget Tilsigelse fra Politiet og vil en af de første Dage blive indsat til Afsoning, hvis Bøden ikke betales.

Den stakkelse Enke henvendte sig i Gaar til os og gav os følgende Fremstilling af Sagen:

"Jeg er ene om at forsørge mine 2 Børn og maa derfor gaa bort fra Hjemmet for at tjene min Dagløn ved Vask og Rengøring.

Det har derfor været mig umuligt at føre tilstrækkelig Kontrol med min Dater Lauras skolegang. Men det faldt mig aldrig ind, at hun kunde skulke.

Laura har altid været flink og opvakt i Skolen, hvad der fremgaar af, at hun var naaet helt op i Afgangsklassen, uden at der i hele hendes Skoletid en eneste Gang har været klaget over hende.

Grunden til hendes Forsømmelse i den sidste Tid - som jeg var aldeles uvidende om - forklarer hun selv var den, at hendes Lærerinde i Haandarbejde var haard imod hende.

De Sedler, der kom fra skolen, tilintetgjorde hun, mens jeg var paa Arbejde og holdt mig paa denne Maade i Uvidenhed om Forsømmelsen.

Da jeg fik Sagens Sammenhæng at vide, fik jeg gennem Værgeraadet Barnet angrabt hos kristelig Forening for unge Piger i Holte.

Ikke desto mindre er jeg bliven idømt Bøder til det store Beløb af 25 Kr. 60 Øre.

Skoleinspektør Stamm paa Larslejstrædes Skole var meget stræng imod mig og erklærede, at alle Mødre burde gøres umyndige, og at han vilde gøre hvad han formaaede for at Bøden ikke skulde blive eftergivet.

Min Ansøgning om at slippe for Betaling af de 25 Kroner og 60 Ø. - der er mere end jeg kan tjene i flere Uger - havde da ogsaa til Følge at jeg fra Skoledirektionen modtog følgende Brev:

At Direktionen efter at have indhentet vedkommende Skolekommissions Erklæring ikke har kunnet eftergive Dem de Mulkter paa i alt 25 Kr. 60 Øre, som er Dem idømte for Deres Datter Lauras Forsømmelser fra Larslejstrædes Friskole i April og Maj Maaned d. A. meddeles herved.

P. D. V. Sophus Bauditz.

Jeg har nu modtaget Tilsigelse fra Politiet og kan vente at blive fængslet.

Jeg øjner ingen Udvej, og hvad der er det allerværste, jeg mister maaske mit Arbejde, hvis jeg bliver sat i Fængsel".

- - -

Saa vidt Enkens Fremstilling.

Vi søgte i Gaar gentagne Gane forgæves at træffe Skoleinspektøren, der holder Ferie. Skolekommissionens Forman, Stiftsprovst Paulli, og det af Borgerrepræsentationen valgte Medlem, Frk. Blom, er begge bortrejste.

Men hvorledes man end motivere sin behandling af denne Sag, et er givet: Det er aldeles oprørende at ville rive en fattig Enke bort fra hendes Arbejde og kaste hende i Fængsel for en Skolemulkt.

Denne Fremgangsmaade bliver saa meget mere meningsløs, som Moderen forlængst har givet Afkald paa dette Barn.

Den fattige Moders Sorg over sit Barn har sikkert været hende Lidelse nok, selv om Myndighederne vil give hende nok saa stort Ansvar for Barnets Forsømmelse, og den Smærte, som det har været hende at lade Barnet fjærne fra sit fattige Hjem, er det barbarisk at forøge med en Fængselsstraf.

Det maa afværges, at Enken bliver fængslet, og der maa sættes en Stopper for den haardhjærtede Behandling af fattige Enker, som Skolemyndighederne indenfor et Tidsrum af faa Dage har ladet Offentligheden se ikke mindre end to Eksempler paa. 

M -.

(Social-Demokraten 4. juli 1913).

Enken og Skolemulkten

Bøden bliver betalt.

Det lykkedes os i Gaar at tilvejebringe det Beløb, som Enken Anna Mauser skal betale i Bøde for at undgaa Fængsling paa Grund af sin Datters Forsømmelse paa Larslejstrædes Skole.

Mulkten vil i Dag blive indbetalt til Politiets Foged protokol.

Dermed er ogsaa denne Enke reddet fra Skolemyndighedernes Haardhjærtethed.

Men Sagen bør ikke være sluttet dermed, den bør tages op til grundig Drøftelse, som hør resultere i, at der for Fremtiden fares frem med større Skaansel mod ulykkelige Mødre, der er ene om deres Børns Opdragelse.

At en fattig Enke sadles i Fængsel for en Skolemulkt, naar hun tilmed i Forvejen har givet Afkald paa sit Barn, er en Tanke, som oprører den offenlige Mening og hvis Virkeliggørelse den ikke stiltiende finder sig i.

I to Tilfælde har vi nu indenfor et Tidsrum af to Uger maattet drage Myndighedernes barbariske Fremfærd frem for Offenligheden, og i begge Tilfælde er den ulykkelige Moder bleven frelst fra Fængslet. Men de Penge, som paa denne Maade maa fyldes i Politiets Kasse for at bøde paa Myndighedernes Fejlgreb, kunde finde bedre Anvendelse som Hjælp til fattige Børn.

Den nu afsluttede Sag bør være den sidste Affære af denne Art, enten det saa er et nyt Reglement eller en Smule social Forstaaelse, der mangler paa rette Sted.

m-.

(Social-Demokraten 5. juli 1913).

Marcus Rubin og Forholdstalsvalgmaaden. (Efterskrift til Politivennen)

Markus Rubin var radikal venstremand. Han var tilhænger af forholdstalsvalg i en modereret form hvor Folketinget fik 136 medlemmer, 85 valgt som før, 51 ved forholdstalsvalg:

Skal Forholdstalsvalgmaaden indføres?

En Enquête.

I. Generaldirektør Marcus Rubin.

Resultatet af Folketingsvalgene har paany - og i højere Grad end nogensinde tidligere - henledet Opmærksomheden paa den nugældende Valgmaades uheldige Egenskaber. Da tilmed Spørgsmaalet om Anvendelsen af Forholdstalsvalgmaaden ved politiske Valg i Forvejen er draget frem i Forgrunden ved Forhandlingerne om Forfatningens Revision, har "Nationaltidende" ment, at det vilde være at betydelig Interesse, at Spørgsmaalet blev belyst gennem Udtalelser af fremtrædende Personligbeder, der staar udenfor aktiv Politik. Vi har derfor henvendt os til en Række landskendte Mænd i forskellige Samfundsstillinger og af forskellige politiske Anskuelser og bedt dem udtale deres Mening om Betimeligheden al Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Valg til Rigsdagen. Og det er os en Glæde at kunne meddele, at vor Henvendelse er bleven mødt med Forstaaelse og Sympathi, ikke blot hos politiske Meningsfæller, men lige saa fuldt hos Mænd, der nærer andre Ankuelser, end dem vi kæmper for.

Vi indleder i Dag den interessante Enquete med følgende Udtalelse af Generaldirektør Rubin :

Hvorvidt man bør indføre Forholdstalsvalg maa i et givet Tilfælde besvares praktisk. Jeg veed, man i saadanne Forhold plejer at begynde fra den modsatte Ende for saa tilsidst at naa til, at "de praktiske Vanskeligheder overvinder vi", men der er en saadan Afstand mellem en Reform "i Almindelighed" og dens Projicering ned i det virkelige Liv, at det kan have sin Fordel en Gang at begynde med Vanskelighederne.

Først maa man have en god Methode. Ved sidste Borgerrepræsentantvalg fremkom der et for den umiddelbare Betragtning stødende Resultat, og det bør helst undgaas. Vil man sige, at om hin eller denne Methode glipper i en Enkelthed, har mindre at betyde, saa er dette ikke rigtigt. Kravet paa Retfærdighed skærpes, netop naar man opstille et udtænkt Retfærdighedsapparat, Manglerne støder mere; saadan er ogsaa det teknisk fine Værktøj mere omtaaligt end det grove.

Selv om Methoden er god, kan den saa bruges til Rigsdagsvalg? Ja til Landsthinget, men kun delvis til Folkethinget. Man kan ikke for Folkethinget opgive den personlige Forbindelse mellem Kredsen og Repræsentanten, den har sin historiske Ret, og den har sin naturlige. Selv om Folketingsmanden ene skal stemme efter sin Overbevisning, udelukker dette paa ingen Maade hans Ret til at søge fremmet eller hæmmet, hvad der særlig kan gavne eller skade hans Kreds. Om Enkeltinteressen bør vige for Helhedens, er noget andet, men det kan i hvert Fald ikke afgøres, før man ved, hvor meget der staar paa Spil til Gavn eller Skade for Enkeltinteressen, og her er det naturligt, at denne har en Repræsentant med Evne og Villie, d. e. Indsigt i, hvad det drejer sig om, Lyst og Mandat til at virke derfor. En stor Rolle spiller det tillige, at en Kreds har Kendskab og Tillid til en Repræsentant som Person. En af det repræsentative Systems nødvendige Mangler er, at mange Tusind skal repræsenteres af én, men jo mindre abstrakt man kan gøre denne Repræsentation, des bedre. En Liste, fabrikeret i et Hovedkvarter for hele Landet, er en Uting.

Selv om nu Valgene til Landsthinget ogsaa hidtil har været lokalt bestemte, saaledes at endog Landsthingsmanden skal bo i Valgkredsen, har dog et forholdsvis ringe Antal Valgkredse, det uensartede Vælgerkorps, de indirekte Valg og Valgene efter Lister traditionelt skabt et langt løsere Forhold mellem Vælger og Valgt end i Folkethinget. Det vil derfor ikke her føles som et Brud eller en Mangel af Betydning, om det Antal Landstingsmedlemmer, som Befolkningen stal vælge, vælges efter Forholdstalsvalg, der foregaar indenfor faa Kredse, bestemte efter Landets geografiske Hovedlinier.

Hvis Folketingets Medlemsantal skal grundlovsmæssigt fastslaas, og hvis 5. Juni Grundlovens Tal, 1 Medlem for 14,000 Indb., skulle bibeholdes, maatte man efter Danmarks (inkl. Færøernes) nuværende Folketal have et Folketing paa 204 Medlemmer. Dette ønsker ingen. Forøger man derimod Folketallet pr. Kreds til 21,000, bliver det nysnævnte Medlemsantal altsaa formindsket med 1/ 3 og vi faar 136 Medlemmer, omtrent svarende til det Tal, man nu i Almindelighed regner med ved en Fornyelse. Hvor stor en Del heraf da skal henføres til Enkeltmandskredse, er en Skønssag, men at det maa være den største Del, anser jeg, ifølge de ovenstaaende Bemærkninger, for nødvendigt. En fuldt forsvarlig Enkeltkredsrepræsentation synes jeg vil opnaas ved at lade de 5/8 af de 136 Valg ske i Enkeltkredse. Disses Tal bliver da 85, der kun er en Fjerdedel mindre end det nuværende Tal, og 85 Kredse giver territorialt, hvad der er et væsentligt Moment, 1 Folketingsmand paa ca. 500 Cm2, folketalsmæssigt 3 Folketingsmænd paa ca. 100,000 Indbyggere. Det er, for at tage en Sammenligning, omtrent somme territoriale Forhold som for det engelske Underhus og folketalsmæssigt en dobbelt saa talrig Repræsentation som i England. Tilbage til Forholdstalsvalg vilde der altsaa blive 3/8 af Kredsene, 51.

Ved en Ordning af denne eller lignende Art turde der være taget alt det Hensyn til Hovedindvendingen mod Anvendelsen af Forholdstalsvalg til Rigsdagen herhjemme, som der med Rimelighed kan og bør tages. Og er saaledes "de praktiske Vanskeligheder" overvundne, saa er for mig Sagen klar, thi Rigtigheden af Forholdstalsvalgsprincippet er jeg ikke i Tvivl om.

Man har tidligere havt som Indvending, at Forholdstalsvalg var gode f. Ex. til raadgivende Stænder, for at alle Raad kunne høres, ikke til en besluttende Forsamling. Men for det første var raadgivende Skænder ogsaa besluttende, nemlig om hvilket Raad Forsamlingen (d. e. dens Flertal) skulde give - hvad der har haft stor praktisk Betydning - , for det andet er en besluttende Rigsdag ogsaa raadgivende, f. Ex. ved Henvisning til Regeringen ar Andragender, ved Vedtagelse af Dagsordener, m. m. Men fremfor alt er den raadslagende. Var den ikke det, havde vi jo ikke Rigsdage paa et halvt Aar og mere. Og selv om Beslutningerne tages efter Majoritet, og Partiparoler her hyppigst følges, vil enhver, der følger med offentlige Forhold, været klar over, al det ingenlunde er ligegyldigt, om der er en oppositionel Minoritet, der i Ord og Afstemning gør sin Mening gældende. Den virker i upolitiske Sager, den paavirker selv i politiske Sager Flertalsbeslutningerne, den giver Mulighed for Kompromis'er i Sager, om hvilke man ønsker samlet "et stort Flertal" for ikke at sige Enstemmighed. At man tilsidst maa stemme ja og nej efter Hoveder, ligger nu en Gang i, at ét ja og ét nej, saa lidt som ét Menneske kan fordeles, men Vægten i denne Sammenhæng beror ogsaa paa, hvad der er gaaet forud. Thi, om ikke andet, saa har de afvigende Meninger faaet Lejlighed til paa Thinge at fremkomme med deres motiverede Indsigelser, hvad der i og for sig er menneskeligt tilfredsstillende, og hvad der i ikke ringe Grad kan være baade af politisk og af real Betydning saavel strax som senere.

Den Indvending endelig, at man selv ved Forholdstalsvalg ikke kan hindre en absolut Vælgermajoritet fra at faa absolut Flertal paa Thinge - 50 Vælger af Parti A mod 20 Vælgere af Parti B og 20 af C vil ogsaa faa 5/9 af Mandaterne - er imødegaaet ved det nys fremsatte om Betydningen af Minoriteternes Repræsentation, selv om de ikke kan sætte deres Mening igennem.

Det repræsentative Systems Mangler er talrige, Alverden har dem paa rede Haand, man har kun ikke fundet noget bedre System. Men af alle Afhjælpninger er Forholdstalsvalgmaaden den, som gør mest Gavn, og den gør ingen Skade, thi ingen kan beklage sig over den. Hvorvidt rige og lærde skal have flere Stemmer end fattige og ulærde, kan man strides om, men at man, saa vidt gørligt, skal faa de stemmer repræsenterede, som nu en Gang er Aflagt de forskellige, kan man vanskeligt tvistes om. Man kan spørge, om en Primotenors Stemme ogsaa udenfor Operaen har mere værd end en Korists, men har de 3 Primotenorer og de 30 Korister en Ellevemandskomite, der skal beslutte om den fælles Hjælpekasse, vil dog ingen benægte Rimeligheden af, at Tenorerne mindst ved 1 Mand faar Lov til at lade deres stemme høre,

Marcus Rubin

(Nationaltidende 31. maj 1913, 2. udgave).

Landsforbud imod Alkohol?

- - -

Generaldirektør Marcus Rubin:

Spørgsmaalet om et Lovgivningsforbud mod al Produktion og Indførsel af alkoholiske Drikke herhjemme har jeg aldrig troet laa indenfor praktiske Muligheder, og jeg kan derfor paa en Studs ikke sige andet derom, end hvad enhver kan sige sig selv. Enhver saa voldsom Forholdsregel har for det første Chancen for at sprænges af tilvant Livsførelses Krav og derved give Anledning til den Demoralisation, som systematisk Lovbrud altid medfører. Men selv bortset herfra kan jeg vanskeligt tænke mig Berettigelsen af at berøve et helt Lands Indbyggere en maadeholden Nydelse for at forebygge Udskejelserne hos et lille Mindretal. Her er en Opgave for frivillig Paavirkning, ogsaa en Lovgivningsopgave i Retning af snarere at hæmme end at fremme Drikkeri ("Krobevillinger" etc. ), men fra lette sidste til et Forbud som det omhandlede synes der mig et afgørende Skridt, og jeg tror, som sagt, ikke, det er praktikabelt herhjemme. Vi er borte fra forrige eller forforrige Slægtleds Forestilling om, at den enkelte talsborgers Frihed er saa hellig og ukrænkelig, at det offentlige kun med den yderste Varsomhed maa gribe ind deri, men Kulbøtter til den modsatte Yderlighed kan let føre til Tilstande, der er uholdbare, fordi de er uudholdelige.

Marcus Rubin.

(Nationaltidende 13. august 1913, 2. udgave).

Børnebadning i Københavns Kommune. (Efterskrift til Politivennen)

Skoledirektionen og Børnebadningen.

Konference mellem Skoledirektør Sophis Bauditz, Gymnastikinspektør, Oberstløjtnant Hermann og "Social-Demokraten"s Medarbejder.

En tilfredsstillende Ordning foreslaas.

Hr. Sophus Bauditz indbød, som meddelt vor Medarbejder til en Konference i Anledning af vore Artikler om Skolebørnenes Badning i Sommer. Konferencen fandt i Gaar Sted i Skoledirektørens Kontor paa Raadhuset, hvor desuden Gymnastikinspektør Hermann var til Stede.

Begge d'Hrr. hævdede energisk, at man ikke maatte sammenblande de to Ting: Badning og Svømning. Badning var nærmest Børnenes eller Forældrenes private Sag, en Nydelse eller Forfriskelse, som, hvor berettiget denne end var, dog ikke vedkom Skolen. Helt anderledes med Svømning; thi denne var et fast Led i Undervisningen. Kun til Svømning bevilgede Kommunen Penge, men ikke til Badning i Søen.

Begge d'Hrr. havde med Interesse fulgt "Social-Demokraten"s Kampagne om dette vigtige Spørgsmaal, og vidtløftige Undersøgelser om Muligheden for Børnenes Svømning i Aar var foretaget. Man havde saaledes indhentet Underretning fra de forskellige Skoler om, hvor lang Tid det vilde tage for Børnene at gaa til den fjærnere liggende Badeplads paa Kalkbrænderimolen. Resultatet var følgende:

Fra Randersgades Skole 23-26 Minutter, fra Vibenhus' 20-23 Minutter, fra Østre Gasværks 25 -30 Minutter, men fra Vognmandsmarkens Skole 35-40 Minutter.

Denne Tid, der var en Del længere end til den gamle Badeplads "Helgoland", vilde forrykke Timeplanen; men Forandringer heri kunde Skoledirektøren ikke foretage paa eget Ansvar.

D'Hrr. udviklede endvidere, at de her i Bladet omtalte Bassiner, som "Helgoland" har tilbudt at indrette (et 44 Alen langt og 12 Alen bredt paa Kalkbrænderimolen til Pigebørnene og et andet til Drengene paa "Helgolands" gamle Plads), absolut ikke egnede sig til den rationelle Svømmeundervisning, som man nu driver. Denne kræver nemlig flere Bassiner med forskellig Dybde, først et lavt, hvor Børnene kan pjaske frit omkring og lege, vænne sig til det vaade Element, dernæst et andet Bassin med dybere Vand, og sluttelig et for Svømmerne, hvor disse kan springe ud.

Men disse foreslaaede interimistiske Anlæg tilfredsstillede ikke Sagkundskabens Fordringer. Et Bassin med 2-3 Fod Vand var saaledes umuligt som Svømmeplads, selv om det kunde bruges som Badebassin. D'Hrr. frygtede endvidere for, at Bassinets Yderdybde (ved Kalkbrænderimolen) 12 Fod, kunde foraarsage Ulykker. (Disse kunde dog sikkert afværges ved Afmærkning eller en lettere Afspærring).

Svømmefærdigheden i København er enestaaende.

Men d'Hrr. Bauditz og Hermann hævdede bestemt, at ingen kunde nære varmere Interesse for Børnenes Badning og Svømning end netop de - og man har heller ingen Grund til at tvivle herom. Hr. Hermann udviklede, at København var den Storby i hele Verden, hvor Svømmefærdigheden stod højest.

De forklarede endvidere:

Svømningen er nu delt i to bestemte Afsnit:

1) den obligatoriske Svømning, der drives under Læreres og Lærerinders Vejledning, og

2) den frivillige Svømning (eller Badning), som drives af Drenge og Piger udenfor Skoletiden (gratis), men som alligevel ledes af Lærere og Lærerinder. 

I Sommeren 1912 tildeltes 125,000 Bade for Drenge og 106,000 for Piger som obligatorisk Undervisning, og 178,000 Bade for Drenge og 100,000 Bade for Piger som frivillig Undervisning.

En Plan, hvorved Badningen kan realiseres.

Denne sidste Form vilde d'Hrr. - nu da Sagen havde vakt saa stor Opmærksomhed - foreslaa, at Kommunen bibeholdt i Sommer.

Badeanstalten "Helgoland" skulde da indrette de to Afdelinger, en for Drenge og en for Piger, og hertil skulde Skolebørnene fra Østerbros og Nørrebros Kommuneskoler have gratis Adgang hele Sommeren fra 8 Formiddag til 6 Eftermiddag. I dette Tidsrum skulde Lærere og Lærerinder være til Stede for at have Opsyn med Børnene.

Den forretningsmæssige Del kunde ordnes saaledes: "Helgoland" sælger Kuponer a 5 Øre til Kommunen; disse uddeles atter til alle Børn i vedkommende Skoler, som ønsker dem, baade før Ferien og under Ferien.

Nogen Svømmeundervisning kan ikke drives under denne Form, men Børnene kan faa lige saa mange Bade, de vil have

Endvidere bibeholdes den sædvanlige Gymnastikundervisning ogsaa i Sommermaanederne.

Den Regnskabsmæssige Side af Sagen,

Dette var d'Hrr. Hermanns og Bauditz' Plan, og baade Forældre og Børn kan være tjente med den som en Ordning for i Sommer.

Mm en Formalitet skal endnu foretages. Det er Omposteringen af det Beløb, 5000 Kr., som Kommunen hvert Aar bevilger til Svømmeundervisning, til for denne Sommer at blive anvendt til frivillig Badning.

Vi indskød, at sikkert ingen Kritik vilde rejse sig imod denne noget ændrede Anvendelse af Beløbet, saa meget mere, som den hidtil drevne frivillige Badning jo ogsaa tidligere er udredet af dette Beløb.

Men Hr. Bauditz hævdede bestemt at han ikke kunde paatage sig Ansvaret for Beløbets ændrede Brug.

Paa denne Formalitet hviler Spørgsmaalet, om Østerbros og Nørrebros raske Piger og Drenge skal gratis i Søbad i Sommer. Men Avtoriteterne vil nu forhaabenlig med et rask Snuptag løse denne Knude. Den synes ikke særlig indviklet.

Men det haster unægtelig. Badesæsonen er begyndt, og ret meget af den kostbare Sommertid burde ikke spildes.

Ca. 10,000 Børn og deres forældre venter mod Spænding paa Svaret. 

J. P. B.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Protestmødet om Badeforholdene for Østerbros Børn.

I Gaar Aftes afholdtes et Protestmøde i Store Vibenshus' Have i Anledning af Skoledirektørens Borgmester Dybdals Nægtelse af at anvende de bevilgede 5600 Kr. i østerbrobørnenes Badning.

Vi refererer:

J. P. Brochmann:

Dette Møde er sammenkaldt, fordi d'Hrr skoledirektør Sophus Bauditz og Borgmester Dybdal har nægtet at anvende de, bevilgede 5000 Kr. til Børnebadning i Aar. Men vi skatteydende Borgere, som har indbetalt dette Beløb af ofte smaa Indtægter, kræver, at Avtoriteterne skifter Standpunkt. Denne Bevilling bør bruges til Glæde og Sundhed for Smaafolks Børn, og vi vil ikke finde os i, at denne Bevilling fratages vore Børn. De har i Forvejen ikke for mange Fornøjelser, og deres Sundhed bør styrkes paa alle mulige Maader.

Børn elsker Badning. Dette viser Tallene. I Sommeren 1911 tog Københavns Knmmuneskolebørn ialt 278,000 frivillige Bade ved Byens 4 Anstalter til Trods for, at et meget stort Antal Børn var bortrejst i Forlen. Østerbrobørnene fra Vibenshus, Randersgades og Østre Gasværks Friskoler har som bekendt nydt denne gratis Badning paa "Helgoland" tilligemed Børn fra andre Skoler, og ialt har disse Børn taget 88,000 frivillige Bade; hertil kommer den obligatoriske Svømmeundervisnings 49,000 Bade, og alle disse 137,000 Bade vil Avtoriteterne nu berøve Østerbroborgernes Børn.

Vi protesterer herimod. Vi anbefaler indtrængende Avtoriteterne til i sidste Time at benytte en af de Udveje, som vi foreslaar i en Resolution, som jeg skal oplæse.

Husk paa, at det navnlig er de allerfattigste Børn, denne Badning kommer til Gode. Enkens Dreng og Pige maa blive hjemme og passe sin Byplads eller anden Gerning ogsaa i Ferien; de uheldigst stillede arbejdende Børn henlever deres Ferie i Baggaarden; de nyder den skønne Sommer her, medens andre Børn brunes og styrkes ved Strand og i Skov. Men netop Badet er en af disse Børns største - og i dobbelt Forstand- - reneste Glæder. Husk paa dette!

Gør ikke deres solforladte Tilværelse mørkere. Benyt den omtalte Sum til Børnebade. (Stærkt Bifald.) Herved udfører de Skatteydernes Villie! (Nyt Bifald.)

Derefter valgtes Snedker Nielsen til Dirigent; han bragte "Social-Demokraten" en varm Tak for Artiklerne om Kommuneskolebørnenes Badning.

Borgerrepræsentant Schrøder:

Jeg kommer netop fra et Møde i Borgerrepræsentationens socialdemokratiske Gruppe. Og vi vedtog her at tage Sagen op under et andet Badespørgsmaal, som skal rejses i Mødet paa Mandag. Avtoriteterne har ogsaa taget kraftigt fat i de sidste Dage, saa der er nu Haab om, at den rejste Sag faar en tilfredsstillende Løsning. Jeg skal under disse Forhold afholde mig fra alle Angreb paa Avtoriteterne. Men jeg vil dog protestere imod den Talemaade, at "Børnene kun skal undvære Badning i Aar." Sæt man sagde: "I skal kun undvære Vaskning af Hænder og Ansigt i nogle Maaneder" (Bifald).

Efter korte Udtalelser af Hr. Blom sluttede det vellykkede Møde med ensstemmig Vedtagelse af følgende Henvendelse til Borgerrepræsentationen:

Forsamlingen protesterer imod, at D'Hrr. Skoledirektør Sophus Bauditz og Borgmester Dybdal nægter at anvende de 5600 Kr., som Kommunen har bevilget til Svømmeundervisning Badning i Aar. Den store Befolkning forstaar ikke dette Standpunkt, at Svømning og Badning ikke kan skilles; og selv Badning uden egentlig Svømmeundervisning vil dog nemme mangfoldige Børns Svømmefærdighed, hvilket er Bevillingens Hensigt.

Forsamlingen henleder Borgerrepræsentationens Opmærksomhed paa det af Firmaet "Helgoland" udarbejde Projekt, et Badebassin for Drenge ved Badeanstaltens hidtilværende Plads ved Strandvejen samt et Bassin Pigebørnene ved "Helgoland"s anden Anstalt ved Kalkbrænderimolen. Avtoriteterne har dog rejst den Indvending imod Drengebassinet, det nuværende Opfyldningsarbejde i Sommerens Løb kunde forurene Vandet i saa høj Grad, at Badning her vilde blive umulig.

Denne Indvendings Berettigelse bedes nøje undersøgt, og man bedes endvidere tage i Betragtning, at det idelle Søvand heller ikke findes paa adskillige andre af Byens Badeanstalter. Endvidere bør nøje overvejes om mindre godt Badevand ikke er at foretrække for slet ingen badning.

Dette mener vi, og de fattige Børn, for som bekendt begærligt benytter de mindste Vandpytter og Vandløb til Badning, mener det samme. 

Det indvendes mod Pigebassinet, at dette ikke vil være ufarligt. Fra anden sagkyndig Side erfarer vi imidlertid, at denne Paastand er urigtig. Men ogsaa denne Sag bedes nøje undersøgt af Avtoriteterne. bistaaet af Sagkyndige, for Eksempel Bademestrene paa de forskellige Badeanstalter.

Hvis Avtoriteterne skulde nægte Antagelsen af disse to Bassiner, henledes Opmærksomheden paa en Sandrevle, beliggende udenfor Opfyldningen, hvor en fortræffelig interimistisk Badeanstalt baade for Piger og Drenge kan indrettes (uden Udgift for Kommunen). En solid Bro skulde bygges fra Land over Opfyldningen. Og Broen skulde indrettes baade til Cykling for Lærere og Lærerinder og til Børnenes Passage. Nærmere Underretning om dette Projekt faas ved Henvendelse til Bestyrer Hansen, "Helgoland".

Hvis Borgerrepræsentationen formener, at den i Aar ikke kan gennemføre noget af disse Projekter, opfordrer Forsamlingen den til for det bevilgede Beløb, 5600 Kr., at lade Skoleavtoriteterne indkøbe Badebilletter til Afbenyttelse paa de Anstalter, der ligger nærmest Østerbro og til gratis Uddeling blandt de Kommuneskolers Børn, som navnlig i de foregaaende Somre har badet her.

Forsamlingen opfordrer Borgerrepræsentationen til at handle ufortøvet og ikke lytte til de Røster, som lyder om, at "Børnene kun kommer til at mangle Søbad denne ene Sommer"; thi Badningen er en af de fattige Børns største Glæder, og navnlig Børnene fra de smaa Hjem trænger til Bade.

Forsamlingen protesterer sluttelig skarpt imod, at Børnene fra Østerbro henvises til andre fjærntliggende Badeanstalter; thi denne Ordning vil praktisk talt betyde, at den allerstørste Del af disse Børn ikke kommer i Søbad i Aar.

(Social-Demokraten 7. juni 1913).

Badeanstalten "Helgoland" paa Kalkbrænderimolen.

Kalkbrænderimolen er nu blevet Badelivets Centrum, efter at de store Opfyldningsarbejder til den nye Strandvej har vanskeliggjort Anstalternes Forbliven paa deres gamle Pladser. Denne Mole er dog ikke en ideel Badeplads, idet dens Beliggenhed er for fjærn; men som en Nødhjælp, indtil den støre, moderne Anstalt, som vi har omtalt her i Bladet, forhaabenlig rejses til Sommeren 1914, kan Molen bruges.

"Helgoland" har nu under Hr. Bestyrer V. Hansens kyndige Ledelse indrettet sig saa hyggeligt og praktisk som muligt paa sin nye Plads. Her findes dybe Bassiner med 12 Fod Vand til Svømmerne og Bassiner med snehvidt Bundsand til Ikkesvømmerne. En stor, tiltalende Solbadeanstalt med hvidt Sand og hvide Brædder indbyder til et Solbad efter den friske Dukkert

Dette var Herrernes Afdeling, men Damebadet er lige saa smukt indrettet. Vi besaa her med særlig Interesse et Bassin for Ikkesvømmere; dette var opfyldt paa Bunden med hvidt Sand, og Vand-Dybden er nu 3-4 Fod; Bassinet er omgivet af et solidt Bolværk, hvorpaa en Opsynshavende kan spasere, og Bolværkets Pæle er forbundne med stærke Brædder, som dog ikke hindrer Vandfornyelsen. Dette Bolværk er hævet ca. 4 Fod over Vandfladen.

Et lignende Bassin har "Helgoland" tilbudt Skoleavtoriteterne til Østerbropigernes Badning. Men Gymnastikinspektøren, Hr. Hermann, mener, at dette er farligt, idet Pigerne let kan glide fra Sandbunden ud paa det dybe Vand.

Men Hr. Hermann har sikkert ikke set dette Bassin. Naar tilstrækkelige Brædder anvendes, og Avtoriteterne kan selv bestemme disses Tal og Længde, kan Ulykkestilfælde praktisk talt ikke forekomme.

Vi besaa derefter den Plads, som var tiltænkt Østerbropigerne. Her er et dejligt Stykke gruset Strand, der er beregnet til Legeplads, og ude mellem de store Sten skvulper det herligste Vand. Her kunde en Opfyldning med Sand og et godt Bolværk have skabt den allermest indbydende og sunde Badeplads for disse Smaapiger.

Man maa endelig erindre, at Hundreder af Piger hver Dag bader i et Bassin af lignende Konstruktion ude paa den almindelige Afdeling.

- Vi besaa med Interesse hele det vidtløftige Anlæg, der sikkert vil blive godt besøgt i Sommer. Adgangen er Inde fra Byen ad Aarhusgade og Øresundsgade, og fra Strandvejen ad Strandboulevarden.

(Social-Demokraten 7. juni 1913).

Kommuneskolebørnenes Badning.

En Ordning truffen.

Paa Grund af forskellige Forhold har Pigerne og Drengene i Kommuneskolerne paa Østerbro iaar maattet undvære deres Strandbade. Et Savn, der ikke alene var føleligt, fordi Børnene baade har Gavn og Fornøjelse af den obligatoriske Badning, men ogsaa fordi et Led i Undervisningsrækken, Svømning ikke kunde doceres.

Nu er der imidlertid truffet en Ordning, saaledes at Børnene ikke alene kan komme i Vandet, men endogsaa faar deres egen nye og praktiske Badeanstalt.

Gennem Forhandlinger mellem Borgmester Dybdal, Skoledirektør, Professor Bauditz, Gymnastikinspektør, Oberstløjtnant Hermann og Formanden for interessentskabet "Friluftsgymnasiet", Fuldmægtig i Østifternes Kreditforening, Skjerbek, er man naaet til dette Resultat.

Den nye Badeanstalt vil faa Plads lidt syd for "Friluftsgymnasiet", omtrent hvor Engelbrechts Badeanstalt i sin Tid laa. Dette Sted er omtrent det eneste paa denne Kyststrækning, hvor Bundforholdene tillader Indretningen af en Skolebørnebadeanstalt.

Igaar ankom det første Tømmer til den nye Institution. Arbejdet er overdraget til den kendte Badeanstaltbygmester, Tømrermester Øhl fra Skovshoved. Bygmesteren faar her Lejlighed til at vise sin specielle Dygtighed i Retning af Hurtighed; hele Anstalten skal nemlig staa færdig til at tages i Brug i den sidste Uge af indeværende Maaned.

Og det er ikke noget helt lille Arbejde, der skal fuldføres paa denne korte Frist. Der skal nedrammes et stort Pæleværk, og paa dette skal rejses Badehuse til 300 Piger og Badehuse til 300 Drenge. Hver af de to Afdelinger, Anstalten kommer til at bestaa af, skal have tre store Basiner med Svømmebroer imellem. Pigeafdelingen, der kommer til at ligge nordligst, skal skærmes med Plankeværker, medens Drengeafdelingen skal være frit aaben ud mod Søen.

Udgiften til Opfyldelsen af den med Friluftsgymnasiet sluttede Kontrakt der underskreves i Forgaars, tages af Kontoen "Svømmeundervisning".

Der vil blive draget Omsorg for, at Badeanstalten ogsaa bliver holdt aaben i Sommerferien, saaledes at de Kommuneskolebørn, der ikke er saa lykkelige at komme paa Landet, kan faa deres daglige Strandbad. Der vil altid være Lærere til Stede, naar Badeanstalten er aaben.

Oprindelig foregik Kommuneskoleelevernes Badning paa Anstalten "Helgoland". Det er foreløbig Meningen, at Helgoland" naar denne Institution genaabnes, atter skal overtage Skolebadningen. Saaledes vil den nye badeanstalt rimeligvis kun faa ret kortvarig Levetid.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 14. juni 1913).

79,000 Bade til Børnene.

Den kommunale Badeanstalt paa Friluftsgymnasiet. afsluttede i Mandags Virksomheden for i Aar, skont det fremdeles er udmærket Badevejr. Resultatet har været, at 79,000 Børnebade er tagne her.

Denne Badeanstalt, som "Social-Demokraten" fik rejst paa Trods af Skoledirektør Sophus Bauditz' Modstand, har altsaa afhjulpet et dybtfølt Savn. Og Arbejderklassen kan bl. a. af denne ene Affære se, hvilken Betydning en stærk socialdemokratisk Presse har.

De ni Tiendedele af de Børn, som har badet her, hører hjemme blandt Arbejderklassen, og efter, hvad vi erfarer, har disse Børn ofte udtalt deres Glæde over, at det dog lykkedes dem at komme i Vandet.

Hvorledes Badeforholdene bliver for Østerbrobørnene til næste Aar vides endnu ikke. Muligvis fortsættes Badningen fra Anstalten paa Friluftsgymnasiet; men muligvis bliver ogsaa den projekterede store, moderne Anstalt, som kommer til at ligge udfor Opfyldningen, fuldført til Sommeren 1914 med Afdelinger baade for Voksne og for Kommuneskolernes Børn.

Under alle Forhold vil Børnene komme i Vandet fra Sæsoneng Begyndelse i 1914, og ikke som i Sommer komme til at vente til et Stykke ind i Ferien!

(Social-Demokraten 21. september 1913).