Poul Drachmann. (Efterskrift til Politivennen)

Poul (Peter) Drachmann (1887-1941) var en politiker, redaktør og forfatter, søn af Holger Drachmann (1848-1908) og Emmy Drachmann, se indslag med hende andetsteds på denne blog. I 1905 blev Poul Drachmann student fra Slomanns Skole, i 1911 cand. polit. og samme år gift med Sonja Knudtzon,om hvem han i oktober 1936 udtalte til Ekstra Bladet at hun plagede livet af hans far. Året efter udgav han sin første bog, romanen Kraft. I 1914 blev han redaktør af Tidsskrift for industri. Senere i livet giftede han sig med Aase Borring-Petersen.

Poul Drachmann om Nordens Ungdom og Nordens Politik

Et Interview i Anledning af hans forestaaende Foredrag i Nordisk Studenterklub.

Forfatteren og Nationaløkonomen Poul Drachmann, Redaktøren af Tidsskrift for Industri, er vel en af de danske Mænd. der har fulgt den nordiske Handelspolitik under Krigen paa allernærmeste Hold. og det er derfor med den allerstørste Interesse, man erfarer, at han paa Tirsdag vil tage Ordet om dette Emne i Nordisk Studenterklub.

Vi har henvendt os til Poul Drachmann og bedt ham om paa Forhaand at gøre Rede for de Synspunkter, han anlægger i sit Foredrag, og han stillede sig beredvilligt til vor Disposition 

Det er jo umaadelig interessant at se, siger Hr. Drachmann, hvorledes Handelspolitiken overalt, i alt Fald i de neutrale skandinaviske Lande er blevet afgørende for selv den højere Politik. I det hele taget har jo Krigen i alle Lande vist, hvad det er, der bærer Samfundene, nemlig de økonomiske Forhold, og det hele er jo et vældigt Kursus i Nationaløkonomi. Naar man studerer de økonomiske Forhold i de forskellige skandinaviske Lande, finder man et yderligere fælles Træk Det er

det skærende Misforhold

mellem, hvad der foregaar bag Kulisserne, og hvad der beskæftiger den store Mængde. Sikkert staar dog Sverige bedst i saa Henseende. Økonomiske Problemer er overhovedet mere populære i Sverige end i Danmark og Norge. Paa den anden Side maa man ikke lade sig forvirre af en vis Tavshed i Dagspressen og en vis Ligegyldighed hos det store Publikum, thi i Øjeblikket er det de reelleste Kendsgerninger, der vejer til, og ikke Staffagen udenom. I reel Henseende er der i alle tre skandinaviske Lande gjort et umaadelig stort og dygtigt Arbejde, og overalt ligger der

en klippefast Villie til Neutralitet

og Selvstændighed bag. Alligevel har Forholdene selvfølgelig været ret forskellige for de tre Riger, og meget forskellige er da faktisk ogsaa de krigsøkonomiske Systemer, der i disse Lande efterhaanden ec tom rede op. Om disse Forhold er det, jeg vil meddele nogle rent objektive Oplysninger i "Nordisk' Studenterklub", hvis Maal netop er en reel skandinavisk Samvirken med et ganske fortrinligt Førstepunkt paa sit Program, nemlig Udbredelse af gensidigt Kendskab til hverandre som Basis for gensidig Forstaaelse, Sympati og Interessefællesskab Det er ikke særlig talrige Skarer af unge Akademikere, der foreløbig flokkes om den Nordiske Studenterklubs Afdelinger i de tre Lande, men det er en Fornøjelse at se, hvor mange udmærkede Elementer der er i moderne nordisk Ungdom. Ja, nu taler jeg,

som om jeg selv var en gammel og 6e￾etagvtf

men faktisk er der en saadan Forskel fra, da jeg for 8-10 Aar siden deltog i Studenterlivet, at det er overordentlig slaaende og bør fremhæves. Jeg er ganske sikker paa, at Krigen vil fremme denne Udvikling hos Ungdommen i Retning af Dygtiggørelse, Nøgternhed. Sundhed og Villie til positiv Indsats. Men naar man i sit Indre tror ikke blot paa ønskeligheden, men paa

Nødvendigheden af en ny, positiv Skandinavisme,

er det dobbelt interessant at tu￾den« de øjeblikkelige krigsøkonomiske Systemer i de tre I.ande, Thi ganske sikkert kan man deri skimte mangt et l » »nutidsperspektiv, og man kan læn band.« sin egen Styrke og Begrænsning og af de andre deres tilsvarende Egenskaber at kende, saaledes at man faar belyst og afvejet mod hinanden alle de Forhold og Kratte, man netop senere maa manøvrer med, hvis man i Fælleskab vil søge større Kmft mod de ublide økonomiske Vilkaar, der, hvorledes det end gaar, vil bydes de smaa og de, der staar alene.

Dearrc er manne af de herbevthor ' Forhold ikke egnede til offentlig Drøftelse. og

et tæt Slør omgiver dem.

At dette er nødvendigt, me/f/ nødvendigt, i bestemte Henseender og i konkrete, aktuelle Tilfælde, er sikkert og vist, og set fra det Synspunkt var tie maaske en Lykke, om den moderne Dagspresse, for ikke at tale om den moderne Demokratismes Mane I pa i Disciplin overfor Statsanliggender slet ikke fandtes eller kunde suspenderes under Krigen. Paa den anden Side er der noget ikke mindre farligt i, at set ve de vigtigste Principer i

Landenes Økonomiske Politik er terra incognita

for den store Offentlighed Kendskabet til Hovedprinciperne i disse Forbold vil intet nyt være for de krigsførende Parter - de ved Besked - medens Ukendskabet dertil i selve Folket kan vil afføde Misforstaaelser, overfladiske Opfattelser eIler ligefrem falske Meninger indadtil. Rejser man i de skandinaviske Lande for Tiden kan man ikke undgaa at blive slaaet heraf. Paa den ene Side det dygtige, anspændende Arbejde, jeg for nævnte, som kræver Mænd og Mands Helbred til det yderste, paa den anden Side en Uvirkelighedens Verden, der ikke synes at staa i nogen Rapport med 'den sande. Og dog er det

en saa uhyre skæbnesvanger Tid.

vi gennemlever, og aldrig har der været saa megen Trang til overfor baade Nutids- og Fremtidsproblemer at være saa godt orienterede som muligt. Kun den, der indretter sig efter Virkelighedens Vilkaar, vil gaa frelst ud af dette

Ragnarok, der ikke er forbi, fordi det et Par Dage igennem lysner for Dampskibsaktierne.

Det synes ikke, som om man i den førte Pressepolitik her i Skandinavien, og ganske særlig i Danmark og Norge, har holdt disse to forskellige Synspunkter ude fra hinanden. Den Vej, man er gaaet. nemlig at vælge den størst mulige Tavshed i alle Henseender, har selvfølgelig været den bekvemmeste, men om den ogsaa har været anlagt paa langt Sigt, vil jeg tillade mig at sætte et stort Spørgsmaalstegn ved.

Overfor de skandinaviske Problemer har den i alt Fald ikke været medvirkende til at afhjælpe den gensidige Mangel paa kendskab, der allerede tidligere i økonomisk Henseende gjorde sig gældende indbyrdes mellem disse Lande, og som affødte

mange Fabler, megen overflødig Bitterhed og forvanskede Meninger.

Og netop fordi denne Situation, wm jeg paapegede, frem' vil«f ilrt mt'M lærerigt Materiale, er ftrtte at brklaer Allrrrdr nu lægger Grundvolden til fremtidigt solidarisk Arbejde i Norden - eller den tages bort for stedse.

Ardens.

(B. T. 22. februar 1917)

Dagens Portræt.

Holger Drachmanns Søn er Poul Drachmann. Baade Fader og Søn skrev en Bog, hvori den mandlige Hovedperson hed Ulf. Holger Drachmanns Ulf - det var Ulf Brynjulfson, der gik og sværmede og digtede derude paa de frederiksbergske Villaveje og elskede Edith, og ikke foretog sig andet end det. Men Bogen om Ulf, som Poul Drachmann skrev og udgav nu kort for Jul, er en Bog om en Mand, hvis Hu er staalsat, hvis Vilje er en eneste Fremdrift mod nye Horizonter, mod at vinde frem og op i Kraft af sin Evne til at blive sine Medmennesker overlegen, i Kraft af sin tekniske Indsigt, sit merkantile Snille, sin ubetvingelige Energi. Det er en Bog, som føles skrevet ud af Forfatterens Hjerte, og som bekræfter det Indtryk, Poul Drachmann har bibragt dem, der har fulgt ham, fra han traadte frem for Offentligheden, at han er en af Fremtidens Mand, en af det unge Danmark, som staar rede til at indtage sin Plads i første Række blandt dem, der efter Krigen skal tage den Gerning op, som den ældre Generations bedste Mand paa Industriens og Handelens Omraade nu røgter for Danmarks Selvstændighed. Med den største Interesse vil Poul Drachmanns Udtalelser til B. T. blive læst.

(B. T. 22. februar 1917)

Social-Demokraten betegnede Poul Drachmann som privatindustriens højtlønnede privatsekretær (8. september 1918). Nationaløkonomen, folketingsmand og professor Birck erklærede en uhæmmet liberalisme for forældet, statsopløsende og folkefjendsk og så gerne regeringen fortsætte efter krigen, mens bl. a. Foss arbejdede for en Venstre-Højre regering. Debatten var ikke uden antisemitiske toner. 

Dr. Birck svarer Paul Drachmann.

Vi omtalte i Søndags Hr. Poul Drachmanns Angreb paa Dr. Birck. Denne svarer nu - i et Interview med det norske Blad "Tidens Tegn" - følgende:

"Man behøver ikke at være Statsøkonom for at forstaa, at der efter Krigen vil blive Slagsmaal om Raastoffeme mellem Landene, og ej heller for at se, at Syndikater og Statsstøttede Organisationer vil komme til at raade over Eksporten, og at Udlandet genneim Eksportafgifter vil lade de neutrale Lande betale sin Del af Krigsbyrderne. Det er sagt baade af danske og andre Landes Statsøkonomer Gang paa Gang, og at man burde tage sine Forholdsregler. Men de Herrer praktiske Mænd har ikke haft Bud efter Nationaløkonomerne. Mens man i Sverige har lyttet til deres Raad med Hensyn til Bankernes Valutapolitik, har man i Danmark, hvis ledende Bankmænd intellektuelt ikke naar op til de svenske, bare haft Foragt tilovers for min Kollega, Professor Axel Nielsens Kritik af vor Valutapolitik.

Jeg har ikke forfulgt Trusterne. Jeg anerkender deres tekniske Fortrin. Men den største Del af deres Fortjeneste er ikke Besparelse ved bedre Teknik, men Udnyttelsen af Monopolkraften. Den danske Skotøjindustri for Eksempel har ikke tjent ved bedre Teknik. Ballins Garverisammenslutning har snarere forværret dansk Læders Kvalitet. De store Forretninger har forholdsvis større Udgifter end de smaa - paa Grund af de store Handelsomkostninger og Direktørgager.

Jeg har set det ved Spritten. Direktørgagerne er i Øjeblikket i København fuldstændig absurde, naar Tantiemerne inkluderes. Skotøjavancen er siden 1913 steget med 365 Procent, medens Arbejdslønnen i Faget er steget med 60 Procent.

Hvis Drachmann havde kendt Skotøjindustriens Finansieringshistorie, som med Hensyn paa Subtilitet ikke giver den værste amerikanske Trustfinansiering noget efter, vilde han ikke have skrevet, som han gør.

Fordi man nedsætter Priserne og endda altfor lidt - skader man ikke en Industri, naar dens udvandede Aktier fremdeles kan give en halv Snes Procent. Man skader snarere Industrien ved at belæsse den med vanvittige Direktørgager, givet til Mænd, som ikke har Kultur nok engang til at bruge Pengene med Forstand, og ved at besvære den med Forrentning af kursopskruede Kapitaler. Det er Faren, som truer dansk Industri - de benyttede Finansieringsmetoder og Kursopskruningen.

Vor Storindustris Mænd og vore Banker er lige ved at komme fuldstændig ud af Ligevægt. Jeg kender fra Barnsben af de store Forretningsmænd og beundrer hverken deres Karakter eller deres Intelligens. Storindustrien, Storhandelen og Bankernes Danmark vil gærne være en Stat i Staten - nægte Staten Lydighed som oprørske Vasaller i Middelalderen. Jeg er ikke uvenlig stemt overfor disse Mennesker, men de skal tvinges til at lyde Staten og bøje sig under Samfundets Krav,

Saa taler Drachmann om alt, hvad Industriens Mænd har udrettet. Ja, Industriraadet har tilegnet sig en Del af de udenlandske Forhandlinger og med det Resultat, at i Samhandelen med Tyskland faar vi to 8 halv Gang saa meget som før for vore Varer, mens Tyskland faar 5 a 7 Gange saa meget. Sverig fortsætter sin stadige Disagiopolitik, og England og Frankrig giver os Ingen Varer og har praktisk talt faaet vor Flaade. Det kan være godt at lade de store Forretningsmænd forhandle, forsaavidt som det aflaster Udenrigsministeriet for Ansvar, men det er farligt, alligevel. En Forretningsmand kan ikke være objektiv. De Interesser, som han eller hans nærmeste Erhvervsgruppe repræsenterer slaar for ham som det vigtigste. Og han glemmer derfor at afveje de andre Erhvervs lnteresser paa rette Maade.

Jeg synes, at de af os, som hævder, at de besiddende Klasser skal bøje sig og holde igen med et Profitjageri, der virker som en Omfordeling af Indkomsterne, i Virkeligheden er de rette Konservative, mens de tøjlesløse Folk, som i Hr. Drachmann og Grosserer Køedt har sine Riddere, er Syndikalisternes bedste Forbundsfæller.

Den russiske Zar og Overklasse vilde ikke lytte til Grev Witte. Derfor maatte de senere søge Ly bag Kerenskis Frakkeskøder.

Vil det københavnske Bourgeoisi tage det paa en lignende Maade, kan den Dag komme, da de vil faa den for Mænd forfærdelige Ydmygelse at bede Borgbjerg. Og han kan ikke hjælpe.

* * *

Saa vidt Dr. Birck. Vi ved ikke, hvad Meningen er med hans sidste, skruede Bemærkning om Borgbjerg - undtagen det da skal være den, at han som nogle Gange tidligere søger at dække sig overfor Konservatismen ved søgte Angreb paa Socialdemokratiet og dets Mænd.

Borgbjerg staar dér, hvor han altid har staaet. Som Socialdemokrat bekæmper han Trusterne og ser i deres Overgang til Samfundet den rette og eneste fuldt effektive Løsning af Spørgsmaalet. En Statskontrol med deres Virksomhed og Udbytte kan imidlertid være en foreløbig Reform af nogen Betydning, og fortsætter Hr. Birck Kampen herfor kan han, som hidtil, vente oprigtig Medvirken fra Socialdemokratiets Side.

Det gælder nu kun om, at Dr. Birck ikke atter opgiver Ævred - som sidste Gang, da Ballin løb af med ham.

(Social-Demokraten 10. september 1918)

Povl Drachmann var fra 1920 medlem af Folketinget i Aalborg Amtskreds for Det Konservative Folkeparti. Han opstillede i 1924 for de konservative i Gentoftekredsen og fik i alt 8.196 stemmer. På tinge var han erhvervspolitisk ordfører. det sidste folketingsvalg han var opstillet til var i 1939, hvor han fik i alt 17.485 stemmer.

Poul Drachmann. Foto fra Roskilde Avis 7. november 1924.

Umiddelbart efter besættelsen begyndte personer at planlægge hvad de kaldte et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland. Den 1. august 1940 var cand polit. Poul Drachmann med til et afsluttende møde "som eneste opponent". Drachmann mente at man skulle sige nej til økonomisk samarbede, og så se hvad tyskerne ville diktere med bajonetterne.

(se Erling Foss: "Knæfaldet efter 9. april. En historisk studie og en bedømmelse." 1947).

Drachmanns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, rk. 13, nr. 16: Valborg Nielsen f. Culmsee, 23. oktbr 1854-2. decbr 1913. Emmy Drachmann, f. Culmsee, 23. oktbr. 1854-20. jan. 1928. Emmy var Drachmanns kone og Poul Drachmanns mor. Povl Drachmann 30. juni 1887-23. septbr. 1841. Aase Drachmann, f. Borring Petersen. 28. marts 1901-31 oktbr. 1964. På stenen til venstre: Svend Drachmann 3.6.1928-20.6.2018. Vibeke Drachmann 19.10.1932-30.10.2018. Maleren Jens Drachmann burde også være begravet her. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vesterbrogade 97, 1917. (Efterskrift til Politivennen)

Et af den kjøbenhavnske Fremmedkolonis store Eventyr endt.

For nogle Maaneder siden kom to elegante Udlændinge hertil og tog ind paa et af Raadhuspladsens store Hoteller. Var det Tyskere Franskmænd, Hollændere, Englændere? Det var ikke godt at sige. De beherskede alle de fire Landes Sprog med forbløffende Færdighed. De optraadte mød en verdensmæssig Elegance, med en fyrstelig Ødselhed, der afværgede alle generende Spørgsrnaal. De ejede denne ubetalelige Evne til at være opsigtvækkende paa den diskreteste Maade. saa at de i Løbet af en Maaned var blevet Forgrundsfigurer i det kjøbenhavnske Restaurants- og Forlystelsesliv uden dog at opgive noget af deres fornemme Tilbagetrukkethed. Der var snart ikke en Kjøbenhavner af dem, der lever med, der ikke kendte de to meget internationale og meget karakteristiske Skikkelser, der naar de kom gaaende sammen ind i en Restaurant eller ind i en Variété, slaaende mindede om en Helside i et af Udlandets elegante Herreblade. De begyndte at interessere Kjøbenhavn - og den mondæne Del af Byen i Særdeleshed. Inden et Fjerdingaar var de paa Hat og Haandtryk med den unge Adel, Bourgeoisiets og Kunstens Spidser. De var Medlemmer af Yachtklubben og selvskrevne Gæster til alle Baller og Middagsselskaber. Samtidig opgav de deres Hotelværelser og rykkede ind i en stor Villa, som de udstyrede med fyrstelig Pragt - Tapetregningen var alene paa 8000 Kr. - og her udfoIdede de nu en storslaaet Selskabelighed med Dans og Champagne til den graablege Morgen.

Men med ét begyndte der at svirre skumle Rygter om de to Elegantiers. Rygterne tog fastere Form og kom Politiet for Øre. Der blev anstillet en Undersøgelse af deres Forhold, men den gav et fuldstændigt negativt Resultat - og efter Forlydende indbragtes den de to Gentlemen en eklatant Oprejsning. De kunde atter med løftet Pande gaa deres Sejrsgang gennem Byen - sidst vakte de Beundring i Parkettet ved Czardas Fyrstindens Præmiere. Men det er ogsaa sidste Gang, at de har haft Anledning til at hilse paa det tout Copenhague, som de var blevne saa intime Venner med; thi nu maa der aabenbart være dukket nye ubehagelige Oplysninger op om de to Herrer: Lørdag Morgen fik de Meddelelse om, at de burde forlade Landet øjeblikkelig. De maatte tage en brat Afsked med den smukke Villa, med de gode Matineer og de dyre Tapeter - et Farvel til de kjøbenhavnske Venner havde de hverken Tid eller Lyst til - og saa gik Turen over Sundet ad hvilket ingen Vej fører tilbage for de to Herrer - ikke engang selv om alle lshindringer svinder for den milde Sol.

Ardens.

(B. T. 14. februar 1917)

De to udviste internationale Herrers Villa tilsalg for 1 Mill. Kr.

Et Besøg i den fyrsteligt udstyrede "Baggaards-Villa", Vesterbrogade Nr. 97.

Indgangen til Million-Villaen i Baggaarden.

En fuldt monteret Villa til Salg for 1 Mill. Kr.!

Selv i den allergyldneste Kjøbenhavner-Periode vilde en saadan Annonce-Overskrift have faaet Folk til at studse - og man vilde have spurgt:

- Hvor ligger Palæet?

Men naar vi nu hører, at den Villa, der i Øjeblikket er til Salg for den smukke, runde Sum, er beliggende paa Vesterbrogade 97, saa vil de indviede begynde at kigge interesserede og maaske en lille Smule nervøse længere ned i denne Artikel - thi hvem har indtil for ganske nylig haft deres Residens i denne Villa andre end de to mystiske Millionærer og Yachtklub-Herrer, af hvis straalende selskabelige Karriere i Kjøbenhavn og pludselige Afrejse B. T. forleden bragte en Skildring? Vi brugte den Gang det Udtryk, at de havde udstyret deres kjøbenhavnske Residens med fyrstelig Pragt, havde vi da vidst, at Villaen om et Par Dage skulde staa til Salg for 1 Million Kroner, havde vi brugt endnu mere superlative Udtryk, og havde vi dengang haft Anledning til at lære de to Herrers Ungkarlehjems Interieurs at kende, ja, da véd vi i dette Øjeblik ikke, hvad vi skulde havo presset ud af vor Pen - men dette Bekendtskab stiftede vi først igaar - og nu vil vi da i al Beskedenhed prøve paa at fortælle.

Ankomsten til Slottet i Baggaarden.

Kender De Vesterbrogade Nr. 97?

Det er en høj, grim, graa Bygning, der ligger i 3 Maskinfabrikers sodede Aandedrag - en kvalm og trist Storstadskasse, - bare Synet af den er nok til at paaføre En det sorteste spleen; men gaar man de ti Skridt gennem den lave, mørke Port, ligger der den mest indtagende lille Provinsidyl foran En: en net Villa i den traditionelle "Murmesterstil", der oplives af pragtfulde kulørte Ruder, i hvis Rubiner og Safirer og Opaler Aftenrøden paa den fjerne Frosthimmel lægger et koglende Skær. Det er nydeligt - men det er ikke imponerende. Vi føler os endnu langt fra Millionen.

Vi ringer paa, og lukkes op af en dansk-engelsk Tjener, der minder saa slaaende om Robert Schmidt, at vi er lige ved at spørge efter Direktør Wondt.

Efter en Del Parlamenteret!, som vi ikke generer os for at spække med en Bemærkning om, at vi godt kunde tænke os at gøre et Bud paa Herligheden, bliver vi lukket ind. Og nu staar vi overfor Millionen.

En Vandring i en Villa, der er en Kombination af en Kunst- og Antikvitethandet af første Rang.

Man maa lade de to Herrer, at de har forstaaet at indrette sig - og vi begriber deres Sønderknuselse, da de fik Ordre til at forlade dette Paradis. Alle Gulve og Trapper er belagte med tykke Tæpper, hvis brogede Mos lukker sig om hvert af Ens Skridt. Paa hver eneste ru Vægflade har Dekorationskunstnere lagt den skæreste Teint af de fineste Tapeter, rosa, gullige, brunlige. Og disse Tapeter og disse Gulve er kun Baggrund for Maleres Mesterværker i tunge, gyldne Rammer og sjældne Møbler, det smukkeste Haandvirke, der er smykket med Navnene Chesterfield, Louis XVI. Chr. VIII, Empire og Franz Hals - dyre, indvirkede Tæpper mod flammende Farver ligger i bløde orientalske Folder henover østerlandske Borde, og i Karmene foran de brogede, sindrigt sammenflettede Ruder staar den fineste Keramik, der er præsteret gennem Aarhundreder. Man sporer endnu den søde Duft af Røgen fra en Abdoulla ... fra de to Herrers daglige Færden i dette farvemættede Nirvana, og nu - i Halvmørket, hvor Mennesket altid faar lidt af sin Urtids Lugtesans tilbage, mærker vi at der under Krystalkronernes ringlende Prismer driver en svindende Duft af Quelque violettes, af Safran, af fleurs d'amour - vellugtende Minder om de Fester, der for bare et Par Dage siden fyldte disse Sale med Skønhed og Lys og Larm og Musik. Men den glade Vært skal aldrig mere tage sin Telefon og ringe ind til en af de store Kafeer paa Raadhusplndsen og bestille hele Orkestret ud i Nr. 97 - til Dans til den lyse Morgen. Med en meget jævn Omskrivning af Drachmann kan man sige, at "der danses ikke mere i de nuværende Ejeres Tid i Nr 97. - og om et Par Dage er de sidste duftende Minder om den gyldne Tid fortæret af Kulden og Mørket.

De to udviste Herrer vil have deres Sag op til fornyet Undersøgelse.

Medens disse to Dæmoner er Herrer i Vesterbrogade Nr. 97, sidder de to Udviste i Stockholm og skummer af Raseri. De paastaar at deres Udvisning ikke er lovlig, og at de vil gøre Skridt til at faa alle deres Forhold nøje undersøgte for saa at vende retfærdiggjorte tilbage til Kjøbenhavn.

Det sker dog næppe. Hvad der her er passeret, bliver ikke ændret, men de, der kendte de to Eventyrere, vil i mange Aar huske Vesterbrogade Nr. 97 som Skuepladsen for en af de mest ejendommelige Episoder i Kjøbenhavn under den store Krig.

Hr. Ib

(B. T. 22. februar 1917).

Frederick J. Haekin: The Isle of Strife. (Efterskrift til Politivennen)

The Isle of Strife. By Frederick J. Haekin

Christiansted, St. Croix, D. W. I., March 10. - St. Croix is in a condition that borders upon anarchy. The nearest thing to a ruling power is a negro who has organized his fellows against the handful of Danish and Irish land owners. This man, Hamilton Jackson, has made himself easily the most feared and famous individual in this island world. To his followers he is a god and king, a bringer of hope where there was note before. The planters see him as a menace to life and property; he is safe chiefly because if anything happened to him every black on the island would rise to revenge him. 

Nor would it be the first time the blacks of St. Croix have risen against their masters. That is what gives the situation here its keen tension. That is why the Danish gunboat Valkyrien patrols the islands. That is why everyone here demands of every visiting American when the islands are to be formally transferred to the government of the United States. No more peaceful-seeming spot than St. Croix could be found, and yet fear on one side and unrest on the other are the emotions that lie just below the surface.

Seen in perspective, the story of this island has been that of one long struggle between the blacks and the whites. Always the land here has been owned by a few white men. At present there are only eleven separate holdings of sugar land, and there were never more than a hundred. Long ago slaves were brought from Africa to cultivate these lands. They always outnumbered the whites a hundred to one, and their condition was always peculiarly hopeless because their tiny island offered no hope of either escape or of bettering their condition. It is recorded that 1733 the slaves revolted against their masters and killed and burned them. When the revolt had been put down the royal council issued a proclamation which contained among others the following articles:

"The leaden of runaway slaves shall be pinched three times with red hot irons and then hung. Each runaway slave shall lose one leg, or if pardoned by his master, one ear, and shall receive 150 stripes. Slaves who steal to the value of four rix-dollars shall be pinched and hung. One white person shall be sufficient witness against a slave, and if suspected he may be tried by torture."

Despite the measures taken to hold them under the spell of fear; the slaves of St. Croix rose in revolt in 1848, and forced the governor of the islands to read a proclamation setting them free. This, however, made little change in their actual condition, They owned no land and were dependent Upon the planters for a roof. A contract labor law was passed which made their condition much the same as before. In 1879 they revolted against the contract- labor law, killed many of the planters and burned Christiansted to the ground. The contract labor law was abolished. Yet the condition of the people was little changed.

Only in the light of this troubled past can the present problems of St. Croix be understood. The organization of a labor union here is but a revolt of slaves in another form. For although freemen in name these people are still practically peons. But they have gone to the schools and found a leader, and they know of better ways to assert themselves than did the generation that burned Christiansted. They have twice gone on strike, have forced their wages up from 25 to 40 cents a day, and are now demanding shorter hours of work.

The planters charge that Hamilton Jackson has organized this union solely for his own profit; that he is preaching race hatred and the doctrine that the whites must be dispossessed; that he has told the people they must not work hard enough to sweat. The advance in wages they do not be grudge, they say, since profits in sugar are higher this year, but they assert that their field hands tell them they have instructions from Jackson not to work hard enough to "sweat their shirts." As a result they cannot get the new crop planted on time, and cultivation cannot be extended at all. They assert that although wages are 70 cents a day in Porto Rico, it costs less to cut and haul a load of cane there than in St. Croix, where wages are but 40 cents. The St. Croix field hand, they say, does just about one-tenth of what would be considered a fair day'i work in the United States.

The situation is greatly complicated by the fact that the Danish government, never effective, seems to have gone out of business. It is charged by many persons in the islands that the Danish government deliberately tolerated and encouraged the activities of Jackson before the sale in order to make conditions bad and foster pro-sale sentiment. Now he has gotten beyond their control if they wished to exercise it. .

The difference in viewpoint between black and white men here is well shown in their respective attitudes toward the living quarters furnished for the field hands. The latter owning no land, in accordance with ancient custom, the master furnishes each field hand with a room ten feet -by twelve. These rooms have stone walls, board floora and cast iron roofs. The negroes are allowed to cultivate patches of land, and they all own a few chickens, pigs and goats.

The planter shows you his happy village and asks if his negroes are, not indeed well off. Hamilton Jackson points out that the houses have no sanitary appliances, that whole families live in single rooms, that it is impossible to raise standards of morality and decency until the people are housed in a civilized way. The planter sees his negroes as child-like creatures, incapable of a different life, to whom he is kind and lenient. Jackson sees in them a people of possibilities, who have as much right to hope and progress as any other people. He has a complete plan of social reform, which he hopes to enact with the help of the United States government, just as the planters expect to put him in jail with our help.

(Omaha Daily Bee 22. marts 1917).

Lukning af Hundekirkegaarden paa Østerbro. (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem skal bortskaffe hundeligene?

Herom har der været ført bevægede forhandlinger for lukkede døre i Borgerrepræsentation. - Direktør Harald Simonsen ville helst ikke have med hundeligene at gøre.

Direktør Harald Simonsen har i den sidste tid forhandlet med kommunalbestyrelsen om køb af hundekirkegården. I lukkede møder har Borgerrepræsentation behandlet sagen, og det spørgsmål har navnlig været brændende hvem der skulle bortskaffe hundekadaverne, som hviler i jordstykkets skød. Direktør Simonsen ville overlade "fornøjelsen" til Magistraten. Og han ville endda have jordstykket billigere end Borgerrepræsentation - og borgmester Jensen - ønskede at sælge det.

Han fik sin vilje med hensyn til prisen. Borgmester Jensen havde forlangt 22 kr. pr. kvadratalen, hr. Simonsen fik arealet for 18 kr., men så måtte han forpligte sig selv til at afgrave det.

Og nu skal grossereren altså til at grave hundelig op. Det må være ham en trøst at han gratis får ny muldjord til at dække det afgravede areal med. Jorden har han ret til at tage på Østre Fælled i kvarteret mellem Jagtvej og Østerbrogade.

Skal Preisler betale kommunen en erstatning?

Udvalget som har haft med denne sag at gøre, har for øvrigt forespurgt i Magistratens 2. afdeling om den nuværende lejer, gartner Preisler ikke har pligt til at bortskaffe hundeligene og bringe det lejede areal i en sådan tilstand at en afgravning kan undgås.

Herpå har man imidlertid fået det svar at lejeren kun har pligt til at aflevere arealet i ryddeliggjort og "velplejet" stand - en ordning der næppe ville tilfredsstille køberen.

Så enedes udvalgets medlemmer om at henstille til Magistraten at man hos den nuværende lejer søger nogen erstatning til kommunen for de lempelser i grundprisen som er indrømmede direktør Simonsen. 

Sten for penge.

Da forhandlingerne om hundekirkegården på et vist tidspunkt var ved at strande, stak hr. Simonsen en velsmagende madding ud. For en del af købesummen ville han levere 1½ million flammede, helbrændte mursten! Og se! Fisken bed på. Tilbuddet blev modtaget - "under hensyn til vanskeligheden ved at skaffe mursten".

Der skal bygges villaer på hundekirkegårens plads.

Hr. Simonsen er således i lykkelig besiddelse af hundekirkegården. Hvad vil han nu gøre med den, når kadaverne er skaffedebort?

Han har forpligtelse til at opføre store, smukke villaer på grunden. Mens sagen har stået på, er der fra K. W. Christensen, "Automobillageret", fremkommet tilbud om at købe de 5.000 af de 6.000 kvadratalen hundekirkegård. Hr. Christensen ville her virkeliggøre sin kongstanke: Opførelsen af et automobil-udstillingslokale med tilliggende store garager og værksted

Men skønt han bød 30 kr. pr. kvadratalen - hr. Simonsen ville på det tidspunkt kun give 15 kr. - så var man dog i kommunalbestyrelsen enig om at sige nej tak. 

Man holdt på - af æstetiske hensyn - at alle kommunens grunde langs Østerbrogade til Kristianiagade skulle sælges til villabebyggelse og pålægges de servitutter der gælder for kvarteret.

På samme betingelser har kommunen i disse dage solgt et andet stykke jord derude til etatsråd Norstrand.

Hundekirkegårdens nedlæggelse betyder altså at der skabes et nyt, mondænt villaparti på Østerbro - den endelige erstatning for den gamle fattigkirkegård som nedlagdes i 1867. Men dens forsvinden betyder også at Bergensgade omsider får sin forlængelse.

Minor.

(B. T. 20. januar 1917). 

mandag den 16. ds. kl.

10½ fm. lader jeg ved 

Auktion

Østerbrogade 30

(Hundekirkegården)

bortsælge forskellige i mit gartneri hidtil anvendte effekter, hvoraf fremhæves ca. 75 kasser efeu, ca. 200 favne buksbom, ca. 200 laurbær-krontræer, ca. 30 laurbær-pyramider, ca. 200 stk. galvaniserede metalplader, ca. 100 galvaniserede stativer, varmekedel, varmerør og vandkander m.m.

Eftersyn: Fredag og lørdag fra 10-4

Carl Preisler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 11. april 1917).

Carl Preislers søn, Knud Bahnson Preisler, var skuespiller og døde den 6. december 1918 af spansk syge. Han spillede bl.a Roll i "Sigurd Braa", Dyring i "Det store forlis", Sannes i "En Fallit" og Meyer i "Indenfor Murene". Han sang også, og medvirkede i Sommer-Revyen 1915 "Randers i Lygteskær" på Sommerteatret i Randers i 1915. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Dag Hammarskjölds Alle 28. "Lille Amalienborg" bygget for entreprenør Harald Simonsen (1873-1949), og tegnet af arkitekt Carl Brummer, 1917. Her lå hundekirkegården. I villaen opvoksede "grevinden på tredje", Erna Hamilton. På et tidspunkt drøftede man om der skulle være automobillager, men det blev afvist.

Foto fra Viborg Stifts-Tidende, 21. juli 1942 af hundekirkegården på Ålekistevej. Indkskrifter som "Foxy, Vor lille Solstraale. April 1930-Mah 1935". "Mormors lille Pølsepige" osv. 

I maj 1922 åbnede en hundekirkegård ved Ålekistevej omtrent ved Bogholderalle af gartnerne Rasmussen & Preisler (søn af ham der anlagde den første). Kirkegården er beskrevet i Klokken 5 (København), 2. december 1927 og i en helsidesartikel i Nationaltidende, 5. februar 1939, fotoet herunder er fra denne artikel. 

Kirkegården blev lukket i 1948, da grunden den 1. april 1949 skulle udlægges til bebyggelse. På daværende tidspunkt var der 600 grave, og hundekirkegårdens ejer (en ældre dame) blev truet med sagsanlæg. I 1949 anlagdes en dyrekirkegård med mindegrave i Taarnby på Amager (Dyregravene A/S). Denne eksisterer stadig.

I 2008 var der mindst 8 sådanne gravpladser i Danmark, og Fødevarestyrelsen skærpede kravene: Der skal være kølerum, dyrene skal begraves mindst 1,3 meter ned i jorden. 

Vice-Inspektrice Anna Hoffmann (1861-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Anna Hoffmann virkede fra 1889 som lærerinde ved Sølvgades Skole, hvor hendes farbror var inspektør, Hun blev i 1909 viceinspektrice ved Skolen i Vester Voldgade (fra 1938 den Classenske Legatskole). I 1912 opstillede hun til valget til borgerrepræsentationen i København:

Til de kvindelige Vælgere

Mød alle imorgen Tirsdag og stem paa Liste C.

Det er den Liste, hvorigennem Kvinderne kan sætte de fleste af deres egne ind i Byens Raad.

Det er den Liste, der vil have Kommunens Husholdning ført efter sunde og økonomiske Principer, vil have bragt Ligevægt mellem Indtægter og Udgifter.

Det er den Liste, der vil hindre en Skattestigning efter en Maalestok, som de private Indtægter ikke kan holde Trit med.

Vi Kvinder ved bedst, hvad Økonomi er værd. Vi maa øve den hver Dag. Vi ved, at det er del, Tiden og Udviklingen i Øjeblikket kræver af os alle sammen. Ogsaa Kommunens Styrelse skal være økonomisk.

Kun derigennem kan den vedblivende løse de humane Opgaver overfor Børnene, de Syge, de Gamie, som ogsaa vi vil være med til at løse!

Vi Kvinder sidder gennemgaaende med de smaa Indtægter! Vi føler derfor stærkest den svære Skattestigning. Dette gælder de selvforsørgende Kvinder, for hvem det er vanskeligt at faa Løn og Arbejdsindtægt sat op og vanskeligt at skatte sig nyt Arbejde. Og det gælder tillige Husmødre, fordi Husholdningspengene ikke vokser i Forhold til de forøgede Krav.

Det gælder endelig ikke mindst Enkerne og alle de mange Kvinder, der sidder med en lille fast Indtægt, en lille Pension, hvoraf de tillige skal sørge for Børns Opdragelse.

For alle os Kvinder betyder voksende Skatter nye Vanskeligheder ved at faa Indtægterne til at slaa til.

I vor egen Interesse og lige saa fuldt i Kommunens Interesse maa vi alle møde paa Tirsdag og stemme paa Liste C.

Kjøbenhavn, den 9de Marts 1912.
Wilhelmine Rerup, Grosserer, Frøken
Karen Hessel, Frue
Gerda Welding, Pastorinde, Frue.
Julie Thye, Klasselotteriinspektrice, Frue.
Vibeke Salicath, Frue.
Anna Hoffmann, Viceinspektrice, Frk.
Karen Blume, Døvstummelærerinde, fhv. Sygeplejerske.
Henriette Petersen, Skoleinspektør, Frøken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1912),

Sophus Juncker-Jensen: Vester Voldgades Skole, skoleelever samlet i skolegården. Kbhbilleder. Public Domain

Borgerrepræsentantvalgene i København d. 12. Marts

Ved det ekstraordinære Valg til Borgerrepræsentationen i Køben­havn d. 12. Marts var der opstillet 4 forskellige Lister. Liste A (Socialdemo­kraterne) vandt et Mandat frem og be­sætter nu de 21 af de 42 Pladser, Liste B (Radikale) tabte ét Mandat og har nu kun 4 Repræsentanter i Forsamlingen, Liste C (Konservative og Regerings­partiet) bevarede sine Mandater og har altsaa stadig 16 Pladser, Liste D (uaf­hængig Liste) bevarede sin ene Plads, medens Liste E ingen Kandidat fik valgt. Den eneste Forandring i Partistillingen er altsaa den, at Socialdemokraterne vandt én Plads fra de Radikale. Social­demokraterne har besat Formandsplad­sen og har derfor ved Afstemningen kun 20 Stemmer mod de øvrige Partiers 21 Stemmer; der er da heller ikke i det kommende Aar noget absolut Fler­tal i Forsamlingen.

Hvad særlig Kvinderne angaar, da er Antallet af kvindelige Repræsentanter det samme som tidligere, nemlig otte. Liste A fik valgt 2 Kvinder, Liste B én, idet Fru Arenholt, der var Nr. 5 paa Listen, ikke genvalgtes, Liste C 4 Kvinder, Liste D én. Man maa haabe, at de forskellige Partier ved det ordi­nære Valg i 1913 vil føle sig forplig­tet til at give Kvinderne en talrigere Repræsentation i Forsamlingen, og navn­lig bør de to store Partier indse det urimelige i, at kun 2 af 21 (Socialdemokraterne) og 4 af 16 (Konservative og Regeringspartiet) er Kvinder.

Paa Liste C finder man to nye Kvinder, der ikke tidligere har haft Sæde i Forsamlingen, nemlig Fru Karen Hessel, Journalist og Viceinspektrice Frk. Anna Hoffmann. Man maa haabe, at de vil vise sig at være dygtige og værdige Repræsentanter for deres Køn, og at de vil varetage Kvindernes specielle Interesser med Forstand og Energi. Derimod savner man indenfor samme Parti fru Thora Knudsen, der paa Grund af indre Brydninger i Partiet ikke blev genopstillet. Forsamlingen mister ved Fru Knudsens Bortgang en sympatetisk og nobel Personlighed, og Kvinderne mister en trofast og altid vaagen Re­præsentant for deres særlige Interesser.

(Kvindevalgret nr. 4, 15. april 1912).

I 1913 var hun kasserer i den komite som indsamlede penge til et mindesmærke for Nathalie Zahle.

I Byens Raad

Frk. Anna Hoffmann

Da de kommunale Vælgere i Marts 1912 satte Vice-Skoleinspektrice, Frk. Anna Hoffmann ind i Borgerrepræsentationen, var hun vel nok for Flertallet af Vælgerne et ubeskrevet Blad. Men indenfor den Kreds, der havde haft Lejlighed til at følge hendes Liv og Gerning - og den var ret omfattende - havde Frk. Hoffmann forlængst vundet Anseelse som en ualmindelig dygtig Kvinde, hvis Energi og administrative Evner havde sat Sport paa mange Omraader. Man var derfor klar over - hvad der ogsaa i fuldt Maal slog til -, at hendes Valg vilde tilføre den borgerlige Fællesgruppe en værdifuld Arbejdskraft.

Frk. Anna Hoffmann har virket som Lærerinde ved Frk. Zahles Skole, og har siden 1889 været knyttet til det københavnske Skolevæsen - i adskillige Aar som Lærerinde ved Sølvgades Skole, fra 1909 som Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole. Hun har imidlertid evnet at udføre et betydeligt Arbejde ud over det, Skolen krævede. Hun er saaledes Medlem af Bestyrelserne for Kommunallærerindeforeningen og dens Feriekolonier, Formand for Frk. Zahles Seminarforening og for Viceinspektricernes Forening. Hun indtager ledende Stillinger i Danske Kvinders konservative Forening og den konservative Vælgerforening og er Medlem af det konservative Folkepartis Repræsentantskav og den kommunale Vælgerforenings Tillidsraad.

Til alt dette kommer saa det kommunale Arbejde, dels med de daglige Sager, dels som Bestyrelsesmedlem for Hambros Badeanstalt, for Understøttelsesforeningens kommunale Afdeling, for Raadhusmuseet osv., dels endelig som Medlem af Skolekommissionen for Haderslevgades Skole.

Hos Frk. Anna Hoffmann er Evner og Villie til at tage fat forenet med en levende Pligtfølelse og en betydelig Arbejdskraft. Derfor har hun varetaget alle disse Hverv paa en saadan Maade, at det har vundet udelt Anerkendelse. Og endda har hun faaet Tid til at skrive et større Værk om sin Fødeby Slagelses Skolevæsen gennem 100 Aar og en kortfattet dansk Literaturhistorie.

Frk. Hoffmann "rundede" nylig 10 Aars-Mærkepælen. Det spores imidlertid ikke. Og endnu vil baade Københavns Skolevæsen og Hovedstadens kommunale og politiske Liv sikkert i en Aarrække kunne regne med hendes dygtige og samvittighedsfulde Medarbejderskab.

(Nationaltidende 5. august 1916).

I 1917 opstillet hun på den kommunale Vælgerforenings Liste. I november 1917 mente hun at hjælpeklasserne i skolen gjorde mere skade end gavn, og at de bøger og apparater som blev ødelagt af børnene, skulle erstattes af forældrene.

Det konservative Folkeparti og Folkeskolen

Ved Anna Hoffmann.

Konservative Kvinders Fælleskorrespondance.

Redaktrice: Julie Hoffmeyer.

(Eftertryk forbydes).

I.

Der bliver ved hver en Lejlighed, navnlig fra socialistisk Side, rettet den Anklage mod "det konservative folkeparti", at det ikke har Kærlighed til eller Forstaaelse af Folkeskolen. Partiet beskyldes for at betragte den som en Institution, der kun er til for "Underklasserne" og som det derfor kan lade støtte sig selv paa alle Maader, fordi det ikke er "de konservatives" Børn, der søger Folkeskolen. - Som saa at sige alle Radikal-Socialisternes Beskyldninger mod de konservative er Usandhed, er denne det ogsaa, og det bedste Bevis herpaa er, at største Delen af det kons. Folkepartis Medl. netop har deres Børn gaaende i Folkeskolen. I København f. Eks.  gaar ca. 80 pCt. af alle skolepligtige Børn i Kommunens Skoler og et ganske lignende Forhold findes overalt i Landets Købstæder, medens paa Landet praktisk talt alle Børn søger den offentlige Skole.

Da det konservative Folkeparti er Landets næststørste Parti, er det en given Ting, at de allerfleste af Partiets Medlemmer har deres Børn gaaende i Folkeskolen, som derfor i lige saa høj Grad er vort Partis som de andres. Nej, det konservative Parti har den største og dybeste Forstaaelse af Folkeskolens eminence Betydning for hele Landets Kultur og derigennem for Landets Fremtid, og at den maa værnes og støttes paa alle Maader ad Lovens Vej, saa den kan vokse i Frihed og Fremskridt baade udad og indadtil.

Desværre har det konservative Folkeparti eller rettere i sin Tid Højre ikke været saa agtpaagivende, som det burde have været, da Socialisterne opdagede, at Skolevæsenet var et ganske ypperligt Emne, der kunde bruges dels, og ikke mindst, til Valgagitation - særlig da Kvinderne kom med - og dels til en Læreanstalt for praktisk Socialisme.

Man vil sikkert forundret spørge hvorledes ?

Ja, det er ganske lige til, Børnene skal i Skolen lære som deres Ret at kræve mange Ting uden Vederlag. Mad, Klæder, Fodtøj, Renlighed og m. a., og den Lære skal nok bære god og rigelig Frugt for Socialismen, hvad jo ogsaa er Meningen.

Vi konservative vil selvfølgelig, at alle de Børn, hvis Forældre trods ihærdigt Arbejde ikke formaar at skaffe deres Børn god og kraftig Næring, skal støttes, saa Børnene paa Grund af Underernæring ikke kan trives og derved ikke kan faa det fulde Udbytte af deres Skoleundervisning, men man har, særlig i København i sin Tid, gjort den Fejl ikke at lægge al Velgørenhed og Børneforsorg i Anstalter udenfor Skolen og saa lade Forældrene betale lidt derfor, saaledes som man f. Eks. i Paris har ordnet dette Forhold.

I Landsbyskolerne her i Landet har man hidtil holdt sig fri for offentlig social Forsorg overfor Børnene, men ingen ved, hvorlænqe man kan holde igen.

Faar Socialisterne Magten ved en ny Grundlov vil sikkert lovbefalet Børnebespisning i videst muligt Omfang blive indført til ubodelig Skade for den opvoksende Slægts Moralbegreber. Socialisternes næste Angreb paa Folkeskolen var at faa Betalingsskolerne nedlagt, først

rundt om i Provinserne, dernæst i København til April 1915. Det var et stort Skridt fremad mod deres kære Enhed - eller rettere Tvangsskole, som fra konservativ Side vil blive bekæmpet med alle lovlige Midler. Betalingsskolens Ophævelse var et rent og skært Grundlovsbrud, idet der i Grundloven af 5/6 49 i Par. 90 staar:  "De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Undervisning i Almueskolen". Denne Bestemmelse gik ordret over i Grundl. af 1866 Par. 85, og er i den nye Grundlovs Par. 83 ændret til: "De Børn, Hvis Forældre ikke har Evne til at sørge for deres Oplærelse, har Ret til fri Undervisning i Folkeskolen", selv om den sidste Linje er rettet, er Meningen dog akkurat den samme som før. Desuden bestemmer Anordningen af 29. Marts 1844, (som ikke er ophævet, og heller ikke kan det uden ved Lov, da den er underskrevet af Kongen)m at ethvert Sogn bør have et tilstrækkeligt Antal Betalingsskoler og de nødvendige Friskoler og erklærer Forældrene eller Borgerne sig saa trængende, at de ikke kunne erlægge Betaling, bliver Børnene at optage i særegne Friskoler, der for Fremtiden aldeles afsondres fra dem, i hvilke Betaling erlægges." Jeg anfører disse Bestemmelser for at vise, at "Radikal-Socialisterne" lader haant om Love og Vedtægter, naar det passer dem. Det konservative Parti fremdrog naturligvis det ulovlige i at ophæve Betalingsskolerne, men det nyttede jo ikke.

Der bør selvfølgelig rundt i Landet, særlig i Købstæderne og i København være "Borgerskoler", hvor Børn af de Forældre, der ikke har Raad til at betale Privatskolernes høje Skolepenge og dog meget nødig vil se deres Børn paa Skolebænk sammen med de daarligst stillede i Samfundet, kan for en mindre Betaling faa en god og fyldig Undervisning, der dels kan danne Grundlaget for senere videregaaende Uddannelse, dels i og for sig være en tilstrækkelig Folkeuddannelse.

(Sluttes)

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 11. januar 1917)

Det konservative Folkeparti og Folkeskolen

Ved Anna Hoffmann.

Konservative Kvinders Fælleskorrespondance.

Redaktrice: Julie Hoffmeyer.

(Eftertryk forbydes).

lI.

Men de to Ting, som fremfor noget andet er Folkeskolens Grundpiller: "Religionsundervisningen og Tilsynet vil det kons. Folkeparti støtte paa følgende Maade (i Følge dets Program): Religionsundervisningen maa bevares, og de gejstlige Tilsyn hermed maa opretholdes som hidtil. - Der maa gives Folkeskolens Lærere Tryghed i deres Kald derved, at de sikres mod vilkaarlig Afskedigelse." 

Med Hensyn til Religionsundervisningen er Partiets Stilling klar og bestemt, i Modsætning til Venstres Program, der antyder "et frisindet Arbejde paa den kirkelige Lovgivnings og paa Folkeoplysningens Omraade," - medens de Radikale dog bekender Kulør: "det gejstlige Tilsyn afskaffes . . . Religionsundervisningen gøres til et frit Fag baade for Børnenes og Lærernes Vedkommende", hvilket praktisk talt vil sige, at Skolerne skal gøres konfessionsløse, - Socialisterne nævner af gode Grunde ikke denne Sag i deres Program, det er for farligt for dem at omtale det!

Vi haaber og tror, at netop dette Spørgsmaal vil, paa Grund af vort Partis Standpunkt, drage flere og flere af Landets Borgere til os, - naar Kampen om Folkekirkens Bevarelse i Forbindelse med Staten og dermed ogsaa med Folkeskolen en Gang kommer, vil vort rene og klare Standpunkt sikkert vise Folk, hvilten Vej, de bør gaa, tilmed da ca. 9/10 af Landets Borgere hører til Folkekirken. Man ser tydeligt af Socialisternes Program, hvor bange de er for denne Sag, thi det er kun en Brøkdel af de menige Socialister, der i Virkeligheden er kristendomsfjendsk.

Det næste Spørgsmaal om "Tilsynet" er egentlig det. hvoraf hele Skolens Trivsel, Frihed og Fremskridt er afhængig.

J. C. Christensen fik som bekendt i Skoleloven af 1908 indførte "Par. 8", der traadte i Kraft 1. April 1909 og har i disse Aar kun virket til at skabe Utryghed, foraarsaget en Masse Overgreb mod Lærerne fra Forældrenes Side og bidrager til, at Hundreder af dygtige unge Mænd, som kunde have været en Pryd for Standen ikke vil uddanne sig til Lærere under de umulige Forhold, Par. 8 har skabt. Vi vil stræbe hen til at faa denne for Skolen saa nedbrydende Bestemmelse hævet, og dernæst arbejde for, at det Tilsyn, som nødvendigvis maa haves, kommer til at bestaa af Præsten som Formand og dernæst at Mænd eller Kvinder bliver valgte af By- eller Sogneraad, og ikke direkte af Forældrene.

Det sidste Slags Tilsyn vil kun støtte sig til Børnenes Angiverier eller Sladder og bliver ganske nedbrydende for den Autoritet. Skolen maa have overfor Forældre og Børn, som begge maa forstaa, at Skolen er en Institution, som har bestemte Regler at gaa efter, og som stiller uafviseligt Krav baade til Forældrene og Børnene. Lærerne maa værnes mod at blive en slave af dem, han bør og skal staa frit overfor.

Igen maa vi have Lov til at fremhæve, at "det konservative Program" er klart og bestemt i Modsætning til de andre Partiers: Venstre har "Hjemmenes Indflydelse bevares og udvikles", de radikale: "Befolkningen faar afgørende Indflydelse paa Ansættelse og Afskedigelse af Lærerne, dog saaledes, at disse værges mod "Vilkaarlighed", og Socialisterne: "Demokratisk Reform af Skolevæsnets Ledelse og Tilsyn".

Skolen bliver en Karikatur af det, den bør være, og Lærerstanden bliver en Pariakaste, hvis de tre Partiers Program bliver ført ud i Livet, hvad de vel nok bliver, men saa kommer man til at vende

om, for Tilstanden bliver ganske umulig. Saa bliver det "de konservative", som til den Tid, som saa ofte, maa redde hvad reddes kan, lad os kun holde ud og aldrig svigte Idealerne, saa kommer sikkert vor Tid igen. naar de andre er kørt fast med deres Idealer, der ret beset kun er Fraser og Stemmefiskeri for at holde Førerne ved Magten saa længe som muligt!

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. januar 1917)

Artiklen blev også bragt under overskriften: "Mod Socialist-Styre - For Liste C! Skolen som Forsøgsmark for socialistisk Kultur. Den staaende Kampe for og imod Enheds- eller Tvangsskolen - Privatskolen som Socialisterne vil sulte ud for at fremtvinge en Enhedsskole uden Grundlovsbrud. Af Borgerrepræsentant Frk. Anna Hoffmann" i Nationaltidende 12. marts 1917, 2. udgave og Dagbladet (København) 13. marts 1917.

Tvangsstyre eller ikke.

Naar vi nu gaar til Valg i saa mørke og truende Tider, som Verden aldrig før har set, maa alle være klare over, at selv om vi bliver saa lykkelige, at Krigen holder sig uden for vore Grænser, saa vil Danmark, og deraf ikke mindst København, gaa saa vanskelige og truende Tider i Møde, som aldrig for har været kendte i vor Historie.

Det er umuligt at forstaa, at ikke de allerfleste af Borgerne kan indse dette og ikke har saa megen Fremsynethed og Selvopholdelsesdrift, at de i de kommende svære Aar vil sikre sig et fornuftigt, samfundsbevarende og fremsynet Bystyre, bestaaende af dygtige, oplyste og sagkyndige Mænd og Kvinder, i Stedet for den Række Fagforeningsfolk, som Socialisterne har den Frækhed at byde Byens Borgere at stemme paa!

Krigen har paa den mærkeligste i Maade i utallige Tilfælde ført socialistiske Idéer ud i Livet: Ekspropriationer, Staternes Overtagelse af store Virksomheder, af Tonnage, af Jernbaner, Kul- og Metalgruber, af Levnedsmidler og Beklædningsstoffer, - og endelig den civile tjenestepligt, der i højere Grad end Socialisterne har drømt om, det kunde ske, har tvunget hver eneste Borger til at arbejde for Staten uden at der spørges om den enkeltes Lyst, Evne eller øvrige Vilkaar, hvad er dette andet end Socialismens Program i Renkultur, og Socialdemokraterne skal nok vide at benytte sig af alt det, Krigen har lagt til Rette for dem, Folk i Almindelighed tror, at naar Freden kommer, vil alle de Forhold, som vi "paa Grund af Krigen" har lidt under, af sig selv forsvinde, men intet er vissere end at, faar Radikal-Socialisterne Magt som de har Agt, vil den Tro blive grundig beskæmmet. Det er deres ofte udtalte Villie, at mange af de Beføjelser, som Regeringen har tilladt sig at give Kommunalbestyrelserne under de

ekstraordinære Forhold, skal fortsættes ogsaa efter Krigen til ubodelig Skade særlig for Mellemstanden.

Det er altsaa for eller imod dette Tvangsstyre, at vi gaar til Valg den 13. Marts; thi faar Socialisterne eller de Radikale blot een Mand til, saa vil de som sagt opretholde en Mængde Bestemmelser, som kun er til Gavn for den Arbejderklasse, som de ene og alene vil interessere sig for, men som vil ødelægge alle de andre Borgerklasser. 

Men stemmer vi mod Socialdemokraterne, maa vi lige saa kraftig stemme mod de Radikale, dette kortsynede Parti, der ikke kan gøre andet end enten at hægte sig fast paa Socialdemokraterne eller være Murbrækkere for dem, og som ikke har Fremsyn nok til at indse, hvad der vil blive af dem selv, naar Socialisterne ikke behøver dem mere; vi kan ikke stemme paa de Mennesker som Byens Styrere, der ikke har Forstaaelse af, hvad Fremtiden vil bringe dem selv.

Det er altsaa af den allerstørste Vigtighed, at den borgerlige Fællesgruppe i Byens Raad faar den Plads, den bør have og derfor maa hver eneste Borger, Mand og Kvinde, som virkelig holder af deres By, stemme paa Liste C.

(Nationaltidende 6. marts 1917)

Hun boede på Vestervoldgade 98. 

Vice-Inspektrice Frk. Hoffmann.

Fhv. Borgerrepræsentant, Viceinspektrice Frk. Anna Hoffmann fylder idag 60 Aar.

Frk. Hoffmann har i over 30 Aar været ansat ved Kjøbenhavns Kommunes Skolevæsen, og siden 1909 beklædt Stillingen som Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole. Indenfor sine Standsfællers Kreds nyder Frk. Hoffmann stor Tillid, hun har saaledes i 11 Aar været Medlem af Bestyrelsen for Kommunelærerindeforeningen og har i de sidste 1 Aar været Formand for Viceinspektriceforeningen.

For den konservative Sag har Frk. Hoffmann baade i Skrift og Tale i Aarenes Løb udrettet et stort Arbejde. Endvidere har hun i 9 Aar været Medlem af Borgerrepræsentationen, og i samme Periode havde hun Sæde i Bestyrelsen for Kjøbenhavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling. Da denne Institution ophørte, valgtes hun til Medlem af Bestyrelsen for den kommunale Hjælpekasse.

Frk. Hoffmann er overalt, hvor hun har deltaget i det offentlige Liv, skattet for sin Loyalitet og Forhandlingsvillighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1921).

60 Aar

Frk. Anna Hoffmann

Avisens originale meget uskarpe fotografi er udskiftet med: Viceskoleinspektrice Anna Hoffmann (1861-1923). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. 

Se eventuelt artikel i Dagbladet (København) 26. juni 1921 der dog ikke bringer nye oplysninger.

Hun blev begravet 28. november 1923 fra Nordre Kapel. Se også artiklen om Methea Hoffmann. 

Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole Anna Hoffmann. Vestre Kirkegård Afdeling M, rk. 18, nr. 44. Nedenunder lærerinde ved det Det kgl. Blindeinstitut Methea Hoffmann 1858-.  Hun var med til at lave det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger, og gjorde en betydelig indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift. Endvidere ses Emilie Hoffmann (1867-1956).