Ny Politidirektør i København. (Efterskrift til Politivennen)

Fhv. Borgmester Dybdal Politidirektør i København.

Spørgsmaalet om Politidirektør Eugen Petersens Efterfølger er nu afgjort.

Fhv. Borgmester, Etatsraad Th. Dybdal er udnævnt til Politidirektør i København. Hans Udnævnelse forelaa i Gaar officielt.

Vi gør andet Steds i Bladet Rede for vor Opfattelse af denne Udnævnelse, der uden Tvivl vil vække nogen Overraskelse, idet Hr. Dybdals Navn aldeles ikke har været fremme som Kandidat til Embedet.

Interview med den ny Politidirektør.

Under en Samtale vi i Gaar havde med Hr. Dybdal, oplyste denne da ogsaa, at han ikke selv havde søgt Embedet.

"Deres Udnævnelse kommer sikkert som en Overraskelse for Offenligheden", sagde vi.

"Ja - og ikke mindre kom den overraskende for mig selv," erklærede Hr. Dybdal. "Jeg havde ikke søgt Embedet, men modtog en Henvendelse, og nu har jeg sagt Ja."

"Har De tænkt Dem at indføre et Systemskifte i Københavns Politi?"

"Jeg vil ikke opstillet et bestemt Program. Det er ikke min Natur paa en brat og hovedkulds Maade at indføre Ændringer. Først naar jeg Indefra har faaet det nødvendige Indblik i Forholdene, som jeg nu kun kender udefra, kan jeg tænke mig at reformere. Saaledes bar jeg mig ad som Borgmester, og saaledes vil det ogsaa gaa her.

Forøvrigt mener jeg, at Københavns Politi efterhaanden er kommet ind paa den rigtige Vej. Dermed mener jeg ikke, at der ikke endnu skulde findes Brøst indenfor Etaten, som bør rettes, men min Opfattelse er, at man blot behøver at fortsætte en heldigt paabegyndt Udvikling".

"Er det ikke Deres Hensigt at indføre det engelske System, der gaar ud paa at gøre Politiet til Borgernes Ven og Hjælpere."

"Jo - selvfølgelig, er det min Opfattelse, at det bør være saaledes. Men dette engelske System er netop det, som var Forbilledet, da det københavnske Politi for Aar tilbage blev omskabt efter moderne Principper. Jeg har nu iøvrigt Indtryk af, at Forholdet mellem Politi og Borger gennemgaaende er godt Jeg har ofte glædet mig over at se en Politibetjent tage en gammel Morlille under Armen og lede hende over Gaden. Saaledes bør det være, og saaledes er det sikkert ogsaa i de fleste Tilfælde.

"Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at der har været og er stadig en vis Gnidningsmodstand mellem Borgere og Politiet?"

"Ja - det véd jeg. Men mon det ikke snarere skyldes en Tilstand. der har været, end en Tilstand, der er. Ofte er jo saaledes, at en saadan Antipathi holder sig, selv efter at det, der har givet Anledning til Antipathien, er ophævet. Det store Flertal af Københavns Befolkning er udmærkede, lovlydige og retskafne Mennesker. I Virkeligheden vil det være let at skabe et godt Forhold mellem Københavns Borgere og Politiet. Men saa er der en lille Klat Mennesker, som ikke vil underordne sig og som skaber de Tilfælde, der fremkalder Irritation, naar Stemningen nu en Gang er Politiet imod.

"Men er det ikke saaledes, at Offenligheden nu en Gang har faaet det Indtryk, at Politiets Ledelse beskytter og dækker Politiet selv hvor der er begaaet grove Fejl og Forsyndelser. Er det mon ikke Granden til den Utryghed og Forudindtagethed, Publikum næret overfor Politiet og dets Ledelse?"

"Fejl kan der jo begaas overalt. Og det er nu en Gang saaledes, at man helst holder af at ordne saadanne Ting indenfor fire Vægge. Men selvfølgelig - grove Forsyndelser bør ikke dækkes, og bliver det sikkert heller ikke. Jeg har Grand til at tro, at der netop skrides kraftigt ind, naar der er Anledning dertil".

"Er det ikke Deres Mening, at det for at skabe et godt Forhold mellen: Politi og Borgere vilde være heldigt at rekruttere Politiet mere fra København og mindre fra Landet end hidtil?"

"De rører her netop ved et vigtigt Punkt. Det, det gælder om, er at hæve Niveauet og knytte de bedst mulige Elementer til Etaten. Men dette forudsætter rigtignok, at der bydes Betjentene en anstændig Løn. Det er her, at Skoen trykker, og Spørgsmaalet om et godt Politi er i Virkeligheden Spørgsmaalet om gode Lønninger til Politiet. Husk dog paa, hvad man forlanger af en Betjent. Og hvilket Ansvar har han ikke. Som det nu er, er en Betjent i Virkeligheden slet ikke interesseret i at beholde sin Plads. Han frygter ikke sin Afsked i samme Grad, som hvis han har en god Løn. Og heraf følger igen, at godt lønnede Betjente i højere Grad vil tage sig i Agt for at begaa Overgreb, der muligvis kan medføre deres Afsked".

Hr. Dybdal slutter:

"Det er med stor Interesse, at jeg gaar ind til min nye Opgave. Jeg gør det navnlig med Forventning om et godt Resultat, fordi jeg fra min Virksomhed i Københavns Kommunes Tjeneste har haft Lejlighed til at komme 1 Forbindelse med de forskellige Klasser i Befolkningen og har lært dem at kende. Det vil - tror jeg - have den største Betydning under min nye Virksomhed"

(Social-Demokraten 23. august 1917) 

Dette nummer af Social-Demokraten indeholder desuden artikel "Den Nye Politidirektør.", en kommentar som udtaler at udnævnelsen på trods af Dybdals konservatisme var en dukkert til Højre, fordi han havde nægtet at deltage i anti-socialistisk virksomhed. Kommentaren ønskede at politiet nu fjernede sig fra Eugen Petersens militarisme over mod en borgerliggørelse af politiet. Desuden en notits "Udtalelser om Politidirektøren." med korte og positive udtalelser fra borgmestrene Jens Jensen og Chr. Christiansen

Tegning fra Social-Demokraten 24. august 1917.

Den ny Politidirektør

Fhv. Borgmester Th. DybdaL

I Aftes ved 8-Tiden forelaa endelig Udnævnelsen af Stor-Københavns nye Politidirektør, og Manden, der den 1. September skal indtage den 76-aarige Hr. Eugen Petersens Plads, bliver da til alles Overraskelse den 61-aarige fhv. Borgmester for 1. Afdeling, Hr. Theodor Dybdal.

Vi skriver, det kom som en Overraskelse, ja undtagen for dem, som bærer Ansvaret for Udnævnelsen, der - og det skal siges Mandens mange andre Fortjenester til Trods og fraset hans personlige gode og elskværdige Egenskaber - er et Slag i Ansigtet paa den københavnske, frisindede Borgerstand.

Vi sagde nemlig ikke Farvel til Hr. Eugen Petersen for at sige God Dag til Hr. Dybdal.

De to kan saamænd være to Alen ud af et Stykke Lærred.

Vi ønskede nemlig ikke en Politidirektør lidt mer eller mindre konservativ, nej, det, København sukkede efter, det, den frisindede Borgerstand længtes efter, det var en frisindet Politidirektør, ung og arbejdsfrisk, modtagelig for Tidens Tankesæt og forstenende overfor Nutidens mangfoldige brændende Spørgsmaal.

Ja, det var, hvad vi ventede, og saa faar vi den fhv. Borgmester Dybdal serveret af den radikale Justitsmlnlster.

Der tales om Oprejsning, fordi Højre havde vraget ham som Borgmester.

Hvad kommer det Borgerne ved, og hvad kommer det vort radikale Ministerium ved?

Er det Kvalifikationer nok, at man er vraget af Højre?

Ja, hvis ikke Sagen var saa alvorlig, saa maatte man jo formelig revne af Grin.

Men - det er netop det, at Sagen er alvorlig, - derfor ler vi ikke, nej, derfor harmes vi, og vi forstaar ikke, Ministeriet vover at byde den københavnske Borgerstand en saadan Haan!

Hvad selve dem nye Politidirektørs personlige Egenskaber angaar, ja, da er han vist en overmaade rar og elskværdig Mand, som kunde være bleven en ganske udmærket fornøjelig Pensionist; men det er ikke de Egenskaber, der spørges om, naar man sidder i Politidirektørens Stol.

Og den københavnske Lærerstand kan tale med om, hvorledes Hr. Dybdal er som Embedsmand.

At hans stokkonservative Synspunkter er hævet over enhver Tvivl, behøver vi vel ikke at nævne.

Han blev valgt til Borgmester af Højre, og at han blev vraget af det samme Parti, har Intet med Politik at gøre.

Nej, Dybdal er Højremand til Liv og Sjæl!

Han er stædig i sine Principper, derom kan vore Lærere tale med, og Politiorganisationerne kan sikkert vente sig adskilligt fra denne Kant; thi man omvender sig nu ikke saadan, naar man er naaet ud over Alderdomsunderstøttelsesgrænsen!

Vi skal endvidere nævne en lille Begivenhed fra Hr. Dybdals sidste Dage som Skoleborgmester.

Der var en ung Lærer, som i Bladet "Kommuneskolen" havde tilladt sig at kritisere bl. a. Hr. Dybdal, der som bekendt var Skoleborgmester.

Straks var Skoledirektøren paa Færde, og straffede den unge Mand med at fratage ham de Timer ved Fortsættelseskursusset, der for ham betød en nødvendig Biindtægt.

Læserne kender den Harme og det Oprør, der med denne Begivenhed rejstes inden for Lærerstanden, - med god og beføjet Grund selvfølgelig; thi her forelaa jo et klart og tydeligt Forsog paa at kneble Standens Talefrihed.

Men - da denne Begivenhed skete, da var Dybdal, som var bleven kritiseret, Skoleborgmester.

Vi overlader til Læserne selv at fore Tanken videre. - At Udnævnelsen ikke har vakt overstrømmende Glæde i den københavnske Morgenpresse siger sig selv.

Regeringsbladene "Politiken" og "Social-Demokraten" synker Pillen, som var det en sur Lageragurk, de konservative Blade er selvfølgelig tilbageholdende; thi Manden blev jo vraget af Partiet for en Maanedstid siden.

Nej, her maa have været skjulte Kræfter paa Færde; men netop derfor hævder vi, at det er noget af en Skandale, at den københavnske Borgerstand skal være Salgsvaren ved politiske Muldvarpehandler.

Ja, med disse Ord være da den 61-aarige, fhv. Borgmester Theodor Dybdal budt Velkommen som Politidirektør i København! 

(Folkets Avis - København 23. august 1917)

Etatsråd Theodor Dybdal 1856-1939). Gift med Alma f. Grove-Rasmussen. Han var borgmester i Københavns Kommune i Magistratens 1. afd. 1897-1917. Herefter politidirektør. Han var bror til stiftamtmand A. Dybdal og lærer ved Ribe Katedralskole Christian Dybdal.

En deputation af betjente afleverer 1100 opsigelser fra politiets betjente til politidirektør Dybdal (B. T. 28. august 1919). Anledningen var den ringe løn. Samme dag havde Folketingets lønningsudvalg indstillet at betjentenes løn steg kraftigt.

Mens Dybdal var politidirektør besluttede kommunalbestyrelsen i København 1918, at politipersonalets daglige arbejdstid ikke måtte overstige 8½ time, at personalet ved Københavns Politi fik et ugentlig fridøgn og samtlige overpolitibetjente fik en årlig ferie på 3 uger. Samme år oprettedes en “fast automobilvagt” ved hovedstationen på Domhuset, den første egentlige politibil, “Badekarret”.

Lovgivningsmæssige kom 30. juni 1919 lov om politiets omordning. Retsplejeloven trådte i kraft. Den bestemte at politiets virksomhed skulle udøves af dels et statspoliti og dels af et kommunalt politi. Stillingsbetegnelsen herredsfoged ændredes til politimester. Københavns Opdagelsespoliti med 123 mand overgik til Statspolitiet, der herefter talte 395 mand.

1922 oprettedes Københavns Politis Laboratorium, der blev underlagt Rigspolitiet i 1937 og herefter kaldt Teknisk Afdeling. Der blev rundt om i byen opstillede 124 alarmskabe (arkitekt K.H. Gemzøes).

1923 oprettede chefen for Statspolitiet et register over straffede personers øgenavne. Og de mange trafikuheld med automobiler medførte indførelse af spiritusprøve. En politivagt i Sydhavnen (Enghavevej 234) åbnede. Og Station 4 flyttede fra Strandgade 26 til Under Elmene 7.

1924 blev Politigården i København indviet. Ved samme lejlighed flyttede politistation 1 i Nørregade ind i Domhuset på Nytorv.

Dybdal er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 1, nr. 17

Det grønne Hus i Nybrogade. (Efterskrift til Politivennen)

 

Huset her er et af de kønneste gamle Huse i Staden.

Det ligger i Nybrogade og har Nr 18 - men Nummeret kan for resten ikke læses, saa tæt hænger den friske grønne ViIdvin foran Døren.

Helt op til Frontespicen er den kravlet, og hvert Aar sætter den stadig nye Skud - det vil saamænd ikke vare længe, saa har den bredt sig ud over hele Taget og naar helt op til Skorstenen med de to Stærekasser - og den Dag vil Arkitekt Gotfred Tvede (thi ham er det som ejer Huset og ganske alene med sin Familie bor i det) være rigtig glad og tilfreds. Thi Arkitekt Tvede elsker Vildvin op ad Husmure, og han saa vist helst, at alle kjøbenhavnske Huse blev tilgroet med Vildvin.

En By med grønne, levende Facader! Vi indrømmer, at mange Huses Arkitektur vilde staa sig ved det!

Paa Billedet, som B. T.s Fotograf tog igaar, vil man kunne se, hvorledes Arkitekt Tvede paa en meget praktisk Maade agiterer for sit Ideal grønne, levende Facader. Han har laant Værten i Ejendommen Nr 20 en lang Udløber af sin Vildvin, der nu foreløbig som en tynd Guirlande strækker sig under Nr. 20s Første sals Vinduer, og det bliver ikke med den Udløber - Arkitekten helmer vist ikke, før Nr. 20 er lige saa tilgroet som hans eget Hus.

Vinden tager i Bladene, Solen skinner paa dem, saa et grønt Genskær kastes ind i de hyggelige, gamle Stuer med de smukke, gamle Mahognimøbler - og hele Herligheden spejler sig i det stille Kanalvand nedenfor Kajen. Det er smukt.

Og Folk, som gaar forbi paa Gaden, staar da ogsaa ofte et Øjeblik stille og ser beundrende og meget misundelige paa den kønne, gamle Tvedeske Ejendom - det grønne Hus i Nybrogade.

(B. T. 25. august 1917).

Samme motiv, foto af Nybrogade 20, 18 og 17 (2020). Nr. 18 uden grønt på facaden. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Marie Sophie Amalie Korup 1839-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Marie Korup var ældste datter af brevsamler og traktør Korup som drev det kendte traktørsted Korups Have ved Søndermarken i Valby. At post og gæstgiveri var samme sted, var ganske almindeligt i Danmark på det tidspunkt. Korups Have lå op til Søndermarken hvor vejen Bag Søndermarken er i dag. Der er opført et gult murstensbyggeri på matriklen.

I 1872 var der dagligt et landpostbud fra Valby til Vigerslev, Hvidovre, Damhusbommen, Rødovre og Vanløse og retur. I 1874 afgik der 2 gange daglig et gående bud mellem postkontoret på banegården og Valby Brevsamlingssted. I 1875 distribueredes brede to gange dagligt fra jernvejspostkontoret ved et landpostbud. Man kunne dog også afhente breve mellem kl. 8 og 9 morgen og aften hos brevsamler og traktør Korup. Han tog 2 sk til betaling for et bud der kunne bringe brevet ud. Brevsamlingsstedet havde efter sigende en "ikke ubetydelig korrespondance" (Dagstelegrafen 13. juli 1874). I 1876 var der for postvæsnet regning begyndt en ombæring af postsager fra Valby Brevsamlingssted.

Valby postekspedition blev oprettet 1. juli 1878 som ikke-regnskabsførende ekspedition underlagt overpostmesterembedet. Marie Sophie Amalie Korup blev postekspeditør og senere postmester. 1. oktober 1889 blev postekspeditionen indlemmet i overpostmesterembedet.

I slutningen af 1898 bebudes at der ville ske en omfattende ændring af lokaler om omdelingsforhold, bl.a. i Valby.  Marie Korup var 60 år da hun tog sin afsked med pension den 1. november 1899 af helbredsårsager. Hun efterfulgtes af Christian Emil Victor Emanuel Andersen 1. januar 1900. Den 15. oktober 1906 flyttede Valby Postkontor til Valby Langgade nr. 6. Denne ejendom står opført i OIS i 1908. I Kraks 1906 angives Langgade 2, Frk. M. Korup, postkontor og telegrafstation! Postkontoret i aviser angives at ligge i nr. 6 i hvert fald op til 1914. Posthusbygningen i Valby Langgade 79 er opført år 1900.

I 1897 var der i postvæsnet ansat 5.342 personer, heraf 1.444 statsansatte. I 1921 havde der været i alt 3 kvindelige postmestre i Danmark. Udover Marie Korup også fr. Schaeffer i Esrom (afsked 1916) og frk. Sigrid Marckmann (afsked 1921). Sidstnævnte startede knap 15 år gammel i postvæsnet 1. maj 1867 på Allinge Posthus, hvor hun ligesom Marie Korup blev medhjælp for sin far.

En kvindelig Postmester

En Embedsfratrædelse af ikke sædvanlig Karakter finder Sted fra 1. November, idet hidtilværende Postmesterske og Telegrafbestyrerske i Valby, Frk. Marie Korup, paa Grund af Svagelighed trækker sig tilbage. - Navnet Korup har altid været knyttet til den postale Virksomhed heroppe, idet her for en Menneskealder siden blev oprettet et Brevsamlingssted under Bestyrelse af Frk. Korups Fader med Datteren som Assistent. Den Gang var Valby en lille Bondeby med rigtige Bønder og Bøndergaarde, og den stod for enhver Københavner med K som et Sted, hvor man kun kom ud Pinsemorgen for at se Solen danse. Men efterhaanden forandredes Byens Fysiognomi, den udvidedes betydeligt, Bønderne trængtes ud, Villaer og høje Huse opstod i Bøndergaardenes Sted, og nu er den nærmest at betragte som en Forstad til København. Postvæsenet holdt Skridt med Byens Udvikling; der oprettedes et selvstændigt Postmesterembede med Frk. Korup som Chef, og for 10 Aar siden modtog hun kgl. Udnævnelse som saadan, for Tiden den eneste Udnævnelse af den Art i Danmark. Frk. Korups selvstændige Styrelse af Postvæsenet herude omfatter et Tidsrum af 24 Aar, og at det er en stor og opslidende Virksomhed, vil forstaas, naar man ved, at Postdistriktet omspænder ca. 8000 Mennesker, der til Betjening har foruden Chefen to kvindelige Fuldmægtige og syv Postbude.

Det er værd at notere, at i Postetaten er praktisk gennemført den retfærdige Fordring: „Det samme Arbejde giver den samme Løn” (for Femininum og Maskulinum), en Rekord, der som bekendt ej endnu er naaet i noget andet Embedsforhold. -

Da jeg første Gang kom ind paa Posthuset i Valby, overraskedes jeg ved at se Kvinder ved Ekspeditionen, samt at denne foregik med Høflighed og Stilfærdighed. Fra den Omstændighed ved Postforholdene i min lille Fødeby, at baade den afgaaede og den nyankomne Postmester havde eet Ben, samt den Skælden og Paakalden af Satan og alle hans Engle, naar Udførelsen af postale Pligter foregik, havde jeg halvt ubevidst bevaret den Forestilling, at sligt, hørte til ved et Postembedes forsvarlige Forvaltning, intet Under da, at den grelle Modsætning virkede behageligt paa mig.

Om Valbyerne betragter det som en Ære at være Foregangsfolk paa det postale Omraade, derom forlyder intet; det skulde ikke undre mig, om de stiver sig af med den sædvanlige Forargelse over Kvindens Indtrængen i Mandens Rettigheder, eller den traditionelle Indbildning, at saadant Arbejde dog bedst udføres af en Mand. Det være nu, som det vil, med Anerkendelsen udefra, en Livsgerning ført med Alvor og Samvittighedsfuld hed har jo Glæde nok i sig selv. Men vi Kvinder, der kæmper for begge Køns sociale og menneskeretlige Ligestilling, vil bringe Frk. Korup en varm Tak for det Plus, hun ved sin lange og trofaste Virksomhed har tilført den gode Sag.

Emerita.

I Begyndelsen af dette Aar er der bleven ansat en Dame, Frk. Baagøe, paa Københavns Avispostkontor, foreløbig kun som et Forsøg. Hendes Kontortid er fra Kl. 10 til Kl. 4 à 5 daglig. Red.

(Kvinden og Samfundet nr. 15, 1899).

Når man tog i skoven i gamle dage. I Korups Have og Søndermarken.

Fhv. postmesterske Frøken Marie Korup fortæller.

Det er Sommer, og Københavnerne vil i Skoven! Men ak! Krigen! Ogsaa for Byboboernes bedste og sundeste Rekreation: Skørterene har Krigen lagt Hindringer i Vejen. Vi er jo saa forvænte allesammen. Tog og Sporvogne har i aarevis ført os let og direkte ud i den skønne, danske Natur; og nu, da Trafikken er Indskrænket, synes vi, at det altsammen er som langt borte og næsten uoverkommeligt.

Og saa er det jo i Virkeligbeden ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at der slet ikke var noget, som hed "Skovtog"! Og Folk kom sandelig alligevel i Skoven og morede sig - langt bedre end nu, kan man vist trygt tilføje.

Hvor tog man da hen? Ja, man havde selvfølgelig dengang som nu mange yndede Udflugtssteder. De var blot noget forskellige fra Nutidens - mange af dem ligger nu omtrent mldtvejs inde i Byen, f. Eks. Korups Have og Søndermarken.

Ude i Valby bor en gammel Dame, der ved Besked om de Steder. Det er fhv. Postmesterske Frk. Marie Korup, Datteren af Korups Haves taxie Indehaver.

Hendes Fader var kgl. Løber hos Frederik den Sjette, og han fik, da han tog sin Afsked, Bevilling af Majestæten til at oprette Traktørstedet ude ved Søndermarken.

Nu er hans Datter en gammel Dame, og hun sidder ude i sin lille Have i en magelig Lænestol og slikker Solskin, da vi aflægger hende et Besøg for at bede hende om, hvorledes Folk tog paa Skovtur for 60-70 Aar siden.

Valby var en Landsby

"Ja, dengang var Valby jo en Landsby med straatækte Huse og gaarde og Gadekær og slet ingen Lygter og forfærdelige, plørede Veje,", siger Frk. Korup og smiler helt vemodigt ved Minderne.

"Men, jeg synes alligevel, der var meget dejligere dengang end nu! Skønt det var besværligt nok, navnlig for en lille Skolepige, som jeg jo var. For tænk, jeg gik i Skole helt inde i Admiralgade! Den lange Vej travede jeg hver eneste Dag, og det var drøjt! Der gik ganske vist en lille Overgang mellem Valby og det gamle "Halmtorv" en pudsig, kuglerund Omnibus, hvori der kun var Plads til ganske faa Personer. Men den kunde naturligvis ikke betale sig, og saa blev den indstillet.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor afdøde Brygger Carl Jacobsen ærgrede og drillede os Pigebørn paa de Ture. Han var jo en lang Skoledreng den Gang, og det var hans største Fornøjelse at hoppe op bag paa den runde Omnibus og hamre på den lille Rude, der sad i Døren! Vi gjorde Vrøvl og skældte, men han lo blot af os og hamrede videre!

Nas, men den Herlighed varede altsaa Ikke længe. Saa maatte vi til at gaa igen! Baade i Sol og Hede, i Kulde og Regn, Dag ud og Dag ind, hele Aaret rundt!

Sommeren var alligevel den allerbedste Tid! Ikke alene fordi der var saa smukt derude, som der var, men ogsaa fordi der saa kom saa mange Mennesker paa Besøg i "Korups Have"

Søndermarken var som en Skov.

De var paa Skovtur! Og det var ikke saa underligt, at en Udflugt til Valby den Gang blev betragtet som en Skovtur. Thi Søndermarken var jo lige blevet aabnet for Publikum!

Ja, De synes naturligvis nok at Søndermarken endnu er smuk! Men det er fordi De ikke har set den, som den var for 69 Aar siden, da den, lige efter at Grundloven var givet, blev lukket op for Offentligheden!

De skulde have set den den Gang! Den var en dejlig, uberørt Skov og samtidig en bugnende Frugthave! Der voksede Kirsebærtræer og Æbletræer i Overflod, og der var de dejligste Nøddekrat, som nok var værd at plyndre om Efteraaretl Jeg tilbragte mine allerbedste Timer derinde! Der var saa meget at se paa, saa meget at opdage og saa meget at spise! Og saa var der den herligste Skovbund! Om Foraaret var den som et hvidt og blaat Tæppe af Anemoner, og Syrer og Bregner stod tæt under Træerne!

Ja, det var den Gang! Men snart blev den jo opdaget som Udflugtssted - Fars Traktørsted laa jo ogaaa saa rart lige ved Slden af - og saa var Idyllen brudt! Det - varede Ikke mange Aar, før hele Herligheden var forsvunden! Hverken Frugt eller Blomster kunde staa for de drabelige Angreb.

Det kinesiske Lysthus.

De kender jo nok det kinesiske Lysthus, der ligger paa en af Skænterne ud mod Vest? Nu er det jo kun et almindeligt Brændeskur, hvor ikke alt for hyggelige Eksistenser med samt deres Brændevinsflaske til daglig har deres Tilhold. Men den Gang var det et smukt og sirligt Lysthus i kinesisk Stil med Drager paa Taget og smukke Paafugledekorationerl

Den Gang, som nu, holdt Folk af at ridse og skrive deres Navn eller Citater rundt om paa Vægge og Træer, naar de var paa Udflugt. Og derinde paa Væggen til venstre var der med en smuk, karakteristisk Haandskrift skrevet et lille Vers, som gjorde et dybt Indtryk paa mig Pigebarn. Ja, jeg kan næsten sige, at det blev bestemmende for mit hele, lange Liv. Det lød:

Tiden vandrer med sikre Fjed
Hen over Slægter og Generationer,
Nogle den træder i Støvet ned,
Andre den hæver paa gyldne Troner,
Ej vi kender dens Maal derved,
Een Ting ved vi, dog bringer den med:
Frihed for Alle! om tusinde Aar
Kvinden ej mere i Lænker gaar!

Det lille Vers grundede jeg meget over! Jeg vilde saa gerne være selvstændig! Og det har jeg jo ogsaa opnaaet. Jeg er den første danske Kvinde, der har faaet kgl. Udnævnelse som Embedsmand!

Datidens Berømtheder med Madkurv i Korups Have

Men hjemme i Haven tilbragte jeg ogsaa mange fornøjelige Stunder. Der laa ud mod Vejen - den, der nu er Valbylanggade, og hvor de elektriske Sporvogne suser og klemter forbi - et stort, rundt Lysthus, og der har mange af Datidens store Mænd og Kvinder siddet.

Min største Fornøjelse var det, naar jeg kunde se mit Snit til at skjule mig bag en Busk i Nærheden og høre paa alt, hvad de havde at tale om, paa deres Spøg og Sang og Diskussioner. Den Gang var det jo moderne at æstetisere.

Her saa jeg den husmoderlige Fru Sødring i hendes aparte Klædedragt med det uundgaaelige højrøde Langshawl dække Bord og pakke Madkurven op og lave Kaffe paa Maskinen, som de fik i vort Køkken. Hun havde en ejendommelig Stemme. Man var aldrig i Tvivl om, at det var hendes, der talte, selv paa temmelig lang Afstand.

Og saa var der Fru Heiberg med hendes tre Plejebørn. Smuk og indbilsk. Det var da i det mindste den Dom, jeg Barn afsagde over hende.

Og Christian Winther kom der. Men han var meget gammel og sveg, og jeg syntes helt uhyggelig at se paa med den store, slet lavede Paryk og den mægtige Kikkert, uden hvilken han ikke kunde se. - Han lignede et Genfærd, syntes jeg.

Og Høedt og hele Familien Price havde vi ogsaa Besøg af ret Jævnligt.

Høedt gjorde et mægtigt Indtryk paa mig ved den uhyre dramatiske Maade, han altid talte og gestikulerede paa Han raabte op og slog ud med Armene og agerede, saa der ikke var Ørenlyd for andre end ham selv.

Pricerne var derimod saa uhyre stilfærdige. Navnlig erindrer jeg bogstaveligt talt aldrig at have hørt Juliette Price møde et Ord.

Men det aller, aller morsomste var dog, naar Erik Bøgh og hans Venner var paa Skovtur i Søndermarken og endte inde hos os.

Der sad saa Visedigteren i den lyttende Venneskare, og med en lille usynlig Tilhører i mig, og sang sine sidste nye Viser.

Det var morsomt. Aa, hvor tydeligt husker jeg ikke, da jeg for første Gang hørte: "Hr. Madsen, Hr. Madsen!" Bøghs egen Stemme klinger endnu i mit Øre.

Og saa var der Digteren, Professor Hauch, der havde Fribolig oppe paa Frederiksberg Slot. Han vandrede lange Ture i Søndermarken, og saa hændte det jo ogsaa af og til, at han faldt ind i Korups Have og nød en Forfriskning.

Oehlenschläger var for Resten ogsaa tit paa Tur til Valby.

Han kom en Del hos fhv. Guvernør i Vestindien Holten, der boede nede paa Valdal! Fruen gik altid helt hvidklædt og med ganske korte Kjoler - lige saa korte som Damerne bruger dem nu til Dags, og saa havde hun Sko med Korsbaand-

Naar de Kongelige kørte Tur i i Søndermarken.

Men det var ikke alene Datidens Skønaander, der holdt af at tage paa Udflugt til Søndermarken. Ogsaa de kongelige kom der nu og da. Den gamle Enkedronning kørte saaledes ofte rundt derinde i Timevis, men saa var Haven lukket for Publikum!

Arveprinserne Caroline spadserede ogsaa tit derinde, dog uden at der blev lukket af!

Med hende havde jeg en Gang en lille Oplevelse, som jeg var optaget af lange Tider efter:

Hun havde en Dag tabt et Slør derinde. De ved maaske ikke rigtig, hvorledes et Slør var arrangeret i de Tider. Det var Ikke som nu, hvor man blot binder sit Slør om Hatten! Ne!l det var fastgjort paa en Bøjle, der var til at sætte fast paa Kysehattens forreste Rand.

Nu havde Prinssessen mistet sit Slør! Hun var meget vred over det, og hun blev ivrig og snakkede op, og den ulykkelige Hofdame, der var med hende, var ganske ulykkelige!

Saa fandt jeg Sløret! For Resten et saare tarveligt og almindeligt blaat Slør! Men stolt og glad var jeg jo og bragte Prinsessen det og fik mange Taksigelser og et Klap paa Kinden! Den Oplevelse levede jeg som sagt paa i lange Tider I

Nu er Valby jo en Del af Storstaden København, og jeg maa med et Smil mindes min vilde Begejstring, da der for første Gang blev oplyst med Tranlygter paa Vejen op til Stationen. Allerede den Gang syntes jeg, at nu boede jeg næsten i en Storstad!

Ja, der var dejligt derude den Gang. Og Søndermarken! Ja, den er og bliver mit tabte Paradis"

(Nationaltidende 17. juni 1917).

Artiklen indeholde endnu et foto der imidlertid er af så ringe kvalitet at jeg har valgt ikke at bringe det.

Hendes beskrivelse af det kinesiske lysthus tyder på at hun blander Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have sammen med den kinesiske pavillon i Søndermarken. Det er tegnet af Abildgaard. Sidstnævntes lokation er på en skrænt mod vest, men hendes beskrivelse pege mere på lysthuset Frederiksberg Have. Det var i givet fald den anden eller tredje kinesiske pavillon Marie Korup oplevede i Søndermarken. Den første blev bygget 1787, men nedrevet i 1802. Et forsøg på at rekonstruere pavillonen blev til virkelighed i 2013. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Postmesterske Marie Korups adresse i 1914 angives i Kraks 1914 til (Valby) Langgade 2. Det er her hvor Bjælkehuset har adresse i dag.

Fru Sødring er formentlig skuespilleren Julie Weber Sødring (1823-1894). Høedt er formentlig skuespilleren Frederik Ludvig Høedt (1820-1885). Han og J. L. var uvenner. Den tavse Juliette Price (1831-1906) var vant til ikke at sige noget. Hun var balletdanser.

Ganske få uger efter artiklens offentliggørelse døde Marie Korup.

Nationaltidende 6. august 1917.

Den første kvindelige Embedsmand.

Sagfører Korup, Ringsted, har haft den Sorg at miste sin Søster, Frk. Marie Korup, tidligere Postmester i Valby. Begravelsen foregaar fra Kapellet paa Holmens Kirkegaard paa Torsdag.

I Anledning af Dødsfaldet skriver "Nltd":

Den gamle Dame, der var den første Kvinde, som modtog kongelig Udnævnelse som dansk Embedsmand, var i en lang Aarrække Postmesterske i Valby. Dette Hverv var hun saa at sige født til at overtage, idet hendes Fader, den tidligere kongelige Løber hos Frederik den 6 og daværende Indehaver af Traktørstedet Korups Have, tillige var Postholder og havde Brevsamlingssted i Valby. Denne Del af »in Faders Arbejde overtog Frk Korup allerede som ganske ung, og da Valby nogle Aar senere skulde være selvstændigt Poststed, ansøgte hun om Embede! som Postmester, og fik det. Og dette sit Hverv har Frk. Korup røgtet gennem mange Aar, lige til hun, den 1. November 1899, tog sin Afsked, i l de sidste Aar levede Frk. Korup stille og tilbagetrukkent, men sad man overfor hende i hendes lille Have, saa maatte man sande, at hun var et Menneske, som Tiden ikke var løbet fra. Ikke blot kunde hun livligt og interessant fortælle om gamle Dage og alle de kendte Personligheder, hun havde set i sin Barndom ude i det den Gang landlige Valby og Korups Have, men hun var ogsaa interesseret i alle Dugens og Tidens Spørgsmaal og Emner. Begavet og kultiveret, som hun var, havde hun ligeledes gennem sit lange Liv fulgt de skiftende Tiders aandelige Strømninger og altid vidst med sin klare og sunde Forstand at vælge og vrage, prøve og vurdere.

Og nu er hun død, stille og blidt, som gamle Mennesker, der har levet et harmonisk Liv. Lige til det sidste troede hun selv, at hun blot skulde samle lidt Kræfter for helt at komme sig efter en Sygdom i Vinter, men hun top fejl. En Aften sov hun ind for ikke at vaagne mere.

(Ringsted Folketidende 8. august 1917).

Jordefærd.

Fhv. Postmester, Frk. Marie Korup.

Fhv. Postmester i Valby, Frøken Marie Korup jordedes i Eftermiddags paa Holmens Kirkegaard.

Ved Højtideligheden i Kapellet bad Pastor em. Thygesen en Bøn.

til Kisten var bl.a. sendt Kranse fra Overpostmesterembedet, og i Følget saas Postmestrene, Kaptajn Andersen (Valby), Frost (Vesterbro) og Lund (Sundbyerne).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. august 1917).

Senere flyttede postkontoret ind i denne ejendom på Valby Langgade 79. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Georg Brandes gav i 1909 hendes bog "En grim kvindes bekendelse" en anerkendende anmeldelse. Hun optrådte også som foredragsholder ved især socialdemokratiske arrangementer (Socialdemokratisk Kvindeforening). Olga Eggers ytrede sig imod antisemitisme, fx i børnebogen "En stor mands lille datter" (1911). I 1903 havde hun i et brev til Georg Brandes skrevet: "Af denne Verdens mange Ubegribeligheder er Krig og Jødehad mig de ubegribeligste. Jøderne - Jordens adeligste Slægt." I lang tid efter - helt op til 1931 - var hun verbalt mod nazismen.

Anmelderne (mænd) var som regel ikke udelt imponerede over hendes bøger. I en anmeldelse af "Af en ensoms optegnelser", i Nationaltidende 30. december 1910 konkluderede anmelderen (Chr. G.): 

Det er et spørgsmål om fru Eggers nogensinde vil være i stand til at skabe helt levedygtig arbejder i den personlige, psykologiske kunst som øjensynlig er hendes mål. Men hun måtte vist kunne skrive en god og underholdende fortælling hvis hun ville sætte sin lette fortælleevne og sin naturlige stemningsægthed ind på den side af sagen. Også den har sit værd.

Annonce for Olga Eggers' "folkeroman": Elverhøj, Bornholms Avis og Amtstidende, 28. oktober 1912

I 1912 blev hun gift med universitetsprofessor Anton Thomsen (1877-1915).  De fik hendes eneste barn, Ulrica Eleonora Eggers Thomsen (1913-?), som blev gift 1936 med læge John Frank, Baltimore. Anton Thomsen blev pludselig ramt af en nervesygdom og døde pludselig 18. november 1915, 38 år gammel, kort tid efter at han havde overtaget Høffdings ledige lærestol 6. september 1915. Den anden kandidat var folketingsmand for Venstre (fra 1920 Retsforbundet) C. N. Starcke (1858-1926). Anton Thomsen var radikal. Efter Anton Thomsens død levede Olga Eggers alene de resterende 30 år af sit liv.

Hun omgikkes Henrik Pontoppidan og Thit Jensen, som var hendes veninde og med hvem hun i 1917 stiftede Københavns Husmoderforening og i 1924 Foreningen for Seksuel oplysning. 

Fra 1911 leverede hun regelmæssigt artikler, fortællinger, noveller mm til almanakker ("Arbejderens Almanak", "Danmark" m.fl.), "Damernes Noteringskalender" og julebøger. Meget omhandlede takt og tone, samliv og omgangsformer. Ofte for børn og unge ("Børnenes Juleroser"). Artiklerne begyndte at skabe lidt efterfølgende debat. Under 1. verdenskrig var hun anti-tysk udenrigskorrespondent. I 1916 udgav hun en bog hvis formål var at rejse et had til krigen, dog præget af nationalt had til Tyskland. Bogen blev oversat til engelsk, fransk og russisk. Hun argumenterede imod at sælge de Dansk Vestindiske Øer, og ville mobilisere kvinderne til at forhindre det. 

Hun skrev fra 1917 en del artikler i København om kvinderelaterede oplevelser i hverdagen: togrejser mm. På opfordring af A. C. Meyer debuterede hun på Thaliateatret (Allegade 13 - nu nedrevet) 26. oktober 1917 med komedien "Den skønne Amandus". I en artikel i København 30. juli 1917 plæderede hun for kvinders værnepligt, og skrev om deres stemmeret: 

Vi har fået stemmeret - prøv at spørge 10 kvinder om den kandidats standpunkt arbejde, muligheden, hvem de har stemt på, og se så hvilke svar De får.

Nej, de fleste kvinder stemmer ligesom deres ægtemand - hvis de kan lide ham! Og hvis de ikke kan lide ham, stemmer de imod ham. Og har de ingen ægtemand, så stemmer de ligesom den mand de i øjeblikket er forelsket i, eller som det blad de holder, siger de skal.

Mon nogen vil benægte at dette er som jeg siger?

Nej, kvinderne er som helhed aldeles ikke modne til hverken den ene eller den anden "stemmeret". Det er den sørgelige sandhed. 

Hvad mon fader Holberg ville have sagt hvis han kunne have hørt samtlige "rokkehoveder" landet over talte med allesammen og i munden på hverandre?

Jeg vover at inkassere fader Holberg som meningsfælle - jeg vover at tro at han ville holde med mig i at kvinderne bør lære hvad det er de skal tale og stemme og dømme om, inden de taler og dømmer og stemmer. 

(København 30. juli 1917)

"Djævleøen". (Efterskrift til Politivennen)

Gadeparti paa Djævleøen.

"Djævleøen" - et mystisk Navn, hvis Oprindelse ingen kender. Det var der en Gang og sad fast med det samme, rimeligvis er det laant fra Dreyfus-Affæren, men derfor er det jo lige godt.

Nu er Djævleøen paa sine Steder ikke langt fra at være en Idyl, i hvert Fald er det ligesom at være borte fra Hovedstaden, naar man aflægger en Visit derude mellem de smaa Huse, dør i de senere Aar er skudt op derude, og som nu i stor Udstrækning benyttes til Beboelse.

Djævleøen har ko forøvrigt sit mørke Punkt. Det var derude man fandt Partikulier Møller som Lig - de allerfleste vil sikkert erindre, denne mystiske Mordaffære, der en i Tid lang koncentrerede sig om en Beværtning paa Vesterbro, hvor Møller havde tilbragt de sidste Timer for sin Forsvinden i et meget tvivlsomt Selskab.

Den Gang var Djævleøen" Samtaleemnet. Sagen døde hen og dermed gled Djævleøen atter over i Ubemærketheden.

Men i de mellemliggende Aar er den, om man kan sige saaledes, bleven lagt under Kultur. Virksomhed efter Virksomhed er dukket op derude.

Der er nu store Stenoplagspladser, Baadebyggeri, Oplagspladser for gammelt Jern op først og fremmest de store Pladser, hvor Arbejdernes Fællesorganisation oplagrer deres mægtige Koksbunker, som skal redde København fra at forgaa af Kulde, naar Vinteren kommer.

Og saa er der Folkeliv derude, en Vrimmel af Mennesker færdes her Dagen lang, der handles, købes og sælges, medens en hel Bunke bar benede Vesterbrodrenge piller Kulstumper og gamle Korkpropper, der jo ogsaa er udmærkede om Brændsel.

Gaar vi lidt længere ud til Kongens Brygge. der ligger mellem Djævleøen og Vasby.

Her foregaar for Tiden en Række Opfyldningsarbejder. Kalveboderne skal afgive et stykke Strand - og her lægges der Læs efter Læs af Jord, Dag for Dag indvindes der paa denne Minde et lille Stykke fra Søen, indtil det en skønne Dag er bleven et stort, brugbart Areal, der paa denne Maade er lagt til Landet.

Det er forøvrigt nok værd at ofre et Par Søndagstimer paa ph lille Tur derud. Der er meget at se og for de allerfleste vil det være et helt nyt Stykke Danmark at komme ind i.

Landvindig paa Kongens Brygge. Der køres Jord til Opfyldning i Kalveboderne.

(Folkets Avis - København 8. juni 1917).