20 juli 2025

Year of American Rule in Virgin Islands Brings Loyalty, Prosperity and Contentment. (Efterskrift til Politivennen).

Danish Warship Saluting the Flag of Denmark for the Last Time Before it is Replaced by the Stars and Stripes

Administration Under Governor Oliver Working on Health Sanitation and Labor Questions

By Grace Phelps

Virgin Islands, U. S.

A YEAR ago this month the Danish West Indies became the Virgin Islands of the United States. Today 30,000 natives enthusiastically call themselves American citizens. The German sentiment which, delayed our acquisition of the islands for many years has absolutely disappeared. Twelve months of American occupation has wrought many important social and agricultural changes, but none more important than the loyalty of the inhabitants which has crystallized under the American administration.

Tho Virgin Islands are about 1,400 miles southeast from New York and 60 miles east of Porto Rico. Their actual transfer to the United States occurred March 31, 1917, just before our entrance into the world war, and because of that fact little is known of the new territory which we acquired from Denmark at a cost of $25,000,000.

The Virgin Islands include St. Thomas, with an area of 18,000 acres; St. Croix (better known as Santa Cruz) with an area of 53,000 acres, and St. John, whose area includes about 12.000 acres. With these are a number of smaller islands, many of which are even unnamed. St. Thomas has a population of 10,000, while the inhabitants of St. Croix number 18,000. St. John has less than 2,000 inhabitants. Of this population, 97 per cent is black or colored. The remaining 3 per cent includes the American officials and their families, the Danes who remained to engage in agriculture or commerce, and English planters and agents, with a scattering of French and other nationalities.

Few Remained Danish Subjects

The majority of the Danish officials returned to Denmark shortly after the transfer, but many, especially those who had intermarried with the natives, remained in the islands. With "the blacks and-colored, these Danes automatically became American citizens January 17 of this year, when the treaty between the United States and Denmark was finally ratified. Provision had been made for those who wished to remain Danish subjects, but few availed themselves of this provision.

Citizenship Day, as it was called was celebrated as a gala occasion by the natives. In St. Thomas there Were games and athletic contests, parades and speeches, from early morning until the sunset gun was fired. Then every hat was off and every face was turned to watch the Stars and Stripes flutter down from old Christian's Fort, which for 251 years had borne the white cross of the Danneborg.

In the evening the blacks celebrated native fashion, with the Bamboula dance. They painted their faces white or wore white masks and in fantastic masquerade attire went dancing and singing up and clown the main street of the harbor town.

Congress has not yet determined the status of the islands, but under the treaty the old Danish laws were to be administered for one year. Admiral James E. Oliver was appointed Governor shortly after the transfer. It has been assisted by naval and Federal officers and a few Banish officials who comprised the former Colonial Council. A new code of laws is now being prepared, but the administration is laboring under a largo deficit, and very little constructive work can be done until Congress grants an appropriation sufficient to meet the needs of the islands.

War Has Cut Natives' Livelihood

Native living conditions in St. Thomas are especially acute. As a free port the island was the chief point of call in the West Indies before the war. Its harbor was the life of the island and the bread and butter of the natives, or more strictly speaking, the fish and cornmeal, The people depended almost entirely upon the shipping interest. Before the war fifteen steamers of the Hamburg-American Line called at St Thomas every month and coaled there on their way from Germany to South America. A French line connected it with other European ports, and steamers of many other lines visited it regularly, if less frequently. Since the war the German steamers have been interned, other traffic has been curtailed and save for the Quebec Steamship Company, which runs twice a month between New York and St. Thomas and connecting with the smaller islands of the West Indies, the island has been cut off from the rest of the world. Consequently the fortunes of the town have dwindled and the people are anxiously waiting the end of the war in expectation of American development. Prices are. very high, and many of the natives are in sore straits.

Poverty-stricken as they are and despite their disappointment that improvements have been so slow, the people are enthusiastically supporting the government in the war.

The natives have raised a volunteer company of soldiers which is being drilled by a sergeant of the American marine force in the island. 'Even the youngsters are drilling in the hope that they may some day have a chance to fight the Germans. Fifty of them have formed a company of Boy Scouts under the direction of a sergeant of the marines, and make weekly hikes into the hills.

The Public Bath in St. Thomas Island.

Teaching Native Girls Nursing

The administration under Governor Oliver has done a great deal in the way of making investigations and studying conditions, and as much has been accomplished as is possible without funds. American surgeons connected with the navy or the naval reserves conduct the municipal hospitals in St. Thomas and St. Croix. A school for nurses has been established and thirteen native girls are taking the prescribed nursing course in St. Thomas. Dr. W. King, who came over from Porto Rico, has taken charge of the Health Department and Quarantine Service and has made several recommendations to improve the primitive sanitary conditions.

The water supply is inadequate and the inhabitants depend mainly on rainwater. Filtration plants are unknown. There are springs in the hills and water could easily be piped to the town, Government reservoirs are especially needed for the long, dry season.

The food of the people is poor and surprisingly unvaried, and this applies to all the islands. There is little or no food grown in any of the islands, Nearly everything has to be imported, A campaign has been begun under American auspices to teach the people to grew their own fruit and vegetables but the difficulties in the way arc enormous. St. Thomas is hilly and the soil is infertile. Years ago the island was heavily wooded, but the trees were destroyed by the planters to make more room for cane growing. With no roots to hold it, the rains washed the soil down the hills on either side into the Atlantic and the Caribbean.

In St. Croix the difficulties are of quite another kind. I shall refer to them in detail later.

The Remnants of Exiled Huguenots

One of the most interesting settlements in St. Thomas is Cha-Cha town as it is called. This settlement is peopled by descendants of a half dozen families of Huguenots, who fled from France to escape the massacre of St. Bartholomew's Eve. They have never associated with the natives, but have lived their own life apart from the other peoples of the island. Unfortunately, in their efforts to preserve their race they have intermarried among themselves within very narrow limits of consanguinity and reaped the usual fruits of mental amphysical degeneration.

The Cha-Chas live in little hovels and earn a precarious livelihood by fishing, net making and hat weaving. They speak the purest French, but very few can either read or write. The name Cha-Cha was given to them by the blacks, and is a corruption of the French word "chercher," which the refugees used frequently in telling the natives that they had come to seek home in the island.

It Is in St. Croix that the administration has been able to do its best work. During the last few years labor conditions on the island have been acute. The cane workers were grossly underpaid, they claimed, and overworked, and their housing conditions were the worst that I have seen in any of the West Indian islands. A labor union was formed, with a well educated black, Hamilton Jackson, often called by outsiders who have done business with him "the black Jim Larkin," as its head. Through his efforts wages were raised recently from 20 to 40 cents a day. But prices of food were rising steadily, and soon this wage could not buy any more than the 20 cents of before the war. The food of the people was restricted to "coco," a dish made of cornmeal and okras, and dried salt fish. Fruit trees had been sacrificed in St. Croix as in St. Thomas, but because of the low rolling hills the land was not denuded of its soil, and fruit can still be raised.

The agricultural experiment station was, and still is, in the hands of an Englishman from Barbados. The work done there is devoted entirely to the needs of the planters and experiments with cane. Nothing is done to teach or help the people to raise their own foodstuffs, and as a result of the unvaried carbonaceous diet, the health of the people is deteriorated.

Elephantiasis, a disease which, as its name indicates, causes the limbs to swell to the proportions of an elephant's, is prevalent among the workers as a consequence of their long years of malnutrition. Just what causes the disease is not known here. Some physicians in the West Indies blame it on the tsetse fly, others on the mosquito, but all agree that its spread among the natives is due to their inability to resist the disease in their weakened-physical condition.

Strikes and Lockouts Now Prohibited

These are some of 'the problems which the new American administration faced. To settle the labor troubles Acting Commissioner of the Interior Edmund Enright was brought over from Porto Rico to make a study of conditions. Mr. Enright, accompanied by a representative of the planters and a representative of the unions, made a two months' study of working conditions, visiting all the estates and sugar centrals on the islands. As a result of these tests, a day of nine hours was agreed upon, and the exact amount of work which should constitute a full day was settled to the mutual satisfaction of planters and workers alike, a solution deemed impossible by the Danes.

To a Northern mind the wage of fifty cents a day, which was agreed upon, will seem very small. None the less it is a decided advance over previous conditions. If the worker does more than a day's work in the nine hours he receives an increase in proportion to his work. If he does less he receives less. Provision is also made for the workers to receive a bonus in proportion to the increased price which the planters receive for the sugar. In case of a possible decrease in the price the planter is protected by an automatic reduction of wages.

Strikes or lockouts are prohibited now, and disputes are settled by a board of arbitration, chosen equally by the union and the planters.

The planters are bound to keep in repair the huts of the estate workers and on the other hand the workers are bound to keep the premises clean. The planter is also bound to provide an adequate water supply. Five cents a day extra is paid to workers who are not provided with huts or rooms on the estate.

A naïve provision of the agreement states that both laborer and employer shall treat each other with due respect and that abusive language shall not be used on either side.

The percentage of illiteracy among the people of the Virgin Islands is very small. The Danes had a compulsory school law, but unfortunately their education system seldom went beyond the mere learning to read and write. The natives are intelligent and crave education, and it has been a bitter disappointment to them that changes have been made in their school system. The school commissioner is a bishop of the Moravian Church, most of the teachers are poorly educated themselves, and the school books are English, of the early Victorian period. There are no schools above the primary and intermediate grades, and even these are often on half time.

Color Line Not Definitely Drawn

The color question is one which has not troubled the islands as yet. It is the one point on which the natives had any hesitation in becoming Americans. The Danes never drew the color line, but mingled with the natives on equal terms in social as well as business life. Many Danes intermarried with the natives and took their black or colored wives back to Denmark with them. With a Democratic Administration at Washington it was feared that the officials who would be appointed would be Southerners who would draw the line decidedly against the blacks. The present Administration, however has shown great tact in dealing with the question, and the natives have not been offended in any way.

Hamilton Jackson, the black Jim Larkin, said to me: "It is political equality and economic opportunity that we want most. Give us schools and American teachers; give us a simple code of American laws and a just administration; give us good sanitary conditions and doctors, and help us to grow our own foodstuffs, so that the islands will be self-supporting, and we shall not trouble you with demands for social recognition."

(New York Tribune 17. marts 1918.)

New-York Tribune blev grundlagt 1841 af Horace Greeley (Whig Party), som også var bladets udgiver de næste 30 år. Han var modstander af slaveri, alkohol, spil prostitution og dødsstraf, og støttede Abraham Lincoln under borgerkrigen. Blandt avisens gæsteskribenter var navne som Henry J. Raymond, Charles A. Dana, Bayard Taylor, George Ripley, Margaret Fuller Karl Marx. Det blev en af de mest indflydelsesrige aviser i USA. Efter Greeleys død i 1872 blev det videreført af Whitelaw Reid (1873-1912).

På artiklens tidspunkt var det dennes søn, Ogden Reid som var udgiver. Avisen havde da udviklet sig væk fra skandale- og kriminalsager til politiske nyheder, specialartikler, litteratur m.m. Ogden Reid stod 1924 for fusionen med New York Herald til New York Herald Tribune. New York Herald Tribune blev kendt for højt kvalitetsjournalistik de næste fire årtier. Med journalister som Joseph Barnes, Homer Bigart, Russell Hill, Joseph Driscoll, Joseph Mitchell, Tom Wolfe, Walter Lippman, David Lawrence, Joseph Alsop og Roscoe Drummond. Efter Ogden Reids død i 1947 kom bladet ind i en nedgangsperiode, og det gik ind i 1966. 

19 juli 2025

Gustava Louise Georgia Emilie Grüner 1870-1929. (Efterskrift til Politivennen)

Gustava Grüner malede bl. a. portrætter. Hun studerede på Académie Colarossi og var senere elev hos blandt andre Gustave Courtois og Lucien Simon. Hun rejste på flere studierejser til Paris i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af 1900-tallet. Samt til Rom og Capri i Italien. Endelig til Tyskland, Norge og Sverige. Hun udstillede på Charlottenborg 1896, 1898, 1901, 1904, 1907–1909, 1912–1913, 1915, 1917 og 1919–1929. Efter hendes død blev der i 1929 arrangeret en mindeudstilling på Charlottenborg.


Gustava Grüners Udstilling.

Det er en retrospektiv Udstilling, Malerinden Gustava Grüner har arrangeret paa Charlottenborg.

Man kan følge hende Udvikling fra Halvfemserne, se, hvorledes hun fra Aar til Aar vinder mere Herredømme over sine Udtryksmidler. Uden at yde det fremragende, er der dog i de bedste af hendes Portræter en vis Dygtighed, en afgjort Evne til Karakteristik, der vel aldrig bliver dybtgaaende, men kan være ganske levende i Udtrykket.

Et Arbejde som det store Gruppebillede af Familien Leunbach er i mange Henseender det mest typiske for Malerindens Evner og Begrænsning. Der er utvivlsomt en virkelig kunstnerisk Fordybelse i det; der er arbejdet omhyggeligt med hver enkelt Figur, og hver for sig er ret levende, om end lidt almindeligt individualiseret; men Sammenhængen i Billedet brister. Malerinden er for meget optaget af den enkelte Model. Kompositionen har hun ikke magtet at samle til et Hele. Heller ikke i Farven er der helt naaet det tilsigtede. Man forstaar ganske vist, at det slet ikke er noget ringe klassisk Forbillede, Frk. Grüner har holdt sig for Øje, og Sammensætningen af de sorte Kjoler og det falmet-røde Bordtæppe er smukt tænkt, ligesom Anbringelsen af Midterfiguren paa Stolen, den unge Pige med den hvide, runde Krave, der vender Ryggen mod Beskueren, er helt udmærket i Holdningen. Men som Helhed virker Koloriten lidt tør og ufestlig, maaske netop, fordi en vis klassisk Tone har foresvævet Malerinden.

At Frk. Grüner med Kærlighed dyrker store Forbilleder, viser den lille Kopi af Puvis de Chavannes Fresko "L'hiver". Men den viser ogsaa hendes Begrænsning i koloristisk Henseende. Vel er der noget af Originalens lette Tone over den, men den er dog saa langt fra Freskoen lyse, klare Renhed og dets enkle Sammenhold i Kompositionen, at Kopien er ved at nærme sig et lidt almindeligt "Anskuelsesbillede". K-r.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1918).


Gravstenen meddeler bl.a.: Malerinden Gustava Grüner 3.2.1870-24.8.1929. Desuden Marie Grüner. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afd. F, rk. 8, nr. 4. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Hovedbibliotek - Helligaandshuset. (Efterskrift til Politivennen).

Ernæringsrådet flyttede fra Nikolai Hus et par år efter 1. verdenskrigs slutning. I januar 1922 åbnede kirke- og foredragssalen, den 12. januar hovedbibliotekets læsesal. Men Hovedbiblioteket var nu så stort at der ikke er plads i Nikolaj Hus, og en tiltænkt midlertidig ordning var helligåndshuset blev permanent indtil flytningen til Kultorvet i 1957.


Folkebibliotek i Helligaandshuset

Da Ernæringsraadet fik overladt den nye Nikolaj-Bygning til Kontorer, kom Kommunens Folkebibliotek i den Indre By i Forlegenhed, det skulde nemlig være flyttet til Nikolaj-Bygnlngen omkring 1. Januar, og det indtil nu benyttede Lokale i Store Kongensgade skulde fraflyttes. Kommunen har derfor mattet leje Lokale til Biblioteket i det gamle Helligaandshus ved Valkendorffsgade, og her aabnes Kredsbiblioteket den 8. Februar.

Vort Billede viser det smukke Rum, hvor Bibliotek og Læsesale midlertidig skal Indrettes, og det er ganske Interessant at vide at det var her var Bibliotek for ca. 800 Aar siden, Idet en gammel katolsk Lærd skænkede Universitetet en Bogsamling, som opbevaredes her. Den blev den første Spire til det nuværende Universitetsbibliotek.

Det smukke nye Inventarium, som Kommunen har ladet lave til Nikolaj-Bygningen, skal opstilles delvis i Helligaandshuset, og ved at anbringe Bogreoler mellem Søjlerne l Rummets Midte, deles dette i to Afdelinger, hvoraf den ene vil blive benyttet til Bogudlaan og Bibliotek, medens der i den anden Indrettes to Læsestuer - den ene for Avislæsning.

For Besøgende i Læsestuen staar Haandbøger af enhver Art til Raadighed. En paatænkt Læsestue for Børn, der skulde have været etableret I Nikolaj-Bygningen, kan der ikke blive Plads til i det midlertidige Lokale.

Det er muligt, at Biblioteket ret snart flyttes til Nikolaj-Bygningen, hvor Hovedbiblioteket allerede findes, Idet Ernæringsraadet ønsker at faa Lokaler paa Kristiansborg, hvor der antagelig snart vil kunne Indrettes en Del Kontorer, hvis Størrelse og Beliggenhed bedre tilfredsstiller Kravene end Lokalerne i Nikolaj-Bygningen.

(Social-Demokraten 3. februar 1918).


Da Hovedbiblioteket i 1957 flyttede til Kultorvet, forfattede ukendte medarbejdere nedenstående vise som fortæller om hvordan de oplevede deres tid her. Sangteksten er  uden årstal, men må vel være fra efter Hovedbiblioteket flyttede til Kultorvet. Melodien kendes også som “Sølvstænk i dit gyldne hår”.

Minefeltet: Da Hovedbiblioteket holdt til i Nikolaj kirke, var det navnet på værtshuskvarteret omkring Nikolaj Plads, kendt fra Tom Kristensens bog “Hærværk”. Her holdt for bohemer, kunstnere, livskunstnere, excentrikere og særlinge til, fx Jens August Schade, Tom Kristensen, Otto Gelsted og Sigfred Pedersen. Nogle af værtshusene eksisterer stadig, omend nu med et andet klientel: Galatheakroen, Skindbuksen, Lauritz Betjent og Vingaarden.

Toneskred: Der var et orgel i Nikolaj Kirke hvor organisten øvede sig. Midt i kontortiden. Dette er berettet fra adskillige.

Hvad der mentes med Stadsbo og VB står hen i det uvisse.


Nikolajvisen

(Mel.: Darling, I am growing old).

Ofte, når jeg set tilbage
på min lange livsens vej,
mindes jeg de skønne dage
i det gamle Nikolaj.
Over lave, røde tage -
minefeltets tågekaj -
stod i nætter og i dage
tårnet på Sankt Nikolaj.

Hjertet gemmer end et billed
fra den allerførste dag,
da som ung elev man stilled’
under kirkens mørke tag.
Rundt om spirets gyldne kugler
strandens hæse måger skreg
for at hilse på de ugler,
som holdt til i Nikolaj

Ugler var de ikke alle.
Nogle syntes skabt til fryd.
Men hvis hjertet ville falde,
mødte det en mur af dyd.
Lange lokker, lange kjoler,
ubemalet kontrafej,
det var ærbarhedens symboler
i det gamle Nikolaj

Hvilken ny, atletisk kriblen
her i sjæl og krop man fik.
Stadsbo spurgte straks disciplen:
“Er De flink til gymnastik?”
Stejle, skumle vindeltrapper
gjorde tit en yngling bleg -
skjulte rum og små karnapper -
sådan var Sankt Nikolaj

Gamle rygter, som fortæller
ting, hvis sandhed står på spil,
hævder, at i husets kælder
holdt en varmemester til.
Sådan siger folkesnakken
derfra fandt tobaksrøg vej!
Hvilken løgn, når nu tobakken
var forbudt i Nikolaj.

Alting leved’ efter loven:
Bogens hus er stilheds sted.
Dog, fra hvælvene fra oven
brast der stundom toneskred.
Dette vækked’ brat kontoret
samt en salig tro hos mig:
der sang engle med i koret
i det gamle Nikolaj.

Og jeg husker endnu VB -
broget, ja, såvel som hvis.
Der var mange ting at se te’
også i den gamle tid.
Enkelte, som ville låne, 
steg til vejrs og opgav ej,
før de stod hos sol og måne
oven på Sankt Nikolaj.

Jævninge fra hele byen
mødtes her til årlig prat,
altid opstemt af menuen:
sodavand og frugtsalat.
Den slags tradiadditioner,
som vi træffer på vor vej,
kan forene mænd og koner -
også dem i Nikolaj.

Kære, gode gamle minder
fra min fordums hyggekrog -
oh, jeg mærker nok, I binder
hjertet med Jert stille sprog.
Ad det nye effektive
skal man ikke kimse, nej.
Men mit hjerte måtte blive
i det gamle Nikolaj.

Se også en animation over hvordan hovedbiblioteket blev indrettet efter 1917.

En Gravrøver paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En tyv har i nat forstyrret gravfreden ude på Vestre Kirkegård.

Da en graver i morges gik sin runde på kirkegården, fandt han det gravsted hvor godsejer Rée fra Stensbygård ligger begravet, ødelagt og plyndret. Gravstedets buske og bed var trampet ned af store, tune fødder og størstedelen af gelænderet om graven var brækket itu og borttaget.

Gelænderet var af bronce og meget værdifuldt, hvad der åbenbart har fristet gravørveren.

(Aftenbladet (København), 19. januar 1918).

18 juli 2025

Betty Hansen og Englemagersken i Schacksgade. (Efterskrift til Politivennen).

Englemager(ske) (tysk Engelmacher(in) er ifølge ordbogen en person, som tager småbørn i pleje for hurtigst muligt at lade dem dø. Ordet er normalt forbundet med Johanne Dagmar Amalie Overby/Overbye (1887-1929 i København). Hun blev afsløret i 1920, og i forhør tilstod hun 16 børnemord.  Hun kom til København i 1915 fra provinsen, og året efter, 1916 begik hun det første mord i Jægersborggade. Men ordet var allerede anvendt lang tid før, i starten dvs. fra slutningen af 1800-tallet mest om tilfælde i udlandet, også nabolande som Sverige, Tyskland og England. 

En af de første danske sager (måske den første?) hvori en kvinde blev kaldt "englemagerske" var mod Elvira (eller Elvina?) Petersen. Hun tog ikke som Dagmar Overby betaling for at adoptere børn som hun efterfølgende dræbte, men foretog aborter (fosterfordrivelse). Sagen foregik i øvrigt samtidig med Dagmar Overbys virksomhed der dog på det tidspunkt endnu ikke var afsløret. 


En Englemagerske i Schacksgade.

En Mængde Kvinder kompromitterede.

Forleden kom det til Politiets Kundskab, at en 35-aarig, frasepareret Kone, Elvira Petersen, der boede i Schacksgade nr. 6, skulde have gjort sig skyldig i en meget graverende Forbrydelse, idet hun, ved en operativ Indskriden, skulde have foraarsaget en yngre Kones Død.

Politiet lod straks foretage en meget indgaaende Undersøgelse af Sagen, og under denne fremkom der saa mange Indicier mod Kone, at Assessor Simonsen ved 9. Kriminalkammer afsagde Arrestdekret over hende.

Efter hvad der er fremkommet under Forhørene, skal Konen i en Aarrække have forøvet sin uhyggelige Praksis og desværre ser det ud til, at en Mængde Kvinder, gifte og ugifte, vil blive impliceret i Affæren.

Det eneste formildende Moment i Sagen er, at Konen ikke drev sin Virksomhed som Forretning og tog Betaling for sin Hjælp. Hun vilde kun "hjælpe" ulykkelige Kvinder, der var kommen i Ulykke.

Hun undgaar dog næppe en meget alvorlig Straf.

(Aftenbladet 25. august 1918)


Schacksgade er en forholdsvis kort gade der forbinder Nansensgade med Nørre Farimagsgade overfor Ørstedsparken i København. Nr. 6 er på venstre side, nogenlunde hvor lastbilen er parkeret. Foto Mogens Falk-Sørensen, Københavns Museum, 31. august 1960.


Englemagersken fra Schacksgade.

En ny frygtelig Anklage mod den arresterede Kvinde
Dødsfaldet i Klinkekælderen. 

Sagen mod den for Englemageri sigtede Kvinde Elvira Petersen fra Schacksgade Nr. 6 har pludselig laget en endnu alvorligere Vending, end oprindelig formodet, skønt den som vi straks skrev - allerede fra første Færd tegnede til at skulle føre ad de uhyggeligste Veje og afsløre de frygteligste Ting.

Assessor Jesper Simonsen ved 9. Kriminalkammer har i de faa Dage, han har haft Sagen til Undersøgelse, drevet denne med stor Energi. Der er allerede afhørt en Mængde Vidner fra Ejendommen og Naboejendommene I Schacksgade. Og herunder har Retten faaet fat i Enden af en Traad, der synes at skulle føre til opklaringen af eller som dog i hvert Fald har ledet Mistanken hen paa en Forbrydelse af ganske lignende Art som den, for hvilken Repræsentant Dan-Jensen sidder arresteret!

Den døde Kvinde i Kælderbutikens Bagværelse

Den arresterede Fru Pedersen, der, som før omtalt, havde sin Lejlighed oppe paa Kvisten i Schacksgade Nr. 6, drev nede i Kælderen i Naboejendommen Nr. 8 et Porcelænsklinkeri. Bagved selve Butiken her fandtes der - og findes der forresten endnu - en lille Dagligstue, som, efter hvad der nu fortælles af de vingerappe Rygter, der jager rundt i Kvarteret, blev benyttet af Fru Pedersen som et slags Modtagelsesværelse for de mange "Klienter", der søgte hendes Raad.

En Dag i April Maaned blev den i Gaden patrouillerende Politibetjent ved et Bud fra Fru Pedersen anmodet om hurtigt at skaffe en Læge ned i Kælderen, da en Dame, der havde været paa Besøg dernede, pludselig var bleven syg og syntes nær ved at dø.

Betjenten telefonerede straks efter en nærboende Læge og skyndte sig derpaa ned i Porcelænskælderen, hvor han ogsaa ganske rigtigt fandt en Kvinde liggende paa en Divan, øjensynlig saa syg nu lidende, at Døden kunde ventes hvert Øjeblik.

Og den fremmede Kvinde udaandede mellem Fru Pedersens Hænder, inden Lægen kom tilstede.

Mistanken der kvaltes -!

Skal den Døde graves op -?

Det pludselige Dødsfald dernede i Porcelænskælderen Bagværelse gav naturligvis Anledning til en Del Rygter i Kvarteret. Politibetjenten, der havde overværet Kvindens Død, indsendte ogsaa Rapport om sagen til Politistationen paa Nørregade. Men - Affæren løb den Gang ud i Sandet.

Den døde Kvinde, der var en Arbejdsmand Hansens Hustru fra Korsgade 10, var stærkt angrebet af Tuberkulose. Og den først tilkaldte Læge erklærede, at hun var død af et Hjerteslag. At hun var frugtsommelig, hvad der var ganske øjensynligt, blev slet ikke berørt ved Affattelsen af Dødsattesten. Men det er selvfølgelig dette Moment, der nu, paa Baggrund af de øvrige Sigtelser mod Fru Pedersen, med et er bleven Midtpunktet i Kriminalrettens Arbejde med den gamle Affære.

Der blev Dagen efter Dødsfaldet foretaget legalt Ligsyn. Men nogen Obduktion blev ikke foretaget, eftersom den Afdødes Mand og øvrige Familie modsatte sig det.

Nu, da Kriminalretten har faaet Sagen lagt paa sit Bord menes det uden for Tvivl, at Assessor Simonsen vil give ordre til at grave Fru Hansens Lig op ude paa Kirkegaarden og lade Retsmedicinsk Institut forsøge, om det endnu - saa mange Maaneder efter - skulde være muligt at konstatere om der gennem operativ Indskriden er forøvet en Forbrydelse paa Fru Hansen, der har været den direkte Aarsag til hendes bratte Død.

- - -

I Eftermiddag afholdes der stort Forhør i den uhyggelige Affære.

(Aftenbladet 30. august 1917).


Englemagersken Elvira Petersen.

Hun har nu tilstaaet.

Den uhyggelige Forbryderske fra Schacksgade, Elvira Petersen, der blev anholdt i Avgust Maaned, sigtet for Fosterfordrivelse af groveste Art overfor flere Kvinder, har gennem lang Tid haardnakket fastholdt det Benægtelsessystem, hun straks slog ind paa. Men for et Par Dage siden har hun endelig begyndt at tilstaa, idet Assessor Simonsen, som har denne Sag til behandling, har faaet hende stillet overfor en Række Vidneudsagn, der ikke er til at komme unden om.

Det vil erindres, hvilken Opsigt det vakte, da en Arbejdsmands Hustru fra Korsgade havde ladet sig behandle af Elvira Petersen med det Resultat, at hun døde af "Kuren". Der skal være fremdraget flere andre Tilfælde, hvor alvorlig Sygdom og endog Døden har været Følgen af denne uhyggelige Kvindes Virksomhed.

Efter at hun nu har aabnet Munden, vil den fulde Opklaring af Sagen næppe lade vente længe paa sig, og Evira Petersen vil ved den derefter følgende Dom blive uskadeliggjort for lang tid.

(Social-Demokraten 1. november 1917).


Dømt for Fosterfordrivelse.

København. Fru Elvira Petersen, der sammen med sin Mand drev en Klinkeforretning i Schacksgade, har tillige som Bibeskæftigelse givet sig af med Fosterfordrivelse. Hun har lært det, da hun selv for 12 Aar siden havde ladet sig behandle af en anden klog Kone.

Politiets Opmærksomhed blev henledet paa hende ved, at en af hendes Kunder, Fru H., døde umiddelbart efter at være behandlet af hende.

Under Sagen har Retslægeraadets Erklæring været indhentet, og heri udtales, at Fru Petersens Behandlingsmaade mulig ikke er Aarsag til Fru H.'s Død, men den angivne Fremgangsmaade var iøvrigt saa farlig, at den vel var i Stand til at bevirke en pludselig Død.

Hun blev derfor af Kriminalretten kun for Fosterfordrivelse idømt 3 Aars Forbedringshusarbejde.

De øvrige tiltalte Klienter, ialt 5, fik Straffe fra Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 80 Dage til 1 Aars Forbedringshus.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 26. februar 1918).


Den kloge Kone i Schacksgade dømt.

Hvad der skete i Porcelænsklinkeriet.
Elvina Petersen og hendes mange klienter.
5 Mennesker dømt til Forbedringshus og Fængsel.

Den 16. April forrige Aar, om Eftermiddagen kom en Dame stakaandet løbende hen til Gadebetjenten i Nørre Farimagsgade og bad ham hente en Læge, thi nede i Kælderen i Schacksgade Nr. 6, hos en Fru Petersen, laa der en Dame og var lige ved at dø. Betjenten fik fat i Dr. Hamburger, denne skyndte sig ned I Kælderen, og her fandt han ogsaa en Kvinde liggende døende paa en Sofa. Hun var højt frugtsommelig, og hun var tilsyneladende tuberkuløs. Da hun døde mellem Hænderne paa Lægen, var denne ikke I Tvivl om. at Dødsaarsagen var at Hjerteslag, og det afgav han Attest om. Det viste sig, at det var en Arbejdamands Hustru, Betty Hansen. Der blev egentlig krævet en Obduktion af Liget, men da Bettys Mand satte sig imod det, blev det ikke til noget, og den døde Kone kom ned I sin Grav paa Vestre Kirkegaard.

Dette var Indledningen til den store Affære, som i dag er blevet paadømt af Kriminalretten, og som hedder Historien om den kloge Kone i Schacksgade.

Efter at Betty Hansen var begravet, kom det Politiet for Øre, at der i Kvarteret omkring Schacksgade løb de mærkeligste Rygter om, hvad der skete i Kælderen, hvor Betty Hansen var død. Og dernæst er der jo noget, der hedder anonyme Breve. Disse fortalte Politiet, at naar Fru Elvina Petersen drev Porcellænsklinkeri i Kælderen, saa var dette ikke andet end et Skalkeskjul for de forbryderiske Handlinger, hun begik, og som hed Fosterfordrivelse. Politiet fik tilsidst saa mange Breve og Oplysninger, at det besluttede at undersøge Historien, og Betty Hansens Lig blev gravet op og obduceret. Det var i November. Obduktionen gav ganske vist ikke noget bestemt Resultat, men alligevel blev Fru Elvina Petersen sat fast, og i Løbet af kort Tid kom hele Sandheden for Dagen.

Historien begyndte med 

et af de berygtede Avertissementer i Bladene

Elvira læste det og kom saa i Forbindelse med en vis Frieda P., der lærte hende et fosterfordrivende Middel at kende. Det var i 1905. Aaret efter blev Frieda P. hængende paa en lignende Affære og straffet, og hun er derfor ikke blevet straffet under denne Sag. Elvina Petersen betalte Frieda P. 50 Kr. for Midlet og Raadet, og hun prøvede det paa sig selv med fuldstændigt Resultat. Men at føre Forretning med det, faldt hende ikke ind. Hun fik for nogle Aar siden Forretning i Schacksgade, og her var der en Dame fra Nabolaget, Karen C., der beklagede sig over, at hun igen skulde have et Barn. Hun og Manden havde daarligt Raad til det, og hun kunde ikke passe Forretningen, saa længe hun var syg. Elvina tilbød hende sin Hjælp, og denne lykkedes fuldstændig. Det samme hændte kort Tid efter med en ung, nu afdød Pige, Else W., der skulde have et Barn, og som baade var syg og fattig og ingen Fader havde til sit Barn. Det var gaaet paa den sædvanlige Maade. Karen C havde ikke kunnet holde Tand for Tunge, men fortalt om Elvina Petersens Mirakelkur til en vis Frida P. Denne havde ladet ain Viden gaa videre til sin Svigerinde, Inger B, der saa igen fortalt om Porcellænskonen fra Schacksgade til Else W. Og det var i Inger B.s Hjem, at Elvina Petersen udøvede sin sorte Kunst paa Else W. Ogsaa denne Gang lykkedes det for hende. Else W. døde ganske vist senere, men det var af Lungebetændelse. Det var ogsaa Frida P. der satte Betty H. i Forbindelse med den kloge Kone, men her gik det altsaa galt.

Elvina har bestandig kun handlet, fordi de andre bønfaldt hende om det. Hun lod sit gode Hjerte raade, og 

hun modtog aldrig Penge for sin Hjælp.

Alt, hvad man véd, hun har modtaget, er et lille Armbaand til en Værdi af 6 Kr. Hun har fortalt alt dette til Retten, og hun har ogsaa maattet fortælle, at hendes fhv. Mand, Einar P., har været vidende om hendes Bedrifter. Heller ikke han har dog haft nogen som helst Fortjeneste at Affæren. Dette er naturligvis stærkt formildende Omstændigheder, men alligevel har Retten taget strengt paa Schacksgades kloge Kone. Dommen, der faldt i Morges, bestemmer, at Elvina Maria Petersen skal have 3 Aars Forbedringshus, medens hendes nu fraskilte Mand, Einar Petersen, skal have 8 Maaneders Forbedringshus. Frida P. faar 1 Aars Forbedringshus, Karen C. far 8 Maaneders Forbedringshus ,og Inger B. fik en betinget Dom paa 80 Dages Fangekost.

(Aftenbladet (København) 26. februar 1918).

Nogle steder står hendes fornavn angivet til Elvina, andre steder Elvira. Elvira Petersen blev benådet i anledning af kongens fødselsdag i oktober 1918. Hun fik derved afkortet ca. 2 år af sin straf på 3 års forbedringshus.