Et Ord med paa Vejen. (Efterskrift til Politivennen).

Rytmen i Kvinden.

Fru Agnete Bertram har vundet Anerkendelse i vide Kredse med sin Kvindegymnastik. Det er lykkedes hende at skabe noget virkeligt smukt - og praktisk. Fruen udtaler sig her om Kvindens Gymnastik.

Gymnastik for Kvinder bør være -- Kvindegymnastik. Den bør være skabt og anvendt efter Kvindens særlige Bygning, Anlæg og Bevægelsesform.

Den gamle Gymnastik var ikke velegnet til Kvinden, den var for stærk, for streng, for militærisk - ja, den var født militærisk. Den havde det for Øje at skabe de bedst mulige Soldater.

Det skal ikke forstaas, at den gamle Form for Gymnastik er daarlig. Hovedformaalet for den er det samme som for Kvindegymnastiken: at fremme Bevægeligheden, Kraften, Elasticiteten. Men Formen for at naa disse Maal er egnede for Mænd - men ikke for Kvinder. De to er forskellige.

Med Kvindegymnastiken tilsigtes for det forste gennem systematisk Gennemarbejdning af Led og Muskelgrupper en forøget Bevægelighed, Elasticitet og Ydeevne. Svagere Partier (f. Eks. Lændepartiet og Bugmusklerne) skal styrkes, og uheldige Vanestillinger og Holdningsfejl skal lettes.

Det kan naas. naar den enkelte Gymnatiktime er bygget saaledes, at der faas en passende cg behagelig Motion, der øger Velbefindendet baade under og efter øvelserne, virker oplivende, forfriskende - uden at være trættende.

Det maa for det andet tilstræbes - ved at opøve Muskel- og Rytmesansen, det vil sige: den plastiske Bevidsthed - at give det fulde Herredømme over Legemet, saa baade Hvile og Bevægelse bliver fti og harmonisk.

Det naas ved Systemet, en stadig Undervisning, hvor Øvelserne gradvis bliver sværere - uden at det mærkes, at Fordringerne stiger, men at der stadigt føres til højere Standpunkt henimod Maalet.

Og her træder Musiken til som et Hjælpemiddel, dels for at understøtte Rytmen, men mest for at hjælpe Gymnasten til at give Udtryk for Bevægelsers psykiske Indhold og derved faa den dybeste Værdi af Øvelserne. Thi gaar denne Evne over i Blodet, her Gymnastiken været virkelig opdragende.

Den er blevet Kultur.

(Klokken 5, 19. september 1925).

Københavnsk Kvaksalver i Middelfart. (Efterskrift til Politivennen)

En Mirakeldoktor forvolder to Menneskers Død.

Repræsentant Jørgensens "Papirkur"

En Repræsentant Jørgensen her fra Byen eftersøges i disse Dage af Statspolitiet i Middelfart. Sigtelsen mod ham er af meget alvorlig Art. Han har optraadt som Mirakeldoktor og derved foraarsaget to Menneskers Død.

For nogen Tid siden korn han til Middelfart og lejede sig ind hos en derværende Familie. Her begyndte han saa at give Konsultationer for alle forskellige Sygdomme. Men Behandlingen var ens. Den bestod i Haandspaalæggelser, medens han mumlede nogle Skriftsteder fra Biblen. Naar Behandlingen var færdig, erklærede han, at Patienten skulde gennemgaa en "Papirbehandling". Mod et Efterkrav paa ti Kroner fik Vedkommende sendt nogle Stykker gult Papir, der skulde anbringes paa Ryggen og ved Hjertet.

Denne Humbug har i en Række Tilfælde forværret Patienternes Sygdom og to Patienter er afgaaet ved Døden efter at have været under Behandling. I det ene Tilfælde udtales det i en Lægeerklæring, at Behandlingen har har været stærkt medvirkende til Patientens Død.

Det drejer sig om en Kvinde med Sukkersyge. Der var bevilget hende Friplads paa et Hospital, hvor hun skulde have været underkastet Insulinbehandling.

Da hun kom til Jørgensen, erklærede han, at hun ikke behøvede at holde den af Lægen ordinerede Diæt. og derved forværrede Sygdommen i meget høj Grad. Faa Dage efter døde han.

Mirakeldoktoren flygtede, saa snart han anede Uraad, men man har nu hans Spor.

(Aftenbladet (København) 4. september 1925).

Kvaksalveren.

Affærens Enkeltheder.

Repræsentant Jørgensen, der er bosiddende i Ryesgade i København, sigtes for i en halv Snes Tilfælde at have kvaksalvereret paa Patienter, der led af alvorlige Sygdomme. Han kom til Middelfart i Oktober i Fjor og boede hos nogle Slægtninge i Forstaden Nytofte. Hans Svigerinde, som led af Sukkersyge, døde 3. Juledag efter at have gennemgaaet en af hans Kure, der dels bestod i Behandlingen med "helbrende" Papir, dels i Strygninger i Luften uden Berøring af Legemet. Den anden døde er en Gartner Jørgensen, som led af Tuberkulose. Endvidere har Repræsentanten behandlet en Kusk Nielsen, en Enkefru Jørgensen, der led af Kræft, en Fru O., der led af Nervesmerter og en ung Mand, der led af Tarmsygdom.

Anmeldelse blev indgivet af Fabrikarbejder Rasmussen, som sigtede Repræsentanten for Bedrageri. Rasmussen havde betalt 20-30 Kr. pr. Konsultation hos Kvaksalveren. Kun et af de afhørte Vidner, en Murer C_s Hustru, har forklaret, at hun har haft Gavn af Repræsentantens Behandling. Hun, der lider af en alvorlig Rygmarvssygdom, hævder, at det hjalp, da Jørgensen først nogle Tm. fra hendes Ryg foretog mystiske Bevægelser i Luften og dernæst lagde Papir paa hendes Ryg.

I Løbet af faa Dage vil Sagen bliver overgivet Københavns Politi til nærmere Undersøgelse. Det befrygtes, at Repræsentant Jørgensen ogsaa i København har drevet sin ligesaa uhyggelige som indbringende Virksomhed.

(Horsens Social-Demokrat 5. september 1925).

Mirakeldoktoren i Ryesgade.

Han anklages af Dr. Martin, Middelfart, for at have forvoldt et Menneskes Død ved sine Papirkure.

Et Brev fra den hellige Kvaksalver.

Københavns Politi har endnu ikke fra Myndighederne 1 Middelfart modtaget  Anmeldelse om Repræsentant A. Jørgensens Virksomhed som Kvaksalver. Men de stedlige Læger arbejder ivrigt mod Sagen, og bl. a. har Dr. Martin overfor den lokale Presse udtalt, at Repræsentant A. Jørgensen utvivlsomt har forvoldt et Menneskes Død.

Han sigter hermed tit en kvindelig Sukkersygepatient, som han havde skaffet Friplads paa Rigshospitalet. Hun kunde have kommet sig, hævder Dr. Martin, men Ulykken vilde, at hun kom i Forbindelse med Mirakeldoktoren Jørgensen, der behandlede hende med sine Plastre at Toiletpapir. Hun opgav Tanken om et komme paa Rigshospitalet - og afgik snart ved Døden.

Det er indtil nu konstateret, at Jørgensen har haft 8 Patienter til Behandling. Han vandt dem ved sit indsmigrende Væsen, som han spækkede med em god Portion Hellighed, himmelvendte Blikke og salvelsesfulde Velsignelser. Politiet har beslaglagt en Række Breve fra hans Haand. De vidner om mangelfulde ortografiske Begreber, og hvad hans Kendskab til Lægekunsten angaar, er det karakteristisk, at han ikke kender Forskel paa Hjertekulen og Maven.

Her er et Brev, stilet til en Fru S., hvis Søn er døv:

Til Fru S.!

Her sender jeg Dem en Pakke Papir til Papirsbehandling. Papiret lægges paa Ryggen og Hjertekulen (Maven) skiftevis. Dette Papir har en forunderlig lægende Kraft mod alle Sygdomme. Deres Drengs Lægebehandling og Ophold, 150 Kr. pr. Maaned. Kuren vil nok vare ca. 8 Maaneder. Jeg kan ikke garantere for Drengens fuldstændige Helbredelse, men igennem mine Forsøg vil det vise sig, om der kan gøres noget eller ikke.

Der er det største Haab for, at Drengen kommer til at høre m. m., da han er modtagelig for Naturhelbredelse.

Modtag mine bedste Ønsker for Dem selv og Deres syge Dreng om en rigtig god Bedring. Venlig Hilsen til hele Familien. Herren være med eder alle, fra

A. Jørgensen og Hustru,
Ryesgade, København.

Honorar for Papirbehandling 10 Kr.

I en ledende Artikel udtaler "Middelfart Venstreblad", at der ikke er Grund til at haane Midelfart for denne tragi-komiske Affære. Politiinspektør Buch ved Politiets 4. Afdeling, der antagelig vil faa Jørgensen til Afhøring, naar Middelfartpolitiet indsender Sagen, erklærer dog med et lille Smil, at Jørgensens Mirakelkure er saa ufatteligt taabelige, at man ikke skulde tro noget Menneske villig til at underkaste sig dem - selv ikke i Middelfart.

(Social-Demokraten 5. september 1925).

Kvaksalver-Affæren i Middelfart.

Segcu gaar til Statsadvokateas Afgørelse. - Bliver Hr. Jørgensen tiltalt for uagtsomt Manddrab?

Efter hvad vi erfarer, har Politiet i Middelfart nu afsluttet Undersøgelsen mod den uhyggelige Kvaksalver, Repræsentant Jørgensen, København, der har drevet sit Spil her i Byen.

Det vil endnu huskes, hvorledes Hr. Jørgensen gennem sin Familie i Middelfart kom i Forbindelse med adskillige syge Mennesker, som han fik overtalt til at underkaste sig en "Vidunderkur", som han kunde ordinere dem, men som viste sig at være den argeste Humbug eller det, der var værre.

Sagen gaar nu til Statsadvokaten, der skal afgøre Tiltalespørgsmaalet. At Hr. Jørgensen ikke slipper for at blive dømt for Kvaksalveri, kan sikkert allerede forudsiges, da Politiundersøgelsen har klarlagt adskillige oplagte Tilfælde; men Spørgsmaalet er, om han kan slippe for den alvorlige Anklage for uagtsomt Manddrab. Han havde forledt en Sukkersyge-Patient til at opgive en Insulin-Kur og lade sig behandle med hans "Vidunderpapir", hvorefter Patienten døde, og Lægeerklæringen siger udtrykkeligt, at Kvaksalverens Behandling har været en medvirkende Aarsag til Dødsfaldet.

Sagen har været til Politiundersøgelse et Aars Tid, og den er efterhaanden blevet meget omfattende, idet der er foretaget en Mængde Afhøringer, dels af dem, der er blevet behandlet af Kvaksalveren, dels af Hr. Jørgensen selv. Det har ofte været ret vanskeligt at faa ham i Tale, hvad der ogsaa har bidraget til at trække Sagen i Langdrag.

Det kan sikkert ventes, at Forundersøgelsesforhørene vil kunne tage deres Begyndelse hen i Januar Maaned.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 4. december 1925).

Anna Wulffs Folkebørnehave. (Efterskrift til Politivennen).

I anledning af 10-året nedenstående baggrundsartikler. Se også indslaget om Anna Wulff i indslaget om børn i storstadens fattigkvarterer.

Chr. havns Folkebørnehave.

Atter i Dag fører min Vej mig til en af disse ædle, opofrende Kvinder, der har viet deres Liv til Børnenes Sag. Det er Lederen af Folkebørnehaven paa Christianshavn Frøken Anna Wulff. Svært er det ikke at finde hendes Bopæl, thi udenfor Huset vrimler del af Børn, og op ad Trappen kommer hun selv, bærende paa et lille Pus, hvis Øjne med hele Barnets Tillid ser ind i hendes.

- Fortæl mig om Deres Gerning? beder jeg.

- I 17 Aar havde jeg en Børnehave ved Frøknerne Schous og Trolles Skole i Hellerup, foruden en Skole til vordende Børnehave-Arbejderes Uddannelse - den nuværende Frøbelhøjskole - , men da selve Børnehavegerningen havde min inderlige Kærlighed, stræbte jeg efter at faa min Virksomhed koncentreret i Arbejde med Børn fra de daarligst stillede Hjem. For omtrent 10 Aar siden begyndte da denne Folkebørnehave, min Søster overtog i det væsentlige Lærerindeuddannelsen, saaledes at jeg nu kun giver nogle enkelte Timer deri.

Frk. Anna Wulff midt i sin Gerning. 

- Og selve Børnehaven?

- Jeg blev opfordret til at danne den, men havde aldrig faaet den ført igennem uden Dr. Bechers uvurderlige Støtte, han kendes og elskes af hele den fattige Befolkning herude. Vi fik Lokale paa et Loft og har stadig til Huse der. Vi satte det selv i Stand, og da Kommunen blev imponeret over, hvad vi havde faaet ud af det, har den senere paa mange Mander hjulpet os. Borgerrepræsentant Frk. Johanne Blom har været vor varme Talsmand. Begyndelsen var 40 Børn, nu 110, vi har dem i tre Afdelinger, og vi har fortræffelig Hjælp i vore 4 fuldt uddannede Medarbejdere. En privat Komité finansierer os, og endvidere hjemler Loven af 1919 os Ret til at faa nogle af vore Udgifter refunderede.

- Hvorledes beskæftiger De Børnene?

- De kan være her fra Kl. 7½ om Morgenen, og er Mødrene paa Arbejde, kan de blive til 6, ellers til 3- 4. Skal jeg koncentrere, hvad vi lærer dem, er det nærmest Hjemmets Sysler. Naar Børnene kommer, tørrer de med megen Omhyggelighed deres lille Stol af, de passer Blomsterne, giver Fuglen nyt Vand, Frø og Sand, lærer Lerarbejde, Lys støbning og Flettearbejde. For Eksempel laver de smaa Lysestager af Ler, som de sæller deres egne Lys i, og hvad de eleker et al se de Løg, de selv har lagt, spire frem til duftende Krokus, Tulipaner og Paaskelillier. Og saa har vi en lille Have. De kan ikke begribe, hvor disse Brostensbørn holder af den Plet. De dyrker selv Persille, Tomater, Kartofler og Græskar, og deres Fryd er ubeskrivelig, naar de selv har høstet og syltet og hjembringer en lille Krukke. Vi giver dem Kursus i, hvorledes en Ting bliver til. Har de faaet Tøj, tager vi ud, viser dem først Faarene, senere hvorledes Ulden spindes paa en Rok, viser dem derefter et Væveri og endelig et Skrædderi. Overhovedet søger vi, ogsaa gennem vore hyppige Spadsereture, at indprente dem Kærlighed til Hjem, Natur og Skønhed. Varm Mad faar de mest trængende, de andre Mælk.

- - -

"Moster Anna"s (det er hendes nom de guerre) Øjne lyser, medens hun taler om sine Børn, og jeg forlader hende i Misundelse og Beundring over, at hun er med til at bygge sit Lands Fremtid op, som den gør det. der værner om den kommende Slægt.

(Nationaltidende 22. februar 1925).

Fotograf Holger Damgaard, Holger (1870-1945): Anna Wulff (1874-1935), børnehaveleder, grundlægger af Frøbelhøjskolen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

10 Aar for Christianshavns Smaa!

Anna Wulffs Folkebørnehave har nu i September bestaaet i 10 Aar.

Et Festskrift.

Ved den store fælles nordiske Børnehavearbejder-Kongres og Udstilling i Teknologisk Institut, som netop i disse Dage finder Sted, er Børnehavens Betydning for de smaa Hjem sikkert begyndt at gaa op for de Mennesker, som aldrig før har haft nogen klar Idé om dette - og det er sikkert ogsaa blevet adskillige klart, hvor smukt Danmark staar i denne Gerning - og at dette først og fremmest skyldes de to Søstre Anna og Bertha Wulffs utrættelige Arbejde.

Anna Wulffs Folkebørnehave paa Christianshavn havde den 1ste September bestaaet i 10 Aar, og i den Anledning har Frøken Wulff udsendt et beskedent, men saare nydeligt lille Festskrift, som indledes med et Forord af Lægen. Dr. Becker, som retter en varm Tak til Moster Anna, Frk. Wulffs Kælenavn mellem alle de smaa - og til Stat, Kommune, Legatytlere og Private, der ved deres Bidrag i de forløbne 10 Aar har hjulpet til at bygge denne Gerning op.

En god Sags Vækst.

Derefter skildrer Anna Wulff selv hele Børnehavesagens Udvikling fra Folkebørnehaven for 10 Aar siden begyndte i en Del af Loftetagen i Prinsessegade Nr. 7 med 15 smaa Børn fra Christianshavn, til den i 1918 og 1919 blev udvidet til at omfatte hele Ejendommen, der nu blev moderniseret og istandsat eft. Hygiejnens Krav, mens den inddeltes 3 Afdelinger; den oprindelige stadig ledet af Anna Wulff, den nyere ledet af Frøken Anna Nyholm og den tredje som en Øvelsesklasse for Frøbelhøjskolens ældste Hold (Frøbelhøjskolen er jo den Skole, der uddanner de vordende Børnehavelærerinder) under Frøken Bertha Wulffs dygtige Ledelse.

Derefter fortælles om

det daglige Liv i Børnehaven.

Grundtanken er den at beskæftige Børnene, føre betryggende Tilsyn med dem og saa vidt muligt give dem den Opdragelse, som de ellers vilde faa hjemme, men som Far og Mor maa give Afkald paa at give dem, fordi de begge om Dagen er paa Arbejde. Derfor gælder det: 1) Uddannede Børnehavearbejdere 2) ikke flere Børn i hver Børnehave, end at Lederne kan komme i personligt Forhold til Børnene.

Børnehaven hverken kan eller skal erstatte Hjemmet, men den skal ligne det gode Hjem. Derfor - hvad muligvis ikke alle véd, spiller de huslige Sysler en meget stor Rolle l Børnehaven.

Lillefar og Lillemor og deres Pligter.

En Uge ad Gangen udnævnes en lille Dreng og en lille Pige til Lillefar Lillemor - det er et stolt og meget eftertragtet Hverv - de skal jo dække Bord og tage af, skænke Mælk, vande Blomster, tørre af og om Lørdagen skure alle Spisebrætterne.

Det morer i den Grad de smaa - og de gør sig saadan Umage - gid alle Mødre - siger Anna Wulff, der har deres smaa Børn hjemme om sig, vilde tage de smaas blændende Trang til at hjælpe og være til Nytte i Brug i Stedet for at afvise den, fordi de synes, den bare sinker. Det kan have onde Følger for Barnet, naar det vokser til megen Ugidelighed og megen Upraktiskhed senere i Livet, kan skyldes dette. Ogsaa at sy Knapper i Tøjet og børste Frakkerne lærer de smaa, og for at se et Stykke Tøjs Tilblivelse, Besøges Skræderværksteder o. s. v. Alt det sete efterlignes senere af Børnene i Sanglege og lignende.

Ogsaa Sangen og Friluftslegene ude spiller en meget stor Rolle, og saa har hver Dag sin bestemte halve Hviletime i Liggestole.

Hver Børnehave sin Have

var Frøbels Krav, siger Frøken Wulff, men dertil er Storbyørne desværre vokset for stærkt, og hver Tomme Jord nu for optaget; men Folkebørnehaven har en lille Have, som den jævnligt kan besøge, hvor de smaa kan lære at saa og grave og følge Aarstidernes Skiften i Blomster og Frugter, til en Fødselsdag eller lignende Fest sylter vi selv af Havens Afgrøde - og det er vel nok en af Børnenes festligste Stunder.

Kontakten med Hjemmene.

Folkebørnehavens Sommerkoloni ved Mullerup, dens sociale Arbejde med Forældremøder, Hjemmebesøg og ikke mindst Børnehavernes Smaafester for Forældrene, som Børnene altsaa her er med til at være en Slags Værter for, Læsestuer, Børnebibliotek behandles ogsaa i dette Skrift, der slutter med en Beskrivelse af Julens Forberedelse i Folkebørnehaverne. Den maa tage enhver nogenlunde stillet Far og Mor om Hjertet og faa dem til at tænke paa dette Arbejde for de smaa og dets Betydning for hele Samfundet. Gunver.

(B. T. 2. september 1925).

Anna Wulffs børnehave inspirerede til menighedsbørnehaverne: Eliaskirken i Absalonsgade 37 den 9. september 1915, Blandt initiativtagerne var dr. med. og kommunelæge Kjær-Petersen. Senere kom Absalonsgade 3. 

I Nationaltidende 23. oktober 1921 havde børnehaveledere Anna Wulff, Christianshavn skrevet en længere artikel om folkebørnehaven, hvortil vistes følgende fotoer:

Folkebørnehaven paa Christianshavn: Børnene ved Frokost bordet.

Interiør fra en Folkebørnehave.

Fra Folkebørnehavens Sommerhjem ved Store Bælt. "De store".

Fra Folkebørnehavens Sommerhjem ved Store Bælt.

En frygtelig Hestetransport over Østersøen hertil. (Efterskrift til Politivennen)

Døde Heste paa Kajen ved Larsens Plads. Til højre: en endnu levende men halvdød Hest løftes fra Borde, medens Politiet og den forargede Folkemængde ser til.

Det er kun faa Dage siden Byen opskræmmedes ved Efterretningen om den uhyggelige Hestetransport ombord paa Damperen "Finnland" fra Danzig hertil, en Transport, der havde formet sig som et Dyrplageri af den uhyggeligste Art. Og nu i Gaar blev man stillet overfor en ganske lignende Affære, der blot er af en endnu mere hjærteskærende og forargelig Natur.

I Gaar Formiddags lagde Damperen "Niord", tilhørende Rederiet Hagen Jørgensen i Tordenskjoldsgade, ind ved Larsens Plads, kommende fra Danzig med en Last. der bl. a. talte 29 unge Heste fra Polen.

Eller rettere skulde tælle 29 Heste! Thi et større Antal af de arme Dyr naaede kun frem hertil som Lig. Lasten var fuld af Lig.

Rygtet om, hvad der var sket ombord paa Skibet, bredte sig hurtigt over hele Havnen. Alle Vegne fra strømmede Folk til. Og snart efter mødte Veterinærpolitiets Repræsentanter, Overbetjent Bjævertoft og Dyrlæge Henrik Jensen, der var bleven alarmerede pr. Telefon. .

Det ar et ligefrem lammende Syn, der mødte de to Mænd, da de kom ned i Skibets Last. Alle de 29 Heste, hvoraf Sendingen havde bestaaet ved Afgangen fra Danzig - de var her indkøbt af den kendte Hestehandler Westergaard og bestemte til Rasmus Larsen, Gasværksvej 33 - laa væltede rundt imellem hverandre i Skibets Bund, dækkede af Blod og Gødning, fyldte med aabne Saar, som de havde tilføjet hinanden ved Bid eller Spark i Rædsel og Raseri over de uhyggelige Kvaler, de havde maattet gennemgaa paa den lange Sørejse.

11 af Hestene var døde, da Skibet naaede ind. Og af de resterende var de fleste saa medtagne, at Dyrlæge Jensen straks var klar over, at det vilde være nødvendigt, at det vilde være en Barmhjærtighedsgerning at slaa dem ned hurtigst muligt.

Saa hurtigt, som det lod sig gøre, blev de 11 døde Heste en efter en lagt i Spillet, hejst op og svingede ind paa Kajen, hvor de snart dannede en stor Ligbunke, en Kadaverhøj, der fyldte Kajen med en kvælende Lugt. Og derpaa gik man i Gang med at bjærge de Dyr, der endnu var Liv i.

En Del at disse Dyr var imidlertid, som nævnt, saa medtagne at Søsyge og Kvæstelser, at Dyrlægen straks gav Ordre til at dræbe dem, og faa Øjeblikke efter gjorde nogle barmhjærtige Skud Ende paa deres Lidelser.

Ialt laa der tilsidst 15 døde Heste paa Kajen, og Hestehandler Rasmus Larsen fik saaledes kun udleveret 14 levende Heste, om hvilke han endda ikke véd med Sikkerhed, at de vil beholde Livet.

Ophidselsen mellem Mængden paa Larsens Plads var selvfølgelig stadig stigende. Det regnede med forbitrede Skældsord over Skibet. Og havde Folk kunnet finde en eller anden at lade Harmen gaa ud over, er der vist ingen Tvivl om. at vi havde faaet en amerikansk Lynchning at ae.

Men man kunde ikke rigtig (inde den enkelte paa hvis Hoved .Skylden kunde samles. Skibets Heder, Hr. Hagen Jørgensen, der forøvrigt ogsaa er Reder for Damperen "Finnland", syntes saa temmelig sagesløs, idet Veterinærpolitiets Tilladelse lyder paa, at der maa transporteres 32 Heste ombord i "Niord", og der som nævnt kun var 29. Yderligere har Rederen, efter den sidste Affære med "Finnland", udsendt skarpe Ordrer til sine Skibe om at iagttage alle de Forsigtighedsregler, der kan iagttages under Hestetransporterne

At dette ikke i fuldt Omfang kan i have været Tilfældet med Transporten i Gaar synes givet skønt Skibets Fører. Kaptajn Ankersen paastaaar det modsatte og hævder,  

den stærke Storm og den haarde Søgang.

Hestene blev søsyge straks efter Afgangen fra Danzig Havn, og efterhaanden som Stormen steg til Orkan, kastedes de stakkels Dyr hid og did nede i Lasten og mishandlede hverandre, uden at man paa Grund af den voldsomme Søgang kunde forhindre det.

I Modstrid med Kaptajnens Erklæring staar imidlertid de Oplysninger, et Par af Besætningen paa Skibet, Donkeymand Rudolf Jensen og Matros Andersen, bagefter er fremkommet med og som gaar ud paa at Hestene var elendigt stuvede og stivet af, kun var bundet til nogle Lægter med en tynd Snor og Sækkelærredsgrime, som slet ikke kunde afgive nogen Støtte for Hestene naar de begyndte at slingre.

De to Mænd fortæller yderligere, at Dyrene i de sidste -10 Timer af Rejsen hverken har faaet vaadt eller tørt, saa man alene herigennem skulde have Forklaringen paa at selv de Overlevende af dem var saa udmattede og elendige som Tilfældet var.

De to Mænds Fremstilling maa imidlertid vistnok i hvert Fald i nogen Grad ses paa Baggrund af den Kendsgerning, at der har hersket nogen Misstemning ombord mellem dem og Kaptajnen, og at de straks efter Ankomsten hertil er bleven afmønstrede og sendt i Land.

Nu arbejder Politiet imidlertid med Sagen. Og det kan naturligvis betragtes som givet at den vil blive sendt til Retslig Afgørelse.

(Aftenbladet (København) 8. september 1925).

Fabrikantfamilien Madsen. (Efterskrift til Politivennen)

Fabrikant Conrad Martin Madsen (1841-1925) gift med Julie Johanne Jacobsen (1835-1915). 

Annonce for snedkermester C. M. Madsens patentvæve i Lolland-Falsters Folketidende 21. september 1880.

En opsigtsvækkende Opfindelse.

En forhenværende Saxkjøbingenser, Hr. Fabrikant C. M. Madsen, der for nogle Aar tilbage tog Bopæl i Kjøbenhavn, har i F. "Loll.-Falst. Folketid." fornylig opfundet en Væv. som formentlig vil vække stor Opsigt indenfor Industriens Verden i Ind- som Udlandet. Hr. Madsen har igjennem en lang Aarrække beskæftiget sig med Fabrikationen af mekaniske Væve og ogsaa vundet Anerkjendelse for en af ham meget sindrig konstrueret Væv, paa hvilken han allerede for en Snes Aar tilbage erholdt Patent. Den nu af ham opfundne Væv er indrettet til at forarbejde en egen Slags Madratser paa; Væven afleverer Madrats og vedhængende Skraapude, kantet, fix og færdig. Medens Hr. Madsen søger Patent for sin Opfindelse i de forskjellige evropæiske Lande, har han allerede akcepteret et overordentlig favorabelt Tilbud fra et af Ruslands størst industrielle Etablissementer om Salg af sin Opfindelse for Rusland. Et Tilbud om en Direktørpost ved samme Etablissement har han derimod afslaaet. Fabrikant Madsen var i en lang Aarrække etableret som Snedkermester i Saxkjøbing; han havde der en mindre Forretning og sad i trykkende økonomiske Kaar; det synes nu at være lykkedes ham, efter med sjælden Energi at have sat sine Ungdoms- og Manddomskræfter ind herpaa, at udnytte sit umiskjendelige Opfindertalent.

(Kjøge Avis 20. april 1898).

Parret fik følgende børn: Julius Martin Madsen, Jakob Carl Madsen, Christian Frederik Madsen og Christine Madsen (1871-1945).

Julius Martin Madsen (1873-1938) var gift (1906) med Marie Petersen (1879-1918). Han blev uddannet som maskintekniker og var derefter maskinkonstruktør på Orlogsværftet 1895-98, ingeniør i Akts. Vølund 1898-1901, 1901 medstifter af og til sin død medindehaver af ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen der navnlig beskæftigede sig med centralvarme-, ventilations- og spildevandsanlæg. 

Han havde en del poster indenfor erhvervslivet: 1919 bestyrelsen for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København,  1921-22 og 1924-32 som formand,  bestyrelsen 1919-1937 bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien i Danmark, formand 1926-32, 1924 medlem af Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse, 1927 af forretningsudvalget, 1931 næstformand og 1932 formand. 

50 Aar.

Ingeniør Julius Madsen

Imorgen fejrer Maskinfabrikant, Ingeniør Julius Madsen sin 50 Aar, Fødselsdag.

Ingeniør Madsen, der er født i Sakskøbing, Søn af Fabrikant C. M. Madsen, blev som ung uddannet i sin Fødeby i H. C. Frederiksen Jernstøberi og Maskinfabrik. Efter at have taget Maskinisteksamen var han Maskintegner i Tyskland og i en Del Aar Maskinkonstruktør paa Orlogsværftet. I Aarene 1898-1901 var han derpaa Ingeniør paa "Vølund", og i 1901 blev han Medstifter og Medindehaver af Ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen her i Byen.

Ingeniør Julius Madsen har foruden at frontarbejde sin Virksomhed til betydeligt Omfang, forlængst i vide Kredse vundet et udmærket Navn som en kyndig og indsigtsfuld Mand, hvis Arbejdskraft, der bliver lagt Beslag paa fra mange Sider. Han har saaledes i en Aarrække siddet i Bestyrelsen for Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien, og har været baade Foreningens Formand og Næstformand, ligesom han er Medlem af Industriraadet. Han er Formand for Jernindustriens Ulykkesforsikring. Medlem af Forretningsudvalget for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark.

Ogsaa indenfor politiske Kredse er Ingeniør Madsen skattet og velkendt. Han er bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Den konservative Vælgerforenings 3die Kreds, og er Suppleant paa den borgerlige Fællesliste til Borgerrepræsentationen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 19. juli 1923).

Julius Madsen var medlem af socialrådet 1923-29, sociallovgivnings-kommissionen 1925-29, invalideforsikringsretten 1921-33, arbejdsnævnet fra 1926, arbejdsløshedsfondens bestyrelse fra 1927, socialministeriets arbejdsudvalg fra 1932, åndværkerbankens bestyrelse fra 1928, bestyrelsen for Pensions-forsikringsanstalten fra 1924(-1938) og formand for Arbejdsgivernes ulykkesforsikring fra 1932., formand for bestyrelsen i A/S Det danske Kulkompagni. 

Politisk var han 1923-33 medlem af Københavns borgerrepræsentation og formand for den borgerlige fællesgruppe, medlem af Københavns havnebestyrelse fra 1926. Han var medlem af Det konservative Folkeparti og var medlem af hovedbestyrelsen.  Hans holdning til fagforeninger kom til udtryk i nedenstående sag:

Betydningen af HKs indmeldelse i 1932 i DsF

I 1932 vedtog HKs kongres at indmelde forbundet i De samvirkende Fagforbund. To gange tidligere - i 1922 og 1928 - havde HKs ledelse vedtaget en indmeldelse i DsF, og begge gange var beslutningen blevet forkastet af et flertal af medlemmerne ved en urafstemning. Indmeldelsen i 1932 blev vedtaget uden urafstemning.

Indmeldelsen i 1932 var den umiddelbare anledning til, at KUs ledelse gennem læserbreve i "Konservativ Ungdom" fra medlemsside blev afkrævet svar på følgende spørgsmål: 1. Kan en KUer forsvare at stå som medlem af det "røde" HK? 2. I benægtende fald: Hvilke alternativer til HK kan KU da opstille? Svaret fra KUs ledelse var ikke til at misforstå, idet det rummede en advarsel mod at indmelde sig HK, der karakteriseredes som en ren og skær "propagandaorganisation". Politiske hensyn var KU-ledelsens begrundelse for at fraråde medlemskab af HK. Samtidig rummede svaret et vagt formuleret løfte om en anden løsning på medhjælpernes sociale problemer.

KUs bestræbelser gik i første omgang ud pa at skabe en alternativ fagforening for medhjælpere. Allerede paa KUs delegeretmøde i Nakskov i 1934 stod det imidlertid klart, at tanken ikke lod sig realisere, og man besluttede som en konsekvens heraf at give grønt lys for medlemskab af HK for om muligt derved at søge forbundet ændret "indefra".

Beslutningen blev foreløbig ikke offentliggjort, og blev den 31. august 1934 forelagt for Det konservative Folkepartis hovedbestyrelse af Jack G. Westergaard. I sit indlæg forbeholdt han KU ret til at tale frit om de arbejdsgivere, der lønnede deres kontormedhjælpere dårligt, og om Nakskovbeslutningen sagde han: "Vi har søgt at skabe en konservativ kontormedhjælperforening, men det er desværre ikke lykkedes os, hvorfor vi har anbefalet vore folk at melde sig ind i den bestående, ikke af sympati, men for at ændre hele den politik, der råder der". Partiformanden Christmas Møller støttede i denne sag KU, hvorimod Dansk Arbejdsgiverforenings formand Julius Madsen meget stærkt imødegik beslutningen bl. a. med truslen om at forlade partiet, hvis den førtes ud i livet. En skarp ordveksling fulgte Julius Madsens indlæg, i forbindelse med hvilken Poul Sørensen, der dengang var KUs næstformand, kraftigt tog til genmæle mod Dansk Arbejdsgiverforenings formand. Efter en frokostpause blev man enige om at udsætte en evt. offentliggørelse af Nakskovbeslutningen, indtil alle muligheder for et fagligt alternativ til HK var undersøgt.

I de følgende 14 måneder forhandlede KU og DA om etableringen af såkaldte upolitiske arbejdsløshedskasser til handels- og kontormedhjælpere. Forhandlingerne endte uden resultat. Det spørgsmål, de i sidste instans var strandet på, var magtforholdene i kassernes bestyrelse. Her stod DA stejlt pa kravet om arbejdsgiverdominans, mens KU ligeså stejlt krævede paritet mellem funktionærer og arbejdsgivere.

-- Note: Poul Sørensen talte ved funktionærudvalgets møde d. 27.11.1935 om "den stærke stemning ude i landet", som KU indtil videre havde holdt igen overfor, men hverken kunne eller ville fortsætte med at tøjle. Det konservative Folkepartis Arkiv, Hovedkontoret; --; Poul Sørensen som svar til Julius Madsen på hovedbestyrelsesmødet d. 31.8.1934: "Vi har hundreder af arbejdsløse i vor forening. Hvad skal vi sige til dem", --.

(Funktionærlovens forhistorie inden for Det konservative Folkeparti, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 11 (1974 - 1976) 4)

Julius Madsen var blevet Arbejdsgiverforeningens formand i 1930'ernes første kriseår (formand 1932-1938). Pristallet gik stærkt nedad og kravet om nedsættelse af lønningerne voksede inden for medlemmernes kreds. Både i 1933 og de følgende år var der sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet som førte til lovindgreb fra den socialdemokratiskradikale regering, dels i form af forbud mod arbejdsstandsninger, dels ved ophøjelse til lov af forligsinstitutionens mæglingsforslag. Julius Madsen bekæmpede statsindgrebene, bl.a. ved at forsøge at skabe en nærmere kontakt med De samvirkende fagforbund. Han var bl.a. med til at der i 1936 blev indført forhandlingsregler for arbejdsmarkedet i hvilke det frivillige voldgifts-princip fik en stærkere placering. Desuden var han imod lov om forbud mod overarbejde og indgik enfrivillig overenskomst med De samvirkende fagforbund. Forligsforhandlingerne overlod han i 1934 til fabrikant Hjalmar Madsen. En uhelbredelig lungesygdom tvang ham tiæl at overlade arbejdet til næstformand oldermand Esper Eising (formand 1938-1941). Han blev i 1937 æresmedlem af Jernindustriens Sammenslutning.

Julius Madsens gravsted på fabrikant Madsens familiegravsted på Vestre Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En anden af C. M. sønner var fabrikant Christian Madsen (1878-1946). Han var ansat i sin fars virksomhed fra 1898. Han gik på Preussische höhere Fachschule für Textilindustrie (Krefeld) 1899-1901 og var ansat i tyske og danske fabrikker 1902-1907. 

 Annonce med tegning i Krak, Kjøbenhavns Gulvkludefabrik.

Christian Madsen var medindehaver af Østerbros Dampvæveri ved Brødr. Madsen, formentlig Øresundsgade 4 (1908-), Kjøbenhavns Gulvkludefabrik, Aagade 38 (C. M. Madsen & Co.) fra 1926.

Fabrikant Madsens familiegravsted på Vestre Kirkegård. Den liggende sten til venstre øverst er for C. M. Madsen, datteren Christine Madsen (1871-1945),

Julius Madsen (1873-1938) Formand for Arbejdsgiverforening. Derudover bl.a. sten for Waldemar M. Madsen (1903-1970), død i Los Angeles, direktør Jacob Madsen (1873-1958) og Olga Madsen (1884-1975). Foto Erik Nicolaisen Høy.