Lidt interessant Kirkegaardshistorie fra København. (Efterskrift til Politivennen).

 I anledning af Assistens Kirkegårds 175 års jubilæum.

Da folk begravedes i kirkerne og lod disse præge af liglugt. - Pestepidemierne gjorde ende herpå og skabte kirkegårdene. - Kirkegården som forlystelsessted. - Stene og historie.

Artiklen blev bragt i adskillige blade. Her med et foto fra Viborg Stifts-Tidende, 5. november 1935.

Den 6. november 1760 - altså for 175 år siden - indviedes Assistenskirkegården i København, og når vi dvæler ved denne begivenhed - enhver har jo ellers nok i egne døde! - er det, fordi man hermed gav stødet til et brud med den gamle skik at begrave de død i kirkerne - en skik, som var forståelig ud fra den nedarvede forestilling om, at Gud havde meget snævre grænser for sit virkeområde, og at man kom ham nærmere ved at blive begravet så nær alteret som muligt. At der blev handlet med pladserne, og at det kun var de rigeste beskåret at opnå de "helligste" pladser, var allerede en skændsel for kirken og en hån mod den gud, der selv siger, at han er allestedsnærværende, og at hverken rigdom eller fattigdom skal være afgørende i døden og det hinsidige liv.

Men helt bortset fra den forskruede tro var de mange begravelser efterhånden blevet til en frygtelig smittekilde. Kirkerne stank af liglugt, og da så de store epidemier satte ind, den sorte død, pesten, blev man endelig nødt til at forbyde begravelserne i kirkerne, ja, også på de små kirkegårde, som fandtes ved selve kirkebygningerne. Der døde så mange mennesker hver dag, at man skyndsomst måtte oprette Assistenskirkegårde, hvor der fandtes ledig jord.

Mange pestkirkegårde.

For Københavns vedkommende skete det særlig i pesttiden 1711 - 12, og der er konstateret sådanne begravelsespladser mange steder inden for den gamle fæstningslinie, mellem Fiolstræde og Hvidtfeldsstræde, ved Vognmagergade (hvor nu "Hjemmet"s store bygning ligger), på Gammelmønt, i Lars Lejstræde, på Halmtorvet (nu Rådhuspladsen) og i St. Annægade. Da disse jordstykker også blev for små, måtte man uden for voldene, og der er fundet gamle pestkirkegårde, hvor nu Linnégade ligger, og på hjørnet, hvor det konservative hovedkontor har til huse, lå i det 17. århundrede et kapel for denne gravplads. Det var forsynet med en kasseret altertavle og prædikestol fra Frue Kirke. Også ud mod Classens Have på Østerbro har man fundet lange grøfter fyldt med lig, som var lagt ned lagvis, ofte kun dækket af en alen jord.

De gamle kirkegårde var derimod så fyldte, at jorden højnede sig langt op på kirkemurene, og da søforterne blev anlagt, førte man hundreder af læs jord fra disse kirkegårde ud i søen. Soldater, der har "ligget" på disse forter, har fundet en mængde gamle menneskeknogler i skansejorden.

Tode og Nyerup om "mephitiske" dunster.

Da man, efter at de store epidemier var ophørt, på ny ville begrave de "fornemme lig" i kirkerne, greb lægen og digteren J. G. Tode ind. Når man lader sig begrave under kirkens gulv - skrev han - ofres vel røgelse til Guds ære, men stank og pestilens til sine efterkommere, og han krævede derfor en fælles kirkegård lagt så langt uden for byen, at vinden kunne blæse de usunde dunster bort.

1760 læser man da i "Berlingske Tidende": "Efter Hs. Majestæts derom ergangne allernaadigste Befalinger skal de her i Staden værende Assistence-Kirkegaarde afskaffes; til hvilken Ende andre i deres Sted ere indrettede uden for Stadens Nørre-Port, hvilke den 6. November førstkommende blive indviede og strax tagne udi Brug, hvorefter ingen flere Lig blive begravne udi de nu værende Kirkegaarde".

Assistens var ikke fin nok.

Men det var ikke gjort med et pennestrøg. Assistens Kirkegård blev betragtet som de fattiges, og de rige vilde ikke jordes dér. Ved Petri Kirke byggedes nogle lange fløje med murede begravelser, og de største kunstnere, navnlig Wiedewelt, satte her virkelig seværdige epitafier og gravminder.

Professor Rasmus Nyerup drog offentlig til felts mod denne skik - fordi disse kunstværker aldrig blev set, men også, fordi ligene, hvor godt indkapslede de end var, udbredte "mephitiske dunster".

Modviljen mod Assistens-Kirkegården blev først brudt i 1785, da etatsråd Johan Samuel Augustin blev jordet derude. Han, der var medlem af Videnskabernes Selskab, bestemte i sit testamente at han ville begraves på Assistens "mellem de fattige der var lige så rige over for Gud som han".

Kirkegården som udflugtsssted.

Længe tjente kirkegården som en slags udflugtssted, hvor jævne borgerfamilier slog sig ned om søndagen med madkurven. Man dækkede ugenert op på de flade gravstene og fik vand på maskine fra graveren, senere fra en lille beværtning, som lå i udkanten af kirkegården. Den kaldtes "Lille Ravnsborg", og der var keglebane og senere billard. 1812, da Chr. Heinrich Pätges var værtshusholder her, fødte hans kone den 22. november sit 8. barn, datteren Johanne Luise, senere den navnkundige skuespillerinde, fru Heiberg.

Først året efter blev det forbudt at holde sviregilder på kirkegården, og først da kunne Guldbergs strofe om Assistens opfyldes, når han kalder den "de dødes have, hvor i fred og blomsters lyde manges kummer sove".

Fred og ufred.

Helt i fred lå den nu ikke. Englænderne havde en skanse dér, da de bombarderede København, og omegnen fyldtes snart med beværtninger og forlystelsessteder, først og fremmest "Store Ravnsborg", hvor man præsenteredes for den første svinggynge (der førtes i pressen en lidenskabelig debat om dette umoralske "gyngeraseri", som fik selv adstadige borgere til at gå i gyngen"), og her afbrændtes 1804 det første kunstfyrværkeri af Pierre Magito, "kunstfyrværker hos Hs. kgl. Højhed Prins Ludvig Ferdinand af Preussen". Kunstberider Jean Lustre byggede ved siden af et ridehus, og her oprettedes det første gymnastikkursus i Danmark.

Lige over for Assistens lå gården "Solitude", hvor vaccinationen senere foregik, og her havde en gammel koffardikaptajn Gram det pensionat, i hvilket Chr. Winther boede, og hvor han forelskede sig i naboens datter, Marie Hansen, som dog blev gift med en anden pensionær, den senere professor Schneekloth, medens søsteren Emilie blev gift med litograf Tegner og således moder til professor Hans Tegner. Også Grams døtre blev godt gift, den ene med professor Prosch, den anden med C. V. Rimestad.

Et stykke Danmarkshistorie i inskriptioner.

Det første monument på Assistens var Wiedewelts for den omtalte etatsråd Augustin. Inskriptionen er det Ovidske ordsprog: "Bene vixit qui bene latuit" (Den er lykkelig, som lever ubemærket).

Senere er der begravet mange kendte mænd og kvinder på Assistens - således Rasmus Rask i 1832 (på hans mindesmærke står de berømte ord: "Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette") og H. C. Andersen i 1875. Men at begynde at nævne navne er farligt. Går man rundt på Assistens Kirkegård og læser inskriptionerne på de ofte storslået udførte mindesmærker er det som en vandring gennem Danmarkshistoriens sidste halvandet hundrede år.

Fr. Jul.

(Isefjordposten, 6. november 1935).

60 År. (Efterskrift til Politivennen)

En kendt mand på Nørrebro, kapelbetjent I. P. Andersen, Solitudevej 10, passerer i dag 60 års dagen. Andersen er medlem af 5. kreds og har gennem årene fulgt vores partis arbejde med stor interesse. Han vil i dagens anledning blive genstand for megen opmærksomhed, ikke mindst fra mennesker der er kommet i forbindelse med ham under hans gerning ved kapellet på Assistens KIrkegård siden 1898.

(Social-Demokraten, 22. august 1935, 2. udgave).

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (7/7). (Efterskrift til Politivennen)

Sommeren 1933 synes Cornelius Petersen fra Selvstyrebevægelsen at være kommet sig. Og den danske nazi-leder, Fritz Clausen brugte ham som trækplaster ved et møde i Bovrup den 3. september 1933. Her udbragte han et leve for nationalsocialismen. I oktober 1933 solgte han sin gård, Supskog syd for Møgeltønder til Statens Jordlovsudvalg. 

Han døde den 25. maj 1935:

Selvstyre-Agitatoren Cornelius Petersen død.

Et Kapitel og et Navn i Efterkrigstidens Nordslesvig.

Dagens Nyheder Privat.

Tønder, Lørdag.

DEN i sin Tid for sin voldsomme Selvstyreagitation i Sønderjylland saa kendte Marskbonde Cornelius Petersen, der var Ejer af Gaarden Vester Anflod, er Klokken 3 i Eftermiddags død paa Tønder Sygehus, hvor han har ligget i nogle Dage ramt af en Hjertesygdom. Han blev 53 Aar gammel.

DER VAR EN TID, da ethvert Barn i Landet vidste, hvem Cornelius Petersen var. Det var i Aarene omkring 1925, da Krisen satte ind i Sønderjylland som Følge af Kronestigningen. I Genforeningssommeren og de nærmeste Aar derefter, havde vi en lav Krone.

Det sønderjyske Landbrug var med Begejstring indstillet paa, at Omlægningen til danske Landbrugsformer, fra ekstensiv til Intensiv Drift, eller i hvert Fald til en Intensivere Drift end man almindeligt havde haft, skulde ske omgaaende. Der var meget at genopbygge efter Krigen, som havde spist Kapitalerne og ødelagt og udmarvet Bedrifterne. Hele dette Omlægnings- og Genopbygning fandt sted for "smaa Kroner" og derfor maatte Kronestigningen mærkes særlig føleligt i Sønderjylland, og det var hele denne Situation, der dannede en modtagelig Jordbund for Cornelius Petersens Agitation.

Agitator for 3. Zone

I 1920 havde han været ivrig Agitator for 3. Zones Tilknytning til Danmark, Tysker var han ikke, Dansk vel egentlig ej heller, - skønt han hævdede, at allerede hans Fader var draget af det danske - ret beset Slesviger, havde Rod i Frisland, selvstændig, stejl og stædig, Oprører mod enhver "fremmed" Indblanding og enhver Autoritet.

Han kaldte den Bevægelse, han rejste, for Selvstyrebevægelsen, og det var i Virkeligheden Selvstyre for Slesvig han vilde, ingenlunde i Tilknytning til Tyskland, snarere til Danmark, men lige fjendtlig var han overfor Berlin og København, to Ord, han stadig brugte, naar han talte om Tyskland og Danmark.

Stejl Oppositions-Mand

BETEGNENDE er det, at hans Frihedstrang og stærke Selvstændighedsfølelse allerede tidligt bragte ham i Konflikt med de tyske Myndigheder, saaledes at han derved afgørende blev drevet over i de Danskes Rækker i deres Kamp mod tyske Overgreb. Han var født i Eidersted - hvor hans Fader for Resten var Lærer - men drog Nord paa og byggede i 1905 den prægtige Marskgaard Vesteranflod ved Møgeltønder.

Ikke saasnart havde det danske Styre holdt sit Indtog i Sønderjylland, før Corn. Petersen følte sig i Modsætning til det, og da Krisen kom, skabte den Mulighederne for et Felttog for Idéer, der utvivlsomt bundede dybt i hans Sind og havde et vist idealistisk Præg. Han ønskede et Bondestyre i Sogne og Herreder, vendte sig voldsomt mod Centralisationen.

Saa megen Visdom saa meget Flæsk -

HVAD vidste man - sagde han - ovre i København om slesvigske Bønder? Nøjagtig lige saa lidt som i Berlin! Begge Steder fra vilde man paatrykke frie Bønder en bestemt Samfundsopfattelse, fjern fra Bondens Tankegang, for at undergrave og ødelægge dem, berøve dem Friheden. Han rasede mod alt, hvad der var Statens - Skolen var en Fordummelsesanstalt, der kun bød paa statscensureret Oplysning  En Kreds af Bønder burde slutte sig sammen om Lærer for deres Børn, naar de fandt den rette Mand. Og alt for stor Løn blev der naturligvis givet. Vi vil, sagde Corn. Petersen, selv bestemme, hvem der skal undervise vore Born, hvad de skal undervises i, og hvormeget det skal koste -  "Saa meget Visdom, saa meget Flæsk"

En farlig Agitation

CORN. PETERSENS Agitation for et udpræget Selvstyre i Sogne og Herreder - der utvivlsomt til en vis Grad havde sit Udspring i frisiske Forhold, han hentede naturligt nok ofte sine Billeder og Udtryk derfra - tog til syvende og sidst Sigte paa et selvstyrende Slesvig, og paa det særslesvigske samlede han en Tid lang mange Tilhængere. Det lader sig ikke nægte, at det er en Tale, der finder et vist Gehør i den sønderjyske Befolkning. Saadan maa det være.

Men det var selvfølgelig en farlig Agitation, den krævede et Maadehold i Ordvalg, som i Reglen gjorde Talen taaget - selvom Corn. Petersen ellers kunde føre særdeles tydelig Tale og ofte rent ud sagt brugte en grov Kæft.

En Overgang samlede han Folk i Hundrede-, Ja, Tusindvis om sine Talerstole, ofte var Forsamlingssalene alt for smaa, saaledes at Møderne selv ved Vintertid holdtes i fri Luft, og i Timevis stod Bønderne i tætte Skarer for at høre Corn. Petersen tale fra en Vogn i Skæret af en enlig Flagermuslygte.

Han samlede mange Tilhængere, men som Tiden gik, gjorde Ord alene det ikke. Ord, der tilmed ofte i det væsentlige var taagede eller i Længden dog saa tydelige, at de stødte mangé fra sig. Han blev drevet længere og længere ud, dels af sin egen Agitation, dels af de Fusentaster, der sluttede sig nær til ham, men som ikke havde hverken hans Begavelse eller idémæssige Indstilling, naar det kom til Stykket. Efterhaanden som hans Indflydelse svækkedes ved de Foranstaltninger mod Krisen, Lovgivningsmagten gennemførte og ved de Afsløringer af hans "statsfarlige" Planer, der fandt Sted, blev han drevet ud i Eksperimenter der tilsidst berøvede ham enhver Indflydelse.

Hvor langt han til syvende og sidst var ude i "statsfarlige" Overvejelser og Forhandlinger vides vel ikke, men i hvert Fald fik han jo da paa et vist Tidspunkt rodet nogle unge aktive og forhenværende Løjtnanter ind i en kedelig "Oprørs-Sag", der dog endte med frifindelse ved Nævningetinget i Sønderborg. Han fablede i forblommede Vendinger om en Toldgrænse ved Kongeaaen, Gang paa Gang havde han Planer om et Bondetog til Kongen, men turde ikke vove Eksperimentet, og hans Udsendelse i 1927 af egne Pengesedler, Selvstyre-Penge, var utvivlsomt i det væsentlige et Forsøg paa at skabe fornyet Reklame om en Bevægelse, der var ved at miste sin Magt og dø hen. Pengesedlerne blev omgaaende forbudt.

En Grænselands-Skikkelse

CORN. PETERSEN er en Skikkelse, der alene kunde fostres i et Grænseland, og nu da hans Epoke forlængst er endt, tør det uden Fare for Misforstaaelser siges, at hans Agitation og Bevægelse skulde man utvivlsomt igennem, saadan som Psyken nu engang er og altid vil være hos en Del af Befolkningen i et Grænseland. Sine egentlige Proselyter fik han hovedsagelig i de Kredse, der er betegnet som de nationalt indifferente - hos dem, der som han selv hverken er Tyske eller Danske, men føler sig som Slesvigere. Dem vil der altid være nogle af, men efter Corn. Petersen vil en særslesvigsk Bevægelse ikke have store Muligheder. At han blev Manden skyldtes hans frisiske Oprindelse, det umulige for netop ham i at anerkende den nye Grænse.

Han var paa sin Vis en begavet Mand, havde tænkt over Tingene, og sine Tanker gav han Udtryk med en ikke ringe Veltalenhed med rig Anvendelse af Vendinger og Billeder, som sagde Bønderne, at her talte en af deres egne. Hans Sprog var en ejendommelig Blanding af Dansk, Plattysk og Frisisk, der ogsaa bidrog til at give hans Tale Særpræg. Han virkede stejl og robust, men havde i Virkeligheden et følsomt Sind, og han var ikke bare en Spekulant, men et Stykke af en Idealist - selvom en større Retssag, der for nogle Aar siden rulledes op ved Byretten, viste, at han midt under den Grænsekamp, som han deltog i med ukuelig Iver, havde været Deltager i forskellige Spekulationsforretninger. Han var en sammensat Karakter som de fleste andre, et Menneske paa godt og ondt.

De sidste Aar

DA han havde mistet ethvert Tag i den sønderjydske Befolkning, fulgte et alvorligt Nervesammenbrud efter Agitationsaarenes Anspændelse, en Tid var han paa Augustenborg Sindssygehospital, og selv om han forlængst havde forladt Hospitalet, levede han dog sine sidste Aar som en nedbrudt Mand. Hans Rolle var udspillet. 

I Sommeren 1933 fik Nazi-Føreren, Dr. Frits Clausen ham til at træde frem som Taler ved et Nazist-Stævne. Men hans Navn kaldte ikke Tilhørere til i større Tal, og selv lagde han i sin Tale ikke Skjul paa, at han var en færdig Mand,

Sine sidste Aar levede han ensomt paa Vesteranflod, svækket og skuffet. I de Aar, da Agitationen optog ham med Møder Dag efter Dag, havde hans kloge og stærke Hustru passet Bedriften. Gaarden var bygget efter frisisk Mønster, en typisk Marskgaard, og her skulde man se og tale med Corn. Petersen, han havde skabt sig et smukt og særpræget Bondehjem, her kunde han udfolde adskillig Charme, og i Samtale med ham her undgik man ikke at faa et Indtryk af, at han var et Stykke af en Idealist, men Krisen udnyttede han hensynsløst. 

C. T.

(Dagens Nyheder, 26. maj 1935).

Bladtegner Valdemar Møller (1885-1947): Cornelius Petersen er ifærd med at give Brorsen støjler på. Bag dem kommer Wahl gående med flere støvler. Cornelius Petersen (1881-1935) bondeleder, Sønderjylland. Søren Brorsen (1875-1961) politiker, Venstre. Det kongelige Bibliotek.

Ned fra Rundetårn. (Efterskrift til Politivennen)

Et mærkeligt 50 års minde.

Den 27. juni oplever pensioneret skibsmekaniker August Nielsen, Nyboder, en mærkelig mindedag, idet det da er 50 år siden han som dreng styrede ned gennem Rundetårns 84 fod dybe skakt.

Han fortæller selv hvorledes han den pågældende dag, mens han var kordreng i Trinitatis Kirke, i en pause løb og legede på Rundetårns øverste afsats. Han vidste godt at der var et hul i gulvfladen, men ikke desto mindre var han uforsigtig og faldt ned gennem gulvet. Efter et fald på 84 fod havnede han på bunden af skakten. Han slog sig temmelig slemt og besvimede. Først næste dag blev det opklarer at han måtte være styrtet ned gennem gulvet, og ved at man oppe fra tårnets top råbte hans navn, vågnede han. Der var ingen der turde lade sig fire ned gennem skakten undtagen hans far. Men politiet forbød faderen at gøre det, og så blev der udefra hugget hul ind til stedet hvor drengen lå. Da man fik ham hevet ud, viste det sig at han havde fået slået to tænder ud og skrabet huden af den ene arm. Men efter to dages hospitalsophold var han i orden.

Således lyder i korthed hans beretning om det forfærdelige fald, der skønt det lyder ubegribeligt, altså ikke kostede ham livet.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 25. juni 1930).

Styrtet ned fra Rundetårn

Først død 54 Aar efter

I fredags døde underofficer i marinen August Nielsen, og nu, da han er gået bort, fortæller hans venner om ham en højst ejendommelig tildragelse fra hans drengeår. Den gjorde ham i sin tid til det mest brændende samtaleemne i København, og mange ældre mennesker vil endnu huske ham som en "dagens helt", når de hører om begivenheden, selv om de nu har glemt heltens navn.

August Nielsen var i 1880 kordreng ved Trinitatis Kirke, og sammen med en kammerat var han fra kirken gået ind i Rundetårn, hvor de legede skjul. Han gemte sig under den øverste trappe på et brændeloft og forsvandt sporløst. Kammeraten skreg Gevalt hjemme hos Augusts forældre. Man søgte overalt, og først næste morgen fandt man oppe i tårnet et sort hul som ingen kendte noget til, og som førte gennem tårnets kerne lige ned til dets fod, Man råbte derned, og August, der den meste tid havde været bevidstløs, svarede dernede fra: "Jeg ligger som i en jernseng uden madras". Han havde ligget dernede i 20 timer, men var ingenting kommet til, rimeligvis fordi den 20 alen dybe hulning gennem kernen var så smal, at han var kuret langsomt igennem den.

August Nielsen blev med uhyre Besvær befriet og derefter skildret som et fænomen, der kunne tåle at kastes ud fra Rundetårn uden at "støde sig", som det hedder på Fritz Jürgensens tegning. Han blev ikke alene beskre\et i aviserne, men også besunget i en splinterny vise, som udkom på Strandbergs Forlag, og han blev hovedpersonen i studenternes nytårsrevy. Det besynderlige ulykkestilfælde eller lykketræf, hvad man vil kalde det, glemtes som andre døgnets begivenheder undtagen af Rundetåms besøgende. Når de køber den lille "fører", der sælges for 10 øre, får de historien på prent - og nu kan der i fremtidige oplag tilføjes, at August Nielsen levede indtil 54 år efter den eventyrlige nedstyrtning.

(Dagens Nyheder, 18. december 1934).

Begivenheden erindres stadig, den kan høres og ses her.

Enoch Elias Andersen (1889-1934). (Efterskrift til Politivennen)

Enoch Elias Andersen var søn af missionær Jens Christian Andersen og Ane Jensine Jensen. Han var kandidat ved Odense Amtssygehus kirurgisk afdeling. I de følgende år var han 2. reservelæge Hjørring Amtssygehus,  kandidat ved St. Hans Hospital, på Rigshospitalet, konstitueret klinisk assistent, kandidat ved Københavns Amtssygehus, reservelæge ved dansk Ambulance i Polen (Zajezierzo), kandidat ved Dronning Louises Børnehospital, assistent for Vanføre Klinik,  kandidat ved Rigshospitalets fødeafdeling, reservelæge på Nakskov Sygehus, Vrønding og endelig fra februar 1924 læge og sygehuslæge i Køge indtil sin død 1934.

Enoch E. Andersen. Foto fra Danmarks Amter, bd. 1930.

Om sig selv skrev han: 

E. E. ANDERSEN

Enoch Elias Andersen født i Hjørring 25. Nov. 1889, Søn af Missionær Jens Christian Andersen og Hustru Ane Jensine, f. Jensen.

Sproglig. Cand. med. Jan. 1916. Efter alsidig Hospitalsuddannelse i Aarene 1916—1923, blandt andet ved den danske Ambulance i Polen, nedsatte jeg mig i 1923 som praktiserende Læge i Vrønding, fra 1924 i Køge. Fra 1. April 1924 Sygehuslæge ved Køge Sygehus og Læge ved Børnehjemmene Vallø Strand.

Po. r. K. 2.
Ugift.

Mit Liv og Arbejde i de forløbne Aar har først og fremmest været koncentreret om 1) at opnaa den Stilling i Samfundet, som jeg fra Barndommen ønskede, og 2) senere at dygtiggøre mig i den. Jeg mener at kunne sige, at mit Arbejde ikke blot tager det meste af min Tid, men Størsteparten af min Interesse. Skulde jeg i Dag vælge mit Studium, vilde jeg vælge det samme som for 25 Aar siden.

Udenfor mit Arbejde ligger min Særinteresse indenfor Musikens og Sangens Omraade. Eet Sted maa man kunne knibe ud fra "det sædvanlige" og netop derved hente den Fornyelse, som gør, at "det sædvanlige" aldrig bliver "det kedelige".

(Studenterne MCMVIII, 1933. s. 257-258).

Af en hjemmeside om familien Borries fremgår at Enoch Elias Andersen købte Jernbanegade 10 af sin forgænger, Carl August Borries i juni 1924. I 1931 købte han den tilstødende grund. Andersen var ugift, men hans søster flyttede ind og førte hus for ham indtil hans død i 1935. Herefter afvede hun ejendommen hvor hun og broderen boede indtil hans død i 1851. Herefter flyttede hun til Valby. Huset blev overtaget af Odd Fellow-logen.

På et sygehusudvalgsmøde 19. april 1923 meddelte sygehuslæge Borries, at han var fyldt 70 år, og i henhold til tjenestemandsregulativet skulle fratræde sin stilling. Han havde da haft stillingen siden 1902. Han meddelte dog, at han gerne ville fortsætte, hvilket blev godkendt. Men da han efter kun ¾ år afgik ved døden, skulle der ansættes en ny sygehuslæge. Efterfølgeren, Elias Andersen, stillede ved ansættelsen krav om visse forbedringer. Han mente bl.a. at sygehuset burde indrettes med centralvarme, i hvert fald i stueetagen således, at man slap for de støvede kakkelovne og så der var varmt vand på operationsstuen. Det har været barske tider!

Farfar blev begravet på min fars 37 års fødselsdag, 10½ år før jeg blev født. Arvingerne, dvs. farfars enke, far og Elna, videresolgte ejendommen til farfars efterfølger, læge Elias Andersen for 52.000 kr. Efterfølgeren udvidede grundarealet med yderligere 333m2, som han betalte med 3.300 kr. Elias Andersen boede i Jernbanegade 10 indtil sin død i 1934, kun 44 år gammel. Hans 2 søskende arvede ejendommen, som hans søster boede i indtil Odd Fellow-Logen købte ejendommen i april 1951. Logen frasolgte det tilstødende areal, matr. 208b, hvor der i dag ligger et stort supermarked. Til højre for huset udbyggedes med et indgangsparti, og bag huset med en stor tilbygning med plads til loge-sal og festlokaler.

Køge, Sygehusvej – Mindesmærke for sygehuslæge Elias Andersen

7. oktober 2013

Mindesten for Elias Andersen ved lokationen for det gamle Køge Sygehus, Sygehusvej 27: "Sygehuslæge Elias Andersen. *25.11.1889 +16.10.1934. Patienter og venner rejste dette minde. På bagsiden: Sygehuslæge i Køge fra 1.4.1924. Pleje de blomster. I hjertet gror. Søge de trættes og syges spor. Glædes ved livets rige gaade. Tage med tak mod dødens naade". Bag på busten findes indskriften: C. Arvesen okt. 1935

Mindesmærket for Sygehuslæge Elias Andersen (1889-1934) blev rejst i 1935 for at mindes en god og pligtopfyldende læge i Køge. Elias Andersen virkede som sygehuslæge og praktiserende læge i Køge fra 1924 til sin død i 1934. På det tidspunkt var der kun én sygehuslæge på Køge Sygehus, og ved siden af havde han sin private praksis. Da han aldrig sagde nej til syge patienter, arbejdede han hårdt og sled sig op i en ung alder. Efter Elias Andersens død blev der nedsat en komite, der skulle indsamle penge til et monument. 1000 venner og patienter bidrog til mindesmærket, der er udført af stenhugger Sam Svenstrup, Køge.

Sygehuslæge Elias Andersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.