Den fejlslagne Spekulation. (Efterskrift til Politivennen)

Emma og Enkemanden.

Da Henrichsen ikke vilde dø.

For et Par Aar siden fik en fraskilt Kone, der hedder Emma Larsen, Plads som Husholderske hos en Enkemand, der hed Henrichsen og som var Arbejder paa Orlogsværftet. Det var en god Tjans, hun fik der, thi Henrichsen havde et pænt Hjem paa Brigadevej, og Emilia fik det som Blommen i et Æg. Hendes Taknemmelighed stod dog ikke i noget Forhold hertil, hvad man snart fik Beviser for.

For et halvt Aars Tid siden blev Henrichsen syg og indlagt paa Hospitalet, og over for Emma Larsen erklærede Lægerne, at der ikke var stort Haab om, at han kunde leve. Emma Larsen lod som om hun blev dybt nedslaaet ved at høre dette, men indvendig følte hun stor Fryd. Hun begyndte at holde Selskabelighed i Lejligheden paa Brigadevej, hun tog Varer i Kredit i Henrichsen Navn, hun solgte væk af Møblerne og af Henrichsens Gangklæder for at faa Penge, og hun blev endog saa fræk, at hun hævede 600 Kroner paa Henrichsens Sparekassebog. Han mente, at der ingen Risiko var, nu døde Henrichsen jo snart, og saa var der saamænd ingen, der anede noget om, hvad han efterlod sig eller ej.

Imidlertid, det gik noget anderderledes. Henrichsen var sejglivet, han døde ikke, tværtimod han blev bedre og bedre, og for en halv Snes Dage siden blev dan udskrevet fra Hospitalet. Det kan nok være, at Emma blev hed om Ørene da hun saa, at hendes Spekulation var slaaet fejl. Og da Henrichsen saa, hvorledes der saa ud i hans Hjem, blev han yderst forbitret, og han lod straks den utro Emma anholde. Sammen med hende blev der ogsaa anholdt en vis Niels Jensen, der sigtes for at have været hende behjælpelig med at sælge af Henrichsens Sager og bruge Pengene

(Aftenbladet (København) 18. august 1919).

Sundhedsfarlige Forhold ved kongens Enghave. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Paa Kongens Enghave mellem Statens Værksteder og Frederiksholms Havn strækker sig et hyggeligt, veltilvokset Havekvarter. Havelejerne er her Arbejdere, de efter endt Daggerning søger Hvile ved at pusle om og hyggeliggøre denne lille Plet Jord for dem og deres Familier.

Opholdet i disse Haver er nu i den bedste Del af Sommeren indtil Dato gjort uudholdeligt for de mange Arbejderfamilier paa Grund af den Stank, som den i Nærheden liggende Kødfoderfabrik udsender. Fabriken har altid været en Plage for Havekvarteret, og man troede, at i Sommer skulde man endelig være den kvit, da den er nedbrændt; men det er blevet det modsatte Forhold. Fabriken har nemlig lige før og efter Branden faaet tilkørt Hundredvis af Tønder raadne Kartofler, som ikke alene opfylder Fabrikspladsen, men ogsaa, hvor utænkelig det end lyder, den halve Bredde af Vejen langs Fabriken, som Havelejerne skal passere. Da Fabriken ligger stille, faar disse Hundreder af Tønder Kartofler midt i Sommerens Hede Lov til uden videre at raadne op, mens Bunkerne for hver Dag synker sammen, og den raadne Kartoffelsaft løber ud paa Vejen. - Man behøver vist ikke at udvikle, hvor forfærdelig en Stank denne Pestbunke, som Tusindvis af Fluer og Masser af Rotter tumler rundt i, udsender over dette Havekvarter. Hvor er Sundhedspolitiet henne?

Her tyer Arbejderen med sin Familie uden for Byen for at indaande en Smule frisk Luft, og her skulde hans Børn, som i Sommerferien ikke kan komme paa Landet, opholde sig; men denne forpestede og med Fluerne sygdomsbefængte Atmosfære forhindrer alt dette. Derfor stiller disse mange Arbejderfamilier dette Krav: Fjærn disse sygdomsbefængte, raadne Kartoffelbunker, at vi Havelejere dog Resten af Sommeren kan nyde vore Haver.

En Havelejer
i Haveforeningen "D. S. B."

(Social-Demokraten 1. juli 1919).

Det gamle Bomhus paa Lyngbyvej. (Efterskrift til Politivennen)

I vore Dage, da alle Bomme sprænges, er det jo heller ikke saa underligt at de Afspærringer, hvor man afkrævede de kørende Kjøbenhavnere Bompenge efterhaanden er forsvundne. Længst og haardest stod Kampen om Amager Bom, det er ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at de Amager-Bønder endnu kørte lange Omveje for at undgaa at betale den forhadte Afgift.

Nu river man det gamle Bomhus paa Lyngbyvej, hvor Bommanden sad i sin lille gemytlige Kahyt for sig selv, ned, vort Billede viser det, efter at dets Dage er talte. Det er næsten Synd at gøre det, for det er dog et hyggeligt Minde om svundne Dages Mangel paa praktisk Sans.

Endnu har vi da kun Bommandens Hus ved Indkørselen til Charlottenlund fra Strandvejen tilbage. Den sidste Bommand dér var en streng Herre, som meget nødig paa Somersøndage indlod sig paa at tage Tur og Retur paa een Gang; derfor holdt Vognene, dog især paa Væddeløbsdage, i lange, utaalmodige Rækker, indtil det økonomiske var klaret. Det var til liden Glæde for Vognenes Passagerer, men Charlottenlunds faste Beboere skulde gerne om Søndagen ned til Bommen for at se paa de fine Folk, der kom i Vognene; bagefter gik de saa til Grøndalshuset for at se deres egne Tjenestepiger danse med Skovshovedfiskerne paa den dertil indrettede Estrade.

Blandt de faste Tilskuere begge Steder var Kong Frederik den Ottende, der allerede som Kronprins havde arrangeret sig en Udsigtshøj lige overfor Bommandens Hus, hvor han var en sikker Mand hver Søndag Imellem 2 og 4. Lad endelig ikke Charlottenlunds Bombus gaa samme Vej, som Lyngbyvejens nu gaar; dertil er det for kønt, og der er hyggeligt derinde i de lave Stuer; det kan bl. a. Fru Dagmar Heinemann bevidne, hun har boet dér i mange Somre, medens hun optraadte i "Over Stalden".

Om Bomhuset ved Lyngbyvejen fortælles en morsom Historie fra de Dage, da man begyndte at køre paa Cykle her i landet. Det var de bekendte høje Cykler med det store Forhjul. Blandt de første, der vovede sig ud ad Lyngbyvjen paa saadant et Bæst var Fabrikejer Bjørn Stephensen, der da var en meget skattet Studenterskuespiiler; han havde nok læst paa den malede Tavle, at Enspændere betalte saa meget, Flerspand mere. Og nu skelede han til Bommanden og spurgte: "Hvor meget koster det saa for mig at slippe igennem med denne Herskabsvogn?"

"Ingenting", svarede Bommanden haanligt, "dem regner vi for Barnevogne!"

Knud Bokkenheuser

(B. T. 26. juni 1919).

Henning Jensens Afsked fra Avisen København. (Efterskrift til Politiven nen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Et stykke inde i 1900-tallet skrev Jensen flere andre fortællinger og Psykisk Forskning. Livets og Dødens Gaade (1916). Desuden udgav han en del populære skrifter og delvis, selvbiografiske romaner. I "Min sidste Bog" (1919), mærkes en stærk interesse for spiritismen.

S. Juncker-Jensen (1859-1940): Henning Jensen 1926 (1838-1929). Præst, politiker, forfatter, journalist, fotograf. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Henning Jensen.

Jeg kan ikke fortælle Henning Jensens Historie. Det er en gammel Historie, og jeg er ikke inde i Enkelthederne. Vi, der ved, at Verdens Skabelse - eller Undergang - begyndte i 1914 gaar forbi Hørup i Kongens Have uden at høre saa meget som en Hvislen. Og dog har Kunstneren gjort hans Mund til et stort Skraal. Ja, det skal være gaaet livligt til her i Landet i vore Fædres Tid, og Henning Jensen var nok endda rørigere end saa mange andre der troede som han, at Landet kunde sættes paa den anden Ende. Han afstak ikke sin præstelige og politiske Bane efter en Linie; han havde ikke engang Pasgænger-Hæderlighedens Afsky for skarpe Kurver. Han mistede et Præstekald, hvad jeg i Betragtning af at han selv var ude om det, ikke kan se noget mærkelig i, navnlig da han beholdt en Pension. Men den Gang var Martyriet paa Moden; Georg Brandes havde lagt for, og Henning Jensen fik en smuk Charge blandt hans Efterfølgere. Jeg tror nok, at "Politiken" ønskede saavel Videnskaben som Skønlitteraturen til Lykke med hans Forfatterskab; men det kan godt være at, "Politiken" har glemt det. Saa husker "Social-Demokraten" bedre; den hyldede en Gang imellem Henning Jensens Overbevisningstroskab ved at aftrykke gamle Artikler, hvis Indhold og Form viser, at der for godt en Snes Aar siden var en politisk Skribent ved Bladet

Men, som sagt, noget nærmere om Henning Jensens Stortid som Aandskæmpe og Banebryder ved jeg ikke. Da jeg lærte ham at kende, var han Redaktør og polemisk Pennefører ved "København". For det meste beskæftigede han sig med "Politiken"; han skrev altid Navnet "Pol", maaske fordi han skrev det saa tidt, men maaske ogsaa - det har jeg ham mistænkt for, fordi han opfattede det som et Slags Papegøjenavn. At det var ham en sand Svir at drille Poppedrengen, er i det mindste hævet over al Tvivl 

Jeg vilde udtrykke mig ærbødigere om en saa gammel Mand som Henning Jensen, hvis jeg ikke vidste, hvor ung han er. Dengang jeg kom til "København" som grøn Medarbejder, var han 66. Da jeg forlod Bladet, var han kun 80. Han var Redaktionens bedste Fodgænger, og naar han kom tilbage fra sin Sommerferie som en solbarket Lohals-Rødhud, var han endnu mere end ellers dens Stolthed. Sandsynligvis har han engang haft Albuer som alle andre Folk, der ved hvad det betyder for Verden, at de kommer frem. Men jeg har kun kendt ham som en beskeden ung Mand, der aldrig talte først, og var en Salomo i venlig Visdom, naar man gjorde ham den Ære at indlade sig med ham. Det er ingen Overdrivelse; en lang og bevæget Sejlads har ført Henning Jensen til den Ankerplads hvor man ikke pløjer Bølgerne, men lytter til dem. Hvad Navn, jeg skal give Stedet, véd jeg ikke. "Social-Demokraten" har oftere stemplet det som et af Reaktionens onde stinkende Smuthuller. Men "Social-Demokraten" tager nu altid Munden saa fuld.

Naturligvis, saa ung som Henning Jensen holder man sig ikke for sine Dyders Skyld jeg véd nok, at Henning Jensen tror paa et bedre Hinsides, der ikke er befængt med radikal Skvalder, og hvor de folkekirkelige Forhold desuagtet er endnu rummeligere end i Vaalse. Men paa den anden Side føler jeg mig forvisset om at hans syndige Sjæl endnu vanskelig vil kunne løsrive sig fra Jorderig med saadanne Tillokkelser som "Politiken" og stud. theol. F. J. Borgbjerg. Henning Jensen er Verdens liberaleste Teolog, og dog vilde han aldrig have valgt Teologien, dersom han ikke havde vidst at den aldrig slaar Haanden af sine Dyrkere, men netop tager deres Anlæg i Brug, træner dem, som man træner en Jagtfalk og altid har en Fanden parat for en rask Mand med et Blækhus.

Derfor er Henning Jensen ogsaa stolt af at være Teolog. Og har han end som saa mangen anden Kondottier baaret mere og mere end een Farve til Kamp stod hans Hu under dem alle. Vil man bebrejde ham, at han sommetider har brugt en jesuitisk Stilet i Stedet for et ridderligt Slagsværd, saa vil han svare med et grumt Smil, at han i alt Fald aldrig har været en Stymper, der søgte Aflad, førend han langede ud.

Jeg forestiller mig, at han altid har foretrukket et Liv efter Lyst og Temperament, efter Had og Venskab for et velvilligt Eftermæle, og at han i Anfægtelsesøjeblikke har spurgt med Linedanseren i Sankt Hansaften-Spil, om "de andre" ikke ogsaa var nogle Bengler. Et er jeg vis paa: hvis Henning Jensen var blevet til, uden at give et offentligt Kny fra sig, hvis han aldrig havde betraadt en Talerstol eller skrevet en Avisartikel saa vilde han have naaet nøjagtigt lige saa meget og lise saa lidt som nu. For ham har Livet som offentlig Personlighed nærmest kun været Omkostninger; sin betydelige Intelligens, sin Kundskabsfylde, sIn Livserfaring, har han ikke omsat i et Livsresultat, i hvilket han lægger sig til Hvile som den ægyptiske Konge i sin Pyramide. Men ung har han holdt sig ved Kamp og ved Søgen. Han fører endnu sin Pen til Misundelse for mangen Konkurrent, naar han vil; til et lille, rask Krydstogt sætter han med Fornøjelse Sejl den Dag i Dag. Og da onde Tunger sagde, at han ikke havde flere Standpunkter at revidere, saa blev denne Pastor emeritus Aandemaner. Hans Begrundelse var ikke ilde: har han Uret i at Materialismen er Tidens Pest, og at Kirkeklokkerne har svært ved at ringe den af Lande? Vist tror Henning Jensen paa Aander; om Videnskaben er ham en saa sikker Forbundsfælle, som han gaar ud fra, og om han har mange Meningsfæller blandt "København"s Læsere, skal jeg ikke kunde sige. Men hvor ihærdigt og udholdende har han ikke slaaet til Lyd for sin Opfattelse! Og hvor overbevist sikker har han ikke været i sin Sag!

Henning Jensen er ikke mere Redaktør ved "København". Han har forladt sin Post med en stilfærdig Tak til Bladets Chefredaktør, og Takken er bleven gengældt. To hedere Hoveder end Hennings Jensens og Witzanskys har sjældent rendt Panderne sammen. Og to Mænd ender ikke altid i saa roligt og tillidsfuldt Venskab. Selv i Henning Jensens Liv er 20 Aar et Stykke Tid. Hans 20 Aar ved "København" blev en Arbejdsdag, der langsomt og uden bratte Udgange ebbede ud i Hvile.

Og hvad kan en gammel Mand forlange mere? vil Henning Jensen tænke. Indtil han en Dag læser i "København", at Kirkeligt Landsforbund har vedtaget en Resolution, som kun en meget gammel Teolog kan bekræfte.

Anders Vigen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. maj 1919)

Anders Vigen (1879-1957) journalist. Ansat 1905 ved avisen København. Avisen var da uafhængigt borgerlig, stærkt forsvarsvenlig, skarpt antisocialistisk. I sin tid på København skrev Vigen stærkt polemiske lederartikler. Da Witzansky 1918 solgte det til en gruppe af industriens hovedmænd med Alexander Foss i spidsen, blev han politisk medarbejder ved Berlingske Tidende, dog kun til 1919 hvor han blev medleder af Erhvervenes pressesekretariat der var oprettet af Industrirådet og arbejdsgiverforeningen. For igen efter den politiske krise 1920 at indgå i Berlingskes redaktion som politisk hovedmedarbejder. Disse to stillinger havde han indtil årsskiftet 1926-27 fratrådte. Nytår 1928 politisk redaktør i chefredaktionen for Berlingskes morgen- og aftenudgave.

Dagmar Olrik og Raadhusgobelinerne. (Efterskrift til Politivennen)

Dagmar Olrik: uddannet 1879-80 på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder.  Derefter blev hun undervist af sin fader, senere af maleren Viggo Pedersen. På en studierejse i Tyskland, Frankrig og Italien, og i Rom og Firenze lærte hun 1900 gobelinvævning og restaurering af gobeliner. I 1902 blev hun leder af værkstedet for vævningen af gobeliner til Københavns nye rådhus. På initiativ af broderen Axel Olrik ville man hylde maleren Lorenz Frølich på hans 80-års fødselsdag ved at udsmykke rådhuset med gobeliner udført efter hans kartoner, der havde motiver fra den nordiske mytologi. Lorenz Frølich (1820-1908) var internationalt kendt som børnebogstegner. Han udførte 1900 kartoner til billedtæpper med motiver fra Fabricius' Danmarkshistorie. Arbejdet tog 18 år. 1902-10 bistod søsteren hende i arbejdet på værkstedet, hvor Dagmar Olrik oplærte mange elever. 

Fotograf Valdemar Alfred Poulsen (1859-1923): Væverske Dagmar Olrik (1860-1932). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det næste Gobelin.

Man mindes sin Grimm paa Vej op til Stedet, hvor det næste Gobelin bliver til. Borgens Gange bliver snevrere og snevrere og mere og mere snørklede. Den Vandrendes Trin lyder hult, og Genlyden kommer tilbage fra lierne Hvælvinger. Under Bjælkeloftet tærer Hus- og Korsedderkoppen paa Sommerens Fangst, og del siges, at Taarnfalken har til Huse deroppe et Sted, hvor Tømret danner Labyrinth.

Bandt Rhinen sit grønblaa Baand dybt dernede ved Borgens Fod, og havde Tidens Tand gnavet Mur og Bindingsvært, kunde den svære, dobbelte Jerndør, hvis Bolte nu med Larm og Raslen løftes af Lejet, vel tænkes at føre ind til Feen, der - stadig jævnføres Grimm - ynder at slaa den gyldne Ten i slige sære Kroge.

Lige meget, at man hører de elektriske Sporvognes Klokkekimen for Borgens Fod, og lad være, at det nye Raadhus' Siobning endnu ikke er anløben, Stedet er det bedst mulige Atelier i hele Hovedstaden, for Kongen over Eventyrriget, Skaberen af Alfer og Nisser, den gamle Mester Lorenz Frølich, Manden, der kan fejle Fantasiens Skude paa grundere Vand end alle andre Navigatører i dette daarlig afmærkede Løb.

* * *

Allerede i flere Aar, fra Arbejdet blev begyndt paa de første Raadhusgobelin, har Lorenz Frølich havt Atelier heroppe paa Raadhusets Loft i samme store Rum hvor Frøken Dagmar Olrik har opstillet sine Væve.

Ved et pynteligt Tremmeværk i halv nyengelsk Stil er Stuen delt i to Dele, hvoraf den nærmest Indgangen giver Plads for en Del af Raadhussamlingerne. Bag det grønne Gitter residerer saa den gamle Kunstner og den meget talentfulde Dame. Det Arbejde, som nu er l Gang, forestiller "Uffe hin Spage". Frølich har malet  Situationen umiddelbart efter Uffes Kamp med den holstenske Kongesøn og hans bedste Kæmpe paa Ejderøen. For Uffes Fødder ligger den med Vermunds gamle Sværd Skræp fældede Prins. De danner tilsammen Billedets Hovedfigur. Vermund har just af sine Ledsagere hørt Kampens Udfald og kommer nu ilende sin Søn i Møde med udbredte Arme. Der forestaar endnu forskellige Forandringer med Uffeskikkelsen, som sikkert ogsaa kan blive noget friskere og livligere; det bør mere pointeres, at han er vaagnet til nyt og daadrigt Liv. Kompositionen er som Helhed fortrinlig, og Vermundfiguren kommer højt op mellem Frølichs Frembringelser. Det rent koloristiske maa selvfølgelig ses i Forhold til Bestemmelsen, at genstøbes i Gobelinet og saaledes bedømmes, naar Arbejdet om Aar bliver fuldt færdigt.

Taalmodighed og Udholdenhed maa den have faaet i Vuggegave, der skal gengive Scenen er i Garn. Selv med anspændt Energi stæder Arbejdet sig frem Linie for Linie, og naar den korte Vinterdag er svunden, er man maaske naaet en Kvadraltomme videre, end da man begyndte om Morgenen.

Foran den store, høje Væv staar Frølichs Billeder og Udkast, saaledes at den, der væver, stadig har Kunstnerens Farvenuancer for Øje. Linierne kalkeres med sort Farve fra Billedet over paa Forsiden af Vævens lange, hvide Traade. Da Vævningen foregaar paa den anden Side Væven, hvorfra man altsaa ikke kan se de overførte Konturer, bliver der stillet et Spejl op foran, og gennem dette følger Væversken Omridsene. Allerede dette synes uhyre besværligt. Men det forsikres, at Øjet hurtig vænner sig til at arbejde efter Spejlbilledet, og at man, for ret at se Vanskelighederne, bør gaa om paa Vrangen.

Set herfra frembyder Væven et enestaaende Billede paa Forvirring. Hundreder af de smaa kniplepindelignende Træskytter, omvundne med Garn i snart sagt alle Farver, sidder tæt op mod Vævens hvide Garn, saa tæt, at det næsten ikke synes muligt at bevæge den ene for den anden.

Man er netop i Færd med at væve en Kvadrattomme Brynje. Det tilsvarende Stykke ses paa Billedet i en blaagraagrønlig Metalfarve. Til Genfremstillingen af blot denne Kvadrattomme er flere Snese forskellige Garnvindsler i Brug. Undertiden skifter Farverne med næppe synlige Mellemrum, og Blikket er paa evig Vandring mellem Vindslerne, Spejlet og Kunstnerens Billede. Endda gaar det af og til galt alligevel, og det med meget Besvær vævede lille Stykke maa atter pilles op.

* * *

Frøken Dagmar Olrik, der leder hele Væverarbejdet, som Stykke for Stykke approberes af Frølich, har til Hjælp to unge Damer, der arbejder ved Vævene, og en ganske ung Pige, der sætter Garnet paa Vindsler.

Frøken Olrik har i Florents lært den tekniske Side af Arbejdet til Fuldkommenhed. Det, som ikke kan læres, men maa ejes paa Forhaand og kun kan udvikles og skærpes, det rent kunstneriske, Blikket for Nuancer og Evnen til at bedømme Forholdet mellem Penslen og Garnets Kolorit, har hun allerede vist, at hun var i Besiddelse af ved sit første store Raadhusgobelin.

Det ene er ikke mindre nødvendigt end det andet. Blot det at indkøbe Garnet kræver Aars Erfaring og et fintmærkende Øje. Det Garn, Gobelinvæveriet kræver, gaar man ikke ned og køber i nærmeste Manufakturhandlerbutik, men køber det overhovedet saare sjældent der i Landet.

Det meste faar Frøken Olrik fra Lund, hvor der findes et over Hundrede Aar gammelt Farveri, der tilvirker Garnet paa rette Maade og har det rette Udvalg. Findes det ikke i Lund, gaar Turen til Norge, hvor der ogsaa findes enkelte brugbare Farverier. For visse Farvers Vedkommende maa man søge til Paris, og det kan naturligvis afgøres ved en vidtløftig Korrespondances Frem- og Tilbagesendinger, men det bedste er og bliver, naar Frøkenen selv kan vælge Farverne paa Stedet.

Ikke til at undres over, at Gobelinsvæveriet saa hurtig uddøde her i Landet. Den smukke Kunst stiller saa store Fordringer til Udøverne i Retning af Indsigt, Smag og Farvesans, at allerede det kun er de færreste givet. Dertil en Taalmodighed, der om den end ikke behøver at være som Danaidernes, saa dog næsten som hin gode Fees, der sad i det ensomme Taarnkammer og spandt og spandt, uden at nogen vidste, hvor længe hun havde siddet det.

(Nationaltidende 17. januar 1907)

Den vanskelige Kunst

Det er i Dag, det sidst fuldførte Gobelin afleveres til Raadhuset af den Komité, der samler ind til de kønne Vægdekorationer. Et Øjebliks Hvile indtræder oppe i de store Taarnværelser, hvor Vævene nu har gaaet med faa Afbrydelser i en halv Snes Aar, indtil man tager fat paa at omsætte den næste Kartons Farver i kulørt Garn.

Højt over Byen, afsides fra den travle Summen i den store Bygning, gemt væk paa Bunden af snørklede Gange og kun tilgængelig af knirkende Trapper, der alt synes at have faaet Ærværdighedens Ælde, der ligger Gobelinsvæveriet, som Frøken Dagmar Olrik leder.

Det var udmærket, at man havde Lorenz Frølichs Kompositioner, da man bestemte sig til at lave Raadhusgobelinerne, det var et Held, at denne fremragende Kunstner selv var i Live og kunde yde sin Hjælp i de første vanskelige Aar, men det er dog et Spørgsmaal, om Planen kunde være virkeligjort, hvis man ikke ogsaa havde havde havt Frøken Dagmar Olrik.

Det maatte være en Dame med usædvanlige Evner, der skulde løse denne Opgave. Det var ikke nok, at hun havde den rent tekniske Viden, som mere end en kunde erhverve ved Studier, men hun maatte ogsaa have den rette kunstneriske Forstaaelse af denne specielle Opgave at virke de gamle Sagnbilleder i Væven.

Dagmar Olrik var af en Slægt, hvor Interessen for Kunst er ligesaa levende som for Historie. Den afdøde Maler, Professor Henrik Olrik er hendes Fader, Forskeren af Oldtidsminder Axel Olrik hendes Broder, Hans Olrik, Forfatteren af mangfoldige Skrifter om den tidlige Middelalder og Musæumsinspektør Jørgen Olrik, andre af hendes Brødre. Det var da for hende ikke noget nyt at skabe karakteristiske Figurer ud af Fortidens Historie, som hele hendes Familie havde dyrket fra sin Ungdom. Eller som man ogsaa kan udtrykke det, satte sig ind i Frølichs Aand og Tankegang. Samarbejdet mellem de to, Kunstneren og Væversken blev saa intimt som det kunde, og det var en af Frølichs største Glæder, at Frøken Olrik forstod ham saa fuldt ud.

Uhyre besværligt har dette Arbejde været. Hvad der er prøvet og atter vraget af Materiale er meget anseeligt. Med mange Handlende rundt om i Europa har Væveriet staaet I Forbindelse for at finde det Garn, der egnede sig. Og nu leveres Størstedelen vistnok fra et Aarhundrede gammelt svensk Farveri i Sydsverrig og fra enkelte franske Farverier.

Hvor vanskeligt er det ikke ogsaa, selv om Materialet nu er blevet saa godt som ønskeligt at ramme netop de rette Toner i Kunstnerens farvede Karton. Arbejdsmethoden er paa en Maade indirekte, thi kun et Speil i Væven fortæller Væversken om det er lykkedes hende at følge Kunstnerens Farver. Og ofte viser det sig saa, at Dagens Slid har været uden Resultat, de vævede Traade maa atter stilles og der maa begyndes forfra.

Savledes er Gobelinsvæveri ogsaa et Taalmodighedsarbejde af Rang. Det er forstaaeligt om Frk. Olrik og hendes Medhjælpersker, der nu møjsommeligt har føjet Kvadrattomme til Kvadrattomme til det sidste store Arbejde, føler Stolthed og Glæde ved at det i Dag overrækkes Byen og fra i Dag pryder Byens smukkeste Festsal. Det giver Mod og Lyst tik at fortsætte med den næste Halvdel, som vil lægge Beslag paa Damernes fulde Arbejdsevne i de næste 10 Aar.

(Nationaltidende 7. april 1913)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. marts 1916 bragte på forsiden en kort reportage med fotoer (desværre i dårlig kvalitet) af arbejdet i vævestuen.

Peter Elfelt: Fremstilling af gobeliner på Rådhuset. 1916. To ansatte væversker stående ved store vævestole beregnet til billedvævning. Kbhbilleder. Public domain.

Den næstsidste gobelin blev afleveret i marts 1919. Den 25. oktober 1920 afleverede komiteen det endelige arbejde. I slutningen af året modtog hun fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde.

Foruden det store arbejde med rådhusgobelinerne udførte hun opgaver med restaurering af gobeliner for Nationalmuseet, Københavns Universitet, Frederiksborgmuseet samt for en række herregårde. Sine kunstneriske evner brugte hun desuden på egne værkstedsarbejder og udstillinger. Fra 1918 boede hun i Klampenborg hos søsteren og dennes ægtefælle arkitekt Carl Brummer. I 1920 blev hun hædret med Fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde med gobelinerne.

Dagmar Olrik virkede i en periode af dansk tekstilhistorie, hvor den gamle gobelinteknik blev taget op på ny, og hvor en voksende interesse for moderne brugstekstiler bl.a. gav stødet til oprettelse af nye væveskoler. Motiverne fra folkeviser og Nordens mytologi, der prægede tiden før århundredskiftet, blev afløst af en inspiration fra museernes bondetekstiler. I denne brydningstid understregede Dagmar Olrik den nationale tekstile tradition, samtidig med at hun lagde vægt på en fornyelse af vævningen som fag.

60 Aars Fødselsdag.

Frk. Dagmar Olrik ved Væven.

Paa Onsdag bliver Frk. Dagmar Olrik, Lederen af Raadhusets Gobelin væveri, 60 Aar.

Som Datter af den afdøde Portrætmaler, Professor H. Olrik, fik Frk. Olrik sin første Interesse for Kunst i Faderens Atelier i den kendte Villa i Rahbeks Allé, hvor Væggene var smykkede med Pompeijanske Dekorationer. Hun blev først Malerinde og udstillede jevnligt paa Foraarsudstillingerne, indtil hun i 1000 efter forskellige Forsøg i dekorativ Retning fandt det Felt, hvor hun kunde udfolde hele sin Personlighed: Gobelinvævningen.

Dagmar Olrik var en af de første, som ivrigt kastede sig over denne Kunstart, der paa det Tidspunkt var fuldstændig uddød herhjemme, og hun foretog en lang Studierejse i Italien, hvor hun bl, a. kopierede Vatikanets berømte Gobeliner, og i Florenz blev vejledet af Forstanderinden for Uffiziernes Gobelinrestaurerings-Værksteder i den Kunst at restaurere gamle, brøstfældige Gobeliner, saa man end ikke kunde se at de var restaurerede. Ved Hjemkomsten overdrog man Frk. Olrik Restaureringen af Tapeterne i Frederik II's Stue paa Frederiksborg. hvilket hun udførte til overordentlig Tilfredshed, og efter den Tid er talrige Gobeliner fra vore Slotte samt et af de Knieperske Tapeter paa Nationalmuseet istandsatte af hende.

I 1902 henvendte en Kreds af Lorenz Frølichs Venner og Beundrere sig til Frk. Olrik og bad hende overtage det interessante og ærefulde Hverv at udføre Gobeliner efter Kunstnerens Tegninger til en af Salene i det nye Raadhus. Magistraten stillede beredvilligt Lokaler til Disposition paa selve Raadhuset, og Dagmar Olrik tog da - godt rustet gennem sine talrige Studier - fat paa sin Livsopgave: efter Frølichs Tegninger i Væven at give de gamle danske Helteskikkelser Liv og Farve, et mægtigt Arbejde, hvortil hun fik en Skare dygtige Medhjælpere med Frk. Louise Harboe i Spidsen.

Ved sin 60 Aars Fødselsdag kan Frk. Olrik omtrent se Fuldendelsen paa dette Værk, idet man mener at have det hele færdigt til Frølichs Hundredaarsdag den 25de Oktober.

Hun har hermed paa den smukkeste Maade sikret sit Navns Bevarelse for Efterverdenene.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1920, 2. udgave).

Dagmar Olrik  (1860-1932) er begravet på Vestre Kirkegård,  Afd. C, rk. 1, nr. 15. Stenen viser Henrik og Hermine Olriks gravsten. Dagmar Olrik angives i Kvindebiografisk Leksikon til at være begravet samme sted. Hun var datter af maleren og billedhuggeren Henrik Olrik (1830-1890) og Hermine Olrik. Graven var på optagelsestidspunktet overgroet. Foto Erik Nicolaisen Høy.