Besøg i Idiotanstalten. (Efterskrift til Politivennen).

I en indberetning fra den norske præst, pastor Sigvald Skovlan, om en rejse, foretaget med offentligt stipendium for at studere idiotsagen, skriver præsten: “Det er et eget indtryk, man har tilbage fra en sådan rejse. Billeder af den menneskelige elendighed stillede sig levende frem for erindringen, men parrede med det velgørende syn af en energisk og opofrende kamp, som kirke og kristendom have rejst og fører for at befri og lindre naturens mest stedmoderlig udrustede individer.

Jeg kan ikke lade være at sammenfatte indtrykket i form af en begivenhed, der mødte mig i GI. Bakkehus' Idiotanstalt i København. Det var fastelavnsmandag. Man havde haft den forekommenhed også at indbyde mig. Midt iblandt den støjende skare der begav sig ud til Valby for at trække hovedet af gåsen (en folkeleg), slap jeg ind i den afstængte idiotanstalt. Hele lærerpersonalet samt de talrige oppassere og vogtersker var samlede. Af idioterne var de allerfleste i fuld pynt til stede; kun de uroligste i asylet turde ikke slippes ud. Der gaves i dagens anledning to små skuespil i anstaltens rummelige gymnastiksal, hvor alt var afdelt og indrettet som et miniatureteater af første rang. Der var sørget for håndsprøjter og sikkerhedsolielamper mod mulig ildløs - man havde teaterbranden i Wien i frisk minde. Orkestret bestod af en dame, der gav numre på et flygel. Med unge studenter i herre- og til dels damerollerne gik skuespillene fortræffeligt. Direktøren gjorde den for uindviede overraskende bemærkning: "I morgen ville alle disse - og han pegede på idioterne, som sad måbende på bænkene, højlig interesserede og oplivede - nynne alle disse melodier efter". Der var håndklap og bifaldslatter.

"Idiotanstalten"

Efter skuespillet spadserede alle de indbudte i den store spisesal, hvor en smuk anretning var serveret. Stemningen var lutter liv og glæde. Da opdager bestyreren med sit øvede blik nogle trækninger og rystelser, der gik over en af de tilstedeværende damers ansigt. Han giver et vink, og hun føres ud i et sideværelse. Han kalder en tilstedeværende mediciner til og iler efter. Damen er ramt af et hjerneslag. Hun er for nogle år tilbage blevet strammet af en idiot, og denne skræk har foranlediget en hjerneblødhed, der allerede et par gange har ytret sig i krampeslag. Selskabet fortsattes, men stemningen er dæmpet. Lægen er hentet; men den lidende dame er uden bevidsthed imidlertid er gymnastiksalen allerede ryddet, og idioterne svinger sig af hjertenslyst. Dans, et underligt syn! Situationen - den skærende modsætning mellem det mørke sygeværelse med den døende kvinde og den idiotisk hendansende, åndssløve sværm - blev mig for pinlig, og jeg forlod stedet. Endnu samme nat, inden tummelen var stille, døde damen af krampeslag, uden mere at være vågnet til bevidsthed. Indtrykket er visselig uhyggeligt. Det er således af åndssvagesagen i det hele. Da jeg første gang blev indladt gennem porten i Idiotanstalten i København, mødte mig skærende, hvinende skrig oppe fra korridorerne. Det var en epileptisk idiotisk, der just havde et tilfælde. Sligt hører til dagens orden i en større anstalt. Det skræmmer ikke mere de øvede og tilvante. Men indenfor en slig anstalts døre og vægge er der nok af det, som i begyndelsen angriber sanser og nerver. Der må visselig kald og opofrelse til for at øve tålmodighedens gerning blandt de åndssvage."

(Slagelse-Posten, 28. november 1882, 2. udgave).

Se også online-udgaven af E. V. Rolsted: Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus 1855-1905.

"Idiotanstalten" ved "Gamle Bakkehuus". Illustreret Tidende, 2. december 1860,

Begravelse på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

For et halvt år siden gik jeg en formiddag en tur ud på Vestre Kirkegård. Der var netop en begravelse. En simpel, sort fyrretræskiste, kun smykket af to kranse. Jeg trådte nærmere hen til følget, der kun bestod af en ung pige og et ungt menneske, rimeligvis et par forlovede. Tog jeg fejl? - Nej, det var jo den lille pige fra kvistkamret, og den døde var hendes moder, der endelig havde fundet den ro og hvile, hun ikke fandt i livet. Jeg blottede uvilkårligt mit hoved, da kisten sænkedes ned, idet jeg sendte et "Hvil sødt!" til den døde, og et "til lykke" til de to forlovede,

René.

(Social-Demokraten, 19. juli 1882.)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger 9de Aarsberetning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste Mai 1881 til 30te April 1882. Skoleaaret begyndte med 20 Piger. I Aarets Løb afgik 13 og tilkom 18, saa at Antallet den 1ste Mai 1882 udgjorde 25 Piger. Af de 13 afgik 8 som fuldt uddannede Tjenestepiger i et toaarigt Cursus med anvist Condition; 5 forlode Skolen uden fuld Uddannelse. I Løbet af afvigte Mai er Grev Holstein til Holsteinborg udtraadt af Bestyrelsen, og i hans Sted indtraadt Khrr. Johannsen, som er valgt til Formand. Ved Aarsfesten, der som sædvanlig afholdtes paa Kronprindsessens Fødselsdag, modtog 3 af Skolens tidligere Piger, der siden deres Udgang uafbrudt have tjent i 5 Aar hos det samme Herskab, en Præmie af 20 Kr. Ved Skoleaarets Begyndelse havdes en contant Beholdning af 1939 Kr. 75 Ø., og ved Aarets Slutning var den 275 Kr. 41 Ø. større. Det er det første Aar, i hvilket Skolen har virket med et Overskud. En Sammenstilling for de 3 sidste Aar viser, at Skolens Indtægter hvert Aar have været i Stigning, der ikke alene hidrører fra Gaver og Medlemsbidrag, men tillige fra Skolens Driftsindtægter. Udgifterne have ligeledes været i Stigning, hvilket forsaavidt er en Selvfølge, som de større Indtægter af Pensionatet og Middagsabonnementet, som Skolen især i det sidste Aar har bragt tilveje, betingede dermed forbundne Udgifter. I dette sidste Aar ere de samlede Udgifter imidlertid kun stegne ud over Udgiften i det foregaaende Aar med ca. 139 Kr., medens Indtægten paa samme Tid er stegen med ca. 2733 Kr. Naar al Indtægt og Udgift medregnes, have 21 Piger og Elever i Regnskabsaaret kostet Skolen 9553 Kr. eller 454 Kr. pr. Pige. Naar Skolen skal holde fast ved sin philanthropiske Bestemmelse, kunne Contingenterne ikke sættes høiere, end de for Tiden ere, nemlig for Pigerne mellem 100 Kr., dog i et begrændset Antal, og 20 Kr. maanedlig uden Beklædning, og for Eleverne 40 Kr. maanedlig, hvorfor Gaver og aarlige Bidrag fremdeles maa bibeholdes. Hds. kgl. H. Kronprindsesse Louise betaler, foruden et aarligt Contingent af 400 Kr., endvidere for tvende Fripladser a 240 Kr. Skolen agter ligeledes i Aarets Løb at oprette 2 Fripladser, der skulde vedblive at bestaae, saalænge Skolens pecuniaire Forhold tillade det. Skolen vil saaledes ved dette Aars Udgang have 4 Fripladser. De 9553 Kr. for Piger og Elever vare i det sidste Aar bestridte saaledes: Contingenterne 5145 Kr., Gaver og aarlige Bidrag 4375 Kr. og en extraordinair Indtægt 33 Kr. Skolens Eiendom i Emiliegade er taxeret til 60,000 Kr. og Inventariet assureret for 6000 Kr. Prioritetsgjælden er 47,029 Kr. Der er i Aarets Løb paa samme afdraget 789 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1882. 2. udgave)

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Optrin på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Fra København skrives til "Kolding Avis": Et sjældent udslag af råhed og brutalitet fandt sted i fredags ved en begravelse på Frederiksbergs Vestre Kirkegård. Da præsten havde forrettet jordpåkastelsen (den afdøde var en ældre kone) og derefter havde forladt graven, trådte en del af følget op på denne, for at kaste et blik ned på kisten. Mellem disse befandt sig også en af den afdødes sønner, og mens han stirrede ned på kisten, gav han sig pludselig til at spytte ned på den og udbrød: "Der ligger Du, Du gamle ..........." Denne hans opførsel vakte en så almindelig og berettiget indignation at det kun var med nød han undslap for at få en velfortjent korporlig revselse. Efter hvad vi erfarer er der fra det offentliges side gjort skridt for at undersøge sagen nærmere og derefter eventuelt anlægge sag mod den pågældende.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. juni 1882)

Franz Neruda og Kapelmesterposten 1882-1883. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Selv om Franz Neruda siden 1877 boede i England, bevarede han dog tilknytningen til det københavnske musikliv. Franz Neruda gæstespillede sammen  med danske musikere af og til i disse år. Enkelte gange også med en af eller begge søstrene. Wilhelmine optrådte også på egen hånd i Danmark. Hun var i mellemtiden blevet en international berømthed.

Franz Neruda bebudede at han  ville vende tilbage til Danmark i vinteren 1882/1883 hvor han ville foranstalte en 10 soiréer, især med Beethovens kvartetter, Schuman, Rubinstein, Brahms m. fl. I juni 1882 blev det kendt at han søgte om stillingen som kapelmester det det kgl. Teater, andre ansøgere var Frederik Rung, Bendix, Otto Malling og Balduin Dahl. Nationaltidende skrev i en længere artikel at Neruda selv gentagne gange havde udtrykt tvivl om sin kompetence, men mente at han ville blive en fortræffelig kapelmester. Nationaltidende mente at der fandtes fremragende danske musikere fuldt på højde med Neruda. Nerudas erfaring fra udlandet blev også omtalt som et plus.

Hr. Neruda og Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater I Følge et herværende Blad er Pladsen som Kapelmester ved det kgl. Teater bleven tilbudt Hr Franz Neruda, der imidlertid, i Følge samme Kilde, for at modtage denne, har forlangt en Gageforhøjelse af 1000 Kr. Da denne Meddelelse ikke er knyttet til et "Forlydende", kan man kun antage, at man har med et Faktum at gøre, og det er da unægtelig en meget mærkelig Kendsgerning thi saa vidt vides har ovennævnte fordums Kapelmusikus aldrig ledet nogen større Musikopførelse, hverken i Koncertsalen eller i Teatret. Hvorledes Teaterbestyrelsen imidlertid kan tilbyde en Musikus, der, saa at sige aldrig har havt en Taktstok i Haanden en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, vil ingen Kyndig kunne begribe, og Tilbudet bliver saa meget mere mistænkeligt, som Neruda da han var kongelig Kapelmusikus, aldeles ikke viste, al han havde nogen som helst Interesse for Operamusik, og han formodenlig af den Grund var et meget uroligt Orkestermedlem, der ingenlunde styrkede Disciplinen i Orkestret.

Det mærkeligste ved ovennævnte Meddelelse er dog, at Hr. Neruda forlanger en højere Gage end den afgaaede Professor Paulli, der var en meget arbejdsdygtig og rutineret Kapelmester. At der paa Operaens Omraade ikke altid ydedes noget Særligt kan næppe tilskrives ham, eftersom han ikke har kunnet forhindre flere af vore Operakræfter i at ældes i Tidens Løb. Mon Hr. Neruda vil forstaa bedre at sætte en Stopper for Naturens Fordringer? At Posten som Kapelmester tilbydes denne Herre, kan kun være begrundet i, at Hr. Neruda er en Udlænding, og en Udlænding, der ved sine Evner kan blænde de Indfødte, har altid nemt ved at komme frem i Danmark *). Det er vel ikke uden Grund, at vore tyske Naboer kalde de Danske for "die dumme Dänen".

*) Hr. Neruda, der jo er en Violoncelspiller, er for Tiden ansat som Lærer i Pianofortespil ved det herværende Musikkonservatorium.

(Social-Demokraten 18. juni 1882)

Neruda havde indgået bindende aftaler med engagementer i London sammen med søsteren Wilhelmine Neruda-Norman, og ministeriet anmodede af den grund Paulli til at fortsætte en tid endnu - hvilket han accepterede.

Koncertraseriet i København. Paa Grund af, at Hr. Kammermusikus Neruda, der har undt al mulig Honnør hos os, kun havde daarligt Besøg til sin første Musikmatine, have forskellige Blade opvartet med en hel Begrædelsesbog, i hvilken findes en Beklagelse over vort Publikums daarlige Smag og en Tilrettevisning, fordi dette Publikum ikke har tegnet sig til disse Martinéer, der betales med ikke mindre end 30 Kroner af hver Besøger.

Det morsomste ved Sagen er imidlertid, at de, der møder med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, have Fribillet saavel til de nævnte Martineer, som til lignende musikalske Underholdninger. Mon de Herrer vilde indfinde sig, hvis de skulde betale for de musikalske "Nydelser", som de nu mene, at Enhver har Raad til at overvære?

Forresten maa det vel erindres, at vi hos os er velsignede med en Mængde Koncerter, i hvilke der bydes Kammermusik, en Musikart, der ligger over de fleste Musikynderes Forstand. Hr. Neruda har jo selv kaldet adskillige af denne Art Koncerter til Live, og naaer han nu nu ikke frem med sit Foretagende i samme Retning, saa kan han vel tildels takke sine egne Skabninger derfor. "Men", siger Enkelte, "Hr. Neruda maa lægge til af sin egen Lomme, er det ikke skrækkeligt?" Men, siger vi, hvorfor mødes der ikke med lignende Beklagelser, naar mangen ar vore egne, dygtige Kunstnere giver en Koncert, der fremkalder et Deficit?

Vi skulle gerne give Svaret straks. Fordi Vedkommende ikte har været indskrevet i Kammeraderiet!

M.... 

(Social-Demokraten 7. november 1882).

I februar 1883 meddelte Nationaltidende så at Neruda havde afslået at ansøge om stillingen som kapelmester ved kapellet. I september 1885 modtog Franz Neruda et tilbud om at indtræde som violoncellist i samme kvartet som Joachim og Vilhelmine Norman-Neruda spillede i, idet Alfred Piatti var kommet alvorligt til skade i Italien.

I stedet for blev Johan Svendsen 1883 ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater. Han stillede som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.