Anna Bolinia Sørensen (1853-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Lærer og filantrop Anna Bolinia Sørensen (17. juni 1853 - 29. oktober 1909) voksede op under fattige kår i København. Hun tog i 1875 lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole og blev ansat ved Københavns kommunale skolevæsen hvor hun var til sin død i 1909 som lærerinde på Kapelvejens Skole på Nørrebro, dengang bydelen var en hastigt voksende arbejderforstad med mange fattige. Hun underviste fra 1876 også på den søndagsskole, Kirkelig Forening for Indre Mission i København havde oprettet i 1875. Her traf hun Marie Købke og Anette Jessen sammen etablerede en storstilet filantropisk indsats for kvinder og børn på Nørrebro.

Anette Jessen var gift med en flådekaptajn, og Anna Sørensen havde et privat tæt knyttet til hende: De rejste sammen til udlandet og købte i fællesskab købte en villa i Gilleleje, hvor de fremover tilbragte alle deres ferier og fridage. 

Anna Sørensen og Købke stiftede i 1876 Haandgjernings-Foreningen for Skt. Stefans sogn, der skaffede arbejderkvinderne lønnet hjemmearbejde. I 1879 indrettede hun og Jessen Haandgerningsskolen for Piger i en toværelses lejlighed i Jægergade 10. Børnene var her beskæftiget med enkelt arbejde, så de kunne bidrage til familiens indtægter og samtidig lære arbejdsomhed og ordentlighed. I 1880 anlagde de i samme lejlighed Nørrebros Bespisningsanstalt for syge i Vedbækgade (Karmel) i tilknytning til Skt. Stefans Kirken.  Samt i 1882 Nordvestkvarterets Vuggestue. Anna Sørensen var formand for Marthaforeningen, Købke ledede vuggestuen og håndgerningsforeningen, Jessen bespisningsanstalten.

Alle disse aktiviteter blev I 1882 samlet i Marthaforeningen med lokaler i Brohusgade 5 ved Nordvestvej (nu Borups Alle) på en grund foræret af isenkræmmer og fabrikant Anker Heegaard. Hans bror var i 1897 involveret i en strejke i Frederiksværk, se andetsteds på denne blog. En pengeindsamling finansierede Marthahjemmet (1886). Stueetagen var magasin og udleveringsrum for håndgerningsforeningen samt spisesal for bespisningsanstalten. I spisesalen blev der afholdt konemøder hvor kvarterets koner samledes og lappede familiens tøj, mens foreningens damer viste dem til rette og læste højt for dem. På første sal var der lokaler for vuggestuen. Ved siden af spisesalen lå pigernes arbejdsstue, hvor i alt 90 piger blev beskæftiget med håndarbejde. I hjemmet var der desuden en poliklinik, der tilbød gratis lægebehandling til børn. 

Haandgjerningsforeningen for fattige Kvinder. Under denne Titel er der af et Medlem af Haandgjerningsforeningen for St. Stephan Sogn (hos C. A. Reitzel) udkommet en lille Piece (12 Sider), i hvilken der søges spredt Lys over del Heldbringende l den Foreningsvirksomhed, som gaaer ud paa deels at uddanne fattige Kvinder i Haandgierningen og at muliggjøre det for saadanne Koner, som maae medvirke til Familiens Underhold, at kunne udføre dette Haandgjerningsarbeide hertt i Hjemmet, deels at gjøre denne Gjcrning indbringende for dem, og det allerede under selve Uddannelsen Der gives derhos en Række Oplysninger om den Forening, der i Kjøbenhavn har søgt at løse denne Opgave, nemlig Haandgjernings- foreningen for St. Stephans Sogn, som har sit Locale i Marthahjemmet, og som nu allerede har virket i 11 Aar. Af disse Oplysninger fremgaaer bl. A. at 8711 Kr. 95 Øre, som i disse 11 Aar ere blevne betroede Foreningens Bestyrelse, have givet de Fattige et Udbytte af 24.613 Kr. 94 Ø. Ved Siden heraf har Foreningen seet sig istand til at skabe Beholdninger (Material- og SalgSbeholdninger), der ved Udgangen af 1887 havde en Anstaffelsesværdi af 4355 Kr. 37 Øre. Ogsaa for de enkelte Arbeidersker har der fundet en jevn Fremgang Sted. Maximalfortjenesten var for den Enkelte i 1877 53 Kr. 18 Øre, i 1882 97 Kr. 26 Øre og i 1887 174 Kr. 64 Øre. Færdigheden for Arbeiderskerne er stegen. Benyttelsen er bleven større, og dermed er ogsaa Fortjenesten voxet. Der anbefales, med saadanne Resultater for Øre, Oprettelsen af lignende Foreninger paa flere Steder i Hovedstaden, og der søges gjentagende paavirst/at der foruden den directe Indtægt ogsaa inddirecte kan vindes Meget for de Fattige. Gjøres Hjemmet saa hyggeligt for Manden, at han derved holdes borte fra Værtshuse, vil der for Familien vindes mange Gange mere end hvad Huusmoderen fortjener ved sit Arbeide. I Piecen anbefales ligeledes at yde den allerede bestaaende Haandgjerningsforenilig for St. Stephans Sogn en Understøttelse, som begunstiger dens videreudvikling. Frøken Marie Købke, Bestyrerinden for Haandgjernings- foreningen for St. Stephans Sogn, giver Oplysninger, modtager Indtegninger, Bidrag og Bestillinger, saml er i Regelen tilstede i Marlhahjemmet (Brohuusgade Nr. 7 i Nørrebroes Nordvestkvarteer om Hverdagen fra Kl. 10-3.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1888)

1887 var hun sammen med Thora Esche og kvinder fra Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed med til at udforme en kvindeadresse til Rigsdagen med krav om ophævelsen af den offentlige prostitution. Thora Esche var forstanderinde for Indre MIssions Magdalenehjem for faldne kvinder, og anklagede i 1908 Livgarden for utugt. Affæren er omtalt andetsteds på denne blog. 

1891 flyttede Anna Sørensen ind i en lejlighed på Marthahjemmet. Måske inspireret af begrebet “social settlement” i England og USA hvor velgørere fra middelklassen bosatte sig midt i det fattigkvarter, hvor de virkede og således ved eksemplets magt viste, hvordan et arbejdsomt liv kunne udformes, samtidig med at de selv lærte de fattige bedre at kende. Som alle andre velgørere fra middelklassen var det hende magtpåliggende, at arbejderklassens familier blev holdt samlet og indrettede sig efter middelklassens mønster. 

Heegaard skænkede institutionen nabogrunden Brohusgade 7 hvor der 1894 blev opført en tilbygning til poliklinikken og drengenes arbejdsstuer. Fra 1908 stillede hjemmet et lokale til rådighed for De Samvirkende Menighedsplejers nyoprettede børneplejestationer, hvor diegivende mødre kunne lære barnepleje og få udleveret gratis mælk.

Erik Nicolaisen Høy: Brohusgade 7-9 - Marthahjemmet (2018). Kbhbilleder. CC-BY.

Udover det var Anna Sørensen bestyrelsesmedlem i Københavns Kvindeforening for Mission blandt Søfolk, fra 1907 formand for Lærerindernes Missionsforbund. Desuden var hun engageret i antiprostitutionsbevægelsen, arrangerede aftenmøder med højtlæsning og tedrikning for fabrikspiger for at holde dem væk fra gaden og give dem smag for borgerligt familieliv. 

Anna Sørensen var medlem af Dansk Kvindesamfund, og opfordrede sammen med bl.a. Købke i 1890 til oprettelsen af en forretning for reformdragter, se indslaget om Erna Juel-Hansen andetsteds på bloggen. I anledning af loven om kommunal valgret til kvinder tog hun i 1908 initiativ til Kristne Kvinders Vælgerforening, som hun blev formand for, se også det omtalte indslag om Erna Juel-Hansen.

Marthaforeningen 1895. Virksomheden er, ifølge Aarsberetningen, gaaet sin stille, rolige Gang under forbedrede locale Forhold, der i høi Grad have lettet det daglige Arbeide. Haandgjerningsafdelingerne have optaget ca. 330 Børn, og der er Plads til endnu flere. Saa snart de nødvendige frivillige Kræfter melde sig. eller Penge skaffes tilveie, vil dette Tal kunne forøges med 100. Her findes baade Drenge og Piger. Sidstnævnte sysselsættes med forskjelligt Haandarbeide. De forfærdige en Deel af de Gjenstande, der atter bortgives til Trængende. De lære at stoppe og lappe og vænnes til at anvende Mangt og Meget, som ofte bortkastes som unyttigt. Drengene binde Børster, flette Stolesæder, og gamle Cigarkasser forvandles ved Hjælp af Saven til forskjellige Gjenstande. Omtrent 40 Drenge beskjæftiges med Sløjd. Mange Børn holdes saaledes borte fra det omstrejfende Gadeliv, og de vænnes istedetfor til Arbeide og Orden. Om Søndagen samles Børnene i Søndagsskolen, der staaer under "Indre Mission" med Frøken Anna Sørensen som Forstanderinde. Bestyrelsen bringer en varm Tak til de Landboere, der gjæstfrit aabnede deres Hjem for 130 Piger og Drenge. Enkegrevinde Danneskjold-Samsøe har givet en Obligation paa 1000 Kr., hvoraf Renten skal bruges til Feriebørn. Vuggestuen, hvor de allermindste Børn pleies for 25 Øre daglig, har været aaben i 302 Dage og har i Gjennemsnit havt 14 Børn daglig. I Polikliniken for Børn, der atter har været ledet paa sædvanlig uegennyttig og trofast Maade af Dr. med. Adsersen med Bistand af Læge Bonnesen, er der blevet behandlet 1436 Børn med 6163 Consultationer. Marthahjemmet har to Sygepleiesker, der tilser Sognets Syge i Hjemmene. Der er i det forløbne Aar blevet pleiet 93 Patienter med 5146 Besøg. Der er blevet udlaant ca. 140 Stkr. og bortgivet 969 Stkr. Børnetøj, 258 Stkr. Daabs- og Bryllupsdragter have været udlaante 70 Gange. Til Reconvalescenter trænges der til Overtøi og Kjørestole. Nørrebroes Bespiisningsanstalt for Syge, der begyndte Marts 1860 og blev Begyndelsen til det mangeartede Arbeide, der betegnes med "Marthaforeningen", har fra October 1894 til October 1895 bespiist 709 Personer med 14.242 Portioner varm Mad, 5586 Potter Mælk. 1307 Æg, 614 Franskbrød foruden Viin, Børnemeel m. m. Ugentlig indbydes Hustruer til at lappe og stoppe det daarlige Tøi. Materialet faaes af Foreningen. En Bøsse er fremstillet til frivillige Bidrag. Forskjellige Damer ere tilstede for at veilede. Ifjor har der været Julefest for Forældre og Børn paa erffgang i et Antal af 600, de mindre Børn ved almindelig Søndagsskoletid, de ældre ved Aftentid. Søndagsskolen "Blaa Kors" og Søndagsskolens Kredsforening for ydre Mission holde deres Møder i Marthahjemmet. Driftsregnskabet for Aaret 1895 udviser en Indtægt af 9746 Kr. 93 Øre. Arkiverne bogførtes den 31te December 1897 med et Beløb af 109,208 Kr. 30 Øre, Nettoformuen med 60,864 Kr. 33 Øre. Til Aarsberetningen er der føjet en anden fra Helligkors Sognemission. Det sees deraf, at denne Mission af Ds. kgl. Højheder Kronprindsen og Kronprindsessen har modtaget 1000 Kr, hvilke ere uddelte som Hjælp til 92 Personer i Portioner fra 5-20 Kr.

Marthahjemmets Bestyrelse bestaaer af 4 Medlemmer. Commandeurinde A. Jessen, Nørrevoldgade 9, 1. Sal, er Forstanderinde for Marthahjemmet. Til Aarsberetningen er der føiet en Række Lysbilleder, der illustrerer Virksomheden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1896, 2. udgave).

Kirken og Samfundet

En Kvindes Indsats i Kirkens sociale Arbejde.

Der tales meget i vore Dage om Kirkens sociale Opgaver. Men det er ikke altid, Handling svarer til Ord. Det er heller ikke altid, der virkelig kommer en Handling i Gang. Meget ofte bliver man staaende yed Ordene.

Des mere bør der fra kirkelig Side gives Agt paa dem, som uden mange og overflødige Ord har taget et stort socialt Arbejde op, virkelig har taget fat paa at hjælpe de Nødlidende - og saa selv er segnede paa Valpladsen.

Mærkeligt er det forøvrigt, at det saa ofte er Kvinder, som gør dette Arbejde. Vore Diakonissers Virksomhed maa i saa Henseende atter fremhæves. Men det er nu ikke nogen Diakonisse, som her skal omtales. Det er en Kommunelærerinde.

Der er i disse Dage udkommet et lille Skrift, "Kommunelærerinde Anna Sørensen", som vi i høj Grad vil anbefale alle Menighedens Kvinder og alle, der ønsker at virke for Kirkens Arbejde blandt de Nødlidende, at læse. Det er skrevet af en af hendes Medarbejdere og udkommet paa Bethesdas Forlag.

Anna Sørensen var vel kendt i den kjøbenhavnske Menighed. Naar hendes lille, fyldige Skikkelse traadte op paa Talerstolen, blev der altid Opmærksomhed. Hendes funklende, brune Øjne og hendes klare, koncise Udtryksmaade sikrede hende altid Tilhørere. Og saa var hun altid praktisk. Nogle fandt hende altfor djærv og nærmest ukvindelig, men hun var i Virkeligheden en af af dem, der i Arbejdet for at hjælpe Kvinderne maatte ofre noget af sin egen Kvindelighed. Hun var et sjeldent opofrende Menneske, og den, der har set hende handle, og kender noget til den betydningsfulde Institution ude paa Nørrebro, Marthahjemmet i Brohusgade, som hun og Kommandørinde Jessen rejste, vil aldrig glemme hende.

I ovennævnte lille Skrift opfrisker man Bekendtskabet. Men man faar ogsaa meget at vide, som man ikke har vidst før.

Anna Sørensen blev født i 1853 som Datter af en fattig Snedkersvend. Hendes Barndomsdage var triste. Forældrene døde, og hun blev optaget paa Vajsenhuset. Tidligt traadte det Religiøse frem hos hende, og tidligt viste hun et livfuldt Temperament. Hun blev Kommunelærerinde og fik Timer hos Frk. Zahle, tænkte lidt paa at studere, men fandt endelig sin Plads i Kommuneskolen og virkede som Kommunelærerinde til sin Død.

Imidlertid var Skolegerningen hende ikke nok. Hun maatte virke ogsaa for Guds Riges Sag. Søndagsskolearbejdet kastede hun sig med Iver over. Hun samlede Fabrikspiger. Hun tog sig af Gadens Drenge ude i Rabarberkvarteret. Hun søgte at være noget for de Syge. Og saa samlede Fru Jessen og hun deres Kræfter, og i Tro paa Gud og i Kærlighed til de Forkomne fik de Marthahjemmet rejst, et Centrum paa Nørrebro for kyndig og kærlig Menighedspleje. 

Altid var Anna Sørensen paafærde, altid rede til at hjælpe Mennesker. En Elev skildrer hendes Religionsundervisning som uforglemmelig, og af sine gamle Kolleger paa Skolen faar hun det bedste Skudsmaal. Men mere betyder dog den Omstændighed, at Hundreder af Fattige ude paa Nørrebro mindes hende med Tak.

Midt under hendes virkelystne Liv kom Lidelserne til hende, vistnok Kræft i Underlivet. Det blev en alvorlig Prøvelse for hendes Tro. "I tror, jeg er stærk," sagde hun til sine Omgivelser, "det er jeg ikke". Men hun kæmpede sig frem til at lægge alt, baade Liv og Død, i Guds Haand, og den 29de Oktober 1909 sov hun stille hen ude paa sit kære Marthahjem.

Men hun har saaet en Sæd, som ikke vil visne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 12. marts 1910, 2. udgave).

Marthahjemmet gennem 25 Aar.

Det er nu godt og vel 30 Aar siden, at Kommunelærerinde Anna Sørensen og Kommandørinde A. Jessen begyndte at virke blandt "Rhabarberlandets" fattigste Kvinder og Børn. Et stort og opslidende Næstekiærligheds-Arbejde, som maa aftvinge alle Beundring.

I 1886, den 24. Marts, altsaa for 25 Aar siden, var de to Kvinder naaet saa vidt, at de kunde give deres Virksomhed et fast Tilknytningssted, - Modtagehjemmet i Brohusgade 7 og 9 indviedes.

Opslidt døde Anna Sørensen i 1909. Men Kommandørinde Jessen virker derude endnu og leder Hjemmet sammen med Diakonissen Sabine Scheuer. Ved deres Side staar en Bestyrelse med Overretssagfører Mygind som Formand og Kasserer.

For at antyde, hvori Arbejdet bestaar, skal vi nævne, at i 1909 plejedes 198 Patienter i Hjemmet, og der aflagdes ca 9000 Besøg hos Fattige 368 Patienter blev bespist med 8000 Portioner Middagsmad (to Retter), foruden at Børnene paa selve Hjemmet er bleven bespist. Et Optagelseshjem for Børn har stadig sine 12 Pladser belagt. Paa Vuggestuen har man taget sig af 3714 Børn. Hver Dag beskæftiges 250 Drenge og Pieer med Sløjd og anden nyttig Haandgerning. Polikliniken for børn, der ledes af Professor, Dr. med. le Maire og Læge Vilh. Asmund, behandlede 2488 smaa Patienter gennem 9323 Konsultationer.

Syv Diakonisser, fire frivillige og otte lønnede Damer - foruden Damerne i Søndagsskolen - er beskæftigede ved Institutionen. Gennem vort Billede faar man et Indblik i Sløjdskolens Virksomhed.

Marthahjemmet har i de forløbne 25 Aar udrettet umaadelig meget godt i det samle Nordvestvejkvarter, og Dagen den 24. Marts er derfor værd at mindes.

(Aftenbladet (København) 21 marts 1911).

Det var Anette Jessen og Anna Sørensens ønske, at Diakonissestiftelsen skulle videreføre deres livsværk. I 1915 indgik Marthahjemmet en overenskomst med stiftelsen, hvorefter hjemmet fortsat skulle være en økonomisk selvstændig institution med egen bestyrelse, men med Diakonissestiftelsens forstander som formand. I en artikel "Hvor Børnene paa Nørrebro bliver hjulpne" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1915 berettedes om hvordan situation var i 1915. Martha Hjemmet ligger i 2024 stadig i Brohusgade 7-9.

Underdelen af Anna Sørensens gravsted på Vestre Kirkegård. Oven på stenen står et hvidt kors, højere end stenen: "Anna Sørensen. Kommunelærerinde. Forstanderinde for Marthahjemmet. * 17. juni 1853. + 29. october 1909." Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (6): Dommene. (Efterskrift til Politivennen).

Den 16. februar 1909 var sagen om Bulotti-banden blevet optaget til dom i Tinghuset på Blegdamsvej i birkeretten: 

Dommen over Bullottibanden.

(R. B.)

Ved Københavns Amts nordre birks ekstraret er der i dag afsagt dom i sagen mod Bullotti og hans kammerater.

Bullotti dømtes til at have sit liv forbrudt og til at betale i brandskabeerstatning til den alm. brandforsikring og til Roskilde Amts brandforsikring, henholdsvis 15.743 kr. og 18.259 kr.

Szadkowski og Lobetski dømtes til henholdsvis 12 og 8 års tugthusarbejde, og Wolkaw, Cheminsky og kvinden Stanislov-Muzal til henholdsvis 5 år, 1 år og 8 mdrs. tugthusarbejde. Efter udstået straf skal de alle udvises af riget.

Arrestanterne Neumann og Pazdarow idømtes fængsel på sædvanlig fangekost i 80 dage. 

Domme er forkyndt for dem alle. De fire hovedmænd har forlangt dommen appelleret, de andre har erklæret sig tilfreds med den.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 26. februar 1909).

Ballotti-affæren.

Hvor sølvtøjet var blevet af.

Der er i disse dage udspillet et lille efterspil efter den blodige Ballotti-affære på Højbjerggård. Som vore læsere vil huske, lykkedes det aldrig birkedommer Valeur at få opsporet hvor en del af det sølvtøj der blev stjålet på Højbjerggård, var blevet af. Der var 6 kaffeskeer afsølv og et koralhalsbånd. Ballotti selv påstod at han havde gemt dem i et lille hotel i nærheden af havnen, men trods eftersøgelserne lykkedes det ikke at finde dem.

Forleden fik så politiet i København opsporet at en russisk kvinde i Vognmagergade skulle have et koralhalsbånd der ganske lignede det forsvundne, og at en russisk skomager, Chewinksky skulle have fået sølvskeerne. De to personer blev arresteret, og under forhørene måtte de tilstå at Ballotti havde overleveret dem de stjålne genstande. De nægtede dog at have noget som helst med selve mordet at gøre, men måtte indrømme at de vidste tingene var stjålet fra Højbjerggård.

Tiltalen mod dem vil komme til at lyde på hæleri.

(Kolding Folkeblad, 29. marts 1909).

Bullotti

Den russiske rovmorder i fængslet.

Der har nu i flere måneder været ganske stille om den russiske rovmorder Bulotti der i efteråret satte hele landet i febrilsk bevægelse. Siden har han så godt som været glemt af det store publikum, og en af vore korrespondenter fandt derfor at det kunne være passende at få lidt at vide om den berygtede russer.

"Bulotti er siden domfældelsen", udtalte nordre birks arrestforvarer, "Meget rolig. Han sidder stille og tegner lidt en gang imellem. Ellers bestiller han ingenting. Han er ho varetægtsarrestant og arbejdet er derfor frivilligt. Han bærer ikke mere lænker, undtagen når han foretager sin gårdtur. De andre russere er alle arbejdsivrige."

"Er det sandt at nattevagterne ved fængslerne her i byen er blev et bevæbnet med revolvere?"

"Det er en gammel historie", smilede arrestforvareren, "som et blad kogte op i går. Ved Vestre Fængsel og herude har de båret revolvere i de sidste 4-5 måneder, og på Nytorv tror jeg det samme er tilfældet - mere kan jeg ikke sige Dem om den historie."

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 25. maj 1909).

Ballotti bliver tyk og fed.

Man tør ikke lade ham spise med kniv og gaffel.
Stadig Lys i cellen.

- Om Ballottis Fængselsophold skriver en hovedstadskorrespondent til "Aalb Amtstid.":

Det passer ikke, at birkedommer Valeur skal have givet ordre til, at fodlænkerne skulle tages af forbryderen. Tværtimod har man stedse de tydeligste beviser for hvor nødvendigt det er at have ham lænket, når han er i sin celle, og at iføre ham håndjern under hans daglige halvtimes promenade i den snævre fængselsgård.

Han gider intet bestille, får alene tiden til at gå med at tegne mærkelige figurer og rids, og med at rive de bøger i stykker, man giver ham ind i cellen. Man kan selvfølgelig ikke tvinge ham til som varetægtsarrestant at pille værk eller binde børster, således som hans kolleger gør det. Men det ville på den anden side være ønskeligt, om han snart ville falde lidt til ro. Som han er nu, kræver han særdeles megen pasning. Bestandig befinder to opsynsmænd sig uden for cellen, således at man bogstavelig talt holder øje med ham døgnet igennem. For det siger sig selv at der brænder lys hos ham hele natten, ganske på samme vis som hos Alberti.

Når Ballotti får et raserianfald, og det sker ret hyppigt, gebærder han sig som et vildt dyr, udstøder frygtelige trusler mod fængselsbetjentene.

Enhver ude på Blegdamsvejens Arresthus er klar over, at lykkedes det Ballotti at komme fri, ville det koste menneskeliv.

"De skal sandelig passe på, når han kommer til Horsens", siger den vagthavende fængselsbetjent. "Vi herude sætter alt ind på at bevogte ham så skarpt, at en flugt ville være umulig men på tugthuset får de nok at bestille med ham".

Ballotti er bleven tyk og fed under fængselsopholdet, når han i sin magre skikkelse havde kræfter for to, er det ikke mere end rimeligt, at man nu regner ham i besiddelse af tre mands styrke. Det mindste redskab ville derfor være farligt i hans hånd. Man har truffet den fornuftige foranstaltning under måltiderne ikke at give ham kniv eller gaffel, men kun en ske, hvilket han raser over næsten hver dag.

Foruden Ballotti, som fængselsbetjentene er enige i at betegne som den farligste forbryder, København har huset, befinder tre andre medlemmer af morderkomplottet sig i arresthuset, nemlig Szadkowski, Wolkoff og Lobetsky. De opfører sig upåklageligt og har så vidt man kan skønne, ingen skumle planer.

(Kolding Folkeblad, 28. maj 1909)

4. juni 1909 stadfæstede Overretten birkeretsdommen.

Balotti i Arresten.

Hvorledes har behandlingen været?

Nu stunder det på slutningen med Ballottis ophold i arresten ude i nordre birks gamle fængsel på Blegdamsvejen. Hans sag kommer for på mandag i Højesteret, og derfra går så rimeligvis turen til Horsens.

Den der er mest glad ved forandringen, er sikkert arrestforvareren. I den lange tid, Balotti har siddet under hans varetægt, har han efter eget sigende ike haft mange rolige timer. Balotti har været en af de allervanskeligste arrestanter arresten til dato har huset. Det har til tiden knebet hårdt for opsynet at holde ham i tømme, så rå og vild har han været, og det er jo ikke så lang tid siden at han forsøgte at slå en opsynsmand fordærvet. Ved den lejlighed måtte opsynsmanden slå fra sig, og det var ikke med sløjlshandsker. Det er da ikke underligt at det har heddet sig at opsynet engang imellem lod naturen gå over optugtelsen og gav Balotti en dragt prygl.

For at få at vide hvad der lå bag disse rygter, spurgte vi i dag arrestforvareren om det havde noget på sig. 

Men arrestforvareren hævdede at udover det enkelte forannævnte tilfælde hvor opsynsmanden kun slog i selvforsvar, er der intet forefaldet af den art. Han har heller ikke arbitrært været idømt pryglestraf, selv om han gentagne gange skulle have været ifaldet stokken ifølge reglementet.

Balotti er efter arrestforvarerens udtalelser blevet sådan behandlet at birkedommer Valeur tværtimod har udtalt sin særlige tilfredshed overfor opsynet.

Muligvis vil højesteretsforhandlingen dog konstatere at der har vanket noget rigelig med prygl til Balotti.

Han er jo som allerede omtalt, en vild krabat der har begået en grusom forbrydelse, så her har der ikke været meget at risikere fordi man gav ham prygl.

For Ballottiaffærens fortid tager man jo ikke hensyn til. At han her i et fremmed land arbejdede for en ussel løn som hans arbejdsgivere snød ham for, det er selvfølgelig et moment som hverken den ene eller den anden autoritet tager hensyn til.

(Kolding Social-Demokrat, 8. oktober 1909).

Bulotti for Højesteret.

Morddramaet på Højbjerggård. - Hele polak-banden for Højesteret. - Aktor taler om "Øvrighedens sværd".

Der er det gode ved Højesteret, at dens behandling af en opsigtsvækkende sag altid kommer så længe efter begivenheden, at der imens er faldet ro over sindene. Når man nu hører Bulotti-sagen trevlet op i Højesteret, skammer man sig nærmest over den ophidselse, der herskede umiddelbart efter dramaet på Højbjerggård.

Højesteretsproceduren der begyndte i går, havde også kun samlet en forholdsvis ringe skare tithørere. De fleste kom kun i det håb at få Bulotti at se, og de blev slemt skuffede; han var ikke til stede og havde heller ikke udtalt ønsket derom.

Som aktor i sagen mod ham og hans fæller: Szadkowski, Lobetski og Wolkou, mødte højesteretssagfører Lunn. Som defensor højesteretssagfører Bagger. Først oplæstes Nordre Birks dom, som overetten har stadfæstet: Bulotti dømt til døden, Szadkowski og Lobetski til henholdsvis 12 og 8 års tugthusarbejde, Wolkou til 5 års forbedringshus.

Derpå fik hr. Lunn ordet; han gennemgik kort begivenhederne, der jo også endnu er i frisk minde. Den 9. november i fjor opsøgte Bulotti og hans bande proprietær Bech på Højbjerggård i Øverød, krævede ham for penge, som Bulotti mente at have til gode i løn, og da han satte sig til modværge mod dem, slog de ham ihjel, sårede fru Bech og plyndrede hjemmet, alt efter ægte russisk mønster. Nogle dage forinden havde Bulotti søgt at brænde "Tornbjerggård" ved Køge og indebrænde ejeren, proprletær Nielsen, med hvem han også havde et lignende udestående.

Bulotti blev efter en hidsig jagt grebet 5 dage efter, lørdag aften den 15. november hos en russisk skomager i Lille Brøndstræde 6. Hans fæller blev kort efter indfanget.

I forhørene har han tilstået alt med en forbløffende åbenhed og omkvædet på alle hans forklaringer er: Lad os bare blive færdig i en fart, så de kan få kappet hovedet af mig!

Aktor gjorde opmærksom på, at publikum dømte straks og dømte hårdt. Flere fordrede ikke alene Bulotti men hele banden slået ned med det samme, og da det selvfølgelig ikke kunne ske, rejstes der endog en heftig agitation for en hurtigere og krassere proces. Er det øvrighedens sværd, der ikke dur, eller er det armen, som skal føre det der savner kraft? spurgte de blodtørstige.

Aktor fremhævede nu, hvorledes dette drama også var indtruffet netop på et tidspunkt, da sindene i forvejen var i stærkt oprør. Bankkriserne og Alberti katastrofen havde skabt denne ophidselse. Folk syntes, at det styrtede sammen under og om dem. Da så denne blodige fremmedartede begivenhed indtraf, kogte ophidselsen over. Nu var det ikke blot indre fjender, der truede samfundet; nu kom "den russiske fare" frem, og de ophidsede vidste da intet andet råd end dette: Slå ned og jag ud! 

Øvrigheden følte det da i særlig grad som sin pligt at skaffe denne vanskelige sag belyst fra alle sider, så der ikke i ophidselsens øjeblik skulle ske nogen uret, som man ikke senere kunne bøde på. Derfor var der gået 11 måneder, før man nåede frem til Højesteret.

Hvem er Bulotti? spurgte hr. Lunn. Ja, så vidt er man ikke nået, at man har fuld klarhed herpå. Han kalder sig Johan Andrew Ballotti eller Ballod; blandt kammeraterne går han under navnet "Bageren", og de papirer, man har skaffet på ham, lyder på Basili Michael Karazoff eller Vladimir Konstantinovitsch Davidoff. Det russiske politi fortæller, at han i Sydrusland har været medlem af en røverbande, der under anførsel af en mand ved navn Mirzhi udførte en række plyndringer og rovmord. Oplysningerne er dog noget vage, og nu kunne man ikke vente længere på at der skulle kom ny.

Bulotti blev i begyndelse betragtet som et lavtstående individ. Da han mærkede dette, blev han rasende, og for at modvirke dette har han i fængslet skrevet adskilligt, dels af den russiske historie, dels selvstændige betragtninger, og efter russiske forhold må han siges at have en god højskoledannelse. Da ham hertil, søgte han arbejde i sit fag, bagerprofessionen, men det lykkedes kun dårligt, og så tog han ud på høstarbejde, der slet ikke tiltalte. ham.

Alle Bulottis senere bedrifter stammer fra sammenstødet med proprietær Nielsen, "Tornbjerggård". Nielsen jog ham væk fordi han en dag sagde nej til en ordre, og så forlangte Bulotti løn til fardag. Det ville Nielsen ikke høre tale om, og såvel politiet i Køge som sognefogden nægtede at hjælpe ham, og Studentersamfundets Retshælp opgav ham efter at have fået at vide at det var en fyr der løb rundt og treude både med dolk og med revolver. Nu forsøgte han at tage sig selv  til rette. Han stak den 30. oktober ild på "Tornbjerggård" for at få Nielsen ud og derpå skyde ham. Han sendte et par skud gennem ruderne, men ramte ikke og flygtede så efter at have såret tjenestekarlen alvorligt med et knivstik. Hele gården og størsteparten af besætningen nedbrændte; skaden er ansat til ca. 34.000 kr.

Bulotti blev hurtigt fanget, men han havde taget skægget af, og sognefogden erklærede da: "Nej, det er skam ikke Bulotti; ham kender jeg godt!"

Han flygtede nu til København hvor han indlogerede sig hos skomager Cheminsky, men der skulle skaffes penge, og han samlede da kammeraterne til togtet mod Højbjerggård. Det var hensigten allerede da banden forlod København at binde Bech og hans familie samt plyndre gården. Kun i tilfælde af alvorlig modstand, skulle der gøres brug af knivene og revolverne. Men da man måtte regne med modstand, var Højbjerggårdfolkenes dødsdom i virkeligheden afsagt da banden drog ud. Bulotti har desuden erklæret at det var hans fast beslutning at dræbe de to betjente der trængte ind i Brøndstræde 6 og overmandede ham. Han gjorde jo også i den retning hvad han kunne. - 

Her afbrødes forhandlinger der fortsattes i formiddags kl. 9, og aktor fortsatte da med en lang udvikling af forbrydernes forsæt, overlæg osv. Defensor får vist ikke ordet før i morgen. 

(Folkets Avis København 12. oktober 1909)

Døden eller den store mildhed!

Aktor kræver Bulottis hoved.

Spørgsmålet om dødsstraf eller benådning til livsvarigt fængsel har aldrig fået en mere indgående eller dygtig behandling end i går i Højesteret da aktor i Bulottis sag, hr. Lunn afsluttede sin tale.

Man mærkede at det her drejede sig om spørgsmålet liv eller død, og selve Højesterets omvendelse fra det som aktor kaldte "den store mildhed".

Gang på gang har retten jo nu dømt en morder til døden og bagefter indstillet ham til benådning - der aldrig er blevet afslået. Man kan derfor sige at praktisk har dødsstraffen været afskaffet her i landet. Skal den nu indføres igen, og skal Bulotti være det nye systems første offer?

Aktor indledte foredraget med nogle bemærkninger om politibetjent Frandsen hvem Bulotti under kampen i Brøndstræde 6 skød en kugle i benet. Kuglen sidder der endnu, sagde han, og det smerter til tider Frandsen stærkt! - en bemærkning der altid gør indtryk på de gamle højesteretsassessorer hvis princip er: ikke røre ved politiet!

Så tog hr. Lunn fat på sine dødsstrafbetragtninger. Bulotti, sagde han, kunne sikkert godt dømmes for overlagt mord. Han havde jo planlagt branden på Tornbjerggård netop for at få ejeren, proprietær Nielsen ud for at skyde ham ned. Og da Bulotti med sin bande drog ud til Højbjerggård, bevæbnet med revolvere, dolke og reb, da var det for at dræbe, hvis der mødte den modstand, og den måtte de sikkert regne med. Prop. Becks dødsdom afsagdes herinde; det er overlagt mord.

Men både under- og overret har dømt efter en anden paragraf, overfald, der kunne have døden til følge. Grunden hertil er at retterne begge har villet slå fast: Den paragraf gav os valget mellem livsvarigt tugthusarbejde og døden; når vi har valgt det sidste, er det for at understrege at straffen også skal fuldbyrdes.

Liv eller død.

Hvorfor skal der også tages mere hensyn til forbrydere end til lovlydige borgere? Vi er kommet ind på denne hensynstagen, vi har givet afkald på vor yderste nødværgeret. Men vi har samtidig forsømt at benytte det opdragelsesmiddel der ligger i dødsstraffen. Vi har gjort som blødhjertede mødre overfor uartige børn, givet dem sukker, og det ødelægger kun. Naturligvis må man vel vogte sig for at gå for hårdt frem. Men er ikke den store mildhed farligere? Befolkningens begrebet er statisk blevet rystede ved de mange benådninger. Danmark er blevet et land hvor det ikke er så farligt at slå et menneske ihjel. Vore forbrydere går ikke om med den tanke: Myrder du, da er du selv dødsens!

Det er ikke mildhed, siger man, for det ville være en hårdere straf at spærre en mand inde hele hans liv. Men således tænker forbryderen ikke. Når det for ham drejer sig om liv eller død, vælger han tugthuset for skafottet. For han regner ligefrem med hvornår han nu kan komme ud! Alvoren synes at være gået af dødsstraffen. For selv om retten drømmer, så benåder administrationen.

Det ser man jo af de foregående mordsager: Philipsen, Arthur Jørgensen, Leander. Den sidste har endog i forvejen forhørt sig om hvad risiko han løb, og da han hørte at man her i Danmark ikke eksekverede dødsdomme, men nøjedes med at sætte morderen i tugthuset, så gik han ud på Frederiksberg og myrdede det offer han havde udset sig.

Derfor: ingen mildhed! Vi må ikke undergrave retsbevidstheden og nedbryde respekten for lovene eller respekten for menneskeliv.

Således talte assessor Lunn.

Også de andres hoved!

Men hvad der gælder Bulotti, gælder også hans hjælpe, måske ene Wolkou undtaget. Han har jo kun stået vagt. De samme betragtninger gælder da overfor dem, også de bør dømmes til døden og dø!

Szadkowski jog sin kniv i Beck og sårede ham så alvorligt, at det ville have dræbt ham, om ikke Bulottis kugler allerede havde medført døden. Og han slæbte fru Beck ind til mandens lig, kastede hende omkuld på det og bandt hende.

Lobetski huggede sin kniv i hende, efter han havde trukket den ud af mandens lig for øjnene af hende. Han har optrådt endnu mere råt og brutalt end de andre. Derfor kræver jeg dødsstraf for dem alle og straffen fuldbyrdet i hele sin strenghed.

- - -

Foredraget gjorde øjensynligt et stærkt indtryk på retten. Nu svækkes det måske noget under den lange dokumentation som følger på aktors tale. Men alligevel vil defensor hr. Bagger der sent i eftermiddag eller måske først i morgen formiddag får ordet, få et drøjt stykke arbejde med at redde Bulottis hoved.

(Folkets Avis København 13. oktober 1909)

Bulottis hoved.

En opsigtsvækkende forsvarstale

Defensor protesterer mod benådningssystemet "den store mildhed".

Forsvaret for Bulotti og hans hjælpere blev ikke det man med rette kunne have ventet ved en sådan lejlighed. De tiltaltes defensor, hr. Bagger, overraskede i en stik modsat retning, ja han lavede endog med sin forsvarstale ligefrem sensation.

Til at begynde med kom han ind på de samme betragtninger som aktor om tidspunktet for forbrydelsen, og den ophidselse, der herskede i befolkningen netop den gang, da Bulotti begik sin forbrydelse. Men medens aktor sigtede efter Alberti og bankerne, tog defensor J. C. Christensen på kornet - som om han havde noget som helst med Bulotti-affæren at gøre!

Efter den meningsløse indledning fremsatte hr. Bagger en række træffende bemærkninger om Bulotti, og hvad der havde ført ham ind på disse forbrydelser. Bulotti er, sagde han, et menneske, som kom på kant med samfundet. Det kan hænde den bedste; Bismarck sagde således i 1870-71 om hertugen af Cumberland, at han var forstødt af samfundet. Det var ikke Bulottis egen skyld, at han blev forstødt; Samfundet havde sin store part deri.

Proprietæren ville snyde ham for hans løn?

Han kom hertil for at få arbejde, fik det efter megen besvær og og kunne så ikke få de penge, han skulle have derfor - for hverken propr. Nielsen på Tornbjerggård eller Bech på Højbjerggård havde penge, det var grunden til, at de ikke betalte ham, selv om de søgte at skyde sig ind under, at han ved ikke at udfylde sin plads og ved at være umedgørlig i tjenesten havde forbrudt sin løn!

Nu søgte han bistand forskellige steder: i det russiske konsulat, hos politiet, sognefoged, hos Studentersamfundets Retshjælp - overalt afviste man ham på hans husbonds blotte ord: Bulotti er en farlig fyr, der ikke vil bestille noget, og som truer en med revolver!

Så besluttede han at hjælpe sig selv. Det var slet ikke hans mening at dræbe hverken propr. Nielsen eller propr. Beck Han ville blot have sin ret og så jage de to en skræk i livet. Det var en udtrykkelig aftalt at Beck skulle bindes og så ridses i kinden. som man ved lignende lejligbeder gør i Italien.

Hans kammerater ville kun hjælpe ham til sin ret; det var ikke en bande mordere, der drog ud for at dræbe.

Ingen benådningl

Men, fortsatte defensor. Bulotti er på den anden side en forbryder, hvem straf ikke vil forbedre. Det er et ubehageligt (!!) hverv for mig at stå her for at skulle forsvare en sådan person og jeg vil da som statsborger også have lov til at sige følgende: En tidligere formand her i retten har en gang sagt at domsmagten stod lige med ja undertiden endog over kongemagt, og det var endda dengang, da kongemagten endnu betød noget herhjemme, senere har den jo tabt meget i betydning - om ved egen skyld eller ikke, skal jeg ikke udtale mig om!

Domsmagten må derfor respekteres og når der afsiges en dødsdom, skal den ikke kunne forandres af administrationen. Derfor må retten sørge for at underlægge sine domme så de ikke omstødes ved benådning og derfor må man også være forsigtig med at dømme Bulotti og hans hjælpere til døden. 

Dommen

Ved 10-tiden i dag blev dommen afsagt, Højesteret udtalte, at Bulotti rettelig var dømt efter Paragraf 186 (altså ikke for overlagt Mord. men for drab). Straffen forandredes fra dødsstraf til livsvarig tugthus.

For Szadkowskys vedkommende blev straffen sat op fra 12 års til 14 års tugthus. De andre fik deres dom stadfæstet, Lubetsky 8 års og Wolkou 5 års tugthus.

(Folkets Avis København 14. oktober 1909)

Ballotti idømt tugthusarbejde på livstid.

Højesteret har i dag afsagt dom i Ballotti-sagen. Dommen lyder således: I den indankede dom er tiltalte Ballotti for de af ham begåede forbrydelser rettelig dømt efter de overfor ham anvendte lovbestemmelser, men straffen anses efter omstændighederne at burde fastsættes til tugthusarbejde på livstid. Iøvrigt vil dommen i henhold til de anførte grund være at stadfæste, dog således at straffen for den tiltalte Szadkowsky findes at burde forhøjes til 16 års tugthus.

I salær tildeles hver af de beskikkede sagførere 300 kr.

Ved birkeretsdommen og overrettens dom var Ballotti idømt dødsstraf, Szadkowsky 12 års tugthus, Lubetsky 88 års tugthus og Wolkow 5 års forbedringshusarbejde. 

(Fredericia Social-Demokrat, 14. oktober 1909)

Salomos Dom

Det er sjældent at Højesteret laver sensation men i går skete det. Den dom retten afsagde over Bulotti, har vakl ikke blot opsigt, men næsten opstand rundt om i landet. Vi er overbeviste om at mange har følt sig oprørt over rettens mildhed. For den gamle jødiske sætning "øje for øje og tand for tand. Liv for liv" sidder os endnu dybt i blodet.

Højesteret har dømt lidenskabsløst, som det sømmer sig den øverste domstol i landet. Den har siddet højt over den blodtørstigheds-storm, som gik hen over andet under Bulotti-Affærens første afsnit, og har derved kunnet fælde en salomonisk dom.

De som fulgte proceduren var ikke så overraskede over dommen, og der er navnlig under denne procedure et moment, der for dem står som det afgørende. Det kunne man nemlig se gjorde indtryk på retten.

Vi tænker her på defensors ord om grunden til Bulottis fortvivlede selvtægt, han kunne ingen steder få den ringeste håndsrækning, skønt han gik til politiets retsbetjente og retshjælp og når han hos de to proprietærer ikke fik sin løn, han mente at have til gode, var det fordi de ingen penge havde og derfor søgte at slippe for at betale ved at påstå, at han havde forbrudt sin ret!

Disse to menneskelige betragtninger der har skåret tværs igennem aktor, ellers så dygtige foredrag og reddet Butottis hoved har vi fremsat allerede da flertallet af borgerne herhjemme forenede sig i kravet om at få ham slået ned som en gal hund til skræk og advarsel. Nu har Højesteret sat en streg under de betragtninger og slået de blodtørstige brushoveder koldt vand i blodet.

En dødsdom over Bulotti ville have været uretfærdlg. Bulottis blod ville være kommet over deres hoved, der krævede hans liv, hans hoved!

Når der nu er gået nogle år, og folk glemmer deres ophidselse over den blodige dåd, vil de også tage det med ro. Om han bliver benådet efter at have siddet en halv snes år bag tugthusets mure, og indse, at "den store mildhed" alligevel er at foretrække for opbrusningen« 

.k

(Folkets Avis København 15. oktober 1909)

Fru Beck om Ballottis dom.

"Vort Land" har i anledning af Balottibandens domfældelse interviewet prop. Becks enke, der jo nu er damefrisørinde i København.

Vort første spørgsmål var, skriver bladet, hvad fruen havde følt, da hun erfarede dommens udfald.

"Ligesom de mennesker jeg har talt med om dommen," siger fru Beck, "blev jeg måske lidt forbavset over, at Ballottis straf var mildnet. Men lad mig dog tilføje straks, at det selvfølgelig ikke ville være nogen tilfredsstillelse for mig, om hans dødsdom var bleven stadfæstet. Om jeg har tilgivet Balotti ? Nej tror De, jeg nogensinde bliver i stand til at tilgive et menneske, der har tilføjet mig så meget ondt? Kun ved tanken om, at han ikke tilføjede børnene nogen fortræd, bliver mine følelser for ham lidt blidere.

Kan manden holdes bag lås og lukke, så er retfærdigheden og kravet til samfundets sikkerhed vel sket fyldest. Måske han også derved vil kunne forbedres og komme til erkendelse af sin synd. Dog tror jeg, og heri giver de politimænd mig ret, som har haft med Balotti at gøre, at han bliver grumme vanskelig at passe på. "Han bryder ud en dag!" har flere betjente i nordre birk sagt til mig - og hvad der i så fald vil ske, er ikke godt at vide.

Om afgørelsen ved Højesteret vil jeg gerne have lov til at sige, at defensors tale forbavsede mig og gjorde mig ondt. Vi kom jo til at stå i alle menneskers øjne som folk, der ikke var gode at tjene hos. Min mand skildredes som påholdende, som opbrusende. Han var det fremsommeligste menneske af verden! Aldrig, aldrig har vi haft vrøvl med vore folk, før vi fik Ballotti, den første udenlandske arbejder vi nogenside har haft. Han skildres som skikkelig - folkene var ikke bange for ham, sagde defensor. Jo, de var bange for ham. Tal med min pige om Ballotti. Jeg har endnu den pige hos mig som tjente hos os på "Højbjerggård". Hun fik en dag en balje vand i hovedet af Balotti. Og sådan var han mod alle".

(Kolding Folkeblad, 18. oktober 1909).

I anledning af genforeningen blev 29 fanger benådet i 1920, herunder Szadkowksy. Bulotti blev aldrig benådet, hans skæbne bliver behandlet i et senere indslag.

Tyendeloven af 10. maj 1854 fortsatte med at eksistere efter Grundloven 1849. Tyende var ikke omfattet af en række demokratiske frihedsrettigheder, fx stemmeret. Loven afskaffede husbondens ret til fysisk afstraffelse af kvinder over 16 og mænd over 18, men tyendet var stadig underlagt bonden eller herremanden: De blev straffet hårdere for kontraktbrud end arbejdsgiverne, som principielt havde ret til frit at disponere over tjenestefolkenes arbejdskraft. Bl.a. som mange gange omtalt i Bulotti-sagen, en lang række lovlige grunde til at fyre de ansatte med øjeblikkelig varsel. Loven blev gradvist afskaffet med grundlovsændringen i 1915, hvor tyende fik stemmeret, og Medhjælperloven i 1921 hvor revselsesretten blev afskaffet.

Johan Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Gottfred Matthison-Hansen (Johann, Gotfred) (1832-1909) var søn af organisten og komponisten Hans Matthison-Hansen. Han debuterede som organist i Malmø 1856. 1859 blev han organist ved Frederiks Tyske Kirke i København, fra 1871 ved Sankt Johannes Kirke. Han gav i årene 1874-77 over 100 Koncerter i Danmarks købstæder, optrådte 1877 i Hannover, 1878 i Leipzig og 1884 i Weimar. 1881-1909 ved Trinitatis Kirke. Han var en af sin tids betydeligste organister og orgelkomponister. I 1863 fik han Det anckerske Legat og drog på studierejse til Tyskland. Ved hjemkomsten var han sammen med Grieg, Rikard Nordraak og Emil Horneman med til at stifte koncertforeningen Euterpe.

Ved konservatoriets stiftelse 1867 blev han lærer i orgelspil, senere også i klaverspil. Blandt sine elever talte han Johan Bartholdy, Jørgen Ditleff Bondesen, Asger Hamerik, Gustav Helsted, Johan Adam Krygell, P.E. Lange-Müller, Otto Malling og Frederik Rung. I 1891 blev han professor og fra 1900 blev han medlem af bestyrelsen. I en lang årrække afholdt han årligt 3-4 eftermiddagskoncerter i Trinitatis Kirke, hvor han fremførte værker af den klassiske og moderne orgellitteratur. Desuden gav han i årene 1874-1877 ca. 100 koncerter rundt om i danske byer. I 1898 udnævntes han til Ridder af Dannebrog.

En stor del af hans musik er for klaver eller orgel, men han skrev dog også kammer- og orkestermusik og sange.

I forbindelse med Grundtvigs død 2. september 1872 var Matthison-Hansen involveret i en affære. En læge J. H. Matthiessen havde anmodet om at få komponeret musik til en tekst til en march som han havde skrevet. (Den var trykt i Dansk Kirketidende 1872, s. 585-588). Matthiessen der var amatørdigter, påduttede således Matthison-Hansen sit værk. Matthison-Hansen (der dengang boede i Slotsgade på Nørrebro) fik verset forelagt. Efter at have læst digtet, meddelte han først at han havde opgivet at sætte musik til de stive og stridige rytmer i digtet. Men ombestemte sig uden at ane hvem der skulle synge det (i Køge eller kirken?). Oven i det kom der det problem at Matthison-Hansen havde ønsket at overtage hele orgelspillet, men det ville Peter Andreas Fenger (1797-1879) som var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke og Grundtvigs ældste dalevende præsteven, ikke vide noget af, han ville ikke afsætte organiset J. A. Gether (1826-1913). Desuden mente han at der ikke kunne blive tid til Matthiessens sørgemarch. Matthison-Hansen talte så med Gether som ikke spændte ben for at han kunne komme og spille sørgemarchen. Men Fenger ville ikke vide noget af det. Den 9. september meddelte Matthison-Hansen at han opgav det hele: Matthiessen havde udsat marschen da det firestemmige mandskor skulle ledsages af en Kragelund-basun. Men også Fenger blev rasende. Men det hele endte dog med at Grundtvigs kiste blev båret ud af kirken til den Matthiessensk-Matthison-Hansenske sørgemarch. I 1873 komponerede han en melodi til Grundtvigs "Sov sødt, barnlille".  

Budtz Müller: Gottfred Matthison-Hansen. (1832-1909). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Professor Gottfred Matthison-Hansen.

Et 50-Aars Jubilæum.

Der er i Dag forløbet et halvt Aarhundrede, siden den da 27-aarige Johan Gottfred Matthison-Hansen modtog Ansættelse som Organist ved Frederiks tyske Kirke paa Kristianshavn.

Som ældste Søn af den fremragende Orgelspiller og Komponist Hans Matthison-Hansen var han saa at sige prædestineret til musikalsk Virksombed og blev da ogsaa som Barn undervist i Orgelspil af Organist Barth og af sin Fader, Domorganisten i Roskilde. Han tog imidlertid Studenterexamen og begyndte paa Juraen, men snart vandt de kunstneriske Tilbøjeligheder Overhaand, og han kastede sig for Alvor over Musiken.

Som Orgelspiller debuterede Gottfred M.-H. i Aaret 1856 i Malmø og har siden da udfoldet en ganske overordentlig stor og ærefuld Virksomhed som Koncertgiver paa dette Instrument. Ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet er hans Navn højt anset som en af de betydeligste Orgelvirtuoser, og hans Kompositioner - af hvilke en Mængde er udkommet i Tyskland - udmærker sig ved dets vægtige musikalske Indhold ikke mindre end ved deres noble og smukke Form.

I Trinitatis Kirke, til hvilken Professor Gottfred Matthison-Hansen har været knyttet siden 1881, har Kunstneren i en længere Aarrække afholdt højst interessante Orgel foredrag med Fremførelse af ældre og nyere Værker, Foredrag. som vandt ualmindelig Tilslutning og Paaskønnelse. Ved det Kgl. Musikkonservatorium er Professoren en lige saa udmærket som afholdt Lærer i Orgel- og Klaverspil.

Med uskrømtet Hjærtelighed vil man da i Dag fra utallige Sider sende den gamle ypperlige Kunstner og den sjældent noble og elskværdige Mand Lykønskninger til Jubilæet i taknemmelig Beundring for hans betydelige og udmærkede kunstneriske Livsgerning.

G. K. H.

(Dannebrog 1. februar 1909)

Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Helga Maria Matthison-Hansen (1841-1919). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

G. Matthison-Hansen

- - -

Omkring Navnet Matthison-Hansen staar der Glans i den danske Musiks Historie. Den Flensborg Skippersøn, Hans Matthison-Hansen, der som 25-aarig fik Landets bedstlønnede Organistembede, ved Domkirken i Roskilde, blev Stamfader til en Kunstnerslægt, til en Slægt af Musikere, indenfor hvilke den ældstefødte Søn Gottfred Matthison-Hansen var den, der naaede længst ind paa sin berømte Faders Berømmelse.

Johan Gottfred Matthison-Hansen blev født den 1. November 1832 og skal have vist musikalske Anlæg saa tidligt, at han kunde synge Melodier længe før han kunde tale. Af Faderen fik han, som naturligt var, sin første Undervisning i Klaverspil, men fra sit 10. til sit 13. Aar fortsattes Undervisningen, der nu ogsaa kom til at omfatte Musikteori, hos den kendte Organist og Teoretiker W. Barth. Imidlertid viste Gottfred Matthison-Hansen ogsaa Kærlighed til Bogen, og han blev Student i sit 18. Aar og valgte Juraen som Studium. Men efter nogle Aars Tilværelse som Regensianer blev Bøgerne lagt til Side (1855) og Musikken hans eneste Kærlighed; og saaledes perfektionerede han sig i Orgelspil, at han allerede Aaret efter med Held optraadte ved en Koncert i Malmø. Den 1. Februar 1859 ansattes han som Organist ved "Frederiks tyske Kirke" i København, hvorfra han 1871 forflyttedes til Johanneskirken og fra denne igen 1881 som Prof. A. P. Berggreen’s Efterfølger til Trinitatis Kirke.

I Aarene 1862—63 berejste han paa det Ancker’ske Legat Tyskland og optraadte da ved flere Koncerter som Orgelvirtuos. Hjemkommen fra denne Rejse blev han Medstifter af "Euterpe" (se Side 147), og 1867 indtraadte han som Lærer ved Københavns Musikkonservatorium, først i Orgelspil, senere (1884) ogsaa i Klaverspil, og ved denne Anstalt faldt indtil 1905 en betydelig Del af hans Virksomhed, ikke mindst i de sidste fem Aar, da han efter August Windings Død blev Konservatoriets Meddirektør.

Som en Adspredelse i sit Livs lange Arbejdsdag foretog G. Matthison-Hansen flere Rejser, der gjorde ham kendt og æret i Udlandet. Saaledes gæstede han som spillende 1877 Hannover ved "Allgemeiner deutscher Musikverein"s Musikfest, 1878 Leipzig til en Koncert i Thomas-Kirken og 1884 Weimar, hvor Fr. Liszt, med hvem han sluttede personligt Venskab, var blandt hans Tilhørere. Og i Danmark besøgte han 1874—77 forskellige Byer og afholdt omved 100 Koncerter.

G. Matthison-Hansen.

"Orgelmesteren" blev han kaldt blandt de danske Orgelspillere. Han var ikke blot Virtuos, en fuldkommen Teknikker og fantasifuld Kolorist, men han var ved sit Instrument en højtkultiveret Kunstner, der med fintmærkende Sans og Smag forenede ægte Begejstring og stor Aandfuldhed. — Sin Autoritet som Kunstner og Orglets Mester styrkede han grundigt ved de Eftermiddagskoncerter — 3 á 4 aarligt — han fra 1883 i ca. 20 Aar gennemførte i Trinitatis Kirke, og ved hvilke en Mængde ny Orgellitteratur lød for første Gang i Danmark. Ogsaa en Del af hans egne Kompositioner fik deres Førsteopførelse her, og som Komponist er hans Navn knyttet til følgende Værker *):

[Her listen]

Af disse Værker vil navnlig Orgelkompositionerne bevares gennem Aarene, thi Orgelkompositionerne er dem, der i stærkeste Grad er Udtryk for det oprindelige hos den hedenfarne Mester; dog er ogsaa Cello-Sonaten (Op. 16), Klavertrioen (Op. 5) o. a. interessante Mindesmærker om en Kunstner, der i en Tid, hvor Gades og Hartmanns Aand "svævede over Vandene", holdt sig fri af Paavirkning fra den Side. Idealerne fra Ungdommen, Wagner og Liszt, svigtede han aldrig, det kendes paa hans Værker, og hans Interesse for det moderne i Tiden og Ungdommens musikalske Radikalisme svækkedes ikke. —

Efter Niels W. Gades Død udnævntes G. Matthison-Hansen til Professor (den 21. Januar 1891 samtidig med Barnekow). Ridderkorset blev ham tildelt den 8. April 1898, og Dannebrogsmændenes Kors kom til at smykke hans Bryst paa 50 Aars Dagen som Organist — og ikke ved Indvielsen af det kgl. Musikkonservatoriums nye Bygning, da et Blad ved en Fejltagelse nævnte Matthison-Hansens Dekoration blandt dem, der uddeltes i den Anledning. — G. Matthison-Hansen, der nød Ry som vor første Orgellærer (han var ogsaa paa det Omraade for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk saa »knusende dygtig«), talte blandt sine mange, mange Orgelelever bl. a. Bartholdy, J. D. Bondesen, Ove Christensen, Geisler, Grieg, Asger Hamerik, G. Helsted, Adam Krygell, Lange-Müller, Otto Malling, Fr. Rung o. m. m. a.

I al sin Færd som Menneske var G. Matthison-Hansen en helstøbt Personlighed, "en Aristokrat som Musiker og Menneske". Paa en Maade kom han til at staa ret ensom i vort Musikliv, men ikke uden Venner, der ærede ham som den rigtbegavede Kunstner og højsindede Mand, og ude i Verden er hans Navn et af de faa danske Musikernavne, der virkelig har fæstnet sig i Musikverdenens Bevidsthed.

*) Fortegnelsen er velvilligt tilstillet Forf. af Fru Professorinde Helga Matthison-Hansen, f. Müller.

(Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det tyvende Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave 1917. Uddrag).

Matthison-Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Hansen Lave (1849?-1909). (Efterskrift til Politivennen).

Peter Hansen Lave var født 18 september 1849 på "Kobbelskovgård" ved Vejle. Søn af Eduard Johansen Lave og Christine Hauge. I 1890 stiftede han Mejeriernes Isforsyning der i 1911 gik konkurs. Det var afhængig af at kunne få is i isvintrene, og i milde vintre var dette ikke muligt. Det skete flere gange at man ikke kunne få lagrene fyldt op, bl.a. 1915 og 1921. Han var endvidere medlem af bestyrelsen for aktieselskabet "De samvirkende Mejerier" (af 1897)

Jordefærd.

Mejeriejer P. H. Lave jordfæstedes i Gaar fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard under stor Deltagelse. Især var de Mænd, der enten i Enkeltforretninger eller i Selskaber besørger Byens Mælkeforsyning, mødte frem i stort Tal for at vise Lave deres sidste Hædersbevisning. Kisten var prydet med mange Kranse, deriblandt en signeret Krans fra Københavns Mejeriforening, hvis mangeaarige Formand den afdøde havde været.

For faa Aar tilbage havde Lave afstaaet sin Forretning og af sine repræsentative Hverv kun beholdt Posten som Formand for Mejeriernes Isforsyning. Sin Fritid tilbragte han med forskellige Amatørsysler, sanledes Studiet af Engelsk, da en hæftig Lungebetændelse paa fire Dage berøvede den 57-aarige Mand Livet.

Pastor Hviid-Nielsen skildrede i sin Tale kønt Laves trofaste og tillidvækkende Karakter og skarpe Forstand, der havde ført ham frem fra et fattigt sønderjydsk Hjem til den ansete Samfundsstilling han var kommet til at indtage her i Byen, ikke fordi han nogen Gang selvtrængte sig frem for at høste Ære for Fordel, men fordi hans kolleger idelig kaldte paa ham, fordi de vidste i ham at have den pligtopfyldende, uegennyttige og kloge Mand.

Den afdødes ældste Broder takkede det store Følge for Deltagelsen og rettede en speciel Tak til alle dem, der personlig havde vist den afdøde Godhed.

(Dannebrog 6. oktober 1909)

En Arvesag.

Hos- og Stadsretten har i Gaar afsagt Dom i en af Selskabet "Mejeriernes Isforsyning" fra den kobenhavnste Fogedret indanket Sag.

Forholdet var følgende:

Ved Panteobligation af Oktober 1900, tinglæst November samme Aar, erkendte Selskabet at være bleven forhenværende Mejeriejer Peter Laves Dødsbo i hvilket Bo bl. a. Lærerinde Cathrine Vestergaard af Stubbekøbing var Arving 14,500 Kr. skyldig med Pant næst efter Kreditforeningsmidler i Selskabets Ejendom, Matr. Nr. 14 av af Utterslev By. Brønshøj; denne Obligation opsagde Dødsboet i December 1909 til Udbetaling i Juni Termin 1910, og da hverken Kapital eller Rente da var bleven betalt, begærede Boet hos Byfogden Udlæg foretaget i den pantsatte Ejendom for Hovedsordringen 14,500 Kr., med Renter og Omkostninger, der ialt opgjordes til 724 Kr., 90 Øre. saaledes at Udlæg foretoges for i det hele 15.224 Kr. 96 Øre.

Denne Eksekutionsforretning havde Selskabet efter Stævning til samtlige myndige og selvskiftende Arvinger efter Mejeriejer P. H. Lave i det hele paastaaet ophævet, i hvert Fald for saa vidt angik et Inkassationssalær paa 290 Kr.; hvorimod Arvingerne havde paastaaet Forretningen stadfæstet.

Selskabet havde anført, at Udlæget var ulovligt, dels fordi det kun havde nævnet P. Laves Dødsbo, men ikke Navnene paa samtlige Arvinger, dels fordi det ikke af Forretningen fremgik, at Obligationen havde været til Stede i kvitteret Stand, eller at den for Arvingerne mødende havde været forsynet med behørig Fuldmagt til at kvittere den, men til ingen af disse Betragtninger havde Retten kunnet tage noget Hensyn, lige saa lidt som den kunde tage noget Hensyn til Selskabets Paastand om. at der med Urette var blevet gjort Eksekution for Inkassationssalæret, da saadant var hjemlet ved Obligationen, og det beregnede Salær ikke kunde anses for ubilligt.

Hof- og Stadsretten stadfæstede herefter Eksekutionsforretningen og dømte Selskabet til at betale Sagens Omkostninger skadesløst.

(Lolland-Falsters Folketidende 18. januar 1911)

Niels Nordolf. (Efterskrift til Politivennen)

 

Annonce fra Fyns Venstreblad (Odense) 22. september 1906. I annoncen står at repertoiret bl.a. bestod af Gustav Esmanns lystspil "Alexander den Store", et skuespil efter Georges Mauriers roman, Olaf Paulsen: "Erik Ejegods Pil", Poul Landau: "Den anden", Svend Lange: "En forbryder" og "Baron von Hochsattel". Esmann blev skudt 1904 af Karen Hammerich, se indslag andetsteds på bloggen. Under rubrikken "Personale" hvor Niels Nordolf nævnes, står bl.a. også Asta Nielsen og Emilie Sannom. Asta Nielsens turne med Peter Fjelstrups Selskab fandt sted 1905-1907 mellem hun arbejdede på Dagmarteatret (1902-1905) og Det Ny Teater (1908-1910). Altså et par år før hun debuterede som filmskuespiller.

Nordolf død. Den i Forgaars omtalte uhyggelige Affære fra Østerbros Politivagt har imod Forventning nu faaet en alvorlig og trist Afslutning, idet Skuespiller Niels Nordolf er afgaaet ved Døden.

Det staar klart, at Nordolf er død af Hjernerystelsen.

Nordolf efterlader sig ingen Slægt; en Kreds af Venner er da traadt sammen for at bekoste hans Begravelse.

Politiassistent Schram paa St. Kongensgade Politistation, under hvem Politivagten paa Østerbro sorterer, er naturligvis meget pinligt berørt af det skete. Han oplyser iøvrigt, at Sagen endnu ikke kan betragtes som sluttet, idet han agter at undersøge, om der med Rette kan rettes Bebrejdelser imod Politibetjenene for den beklagelige Hændelse.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 25. september 1909).

En mærkelig Affære.

Skuespiller Nordolf forulykket.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en ret uhyggelig Affære, hvori Skuespiller Niels Nordolf har spillet den triste Hovedrolle.

Nordolf der tidligere har spillet i Provinsen og for den kommende Sæson var knyttet til den fri Scene, er nemlig forleden Nat styrtet ned i Kælderen i Ejendommen Nr. 9 i Collinsgade, og han har forslaaet sig saa stærkt, at han næppe kan leve. Man formoder, at han er styrtet ned, paavirket af en Rus.

Torsd. Morg. blev han funden og Politiet straks underrettet derom, men i Stedet for at faa den tilskadekomne paa Hospitalet, lod Betjentene paa Farimagsgades Station ham indsætte i Detentionslokalet, hvor han laa bevidstløs i henved 10 Timer. Først da kom man i Tanker om, at Manden muligvis ikke var fuld, men syg, og lod ham køre paa Hospitalet. Men da var det for sent. Lægerne mente ikke, at hans Liv stod til at redde.

Utvivlsomt har Politiet her udvist en sørgelig Mangel paa Konduite. Den Betjent, der fandt den forulykkede, burde have undersøgt ham saa nøje, at han kunde afgøre, om der forelaa almindelig Drukkenskab eller en Ulykke.

Politidirektøren har ogsaa straks taget sig af Sagen og lader anstille Undersøgelser om, hvorvidt Betjenten har gjort sig skyldig i tjenstlig Uagtsomhed.

Nordolf er fredag afgaaet ved Døden.

(Middelfart Avis 26. september 1909)

To Begravelser.

De to unge Skuespillere der fornylig kom saa ulykkelig af Dage, Lauritz Alstrup og Niels Nordolf, begravedes i Gaar under en Tilslutning saa stor og en Deltagelse saa rørende, at en af Kunstens allerstørste ikke kunde have ønsket sig den større og smukkere.

---

Niels Nordolf, hvis triste Død vel skyldes Uagtsomhed fra Politiets Side, jordedes fra Vestre Kirkegaard i Overværelse af et mægtigt Følge, der talte adskillige kendte Skuespillere.

Pastor Rannow talte, og Operasanger Hofmann sang Farvel over Graven. Otte af den Afdødes Kammerater, deriblandt de to sidste af hans Direktører, Peter Fjeldstrup og Axel Strøm, bar Kisten til Graven.

(Aarhus Amtstidende 30. september 1909)