Drabet i Østvendsyssel. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Livets allermørkeste Sider. - Slet Opdragelse. - De stakkels Barn. - Opdragne paa Fattiggaarden.

Om det uhyggelige Drab i Allerup Bakker kan vi atter efter "Vendsyssels Tidende" meddele følgende: Fra gammel Tid af har Allerup Bakker haft et slemt Ord paa sig. Det skete hyppigt, at Vejfarende, der kom derigennem ved Nattetide, blev overfaldne og plyndrede, og lige indtil vore Tider har Egnen der ude været Tilholdssted for løse Fugle og tvivlsomme Existenser Slagsmaal og Bøllefærd meldtes der jævnlig om.

Huset, hvori Forbrydelsen er begaaet, er en ussel, faldefærdig Rønne med Beboelse i vestre Ende og Lade i den anden Ende. Flere Ruder manglede i Stueligheden; i Stedet for var der stoppet Klude i Hullerne. I Laden var en Del af Muren falden ned, og Taget manglede flere Steder paa Huset. Det saa' saa skummelt, fattigt og uhyggeligt ud, at vor Pen ikke magter at beskrive det, og dog var det første Indtryk, vi fik af Huset, for intet at regne i Sammenligning med det Syn, der mødte os, da vi igennem en snæver, mørk Gang traadte ind i Stuen og spurgte, om det var her, "Boel-Hanne" boede, et Spørgsmaal, som forøvrigt var over overflødigt, da vi i det samme fik Øje paa den Dræbte, der laa i Halm og Pjalter i den ene Send. Her levede "Boel-Hanne", et ugift Fruentimmer paa 30-40 Aar, med sine to uægte Børn, en Pige paa ca. 12 Aar, der ved vor Indtrædelse sad paa Bordet og stoppede Strømper, og en lille Dreng paa 8 a 9 Aar, som stod forknyt ved Moderens Side.

Paa det sorte Lergulv, hvor oversnavset laa tykt, var der midt i Stuen en stor, sort Pøl af levret Blod; paa et Bord indenfor de smaa med Pjalter stoppede Vinduer stod Skaaret af en Trepægleflaske, det Redskab, hvormed Drabet var forøvet, og i den modsatte Side af Stuen to Senge, den ene ved Siden af den anden, fyldt med Halm og skidne Pjalter; i Sengen nærmest Døren laa den Myrdedes Lig henslængt paa Kanten af Sengesjælen, fuldt paaklædt, men med Brystet blottet; de dræbende Saar, han havde i Hovedet, skjultes af Halmen, hvori han laa.

Som meddelt i Lørdags havde de 3 Slagsbrødre Jens Christian, Kurve-Kristian og Laurids været hos Boel-Hanne, hvor de, efter at have spist og drukket, var

kommen i Slagsmaal.

Under Maaltidet var der intet Uvenskab at mærke, og efter at de havde spist, lagde Jens Christian, som hele Tiden havde holdt sig underlig tavs, sig paa den ene Seng, hvor han faldt i Søvn.

Senere paa Aftenen lavede Hanne Kaffe, og de kaldte da paa Jens Christian, for at han skulde have noget med; de fik ham ogsaa op, men han drak ikke noget, og lagde sig snart efter igen.

Ved Midnatstid vilde de andre af Sted, de fik saa Jens Christian op af Sengen, og alle tre fulgtes de ad ud af Huset.

Da de var komne et lille Stykke derfra, saa langt som halvvejs op ad Bakken, gaar Hanne ud i Døren og kalder paa Laurids, der saa vendte om. og medens de stod og talte sammen, gik de andre to tilbage og hen bag Huset, hvor de kom i Klammeri.

Laurids løb over til dem, og Hanne gik ind i Laden, for gennem et Hul i Muren at se, hvad der foregik. Hun hørte da, at Kurve-Kristen siger til Jens Christian: "Du er ingen Kammerat, Du har lovet, at Du saadan og saadan skulde give mig, naar jeg kom hjem fra Vridsløse".

I det samme ser hun, at Jens Christian slaar efter Kurve-Kristen, dog vistnok uden at ramme, hvorefter Kurve-Kristen giver ham et saadant Slag i Hovedet, at han faldt til Jorden.

Saa giver Laurids ham et Spark, idet han udbrød: "Du har en Gang slaaet mig saaledes, at jeg laa død i 3 Uger", medens den anden slog løs i Hovedet paa ham med en Trepægle-Flaske, saa den splintredes.

Hanne var imidlertid kommen til, og hun udbryder saa: "Aa, Herre Gud; I kan da se, at det bliver for meget, saadan som han bløder".

"Hent saa noget Vand", siger Laurids, og da Vandet kom til Stede, slog han det i Ansigtet paa Jens Christian; men dette gjorde ingen Virkning. Jens Christian var bevidstløs, og Døden nær. Fra en stor Flænge bag højre Øre og et dybt, gabende Saar oven i Hovedet flød Blodet saa stærkt, at der var en stor, levret Blodpøl, hvor han laa.

Man havde kun hørt ham give nogle faa klagende Lyd fra sig, medens de mishandlede ham.

Da det blev dem klart, at Jens Christian var nær ved at dø, bar de ham vest om Huset og ind i Stuen, hvor de lagde ham paa Gulvet; han blødte fremdeles stærkt, men var

stadig uden Bevidsthed.

Medens han laa der, kom en Kone fra Nabolaget ved Navn Trine til Stede; hun hjalp saa Hanne med at faa Jens Christian lagt op i Sengen, og et Kvarters Tid efter var han død.

Der var endelig bleven Ro, Dødens Ro, over Skuepladsen for den natlige, blodige Daad; men hvilken Nat, fuld af Rædsel og Uhygge, maa det ikke have været for Husets Beboere, Boel Hanne og hendes to Børn, Stakler, der maa bære paa dette Barndomsminde Livet igennem. Forinden vi forlod Huset, var vi henne bag dette for at se Stedet, hvor Jens Christian blev slaaet til Jorden.

En stor Blodpøl ved Siden af en lille, vissen Hyldebusk viste Stedet. Lidt derfra laa hans Træsko og hans Hue. Det skulde blive liggende saaledes, til Politiet kom, forklarede Boel Hanne, der tog det Hele ret koldblodigt.

Den Dræbte, hvis fulde Navn er Jens Chr. Christensen eller Christiansen, faar af alle, der kendte ham, det daarligste Skudsmaal og skildres som den værste af de tre. Han var ca. 27 Aar og efter Sigende hjemmehørende i Vrejlev.

Drabsmanden

sidder nu vel forvaret i Sæby Arrest. Det er just ikke første Gang, han har gjort sig skyldig i Overtrædelse af Loven. Han er flere Gange straffet baade for Tyveri og Slagsmaal, har faaet Vand og Brød og har to Gange været i Forbedringshuset.

Dog skulde man ikke, naar man ser ham, tro, at han er en Drabsmand. Han er høj og temmelig kraftig bygget, men ser iøvrigt yderst skikkelig og godmodig ud, hvilket efternævnte lille Episode kan bevise: Paa et Marked kom han op at slaas med en af sine Venner. Vennen, der sandsynligvis har kunnet indse, at han ikke kunne klare sig, greb en Fork og stak det ene Øje ud paa Angriberen. Denne vilde ikke gøre videre ud af Sagen, naar hans Kammerat blot vilde give 6 Bajere. Dermed var den Historie ude af Verden.

Drabsmanden, Jørgen Christian Nielsen, og den dræbte var opdragne sammen paa Vrejlev Fattiggaard, og der havde aldrig været noget videre imellem dem; tværtimod, de var at Tid komne godt ud af det sammen, som det hør og bør gode Kammerater. Men det er let at forstaa, at han ikke i Gærningsøjeblikket tænkte over, hvad han gjorde. Baade Drabsmanden og den dræbte og Niels Laurits Anton Svendsen, som ogsaa var til Stede, havde hver nydt ca. 2½ Pot Brændevin.

Joh. Skjoldborg fortæller.

Allerup - Stedet, hvor Mordet er begaaet - ligger i Følge "Aalb. Amtst." i Hellevad Sogn, ikke overdrevent langt fra Hjallerup. Noget for sig selv er Allerup Bakker. Det gælder baade Naturen og tildels Menneskene. Vi giver bedst et Billede heraf, naar vi fortæller vore Læsere, at Allerup Bakker utvivlsomt er dem, som Joh. Skjoldborg har beskrevet i sin sidste Bog "Almue" under Navnet Kollerup Bakker. Det var herop, han søgte, forklædt som Bissekræmmer, for at se de mærkelige Existenser, som har søgt til Huse deroppe.

Vi lader Joh. Skjoldborg fortælle. Han beskriver Egnen der oppe saaledes:

[Uddraget er mere udførligt gengivet i artiklen fra Vendsyssel Tidende andetsteds]

Men Hjallerup Marked!

Da myldrer Mennesker op ad Bakken fra alle Kanter som Myrer af en Tue, som Underjordiske, der har faaet Fridag. Og ved Bakkernes Fod i Sydvest - - - - der strømmer det frem af Heste og Vogne. Der ligger nemlig Kallerup By i et Hul - - - - Saaledes ligger Kallerup Bakker, og saaledes har de ligget, siden Svenskerne byggede Skanser paa deres Kroner, siden Herremændenes Tid, siden Ulvenes og Bjørnenes Tid".

I disse Bakker færdes saadanne Existenser, af hvilke Skjoldborg har givet os Billeder, der sikkert nok ligner, om de end ikke helt er Fotografier efter Virkeligheden. Der er den geniale Smed Laj-Drengen, der kan lave alt, men hader det regelmæssige Arbejde; som holder af sin Kone og sine Børn, men lige saa meget af Brændevin og Lediggang, og som priser Friheden i sin elendige Hytte. "Hellere end at smides paa Kasmarokken vil a, Dælen danse mig, bo i Bakkerne ved Ræv og Hare". Her gaar Taalle-Niels, som græder over, at Konen er rendt med "ham Skidriken", her bor den skikkelige Staldmand, der slider troligt paa Herregaarden hver Hverdag, og stilfærdigt i sin egen Stue drikker sin Pot Brændevin hver Søndag, medens hans Kones Snakketøj gaar som en Møllekværn om de andre Fruentimmer der i Bakkerne. Thi ogsaa Kvindemennesker der oppe fra har Joh. Skjoldborg fortalt os om; der er Rytter-Stine og Bus-Karen, som lever sammen med Polle og er i en stadig Skræk for Politiet. Og der er først og fremmest Jok-Hanne, som maaske ikke er nogen anden end den Boel-Hanne, hos hvem Drabet er begaaet. Hun nævnes et Par Gange i Skoldborgs Skitser og ikke for det gode. I Staldmandens Kones Søndagsfortælling om nogle af Bakkens Sviregæster hedder det, at de en Nat kom under Vejr med, at der var en Mand fra Kallerup oppe hos Jok-Hanne, "og min Salighed rager de saa ikke Lervæggen ind paa dem".

Her oppe i den mærkelige Befolkning - vel nok den mærkeligste i Vendsyssel - er det, at Mordet er begaaet. Der har været Drikkegilde hos Boel-Hanne som saa mange Gange for. Sanseløse af Brændevinen er de to "Bakke"-Mænd saa komne i Kævl med Jens Chr. Christensen, Vrejlev. Denne, der - saa vidt vi endnu har kunnet faa opspurgt - er en omstrejfende Natur, har været paa Togt deroppe. Og i Kævlet har han saa fundet sin Død.

(Kolding Social-Demokrat 12. november 1900).

Fotograf S. Jensen, Flauenskjold: Allerup Bakker, med Boel-Hannes Hytte. På fotoet er angiveet af Boel Hannes hytte eksisterede på optagelsestidspunktet. Man kan se en skorsten rage op i det lyse område til venstre i fotoet. Da hytten efter aviskilder blev nedrevet i februar 1901, må fotoet være før det tidspunkt.Det kongelige Bibliotek.

Boel-Hanne var født 21. juni 1856 og hed egentlig Boline Johanne Marie Nielsen. Hun var ugift og havde 7 børn, hvoraf de 2 var døde da hun selv døde. Første gang aviserne nævner Boel Hanne var i marts 1900, her fra Aalborg Stiftstidende:

Betleri. 3 ældre Kvinder som gaar under de velklingende Navne Boel-Hanne, Rytter Stine og Spring Thea, hvoraf de to er ugifte og den ene Enke, har i længere Tid drevet den Trafik at sende Børnene ud i de omliggende Byer for at tigge, medens de selv levede højt i Hjemmene sammen med hver sin Kavaler af de Fødevarer og Penge, som Børnene hjembragte.

Det blev imidlertid opdaget og Trafikken stoppet, og de tre rare Mødre blev anholdte.

Vendsyssel Tidende oplyste endvidere at

"Boel-Hanne", som en Gang tidligere har været straffet for samme Forhold, er nu idømt 18 Dages Tvangsarbejde. De andre to slipper med 8 Dages simpelt Fængsel hver.

I februar 1901 lod ejeren af Boel-Hannes hus nedrive da hun var væk fra det. Frederiksborg Amts Avis meddelte 16. august 1901 at Boel-Hanne var flyttet til Agersted Bakker øst for Dronninglund Storskov. Her boede hun nu sammen med "Ræve-Jens", et nogenlunde lige så berygtet sted. I en kro holdt fx "Kylling-Jacob", "Ole Høes", "Hans Munk", "Basse-Niels", "Sorte Mariane", "Store Anders" og andre sted. Betjent Bertelsen oplyste i et interview i Kolding Social-Demokrat den 25. august 1905 at Boel Hanne var husholderske for en skomager i Voer-Albæk Kommne. Det var hos ham hus fik frataget to plejebørn. Hun døde i 1906:

Boel-Hanne.

I "Vends. Flbl." giver Lærer Urban Hansen den bekendte Boel-Hanne, som nylig afgik ved Døden, følgende Eftermæle:

Skønt fartet rundt i Østvendsyssel i en Snes Aar havde jeg aldrig hørt Boel Hannes Navn nævne, før det kom frem i Forbindelse med Affæren ved Dannerhøj.

Aldrig. Og det var mig ret overraskende at der i Egnen kunde findes et Menneske, om hvis Navn der med god Grund kunde rejses en Storm som den der blev rejst om Boel Hanne uden at jeg havde mindste Anelse om Vedkommendes Existens.

Men det maatte jo være saadan efter det Ramaskrig der lød.

Vel lod den verdslige Øvrighed hende i Fred. Den fandt intet, der berettigede den til at intervenere. Men hvad den verdslige ikke kunde eller fandt Anledning til, det kunde og vilde den gejstlige.

I Moralens Navn opløste den Hjemmet tog Børnene fra Moderen og lod hende drive af for Vind og Vejr. Hun var jo ikke bedre værd.

Efter et Aars Forløb landede hun i Mølholt Skoledistrikt.

Det var med en ubehagelig Følelse jeg modtog Meddelelsen om hendes Ankomst. Efter alt, hvad der var skrevet og talt opfattede jeg hende som et Stykke Bundfald, et forhutlet Fruentimmer, stinkende af Brændevin og "bra i Kæften" Et Smitte for Ungdommen. Et Exempel til Skræk og Advarsel for alle.

Imidlertid mærkede jeg kun lidt til min ny Naboerske. Der gik mange Dage, inden jeg fik hende at se. Hun var sjælden hjemme, altid ude paa Arbejde, thi der var Rift om hende. Man sagde hun arbejdede for to.

Saa en Søndag var der Folkefest i Donsted Skov. Fra Talerstolen fik jeg Øje paa en fremmed Bondekone, klædt i Vendelbodragt, en tiltalende Skikkelse, proper og akkurat at se til, middelhøj og rank af Holdning.

Under det skinnende hvide Hovedklæde tittede et Ansigt frem et noget blegt Ansigt med brune Øjne og skarp Profil. Hun havde aabenbart været køn i sine unge Dage, og hun tog sig godt ud endnu trods sine 40-45 Aar, eller hvor gammel hun nu var. Den Fremmede tog Plads paa en Bænk noget borte sad ensomt, men strunk og stiv og med Ansigtet vendt mod Talerstolen. Og da Foredragene var forbi, rejste hun sig og gik hen over Festpladsen mens mange Øine fulgte hende.

"Boel-Hanne," hviskedes der. "Det er Boel-Hanne."

Saadan saa' jeg hende første Gang.

Og i de fem Aar, der er gaaet siden, lærte jeg hende at kende som en flink og ædruelig Kvinde som en flittig og dygtig Arbejderske og som en Moder, der elskede sine Børn og havde deres Genkærlighed

Men - som jeg sluttede med at sige ved hendes Kiste - det er saa grumme nemt at se Skæven i sin Næstes Øje. Det er saa grumme nemt at sætte Neglene i andres Kød. Og specielt er det saa grumme nemt at plukke og rive i de Smaa, Ulige vanskeligere er det at naa til Forstaaelse af de Kaar og den Kamp Samfundets Stedbørn maa friste. Boel-Hanne var et af dem. Lad hende hvile med Fred i sin Grav.

(Kolding Social-Demokrat 30. juni 1906)

Hverken Boel-Hanne eller hendes børnene havde været straffet eller i konflikt med øvrigheden.

"Bette-Lauritz" blev i september 1901 grebet på fersk gerning i et indbrudstyveri på stationen i Sæby. I frustration over det lille udbytte begyndte han at ødelægge kontoret og overhælde væggene med blæk. For at komme ind havde han knust en rude hvilket medførte at han skar armen og måtte under lægebehandling.

Efter at have udstået straffen, blev Jørgen Nielsen "Den Enøjede" i februar 1907 taget for at have stjålet 200 kr fra en kludekræmmer. Han var ellers på vej til København for at blive gift. Han nåede kun til Aalborg Banegård.

En ugift datter af Boel-Hanne fik i 1907 frataget sine 2 børn da værgerådet ikke antog at hun kunne opdrage børnene forsvarligt.

Om sagen findes på denne blog følgende indslag:

Drabet i Østvendsyssel. Gjennem Østvendsyssel. Fra Allerup Bakker. Vendsyssel efter Drabet i Allerup Bakker. Drabet i Allerup: Dommen.

Privatbankens Bygning. (Efterskrift til Politivennen)

Axel Berg (1856-1929) arkitekt, uddannet på Kunstakademiet i København 1873-1880. Han arbejdede med historicistisk arkitektur, og tegnede bl.a. Bregentved Gods' hovedbygning (øst- og sydfløjen) og avlsgård i nyrokoko (1887-1891). Nordfløjen er fra 1660'erne. For dette arbejde fik han Kunstakademiets Hansens medalje.

Bregentved Gods: de af Axel Berg tegnede øst- og sydfløj. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Axel Berg tegnede Privatbankens hovedsæde i Børsgade i København som blev opført 1901-1904 med anvendelse af stiltræk fra forskellige perioder. Huset blev opført hvor tidligere De Seks Søstre (Nybørs) stod.

Privatbankens bygning på Børsgade 4-8, Slotsholmsgade 1-3  (1901-1904) set fra Christianshavnssiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Privatbankens nye Bygning

Arkitekt Axel Berg sejrer i Konkurrencen.

I Gaar Eftermiddag blev Spørgsmaalet om, hvem der skal opføre Privatbankens nye Bygning, endelig afgjort.

Kl. 3 samlede Bedømmelses-Komiteen til det sidste Møde i Privatbankens Bankraadssal, hvor de konkurrerende Arkitekters Tegninger dels var ophængte langs Væggene, dels fremlagte paa det stoie Bankraadsbord. De sex Arkitekter, som har været indbudte til Konkurrencen, er d'Hrr. Axel Berg, Martin Borch, L. Clausen, Albert Jensen, V. Koch og K. Varming. De modtager hver et Honorar af 1500 Kr. for deres Arbejder.

Alle Bedømmelseskomiteens Medlemmer var enige om, at samtlige Arkitekter har præsteret et sjældent stort og smukt Arbejde, som i høj Grad fortjener Anerkendelse. Valget har da ogsaa, hvad der ikke er nogen Hemmelighed, været ret vanskeligt for Bedømmelsesudvalget, og naar Arkitekt Axel Berg i Gaar blev den lykkelige foretrukne i Konkurrencen, da skyldes det Rikkert ikke mindst de praktiske Krav, som han har foistaaet at tilfredsstille i saa høj Grad ved sit Projekts Udarbejdelte, og som fik en afgørende Indflydelse paa Bedømmelses-Komiteens Afstemning.

Vi skal i Dag kun omtale Hr. Axel Bergs Projekt paa Basis af de Oplysninger om hans Bygning, som han selv har givet Bedømmelses-Komiteen, da han indsendte sine Tegninger. Men vi haaber, at vor kunstneriske Medarbejder vil finde Lejlighed til kritisk at bedømme baade den sejrende Arkitekts Projekt og de fem andre Herrers interessante Arbejder, hvoraf særlig i Gaar Hr. Martin Borchs karakteristiske gamle hollandske Købmandshus tiltrak sig stærk Opmærksomhed. I Gaar etter Mødets Slutning havde nemlig en Del besøgende Lejlighed til at se Skitserne, ligesom et snævrere Publikum, bl. a. Bankens Aktionærer, i de følgende otte Dage vil faa Adgang til at gøre sig bekendt med Arbejderne

Men tilbage til Arkitekt Axel Bergs Projekt. Som bekendt, skal den nye Bygning opføres paa Karreen, hvor bl. a. "De sex Søstre" nu er ved at synke i Grus. Denne Karré afgrænses jo i sine to største Længder af Børsgade og Slotsholmsgade samt for Enderne af Strømløbet og af det Stykke af Christiansgade, hvor nu Opgangen er til Privatbanken i Børsens Bygning.

Det er Meningen, at Hovedfacaden skal ligge ud mod Børsgade, hvor Hovedstrøget og Færdselen ogsaa med Sporvogne bliver i Fremtiden. Gaden bliver jo dér udvidet, bl. a. ved Opfyldning af en Del af Kanalen.

Hovedfacaden gør et solidt og fornemt Indtryk. Ved et ganske overfladisk Blik synes den med sine røde, tunge Mursten, med sin Sandstens-Fronten og sine Sandstens-Ornamenter at have nogen Lighed med Ministeriabygningen. Men ved et nærmere Eftersyn viser det sig, at en saadan Sammenligning ikke passer. Ved mange og væsenlige Enkeltheder er Hr. Axel Bergs Projekt afvigende fra den nævnte Bygning. Blandt andet ved at lade Taglinjen brydes af flere Gavle har han søgt at give sit Arbejde en særlig Karakter. Arkitekten kalder selv den Stil, han har valgt, en Art Efter- eller Sen-Renæssance.

I Følge de af Arkitekten iøvrigt givne Oplysninger vil tre Fjerdedele af det ca 5600 Kv.-Alen store Areal blive bebygget. Bygningen er trukket lidt tilbage fra Gadelinjen mod Knippelsbro, hvorved en Del af det ubebyggede Areal (ca. 155 Kv. Alen) udlægges til Gade. Af Gaardsrum vil ca. 560 Kv. Alen blive overbyggede i Kælder- og Stueetagen.

Mod Børsgade kommer altsaa Hovedfacaden til at ligne, og som Følge deraf henlægges de vigtigste Indgange til denne Side.

Bygningen skal bestaa af to Dele, A og B. I A indrettes der foruden de til Banken fordrede Lokaler samr Direktørboligen nogle Forretningslokaler, som kommer til at indtage et samlet Fladerum paa ca. 2100 Kv.-Alen. I B bliver Forretningslokalernes samlede Flademaal ca 3230 Kv.-Alen, heri iberegnet Kafélokalet med tilhørende Udenomsbekvemmeligheder Dette Lokale skal vende ud mod Strømløbet. Gæsterne vil da gennem Kafeens Vinduer faa det livline og morsomme Skue af Traflken i Havnen.

Bygningerne tænkes opførte af røde, haandstrøgne Mursten med en Underbygning af Granit og med Anvendelse af Bremer-Sandsten eller Portland-Kalksten til Baand og Gesimser samt med forskellig dekorativ Udsmykning. Taget dækkes med glasserede Teglsten; Kobber vil blive anvendt til Spiret, til Afdækning af Gavlkammene samt til Render og Udløbsrør. Etage-Adskillerne skal udføres af armeret Beton (Hennebrique-Konstruktion) hvorved Lofterne fremtræder enten som Bjælke- eller Kassetlofter. Alle Gulvene skal belægges med Papyrolith eller et lignende Stof.

Tagkonstruktionen m. m. vil blive gjort saa solid og brandsikker som muligt. Spørgsmaalet om Brandfare er jo et af de allervigtigste og vanskeligste ved Udarbejdelsen af Projektet til en Bankbygning.

Det store Banklokale skal udstyres med et højt Panel af en eller anden fin Træsort samt med Kassetloft og Stuk dekoration. Sejlerne bliver af Jern med Beklædning.

I Banklokalet og i Trapperummene indrettes der Ovenlys. De sidstnævnte Rum vil enten blive beklædte med Marmor eller en anden Kalksten.

Hovedtrapperne i begge Bygningerne - altsaa i A og B - skal hvile paa Hjørnepiller af Granit, og ved Hovedtrapperne bliver der desuden Person-Elevatorer. Begge Bygninger, hvis Opførelse antagelig vil vare ca. to Aar, skal funderes med Beton. Arbejdet vil saa vidt muligt blive fremskyndet. Med Hensyn til Udgifterne, da beløber hele Grundens Værdi sig til ca. ea Million Kroner, og Omkostningerne ved Bygningernes Opførelse bliver ogsaa omtrent en Million Kroner.

Arkitekt Axel Berg, der er ca. 40 Aar gammel, er bl. a. kendt for sine betydelige Keatavreringsarbojder paa Bregentved og paa flere Godser og Herregaarde.

Det er ogsaa Hr. Axel Berg, som har givet Tegning til den sidste Kongewaggon samt til det i Lokkende rejste Monument over General Krogh, Lensgreve Raben-Levetzaus Bedstefar.

(Dannebrog (København) 7. november 1900).

I 1923 var pladsen blevet for trang, og gården blev overdækket. Axel Berg stod også for dette bygningsarbejde.

Privatbankens nye Bygning.

Privatbankens nye Bygning.

Det er en fortrinlig Beliggenhed, den nye Bygning, som Privatbanken lader opføre med Hr. Axel Berg som Arkitekt, har faaet, Ud mod Børsgade og mod Slotsholmsgade kommer de to mægtige Længdefacader til at ligge, og den ene Tværfacade skal ligge ud mod Havnen og faar Kristianshavn til Vis-a-vis.

Bygningen vil kunne tage sig ud paa dette Sted, og paa lang Afstand vil de Tusender, der daglig færdes fra Kristianshavn og indefter, kunne se et betydeligt Parti af Privatbankens Hus. Naar Byggeforetagendet er endt - der er ikke sat nogen bestemt Frist for, hvornaar Bygningen skal afleveres fuldt færdig - vil antagelig Omlægningen af Færdselsforbindelsen mellem de to Bydele være i Orden. Udvidelsen af Børsgade er jo allerede godt i Gang; det er, som bekendt, Planen at føre Trafiken denne Vej - i Stedet for gennem Slotsholmsgade - og Knippelsbro skal derfor i Fremtiden ligge i direkte Linje med den udvidede Børsgade.

Arkitekt Axel Berg har, i Følge sine egne Udtalelser, tænkt sig, at hans nye Bygning - eller rettere Bygninger, thi der bliver to, der skal udgøre et samlet Hele - skal danne et Overgangsled mellem Kjøbenhavn og Kristianshavn. Han har dernæst strax været klar over, da han gav sig i Kast med denne Opgave, at han ikke vilde skabe en Bygning, som var for nær beslægtet med Børsen; Bygningen maatte bevare sin selvstændige, egne Karakter, men skulde alligevel harmonere med sin berømte Nabo.

Om selve Bankbygningen eller -Bygningerne her et Par orienterende Oplysninger. Den Del, som faar Udsigt mod Knippelsbro og Havnen, bliver en Etage højere end selve det øvrige Parti af Bygningen hen imod Børsens Retning. I dette højere Parti mod Havnen indrettes iøvrigt den eneste store Privatbolig i Bygningen; paa 3dje-Salen dér skal nemlig Rankens første Direktør, Etatsraad Larsen bo.

Hele Bygningen opføres nærmest en Art Barokstil med nogle Renæssancemotiver.

Den høje Underbygning bliver af Granit, derover vil de røde Murflader (røde haandstrøgne Sten) med Sandstens-Forsiringer hæve sig; overalt skal Sandstenen anvendes til Indfatninger og Ornamenter. Over Midtpartiet ud mod Børsgade kommer der til at knejse en stor. bred Fronton af Sandsten med allegorisk Fremstilling af Handelen og mulig flere beslægtede Erhvervsgrene.

Bankens Direktion vil aabenbart intet spare, for at Bygningen kan gøre et virkelig smukt og faobelt Indtryk. Derfor skal de bedste og mest gedigne Materialier anvendes. Hele det store Tag bliver saaledes af Kobber, og Opgangen til Banken skal Trapperummet udfores af Marmor og Kalksten.

Det største og prægtigste Rum i Bygningen bliver det store Banklokale til Expedition; det faar Beliggenhed første Etage og vil strække sig gennem hele Bygningens Brede og kommer altsaa til at vende ud baade mod Slotsholmsgade og Børsgade.

Dette mægtige Lokale med et samlet Fladeindhold af 900 Kv.-Alen faar fuldt Ovenlys. Da Rummet kommer til at ligge i Bygningens hele Brede, bliver ogsaa en Del af den i Midten beliggende overdækkede Gaard inddraget til Expeditionslokalet, 

Banksalen bliver 9 Alen høj. I fire Alens Højde fra Gulvet dækkes Væggen med Teaktræspaneler; Resten bliver Stukarbejde.

Loftet, ligeledes i Stuk, inddeles Felter, og dér er det Meningen at lade en fremragende Kunstner fortælle os et eller andet, som knytter sig til Bankvirksomhed og Handel. Sex polerede Granitsøjler med Broncekapitæler skal bære Loftet.

Under Expeditionslokalet og de andre Bank lokaler i samme Etage bliver der en mægtig Boxafdeling; selvfølgelig anvendes kun ildfaste Sten og Jærnkonstruktioner af sværeste Art til denne Afdeling.

Anden og tredje Etage skal udlejes til Forretningslokaler og Kontorer, Ikke færre end 3 Personelevatorer indrettes i Bygningen, endvidere for synes denne med de bedste og mest praktiske Ventilations- og Varmeanlæg og andre Bekvemmeligheder.

Endvidere skal det kun nævnes, at ud mod Havnen, hvor nu den gamle morsomme "Skipper kafé" "Kvasen" ligger - et Stykke Fortidens Kjøbenhavn - vil der blive indrettet en mindre første-Rangs Kafé, hvor sikkert Børs og Bankmænd særlig omkring Børstiden vil søge ind for at faa en Forfriskning.

(Dannebrog (København) 25. december 1901)

Axel Berg blev den 29. november 1907 formand for Akademisk Arkitektforening efter at den daværende bestyrelsesmedlem Ludvig Andersen var blevet ekskluderet med næsten alle stemmer og formanden Clemmensen ikke ønskede at fortsætte. Ludvig Andersen blev dømt skyldig i Akademiske Arkitektforenings voldgiftsret i november 1907 fordi han uden arkitekt Gudmes samtykke havde udført tegninger til Det Nye Teater, bl.a. på trods af at Gudme var selskabets arkitekt. Han havde derfor overtrådt foreningens vedtægter.

Axel Berg ombyggede Vemmetofte Kloster (1907-1909) og opførte Arbejdsgiverforeningens bygning i København (1910-1911) i nybarok. Han fik Kunstakademiets årsmedalje 1910:

Ny Kongensgade 16a / Vester Voldgade 113  (1910-1911). Opført for Arbejdsgiverforeningen  på den gamle Håndværkerstiftelses grund. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Axel Berg med hat og overskæg, markeret med x på jakkekraven ses på fotoet en anelse til højre for midten, mellem herren med bowlerhat (bagest) og manden med den store kasket (forrest). Herren uden hat markeret med xx er Arbejdsgiverforeningens formand Rostrup. Anledningen er rejsegilde på Arbejdsgiverforeningens Hus. Foto fra Dagbladet (København) 28. september 1910).

Andre af hans bygninger er pakhuset Overgaden Neden Vandet 11 / Wildersgade 12-18  (1914), samt Nationalbankens bygning i Aarhus (1923)

marts 1915 regeringens tilsynsførende  ved de af Københavns Brandforsikrings Taxationsmænd foretagne vurderingsforretninger.

Axel Bergs gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den islandske Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Som Defensor for Provst Bjarnarson mødte Advokat Hindenburg, der gjorde gjældende, at Provsten havde været Gjenstand for en enestaaende Forfølgelse fra Bøndernes Side. De havde trykt et Skandskrift imod ham, og det var af den Grund, at Bønderne blev tilsagt til Forligsprøve hos ham. Han havde udtrykkelig forbudt dem at staa og lytte i Forstuen, saa det var deres Pligt at holde sig derfra. Da han vilde jage dem derfra, blev han udskjældt paa det groveste. De sigtede ham paa en forblommet Maade for at have stjaalet Faar, og de skjældte ham rent ud for Tugthuslem. Det var derfor ikke saa underligt, at han blev i høj Grad ophidset, og at han, da de kom imod ham med opløftede Hænder, slog dem over Fingrene med Ridepisken. Det var han i sin gode Ret til at gjøre, navnlig da Benjaminson, som fik de værste Rap, var en gammel Slagsbroder. Den bekjendte retslærde Bornemann hævder, at man har Lov til at bruge sin Nødværgeret overfor verbale Injurier, Domstolene vil maaske næppe give Bornemann Medhold i denne Anskuelse, men i et Tilfælde som dette maa Provsten have Lov til at værne sin Husret paa bedste Maade. I det hele taget er hans Optræden saa let forstaaelig, at han bør frifindes.

Aktor, P. G. C. Jensen, gjorde opmærksom paa, at Provsten aldeles ikke slog løs, fordi han blev skjældt ud; længe før der var sagt et Ord fra nogen af Siderne, fo'r han løs paa Bønderne uden forudgaaende Advarsel. Der er altsaa i Virkeligheden intet, der undskylder ham.

Hr. Hindenburg haabede dog, at den høje Domstol selv af Sagens Akter vilde have faaet det Indtryk, at Provsten var bleven tirret, før han slog.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der nedsatte Bøden fra 200 til 100 Kr. - efter samtlige foreliggende omstændigheder".

(Aarhus Amtstidende 7. november 1900).

Provsten var blevet frikendt for en anklage fra 7 islandske bønder for tyveri af drivtømmer. Han lagde herefter sag an mod dem. Da bønderne mødte op for at få et forlig i stand, gik han løs på dem med en ridepisk. En af dem, Benjaminson blev slåeet med skaftet og lå syg 4 måneder derefter. Den islandske overret takserede den handlemåde til en bøde af 200 kr. I juni 1901 kørte provsten sag mod 15 sognebørn for resterende kirkeafgifter. Sognefogden (repstyrer) Thorsteinsson (der selv var blandt dem) havde nægtet at udpante og i stedet forlangt specificerede regninger for disse. Provsten anlagde sag som han tabte. Til gengæld fik den islandske overretsassessor Jonsson en bøde på 80 kr. for at have været 10 måneder om at oversætte sagens akter til dansk.

Præsten og politikeren Þórhallur Bjarnarson (1855-1916) var medlem af Altinget for Borgarfjörður 1894-1899 og 1902-1908, først som uafhængig, senere af hjemmestyrepartiet. Han blev Islands sjette biskop 1908-1916. Han blev teolog ved Københavns Universitet 1883 og ordineret præst 1884 i Reykholt. Samme år  i Borgarfjarðar, 1885 pastor i Akureyri; Han blev kort efter lærer ved Prestaskólar og i 1894 leder. Han var præsident for underhuset 1897-1899, og medlem af Reykjavik byråd 1888-1906. 

"Kentucky". (Efterskrift til Politivennen)

D. F. D. S. eksperimenterer

Fyrbøderne ligner Skeletter.

Skibet fejler i Dag.

Det Forenedes Damper "Kentucky", Kaptejn Carve, ankom forleden hertil, efter en 2 Maaneders Rejse til Hamborg, Boston og New York.

Fyrbøderne, der alle er Medlemmer af deres Fagorganisation, ansaa sig i høj Grad forurettet under Arbejdet ombord, og de forebragte deres Klager for Undertegnede, som er Formand for "Fyrbødernes Forbund".

Jeg gik straks ombord i Skibet, der laa fortøjet ved Larsens Plads, og fik Fyrbøderne i Tale. Jeg blev ikke lidet forbavset ved at se, hvilken sørgelig Forfatning disse Mennesker var i. Da de for 2 Maaneder siden forhyredes med Skibet, var de raske, velnærede, glade og fornøjede. Men hvilken Forvandling, der var sket undervejs! Nu saae de ud som udtærede Skikkelser, og de beklagede sig over, at de i yderste Grad var bleven overanstrængte. Maskinmestrene havde nemlig eksperimenteret med en ny Slags Opmuring i selve Stedet, der er ukendt og ikke hidtil har været anvendt, og antagelig i den Hensigt, at der derved skulde spares Kul.

Selve Eksperimentet bestod i en muret Indsnævring af Fyrstedet, for derved at hæmme den livlige Forbrænding af Kullene. For Forstaaelsens Skyld henvises til vedstaaende Rids over den bageste Del af Fyrstedet.

Kentuckys nye Fyrsted.

Som det fremgaar af Tegningen, er der i Fyrstedets bageste Del opmuret en saakaldt "Bro"; det øverste Parti af Fyrstedet er derimod altid aabent. Men nu kommer det nye Eksperiment. Paa "Kentucky" lod man over "Broen" opmure en Hvælving, en Murstensbue, der ses paa Tegningen. Herved hindredes Ildens fri Gennemtræk til Forbrændingskammeret, idet der mellem "Broen" og Buen kun er en smal Aabning paa ca. 8 Tommers Vidde, medens Aabningen sædvanligvis i Skibene mindst er 12 Tommer.

Maskinmestrenes Eksperimenter bevirkede, at Fyrbøderne ikke formaaede at præstere den Damp, der kræves for at Maskinen kan drive Skibet frem med den fastsatte Fart.

Den opmurede Hvælving foraarsager, at den livlige Forbrænding af Kullene svækkes i en ikke ringe Grad. Fyrbøderne maa nemlig stadig aabne Fyrdøren for at brække Kullene op, efterhaanden som de sammenbrændes til store "Kager". Der strømmer derfor idelig kold Luft ind i Fyrstedet, hvorved Fyrkanalen afkøles.

Ved disse Eksperimenter paalægges der altsaa Fyrbøderne et meget besværligt og yderst udmattende Ekstraarbejde, et Arbejde, der er i den Grad opslidende, at Udenforstaaende vanskeligt gør sig noget Begreb derom. Forholdet er, at Fyrbøderne ikke blot skal foretage den sædvanlige, idelige Indfyring, hvor de, for hver Gang Fyrdøren aabnes, staar sveddryppende foran de glødende Ildsvæg. Men der levnes dem ikke noget Pusterum. Uafladelig nødsages de til at aabne Fyrdøren for paa ny at brække løs paa "Kagerne", indtil de ganske udasede er ved at segne af Overanstrængelse.

En saadan Behandling, hvor man tilsidesætter Hensynet til sine Medmennesker, kan ikke betegnes som human. Anser Rhederne det for formålstjenligt at foretage den Slags Eksperimenter under lange Farter, da bør det absolut fordres, at Fyrbødernes Antal forøges og Lønnen forhøjes. De rige Selskaber betaler Fyrbøderne -en Maanedsløn af 60 Kr., eller 2 Kr. pr. Døgn, og der maa protesteres mod at man for denne usle Løn kræver en saa overmenneskelig Arbejdsydelse.

"Kentucky" afsejler i Dag fra Larsens Plads paa en ny Rejse, desværre under de samme umenneskelige Forhold.

Hans Jensen. Formand for "Sø-Fyrbødernes Forbund"

*

Fyrbøderne i "Kentucky" oplyser endvidere følgende:

Vi har ombord i "Kentucky" sædvanlig maatte arbejde 14 Timer i Døgnet, naar Skibet var til Søes, ja til Tider gik Arbejdstiden endog op til 18 Timer i Døgnet. Trods alt vort Slid, var det ofte vanskeligt at skaffe tilstrækkelig Damp, begrundet paa Eksperimentet med den murede Hvælving. Vi blev da af Maskinmesteren beskyldt for Dovenskab! Blev en Fyrbøder syg af Overanstrængelse, da raabte Maskinmesteren, at han blot trængte til "Klø", saa hjalp det nok.

Som Eksempel paa den Tone, der raader ombord, kan endvidere anføres en Udtalelse af 1ste Styrmand. Da den syge Fyrbøder Lauritsen paa Forespørgsel erklærede, at han troede, han var rask nok til at følge videre med Skibet, svarede Styrmanden kynisk: "Ja, det vilde være en kedelig Historie, hvis vi skulde blive nødt til at kaste Dem overbord, naar vi kommer i Søen".

En anden Fyrbøder, Rasmussen, fik en Fodlidelse ved at en Tønde Cement væltede ned over Vristen. Han anmodede om at faa en Læge ombord, hvilket blev nægtet ham, og selv formaaede han ikke at gaa i Land. Ni Dage efter blev Lægen kaldt til 1ste Maskinmester, og nu blev ogsaa Rasmussen endelig behandlet; Lægen erklærede, at Benet var brækket i Vristen.

Tyranniet gik saa vidt, at 2. Maskinmester Mogensen en Dag i sin Hidsighed raabte til Fyrbøder Rasmussen, at han "vilde slaa ham ihjæl, hvis han turde." Og det maa regnes som et tarveligt Udslag af Krakileri, at man endog nægtede os Sæbe til Rengøringen af Lukafet. Vi maatte derfor selv købe Sæbe, hvis vi vilde undgaa, at Lukafet blev et svinsk Opholdsrum. 

Naar vi skulde læmpe Kul, forbød Mestrene os at tage Lugerne af Kulkasserne. Der blev sagt, at det var efter Kaptejnens Ordre. Han vilde undgaa at faa Kulstøv paa Dækket, og som sædvanligt var det Mandskabet, der maatte bøde for denne nye Hensynsløshed.

Fyrbøderne maatte altsaa læmpe Kul i disse tæt lukkede, overophedede og skovfyldte Rum, hvor vi indaandede Masser af Kulstøv; Sveden drev fra alle Porer, mens vi forgæves gispede efter en Smule frisk Luft.

Undertegnede Eriksen tog en Dag Termometret fra Maskinrummet ind i Kulrummet for at notere Varmegraden; det viste sig, at der her var en Temperatur af 42 (to og fyrretyve) Graders Varme! Det er da ganske forstaaeligt, at Mandskabet blev sygt af Overanstrængelse under saadanne Forhold.

Der er naturligvis ingen af os, der atter har villet taget Hyre paa "Kentucky". Ikke desto mindre er 1ste Mester fremkommen med den usande Paastand, at undertegnede Laursen og en Kammerat, der blev paamønstret i Hamborg, skulde have søgt Hyre hos ham paany.

I det hele taget giver ovenstaaende Beretning et lille Indblik i de mange Lidelser, som Skibsmandskaberne maa døje.

København, den 30. Oktober 1900.

J. C. G. Rasmussen. R. J. P. Jensen. N. Laursen. Chr. Eriksen. C. Nielsen.

(Social-Demokraten 1. november 1900).

Ukendt fotograf: Fyrbøderstrejke den 11. marts 1902 i Københavns Frihavn (Kilde: Kbhbilleder).

Der er flere skibe med navnet Kentucky. Det omtalte må være det som blev bygget 1897, BRT 3622. på B & W og afleveret 27 august 1897 til D. F. D. S. Det kunne skyde 10 knob. Havde 3 dæk, 2 master, 4 lastrum og 4 luger. Det forliste 22. december 1920 ved Skirsa Head og ophugget i 1921.

Søfyrbødernes arbejde var et af det hårdeste på daværende tidspunkt. I april 1898 havde Rederiforeningen og repræsentanter for rederne, søfyrbøderne og sømændene fastsat en hyre af 55 kr. for indenrigs og europæisk fart og for transatlantisk fart til 57½ kr. Samtidig blev organisationsretten anerkendt. Medlemstallet steg. I 1899 nægtede rederne yderligere lønforhøjelse, og forbundet indledte da en strejke.

Paludan-Müller: Nogle Oplysninger fra St Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Alfred Paludan-Múller blev 1873 pharmaceutisk kandidat og fik 31. januar 1880 bevilling til at drive apotek i Christiansted på St. Croix. Han blev der medlem af New St. Croix Savings Bank. 23. maj 1882 til 2. november 1882 overformynder på St. Croix i hospitalsforstander løjtnant Johansens fravær. I november 1884 annoncerede han med at have modtaget Tuborg øl til salg i tønder og flasker. Han var fra 1885 agent for The Royal Insurance Company, Liverpool indtil sin afrejse i 1904, samt svensk og norsk vicekonsul. 1. juni 1885 3. kongevalgte medlem af kolonirådet for St. Croix. Han fremstillede (i hvert fald i 1894) lemonasier som blev solgt i Danmark. 

Som apoteker havde han de kemikalier som skulle bruges til fotografering. Det kongelige Bibliotek har 317 fotografier som viser hvordan han gerne ville fremstille sin tilværelse der. Fotografierne viser bl.a. (utilsigtet?) den store sociale ulighed: Myndighedspersoner, familiemedlemmer og plantageejere poserer stolt eller nochalant, mens fotografierne af den sorte befolkning som oftest viser undren, mistro, modvilje mod at blive en del af de hvides fremstilling af sig selv. Nedenfor er nogle af hans fotoer. Der findes også enkelte af herskabets forte tjenestefolk.  Et af hans fotografier af stuepigen Sarah (1900) er brugt af kunstneren Jeannette Ehlers i værket "Black is a Beautiful World. I & I"

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I sin behagelige mahognistol på verandaen kigger han ud på betragteren. Han er tilsyneladende afslappet. I tropeheden er han klædt som de hvide gjorde i kolonitiden: lys jakke og vest, hvid skjorte med slips, manchetknapper og lommetørklæde samt en skinnende kæde fra reversen, formentlig et guldur. Dørene til huset er åbne. Ingen tvivl om hvem der er herre i huset. Som han udtrykker det i teksten: "... vor Races Gerning i tropiske Kolonier (bestaar) ikke alene ... i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar". Under fotografiet står hans navn med skråskrift. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St Croix

Af Paludan-Müller

I Anledning af at det ofte her i Danmark anføres, at Regeringen i de senere Aar næsten intet har gjort for de dansk-vestindiske Øer, maa det være mig tilladt at oplyse, hvor god en Grundvold til Fremskridt der allerede er lagt paa St. Croix. Jeg mener, at, naar der kan arbejdes videre paa denne, vil Øens Fremtid paa ingen Maade være haabløs, og skal i det følgende paavise, hvilke Fremskridt der er gjort, og at Øens Administration ikke er forsømt. Jeg gaar ud fra, at vor Races Gerning i tropiske Kolonier ikke alene bestaar i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar.

Vor Races Ret til at være i Troperne, hvor vi ikke selv kan dyrke Jorden, er betinget af, at vi er villige til at paatage os det mange Gange brydsomme og utaknemmelige Hverv at opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt.

Har Danmark nu forstaaet at løse sin Opgave, og er der i de sidste 25 Aar gjort Anstrængelser for at indhente, hvad der tidligere var forsømt?

Hvad der særlig mærker disse Aar er følgende:

Oprettelsen af et Central-Sukkerkogeri.
Udstykning af Plantagen Work & Rest.
Oprettelsen af en Sparekasse.
Skolernes ny og faste Organisation.
Etableringen af en botanisk Forsøgsstation og et Laboratorium til Jordbundsanalyse.

Oprindeligt blev Central-Sukkerkogeriet anlagt for at spare Planterne Fabrikationen af Sukker; mere Kapital vilde derved kunne anvendes paa intensiv Dyrkning af Sukkerrøret, Jorden vilde blive bedre gødet og i det hele faa en omhyggeligere Behandling. Men Faktoriet har haft en anden og lige saa vigtig Mission, nemlig den at bryde Fordommen med det manuelle Arbejde i Marken.

Efter de sørgelige Negeroptøjer i 1878, der skyldtes Fjærnelsen af Frederikssteds Garnison, blev der indført nye Arbejdslove, og Øen var fra at være en stor Tvangsarbeidsanstalt gaaet over til Indførelse af frit Arbejde. Men Arbejdet i Marken, "The work with the hoe", ansaas for en Skam; det havde tidligere været Slavens Arbejde og senere den lavere Klasses. At bryde denne Fordom blev en af Regeringens vigtigste Opgaver, hvis Løsning blev søgt ved Udstykning af Statens Plantage Work & Rest lag blev givet dygtige og flittige Folk af Arbejderklassen Lejlighed til ved Selvarbejde at blive Ejere af den Lod Jord, der af Staten blev overdraget dem paa særdeles rimelige Vilkaar. Nu, da Central-Sukkerkogeriet havde overtaget Fabrikationen af Sukkeret og kunde modtage Sukkerrør, saavel fra Planteren som Parcellisten, var Tiden kommen til at forsøge om den Mand, der tidligere havde dyrket Jorden for andre, nu vilde være i Stand til at dyrke den for sig selv.

Prisen paa Jorden, der blev udstykket, rettede sig efter, om den tidligere havde været dyrket eller ikke, og varierede fra 20 til 40 Dollars pr. Acre.

Af Købesummen svaredes de første 20 Aar 4 pCt., derefter 5 pCt. Købesummen afbetaltes i 24 halvaarlige Terminer med 1/48 Del hver Gang plus forfalden Rente, og naar Halvdelen af Købesummen var betalt, kunde Resten indestaa paa første Prioritet uopsigelig fra Kreditors Side i 20 Aar, at regne fra Parcellens Overtagelse. Kreditor kan efter de 20 Aars Forløb give et halvt Aars Opsigelse for Restgælden, men Debitor kan til enhver Tid give Opsigelse.

Der er til Dato udstykket ca. 700 Acres land til 37 Parcellister. De fleste Parceller er fra 15-20 Acres.

Det var de bedste blandt landarbejderne, der blev udvalgte ved Salget af Parcellerne. Som Betingelser fordredes der, at Vedkommende havde været fast Arbejder paa en Plantage i flere Aar, var gift, havde Familie og var ustraffet. Til en Begyndelse fordredes der en lille Afbetaling paa Købesummen, men dette overholdtes ikke saa nøje, naar Manden ellers havde gode Anbefalinger.

Parcellisternes Høst Aar i 5 Aar været:

1895 257 Fade Sukker.
1896 361 Fade Sukker.
1897 447 Fade Sukker.
1898 358 Fade Sukker.
1899 855 Fade Sukker.

Udstykningen sluttedes i 1889 og efter de Resultater, der foreligger, maa det siges, at Hensigten fuldt ud er opnaaet. Der er skabt en økonomisk velstillet Middelklasse, der svarer Skatter og Afgifter og er og har været et godt Eksempel for andre.

Fordommen mod Markarbejder er brudt. Findes der paa en Plantage et Areal, som det ikke betaler sig at dyrke for Ejeren, lejer han Jorden ud til landarbejdere - de saakaldte "squatters" - der i Afgift betaler fra 5-7 Dollars pr. Acre.

Paa Statsplantagen "Sions Farm" er der udlejet et Areal paa 160 Acres. Plantagen havde heraf i Fjor en Indtægt af ca. 1000 Dollars.

Rider man fra Plantagen Work & Rests Negerby mod Syd over de nedlagte Plantager Humbug og Retreat møder man Synet af en vel dyrket, gødet og muget omhyggelig luget Samling af Sukkermarker, alle tilhørende Parcellisterne. Man ser Mand, Kone og Børn besørge det nødvendige Markarbejde, der udføres med den i sin Tid saa foragtede Hakke. For en Mand lige fra Europa vilde disse Mennesker sikkert kun være en Samling yderst pjaltede og lidet tiltalende Individer, men for os, der kender Befolkningen, er det klart, alene efter den Maade, hvorpaa Mandes besvarer vor Hilsen, at han er i Besiddelse af ikke ringe Selvfølelse og er vel tilfreds.

Blandt Markarbejderne er der aabenbart skabt en Middelstand, hvis Betydning som Udviklingsfaktor ikke maa undervurderes.

De gamle Planteres Profetier, at Udstykningen af Work & Rest var et dødfødt Projekt, en absurd Utopi, der vilde udvikle Negerens Dovenskab, Upaalidelighed og Løgnagtighed og ødelægge Øens Arbejdskraft, er bleven gjort glimrende til Skamme.

Sparekassen blev oprettet 1881. Begyndelsen var tarvelig nok. Omtrent 50 Mænd indbetalte 5 Dollars hver, og for den indsamlede Sum anskaffedes Bøger og Inventarium.

Det første Aar blev der deponeret 5400 Dollars, og i 1889 var Summen, der indestod i Sparekassen, stegen til 60,000 Dollars. I Sammenligning med danske Sparekasser er det vel ikke noget stort Beløb, men da Sparerne særlig tilhører de ubemidlede Klasser, maa Resultatet kaldes godt.

I Følge Aarsregnskabet 1899 stillede Forholdet sig aaaledes:

Der var i Aarets Løb indgaaet:

504 Deposita a 20 Cents
1370 Deposita  fra 20 Cents-1 doll.
1441 Deposita fra 1 doll. - 5 doll.
503 Deposita fra 5 doll - 10 doll.
282 Deposita fra 10 doll - 20 doll.
121 Deposita fra 20 doll - 50 doll.
45 Deposita 50 doll. opefter.

Sparekassens Midler er anbragte dels i faste Ejendomme i Byerne og paa landet og dels i kgl. Obligationer - 20,000 Dollars - ; kun et mindre Beløb er udlaant mod Selvskyldnerkavtion.

Med Guvernementet er der truffet den Aftale, at Sparekassen, hvis det skulde gøres fornødent, kan hæve hos dette Beløbet, der svaler til de kgl. Obligationers Værd. Sparekassen er herved sikret imod at komme i Forlegenhed, hvis Sparerne skulde forlange en stor Del af deres Tilgodehavende udbetalt.

Sparekassen har i de forløbne 19 Aar intet Tab lidt.

Bestyrelsen bestaar nominelt af mange. Der er ikke mindre end ca. 20 Tillidsmænd, og blandt disse vælges der en Formand og to Udvalg til Regnskabseftersyn og til Anbringelsen af Sparernes Penge.

Tilsyneladende er Arbejdet fortræffeligt fordelt, men i Virkeligheden er det paa én Mand, hele Arbejdet hviler, og det er Formanden. D'Hrr tilsynshavende tager sig Sagen overmaade let, de bliver borte fra de berammede Møder og bidrager næsten intet til at lette Formanden Arbejdet, der mange Gange kan være brydsomt nok og altid utaknemmeligt.

Vi har været saa heldige i de 19 Aar, Sparekassen har bestaaet, at de i den Tid fungerende Overdommere har modtaget Valget til Formænd, da det er af stor Betydning, at Pladsen beklædes af absolut uafhængige Mænd.

Der er den Fare for Sparekassn, at den er givet Tilfældighederne lidt vel meget i Vold. Alt vil afhænge af Formandens person. Saa længe en ganske uafhængig Mand kan overvinde sig selv til at modtage Valget, vil alt gaa vel; men siger han sig fra Bestillingen, og man maa nøjes med en mulig Brugelighed, kan Sparekassen let komme til at tjene private Interesser.

For mig staar det som vigtigt at søge Sparekassen forenet med en solid dansk Bank, hvis en saadan kan blive etableret derude.

Banken vilde næppe have nødig at trække Kapital til sig fra Danmark. Sandsynlighed taler for, at Guvernementet, der altid ligger inde med et større Beløb, vilde foretrække mod en lav Rente at deponere dette i en solid dansk Banks Filial paa vore Øer, fremfor at lade det ligge ganske uproduktivt.

(Sluttes). 

(Samfundet (København) 30. oktober 1900)

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I modsætning til Paludan-Müller sidder den ukendte man stift på en kasse (?). Han stirrer tomt ud på betragteren, døren og vinduet bag ham er lukket. Han er klædt som kolonitidens landarbejdere: Nøgen overkrop og hvide bukser, uden statussymboler. Som Paludan-Müller så sin opgave: "opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt." Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St. Croix

af A. Paludan-Müller

Da der er fremkommet forskellige Forslag til at ophjælpe Øerne, og disse Forslag i flere Tilfælde gaar ud paa Dyrkningen af andre Planter end Sukkerrøret, skal jeg henlede Opmærksomheden paa, at der ved den botaniske Forsøgsstation paa Plantagen Orange allerede er præsteret et godt Arbejde, der vil kunne bruges som Grundlag for eventuelle Forsøg med nye Kulturer.

Det synes, som om Hamp og Tobak kan trives.

De to Arter Sisal Hemp og Mauritius Hemp vokser i den tarveligste Jord og fordrer ikke meget Tilsyn, bladene afskæres, naar de har naaet den rette Udvikling, og der høstes blade hele Aaret rundt.

Tobak fordrer mere Tilsyn. Naar Planten har opnaaet ca 3 Fods Højde, afknibes Toppen for at forstærke bladenes Udvikling. De ny Skud, der fremkommer i bladhjørnerne, afknibes ogsaa; tillige maa Bladene hyppigt renses for Larver, Tørringen, Pakningen i Bundter og Kontrol med Gæringen synes ikke at have voldet særlige Vanskeligheder.

Forsøgsstationen forestaas af en Havebrugskandidat, og Arealet, der benyttes til Forsøgene, er :

13 Acres til Anotta,
4 Acres til Tobak.
4 Acres til Sisal Hemp
4 Acres til Mauritius Hemp.
2Sfl Acres til Forsøg med almindelige tropiske Planler.

I dette sidste indhegnede Stykke Jord findes Kaffe, Bomuld, Allehaande, Vanille, Peber, forskellige Sorter Hamp med brede plettede Blade, den høje kraftige Bambus, Pokkenholt og mange andre tropiske Planter.

Dette sidste Træ var tidligere meget almindeligt paa Øen, men er nu ganske forsvundet.

Desværre er Stedet for Forsøgene ikke ganske heldigt valgt, idet der i en Dybde af 3-4 Fod findes Ler, og enkelte Planter trives ikke, naar deres Rødder naar dette Lag. Vandet fra Bækken, der maa benyttes til Planternes Vanding, indeholder desuden Klornatrium, hvad der naturlig vis volder Ulemper.

Der findes tillige en Køkkenhave, og Resultatet af Forsøgene i denne er trykt i "Videnskabelige Meddelel.er fra den naturhistoriske Forening i København", under følgende Titel:

Nogle Bemærkninger om europæiske Køkkenurters Vækst og Udvikling i Guvernementets botaniske Forsøgsstation i "Grange" paa St. Croix. ved C. Olav E. Hansen.

Er der i Danmark Vilje og Evne til at hjælpe Øerne frem, er det af Betydning, at de nye Forsøg støtter sig til de allerede paa Stedet vundne Erfaringer. Megen Skuffelse vil der ved kunne undgaas.

Heldigt vilde det være, om der kunde blive gjort nogle Forsag med Majs. Paa Puerto Rico dyrkes der af denne Kornsort, hvad øen forbruger, og det vil være af Betydning, om det samme kan blive Tilfældet paa St. Croix. Der importeres nemlig aarligt Majsmel til et Beløb af 50,000 £

Ved de Forsøg, der er foretagne paa Grange med denne Plante, viste det sig, at der gik Orm i Kolberne, inden de var afskaarne. Maaske vil dog nye Forsøg godtgøre Muligheden af Dyrkningen af denne Kornsort paa Øen.

Naar man tager i Betænkning, at Halvdelen af Øen henligger udyrket, er det sikkert værd at forsøge, hvilket Udbytte der kan opnaas ved Kultivation af Hamp og Tobak. Den østlige Del af øen med sit tynde Muldlag vil særlig egne sig for den førstnævnte Plante.

Det er blevet mig meddelt, at store Summer blev ofrede for at faa de dansk-vestindiske Øer solgte ved privat Initiativ. Var disse Penge anvendte med Fornuft paa St. Croix vilde øen sikkert gaa en bedre Fremtid i Møde.

Forsøg har godtgjort, at Øen ikke behøver at være henvist til Dyrkning af Sukker alene.

En fornuftig Arbejderbefolkning er under Udvikling, og et Laboratorium for Jordbundsanalyser kan give de nødvendige Oplysninger om Jordens Drift.

Det vil ikke være nødvendigt at famle i Blinde med nye Forsøg paa Plantekulturer; Resultater, hvorpaa det kan bygges videre, foreligger.

Skolevæsenet blev ordnet ved Lov af 7 Maj 1884 Tidligere har det været temmelig mangelfuldt Børn fra det 6 til det 10. Aar skulde søge Skolerne de første 5 Dage i Ugen, medens Lørdagsundervisningen var forbeholdt Børn fra 10 til 13 Aars Alderen. Det viste sig imidlertid vanskeligt at opretholde Lørdagsskolen, der til sidst faktisk ikke mere eksisterede. Resultatet var, at der opvoksede en ganske uvidende Slægt.

Skoleloven af 1884 foreskriver, at alle Børn mellem det 6. og 13. Aar, der ikke bliver sømmeligt underviste paa anden Maade, skal undervises i de offentlige Skoler. Lister - der i Byerne udfyldes af Husejere og paa Landet af Plantageejere - over alle skolepligtige Børn sendes fra Politiet til Skolekommissionen. Forældrene til de Børn, der ikke nyder anden Undervisning, modtager da Tilhold om at sende deres Børn til Skolerne. Forsømmelser heraf straffes med Mulkter.

I Christiansted findes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 600 Børn, der deles i 4 Drengeklasser og 4 Pigeklasser.

I Frederiksted findes ligeledes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 300 Børn i 3 Drengeklasser og 3 Pigeklasser.

Paa Landet undervises Drenge og Piger samtidigt i 7 Skolebygninger. Det samlede Elevantal et her ca 900 Børn.

I alle Skolerne undervises Børnene ½ Dag. I Byerne gaar de yngste Børn i Skole fra Kl 8-11, Lørdag iberegnet, medens de ældres Skoletid er henlagt til Eftermiddagen; hvert Barn modtager 18 Timers ugentlig Undervisning.

I Landskolerne undervises alle Børnene fra Kl. 8-12 undtagen om Lørdagen. Om Eftermiddagen undervises de Børn, hvis Forældre ønsker Undervisningen fortsat efter det 13 Aar.

I Christiansted har 84 pCt. af de indregistrerede Børn besøgt Skolen, I Frederiksted 77 pCt. og i Landskolerne 74 pCt.

Til at undervise disse Børn er der i Christiansted ansat 2 Lærere og 2 Lærerinder, i Frederiksted 2 Lærere og 1 Lærerinde Børnene i Landskolerne undervises af 6 Lærere og 1 Lærerinde. Desuden assisteres lærerpersonalet af Hjælpelærere, der rekruteres fra Skolernes flinkeste Elever, medens de fast ansatte Lærere og Lærerinder har modtaget deres Uddannelse paa Seminarier i Antigua eller de forenede Stater.

Lærerne modtager foruden deres Løn smaa Præmier, hvis Størrelse retter sig efter de halvaarlige Eksamensresultater.

Foruden det allerede nævnte Lærerpersonale har hver Skole, baade i Byerne og paa Landet, en Sylærer inde Drengene i Christiansted Skole undervises i Dansk af en Lærer, Pigerne af en Lærerinde, medens samme Undervisning i Frederikssted besørges af en Lærer, baade for Drenge og Piger.

For øvrigt undervises der i :

Læsning, Skrivning, Diktat, Regning, lidt Geografi, Naturhistorie og Bibelhistorie.

Dette er i meget grove Træk Skolernes Organisation. Den ser meget net ud paa Papiret, men hvorledes har den virket ? 

Jeg var saa heldig i Slutningen af Maj Maaned at overvære en Eksamination i Christiansted Skole.

I det store Lokale var ca. 150 Børn bænkede langs med de 3 Vægge, Drengene for sig og Pigerne for sig Alle Nuancer i Farven vat repræsenterede, Børnene struttede af Sundhed, og man fik Indtryk af en vis Velstand i den Klasse, hvorfra de var udgaaede; de havde næsten alle Støvler paa Fødderne og var net og renligt paaklædte, Pigerne i deres lyse Musselinskjoler, Drengene med Skjorte og Benklæder, nogle tillige i Trøje. Af Drengene saa jeg kun en, der var absolut fattigt paaklædt, af Pigerne ingen. Af Forældrene, der bestod af Tjenestefolk, Karrekuske eller af Individer, der lever af tilfældigt Sjov, havde nogle indfundet sig og paahørte med stor Interesse Eksaminationen af deres egne Børn. Tværs over Lokalet var paa en Snor ophængt de Syarbejder, Pigebørnene havde gjort færdige i den sidste Tid Der var Kjoler, Undertrøjer, Chemiser, Forklæder, og hvad der ellers hører til den daglige Paaklædning, medens en enkelt endogsaa havde forsøgt at brodere en Lysdug. Den ældste Klasse Drenge og Piger oplæste først med høj Røst, korrekt Udtale og fuld Forstaaelse et ulæst Stykke af en Læsebog. Det blev dernæst givet dem et Nummer af det engelske Blad "Spectator", og Oplæsningen af en deri trykt Artikel viste samme gode Resultat.

Børnene blev nu stillede ud paa Gulvet 2 og 2, Ryg mod Ryg, med tilbørlig Aistand for at forhindre Snyderiet, og efter Prøven paa Diktat, nedskrevet paa Tavle, viste det sig, at af 13 Piger havde de 12 og af 13 Drenge de 11 nedskrevet det dikterede ganske fejlfrit Pigernes smukke Skrift var der god Grund til at lægge Mærke til

Et Regnestykke saalydende :

Jeg købte 12 Sække Kaffe k 14 Dollars; hver Sæk indeholdt 170 Pund. jeg solgte igen Kaffen l 12 Cent pr. Pund.

Hvor stor var min Gevinst? blev rigtigt udregnet af alle Eleverne.

I Prøven paa Børnenes Færdighed i Dansk viste det sig, at de kunde oversætte Eventyret om Askepot næsten korrekt.

Det maa nu være mig tilladt at meddele en lille Episode, der ikke hørte Eksaminationen til, og som ogsaa forefaldt efter denne. Da jeg vilde gaa, bad et Par Lærerinder mig om at blive, da der var noget, de gerne vilde vise mig.

Paa et Vink af Lærerinderne opmarcherede der ca. 50 Smaapiger hver med et lille Dannebrogsflag i Haanden, og medens de svingede disse frem og tilbage, sang de paa deres naive Vis en lille Sang, skrevet af en af Lærerinderne; den gik ud paa, at Danmark var deres Land og Kong Christian deres Konge.

Det gjorde et meget trist Indtryk at se denne lille Demonstration. Det var i de Dage, vi havde faaet Vished om, at der var blevet spillet Poker om Øernes Skæbne, at det beroede paa Tilfældigheder, om den Befolkning, der er vokset op i Beskyttelse af de milde, humane danske Love, under hvilke der findes Ret og Retfærdighed saavel for høj som for lav, skulde have Lov til at udvikle sig videre paa den for ca. 20 Aar siden etablerede Basisdeller skulde udleveres til de forenede Staters "tender mercy".

Under mit Ophold i Danmark har jeg nu og da hørt sige, at der næsten ingen Danske findes i Hs. Maj. Kongens vestindiske Besiddelser. Dette er en stor Fejltagelse, der findes ca. 25,000 danske Individer med forskelligt Sprog og forskellig Hudfarve, men lige saa vel danske som Beboerne paa Ærø og Langeland. At udvikle denne Befolkning har i den senere Tid været Danmarks Opgave paa de danskvestindiske Øer. Maatte den ved blive at være det.

- - - -

Rettelse til forr. Artikel: Sp. 3 L. 20 1839, læs 1899

(Samfundet (København) 31. oktober 1900)

Man vil lede forgæves i avislitteraturen efter eksempler på hvad den sorte befolkning mente. Til nød omtales de i udtalelser fra lokale hvide som giver deres fortolkning - som oftest i deres eget favør. Set i lyset af den nævnte holdning om at den sorte befolkning var uselvstændige og måske endda helst ville lade de hvide bestemme, er dette ikke underligt.

Paludan-Müllers kone døde i 1904 i Danmark, og i juli 1904 solgte Paludan-Müller Christiansted Apotek for 100.000 kr. til cand. pharm. R. J. A. Larsen, Randers med overtagelse til oktober 1905. Han havde tidligere gjort tjeneste på et vestindisk apotek, ligesom han overtog bestyrelsen af The Royal Insurance Company i Liverpool.

Se endvidere en artikel fra 1915 i anledning af folkeafstemningen i hvilken Paludan-Müller uddyber sine synspunkter.