I de nationalistiske aviser Fædrelandet og Dagbladet var han blevet mistænkeliggjort og med usaglige argumenter plæderede disse aviser for at man ikke kunne tildele en læge der havde tjent i den slesvigholstenske hær 1848-1850 et sådant stipendiat uanset hans faglige kvalifikationer. Dette udviklede sig yderligere da H. W. Meyer i efteråret 1855 blev indstillet til en stilling som reservelæge på Frederiks Hospital.
Nye Bestræbelser for Hr. Meyer. Medens de antinationale Bestræbelser til Fordeel for Dhrr. Springer og Schütze forsaavidt ere blevne kronede med Held, som de vedkommende Herrer, tiltrods for alle begrundede Indsigelser, ere komne ind i og blive siddende i de for dem udsete Embeder, fortsættes en lignende Virksomhed til Fordeel for den sørgelig bekjendte Hr. Cand. Meyer endnu med en Ufortrødenhed, om hvilken man med en gammel Talemaade kunde sige, at den var en bedre Sag værdig.
Ved Hjælp af en lyssky Priisafhandling har man vidst at forskaffe denne tilbagevendte Schleswigholsteiner et af Universitetets største Stipendier. Man forsøgte senere at hjælpe ham til en Reservelægeplads ved Prof. Fengers Afdeling paa Frederiks Hospital. Dengang strandede denne Bestræbelse paa en bestemt Modstand fra dette Hospitals daværende Kandidater. Nu er imidlertid atter en lignende Plads ved samme (Prof. Fengers) Afdeling bleven ledig og søges blandt Andre af Hr. Meyer. Partiet arbeider meget stærkt for ham, idet det deels støtter sig til den Erklæring af Prof. Fenger (i det offenlige Studentermøde), at det er en ligegyldig Sag, at Hr. Meyer aldrig har gjort Tjeneste som Kandidat ved Hospitalet (hvilket ellers altid udfordres), da man har Undtagelser fra denne Regel, og som Exempel her paa anførte Hr. Professoren sig selv - deels støtte de sig til den Paastand, at Hr. Meyers Konkurrenter ere for unge til Embedet. Med disse to Omstændigheder forholder det sig saaledes. Prof. Fenger blev Reservelæge uden at have været Kandidat, men det var, fordi han havde været Reservechirurg ved det forhenværende chirurgiske Akademi, hvilket gav særegen Adgang til Posten som Reservechirurg paa Frederiks Hospital. Dette Præcedents involverer altsaa Intet med Hensyn til Hr. Meyer, som kun har det at støtte sig til, at han har gjort Tjeneste som Underlæge i den slesvigholsteenske Armee. Den anden Paastand, som anføres af Hr. Meyers Protektorer, er ikke stærkere. Den ene af de Kandidater, som conkurrere med Hr. Meyer, er nemlig ligesaa gammel Kandidat som den nuværende Reservechirurg paa Almindeligt Hospital var, da han blev udnævnt til denne sin Stilling, og ikke meget yngre, end den nuværende Reservemedikus ved Almindeligt Hospital var, da han tiltraadte sin Funktion. Denne Paastand er altsaa af ingen Betydning, saa meget mindre som Reservelægens Forretninger paa Almindeligt Hospital ere mere omfangsrige end paa Frederiks Hospital paa Grund af det større Patientantal og Forbindelsen med Lemmeafdelingen.
Vi ville derfor haabe, at Hospitalets nuværende Kandidater med samme Kraft som de tidligere ville værge sig imod, at den Stilling, der efter Forholdene nærmest synes at være bestemt til videre Udvikling for en af dem, benyttes som Løftestang for en Mand, der - hans Anskuelser have nu været eller være nu hvilkesomhelst - uden noget Spørgsmaal har svigtet sit Fædreland i Nødens Stund.
(Dagbladet (København) 29. september 1855)
Hinrich August Springer (1817-1878) blev kongelig udnævnt til departementschef i det holstenske ministerium efter etatsråd Prehn i starten af 1855. Han havde indtil da haft en omfattende karriere: 1848 konstituerede den provisoriske regering ham som aktuar i Segeberg, 1. august 1848 kontorchef i indenrigsdepartementet i Rendsborg, 1849 departementschef i Krigsdepartementet. 1849-1850 medlem af den slesvig-holstenske landsforsamling, 1852 kontorchef i Det holstenske Ministerium i København, 1854 kongelig udnævnt og 1855 departementschef. 1856 og 1859 var han tilforordnet hos den kongelige kommissarius i Itzehoe Stænder. 1858 sad han i Rigsrådet. 1862 amtmand over Segeberg og Travendal Amter og forblev her i preussisk tjeneste. 1866 var han i København som kommissær for den østrigsk-preussiske civilmyndighed. 1868 blev han råd i det preussiske overpræsidium i Kiel, samme år med 4 ugers mellemrum regeringsråd og gehejmeregeringsråd. Fra 1870-73 var han medlem for Stormarn af det preussiske deputeretkammer og sluttede sig her til det frikonservative parti. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Om professor Theodor Reinhold Schütze, se andetsteds på denne blog.
Siden det aabenbare schleswigholsteinske Oprør blev dæmpet, har der, som bekjendt, fundet en ikke ringe Indsmugling Sted af schleswigholsteinske Personligheder i forskjellige Embedsstillinger. Oppositionen herimod har desværre i Reglen været frugtesløs, maaskee tildels fordi den ikke er bleven ledet med tilstrækkelig Kraft og Plan, men vistnok hovedsagelig fordi disse Indsmuglinger altid ere blevne drevne med en saadan Finhed, at Oppositionen som oftest først kunde begynde, naar Ansættelsen var skeet, og derfor maatte indskrænke sig til Protester osv., der prellede magtesløse af mod Vedkommendes tykke Hudlag. Saaledes er det gaaet med Dhrr. Schütze, Springer, Peters og flere tydske Schleswigholsteinere. Noget heldigere har Forholdet derimod stillet sig med Hensyn til en al de danske, eller idetmindste danskfødte, Schleswigholsteinere, den vore Læsere i sin Tid bekjendte Cand. med. Meyer. Som man erindrer, sluttede denne Mand sig - frivillig eller tvungen - til Oprøret, under Forhold, da hans Fædreland netop trængte til hans Hjælp som Læge, og han fandt sig saa vel hjemme blandt dets Fjender, at han ikke blot blev der det første Aar, da han sagdes at være tvungen, men ogsaa det andet og det tredie Aar, da Muligheden for at vende tilbage neppe kan betvivles. Efter Oprørets Slutning vedblev han endnu et Par Aar at vende sit Fædreland Ryggen, uagtet det i denne Tid (navnlig i Choleratiden) ikke mindre end i Krigsaarene trængte til hans og enhver Læges Hjælp. Da han endelig fandt Anledning til at vende tilbage, var det ikke, for, ydmyg og angrende, at tilstaae at han, svag og forført, havde deltaget i at forraade sit Fædreland, ikke for offenlig at udtale en Fordømmelsesdom over det rænkefulde Parti, hvormed han havde været i Forbindelse, men kun for at fremføre nogle tomme Talemaader om "Danmark mit Fødeland", om "at leve og tjene den danske Videnskab" osv., og for nu , da han neppe kunde antage, "at Gemytterne længer vare i saa stærk Bevægelse", at benytte den Protection, der, som det senere har viist sig, stod til hans Raadighed.
Det er ikke vor Hensigt her at indlade os paa nogen Undersøgelse af Hr. Meyers personlige Charakter og Forhold, eller at bedømme de Omstændigheder, der muligvis kunne tale til Undskyldning for ham, i det mindste for den Maade, hvorpaa han fra Begyndelsen af førtes ind paa den forkastelige Vei, thi dette er tidligere tilstrækkeligt afhandlet; men vi ere overbeviste om. at enhver dansk Mand vil give os Ret i, at den af Hr. Meyer factisk udviste Færd og fortsatte Deltagelse i et Oprør, der havde Fædrelandels Ødelæggelse til Formaal, aldrig kan retfærdiggjøres, og i ethvert Tilfælde kun tør haabe Tilgivelse efter en aaben Erklæring fra hans Side eller efter Handlinger i modsat Aand. Men i Stedet for at optræde paa denne Maade og afvente Fremtidens formildende Indflydelse, har Hr. Meyer viist sig ivrig for at finde Anbringelse her. Kort Tid efter hans Tilbagekomst blev han ansat som Secretair ved en Commission (om Landboforhold), for hvilken hans nidkjære Talsmand, Prof. Fenger, var Formand. Derefter forskaffede man ham et af Universitetets største Stipendier paa Grund af en Afhandling, han havde indsendt, men som han ikke senere - uagtet gjentagne Opfordringer - har villet lade komme for Lyset. Men ikke tilfreds med denne Belønning for sine Fortjenester af Fædrelandet, søgte han, støttende sig til samme Indflydelse, at blive ansat som Reservelæge ved Frederiks Hospital, hvilke Ansættelser altid have været Gjenstand for de yngre Lægers Ønsker og have været en Belønning for dem, som i de underordnede Poster have viist mere end almindelig Iver og Dygtighed. Hans første Bestræbelse i denne Retning mislykkedes imidlertid paa Grund af den alvorlige Modstand og bestemte Tilbagevisning, han mødte fra de daværende Candidaters Side. Uagtet dette skulde synes at være en tilstrækkelig Advarsel for enhver Mand med en nogenlunde fin Følelse, har Hr. Meyer nu atter, da en lignende Post er ledig, gjentaget Forsøget i samme Retning, og denne Gang har han bragt det saa vidt, at han er bleven indstillet til Hospitalsdirectionen, og at samtlige Hospitalets Candidater og Volontairer skriftlig have gjensidig forpligtet sig til at forlade Hospitalet, ifald Hr. Meyer bliver udnævnt, om hvilken Beslutning de have underrettet baade Hospitalsdirectionen og Hr. Meyer.
Med Beskyttelsen af Hr. Meyer er det nu gaaet saa vidt, og maaskee videre end det burde gaae. Vi ville ikke antage, at han, efter en saa enstemmig udtalt Mening, skulde vedblive at paatrænge sig Forhold, hvor en nogenlunde god Forstaaelse mellem dem, som skulle virke sammen, ikke er uden Betydning med Hensyn til Fyldestgjørelsen af de fælles Pligter, og endnu mindre ville vi antage, at Hospitalsdirectionen skulde være ude af Stand til at opfatte Gyldigheden af denne enstemmige Følelse og med en for vidt dreven Bestemthed vedblive at ville ophjælpe en Mand , som hverken Landet eller Hospitalet er nogen Tak skyldig, paa et ikke ringe Antal yngre Lægers Bekostning, der ærligt have opfyldt deres Pligter, og hvis eneste Brøde bestaaer i, at de frimodigen have udtalt deres Overbevisning ligeoverfor deres Overordnede, saa meget mindre som en saadan Bestemthed muligvis kan medføre ikke ringe Skade for Forholdene i selve Hospitalet. - 6
(Fædrelandet 2. oktober 1855)
En artikel med et lignende indhold kunne læses i Fædrelandet 3. oktober 1855.
Kand. med. Meyer, hvis tvetydige Forhold under det slesvig-holstenske Oprør i Vinter gav Anledning til hastige Demonstrationer fra de Studerendes Side, da det hed, at han var designeret til en ledig Lektorplads ved Universitetet, skal nu, paa Professor Fengers Anbefaling, være bleven indstillet til en Ansættelse som Reservelæge ved Frederikshospital. I denne Anledning have samtlige Hospitalets Kandidater i disse Dage forpligtet sig til, strax at forlade Hospitalet, hvis bemældte Kand. Meyer mod Forventning skulde blive ansat. Man er meget spændt paa, hvad Udfald Sagen vil faa; thi det var ikke blot i Oprørets første Aar, da han sagdes at være tvungen dertil, men ogsaa i det andet og det tredie, da Muligheden for at vende tilbage næppe kan betvivles, at Kandidat Meyer befandt sig saa vel blandt Fædrelandets Fjender, at han vedblev at vende dette Ryggen, uagtet del i den Tid (navnlig i Koleratiden), ikke mindre end i Krigsaarene, trængte til hans og enhver Læges Hjælp. Det er heller ikke for, ydmyg og angrende at tilstaa, at han har ladet sig forlede, ikke for offentlig ar udtale en Fordømmelsesdom over det rænkefulde Parti, han har tjent, at han er vendt tilbage, men kun for at fremføre nogle tomme Talemaader om "Danmark mit Fødeland", om "at leve og tjene den danske Videnstab" osv.. og for nu, da han næppe kunde antage, "at Gemytterne længer vare i saa stærk Bevægelse", at benytte den Protektion, der, som det senere har vist sig, stod til hans Raadighcd. (Rd. Av.)
(Ribe Stifts-Tidende 13. oktober 1855)
Læge og politiker Carl Emil Fenger (1814-1884) blev efter mange studier i 1840 reservekirurg ved det kirurgiske akademi, 1841 ved Frederiks hospital. Han fik senere et lektoratet på Københavns Universitet i patologiske anatomi, og indførte der en strengt videnskabelige medicin. 1845 blev han ekstraordinær, 1850 ordinær professor. I krigsårene var han overkirurg ved flere militære lazaretter. I 1851 blev han overlæge på Frederiks Hospital.
1849-1852 var han medlem af folketinget. Efter at han i 1859 blev finansminister i ministeriet Hall stoppede han som læge og universitetslærer. Han sad i folketinget 1861-76. I december 1863 nægtede han at deltage i fordømmelsen af Monrads færd. Han overtog så direktoratet for finansministeriet under Monrad som finansminister. C.E. Fenger førte i Wien efteråret 1864 forhandlinger om fredsslutningens finansielle vilkår og fik dem mildnet en del. 1870-1872 var han finansminister i ministeriet Holstein-Holsteinborg.
C.E. Fenger blev 1868 valgt til Københavns borgerrepræsentation. Han var 1875-83 finans- og hospitalsborgmester. Han var bl.a. med til at København fik to epidemisygehuse, Øresunds- og Blegdamshospitalet, at Skt. Hans hospital blev udvidet og kommunehospitalets sygepleje reformeret, at byen fik offentlige slagtehuse, og at den fik sin særlige folketælling. Hans gennemtvang i 1870 oprettelse af en "blandet afdeling" på kommunehospitalet mod andre sagkyndiges protest, og måtte annullere den i 1875.
Ubekendt: Overlæge, politiker Carl Emil Fenger (1814-1884). 1859. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Erklæring i den Meyerske Sag.
(Af Prof. Fenger)
I "Dagbladet" for den 12te d. M. findes en anonym Artikel, underskrevet J, i hvilken der drages stærkt tilfelts imod mig for den Andeel, jeg har havt i, at Hr. Cand. W. Meyer af Frederiks Hospitals Overlæger er bleven indstillet til den ledige Reservelægepost paa Hospitalet.
Forfatteren indrømmer selv, at begge Hr. Meyers Conkurrenter vare meget yngre Kandidater, og han kunde have tilføiet, at de vare saa unge Kandidater, at Hospitals-Direktionen endnu i forrige Maaned havde meent ikke at kunne antage nogen af dem til en anden vakant Reservelægepost, saa at der for Overlægerne aldeles ikke kunde være Spørgsmaal om at indstille nogen af dem. Det kunde derfor kun være tvivlsomt, om Hr. Meyer overhovedet var kvalificeret til en saadan Ansættelse, og det er om dette Punkt, at Indsenderen har en saa afgjort Mening, at han end ikke tager i Betænkning at tillægge mig mindre ædle Bevæggrunde, fordi jeg har handlet efter den modsatte.
Der er imidlertid herved at betænke, at der er den Forskjel imellem Indsenderen og mig, at jeg kjender Hr. Meyer, men Indsenderen kjender ham ikke, at det er mig af Vigtighed, hvem der bliver min Hovedhjælper i min Virksomhed, hvilket det neppe kan være for Indsenderen, og at jeg har et Ansvar for, hvem der bliver indstillet med mit Navns Underskrift, hvilket Indsenderen ikke har. Jeg troer altsaa, at Sandsynligheden maa være for, at naar jeg erklærer ham for at være dygtig til Posten, saa fortjener dette mere Tillid, end naar Indsenderen, der skjuler sit Navn, erklærer, at han ikke er dygtig til den.
Men jeg forlanger ikke engang, at der skal tages noget Hensyn til den Overbeviisning, som jeg har dannet mig om hans Grundighed - ikke i Selskabslivet, thi der henter jeg ikke mine Domme om Folks videnskabelige Adkomster -, men ved mange alvorlige Samtaler i mit Hjem, hvor han saavelsom mange andre af mine Elever vel vide, at jeg er at faae i Tale, naar de søge Raad eller Veiledning i deres Studier. Jeg vil kun fastholde, at efter de almindelige Grundsætninger for Embedsbesættelser var han en fuldkomment kvalificeret Kandidat til den ansøgte Post, til hvilken jeg imod Indsenderens Paastand maa fastholde, at der ikke udfordres nogen foregaaende Kandidattjeneste ved Hospitalet.
Han er nemlig 8 Aars gammel Kandidat, har ved sin Examen erholdt en saa udmærket Charakteer, at den i de 17 Aar, der ere forløbne, siden den medicinsk-chirurgiske Examen fik sin nuværende Indretning, foruden ham kun er tildeelt en eneste, nu desværre, afdød Kandidat; han har foretaget en fleeraarig, videnskabelig Udenlandsrejse for at uddanne sig i sit Fag; han har efter sin Hjemkomst levnet et mindre Arbeide, som er offenliggjort, og et større, som ikke er offenliggjort, men som af det medicinske Fakultet er bleven gunstig bedømt og har forskaffet ham et af Universitetets større Stipendier.
Enhver, som kjender til, hvilke Kvalifikationer man hidtil har anseet for tilstrækkelige til Reservelægeposterne paa Hospitalerne, vil indrømme. at her endog er Adskilligt tilovers. Indsenderen har imidlertid gjort et Forsøg paa at nedsætte disse Adkomster, dog med Undtagelse af hans Examensanciennetet, thi den har ikke kunnet benægtes.
Naar der saaledes anføres hans Examenscharakteer, da søger Indsenderen at svække Indtrykket heraf ved at meddele, at han har læst ualmindelig kort til denne Examen; ellers pleier man at ansee det for Beviis paa særdeles Dygtighed og Flid, naar en Mand i kortere Tid end sædvanlig kan fuldende sine Studier paa en hæderlig Maade. - Naar der anføres, at han har foretaget en Udenlandsrejse, da mener Indsenderen, at det vel kunde være, at han Intet havde bestilt paa denne Reise, og støtter sig navnlig paa, at han ikke har havt megen Omgang med Danske paa de Steder, hvor han har opholdt sig, og at man altsaa ikke af disses Beretning har kunnet erfare, om han har været flittig. Men det er ikke paa denne Maade, at Underretning i den Henseende pleier at erhverves, men ved Vidnesbyrd fra de Mænd, under hvis Veiledning den Reisende har studeret, og ved de Vidnesbyrd, som hans egen fremskredne Udvikling bærer for den Maade, paa hvilken han har anvendt sin Tid. Men i ingen af disse Henseender mangler Hr. Meyer saa gode Vidnesbyrd, som man kan forlange; jeg finder endog, at der er al Grund til at antage, at han har været flittigere end de Fleste.
Paa hans trykte Arbeide om den medicinske Skole i Montpellier kaster Indsenderen Vrag med den Bemærkning. at det "vel ikke tør gjøre Fordring paa Andet og Mere end at betragtes som et oplysende Uddrag af et eller flere af Skolens Hovedarbejder". Af denne Bemærkning tillader jeg mig at uddrage den Slutning, at Indsenderen her taler om en Ting, som han aldeles ikke forstaaer; thi dersom han havde den mindste Kjendskab til den montpellierske Skoles Skrifter, vilde han kunne have seet, at Meyers Arbeide netop vidner om et omhyggeligt og grundigt Kildestudium. Det er forsaavidt meget heldigt for Indsenderen, at han er anonym.
Naar endelig anføres, at han har besvaret Universitetets Priisopgave og vundet den udsatte Præmie, da søger Indsenderen at svække dette med den Bemærkning, at jeg havde foranlediget Opgavens Udsættelse og var Medlem af Censurcomiteen. Hvad den første Deel af Bemærkningen angaaer, da er det allerede offenlig udtalt af en Mand, der vidste Besked, at Meyers Ankomst til Kjøbenhavn aldeles ikke stod i nogen Forbindelse med Opgavens Udsættelse, og denne Paastand skal jeg herved paa det Fuldstændigste bekræfte; den anden Deel indeholder en meget uforskammet Insinuation imod mig, da Indsenderen jo maatte vide, at jeg, naar jeg var Medlem af Censurkomiteen, maatte dømme retfærdig; men den er desuden aldeles usand, som jeg paa det Klareste skal bevise. Thi jeg var aldeles ikke Medlem af Censurcomiteen, og det vilde være mig ubegribeligt, hvorledes en Mand kan vove at fremsætte en saadan Paastand, om hvis Usandhed det er saa let at overbevise sig, dersom jeg ikke vidste, at Underskriften J ikke forpligter. At han i Dagsnummeret af "Dagbladet" har tilbagekaldt dette Udsagn, kan ikke forringe hans Skyld; den Slags Paastande bør man ikke fremsætte, uden man veed, at de ere sande. Iøvrigt gjør jeg mig en Fornøielse af at meddele, at jeg senere har læst dette Arbeide, og at jeg derved har fundet bekræftet, hvad jeg iforveien holdt mig forvisset om, at jeg ganske maatte tiltræde den af komiteens 4 Medlemmer eenstemmig udtalte Dom om Arbeidets Værdi.
Jeg finder i det Hele, at Hr. Meyers Modstandere have et saa tilstrækkeligt, skjøndt efter min Mening ikke godt, Grundfæste for deres Opposition imod ham i hans bekjendte politiske Færd, at de ikke behøve at ville berøve ham den Roes, der tilkommer ham i andre Henseender; thi denne Fremgangsmaade ansees af alle honnette Folk for uædel. Dog vilde jeg neppe have overvundet min Ulyst til at indlade mig i en Feide som denne, dersom jeg ikke troede, at den Sag, hvorom det her dreier sig, var afgjort og var afgjort imod Hr. Meyer. Thi netop derved, at han ikke erholder Reservelægeposten, er der lagt en Hindring iveien for hans Udvikling, som rimeligviis vil være af største Betydning for ham. Jeg føler mig derfor opfordret til at meddele dem af mine Medborgere, som ville troe, at jeg taler Sandhed, hvad der har bevæget mig til at ønske, at han her maatte finde nogen Imødekommen. I de 12 Aar. i hvilke jeg har været Universitetslærer, har Ingen af mine Elever i den Grad som han gjort det Indtryk paa mig, at han var en med ualmindelige Evner begavet Mand, der med sund Dømmekraft og Modenhed i Udviklingen forbandt en sjelden Interesse for Videnskaben og energisk Arbeidsdygtighed. Denne Dom er efter hans Tilbagekomst her til Byen bleven meget bestyrket, idet jeg saae, hvor godt han i de mellemliggende Aar havde bygget videre paa den her ved Universitetet lagte Grundvold, hvor megen Lyst han havde til at gaae videre i videnskabelig Retning, og hvor godt et Sindelag han medbragte til netop at fortsætte sin Udvikling i Danmark. Jeg antog og antager endnu, at vi ikke have synderlig godt Raad til at kaste Vrag paa Folk af hans Art, og at det er i vort Lands og vort Studiums Interesse ikke at nægte dem den Adgang, som de begjære. Jeg antog, at selv de Mænd, der bedømte hans politiske Feil strengere end jeg, vilde have en Følelse af, at hvad han havde begaaet, dog ikke var værre, end at det maatte kunne afsones i en rimelig Tid, og at der maatte blive en Ende paa Forfølgelsen. Derfor har jeg ønsket, ikke at han skulde patroniseres eller protegeres, men at man vilde lade ham have Fred til at vise sin Dygtighed, og at man vilde give ham de Hjælpemidler ihænde til hans Studier, som ingen ung Læge i vore Dage kan undvære. Et saadant Hjælpemiddel er den omhandlede Reservelægepost paa Frederiks Hospital; den beklædes kun i to Aar og medfører en høist ubetydelig Indtægt og et stort Arbeide, men den giver en Læge, som vil studere sin Videnskab i den Retning, som Hr. Meyer især attraaer, det aldeles uundværlige Materiale herfor, og jeg har saa stærk en Overbeviisning. som man iforveien kan have, om, at dette Materiale i hans Haand vilde have baaret udmærkede Frugter. Dette Haab er nu strandet, og jeg kan kun beklage, at der herved er afskaaret en Udsigt til Fremskridt i det videnskabelige Liv hos os, som sikkert vilde have været til Ære og Gavn for vort Fædreland.
Den 15de October 1855
Dagbladet (København) 17. oktober 1855)
Den egenlige Side af Sagen.
Hr. Professor Fenger har i "Dagbladel" for 17de d. M. afgivet en Erklæring, fremkaldt ved vor Anke i samme Blad for 12te d. M. over hans Forhold i den Meyerske Sag. Dette havde vi ventet, men ingenlunde, at Erklæringen skulde fremtræde med det Indhold og i den Form, hvori den foreligger Publikum. Vi havde haabet, og troede at kunne fordre, at Prof. Fenger havde holdt sig til Sagen selv alene og ikke til uvedkommende Biting i men. da han nu er slaaet ind paa en saadan Afvei, nødes vi til at følge ham et Øieblik for at føre ham tilbage til den egenlige Side af Sagen". - Hr. Professoren synes at være særdeles paavirket af den Omstændighed, at han, der træder aaben frem for Offenligheden, har at forhandle med en Anonym, og Mringer i denne Retning undslippe ham flere Gange; han synes ikke ret, idetmindste i det givne Tilfælde, hvor han udgjør den ene Part, at anerkjende Anonymitetens Berettigelse i den offenlige Diskussion, men denne er dog vistnok her ubestridelig, og det maa jo ogsaa være ham aldeles ligegyldigt, med hvem han forhandler ligeoverfor Publikum. Han selv derimod er ifølge sin hele Stilling til Sagen nødt til at optræde navngiven, og dette kan jo kun give ham Overvægt over sin Modstander. Vi for vort Vedkommende søge vor Overvægt alene i Sagen selv og dens rette Belysning. Og hvad vi ansee for Hovedsagen, det er:
Hr. Meyers Slesvigholstenisme, en Paastand, der af Prof. Fenger ved alle Lejligheder omhyggelig er omgaaet og ladet uberørt; i sin "Erklæring" indrømmer han nu endelig, at denne dog er "et tilstrækkeligt Grundlag for en Opposition mod Hr. Meyer". Det er dernæst "det hele Forhold fra først til sidst, hvori Universitetslæreren og Hospitalslægen Prof. Fenger i den Meyerske Sag har stillet sig til de medicinske Studerende og yngre Candidater" samt til den offenlige Moral, og ikke alene, som Prof. Fenger siger, "den Andeel, har har havt i, at Hr. Meyer af Frederiks Hospitals Overlæger er bleven indstillet til den ledige Reservelægepost ved Hospitalet".
Det er endvidere, om der i Hr. Meyers videnskabelige eller praktiske Virksomhed tidligere har foreligget eller nu foreligge tilstrækkelige objektive Data til for ham at begrunde en saa extraordinair Adkomst til en Reservelægepost ved Frederiks Hospital, at en Tilsidesættelse af de hidtil fulgte Regler ved Besættelsen af disse Poster kan finde fuld Retfærdiggjørelse, og aldeles ikke - som Hr. Prof. Fenger demonstrerer - om en Candidat som Hr. Meyer "overhovedet" eller "efter de almindelige Grundsætninger for Embedsbesættelser" kan være kvalificeret til et saadant Embede som den omhandlede Reservelægepost. Om den sidste Sætning kan der fornuftigviis ei være Meningsforskel blandt Folk med almindelig Menneskeforstand, men vel destomere om den første.
Og det er endelig, om Hr. Prof. Fengers subjektive Overbeviisning om Hr. Meyers hele Person og hans Adkomster bør eller kunne være den eneste og den rette Grundvold for Andres Bedommelse af Hr. Meyer i det Hele?
Det er især til disse Punkters rette Opklaring, at vi i vor foregaaende Artikel have søgt at yde Bidrag, og hvortil vi endnu skulle tilføie enkelte Oplysninger uden i mindste Maade at lade os anfægte af de - forsætlige eller uforsætlige - Misforstaaelser af vore Ord, der ere indflytte i Prof. Fengers Erklæring.
Hvad da først angaaer Hr. Meyers Slesvigholstenisme, da ere Prof. Fengers Meninger om "Forfølgelsen" paa Grund af denne allerede andetsteds (i "Fædrelandet" for den 18de Octdr.) træffende stillede i fuld og klar Belysning. Prof. Fenger har derhos ønsket, "at man vilde lade Hr. Meyer have Fred til al vise sin Dygtighed"; dette Ønske har Ingen overtraadt, man har blot et Par Gange paalagt ham en Dæmper, naar han igjennem Protektionen paa een Gang har villet gjøre et altfor stort Spring, og han har saaledes selv forstyrret Freden. Men naar Prof. Fenger endelig har forlangt, at Hr. Meyer med sin politiske Fortid "her maatte finde nogen Imødekommen", og "at man her vilde give ham de Hjælpemidler ihænde til hans Studium", som han især attraaer, da troe vi i Sandhed, at Hr. Professoren stiller større Fordringer til den danske Godmodighed, end selv en høi Grad af politisk Indifferentisme turde vente at see opfyldte; det tør vist ogsaa forudsættes, at ikke engang Prof. Fenger selv som en offenlig politisk Charakteer ellers vedkjender sig en saadan Indifferentisme.
Prof. Fenger har ved at omtale Hr. Meyers formeentlige Adkomst til Reservelægeposten og sine egne Bestræbelser for ham holdt sig alene til den sidste Vakance, ved hvilken han har conkurreret med langt yngre Kandidater. Dette er nu vistnok ret klogt, men ikke fuldt saa oplysende, som naar den første Vakance, der indtraf allerede i Begyndelsen af 1854, tages i Betragtning. Dette skulle vi her paatage os. Dengang konkurrerede den hertil nylig ankomne Hr. Meyer bl. A. med en Candidat, der havde taget Embedsekamen paa samme Tid som han med et meget godt Laud, der under Oprøret 1848 og 1849 havde gjort Tjeneste i den danske Marine, der havde været baade Volontair og Candidat ved Frederiks Hospital, der havde været fast ansat Candidat paa Fødselsstiftelsen, der var vel anbefalet og af Alle var erkjendt for en særdeles dygtig Candidat. Hr. Meyer havde dengang hverken sin Afhandling om "den medicinske Skole i Montpellier" eller sit Priisarbeide at støtte sig til, og sin praktiske Uddannelse havde han især erholdt i den slesvigholsteenske Oprørsarmee. Det var under disse Forhold, at Prof. Fenger første Gang optraadte som hans ivrige Protektor, for at skaffe denne fremmede, i Hospitalet saa at sige aldrig sete Candidat tvertimod al Vedtægt en Reservelægepost ved samme. Ogsaa dengang reiste Kandidater og Volontairer sig imod Prof. Fenger og Hr. Meyer, men paa et tidligere Stadium af Sagen, hvorved et formeligt Forlig blev bragt tilveie mellem de stridende Parter. I Sandhed: Ingen, som med uhildet Blik og noget nærmere Kjendskab til Hospitalsforholdene har fulgt denne Sag, har kunnet være i Tvivl om, hvorledes Prof. Fengers Optræden her burde bedømmes.
Naar Prof. Fenger med selvbehagelig Overlegenhed bebreider os vor colossale Uvidenhed, fordi vi have tilladt os at kalde Hr. Meyers ovennævnte lille Afhandling "et oplysende Uddrag af et eller flere af den Montpellierske Skoles Hovedarbejder", medens den efter Hr. Professorens Mening "vidner om et omhyggeligt og grundigt Studium af Skolens Kilder", da forekommer det os, at Modsætningen ikke saa meget ligger i disse to ikke meget forskjellige Udtryksmaader, men snarere deri, at vi ikke i dette Arbeide kunne finde noget Ualmindeligt eller særdeles Udmærket, men kun "en ret respektabel Begyndelse", medens Prof. Fenger heri seer et af de glimrende Produkter af "en med ualmindelige Evner begavet Mand".
Omendskjøndt Professor Fenger udtaler, at han ikke forlanger, at der af Andre skal tages noget Hensyn til hans subjektive Overbeviisning om Hr. Meyers hele Person, er det dog ikke alene især fra denne, at næsten alle hans Bestræbelser udgaae, men det er ogsaa især den samme, som han med den ham særegne Suffisance idelig har paaberaabt sig saavel ved det offenlige Studentermøde som i sin Erklæring. Vi have ikke den allerringeste Grund til at tvivle om Prof. Fengers ubetingede Tro paa hans egen Overbeviisnings objektive Sandhed; vi ere meget mere fuldt forvissede om, at han nærer en saadan Tro. Til hvad vi tidligere have udtalt om denne Mands udmærkede Dygtighed. Virksomhed og sjeldne Interesse for hele sit Kald, føie vi gjerne her en offenlig Anerkjendelse af hans aabne og rene Charakteer. Men Prof. Fenger har ogsaa som andre 'Mennesker sine Ufuldkommenheder og Feil; vi have paaviist een af hine: "hans Mangel paa Evne til rigtig at bedomme sine klienters sande Dygtighed, Kundskaber og deraf følgende Kvalifikation, samt til klart at gjennemskue hele deres aandelige Stemning". Og i hvilken Grad han saaledes kan tage feil af sine Folk, derpaa see vi os nu nødte til at anføre et Exempel, der ligger temmelig nær. Da i forrige Aar en Plads for en praktiserende Læge var bleven ledig i en Kjøbstad, søgte man igjennem Prof. Fenger at faae Pladsen besat. En yngre Læge blev valgt og sendt, forsynet af Prof. Fenger med fortrinlige Anbefalinger, omendskjøndt dans absolute Umulighed som praktisk Læge maatte paa Grund af hans Sindstilstand være indlysende for Enhver, endog for Lægfolk. Trods alle Forestillinger holdt Prof. Fenger ogsaa paa ham indtil det Yderste, saa at Prostitutionen blev saa stor, som det vel var muligt. Med dette slaaende Faktum i aldeles frisk Minde har man naturligviis maattet blive lidt varsom ligeoverfor alle de Lovpriisninger. der have gjenlydt, og de Bestræbelser, der ere gjorte for Slesvigholsteneren Hr. Meyer. Man har ikke paa nogen Maade kunnet opfylde Prof. Fengers Ønske at modtage ham med aabne Arme, Man har først selv villet see, førend man kunde troe.
Og vi, der vel vidste, hvor meget Fortrinligt der fandtes hos Prof. Fenger, og haabede paa de rige Frugter, som hans aldrig hvilende, energiske Virksomhed i Fremtiden vilde kunne bringe ved Udviklingen af vore medicinale Forhold i det Hele, men nu saae, at han var ifærd med at ledes paa en Afvei, hvorved Tilliden til ham i hele Fremtiden let kunde aldeles undergraves, vi besluttede at bidrage, hvad vi formaaede, til at standse disse uheldige Bestræbelser.
Vi troe, at Fleertallet af Prof. Fengers Medborgere mene ligesom vi, at han i hele sit Forhold i den Meyerske Sag har feilet. Direktionen for Frederiks Hospital har alt udtalt sin Dom ved at erklære, at Hr. Meyer ikke kan komme i Betragtning som Ansøger om Posten. Der er Sandsynlighed for, at Sagen var lykkedes langt bedre og paa en mere hæderlig Maade for Hr Meyer, ifald han fra Begyndelsen af var mødt uden al Prætension og uden Protektion, og dernæst selv havde arbejdet sig frem og tjent sig frem til Reservelægeposten. Vi have mange Exempler paa, at flere Aars kandidater ikke have forsmået Candidatposter ved Frederiks Hospital.
Naar Prof. Fenger til sin Beklagelse over. at Hr. Meyer ikte erholder den titnævnte Reservelægepost tilsvin, at en saadan Post er aldeles uundværlig for ham til at fortsætte sine Studier, og endelig derhos giver det stakkels Danmark den trøstesløse Forsikkring, "at der herved er afskaaret en Udsigt til Fremstridt i det videnskabelige Liv hos os, som sikkert vilde have været til Ære og Gavn for vort Fædreland da ville vi bede vore Medborgere ikke strax aldeles at tabe Modet; thi er Hr. Meyer det sjeldne lysende Phenomen paa Videnskabernes Himmel, der beskrives af Prof. Fenger, da vil han nok med sin "energiske Arbeidsdygtighed" *) finde mangfoldige andre Veie, ad hvilke han vil naae hen til det ophøiede Maal hvortil han er kaldet. J
*) Prof. Fenger tillægger os den Mening om Hr. Meyer, "at han mulig Intet har bestilt" paa sin Udenlandsrejse, "da han ikke har havt megen Omgang med Danske" osv. Saa meningsløs Tale have vi selvfølgelig ikke budt Publicum. Men vi have omtalt, "at han synes der omhyggelig at have undgaaet de Danske, selv tidligere Bekjendte." Det er let at see, at vi saavel derved som ved den følgende Sætning have villet udtrykke, hvor lidet dansk han har været i Udlandet.
Dagbladet (København) 24. oktober 1855)
Den bekiendte Sag angaaende Reservelægeposten paa det kongelige Frederiks Hospital og Hr. kandidat Meyer har nu naaet der Standpunkt, hvor den giver det størst mulige Antal Interessenter i Studenterlauget og andre Lysthavende Lejlighed til at prostituere sig paa det Eklatanteste. Sagen er godt udstyret saavel med alvorlige som med latterlige Sider, den viser, hvorledes borneert Laugsaand og Smaalighed i Nødsfald kunne tjene til at besmykke fanatisk Nationalhed, den viser, hvorledes de, der saa pralende kalde sig "de Nationale", benytte Nationaliteten til at fjerne en Concurrent, der muligen kunde gjøre dem Skaar i den Næring, som de troe sig berettigede til selv at nyde.
Da det berygtede Studentermøde havde viist sig unyttigt, sammenrottede Candidater og Volonteurer paa Frederiks Hospital sig for at forhindre Hr. Meyers Ansættelse som Reservelæge, idet de skriftligen gave hinanden det Tilsagn, at ville tage deres Afsted fra Hospitalet, om Hr. Mener opnaaede at blive Reservelæge ved samme.
Al dette Forbund skriftligt blev dokumenteret synes allerede at være et Tegn paa hemmelig Mistillid imellem de Sammensvorne indbyrdes; men hvorledes det nu forholder sig dermed - Beslutningen blev affattet skriftligt. Men denne truende Demonstration blev ikke fremført for den samlede Hospitals-Direktion - om det nu var Mangel paa Mod, eller fordi Ingen vilde paatage sig ar overbringe denne Opsigelse af Huldskab og Troskab, er ikke let at afgjøre; men man lod de enkelte Direktionsmedlemmer "underhaanden" erfare den fattede Beslutning. Direktionen kom altsaa til Kundskab derom og - lod sig virkelig kyse - Hr. Meyer bliver ikke Reservelæge. Deri bestaaer Hospitals-Directionens Prostitution, thi den har nu viist, at naar nogle Candidater og Studenter indgaae Forbund imod den, saa bliver den tvungen til at krybe til Korset. - Medens saaledes Candidater og Studenter paa den ynkeligste Maade have prostitueret sig ved at bevise, at det er dem en aldeles ligegyldig Sag, om de standse deres egen videnskabelige Fremskridt (hvilket de jo gjøre naar de modarbejde en bekjendt dygtig Mands Ansættelse i en Post, hvor hans Kundskaber og Dygtighed upaatvivlelig vilde komme dem til Nytte) naar de blot kunne opnaae at fjerne en Concurrent, der ikke har været 2 Aar Candidat paa Hospitalet og tilfredsstille deres nationale Hevntørst mod en Mand, der har været Læge i Oprørernes Tjeneste, have de "Nationales" Organer heller ikke kunnet lade denne Leilighed til Prostitution gaae ubenyttet hen. I Dagbladet begyndte en Hr. J at lamentere over det Skrækkelige i en saadan Schleswigholsteners Ansættelse, saameget mere som Hr. Meyer efter samme Js Anskuelser ikke besad nogen videre Dygtighed. Professor Fenger imødegik denne J i en Artikel i Dagbladet, der vistnok for enhver ikke af Borneerthed og Laugsaand hildet Læser maatte ansees fyldestgjørende - men hvad kunde det hjelpe? Hr. J, der af Professor Fenger blev overbeviist om at være uvidende i Sager, hvori han troede sig at være hjemme, har svaret Hr. Professor Fenger i en Tone, der ikke godt kan overtræffes af den meest uforskammede Dagbladsartikel. Han hænger sig ved Hr. Meyers Forhold under Oprøret, hvilket Professor Fenger glider saa let hen over, som han siger. Er da A eller nogen Anden berettiger til at forekaste Nogen, hvem det saa er, sit Forhold under Oprøret, efter al Hs. Maj. Kongen har udstedt Amnesti, fra hvilken som bekjendt Hr. Mever ikke er udelukket. Hr. Meyer kan vel neppe være nogen farlig Person midt i Kjøbenhavn, mellem danske Studenter, ved en dansk videnskabelig Anstalt. Kan han være det, saa seer der gudsjammerligt ud med de danske Studenters Nationalaand, og det vil Hr. J dog vel ikke indrømme er Tilfældet. Da nu Hr. J, efter Professor Fengers Udtalelse om Hr Meyers Personlighed, seer sine Paastande briste, saa vender han sig imod Professoren selv og søger at sætte dennes Dømmekraft i er tvivlsomt Lys. Der viser Hr. J sig i sin Elendigheds høieste Glands og det Exempel han anfører som Beviis for sin Paastand kan ikkun dupere de i Sagen aldeles Uindviede.
Vanskelig at forstaae bliver J, naar han betegner de mange Angreb paa Hr. Meyer som Dæmpere, der skulle hindre ham i at gjøre altfor store Spring, og mener, at det i det Hele kunde gaae Hr. Meyer bedre, om han langsomt og i Stilhed arbejdede sig frem, idet han saa trøsteligt bemærker, at flere Aars gamle Candidater flere Gange have taget tiltakke med Candidatposter ved Hospitalet. Skulde man deraf ikke kunne forledes til den Slutning, at man nok vilde taale Hr. Meyer som Candidat ved Hospitalet, og paa den Maade drage Nytte af hans Dygtighed, men ikke som Reservelæge? Hvorledes kan Hr. Meyer da være saa farlig som Reservelæge, naar han ikke vilde være det som Candidat? Deri ligger upaatvivleligt Noget, der bestyrker Formodningen om, at der under det Hele stikker Brødnid og Corporationsaand.
(Kiøbenhavnsposten 26. oktober 1855)
Meyer fortsatte som privat læge og skattet manuduktør i medicinsk sygdomslære. Blandt hans klienter var H.C. Andersen som bl.a. skriver i brev nr. 452: “Besøg af Dr Meyer og Frue, som boer inde i Krauses Gaard. Jeg sagde ham at jeg ikke var tjent med en Læge der boede 7 Mile fra Kjøbenhavn og [ikke] kom herind. Professor Hornemann var inde i Byen og havde ikke Vogn, jeg bad Meyer være Læge; han afslog det og udtalte at det vilde være en Sorg for Theodor Collin der elskede [mig]. Han ville imidlertid see ud til mig & -“. Meyer overtog alligevel snart det daglige tilsyn med Andersen.
I 1865 indrettede han en øreklinik og opdagede i 1867 en sygdomsproces - polypper - en hyppig lidelse med skæbnesvangre følger især for høreevne, men tillige for deres åndedræt, stemme, ansigtsudtryk og hele liv. I 1868 blev det publiceret i Hospitalstidende, senere under betegnelsen "adenoide vegetationer". For denne opdagelse blev han i 1881 hyldet på en international lægekongres i London hyldet, og i 1884 ved den påfølgende kongres i København.
Hædersbevisninger fra udlandet strømmede ind, fx fra det Halle-Wittenbergske universitet hvor han modtog et æresdoktordiplomet, og han optoges som medlem eller æresmedlem af talrige lægevidenskabelige selskaber. Også i Danmark skete et omslag i synet på ham i Danmark. Ved hans 70 års fødselsdag i 1894 hædredes han i en adresse fra landets yngre ørelæger der alle var hans disciple. I 1895 døde han efter et alvorligt influenzaanfald på en rekreationsrejse til Italien. De nationalistiske vinde forstummet, internationalt havde han ry som en af de mest fremtrædende danske læger. En nekrolog i Dannebrog kan læses i et særskilt afsnit.
I oktober 1898 blev der på Gefions Plads - nuværende Fridtjof Nansens Plads - i København på internationalt støttet initiativ opsat et mindesmærke for Hans Wilhelm Meyer. Ved afsløringen var mødt repræsentanter for en international komite samt forskellige danske fremtrædende politiske og faglige personer. Monumentet var udført af Walther Runeberg og professor Bissen. I forbindelse med Rigshospitalets udvidelse blev monumentet flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Alle i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet.
