Estrups Attentatmand Julius Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen).

Et offer for provisorismen.

I morges modtog vi fra Horsens følgende privattelegram:

"Julius Rasmussen fandtes i morges hængt i sin sovecelle i tugthuset".

Dette telegram kan ikke andet end bringe alvorlige tanker op i læserne.

Julius Rasmussen blev træt, han kunne ikke afvente udløbet af de 14 lange års indespærring, til hvilken han på grund af en måske noget misforstået kærlighed til sin landsmænd og deres frihed, var blevet dømt efter en ubønhørlig lov, og i hvilken en for det betrængte folks suk og en offerberedvillig ynglings selvopofring følelsesløs minister holdt ham. 

Vi vil selvfølgelig ikke hermed søge at retfærdiggøre Julius Rasmussens fortvivlede gerning, men vor dybeste medfølelse har han, og havde han hele tiden.

Han faldt som offer for den folkets forsmædelse som kaldes provisorisme, for de opstyltede fraser uden bagvedliggende handlinger, som særlig folketingsmand C. Berg spredte over land og folk.

Fred med hans minde!

(Aarhus Amtstidende, 27. november 1889).

Social-Demokraten skrev at Julius Rasmussen abonnerede på Højrebladet "Dagens Nyheder", som efterfølgende agiterede for at gøre et stort politisk nummer ud af attentatet. Hvilket også skete med provisorier imod tale-, skrive- og forsamlingsfriheden. Samt et straffeprovisorie som dog blev afskaffet få år efter. Bladet afviste at han skulle være en tyranhader som ønskede at befri fædrelandet for undertrykkelsen. Han var i stedet "et ganske jævnt menneske for af forholdene er blevet et ufrivilligt redskab i reaktionens hånd."

Randers Arbejderblad og Horsens Arbejderblad fra 28. november 1889 havde sendt en medarbejder til tugthuset for at interviewe inspektør kaptajn Bache og pastor Haffstrøm (som fortalte at han var imod religion), samt læste de rapporter der var om ham i fængslet. 

Attentatet på Konsejlspræsident Estrup. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Julius Rasmussen

Gennem Ritzaus Bureau telegraferes i går fra Horsens

Julius Rasmussen, der for Attentatet mod Konsejlspræsident Estrup var idømt 14 Aars Tugthusstraf, som han afsonede i Horsens Tugthus, fandtes imorges Kl. 6 hængt i sit sovekammer og var allerede kold.

En politisk fanatiker. 

For fire år siden, onsdag den 21. oktober 1885, skete der i vort politiske liv en begivenhed, der ved sin resolutte voldsomhed og sin fanatisme gik landet over som et heftigt stød, skræmmende borgerne op.

En lille, bleg typograf, nitten år gammel, et stille, indesluttet menneske, der aldrig havde gjort et kat Fortræd, havde fyret to revolverskud af mod landets konseilspræsident, finansminister Estrup.

Han lod sig gribe straks og han tilstod, at han havde villet frelse fædrelandet ved at skyde Estrup.

Dette attentats baggrund var de års voldsomme politiske ophidselse. Det skete i de dage, da ministeriet Estrup måske stod på de allersvageste fødder, da kampen begyndte at brede sig ud i folkets private liv, at blive en kamp øje mod øje og klo mod klo, da ungdomsforeningerne stiftedes og riffelbevægelsen florerede, da hele befolkningen rejste sig mod hinanden for en idés skyld.

Og partiernes blade slyngede hinanden ansvaret for dette attentat i ansigtet, alle fralagde de sig enhver skyld, ingen vovede at tage den nittenårige fanatiske dreng under armen og erklære: Han tilhører vort parti!

Han blev forhørt og dømt, Han kom i tugthuset og blev glemt. Man kiggede ikke længere når man gik forbi på Toldbodvejen efter det hul i porten , hvor kuglen var fløjet ind. Det var kittet til og kittet blev gammelt og der var intet mere at opdage.

Siden talte man kun om Julius Rasmussen et par enkelte gange.

Den ene gang var ved hs. maj. kongens halvfjerdsindstyveårige fødselsdag. Der skulle gives amnesti til en del tugthusfanger, og man ventede, at Rasmussen ville blive blandt dem.

Den alt for unaturlige politiske ophidselse, som da havde ført revolveren, havde nu lagt sig; man så tilbage på den tid som på en rus, og man troede, at Rasmussen nu ville blive benådet. Det skete ikke

Den anden gang var ved kongens regeringsjubilæum. Også der ventede man Rasmussens benådning. Man talte om den som noget temmelig sikkert. 

Men Julius Rasmussen blev ikke benådet. I stedet for ham gav man en bedrager og en falskner friheden.

Så har han da vel selv opgivet håbet om at komme på fri fod, før den lange straffetid var omme.

Og livet forekommet ham for tungt at leve i et tugthus, celle - hele ungdomstiden bag et gitter på en fangebriks - og så har han da hængt sig i går, omtrent fire år efter at han som stakkels forstyrret dreng rettede revolveren mod konseilspræsidentens bryst.

Julius Rasmussen

der nu pludselig igen er blevet en dagens helt, om hvem man i de nærmeste fire og tyve timer vil tale, var en middelhøj, slankt bygget ung mand, blond, let kruset hår, frisk teint, smukke, en smule tilslørede øjne.

Han var født den 5. juli 1866 på Christianshavn, hvor han gik i betalingsskole. Han var afholdt af lærere og kammerater, fik udmærkede karakterer både for flid og opførsel. Han var siden bydrang hos pastor Holck, der interesserede sig for den lille flinke fyr og fik ham uddannet til en dygtig typograf. Han lærte hos Græbe, kom senere til Vejle Amts Folkeblad, derfra til Lolland-Falsters Folketidende; et par måneder før attentatet arbejdede han her i byen hos I. Cohen. 

Han var fra sin tidlige ungdom en yderst prikken og stolt natur. Han holdt af at gå godt påklædt og bestræbte sig for at  se så soigneret ud som mulig.

Han kunne undertiden tilbringe hele sin søndag formiddag foran spejlet med at få håret til at sidde, som han ville have det. Heller ikke var der nogen ting, han skattede mere, end at blive lagt mærke til og blive omtalt.

I fængslet tabte han ikke sit fikse ydre. Folk, der for et halvt års tid siden har set ham Horsens tugthus, meddeler os, at han da så ganske ud som tidligere, kun var der lidt mere melankoli i øjnene end før. Sin fangedragt var han altid meget pillen med og søgte at pynte den op så godt, det lod sig gøre

Hans familie.

Da Julius Rasmussen blev dømt, levede begge hans forældre. Hans far, Just R., var en stræbsom arbejder, hans mor en energisk kone der havde opdraget to døtre og frem sønner og fået dem alle vel anbragt. De fire ældre brødre er dygtige typografer der arbejder ved jyske provinsblade. Døtrene er godt gift.

Julius var det yngste barn. Han var sin mors øjesten, og han der ellers var yderst tilbageholdende og kølig overfor alle andre, betroede alt til sin mor.

Det var sorgen over sønnen der langsomt lagde den kraftige kvinde i graven. Hun græd både dag og nat over ham, og så døde hun da til sidst for to år siden, 67 år gammel.

Kort før sin død henvendte hun sig personlig til konseilspræsidenten for at bede om nåde for sin søn. Excellencen modtog den gamle kone med skånsom deltagelse og sagde, at han ville gøre hvad der stod i hans magt, men at det ville være umuligt at give ham friheden straks.

Sidste sommer døde faderen, 73 år gammel.

Hos hans søster.

Ude på Amager hvor byens yderste arme slipper deres tag, og store nøgle gavle stirrer ud over markerne, traf vi i den sene aftentime Julius Rasmussens ældste søster, der er gift med rebslager Hintzen.

Den unge kone var stærkt bevæget. Hun bød os med forgrædte ansigt tage plads i den nette dagligstue hvor vi på væggen bemærkede et par portrætter. Over det ene var fæstet en stump sørgeflor.

Vi kunne ikke lade være at betragte det.

- Ja, der hænger han, sagde konen, det er i den dragt han havde på da han gjorde det. Det var en lys sommerdragt der så ud som den var ganske ny.

Den gamle kone med det skikkelige ansigt og store buklede hængekrøller der hang ved siden af, var moderen.

Om han skrev hyppigt hjem?

- Så længe mor levede, forklarede hun, skrev han hver gang han havde lov til det, han måtte jo kun skrive et bestemt antal gange. Men da mor var død, holdt han ganske op at skrive, han gjorde det kun en eneste gang. Vi skrev til ham efter fars død, men han svarede slet ikke på det.

Hvorledes dødsbudskabet var kommet hende i hænde?

Der var en mand fra politiet med telegrammet henad eftermiddagen.

Om han nogensinde havde fortrudt?

Dette spørgsmål besvarede søsteren ganske benægtende. Der var aldrig anger at spore i hans breve - han var også alt for stolt til at angre, mente hun.

For øvrigt antog søsteren at han ikke havde været ved sin fulde fornuft da han tog livet af sig. Det var sikkert moderens død der havde gjort ham så nedtrykt og melankolsk at han ikke var ved sin forstand i den sidste tid han levede - -

Vi bød farvel og gik. Den stakkels kone takte os bevæget sin hånd - og skriv så lidt pænt om ham, han var dog alligevel et godt menneske.

Atter stod vi på den sølede vej hvor der kun var huse på den ene side og en enlig tranlampe spredte et fattigt gult skær gennem gusen, der mørk og klam væltede ind fra Sundet.

I lyskredsen foran en lille beværtning stod et par kuldragere og snakkede sammen. Rygtet om selvmordet var allerede trængt herud. De talte om Rasmussen, og en af dem pegede op imod vinduerne hvor søsteren boede.

Hans sidste brev.

Under vor samtale med Rasmussens søster bad vi hende om indholdet af det sidste brev han havde skrevet hjem. Vi gengiver nedenfor det af brevet der har interesse som bidrag til en karakteristik af Julius Rasmussen.

Det var det han skrev kort efter moderens død som svar på budskabet.

"Jeg ved godt at det er min skyld. Det er mig der har slået hende ihjel. Det er sorgen over det jeg har gjort der så tidlig har lagt hende i graven.

Nu skal I ikke bryde jer om at skrive mere til mig, jeg ønsker ikke mere at modtage breve der i forvejen er åbnede og gennemlæste af andre."

Det var vel moderen død der havde brudt hans mod og givet ham den ulyst til livet der nu har givet sig sit sidste udslag i dette tragiske selvmord.

Oline Mikkelsen.

hvem vi traf i hendes kondition hos en detailhandler i en af Christianshavns tværgader, modtog os gennem den første meddelelse om at hendes tidligere forlovede Julius Rasmussen havde aflivet sig.

Olie Mikkelsen er en livlig tre og tyveårig brunette med en god figur og spillende øjne. Hun traf Rasmussen i Nykøbing på Falster hvor hun hører hjemme, og blev der forlovet med ham.

Hun var, fortalte hun, forlovet med ham til et år efter at attentatet skete. Så hævedes forbindelsen. Hun kunne jo da ikke så godt vente fjorten år - hun var jo ikke rigtig nogen rig pige.

Han havde altid været sådan en tosset rad, den Julius, somme tider blev han aldeles rasende over et ord jeg havde sagt, og jeg måtte passe på ham som på et barn, så ude af sig selv var han.

I den tid vi var forlovede, har han tre gange gjort forsøg på at tage livet af sig, han gik altid med en skarpladt revolver i lommen, det gale menneske.

Sidste gang han gjorde forsøg på at tage livet af sig, var på Knapstedsgård en måned før han skød på Estrup.

I sine breve det første år fra tugthuset var han altid glad og fornøjet, han havde det gjort, skrev han, og håbede snart at komme ud - og så skulle vi giftes.

For resten syntes Oline Mikkelsen at være ude over den første hidsige ungdomsforelskelse. Hun modtog dødsbudskabet med virkelig ro og viste sig i satalens løb at være i uforstyrreligt humør.

Derpå afbrødes vor samtale af detailhandleren som havde brug for Oline til sine huslige affærer.

Selvmordet 

(Privattelegram fra Horsens).

Horsens den 27. november 1889.

Julius Rasmussen der i sin tid skød på Estrup, har i nat hængt sig i sin sovecelle. Han havde skåret lagnet i stykker, sammenbundet stykkerne og fastgjort den ene ende i vindusesgitteret over døren.

Da fangevogteren i morges kom in i cellen, fandt han liget ganske koldt.

Efter hvad jeg har erfaret af fængselsautoriteterne har Rasmussen altid opført sig fuldstændig eksemplarisk. Men han ville ikke på nogen måde indgive ansøgning om benådning.

Han befandt sig forholdsvis godt i fængslet. Og gik ganske stille omkring og passede sig selv i de sidste dage.

I tugthuset havde han den første tid beskæftiget sig i væverierne, på slutningen arbejdede han i malerværkstederne.

Efter hvad der meddeles mig, skal en af opsynsmændene forleden havde sagt til Rasmussen:

"Du er en slyngel."

Hertil svarede Rasmussen i en brysk tone:

"Jeg er ikke mer slyngel end du."

Denne insubordination blev straks meldt, og R. blev for opsætsighed nedsat i fangernes anden klasse.

Mulig har dette ganske berøvet ham håbet om benådning, idet han i den idømte straf har set et vidnesbyrd om at han intet havde at vente.

Det er ikke udelukket at familien kan fordre liget udleveret. Men om dette af politiske grunde vil blive nægtet, står endnu hen. Rimeligst er det at man for at forebygge eventuel demonstration ved jordfæstelsen vil lade liget begrave som almindelig forbryder.

Sindssyg?

Der synes efter de foreliggende oplysninger om Julius Rasmussens fortid og karakter at være en vis sandsynlighed for at han har været sindssyg da han begik selvmordet.

At han har haft dispositioner for sindssyge er udenfor al tvivl. For nogen tid siden var han således i længere tid indlagt på sygehuset for melankoli.

Sandsynligvis har en slags storhedsvanvid, en overspændt forfængelighed, en vanvittig ved fængselslivet skærpet lyst til at blive omtalt, drevet ham til denne sidste, sørgelige handling.

Pointer.

(København 28. november 1889)

Julius Rasmussens begravelse

(Privattelegram til København).
Vejle 1. december kl. 12.50 eftermiddag.

Julius Rasmussens lig udleveredes i morges kl. 6 fra tugthuset. Fra tugthuset fulgtes ligvognen af et følge på 200 mennesker gennem byen.

Brødrene i Vejle havde ikke bekendtgjort begravelsen, men ønskede at den skulle foregå i stilhed.

Kl. 11 gik 100 vejleboere ligvognen i møde, og kl. 12 fandt begravelsen sted.

Pastor Melby forrettede begravelsen og holdt en gribende tale over Davids ord: "Hellere overgives i Guds end i menneskers vold".

Den højtidelige begravelse overværedes af ca. 200 mennesker. På kisten lå en talrig mængde kranse fra Vejle og andre byer.

Der bemærkedes således kranse fra "Venstrevælgerforeningen i Vejle", "Vejle Amts Folkeblad", "Horsens Folkeblad", "Demokraten i Horsens", "Studenter i København", "Typografer i Aalborg", "Typografer i Vejle", "Bankdirektør Busse i Kolding", og "Viggo Berg i Kolding".

(København 2. december 1889)

Demokraten (Århus) fra 14. december 1889, oplistede en række straffede som modsat Julius Rasmussen var blevet benådet: Kammerråd Skibsted som havde taget 40.000 kr der skulle gå til enker og umyndige forældreløse. Toldkasserer Freisleben (Randers) svindlede med udbetalingen til sine skrivere - fik pension. Frøken Kirchhoff på Vordingborg Sindssygeanstalt stjal ænder, flæsk, smør, linned mm. fra de indlagte. I modsætning til disse slog politiet hårdt ned mod fattige som samlede kul på havnen, strejkende arbejdere mm.

Erindringssted Esplanaden 34 taget nogenlunde fra samme vinkel som tegningen overfor fra Illustreret Tidende: I porten hænger en lille udstilling som fortæller om attentatet på Estrup den 21. oktober 1885. Det var omtrent ud for plakaten at attentatet foregik. Dengang hed gaden Toldbodvej.

Guillermo Dahl og Republikken Argentina. (Efterskrift til Politivennen)

I perioden 1868-1909 udvandrede 3.903, tallet steg især 1888-90 og efter 1900. I 1902 var der bosat 2.034 danskere i hele Argentina, hvoraf størstedelen (81 %) i Buenos Aires. I perioden 1848-1930 udvandrede ca. 13.000 danskere til Argentina. 60 % forblev  der, mens resten rejste tilbage eller videre til andre lande. 

Hr. Guillermo Dahl fra Sydamerika holder på lørdag et foredrag om stedlige forhold derovre. Programmet har en række pirrende titler. Emigranter vil mulig have nytte af hr. Dahls oplysninger.

(København, 8. november 1889).

I anledning af Dahls foredrag publicerede Social-Demokraten 9. - 11. november 1889 artikler som baggrundsstof til udvandring til Argentina. Bladet havde nemlig misopfattet Dahl som agent for den argentinske regering som dengang havde en kampagne for indvandring:

I Buenos Ayres udkommer et socialistisk blad ved navn "Vorwärts". Dette vort broderorgan udtaler sig i efterstående artikel om forholdene i Argentinien.

Da hr. Dahl i aften påbegynder sin agitation, mener vi, at det er af betydning, at vi herhjemme ved, hvorledes de argentinske arbejderes organ opfatter forholdene i deres land.

"Vorwärts" skriver :

Indvandringen i Argentinien.

Den 28. juni har den argentinske Rigsdags Folketing efter nogen diskussion vedtaget regeringens forslag, i følge hvilket der til forskudsbilletter til indvandrere, i stedet for som hidtil 4 millioner, fremtidig skal anvendes ca. 22 millioner kr. om året alene til indvandrerbilletter! Allerede ved hjælp af de 4 millioner kr som i sidste år blev anvendt til forskudsbilletter, er indvandringen fra 1886 til 1888 steget fra 95,000 til  136.000 personer og er i den første halvdel af 1889 allerede nået til 140.000 personer. Hvor højt vil denne indvandringsstrøm stige, når der anvendes 22 millioner på den om året? De sørgelige følger for landet og for de fattige indvandrere vil ikke udeblive, ja de har allerede vist sig. Eller er det ikke sandt, at disse mennesker er i elendighed og lider den bitreste nød? Er deres jammerbreve, som de sender til Europa, ikke et tro billede af deres virkelige tilstand? For størstedelen er de det. Vi taler navnlig om hine stakkels mennesker, om hine med en talrig børneflok velsignede familier, der rejser herover uden at have andet i lommen end rejsebilletten, som er brugt som lokkemad - alle disse ulykkelige prisgives den bitreste elendighed, fordi her ingen forberedelser er truffet til deres anvendelse. 

Ud på landet, ud på landet! er de hvervende udvandringsagenters feltråb. Men gå dog engang selv derud, i dette gyldne Paradis, på disse uendelig rige argentinske landejendomme. Prøv engang selv, I Herrer, da vil I overbevise jer om, at klasseindvandringen, som den skildres i kontorerne eller bag skrivebordet, tager sig ganske anderledes ud end derude i kampen for tilværelsen, hvor der bydes de indvandrede arbejdere en ussel kost og et om muligt endnu uslere leje i et skur eller endog under åben himmel. og hvor der må arbejdes strengt fra sol står op til sol går ned. Minister Costa erklærede i det argentinske Folketing højtideligt: "Ja, der er arbejde, lønnende arbejde nok for alle; vi ser jo at en meget stor del af høsten går tabt af mangel på hænder". Derude på landet kan de endnu bruge over 100.000 arbejdere!" Man ser straks på minister Costa at han ikke har fået sin pæne, runde mave ved at arbejde på majsmarkerne, ellers ville han vide, at de herrer argentinske storbønder og godsejere ofte hellere lader hele deres høst gå til grunde end de giver arbejderne en anstændig betaling for deres arbejde; ellers vidste han også at arbejderne ikke blot skal leve i majshøstens tid, men også i hele den øvrige tid af året. Og når ministeren ville være ærlig, så ville han, forinden han lod sin tale om de indvandredes vidunderlige lykke løbe af stabelen, først se sig om der, hvor de fattige indvandrere færdes, hvor de bliver sendt ud på landet og efter nogle ugers forløb vender endnu elendigere tilbage fordi de intet arbejde har kunnet opdrive.

*   *   *

Om den behandling, der bydes de ny ankomne indvandrere i Argentina, skriver endvidere vor belgiske meningsfælle Procureur (der, som oftere omtalt, efter den argentinske regerings indbydelse undersøger forholdene derovre) :

Mere end en gang har jeg haft lejlighed til at konstatere, at regeringens gode vilje med hensyn til indvandrernes behandling og beskyttelse hyppigt strander på de lavere embedsmænds ligegyldighed eller onde vilje, men intet sted er det blevet mig så tydelig, som i Santa Fe. Ved mit besøg i indvandrerhotellet (!) fandt jeg indvandrerne, hvoriblandt en frugtsommelig kone, lejret på dette "hotels" kolde stengulv. Hotellet er en gammel bygning, som egner sig bedst til nedbrydning, men som dog, forsynet med de nødvendige senge, borde osv., ville være bedre end gaden. Men af de nævnte nødvendige møbler findes der ingen. 4 nøgne vægge er alt, hvad der forefindes i hele hotellet, som oven i købet er af en meget tvivlsom properhed. En neapolitansk familie har det hverv at holde rent og at tilberede maden - og dermed er der uden tvivl sagt nok, til at enhver kan vide, at properheden i enhver henseende lader meget tilbage at ønske. I generalkommissariatet i Buenos Ayres havde man med bestemthed sagt mig, at i alle indvandrerhoteller var der tilstrækkelige sove- og spisesteder. Men der er stor forskel på de på papiret eksisterende bestemmelser og virkeligheden. Jeg er for øvrigt overbevist om, at man i Buenos Ayres er af den mening, at med hensyn til disse hoteller er alt i den bedste orden. Men begiver man sig til stedet, således som jeg, og spørger en af de godt lønnede direktører eller sekretærer, så kan man være sikker på at ingen af de nævnte herrer nogensinde har sat deres fod i noget af "hotellerne", som er betroet til deres omsorg. Lige så sikkert, som de præcist stikker deres gager i lommen, lige så sikkert er det at de forsømmer deres pligt.

*   *   *

Vi får nu se hvad hr. Dahl har at indvende mod disse oplysninger om argentinske forhold.

(Social-Demokraten, lørdag den 9. november 1889).

Avisen Vorwärts blev udgivet i Buenos Aires 1886-1901 af tyske socialister. Det var tosproget (tysk og spansk). De tyske socialer i Argentina havde allerde i 1882 grundlagt klubben Club Vorwärts, efter det tyske socialdemokratiske parti SPDs officielle tidsskrift. Klubben organiserede i 1890 den første 1. majdemonstration i Argentina med 1.500 deltagere. 

Rejs ikke til Argentina.

Oplysninger.

Som supplement til vores artikel i går om indvandringen i Argentina anfører vi følgende tal: Af 31.253 personer, der fra Europa har gjort rejsen til det nye "forjættede land" ved hjælp af regeringens såkaldte forskudsbilletter, var 11.856 mænd, 9286 kvinder, 5113 drenge og 1971 piger. Efter livsstilling var der: 5609 landboere og landarbejdere, 1037 snedkere, 971 murere, 54 teglværksarbejdere, 517 malere, 22 glarmestre, 581 smede, 181 klejnsmede, 963 arbejdsmænd, 227 mekanikere, 117 fyrbødere, 291 minearbejdere, 49 bødkere, 62 blikkenslagere, 9 sadelmagere, 270 skomagere, 50 kuske, 197 bagere, 27 billedskærere, 10 typografer, 303 strygersker, 88 skrædere, 31 tapetserere, 1165 kvindelige skræddere, 29 drejere, 32 møbelsnedkere, 186 kokke, 801 tjenere etc.

Det angives ikke, til hvilke nationaliteter de "indførte" arbejdere hører. Som i den efter "Vorwärts"s tagne artikel skildret er disse arbejderes stilling i det fremmede land ikke misundelsesværdig; indtil "forskuddet" er afbetalt med arbejde, befinder arbejderen sig i et slags slaveri; og for arbejdernes første anbringelse er der som oftest slet ikke sørget, så at de efter at være kommet i land bogstavelig må ligge på gaden.

Nu har den argentinske regering for at komme ud over den økonomiske krise, der meget let kan føre til en statsbankerot, besluttet at sælge omtrent 6000 kvadratmile land for 136 millioner kroner således, at jordstykkerne sælges i Europa til udvandrere for en pris af lidt over 7 kr. pr. hektar. Efter regeringens plan skal 2000 kvadratmile befolkes med engelske kolonister, 2000 med italienske, 1000 med spanske, 500 med franske, 250 med svejtsiske og 250 kvadratmile med belgiske kolonister.

*   *   *

Hr. Dahls foredrag om Argentina fandt sted i aftes en lille kreds.

Man får ikke nogen hæsblæsende hast med at komme afsted ved at høre hans beskrivelse af livet i dette fjerne vesten. Det, vi havde ventet hr. Dahl særligt havde beskæftiget sig med:  indvandringen af arbejdere, berørte han kun i forsvindende grad. Måske havde vi berøvet ham lysten dertil.

Foredraget drejede sig hovedsagen om det personlige og såre overfladiske indtryk, hr. Dahl havde fået under sit kun nogle måneder lange ophold i Buenos Ayres. Moralen synes ikke at

trykke de folk, og skulle man efter hans fremstilling betegne landet, blev det som et sandt Eldorado for tyveknægte og samvittighedsløse spekulanter. Han sagde, at reglen var, at man arbejdede - svindlede - aldrig med sine egne penge, når man kunne få andres. Man låner 10, når man kun har brug for 1, og tilbagebetaling kender man ikke. Politiet er ofte rene røvere, som plyndrer fremmede emigranter lige til skjorten. Der er kæltringagtige fæste- og kommissionskontorer som får vore spagfærdige ditto fuldstændig til at blegne. Retsvæsenet er baseret på den lov: Hvem betaler mest. Højesteret er en gemytlig forsamling, som holdes mellem kl. 10 og 12 aften og hvor de høje dommere sidder og drikker vin og ryger tobak. For at vinde sin sag, må man føre dem godt af.

Det er meget vanskeligt at tjene de første penge derovre, men siden er der penge at tjene i millionvis, blot man ikke er for dum, ærlighed kommer slet ikke i betragtning. En mand med 1 million regner man ikke for stort; først når han har 50 til 200 millioner, kommer han i betragtning. Et eksempel nævnte han i deres præsident. Man syntes ikke om ham, da han blev valgt

- hans svoger, den afgåede præsident, skaffede ham pladsen, fordi han intet ejede. Men nu har han været ved fadet i 4, år og ejer over 50 millioner, så nu er der intet i vejen. Denne uhyre formue kan han takke sin spekulation for, thi han har en forholdsvis lille gage. Et bevis på hvor entreprenant han er, får man ved at høre at han har udlejet den nederste etage i det slot, han bebor, til en skibsprovianteringshandel. Hr. Dahl har en ven derovre, som lever af at give massage på en badeanstalt. Der er han truffet sammen med præsidenten, og denne skyldte massagemanden 6 a 700 kr., "som han aldrig betalte", sagde hr. Dahl.

 

En anden kapitalist har tapetseret sit kontor med 3 af de værdifuldeste pengesedler på ikke mindre end 75.000  kr. stykket - altså en samlet værdi af 300.000 kr.

Der hersker en uhyre luksus i alt. Religionen, der er katolsk, optræder med megen pomp og pragt, og tyranniserer folk i høj grad. Man risikerer at blive hugget ned, hvis man ikke på gaden hilser et helgenbillede. Det at slå en mand ihjel er også kun en biting. Straffen derfor er en bøde eller højt regnet at blive soldat i et år - men det skal også være slemt at være soldat, noget i lighed med vort tugthus, mente hr. Dahl.

Til slut udtalte han at de eneste, han ville anbefale at rejse derover, var unge smukke piger, som fik høj løn for intet at bestille, da der var mangel på kvinder. Men, siger vi, er der mangel på kvinder til arbejde, så skal de jo bestille noget, og det at de ikke skal bestille andet end være smukke, peger uhyggeligt i retning af prostitution. Det er jo en gammel trafik at forskrive kvinder fra Europa til bordellerne i de lande, hvor der er mangel på kvinder.

Alt i alt skal man se sig godt for, før man rejser over til det "forjættede" land, det fik vi ud af det.

Endnu et. Der stod ved indgangen en masse mennesker som atter gik da de hørte at foredraget kostede 2 kroner. Det stod der nemlig intet om i hr. Dahls avertissementer.

(Social-Demokraten, søndag 10. november 1889).

Præsident på daværende tidspunkt, 1886-1890 var Miguel Juárez Celmán (1844-1909). Han var advokat og politimand. En aristokratisk liberal under indflydelse af sin svoger Julio Argentino Roca. Generelt berygtet for korruption og magtmisbrug. Han blev væltet efter en revolution ("revolucion del Parque") i juli 1890, og hans vicepræsident, general Carlos Pellegrini efterfulgte ham. Bl.a. fordi revolutionen hurtigt blev kvalt, men omvendt også fremprovokerede et præsidentskifte. I 1893 og 1905 var der igen opstande.

Argentina.

I Glassalen i Wittmack & Riises lokaler havde - skriver "Dag Nyh" - lørdag aften et halvt hundrede mennesker givet møde for at høre hr. Will. Dahl, søn af kaptajn Dahl fra Slagelse, holde et foredrag om Argentina, hvor hr. Dahl har opholdt sig hele otte måneder.

Publikum var meget broget sammensat. En del ældre damer, formodentlig tanter til foredragsholderen. nogle ganske unge mennesker, alle herværende udvandringsagenter, direktøren for den herværende argentinske direktion, den argentinske konsul og 6 referenter, det var sammensætningen af den forsamling, der ventede på hvad der ville ske. 

Ude i forhallen gik en nervøs sortskægget ung mand op og ned; han var iført kjole og hvide

handsker. Man gættede på, at det var foredragsholderen; formodningen slog til!

Da der var gået en halv snes minutter over den til foredragets begyndelse fastsatte tid og forsamlingen i et længere tidsrum ingen tilvækst havde fået, besteg hr. Dahl talerstolen. Han oplyste til en begyndelse, at Argentina er et land rigt på humbug; når man har været der i nogen tid, er man amerikaniseret, man har lært at tjene penge, man har tjent sine guldsporer.

Dagen anvender man til arbejde. Natten til - spekulation.

Et hovedprincip blandt argentinerne er det altid at låne 10 daler, når man trænger til en.

Lov og ret kendes så godt som ikke i Sydamerika, en parvenu kan skyde en af sine tjenere uden at nogen tænker på at straffe ham.

Hvad giftermål angår, da udføres de uden vielsesattest.

Sydamerika er et frit land. 

I Argentina spekuleres der i folks dumhed. Alle forretninger er grundlagte af europæere (englændere), men for argentinske penge. Om en snes år er Argentina måske engelsk besiddelse. (Direktør Huss: Det er løgn!).

Før man har tjent 1000 daler regnes man ikke for noget i Argentina. Emigranten har en mængde

fristelser at kæmpe imod; hr. Dahl havde besejret dem alle.

Om sin rejse til Argentina fortalte han forskellige småtræk, der fik de tilstedeværende udvandringsagenter til at sidde og rokke på stolene i nervøs uro.

Brødet var sejt som viskelæder og svineriet om bord i skibene rent afskrækkende.

Udvandrerne må også passe på. at de får guldpenge og ikke papirpenge, da de sidste står lavt i kurs.

Om de religiøse forhold fortalte hr. Dahl de mærkeligste ting. Således havde han i domkirken i Buenos Aires set afgudsbilleder stå side om side med Jomfru Maria. Dette synes at være det yderligste udslag af religionsfrihed.

Embedsmændene beriger sig efter hr. Dahls forklaring på statens bekostning. Den nuværende præsident var en uformuende mand da han valgtes, nu ejer han 60 millioner nationals, og han har dog kun 35,000 nationals om året. (Lydelig protest fra direktør Huss, der beder om ordet.) I det hele taget syntes hr Dahl ikke at stå på nogen god fod med den argentinske republiks overhoved, der endogså en dag havde ladet være at hilse ham på gaden.

Domstolene i Sydamerika syntes også lidt mærkværdige. Hr. Dahl oplyste således, at når to mænd havde en sag for landets højesteret, så vandt den der kunne traktere med den meste vin.

Den mærkelige konklusion, hr. Dahl drog af alle de ubehageligheder, han sagde om Argentina. var - hvis De vil rejse, så rejs til Argentina ; ja, det sagde manden virkelig.

Dermed sluttede han foredraget, og folk forlod salen; hr. Huss fik ikke ordet, men bebuder sag mod Dahl for fornærmelser mod republikkens præsident.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 11. november 1889)

Udvandringen til Sydamerika.

Hr. Dahls foredrag.

om forholdene i Argentina (refereret her i bladet i søndags) har vakt den argentinske republiks direktørs allerhøjeste mishag. Han har tilsendt os følgende skrivelse:

Hr. redaktør !

I anledning af hr. Guillermo Dahls foredrag i lørdags aftes tillader jeg mig herved at bede hr. redaktøren af Deres ærede blad at henlede opmærksomheden på at dennes fremstilling selvfølgelig er usand og kun røber en fuldstændig mangel på kendskab til forholdene i republikken.

Med hensyn til hans udtalelser om præsidentens forhold vil han blive tiltalt efter straffelovens § 82.

Ærbødigst

Godtfred v. Huss.

Argentinske Republiks officielle Direktør i Skandinavien.

§ 82 indeholder bestemmelse om, at den, som forhåner de i udlandet regerende personer og tillægger dem uretfærdige og skammelige handlinger, straffes med fængsel eller bøder, når vedkommende lands repræsentant forlanger det.

Det er imidlertid meget tvivlsomt, om hr. Huss kan kaldes "repræsentant". Den titel, han giver sig selv, nemlig "Argentinas direktør", lyder højst besynderlig og er vist ikke anerkendt blandt diplomaterne. Hr. Dahl synes at nære samme mening. Han sendte os i aftes en skrivelse, hvori det bl. a. hedder:

I anledning af, at en hr. Huss har truet mig med sagsanlægget for den omtale, som jeg i mit foredrag i lørdags aftes gav republiken Argentinas præsident, har jeg såvel hos den herværende generalkonsul for Argentina som i udenrigsministeriet og hos Politidirektøren henvendt mig med forespørgsler om, hvorvidt nævnte hr. Huss er officielt akkrediteret her i landet som Argentinas repræsentant, men har af samtlige nysnævnte autoriteter fået til svar, at de enten ikke kendte men i hvert fald ikke anerkendte ham i den af ham opgivne stilling. Som følge heraf kan det naturligvis ikke falde mig ind at indlade mig i nogensomhelst offentlig diskussion med hr. Huss.

København, den 11. november 1880.

Deres meget ærbødige

Guillermo Dahl.

Opmærksomheden er blevet henledt på den agitation, som drives for at hverve udvandrere til Sydamerika, hvor man søger at erstatte negrene, som nu er frigivne, ved hvide mænd.

Vi har belyst forholdene i Brasilien og Argentina. Nedenfor omtaler vi en tredje sydamerikansk stat, nemlig 

Chile

Den chilenske regering anstrenger sig for at skaffe sig de der manglende arbejdskræfter fra Europa. Foruden de for de nye kolonier i Aurakanien bestemte nybyggere søger man at vinde såkaldte "frie indvandrere". De består mest af håndværkere og fabrikarbejdere, men i den nyeste tid er der også gået mange arbejdsmænd (landarbejdere og jordarbejdere etc.) til Chile. Hovedkontingentet af de "frie indvandrere", hvem der tilstås overrejse for en trediedel af den almindelige pris, har hidtil Frankrig, Italien og Svejts leveret. Godsejerne og storbønderne i Chile, som hidtil måtte lade en stor del af deres jord henligge udyrket, søger nu at drage fordel af disse fremmede arbejderes nærværelse og afslutter kontrakter med dem, hvilke kontrakter er meget ugunstige for Arbejderne. Et blad i Santiago offentliggør en sådan mønsterkontrakt, afsluttet mellem Don Belisacio Tones i Lonquen (i departementet Viktoria) og 60 "frie indvandrere". Kontraktens fem artikler lyder i det væsentlige således :

I) Godsejeren overlader indvandrerne så meget land som de kan dyrke, og stiller heste, avlsredskaber og Uds.rd tll der rådighed.

2) Af høsten får godsejeren først udsæden tilbage og dernæst det halve af den øvrige høst.

3 ) Godsejeren betaler hver indvandrer pr. arbejdsdag 80 centavos og 10- 11 centavos til kosten. Disse penge må betales tilbage ved høstens deling. Men overlader indvandreren godsejeren hele høsten, så er denne tilbagebetaling ikke nødvendig. (Tænk!)

4) Godsejeren overlader hver 5 individer (indvandrere) et jordstykke, en kvadra (lig 125 meter) bredt og en halv kvadra langt, på hvilket de kan opføre deres huse og anlægge deres haver. Materialerne til husenes bygning leverer godsejeren til indkøbspris.

5) Går høsten uden indvandrerens skyld tabt, så har godsejeren ingen ret til at inddrive de ydede forskud.

Selv chilenske blade fremhæver, at slige kontrakter er meget fordelagtige for godsejerne. Som det ses af artikel 3 drejer det sig ligefrem om at vinde stadige billige arbejdskræfter. Ved de modtagne forskud (til opførelse af huse etc.) bliver indvandreren lænket til stedet.

Arbejdere, der håber at sikre sig en bedre fremtid i den nye verden, advares derfor mod at udvandre til Chile.

(Social-Demokraten 12. november 1889).

Om forholdene i Argentina

holdt hr. Guillermo (?) Dahl i forgårs et foredrag i København. Hr. Dahl der har opholdt sig nogle få måneder i Buenos Aires og byggede sit foredrag på erfaringer indhøstede i et så kort tidsrum, fremstillede efter hvad man kan skønne af de københavnske blades referater, Argentina som en humbuggens stat hvor den der snyder og bedrager mest og bedst, hurtigst kommer frem. Han anbefalede unge mænd og unge, smukke piger at udvandre dertil! Under sit foredrag angreb han bl.a. Argentinas præsident, hvem han rent ud sigtede for at berige sig på statens bekostning. I anledning af denne graverende sigtelse vil hr. Dahls optræden som foredragsholder få et "Nachspil"; Republikken Argentinas officielle repræsentant i Skandinavien, hr. direktør Hufs, bekendtgør nemlig idet han samtidig kalder hr. Dahls fremstilling af forholdene i Argentina usand og røbende "fuldstændig mangel på kendskab" til republikken, at samme hr. Dahl for sine udtalelser om præsidenten vil blive tiltalt i henhold til straffelovens § 82.

(Slagelse-Posten, 11. november 1889).

Den argentinske republik og hr. Huss.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

Jeg udbeder mig plads for følgende i Deres ærede blad: I anledning af, at en hr. Huss i Deres meget ærede blad har truet mig med sagsanlæggelse for den omtale, som jeg i mit foredrag i lørdags aftes gav republikken Argentinas præsident, har jeg såvel hos den herværende generalkonsul for Argentina som i udenrigsministeriet og hos politidirektøren henvendt mig med ærbødige forespørgsler om hvorvidt nævnte hr. Huss er officielt akkrediteret her i landet som Argentinas repræsentant, men har af samtlige nysnævnte autoriteter fået til svar, at de enten ikke kendte, men i hvert fald ikke anerkendte ham i den af ham opgivne stilling. Som følge heraf kan det naturligvis ikke falde mig ind at indlade mig i nogen som helst offentlig diskussion med hr. Huss! Han indfandt sig til mit foredrag og søgte gentagne gange at forstyrre mig ved en mildest talt meget taktløs opførsel, så jeg i førstningen fristedes til at tro, at det var en beruset eller åndssvag person. Jeg havde indbudt til et foredrag og ikke til et diskussionsmøde, hvad hr. Huss jo burde vide, men jeg skulle ikke desto mindre gerne besvaret forespørgsler, fremkomne på en høflig og sømmelig måde, men hr. Huss' optræden var af en sådan beskaffenhed, at det ikke et øjeblik faldt mig ind at han fortjente nogen som helst hensyntagen, og jeg føler mig forvisset om at det ikke kunne falde nogen regering ind at lade sig repræsentere af en person som hr. Huss! 

Idet jeg hermed erklærer mig færdig med hr. Huss, beder jeg den meget ærede redaktion tilgive, at jeg har lagt beslag på så mange linjer i Deres ærede blad for denne herres skyld!

København d. 11. november 1889.

Deres meget ærbødige

Guillermo Dahl.

(Morgenbladet (København), 13. november 1889).

William Dahl er muggen.

Denne beklagelige kendsgerning fremgår med tilstrækkelig tydelighed af nedenstående brev, hvormed han har beæret red. Jensen:

København den 12/11 1889

Hr. redaktør H. Jensen!

At de vedbliver at forfølge min fader med Deres uudslukkelige had, efter at han nu i snart 2 år har holdt sig fuldstændig uden for al politisk og kommunal virksomhed, og kun virker som privat mand, er mig og vist nok mange andre uforståeligt, men at De også overfører Deres hadefulde forfølgelse på mig, fordi jeg er hans søn, er endnu mindre forståeligt. Dette har De nemlig vist, dels ved bebudelsen af mit foredrag og nu yderligere ved at optage det eneste ondskabsfulde referat af min optræden som foredragsholder, mens der i andre blade, fx "Dagbladet", findes objektive gengivelser.

Jeg tillader mig vedlagt at fremsende et udklip af "Dagens Nyheder", indeholdende et svar fra mig, og jeg beder Dem, såfremt Deres fanatiske had til min far ikke har udslukt al retfærdighedsfølelse hos Dem, at optage dette "in extenso"

Håbende på at finde denne retfærdighedsfølelse hos Dem tegner jeg 

Ærbødigst

Guillermo Dahl.

(Herefter følger det brev som Dahl sendte om Huss)

Direktør Huss offentliggør følgende som den argentinske lov af 25. november 1886 gør ham det til pligt at fremsætte:

Buenos Ayres den 20. januar 1887.

Republikkens præsident dekreterer i almindelig ministerråd:

1) Der skal dannes et informationskontor i Sverige, Norge og Danmark.

2) Til direktør for samme udnævnes hr. Godofredo Huss.

3) Direktionen skal etableres i København

4) Kommunikeres alle pågældende, de fornødne instruktioner udfærdiges og nærværende indføres i nationalregistret.

Underskrevet: Juarez Celman, republikkens præsident.

firmeret: Norborto Quirno Costa, udenrigsminister.

*   *   *

Vi føler os forud overbeviste om at den hjemvendte spanioler ikke har beråbt sig med slægt og venner før han skrev ovenstående brev der næppe kan være disse til halv så megen fornøjelse som det har været os.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 13. november 1889).

"København" havde 14, november 1889 et interview med Huss som de introducerede som direktør for den argentinske regerings informationskontor. Han benægtede at have afbrudt foredraget på noget tidspunkt. Men at han efter foredraget havde gjort Dahl opmærksom på at han ville indberette dennes usømmelige udeladelser. Hvad han også havde gjort til konsulatet og regeringen.  Hverken generalkonsulen eller vicekonsulen reagerede imidlertid på Huss' henvendelse, hvorfor Huss i stedet indberettede sagen til republikkens minister i Paris. Det eneste der kom ud af det var at ministeren til generalkonsulen undrede sig over at denne ikke havde indberettet sagen. 

En oversøisk Fiffikus

Hr. Guillermo Dahl arresteret.

Atter har denne berejste gentleman, der utrættelig og med spansk foragt for midlerne efter sin hjemkomst fra det fjerne Argentina har arbejdet på at gøre sig bemærket, formået at få et navn i folkemunde.

Han har vandret rundt med en paddehatteformet hue på hovedet, han har flottet sig som en hjemvendt millionær rundt på kipper og knejper, forleden udstedte han invitation til mennesker, han tilfældig havde truffet på, til stor middag på Hotel Cramer i Malmø "i anledning af sin udnævnelse" - guderne må vide til hvad. Alt sammen hjalp det ikke, han var i færd med at gå ganske i glemmebogen igen.

Så gjorde han den sidste kraftanstrengelse. Og hvad der, mærkelig nok, ikke er sket før, skete forleden: han blev anholdt. Grunden til anholdelsen var denne.

417 Kr. for 500 Reis.

For en argentinsk seddel, lydende på 500 reis at få 417 gode danske kroner, det var det eksperiment, der gav hr. Guillermos glade leben sit knæk. 

Ude hos Kehlet var det, han anstillede eksperimentet.

Der sad den flotte argentiner en aften fornylig, elegant henslængt, cigaretten i mundvigen, genstand for de skønnes smil og vink. For flot knaldede champagnen på hans bud - han nægtede sig overhovedet intet. 

Så kom betalingens stund.

Først siges der rigtignok, at hr. Guillermo, der havde været udenfor og luftet sig et øjeblik, nær havde taget fejl af vejen og, i stedet for at vende tilbage til lokalet, var gået ud af haven, bort fra sangen og glæden - og gælden. - Men en hjælpsom opvarter viste ham tilbage til salen, hvor hans regning høflig blev præsenteret ham. Han så blot flygtig på den.

"Nå, 36 kr." han stak rolig hånden ind i brystlommen og trak en lommebog frem.

"Værs'god, her er en seddel på 500 reis."

Opvarteren så forbavset på sedlen - Argentinerfareren overlegent på ham.

"Ja, den gælder ca. halv femtehundrede kroner - lad mig få 417 igen."

Opvarteren henvendte sig til hr. Kehlet, han var ikke ganske hyggelig ved affæren. Hr. Kehlet lod hente en mønttabel, og det viste sig ifølge denne, at 500 reissedlen i danske penge svarede til  femogfirsindstyve øre.

Man tog nu ganske rolig hr. Guillermo ved vingebenet og førte ham til politiet, der anholdt ham.

Senere har det nok vist sig, at hr. Dahl også har beriget droskekuske med sine reissedler og hos flere opvartere har søgt at rejse kroner på dem.

I disse dage er der erklæret arrest over den fiffige herre.

En "ven" om hr. Guillermo.

Da hr. Guillermo Dahl kom her tilbage til Danmark, var et af de første steder, hvor han aflagde visit hos en herværende kaptajn, hvis søn opholder sig i Argentina.

Hr. Guillermo præsenterede sig som en god ven af sønnen og familien tog henrykt imod ham og udspurgte ham ivrigt hvorledes det gik sønnen i det fjerne land.

Og på alt vidste hr. Guil. svar. Livligt berettede han om den savnede søn, mens familien henrykt lyttede til.

Til slut spurgte hr. Dahl, om ikke familien skulle sende julegaver, breve o. lign. til sønnen, for da skulle han påtage sig at besørge det altsammen over til hans kære ven.

Fulgt med mange taksigelser lige til døren af den glade familie forsvandt Argentinafareren. Men et par dage efter kom der et brev fra sønnen.

Og bl. a. stod deri at læse, at dersom en person ved navn hr. Guillermo Dahl skulle indfinde sig i deres hjem, havde man bare at smide ham på hovedet ned af trapperne.

Hvor Hr. Guillermo har sine reis fra.

Om hr. Dahl i Argentina fortælles der i et hertil ankommet privatbrev følgende:

Just som hr. Dahl ankom til Argentina, havde en stor ildebrand, fremkaldt ved en gaseksplosion, ødelagt et stort etablissement. Nu gælder der i argentinske assuranceselskaber den bestemmelse, at for ildebrande, hvori gas eksplosioner har været skyld, udbetales ikke assurance.

Da hr. Guillermo erfarer det, hvad finder så den driftige mand på. Han opretter straks et skandinavisk Assuranceselskab, der note Kano og«na udbetaler assurance, når gassen har været brandstifter. Og mange folk, der er belærte af den nylig stedfundne katastrofe, strømmer til for at assurere sig.

Da hr. Guillermo har fået deres penge, forsvinder han naturligvis for at drage til Europa og berette, hvilket forfærdelig land, Argentina er.

(København 1. januar 1890).

Dahl fik efterfølgende en dom på 4 gange 5 dages vand og brød. Hr. Huss fik ordre af sin regering om at lukke sit kontor. En af hans ansatte, Mathias Petersen, sendte ham kongens foged på halsen for at få udbetalt sin løn på 100 pesos guld (2000 frks). Fogeden lagde dernæst beslag på vareprøver og 10.000 bøger. I februar 1890 blev Huss arresteret for gæld, oparbejdet gennem et luksuriøst liv. Han blev fængslet i 6 uger. Efter at være løsladt mod kaution, dukkede endnu en kreditor op, men det lykkedes Huss at undslippe og rejse til Sydamerika.

Kalkeballen. (Efterskrift til Politivennen).

Glæd dig, københavner! Atter åbnes et sangens og kunstens hjem, hvor du kan søge hvile og trøst efter dagens byrdefulde gerning! - Dine længsler, din tørst efter åndelig nydelse, som ikke kan blive tilfredsstillet af en Coquelins eller en Holbergs forældede uanstændigheder, vil dér finde alt, hvad et hjerte, som banker varmt for det store, skønne og fyldige i livet, kan begære.

Ja stort, skønt, fyldigt og ægte kunstnerisk bliver der, for hvad vil man vel forlange mere end en atlet på sine tre alen og med skuldre som en Herkules og en glimrende, bedårende fremtoning som "den mørke Madigan". Og så fylden, den véd jeg da er værdig repræsenteret ved fru Anna Christensen, såvel i person som i komik.

Ærede københavner! Du kender Frederik Henriksens viser. Lyv ikke! Du har hørt dem mange, mange gange bande på Lille Ravnsborg og i Boulevarden, hvis de ikke er kunstige, så véd jeg min salighed ikke, hvad kunst er.

*   *   *

Og hvilke minder den sal vækker både hos gamle og unge. Husker du, hvidhårede københavner, da du som barn var med fader derinde for at høre "Bagge", den gale danselærer, deklamere og skælde folk ud? Og husker du, hvor nøje I så efter, når I ved "Assembléen" havde fået jeres portion forloren skildpadde, om ikke betalingen for den forrige gæsts fortæring, en gammel mark, skulle ligge på tallerkenen endnu? Og husker du, hvor knusende arrig md. Schæffer blev, når I gav hunden karbonadebenet? "So en Schweinhund sollte nicht den Ben haben, den sollte wieder bruges til Karmenade." - 

*   *   *

Og du, gråsprængte! Mindes du den gyldne tid, da Valdemar og Harald Kolling, Helsengreen, Frederik Madsen og Fritz Knobelauch tjente deres sporer derinde, og fra "Ballens" brædder vandrede op på de scener, hvis pryd de blev? Husker du, da Theodor Andersen spillede i "Søetatens dramatiske" og bedårede alle "Nyboders tøser", som Peter i "Capriciosa" og den anden søgut i "Frieriet på Helgoland", og fremfor alt mindes du Uhde.

*

Og du, sådan ved de fyre, som nu med en ærbar mine fortæller mutter, at du aldrig i din ungdom er kommet på "slige steder", du tænker dog i løndom ofte med et suk på de glade dage, da du svang dig i en to skillings "forkert" til Carl Eriksens bedårende toner.

Stakkels Carl! 

Det var dig, som gamle Lumbye tænkte sig som sin efterfølger. Du ejede både lune, humør, inspiration og musikalsk begavelse, mon du ikke for ofte komponerede melodier til "Vi vil ha'e øl" og "Peter er fuld"? 

Men du var kvik og frisk at se på den gang, når du energisk svingede din taktstok og lod din "allernyestes" flotte rytmer klinge ud i salen, så alle pigebørnene fik en følelse, som om de blev kildede under fødderne og hellere end gerne var fløjet dig om halsen oppe på tribunen som tak for det "øndige nummer".

Og da gamle Eriksen med det gemytlige ansigt stod bag ved buffeten og slog takt med hovedet, mens han skænkede småsnapse. "Det er min søn Carls nyeste komporsesion," sagde han med stolthed.

Du glade københavner, på henved de fyrre, alle disse småminder og erindringen om den lille kæreste du en "balaften" fik derinde, og som du i grunden ganske godt kunne lide, dukker op for dig.

Men for Guds skyld, tal endelig ikke til mutter om det.

*

Jo, jo, Frederik Henriksen og Anna Christensen, det er et ansvarsfuldt hverv, I har påtaget jer!

Husk, I må værne om Kalkeballens gode, gamle tradition "Københavnergemytligheden". 

Intet af disse glade minder må forstyrres. I må spille komedie, som Knobelauch og "gamle Green", og I må kunne sige en monolog som Frederik Madsen og synge en rørende vise som Kolling i Verdens Herkules.

Og I må sætte alle smålige hensyn til side og altid sørge for skønne ungmøer, som - Gud bevares i al anstændighed - kan bedåre den maskuline ungdom ved smil og blikke ligeså fuldt som de små fugle, der i sin tid svingede sig til musikkens toner i gamle fatter Eriksens salon.

Og De, ærede hr. musikdirektør, fyld publikums øren med de nyeste seksture og trippevalse, så skal De se, hvor De vinder deres hjerter, så vil De få det hæderfulde tilnavn: "en Carl Eriksen nummer to". 

Om De, hr. restauratør, vil følge md. Schæffers eksempel og muligvis anbringe en krones penge eller en 50 øre på bunden af nogle enkelte bajere eller toddyer vil jeg overlade til Dem selv at afgøre. Nu har De fået idéen, vær så artig benyt den kun.

Kis.

(København 12. november 1889)

P. C: Klæstrup (1820-1882): Komedie i Kalkeballen (1879). Kalkeballen lå på hjørnet af Store Kanninekestræde og Lille Kannikestræde. Den blev 1864 omdannet til et danselokale. Det er tydeligvis den sidste funktion som artiklen mindes. Bygningen blev nedrevet i 1918. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kalkeballen var oprindeligt et meget populært dilettantteater, opført 1819. Efterhånden tabte det publikums interesse, det blev kortvarigt et sted for gøglertrupper og lignende. I stedet skiftede det i 1864 til "Eriksens Salon", med dans flere aftener om ugen for "velklædte personer". Det synes det dog lidt småt med, for stedet blev også kaldt "Det Blå Øje" - chancen for at redde sig sådant fra et slagsmål var åbenbart til stede. Aviserne berettede regelmæssigt om slagsmål og ballade på stedet. 

Kalkeballen.

Dette er den bestandig-borgerlige variete.

Her møder småhandleren med mutter og rollingerne, når han vil have sig en oæn gemytlig aften. Her sætter urtekramsvenden som kæreste stævne når butikken er lukket.

Her ses sjældent vin og aldrig absinth.

Man bør ikke lade sig skræmme af de lidt vovede vægmalerier hvis cancandansende Zouax og piroutetterende Grisette fra det andet kejserdømme ikke anslår den decente tone som råder på den lille 5 alens scene.

Hr. fr. Henriksens couplets er ikke videre morsomme, men de er grumme anstændige, og hr. Chr. Petersen som under mange forklædninger giver sine numre til bedste - han er både Tordenskjold, Scheiblein og Christian V på Kongens Nytorv - har højst regnet en lille toilettehentydning til at vække forargelse. Selv en kortskørtet og tykbenet frøken Christoff der med noget blegnende ynder og en del spyt i trompeten synger revysange, på den sædvanlige kys-mig-om-du-kan maner, ser ud til at høre til det gode selskab. Hun bærer i det mindste forlovelsesring og er nedringet efer ærbarhedens love.

Den obligate "jonglør-ekvilibrist" fattes selvfølgelig ikke. Han hedder mr. William Corolo, men er dog vist fra Grønnegade, og hans kunster ville være ganske behagelige hvis han ikke afleverede dem så umanerlig sejt og hvis han ikke så ud som en barber.

Men etablissementets great attraction er dog fru Anna Christensen der for et ringe vederlag af 10 kr. pr aften her holder sine laurbær friske. Når hun i salonfähig selskabsdragt tager på vej med den stemme der endnu er hende levnet, er hun ærligt pengene værd, og når hun som frelserglad halleluja-pige slår til guitaren, ser hendes lyse fuldmåneansigt af alvorlige mennesker i salen kun de tre urokkelig musici som med en kunstens velgørende ro trakterer et forstemt flygel og to bedrøvede violiner.

Pet.

(København, 13. marts 1890).

Efter artiklerne åbnede for en kort stund dansesalonen "Valkyrien" på Vesterbro her 1900 indtil omkring 1914. Men i 1918 fik KFUK revet bygningen ned og den nuværende bygning opført.

En messingplade på husmuren fortæller at på dette sted udgav bogtrykker Ernst Henrich Berling i 1749 det første nummer af sin avis her. 

Vilhelm Moritz Henriques: Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

Vilhelm Moritz Henriques (1828-1889) var direktør ved Frederiksberg Fattigvæsen og far til komponisten og violinisten Fini Valdemar Henriques (1867-1940), hans 10. barn som ligger begravet på Vestre Kirkegård. Navnet fik han fordi faderen ikke ville have flere børn. 

Justitsraad

Henriques.

I går er justitsråd, fattigforstander på Frederiksberg Henriques pludselig afgået ved døden. Den afdøde indfandt sig, punktlig som altid, på sit kontor ved tolvtiden. Han følte sig meget utilpas. Ildebefindendet tog til i så høj grad, at han måtte lade sig køre hjem.

Kl. ca. 2 afgik han ved døden. Enhver kendte justitsråd Henriques. Dette ejendommelige gammeldags ansigt, glatraget med skarpttegnede træk, kloge iagttagende øjne under de sorte bryn, og hovedet omkruset af et kraftigt, krøllet gråt hår. Der var noget af en Gades, en Mozarts skikkelse over den gamle justitsråd, der som "Nationaltidende" medarbejder var kendt overalt.

Og han elskede da også musikken. I hans hjem ude på Frederiksberg, i en hyggelig lille villa, samledes forfattere, gamle som unge, til hans musikalske aftener. Dér, i de små hyggelige soiréer, nød man de gamle mestres og de banebrydende unges musik, forstående og overbærende. Sønnen Fini Henriques, der alt har vist sig som et så lovende Talent, har sikkert høstet stor nytte af disse soiréer, hvor man hos den gæstfri vært der altid var glad ved at se ungdom om sig, diskuterede dagens spørgsmål, men hvor navnlig litteratur og musik var aftenens emner.

Som journalist navnlig var den afdøde naturligvis bekendt i vide kredse. Overalt hvor hans kendte ansigt viste sig, var han velkommen. Man vidste at der kom samvittighedsfuldheden og den upartiske elskværdighed i egen person. Ganske unge journalister der, ukendt med deres arbejde, kom til et møde som udover det almindelige krævede kundskab og åndsnærværelse, har høstet godt af den gamle justitsråds hjælp. Beredvilligt overlod han sit manuskript, lidt vidtløftigt og skrevet med gamle, stive bogstaver, der ikke altid var let at tyde, til den unge. Og når han takkede, nikkede han med det gamle grå hovede og sagde blot: "Ja, De har da vel forstået det", smilede og nikkede igen. Han ville så gerne hjælpe de unge der ville frem på den bane hvorpå han, omend i det mere utaknemmeligt gebet som referent, har arbejdet så flittigt som få.

Justitsråden der var far til en stor børnflok, er svigerfar til journalist Blichfeldt ved "Avisen", som også i den sidste tid har arbejdet ved "Nationaltidende".

I fredags virkede den afdøde sidste gang i sin kære virksomhed som journalist. Han sad som sekretær ved amtsrådets møde, smilende og glad som altid og påpasselig, stadig lyttende og skrivende. Ingen skulle da troet at denne gamle, rørige, ja næsten trods de grå hår, ungdommelige mand, var døden så nær. 

K.

(København, 25. november 1889).

Vilhelm Henriques, direktør Frederiksberg Fattigvæsen. Fotograf: Georg W. Alexandersen (1843-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Justitsråd Henriques Død. Det pludselige dødsfald hvorved den bekendte journalist justitsråd Henriques bortkaldtes, kom meget uventet. Den afdøde der var 62 år, var meget rask og rørig og kunne som altid ende to mænds gerning. Om morgenen gik han hen til Frederiksberg Hospital hvis forstander ha var. Forinden spøgede han med sin familie. En af døtrene havde fødselsdag og hun skal giftes på fredag. Faderen gav hende en tikrone med den bemærkning hvorved ha tænkte på brylluppet at det blev de sidste penge hun fik af ham. Da han kom hen på hospitalet, blev han syg, og lægen gav ham en morfinindsprøjtning. Det hjalp og justitsråden kunne nu køre hjem i en droske. Han ledsagedes af en underordnet der fulgte ham ud af vognen. Få øjeblikke tog han ham i sine arme, idet han faldt, og bar ham op på en sofa. Få øjeblikke efter var livet udslukt. Hjertet var bristet. Efter jødisk skik skal den afdøde begraves hurtigt, allerede idag på den mosaiske kirkegård.

(Roskilde Avis, 27. november 1889). 

Justitsråd Vilhelm Moritz Henriques' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1894 kom det frem at Henriques måske havde været lige lovlig troskyldig: Fattigvæsenets kasserer Hasselbalch tilstod at have bedraget for mellem 56.000 og 80.000 kr. ved at forfalske kassebøger. Bedragerierne var allerede startet i 1882. Henriques havde så sent som i 1888 tilskyndet en kendt professor på Frederiksberg til at have ydet 12.500 kr. til at bringe Hasselbalch på fode igen. Han havde hjulpet Hasselbalch til et lån i Landmandsbanken på 5.000 kr. Henriques underrettede ikke de nye inspektører om disse forhold, og Hasselbalch forblev i stillingen, fortsatte bedragerierne og blev i 1892 udnævnt til hovedkasserer. Pengene var angiveligt gået til en luksusvilla og et liv med vin og kvinder. 

Henriques mente at enhver forbryder som ville rejses, burde have den støtte dertil som var nødvendig. Han havde ansat flere der tidligere straffede for bedrageri og vekselfalsk. Bl.a. Frederik Rathsack. Denne var i 1887 kommet til Frederiksberg Fattigvæsen for at hæve understøttelse, og Henriques gav sig i snak med ham, og tog ham i tjeneste som skriver. På et tidspunkt befandt der sig adskillige forbrydere på hospitalets kontor, udover Rathsack også J. Nielsen og Steiness. En tiltalt i sagen, fuldmægtig J. Nielsen hængte sig i arresten. 

Alle blev idømt længere forbedringshusstraffe og erstatning. En længere redegørelse for sagen kan læses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. april 1895, og Social-Demokraten 28. april 1895.

Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

 Under politidirektør Vilhelm Christoffer Crone (1813-1887) skulle den omorganisering som var udformet af Bræstrup, gennemføres fra 1863. Det skete i form af "dagsbefalinger" og regulering af det offentlige liv ved politivedtægter. Magtanvendelse undgik han helst, dog ikke i 1872, da han under socialistoptøjerne ved at forbyde fælledmøderne, gennemføre forbuddet og arrestere førerne kvalte den hele bevægelse i fødslen. Crone fratrådte sin stilling 1. august 1887. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Politierindringer fra året 1882 og frem beretter dog at disciplinen inden for korpset kunne være sløj. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene.

En senere artikel, en erindringsartikel af en anonym politiassistent 19. juli 1898 berettede følgende om Henrich Gerhard Thalbitzer (1829-1896) og andre ansatte i politiet:

Gamle minder

af en fhv. politiassistent

--

Thalbitzer og Theodor Petersen. 

Hvordan afdøde Thalbitzer var som byfoged og byskriver i Ringsted, herredsfoged og skriver i Ringsted Herred, birkedommer og skriver ved Skjoldnæsholm og Svenstrupgård birker - så lang er nemlig en dansk, bureaukratisk titel - det ved jeg ikke og det interesserer sikkert også grumme lidt "København"s læsere.

Her skal i korte rids gives et par minder om den dygtige, humane og populære politiassistent, der indtil 1883 styrede Pilestrædes station.

Thalbitzer var københavner med liv og med sjæl. Og denne naturegenskab i forbindelse med en uforstyrrelig ro, en ypperlig mave med dertil hørende godt humør samt den for en politimand fornødne bon sens - gjorde, at ingen, som han, havde evne til at tumle selv den uroligste københavner, tilvejebringe forlig mellem en gnaven husmor og en vel næsvis tjenestepige.

I maj og juni 1876 havde jeg personlig lejlighed til at lære at kende Thalbitzers på sit område enestående evne til at bringe småbagateller ud af verden og hindre unødig rapportskrivning. Men den gang var også Clausen - en jovial og human mand - første politiinspektør og hr. Theodor Petersen var kun cand. juris, fhv. dragonløjtnant og overbetjent på Pilestrædes station.

Inden min ansættelse som politiassistent på St. Thomas skulle jeg gå som volontør et par måneder på en københavnsk politistation. Det var daværende guvernør Garde, som havde fået den ide, og anbringelsen af mig var blevet overladt til daværende vicepoiitidirektør Oldenburg. Han modtog mig med et smil og sagde: "Pilestrædes Station passer vist bedst. Thalbitzer er sådan en fornuftig mand. Men husk på, at Garde særlig vil have, at De, der ikke har været soldat, skal deltage i mandskabets eksercits, samt lære at kommandere.

Så blev jeg afleveret til Thalbitzer. Han skoggerlo: "Hvad Fanden skal De gå her for i to måneder. At skrive en rapport lærer De med deres forudsætninger jo på to dage, at kommandere militærisk lærer De sgu' aldrig, så civillistisk, som De ser ud. Og hvordan man skal behandle negrene og negerinderne derovre, ja, det har jeg intet begreb om. Men nu kan De jo møde her hver formiddag kl. ti og drikke kaffe med mig og overbetjentene Theodor Petersen og From Petersen. Så kan vi jo snakke om tingene.  Og De kan om eftermiddagen inspicere patruljbetjentene sammen med Theodor Petersen for senere på aftenen at gå i Tivoli eller Figaro med opdageren From-Petersen. 

Som sagt, så gjort, men noget lærte jeg dog. Jeg lærte, at en politiassistent bør være rolig og human, aldrig hænge sig i småting, være lige høflig overfor fattigmand og rigmand, såvidt muligt dække sine underordnede. Og den lære kan jeg takke gamle Thalbitzer for.

Af From-Petersen - en af vore flinkeste og mest erfarne opdagere - lærte jeg at skrive en klar og kortfattet rapport. Og så gav denne verdens- og menneskekloge mand mig mangt et råd og vink, der senere er kommet mig til gode.

Theodor Petersen. 

Lærte jeg intet som helst af. Han var i øvrigt den gang en livlig og elskværdig yngre mand. Det var tydeligt, at det svært pinte den tidlige dragonofficer, at han skulle rende rundt i en simpel overbetjents uniform. Derfor trak han i reglen i civil, når posterne skulde inspiceres.

Jeg gad vide, hvad politiinspektør Petersen ville sige, når de nuværende overbetjente ville inspicere som civilister: 

- - Føj for pokker, hvor det ville regne med dagsordener og mulkter!

Overbetjent Theodor Petersen skulle altså lære mig at eksercere og kommandere. Så mødte jeg- iklædt en lysegrå sommerdragt - i Rosenborg Eksercerhus og blev stillet op mellem de blåklædte kæmper. Marchen tog sin begyndelse. Ideligt lød det med rungende røst fra Theodor Petersen:

- Åh, De i den grå dragt, kan De ikke holde trit. Venstre, højre, venstre, højre. 

Men lige skidt var det med mit militære trit. Og en almindelig munterhed bredte sig blandt betjentene. Disciplinen stod på spil, og jeg fik ordre til at forlade rækkerne og under hele forestillingen stå som en slags adjudant ved Theodors venstre side.

Derpå blev jeg sendt op i den anden ende af salen og begyndte at kommandere, men en dæmpet latter bevirkede, at jeg straks fik ordre til at træde af.

Dermed endte min indøvelse i det militære ABC.

Fra Crone

fik jeg dog nedenstående anbefaling

"Københavns Politi.  
Politikammeret, 
den 3. juli 1876, 
Cand. juris, N. N. har i et tidsrum af 2 måneder fra 1. maj til 1. juli d. 21. som volontør arbejdet under Københavns Politi for at gøre sig bekendt med polititjenesten, der er i så vidt omfang som muligt givet ham lejlighed til - at sætte sig ind i de forskellige under politiet hørende forretninger og han har tildels selv assisteret ved disse. Ligeledes har han deltaget i politistyrkens militære eksercits, dels med mandskabet i øvelser, dels har han prøvet at kommandere.

De ham overdragne forretninger har han udført til tilfredshed, han har med interesse deltaget i tjenesten og vist gode anlæg for denne, såvelsom til hurtigt at sætte sig ind i forretningerne.

Crone.
Politidirektør."

Af de i anbefalingen udhævede linier vil det ses hvorledes det lykkedes Thalbitzer - der konciperede anbefalingen - uden at træde sandheden alt for nær og uden at skade mig at berøre mine militære præstationer.

I sandhed, gamle Thalbitzer var et godt hoved og en brav mand.

I 1885 blev der imidlertid ansat en ny chef for ordenspolitiet, omtalte Theodor Petersen blev udnævnt til politiinspektør. Han fik rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser. Betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende.

Se eventuelt bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”. (Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).

Også i offentligheden blev han en kendt og omdiskuteret person. Første gang han nævnes i aviserne er i juli 1886 forbindelse med løsladelsen af folketingets formand, Chresten Berg (1829-1891), som 1865-1891 var folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Her er beskrivelse af ham ikke just sympatisk. I de følgende blev han regelmæssigt fulgt af dagbladet "København" fra 1889:

Inspektøren inspicerer

Theodor Petersen i Kisten, Valkyrien, Blanch og Rydberg

Kendt er han af hver københavner, den smækre, elastiske skikkelse med det glorøde hår, de skarptskårne, mefistofeliske træk og det lidt brøsige snit.

Kendt er han, men alt andet end populær. Og det er i grunden synd, for han er i virkeligheden sådan en rar mand, han Theodor Petersen, politiinspektør for ordenshåndhæverne, cand. juris med anden karakter og fhv. sekondløjtnant ved dragonerne. Han kaldes jo også ret karakteristisk for "Dragonen". 

Militær er han med liv og sjæl, men uheldigvis er hans militære uddannelse kun halv; derfor gør han sig skyldig i de samme fejl, som halvt studerede mennesker i reglen falder for.

Han var utvivlsomt, hvis skæbnen havde ladet ham fuldende de kavaleristiske studier, blevet en første klasses paradesoldat, men ved et ironisk lune af forsynet blev han politimand, og til det fag slår hans evner ikke altid til.

Stemningsmenneske, som han er, et blødt gemyt, lidt kejtet og genert i sin optræden, søger han at dække over disse egenskaber ved en rask fremtræden, der undertiden bliver misforstået af publikum.

Et skal siges til hans ros, han skåner ikke sig selv, altid er han på færde, rastløs og energisk som få.

Sådan nu fx i disse dage.

Han inspicerer.

Forleden var det skraldemændene, en dags tid efter holdt han revy over renovationskuskene, i for gårs middag indøvede han styrken i brugen af sygevogne, og om aftenen var det knejperne, det gik ud over.

Først korn turen til "Ligkisten", over hvilket etablissement der i anledning af det høje besøg var udbredt en rolig, næsten alvorsfuld stemning. Primadonnaen, den engelske sangerinde, var på brædderne; hun dansede lystigt, som ingensinde før, skælmsk koketterede hun, men hendes sorte øjenpar var ikke rettet mod gulvets publikum, nej, hun blinkede livligt op mod galleriet, for der sad den strenge dømmer, Theodor Petersen, i egen høje person, med kikkerten presset mod ørnenæsen.

Klokken slog tolv, langsomt, næsten modvilligt forlod publikum det populære lokale, gasblussene slukkedes, henne i baggrunden, ved det efter udstillingen europæisk berømte bord, skimtedes direktør Rantzaus flotte knebelsbart.

Inspektøren har forladt "Kisten", men utrættelig, som han er, vandrer han videre på inspektion, foreløbig ud af Vesterbro til.

En kort stund slår han sig til ro i "Valkyrien,"

Nedenunder lyder trippevalsens kendte toner, kun afbrudt af højrøstede eder og mindre slagsmål.

Der er pause, muntert trallende kommer et par småpiger farende op på galleriet.

Pludselig blegner de trods den røde sminke, for henne i hjørnet ses Theodor Petersens kendte og frygtede teglstensrøde snurbart.

Han er i godt selskab, ledsaget af et par kendte københavnere, en yngre læge, der tillige agerer populær forfatter, og en herværende grosserer. Det er selvfølgelig ikke for sin fornøjelses skyld, at Petersen gaar i "Valkyrien", men pligtens stemme kalder. Og da eventuelle forandringer i politiinstruksen både kan få lægevidenskabelig og finansiel betydning, kan det ikke nok så meget påskønnes, at den energiske inspektør på forhånd har sikret sig sagkundskaben.

Et par fruentimmer kommer op at slås, i en håndevending er de "werfede" - over Theodor Petersens læber glider et saligt smil.

Inspektøren forlader Vesterbro, gør en hurtig razzia gennem nattebulerne, inspicerer flygtigt "Blanch" og "Rydberg". Først henad morgenstunden giver han sig ro til at hvile sit trætte hoved.

København, Du kan være tryg og rolig. Th. Petersens ånd svæver over dine gader, og stræder, knejper og dansesaloner. Men alle I natteravne, vogt jer, for der forberedes efter forlydende drakoniske bestemmelser mod jeres færd.

Inspektøren har inspiceret.

Spectator.

(København 14. november 1889). 

Valkyrien lå på Vesterbrogade 17. Her annonceredes ofte med bal på daværende tidspunkt. Det blev i 1882 lukket i tre måneder af politiet for at have afholdt dans uden politiets tilladelse. Værten havde forsøgt at omgå reglementet ved at arrangere en privat forening. Det blev også brugt til møder, fx politiske. Således til et antisocialistisk møde december 1890.