(Ved J. S. K.)
Da jeg for et Aarstid siden, af Grunde, som her ei behøve at anføres, bereiste mit Fædreland, tog jeg som oftest Ophold i Bøndergaardene; dette var ogsaa Tilfældet paa Samsø, hvor jeg forblev i længere Tid og fik god Lejlighed til at lære Befolkningen at kjende, hvilken jeg i Sandhed kan sige, at den staaer en deel over sine Brødre andetsteds i Landet. Der hersker Sædelighed og Gjæstfrihed, og Bonden udtaler sig klart og frit i en Mundart, der nærmer sig den jydske, uden at være den ganske lig. Jeg boede i en af de flere Landsbyer derovre hos en Mand, Ole Andersen, der var velhavende og anseet, ikke mindre hans Hustru, Mætte Kirstin', der kan tjene til Mønster for hver dansk Bondekone. Hun er dygtig, munter, godmodig og meget forstandig paa Alt, hvad der ligger under hendes Omraade; hun holder fast ved det Gamle, uden derfor at kaste Vrag paa de smaa Forfinelser, som Tiden fører med sig. Derovre holdes i det Hele taget Fædrenes Skikke i Ære, Kvinderne gaae endnu i en klædelig Nationaldragt, uden at lægge stor Vægt paa Moden; de have et mørkt, folderigt Hørgarnsskjørt med tilsluttende Liv og Ærmer, oplivet ved brogede Tørklæder og et ejendommeligt Hovedtøi. Huusmoderen sætter sin Stolthed i at forfærdige de Klæder, som Mand, Børn og Tyende boere, af den Uld, hun klipper af sine Faar, af den Hør, der voxer paa hendes Ager. Ere de Nulevende forsynede, vender hun Tanken mod kommende slagter, og Rok og Væv sættes i travl Virksomhed for en forarbejde Udstyr til Børnebørn og deres Afkom. Mandenes Dragt er som oftest af mørkeblaat Vadmel og af et net, klædeligt, sømandsagtigt Snit, Jeg fandt Behag i det Altsammen, og det var vel især derved at det hurtigt lykkedes mig at vinde min brave Værtindes Gunst, Hun holdt nok af at faae sig "en Prat", naar hun sad ved Rok eller Garnvinde. En ledig eller doven Samsingerske skal man have ondt ved at finde. Engang sagde hun til mig: "Naa, nu kan det nok hændes, at jeg har Nyt at fortælle Dem! Vor Deliane" - Husets eneste Datter - er bleven forlovet!"
"Med hvem da?"
"Med Roland; han var her iaftes, dengang vi spiste vor Natdavre."
"Roland Mikkelsen, den nette unge Karl, som har sin Gang her i Huset? Saa ønsker jeg Dem til Lykke. Det er vel ellers ikke første Gang at Deres Datter har havt Tilbud?"
"Paa det Lav! Nei, der har været hele Sex, som have fraget efter hende; saadan en Hjemning, som hun har! Den fornemmeste af alle Beilerne var rigtignok vor Nabo, gamle Morten Kornmaaler. Det var ifjor, han havde lige mistet sin Kvinde - hun var da ogsaa tilaars, etogfiirs; han var bestemt tyve Aar yngre, alligevel vilde Deliane ikke ha'e ham!"
Hvorfor skulde hun dog ogsaa tage saadan en Mand, der næstendeels kunde være hendes Bedstefader?"
"Ih for Næringsveien! Han har mange Penge paa Rente, og saa den deilige Gaard! Men vor Fa'er gav hende Medhold, og saa blev det fast bestemt med det Samme, at hun skulde have Hjemningen her, naar vi engang lukke vore Øine og Sønnerne have faaet deres Deel udbetalt. Nu er det da ogsaa klappet og klart Altsammen, for hun har sat Sindet til Roland; han er ikke den, der beiler med tomme Hænder, og hvad skulde saa vi Gamle have imod ham? - Men hvad jeg ellers vilde sige Dem, det var, at vi holde Gilde med de Unge lidt snart - hen i Oktober, har vi tænkt - og saa maa De love os at blive saalænge og være med,"
"Skal det være stort?"
"Brylluppet mener De? Ja, hvorfor skulde det ikke det? Tænker De, vi ville staae tilbage for Jens Ravns, vor Gjenbo, der gjorde det store Gilde med Datteren sidste Aar? Nu maa De inte være saa fornem og sige nei!"
Just som vi vare komne saa vidt, traadte "vor Fa'er" ind; han blandede sig i Samtalen og anmodede mig, ligesom hans Hustru, paa det Indstændigste om at blive og være med til Brylluppet, Jeg kunde ikke modstaae Ægteparrets forenede Bønner; jeg blev, og hvad jeg ved denne Lejlighed saae og hørte og nøie mærkede mig, det er netop det, som jeg har isinde at meddele min velvillige Læser.
Måske sad hun ved en rok lignende denne fra Frilandsmuseet. Af artiklen fremgår at "madmor" spillede en ledende rolle indendørs. Det var hende som stod for madlavning, vask, malkning, fordring af fjerkræ og smådyr, børnepasning m.v. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Allerede ottende Dagen efter denne Samtale førte Roland sin Brud hjem til sine Forældres Gaard, hvor de foreløbigt skulde leve. Jeg havde den Dag fjernet mig, for ikke at være iveien ved Afskeden med Forældrene, Om den har været svær, veed jeg altsaa ikke; men da jeg henimod Aften mødte Parret i en rask lille Befordring, fulgt af en Fjællevogn, høit læsset med Udstyret i Kister, Dragkister osv,, saae det yderst fornøiet ud. Den Skik, "at flytte sammen" længe før Brylluppet, er ikke saa forargelig, som man i første Øieblik synes; thi fra den Dag af er Pagten ubrødelig sluttet; Nær og Fjern veed, at der er Bryllup ivente, og mange og store ere de Forberedelser, som dertil træffes. Kort efter lyses der, og Dagen efter første Lysning sætter det unge Par sig tilvogns og kjører omkring, for selv at indbyde nærmeste Slægt og Venner til Bryllup, samt Kvinderne til at være behjælpelige ved det Forestaaende, Herpaa svare de Paagjældende som oftest hverken Ja eller Nei, men kun: "mange Tak!" - det vil sige: "maaskee!" Og næppe ere Indbyderne borte, for Familien holder Raad for at tage den vigtige Sag i Overvejelse. De Unge have Lyst. de Gamle staae imod, og her, som Allevegne, gaae som oftest de Første af med Seiren. Underligt er det forresten ikke, om en sparsommelig Mand betænker sig for han giver efter ved en saadan Lejlighed; thi uden et alvorligt Greb i Pengekassen gaaer det ikke. Der er nu først Stads og nye Klæder til Døttre og Sønner, thi er er man end nok saa godt forsynet, maa der Nyt til ved et Bryllup; saa er der Offer til Præst og Degn; saa er der fra Hver især af Familien en liden Gave til Spillemændene, de Fattige og Skjænkeren; saa er der endelig en omfangsrig Leverance af Fødemidler til Gildet - indtil en Tønde "Kjærn" (Korn) - af de forskjellige Slags, som dog sendes, hvad enten man vil med eller ei. men dernæst kommer en eller to Gæs med Havre til deres Fedning, og denne Gave er et sikkert Tegn paa. at man agter at indfinde sig. Det er, som sagt, kun de Nærmeste, der af Brudeparret selv anmodes om behagelig Nærværelse, De andre Gjæster indbydes nogle Dage før Brylluppet af et Par "Bydekarle", unge Mennesker af Familien, der bestige deres Heste, som ved denne Lejlighed maae møde med opbundne Haler, og trave Landet rundt for at indbyde, med flittig Hilsen fra Roland og Deliane, til at være med ved deres Gilde den eller den Dag, Ogsaa denne Gang svare Vedkommende som oftest med det diplomatiske: "mange Tak!" thi Sagen maa drøftes, da man uden en anseelig Sending af Høns, Ænder, Æg, Smør, Fløde og Mælk hverken vil eller kan være med.
Imidlertid voxer Travlheden hos Ole Andersens. En fjorten Tags Tid for Brylluppet kjøres der til "Laus", det vil sige til et eller andet Kjær, hvor Vandet er særdeles godt til Øl, og herfra hentes da det Fornødne til det gode Gildesøl, der bliver tilberedt af en stor Deel Malt og en forsvindende Deel Humle - man vil her gjerne fjerne Alt, hvad der er bittert, ved den forestaaende Glædesdag. Er Brygningen tilende, tager man fat paa den første Bagning. Det er rigtignok længe iforveien; men paa Landet er man ikke forvænt med friskt Brød, og desuden har man Meget behov for Gildet til de mange Hjælpende. Herefter tages fat paa Slagtningen af de velfedede Kreaturer ("Levuhren"), en Ko, et Sviin, et Par Lam, foruden den utrolige Mængde Fjederkræ. Nu, da her er saa Meget at tage vare, have ogsaa alle Kvinderne indfundet sig; færre end 30 overkomme det næppe, og det kan nok vær,. at Munden har ligesaa travlt som Fingrene; ikke destomindre gaaer Alt af i den ønskeligste Fred og Glæde; det er i Anledning af en virkelig Høitid, man er samlet, og hvem vilde formørke den med Splid og Kjævlerier?
Blandt de mange Kvinder findes der en, hvis Hverv er ansvarsfuldt, det er Laanekonen, og hertil udvælges ogsaa den paalideligste. Hun gaaer fra Gaard til Gaard for at indsamle alle de Skeer, Fade, Tallerkener osv., der skulle benyttes. Pladsen er baade ærefuld og indbringende - en stor Deel Fjær og Fedt bliver hendes Løn - , og den er ogsaa eftertragtet. Det skal for faa Aar siden være hændt, at en Kone, der meente sig berettiget til at vælges, blev forbigaaet, hvilket hun tog sig saa nær, at hun et Par Dage for Brylluppet satte Ild paa Gaarden, som tilligemed et Par andre gik op i Røg og Luer. Hvad Laanekonen har bragt tilhuse, maa hun vide nøjagtig at bringe tilbage igjen.
Som den, der ikke har nogen ringe Deel i Dagens Travlhed, kan nævnes Bruden, der tilbringer den sidste Tid før Brylluppet hos Forældrene Det er hendes Hverv, at tilberede de mange Maaltider, som i disse Dage nydes af den talrige Forsamling. Hun har altsaa god Lejlighed til at lægge sin Dygtighed i Kogekunsten for Dagen; heller ikke gaaer hun fri for Kritik, om den end hviskes fra det ene Øre til det andet bag "Lue" (Hue) og Lin, der som oftest er bunden fast med et Tørklæde, det uundværlige "Mundklæde", Har en Samsingerske kun dette, lader hun som oftest haant om alt andet Reisetøi, naar det da ikke just gjælder en lang Tour. Sidder hun i den luneste "Kakkelskrog" og vil hun derfra ud i den skarpeste Kulde, i disse forrygende Storme, som hyppigt fare hen over Øen, da forlanger hun ikke Andet, naar hun blot har sit dyrebare Mundklæde. Hun flyver omkap med Stormen, helst i "Plasningen" (Tusmørket), da de Samskvinder have en besynderlig Lyst til at bisse, faae sig en "Prat" med det løsnede Klæde, binde det atter fast og fare, forfulgte af den ondskabsfulde, drillende Vind, tilbage til deres egen By.
Men det var nok ved Maden, vi slap. Fra Slagteriet gaaer man over til næste Bagning, hvori indbefattes en forbavsende Mængde Kager, og i denne Kunst synes Samskvinderne at besidde en sjelden Færdighed. Til Ole Andersens Gilde blev der lavet: Æblekager, Søsterkager, Lagkager, Sandkager, Kartoffelkager og Butterdeigs- (hvorfor ikke Smørdeigs?)kager. Alt lykkedes og blev udmærket godt; men man sparede heller ikke, hverken paa de fornødne Ingredientser eller tilsvarende Uleilighed. Medens endeel af Hjælpekonerne sysle med dette behagelige Arbeide inde i en af Stuerne tumle de Andre med de svære Deigtruge og Bagerovnen, denne hedes, rages og fyldes den ene Gang efter den anden med Sigtebrød, Hvede- og Æggekager (herved forstaaes store flade Hvedebrød, tillavede med mange Æg, Rom og Fløde). Til andengangs Bagning medgaaer der som oftest et heelt Døgn; men saa kan det ogsaa nok være, at der er fyldt op i Huset. Sommetider opbevares det i et Kammer, i Kister og Kasser; sommetider lægges det hen over det store Loftsgulv, der er bleven feiet og gjort istand dertil, og det seer ret underligt ud, naar man da, som hos Ole Andersens, staaer for den ene Ende af det vidtstrakte Rum og kaster Blikket hen over denne sjeldne Brolægning. Man skulde næppe tænke det muligt, at disse Brødmasser vare bestemte til at fortæres i Løbet af 24 Timer, thi længer varer intet Gilde paa Sams; dog er det heller ikke bogstavelig at forstaae, thi disse Øboere ere Folk af Æresfølelse, der ikke modtage Gaver, uden at tænke paa Gjengjæld, og det var let at mærke, at min Værtinde, Mætte Kirstin', i høi Grad besjæledes af denne smukke Tankegang; thi Bagningen var ikke tilende, før samtlige Kvinder, der jo rigtignok ikke vare komne tomhændede tilgaarde, fik deres rigelige Part af det friske Brød.
Dels af bryggers: Køkken fra Frilandsmuseet. Fra sådanne køkkener blev der bagt brød cirka en gang om måneden, brygget øl hveranden måned og vasket tøj. Ægteskabet betød ny status i landsbysamfundets hierarki. Lykkebringende ritualer spillede en stor rolle. Foto Erik Nicolaisen Høy.
En halv Snees Dage før et Gilde svinde ligesom i en Ruf, og inden man ret vidste Noget deraf havde man ogsaa naaet Onsdagen, som var den Dag, der gik forud for Bryllupet. Jeg tog da Lejligheden iagt og tillod mig en Vandring paa egen Haand gjennem den smukke Bondegaard, og det var i Sandhed en fornøielig lille Tour. Ikke en Krog, uden at den var i Orden; alle Borde skinnede hvide, Kobber- og Messingtøi var blankt som Solen selv; Kvinderne loe og sladdrede. Der vare Gulve skjulte af Brød. Kister og Kasser fulde af Kager, lange Hylder med "Kopper", hvori høie, krusede Smørstabler, Bjerge af Kjød, Søer af Fløde, saa tyk, at den meest lettroende af alle Kjøbenhavns Politibetjente vilde sværge paa lumsk Forfalskning; der vare Skuffer, bugnende af hugget Sukker og malede Bønner, - og der var endelig Mere end Overflod af stærke Drikkevarer. Nu, da alt Sligt er fra Haanden, tages der sat paa Borddækningen. Storstuen blev ryddet og berøvet sit svære Bohave, sine velfyldte Skabe, Kister og Kommoder, som af Karlfolket ikke uden Besvær blev bragt ud i Loen. Derpaa opstilledes lange, smalle Borde med tilsvarende Bænke, langs alle Vægge, og Bordene skjultes af uoverskuelige Rækker Tallerkener, Saft, Syltetøi, Kager osv.; dog vare det langtfra, at Gjæsternes Mængde kunde rummes i dette Værelse. hvorfor der ogsaa blev dækket i Mellemstue, Kakkelsstue, Væverstue, lige ud til Kjøkkenet, og inden dette vidtløftige Arbeide var fuldbagt, lakkede det mod Aften. Man var færdig og dog ikke færdig; man havde nogle ledige Timer for sig, - hvad falder da rimeligere, end at benytte dem paa det Behageligste? Prøver af de forskjellige Drikkevarer og Kager sattes frem; de hjælpende Mand indfandt sig, der blev smagt, passiaret og leet, ja tilsidst fik de sig endogsaa en lystig Svingom - det hedder, at "prøve Tønden".
Men da selv de meest Udholdende af Menneskeslægten ikke ganske kunne undvære Hvile, varede det kun nogle faa Timer; thi ved første Hanegal maatte Kvinderne allerede være paa Benene igjen, for at tage fat paa Suppekogningen. En "Gildessup" maa nemlig være færdig fra Morgenstunden af, da mindst Halvparten, fordeelt i en Legion Potter, hver ledsaget af et Sigtebrød, bringes omkring til de Steder, hvorfra der er kommen saa mange gode Gaver. At disse ikke vare knapt beregnede, havde jeg allerede sandet; dog bleve de til allersidst forøgede ved en Mængde Kager, baade flade hjemmebagte og taarnhøie Tærter og Krandsekager med siirlige Inskriptioner fra Bageren; ogsaa de komme fra de allerkjæreste Venner; man kan da ikke undre sig over, at nogle af dem nøle, forinden de bestemme sig og afsende Gaasen, hvis befjærede Person betyder det Samme, som et afgjørende; Ja.
Kort efter Midnat blussede altsaa Ilden under Mætte Kirstin's omfangsrige Grubekjedel, og Kvinderne skrede til det ingenlunde lette Arbeide, at koge en god Suppe til flere hundrede Mennesker. En "Gildessup" maa være stærk, fersk og fed; den forsynes med Urter og Rødder, Risengryn. Rosiner, Svedsker, samt Boller af Kjød og Meel - runde og lange, trillede og rørte; den giver altsaa Meget at bestille, og er man henad Morgenstunden bleven færdig dermed, forestaaer endnu det saare vigtige Arbeide, at stege. For sidste Gang hedes den store Ovn, og naar den har Nok, sættes Bradepanderne ind, den ene ved Siden af den anden, med Stege i Sneseviis, og de Kvinder, som skulle besørge denne brusende, brasende, hviskende Dyreverden vendt og dryppet, have sandelig intet let Hverv. Men hvad falder en Samsingerske svært, naar det gjælder et Bryllup!
Imidlertid er det bleven Dag. Huusmoderen og Hjælperskerne iføre sig pæne Klæder og nystivede Lin; Spillemandene indfinde sig, thi de skulle modtage Gjæsterne med Tonernes Klang og staae derfor opstillede i Gaarden, og fra Klokken er ni kunne Gjæsterne ventes. Naar en Deel Gjæster er samlet, lader Bruden sig tilsyne; hun er klædt i mørkt, uldent Kjøbetøi, smukt Silkeforklæde, Tørklæder og Baand; hendes Kjendemærke er en sort Fløiels-Hue, skjult af Perler, Guldstads og kunstige Blomster.
Da jeg bestemt havde lovet, at være med ved Høitiden, mødte jeg saasnart som jeg af Vognenes Rumlen fornam, at Gjæsterne vare ved at samles. Da jeg ikke vilde volde Ulejlighed i Brudehuset den sidste travle Dag, var jeg nemlig flyttet ind til Naboens. Jeg modtoges ikke alene af Madmoder og Husbond, men ogsaa af de fleste Andre med et hjerteligt; "Velkommen!" Forsamlingen var saa stor, skjønt den henad Aften fordobbledes, at man gjorde bedst i at holde fast ved sin Plads. Der taltes om ligegyldige Ting i en dampet Tone; Brudepigerne ombøde Øl, Brændeviin og Smaakager, det vil sige Vafler, Goderaad og Kleiner, samt Koldskaal til Kvinderne; det er en Drik, der laves af kraftigt Øl, Mjød, Sukker og Krydderier. Efter dette Maaltid bestege vi Vognene, 24 i Tallet, og kjørte under Fløiters og Violiners Klang til Kirke. Forrest kom Brudeparret med deres Brudepiger, derefter Forloverne og Brudekonerne, og saa de Øvrige, som de bedst kunde. Kirken betraadtes i dyb Alvor; Samsingeren ikk Den, der tager det let med hvad der vedkommer hans Gudsdyrkelse. Efter Vielsen gik hele Forsamlingen til Offers, og da Alt var vel overstaaet, kjørte vi hjem, ganske som vi vare kjørte ud, kun at den unge Ægtemand, indtog Pladsen tilhøire af sin Hustru; paa Henveien sad han tilvenstre. For et halvthundrede Aar siden kjørte kun Kvinderne til Kirke, Mændene red. Naar det saa gik hjemad, gjaldt det om, hvem af de Nygifte der kunde komme først ind i Gaarden; thi den skulde faae Herredømmet over den Anden. Der lagdes forskjellige Hindringer iveien; man knaldede med Bøsser, og det Hele blev til en lystig Kapfart. Men nu kjørte vi Alle nok saa adstadigt og modtoges ved Hjemkomsten af Musik og mange Gjæster, der vare komne medens vi vare i Kirken. Efter en almindelig Lykønskning, hvorved Bruden af de Fleste hilsedes med et hjerteligt Kys, ombødes paany Kager og Drikkevarer; Præsten og Honoratiores med Familie indfandt sig, og under dæmpet Tale og udæmpet Tobaksrøg fordreves Tiden inde, medens Kvinderne ude begyndte paa den storartede Anretning; da den var fardig, satte vi os, paa et givet Vink, tilbords.
Ved en saadan Lejlighed besørges Opvartningen af de unge Karle, der staae saa nær Familien, at de burde have Plads i Storstuen, men ikke kunne faae; de kaldes "Forgangssvende". Har man bænket sig, Brudeparret paa Hæderspladsen, Mændene tilhøire, Kvinderne tilvenstre, kommer Suppen. Fad følger paa Fad, og det sidste har ikke ladet sig see, før Svendene møde med Kruse og Kander, fyldte med mere Suppe, som de uden Ophør lade regne ned i de næsten fulde Fade; thi ingen samsk Huusmoder vilde have den Skam, at der skulde bæres Mindre ud, end der er kommet ind, og sidst af Alle den nidkjære Mætte Kirstin'. Ønsker man Kjød til Suppen, langer man sig et Stykke op af Fadet; Tallerkener og kold Peberrod staae hertil parate. Efter Suppen lader Stegenes Mangfoldighed sig tilsyne; de fordeles efter bedste Skjøn; den Gjæst, foran hvem en bliver sat, skjærer for til sig selv og sine Naboer. Efter Stegen følge Kagerne, og det Hele fugtes, som rimeligt kan være, med flydende Varer, først Øl og Brændeviin, siden Gammelviin. En ældre Mand af Familien var ved dette Gilde udnævnt til "Skjænker"; han passede sin Dont med Flid, og hvad han ufortrødent skjænkede i, nødes ogsaa med Paaskjønnelse og Velbehag.
Henad den Tid, Kagerne vare fortærede - det vil da sige, ikke Fjerdeparten af dem, der vare satte paa Bordet - , gik der tre Tallerkener om, paa hvilke Hver især lagde nogle Skillinger. Den første gjaldt de utrættelige Spillemand, der under Maaltidet vandrede fra Bord til Bord og udfyldte Talens Pauser med deres Strengeleg; den anden gjaldt de Fattige, og den tredie den brave Ganymed. Da den sidste Skilling var falden, istemmede Kirkesangeren en høitidelig Bordpsalme som paa det mest Passende afsluttede Maaltidet, thi alvorlig som den har ogsaa Stemningen varet; kun hvidskende have de Nygifte vexlet et Par Ord; Latter og høirøstet Tale har ikke en eneste Gang ladet sig høre, og hvis Musiken og Opvarternes Tummel ikke havde været, vilde man med Forundring have lyttet til Stilheden. Saasnart som Psalmesangens Toner vare hendøde, reiste man sig fra Bordet og søgte under en formelig Kamp at faae sagt Velbekomme til Huusfaderen og Brudeparret og og derefter trænge sig ud i Kjøkkenet, hvor Matronerne, med den værdige Huusmoder i Spidsen, vente paa det velfortjente; "Tak for Mad!"
Hvor skal det dog blive muligt, at faae ryddet Borte og Banke og Madlevninger bort her i dette Mylr? tænkte jeg, medens jeg fik det ene Puf efter det andet af den fremadstræbende Menneskemængde. Gaaden blev hurtig løst; thi Visitten i Kjøkkenet var næppe aflagt, før de Alle som En, løb ud af Porte og Døre, fordelende sig til Høire og Venstre og forsvindende som Avner for en "Hyrvelvind", og Huset lodes saaledes tomt, idetmindste forholdsviis; kun de hjælpende Kvinder, Spillemandene og Svendene lodes tilbage; nu var deres Tid kommen, nu skulde de høste Lønnen for deres Anstrængelser og nyde deres Mad i Ro og Fred.
Imidlertid drog det unge Par og Gjæsterne om i Byen. Nogle stege tilvogns og gjorde en længere Afstikker; men hvor man saa træder ind den Dag, staaer Kaffekjedlen parat, og da Tungebaandet imidlertid er bleven løst og den store Begivenhed giver Lejlighed til Bemærkninger, gaaer Passiaren lystig, medens den brune Drik nydes. Desuden benytte Kvinderne ogsaa dette Pusterum til at afføre sig den udsøgte Pynt og tage simplere Klæder paa, der bedre kunne udholde al den Støv, som i Nattens Løb vil sænke sig derpaa.
Denne Skik, at løbe "afby", saasnart Middagen er overstaaet, finder jeg meget priisværdig; thi da vi saa, henad Klokken otte, atter indfandt os i Brudehuset, straalede det i fornyet Glands; Alt var sat tilrette, Stuerne ordnede og feiede. Kaffebordet dækket, og Spillemandene, der imidlertid havde styrket sig ved Mad og en lille Luur, kaldte med kraftige Toner til Dands oppe fra Storstuen.
Hermed var ogsaa hvert Spor af Alvor og Høitidelighed lagt tilside. Bruden mødte omklædt som de Andre og uden den Fløiels Hue. Dandsen gik med forbavsende Udholdenhed; Gamle og Unge tumlede sig mellem hverandre, Alle vare de glade og tilfredse, og gamle Mætte Kirstin' ikke mindst; hun var saa inderlig fornøiet over det vellykkede Gilde, at hun forundte mig en Galopade, i hvilken vi fløi omkaps med Attenaarige, hvorimod Ole Andersen fandt det mere overensstemmende med sin Værdighed at passe Kortene og Punschebollen. Alt som Tiden led, voxede Munterheden og Dandselysten; den ene Vals, Forkert og Galopade afløste den anden. Som Hvilepunkter indskjødes en To- eller en Sextour, en Kongenshave eller en Kyholmer, vel ogsaa en Francaise, upaaklagelig udført af nogle vadmelsklædte Løver og Løvinder. Det var smukt at see, hvorledes de Husmandsfamilier og Andre, der stode i tjenende Forhold til den rige Bonde og som jo rigtignok med Ufortrødenhed havde hjulpen i de travle Dage, nu nøde Glæden sammen med de Ansete og Fornemme; de selv og deres Børneflok nøde samme Rettigheder, som de Fineste, Alt var jo i det Hele taget som det skulde være, jævnt og glædeligt fra Først til Sidst.
Men Kraftanstrængelser, som saadan Dands, trænge til Understøttelse, og henad Midnat dækkedes da ogsaa Bordene i de ydre Rum. Der var friskt Brød, kold Steg og andre gode Ting i saadan Overflødighed, at man skulde tro, man var ved Gildets Begyndelse. De, der nu ikke kunne faae Plads strax, vente lidt, saaledes at det ene Hold afløser det andet, uden at Dandsen derfor sagtnes, og saaledes gaaer det uafbrudt indtil Kl. 2. Da sætter "vor Mo'er" sin vældige Kaffekjedel over Ilden, og ved Hjælp af denne styrkende Drik, saavelsom af den store Mængde Spiritus, der i Løbet af de sidste Timer sættes tillivs af Mandfolkene, stiger Lystigheden til Høidemaalet. Dandsen gaaer under Jubel og Skrig; den brave Ganymed forglemmer hverken sig selv eller de Andre, men skjænker under Puffen og Latter lige til de lyse Morgen; - men saa er ogsaa Glædens Bæger tømt - man kan ikke mere!
Men hvem vilde vel lade de trætte, udmattede Gjæster drage hjem uden et sidste kvægende Maaltid? Ikke Mætte Kirstin'! Hun har endnu fuldt op af Alslags; hun skjuler endnu engang de lange Borde med Levnetsmidlet, og dennegang vælger hun Noget, der kan pirre og kradse - Skinke, Saltmadsfad, Sylte, med Sennep - Eddike, og naar dette Maaltid, der slutter med den uundværlige Skaal Kaffe, er indtaget, saa er ogsaa Herligheden endt; de støvede, udmattede Gjæster fjerne sig, paa nogle Enkelte nær, der aldrig kunne faae Nok og som det er bedst at gaae afveien for, og naar de endelig syngende og hujende forlade Gaarden, staae allerede de trofaste Kvinder parate med deres Sæbe og Skrupper, thi ingen samsk Huusmoder kan udholde at see sit Huus i den Tilstand, som dette nu er bleven bragt i. Jeg havde selv Lejlighed til at overbevise mig om, at Ro ikke sænkede sig over det ole-andersenske Huus før Mætte Kirstin', hjulpen af de trofaste Kvinder, havde vasket, feiet, skruppet, flyttet og tilbagesendt det Laante og den stadselige Gaard prangede i vant Reenlighed og Orden. Først da tillod man de trætte, forvaagede Øine at lukke sig. og da jeg den paafølgende Morgen traadte ind, for paany at tage mit lille Kammer i Besiddelse saae der ud, som om der ikke i Mands Minde havde været holdt Gilde inden disse Mure. Jo eet Sted fandtes der tog endnu Spor deraf, og det var i Spisekammeret; der syslede Mætte Kirstin' endnu et Par Timer med det vanskelige Arbeide, at "ransle ud", det vil sige: sende til hvert Sted. hvorfra der var kommen Kage, baade af deres egen og den, som Andre havde foræret dem. Desuden skulde de Fattige ogsaa betænkes med de mange gode Levninger, og til allersidst blev der sat Noget hen, som kunde bydes en eller anden tilfældig Besøgende og som Familien selv kunde have Godt af, om ikke før, saa førstkommende Søndag, da de Nygifte giæste Hjemmet, for derfra at holde deres Gudstjeneste.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 19. juni 1870).
