Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Tauber forulempet i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Tauber, der Ikke kan glæde tig ved nogen høj Grad al personlig Popularitet, befandt sig, fortælles der os, efter Valget mellem de Rejsende, der vare stegne ud paa Ringsted Banegaard. Han blev gjinkjendt og medtaget med et "Leve Fonnesbech, tre Hurraer", der afleveredes med mønsterværdig Præcision. Derefter foreslog en Anden strax: "Hs. Maj. Kongen level Ni Hurraer." Vældige Hurraer begyndte øjeblikkelig. Hr. Tauber beholdt ene Hatten paa. En Tilstedeværende tog den af ham, lod den deltage i de ni regulære Sving og leverede den derpaa tilbage til den forbløffede Ejermand.

(Dagbladet (København) 18. november 1873).

Fra Ringsted Banegaard. Folketingsmand Tauber har tilskrevet By- og Herredsfoged Buchwald Følgende: I Søndags Aftes forefaldt paa Ringsted Banegaard et Optrin, som har fundet offentlig Omtale, blandt Andet i "Dagbladet" for 18de Novbr. (16de Spalte), af hvilket jeg vedlægger et Exemplar. Da imidlertid det nævnte Blads Beretning er ufuldstændig og derhos urigtig i sine Enkeltheder, hidsætter jeg en Fremstilling af det Forefaldne, saaledes som det efter min Opfattelse gik for sig.

I Søndags Aftes Kl. 8 3/4 kom jeg paa Reisen fra Slagelse til Kjøbenhavn til Ringsted Banegaard, hvor jeg stod af og gik ind for at tage en Bid Brød. Idet jeg gik gjennem 2den Klasses Ventesal, hørte jeg fra en Klynge Mennesker det Udraab: "Der er han!", men jeg gik ind i Beværtningsværelset uden at ændse det. Medens jeg sad ved Bordet og spiste, kom en midaldrende, velklædt Kjøbstadborger derind, stillede sig lige over for mig paa den modsatte Side af Bordet og tog Hatten af for mig, idet han gjentagende Gange sagde paa en udæskende Maade: "Godaften, Hr. Tauber, Godaften Hr. Tauber!" Jeg lettede min Hat for ham uden at svare og spiste rolig videre, hvorpaa han trak sig tilbage til Døren mellem de to Værelser. Her havde 3-4 Personer samlet sig for at iagttage den Scene, han gav, og alle visse førte nu, medens jeg spiste, en Samtale, som jeg paa Grund af Afstanden ikke kunde høre nøiagtig, men om hvilken jeg tydelig opfattede, at den, ligesom ogsaa de Gebærder, hvormed den ledsagedes, havde en mod mig demonstrativ Karakteer. Da jeg havde spist og vilde gaa ud gjennem Ventesalen, stimlede 6-8 Personer sammen om mig med den Hilsen: "Godaften, Hr. Tauber! Godaften, Hr. Tauber!" Jeg lod mit Blik løbe hen over dem og svarede: "Jeg kjender Dem ikke, mine Herrer!" hvorpaa jeg vilde gaa videre. Men en af dem traadte mig i Veien, og efter forskjellige krydsende Tilraab, saasom: "Det er det Samme!" "Vi kjende Dem godt!" udbragte En af dem et "Leve Fonnesbech". Under dette var jeg veget hen mod Døren, hvor jeg gjorde Front imod dem, da de paa en truende Maade trængte sig ind imod mig, svingende deres Hatte. Umiddelbart derpaa udbragtes et "Leve Ministeriet Holstein" (ikke "Leve Kongen", som "Dagbladet" lader sig fortælle), og i det Samme rev den først omtalte Mand Hatten af Hovedet paa mig og gav sig til at svinge med den. Jeg traadte hen imod ham, tog min Hat fra ham og sagde: "Hvem er De?" - "Det kan være Dem det Samme", svarede han. - ""Jeg vil vide det!" sagde jeg. "Troer De, jeg siger mit Navn til en Person som Dem?" svarede han. - "Da skal jeg nok faa det at vide", sagde jeg og gik hen til Værten, som stod bag sin Disk, og spurgte ham derom. Han røbede ringe Lyst til at sige mig det, og da jeg paa hans Opfordring vilde paavise Manden, havde denne forstukket sig og kom mig ikke mere for Øie, saa at jeg endnu ikke fik hans Navn at vide. De øvrige Personer vare imidlertid fulgte efter mig og begyndte paany med saadanne Tilraab som: "Vi skal vænne Dem af med at komme herind!" "De skal læres til at blive i Vognen!" "De maa ikke tro, at De faaer at vide, hvem vi er!" "De finder det vist uhyggeligt her!" Da disse sidste Ord raabtes mig ind i Ansigtet, svarede jeg, "at jeg havde seet Sligt for; jeg havde for befundet mig blandt den saakaldte fine Pøbel", hvorpaa jeg gik hen mod Udgangen, hvor jeg saa Stationsforvalteren i Færd med at lukke Dørene for at hindre Folk, der havde samlet sig paa Perronen, fra at trænge ind. Derimod gjorde han ikke Mine til at skride ind mod de Excesser, som for hans Øine foregik i Ventesalen. Jeg henvendte mig da til ham med de Ord: "De er jo Stationsforvalter her?" "Ja." "Saa opfordrer jeg Dem til at værge fredelige Reisende mod at blive insulterede her." "Hvem insulterer Dem?" "Det gjør disse Personer." "Hvem er de?" "Jeg kjender ikke deres Navne . . ." Mere fik jeg ikke sagt; ti i det Samme lod Damppiben og nødte mig til hurtigt at søge min Waggon. Det hele Optrin i Ventesalen varede 3-4 Minuter.

Da dette insulterende Overfald paa mig, hvortil jeg ikke havde givet den fjerneste Foranledning, er foregaaet paa et offentligt Sted i Deres Jurisdiktion, opfordrer jeg Dem til at gjøre Samme til Gjenstand for en polittretlig Undersøgelse, om hvis Gang og Udfald jeg tør vente mig underrettet. Jeg har senere erfaret, at den Mand, som først gjorde Forsøg paa at vælte sig ind paa mig i Beværtningslokalet, og som senere rev Hatten af Hovedet paa mig, var Snedker Jensen fra Ringsted. Blandt de Øvrige var navnlig Glarmester Vermehren af Ringsted samt en ualmindelig høi, smal Mand (næsten 3 1/4 Alen lang), der efter Sigende skal høre til Cementfabriken "Hertha", de mest nærgaaende i Ord og Handling. Glarmester Vermehren var den, som trængte sig ind paa mig, da jeg var gaaet hen til Disken for at erfare Snedker Jensens Navn, og som der henvendte flere af de nævnte Udbrud til mig paa den anførte usømmelige Maade. Den samme Vermehren har ved en tidligere Lejlighed, en Gang i Sommer, søgt at vælte sig ind paa mig i den samme Ventesal, og angav da paa mit Spørgsmaal sit Navn som "Hansen"; men ved et Tilfælde erfarede jeg hans rette Navn inden Togets Afgang. Den omtalte lange Mand var ligeledes særlig ivrig for at trænge ind paa Livet af mig, og et af de anførte krydsende Tilraab ved Disken - jeg erindrer ikke nøiagttg hvilket - kom fra ham. Vidne til det Hele var Værten, og til den sidste Del deraf Stationsforvalter Olsen, hvilke sikkert kunne angive Navnene paa de øvrige Deltagere, som Alle maa antages at være fra Ringsted. Saa fremt der afgives Forklaringer, som i væsentlige Punkter afvige fra mit Ovenanførte, forbeholder jeg mig Yderligere."

Tauber tilføier endvidere Følgende: Idet jeg om det Forefaldne kan henholde mig til de i denne Skrivelse meddelte Oplysninger, overlader jeg rolig Dommen over denne Skandale til Almenheden og skal her kun tilføie et Par Ord til "Dagbladet". Dette Blad har i sin ovenfor (i "Sorø Amtst.") aftrykte Meddelelse ikke blot fremstillet Sagen efter en forvansket og hadefuld Beretning, men omtaler den oiensynlig i en bifaldende Tone. At Hr. Topsøe, der begik det berygtede Overfald paa Folketingsmand Steenstrup i Folketingets Forsal, finder personlig Tilstedsstillelse ved en saadan Færd, der er beslægtet med hans egen, kan ikke undre Nogen; men et alvorligere Tidens Tegner det, at en saadan Sag kan omtales paa slig Maade i et af Landets største Organer, og ligesaa sikkert er det, at dette insulterende Overfald paa mig er en Frugt af det systematiske Ære skænderi, som "Dagbladet" i Forening med andre Hovedstadsblade og deres Aflæggere og Eftersnakkere i Provindserne, har drevet imod mig, paa samme Maade som "Dagbladet" under sin forrige Redaktør bidrog til at fremkalde Nytaarsoptøierne 1866 imod Ministeriet Rotwitt.

Af et senere Nr. af "Sorø Amtst." sees det, at Hr. Tauber har faaet sit omhandlede Andragende til Herredsfogden i Ringsted, Hr. Buchwald, tilbagesendt, ledsaget af en Skrivelse, hvori denne erklærer, at han ikke finder Anledning til at anstille den begjærede offentlige Undersøgelse, men formener, at det maa blive Klagerens egen Sag at drage vedkommende Personer til Ansvar under en privat Politisag.

(Aarhus Amtstidende 24. november 1873).

Af "Sorø Amst" ses at den af Herr Tauber til Byfogden i Ringsted, Buchwald, indgivne Klage over nogle Personer, som overfaldt og forulempede Tauber paa Ringsted Banegaard, er bleven ham tilbagesendt, idet Byfogden mente, at det maatte blive Klagerens egen Sag at anlægge privat Sag imod de Personer, der havde fornærmet ham. - Det skulde blot have været nogle Arbejdere eller Venstremænd, der havde opført sig som Gadedrenge mod en Højremand, f. Eks. en Ministerkandidat, saa skulde vi have hørt et Hyl i Storborgerpressen saavel i København som Landet rundt. Om Byfogden i saa Tilfælde ogsaa havde fundet, at vedkommende Højremand (eventuelt Minister) skulde anlægge privat Sag imod Arbejderne? Nej, sikkert ikke! og dog har vi Lighed for Loven her i Landet, det vil sige: Paa Papiret.

(Socialisten 26. november 1873).

I januar 1874 blev snedkermester Jensen frikendt i Ringsted Byting, og dette skete også den 21. december 1874 ved den kgl. Landsover- samt hof- og stadsret.

Journalist og politiker Johannes Henrik Georg Tauber (1827-1892) blev omkring 1844 politisk interesseret, Carl Ploug og Fædrelandet, Dagbladet indtil 1855. Redaktør af Fyens Avis 1856–59. Juli 1863-februar 1864 medredaktør af Danevirke i Haderslev. 1866–69 redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. Politisk bevægede han sig fra de nationalliberale til det nationale venstre. Han blev i 1869  valgt til folketinget (Horsenskredsen). I 1870 var han med ved dannelsen af det forenede venstre. 1871 købte han højrebladet Sorø Amtstidende der nu blev talerør for Venstre. I 1872 blev han valgt til Folketinget  i Slagelse, og igen 1873 og 1876. Hans politiske modstandere nægtede at avertere i hans blad. Han stiftede 1872 Vestsjællands Folkebank, der gik fallit 1877. Han blev ikke valgt 1879 i Slagelse, men samme år i Ruds Vedby. Som artiklen viser, var de nationalliberale forbitrede over hvad de opfattede som embedsmandssønnen og akademikeren der havde svigtet sin klasse.

Mere Oprør! (Efterskrift til Politivennen)

Hvis det ikke har været galt før, saa er det blevet det nu. Kongen har hjemsendt Folketinget, som ikke samstemmende med hans Raadgivere, og ny Valg ere udskrevne til den 14de Novbr. Det er under disse Omstændigheder naturligt, at hele Storborgerpartiet, navnlig Høirepressen, skummer i det vildeste Had og Raseri mod Modpartiet, Smaaborgerne, men især mod disses Ledere. Hvad har da Ministeriet gjort, spørges der om! Der kan svares, at det i visse Retninger har gjort meget for meget, i andre meget for lidt. Der sidder endnu Mand i Kongens Raad, som Enhver, der elsker sit Fædreland og sin Konge, oprigtig maatte ønske vare blevne fjernede derfra for godt 10 Aar siden. Hvad der er udrettet af disse Mænd og deres Tilhængere, det skal Historiens Aarbøger nok vide at opbevare til de sildigste Tider i sørgelig ihukommelse. Men hvad har Flertallet af Rigsdagens Medlemmer da gjort, spørges det ogsaa Slet ikke Andet, end at dette Flertal endelig har besluttet, at ville gjøre Ende paa det Parties Regimente, der - som sagt - har paaført os mere end nok af Ulykker. Men Allarmen og Spektaklen, som Vedkommende gjøre for at holde sig, er ogsaa frygtelig. Det, der nu er sket, bedrives af Storborgerpartiet som Begyndelsen til Oprør, ja næsten som et Saadant. Jeg troer, at dersom alle Helvedes Djævle vare løsladte, kunde det ikke afmales gaæere. Der har været talt om raa Pøbel, om Socialister, Kjæltringer og uopdragne og tølperagtige Slyngler af Arbeiderklassen. Men man maa rigtignok tilstaa, at den "fine Pøbel" i disse Dage overgaar langt den grove do. i Henseende til personlig Udskjælden og nederdrægtig Løgn og Bagvaskelse imod Modstanderne, eller dem, som de ikke kunne bruge for deres Planer. Og blandt dem, som heromkring maa holde allerhaardest for, er Skoleforstander Bjørnbak i Viby, Og hvorfor! Fordi han blotter Kjæltringestregerne hvor han finder dem, og fordi han ved sin sjeldne Fasthed og ufortrødne Arbejdsomhed virkelig er Partiets allerfarligste Fjende. Vore to andre her udkommende Blade hyle og skraale forfærdelig over Bjørnbak, saa at endog Folk, som før have sagt, at Bj. var alt for grov i sit Blad, nu selv indrømme, at Hine er langt grovere, end han nogensinde har været. De ere blevne i den Grad grove, at hvis Beskyldningerne virkelig vare sande, maatte B. for længe siden have siddet i Tugthuset. 

Hvem har da mon den virkelige Skyld for, at Folketinget blev stædigt og vilde raade sig selv lige med Et! Den rette Skyldige er naturligvis - Bjørnbak. Ja hvorfor ikke! Han har Skyld i Alting; at en Tønde Land Jordsmaal i de sidste Aar er steget med et Par hundrede Daler, at en Hest, en Ko, 1 p Smør, Kjød. Flæsk, Mælk, Kasse, Brændevin, Klæder og Sko osv. osv., er steget l/3 imod før, det har B. Skyld i. At en Karl, Pige, en "sølle Husmand" osv. vil have høiere Løn for at arbeide, det har B. Skyld i. At der stiftedes Foreninger i Udlandet af Arbeiderne, fremkaldt af Selvopholdelsesdriften og Nødvendigheden for ikke at sulte at ihjel, og at denne Bevægelse tilsidst ogsaa naaede hertil, kort sagt Alt skrives paa Regning. Jeg ved ikke, hvad man mest skal forundre sig over, enten over den frække Løgnagtighed, der fortæller sligt, eller den Dumhed, som troer det. Hvorfor rase vore Fjender med Løgn og Æreskænderi mod de Mænd, som have vakt os, og som gjøre Alt for at holde os vaagen? Fordi Hine helst selv vilde beholde al Magt. Saa raabes der i Kor, at nu vil man Kongen tillivs. Lutter Løgn - Kongen har ligesaa mange og lige saa tro Undersaatter iblandt os, som iblandt Storborgerpartiet. At slutte sig til os, den talrigste Del af Folket, tager Kongen visselig ingen Skade af. Der skraales om Brud paa Forfatningen. Ligeledes Løgn. Det er Storborgerpartiet selv, som truer denne. Dernæst vil man skræmme med Tilstanden i Spanien, med Kommunen i Paris, den røde Republik, Socialismen, Internationale. Løgn det Hele! Kort, man raaber i et forvirret Raab om Bismark, Bjørnbak, Socialisten, Aarhus Amtstidende, Skjærsliberen, Tugthuskandidater, Husmænd og Dagleiere, og underligt, om ikke Djævelen selv ogsaa bliver stilt op til ydermere Skræk, Men vi kan være overbevist om, at jo høiere Partiet skraaler des tættere er Kniven det for Struben, 

Et lille Raad vil jeg give mine Meningsfæller, som ere svage i Troen: I skulle ikke tro et eneste Ord af alt Dette, Sandheden er, at der er slet ingen Fare paafærde. Møder for Alting Alle paa Valgdagen, hvor Enhver skal give Møde, og rend ikke andre Steder hen. Og skulde Nogen være i Tvivl om, hvem han skal give sin Stemme, da kan Vedkommende nemt hjælpes ud af den Forlegenhed. Vi skal stemme paa den Mand, eller de Mænd, som det Parti, jeg ovenfor har beskreven, rakker allerstærkest ned paa, og skjælder allerstærkest ud; saa tage vi virkelig ikke feil. Og et Raad endnu til dem af mine Læsere, som ville stemme paa en Venstremand, En, der siger Nei til Finantsloven! Faar først at vide til Visse, om Eders Navne ere paa Valglisten, inden I opgive, hvem I stemme paa. Det kunde ellers let hænde, at naar I først have nævnet Kandidaten, Eders Navn da ikke er til at finde af den Vedkommende. Derimod kan en Høirekandidats Vælgeres Navne langt lettere findes, især i Aarhus Amts 2den Valgkreds; vi lode os godt tage ved Næsen i 1866. Det maa vi for Guds Skyld ikke gjøre mere.

E, Sk. Hr. Gaardeier og Sognefoged Jens Andersen Gott i Faarup har igjen for nylig udgydt af sin Visdomspose i Jyllandsposten Nr. 252. Jens Andersen bliver vel snart, tænker jeg, for Jyllandsposten, hvad Konsul Mørk nu er for Stiftstidenden. Hr. Hoffmeyer behøver virkelig ikke at sjenere sig derved, for siden Vorherre kaldte Propr Folsach til Ristrup heden, kan Hr. I. A. G. i Faarup godt betragtes som første Storborger i Faarup og Sabro Sogne. Onde Tunger sige rigtignok, at det ikke er Hr. A. selv, som skriver disse gyldne Ord, hvorunder hans Navn pranger, og man nævner iblandt Flere ogsaa en vis Amtstuefuldmægtig. Men jeg har bandet paa, at dette Rygte vistnok farer med Usandhed. En Amtstuefuldmægtig, der tillige indtager andre betroede Stillinger, maa absolut være en skrivekyndig Mand, og af en saadan Mand maatte man jo altsaa kunne vente en langt bedre Stil. Imod at Skribenten skulde være Hr. J. A. G. selv har man anført, at den som paatager sig saa rørende og ukaldet at præke Fred, Fordragelighed, Forsoning, Dyd og Moral, ja i Sommer i Hundedagene gav gode Raad, Altsammen især for Bjørnbak, jo maatte have saa særdeles pænt Mel i sin Pose i alle de anførte Hensender.

Brabrand Mark, den 4de November 1873.

Niels Pedersen Nørgaard.

Husmand.

(Aarhus Amtstidende 12. november 1873).

Politi mod Forsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 3die November 1873. Igaar overraskede "Socialisten" med en af Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedker S. Pihl, underskreven Opfordring til Kjøbenhavns Arbejdere om at møde idag Kl. 12 paa Slotspladsen udenfor Kristiansborg Slot, for at støtte Indgivelsen til Kongen af en paa et Arbeidermøde paa Nørrefælled vedtagen Adresse om Benaadning af de tidligere Arbeiderførere Pio, Brix og Geleff. Denne Adresse blev kort efter Vedtagelsen overbragt Kronprindsen, som da førte Regeringen i Kongens Fraværelse, men den blev ikke modtaget, da Kronprindsen anmodede Overbringerne om at afvente Kongens Hjemkomst. Efter denne blev det imidlertid Vedkommende betydet, at Adressen maatte indgives igjennem Justitsminister Klein. Da Arbeiderne imidlertid ikke troede at kunne vente noget godt Resultat ved Justitsministerens Mellemkomst, var det at Pihl udstedte sit Opraab igaar for at Kongen - der gav offentlig Audients idag paa Kristiansborg Slot fra Kl. 11-1 - kunde se, at det var et i Arbeiderbefolkningen almindelig næret Ønske, som Adressen var et Udtryk for, og skal det have varet hans Hensigt under den offentlige Audients at faa Adressen overleveret til Kongen. Igaar Formiddags Kl. 11, da Pihl stod i Begreb med at tage med Banen for at deltage i et offentligt Møde paa Landet, blev han imidlertid anholdt paa Banegaarden af Politiinspektør Hertz og ført til Raad- og Domhuset, hvor han foreløbig sidder under Anholdelse for senere at blive sat under Tiltale for formentlige Fornærmelser mod Kongen. I Morgenbladene bekjendtgjorde derhos Politidirektøren, at en Sammenstimlen paa Slotspladsen ikke vilde blive taalt, hvorfor Enhver advaredes mod at indfinde, sig der til den nævnte Tid. Om nu denne Bekjendtgjørelse ikke er bleven tilstrækkelig kundbar eller ikke er bleven respekteret, veed jeg ikke, men saameget er vist, at der noget over Kl. 12 samledes ikke faa større Grupper paa Slotspladsen, uden dog i mindste Maade at forstyrre Roligheden. Politiet, der var meget talrigt tilstede, fandt imidlertid her en ønskelig Leilighed til at øve deres Myndighed; de begyndte derfor at drive Massen foran sig fra Høibro langs Kanalen til Holmensbro, men dette gik dog fredelig af, da Mængden meget villig lod sig drive afsted. Efter at den var kommen over Holmens Bro, synes det, som om den vilde tage en lille Oprejsning ved Afsyngelsen af Socialisternes Marsch og Hurraraab for Pio, Brix og Geleff, og dette var da ogsaa den tilstedeværende myndige Politiinspektør Clausen formeget. Paa Kommandoordet "Træk Stavene og slaa løs!" foer den betydelige Politistyrke ind blandt de Tilstedeværende, satte efter dem i fuld Fart og slog saa kraftig løs med de tunge Politistave, at Mange bleve betydeligt saarede, navnlig i Hovedet, som Betjentene særlig syntes at bruge som Skive for deres Slag. Det var imidlertid ikke blot dem, der havde været med paa Slotspladsen, som maatte bøde saa haardt, men ogsaa de, der befandt sig "Ved Stranden", da Indhugget skete, bleve revne med i Sværmen og undgik vel heller ikke enkeltvis ved flauende Argumenter at blive mindet om, at det under visse Forhold kan være farligt at færdes paa Gaden i lovligt Ærinde. Det Stormløb, som Betjentene anstillede, var det umuligt at slippe fra i den stærke Trængsel, og Slagene haglede da ned over Skyldige og Uskyldige i Flæng; ja selv Damer bleve ikke skaanede. En gammel graahaaret Arbeider, som neppe vilde eller kunde gjøre stor Kvalm, saa Meddeleren heraf navnlig blive saa ilde tilredt, at det var en Ynk at se, idet der blev ham tilføiet flere større Saar i Hovedet, fra hvilke Blodet strømmede ned over hans Ansigt og Klæder og tilredte ham frygtelig.

(Aarhus Amtstidende 4. november 1873).

Kvindeligt Tyvepar. (Efterskrift til Politivennen)

Christiane Vilh. Andersen blev ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret 23. januar 1863 dømt for bedrageligt forhold. Sagen blev også behandlet i Højesteret. Hun omtaltes der som våbenmester Jensens enke. Hun optræder i forbryderalbum for 1865:

“Christiane Vilh: Andersen, Vaabenmester Jensens Enke, født i Kbhvn d: 26/11 19; hun er straffet 2 Gange i Slesvig med V: og B: i 6 G: 5 D: for Tyveri og Bedrageri og ifølge Høiesteretsdom af 11/6 63 str: med 2 Aars Forbdharbeide for Bedrageri med laante Sengeklæder. – 108”. [1865]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Et par år efter dukkede så Caroline Charlotte Høidal op i aviserne:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Da en i Blancogade boende Enkefrue en Eftermiddag vilde forlade sin Lejlighed, blev hun opmærksom paa, at en fra Trappegangen til hendes Sovekammer førende Dør, der altid pleiede at være aflaaset, stod paa Klem, hvorfor hun antog, at en Uvedkommende havde aaabnet den. Da hun derpaa skubbede den op, traf hun et Fruentimmer staaende bag Døren inde i Soveværelset, og da hun ved Eftersyn i Værelset savnede et Sølv-Cylinderuhr og 26 Rdl., som vare udtagne af en Tegnebog samt en Portemonnaie med nogle Smaapenge m. m., afkrævede hun Fruentimmeret disse Ting, hvilke denne ogsaa udleverede tilligemed en falsk Nøgle. Ved en tilkaldt Politibetjents Foranstaltning blev Fruentimmeret, der var en tidligere straffet Person, nemlig Arrestantinden Caroline Charlotte Høidal, strax anholdt og bragt paa Politistationen.

Efter hvad der under Forhøret ifølge Arrestantindens Tilstaaelse blev oplyst, havde hun i Løbet af et Par Maaneder i indeværende Aar forøvet 11 Tyverier her i Staden, der have været forbundne med Indbrud om Dagen, idet hun ved Hjælp af falske Nøgler havde skaffet sig Indgang i aflaaasede Værelser, og sammesteds tilvendt sig forskjellige Klædningsstykker, Uhre, Prætiosa m. v. til en samlet Værdi af 115 Rdl. 58 hk.

I samme Tidsrum havde Arrestantinden paa 8 i 9 forskjellige Steder stjaalet Nøgler, som sad i Dørene udvendig, og som hun tilvendte sig, for senere ved Leilighed at benytte dem, hvilkel hun ogsaa tildels har gjort.

Arreslantinden, der er 44 Aar gl., har 3 Gange tidligere været straffet for Tyveri, senest ved Høiesteretsdom af 10de Mai 1866. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev hun nu anseet efter Straffelovens § 232 for 4de Gang forøvet Tyveri, sammenholdt med § 229 Nr. 4 1ste Led, med 6 Aars Tugthusarbeide.

(Fædrelandet 20. december 1867).

De to må have indledt et samarbejde:

En kvindelig Kvistkammertyv. En Eftermiddag i Juni d. A. bemærkede en ved Nørrevold i Kjøbenhavn boende Dame, at et Fruentimmer var ifærd med at aabne Døren til et Pulterkammer paa den Gang, hvor Damen boede. Denne antog strax. at det var en Tyv, der forsagte at gjøre Indbrud med en Nøgle, og vilde derfor anholde Tyven; men da hun greb fat i hende, rev hun sig løs og ilede ned ad Trappen, men efterlod sit Shawl, som Damen beholdt i Haanden. Ved Hjalp af Shawlet og det opgivne Signalement lykkedes det Politiet at opdage Tyven, Caroline Charlotte Højdal, der 4 Gange tidligere er straffet for Tyveri, senest med Tugthusarbejde i 5 Aar. Siden Januar d. A., i da hun blev løsladt efter udstaaet Straf, har hun gjort sig skyldig i en Rakke af Indbrudstyverier paa Kvistværelser, som hun i Reglen aabnede med sin Stuedørsnøgle, og ved disse Tyverier tilvendte hun sig en stor Del Klædningsstykker til en Værdi af omtrent 54 Rd. Hun logerede hos Christiane Vilhelmine Andersen, Jensens Enke, der ligeledes tidligere har været straffet, og bragte de stjaalne Koster hjem til hende, som uagtet hun vidste, at de vare stjaalne, pantsatte dem og selv beholdt Pengene, medens hun til Gjengiæld underholdt Højdal. Enken Jensen havde endvidere uden Vedkommendes Vidende og Villie pantsat forstjellige Klædningsstykker, Duge m. v., som vare leverede hende til Laans eller Forvaring. Ved Kriminalretten bleve de Begge dømte til Tugthusarbejde, Højdal i 8 Aar. Jensens Enke i 2 Aar.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. november 1873)

“Caroline Charlotte Høidahl, født og hjemmeh: i Kbhn:; str: flere Gange og navnlig med 5 Aars Tugthus for Indbrudstyverier med falsk Nøgle i Værelser og [en] mængde Leilighedst: Mist: Prot: G. Pag 29.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ovenstående foto fra 1873 må være taget i forbindelse med de omtalte sager, men at hun fortsatte, fremgår af at hun igen dukkede op i forbryderalbum for 1881. Der står at hun senest er straffet med 8 års forbedringshus:

“Caroline Charlotte Høidahl, født her 16/12 43; i mange Aar str: navnlig for T: med f: N: i Beboelsesleilighed og paa Qvistk:; sidst 8 Aar Tugth:. Mist: Prot: G. 29. 317”. [1881]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

En Hustrus Mishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19de Mai d. A. indfandt en Arbejdsmands Hustru sig paa 3die Politistation her i Staden og anmeldte, at hun i de sidste 8 Dage var bleven slaaet af sin Mand med en tyk Stok, samt foreviste ved denne Lejlighed Spor af Slag paa højre Side af hendes Hals og Rifter i Ansigtet. Under den den 18de f. M. i Anledning heraf paabegyndte retslige Undersøgelie fastholdt hun sin paa Politistationen afgivne Forklaring og tilføjede, at hendes tiltalte Mand, med hvem hun indtil Slutningen af foranførte Maaned havde boet i Dronningens Tvergade, og derefter i lille Regnegade, ogsaa paa det sidst nævnte Sted havde slaaet hende saavel i Hovedet som paa andre Steder af Legemet, men dog ikke som tidligere med en Stok. Tiltalte erkendte vel, at have lagt Haand paa sin Hustru, men kun for at forhindre hende fra at slaa ham, fra at mishandle deres Barn og fra at ituslaa deres Ejendele. Derimod negtede han at have slaaet hende med en Stok, hvilken Forklaring han stadig uforandret vedblev. Efter at han en halv Snes Dage havde været arresteret under Hovedforhøret, blev han ved dettes Slutning den 28de Juni løsladt af Varetægtsarresten. Straks efter at dette var sket, tilstillede han Kriminalrettens 5te Kriminalkammer, ved hvilket den omhandlede retslige Undersøgelse var bleven foretagen, en med hans Hustrus Navn undertegnet og den 1ste Juli d. A. dateret Skrivelse, hvori det hedder, at hun, der vel for Politiet havde anmeldt de af hendes Mand under deres Uenighed mod hende udviste Haandgribeligheder, ikke kunde fragaa, at hun havde gengældt disse og sikkert ved et mere sindigt og sagtmodigt Forhold kunde have forhindret hans Overfald. og at det vilde gøre hende meget ondt, om Tiltalte skulde komme til at lide Straf for en Overilelse, som hun tildels havde foranlediget, hvorfor hun indstændig anholdt om, at han maatte fritages for Straf, eller at denne i modsat Fald maatte blive saa lempelig som mulig i den Overbevisning, at den tidligere sørgelige Ufred ikke vilde blive genoptagen. I det i Anledning Heraf optagne yderligere Forhør erkendte Tiltaltes Hustru vel at have samtykket i den ovennævnte Skrivelse, men nægtede at være bleven bekendt med dens Indhold og som Følge heraf at have vidst, at deri udtales, at hun havde gengældt eller foranlediget sin Mands Haandgribeligheder, hvorhos hun forklarede, at Tiltalte ogsaa efter sin Løsladelse af Varetægtsarresten stadig havde behandlet hende paa den mest raa og uforskammede Maade, navnlig udskældt hende, spyttet hende i Ansigtet uden nogensomhelst Grund og, naar hun tog til Genmæle, pryglet hende paa det Ubarmhjertigste. Tiltalte havde under det sidstnævnte Forhør erkendt, at han kun havde Bemyndigelse af sin Hustru til at lade udfærdige et Bønskrift til Fordel for ham, men ikke til i denne Skrivelse at anføre, at hun havde foranlediget eller gengældt hans Haandgribeligheder, men paastod, at han ikke havde bemærket, at dette Sidste stod i Skrivelsen, "da denne blev oplæst for ham af den Person, af hvem han havde ladet den udfærdige, og at det ikke havde været hans Hensigt, at det skulde staa deri." Derimod fastholdt han sin Nægtelse af nogensinde at have slaaet sin Hustru ogsaa efter hans Løsladelse af Varetægtsarresten. Da der imidlertid ved det under Sagen Oplyste, navnlig ifølge flere Vidners afgivne og med Ed bekræftede Forklaringer fandtes at være tilvejebragt et tilstrækkeligt Bevis for, at Tiltalte havde gjort sig skyldig i den ham paasigtede Forbrydelse, uden at han dog ved denne havde tilføjet sin Hustru Saar eller Skade paa Helbred, blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Socialisten 16. oktober 1873).

Karen Christoffersen. (Efterskrift til Politivennen).

Bedrageri. Den 15de Juni f. A. indlagdes en Pige ved Navn Christiane Marie Christoffersen paa Almindelig Hospital. Hun eiede foruden nogle Meubler, Sengklæder og Gangklæder tillige en Sparekassebog i "Bikuben", hvorpaa der indestod 310 Rd. Disse Eiendele betroede hun til sin Søster, Karen Christoffersen og bad hende at tage dem hjem og opbevare dem i hendes Logie, for hvilket Leien var betalt forud. Den 21de næstefter afgik Patientinden ved Døden og efterlod sig en udenfor Ægteskab født Datter, der af Fattigvæsenet var sat i Pleie paa Landet. Den Afdødes Søster besluttede under disse Omstændigheder at tilegne sig de hende betroede Efterladenskaber, der vare blevne henlagte paa et Loft i det Sted, hvor Afdøde havde boet, og da Skifteretten, som behandlede Boet, indfandt sig, paaviste hun kun nogle faa Genstande som Søsterens eiendele og disse bleve kun vurderede til 2 Rd., hvorfor de udlagdes hende som Betaling for Begravelsen, hvilken Karen havde besørget. Hun undlod forsætlig at opgive den omtalte Sparekassebog, nogle Sengklæder og Meubler, en Silkenederdeel og et fransk Shavl, ialt til Værdi 32 Rd. for at fravende Boet disse Gjenstande, og hun tilegnede sig dem derefter, idet hun bl. A pantsatte Shavlet og Silkenederdelen, og da Boet var sluttet, lod hun ved en Kone, hun kjendte, Pengene hæve i "Bikuben", og anvendte heraf c. 100 Rd. til en Symaskine og henved 50 Rd. til Klæder til sig og Confirmationstøi til sin Datter. Den Afdødes Datter tænkte hun derimod ikke paa; men da hendes Broder, en Arbeidsmand, noget efter henvendte sig til hende og fortalte, at han havde hørt omtale, at Søsteren skulde have efterladt sig Penge, foregav hun, at Søsteren havde efterladt 100 Rd., som hendes uægte eneste Barn skulde have, og foreslog Broderen at modtage de 100 Rd. paa Barnets Vegne og sætte dem ud for dette, hvilket Tilbud Broderen modtog, dog uden at opfylde sit Løfte, idet han forødte Pengene. Barnets Værge forlangte ham dog ikke tiltalt herfor, da det ikke godtgjordes, at han var vidende om det begavede Bedrageri. Derimod sattes Karen under Tiltale, og efterat hun i nogen Tid havde siddet arresteret, tilstod hun sin Forbrydelse, for hvilken hun ved Criminalrettens Dom blev anseet efter Straffelovens § 252 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes i Erstatning til Søsterens Bo at betale 311 Rd. 4 Mk. 6 sk, samt hvad der maatte koste at indløse det pantsatte Shavl og den pantsatte Nederdeel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Om forsømte Børn i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

(Af Pastor Helms.)

Iblandt de Midler, paa hvilke Nutiden har sin Opmærksomhed henvendt for at forbedre de fattige og arbeidende Klassers Kaar, indtager Bestræbelsen for at forbedre Skolevæsenet, en betydningsfuld Plads. Ogsaa i Kjøbenhavn staaer Skolevæsenet paa Dagsordenen og i de offentlige Skoler har man skyndt sig med at udvide saavel Skoletiden som Underviisningen - en Foranstaltning, som dog neppe kan hilses med ublandet Glæde medmindre den ledsages af tilsvarende Foranstaltninger for de daarlige Børn, som hidtil ikke have kunnet tilfredsstille Skolens Fordringer, og endnu mindre ville kunne dette i Fremtiden. Friskolerne omfatte naturligviis mange fattige og skrøbelige Børn, som leve under de sørgeligste og usleste Vilkaar, Børn, som ved dagligt, ofte strengt og langvarigt Arbeide maae hjælpe til Familiens Underhold. Ikke faa maae tilbringe hele Dagen udenfor Hjemmet, deelte imellem Arbeidet og Skolen, og komme de endelig hjem om Aftenen, er der dog hverken Lyst eller Ro til at læse. Saadanne Børn kunne, tilmed naar de ere tungnemme eller svagelige, afkræftede af Mangel pau ordentlig Næring, kun daarlig følge med i Skolen; jo mere dennes Fordringer strammes, desto mere bleve de tilbage; sløvede og trættede af Skjænd og Oversidden i Klasserne blive de lede og kjede af Skolen, som de omsider forlade med høist mangelfulde Brudstykker af Kundskab. 

For saadanne Børn gives der i Kjøbenhavn en saakaldet Extraskole, som rummer 50 Børn. Det har forlængst været erkjendt, at den er aldeles utilstrækkelig, men den vil blive det i langt høiere Grad, eftersom der stilles højere Fordringer til de normale Skoler. Det er at haabe, at de fornødne Pengemidler maae findes enten til at udvide den bestaaende Extraskole, eller til at oprette Extraklasser ved de forskjellige Friskoler, hvor Underviisningen kan lempes efter de daarlige og forsømte Børns Tarv.

Men en langt betænkeligere sag er det med det stedse stigende Antal Drenge, som mod Forældrenes Villie og Vidende forsømmer Skolen, og som kun, ledsagede af Faderen eller Moderen, kunne bringes derhen. Men Fattigfolk have i Reglen ikke Tid dertil; Arbeidet skal passes, Sygdom eller smaa Børn binde Moderen til Huset, og den Omstændighed, at en saadan stor Knægt stundom river sig løs paa Gaden og løber sin Vei, er ikke behageligt for vedkommende Forældre. Vil Skolen straffe saadanne Skulkere, saa tage de deraf kun Paaskud til ny Forsømmelse, og Skolen staaer ligesaa hjælpeløs overfor dem som Forældrene. At mulctere disse, hvilket man for Exemplets Skyld ikke ganske kan undlade, bliver i mange Tilfælde en Haardhed, som kun stemmer dem bittert imod Skolen, uden at Børnene derfor blive bedre. Stundom kan det lykkes at faae et saadant Barn sendt bort, naar det ikke blot forsømmer Skolen, men løber bort fra Forældrene Dage og Nætter, begaar Tyverier osv. Men bedre vilde det dog være baade for Børnene, Forældrene og hele Samfundet, om det Offentlige antog sig dem itide, før de have givet alt for megen Forargelse. Thi saadanne Drenge nøies i Reglen ikke med selv at skulke, men de ligge idelig paa Luur efter skikkelige Kammerater, som de drage i Ledtog med sig, og der danner sig efterhaanden Smaabander, som give Hovedstadens Proletariat en sørgelig Tilvæxt.

Mulctsystemet gaaer ud fra, at Forældrene ere Skyld i Børnenes Forsømmelser. Men hvor Forældrene have tabt Magten over Børnene, der gjælder det at rumme disse selv, og dette kan formeenllig kun skee ved at sætte dem i en Tvangsskole, saaledes som det skeer med de uregjerlige Børn, der ere under Fattigvæsenet. Der er Forældre nok, som med Taknemmelighed vilde modtage det Offentliges Hjælp til at tugte deres vanartede Børn, ja som endog baade kunde og vilde udrede noget til deres Underhold i nogen Tid, i det Haab, at deres Trods kunde blive kuet, og den blotte Tilværelse af en saadan Tvangsskole vilde indgyde mangt et Barn en gavnlig Respect og lægge en Dæmper paa dets Hang til Udskeielser.

Dit er mit Haab, at den Commission. som er nedsat til at undersøge Skolevæsenet i Kjøbenhavn, vil tage disse Forhold under grundig Overveielse. Det kjøbenhavnske Almueskolevæsen er vistnok bedre, end de Fleste forestille sig, og det fortjener ikke de haarde Domme, som stundom ere fældede over det af Mænd, som kun kjendte meget lidt til det. Men naar man finder Skolerne fortræffelige og beundrer, hvad de knnne præstere ved Examina og Verdensudstillinger, da glemme man ikke at lægge Mærke til det Bundfald af Børn, der enten bliver siddende fast i de nederste Klasser, eller der udvikler sig til Besvær og Fordærvelse for Samfundet!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Holmens Kirke. (Efterskrift til Politivennen)

Holmens Kirkes Restauration, der paabegyndtes ifjor Foraar, siden hvilken Tid kirken har staaet lukket, er nu fuldført, og fra førstkommende Søndag vil den atter blive aabnet for Menigheden. Det tidligere saa mørke Kirkerum med dets store, stygge, lukkede Pulpiturer og den smagløse Blanding af Inventarium fra Christian IV s Periode og i Rococcostiil er nu forvandlet til et smukt, lyst Rum med aabne Pulpiturer, der ligesom Stolene paa Gulvet ere deels af Egetræ, deels egetræes-malede, med hvidt Loft og vægge, der ere malede i en let graa Farve. Udvendigt er som bekjendt Kalkpudset borttaget, saa at de oprindelig røde Steen, hvoraf endeel af Kirken er bygget, ere komne frem, medens den øvrige Deel af Bygningen, der er opført af gule Steen, er bleven malet som hiin, ligesom endvidere Jerngitterværket og Portene udenfor Kirken ere blevne malede og Forgyldningen fornyet. I det Indre er alt ældre Inventar, der er blevet bibeholdt, blevet restaureret, og fra flere Sider har Kirken modtaget værdifulde Gaver af forskjellige til dens Brug hørende Gjenstande. Saaledes har Provst Fog skjænket to store Gas-Jerncandelabre, der efter Tegning af Architekt Fenger ere udførte i Chr. IV's Stiil og anbraagt ved Opgangen til Choret. Alterklædet, der er af rødt Fløjel med et Crucifix i ophøiet Guld- og Sølvbroderi, er givet af Pastor Warburg, og to Broncecandelabre, der henstaae paa Alteret, ere skjænkede ved Pastor Schmidt, medens Kirkens Katheketer have givet en smuk, sølvbeslaaet Alterbog, og Trinene, der føre op til Alteret, ere forsynede med smukt Broderi, som er syet af flere af Menighedens Damer. Fra Lehnsgrevinde Danner vil Kirken modtoge to store Sølvstager til Alteret. Af 10 Medlemmer af Menigheden er der skjænket en ny smuk Døbefont af Sandsteen og sort, belgisk Marmor med Relieffer i hvidt Marmor af Evens, hvorimod det gamle Sølvbækken fra Christian IVs Tid er bibeholdt og anbragt i den nye Døbefont. Kirken, hvis Restauration er bleven ledet af Architekt Fenger, rummer nu 11-1200 Siddepladser eller kun omtrent 100 mindre end før, uagtet de gamle Pulpiturer havde flere Etager, medens det nye kun har een. Omkostningerne, der ere udredede af kirkens egne Midler, vare i det oprindelige Overslag anslaaede til 47,000 Rd., men deels paa Grund af Prisernes Stigning, deels fordi man senere har fundet det rigtigt tildeels at anvende bedre Materialier og gjøre flere hensigtsmæssige Forbedlinger, ere Udgifterne naaede op til c. 60.000 Rd. Endnu fremhæve vi, at der er opført en Tilbygning for en Skriftestol foruden de to mindre, der findes i selve Kirken, samt at Kongestolen er bleven flyttet til Pulpituret i Længdeskibet ligeoverfor Prædikestolen, hvor den med sit smukke Snitværk bidrager til at forskjønne dette Parti af Kirken, ligesom den ogsaa er smagfuldt udstyret med Højryggede Stole i Christian IVs Stiil.

Igaar blev Kirken tagen i Øiesyn af Hs. kgl. H. Kronprindsen og Kronprindsessen med Følge tilligemed Hs Exc. Conseilspræsidenten og Cultusministeren m. Fl. Hs. Excell. Marineministeren foreviste som kirkens Patron Logningen for de høie Herskaber.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Chr. V. Nielsen: Den nyistandsatte Holmens Kirkes indre. Illustreret Tidende nr. 729, 14. september 1873.

Den fri kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

Den fri kvindelige Forening afholdt Møde i Torsdags Aftes i Adelgade 27. Det var ret livligt besøgt og lededes med megen Dygtighed af Borgerinde Hansen, der tillige aabnede Mødet. Hun begyndte med at oplæse Regnskabet, der blev godkendt, og man gik derefter over til at drøfte Lovene der blev vedtagne efter nogen Diskussion. - Borgerinde C. Hansen indprentede de tilstedeværende Kvinder, at de fremfor Alt maatte udtale sig hvis der var Noget ved Lovene, som ikke tiltalte dem, for at der ikke bagefter skulde være Tale om Forandringer, naar Lovene forelaa trykte. Foreningens Formaal var jo kun at danne et Fond for Arbejdernes Taknemlighed, men ved Siden deraf vilde man ogsaa stræbe hen til at hjælpe hinanden gensidig i Sygdomstilfælde eller Lignende senere hen, naar Midlerne tillod det. Kvinderne behøvede ikke at staa tilbage for Mandene, de burde ogsaa bidrage en Del til deres eget Vel, naar de kun vilde slutte sig sammen - Dirigentinden ytrede, at Kvinderne ogsaa havde Fjender i deres egen Lejr, idet der var dem, der tidligere havde skumlet over, at Regnskabet ikke var saa ganske korrekt, og for at forebygge dette, vilde man fremlægge Regnskabet hver Mødeaften. Foreningens Hovedtanke vilde dreje sig om de tre Mand, og hun kunde ikte undlade at bringe dem en Tanke her i Aften. Det var hendes faste Overbevisning, at det ikke vilde vare længe, før vi atter havde dem i vor Midte, og hun knyttede i saa Henseende sit Haab til Rigedagen. Vi, som her er til Stede, har næsten Alle hørt hver Tale fra Pio's Mund, og om saa Hele Verden sagde, at Dommen var retfærdig, saa vilde hun og vistnok Enhver med hende sige, at Dommen var uretfærdig. Man gjorde Stads og Fjas af en Fyrste, der havde været med til at røve flere Stykker Land fra Danmark, medens man behandlede dem, der vilde Arbeidernes, d. e. Landets Vel, som de gemeneste Forbrydere. Borgerinde Clausen  talte for Regnskabets Rigtighed, og ytrede, at det vilde være en gemen Forbrydelse, at tilvende sig den mindste Hvid af Foreningens Formue, særlig med Hensyn til dens Formaal. - Dirigentinden mente, at Benævnelsen "Borgerinde" var den mest passende for Medlemmerne, idet man da slap for Ulejligheden med at skaffe sig at vide, om den man tiltalte, var "Jomfru" eller "Madam , og hun saa ikke i Benævnelsen Noget, der havde med "Internationale" at bestille, ti naar Medlemmernes Mænd, Forlovede, Brødre osv. var "Borgere i Staten", saa maatte disse jo være "Borgerinder". Da Ingen havde begæret Ordet, fortsatte hun med nogle Bemærkninger "om Kvinden", og fortalte meget træffende, at det ærgrede hende, at man kaldte Kvinden "den Svage" til enhver Tid. Det var uberettiget, ti man havde Tusinde Eksempler paa, at Kvinden var den Stærke, naar Manden lod Modet synke. Hvem havde f. Eks. det meste Arbejde, naar Børnene var syge? Saa var Manden i Tilgift ofte knarvurren og gnaven, medens Kvinden opbød hele sin Sjæls styrke og ofrede sin Ro tidligt og silde; og naar saa Manden svigtede sine Pligter og gik paa Værtshus og ødelagde de knappe Indtægler, ja saa var det atter Kvinden, der maatte holde ud, arbejde til det Yderste, for at holde sammen paa Stumperne og bevare det ydre Skin. Naar Mandens Mod svigtede og han f Eks. tog sig af Dage, da var det atter Kvinden, der maatte tage dobbelt Mod til sig for ikke at lade de stakkels uskyldige Børn i Stikken. Og hvor udholdende sidder ikke Kvinden ved Mandens Syge eller Dødsleje? Kort sagt, der var utallige Beviser paa, at Kvinden var den Stærke, og hun ønskede af Hjertet, at man vilde befri hende fra dette Tilnavn. - Sluttelig talte Borgerinde E. Hansen for Benævnelsen "Borgerinde", idet hun dog fremhævede, at man ikke vilde befatte sig med Politik, det overlod man til Mændene. Vi virker stille og beskedent for os selv og for vort Formaal. - Mødet hævedes med Afsyngelsen af flere socialistiske Sange, og den fortrinligste Stemning havde hersket hele Aftenen, tilligemed en Ro eg parlamentarisk Orden, der endogsaa vilde have gjort en Forsamling af Mand til Skamme. 

(Socialisten 13. september 1873).

I Adelgade 27 lå ifølge Hans Scherfig i "Land og Folk" (1974) i sin tid Tømrerkroen som var mødested for deltagerne i "Tømrerskruen" i 1794.

Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssager. To unge Fruentimre, Arrestantinderne Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen, begge i en Alder af 22 Aar og tidligere straffede, ere i disse Dage ved Criminalretten ansete for Forbrydelser, der for den Førstes Vedkommende vidne om en høi Grad af Snedighed og en Forslagenhed, der har været den egentlige Aarsag til, at Medarrestantinden igjen betraadte Forbrydelsens Bane. Efter at være løsladt fra Ladegaarden den 20de Februar d. A. flyttede Arrestantinden Schmidt sammen med en Arbeidsmand, der intet Erhverv havde og derfor daglig forlangte, at hun skulde skaffe Penge, og undertiden endog pryglede hende. Da hun ikke vidste anden Maade at skaffe Penge paa, foregav hun for sin Veninde, Arrestantinden Andersen, hvem hun havde kjendt i flere Aar, at hun havde en Kjæreste, som laa paa Hospitalet, og som havde Penge udestaaende, men ikke kunde faae dem hævede i sin nuværende Tilstand. Derefter skrev hun Breve til nævnte Arrestantinde, underskrevne med den foregivne Kjærestes Navn, og bad heri om Laan, som lovedes tilbagebetalte med gode Renter. Andersen var saa godtroende, at hun efter disse Breve laante Schmidt c. 20 Rd. Sidstnævnte fandt ogsaa paa en anden Plan til at fralokke Andersen Penge. A. havde ladet sig forlyde med, at hun havde staaet i Kjæresteforhold til en Slagtersvend og givet denne en Portnøgle til Eiendommen, hvori hun boede. S. skrev nu først i den somme opdigtede Persons Navn, som tidligere, og senere i en ved Kjøbenhavns Politi ansat Overbetjents og i en af Criminalretsassessorernes Navne, selvfølgelig uden disses Vidende og Villie, Breve til A , hvori denne underrettedes om, at Slagtersvenden var bleven anholdt af Politiet og havde angivet at have faaet Nøglen af hende, hvorfor hun, under Trusel af at komme 8 Maaneder "paa Huset" og af, at Brevskriveren nok skulde finde hende, paabødes at betale Afdrag paa en Mulct af 50 Rd., som Schmidt havde indbildt hende, at hun skulde betale for at have ladet sin Kjæreste faae den omtalte Nøgle; Pengene skulde leveres til Schmidt, der vilde besørge det Fornødne. Ved disse Breve fik Schmidt presset Andersen til at betale hende c. andre 20 Rd., uagtet S. vidste, at Andersen ikke var i Besiddelse af Penge og for at tilveiebringe dem maatte gjøre sig skyldig i Ulovligheder, ja hun opfordrede hende endog selv til at stjæle fra sit Herskab. Schmidt har derhos flere Gange, naar hun var i Besøg hos Andersen, frastjaalet denne Klædningsstykker og pantsat dem og endelig gjort sig skyldig i flere andre mindre Ulovligheder. For at skaffe de omtalte Penge har Arrestantinden Andersen deels stiftet Laan i sin Madmoders Navn, deels frastjaalet sin Huusbond saavel Løsøre til en Værdi af 17 Rd. som Penge til et Beløb af c. 45 Rd. Disse Penge henlaa om Natten i Huusbondens Tegnebog paa en Commode i hans Sovekammer, og om Morgenen, inden han var staaet op eller var bleren paaklædt, tog hun dem ud af Tegnebogen; den sidste Gang bemærkede Huusbonden Tyveriet og foreholdt Pigen det, men gjorde ingen Anmeldelse derom, da hun lovede at tilbagedelale hele det stjaalne Beløb, hvilket Arrestantinden haabede at kunne gjøre, naar hun fik de udlaante Penge tilbage med Renter. De stjaalne Penge anvendte hun deels til Tilbagebetaling af de Laan, hun havde stiftet i sin Madmoders Navn, deels til at tilfredsstille Arrestantinden Schmidts paatrængende Anmodninger og ikke for nogen Deel til sin egen Fordel. Arrestantinden Schmidt blev anholdt, medens hun var i et Besøg hos Andersen, og da Betjenten, idet han gik bort, yttrede til Sidstnævnte: "Jeg kommer siden og taler med Dem." blev hun forskrækket, og uden at tænke over Følgerne gik hun strax hen paa et Apothek, kjøbte for 2sk Svovlsyre i en lille Flaske og begav sig ud i Grønningen, hvor hun drak en Deel af Flaskens Indhold; hun tabte derpaa Besindelsen og kom først til sig selv igjen efter at være bragt paa Hospitalet, hvor hun i flere Uger maatte henligge under Cuur. Ved Dommen blev Arrestantinden Schmidt straffet med Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder, Arrestantinden Andersen med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. september 1873).

Arbejderforeningens udflugt til Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Den demokratiske Arbejderforening

foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig  derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.

(Socialisten, 9. september 1873).

En udflugt i det grønne

Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.

(Jyllandsposten, 9. september 1873).

Socialismen og Arbeiderbevægelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift strider "V. A. Flkbl." bl. A. Følgende: Socialismen har i vort Fædreland sikkert gjort den Nytte, at man er kommen til at tanke mere over Smaafolks Kaar, og man er kommen til at sysselsatte sig med det saakaldte Arbeiderspørgsmaals Løsning. . . . Fremdeles har Arbeiderrøret bidraget til at vække Arbejdernes politiske Sands. Landboerne have lidt beklaget dem over, at Smaafolk i Byerne lod dem lede blindt hen; nu komme de og sige: "Vi ville ikke mere saaledes være et blindt Værktøi." Skulle vi da nu støde dem bort og skjælde dem ud for Socialister. Gjøre vi det, da vil det blive værst for os selv. Det er kun ved fælles Kamp, fælles Udholdenhed, vi kunne seire. De nylig vakte Folk maa ikke glemme, at der vil Udholdenhed til i Kampen, at Rom ikke blev bygget paa en Dag, og at de, selv i det bedste Tilfælde, ikke maa gjort sig overdrevne Forventninger om den Hjælp, som skal komme fra Lovgivningsmagten. - Om Pio, Geleff og Brix hedder det: Var Staten da eller maaske Kongedømmet i Fare, siden disse Mennesker dømtes saa haardt? Af Aktstykkerne i deres Sag fremgaar det, at det ingenlunde var Tilfældet. Prøjsen har gaaet ganske anderledes lemfældigt tilværks mod to socialistiske Førere, Bebel og Liebknecht, der havde en Betydning, som var meget stor, hvilket paa ingen Maade kan siges om vore. Pio siger meget betegnende i Forhørerne: "En Regning paa 50 Rd. kunde vælte os, hvor skulde vi da kunne tænke paa at vælte Staten?" Det fremgaar tydeligt nok, at der aldrig har existeret nogen bestemt Plan. Pio siger selv om Brix, at han ikke havde fjerneste Begreb om, hvad Socialisme var - - og han kaldtes endda Sekretær, men der førtes rigtignok ingen Protokol. Geleff var paa samme Maade Kasserer; ti han var aldeles uden Kasse saavelsom Penge. Han er Republikaner af Overbevisning; Pio derimod har ikke noget imod Kongedømmet, naar vi blot faa en socialistisk Stat. Højesteretsadvokat Nellemann viser slaaende, at de nævnte Herrer vel undertiden i "Socialisten" have slaaet paa den store Tromme, men de have egenlig intet lovstridigt udtalt. De store Ord finder han naturligvis meget for stærke og moralsk uforsvarlige; men han viser samtidigt, at Bevægelsens Ledere for 1843, f. Ex. Orla Lehmann, ogsaa brugte lignende stærke Udtryk. Deres lovstridige Færd begynder først, da de nægtede at adlyde Politiet den 4de Mai 1871 med Hensyn til Mødets Afholdelse paa Nørrefælled; derfor blev der af Forhørsdommerne rettet Forespørgsler til Isenkræmmerne, om der var solgt Vaaben og Ammunition, anstillet Undersøgelser i Kasernerne, om Tropperne vare blevne paavirkede. Det blev oplyst, at der ikke var solgt saa meget som en Knaldhætte, at der ikke havde været den ringeste Agitation blandt Soldaterne, at der kort sagt ikke var andet end hvad der forelaa aabenlyst og meget naivt aabenlyst.

(Aarhus Amtstidende 5. september 1873. 2. udgave).

Den demokratiske Arbejderforening. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdag den 16. august 1873 dannedes den demokratiske Arbejderforening ved et møde i Føniks. Det skete som en reaktion mod at den internationale Arbejderforening to dage tidligere var blevet forbudt og lokalerne besat af politiet.

Arbejdermødet

i Salonen Føniks i Lørdags Aftes havde samlet saa mange Deltagere, som Lokalet kunde rumme, samtidig med at de tilstødende Gader var overfyldt af Mennesker, som Pladsen i Lokalet ikke tillod at optage.

Omtrent Kl. 8½ traadte Snedker Pihl og Cigarmager Giessing frem paa Talerstolen og modtoges af Forsamlingens jublende Bifaldsraab. Snedker Pihl takkede for den store Tilslutning, der viste, at Arbejderne var mødt med Bevidstheden om, at Arbejderbevægelsens Berettigelse ikke kan undertrykkes ved et Magtbud. Han henpegede paa Nødvendigheden af, at Arbejderne sluttede sig sammen; ti det Magtbud, som nu var udgaaet mod Foreningen "Internationale" var i Virkeligheden ikke Andet end en Frygt for, at Arbejderne skulde gøre de dem ved Grundloven hjemlede Krav gældende. Arbejderbevægelsen kan ikke tvinges ved et Magtbud; det eneste Middel er at indrømme Arbejderne de Rettigheder, de gør og har Lov til at gøre Krav paa. Men disse Fordringer vindes ved en endrægtig Sammenslutning, og for at opnaa denne, skal en ny Forening stiftes, der skal værne om de os ved Grundloven hjemlede Rettigheder, hvilket Magthaverne vil søge at berøve os. Han meddelte derpaa, at han havde besluttet. at oprette "den demokratiske Arbejderforening" og havde taget Cigarmager Giessing som Medhjælper. Denne Beslutning hilsedes med Mængdens jublende Bifaldsraab, og efterat Giessing var bleven valgt til Dirigent, gaves Ordet til Cigarmager Johnsen, der i indtrængende Ord opfordrede Arbejderne til at starte sig til den nye Forening, hvis Formaal var ved alle Lovens Midler at virke hen til i politisk og social Henseende at opnaa fuldstændig Ligeberettigelse med de andre Klasser i Samfundet. Snedker Winther viste i fyndige Ord, at det Slag, som Magthaverne havde slaaet, var et Slag i Luften, idet de ikke ved et Magtbud kunde kue Folkeviljens stærke Strøm. Zimmermann henpegede paa del Samme, og Gartner Johansen talte til dem, der ikke vilde slutte sig til den nye Forening. hvem han gav det Raad at prøve den, for da senere at saa at vide, om det var Ret eller Uret, den vilde. Smed Weiss talte om, at det første Formaal man skulde lægge Bind paa, var Fordringen om den direkte Valgrets Indførelse, og hertil sluttede sig flere Talere som Snedker Carstensen. Smed Pflug, der i varme og indtrængende Ord anbefalede den nye Forening, som det største og stærkeste Værn mod Magthavernes Ønske: at kue den fjerde Stand, Arbejderne. Forsamlingen vedtog derpaa, at "den demokratiske Arbejderforening" skulde betragtes som stiftet, hvorpaa Snedker Pihl allerede den Aften lod midlertidige Medlemskort uddele. Man gik dernæst over til det andet Punkt paa Dagsordenen: "Hvorledes opfatter Arbejderne den over Arbejderførerne, Pio, Brix og Geleff fældede Dom?" Snedker Adam Petersen udtalte, at medens han før Højesteretsdommen havde udtalt sig i besindige og rolige Ord, saa kunde han nu ikke længere gøre dette, ti nu var Maalet blevet fuldt; nu var Taalmodigheden brudt, efterdi man havde dømt Mænd, der havde opoffret deres hele Stilling, som de simpleste Forbrydere. Snedker Winther udtalte, at den over de tre Arbejderførere fældede Dom er uretfærdig i Arbejdernes Øjne, og paaviste, ved at anføre Ytringer af Castelar, at det internationale Princip hersker ikke blot blandt Socialisterne, men ogsaa blandt Storborgerne. Smed Carstensen tvivlede om, at det ved den over de fængslede Arbeidersførere stadfæstede Dom var gaaet ganske til, som det skulde. Han henpegede paa, at Frederik den Tredje havde givet alle Borgere, Lov til at henvende sig til Kongen, naar deres Ret blev krænket, og viste, at kun Frederik den Syvende den 20de Marts 1848 havde fulgt dette af hans Forgænger givne Løfte. I lignende Retning havde en Mængde Talere Ordet, og navnlig viste Gartner Johansen i et grundigt Foredrag, at Friheden er i Fare, dersom man ikke opfylder Arbejdernes berettigede Fordringer. Redaktør L. Hansen haabede, at den over Arbejderførerns fældede Dom ikke kunde svække Arbejdernes Hengivenhed for de tro Førere, og ventede, at det første Skridt, den nye Forening vilde foretage sig, var at optage Pio, Brix og Geleff som Æresmedlemmer i Foreningen. Endnu talte Skomager Ørdum, Cigarmager Johnsen, Mekanikus Møller og snedker Petersen, der opfordrede Arbejderne til at bevise de ved et Ulykkestilfælde dræbte Arbejdere paa Burmeister og Wains Værft den sidste Ære ved i Søndags at møde i saa talrig Mængde som mulig, hvorefter Cigarmager Giessing i et glimrende Foredrag takkede Forsamlingen for den udviste Ro og Orden og udtalte, at Magthaverne skulde nu faa at se, at selv om de snørede Snørebaandene nok saa stramt til, saa vilde den frie Arbejder dog ikke lade sig kue tilbage ved et vilkaarligt Magtbud. Da de nuværende Magthavere havde Brug for os, da var vi Arbejdere, nu er vi kun Pøbel. Mænd, der direkte er importerede fra Kommunen; men det bor os da. naar vi saaledes forhaanes, at ihukomme Kristian den 2den, der foranstaltede det stockholmske Blodbad, og gjorde Hovmod et Hoved kortere. Den Gang som nu var det Storborgerne, de Fornemme, der var Grund til den skete Blodsudgydelse. Lad dem vogte sig. Arbejderne er nu vaagne!

Efterat en Resolution var vedtaget, der udtalte, at Arbejderne udtaler sin Harme over en Lovgivning, der kan dømme tre Mænd til haard Fængselsstraf, der kun vil Arbejdernes Vel, hævedes Mødet med stormende Bifaldsraab for de fangne Arbejderførere.

(Socialisten 19. august 1873).

Kjøbenhavn, den 26de August 1873. Der har, som naturligt er, hersket en mer end almindelig Spænding og Uro blandt Arbejderne her i den senere Tid. Begivenhederne ere jo ogsaa saa at sige fulgte Slag i Slag paa hinanden. Først Høiesteretsdommen over Dhrr. Pio, Brix og Geleff, saa Afslaget paa Ansøgningen om Benaadning, og endelig Forbudet mod den internationale Arbejderforening. Man maa imidlertid anerkjende den Ro og Besindighed, som Arbejderne under disse vanskelige Forhold ere gaaede frem med. At der er Alvor og Kraft i deres Virken har de sidste Dages Begivenheder givet fuldt Bevis for og det maa staa klart for enhver Upartisk, at den Vækkelse, som har sit Udspring fra de ovennævnte 3 Herrer, ikke mere lader sig nedslaa, om der end træffes nok saa mange Regeringsforanstaltninger imod den, men at den med Alvor og, som man tør haabe, med Ro vil arbeide sig frem til en virkelig og betydningsfuld Faktor i Samfundslivet. Det gjør godt under al den Blaserthed og Ligegyldighed for alle offentlige Forhold, som er saa fremherskende i Kjøbenhavn, naar undtages en enkelt lille Klike, at se Mænd - Arbejdets Mænd - træde frem og organisere sig, at høre dem tale Alvors-Ord til deres Kammerater og vide, at de føle Situationens Betydning, og det gjør dobbelt godt og er dobbelt glædeligt, naar man af de senere Tiders Begivenheder med fuld Forvisning kan stole paa, at der i den Kamp, som ogsaa fra denne Side føres mod Høirepartiet, kun vil blive anvendt gode og lovlige Midler, og at Bevægelsens første vilde Fantasterier forlængst er et overvundet Stadium. Strax efter Forbudet mod den internationale Arbeiderforening blev der, som allerede bekjendt, dannet en demokratisk Arbejderforening, for hvilken Snedker Pihl er valgt som Formand, og denne Forening tæller allerede et ret betydeligt Medlemsantal. - Dels for at skaffe denne Forening yderligere Udbredelse, dels for at høre Udtalelser om Dommen over Arbejdernes Talsmænd og mulig faa en Adresse istand til Hs. Maj. Kongen om deres Benaadning, blev der igaar Estermiddags afholdt et Arbeidermøde paa Nørrefælled, sammenkaldt af Snedker Pihl paa flere Fagforeningers Vegne. Politidirektøren havde dog givet Tilladelse til Mødet, men foreskrevet adskillige Regler for dets Afholdelse, og Arbejdernes Stemning mod Politidirektøren lagde sig tydelig for Dagen ved de Latterkor og "Aa"-Raab, som ledsagede Hr. Pihls Meddelelse om, at han var bleven kaldt op til "Etatsraaden" og navnlig ved Oplæsningen af Politidirektørens Navn under Tilladelsen "V, (Vee) Crone". Der havde til Mødet samlet sig flere Tusinde Mennesker, hvoriblandt ikke saa Damer, og om det end ikke kunde undgaaes at der faldt enkelte temmelig skarpe Udtalelser, saa maa man dog anerkjende, at der herskede den største Ro og Orden under Mødet. De fleste af de optrædende Talere, som Snedker Pihl, Adam Petersen, Snedker Winther, Cigarmager Johnsen, ere i Besiddelse af et ikke ringe Talent som Talere, og den Alvor og Kraft i Forening med den Ildfuldhed og Begejstring de udtalte dem med, viste, at det ikke var et Mundsveir for dem, men at det var en Sag, som de alvorligt og nøie havde overvejet, sluttet sig til og levet sig ind i. Ogsaa Tilhørernes Opmærksomhed viste, at de fulgte Sagen med Interesse, og navnlig viste den Bevægelse, der greb Mængden ved Johnsens Omtale af de dømte Førere, og hvad Arbejderne skyldte dem, at der hos Arbejderne er en levende Taknemmeligbed mod de Mænd, som have aabnet Øinene paa dem. Mødet sluttede med Vedtagelsen af de foreslaaede 3 Resolutioner. 

(Aarhus Amtstidende 28. august 1873).

Pihl blev senere dømt for sin denne affære, se indslaget Snedker Pihls Dom på denne blog.

Eksplosionsulykke i Hillerød. (Efterskrift til Politivennen)

Ulykken i Hillerød. Om denne ulykkelige Tildragelse, som kortelig er ommeldt i et Telegram, giver "B. Tid." følgende udførlige Meddelelse: I Onsdags Morges Kl. 7 1/4 fandt der en forfærdelig Explosion Sted i det Hr. Orloff Andersen tilhørende Klædefabrik, Hør- og Uldspinderi i Slotsgade i Hillerød. Aarsagen til Ulykken var, som det synes at fremgaa af det foreløbige Forhør, at Fyrbøderen Søren Nielsen, der nylig var kommen til Fabriken, trods gjentagne Advarsler havde anbragt en Stang mellem Loftet i Kjedelhuset og Kjedlens Sikkerhedsventil, saaledes at denne ikke kunde virke, formodentlig i den Hensigt at ville spare paa Dampen. Følgen var, at da man havde standset Maskinen for at bringe Drivremmen, der var gaaet af Drivhjulet, i Orden, exploderede Kjedlen pludselig med en saadan Voldsomhed, at ikke blot hele Sidehuset, i hvilket der foruden Kjedlen var et Sadelmagerværksted, men et Sidehus i den tilstedende Eiendom, hvor der var et Bageri, styrtede sammen til Grunden, skjøndt der var en Gyde af omtr. 1½ Alens Brede imellem de to Bygninger. Af Baghuset, i hvilket Spinderiet fandtes, styrtede det Halve sammen, saaledes at Maskiner, Mursten, Tagsten, Bjælker og Gasrør kastedes mellem hinanden i et forfærdeligt Virvar; Forhuset slog Revner i sin Grundvold, og et helt Hjørne af det, hvori Kjøkkenet befandt sig, bortskares. I mange Hundrede Alens Asstand vare alle Husenes Tage beskadigede, Vinduesruder itupaaede osv. Gaden udenfor var ufremkommelig paa Grund af nedfaldent Grus, Splinter, knækkede Gasrør og itustaaede Maskindele; Dampkjedlens mange Centner tunge Laag var ført igjennem Luften fra Sidehuset over Gaden og var faldet ned i Gjenboens Gaard, og som Exempel paa Explosionens Heftighed kan endnu nævnes, at en Bjælke foer omtr. 300 Alen gjennem Luften ind tgjennem et Vindue i Leidersdorsfs Hotel, hvor den slog et Taffeluhr istykker, og at et Damprør omtr. ½ Alen i Diameter af 14 a 15 Alens Længde førtes hen paa Taget af et temmelig langt bortliggende Hus. Desværre maa man beklage Tabet af mange Menneskeliv; i Sadelmagerværkstedet, der var nærmest ved Kjedlen, var der 4 Svende og 1 Dreng tilstede, som Alle omkom, hvorimod det i Bageriet paa den anden Side af Gyden, ved Borgmester Scholtens Ledelse, lykkedes at udgrave den ene af de i Bageriet værende tre Personer i levende Live efter en Times anstrængt Arbejde. De sex Lig fra Sadelmagerværkstedet fandtes ikke paa Stedet selv, men vare førte tværs over Gaarden, hvor de laa i en Række op ad en Mur under en Grusdynge. Sadelmagermesteren, Hr. Jørgensen, der opholdt sig i et tilstedende Værelse, blev slynget ud i Gaarden og besvimede, men laa frit, saaledes at han strax kunde bringes paa Hospitalet, hvor man nærer Haab om hans Liv, hvorimod en Pige, der tjente hos Proprietær Grønberg, der havde Leilighed paa 1ste Sal i Forhuset, blev haardt kvæstet, da Kjøkkenet faldt. Hun afgik ved Døden opad Dagen. I Fabriken selv omkom kun en Dreng, der var løbet ned, da Maskinen standsede, for at se, hvad der var paafærde, medens Fyrbøderen og en Mand, der var ham behjælpelig, og som begge vare i Kjedlens umiddelbare Nærhed, slap, den Første med nogle mindre Kvæstelser, den Anden uskadt. De Omkomne i Sadelmagerværkstedet vare: Sadelmagersvend Køhlert, Kjøbenhavn, Sadelmagersvend Christen Juul, der efterlader sig Kone og 3 Born, boende paa Gammelmønt i Kjøbenhavn, og som ankom til Frederiksborg Dagen forud, Sadelmagersvend Jensen fra Nykjøbing p. F., der ligeledes ankom Dagen forud, Sadelmagersvend Rasmus Jørgensen og Lærling Niels Wilhelmsen fra Uvelse. Sadelmagermester Jørgensen kvæstedes, som ovenfor omtalt, temmelig betydeligt. Hos Bager Petersen omkom Bagersvend Deppe fra Horsens og Lærling Paul Johan Christensen fra Hjørlunde. Bagersvend Gerlach fra Grenaa, der er gift, frelstes, og man nærer godt Haab om hans Liv. Foruden den hos Proprietær Grønberg tjenende Pige fra Dragstrup, der døde, omkom i selve Fabriken Drengen Lauritz Petersen fra Hillerød Overdrev, medens Fyrbøderen Søren Nielsen kun blev let kvæstet.

Hele den kongeligt Familie samt Storførsttronfølgeren med Gemalinde begave sig til Frederiksborg, kort efter at Ulykken var sket. De høie Herskaber tilstillede Borgmesteren en Sum af 900 Rd. til at lindre Nøden. Der er draget Omsorg for at begrave de Døde paa en passende Maade, og der vil blive udstedt Opfordring til at komme de Nødlidende til Hjælp. Eieren af Fabriken, Hr. Orloff Andersen, lider et meget betydeligt Tab, da han ikke havde forsikkret mod Explosion. 

(Aarhus Amtstidende 22. august 1873).

Knud Gamborg: Efter eksplosionen i Orlow Andersens Hørspinderi i Hillerød den 20. august 1873. Illustreret Tidende nr. 727, 31. august 1873.

Den Internationale Arbejderforening forbudt. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag den 14. august 1873 indfandt politiinspektør Hertz sig på den internationale Arbeiderforenings lokaler i København og meddelte foreningens formand Johnsen forbuddet mod foreningen. Denne og de øvrige medlemmer forlod herefter lokalet der herefter blev besat af politiet.

Da den fra Foreningen Internationale udgaaede Arbejderbevægelse for omtrent et Par Aar siden begyndte at gjære herhjemme, viste det sig hurtigt, som man maatte vente, at den blev ledet i en meget mislig Retning. Fra alle Sider blev dette stærkt fremhævet, og det manglede ikke paa Advarsler til Arbejderne om ikke at lade sig forlede af de lokkende Billeder, som de Ikke-Arbejdere, der opkastede sig til deres Førere, oprullede for dem. Den besindigere Deel af Arbeiderbefolkningen opfattede ogsaa med et sundt Blik for sit sande Del det Berettigede i disse Advarsler og fulgte dem. Men destoværre var der ikke Faa, der sluttede sig om de tre Førere, og derved bidroge til at forøge Betydningen af den samfundsopløsende Bevægelse, som disse havde sat sig til Formaal. Da det endog gik saavidt, at man opfordrede til at trodse Politiets Forbud mod der indvarslede offentlige Møde paa Fælleden den 5de Mai ifjor, bleve Autoriterne nødte til at skride ind, og Resultatet af den i den Anledning stedfundne Undersøgelse af hele den internationale Arbejderforenings og navnlig Førernes Virksomhed foreligger nu i den forrige Onsdag afsagte Højesteretsdom. Som en Conseqvents af denne har Justitsministeriet under Gaars Dato foreløbig forbudt "den internationale Arbeiderforening i Danmark" og samtidig til Fyldestgørelse af de i Grundloven givne Bestemmelser anlagt Sag imod den til dens endelige Ophævelse. Ministeriet har heri fulgt det af forskjellige andre Regjeringer fulgte Exempel, og vi føle os forvissede om, at enhver Ven af Fred og Orden med Glæde vil hilse dette Skridt til med Eet at gjøre Ende paa hele dette Uvæsen. Og vi tøve ikke mindre, at der herved er viist den virkeligt Arbeiderbefolkning en sand Tjeneste. Den Gjæring og Uro i Forholdene, som den internationale Forenings hele Optræden maatte fremkalde og har fremkaldt, vil forhaabentlig efter det skete Skridt nu hurtigt lægge sig og give Plads for en rolig Udvikling af Arbejderforholdene, der er lige ønskelig for Arbeiderne selv som for det Samfund, af hvilket de udgjøre et saa betydningsfuldt Led. Der er i de senere Aar allerede gjort ikke faa og ikke ubetydelige Skridt i Retning af at forbedre Arbejdernes Kaar paa en virkelig frugtbringende Maade, og de stedfundne Udskejelser fra Enkeltes Side ville forhaabentlig ikke i mindste Maade have svækket den Iver og Interesse for Arbeidersagen, der har lagt sig for Dagen fra saa mange Sider og paa saa mange Maader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1873)

Den internationale Arbejderforenings danske Afdeling er, som en Løbeseddel igaar Aftes meddelte vore indenbyes Læsere, bleven foreløbig forbudt af Justitsministeren, der samtidig paalægger de stedlige Myndigheder at drage Omsorg for Forbudets Efterlevelse. Dette Skridt fra Ministeriets Side overrasker sikkert de Fleste, saa meget mere som man vel i Almindelighed var tilbøjelig til at tro, at den nu ved Højesteret afsagte Kjendelse over Dhr. Pio, Brix og Geleff var at betragte som en for Regeringen saa tilfredsstillende Opgjørelse med bemeldte Forening, at man ikke kunde falde paa at gaa yderligere med Hensyn til hele denne Sag, tilmed da jo endog nationalliberale Blade og Politikere have indrømmet baade at den danske internationale Arbejderforenings Holdning i den senere Tid var af et upaaklageligt Maadehold og overhovedet, at der mere og mere viser sig al Grund til ikke at slaa "danske Socialister" i Hartkorn med disses Navnefæller i adskillige andre Lande, der have afgivet Stoffet til de bekjendte Skræmmebilleder. Til alt dette kommer jo desforuden den Erfaringssætning, der allevegne og især i vor Tid stadfæster sig, at netop forbudte Foreninger let antage et for Samfundsordenen truende Præg, og at under alle Omstændigheder saadanne mindre berettigede Krav eller ligefremme Misforstaaelser, som kun Offentligheden kunde udlufte, hvilken Udluftning, som sagt, for den danske internationale Arbejderforenings Vedkommende var i den glædeligste og vitterligste Gang, æde sig ganske anderledes ind og blive ganske anderledes ondartede og indgroede, end hvor vedkommende Virksomhed ligger i alle Maader aaben for. Ifølge Grundlovens § 87, som Justitsministeren støtter sit Forbud paa, bliver der umiddelbart efter dettes Udstedelse at anlægge Sag mod Foreningen til dens Ophævelse, hvilken Sag i foreliggende Tilfælde vil blive anlagt mod Foreningens kjøbenhavnske Bestyrelse. Selvfølgelig vil hverken den midlertidige eller en mulig senere indtrædende endelig Opløsning af den saakaldte internationale Arbejderforening for Danmark faa nogen afgjørende Indflydelse med Hensyn til at knække den Bevægelse, der nu engang er kommen tilstede iblandt vort Lands Arbejderbefolkning. Det imellem Arbejderne tilvejebragte Sammenhold vil med Lethed kunne opretholdes under nye Former. Saaledes vilde f. Ex. samtlige de Arbejdere, hvis Anskuelser og politiske Formaal i alt Væsentligt falde sammen med det folkelige Parties, jo have al Anledning til at slutte sig i Egenskab af By- og Land-Filialer til bemeldte Parties velbekjendte, organiserede Foreninger, henholdsvis i Jylland og paa Øerne.

(Aarhus Amtstidende 15. august 1873)

Forbud mod Internationale. Politimesteren i Kjøbenhavns Amts nordre Birk har i Løverdags i Henhold til Justitsministeriets Circulaire af 14de d. M. samt i Henhold til Lov af 4de Febr. 1871 om Politiet udenfor Kjøbenhavn, dens § 7, nedlagt Forbud mod den opløste internationale Arbejderforenings Underafdeling for Skodsborg og Omegn, der har Locale i Nærum. Formanden, Smedesvend Kibernich af Skodsborg, for hvem Forbudet i Birkets Politiret er nedlagt, blev det bl. A. betydet, at Ingen længere maatte være Medlem af bemeldte, forbudte Forening, samt at Overtrædelse af Forbudet vil blive straffet med en Mulct af indtil 100 Rd. eller simpelt Fængsel indtil 1 Maaned. 

Sag om overtrædelse af Forbudet mod Benyttelsen af den "internationale Arbeiderforenings" særlige røde Fane. Den 25de Juli s. A. blev der af den constituerede Birkedommer i Kjøbenhavns Amts nordre Birk i Henhold til Lov af 4de Februar 1871 angaaende Politiet udenfor Kjøbenhavn udstedt et Forbud, hvorved "det forbydes den "internationale Arbeiderforening" i Kjøbenhavn at benytte Foreningens røde Fane med Indskrift: Frihed, Lighed og Broderskab ikke blot ved en den 28de Juli f. A. paatænkt Fest i Jægersborg Dyrehave, men ogsaa ved enhversomhelst anden Leilighed i formeldte Birks Jurisdiktion under Strafansvar efter Loven, specielt den ovennævnte Lovs § 7, og blev dette Forbud Dagen efter, altsaa den 26de Juli f. A., ved Kjøbenhavns Politidirecteur forkyndt for Formanden for den internationale Arbejderforening i Kjøbenhavn, Carl Würtz. Trods dette Forbud, som ikke senere er blevet hævet, havde dog Foreningen ved en af den iaar den 5te Juni afholdt Grundlovsfest i Jægersborg Dyrehave benyttet bemeldte Fane, idet den af Bestyrelsens Formand hemmelig var bleven bragt ud til Foreningens Samlingsplads ved Klampenborg, hvor den holdtes tilhyllet indtil det Øieblik, da Festtoget afgik til Festpladsen ved den slesvigske Steen, idet den saa afhylledes bares i Optog tilligemed flere andre Faner til fornævnte Blads hvor den opplantedes ved Talerstolen og først nedtoges derfra, efterat Politimesteren havde Befalet dens Borttagelse under Trusel om Magts Anvendelse, hvis Befalingen ikke strax blev efterkommet. For dette Forhold vare den nuværende Bestyrelses Medlemmer, Formanden, Cigarmager Johnsen, Smed Adam Petersen, Væver Schneider, Snedker Nielsen, Smed Pflug og Skibstømrer Markus Prehn tiltalte ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret. Vel havde de til deres Undskyldning anført, at Bestyrelsens tidligere Formand, Carl Würtz, for hvem Forbudet var nedlagt, men hvis Forklaring under Sagen ikke har kunnet erholdes, da han er udvandret til Udlandet, ikke i sin Tid havde meddeelt Bestyrelsen eller Foreningen Noget om, at et saadant Forbud nogensinde havde varet nedlagt for Nordre Birks Vedkommende, at hele den ældre Bestyrelse var afgaaet, og at samtlige Tiltalte med Undtagelse af Johnsen først efter den 28de Juli f. A. vare blevne valgte til Medlemmer af Bestyrelsen, at der hverken i Foreningens Papirer eller dens Forhandlingsprotokol havde været at finde Noget til Oplysning om, at et sligt Forbud havde været nedlagt, samt at Bestyrelsens Formand, Johnsen, havde, uden at meddele nogen af Bestyrelsens Medlemmer sin Hensigt, hemmeligt bragt Fanen ud til Samlingspladsen og afhyllet den i det Øieblik, Toget afgik til Festpladsen, men disse Omstændigheder skjønnedes ikke at kunne disculpere de Tiltalte. Thi selv om Foreningens daværende Formand Würtz skulde have fortiet, at det her omhandlede Forbud var forkyndt for ham - hvilket forøvrigt modbevistes deels ved den Omstændighed, at en Annonce om, at et saadant Forbud var nedlagt mod Fanens Benyttelse ved Festen den 28de Juli f. A. stod indrykket samme Dag i Foreningens Dagblad "Socialisten", deels derved, at der, Ifølge de under Sagen afgivne Vidneforklaringer, umiddelbart førend Festen den 5te Juni sidstleden havde været afholdt flere Møder af Bestyrelsen paa Foreningens Contoir, hvor Spørgsmaalet om det Tilladelige i at benytte den røde Fane ved Festen var bleven omdebatteret, og hvor man kom til det Resultat, at Forbudet, hvorved man maa antages at have sigtet til et af Kjøbenhavns Politidirecteur tidligere nedlagt lignende Forbud, kun gjaldt for Kjøbenhavns Jurisdiktion men ved hvilken Leilighed Tiltalte Johnsen erklærede, at saafremt der existerede noget Forbud mod Fanens Benyttelse udenfor Kjøbenhavn, da vilde han paatage sig Ansvaret - saa kunde det dog ifølge det Foranførte ikke antages, at det heromhandlede Forbud havde været nogen Hemmelighed i Foreningen, om Bestyrelsen end maatte have draget dets vedvarende Bestaaen i Tvivl. Og var der end i Foreningens Protocoller og blandt dens Papirer ingen Oplysning funden angaaende Forbudet, saa havde tog Bestyrelsen den største Opfordring til forinden Festen at søge nærmere Oplysning paa Birkecontoiret om Forbudets Existents i Lighed med den Oplysning, som Formanden søgte paa Kjøbenhavns Politikammer angaaende Forbudet for Kjøbenhavns Vedkommende, men hvilket den undlod, og i ethvert Fald vilde der overfor det Offentlige ikke kunne tages Hensyn til en virkelig eller paaskudt Uvidenhed om et paa lovlig Maade for Foreningens og Bestyrelsens Formand nedlagt Forbud, om hvis Existents og Overholdelse det maatte være saavel den tidligere som den nuværende Bestyrelses Sag at skaffe sig Kundskab og at paasee, men for hvis Overtrædelse selvfølgelig Ansvaret maatte paahvile den Bestyrelse, der havde at paasee Forbudets Efterlevelse. Og da der eiheller kunde tages noget Hensyn til Medtiltalte Johnsens Erklæring om, at han vilde paatage sig Ansvaret, og at han ved at medbringe Fanen til Festen var gaaet frem paa en for Bestyrelsen og Foreningen hemmelig Maade, aldenstund ingen af Bestyrelsens Medlemmer, uagtet flere af dem troede, at det af Kiøbenhavns Politidirecteur nedlagte Forbud, som de indrømmede var dem bekjendt, ogsaa gjaldt for Nordre Birks Vedkommende, havde fundet sig foranlediget til at modsætte sig, at Fanen blev benyttet ved Optoget og paa Festpladsen, saa fandtes Ansvaret at maatte paahvile samtlige de Tiltalte, og fandtes Straffen ved Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets den 14de d. M. afsagte Dom i Henhold til Lov 4de Febr. 1871 § 7 at kunne bestemmes til simpelt Fængsel i 14 Dage for hver, hvorhos de in solidum forpligtedes til at betale Sagens Omkostninger.

Social-demokratisk Arbeiderforening. Paa et Møde i Phønixsalonen i Løverdags Aftes blev der efter Indbydelse af Snedker Pihl dannet en "social- demokratisk Forening". I den herom førte Discussion deeltoge næsten udelukkende Talere, bekjendte fra den forbudte "internationale Arbejderforening", som ogsaa kritiserede Høiesteretsdommen mod de tre Socialistførere. Efter Mødets Slutning, omtrent Kl. 12. samledes en stor Deel af Deeltagerne paa St. Kjøbmagergade, hvorfra de syngende Socialistmarchen drog gjennem Kronprindsensgade og videre ad Amalienborg stil. De fandt imidlertid Bredgade og St. Strandstræde afspærrede af Politiet, som drev Hoben tilbage og splittede den ad. Endeel af den samledes paany oq drog igjennem Viingaardstræde ad Christiansborg Slot til med Raabet: "Til Frederik den Syvendes Statue". I Fortunstræde bleve de standsede af en ny Politistyrke, som splittede dem ad, og hermed vare de natlige Optøier forbi.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1873).

Forbuddet mod den internationale Arbeiderforening synes at skulle blive Sommerens vigtigste Begivenhed med Hensyn til den indre Politik. Ligesom Tilfældet er med alle andre Begivenheder, der naa at tildrage sig almindelig Opmærksomhed, bedømmes ogsaa dennes Oprindelse og mulige Virkninger meget forskjelligt fra de forskjellige Sider. Yderste Høire anser naturligvis det af Justitsministeren foretagne Skridt for særdeles prisværdigt og politisk klogt, idet dette Parti jo overhovedet ikke kjender andre Midler end det, der er bragt i Anvendelse. De egentlig Nationalliberale, forsaavidt man vil navne dem særskilt ved Siden af ovennævnte Parti, synes at helde til samme Betragtning, dog saaledes at enkelte af Partiets Blade lade en vis Tvivl komme til Orde angaaende hvorvidt Hensigten ogsaa tilfulde er opnaaet. Dette Standpunkt indtages f. Ex. af "Jyllandsposten", trods at dette Blad, som bekjendt, fra første Færd vilde, at en Arbeiderbevægelse i den Form, som Bevægelsen strax antog hertillands, skulde nedslaaes med Politi- og Militærmagt. Vor anden indenbys Værkfælle af samme Farve lever i glade Forestillinger om, at Arbeiderrøret nu er forbi, og at man idetmindste paa dette Punkt kan fortsatte den afbrudte traditionelle Søvn. De nationalliberale Kjøbenhavnerblade følge vi, rent ud sagt, ikke, men stole forøvrigt paa, at deres herværende Aflæggere i give os et tilstrækkeligt Indblik i det Standpunkt, i der indtages i Hovedkvarteret. Hvad derimod det folkelige Parti angaaer, da synes samtlige dettes Grupper at anse det omhandlede Forbud for en lidet heldig Foranstaltning, idet man fra denne Side efterhaanden med større eller mindre Beredvillighed har erkjendt, at den hele Bevægelse var paa bedste Vei til at antage del besindige og rolige Præg, som er eiendommeligt for vor Folkekarakter, og som i Virkeligheden ikke kunde antages svækket eller paavirket, selv om der i vedkommende Forenings Love maatte findes en lidetsigende Antydning, iøvrigt vist uden mindste praktiske Betydning, om en Art Forbindelse med den saakaldte internationale Arbeiderbevægelse i andre Lande. Et Spørgsmaal bliver det nu i alle Tilfælde om Udviklingen fremdeles vil vedblive i samme gode Spor, hvori den, som sagt, var ved at komme ind, og de, som udenfor Foreningen havde medvirket af yderste Evne til et saadant Resultat, kunne naturligvis ikke uden Bekymring se paa, at der bringes Midler i Anvendelse, der i saa Henseende neppe ere aldeles farefri. At de Arbejdere, som engang ere vakte, ikke sove ind igjen, anse vi for en Selvfølge, og ligesaa selvfølgeligt, at en stedse voxende Kreds vil blive inddraget under denne Opvækkelse. I saa Henseende vil jo saavel Arbeiderførernes Domfældelse som Forbuddet og den paafølgende Proces mod den danske internationale Arbejderforening øve en Virkning, ganske modsat, hvad man formodentlig har tilsigtet. Ti bortset fra alt Andet, maa de nævnte Forhold nødvendigvis vedligeholde og skjærpe Arbeidernes Opmærksomhed. Navnet Internationale kan man, hvis Dommen iøvrigt kommer til at gaa Foreningen imod, vel blive af med, men derved synes ikke at være vundet Nogetsomhelst. Ti det vil jo, som allerede fremhavet fra andre Sider, og som allerede forsøgt af Vedkommende, være den letteste Sag af Verden for de Arbejdere, som indse Betydningen af Enighed og Sammenhold, at finde nye Former for et Saadant uden at træffes af det udstedte ministerielle Forbud.

(Aarhus Amtstidende 19. august 1873).

Flere fagforeninger optog efterfølgende Pio, Brix og Geleff som æresmedlemmer.

Mere om det slesvigske Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).