Folketinget er opløst. (Efterskrift til Politivennen)

Der havde i de sidste Dage været Lyn i Luften oppe i Folketingssalen. Vredeslyn skød ud fra de forskellige Parti-Chefers Side og mest fra Regeringens Chef, Hr. Ministerpræsident Estrup.

Det var Lovforslaget om "Laan og Understøttelse til St. Croix", som fremkaldte den hele Spænding og den endelige Katastrofe: Folketingets Opløsning. Denne var som et Jordskælv, kun varende faa Minuter, men kastende Alt overende; Folketinget blev kastet overende.

Hvad indeholdt da denne "St. Croix Lov", at den kunde bringe en saadan Finale paa indeværende Rigsdagssession ?

Gennem St. Croix-Loven ønskede Regeringen, Hr. Estrup, sig et Par Millioner, til at sende over til hin Ø, navnlig til Understøttelse af de rige og privilegerede Plantere, fordi disse paa Grund af aarlange Tyranniseringer af deres Arbejdere, Negerne, omsider havde erholdt lidt Gengæld fra de Undertryktes Side, faaet nogle Træskure og Beboelseshuse brændte af, og nogle Fade Rom drukket eller spildt.

Venstre derimod vilde ikke tillade, at der sendtes saa mange Penge ud af Landet, baade fordi Understøttelsen gjaldt Folk, som aldeles ikke fortjente den, og fordi den hele Administration af de dansk-vestindiske Besiddelser baade før Oprøret og under Oprøret har været i den yderste Grad slet. Venstre vilde kun bevilge Penge til St. Croix, naar der fra Regeringens Side gaves sikre Garantier for, at disse vilde blive brugte til Alles Tarv, at de undertrykte Negre fik Lettelse i deres Kaar, og at Administrationen derovre blev ordnet paa retfærdig og tidssvarende Maade.

Dette Forlangende fra Venstres Side vilde imidlertid Hr. Estrup, støttet af Højre, ikke gaa ind paa. Hr. Estrup vilde straks have Millioner Kroner til Afsendelse og Anvendelse efter sit Hovede, uden ringeste Indvending fra dem, som siulde yde dem, og uden nogen væsenlig Forpligtelse og Garanti for, at disse Penge blev godt anvendte.

De Manøvrer, Ministeriet satte i Gang under St. Croix-Debatten, var højst besynderlige. Hr. Estrup meddelte et Telegram derfra, som udtalte, at et nyt Oprør kunde befrygtes, hvis der ikke blev sendt en Bunke Penge derover. Men Hr. Estrup, man skød jo Negrene ned for Fode under Oprøret. Hvorledes skulde der saa nu være nok til at gøre Revolte, især da den væbnede Styrke for Øjeblikket er ni Gange saa stor, som før. Ikke en Gang om de skudte Negre stod op, som Kæmperne i Valhal, vilde der kunde tænkes et farligt Oprør. Hver Neger maatte mindst blive til tyve Mand velbevæbnede med Bagladere, hvis man skulde "frygte" en ny Insurrektion. I Sandhed, hele det Telegram er grumme naivt; Dhrr. Berg og Bojsen kan man ikke fortænke i deres Udtalelser angaaende det; man kan da hverken være bekendt at lade sig binde Noget paa Ærmet eller lade sig true; hele Telegrammet var imidlertid af en saadan Natur, at enten var det en "And" eller en tom Trudsel, eller ogsaa er det en Latterlighed, hvilket man rigtignok mindre kan være bekendt at tiltro Landets Styrere, Ministrene, end det første.

Vi sympatiserer med Venstres Modstand mod St. Croix-Loven, - egentlig forkastet blev den jo ikke - , ti hvorledes skulde Folketinget kunde forsvare at sende Miljoner over Atlanterhavet, naar baade Mellemstand og i det, at navnlig de sidste lider ligefrem Nød.

Desuden, hvorfor havde Ministeriet saadan en Hast med at opløse Tinget. Dets Begæring var jo ikke helt afvist. Hr. Winther bebudede jo et Forslag, som sikkert vilde være bleven vedtagen, og som maa kaldes baade hensynsfuldt og billigt. Hr. Winther foreslog Nedsættelsen af en Kommission valgt af Regering og Rigsdag med det Formaal at undersøge Forholdene paa Øen og uddele den nødvendige Understøttelse til dem, som virkeligt maatte trænge dertil og fortjente Hjælp; Understøttelsessummen skulde straks bevilges med 300,000 Kr., og senere, naar mere viste sig nødvendigt, naturligvis efter Kommissionens Skøn, skulde yderligere Hjælp bevilges. Hr. Estrup vilde imidlertid ikke have noget med dette Forslag at gøre, men foretog sin Opløsnings-Oplæsning uden videre; det maa man stemple i det Mindste som Ubillighed.

Rigtignok har Hr. Estrup i sin Tid sat den "Provisoriske" i Gang; men alligevel vil vi ikke tro noget saa Slet, at Regeringen paa egen Haand før Sagens Behandling i Repræsentationen skulde tage selv af Statskassen, og at den derfor ikke turde afvente Afstemningen over Winthers Forslag, fordi den frygtede, at dette skulde blive vedtaget, hvilket vilde være generende i højeste Grad, hvis det selvtagne Beløb var større end det, Vinther foreslog. Som sagt vi vil ikke tro noget saa Slet.

Hvad selve Opløsningen angaar, da vil den tillige med den efterfølgende Valgkamp drage hele Publikums Opmærksomhed hen paa sig, og ikke saa lidet forstyrre Juleomsætningen, hvilket vil komme til at gaa ud over baade Mellemstandenes Arbejderne; men dette maa de takke Hr. Estrup for. Man skulde tro, at Hr. Estrup, som er Storproducent, benyttede sin Stilling som Landets Minister til at ruinere Smaafolk, - det holder jo altid Storproducenterne af, saa bliver de jo alene om Købet og Salget, . - i den Grad bærer Hr. Estrups Handlinger Præg af Hensynsløshed overfor de Mindre. Denne Tro er dog naturligvis uberettiget; alle Kalamiteterne og Fejlgrebene ligger lad os kun sige det rent ud - i, at Hr. Estrup ikke besidder den fornødne Omsigt og Duelighed til at være Minister, men dette burde Hr. Estrup have Selvkritik nok til at kunne indse og overgive sin Post til en Anden; der er jo dog Ingen, der kan tvinge Hr. Estrup til at blive paa Taburetten, naar han ikke selv vilde blive. Naa, det kan ligesaa lidt nytte at tale herom som at disputere med stædige Folk.

Socialdemokrater! en Valgkamp staar for Døren, vi maa ikke lade den være uandset af os.

* * *

Efter at vi har nedskrevet Ovenstaaende bringer "Berlingske Tidende" den ganske interessante Meddelelse, at Hr. Estrup allerede ved Telegram har bemyndiget Guvernør Garde til, hvor Nødvendigheden kræver det, at yde Bureaulaan til Istandsættelse af de ved Oprøret ødelagte Sukkerværker til Beløb ikke over 125,000 Dollars ca. 500,000 Kr. Regeringen har altsaa atter egenmægtigt givet sig en Bevilling trods Folketinget. At denne "provisoriske" Bevilling overstiger den, som Regeringen kunde have erholdt ved at lade Winthers Forslag om Laan til St. Croix blive bevilget, med 200,000 Kr., tjener ikke til at styrke os i den Tro, som vi ovenfor saa gærne vilde hævde, at Regeringen ikke paa egen Haand har taget den attraaede Bevilling af Statskassen, inden Folkerepræsentationen havde faaet Lejlighed til at stemme over Sagen.

(Social-Demokraten 12. december 1878).

Socialdemokratiet var imod regeringens bevilling til St. Croix fordi den ikke var rettet mod "de fortrykte borgere der". Man henviste til at utilfredsheden havde givet sig udtryk i The Fireburn.

Folketingsvalget i 1879 blev afholdt 3. januar 1879 i Danmark og 12. marts 1879 på Færøerne. Den samlede stemmeprocent i hele riget var på 47,15%. Højre fik 22 mandater, de nationalliberale 10 (tabte 9). De tre Venstrepartier fik tilsammen 68 (tabte 4, alle fra Mellempartiet). Udenfor grupperne 2. Folketingsperioden efter valget varede fra 1879 – 1881.

To forsøg på at gentage dette med få måneders mellemrum i 1881 lykkedes imidlertid ikke for Estrup. Ved begge disse valg styrkedes Venstre således at det mere end opvejede valgnederlaget i 1879.

Korrespondance fra Maribo. (Efterskrift til Politivennen)

Det ser sort ud her paa Laaland. Alt, men især de forskellige Haandværkerfag, er paa Retur i en for ethvert tænkende Menneske foruroligende Grad. Arbejdsløsheden med al dens Nød og Elendighed træder i Aar mere nøgen og truende frem, end nogensinde før. Mange ledige Svende strejfer daglig her igennem, forgæves søgende Arbejde; alle Steder fra hører man kun om Afskedigelser og Lønningsnedsættelser. Fortjenesten paa det Arbejde her endnu er, bliver baade af Arbejder og Arbejdsgiver trykket ned til at være en Sulteløn, dels fordi mangen en hjerteløs Storborger benytter sig af de daarlige Tider til at gøre Ondt værre, og dels fordi Arbejderne underbyder hinanden, blot for saa længe som muligt at holde Sult og Kulde fra sig og Sine.

Jeg skal her anføre et Par Eksempler, som tydeligt viser, hvad der bydes unge arbejdsdygtige Svende, som alligevel, paa Grund af Forholdene, maa være glade ved at staa i Arbejde. En Maler sagde saaledes til sine Svende, at han ikke kunde give mere end Føden for deres Arbejde, og paa et større Skomageretablissement har man nedsat Svendenes Priskurant med fra 10 til 20 pCt. I dette Fag er det alene den tøjlesløse Konkurrance der bevirker denne Tilbagegang; ti der er ingen Mangel paa Arbejde. En Skomagersvend har saaledes nu for 14 Timers daglig Arbejde (Middagstimen fraregnet) en Løn af fra 12 til 13 Kroner ugenlig. Naar nu en saadan Arbejder har Familje og han paa Grund af det overanstrengende Arbejde bliver syg, eller der indtræffer Andet udenfor det daglige, og man saa tillige tager i Betragtning at Prisen paa Subsistensmidler samt Huslejen ikke falder i Forhold til Arbejdslønnen, - hvad staar der saa tilbage for ham? Jeg henstiller rolig til Enhver, der har Følelse og Sans for Ret og Billighed, at dømme i denne Sag.

Julen staar for Døren, og "Glædelig Jul" vil snart lyde overalt og til Alle; men vil ikke disse Fredens og Hvilens Ord forvandles til en skærende Ironi i den Mands Hjerte, der ved, at han ikke med sin bedste Vilje i sit Hjem er i Stand til at stabe en virkelig glædelig Jul.

Men trods denne sørgelige Tingene Tilstand, trods Pengeposens Overgreb paa alle Maader, vedbliver Arbejderne dog, med Undtagelse af en ganske forsvindende Del, haardnakket at følge den gamle Uvidenhedens Slendrian, og saa snart der er Tale om at vaagne op og slutte sig til Arbejderpartiet, og med en liden Skærv, som f. Eks. at holde dets Blade, at bidrage sit til at lette dets store og besværlige Arbejde, nemlig Arbejdets Løsning fra Kapitalen, saa faar man altid dette sløve, egoistiske Svar: "Det koster jo ogsaa Penge, og hvad kan det nytte; der maa vel komme bedre Tider." Men disse Mennesker gaar i Blinde, de ser ikke, at Jorden glider bort under deres Fødder; de mærker ikke, at de mere og mere taber Fodfæstet som selvstændige og frie Arbejdere. Først naar Kapitalens Tøffel træder saa haardt paa deres Nakke, at de ikke mere kan rejse sig, først da vil de vaagne, og da er det forsent. P.

(Social-Demokraten 8. december 1878).

Zigeunere i Nordjylland. (Efterskrift til Politivennen)

Han Herred, den 2den December. Zigeunere, Han Herred. Omtrent den 14de November kom det Rygte til os, at Høvdingen "Hr. Bomba" var indtruffen  til Østersvenstrup med sin Bande for der at opføre "ungarske Dandse", med hvilken Kunstproduction det nok forøvrigt var daarligt bevendt. Den 16de kom Banden hertil i det sædvanlige Landstrygeroptog, installerede sig ½ Miil fra Herredscomptoiret. 13 Personer ialt: Høvdingen med Gemalinde, Stamherren, Datter og Svigersøn, Resten større og mindre Børn. Gjæstgiveren i Fjerritslev, hos hvem Hr. Bomba forlangte Plads, nægtede dette og sendte samtidigt et Bud afsted til Herredscomptoiret med skriftlig Anmodning om Raad eller Assistance til Fjernelse af Banden, hvis Nærværelse paa hans Eiendom forekom ham alt for uhyggelig. Det skriftlige Svar lød paa, at Comptoiret savnede Bemyndigelse til at fjerne Zigeunerne, men at det naturligviis stod ham (Gjæstg.) frit for at nægte dem Ophold paa sin Eiendom. Efter at Banden om Natten imellem den 19de og 20de havde været leiret i umiddelbar Nærhed af Kroen, flyttede den hen paa en Gaardmands Grund østenfor, i Læ af en Gruusbanke ved Landevejen, og fra nu af saae man dem hver Dag, enkeltviis eller fleer i Flok, tilvogns, tilhest - de eie nemlig et Par Krikker - eller gaaende fare ud i i Omegnen for ved deres glubende Udseende at forfærde og brandskatte Folk, og dermed gik de meget systematisk tilværks, thi naar et af de sorte Uhyrer kom ind et Sted, foer han ud i Kjøkken og Bryggers, greb hvad han saae af Kobber- og Messingtøi, fortalte i sit gebrokne Tatersprog, at det var itu og vilde koste 2 Kr. Pundet for en ny Bund - mindre Lapperier holdt de ikke af - , og saa gik det i flyvende Fart tilbage til "Leiren". Man har fra de mindeværdige 8 Dage seet Exempler paa, at de uden Tilladelse have brudt en Grubekjedel ud af Muren og bortført den. Traf det et enkelt Sted, at Huusherren tog Mod til sig og satte Magt imod Magt, saa fremkom "Høvdingen" med en halv eller en heel Hundredekroneseddel og tilbød at sætte den i Pant, hvilken storartede Flothed ikke undlod at imponere Vedkommende.  I det primitive Værksted, - den bare Jord i Telte, et Baal af "reddede tørv" og gammelt Tømmer samt en lang Ambolt, fastgjort i Jorden, - "arbejdede" Banden om Natten, hvilket gik for sig med Hylen og Skrigen, til megen Opbyggelse for de Vejfarende. Natarbejdet foregik, efter hvad der senere er fremkommet, for at man ikke skulde komme efter deres Bedragerier, thi de eiede ikke nyt Kobber, men de skrabede de gamle Bunde i Kjedlerne, gjorde dem yderligere rene med Syre og hamrede dem, saa de bleve kuplede, og dermed vare de færdige. Spurgte man dem nu, hvor de fik Kobber fra, da fortalte de, at det gamle blev smeltet sammen i et Hul i Jorden og udhamret til nye Plader; at dette er "Fabel" veed Enhver, som har lidt Begreb om et Kobberværk. At det her ikke dreiede sig om Smaaskillinger og at Hr. "Bomba" har let ved at slaae om sig med "store Sedler" vise følgende Talstørrelser: En Kjedel kostede for ny Bund 66 Kr., en anden for do. 55 Kr., en tredie 36 Kr., en fjerde 16 Kr. o. s. fr. Ved Afleveringen indsmurte "Kunstnerne" Bundene med et tykt Lag Æggehvide og Tørveaske; hvorvidt dette bidrager til Styrke, maae Sagkyndige bekomme. - At Hr. "Bomba" har Praxis, beviser, at han kun afleverer større "Arbeide" mod Qvittering, hvorpaa staaer anført, hvor stor en Sum han har faaet derfor, hvilket saa tjener ham som Anbefaling hos andre Lettroende. Det hidtil Anførte er passeret hos private Folk her paa Egnen; men hvorledes en Regning, qvitteret af Hr. "Bomba" med s. P., stor 70 Kr., paa udført "Arbeide" ved Redningsbaaden ved Sletten Station - hvorledes den vil tage sig ud, naar den skal figurere i Regnskabet over Udgifter under Redningsvæsenet, ja det veed jeg ikke og det kommer mig maaskee heller ikke ved. Den 24de kom (til Forstaaelse af Sidstanførte) en Vogn med 3 utætte Luftkjedler fra Redningsbaaden ved Sletten for at tættes af "Kunstnerne", og det udførte de qvikt ved Hjælp af noget Tin og en Mængde rød Maling, om til Baade for Redningsmandskabet, vil Tiden vise. Et Par Timer efter Afleveringen af dette deres største "Arbeide" brød Banden op og foer paa 2 Vogne, med en lille abeagtig Dyrplager paa Ryggen af en stakkels "Norbak" i Spidsen, afsted vestpaa til Vuust, hvor de nok huserede endnu igaar. Denne Landeplage har saaledes brugt ca. 15 Dage for at passere Han Herrederne fra Øst til Vest, ca. 4 Miil, og det skal siges, at den har brandskattet alvorligt. Ved Afreisen efterlodes alt smaat Arbeide, der var lovet billigt, uden at være gjort noget ved, og overlodes det Vedkommende selv atter at blive "Eiere" deraf. - Om de her anførte Facta maatte bevirke, at denne behjælpsomme Bande kunde forhjælpes lidt hurtigere over Landets Grændser, end skeet er i Han Herrederne, vil det glæde Mange her, der have levet under Fjendens Occupation, men aldrig dengang tilbragte hverken Nætter eller Dage i en saadan Ængstelse, som i den sidste Deel af November 1878.

Efterskr. den 3die. Jeg kan idag tilføie, at Banden, efter at have forladt Fjerritslev, først tog Ophold i Vuust. hvor ondt Veir tvang den til at søge Huusly i 2 Nætter. Dernæst drog den til Bjerget og leirede sig i en Gruusgrav ved Landevejen, hvornæst den drog til Østerild, hvorfra, efter Forlydende, Høvdingen og Høvdinginden aflagde en Visit i Thisted, hvis Politiemester efter Sigende dog har frabedt sig deres mindre behagelige Nærværelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1878).

Zigeunerne i Nordjylland. En Indsender i "Thisted Av." giver følgende Beskrivelse af den Industri, der drives af den Zigeunerbande, der i den sidste Tid har huseret og endnu huserer i Thy: En skøn Dag kommer en Slæde, forspændt med to usle Heste, kjørende, og i samme sidde tre sortsmudsede Personer med et langt, sort Haar ned ad Nakken. I en Fart springe de af Slæden og ind i Husene, hvor de med stor Griskhed kaste sig over alt Kobbertøj, som lige fra den lille Kasserolle til den store Kobberkjedel underkastes en grundig Undersøgelse, og ved samme fremgaar det, at de lide af større eller mindre Mangler, ja selv Kjedler, som man i god Tro til deres Godhed og Tæthed har brugt i mange Aar, fremvise nu pludselig Huller paa Bundene (Trolleri Altsammen). Man er imidlertid glad over at faa sine Kjedler og Kar i brugbar Stand igjen, tilmed da man faar Løfte om, at det vil ske for en billig Penge, og man overlader Zigeunerne sit Kobbertøj, hvormed de fare afsted. Næste Dag har man dem igjen med Kobbertøjet, som de have bragt i tilsyneladende god og smuk Stand, alle Kjedlerne ere nu forsynede med ny Bund, som underkastes en Styrkeprøve, idet Zigeuneren staar op paa Bunden af Kjedlen og tramper paa den for at bevise dens Soliditet. Nu kommer imidlertid Betalingen, ja den er ej slet saa billig, som man fik Løfte om den foregaaende Dag, den varierer fra 15-50 Kr. Man begynder nu at tale om, at det er noget dyrt, og at det ej er efter Aftalen, men man faar kun til Svar, at det er umuligt at gjøre saadant smukt og solidt Arbejde billigere - tilmed da Kobberet er meget dyrt. Imidlertid finder man sig i at betale, hvad de forlange, og man glæder sig dels over, at blive disse paatrængende Gjæster kvit, dels over, at man har faaet sit Kobbertøj repareret, skjøndt det ej er slet saa billigt, som man havde gjort Regning paa. Dog denne Glæde taber sig snart, efter at man af et Øjenvidne er bleven underrettet om, hvorledes denne Reparations-Proces af Kobbertøjet er foregaaet. Naar Zigeunerne nemlig faar en Kobberkjedel hjem i deres Telt, tage de Bunden af samme, skrabe omhyggelig al Sod af og varmer den op i Ilden, indtil den bliver glødende, hvorpaa de hamre den ud, til den bliver glat, og saa snart den saa er kold, sættes den paa Kjedlen igjen, som altsaa tilsyneladende synes at være bleven forsynet med en ny Bund. Det er imidlertid en sørgelig Opdagelse at gjøre, at man i god Tro har maattet betale sin egen Kjedelbund i dyre Domme, men da der formodentlig er Mange, der ville blive Ofre for ovenanførte Industri, er det Hensigten dels at advare Publikum mod disse paatrængende Zigeunere, dels at henstille til vedkommende Politiøvrighed, om der ikke kunde sættes en Stopper for denne Industri, der nærmest har Karakteren af Bedrageri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. december 1878).

Sankt Croix: Efter Oprøret The Fireburn, November 1878. (Efterskrift til Politivennen)

En ulykkelig Stjærne hviler over St. Croix. Øen har i en Række af Aar staaet under et økonomisk Tryk paa Grund af Høstens utilfredsstillende Udfald; i Aar tegnede Alt fortræffeligt, og saa gribes Negrene af en ustyrlig Ødelæggelseslyst, der ikke blot kuldkaster de gode Forhaabninger, men styrter Befolkningen i Nød og Elendighed. Det er grueligt at læse de Beretninger, som i disse Dage ere indløbne til os fra Vestindien. Vilde Negerhobe føre i djævelsk Raseri hen over Øen og afbrændte den ene Plantage efter den anden. En Trediedel af Frederiksted er forvandlet til en Brandtomt, og Halvdelen af dets Formue er gaaet tilgrunde. De ulykkelige Beboere af Byen og af Plantagerne maatte for at frelse Livet flygte bort uden at medtaget Andet, end hvad de gik og stod i. Kvinder og Børn skjulte sig i Sukkermarkerne, medens de ventede paa, at Negrene skulde drage videre for at fortsætte deres Hærværk, og bleve paany grebne af Dødsangst ved at se, at der ogsaa gjordes Forsøg paa at sætte Ild i Sukkerrørene. I Frederiksted, hvor Excesserne begyndte, bestod den hele Besætning, som Politimesteren havde at raade over, af tre Soldater og syv Politibetjente, der maatte indeslutte sig i Fortet for at redde deres eget Liv. Hvilken Lykke var det dog ikke i al den Ulykke, at Brandstiftelserne ikke ledsagedes af et almindeligt Blodbad! Negrene, som vare fuldstændig berusede, lod sig næppe af humane Hensyn lede til at skaane de Hvides Liv; men de vare saa opflammende af Begjærlighed efter at ødelægge og afbrænde Eiendomme, at de ikke havde Sans for Andet, og indbyggerne fik Tid til at flygte.

(Illustreret Tidende, november 1878 (uddrag)

Nedenstående artikel fra The New York Herald bragte også en "boks" med oplysninger om St. Croix.

Oprøret på St. Croix nåede også til udlandet, og bragte mange artikler. Fx. bragte The New York Herald, 28. november 1878, næsten en hel side. Artiklen begrundede oprøret i de slavelignende arbejdsforhold for befolkningen, og konkluderede at det nok ikke ville blive ændret. Her i uddrag - overskrifterne først i artiklen er medtaget, fordi de antydede indholdet. Afskriften af Labor act er udeladt, men i den oprindelige artikel er denne brugt til som bevis på de umenneskelige arbejdsforhold befolkningen levede under:

ST. CROIX.

Causes Which. Led to the Recent Outbreak.

EVILS OF THE EXISTING LABOR SYSTEM

Thirty Years of a Freedom Little Better than Slavery,

WHAT HAS FOLLOWED EMANCIPATION.

Business Interests of the Island. Paralyzed.

ADDITIONAL TROUBLE FEARED.

St. Thomas, Nov. 31, 1878.

The beautiful island of St. Croix. so recently .rendered desolate by the torch of the incendiary black laborers, is quiet on the surface, but the causes which led to the trouble have not been removed, and there is plenty of evidence that a very bad feeling still exists, which, if not  allayed, may lead to a repetition of the horrors already experienced.* Since its occurrence there have been many speculations as to the cause of the outbreak, and any number of theories have been advanced by those who have taken only the most superficial view of it. These theories have been but little better than ridiculous, and show how wilfully Mind men are to the wrongs of any system by which they prosper. The outbreak was in fact nothing more than a servile Insurrection by men who have been practically Slaves under the so-called "provisional" labor law which has been in existence for thirty years, and from which all the disadvantages of slavery have accrued to the laborer and none of the advantages. While it lias been and is still admitted that labor laws or vagabond acts of a stringent character have been found necessary in all those islands where slavery formerly existed, yet experience has clearly shown that good results have followed them only as kind treatment and a fair remuneration have been accorded the laborer.

DIFFERENT LABOR SYSTEMS.

In Jamaica the sentimentalisin which had its origin at the time of Wilberforce prevented the enactment of any laws for the regulation of the manumitted blacks, and so they were left to their own inclinations, which were to bask in the sun and eat the spontaneous products of nature, and as the result that once beautiful and thrifty island became little better than a desert. In Martinique the Vagabond law enacted by the French following emancipation in 1848 kept the negro at work, while having respect to his freedom as a man and the pleasures of his semi-barbarous nature, and giving a fair remuneration. The result, as is known, has been one of entire satisfaction to the employer and the employed, and Martinique is one of the most prosperous Islands under the sun. I refer to these cases as they constitute the two extremes in the treatment of the labor question following tbe abolition of slavery.

Herefter følger over flere spalter en komplet afskrift af St. Croix' Labor Act. Artiklen konkluderer følgende:

PRESENT CONDITION OF THE ISLAND

The evil effects of the outbreak have not ended with the destruction of the estates. The manufacturing and agricultural interests of the island are paralyzed by the want of confidence resulting from a knowledge of the fact that the cause of the trouble still remains and may, and not unlikely will, lead to further troubles. Men sit despairing amid the ruins of their estates, seeing no way to recover from their losses. The negroes - and they are comparatively few - who are willing to work for the wages prescribed by law are naturally regarded with suspicion, fears being entertained that they only seek an opportunity for revenge or additional destruction. The course which has been pursued in suppressing the insurrection and punishing the insurgents has not been characterized by wisdom. It has had the effect of practically establishing a color line, placing every negro in antagonism to the whites. It has resolved itself into a war of races, in which the governing class are only protected by their arms, of which the negroes are entirely destitute. The latter are peaceful for the time because they are powerless, but there are not wanting evidences of the feeling which controls them. Only last week a negro who had been instrumental in saving property belonging to Mr. Fintaino. the planter who was killed at the post, was murdered in his house, and this is but a sample of what is occurring. What the end is to be no one can tell. In the present condition of affairs it is evident no attempt will be made to conciliate the laborers and, without this, only the strong urni of military power and the practical reestablishment of slavery can induce them to return to their work. Meantime, business is prostrated and no attempt is being made to restore the destroyed estates.

(New York Herald, 28. november 1878)

Colonikassens Bidrag til Statskassen. (Efterskrift til Politivennen)

De vestindiske kolonikassers Bidrag til Statskassen. I Landsthingets Dagsmøde foretoges 1ste Behandling af Lovforslaget om de vestindiske Colonialkassers Bidrag til de almindelige Statsfornødenheder.

Som det vil erindres, gaaer Forslaget ud paa at lade St. Thomas' aarlige Bidrag være uforandret 12.500 Kr. for de følgende 2 Aar, medens St. Croix fritages for at yde Bidrag.

Frijs-Frijsenborg ydede Loven sin fulde Tilslutning, ogsaa forsaavidt den indirecte sigtede til at yde St. Croix en ringe Hjælp. Han kunde kun ønske, at den største Energi vilde blive anvendt for at bringe Øen til at arbeide sig igjennem Ulykken. Formedelst Folkethingets Optræden i den Vestindien vedrørende, med den foreliggende beslægtede Sag fandt han det rigtigt kun i al Almindelighed at berøre de St. Croix overgaaede Ulykker. Han nærede den bedste Fortrøstning til, at Regjeringen vilde see sig istand til at gjenopreise og befæste Ordenen paa Øen, saaledes at derved Arbeidet gjenoptoges og Liv og Virksomhed gjenoprettedes. Han nærede den Fortrøstning, at ikke alene den øjeblikkelige Nød maatte blive afhjulpen, men at der ogfaa maatte fra Statens og Privates Side blive ydet god Støtte til, at de i By og paa Land afbrændte Bygninger kunde blive gjenopbyggede, saaledes at Arbeidet blev Dagens Løsen, og saaledes at det blev muligt at bjerge den rige Høst, som nu stod paa Marken, og som var rigere, end Høsten havde været i Mands Minde, - til Lykke er blot for de Besiddende, men ogsaa for Arbeiderbefolkningen, der, naar Hjælp ikke ydedes Øen, vilde søge andetstedshen. Den hurtigste Hjælp var den meest effective.

Krieger: Man kunde ei ret vel undlade under Behandlingen af dette Lovforslag at tænke paa de større Sager, som stod i Forbindelse dermed. Det var naturligt at udtale sin Sympathi for den af Ulykken hjemsøgte Befolkning. Det var en Selvfølge, at man her i Landsthinget ikke kunde foregribe Forhandlingerne i det andet Thing. Men det maatte dog være tilladt at sige, at denne Sag fremfor Alt behøvede en lidenskabsløs Behandling. Man stod her overfor en Ulykke, der var af samme Art som de Ulykker, der frembringes ved overordentlige Naturbegivenheder. Han mindede om de Forholdsregler, som i sin Tid vare tagne i Anledning af Pengekrisen. Man stod her ikke blot overfor Historiens Dom, men tillige overfor en opmærksom Samtids Dom. Derfor, var der nogen Sag, der ikke egnede sig som Middel til al foretage parlamentariske Kraftprøver med, saa var det denne.

Carstensen: Colonierne havde bestandig været opfattede som Led af Moderlandet. Den Krænkelse, som foretoges paa et Lands Territorium i Colonierne, opfattedes paa samme Maade som en Krænkelse af Neutralitet i Moderlandet. Man burde altid have Raad til at værne om sit gode Navn og Rygte. St. Thomas var Forbindelsespunktet mellem en stor Deel of Europa og Amerika, derfor vilde Alt, hvad der skeer, hurtigst mulig meddele sig til Omverdenens Kundskab. En lille Stat maatte værge sig ikke blot ved Forsvarsforanstaltninger, men tillige ved at erhverve sig Omverdenens Agtelse.

Med 43 St. overgik Loven derefter eenstemmig til 2den Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1878).

Den omtalte "ulykke" var opstanden i begyndelsen af oktober på St. Croix: The Fireburn.

The Fireburn: Kritik af Guvernør Garde. (Efterskrift til Politivennen)

Guvernøren over de dansk-vestindiske Øer.

Blandt de mislige Forhold paa St. Croix, over hvilke Oktoberbegivenhederne kaste et grelt Lys, er Guvernøren, Kammerherre Gardes Adfærd et af de mest fremtrædende.

Det lader sig begribe, at man fra nationalliberal og ministeriel Side synes at have lukket sine Øjne derfor. Og dog viser det sig, at Guvernørens hele Adfærd for og under "Oprøret" har bidraget særdeles meget til, at det kunde opstaa, og at det tog saa stor en Udstrækning, som det desværre har gjort. Det er en haard Bebrejdelse, vi udtale; det paaligger os da at bevise dens Rigtighed. Vi skulle gjøre det, idet vi som Hovedargument benytte Guvernørens egen Rapport til Finansministeriet.

Vi omtale først Guvernørens Forhold forinden "Oprøret" og dernæst hans Fremgangsmaade under selve Oprøret. 

Med Hensyn til det første Punkt rette vi tre Bebrejdelser mod Guvernør Garde, nemlig :

1) at han ikke vidste, at der mellem Landarbejderne paa St. Croix herskede Utilfredshed over en Del af Bestemmelserne i det i 1849 udstedte "provisoriske", men endnu gjældende Arbejdsregulativ;

2) at han ikke vidste, at den over Arbejdsregulativet hos Negrene herskende Uvillie bestyrkedes og forøgedes ved Agitationer fra de fra fremmede Kolonier til St. Croix indvandrede Negre;

3) at han ikke tog eller lod tage tilstrækkelige Forsigtighedsregler i Anledning af den store Sammenstimlen af ledige Negre paa Skiftedagen i Frederikssted.

Det er muligt, at Guvernør Garde nu vil paastaa, at han meget godt var vidende baade om Negrenes Utilfredshed med de bestaaende Arbejdsbestemmelser og om de fra de indvandrede Negres Side drevne Agitationer. Men gjør han det, saa indrømmer han kun, at han meget daarligt har røgtet sit Kald som øverste Øvrighed paa Øerne, idet han ingen Skridt har gjort mod Udbredelsen af Utilfredsheden og ikke fjærnede de fremmede Urostiftere, hvilket laa fuldkomment i hans Magt.

Angaaende det tredie Punkt er intet mere graverende for Guvernøren end en Ytring af Folketingsmand Bille under Forhandlingerne om Laanet til St. Croix, idet denne saa skarpseende Mand sagde, at dersom der havde været 20 Mand Soldater i Frederiksted, saa var "Oprøret" ikke udbrudt. Det var Visdoms Ord; men hvor vare de 20 Mand henne, hvorfor vare de ikke til Stede? Se det er Guvernørens Fejl! Hvorfor har han 1 Kaptejn og 2 Løjtnanter og 51 Mand som Livvagt paa St. Thomas, hvor ingen utilfredse Negere bo; hvorfor var Hovedstyrken af St. Croix' Troppemagt samlet i Kristiansted, hvor der den 1ste Oktober ingen stor Sammenstimlen af Negere finder Sted; og hvorfor var der kun tre Mand Soldater i Frederiksted, hvor der hvert Aar paa Skiftedagen begaas Excesser af drukne Negere? Er det da Meningen, at Soldaterne paa de vestindiske Øer kun skulle være der, hvor der ikke kan være Brug for dem, og at de ikke skulle være der, hvor de muligvis kunne bruges?

Hvorfor var Guvernøren i det hele taget ikke selv til Stede paa St. Croix den 1ste Oktober, da han dog maa have hast nogen Formodning om, at paa denne Ø ikke alt var, saaledes som det skulde være?

Vi komme nu til den anden Side af Sagen, Guvernørens Opførsel under "Oprøret". Vi skulle her i Korthed rekapitulere hans egen Rapport.

Han ankommer den 2den Oktober Kl. 6 til Kristiansted og erklærer strax Øen i Belejringstilstand. Et lille Detachement under en Løjtnant sendes ud (Klokkeslettet angives ikke og heller ikke Bestemmelsen) og kommer hjem næste Morgen Kl. 4 med aldeles uforrettet Sag, da det paa Grund af visse Omstændigheder "ikke kunde se, hvilke Bevægelser der foregik omkring dem". Den 3die Oktober Kl. 9 sætter Guvernøren sig endelig i Bevægelse for at dæmpe "Oprøret"; han efterlader 1 Kaptejn med 95 Mand Soldater og Frivillige i Kristiansted og drager selv afsted med andre 95 Mand, som han sætter paa Vogne. Strax udenfor Byen støder man paa nogle Negere, som ere i Færd med at afbrænde en Plantage, men som forjages ved Soldaternes Ild. Derpaa fortsættes Kjøreturen til Frederiksted. - Mange Ildebrande saas nu i Landet nord for Centerlinien *), altsom Styrken nærmede sig Frederiksted." Da man lykkelig naaer denne By, modtages man der af Befolkningen "med Jubel" og slaar sig der til Ro, skjønt det er først Kl. 2 om Eftermiddagen. Om Aftenen bestiger Guvernøren Dampskibet "Arno" med største Delen af sin Styrke og tilbringer Natten der, opgivende Tanken om endnu samme Aften at vende tilbage til Kristiansted "for yderligere at sikre denne By" (som slet ikke blev foruroliget). Ved denne Lejlighed nød Guvernøren Skuespillet af tre brændende Plantager. Den 4de Oktober om Morgenen ankom Guvernøren for anden Gang til Kristiansted, hvor de af Kjøreturen og Dampskibsfarten udmattede Soldater denne hele Dag "forblev, for at holde Hvil." Denne Beskæftigelse lader til at være bleven fortsat den næste Dag, da Guvernøren ikke omtaler, at noget andet er foretaget. De tre paafølgende Dage gjordes der af Tropperne og de Frivillige Jagt paa nogle Negre, der havde søgt Skjulesteder i Øens mest ubeboede og utilgjængelige Egne - hvor der altsaa intet var at ødelægge. Selve "Oprøret" var endt om Natten mellem den 3die og 4de Oktober; thi Guvernørens Rapport indeholder intet om senere af Negrene begaaede Voldsomheder.

Det er Indholdet af Guvernørens Rapport til Regeringen angaaende de af ham til Undertrykkelsen af "Oprøret" trufne Forholdsregler. Og denne Rapport lader Regeringen sig nok med og lader Guvernøren staa med Palmer i Hænderne.

Men vi tillade os i Anledning af denne Rapport at fremsætte følgende Spørgsmaal:

1) Hvorfor lod Guvernøren ikke strax Kl. 6 om Aftenen den 2den Oktober hele den fra St. Thomas medbragte Styrke rykke mod Brandstifterne, der paa denne Tid netop lagde deres Vej i Retning mod Frederiksted, saaledes at en Fremrykning i den modsatte Retning upaatvivlelig vilde have ført Styrken lige paa Brandstifterne? Det lille fra Kristiansted udsendte Detachement kom dem saa nær, at det tydelig hørte Negrenes paa Muslingskaller givne Signaler, ikke at tale om, at det saa den ene Plantage gaa op i Luer efter den anden. Udtrykket i Rapporten, at Detachementet ikke kunde se Bevægelserne, der foretoges omkring dem, er mildest talt højst besynderligt.

2) Hvorfor ventede Guvernøren den 3die Oktober til Kl. 9, inden han rykkede ud til Frederiksted, og hvorfor lod han ikke Detachementer udgaa tidlig om Morgenen for at undersøge Sagernes Stilling? Undladelsen af denne højst simple Forholdsregel førte til, at Soldaterne kjørte lige op til en Bande af Negre, der vare i Færd med at afbrænde en Planlage, saaledes at Soldaterne maatte i en Fart springe af Vognene. Havde der været Tale om en organiseret Modstand fra Negrenes Side, saa vilde en saadan Fremgangsmaade være kommen Soldaterne dyrt til at staa.

3) Hvorfor fortsatte Guvernøren Kjøreturen mod Frederiksted, skjønt han saa de Ødelæggelser, som Negrene anrettede nord for den af ham fulgte Vej? Hvorfor gik Guvernøren ikke med hele sin Styrke frem i denne Retning for at standse disse Ødelæggelser? Hvad vilde han i det hele taget i Frederiksted, hvor Ordenen alt var gjenoprettet for 1½ Døgn siden, og hvor der ikke var mindste Fare for, at Negrene skulde vende tilbage til?

4) Hvorfor blev Guvernøren i Frederiksted den 3die Oktober uden at foretage det allermindste til at dæmpe Opstanden?

5) Hvorfor sejlede Guvernøren tilbage til Kristianssted den 4de Oktober i Stedet for at drage igjennem Øen for at kvæle Resten af Oprøret?

6) Hvorfor lod han hele sin Styrke forblive rolig i Kristianssted i to samfulde Dage uden at foretage det allermindste mod Negrene? Han maa jo dog altsaa vel have troet, at dette ikke behøvedes, men hvorfor meldte han saa ikke strax til Regeringen, at Opstanden var fuldstændig undertrykt? Her længtes vi dog i Sandhed meget efter at faa en saadan Efterretning.

7) Hvorfor tillod Guvernøren, at der paa egen Haand udgik udisciplinerede Bander af Frivillige, for at gjøre Jagt paa Negrene? Havde han ikke en tilstrækkelig stor Troppemagt for at opspore den lille Rest af bortflygtede Negre, saa burde han have taget imod den Hjælp, der tilbødes ham af de fremmede Krigsskibe. Her var ikke Tale om en Menneskejagt, men om at indfange Forbrydere, og man har ikke Lov til mod dem at udsende Folk, mod hvilke de paagjældende Forbrydelser ere begaaede (i det foreliggende Tilfælde Planterne og deres Forvaltere); thi man giver derved de Skyldige til Pris for den private Hævnlyst. -

Hr. Kammerherre Garde er Regeringssystemets og den nationalliberale Dygtigheds fornemste Repræsentant paa de dansk-vestindiske Øer. A. B.

*) Den Chaussee, paa hvilken Guvernøren kjørte med sine Soldater

(Morgenbladet (København) 21. november 1878).

Markedspladsen i Frederiksted. Årstal ikke angivet. Det kongelige Bibliotek.

Kryolith-Brudene i Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man kommer til Kryolith-Brudene ved Ivigtout, træffer man der en Virksomhed, som man ellers intet Sted finder i Grønland. To Lokomobiler ere Dag og Nat i stadig Virksomhed, dels med at pumpe Vandet ud af Brudene, dels med at trække de med Kryolith læssede Vogne op af Dybet. Man hører hele Dagen igennem den haarde Lyd af Hammerslagene imod Staalboret, Skud og Drøn fra de forskellige Sprængninger, Klokkeslag. Damppibens gennemtrængende Lyd, blandet med Slag paa en Jernplade, for naar der tændes an i Fængtraaden, at varsko Folk om, at de i Tide skulle bortfjerne sig. Kryolithen er ved Sprængning ikke saa slem til at springe højt i Vejret som den Ublandede Kvarts. Imidlertid fik dog i Sommer en Arbejder Hovedet kløvet af en Kryolithstump, endskøndt han stod i et Sidebrud, dækket af en 50 Fod høj Mur. Ved Brudene arbejde om Sommeren 150 Mand; ved selve Kryolithens Sprængning arbejde vel kun 80 Mand, men saa er der jo Maskinfolk, Pladsformænd, Pakhuskarle, Kryolithstablere, Folk, der køre Vogne henad Skinnerne, Smede, Bagere, Bryggere og Baadpassere. Af Skibe, som havde indtaget Kryolith-Ladninger, har der i Aar kun været 21, medens der i Fjor var 29; de fleste Ladninger ere gaaede til Amerika. - Sidste Vinter var ved Godthaab højst urolig med Storm og stort Snefal ; men den var dog i sin Helhed ikke kold. For Evropæerne er det, naar de først vænne sig lidt til Livet deroppe, i Grunden en let Sag at leve der i deres lune Bopæle med deres gode Forraadshuse; men for de stakkels Indfødte, der maa færdes paa Havet for at opholde Livet, er det om Vinteren ofte meget drøjt, selv om de har været nok saa forsynlige.

(Social-Demokraten 21. november 1878).

Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

En Arbeidsmand, der i nogen Tid havde været indlagt paa Ladegaarden, blev kied af Opholdet der og vilde gjerne derfra, men vidste ikke ret, hvorledes han skulde forskaffe sig den dertil fornødne Arbeidsseddel, da han ikke selv kunde skrive. Han besluttede da at formaae en Anden til at Skrive en saadan Seddel, og da han Søndagen den 8de Septdr. d. A. havde Udgangstilladelse fra Ladegaarden, begav han sig ud paa et Beværtningssted paa Toldbodveien, hvor han traf sammen med en Arbeidsmand, han tidligere havde arbeidet sammen med, men som dog Ikke senere kunde skaffes tilstede, da Tiltalte ikke iøvrigt kiendte ham; for denne beklagede han sig over, at han ikke kunde komme bort fra Ladegaarden, førend han havde tilveiebragt en Seddel fra en navngiven Arbeidsgiver om, at han havde Arbeide hos samme. Den omtalte Arbejdsmand tilbød da at skrive en saadan Seddel, og efter hos Værten at have faaet Papir, Pen og Blæk skrev han en Seddel saalydende: "Jeg modtager Manden i Arbeide for Fremtiden bevines" og underskrev den med en herværende Muurmesters Navn og Bopæl. Tiltalte modtog de, paa denne Seddel af Arbeidsmanden, hvem han til Giengjæld tracterede med Brændevin og Øl, og afleverede den Dagen efter til Inspecteuren paa Ladegaarden, som i Tro paa Ægtheden af Attesten, der dog led af saa øiensynlige Mangler, at den efter Criminalrettens Skiøn maatte betragtes som et mindet farligt Document, dimitterede tiltalte fra Ladegaarden til Arbeide hos den i Sedlen anførte Muurmester, der imidlertid var aldeles ubekiendt om den Brug, der var bleven gjort at hans Navn, Søndagen den 22de September blev Tiltalte anholdt af Politiet, fordi han havde antastet to Herrer i Adelgade og anmodet dem om at give ham et Par Skilling til Nattelogis. Ved Rettens Dom blev Tiltalte, der tidligere er straffet som Soldat ved Krigsretsdom, anseet med Fængsel paa Land og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. november 1878).

Krondiamantbryllup. (Efterskrift til Politivennen)

(Fyens Stiftstid.) Den 13de Novbr. havde Huusmand Rasmus Hansen og Hustru Johanne Nielsdatter i Lille-Viby, Origstrup Sogn, levet 65 Aar i Ægteskab; han er nu snart 85 Aar og er født i Nordskov, og hun bliver 91 Aar og er født i Munkebo. I de sidste 5 Aar har dan uden egentlig at være syg maattet holde Sengen, da Benene ere blevne saa svækkede, at han hverken kan staae eller gaae; hun er derimod istand til at besørge hele sin Huusgierning, spinde paa sin Rok og giøre en Tour omkring i Sognet. Syn og Hørelse ere meget svækkede paa ham, men han er ellers aandsfrisk; hendes Hørelse er ogsaa svækket, men hun kan derimod læse uden Briller. De have 5 levende Børn, 15 Børnebørn og 5 Børnebørnsbørn. I Dagens festlige Anledning var en Deel af Familien samlet, ligesom ogsaa Beboerne fra Byen vare mødte. Høitideligheden indlededes med Psalmen: "Det er saa yndigt at følges ad", hyorpaa pastor Jespersen talte over disse Ord, holdt en Skriftetale og tog de Gamle til Alters. Til Slutning blev afsunget "Kjærlighed fra Gud".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1878).

Efter the Fireburn: Indsamlinger til St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Negeropstanden paa St. Croix. Vi have modtaget Post fra St. Thomas, som naaer til den 26de October. Vi uddrage deraf Efterstaaende.

Ifølge et Tillægsblad til "St. Thomæ Tidende" af 16de Oktober var Guverneur Garde den 14de f. M. ombord paa Damperen "Arno" indtruffen til St. Thomas tilligemed Lieutenant Baron Eggers og 25 af de 50 Mand, som den 2den Oktober bleve befordrede til St. Croix, men den 16de atter vendt tilbage til St. Croix med Damperen "Ebro". Den engelske Damper "Tourmaline", som en Tidlang opholdt sig ved St. Croix, var ifølge "St. Thomæ Tid." af 19de ds. vendt tilbage til Antigua.

Paa Øen St. Croix hersker der fuldskændig Ro. Gouverneur Garde har den 21de October udstedt en Proklamation, hvori Negre og Andre, der maatte være i Besiddeise af eller have skjult Indbo og Værdigjenstande fra Beboelseshusene og Plantagerne, som bleve plyndrede under Oprøret, opfordres til ufortøvet at aflevere disse Gienstande til Driftsbestyrerne eller Eierne. De Arbejdere, der aflevere de stjaaine Gjenstande, skulle være straffrie; naar efter 24 Timer ingen Afledering er skeet, skal Sagen overgives til Politiet.

Paa St. Thomas og de engelske Øer Trinidad, Barbados m. fl. har der viist sig meget Medfølelse med de Nødlidende paa St. Croix. Dhrr. Gydich og Cameron, som staae i Spidsen for Indsamlingen paa St. Thomas, havde den 19de Oktober indsendt 4067 vest. Dalere til Hjælpecomiteen paa St. Croix. Paa St. Trinidad var der indsamlet 600 Dollars, for hvilken Gave Comiteen paa St. Thomas aflægger sin Tak. Gjennem den danske Consul paa Barbados, Mr. Man, var der indsendt 234 Dollars som et Bidrag fra Kjøbmænd i Bridgetown. Paa den franske Ø Martinique har den danske Consul M. Berne med Gouverneurens Samtykke faaet en Indsamling iværksat af Penge, Beklædningsgjenstande og Levnetsmidler. Den franske Contre-Admiral, som er Gouverneur paa Martinique, har strax tilkjendegivet som sin Overbeviisning, at hele Martinigue's Befolkning vilde komme de Skadelidte paa St. Croix til Hjælp, og foranlediget, at en Indsamling kom igang i alle Øens Communer. Det fremhæves i det Hele, at de danske Consuler paa de vestindiske Øer have viist sig utrættelige i at organisere Indsamlinger til de Nødlidende. Af større Bidrag, der ere indkomne paa St. Thomas, fremhæves 250 Doll. fra Colonialbanken, 250 Doll. fra Harnby American Packet Co., 200 fra Royal Mail Stram Packet Co., 200 fra Compagnie Génerale transatl., 200 fra Feddersen, Willinch & Co. osv. Flere af Gaverne fra de fremmede Øer ere ledsagede af Skrivelser, som udtale den varmeste Medfølelse for Opstandens Offre. Gjennem Hjælpecomiteens Secretair paa St. Croix, Hr. L.Faber, er der tilsendt de Bidragydende paa St. Thomas en Takskrivelse. Iblandt Politiets Medlemmer paa St. Thomas er der blevet indsamlet 80 Doll. til Fordeling blandt den lille Politistyrke, som Natten mellem 1ste og 2den October forsvarede Fortet i Frederiksted mod den rasende Pøbel, men samtidig mistede Alt, hvad de eiede.

For i allerkorteste Tid at tilvejebringe en Sum af 50.000 Doll. til hurtig Istandsættelse af Værkerne paa de forskjellige Plantager, indbydes der til Subscription paa Actier a 100 Doll. pr. Stk. mod Sikkerhed i Plantagerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1878).

The Fireburn: Augsburger Allgemeine 17de November 1878. (Efterskrift til Politivennen)

Af Udlandets Presse om St. Croix. Den gamle Vane, Højrepressen har haft til - som oftest paa usandfærdig Maade - at paakalde Udlandets Meninger, naar den ikke her hjemme fandt rimelige Paaskud for sine Manøvrer, hvad heller ikke i St. Croix Affæren fornægtet sig; men det er en farlig Vane. I Udlandet kan man ogsaa uden de nationalliberale Avisers Bistand faa Rede paa danske Anliggender, endog paa en særdeles tilfredsstillende Maade. Saaledes kan man i det udbredte og ansete sydtydske Blad "Augsb. Allgemeine Zeitung" for den 17de ds. læse en udførlig og kritisk Fremstilling af Arbejderurolighederne paa St. Croix Guvernørens højst uheldige Optræden fremstilles klart og uhildet af dansk ministeriel Tendens, og de paa Øen bestaaende Agerdyrknings- og Arbejderforhold undergives en skarp Kritik, der lægger indgaaende Kjendskab til de vestindiske Forhold for Dagen og bryder Staven over det faktiske Slaverisystem, som Plantageejernes Egoisme og Uduelighed har opretholdt, uden at den danske Regering har vist enten Villie eller Evne til at gjennemføre en bedre Tilstand i Lighed med den, der er fremblomstret paa de engelske Besiddelser i Vestindien. Navnlig anker Forfatteren over, at Regeringen ikke i 1848 ubetinget godkjendte den Ophævelse af Slaveriet, som Negerne havde aftvunget Guvernøren, men i 1849 indførte de samme Arbejdsregulativer, der medførte faktisk Slaveri for Negerne og uden Tvivl ere en væsenlig Aarsag til de sidste Uroligheder. Ligeledes anser han det for en Fejl, at Folketinget, da det i 1876 behandlede Loven om Fællessukkerkogerierne og indsatte Bestemmelsen om Arbejdsregulativernes Ophævelse senest tre Aar efter Fabrikens Fuldførelse, ikke i det Sted forlangte Regulativerne ophævede strax. Denne Forsømmelse har, siger han, nu bittert hævnet sig.

(Morgenbladet (København) 27. november 1878).

To Gamle. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Kone i Ringsted, Enke efter en Vognmand Corneliussen, men bedst kjendt af enhver i Byen under Navnet "Bedstemoder", fejrede i F. Z. Flkt. i Mandags sin Fødselsdag. Hun er født paa "Hovgaard-Svenstrup", hvor hendes Fader, en født Tydsker, var Murer og hed Bodén; hun døbtes i Borup Kirke. Hvor gammel hun er, veed hun ikke: om hun i Mandags fyldte 97 eller 107 Aar, er uvist. Hun kan fortælle om, hvorledes det drønede i Jorden under Fødderne, da Engelskmændene bombarderede Kjøbenhavn 1801, og hun var 1807 Vidne til "Slaget" paa Kjøge Landevej, da hun den Gang havde Tjeneste i Kjøge. Under Spaniernes Ophold i Ringsted 1808 blev hun ligesom andre Kvinder tvungen til at vaske for dem, men da de ikke vilde betale, gik hun til den spanske Kommandant for at udvirke Betalingen, hvad ogsaa lykkedes hende. Senere, da hendes Mand døde, fortsatte hun Vognmandsforretningen, Postkjørsel, og i henved 30 Aar kjørte hun selv den saakaldte "Kuglepost" mellem Kjøge, Ringsted og Slagelse. Hendes Børn ere forlængst døde; hvis den ældste Søn endnu havde levet, vilde han have været 78 Aar. Den gamle "Bedstemoder" modtog paa sin Fødselsdag en Mængde Lykønskninger, og hun kunde selv gjøre Besked som Værtinde overfor den Kreds af Gratulanter, som havde indfundet sig hos hende. Dagens største Overraskelse var dog en Hilsen fra - - hendes Broder, som hun troede død for lang Tid siden. 

I Korsør har i mange Aar levet en gammel Mand, om hvem ingen vidste rigtig Besked; han har haft sit Ophold paa den derværende Fattiggaard, egenlig ikke som Lem men som et Slags Inventar. Da den nuværende Inspektør kom til Korsør, forefandt han den gamle Mand paa Gaarden, puslende med at gjøre Gangene rene og holde anden Orden, derfor fik han sin Forplejning, og saadan har han det endnu; han er ikke underkastet et sædvanligt Lems Tilsyn eller Kontrol, men kan komme og gaa, naar han vil. Inspektøren har gjentagende forsøgt at udfinde hans Herkomst eller Slægtninge, men Forsøgene ledte ikke til noget Resultat. For et halvt Aars Tid siden kom en Paarørende af den Gamle i Ringsted tilfældigt til at tale med en Mand fra Korsør, og under Samtalen kom de da til at stifte Mening om de to Gamle. I Mandags fattede den Paarørende den Beslutning at rejse til Korsør for at faa at vide, hvem den gamle Mand der var, og hans Bestræbelser lønnedes, idet det viste sig, at de to Gamle vare Søskende. De troede om hinanden, at de for lang Tid siden var vandret hisset, og da han meddelte sig til dem, fik han Udraabene som med en Mund: "Herregud, er det gamle Skrog levende endnu!" Broderen er 101 Aar gammel. "Jeg er," siger han, "født tre 7-Tal, det er der ikke ret mange, som lever endnu, der kan sige." At Overraskelsen har været stor paa begge Sider, behøver ikke at siges. "Du narrer mig da ikke, Dreng," lod hun den Paarørende vide, før hun rigtig vilde tro ham. Den Gamle er endnu legems- og aandsfrisk, kun hendes Syn er noget svækket, og hun henlever en sorgfri Alderdom, næsten altid beskjæftiget med sin Strikkestrømpe.

(Morgenbladet (København) 15. november 1878).

The Fireburn: Tidl. tjenstgjørende Premierløjtnant i Vestiindien. (Efterskrift til Politivennen)

Urolighederne paa St. Croix.

Vi have nu modtaget saadanne Indberetninger fra vor vestindiske Koloni St. Croix, at man her hjemme kan overse Situationen. Der foreligger Breve til Regeringen fra Guvernøren derude og en Mængde Breve fra Private. Alt, hvad vi høre derfra, fremkommer dog kun fra den ene af Parterne: de Forurettede og dem, der staa paa disses Side. Den anden Part, Negrene, høre vi intet fra. Disse Folk kunne ikke selv gjøre sig gjældende, og Talsmænd have de ikke.

Guvernør Garde indberetter til Regeringen, hvad han selv, Officerer og Soldater have gjort, og Beretningen fremstiller naturligvis alles Adfærd i det bedste Lys. Det er dog utvivlsomt, at der ogsaa kan være noget, som taler for Negrene, noget, som er "formildende Omstændigheder", og dette bør ikke lades upaaagtet. 

Hvorledes opstod Tumulten?

I Følge Beretningerne var en Politibetjents brutale Adfærd mod en beruset Neger den første Anledning til Tumulten. Betjenten slog Negeren, saa han maatte bringes paa Hospitalet. Det hed sig blandt Negrene, at han var død, og dette Rygte ophidsede hans Kammerater

Samtidig var der og er der altid Utilfredshed med Arbejdsregulativerne. Hvorfor? Ere disse da uretfærdige? Uden Tvivl, thi de ere lovede ophævede om et Par Aar. De ere uretfærdige, og dog skulle alle disse fattige Arbejdere bøje sig under dette Aag endnu i flere Aar. Er dette ikke en god Grund til at bringe Sindene i Gjæring! Negrene ere ikke frie paa St. Croix, de ere i Sammenligning med Øens hvide Befolkning endnu i Slaveri.

De skulle forblive paa Landet (Landnegrene), de skulle tage fast Arbejde hos Plantageejerne for et Aar ad Gangen, og de skulle nøjes med et bestemt ubetydeligt Vederlag for deres Arbejde. En Gang om Aaret have de Lov til at give sig i Tjeneste hos en anden Herre - det er den saakaldte Skiftedag.

"Det er kun os Sorte, man tvinger og kuer", sige de til hverandre, "paa de engelske Øer er Slaveriet ophævet, men under den danske Regering ere vi endnu i Slaveri" Og deri have de jo Ret *)

Er her da ikke en Grund til Selvtægt? Vilde vel vi Hvide finde os i saadanne Slavelænker? Mange af Negrene forstaa fuldtvel den Uret, man gjør dem, og der hersker en bestandig Gjæring i Sindene, en Gjæring, som er berettiget. Tør man da dømme disse Mennesker strængt, naar den underjordiske Ild af og til bryder frem i Flammer!

Autoriteterne vide meget vel, at disse uretfærdige Love hvert Aar ved Skiftetid, da Negrene igjen for et helt Aar skulle sælge sig til haardt, usselt lønnet Arbejde, afstedkomme Uroligheder. De til Byen sammenstimlende Landarbejdere drikke og larme. Jo mere man til daglig føler sig kuet og lænket, jo mere er man tilbøjelig til at slaa Gjækken los, naar man endelig en Gang føler sig lidt mere fri og er sammen med Lidelsesfæller. Er noget mere naturligt!

Men Autoriteterne kjende jo disse Forhold; burde de da ikke have sørget for paa den nævnte Dag at have en passende Styrke til Stede, enten Politi eller Militær? Lige overfor store Masser af Landnegre havde man kun ialt 7 a 8 Betjente og Soldater, og dette var en Fejl. Man kunde have hast en passende Styrke; thi det viste sig jo senere, at St. Thomas kunde sende 45 Soldater. Muligt, at hele denne Kalamitet kunde været afværget ved nogle saa Soldaters Tilstedeværelse i Frederikssted paa Skiftedagen.

Der er en Mængde Beretninger om Negrenes vilde Væsen under Tumulten. Det er ikke min Hensigt at forsvare Tumulten eller den paafølgende Nedbrænden af Plantager. Der er begaaet Forbrydelser, som bør straffes. Men jeg skriver for at gjøre opmærksom paa, at naar der ses hen til den tilstedeværende Drukkenskab, den berettigede Grund til Misfornøjelse og Manglen paa Politistyrke, ere Negrene maaske mindre brødefulde, end man i Reglen vil gjøre dem til. De ere i Reglen godmodige, noget enfoldige Mennesker. Under Negeropstande andet Steds er man vant til at høre om Massakrer paa de Hvide, paa Kvinder og Børn; men Brandstifterne anmodede i det her foreliggende Tilfælde Beboerne af Husene om at forlade disse, før de stak dem i Brand. Værgeløse Damer og Børn færdedes rundt omkring. Negrene tilføjede dem intet ondt. Tumultuanterne plyndrede, hedder det. Negrenes Øjne var det ingen Forbrydelse at borttage, hvad der ellers vilde brænde. Naturligvis vil jeg ikke forsvare Plyndring, men. som sagt, meget, som plyndredes, vilde ellers være brændt. Tumultuanterne optraadte som Brandstiftere, ikke som Mordbrændere; de vilde ingen indebrænde.

Disse Tusinder af ophidsede, til Dels drukne, uvidende Mennesker tilføjede ikke de Hvide personlig Overlast, hvad der viser, at de ikke ere de onde, vilde Mennesker, man i Reglen vil gjøre dem til. (At de to Soldater dræbtes var ondt, var Drab og bør straffes som saadant, men det skete under de andre Soldaters Fremrykning og udførtes af nogle saa ophidsede Individer. Dette enestaaende Drab kan ikke lægges hele den sorte Befolkning til Last). - De Hvide derimod, vore Landsmænd, have de været lige saa godmodige, have de skaanet Negrenes Liv? Uagtet Tumultuanterne alle Vegne viste sig tilbøjelige til vild Flugt ved de bevæbnede Hvides Nærmelse, skjød man dem ned. Negrene kunde ikke skyde, de havde ikke Geværer - det er let at nedskyde Værgeløse, men der er ingen Bravour deri. Det er et meget kraftigt, men tillige det mest raa Middel til at bringe Orden til Veje.

Men nu, efter at Tumulten er til Ende, efter at Modstanden er brudt og alle Tumultuanterne paa vild Flugt; nu, da man veed, at det er forbi sor den Gang, kan det saa forsvares vedblivende at sorsolge med Geværkugler? De Flygtende kunne jo dog let indfanges; Øen er lille, og bort kunne de ikke komme. De tænke nu kun paa at skjule sig, at flygte; kommer det da an paa, om nogle af dem indfanges et Par Dage før eller senere? Behøves der absolut Geværkugler? Vi ville haabe, at andre Midler ere forsøgte først uden Nytte. Menneskeliv ere dog for kostbare til at prisgives bevæbnede Plantere og Forvaltere, der forfølge, paavirkede af Hævn og Had, og ikke blot som Lovens Haandhævere Det er ikke længere Soldater og Politi mod Urostifterne, men det er "de Hvide mod de Sorte". Dette er ildevarslende for Fremtiden.

Guvernor Garde har dekreteret Belejringstilstand og Standret. Er der da Oprør paa Øen? Vil man Regeringen til Livs? Utvivlsomt ikke! Det er en lokal Tumult, som, da den ikke kvaltes i Fødslen, antog større og fordærvelige Dimensioner, men strax kuedes ved Militærstyrkens Ankomst. Belejringstilstand og Standret ere muligvis dog nødvendige, skjønt Militærets Tilstedekomst hurtig pacificerede Øen; men der opstaar nu det vigtige Spørgsmaal:

Hvem skal være Dommerne i Standretten?

Guvernør Garde udnævnte hertil:

Overdommer Rosenstand, forhv. Politimester, Justitsraad Forsberg og Politimesteren i det Distrikt, hvor Retten holdes.

Forstnævnte er sikkert paa sin Plads. Hr. Forsberg, forhenværende Politimester, er saavidt vides selv Plantageejer, altsaa skadelidt ved Ildspåsættelserne og Part i Sagen. Er hans Valg til Dommer i Standretten da heldigt? Politimesteren i Frederikssted, som fra Tumultens Begyndelse modtog allehaande Meldinger af sine ophidsede Betjente og selv "haardt trænges" af Tumultuanterne, vil næppe kunne betragtes som fuldkommen rolig og uhildet Dommer.

Det ligger nær at fordre, at Standretten, der er den alvorligste og strængeste af alle Retter, der efter faa Øjeblikkes Forhør idømmer Medmennesker Døden, skal være sammensat af Dommere, der selv aldeles staa udenfor Begivenhederne og kunne overse alt med et uhildet Blik.

Kjøbenhavn, den 1ste November 178.

Th. Thorson, afsk. Premierløjtnant, tidligere tjenstgjørende ved de vestindiske Tropper.

Ovenstaaende var, som man ser, skrevet forinden Forhandlingen i Folketinget; denne giver mig imidlertid ingen Anledning til at ændre noget.

13de November 1878. Th.

*) Institutionerne ere saadanne, at Planterne bestemme, hvad der skal være Lov, ikke den danske Regering. Arbejdsgiverne give Love for Arbejdsforholdene; den ene Part har saaledes Haand og Hals over den anden; men er dette da ikke Slaveri? Øernes Guvernører have stadig arbejdet hen til at skaffe friere Forhold for Arbejderne, men Planterne holde i egen Interesse paa det nævnte Slaveri, ligesom de have sig selv at takke for Militærets Reducering.

(Morgenbladet (København) 14. november 1878).

Udsigt over Christiansted. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Lovforslaget om et midlertidigt Laan til St. Croix Commune. (Efterskrift til Politivennen)

I november fremlagde finansminister Estrup et lovforslag om et lån til St. Croix kommune efter ødelæggelserne som følge af opstanden The Fireburn. De  lange referater fra forhandlingerne i Folketinget findes i Berlingske. Nedenfor er uddrag af folketingsmedlemmerne - nemlig de som omtaler de sorte på St. Croix: 

Forhandlingerne aabnedes af Th. Nielsen --- Han troede, at Grunden til Oprøret var at søge i, at man havde søgt at omgaae Arbeidsregulativerne, og i Arbeiderbefolkningens Utilfredshed med dens ufrie Tilstand. Man maatte være overbeviist om, at Begivenheder som de skete, ikke vare tilfældige, men skyldtes dybere liggende Aarsager. - - -

Tauber fandt, at Folkethinget i de senere Aar var gaaet meget for vidt overfor Øerne, der ikke havde opfyldt deres Forpligtelser overfor Danmark. Embedsstyrelsen derovre havde været under al Kritik. Negrene, som vare en halvvild Race, kunde ikke henvendt sig til Regjeringen, der gjorde fælles Sag med Planterne. Negrene vare aabenbart blevne paavirkede af den høist forskjellige Tilstand, hvorunder deres Stammebrødre paa Fastlandet befandt sig. Planterne havde viist den største Mangel paa Duelighed. Selv uden Oprøret vilde man have stillet Fordringer til Rigsdagen om nye Offre og om Henstand med Afbetaling af Gjælden. Den Fordring, den nu var stillet til os, var denne: sæt 80 Plantere istand til vedblivende at være Grundejere og velhavende Mænd. Et nyt Laan var Eet med at kaste Pengene bort. Hvilkensomhelst Sum, der sendtes over Atlanterhavet, vilde vi aldrig faae at see igjen.

Bille erindrede om, at Penge, som loves os fra den anden Side af Atlanterhavet, ikke altid komme herover Taubers Betragtning var hensynsløs og hjerteløs (Tauber: Hvad har vi Øerne til Andet end for at faae Penge af dem?) Ja, denne Yttring indeholdt den allerstærkeste Bekræftelse paa Talerens Bemærkning. De skete Begivenheder krævede, at denne Sag behandledes med noget Høisind; de Mænd, der angrebes, vare jo ikke engang tilstede. Th. Nielsen havde næsten syntes at ønske Valgretten udvidet til Øerne. Tauber erkjendte, at Negerbefolkningen ikke var moden til Selvstyrelse. (Tauber: Nei!) Jo, det havde han indirecte sagt ved sin Charakteristik af Negerbefolkningen som halvvild m. m. Planterne havde han med sædvanlig Hensynsfuldhed bedømt saa strængt som muligt. Hvad Selvstyrelse vilde man have i et Land, hvor der var en Blanding af forskjellige Menneskeracer; der gjaldt de constitutionelle Doctriner ikke. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1878).

Thomas Nielsen og Johannes Tauber var fra Det forenede Venstre, mens Carl Steen Andersen Bille (redaktør af Dagbladet) var Nationalliberal.

Berg yttrede, ---. Hvad selve Opstanden angik, da var det neppe rigtigt uden videre at tage den ene Parts Beretninger for sande uden maaskee nogensinde at faae Beretninger fra den anden Part, de Sorte. Det gik ikke an uden videre Oplysning at sige: den ene Part har hele Skylden. Hvad vilde man sige, hvis en nærmere Undersøgelse viste, at de Sortes Behandling fra de Hvides Side havde været haard og ubillig? Gouverneuren, som ikke havde faaet Tid til at sende sin Chef, Finansministeren, et Telegram om Opstanden, havde neppe faaet Tid til selv at anstille de fornødne Undersøgelser om Tabenes Omfang. Det var derfor rimeligt, at det var Planterne selv, som havde gjort Beregningen om de 500.000 Dollars, og den Mistanke kan derfor ikke heelt udelukket, at man vilde benytte de skete Ulykker som en Leilighed til at faae nye Bevillinger givne af Rigsdagen. Derfor maatte Finansministeren skaffe denne ganske anderledes paalidelige Oplysninger, og Afsendelsen af en extraordmair Udsending var muligviis hensigtsmæssig. 

Finantsministeren - - - Hvem der havde meest Skyld i Oprøret, vilde han nødig udtale sig om, men han vilde blot henpege paa, at man ansaa som Grund havde anført den Misfornøielse, som Arbeiderne paa de private Værker følte ligeoverfor den større Fortjeneste, som Arbejderne ved Fælleskogeriet oppebar. --- Var Oprøret Resultatet af en lagt Plan, eller et tilfældigt Udbrud af Misfornøielse? Svaret herpaa kunde først gives, naar de retslige Undersøgelser vare førte til Ende. Der var af Tauber fremført saa stærke Udtalelser imod Embedsmændene i Vestindien, at man med Rette kunde vente, at han enten skulde have beviist dem eller tage dem tilbage. Han vilde saaledes indtil videre ansee disse Udtalelser som ubeviislige. Det var haardt, at der udslyngedes slige Udtalelser, uden at man fandt det passende og hensigtsmæssigt at føre nogetsomhelst Beviis for dem. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. november 1878).

Christian Berg var fra Det forenede Venstre. Finansminister var Jacob Brønnum Scavenius Estrup. Han sad på posten 1875-1894. Fra fremlæggelsen udvalgsbetænkningen "angaaende Lovforslaget om Laan til St. Croix" følgende uddrag:

Udvalget med Hensyn til denne Sag deelt sig i fire Mindretal, af hvilke de tre foreslaae at nægte Lovforslaget videre Fremme, medens eet fjerde indstiller Lovforslaget til "uforandret Vedtagelse."

Det ene Mindretal, der bestaaer af Bojsen, Dam, R. Jensen, Holstein, Th. Nielsen og Tange -- - De mandlige Individers Antal paa St. Croix over 25 Aar er omtrent 4,800, men af disse have efter Loven af 27de Novbr. 1863 kun 200 Valgret til Colonialraadet, og kun ca. 100 deeltage i Valgene. "Planterne i Forbindelse med Embedsstanden raade - hedder det - i Virkeligheden baade for Øens Lovgivning og Administration." Man var ved den nævnte Lov gaaet ud fra, at Øerne i den ved samme givne Ordning paany vilde komme i en blomstrende Tilstand. Dette er ikke alene ikke skeet, men istedetfor er St. Croix' Stilling bleven stadig uheldigere, og ved Katastrophen iaar er den endog tildeels ruineret. Denne Tilstand er efter Mindretallets Opfattelse deels en Følge af sociale og deels politiske uheldige Forhold. Øen har ca. 23,000 Indbyggere, men af disse er neppe en Tiendedeel af europæisk Oprindelse, og Europæerne bestaae af omtrent alle Nationaliteter. Af de ca. 60 Plantere, som eie Øen, boer Halvdelen i Udlandet, og deres Plantager bestyres af Forvaltere. De nuværende Plantageejere have for Størstedelen været Forvaltere og ere paa Grund af Omstændighederne komne i Besiddelse af Eiendommene uden egentlig Capital, og de have efter mange Sagkyndiges Dom heller ikke den nødvendige Kjendskab til, hvorledes Jorden skal dyrkes. --- Af endnu mere fordærvelig Virkning ere uden Tvivl - hedder det endvidere i Betænkningen - de med Bureaulaaneprincipet i Forbindelse staaende Arbeideregulativer, en Lov, som skriver sig fra 28de Januar 1849, altsaa fra Slaveemancipationens Tid. I Loven af 1876 om Tilskudet til Fællessukkerkogeriet bestemtes det, at disse Regulativer skulde ophæves tre Aar, efter at Kogeriet var kommet i Drift. Mindretallet kan ikke see, at Finantsministeriet nøiagtig har fulgt Begivenhederne i Overgangsperioden. Efterretningerne om Opstanden lyde paa, at den deels har været foranlediget ved Arbeidscontracternes Fornyelse, deels ved mere tilfældige Omstændigheder. "Men det tør neppe nægtes - siger denne Deel af Udvalget - at den egentlige, dybeste Aarsag maa søges i de sociale og politiske Forhold." Man finder ogsaa, at det har været en uforsvarlig Fremgangsmaade under de givne Forhold at nedsætte en Krigsret med uindskrænket Myndighed til at dømme til Døden.

- - - Arbeidsbefolkningen, som udgjør de 9/10 af Øens Indbyggerantal, vil være lige ilde stedt, enten Laanet ydes eller ikke. Pengeunderstøttelsen kan kun have Betydning, naar Styrelsen af Øen herhjemmefra bliver en anden, saaledes at en anden Aand end den hidtil raadende kan komme til at gjennemtrænge samtlige offenlige Forhold. Den nuværende Regjering har noksom viist, at der ikke i den Retning er Noget at vente fra den Side. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1878).

Tre af mindretallene var fra Venstre, mens det fjerde var fra Højre. Fra 2. behandlingen af forslaget i Folketinget nedenstående uddrag: 

Winther hævdede ligeoverfor Th. Nielsen, at St. Croix var en Deel af Monarchiet, der i samme Grad som andre kunde gjøre Krav paa Understøttelse. Men paa den anden Side fandt han, at man ikke kunde bevilge en slig Understøttelse, uden at der nedsattes og sendtes over til Vestindien en særlig Commission, som vilde have at undersøge Forholdene paa Øen. Det var i denne Betydning hans Udtalelser t Betænkningen gik. Men han stod saa ene i Thinget, at han ansaae det for uheldigt at stille noget Forslag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. november 1878)

Referatet fortsatte med finansministeriens bemærkninger i (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1878). Nedenfor et uddrag af formanden for udvalget:

Bojsen ---Han skildrede udførligt den formeentlig saare uheldige Tilstand, som de bestaaende Arbeidsregulaliver havde stabl i Vestindien. Han klagede over, at man ikke for længe siden havde indført Reformer. Høist ufornuftigt havde man formindsket Milistyrken, medens man dog opretholdt de samme maalelige sociale Tilstande paa Øen, hvilke netop kun ved Militairstyrken kunde holdes oppe. Saa havde man for nogle Aar siden, samtidig med Kogeriets Oprettelse, besluttet efter 3 Aars Forløb at ophæve Arbeidsregulativerne, men uden at man samtidig, hvad der dog havde været høist nødvendig, havde truffet forberedende Skridt til denne vigtige Foranstaltnings Gjennemførelse; man havde saaledes ikke tænkt paa at skaffe Huus til de mange frie Arbeidere, paa at skaffe en tilstrækkelig stor Politistyrke tilstede m. m. Meget tydede paa, at de nu skete Uroligheder ingenlunde havde nogen tilfældig Grund. Det forekom ham haardt, at Gouverneuren havde nedsat en Standret, efterat Urolighederne, der dog i det Hele ikke syntes at have havt Charakteren af en væbnet Modstand, havde fundet Sted. Havde man nedsat Standretten itide. kunde den maaskee have virket heldigt. Den stedfundne Krise havde ganske sikkert maattet indtræde tidligere eller senere. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1878)

Jagd --- undrede sig over, at Folk, der vist aldrig havde seet andre Negere end dem, de selv havde sværtet sorte, vilde dømme om Opstanden, medens Regjeringen, der havde alle officielle Kilder til sin Raadighed, afholdt sig fra at dømme. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. november 1878),

Lovforslaget blev den 30. november 1878 standset og med 54 stemmer mod 43 sendt tilbage til finansudvalget. Referater af forhandlinger fortsatte i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1878 (her var også et referat fra generalforsamlingen i Fællessukkerkogeriet), 6. december 1878, 9. december 1878 og 10. december 1878. 

Socialdemokraterne var ikke repræsenteret i Folketinget, men en artikel i Social-Demokraten viste deres holdning:

Regeringens Forslag om Tilskud og Laan til St. Croix.

(Sidste Artikel.)

Det Spørgsmaal staar nu tilbage for os at besvare, om vi sympatiserer eller ikke sympatiserer med, at Regeringen, Ministeriet, erholder Bevilling af Rigsdagen til at yde Tilskud og Laan til St. Croix.

Socialdemokratiet er i det Hele taget for, at Staten yder Tilskud, saa vi principielt Intet har imod Regeringens Forslag, men vi maa gøre opmærksom paa, at der naturligvis maa tages Hensyn til de Forhold, hvorunder Tilskud skal komme i Anvendelse. Det er ingenlunde vor Mening, at Staten i ethvert Tilfalde og til Enhversomhelst skal give Tilskud. Forholdene maa nøie prøves, inden Tilskudene ydes; ti, so: at tage et Par Eksempler, man skal ikke give Flidsbelønning til de Dovne, og, som Ordsproget siger, man skal ikke give Bagerbørn Kringler; men Tilskud og Laan til St. Croix, saaledes som Regeringen har forelagt det, vilde netop være at give Flidsbelønning til de Dovne og give Bagerbørn Kringler.

De tvende Venstre-Betænkninger, hvoraf vi i vore to foregaaende Artikler har gjort Uddrag viser det tydeligt; men lad os for yderligere Klarheds Skyld punktvis nævne Ankerne mod Ministeriets Forslag.

1) St. Croix og de øvrige danskvestindiske Besiddelser har af den danske Stat i Løbet af dette Aarhundrede modtaget som Tilskud, Laan og Toldbegunstigelser ca. en Snes Miljoner Kr.; hvad Laanene angaar, har Regeringen endvidere maattet afskrive som uerholdeligt det langt overvejende Beløb.

2) Jordens Dyrkning paa St. Croix er bleven dreven med den yderste Ukyndighed og Forsømlighed, ligesom ogsaa Fællessukkerkogeriet, hvortil Staten har bidraget med Indtegning af noget over det halve Aktiebeløb, er bleven forvaltet paa en saadan Maade, at det dels er ubrugeligt, dels er betynget med saa stor Gæld, at det maa siges at være insolvent; fremdeles har Øens Plantageejere undladt at drage Omsorg for, at det kalkulerede private Beløb til Kogeriet blev samlet, af hvilken Grund delte ikke endnu har naaet sit halve Omfang, og selvfølgelig heller ikke kan stifte den fulde beregnede Nytte.

3) Øernes offenlige Forvaltning har været i Hænderne paa kun ca. 100 Vælgere, Embedsmænd og Grundbesiddere med Indtægt af mindst 2000 Kr. aarlig, af hvilken Grund den hele Administration ikke er foregaaet til det Almenes Bedste; herfor bærer Ministeriet Ansvar, da det gennem et mere frisindet Lovforslag til Rigsdagen burde have draget Omsorg for, at nævnte slette Administration blev omændret til en bedre.

4) Oprøret og den Skade, det medførte, er dels foranlediget ved, at Guvernøren uden rette Omsigt holdt den Styrke, der er bestemt til Ordenens Opretholdelse, udelukkende paa St. Thomas, dels, og fornæmlig, derved, at Arbejdsregulativerne var af en haard og grusom Natur, hvilket hverken Regeringen eller Arbejdsherrerne, de rige Plantageejere, har gjort Skridt til at faa afhjulpet, trods der herom var givet Løfte i en tidligere Lov, og trods Arbejderne, Negrene, saavel paa engelske Besiddelser som i Unions-Staterne har lige borgerlige ja paa det sidste Sted endog lige politiske Rettigheder med de øvrige Indbyggere.

5) Fremdeles vil det nu ønskede Tilskud blot komme Plantageejerne til Gode, hvilke alt i Forvejen er særdeles stærkt begunstigede, navnlig ved at de kan erholde Laan af Kolonialkassen, medens Arbejderne, der i alle Henseender er yderst trykkede, ikke vil høste nogen direkte Fordel derved, saa meget mere som man ikke vil kunne sætte sig i Underretning om, hvad egenlig de maatte attraa, da man jo efter Oprøret har skudt en betydelig Del af dem. Og

6) De nævnte Penge vil blive kørte ud af Landet til en Befolkning, som overvejende er fremmed, og som ikke giver Garanti for, at Staten i kommende Tider vil opnaa Vederlag for sit Offer; paa den anden Side findes herhjemme Mange af Mellemstanden tilligemed hele Arbejderklassen, som trænger til Understøttelse eller Laan, hvilke Staten nærmere burde tage sig af, da det vilde bære sine gode Frugter i Fremtiden, men disse henvises altid til almindelig Fattigunderstøttelse med al den Retsfortabelse og Forkmoedelse, denne medfører.

Se, dersom man nøje tager disse 6 Punkter under Overvejelse, saa maa man sige, at Rigsdagen ikke bør bevilge Ministeriet nogle Penge til sin St. Croix-Understøttelse. Det er da klart som Dagen, at saalænge man selv trænger, saa bør man ikke give til Andre, der tilmed ikke fortjener at faa. Vi Socialdemokrater stemmer altsaa for, at St. Croix under de foreliggende Omstændigheder og paa den foreslaaede Maade ikke skal have noget Statstilskud.

(Social-Demokraten 29. november 1878).

Da Estrup ikke kunne få Folketingets opbakning til loven, opløste han det og udskrev valg til januar 1879. Ved dette valg blev Højre noget styrket, se senere på denne blog.

The Santa Cruz Uprising. (Efterskrift til Politivennen)

Rain Wrought by the Ignorant and Famishing Negroes - Bankrupt Planters with Houses Full of Servants Giving State Dinners and Starving Their Peer Laborers - The Fearful Result.

The following extrats from a private letter, written by a lady in Santa Cruz to a friend in New York, give some idea of the causes and result of the recent insurrection of negroes in that island:

You doubtless have heard of the fearful visitation to our beautiful but most unfortunate island. Ah, me! how often have I thought some dreadful result would come of the way most of us haved live here. Of course, as you well know, we leadies had not much in our power. We saw and knew that things were not as they should be; that the people were far worse off than when they were real slaves. But what could we do? Absolutely nothing. 

You know what a state things were in before you left. The planters were almost bankrupt. For years they have been living on "Bureau" money, given them by Government, and I believe at last most of the states were in this way mortgaged up to their full value. At all events, the Bureau refused to make any more advances. This brought matters almost to a standstill.

Then the labor act was done away with and the laborers were supposed to work for their "keep" alone. You remember what sort of "keep" it was. Rotten herring and sour corn meal. I do not wonder that the poor creatures at length made up their minds that their position could not be worse. Miss S---- overheard them saying one night that if the labor act was done away with they would "burn all before them." Well, they have kept their word, for out of ninety estates we have only seven left. The whole island is a blackened ruin, with the exception og Christiansted and its immediate neightbourhood.

The taking away of the soldiers and dismantling the fort at Frederiksted hastened the end. The special police, on whom so much depended, were really the ringleaders in the insurrection. One man, a special policeman on an estate about in the centre of the island, was the chief worker in the whole affair. When caught he had a paper in his pocket with the whole plan, and the names of all his "officers" on it He, along with nearly two hundred others, was executed. Poor souls! I feel sorry for them. You know how badly they were treated - first-class laborers only getting, in the good times, twenty cents a day, and second-class ten cents. If it had not been for their bits of "provision ground," and the pigs and poultry they used to raise and carry to the market on Saturdays, I do know how they would have lived; and the sich were taken care of, while they were slaves, but after emancipation the sick houses all fell to pieces, for they were not used. Sick people stayed in their houses. Such houses! - close stone places, like prisons, with neither sunshine nor air in them; of, if very ill, they got a doctor's certificate and went in town to the hospital. Then the old people, past work, - poor creatures, glad to make themselves clothing out of old bags begged from the storekeepers in town. And the fearful sickness they had among the - leprosy, elephantiasis, and many other unknown in clod climates.

Besides all this misery, the negroes were often ill treated by the planters. I know cases where their money was stopped by the managers most unjustly, and cases where negro boyus were whipped to death - one because the horse which his master had entered for a race fell and cut its knees. He had the wretched boy held down over the heap of megrass, and he himself - a white man - whipped the boy to death. He was punished by a fine of $ 300. This was generally spoken of as very severe, and many people said it was wrong to fine the man such a large sum for such a small offence. In another case the man got off by leaving the island.

You know also how the planters in many cases lived - houses full of servants, dinners of four or five courses, wine and cigars of the best quality. That such a state of affairs could not last, any one with one particle of common sense might have known.

Our beatiful island, will it ever recover from this blow? What is to become of the hundreds of women and children left homeless and destitute? One white planter lost his life. He was murdered by the negroes. Some of the Danish soldiers were also killed by the infuriated negroes. Their revenge has been a complete and dreadful one.

I believe some of the negroes wished to leave the island when the labor act was abolished, but their passes were refused by the planters. You are, of course, aware that a laborer cannot leave an estate without a pass from the manager. If he is caught in town or on another estate he is arrested and punished. It would have been wiser to have let them go, for such a course might have saved our poor island. To think of the beautiful homes destroyed by the ignorant creatures in their mad despair!

What a pity we did not take warning by the loud complaints the people have so often uttered. I have seen them myself, when pay night came and there was no money for them, walking up and down for hours cursing and threatening, while the planters meanwhile were sitting inside playing cars and drinking choice wines. What will become of all the central factories now? I fear the money spent on them has been thrown away. Our poor little "Garden of the West Indies" lived and bloomed on through earthquakes and hurricanes, but I fear it has now received its death stroke.

When the Government sent for help English and French men-of-war came to the rescue, and the wretched negroes were hunted among the hills like deer. You may blame me, but I cannot help having some pity for them. As I write the sun is setting,  and the sea around our island is like a sheet of pearl and gold. Where waving fields of sugar cane used to catch the gleam of the setting sun when he gave them his last kiss for the night, there is nothing but a vast expanse of ashes. The crop is all burned, and even the negro villages you used so greatly to admire are desolate.

These villages used to be very pretty, for the negroes had a beautiful fashion, handed down from old, old times, and, I believe, originally brought by them from Africa. Whenever a child was born on that day they planted a tree as near their house as possible. They had a superstition that, if the tree grew and flourished, the child would live and thrive; but if the tree faded and died, the little one should also perish. One could see the anxious mothers at sunset pouring water on the ground, and watching with eyes sharpend by affection the small green shoots beginning to spring up. Every on e had a different taste. Some choose one sort of tree, some another, and, as the custom is such an old and general one, our negro villages were a cluster of tall spreading tamarind, mango, or sapodilla trees, with here and there a lofty palm. Most of them have perished, so, after all, there does seem some truth in the old superstition. The palms that still remain seem to wave their heads mournfully over the blackened ruins of our one lovely isle. At times I feel as if it was only a fearful dream, but, alas! it is a dream from which one cannot awaken. 

Do you remember Mount Stuart, with its garden, where flowers from all parts of the world flourished? It is all destroyed. A few estates near Christiansted still remain to tell the tale of former splendor - "Golden Rock," "The Hope", and some others.

We are all lost in doubt as to what will become of us. I suppose those who have means to do so will leave the island, and Santa Cruz will soom be like San Domingo - given up to be a wilderness.

(Reading Eagle, 9. november 1878).

Kvinder ved hytte på St. Croix. Uden årstal. Det kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.