Jule-Aften. (Efterskrift til Politivennen)

I Aften fejres Jul. Overalt i den ganske Verden, hvor Kristendommen har fundet Indpas, foregaar et mere udpræget Liv i Aften. Det er en almindelig Festaften for Store som Smaa, Ung og Gammel, Rig og Fattig, hedder det, og for saa vidt er der etableret en almindelig Lighed for Alle. Vi føres Alle gennem denne Tid: "Juleaften", vi ved Alle den passerer, men saa hører ogsaa det Fælles op.

Naar vi kunde aflægge et lille Besøg i hver julefestholdende Familje, hvor forskellige Billeder vilde vi da ikke saa at se? Blot indenfor vort Lands Grændser, blot et Besøg hos hver Stand.

Hos den smækfede Gaardejer med lidt rigeligt Hartkorn finder vi Gæsterne lejrede om et halvt, stegt Svin eller diverse Gæs, medens kradsende Rompunsch og Æbleskiver saa store som halve Sigtebrød falder af til Dessert; til Slutning et gemytligt Slag Kort, hvor den selvtillidsfulde og selvfølende Hartkornsmand, trods den store Andagt, han stemmede sig op til under den nys endte Salmesang, slaar i Bordet og søger at drikke Kollegaen paa Pelsen i den uforlignelige Kaffeknægt, der stadig køres op med.

Hos Husmanden har Mutter tilberedt Hvidkaal med Flæsk og sat en lille Flaske hos med et Par Snapse af den bekendte banlyste Drik, der Landet over nydes i Miljoner Potter, og som Ministrene er saa glade ved, fordi Brændevinsafgiften fylder saa godt i Statskassen. Fatter er nylig kommet hjem fra Tærskning hos Gaardmanden; han tager sit Overtøj af: "Islænderen", sætter sine Træsko til Tørre oppe paa Kisten ved Siden af sig selv, og nu sidder han der i sin Festdragt: Skjorteærmer og Hosesokker, fejrende den hellige Juleaften med sin Kone og sine Børn. Dessert har han ogsaa; han fik nemlig nogle Æbleskiver derhenne hos Gaardmanden; de pilles ud af Madtørklædet, han bar dem i, og glindsende fidtede, som de er, nydes de uden stødt Melis strøt paa med en sølvforgyldt Strøske. - Ja, saaledes er Husmandens Jul. Indersten holder ingen eller faar sig en Dram paa Kroen. Sognets Fattige sejrer Jul paa "Stolpegaarden" ved varmt Øl. Greverne, Baronerne, Provsterne i de lune Præstegaarde, og andre Embedsmænd har det naturligvis komfortabelt, leger Juleleg og Panteleg som i Hovedstadens højere og højeste Lag.

Og nu Boligerne. Inderstens snævre beklumrede Bagstue, hvis Gulv er en Brolægning mere benbrækkende end Nyboders Gader; og paa den anden Side Grevens lyse luftige Riddersal tavlbelagt paa Gul vet saa afslebet som et Kunstmøbel; hvilken Forskæl. --

Fra Landet aflægger vi en Visit i Byerne. Lad os se Hovedstadslivet en Juleaften.

Paa 1ste Sal brænder Lysekronen med de 24 Lys, foruden at et Juletræ paa ti Alens Højde pranger med talrige Vokskærter og en Vrimmel af Pakker med dyre Sager som Presenter til Børn og Forældre, Tanter og Onkler osv. Der er Guldstads og Sølvtøj, Silketøj og Flor og - 5 Kvarter Hvergan til et Forklæde til Pigen. Ved Bordet blev serveret med spækket Karpun. Fasaner eller et Par delikate Bagfjerdinger af et "Dyr". Flødesauce og russiske Grønærter gaar om med, og det Hele skylles ned med Rhinskvin eller Sauterne. Naturligvis er der en Hoben andre Rariteter paa Bordet, hvilket vi alle springe over lige fra det røgede Gaasebryst til Postejerne. Som Efterretter vanker Is og Kager med diverse Vine eller disse interessante Blandinger: Kardinal og Biskop.

Lad os forlade det "fine" Selskab, medens det synger Julesange til Fortepianoets Toner, og kravle op ad Bagtrappen til 5te Salskvisten henne i Smaagaden. Der sidder en Proletar med sin Familje. Han har intet Arbejde havt i de sidste seks Uger; de Ejendele han besidder, ejer de "billige" Laanekontorer, og i Stedet for at nyde Nytten af sine Ejendele maa han erlægge Laanekontorerne dyre Procenter, forbi de har dem i Besiddelse. Hans Sengested er plyndret til det Sidste, saa Talemaaden, "at komme fra Dynen og i Halmen" just ikke er en Talemaade hos ham, men den nøgne Virkelighed. Der er ingen Lys og Varme i den arbejdsløse Proletars Julestue; alt hans Lys er en sølle Petroleumslampe med et knækket Glas, og al hans Varme den Røg, som udvikler sig os nogle vaade Spaaner. Holder han da ikke Festmaaltid? Nej, i Gaar Lille-Juleaften eller i Dag Middag nød han sin eneste festlige Beværtning. Den offenlige og private Godgørenhed serverede. Paa Ladegaarden, Politistationerne eller andre "goddædige" Anstalter fik han, eller rettere hans Kone - ti Proletaren har dog trods sin Fattigdom lidt Stolthed, hos hans Kone derimod raader mest Kærligheden til Børnene - anvist Julemad: Sød Suppe kogt paa Øl Eddike, et Stykke halvstegt Flæskesteg med fire Kartofler, saaledes er i Reglen Portionen. Der gives vel hist og her Variationer, men Risengrøden, Julegrøden, er dog ved at gaa af Mode, fordi - man, Anretterne, altid kom til at svidde den.

Hvor er dette Billede trist; men hver, som, har set en arbejdsløs Proletars Kvist Vaaning en Midvinter-Aften. han vil finde i det naturtro.

Vi vil ikke skildre "den bedre Klasses", det er Mellemstandens Juleaften; den Flotte gives ofte der, fordi man vil være "fin", dog Flotheden faar ofte sit kedelige Tilbageslag, naar Aarsafviklingerne løber ud i Januar.

Julen er fælles for Alle, men hvor umaadelige Forskælle gør sig ikke gældende mellem de Enkeltes Kaar og Stilling. Kaster man denne Aften er Tanke-Blik ud gennem Samfundets Perspektiv, hvilket grufuld forvirret Billede ruller da ikke op, et Billede, der har en virkelig Virkelighed bag ved sig, og en Virkelighed af følende Væsner som vi selv. Kun Billedet ser vi, men nu al denne Smærte, al dette lidende Liv, som gemmes i de Fattiges og Forladtes Bryst, ses ikke. Hvilken Floskel, hvilken Tomhed dette Ønste "Glædelig Jul," nej hjælp til Alle og Enhver, bring et "lykkeligt Samfund"!

(Social-Demokraten 24. december 1879).

Snedkermester Jønson. (Efterskrift til Politivennen)

Til samtlige Arbejdere i Møbelssnedkerfaget.

Vi skal herved for vore Kolleger i Møbelsnedkerfaget give en Skildring af den Opførsel, der er udvist overfor os af den Mester, hvor vi havde Arbejde, nemlig Hr. Snedkermester Jønson, Kongens Nytorv 3. Vi er 5 Arbejdere paa Værkstedet og staar Alle i Akkordarbejde, og maa det derfor efter almindelig Regel antages, at vi havde Frihed til at raade over vor Tid. Hr. Jønson synes imidlertid at være af en anden Mening. I Gaar kom han nemlig op paa Værkstedet i Frokosttiden, og da han syntes, vi indtog vort Maaltid før længe, begyndte han at tiltale os paa en højst usømmelig Maade og brugte Udtryk, vi her undser os for at gentage. Vi foreholdt nu Hr. Jønson det upassende heri og erklærede, at vi dog ikke var hans ubetingede Undergivne men hans Arbejdere og vilde agtes som saadanne. Dette bevirkede, at Hr. Jønson blev endnu værre, ja saa uartig, at vi erklærede, at vi vedblivende ikke vilde arbejde hos ham. Ved denne Erklæring blev Hr. Jønson saa rasende, at han straks viste os Døren, uden at han tillod, at vi tog vort Værktøj med. Dette Optrin passerede ud Formiddagen, og vi gik nu hen paa Politistationen for at forlange Assistance, og der blev da lovet os, at der nok skulde blive sendt en Betjent derhen. Om Middagen indfandt vi os atter ved Værkstedet for at erholde vore Redskaber og høre, hvorledes Sagerne nu stod, men Hr. Jønson forbød os at komme ind, idet han fortalte, at vore Ejendele var bragt hen paa Stationen; En af os bemærkede imidlertid Noget, der var forglemt, og da Vedkommende vilde gaa hen og hente det, kom han vel gennem Døren, men denne blev i det samme aflaaset af Hr. Jønson, saa vor Arbejdskammerat blev indelukket; først efter at en Betjent var hentet, slap han fri.

Vi henstiller nu til samtlige Arbejdere i Møbelsnedkerfaget, om paa Grund af denne inhumane Opførsel fra Jønsons Side ikke at tage Arbejde hos ham, før vor Fagforening har behandlet Sagen.

Fire Arbejdere paa Snedkermester Jønsons Værksted *).

*) Der arbejder i Alt, som ovenfor anført, hos Jønsson, 5 Arbejdere, deriblandt en døvstum; de fire Andres Navne er Redaktionen bekendt.

(Social-Demokraten 19. december 1879).

Hvorledes Kvinden beskyttes i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte forleden, hvorledes Kvinden beskyttes i Amerika; der idømmes Fængselsstraf eller høj Bøde for blot et Kys med Vold. Her i Danmark er Forholdene anderledes, hvad efterstaaende Dom ved Morsø Herreds Ret udviser. Forbrydelsen er, som det fremgaar af følgende efter "Morsø Av." tagne Gengivelse af Dommen, saa dyrisk raa, at man dog maa tro, at Overretten vil komme til et andet Resultat. Ved Morsø Herreds Rets Dom af 26de Novbr. er nemlig Husmand Sejer Pedersen af Nykøbing Landsogn for at have mishandlet sin Hustru idømt 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød samt tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Under Forhørerne er det oplyst, at Anledningen til Mishandlingen var, at han havde drukket sine to smaa Børn i en Alder af 3 og 4 Aar fulde i Brændevin, det Ene i den Grad, at det var aldeles bevidstløst. Dette var sket, medens Konen var fraværende, sg da hun var kommen til Stede og saa, hvad der var sket, vilde hun give Børnene Mælk som Modgift, og herover var det, at den Tiltalte blev rasende. Mishandlingen bestod bl. A. i, at han havde slaaet sin Hustru blodig samt sort og blaa i Ansigtet, og da hun forsøgte at undfly og var kom men lidt fra Huset, indhentede han hende, mishandlede hende yderligere, idet han trak hende tilbage i Haaret, hvilket han afrev, saa at der fandtes store bare Pletter i hendes Hoved. Konens Skrig kunde høres i lang Afstand, og da Naboerne kom til Stede, fandtes han siddende paa en Stol med blodige Hænder og afrevne Haar paa sine Benklæder. Den Tiltalte, der desuden oftere har forurettet sin Hustru, har ogsaa mishandlet hende, naar hun var frugtsommelig. Det er forklaret at en Pige, der var i Huset et halvt Aars Tid (det eneste Tyende de har havt), at han en Gang, da hans Hustru befandt sig i ovennævnte Omstændigheder, i ca. en halv Time mishandlede hende og tumlede om med hende, indtil hun tabte Bevidstheden, hvorpaa han kastede hende paa Sengen; da Pigen derefter vilde se til hendt, jagede han hende bort og forbød hende at være Konen til Hjælp; ligeledes har han oftere truet Konen med en Kniv.

(Social-Demokraten 12. december 1879).

Anordning for De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

Gouverneur Garde har under 27de October udstedt en Bekjendtgjørelse om, at Hs. Maj. Kongen har stadfæstet den af Colonialraadet for St. Croix vedtagne Anordning om Lettelser for Eierne af de under Opstanden paa St. Croix i October Maaned 1878 ødelagte Bygninger og Sukkerværker med Hensyn til disses Gjenopførelse og Istandsættelse. I den første Paragraph bestemmes det: Alle Materialier, der fra 1ste October 1878 at regne og inden 31te Marts 1880 indføres til St Croix, og som beviisligt anvendes til Gjenopførelsen af de under Opstanden i October Maaned 1878 ødelagte Bygninger i Byen Frederiksted og paa Landet samt til Istandsættelsen af de ved samme Leilighed beskadigede Værker og Indretninger samt Brugsgjenstande m. m. bestemte til Tilvirkning af Sukker og deres Biproducter, ere fritagne for den ved Lov angaaende Handel og Skibsfart paa St Croix af 30te Juni 1850 § 6 foreskrevne Indførselstold, saaledes at denne godtgjøres vedkommende Eiendomsbesidder, under saadanne nærmere Bestemmelser med Hensyn til Controllen, som blive at fastsætte af Gouvernementet. For de i nævnte Øiemed alt tidligere indførte Materialier vil den erlagte Indførselstold kunne tilbagebetales, naar de fornødne Beviisligheder for Anvendelsen ere tilstede. Anordningens anden Paragraph bestemmer, at alle Gjældsforskrivninger, der i ovennævnte Tidsrum udstedes for Pengeforstrækninger til Gjennemførelsen og Istandsættelsen af de som nævnt i § 1 ødelagte Bygninger og Værker ere fritagne for Brugen af stemplet Papir. Forsaavidt de allerede forinden denne Anordnings Kundgjørelse maatte være udstedte, er den, der har bestridt Udgiften, berettiget til at erholde den godtgjort af Colonialkassen. - St. Thomæ Tid." meddeler, at Prindsen af Wales' tvende ældste Sønner, som ere ombord paa Krigsdamperen "Bacchante", den 20de December ventes at indtræffe til Øen Barbados.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1879).

Albertine Wiertz. (Efterskrift til Politivennen).

Albertine Wiertz blev født 18. december 1823. I 1834 boede hun sammen med moderen Karen Marie Nielsen (der muligvis nu var enke) i Prinsensgade og ernærede de 4 døtre med vask. I 1841 blev hun dømt for lommetyveri og ulovlig omgang med hittegods til 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. 1847 blev hun frifundet for anklage om lommetyveri, men dømt for ulovlig omgang med hittegods til 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, 1848 dømt for løsgængeri: 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød. 1849 dømt for løsgængeri til 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Hun blev gift 1851 med Johan Valentin (1827-?). 1850-1869 anholdt adskillige gange, men pga. benægtelse ofte frifundet. 

10. august 1869 blev hun grebet i lommetyveri. Hun boede da på Christianshavn og var da almindelig kendt som lommetyv. Hun forsøgte efter sædvane at benægte alt, men da beviserne var mange, tilstod hun en række tyverier fra 3 mark til 5 rigsdaler. Hendes mand anede tilsyneladende intet om det, ligesom deres 3 børn (i 1869 en datter på 19 og 2 yngre sønner). 

EN farlig Lommetyv. Kriminal- og Politiretten afsagde i Lørdags Dom i en Sag mod en af Kjøbenhavns farligste og snedigste Lommetyve, Arrestantinden Albertine Würtz, der som mistænkt i denne Anledning ofte har været arresteret, uden at det hidtil har lykkedes at faa hende straffet for en Mængde af hende i en Række af Aar begaaede Lommetyverier. Da Arrestantinden Tirsdagen den 10de August f. A. var i Torvegade for at se paa Indtogsfesten, traf hun paa et hende ubekjendt, bondeklædt Fruentimmer, med hvem hun for at faa Leilighed til at bestjæle hende indlod sig i Samtale, idet hun ytrede: "Folk trykke paa min Paraply, men trykke ikke paa Deres", hvorpaa hun stak Hovedet ind under Fruentimrets Paraply. Arrestantinden vedblev nu at følge med Fruentimret, trængte sig tæt op til hende og søgte paa Grund af den stærke Trængsel at bortlede hendes Opmærksomhed, hvorhos hun famlede ved hendes Kjole for at komme ned i hendes Lomme. To Politibetjente, der i længere Tid Hemmelig havde iagttaget Arrestantinden og dennes mistænkelige Bevægelser, sprang nu til, just som hendes venstre Haand var indviklet i det fremmede Fruentimmers Kjolefolder ved Lommen, og anholdt hende. Fredagen forinden, den 6te August, mødte Arrestantinden paa Hjørnet af Dronningens Tværgade en hende ligeledes ubekjendt Tjenestepige, med hvem hun ogsaa uden mindste Anledning indlod sig i Passiar. Medens hun afvendte Pigens Opmærksomhed ved uafbrudt at tale til hende, fik hun Leilighed til at stikke sin Haand ned i Pigens Lomme og ud af denne at stjæle en Sølvdaler. Arrestantinden, der allerede i flere Aar paa en planmæssig Maade havde begaaet en Mængde saadanne Lommetyverier, fulgte under Forhøret i Begyndelsen sit gamle Princip at negte og fremkom med forskjellige vaklende og modsigende Forklaringer. Efterat hun omsider havde tilstaaet de to foranførte Forbrydelser, bleve de mange tidligere Sager, hvori hun som mistænkt for Lommetyverier havde været arresteret, men som af Mangel paa Bevis formedelst hendes halsstarrige og vedholdende Benegtelse bleve hævede, uden at der blev anlagt Sag imod hende, paany fremdragne. Hun gik nu endelig ogsaa til Bekjendelse om de tidligere af hende forøvede Lommetyverier, og under den fortsatte Undersøgelse blev det bl. A. oplyst, at Arrestantinden omtrent siden 1841 havde gjort sig skyldig i mindst ca. 60 dels forsøgte, dels fuldbyrdede Lommetyverier, uden at hun dog bestemt har kunnet opgive enten disses Antal eller Betydet af de stjaalne Pengesummer. Saaledes havde hun bl. A. ifølge sin Tilstaaelse i Aaret 1858 stjaalet 100 Rd. af Lommen paa en Pige, der var kommen herover fra Fyen med sin Arvepart og skulde giftes, medens den Bestjaalne paastod at have ved den omhandlede Leilighed mistet 155 Rd. Lommetyverierne udførte Arrestantinden stedse paa samme Maade, nemlig saaledes, at hun gav sig i Kast med de Vedkommende - altid Fruentimmer - , og naar det var lykkedes hende at aflede deres Opmærksomhed fra, hvad der passerede, stak hun sin Haand ned i deres Kiolelommer og udtog af disse enten Penge eller Portemonnaier med saadanne. Ifølge Justitsministeriets Resolution af 6te December f. A. var Arrestantinden, der bl. A. har været straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ogsaa sat under Tittale for de af hende for over 10 Aar siden begaaede Tyverier, og hun blev nu i Medfør af Straffelovens § 64 efter § 288, jvfr. § 46, idymt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 8. februar 1870)

I 1872 blev hun idømt 2½ års forbedringshusarbejde ved kriminal- og politiretten. I august 1879 med 3 års tugthusarbejde.

Nr. 230. Mandagen den 1ste December.

Advocat Levinsen

contra

Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke (Defensor Bagger),

der tiltales for Tyveri.

Criminal- og Politirettens Dom af 23de August 1879: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, bør straffes med Tugthusarbeide i 3 Aar samt betale Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Procuratorerne Christensen og Tvermoes 20 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, og idet de Høiesteret forelagte nye Oplysninger ikke kunne føre til et andet Resultat end det i Dommen antagne, kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Advocat Levinsen og Høiesteretssagfører Bagger 40 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, tiltales under nærværende Sag for Tyveri.

Den 26de April d. A. omtrent Kl. 11 anmeldte Arbeidsmand Hansens Hustru Karen Sophie Sørensen paa 2den Politistation, at der kort forinden var paa Gaden stjaalet ud af hendes Kjolelomme en Portemonnaie, indeholdende ca. 6 Kr., bestaaende af 2 dobbelte Kronestykker, et Kronestykke og mindre Mønter, og henledte hun Mistanken for at have begaaet dette Tyveri paa et Fruentimmer, af hvilket hun gav en Beskrivelse, som passede paa Arrestantinden, der var Politiet bekjendt som en oftere for Lommetyveri straffet Person. Ved den derpaa fulgte Anholdelse af Arrestantinden, der blev truffen i sit Hjem i Eiendommen Nr. 15 i Korsgaden, fandtes liggende paa en Kjøkkenhylde dersteds, en Portemonnaie, hvori der laa 2 dobbelte Kronestykker, 1 Kronestykke og 61 Øre.

Arbeidsmand Hansens Hustru har, idet hun bestemt har gjenkjendt fornævnte Portemonnaie som den hende med Indhold af Penge tilhørende og frastjaalne samt Arrestantinden som den af hende mistænkte Person, afgivet en Forklaring, der gaaer ud paa Følgende:

Da hun den ovennævnte Dag, faa Minutter efterat hun i en Boutik paa Kjøbmagergade havde lagt Portemonnaien med deri værende Penge i en udenpaa hendes Kjole paa hoire Side anbragt Lomme, gik gjennem Klareboderne og ved at passere et Sted i denne Gade, hvor der i Stueetagen var Udsalg af Straahatte, saa paa de i et Vindue udstillede Hatte, blev hun tiltalt af Arrestantinden med en Yttring om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte. Idet hun som Følge heraf standsede, stillede Arrestantinden sig hen ved hendes heire Side, omtalte først nogle af de nederst i Vinduet liggende Hatte som ikke passende for en ældre Kone, og henledte derpaa hendes Opmærksomhed paa nogle Hatte, der hang høiere oppe i Vinduet, som passende for hende. Hun kom derved til at see iveiret, hvorpaa Arrestantinden i rask Gang gik hen imod Kjøbmagergade, medens hun selv gik ned i en Boutik paa Hjørnet af Klareboderne og Springgade, hvor hun, idet hun vilde tage Portemonnaien op af Lommen, savnede den. Hun er vis paa, at hun i den Tid af ikke 10 Minutter, der hengik efter at hun havde lagt Portemonnaien i sin Lomme og til hun savnede den, ikke kan have tabt den, eftersom der ikke var noget Hul i Lommen, Portemonnaien laa i samme under hendes Lommetørklæde, hun selv ikke har havt Haanden i Lommen i den Tid, og endelig en lille Flaske, der samtidig laa i Lommen, endnu fandtes der, da Portemonnaien savnedes.

Hun har derhos erklæret, at Arrestantindens Forhold ved som anført at stille sig hen paa Siden af hende og indlade sig i Samtale med hende allerede strax vakte hendes Mistanke, men at hun dengang, glemmende at hun havde Penge hos sig, slog sig til Ro med, at hun ikke var i Besiddelse af Noget, der kunde stjæles, samt at hun er forvisset om, at Arrestantinden har benyttet det Øieblik, da hun fik hende til at see iveiret til at stjæle Portemonnaien ud af hendes Lomme. Hendes saaledes afgivne Forklaring har hun bekræftet med Ed og hendes tidligere Besiddelse af den omtalte Portemonnaie er bevidnet af hendes Broderdatter Alma Nielsen, der har gjenkjendt den som en, der tilhørte Hansens Hustru og, efter hvad hun veed, var denne foræret af hendes Mand, ligesom denne Sidste, Arbeidsmand Niels Hansen, har under Ed forklaret, at han gjenkjendte den som en, han har kjøbt og foræret sin Hustru, og endelig deres 8½-aarige Barn Karen Marie Hansen har gjenkjendt denne Portemonnaie som en, hun ofte havde baaret for sin Moder, naar hun var i Byen med denne.

Arrestantinden, der har nægtet at have stjaalet den heromtalte Portemonnaie med deri værende Penge, har om sin Besiddelse af disse Gjenstande afgivet følgende Forklaring:

Hun var den nævnte Dag gaaet fra sit Hjem i Korsgade for paa Vaisenhusapotheket at kjøbe en Salve, hun bruger for et sygt Ben, da hun, ankommen omtrent Kl. 11 til Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, saa en Dame tabe denne Portemonnaie. Hun tog den da op og fulgte Damen gjennem Klareboderne til Montergade for at levere hende Portemonnaien tilbage, ifald hun skulde savne den, men da dette ikke var skeet, da hun naaede til Møntergade, eller som hun i 'et senere Forhør har forklaret da hun her tabte Damen af Sigte, gik hun tilbage til Kjøbmagergade og derfra uden at gaae ind paa Vaisenhusapotheket til sit Hjem i den Hensigt at aflevere Portemonnaien med deriværende Penge til Politiet, naar hun samme Dags Aften gik til Garnisonssygehuset, hvor hun dengang havde Tjeneste som Vaagekone. Hun vil ikke have afleveret Portemonnaien til den Dame, hun saa tabe den, fordi det forekom hende ikke at gaae an at tiltale denne paa Gaden, heller ikke have afleveret den med det Samme paa den i umiddelbar Nærhed af Montergade værende 2den Politistation, fordi hendes Ben smertede hende, og endelig ikke have udrettet det Erinde paa nævnte Apothek, i hvilket hun var gaaet fra Nørrebro til faa Skridt fra samme, af den Grund, at det pludselig faldt hende ind, at der paa den Tid af Dagen var saa mange Kunder tilstede paa dette Apothek, at hun foretrak at kjøbe Salven dersteds om Aftenen. Forøvrigt har hun erkjendt at have under dette sit Ophold i Klareboderne talt med en Dame udenfor det føromhandlede Straahatteudsalg om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte, men hun har erklæret, at Arbeidsmand Hansens Hustru hverken er den Dame, hun saa tabe Portemonnaien, eller den Dame, med hvem hun talte udenfor Hatteudsalget.

Til Kjøbenhavns Politi er ingen Anmeldelse gjort om, at der den 26de April d. A. skulde heri Staden være tabt en Portemonnaie.

Ved den dels ved Arrestantindens Anholdelse i Sagen dels Dagen efter foretagne Visitation i hendes Hjem fandtes sammesteds foruden den hidtil omtalte Portemonnaie en hæklet Pengepung og en med Perler broderet Portemonnaie, med Hensyn til hvilken Arrestantinden har forklaret, at hun har kjøbt Pungen, og at Portemonnaien er hende af en ubekjendt Sømand, for hvem hun havde vasket, givet i Betaling for et mindre Beløb, han var bleven hende skyldig. Arrestantindens Forklaringer om sin Hjemmel til disse Gjenstande ere imidlertid ubestyrkede, medens derimod Christiane Sophie Ipsen, Lunds Enke, har gjenkjendt sidstnævnte Portemonnaie som en, der tilhørte hende, og som flere Maaneder inden Arrestantindens Anholdelse tilligemed et i samme værende Beløb af 6 Kr. blev stjaalet ud af hendes udvendige Kjolelomme, medens hun en Dag stod uden for en Boghandlerboutik paa Østergade og saa paa de i Vinduerne udstillede Billeder, under Omstændigheder, der gjorde hende det utvivlsomt, at Tyveriet var begaaet af et Fruentimmer, som hun ikke saa nærmere paa, men som var af Størrelse som Arrestantinden, og som samtidig med at tale til hende om de udstillede Billeder trykkede sig tæt op ad hende paa den Side, hvor Lommen var anbragt. Hendes Datter Andrea Christine Lund har gjenkjendt Portemonnaien som hendes Moders Eiendom og forklaret, at det er hende selv, der har broderet Perlerne paa den, samt at hun sidst saa den i sin Moders Besiddelse samme Dag, denne mistede den, og saavel hun som Lunds Enke have bekræftet deres saaledes afgivne Forklaringer med Ed.

Arrestantinden er ved Kjøbenhavns Politiretsdom af 10de Marts 1841 anseet blandt Andet for Lommetyveri efter Forordningen 11te April 1840 § 1 jfr. § 29 og efter § 58 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 60 Dage og ved nærværende Rets Dom af 22de Juni 1847, hvorunder hun var tiltalt for Lommetyveri af en Pung med Penge, men kun overbevistes at have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, anseet i Medfør af bemeldte Forordnings § 58 jfr. §§ 79, 22 og 25 som for 2den Gang begaaet Hæleri med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Ved Rettens Dom af 13de October 1849 blev hun i en Sag, hvorunder hun sigtedes for Lommetyveri af en Tegnebog med Penge eller ialfald ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, forsaavidt frifunden af Mangel paa Bevis, men iøvrigt dømt for Løsgængeri. Efter den Tid var Arrestantinden mange Gange under retslig Forfølgning som mistænkt for Lommetyveri, men undgik hver Gang at blive tiltalt herfor, eftersom der mod hendes Benægtelse ikke tilveiebragtes tilstrækkeligt Bevis for hendes Skyld, indtil hun under en mod hende i 1869 indledet Undersøgelse i Anledning af et Forsøg paa Lommetyveri, i hvilket hun var grebet omtrent paa fersk Gjerning, efter lang Tids haardnakket Nægtelse af Sandheden tilstod sig skyldig i dette Forsøg, saavelsom i et hende under Undersøgelsen paa sigtet fuldbyrdet Lommetyveri, i en stor Del af de Lommetyverier, for hvilke hun tidligere havde været mistænkt, og i det Lommetyveri, for hvilket hun var frifunden ved den ovennævnte Dom af 13de October 1849, samt derhos vedgik, at hun i saagodtsom alle de Aar, der vare hengaaede siden hun i 1841 blev straffet, havde begaaet og forsøgt at begaae Lommetyverier, og i saa Henseende forklaret, at alle de af hende saaledes vedgaaede Forbrydelsers Gjenstand altid havde været Penge, med eller uden Portemonnaier, deres Offre altid Fruentimmer, at hun havde begaaet dem alle paa Gaden, og altid indledet Udførelsen af dem paa den Maade, at hun ved at give sig i Samtale med den Vedkommende, hun agtede at bestjæle, havde søgt at afvende dennes Opmærksomhed fra hendes Forehavende. Hun blev som Følge heraf ved Rettens Dom af 5te Februar 1870 anseet efter Straffeloven, dels i Medfør af § 64 med en efter dens § 228 jfr. tildels § 46 lempet Tillægsstraf, dels efter bemeldte Lovs § 228 jfr. tildels § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

Senere er hun ved Rettens Dom af 19de October 1872 for et ganske under samme Omstændigheder begaaet Lommetyveri og efter en Undersøgelse, hvorunder hun atter en Tid, skjøndt gjenkjendt af 2 Personer søgte at tilbageholde Sandheden, anset efter Straffelovens § 230, 1ste Led med lige Arbeide i 212 Aar.

Naar Hensyn tages dels til den ovennævnte af Hansens Hustru afgivne edelige Forklaring og dels til de øvrige under Sagen foreliggende Oplysninger, deriblandt navnlig: om hendes tidligere Besiddelse af den i Arrestantindens Besiddelse fundne Portemonnaie; om det i samme forefundne Pengebeløbs Overensstemmelse saavel hvad Størrelse som hvad Montsort angaar, med hvad der af Hansens Hustru var meldt paa Stationen at være hende frastjaalet, samt om Arrestantindens Tilstedeværelse paa Gjerningsstedet i Forbindelse med det Ubestyrkede, Usammenhængende og Usandsynlige i Arrestantindens Forklaring om, hvorledes hun er kommen i Besiddelse af Portemonnaien, og naar tillige tages i Betragtning, hvad der er oplyst om Arrestantindens tidligere Forbrydelser, disses Art og Udførelsesmaade, hendes beviste Lognagtighed under tidligere mod hende indledede retslige Undersøgelser, i hvilke derhos sees, at Paaberaabendet om at have fundet en stjaalen Gjenstand er et, som før er benyttet af Arrestantinden, og endelig Arrestantindens Besiddelse af en anden Portemonnaie, med Hensyn til hvilken der er fremkommet en ikke ringe Formodning for, at den har været Gjenstand for et Lommetyveri skjønnes der at være tilveiebragt et i Medfør af Forordningen 8de September 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestantinden under de af Hansens Hustru opgivne Omstændigheder har frastjaalet denne den oftmeldte Portemonnaie, der er vurderet til 25 Øre, med deriværende Pengebeløb af 5 Kr. 61 Øre, og Arrestantinden, der er født den 18de December 1823 og senest straffet som foranført, vil derfor nu være at ansee efter Straffelovens § 231, 1ste Led efter Omstændighederne med Tugthusarbeide i 3 Aar.«

(Højesteretstidende 1. december 1879. s. 517-521).

I den sidste folketælling hun optræder i (1880) ses hun at være straffefange på Børnehustorvet (Kvindefængslet). Hun optræder (desværre uden foto) i Genealogisk Forlags forbryderalbum.

Karel Sedivý (1860-1906) tegner, xylograf. Prindsessegade på Christianshavn. 1874 (i givet fald må kunstneren have været 14 år). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

St. Croix Fællessukkerkogerier. (Efterskrift til Politivennen)

"St. Croix Fællessukkerkogerier" holdt i Aftes Generalforsamling i Børsens Læsesal. Formanden Grev Frijs Frijsenborg, og Formanden for det indre Udvalg, Grosserer Tietgen, vare fraværende, Grosserer G. Petersen valgtes til Ordstyrer. Baron Rosenørn-Lehn (Udenrigsministeren) meddelte paa Bestyrelsens Vegne, at Regnskabet i Aar udviste et Underskud af 296,851 Kr, dertil kom et Tab paa ca. 10,000 Kr., idet Anlæget først sent sattes i Gang, Dele af Maskineriet idelig gik itu, og Sukkerørene vare af en maadelig Kvalitet. Det indbetalte Aktiebeløb udgjorde 1,070,000 Kr., Statens Laan var ved Regnskabets Afslutning 1,030,287 Kr.; som Betingelse for dette Laan havde Staten indsat en Kontrolkommission og gjennem denne godkjendt de afholdte Udgifter og indsendte Regninger. Anlægsudgifterne, 1,886,593 Kr. 77 Ø stod i nogenlunde Overensstemmelse med Udgifterne til lignende Anlæg paa de fransk-vestindiske Øer. Tabet ved det første Aars Drift var vel beklageligt, men dog ikke foruroligende for Fremtiden, da Driftsomkostningerne væsenlig vilde kunne indskrænkes. Kullene havde kostet 126,954 Kr., hvoraf for Fremtiden 2/3 kunde ventes sparet. Udbyttet af Sukker kunde ligeledes ventes forhøjet; fremdeles kunde betydelige Beløb ventes indvunden ved Forædling af Produktet og billigere Arbejdsløn. - Under 19de Septbr. 1878 androg Bestyrelsen hos Finansministeriet om et fornyet Statslaan; 15 Jan d. A. modtoges Ministeriets Tilsagn om et saadant. Da Bestyrelsen tillige havde faaet nye Aktier tegnede, blev det muligt at tilvejebringe de 700,000 Kr., som vare nødvendige til Arbejdets Fuldbyrdelse. Dog blev det ikke færdigt til den bestemte Tid, begrundet paa forskjellige uheldige Omstændigheder. Først i Slutningen af Maj kom Fabriken nogenlunde i Orden I Juni faldt saa voldsomme Regnskyl, at Driften maatte standses omtrent en Uge, og Sukkerrørene blev fordærvede Dog fortsattes Driften efter Prioritetshaverens og Garanternes bestemte Onske, saa længe det var muligt; 6te Septbr. standsede hele Fabrikationen paa Grund af Sukkerrørenes Ødelæggelse. Imidlertid havde der siden været en ikke ringe Fremgang i Fabrikationen. En lønnende Drift kunde dog først ventes, naar Fabriken blev regelmæssig forsynet med gode og modne Sukkerrør. Der var i Regskabsaaret forarbejdet 47 Mill. Pd. Sukkerrør, hvoraf var fremstillet over 14,000 Sække Sukker. Fabriken stod nu for første Gang parat til at begynde Kampagnen i rette Tid. Heller ikke i Aar kunde Fabriken dog vente at faa saa gode Sukkerør, som det maatte ønskes. Grosserer Melchior: Den aflagte Beretning var ikke glimrende i nogen Henseende; men paa Grund af de store Vanskeligheder, Fabriken havde hast at kæmpe med, kunde man vel dele Bestyrelsens betingede Haab om en bedre Fremtid. Hvis man imidlertid i Hovedsagen støttede sit Haab paa, at Planterne i Fremtiden vilde avle bedre Sukkerrør, var dette vist noget, som ikke kunde ventes. Derimod turde det haabes, at Fabriken væsenlig kunde indskrænke Udgifterne og forøge Mængden af det indvundne Sukker. Naar Beretningen idelig klagede over de daarlige Rør, syntes den indirekte at indeholde en stærk Dadel mod Planterne, en Dadel, som dog næppe var billig under de vanskelige Forhold, hvorunder de havde arbejdet. Det kunde forstaaes, at Planternes Bestræbelser, naar Fabrikerne kjøbte Rørene efter Vægt, gik ud paa at levere ikke de saftigste men de vægtigste Rør; en Fabrikbestyrelse maatte da betinge sig en vis Sukkerholdighed af Rørene. Fabrikant Hagemann erklærede, at det ikke havde været Bestyrelsens Mening at bebrejde Planterne noget. - Ordstyreren meddelte, at Etatsraad Tietgen efter Lodtrækning skulde udtræde af Bestyrelsen; paa Forslag af Grosserer Melchior gjenvalgtes han. Ligeledes gjenvalgtes Kontorchef Scholten og Grosserer Bramsen til Revisorer. Derefter godkjendtes Regnskabet.

(Morgenbladet (København) 30. november 1879).

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen).

Om Tilstanden paa St. Croix skriver en anden Korrespondent til os.

Øens Sukkermarker gjøre for Tiden et særdeles tiltalende Indtryk, prangende i det frodigste Lysegrønt. Afgrøden siges ogsaa at staa udmærket, bedre end i Mands Minde, kun skal Saften paa Grund af den stærke Hegn være for vandet. Øen gjennemkrydses at gode, jævne Veje. beplantede paa begge Sider med Palmetræer, og naar man ser den saa grøn og smilende, er der ikke Spor at opdage af Ulykkerne fra ifjor. Men naar man kommer nærmere til Plantagerne, ser man de nøgne, sværtede Mure fra Branden, og naar man taler med Planterne saa faar det rigtignok et andet Udseende, ikke fuldt saa smilende. Negerne synes at være rolige og skikkelige, men ville ikke arbejde. De tidligere tvungne Arbejderforhold ere blevne ophævede, og der er nu indført en ny Lov, særlig gaaende ud fra frie Aarskontrakter mellem Arbedsgivere og Arbejdere og tillige en strix vagrant law imod Løsgængere for at tvinge Negerne til at tage Arbejde. For Øjeblikket staar det saaledes, at Arbejderne vedblive at bo i deres Huse paa Plantagerne, skjønt de ikke have nogen Ret dertil, og Planterne ville foreløbig ikke kaste dem ud, idet de dels nødig ville miste Arbejderne og derfor give dem Tid til at sunde sig lidt, dels ikke tør gjøre det, da i saa Fald alle Landnegerne ville blive kastede paa Landevejen og blive Løsgængere. Og naar disses tal saaledes bliver Tusinder, er det vanskeligt at se, hvordan man skal kunne anvende Lovens Strenghed imod dem. Man har ikke Plads til at arrestere dem, saameget mere, som Richmond Fængslet endnu er fuldt al Fanger fra ifjor, hvis UndersøgeIse endnu ikke er endt! Sende dem bort Allesammen hverken vil eller kan man, hvorimod Øen vilde vinde meget ved Bortsendelsen af et Par hundrede engelske Negere, der satte ondt Blod i Befolkningen. Det menes, at det væsentlig skyldes disses Tyranni, at Striken er almindelig. Det vil nu vise sig, hvem der er stærkest. Man maa kun haabe, at forholdene maa blive ordnede uden Optøjer og Vold; thi meget Mere af den Slags kan Den vist ikke taale.

(Dagbladet (København) 5. november 1879)

Making the dirt fly. Hardengut. St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Om Forholdene paa St. Croix bringer "B. T." følgende opbyggelige Efterretning:

Oktober Maaned, som man havde imødeset med Spænding, er endelig kommen og har bragt os en gennemgaaende Arbejderstrejke over hele Landet. Ifølge de af Planterne i den saakaldte Planters Association trufne Bestemmelser er der blevet tilbudt Arbejderne efter 1ste Oktober 20 Cents om Dagen, frit Hus, Provisioner og Lægehjælp, men til Gengæld forlanges der, at de skulle binde sig for 12 Maaneder. Planterne holde strengt herpaa, fordi de frygte for ellers ikke at kunne stole paa at deres Arbejdere i Høstens travle Tid. Men Negrene ville ikke høre Tale derom, og der er saa godt som Ingen af dem gaaet ind derpaa. Paa Plantagerne hersker der omtrent Dødsstilhed. Man ringer regelmæssig med Klokken om Morgenen, venter til ingen Nytte. Arbejderne røre sig ikke af Stedet. Nogle af Plantagerne gerne i Nærheden af Frederikssted danne dog en Undtagelse, idet der paa disse fandtes Negere, hvis Kontrakter først udløbe i December, og som derfor af Politiet er blevne tvungne til at arbejde. 

Situationen er for Tiden meget spændt og Ingen véd hvad den nærmeste Fremtid vil bringe. Vi faar nu se hvorledes Politiet vil benytte Løsgængerloven; Guvernøren, der har opholdt sig her i den sidste Uge, skal have givet sine Ordrer desangaaende. Hvis man kan gennemføre 12 Maaneders Kontrakt, vil dette være bedst for Øen, men det vil vistnok falde haardt at faa Negrene tvungne dertil, og der vil, for at dette kan gennemføres, udfordres Sammenhold mellem Planterne. Om man med Sikkerhed kan stole paa et saadant, turde for den, der nøje kender Forholdene, ikke ubetinget være en afgjort Sag. En Enkelt af dem har allerede, til stor Forbitrelse (!) for de Andre, begyndt at arbejde igen med Negre paa Dagløn. Et andet Spørgsmaal er det iøvrigt, om ikke Gennemførelsen ved Tvang af den af Planterne opstillede Fordring vil være forstyrrende paa det gode Forhold, der burde eksistere mellem Forvalterne og Arbejderne.

(Social-Demokraten 6. november 1879.)

Forholdene paa de dansk-vestindiske Øer. "Dagbladet" meddeler til Oplysning om Tilstandene derovre stigende over alle Grænser hensynsløst Brev fra Frederikssted til "St. Thomas Times", dateret den 20de Oktober: 

"Arbejderne opfører sig meget ordenlig, og man nærer ingen Frygt for en Opstand. Beredne Nattepatroljer rykker hver Aften ud for at gennemstrejfe Landet og vender tilbage til Byerne om Morgenen. Planternes Opførsel mod Arbejderne har været meget prisværdig. De har tilladt dem at blive paa deres Plantager og bo i deres Huse uden at betale nogen Leje i en Maaned. De Arbejdere, der endnu vægre sig ved at arbejde, er forsultne og holder Livet oppe ved at tigge eller ved Hjælp af Grøntsager og Frugt fra Plantagerne. - Mange af dem, som troede, at de kunde komme bort med det engelske Orlogsskib, havde solgt Alt, hvad de ejede, Vogne, Heste, Bohave osv. De vil faa Lov til at blive paa Plantagerne til den 1ste Novbr., men hvis de da ikke vil arbejde, vil de blive jagede bort af Ejerne, og hvor de saa skal hen, ved man ikke ret. Vist er det, at der ikke paa Øen er noget Arbejdshus eller noget Fængsel, der kan rumme dem Alle. Arbejderne er vaklende i deres Forlangender, kun vil de ikke paa nogen Maade have Aarskontrakt. Planterne har tilbudt dem 20 Cents om Dagen, et lille Stykke Jord, frit Hus, fri Læge og Medicin, men holder paa Aarskontrakt, fordi de i den ser en Sikkerhed imod Strejker i Høsttiden. Lidt efter lidt opnaas der dog Overenskomster paa disse Betingelser, navnlig i Kristiansted-Distriktet. At Arbejderne paa St. Croix er bedre farne end paa nogle af Naboøerne, fremgaar deraf, at 5 Arbejdere med deres Familie er vendt tilbage efter at have forladt St. Croix i August og har sluttet Kontrakt paa de samme i Plantager, hvor de tidligere arbejdede."

Hvor kedeligt: Fængslerne kan ikke rumme dem Alle; men man kan jo - ikke sandt, det er det, der ønskes - skyde de stakkels Arbejdere ned ligesom sidst. Hvilket nederdrægtigt regimente der hersker derovre.

(Social-Demokraten 20. november 1879)

Estate Judith's Fance. St. Croix. D. W: I. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Et efterfølgende kommissionsarbejde fandt at landarbejdernes vilkår var urimelige hvad angik årskontrakterne, uigennemskueligt bødesystem som trak bøder fra arbejdernes løn, og plantagearbejdernes forhold til kvinderne. Heroverfor stod "negerens karakter". Hovedpunkterne af kommissionens rapport blev offentliggjort i Sanct Thomæ Tidende, 15. og 19. november 1879.

Spørgsmålet om at sælge øerne til USA var oppe igen. Af danskere på de vestindiske øer var fortrinsvis offentligt ansatte, resten af den hvide befolkning var af engelsk eller spansk oprindelse. De sorte havde ingen europæiske forbindelser.

Alvorlige Følger af Husklammeri. (Efterskrift til Politivennen)

I et Hus i Randers boede i F. Rand. Dgbl, to Familier L, og H, hver paa sin Side af en smal Gang med Kjøkkendørene lige over for hinanden. H's Kone tog en Dag Nøglen til Naboernes Kjøkkendør for at benytte den ved Lejlighed. L. havde hende stadig mistænkt for at have taget Nøglen. Da der siden opstod Klammeri imellem de to Familiers Børn, tog H.s Kone den gjemte Nøgle, lukkede L's aflaasede Kjøkkendør op med den og gav med et Spanskrør L's Søn en Revselse i L.s Lejlighed. L anlagde i den Anledning privat Sag imod hende ved Politiretten og førte som Vidne Fruentimmeret T, der imidlertid benægtede at have set noget; først da hun skulde aflægge Ed, erkjendte hun, at hun havde afgivet falsk Forklaring for Retten efter Anmodning af H.s Kone. De to Kvinder idømtes hver Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Inden Dommen var falden, kom det en Aften til Skjænderi mellem H. og L,; da L, gjorde en Hentydning til H's Kone, som sad arresteret, hentede H. en Kølle, hvormed han bibragte L. et saa voldsomt Slag, at han strax segnede om; det viste sig siden, at han havde faaet et saa dybt Saar i Panden, at Pandebenet var blottet, L, der var hengiven til Drik, fik som Følge af Slaget nogle Dage efter Dilirium og blev indlagt paa Sygehuset, hvor han faa Dage efter døde. H, var imidlertid blevet arresteret. Fruentimmeret A, havde tilligemed H.s 9 Aar gamle Søn været Vidne lil Sammenstødet mellem L, og H, Hun benægtede imidlertid dette for Retten, men har senere maattet erkjende, at hun har afgivet falsk Forklaring. Hun vil nu faa en alvorlig Straf, ligesom H. har Strafarbejde i Udsigt,

(Morgenbladet (København) 11. november 1879).

Fra Rosenvænget. (Efterskrift til Politivennen)

For Enden af Rosenvængets Hovedvej findes en Port ud til Strandpromenaden, men denne Port er altid aflaaset, saa Passagen kun aaben for de lykkelige, der besidde Nøgle til Laasen, nemlig Medlemmerne af "Rosenvængets Grundejer-Komite". Efter dennes Beslutning blev Porten i 1876 spærret med Jernstang og Hængelaas for Prokurator Kr. E. Jørgensen, der har en Eiendom i Rosenvænget og i hvis Adkomstdokument der findes en udtrykkelig Bestemmelse om, at han skal have Nøgle til Porten og fri Passage ud Vejene i Rosenvænget. Komiteen mente, at Jørgensens Benyttelse af Ejendommen var stridende mod Grundejernes Ret til fri Udsigt over Stranden, at han overhovedet ikke havde haft Ret til at bygge, hvor han havde bygget, og at han ikke kunde tilkomme Nogle til Porten, da Færdselsretten kun tilkom Grundejerne langs Rosenvængets Hovedvej, medens Jørgensens Ejendom efter Komiteens Mening ligger i selve Vejens Forlængelse. Hof- og Stadsretten har imidlertid anset Prokuratorens Skjøde som et gyldigt Fundament for den af ham paastaaede Færdselsret, idet denne Ret ikte var afhængig af, hvorvidt der paahvilede Ejendommen andre Indskrænkninger med Hensyn til Benyttelsesretten. Heller ikke var det, saaledes som paastaaet af Komiteen, bevist, at Jørgensens Ejendom nogensinde havde været udlagt til Vej, eller at Vejene udelukkende vare til Brug for de til samme stødende Parceller ved Hovedvejene, eller at Ejendomsretten til Vejene skulde tilkomme Ejerne af de tilstødende Parceller. Den af Prokurator Jørgensen nedlagte Paastand toges derfor til Følge, saaledes at Indstævnte, Ingeniørkapiejn C. H. Arendrup paa Grundejerkomiteens Vegne tilpligtedes under en daglig Mulkt af 5 Kr. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse at give Færdslen ad de omhandlede Veje fri for Citanten.

(Morgenbladet (København) 8. november 1879).

De dansk-vestindiske Øer i Folke- og Landsting. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at have citeret Berlingskes gennemgang af kommisionsbetænkningen, konkluderede Social-Demokraten nedenstående:

Troer Folketinget dog ikke, at det kunde være paa Tiden, at det mere energisk skred ind imod Panternes Hensynsløshed overfor de ulykkelige Negre? I det mindste maa man da sørge for, at det bliver de Negre muligt at drage bort, som ikke længer ønsker at være undergivne deres Arbejdsheerrers Grusomhed.

(Social-Demokraten 5. november 1879. Uddrag).

Do dansk-vestindiske Øer. Maaske Flere ikke ved rigtig Besked om, hvorledes Danmark er kommet i Besiddelse af disse Øer, der nu volder de vise Styrende saa meget Bryderi. Til Underretning skal vi derfor meddele, hvad en Indsender i "Vends. Tid." beretter om Øerne:

"Under Kristian den 5tes Regering købtes 1671 St. Thomas og St. Jan for at fremme den vestindiske Handel, og for at denne rigtig kunde blomstre, blev der efter de Tiders Mode oprettet et Handelskompagni med en hel Del Privilegier, og dette købte under Kristian den 6te St. Croix af Frankrig for 167,000 Rdl. Handelen vilde imidlertid, trods Kompagniet og Privilegierne, ikke rigtig gaa, og Kompagniet afstod nu sine Rettigheder til Staten 1757 for den kønne Sum af 2,220,000 Rd., og da var der kun 7 Skibe i Fart paa Vestindien, men i de 9 Aar. der forløb til Kong Frederik den 5tes Død 1766, var Tallet steget til 38, og Sukkeravlen paa St. Croix var fordoblet 11 Gange i denne Tid. Nu gik den vestindiske Handel glimrende en lang Tid, og alene i Aaret 1782 førtes der Varer for 3 Milj. Daler Kurant fra Vestindien til København. Dog maa vi huske paa, at vi ikke kan betragte denne Periode med ublandet Glæde; ti det var Frugten af den stakkels trælbundne Negers Flid, der fyldte Købmændenes Pengeposer, og dette vedblev, indtil Slaveriet ophørte i 1848, i det Mindste paa Papiret. Vel ophævede Frederik den 6te den afskyelige Negerhandel 1803; dog blev Slaveriet ligefuldt ved at bestaa, skøndt der blev givet en Række Bestemmelse sigtende til at lette Negernes Kaar; men - der er jo langt fra København til Vestindien.

Som man ser, er Øerne fra først af købte i Handelens Interesse, men i saa Henseende har de omtrent udspillet deres Rolle nu, eftersom Handelsforholdene har udviklet sig i den nyere Tid, og der vilde neppe blive Mangel paa Sukker og Rom (Øernes Hovedproduktt), om vi kom af med dem. Om Indtægt af Øerne er der nu slet ikke Tale, vel staar de paa Finanslovens Indtægtsside i Forbindelse med Færøerne opførte at give en Indtægt af mellem 60 og 70 Tusinde Kr.; men vel al mærke, Vestindien har i flere Aar ikke betalt en Øre og oven i Købet faaet store Tilskud fra Danmark, i Alt 2 Milj. Kr. Det sidste "Bureaulaan" vil endnu ikke være glemt. Disse Midler skal vel tilbagebetales, men sandsynligvis kan vi skyde en hvid Pind efter dem, da Planterne, som der fra Højres Side blev gjort saa meget Væsen af ved sidste Valg, nok "ikke er saa gode, som de burde være"; men største Delen er irske Spekulanter, der mangler baade Kapital og Intelligents, og Negerne med deres Dagløn af 37 Øre kan man vel ikke vente stort af.

Historien er imidlertid ikke hermed til Ende; ti nu mener Regeringen at man yderligere bør komme Øerne til Hjælp ved at lade dem blive fri for selv at holde den nødvendige Hærstyrke derovre. Der er i saa Henseende forelagt Landstinget et Forslag om, at vi skal holde en Hærstyrke paa 260 Mand derovre, hvilket vil koste allermindst 312,000 Kr. om Aaret.

Øernes Indbyggerantal var 1870 37,821 og var da i de sidste 20 Aar aftaget med c. 4 1/4 pCt. Naar man nu betænker, at den langt overvejende Del af denne Befolkning er Negre, der sandsynligvis hverken vil faa Ondt eller Godt af Tropperne, medmindre disse skulle skyde dem, saa vil man se, at Planterne bliver os temmelig dyre, og hvem ved saa, om man ikke, naar nogle Aar er gaaede, fremkommer med nye Krav. For Resten finder vi det ganske rimeligt, at dersom Danmark skal vedblive at yde Tilskud til Øerne, saa maa Landet ogsaa regeres herfra, da vi ikke kan være tjent med al skulle punge ud med store Summer, hver Gang Kolonialraadet finder for godt at klage sig. Skal der ydes Tilskud, vilde det være stemmende med Menneskehedens Grundsætninger, at der blev gjort Noget for Negerne, ti disse er lige saa godt vore Brødre som de uduelige Plantere. For Resten maa det betragtes som en stor Lykke for os, om vi kunne komme af med Øerne "paa en pæn Maade", selv om vi ikke fik en eneste Øre for dem."

(Social-Demokraten 6. november 1879).

De vestindiske Lejetropper. Foruden den Mængde Forslag til Konge- og Prindsevæsenets Forherligelse, som er blevet forelagt den pantserskrb- og taffelbesøgende Rigsdag, er der et, som fortjener særlig Omtale, da det jo kunde tænkes, at Rigsdagen derved kunde hindres i at sluge Kamelen. Det er Lovforslaget om den flerdobbelte Forøgelse af Militærstyrken paa de vestindiske Øer paa den danske Statskasses Bekostning.

Uden iøvrigt at pataale det Latterlige og Meningsløse for en ubetydelig evropæisk Stat, som det danske, at holde Kolonier paa den anden Side af jordkloden tilmed af Størrelse som en Ært og for denne Overherlighed, at lade den fattige danske Statsborger skatte føleligt - det forelagte Lovforslag udviser over 300,000 Kr. aarlig Udgift til Hærstyrke m. m. - har det foreliggende Lovforslag en anden Side, der giver det en ikke ringe human Betydning. Da Humaniteten i den senere Tid er gaaet i Retning af Dyrebeskyttelse paa Menneskebeskyttelsens Bekostning, maa det være en ikke uvæsentlig Opgave for Demokratiet, at havde den sidste - man skulde dog mene - vigtigste Side af Humanitets-Begrebet. Under Henvisning til det sidst forløbne Aars Bekendtgørelser fra den vestindiske Rekrutering har Dødsfaldene iblandt de til Vestindien oversendte Soldater beløbet sig til omtrent 50, hvilket udgør Halvdelen eller Tredjedelen af hele Troppestyrken derovre og Dødsaarsagen er det usunde og uvante Klima. Det er Proletariatets Børn, som efter at være sunkne i den yderste Armod ved Aftjeningen af deres Værnepligt, lader sig for en ussel Betaling deportere til denne Dødens Gerning, at skulle være Slavevogtere fjernt fra Danmark i et Klima, hvis Usundhed og Omskiftelighed disse unge og kraftige Ofre ikke engang er udrustede til at modstaa. Og denne "Styrke" er det som ifølge Lovforslaget skal fordobles eller mere. Det er fra Humanitetens Side, at Indsenderen heraf beder Folketinget nedlægge Indsigelse imod, at den vestindiske Hærstyrke forøges, eller hvis den endelig skal forøges, da, at det samtidig bestemmes, at Troppestyrken skal hverves iblandt de Indfødte derovre, hvis Regeringen ikke er mægtig nok til at indføre almindelig Værnepligt paa Øerne.

A-r.

(Social-Demokraten 18. november 1879).

De kjøbenhavnske Kirker contra Skatteborgerne. (Efterskrift til Politivennen)

Tillad mig, Hr. Redaktør, som kjøbenhavnsk Skatteborger at fremdrage et Spørgsmaal, i hvilket min Forstand staar fuldstændig stille, og hvorom jeg hører, at vore lærde Jurister nok heller ikke skulle være synderlig klare. Men til Gjengjæld ere de kirkelige Avtoriteter i Hovedstaden saa meget sikrere i den Slags Sager, jeg her sigter til, og ere aldrig i Tvivl, naar det gjælder om at indkassere Mønten fra Skatteyderne. Hvordan det hænger sammen med de saakaldte Præstepenge, som vi her i Kjøbenhavn maa erlægge, paa hvilke Lovbestemmelser de grunde sig, og hvor deres ubegribelige Voxeevne skriver sig fra, har jeg aldrig kunnet faa Oplysning om; for en halv Snes Aar tilbage fik man af Rodemesteren en beskeden Anmodning om at ansætte sig selv til en lille Ydelse, t. Ex. en Krone eller to, men nu møder Fordringen stadig stigende og rettes til En med samme avtoritetsmæssige Kraft som Kravet paa ordinære Kommune- og Indtægtsskatter. Men skjønt det saaledes bliver værre og værre med disse Præstepenge, har jeg dog i de gode Aar fundet mig i at betale dem uden videre Indsigelse, da jeg som sagt ikke er klar over Udviklingens Lov. og man jo ikke tør gaa ud fra, at alt, hvad der synes den sunde Fornuft ubegrundet og løjerligt, derfor skulde savne Hjemmel i dansk Kirkeret. Men nu er jeg i disse Dage bleven gjort til Gjenstand kor en ny kirkelig Opkrævning, der i den Grad strider mod mine retslige Begreber, at jeg ikke kan undlade at anraabe om Offenlighedens Sympathi for de Skatteborgere, der paa en Maade, som nu skal beskrives, gjøres til Remedier sor det kirkelige Livs Trivsel i Hovedstaden.

For to Aar tilbage i Tiden havde jeg Bopæl ved den gamle Ende af Gothersgade og faldt da ind under Trinitatis Sogn; Runde Kirke var for nogle Aar siden bleven restaureret, og hvorvel denne Restauration, saa vidt mig bekjendt, havde fundet Sted, uden at Menighedens skatteydende Medlemmer vare afæskede Samtykke i saa Henseende, betalte vi, foruden vore ordinære Præstepenge, det ret betydelige Paalæg, som Restaurationen krævede. Lidt knurrede vi vel, men slog os dog til Taals, for det var kun en Overgang, trøstede Rodemesteren os med. Et Par Flyttedage derefter flyttede jeg til den anden Ende af Gothersgade. Imens havde "den indre Mission" faaet rejst Kirken paa Østerbro, og en ny Sogneinddeling blev truffen  atter uden at spørge Beboerne. Jeg for mit Husnumer blev sat over til Johanneskirken, og i Stedet for min gamle Kirke, til hvis Restauration jeg klækkeligt havde bidraget, blev jeg som nyt tributpligtigt Offer uden videre delagtiggjort i Johanneskirkens Byggegjæld. Forleden Dag præsenterede Rodemesteren mig en Regning, lydende paa Afdrag af denne Gjæld, og da jeg ønskede nærmere Forklaring, henviste han mig til Skattebillettens Text "i Henhold til Lov af 19 Januar 1863", i hvilken Lov jeg imidlertid ikke kan finde det allermindste om nogens Ret til at paabyrde mig en slig kirkelig Byggegjæld. Jeg spørger nu: Er der fornuftig Mening i alt dette? Og er det en virkelig honnet Maade for Kirken at fremme sit Tarv paa? Sogneinddelingen i Hovedstaden har, som man veed, ikke længer nogen reel Betydning for den almindelige Bevidsthed; man flytter fra Gade til Gade og anser sig vel forvaret, naar man har sin Lejlighed og sin Lejekontrakt i vedbørlig Orden, og ingen tænker paa at erhværve sig Attester for Kirkernes Tilstand og økonomiske Status. Men efter at jeg nu har opdaget, hvilke skjulte kirkelige Faldgruber man kan dumpe i, blot ved at flytte fra den ene Ende af Gothersgaden til den anden, vil jeg raade enhver Skatteborger til fremtidig at iagttage den størst mulige Forsigtighed ogsaa i denne Retning, og jeg for mit Vedkommende vil ufravigelig stille det Krav til enhver ny Husejer, jeg som Lejer faar med at gjøre, at han fremlægger detailleret Beretning om de kirkelige Bygninger og Kreditforhold m. m. i Kvarteret. Men jeg gjentager: Er denne Fremfærd af de gejstlige Avtoriteter overfor Borgernes godtroende Pengepunge den rette Vej til at bekæmpe den Mangel paa kirkelig Sans blandt Hovedstadens Beboere, hvorover der føres saa livlig Klage? 

Anker Heegaard jun.

(Morgenbladet (København) 17. oktober 1879).

 

Grosserer Anker Henrik Heegaard (jun) (1837-1905) var søn af velhavende forældre i Slangerup. Efter handelslære i et skibsprovianteringsfirma i Helsingør, fik han stilling i et stort kaffehus i Holland og da han kom hjem igen blev han repræsentant for en slægtning August Heegaard, som handlede med engelske stålvarer. Dennes bror Anker Steffen Heegaard var den kendte Frederiksværk-fabrikant af støbejern og emalje (om en strejke på dennes fabrik 1897, se andetsteds på denne blog). 25 år gammel løste han borgerskab i handel.

1866-1870 var han gift (konen hed Julie). De fik et barn der var 1 år da hun døde. De flyttede herefter til forældrene i Slangerup. For at skelne mellem de to Heegaard’er, kaldte Anker Henrik sig Heegaard junior resten af livet. Fra omkring 1869 solgte han linieret skrivepapir i Pilestræde 40, 1. Her havde han en papirhandel der også havde skriveredskaber. Endnu oktober 1869 er der annoncer fra den.

Efter at han i Tyskland 1869-1870 have set en konvolutmaskine, lånte han penge til en sådan og startede Danmarks første konvolutfabrik og havde desuden en engros papirforretning som med tiden solgte hvad danske boghandlere handlede med (ikke bøger). Fra 1871 solgte han også stålhavespader, 1872 hollandsk røgtobak. I april 1873 flyttede papirlageret og konvolutfabrikken til Trompetergangen 6 (Cloettas Fabrik) nu Niels Hemmingsensgade. Marts 1874 annonceres fra Lille Helliggejststræde 32. (1. og 2. sal over gården). Nu Valkendorfsgade.

Mogens Falk Sørensen (1907-1975): Valkendorfsgade 30-34 (1854). Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. Selv om fotoet er over et halvt århundrede efter Heegaard havde sin fabrik her, synes der ud fra ældre fotoer ikke at være sket det store, bortset fra at porten (under "Eft. A/S") nu fører ind til Kringelgangen til Gråbrødretorv. Kbhbilleder. CC-BY.

I 1877 giftede Anker Henrik Heegaard sig med Louise Rosenstand (1858-1927). De flyttede til det nye kvarter ved Gothersgade-Linnésgade. Her fik de 6 børn. En af sønnerne (Poul Aage) overtog i 1906-1926 en boghandel i Horsens (I. C. Halvorsens Eftf.)

Politisk stod han tæt på Venstre og i 1870erne også socialisterne. Ved prøvevalget til borgerrepræsentationen i Nørre Alle skole marts 1876 fik han "overvældende majoritet" (ifølge Social-Demokraten 29. marts 1876). Ved valget fik han dog kun 100 stemmer. Kun 1/8 af vælgerne gav møde. Ved valget i 1881 opfordrede han til at stemme på medstifter af Socialdemokratisk Forbund (1878) og medlem af dettes hovedbestyrelse Peter Thygesen Holm, der blev valgt 1887 og 1890. Heegaard blev i oktober 1877 valgt til bestyrelsen i Grundlovsværneforeningen i København i hvilken han var aktiv i årene fremover. Her var han bl.a. imod det forhandlende Venstre. 

Han stod politisk tæt på bl.a. Berg, Hørup, N.J. Larsen, Høgsbro, Holstein-Ledreborg, Alberti, Balthasar Christensen m.fl., samt digterne Drachmann, Schandorph og Otto Borchsenius. Efter bruddet mellem Berg og Hørup sluttede Anker Heegaard sig til Hørup. Han støttede dennes start af dagbladet Politiken.

I 1882-1883 opførte han en stor (omkring 500 m2) villa (Villa Starno) på Christian Winthers Vej 4 (nu ejendommene 4 A, B og C, de to huse 4 D og E, husene 6 og 8 samt Rathsacksvej 29). En af hans sønner var arkitekten Jørgen Anker Heegaard (f. 1912). Kort efter måtte han trække sig tilbage fra fabrikken da han fik pinefulde nervesmerter i ansigt og arme. Da lånet til maskinerne var afviklet og virksomheden havde givet stort afkast, var der penge nok til at forsørge den stadig voksende familie. I nogle skure i villaens have opmagasinerede han alle maskiner og inventar. Han levede med familien af pengene fra fabrikken til han døde i 1905. Derefter levede enken og familien af pengene til hun døde i 1927. Hun solgte villaen i 1908 til ingeniør Poul Larsen fra F.L. Smidth og flyttede til Store Kongensgade 40. (Oplysningerne fra Poul Anker Heegaard: Bidrag til Familien Heegaards historie. Findes på Slægtsbibliotek).

Villaen blev sprængt i luften af tyskerne den 20. december 1944. Ejeren (den tidligere danske gesandt N.P. Arnstedt) brugte lejligheden som samlingssted for danske sabotører. En anden beboer (ingeniør Hostrup-Schultz) husede sabotører. Under en ildkamp mellem SS og sabotørerne, blev villaen sprængt, forstærket af skjult ammunition i væggene. Under det nedstyrtede tagfandtes en del geværer, pistoler og ammunition, som en gruppe frihedskæmpere fik fjernet for næsen af de tyske vagtposter.

Forstyrrelse af Helligdagsfreden. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret. I afvigte Juli Maaned blev Mølleeier Mortensen ved den offentlige Politiret tiltalt for at have overtraadt Loven af 7de April 1876 om den offentlige Fred paa Folkekirkens Helligdage, ved at han en Søndag havde ladet sin i Møllegade beliggende Dampmølle arbeide mellem 9 og 4. Under Sagen oplystes det, at den Støi, som havde været forbunden med Møllens Virksomhed, havde kunnet høres i en Afstand af flere Hundrede Alen. Paa Grund heraf formente Dommeren, at Sigtede havde overtraadt nævnte Lov, og tildelte ham i den Anledning en Advarsel. I Begyndelsen af August Maaned anmeldte derefter en i Møllegade boende Mand for Politiet, at Møllen atter havde været i Virksomhed Søndagen den 3die August under Kirketiden og foraarsaget en for de Omkringboende meget generende Larm. Under den i nævnte Anledning anlagte nye Sag erkjendte vel den for Tiltalte mødende Fuldmægtig, at der var blevet arbeidet i Møllen den paagjældende Dag i den anførte Tid, men benægtede, at der havde været forbunden nogen saadan Støi med dette Arbeide, at Helligdagens Fred derved kunde siges at vare bleven forstyrret. De under Sagen afhørte Vidner forklarede imidlertid, at den ved Arbeidet i Møllen foranledigede Larm havde kunnet høres i en Afstand af et Par Hundrede Alen; et af Vidnerne forklarede endog, at Larmen havde kunnet høres i en Afstand af 400 Alen. Da Sigtedes Fuldmægtig ikke vilde erkjende Rigtigheden af de afgivne Forklaringer, bleve Vidnerne tagne i Ed eg Sigtede ved Dom paalagt en Bøde af 15 Kr, idet Dommeren formeente, at det ved de afgivne Vidneforklaringer maatte ansees for godtgjort, at Arbeidet i Møllen havde været forbundet med en saadan Larm, at Helligdagens Fred derved var bleven forstyrret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1879. 2. udgave).

Betænkning om St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. oktober 1879 fremsatte finansministeren i Landstinget et lovforslag om "Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer". Dette blev udførligt behandlet i Dagbladet (København), den 10. oktober 1879. Herunder også bilagene der forsøgte at finde årsagerne til oprørets udbrud. Man nåede her frem til at udbruddet skyldtes en tilfældighed, og at der altså ikke var lagt nogen plan med det. Men at der før oprøret havde været en almindelig udbredt misfornøjelse blandt landarbejderne. Fra "pålidelige personligheder" havde man underretning om at arbejderbefolkningen på St. Croix var den ø hvor arbejderbefolkningen havde det bedst. 

Som forebyggende foranstaltninger mod en gentagelse anbefalede kommissionen en genoprettelse af respekten for lovens autoritet, med andre ord, mere militær på øerne. Arbejdsordningen skulle vedblive, men arbejderregulationerne ophævet og erstattet af en tyendelov, en løsgængerlov, en skolereform mm. Altså stort set det som guvernøren allerede havde gennemført i september.

De dansk vestindiske Øer. I den som Bilag til lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer følgende Betænkning af 1ste Mai fra den vestindiske Commission udtaler denne, at den ved Undersøgelserne om Aarsagerne til Oprørets Udbrud er kommen til det Resultat, at selve Udbrudet hidrørte fra en Tilfældighed, og at der ikke kan antages forud at være lagt nogen Planer dertil. Derimod er det utvivlsomt, at Oprøret har været Udtrykket for en hos landarbejderne tilstedeværende og blandt dem almindelig udbredt Misfornøielse. Commissionen dvæler derefter nærmere ved Udviklingen af Forholdene gjennem en længere Periode for at paavise Aarsagerne til Misfornøielsen. Den finder, at der navnlig i den sidste Halvdeel af de forløbne 30 Aar siden Indførelsen i 1849 af de saakaldte Arbeiderregulationer er taget for lidt Hensyn til den Forandring i Eiendoms- og Befolkningsforholdene, navnlig paa St. Croix, som formeentlig allerede i en tidligere Periode burde have fremkaldt Bestræbelser for en yderligere Udvikling af den Frihed i Arbejderforholdene, hvortil Anordningen af 1849 dannede Indledningen. Forholdene ere nu saaledes, at Regulationerne daglig overtrædes i stor Udstrækning og at navnlig den Lighed, der tilstræbtes at indføre i Arbejdernes Stilling, er gaaet over til en Ulighed, der saalænge Regulationerne bestaae, maa skabe Misfornøielse med dem. Samtidig ere de fleste Stendomme gaaede ud af Hænderne paa de gamle Slægter og blevne kjøbte af tidligere Forvaltere, navnlig Irlændere, der efter Forholdene have fundet sig nødsagede til at stræbe efter at bringe saa meget som muligt ud af Ejendommene, altsaa af Negrenes Arbeide, med de mindst mulige Udgifter, og som tillige kun undtagelsesviis have betragtet St. Croix som deres Hjem. Men ved Siden af disse her anførte Omstændigheder, der vel kunne have tjent som Ophidselsesmidler under Oprørsbevægelsen, har der naturligviis været andre Momenter af langt mere gennemgribende Betydning for Vækkelsen af en almindelig Utilfredshed blandt Landarbeiderbefolkningen. Allerede den ved Trangen til Arbejdskraft foranledigede Indvandring af Arbeidere fra de engelske Øer bragte saaledes Elementer ind i Befolkningen, der naturligviis efter de frie Arbejdsforhold, hvorunder de paa de nævnte Øer havde levet, kun modstræbende og uvilligt bøiede sig under Arbeiderregulationernes Bestemmelser. Disse fremmede Elementer, der paa den ene Side vare forholdsviis langt bedre underviste end Landarbejderne paa St Croix, og paa den anden Side vel i Reglen vare kraftige Arbejdere, men ofte slette Subjecter, af hvilke mange skulle have have været straffede paa deres tidligere Opholdssteder, maatte snart kunne aabne hines Øine for det i sig selv urimelige Forhold, som Arbeiderregulationerne havde indført, at den kraftige Arbejders større Arbeide ikke lønnedes bedre end den Svages mindre Arbeide, ligesom overhovedet for det Nedtrykkende og Sløvende i, at Flid og Dygtighed savnede et Vederlag i et større Udbytte end det, der opnaaedes af den Dovne og Udygtige. Der behøvedes efter denne Forberedelse kun Exempler paa, at en haandgribelig Forskjel i saa Henseende virkelig kom tilstede for Nogles Vedkommende, uden at berøre den hele Masse i sin Almindelighed, for at Utilfredsheden kunde faae en i hver Tilfælde tilsyneladende berettiget Næring. Dette fandt navnlig Sted ved det saakaldte Portersystem, hvorved visse Arbeidere (porters) lønnedes dagviis og tjente dobbelt saameget som den i fast Tjeneste staaende Befsætning, i hvilken Henseende Oprettelsen af Fællessukkerkogeriet kom til at spille en betydelig Rolle.

Commissionen gaaer derefter over til at undersøge Spørgsmaalet om Midlerne til at forebygge Gjentagelse af Oprøret. Der fremhæves først Hævdelse af Respecten for Lovens Autoritet som formenes kun at kunne opnaaes gjennem Tilstedeværelsen af en forøget Militairstyrke paa Øen, navnlig under den Overgangstilstand, der vil indtræde i den nærmeste Tid, efterat den nuværende Arbeidsordning er bleven hævet. Endvidere henleder Commissioncn Opmærksomheden paa en stadig Udstationering af et Orlogsskib ved Øerne, ligesom den ogsaa udtaler sig for Ønskeligheden af Oprettelse af en Borgervæbning. For i det Hele at have Arbejderbefolkningen, kræver Commissionen først Arbeiderregulationernes Ophævelse og Indførelse af frit Arbeide, ordnet gjennem en Tyendelov, ved Siden af hvilken der maa stilles en Løsggængerlov, ligesom den ogsaa henpeger paa Ønskeligheden af forandrede Bestemmelser i Henseende til Fattigforsørgelse, Lægetilsyn, Jordemodervæsen m. v. Imidlertid ansees det for meget tvivlsomt, om der under de forandrede Forhold vil blive Arbejdskraft nok paa St. Croix. Selve Oprøret vil efter al Sandsynlighed bidroge til Formindskelse af Landarbejdernes Tal, idet mange af disse søge bort fra Øen af Frygt for, at deres Deelagtighed i dette skal blive opdaget. Som en Modvægt herimod antages det, at en Amnesti vilde virke. Men man bør dog itide gjøre sig klart, gjennem hvilken Art af Immigration andetstedsfra der hensigtsmæssigst og billigst kan bødes paa Mangelen af Arbeidskraft. Er Ordningen af Arbejdsforholdene og hvad dermed staaer i Forbindelse forbunden med Vanskeligheder, saa er dette i endnu langt høiere Grad Tilfældet med Hensyn til Foranstaltninger for at hæve Negerbefolkningen op til et høiere intellektuelt, moralsk og socialt Standpunkt. Det bedste Middel troer Commissionen vil være en virksom Reform i Skolevæsenet, navnlig saaledes at Skoletvangen overholdes strængt og begynder senest med det 6te og varer indtil det 12te Aar, medens den nu ophører med det l0de. For den nuværende Generation af Arbeiderbefolkningen vil der muligt kunne udrettes Noget ved at befordre Udbredelse af Squatters (smaa Eiere eller Leiere). der dog vilde kunne bringe endeel af Arbeiderne til at indtage en bedre økonomisk Stilling. Endelig omtaler Commissionen Fællessukkerkogeriet, hvis fortsatte Existents ansees for et Livsspørgsmaal for St. Croix.

Efter dernæst at have omtalt den ved Oprøret foraarsagede Skade, gaaer Betænkningen over til Spørgsmaalet om, hvilke Forandringer i Ordningen af Moderlandets Forhold til Colonierne der maatte være nødvendige. Commissionen har til den Ende underkastet hele St. Croixs Administration osv. en detailleret Undersøgelse og søgt at begrændse Udgifterne saa meget som muligt, men den kom snart til Erkjendelse af, at det paa mange Punkter ikke vilde kunne undgaaes at forøge Udgifterne i en ikke ringe Grad, naar man vilde opnaae en virkelig Garanti for Bevarelsen af Orden og Ro samt tilvejebringe de fornødne Betingelser for Befolkningens og særlig den arbeidende Klasses Fremgang. Med et tilfredsstillende Udgiftsbudget ville de aarlige Udgifter for St Croix kunne anslaaes til 203.544 vestind. Daler, medens de nuværende Indtægter kun beløbe sig til 151.303 vestind Daler. Det aarlige Underskud er saaledes 52,241 vestind. Daler, hvorhos der endnu kræves et Beløb af 25.110 vestind. Daler til Dækning af Udgifter een Gang for alle. Hvad angaaer Maaden, hvorpaa dette Underskud skal dækkes, har Commissioncn deelt sig et Fleertal (Schlegel og Tvermoes) og et Mindretal (Levy). Den Sidstnævnte anbefaler Paaligningen af en directe personlig Skat og en Romskat af 20 Cts. pr. Gallon, samt tilraader endvidere, at Moderlandet yder St. Croix en temporair Hjælp saaledes, at Statskassen paa Betingelse af, at Øens Repræsentation vedtager de to ovenfor nævnte Skatter, for en Tid af 3 Aar overtager at dække det regnskabsmæssige Deficit imod, at den efter Udløbet af dette Tidsrum erholder de tilskudte Beløb tilbagebetalte ved, at Øen aarlig indbetaler Halvdelen af de eventuelle Overskud i Statskassen. Fleertallet antager ikke, at der vilde vare Noget vundet ved et Løfte om at dække Øens Underbalance i 3 Aar. Fleertallet deler Levys Anskuelse om Nødvendigheden af at skabe nye Indtægtskilder gjennem de foreslaande nye Skattepaalæg, men det anseer det nuværende Tidspunkt for ubetimeligt og mener, at naar Arbeiderregulationerne antages hævede den 1ste October d. A., vil mon neppe kunne have en paalidelig Oversigt over alle herhen hørende Forhold for 1ste April 1881, til hvilket Tidspunkt der derfor først bør kunne blive Tale om at stille yderligere Krav til Skatteyderne. Det er derfor Flertallets Anskuelse, at Colonialloven bør forandres i den Retning, at Moderlandet i en eller anden Form overtager Udredelsen af Øens Underskud, og at man dernæst, naar Overskud maatte fremkomme, deels ved mulig indtrædende gunstigere Conjuncturer, deels ved den eventuelle Etablering af nye Skatter, bør refundere saa stor en Deel af denne Udgift, som man med Øens særlige Forhold for Øie maatte finde rigtigt. Fleertallet slutter sin Betænkning om dette Spørgsmaal med at stille Forslag om, at Statskassen skal overtage Militairudgifterne paa Øerne, og i Overensstemmelse dermed er det Lovforslag udarbejdet, der nu er forelagt Landsthinget af Regjeringen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1879).

Havnemester Theodor Wilhelm Conrad Kruse (1845-1927): H. K. H. Prins Valdemars Modtagelse i St. Thomas. Illustreret Tidende 9. november 1879. Den 29. september 1879 ankom prins Valdemar til Sankt Thomas efter 46 dages sejlads fra København. Han tilbragte hele vinteren på øerne indtil 28. april 1880. Hans tilstedeværelse havde til formål at forhindre nye uroligheder som i 1878..

Den vestindiske Kommission.

Den Omhu, hvormed den kongelig vestindiske Kommissions Betænkning Hemmeligholdes, har ikke været tilstrækkelig til at bevare den udelukkende for "de Indviedes" Kreds, og vi ville derfor skjænke den et Par Bemærkninger, saa meget hellere, som Sagen jo ventelig med det første vil komme før Rigsdagen.

Kommissionen begyndte sin Virksomhed med de militære Forhold og foranledigede, at der her hjemme fra udsendtes en Styrke af 65 Mand. Hvor rigtig denne Foranstaltning end kunde være, saa er det dog mærkeligt, at der behøvedes en Kommission til at sætte den i Værk, men endnu mærkeligere er det, at naar Kommissionen nu en Gang havde dette Hværv og traf denne Foranstaltning, at den da ikke sørgede for, at de stakkels Soldater havde faaet en til Klimaet passende Beklædning (som Soldaterne paa de engelske og spanske Øer). Sikkert vilde da, efter stedlige Lægers Erklæring, en af Aarsagerne til Soldaternes Lidelser, og maaske den væsenligste Grund til, at 15 Mand af de 65 i kort Tid døde af Klimatfeber, været fjærnet. Man skulde tro, at Kommissionsmedlemmerne ikke selv havde sørget for passende Klædning til deres Troperejse, siden de ikke tænkte paa Soldaterne - , men det havde de nok dog! Maaske ligger dette ikke indenfor Kommissionens Omraade, saa Ansvaret for den letsindige Omgang med Soldaternes Liv bør adresseres andet Steds hen, men rimeligt havde det da i at Fald været, om Kommissionen havde henledet Vedkommendes Opmærksomhed paa en saa vigtig Sag samtidig med, at den rekvirerede Soldaterne.

Om Aarsagerne til Negeropstanden og om den anrettede Skade meddeler Kommissionen intet nyt, hvad der jo heller ikke kunde ventes. Det er med denne Side af Virksomheden gaaet ganske saaledes, som det blev udtalt i "Morgenbladet" strax ved Kommissionens Afrejse, og følgelig er der ingen som helst Anledning til at opholde sig ved denne Del af Beretningen.

Langt den vigtigste Side af Kommissionsbetænkningen indtager Behandlingen af Øens Budget, der som bekjendt er i en ynkelig Forfatning. Paa den ene Side vil Kommissionen forøge Budgettets Udgiftsside med flere Soldater, ved at forøge Lærernes Antal i Negerskolerne osv. - Foraanstaltninger, der mer eller mindre gaa ud paa at sikre sig Rolighed blandt Negerne - og paa den anden Side vil den forøge Indtægterne, dels ved en Konsumtionsskat paa Rom og dels ved et direkte Statstilskud.

Vi ere lidt i Forlegenhed med at finde et betegnende Ord for disse Forslag. Man vil beskatte, ganske vist indirekte. Negere, hvis Løn ved Lov er fastsat til et Minimum, 37 Øre daglig, og for at de ikke skulle mukke, forøger man Militærholdet!! To af Kommissionsmedlemmerne have da ogsaa været forstandige nok til ikke at gaa ind paa saadanne vilde Ideer! Men hele Kommissionen anbefaler, at vi komme Øens Budget til Hjælp med ca. 200,000 Kr. aarlig, og spørger man, i hvilket Øjemed, da bliver Svaret - for at faa Ballance i Budgettet ! Det er ikke for at sætte Øen i Stand til om kortere eller længere Tid selv at faa Ballance i Budgettet, at man foreslaar at anvende Penge, nej, det er simpelt hen for Ballancens Skyld, at de 200,000 Kr. skulde gives, og naar nu Øen ad Aare fordrer 300,000 Kr. for at faa Ballance, nu vel, saa give vi 300,000 Kr. og saaledes fremdeles, til vi bære alle Udgifterne (ca. 500,000 Kr.) for den totalt ødelagte Ø, medens Kolonialraad og Guvernør selv bestemme, hvorledes de ville anvende vore Penge.

Vi forstaa i Sandhed ikke Kommissionens Indstilling. Er det Meningen, at vi skulle opretholde Øen, da kan dette ikke gjøres ved aarlig at give Øen saa og saa store Beløb enten som Bureaulaan eller Tilskud. I al Fald maa da den, der giver Pengene, ogsaa raade for Pengenes Anvendelse. Den hele nuværende Koloniallov maa dermed falde, og vi maa vende tilbage til den gamle Kronekoloniforvaltning. Vi kunne ikke rolig se paa, at den Befolkning, der - lad det nu være frivillig eller ufrivillig - har afskaffet det for Øens Sikkerhed nødvendige Militær, nu fordrer Skadeserstatning for de lidte Tab - Tab, foranledigede ved, at den danske Overhøjhed lod Magten slippe sig ud af Hænde - ja, saagar henvender sig til fremmede Magter for at saa Støtte for deres Fordring. Magten kan ikke forblive, hvor den nu er, - vi maa selv tage den, og vi maa selv raade over, hvorledes og hvor mange Penge vi ville anvende, i Stedet for at vi nu altid komme til at betale det Gilde, som de derude selv have arrangeret. Er det, som man jo nu synes at være tilbøjelig til at tro, gjennem Centralfabriker, at Øens finansielle Forhold kunne forbedres, saa lad os fortsætte det begyndte Værk og bygge en Fabrik til, i Frederiksted.

Som det er, kan det ikke vedblive! Vi maa beslutte os til at opgive eller redde Øen, og begge Dele ere vel lige dyre; men følge Kommissionen i Forholdsregler uden Formaal blot for Budgettets Ballances Skyld maa vi bestemt fraraade. V.

(Morgenbladet (København) 5. oktober 1879).

Havnemester Theodor Wilhelm Conrad Kruse (1845-1927)?: H. K. H. Prins Valdemars ankomst til Sankt Croix. Illustreret Tidende 9. november 1879. 

Arbejdskonflikten paa St. Croix, Oktober 1879. (Efterskrift til Politiennen)

Formelt kom der tre ting ud af The Fireburn: Kontrakterne var ikke længere på årlig basis, arbejderne kunne købe land - op til 28 ha, og fagforeninger blev tilladt. Reelt og i praksis skete der kun få forbedringer i landarbejdernes forhold, og børnedødeligheden fortsatte med at være blandt de største i Karibien.

Our readers will have observed in Saturday's issue, and again in the paper to-day, that a long expected announcement of great importance to this island has now been made, and it has become a published fact that the regulations hitherto controlling the relations between proprietors and rural labourers are to be finally abolished on the 1st of October next. The fact was officially made known on the several estates on Monday last.

It would be impremature to comment on this important notification before we are informed as to the nature of the new ordinance therein referred to.

(St. Croix Avis, 6. august 1879.)

Guvernør Garde undertegnede 13. september 1879 en ny lov for regulering af arbejdet, offentliggjort i St. Croix. Avis, 20. september 1879. St. Croix Avis, 24. september publicerede teksten til en ny løsgængerlov, hvor arbejdsløse i princippet blev gjort kriminelle.

Dansk Vestingen. St. Croix. Markarbejdere. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

1. oktober 1879 ophørte de retningslinjer der var mellem arbejdere og arbejdsgivere. I stedet skulle gælde samme lov som hvilede på de principper som gjaldt i tyendelovene. Det ville plantageejerne ikke gå med til, men ville fastholde årskontrakterne og ensartet betaling, nemlig 70 øre om dagen. Det nægtede arbejderne at gå ind på, og nedlagde arbejdet den 1. oktober. 2-3.00 arbejdere forlod endog øerne og tog til Frederiksted for at blive overført til naboøerne.  Trods kongeligt besøg - prins Valdemar - kunne konflikterne ikke holdes i ave:

Since our last, the situation in the country remains unchanged. The proprietors, at least for the most part, hold to the demand for a yearly contract, and the labourers as steadily refuse. So far as we know there is not one estate in the island where the people have returned to work. Good order, at the same time, prevails everywhere.

On Saturday and Monday many of the immigrant labourers crowded into West Endunder the false impresson that the English war-steamer Blanche had come to carry them back to their native islands.

(St Croix Avis, 8. oktober 1879.)

Wednesday, 15th October 1879.

We regret to write that the dead-lock in plantation work still continues. The labourers object sometimes that 20 cents is "not 'nough," sometime that they "will not be bung". 

We cannot hope that any advice of ours will spread much among the labouring class, but we would like to examine these objections from their own stand point and in their own interest.

First in regard to the twenty cents a day not being sufficient. Do the labourers know that this is the same rate as is paid in the smaller English islands, in Antigua for example? In Barbados, it is true, the common pay is a shilling, or 24 cents a day; but out of this the man has to pay for his house and ground, which is generally done by giving one day's labour a week as rent, and thus the pay is brought down to the same as is offered here. Do the labourers generally know that seven persons who left here for Barbados not very long ago, have returned to Est. Slob within the last few days? This ought to be a warning to the rest not to be anxious to try other islands. Broader reasons it would be useless to offer; but of course the real question is what can the land afford; and we feel sure that no planter will be willing to risk much more in the present state and prospects of the sugar market. It must be left to each planter to say what he can do; and it is not in the interest of the labourers themselves to have the estate thrown out of cultivation, by forcing the owner beyond this limit.

When we come to the objection to being bound, we must say that it does not in the least surprise us. The labourers have considered the abolition of Government interference, as an abolition of the contract system altogether. As a labouring man was heard to say the other day: How can we bound when the King has told us we are all free? It is not easy to make them see the difference between a contract proposed by the master, and a contract which they are compelled to take by the Government. And in truth, if the whole planting body agrees to insist upon it, it does practically amount to the same thing. Here we would remark that while we do not for a moment question the right of the planters to unite for this purpose, we do question the wisdom of erecting a rigid institution like this to meet exigencies which were utterly unknown and could not be foreseen. Such unions may do very well in old countries, it remains to be seen whether they are wish here. But to return to the "being bound", we do not, think the labourers have considered the great advantage that a contract is to themselves. The advantage to the owner of the land is too obvious to need comment: but the labourer has perhaps not thought of it from his own side. Let us suppose the case of an estate changing hands, the contracted labourers must be kept on and paid, the uncontracted may be dismissed. Again in dry weather the uncontracted hands can be discharged or put on half work, while for the contracted hands work and pay must be found all the time. Further, in the case of a man having a good provision ground, there is much more assurance of his reaping the products when the master is bound by contract to keep him on the estate.

In short the labourer is apt to forget that if he is bound the master is bound too, and must find work for him and support him whether convenient to do so or no. In Antigua, a contract act was passed, because the Iabouring people themselves saw the advantage of it, and a great number readily entered into contracts. Those who did not are liable to be sent off the estates as soon as dry weather sets in; and consequently in Antigua there is always great poverty, and we may add crime also, in such seasons. There are two sides to every question, and it is well, that the labourers should see this contract question from the side of its advantages to themselves before they decide entirely on refusing to enter into contracts.

(St. Croix Avis, 15. oktober 1879.)

St. Croix

(From the Avis October 18th)

Since our last issue we have heard of several estates having resumed work. All through the Island the labourers whose contracts under the old law had not expired have gone back to their work; but the greater number og those whose contracts expired on the 1st of October still refuse to accept the new terms.

There is a rumour that some managers are offering a fixed sum with allowance; and as the allowance system is in great favour with the labourers, and has some merits, it is worth while to consider this plan.

(Sanct Thomæ Tidende, 22. oktober 1879)

De dansk-vestindiske Øer. Ifølge Indberetninger til Regjeringen af 12te October fra Gouverneur Garde, som dengang opholdt sig i Frederikssted, havde Negrene paa Øen St. Croix efter 1ste October, da de gamle Arbeidscontracter vare udløbne, vægret sig ved at fornye disse paa et Aar, hvortil de vare berettigede efter den stedfundne Ophævelse af Arbeidsregulativerne. Paa Grund af denne deres Vægring havde Arbeidet hvilet siden den 1ste October, hvilket iøvrigt alligevel vilde være skeet, idet vedholdende Regnveir hele Tiden gjorde det umuligt at arbeide i Markerne. Indtil Rapportens Afgang havde kun omtrent 30 Negre forladt Øen. Et Rygte om, at et ved Frederikssted opankret engelsk Orlogsskib gratis vilde føre alle engelske Negre, som ønskede det, til de engelske Colonier, havde lokket over 1000 Negre til Byen. Da de imidlertid bragte i Erfaring, at Chefen paa Skibet manglcde enhver Instruction i saa Henseende, forlade de atter Byen, uden at der fandt Optøier Sted.

I Anledning af Aarsdagen efter Negeropstanden ifjor skriver St. Thomas Times af 1ste October: "Idag ledes Tanken uvilkaarligt hen paa de rystende Begivenheder der forefaldt ifjor den lste October, ved at kaste Blikket tilbage paa, hvad der er skeet i det forløbne Aar, kunne vi kun beundre den ubetvingelige Energi, som Indbyggerne paa St. Croix have lagt for Dagen ved Gjenopbyggelsen af Frederikssted. Hovedaarsagerne til Oprøret - Arbeidsrregulativerne og Manglen af Garnison i Frederikssted samt en utilstrækkelig Troppestyrke i Christianssted - ere bragte ud af verden. De tidligere Arbeiderregulativer ere ophævede og nye indførte: Idag vil ogsaa den nye Løsgjængerlov, en Lov, der er vel skikket til at holde Gaderne frie for Løsgjængerne og til at forsyne Plantagerne med Arbejdere, træde i Kraft. Garnisonen i Frederikssted er stærk nok til at møde alle Eventualiteter, men vi kunne ikke fatte, hvorfor Landdistricterne savne militair Beskyttelse. Militairstationen, Kings Hill, midt paa Øen ligger endnu i Ruiner, og Plantagerne mellem de to Byer ligge priisgivne Oprørere, der kunne have frit Spil, indtil der kommer Undsætning fra Byerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1879).

Strejken paa St. Croix har fremkaldt en næsten fuldstændig Uvirksomhed paa Plantagerne. Da de gamle Arbejder-Regulativer vare udløbne den 1ste Oktober, hvorved Planterne og Negerne blive stillede ligesaa frit overfor hverandre som andre Arbejdsgivere og Arbejdere, tilbød Planterne Negerne 20 Cts. om Dagen, frit Hus og fri Lægehjælp, mod at Negerne forpligtede sig til at arbejde for dem mindst l Aar. Grunden til den tilføjede Betingelse var, at Planterne vare bange for, at Negerne skulde gjøre Strejke, naar den travle Høsttid kom, for saaledes at skrue Arbejdslønnen op. Negerne vilde paa deres Side under ingen Omstændigheder binde sig for 1 Aar; en saadan Kontrakt mindede dem alt for meget om deres gamle Trældomstilstand, og de troede, det var mere til deres Fordel at arbejde paa Dagløn. De to Parter staa haardnakket og bestemt overfor hinanden, og kun paa en enkelt Plantage i Nærheden af Frederikssted fortsattes Arbejdet, fordi Kontrakterne der endnu ikke ere udløbne, saa at Politiet har kunnet tvinge Negerne til ikke at nedlægge Arbejdet. Hvor lidet medgjørlige Planterne have været under den hele Affære, fremgaar af den Forbitrelse, det vakte iblandt dem, da en af deres Kolleger tog Negere paa Dagløn og saaledes paany begyndte Arbejdet paa sin Plantage. Planterne have i den Henseende ikke vist sig stort bedre end de Socialister, der under en Strejke strejke om og true andre Arbejdere, som ikke ere af deres Mening. Hvad Frygten for en Strejke i Høsttiden angaar, skulde man synes, at en saadan Strejke bedre vilde kunne undgaas ved et godt Forhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere end ad den Vej, Planterne nu have valgt. Af Negerne kan man selvfølgelig ikke forlange saa meget som af Folk, der i længere Tid have levet under Frihedens Vilkaar; men de ere i ethvert Tilfælde lige saa fuldt i deres Ret under den forhaandenværende Krise som Planterne. Man maa rose Negerne for deres rolige og ordenlige Optræden ved denne Lejlighed de have opført sig langt bedre, end Strejkende i Reglen pleje van; men det er beklageligt, at den hidtil herskende Klasse derovre ikke endnu har formaaet at tilegne sig en besindigere Opfattelse af Midlerne til at hidføre fredelige og ordnede Tilstande paa Øen.

(Morgenbladet_(København) 5. november 1879).

4. november 1879 meldte guvernør Garde at arbejdet var ved at blive genoptaget på St. Croix.