Militarisme og børnelege. Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Den 6. september 1907 kl. 11 var hendes lejlighed på Gråbrødretorv udsat for en gaseksplosion (sennepsfabrikant Nissens ejendom i Niels Hemmingsensgade). Hun boede på 1. sal, og brædderne i gulv og loft var revet i stumper og stykker, møbler og kunstsager beskadiget. Eksplosionen skyldtes et gasrør i hendes lejlighed som gasmesteren havde glemt at tilproppe. Olga Eggers var bortrejst, men hun havde forinden tilkaldt en gasmester da hun kunne lugte gas i lejligheden. 

I denne periode fik hun august 1908 stykket "Den blå vase" opsat på Folketeatret. Hun begyndte også at skrive til årbøger, som fx Arbejdernes julealbum 1908 (stor artikel om kvinden). Og var i det hele taget meget produktiv i denne periode: Hun udgiver op til flere bøger om året der flittigt bliver anmeldt og omtalt i aviserne.

("Arbejderbladet")

Menneskenes begejstring for krigen begynder at kølnes! De skønne ord om det mod, den opofrelse og fædrelandskærlighed, som fødes af og under krigen, begynder at vige pladsen for andre, der udtrykker rædsel og afsky. 

Selv de mest krigsgale kan blive betænkelige, når man viser dem billeder fra de store slagtepladser, hvor menneskeblod har flydt som kilder, og hvor menneskelig ligger slængede og nedtrådte imellem hverandre.

Men alligevel - 

I det minut, militærmusiken lyder op fra gaden, flatter den mor, som et øjeblik i forvejen har gyst over krigens ubarmhjertighed, hen til vinduet, smækker det op og råber ind i stuen :

"Hans og Peter, kom, skynd jer, her er soldaterne!"

Og Hans og Peter skynder sig og rækker hals og bliver kostede op i vinduet, så de ret kan nyde synet af de brogede uniformer, og deres barnehjerter hamrer af henrykkelse over at høre den ildnende musik.

Moderen lukker vinduet, går igen til sit arbejde og tænker ikke mere over det.

Men hvad gør Hans og Peter? De giver sig straks, som efter en stiltiende overenskomst, til at lege soldater.

Trommen og sværdet, sabelen og barnebøssen bliver halet frem, og legen går med benyttelse af alle de kommandoord, som de har opsnappet.

Bliver de trætte, så er der jo de dejlige tinsoldater. De kan både kæmpe og sejre, flygte og falde på valpladsen. Men de har den gode egenskab, at de kan rejse sig igen. hvad der måske er mere end de små levende drenge selv kan, når de om nogle år måske er blevet slagtede ned af mennesker, der engang var uskyldige børn som de selv.

Kan mødrene virkelig ikke se, hvilket forfærdeligt ansvar de har ved således, måske ubevidst, at indprente børnene krigens fortræffelighed.

Men det er i hvert fald altid en skøn død at dø for sit fædreland, indvender man, og betydningen af dette faneord "Alt for fædrelandet I" kan børnene ikke tidligt nok lære at forstå.

Sit fædreland! - ja Gud bedre det. Fædrelandet er for de fleste mennesker et fortvivlende slet fædreland - visselig ikke værd at ofre livet for.

Mon nogen eneste sjæl tror, at disse ulykkelige tusinder af unge, russiske mænd som med vold slæbtes bort fra deres hjem, som flygtede ud i skovene og dér omkom af sult, som lemlæstede sig eller pådrog sig afskyelige sygdomme, alt blot for at slippe for at gå i krig - tror nogen, at de følte det som "en skøn død" at dø for deres fædreland?

Nej, de følte det som en rædselsfuld uret, som en fortvivlende vold - intet andet.

Det er jo heller ikke andet. Men endnu den dag i dag findes der hysteriske mødre, som med sammenbidte tænder og hede øjne påstår, at deres sønner fandt en smuk død - de døde for fædrelandet!

Af mange forfærdelige vildfarelser synes denne mig en af de sørgeligste.

Mødrene tænker ikke på at hvis de prægede afskyen for krigen ind i deres børns tanker lige fra de kan flsnne, så ville der snart ikke mere være brug for den misforståede opofrelse.

For hvem er det der fører krigene?

Det er ikke øvrigheden, det er ikke et glansbillede på en trone og de fine navne i et land.

Hvad ville de formå mod et folks samlede vilje?

Nej, det er den store, uvidende masse, der støtter nogle få kapitalister i deres rovbegærlige kamp om større magt!

Lær derfor mødrene at slå armene om deres sønner og holde dem fast, lær dem at vende deres hoveder med foragt bort fra de udstafferede og viljeløse slaver, som man kalder soldater, lær dem at brænde trommen og bøssen og de små tinsoldater - lær dem hadets velsignede styrke og ubøjelighed - hadet til alle de forpestede, nedværdigende magter, som gennem årene har knuget det frie menneskes hoved ned imod støvet.

Lær dem trodsen. Lær dem et ubøjeligt: "Jeg vil ikke", som de da slynger mod øvrighed, mod præsteskab, mod pengevæide og kongevælde, mod alle de rådne samsundsonder, der ikke hurtigt nok kan jages ind i mørket og døden, medens menneskene løfter deres lysende øjne imod frihedens gyldne sol.

Olga Eggers.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 29. december 1909).

Det hensigtsmæssige Hus. (Efterskrift til Politivennen)

Vi fortsætter i Dag Udtalelserne om det hensigtsmæssige Hus, idet Arkitekt Schlegel til Afveksling siger nogle borgerlige Ord om hele Byggesituationen, som den tager sig ud i Øjeblikket.

Arkitekt Schlegels eget Hus i Skovshoved bryder helt med de gængse Forestillinger. Er det kønt? Det er et Spørgsmaal, der kunde skrives Bøger om.

BLANDT de yngre Arkitekter er Arkitekt Schlegel en at dem, der hurtigst har vundet sig et virkelig anset Navn, og han har allerede gennem flere flere Arbejder skabt sig en Position.

Professor Edvard Thomsens talentfulde unge Kompagnon Fritz Schlegel, Vinder af en lang Række Arkitektkonkurrencer.

- Man kan ikke bygge et hensigtsmæssigt Hus for en rimelig Pris, siger Arkitekt Schlegel paa vor Opfordring, og jeg vil egentlig, hvis jeg skal udtale mig, holde mig til det principielle i Tidens Bolig og Byggesituation. For det første har vi en Boliglov, der er 200 Aar for gammel, og dernæst en Kreditordning, der kræver, at Husene opføres som Monumenter, hvis man vil have Laan i dem. Men hvorfor i Alverden skal vi bygge Huse for Eftertiden? Det rimelige og det hensigtsmæssige er at bygge Huse, der er færdige mortiseret, inden eller samtidig med at de er forældede. En Mand, der bygger sit Hjem nu, tvinger sine Børn eller andre Successorer til at bo i et Hus, der i hvert Fald til den Tid ikke er hensigtsmæssigt, hvis Tiderne da ikke pludselig skulde staa stille!

Huset i Skovshoved.

96 Procent af Husmødre, der har Villa, er Slaver af deres Arbejde, der stadig maa foregaa inden for Rammer, som en fjern Fortid i Principet har angivet. Til disse Vanskeligheder for fornuftigt Byggeri kommer endelig den allermest afgørende: Bygningshaandværkernes Kamp imod det nye. Den er simpelthen en Gentagelse af de øvrige Haandværks Kamp imod Maskinerne for et Hundrede Aar siden. Kampen føres gennem Priskuranterne. Man bliver tvunget til at betale 100 pCt. mere ved Anvendelsen af nye Materialer, som netop skulde være billige gennem deres Arbejdsbesparing. At Kampen forestår, er der intet underligt i, for Byggefagene er først nu ved at industrialiseres, hundrede Aar efter de øvrige Fag. Men man behøver heller ikke her at tvivle om Udfaldet: selvfølgelig lader, Udviklingen sig ikke stoppe. Vi vil simpelt hen naa til, at man køber sit Hus færdigt fra Fabriker, der laver en Serie Modeller, ganske som det nu er Tilfældet med Automobiler.

Hus i Odense opført paa en Betonplade over opfyldt Grund. Grunden Areal 7x50 Meter stillede en meget vanskelig Opgave.

- Bliver det Rækkehuse i løs Vægt"?

- Rækkehusene er ikke nogen Løsning af Boligtype-Problemet, saaledes som vi nu kender dem. Et Hus til en Familie maa kun have een Etage, og der skal hverken være Kælder eller Loft. Mit eget Hus er for saa vidt hensigtsmæssigt. Det er saa at sige en Etagelejlighed, der er revet løs og lagt i en Have. Men det var alt for dyrt. Laanesystemet tvinger altid Bygherrerne til at bygge dyrt. Det bliver Konsumenterne, der kommer til at betale Gildet i Form af for høje Lejer. Hvis man vilde bygge et Hus uden profilerede Gerichter om Dørene, uden Stukstads og den Slags, saa vilde Laanet straks gaa ned. Man kan ikke faa Lov at bygge rationelt. Og i Sammenhæng hermed er Byggelovene en uoverstigelig Hindring. Tænk, om Saxogadekvarteret havde været bygget af Materialer, der gjorde det muligt uden urimelige Omkostninger at rive ned og bygge om! Men vi bliver ved med de samme FromgangHnaader, der skaber os Monumenter i Stedet for "Boligmaskiner".

Interiør fra Arkitekt Schlegels Hjem i det lave Hus.

- Hvad mener De om Øjeblikkets moderne Byggeri?

- At man er ved at opfylde Kravet om, at hvert Familiemedlem skal have sit eget Rum lidt for meget paa Bekostning af Rummenes Størrelse.

- Og Skønheden?

- Det er Muligheden for fra Boligen at se Træer, Himmel, Lys og Luft, og saa for Resten at Boligen er hygiejnisk. Saa vil Følelsen af at den ogsaa er smuk komme som en Selvfølge.

(Nationaltidende 29. december 1929. Søndagstillægget.)

Kjøbenhavns Hundekirkegaard, Østerbro. (Efterskrift til Politivennen)

På Østerbro fandtes 1880?-1917 en hundekirkegård. Den lå ved Garnisons Kirkegård, nuværende Dag Hammerskjölds Alle 28 -(indtil 1962 Østerbrogade). Grundlagt af gartner Carl Preisler. Han havde gartneri der siden 1878. Grunden blev opsagt i 1916 og bebygget 1917. Københavns Magistrat nægtede at anlægge en ny. Døde hunde skulle for fremtiden brændes. Der findes 5 fotoer på KBHbilleder. Eksistensen af kirkegården vakte stor interesse i hele Danmark, og der blev skrevet lange artikler om den. Nedenfor nogle eksempler. 

Hundekirkegård på Østerbro

Marmortavler med forgyldte inskriptioner.

Vi fortalte i onsdags om en dame i Boston der på en opsigtsvækkende måde lod sin abe begrave i en fløjlsbetrukken, sølvbeslået kiste.

I dag kan vi berette at det københavnske bourgeoisi heller ikke står tilbage hvad den slags ekstravagancer angår.

København har fået sin begravelsesplads for hunde! Det er i gartner Preislers have på Østerbrogade, tæt ved Garnisons Kirkegård at hundenes kirkegård er installeret. Hr. Preisler har af Magistraten lejet et stykke jord der vender ud mod alleen, og som han har udstykket til en slags kolonihaver. På dette areal begraves med megen højtidelighed velhavende folks hunde. Den aparte "kirkegård" er indrettet midt i en stor rosenplæne der støder op til den rigtige kirkegårds indviede jord. Den billigste takst for en begravelse er 2 kroner. Den rangerer med de såkaldte "fattigbegravelser" på vores kirkegårde. Dyrets ejer må selv besørge liget bragt til hr. Preisler hvis arbejde indskrænker sig til at han i rosenbedet graver en grav af passende størrelse, i hvilken dyrets jordiske levninger nedsænkes. Og rosenbedet gemmer en mængde sådanne hunde deer hviler i denne store fællesgrav.

Men velhaverne har egne gravsteder til deres hunde - altså hvad der på vore kirkegårde kaldes "familiebegravelser - og her udfoldes der et så flot arrangement at det sikkert vil forbavse.

Vi aflagde i går et besøg på hundenes begravelsesplads. Det første selvejergravsted der særligt faldt i øjnene, skal efter forlydende tilhøre en grosserer hvis yndlingshund "Lida" hviler her. Graven er indhegnet med et sirligt, grønmalet stakit og beplantet med stedsegrønne træer samt smykket med bloæmster. Selve begravelsen formede sig som en hel lille sørgefest, under stor deltagelse fra familien og dens venner.

Gravens fornemste prydelse er en marmortavle med guldinskription. Den prægtige tavle er anbragt midt på graven, o i tommetykke guldbogstaver læses hundens navn:

Lida.

Tæt ved ligger et endnu flottere familiegravsted der tilhører en embedsmand. Også denne grav er indhegnet med et smukt, udskåret stakit og beplantet med forskellige arter dekorative planter, særligt de såkaldte "evighedstræer". Men selvfølgelig har gravstederne ikke på denne årstid et så flot præg som midt på sommeren når rosenbuskene står i flor og gravene bugner under et væld af blomster.

Også på denne grav er der anbragt en marmortavle med inskription. Men tavlens bagside er vendt opad, for at skærme guldbogstaverne mod det umilde vejrs indflydelse, altså akkurat som det er skik på en rigtig kirkegård, og vi er derfor både her og på de øvrige grave afskåret fra at læse de ædle hedenfarne dyrs navn.

Gartneren får et årligt honorar for at vedligeholde og passe gravstedeme, sørge for at fjerne ukrudtet, således at det duftende blomsterflor uhindret kan brede sig. Og "familien" - hundeejerne - aflægger hyppig visit og dvæler ved graven.

Det grænser til det utrolige at den slags hundekærlighed eksisterer her i byen - men det er desværre kun alt for sandt at de velhavende klassers omhu for deres dyr ofte får dem til at glemme at mange fattige mennesker lider nød, og at fattigkirkegårdens gravsteder i reglen må nøjes med Magistratens nummerpæl som prydelse.

(Social-Demokraten, 12. marts 1899).

Fra hundekirkegården. Foto fra Riget 3. november 1913.

Københavns hundekirkegård.

At København er på gode veje til at blive en verdensstad, mærkes på de forskelligste områder. Moden i verdens storbyer gør sig efterhånden også gældende i vort lille samfund. De mærkeligste udslag af moderne overkultur, om hvilke der i ny og næ er tilflydt os beretninger fra udlandet, under vi en skønne dag omplantede på københavnsk grund.

Vi skal i dag fremdrage et lille eksempel herpå: begravelsespladserne for hunde eller, som de i almindelighed benævnes, hundekirkegårdene har også fundet vej til os. Paris, London, New York og Berlin har længe ejet sådanne dødens haver. Det er derfor ikke underligt at vi også er fulgt i kølvandet.

I ikke mindre end en halv snes år har der nemlig ude på Østerbro eksisteret en sådan begravelsesplads, og den dag i dag florerer den frodigt. På det lille stykke havejord, der løber langs med Østerbrogade, har gartner Preisler stedet en stor mangfoldighed af de kære firbenede husdyr til hvile, og som et synligt vidnesbyrd herom findes endnu derude et betydeligt antal velplejede grave, indgærdede af stensætninger og smykkede med marmorplader, stedsegrønne planter og levende blomster.

Ganske af sig selv og ikke efter nogen forud lagt plan har forholdene medført hundekirkegårdens tilblivelse.

Som forståeligt er, skylder den væsentlig ældre damer sin begyndelse. Det traf sig jo i årenes løb, at en eller anden ældre dame mistede sin eneste, kære ven, den "Trofast" som gennem år havde delt onde og gode tider med sin ejerinde. Var sorgen dyb og oprigtig, nærede de efterlevende det inderlige ønske at komme til at hvile i grav sammen med den firbenede ven. Men da kirkegårds-autoriteterne selvfølgelig stillede sig absolut afvisende overfor et sådant forlangende, faldt det jo ganske naturligt at de pågældende damer i deres nød henvendte sig til gartner Preisler, der så bekvemt residerede udenfor Garnisonskirkegården.

Hr. Preisler der er en elskværdig og tjenstvillig mand, kunne ikke modstå de indtrængende bønner, og således gik det til at den første hundebegravelse som han for ca. 10 år siden arrangerede, lidt efter lidt efterfulgtes af flere, så de årlige begravelser nu endog regelmæssig løber op til en halv snes stykker.

Vor vej faldt i går forbi begravelsespladsen som graverkarlen var så venlig at vise os. Idet han til hver enkelt grav havde små supplerende bemærkninger. Alle gravene bar vidnesbyrd om at være plejede med en rørende omhu og kærlighed. Der fandtes ikke gran af ukrudt på de små jordveje, men på dem alle er tujaer, pelargonier og rosentræer, ja endog frisk afskårne blomster.

"Nå, det er nu ikke hele kirkegården, De ser her," siger graverkarlen, "som årene går, bliver en og anden grav jo glemt og forfalder - Fattigkirkegården som vi kalder den, forsvinder hurtig - men de andre bliver i almindelighed plejede og passede omhyggelig år ud og år ind. Det er jo næsten altid damerne, der begraver deres hunde, men der er dog også herrer, som trolig kommer og ser til gravene, og til "Lille Kvik" dér kommer således næsten daglig en herre med friske blomster. Man skulle såmænd undertiden tro, et det var mennesker de begravede her. Således kan de stå grædende og sørge ved gravene. Som regel bliver hundene jo puttede i en almindelig trækasse med blomster og kranse, men der gives også dem der ofrer virkelige kister -  ja "Musse" derovre ligger så sandt i en zinkkiste, men hun er også flyttet tre gange, efter at han først havde stået et halvt års tid med sort fløjlstæppe over sig i sin ejerindes hjem. Hun sørgede nok over den hund som kunne den have været hendes eget barn; ja, folk er undertiden helt underlige overfor deres hunde; jeg hørte således forleden fortælle om en mand, der havde sat 800 kr. ud for sin hund - Gud véd, hvad glæde den skal have af de penge - eller hvad siger De til at begrave dyrene i kostbare fine sjaler. Jeg forstår det ikke, men de folk må vel holde svært meget af deres dyr".

Vi spørger om, hvad nu en sådan begravelse koster. "Ja, det billigste er jo 2 kr., men så kommer der hverken sten om graven eller blomster på den. Skal det til, bliver det jo noget dyrere.

Vi lader et hastigt blik fare hen over de små grave. Alle har de navneplade, enkelte af marmor med forgyldte bogstaver, andre tarveligere sortmalede, men for de flestes vedkommende synes inskriptionen at fortælle at det er et kvindeligt væsen, der i sin sentimentale sorg har rejst sin "Lille Bob", "Lille Vaps", "Lille Kvik", "Lille Rolf", eller hvad de nu alle hedder, et æresminde. Endog en kat, "Lille Pusse", død den 28. Juli 1900, har ene blandt de mange hunde her fundet sit hvilested.

(Dannebrog (København), 17. september 1900).

For Hundevenner.

Ude på et hjørne af Garnisonskirkegård ligger et ret betydeligt handelsgartneri der ejes af en mand ved navn Preisler. Denne mand fik en skønne dag for en halv snes år siden den ide at sælge begravelsespladser for bedrestillede hunde til en minimumstakst af 2 kr. pr. stk.

I begyndelsen meldte der sig ikke mange liebhavere. Men så ville lykken, at "Social-Demokraten" fik kig på dette "kapitalisthundenes" sidste hvilested og rettede et indigneret angreb på dem, dvs. naturligvis ikke så meget på hundene, som på de "storborgere" der havde råd til at spendere 2 kr. på at få deres hunde i jorden.

Reklamen hjalp. Flere og flere hundelig fandt derud, og hr P. påstår, at han nu har hundebegravelser hver uge. De fleste af disse hundegrave forsvinder naturligvis igen i løbet af kort tid. Men en række af gravstene vidner dog om at dette ikke altid er tilfældet at hundens død her har forvoldt dens ejer en virkelig sorg. Hvem der selv har holdt meget af en hund, vil forstå dette, og selv om han ikke kan lade være at smile ved synet af denne pietetsfulde dyrkelse af "Lille trofaste Svip"s, "Thor Redahl"s, "Lille Pusse"s eller "Pahn"s Minde, vil der ikke være antydning af spot i hans smil. Mange enligstillede menneskers bedste og troeste ven har jo netop været - en hund.

Det latterlige kommer først frem, når man hører om silkepolstrede kister og store begravelser, som da frk D.s hund i sin tid begravedes under megen deltagelse og tale af den bekendte forfatter H. Dette er ikke alene latterligt, men også usmageligt.

*   *   *

Så fin en begravelse fik min gamle ven - eller rettere fjende - "Tsching" på hvem jeg netop kom til at tænke ved at se denne hundekirkegård, nu ikke; men fejlen var for øvrigt dens egen. Havde den blot båret sig lidt snedigere ad, kan det såmænd godt være, at den var blevet "begravet på etatens bekostning".

Jeg lærte "Tsching" at kende en sommer i Vejle. Dens ejerinde var en ung smuk dame, der havde for tilfældet taget mit dengang purunge hjerte med storm, og "Tsching" var efter hendes mening en ganske ualmindelig sød og ægte kinesisk silkepuddel.

Hvordan det forholdt sig med ægtheden, skal jeg ikke udtale mig om, men et mere arrigt hundeindivid har jeg aldrig truffet. Det rare dyr voldte mig mange kvaler. Når vi spadserede ud til Skyttehuset, for den uophørligt op og ned af skrænterne og blev hvert øjeblik hængende i buskene ved sine lange silketjavser. Så måtte jeg med fare for liv og lemmer op og hente den ned og oven i købet være venlig mod bæstet; til tak bed den mig ved første lejlighed i benene.

Denne tendens til at vise sit mod ved at fare løs på alt og alle blev heldigvis "Tsching"s ulykke.

Den havde længe gået og set sig gal på de kgl. danske statsbaners lokomotiver. Endelig en dag tog den en kraftig beslutning og for med et højt bjæf i "benene" på et eksprestogslokomotiv i fuld fart - og så var der ikke stort mere tilbage af "Tsching" end dens hundesjæl.

Begravelsen blev som sagt kun så som så, dels på grund af den defekte tilstand, hvori "Tsching" var kommet, dels fordi generaldirektoratet for statsbanerne efter forlydende resolverede, at da "Tsching" - efter troværdige øjenvidners udsagn samt efter hvad der i øvrigt under sagen var oplyst, måtte anses for længe at have været ked af livet, forelå der en art selvmord, hvori hverken lokomotiv eller togfører kunne siges at have nogen skyld, hvorfor begravelsen på statens bekostning ikke fandtes at kunne bevilliges"

Stakkels "Tsching". Endogså i døden blev du misforstået.

Metropolitan.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 22. juni 1901).

På hundekirkegården.

Mellem Garnisons Kirkegård og Østerbros Alle strækker sig en lang strimmel jord, som ejes af en gammel gartner. Størstedelen af dette areal er udstykket i små pyntelige kolonihaver; en mindre del er optaget af væksthuse, og mellem disse og haverne ligger Københavns hundekirkegård.

Række ved række ligger alle de små, velholdte grave, nogle omgivet af en lav buksbomhæk, andre indhegnede af et fletværk, dannet af smidige kviste, og atter andre dækkede af en oval stenramme, inden for hvilken der er plantet lave blomsterbuske, røde og hvide bellis, stedmoderblomster osv. På de fleste af disse grave er stadig henlagt friske blomster der i forening med inskriptionerne på de små hvide marmortavler vidner om at de firbenede venner, som her har fundet deres sidste hvilested, ikke er glemt

Overalt ser man hundens hovedegenskab fremhævet: dens trofasthed. På en enkelt sten står kun: "En trofast hund" ; ellers angives stedse dyrets navn: "Tak for din trofasthed, lille Bob", "Farvel, trofaste lille "Hille!" osv. Enkelte steder ser man længere inskriptioner som fx: "Den første til at byde velkommen" eller "A. V. Petersens eneste ven Trofast, der sørgede sig ihjel under sin herres sygdom." 

Medens vi vandrer rundt blandt disse grave, der vidner om så megen rørende kærlighed og dyrevenlighed, støder vi på en midaldrende mand der er i færd med at strø hvide blomster ud over en efeupyntet grav.

"De synes vist det er underligt vi gør så megen stads af vore døde hunde", siger han smilende og ser op.

"Åh nej, hvor det?"

"Jo, der er mange mennesker, der ikke forstår det. Men De har måske selv haft hund en gang?"

"Ja"

"Ja, så ved De nok at det er de bedste væsener, Vorherre har skabt. Som nu min lille hund, der ligger her. I mange år har den været min bedste og mest hengivne Ven, altid lige god og trofast og kærlig. Aldrig ved jeg at den nogensinde har gjort noget ondt, men ved utallige lejligheder har den vist, at den holdt af mig og var taknemlig for hver lille velgerning. Tror De noget menneske kunne være således?"

"Åh nej, måske ikke."

"De kender vist den gamle historie om en hund, som lagde sig på sin herres grav og nægtede at tage føde til sig og døde af sult ?"

"Ja, naturligvis".

"Men De tror vist ikke rigtig på den?"

"Åh jo, hvorfor ikke?"

"Jo, for jeg kan fortælle Dem. at noget lignende for ganske kort tid siden er passeret i Stockholm. Det var en gammel dame, der var død. Hunden veg ikke fra den døde, og da hun blev lagt i kisten, holdt den trofast vagt ved den indtil begravelsesdagen. Så fulgte den med til kirkegården, og siden veg den ikke fra graven. Nogle medlidende mennesker bragte mad ud til den, og når sulten nagede den stærkt, spiste den. Men en dag fandt man den alligevel død af sult. Og det blev senere oplyst, at nogle vagabonder i flere dage havde stjålet maden. Og den historie er sand, for jeg har den fra en familie derovre".

Han stirrede et øjeblik tavs på den hvide marmorplade, på hvilken kælenavnet "Lillemi" læstes i gylden skrift. Så fortsatte han:

"Så hengiven kunne dog intet menneske være. Man skulle næsten tro at sådan en lille hund havde en instinktmæssig forudfølelse af at den engang skulle gense den døde, - i en verden, hvor der bliver set mere på de indre egenskaber end på de ydre. Og hvorfor skulle det ikke også være tilfældet? Står der ikke skrevet at der falder ikke en spurv til jorden uden at det er Guds vilje? Må man da ikke tro at han har samme omsorg for alle sine skabninger, og ville det ikke være uforenelig med vore begreber om den evige retfærdighed, om menneskets bedste venner, der kan tænke og føle, glæde sig og lide ganske som vi andre, og som tilmed er bedre end de fleste af os, om de skulle være udelukkede fra den bedre verden, hvori vi alle engang håber at havne? Jeg vil i alt fald aldrig opgive håbet om at gense den kære skabning, der nu sover sin sidste søvn dernede!"

Vi passiarede endnu en stund om det samme emne. Den varmhjertede dyreven havde mange træffende eksempler at fremdrage om hundens klogskab, trofasthed, vagtsomhed, sporsans, hengivenhed osv. Og alt som han talte, kom herrer og damer, voksne og børn og puslede om de pyntelige hundegrave, vandede og plantede og bragte små duftende buketter. Der er vel nok dem som kunne trække på smilebåndet ad denne omhu for dyrenes sidste hvilested, måske endog tage forargelse deraf, - os forekom det som et smukt vidnesbyrd om, at der dog også findes mennesker som er trofaste i mindet. 

Ami.

(Vejle Amts Folkeblad, 31. juli 1902)

Musikdirektør Joachim Andersens hund er død og blevet begravet på hundekirkegården.

Der eksisterer nemlig her i byen en hundekirkegård. Det er et stykke af gartnerhaven der støder op til Garnisons Kirkegård, og som dens entreprenante ejer har indrettet til en begravelsesplads hvor folk kan løbe gravsted til "Delle".

Hvis man går derind, vil man se små marmortavler på hvilke den døde hunds navn står med smukke guldbogstaver. Der er ikke noget at sige dertil. Man kan godt uden at være hysterisk have sin firbenede ven så kær at det føles som en trøst i sorgen over at miste den at begrave den pænt og sætte et par mindeord på dens grav.

Den fortjener det stundom bedre end mangen samfundsstøttte på hvis grav en prægtig marmorsøjle knejser.

Nuvel! Hr. og fru Joachim Andersen der ingen børn har, holdt selvfølgelig meget af deres lille hund som man hver dag om sommeren kunne se følge sin herre gennem Tivoli til koncertsalen. Det er derfor rimeligt at de lader den begrave pænt. I hvert fald bliver det deres egen sag.

Men det forekommer mig at det grænser op til det latterlige og urimelige når man læser i en avis at Koncertsalens musikere sender en palmedekoration til hundens kiste.

En palmedekoration!

Det er ikke ethvert menneske som får palmer på sin kiste når han er død. Jeg har set kister blive sænket i jorden uden en eneste blomst på . Det har ganske vist været fattigvæsenskister, men også et fattiglem er jo, som bekendt et menneske.

Men til en hund sender d'herrer musici en palmedekoration.

Nu ja! Enhver har jo lov til at bruge sine penge til hvad han vil, og palmedekorationer skal være Pitz - således hed hunden - velundt.

Men det kan ikke ved en sådan lejlighed undgå at falde en i øjnene at det er en mærkelig verden hvor man lægger palmedekorationer på en hunds grav og putter mennesker ned uden at ofre så meget som en fattig levkøj eller asters på deres kiste.

Khan.

(Folkets Avis - København, 1. februar 1904).

Juleaften på hundekirkegården.

København 27. december.

Blandt de ejendommeligheder der rummes i storstaden København, findes også en hundekirkegård, og den er oven i købet ikke den mindst interessante. Den er anlagt af en entreprenant gartner i et hjørne af Garnisons Kirkegård lige over for Holmens Kirkegård, og på dette lille stykke jord sover op imod 300 små hundesjæle den sidste lange søvn. Jordstykket koster for hver hund første gang 5 kr. og derefter årlig 1 kr. Og er end selve kirkegården uanselig og lidet soigneret, er de fleste af gravene til gengæld så meget mere velholdte.

Man ser om næsten alle gravene stakitter eller plantehegn, og på mange af dem fortæller stene med inskription i få ord et helt lille stykke menneskehistorie. Man forstår af indskrifterne at de som nu hviler her, en gang for mange mennesker var en god og trofast ven, for adskillige vel endog den eneste. Det er da heller ikke mere end rimeligt, at de efterladte har sat dem et mindesmærke og at de hygger og værner om det.

På alle årets søndage kan man se mest ældre folk og da navnlig kvinder sysle herude og lægge friske blomster på deres små venners grave.

Men særlig viser dette sig juleaften.

På denne årets og livets lyseste og venligste aften ser man alt tidligt på dagen et livligt rykind på hundenes kirkegård. På næsten alle grave lægges grankviste, grankranse og blomster, og man ser mange enlige kvinder stå længe og stirre på den lille grav.

Få alen borte pulserer livet og de elektriske sporvognes klemten fortæller om tidens travlhed.

Men herinde er der stille. Og de tilstedeværende mennesker lader tankerne dvæle ved de små sjæle derned, mens de gentagende læser inskriptionerne:

"Farvel lille Bob".

"Lille trofaste Cora".

"New Foundlænderen fra Stormgade".

"Her hviler min bedste ven".

"Min egen Snip", osv. osv.

Man kan måske mene at det hele er lidt naivt, enkelte vil vel endog finde denne hundekærlighed latterlig, men alligevel er der noget vist rørende og glædeligt i at se at det ikke blot er dyrene som er trofaste, men at der endnu også er mennesker som er det. Ganske vist - en og anden lille grav stikker jo lidt grelt af ved sin tarvelighed mod at den omgivende hygge. Men derfor er det jo heller ikke sikkert at de er glemte. Når der ikke juleaften også kom nye kranse på deres grave, var måske af en gyldig grund. 

Måske havde deres hersker eller herskerinde selv fået forfald og slumrer nu få alen borte fra dem i den samme moderlige jord.

(Viborg Stifts-Tidende, 28. december 1905)

Hundekirkegaarden.

København, 31. maj.

Lige ved indgangen til Garnisons Kirkegård på Østerbro har en gartner Preisler indrettet et lille stykke havejord til begravelsesplads for de husdyr, som ensomme mennesker mange gange føler sig knyttede til med inderlig kærlighed. Mange har det forvoldt sorg at deres firefodede ven ikke kunne få en ordentlig grav når døden havde revet den bort, og det er jo kun de færreste hunde og dyrevenner der har egen have hvor de kan stede deres kære dyr til hvile, når tidens fylde kommer. Hundekirkegården afhjalp derfor et længe dybtfølt savn og er nu næsten overfyldt, så der må tænkes på udvidelse.

Vi aflagde forleden et besøg på denne idylliske lille plet. der ligger indhegnet af frodige syrenhække og kun skæmmes af nogle store drivkasser, som gartneren ikke kan undvære.

Et mylt af små hvide miniaturegravstene vidner om de afdøde dyrs værd. Indskrifterne er mange gange rørende, og flere af dem bærer vidnesbyrd om et ensomt livs historie, hvis eneste lyse side var venskabet med den afdøde, trofaste hund.

Vi så mænd og kvinder gå stille om mellem gravene og pusle med rive og vandkande og omhyggeligt tørre støvet af gravstenenes forgyldte indskrifter. Og vi lærte af disse menneskers ansigtsudtryk at selv de mindste ting i livet kan få værd for et menneske, især for et ensomt menneske.

De fleste indskrifter meldte kun hundens navn og alder, mange var dog forsynede med en skriftlig tak for den dødes kærlighed eller med ønsket om en fredelig søvn under grønsværet. Enkelte vidnede om en iøjnefaldende åndsuformuenhed, og atter enkelte var udtryk for et ubegribeligt hysteri.

Men hovedindtrykket man fik på denne lille kirkegård var det at menneskenes følelsesliv kan være meget udpræget, så det må have afløb på en eller anden måde. Og det er da ikke det værste man kan gøre at kaste sin kærlighed på et levende væsen som man er god

imod med al den trang til at vise sit overstrømmende hjertes gode vilje som må give sig udslag.

Og at give den man i live følte sig inderligst knyttet til - hvilken skabning det end måtte være -  et fredeligt hvilested, er dog sikkert ikke at lade pietetsfølelsen løbe af med sig.

I hvert fald tror vi at disse grave, omhyggeligt holdt som de er, skaber deres ejere mange lykkelige stunder, når alle de glade, små minder rinder i tankerne.

Og at en hund kan være kærlighed værd, fik vi ret indtrykket af ved læsningen af en Indskrift, der lød således:

Her hviler H. W. Petersens hund. Den døde af sorg over sin herres sygdom.

Den hund har sikkert fortjent al den omhu, Petersen nu viser dens minde. 

St. A.

(Morsø Folkeblad, 1. juni 1906).

Hundekirkegården.

Det er et sorgens budskab jeg i dag har at bringe hundeejere der havde tænkt at stede deres firbenede ven til hvile på hundekirkegården på Østerbro, når "Delle" eller "Joli" af alderdom og vellevned opgiver ånden.

Der er i de sidste år blevet begravet så mange hunde derude at der snart ikke er plads til flere. Følgen heraf er at prisen for en lille hundegrav nu er steget til 10 kr., samt som hidtil 1 kr. for hvert følgende år. For store hunde er prisen 20 kr. og 2 kroner om året.

Da hr. Preisler for nogle år siden anlagde den senere så stærkt frekventerede begravelsesplads for vores firbenede venner, var prisen kun 2 kroner for en lille grav og 4 kroner for en stor. Da han mærkede at ideen slog an, blev prisen sat op til henholdsvis 5 og 10 kroner, og nu er den som sagt blevet fordoblet.

Dertil er der jo ikke noget at sige. Forretning er forretning. 

Prisstigningen derude er en kendsgerning som jeg herved bringer til de deri interesseredes kundskab.

Abs.

(København, 13. februar 1907).

Hundeforgudelse.

En af Københavns mest kendte hunde, Povl (tilhørende den bekendte nyhedsreporter Heiberg), er i disse dage afgået ved døden, og blev i lørdags ved en lille festlighed stedet til hvile på Østerbros hundekirkegård. Det er bekendt at Povl havde visitkort, som Heiberg og Justine lagde ved siden af deres eget, når de kom for at aflægge visit hos venner. Vi røber vist nok heller ingen hemmelighed når vi meddeler, at Povl havde hjemmesko og slåbrok, og at hunden om natten sov i natskjorte. Povl fulgt i mange år sin herre til jubilæer og begravelser. Ved en sådan lejlighed blev Povl trådt af en af vore vægtigste etatsråder. Siden den tid koketterede den ved at trække lidt på det ene bagben. Povl fulgtes til graven af sin herre, hr. Heiberg, der græd bitterligt, og af 3 venner, hvorimellem en ung billedhugger. Denne lovede i f. "Polt" som mindesmærke at hugge et kødben i marmor. Povl havde selv ofte hugget et kødben.

(Holbæk Amts Venstreblad, 17. oktober 1907).

Foto: https://dis-danmark.dk/bibliotek/907581.pdf

Chr. Heiberg (1848-1908) debuterede 1866, og skrev siden for bl.a. Adresseavisen, Aftenbladet, Dagens Nyheder, Dags-Avisen, Københavns-Posten, København, Politiken og Nørrebros Avis. Han fejrede 40 års jubilæum i 1906. Han var efter sigende kendt af ethvert barn på gaden, bl.a. for sin cigar og hunden. Han skulle også have været den første til at give Edvard Brandes en "tugtelse" af private grunde. Hans kone Justine Elisabet Nielsen var også journalist.

En hundebegravelse.

Folk der lørdag eftermiddag passerede Sølvtorvet i København, blev vidne til et ret mærkeligt optog.

I to drosker sad nogle sørgeklædte damer. Foran droskerne førtes en trækvogn på hvilken stod en blomstersmykket båre.

Det var øjensynlig et ligtog.

Båren på trækvognen var dækket fuldstændig af kranse, blandt hvilke sås flere signerede.

"Farvel, du kære, lille", stod der på en.

"Det sidste farvel fra tante", lød indskriften på en anden.

"Tak for alt godt, kære Kadet", hed det på en tredje.

Det var åbenbart et savnet lille væsen som her skulle stedes til hvile, men hvorfor da dette ekcentriske indfald at befordre liget på en trækvogn?

Ved Garnisons Kirkegård på Østerbro gjordes der holdt, og kisten bragtes ind til venstre. Det var en hundekirkegård.

Kadet var en afdød st. bernhardshund, den sørgende efterladte en dame i Sølvgade-kvarteret hvis handlende havde sendt kranse til den afdødes båre, fordi de vidste hvor nær tabet var gået damen til hjerte.

Kadet fik en smuk begravelse.

(Kolding Social-Demokrat, 25. januar 1909).

En begravelse på hundekirkegården.

Der blev begravet en hund i går ...

Ved læserne hvor hundekirkegården ligger?

Den ligger på Østerbrogade og støder op til Garnisons Kirkegården. Har selvfølgelig ikke noget med selve kirkegården at gøre. For ville det ikke være profant at nedsænke en hund, selv en trofast, i indviet jord?

Hundekirkegården tilhører gartner Preisler. Den har allerede eksisteret i mange år og den rummer over 1.000 grave, deriblandt også nogle der indeholder katte, - her efter døden forliges hund og kat såre vel.

Alt ser ud som på en rigtig kirkegård. Kun at gravstederne er mindre - når lige undtages familiebegravelserne. For virkelig ligger der flere steder to-tre hundrede jordet, brødre eller søstre, mødre, fædre og døtre ... Disse familiegravsteder er naturligvis dyrere. Ellers er taksten for jorden til en grav 10 kr. straks og derefter 1 kr. om året.

Her er blomster og kranse, gravstene og marmorplader med indskrifter: "Her under hviler vor kære hund Trofast, født 1890, død 1902", "Farvel, lille elskede! Fut, du var kærlig og trofast til det sidste", "Farvel, kære Carlo. Du er dybt savnet", "Sov sødt, kære trofaste Klovn." "Gine, Sams kære hund", "Farvel, min kære Spids, hvil sødt hos broder Tip", "Tak for din kærlighed, Caro", "A. U. W. Petersens eneste ven Trofast. Han sørgede sig ihjel under sin herres sygdom" ...

Det flotteste gravsted er vel nok det der rummer de jordiske levninger af glaciskafeens restaurators "Pascha". Det er et helt stort marmormonument til mindst sine 100 kroner.

Elegant er også et gravsted der i nærheden hvor katten "Pussy" ligger jordet. Den har tilhørt en ung mand. Han kommer stadig og pynter graven med friske blomster.

For resten har adskillige kendte folk hunde begravet herude. Der ligger Joachim Andersens lavbenede ven som i sin tid afbildedes lige så stærkt som hans nakkeskilning; her ligger billedhuggerinden Nielsine Petersens "Vessia"; der ligger teatermaler Carl Lunds "Lise"...

Begravelsen i går var lige til. "Hektor" hvilede i en urtekræmmerkasse som var købt for 20 øre, og 

(Artiklen slutter brat der. Aftenbladet (København), 6. maj 1910).  

Fænomener på hundekirkegården.

For mange mennesker - særlig dem der aldrig selv har haft hunde, katte eller andre husdyr - kan det måske se noget mærkeligt ud at dyrevenner lader deres firbenede yndlinge højtidelig begrave og derefter værner om deres lille gravsted.

Men har man en gang haft fx en trofast og klog hund, vil man forstå disse mennesker. Og man vil i alt fald ikke kunne holde med dem der søger at krænke dyrevennerne - selv om det sker under en forholdsvis vittig form.

På gartner Preislers hundekirkegård (ved siden af Garnisons Kirkegård) findes en marmorsten over en hund som hed "Jus". Nu har en vittig person gjort nogle tilføjelser til navnet så der er kommet til at stå "En stor (s)Jus 25 øre." Hvor kan nogen nænne at bære sig sådan ad?

Et andet sted er det "tidens tand", der har frembragt en morsomhed. Til et hundegravsted er benyttet en gravsted der har stået på en rigtig kirkegård. Men nu er den sidste påmaling der indeholdt dyrets navn, visket ud så at man læser: "H. Hansens familiegravsted".

Hansens familiebegravelser rummer altså en hund!

(Aftenbladet (København), 26. juli 1913).

Hundekirkegården

Den lille hundekirkegård som gartner Preisler har indrettet ved sit gartneri på Østerbrogade, viser med hvilken rørende kærlighed mange hundeejere omfatter deres firbende venners minde. Her er hundredvis af grave, sirligt anlagte med gitter eller hække omkring, smukke mindetavler og pænt beplantede.

Ved indgangen til kirkegården har gartner Preisler bygget en stenhøj af rester af gamle gravsten der er fundet på kirkegårdene, og her er også en tavle hvis inskription er lånt fra et gammelt mindesmærke som den berømte maler Abildgaard lod sætte på sin hunds grav . 

Originalen til dette monument hvoraf vi hosstående bringer et billede, findes i haven bag Charlottenborg. Abildgaard var prof. ved Akademiet, og boede som sådan på Charlottenborg.

Som det ses på billedet, er det et ret anseligt monument med et timeglas i relief øverst, og nedenunder er indhugget:

Her gemmes levninger af JORDANA.

Et mønster på troskab.

Han blev født i Rom i Pius secxti

Regerings andet Aar.

Han døde i København i det 

mærkværdige Aar, hvor

et Pund Sukker kostede 43 Skilling.

Inskriptionen viser, at hunden er født i Rom 1777. Dødsåret er vanskeligere at fastslå, men kunstneren har sikkert ment at det var nok at gøre opmærksom på at det var det år sukkeret kostede 86 øre pundet.

Mindestenen står endnu i Charlottenborgs have, men det er meget forståeligt at hundekirkegårdenes ejer har ønsket at have en lignede plade ved de nye grave, for den er et bevis for at en hundeejer for mere end hundrede år siden begravede sin firbende ven og satte den et minde der endnu bevares.

Gravstenen for N.A. Abildgaards hund skal stadig findes, med den pudsige inskription: ”Her giemmes levningen af iordano, et mynster på troskab. Han blev født i Rom i PII Sexti regierings andet aar. Han døde i Kjøbenhavn i det mærkelige aar, da et pund sukker kostede XLIII skilling”.Historien blev også dækket af Aftenbladet (København), 18. oktober 1915, der bragte nedenstående foto: 

Et sørgekvad.

Hundekirkegården ved Garnisons Kirkegård skal nedlægges.

JOMFRUEN:

Lille, kære Delle,

Jeg dig vil fortælle,

hvad for ondt der sker:

Når en skønne mor'en

Du ska' på kærregård'en,

så er den ikke mer.

Hvor skal du så hvile

under sørgepile?

Hvor - jeg spørger hvor?

Hvor skal kors jeg sætte -

Delle, du kan gætte,

det er tungt for mo'r.

(Social-Demokraten 13. oktober 1916)

Fra hundekirkegården 

Før den forsvinder.

København.

En eller anden storånd har et eller andet sted sagt: "Jo mere man lærer menneskene at kende, des mere holder man af sin hund". I de flestes ører lyder dette vistnok som en paradoks - men sikkert ikke i de menneskers der i disse dage ser deres spadsereture ud til den lille hyggelige plet jord ved indgangen til Garnisonskirkegården ude på Østerbro brat blive afsluttet.

Man behøver kun at kaste det flygtigste blik inden for denne lille blomsterhaves enemærker for at blive fuldkommen overbevist om, at "hin" mands ord om menneskenes trofaste ven ikke er en blot og bar paradoks. Og videre behøver man jo blot at tage de mange eksempler fra det virkelige liv for at overbevises om at en hund kan være så fuldtro en ven for de mennesker den holder af, at den tanke, der har dannet grundlaget for en hundekirkegårds tilblivelse, ikke er blasfemisk, hysterisk eller unaturlig.

... Og idet jeg står og ser ind over gærdet, der omslutter haven, og i det fjerne ser alle de mange små gravstene lyse i efterårets gyldne løv som løsrevne blade på en bog - alle er de mere eller mindre beskrevne - så får jeg en ubetvingelig lyst til på nærmere hold at se denne dyrevennernes kirkegård.

Henne ved et sirligt lille gravsted står to damer - de står og ser ned på den lille plet jord, som de nu i adskillige år har betalt 2 kr. årlig for. "Prins og lille Piphans" - står der med guldbogstaver, og selve gravstedet er den nydeligste blomsterkurv flettet af jernnetværk, overløbet af efeu og smukt beplantet. Idet jeg går forbi dem, hører jeg den ene dame sige: "Ja, lille søster, nu tager de så "gravstedet" (blomsterkurven) med os hjem, inden det herude skal kastes hulter til pulter .... Hvad mon der bliver af fyrstindens gravsted?" siger den gamle dame videre.

Ja, der ser man! Også på en hundekirkegård er der "persons" anseelse. Jeg må imidlertid se at få at vide noget nærmere om denne fyrstindes hund - for at det er en hund, der her spiller hovedrollen og ikke fyrstinden, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Kirkegårdens grundlægger, den nu aldrende gartner Preisler, der for 20 år siden lejede grunden af Magistraten, af hvem han altså nu er sagt op, kommer gående lige imod mig, ivrigt optaget af at forklare en tysk dame at han er uden skyld i den opløsning, der forestår. Jeg venter beskedent i baggrunden, til han er færdig, og tager da mod til mig, idet jeg fortæller ham hensigten med mit besøg.

Hr. Preisler siger hovedrystende : "Ja, De kan tro, det har ikke altid været let at stille kirkegårdens "besøgende" tilfreds. Som nu denne tyske dame jeg lige talte med. Hun elskede sin hund over al beskrivelse, og da krigen udbrød dernede i Tyskland, så rejste hun herop med sin hund af skræk for at de dernede skulle dræbe den og spise den. Så døde den, blev begravet her, og nu . ."

"Hvad er det så med den fyrstindes hund," spørger jeg videre.

"Nå, den! Jo, her skal De såmænd se det smukke gravsted; det var en st. bernhardtshund, og den reddede sig herskerindes "fyrstindens" liv, da hun en dag blev overfaldet af nogle banditter, der ville røve hendes penge og smykker".

Og vi går videre, forbi alle de små fint holdte gravsteder, og vi læser de mange forskellige navne og inskriptioner. Et sted står der: "Fille havde udtjent!" Af fødsels- og dødsdag kunne jeg se, at hunden var bleven 16 år gl, før dens herskab gav den dette smukke gravsted. "Mors lille Kvik. Tak for at din trofasthed" - står her, og videre læser jeg: "Pudlen Rolf. 12 år. Død 13. - 3. - 12. menneskebarn; Af hunden din lærer, kærlig og trofast til døden at være." 

H-r. Preisler fortæller mig. da vi passerer en gravsten, hvorpå står: "Solstråle" - at den

gamle dame, der mistede denne sin hund, mødte med en marmorsten, hvorpå stod med guldbogstaver : "Lille Guds engel! Solstråle". Men det ville jeg ikke gå med til", siger Preisler; "Lille Guds engel måtte hun stryge. Der er grænser! Det er hændt, at jeg har måttet grave de begravede hunde op igen en gang, fordi hundens ejerinde bildte sig ind, at "nogen" havde stjålet halsbåndet, og flået hunden for at sælge skindet. 

- En gammel dame kom grædende og sagde at hun havde set i drømme at hunden havde vendt sig nede under jorden, og hun var sikker på at den ikke var rigtig død. "Men De kan tro at jeg en, to, tre fik gravet dyret op og viste hende, at drøm og virkelighed ikke har meget med hinanden at gøre".

"Lille-Dreyfus", »Napoleon 1", »Vennen Tell", "Musse. Mors bedste Pen", "Minka v, Elbflorenz.

du var en god ven!" osv. . . Sten ved sten, og grav ved grav, kunne der fortælles om; mange rørende navne og mindeord til "Trofast"s ære.

»Hvad nu" spørger jeg Hr. Preisler, "skal der ingen hundekirkegård være?"

»Endnu er der intet bestemt derom; Magistratens opsigelse af haven her er jo så ny endnu, men - kommer tid, kommer råd! Det er alt, hvad jeg kan svare på nuværende tidspunkt - og jeg får mange bekymrede spørgsmål, må De tro. Men man vil jo nødig love mere, end man kan holde", slutter gamle hr. Preisler, idet han med et stille blik og en forstående gestus kaster blikket ned ad kirkegårdens gange, hvor gamle og unge samer, små og store børn, færdes mellem graverkarlene der allerede er i fuld gang med at "jævne gravene med jord"

(Middelfart Avis, 21. oktober 1916).

Hvem skal bortskaffe hundeligene?

Herom har der været ført bevægede forhandlinger for lukkede døre i Borgerrepræsentation. - Direktør Harald Simonsen ville helst ikke have med hundeligene at gøre.

Direktør Harald Simonsen har i den sidste tid forhandlet med kommunalbestyrelsen om køb af hundekirkegården. I lukkede møder har Borgerrepræsentation behandlet sagen, og det spørgsmål har navnlig været brændende hvem der skulle bortskaffe hundekadaverne, som hviler i jordstykkets skød. Direktør Simonsen ville overlade "fornøjelsen" til Magistraten. Og han ville endda have jordstykket billigere end Borgerrepræsentation - og borgmester Jensen - ønskede at sælge det.

Han fik sin vilje med hensyn til prisen. Borgmester Jensen havde forlangt 22 kr. pr. kvadratalen, hr. Simonsen fik arealet for 18 kr., men så måtte han forpligte sig selv til at afgrave det.

Og nu skal grossereren altså til at grave hundelig op. Det må være ham en trøst at han gratis får ny muldjord til at dække det afgravede areal med. Jorden har han ret til at tage på Østre Fælled i kvarteret mellem Jagtvej og Østerbrogade.

Skal Preisler betale kommunen en erstatning?

Udvalget som har haft med denne sag at gøre, har for øvrigt forespurgt i Magistratens 2. afdeling om den nuværende lejer, gartner Preisler ikke har pligt til at bortskaffe hundeligene og bringe det lejede areal i en sådan tilstand at en afgravning kan undgås.

Herpå har man imidlertid fået det svar at lejeren kun har pligt til at aflevere arealet i ryddeliggjort og "velplejet" stand - en ordning der næppe ville tilfredsstille køberen.

Så enedes udvalgets medlemmer om at henstille til Magistraten at man hos den nuværende lejer søger nogen erstatning til kommunen for de lempelser i grundprisen som er indrømmede direktør Simonsen. 

Sten for penge.

Da forhandlingerne om hundekirkegården på et vist tidspunkt var ved at strande, stak hr. Simonsen en velsmagende madding ud. For en del af købesummen ville han levere 1½ million flammede, helbrændte mursten! Og se! Fisken bed på. Tilbuddet blev modtaget - "under hensyn til vanskeligheden ved at skaffe mursten".

Der skal bygges villaer på hundekirkegårens plads.

Hr. Simonsen er således i lykkelig besiddelse af hundekirkegården. Hvad vil han nu gøre med den, når kadaverne er skaffedebort?

Han har forpligtelse til at opføre store, smukke villaer på grunden. Mens sagen har stået på, er der fra K. W. Christensen, "Automobillageret", fremkommet tilbud om at købe de 5.000 af de 6.000 kvadratalen hundekirkegård. Hr. Christensen ville her virkeliggøre sin kongstanke: Opførelsen af et automobil-udstillingslokale med tilliggende store garager og værksted

Men skønt han bød 30 kr. pr. kvadratalen - hr. Simonsen ville på det tidspunkt kun give 15 kr. - så var man dog i kommunalbestyrelsen enig om at sige nej tak. 

Man holdt på - af æstetiske hensyn - at alle kommunens grunde langs Østerbrogade til Kristianiagade skulle sælges til villabebyggelse og pålægges de servitutter der gælder for kvarteret.

På samme betingelser har kommunen i disse dage solgt et andet stykke jord derude til etatsråd Norstrand.

Hundekirkegårdens nedlæggelse betyder altså at der skabes et nyt, mondænt villaparti på Østerbro - den endelige erstatning for den gamle fattigkirkegård som nedlagdes i 1867. Men dens forsvinden betyder også at Bergensgade omsider får sin forlængelse.

Minor.

(B. T. 20. januar 1917). 

mandag den 16. ds. kl.

10½ fm. lader jeg ved 

Auktion

Østerbrogade 30

(Hundekirkegården)

bortsælge forskellige i mit gartneri hidtil anvendte effekter, hvoraf fremhæves ca. 75 kasser efeu, ca. 200 favne buksbom, ca. 200 laurbær-krontræer, ca. 30 laurbær-pyramider, ca. 200 stk. galvaniserede metalplader, ca. 100 galvaniserede stativer, varmekedel, varmerør og vandkander m.m.

Eftersyn: Fredag og lørdag fra 10-4

Carl Preisler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 11. april 1917).

Carl Preislers søn, Knud Bahnson Preisler, var skuespiller og døde den 6. december 1918 af spansk syge. Han spillede bl.a Roll i "Sigurd Braa", Dyring i "Det store forlis", Sannes i "En Fallit" og Meyer i "Indenfor Murene". Han sang også, og medvirkede i Sommer-Revyen 1915 "Randers i Lygteskær" på Sommerteatret i Randers i 1915. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Dag Hammarskjölds Alle 28. "Lille Amalienborg" bygget for entreprenør Harald Simonsen (1873-1949), og tegnet af arkitekt Carl Brummer, 1917. Her lå hundekirkegården. I villaen opvoksede "grevinden på tredje", Erna Hamilton. På et tidspunkt drøftede man om der skulle være automobillager, men det blev afvist.

Foto fra Viborg Stifts-Tidende, 21. juli 1942 af hundekirkegården på Ålekistevej. Indkskrifter som "Foxy, Vor lille Solstraale. April 1930-Mah 1935". "Mormors lille Pølsepige" osv. 

I maj 1922 åbnede en hundekirkegård ved Ålekistevej omtrent ved Bogholderalle af gartnerne Rasmussen & Preisler (søn af ham der anlagde den første). Kirkegården er beskrevet i Klokken 5 (København), 2. december 1927 og i en helsidesartikel i Nationaltidende, 5. februar 1939, fotoet herunder er fra denne artikel. 

Kirkegården blev lukket i 1948, da grunden den 1. april 1949 skulle udlægges til bebyggelse. På daværende tidspunkt var der 600 grave, og hundekirkegårdens ejer (en ældre dame) blev truet med sagsanlæg. I 1949 anlagdes en dyrekirkegård med mindegrave i Taarnby på Amager (Dyregravene A/S). Denne eksisterer stadig.

I 2008 var der mindst 8 sådanne gravpladser i Danmark, og Fødevarestyrelsen skærpede kravene: Der skal være kølerum, dyrene skal begraves mindst 1,3 meter ned i jorden. 

Statsbanernes Centralværksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Et Anlæg til 4.300.000 Kroner.

Statsbanernes Centralværksteder ved Kallebod Strand, det store Anlæg, som nødvendiggjordes ved den paatænkte Flytning af Personbanegaarden i Kjøbenhavn, vil være i fuldstændig Drift med det nye Aars Begyndelse. Dette er en Begivenhed indenfor vor Jernbaneverden, hvor man nu endelig faar de hensigtsmæssige, efter Nutidens Teknik indretlede og tilstrækkelig store Maskinværksteder, som man saa længe har trængt til.

Anlæget spænder over 29 Tdr. Land, hvoraf en Del er opfyldt Grund, hvad der bar medført en Udgift hertil alene af 300,000 Kr. Af Arealet er omtrent 5½ Td. Land overbygget, og der tindes paa Terrænet omtrent 7000 løbende Meter Normalspor og ca. 2000 løbende Meter Smalspor.

Bygningen af Værkstederne blev paabegyndt i 1907. Indflytningen begyndte den 1ste Oktober iaar, og med det nye Aars Begyndelse vil, som sagt, Værkstederne være i fuld Drift. Omkostningerne ved Anlæget kan anslaas til 4,300,000 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1909).

Bodil Albrechtsen (1878?-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Et mystisk Dødsfald.

Er det Mord?

København, Onsdag.

Nogle Mælkedrenge fandt i Gaar Morges i en Kælder i Ejendommen, Colbjørnsensgade 6 i København en ca. 30aarig Kvinde liggende i det blotte Linned, kun indsvøbt i et Sengetæppe. I en Ambulancevogn lod Politiet hende Køre til Kommunehospitalet, men paa Vejen hertil afgik hun ved Døden uden at have været i Stand til at afgive nærmere Forklaring. 

Det oplystes senere, at den Afdøde havde været Husholderske for en i Ejendommen boende Mand, og efter hans Udsagn var hun under et hysterisk Anfald løben bort fra Lejligheden. Han havde søgt efter hende over hele Huset, men uden at finde hende og mente, at hendes bratte Død skyldtes Krampe i Forbindelse med Nattekulde.

En Anholdelse.

I Eftermiddags telegraferes:

Brygger Hauberg i Colbjørnsensgade 8 er i Nat anholdt sigtet for at have foraarsaget sin Kærestes Død.

Kæresten er den ovenfor nævnte Kvinde.

Ved Lægeundersøgelsen viste det sig, at Damen, hvis Navn er Frk. Johanne Albrechtsen har været Genstand for Vold og havde betydeligt Læsioner i Hovedet. I Dag bliver Liget obduceret.

(Slagelse-Posten 1. december 1909).

Colbjørnsensgade set fra Vesterbrogade mod Istedgade. Nr. 6 ligger ca. midt i billedet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Et Drab i Kjøbenhavn.

Den halvnøgne Kvinde paa Trappegangen. - Har Brygger Hauberg slaaet sin Husholderske ihjel.

Kbhvn. d. 1. Decbr.

Igaar Morges fandt et Par Mælkedrenge i Ejendommen Colbjørnsensgade Nr. 6 en Kvinde liggende bevidstløs og yderst forkommen paa Trappegangen. Den Ulykkelige var kun iført en Chemise og havde et Sengetæppe slaaet om sig.

De to Drenge fik hurtigt hidkaldt Hjælp, og i første Øjeblik troede man, at Kvinden var frosset lhjel. Snart opdagede man dog Livtegn hos hende og Ambulancen blev derfor rekvireret I strygende Fart gik det afsted  til Kommunehospitalet, men for man naaede hertil, var den Syge død.

En Opdagelse.

Det var først Lægernes Mening at underkaste Liget en hurtig Undersøgelse for at konstatere Dødsaarsagen og derefter at lade det bringe ud paa Johannesstiftelsens Lighus, men ved Undersøgelsen gjorde man en Opdagelse, som lod formode, at her forelaa en Forbrydelse.

Det viste sig nemlig, at der fandtes et Brud paa den Dødes Hjerneskal nærved Issen, og at Bensplinter herfra var trængt ind i Hjernen og havde foraarsaget Døden.

Der blev strax sendt Bud efter Politiet, og efter at dette havde faaet Underretning om Opdagelsen, gav det sig til at undersøge Sagen nærmere.

Først meldte Spørgsmaalet sig: Hvem var den Kvinde, der var funden under saa mystiske Omstændigheder? Man fik snart opklaret, at hun ikke hørte hjemme i den Ejendom, hvor hun var funden. Derimod oplyste en af Beboerne at det var en 

Frk. Albrechtsen,

som var Husholderske hos Brygger Hauberg i Colbjørnsensgade Nr. 8. Denne Meddelelse viste sig hurtigt at være rigtig. men hvordan skulde man derefter forklare sig, at Frk. Albrechtsen, der var højst frugtsommelig, blev funden i en saadan Tilstand paa Trappegangen i en fremmed Ejendom.

Beboerne i Nr. 8 forkarede, at Hauberg og hans Husholderske først var flyttet ind i den flotte Lejlighed, de beboede, for et Par Maaneder siden. Der havde hyppigt været Gilder oppe hos dem, hvor det efter Larmen at dømme var gaaet livligt til, og et saadant Gilde var ogsaa bleven afholdt iforgaars Aftes.

Hauberg anholdes.

Politiet anmodede derefter Brygger Hauberg om at komme hen paa Svendsgades Station og afgive Forklaring. Han erklærede strax, at han Intet kunde huske om, hvad der var foregaaet oppe hos ham den paagjældende Aften, da han havde været stærkt beruset. Endnu mindre vidste han noget om. hvordan hans Husholderske var kommen ud paa den fremmede Trappegang.

Hans Forklaring var imidlertid fuld af Selvmodsigelser, og han indrømmede bl. A., at han undertiden havde slaaet Frk. Albrechtsen. Han blev derfor sat under Anholdelse, og Sagen blev indsendt ti! Politikamret.

Her blev den overgivet til Assessor Riise, som strax tog Hauberg i Grundlovsforhør. Efter dette blev der afsagt Arrestdekret over ham.

Blandt de Andre, som har været i Forhør, er ogsaa Haubergs Tjenestepige. Hun har forklaret, at Hauberg den nævnte Nat har overfaldet og slaaet Frk. Albrechtsen oppe i Lejligheden. Husholdersken, der var meget daarlig til Bens, raabte om Hjælp, men da der ikke kom Nogen, slæbte hun sig ud paa Gangen. Hun har derfra - uvist paa hvilken Maade - slæbt sig videre ud af Huset og ind paa den fremmede Trappegang, hvor hun har lagt sig til at dø.

Brygger Hauberg

er en søn af Museumsinspektør H.

Han skildres af alle sine Bekiendte som en raa og brutal Natur, og Ingen holder ham for god til ikke at have begaaet Drabet. For nogle Aar siden ledede han et Bryggeri paa Roskildeegnen, men i de senere Aar har han boet i Kjøbenhavn, hvor han var en kjendt Skikkelse i de letlevende Kredse. Han er en Mand paa ca. 35 Aar.

Frøken Albrechtsens Forhold kjendes ikke nøjere, men man anslaar hendes Alder til ca. 30 Aar.

(Fyens Stiftstidende 2. december 1909).

Ifølge Bornholms Social-Demokrat 2. december 1909 havde familien slået hånden af Hauberg pga hans rå og voldsomme optræden. Han havde flere gange været  idømt høje bøder for slagsmål.

Bedstefaderen Jørgen Christian Hauberg (1814-1899) var apoteker og anlagde bl.a. et bryggeri i Rahbeks Alle på Frederiksberg. Han er begravet på Vestre Kirkegård. Faderen, Peter Christian Hauberg (1844-1928) var numismatiker, arkæolog. Han er som frøken Albrechtsen begravet på Vestre Kirkegård. På daværende tidspunkt var han ansat ved Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Her var han siden han var assistent 1885, steget til inspektør 1887 og administrerende inspektør 1898-1920. Han var også knyttet til folkemuseet (1887–98), Nationalmuseets historiske afdeling (1892–1920) og Thorvaldsens museum (1891–1915). I 1909 var han medstifter af Nationalforeningen Bornholm. Han forestod bl.a. udgravningen af Lilleborg i Almindingen og restaureringen af Hammershus' ruiner samt igangsatte den systematiske undersøgelse af de danske voldsteder.

Dramaet i Colbjørnsensgade

Tjenestepigens Forklaring i Forhøret i Dag og Politiets Undersøgelser.

København. Torsdag.

Dramaet i Colbjørnsensgade er endnu langtfra fuldt opklaret. Som i Gaar meddelt holdt Assessor Riise det foreløbige Grundlovsforhør over Hauberg.

Hauberg aflagde kun en halv Tilstaaelse, og i Dag har han ikke været i Forhør. Sagen er nu overgivet til Assessor Aksel Rasmussen. Allerede i Formiddags havde Assessor Rasmussen ladet flere Vidner tilsige, bl. a. Tjenestepigen Josephine Dühring, hvis Forklaring vi meddelte i Gaar.

Josephine Dühring maa anses for at være Hovedvidne mod Hauberg. Hun var jo til Stede, da Frk. Albrechtsen flygtede for den rasende Hauberg, og hendes Vidneudsagn har derfor afgørende Betydning.

Vi havde Lejlighed til at tale med Josephine Dühring efter Forhøret. I Modsætning i Gaar, hvor Frk. Dühring selvfølgelig var en Del ophidset, formaaede Frøkenen i Dag at give os en sammenhængende Forklaring, den samme, hun har givet i Forhøret i Dag.

I Følge hendes Udsagn kom Hauberg i Mandags Aftes hjem med den i Gaar omtalte Ven. Vennen medbragte selv Drikkevarer - nogle Flasker Rom, og Rommen hældte de sammen med noget Skibsøl. Senere drak de en hel Flaske ren Rom.

Efter dette Gilde var de selvfølgelig begge saa berusede, at de knap kunde staa paa Benene. Hen paa Natten gik saa Vennen, og Hauberg fulgte ham ned ad Trapperne. Da han kom op i Lejligheden igen, saa han, at Josephine Dühring stod og lagde Bandager om den syge Frk. Albrechtsens Ben.

Frk. Albrechtsen sagde saa til Tjenestepigen:

"Gaa nu hellere. Du ser, at han er fuld, og saa bliver han rasende, naar Du hjælper mig".

Josephine gik saa ind i sit Værelse og gav sig til at sy. Et Kvarter efter hørte hun pludselig Lyden af et Slag, saa det rungede, og hun hørte, hvorledes Frk. Albrechtsen streg op af Smærte. Saa lod der nogle Slag igen, og et Øjeblik efter gik Døren op, og Frk. Albrechtsen kom vaklende ind. Hun raabte:

"Hjælp mig! Han staar mig ihjæl! Se mit Øje!"

Fra Panden og ned over Øjet saa Josephine da en Skramme, hvorfra der flød Blod.

Hauberg kom nu til, men Josephine smækkede rask Døren i Laas og raabte: "Her kommer ingen ind!"

"Saa slaar jeg Døren i Mas", raabte Hauberg. Men han betænkte sig nok, for et Øjeblik efter raabte han til Frk. Albrechtsen: "- Se nu at skrubbe i Seng, din Mær! Ellers skal Du faa flere Tærsk."

Frk. Albrechtsen laa stønnende af Smærte paa Josephines Seng. Da Hauberg var gaaet, vilde hun absolut ud. Hun turde ikke blive i Lejligheden, men vilde vente udenfor paa Gangen, til Hauberg var gaaet i Seng. Hun trak derfor Strømper paa, Josephine slog et Tæppe om hende, og saaledes humpede den syge Kvinde ud af Køkkendøren, som hun lukkede i Laas efter sig. Hvad der derefter er foregaaet, ved Josephine intet om.

Politiets Undersøgelser.

Det, der først og fremmest interesserer Retten, er nu Spørgsmaalet, om Hauberg ad Hovedtrappen og gennem Gaarden er gaaet efter Frk. Albrechtsen, og der givet hende det Slag, der gjorde det af med hende.

Efter de Undersøgelser, der er foretaget af Politiet i Dag, er det sandsynligt, at det forholder sig saaledes. Og angaaende Vaabnet, Hauberg har brugt, har Politiet i Dag gjort en højst interessant Opdagelse. I Haubergs Lejlighed har man nemlig fundet en Sengehest, der er brækket i Stykker. Bruddet er helt friskt, og Politiet hælder til den Anskuelse, at man her har det Vaaben, hvormed Hauberg førte det dræbende Slag mod Frk. Albrechtsen.

Obduktionen.

I Formiddags foretog Retslæge, Professor Pontoppidan og Overlæge Jacobæus den retslige Obduktion. Obduktionen var til Ende Kl. 2, men Assessor Rasmussen havde da allerede forladt Domhuset, og Lægernes Erklæring om Obduktionens Resultat vil derfor ikke komme ham i Hænde før i Morgen. Om Resultatet meddeles dog, at Læsionen i Hovedet i og for sig under almindelige Omstændigheder ikke vilde have medført Døden. Men den afdødes hele svagelige Tilstand i Forbindelse med hendes Ophold om Natten nøgen i Kælderen har medført, at Saaret maa anses for at have været medvirkende til Frk. Albrechtsens Død.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 3. december 1909)

Dramaets Heltinde.

Under Hauberg-Affæren er der et Navn, der er dukket (rem for Offentligheden paa en meget fordelagtig, men ogsaa meget beskeden Maade - Josefine Dühring.

Den attenaarige Tjenestepige, der saa modigt optraadte som Beskytter for Frk. Albrechtsen. Da den rasende og stærk berusede Hauberg fo'r omkring i sin Lejlighed og skabede sig som en Gal, tog hun den stakkels syge og højst frugtsommelige Kvinde paa sine stærke Arme og bar hende op paa sit Kammer

Josefine Dühring.

og bagefter, da Frk. Albrechtsen af Skræk og Rædsel slæbte sig ned ad Køkkentrappen. kastede Pigen sit vaterede Sengetæppe, det eneste hun havde til at tage over sig om Natten ned til hende

Time paa Time sad den unge Pige i sit Kamme og afventede at Hauberg skulde gaa til Ro. Først henad Kl 3 lagde han sig. Saa listede hun sig til hans Værelse. lyttede ved Døren og hørte Haubergs dybe Aandedræt. I den Tro at han nu sov, aabnede hun sagte Døren til hans Værelse, med Kattefjed naade hun hans Seng, fik listet Haanden ned i hans Frakke for at faa fat i Nøglerne til Hoveddøren som han havde lukket af - stadigt i Tanken om at kunne komme Frk. Albrechtsen til Hjælp - da han i det samme vaagnede og gav sig til at overfalde hende.

Trods Hug og Stød tabte hun ikke Modet, Hun satte sig roligt ind paa sit Kammer en halv Times Tid. Lyttede saa igen ved Haubergs værelse. Hørte han sov. Løb saa til Kammervinduet og raabte ned I Gaarden efter Frk. Albrechtsen, men der kom intet Svar.

Hele Natten forsøgte hun paa alle mulige Maader at komme i Forbindelse med den syge Kvinde, men forgæves.

Det er vistnok en ret sjælden Optræden af en Tjenestetyende De fleste var vel nok gaaet fra Sans og Samling, men den lille Josephine tabte ikke Hovedet.

Nu da Hauberg er bleven arresteret, er hun arbejdsløs.

Er der ikke en Familie, der trænger til en snarraadig og pligtopfyldende Tjenestepige?

Vi har hendes Adresse. 

(Aftenbladet (København) 3. december 1909).

Hauberg-Affæren

Som i Gaar meddelt fandt Obduktionen af Frk. Albrechtsen Sted i Gaar. Den officielle Beretning er endnu ikke offentliggjort, men som vi allerede i Gaar kunde meddele, har Resultatet ikke konstateret, at Hauberg direkte er skyldig i Frk. Albrechtsens Død.

Som den direkte Dødsaarsag har Obduktionen forklaret: Blodprop. Frk. Albrechtsen led jo af Aareknuder, og denne hendes sygelige Tilstand i Forbindelse med hendes Ophold nøgen i Kælderen har medført en Blodprop, der øjeblikkelig har gjort Ende paa hendes Liv. Først i anden Række kommer Kvæstelsen i Hoved t, og den Mulighed er jo ikke udelukket, at dette kan være fremkommet ved et Fald mod Kælderens Betongulv.

En anden Sag er det naturligvis, at det staar fast, at Hauberg har mishandlet Frk. Albrechtsen, og at hun som Følge deraf flygtede ned i Kælderen. Men Anklagen mod Hauberg vil næppe efter Obduktionens Resultat kunne lyde paa andet end uforsætlig Drab.

Assessor Rasmussen, der har Sagen til Behandling, ser i hvert Fald saaledes paa Forholdet.

I Dag blev Hauberg en Overgang ført ud til Vestre Fængsels Hospital. Han havde faaet et Anfald af Dilerium, men allerede ved 9-Tiden bragtes han i tilbage igen, og i Eftermiddags holdt Assessor Rasmussen et kort Forhør over Hauberg. Der skele dog intet andet, end at Rapporten blev læst op for ham. Han erklærede intet at kunne huske og blev derefter ført ned i arresten igen.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 4. december 1909).

Den døde Kvinde i Kælderen

Hauberg er kronisk Alkoholist.

I Affæren med Frk. Albrechtsen, der blev funden død i Kælderen i Colbjørnsensgade i København, har Assessor Rasmussen i de sidste Dage afholdt en Række Forhør over Haubergs Omgangsvenner.

Det, Assessoren gærne vil have Rede paa, er, om Hauberg as fine bekendte regnedes for normal. Og i den Retning har Vidneudsagnene været ret enstemmige.

At Hauberg er kronisk Alkoholist, er fastslaaet. Drak han blot et Par Glas, kunde han blive helt forstyrret og foretog fig Ting, som han bagefter ikke havde nogen Anelse om.

En Ven af ham har saaledes i et af Forhørene fortalt om en meget karakteristisk Begivenhed, der foregik i Haubergs Lejlighed for nogen Tid siden.

Vennen var kommen op for at besøge Hauberg, og de drak saa en Flaske Portvin sammen. Da Flasken var drukken ud, gav Hauberg Frk. Albrechtsen Ordre til at trække en ny Flaske op. Da Frk. Albrechtsen efter Haubergs Formening ikke var hurtig nok i Vendingen, fo'r han ind paa hende og gav sig til at mishandle hende paa det frygteligste.

Det syntes Vennen dog var for galt. Han bebrejdede Hauberg det. Hauberg blev saa rasende derover, at han greb en stor Brødkniv og rimeligvis vilde have gennemboret Vennen, hvis denne ikke havde faaet ham væltet over paa Sengen og bunden fast med nogle Lagner.

Haubergs Plads synes snarere at være paa et Sindssygehospital eller en Drankeranstalt, end i et Fængsel.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 8. december 1909).

Hauberg-Affæren.

Bodil Albrechtsens Begravelse. Hauberg konfronteres med Vidnerne. De sidste Forhør. 

Assessor Aksel Rasmussen lod i Gaar Brygger Hauberg konfrontere med Vidnerne i Affæren.

Størst Interesse knyttedes selvfølgelig til den Beretning, Tjenestepigen var kommen med og som "Aftenbladet" har bragt. Hauberg maatte indrømme det meste af hvad hun havde sagt. Han protesterede imidlertid mod, at han skulde have slaaet Frk Albrechtsen oven i Hovedet den Nat.

Selvfølgelig lægger man mindre Vægt paa Haubergs Protest. Han var jo den paagældende Nat aldeles omtaaget af spiritus, og at han netop skulde kunne huske, at han ikke havde slaaaet hende i Hovedet lyder jo mest usandsynligt.

Familiens Paastand om, at Hauberg ikke er normal, synes forøvrigt at bekræfte sig.

Mandens Nervesystem er ganske oprevet og ødelagt, og det er uden for al Tvivl, al han vil blive indlagt til Observation paa 6te Afdeling.

En stille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

I gaar Middags jordedes Bodil Albrechtsen paa Vestre Kirkegaard

Kun en ganske snæver Kreds af Familiebekendtskaber - knapt en snes Mennesker udgjorde Følget.

Pastor Schousboe talte over Baaren.

Han var bleven anmodet om blot at tale kort, og han indskrænkede sig da til at udtale de smukke skudsmaal, den Afdøde havde faaet af dem, der stod hende nær. Hun var en trofast og godhjertet Sjæl. Præsten bragte til slut den Afdøde en Hilsen fra hendes Forældre, de to Gamle, som nu sidder i dybeste Smerte paa deres lille Sted ovre i Jylland og en Hilsen fra dem, der var hendes Venner. Endelig en Bøn om Tilgivelse fra den Mand hun havde haft saa kær.

Det lille Følge var dybt bevæget.

Præsten bad saa en Bøn, og under Salmesang blev den smukt prydede Kiste baaret ud paa Kirkegaarden.

Bodil Albrechtsen blev jordet paa et af Kirkegaardens mest højtliggende Steder, hvorfra Vestre Fængsles røde og gule Mure tydeligt skimtedes i Omrids.

Fra en ensom Celle i Fængslet er der maaske sendt en Tanke til Kirkegaarden.

Reporter. 

(Aftenbladet (København) 9. december 1909).

Assessor Axel Rasmussens undersøgelser sluttede før jul. De viste at frk. Albrechtsen var død af en blodprop, og at Hauberg ikke havde nogen direkte skyld i hendes død. I betragtning af varetægtsarresten slap han for tiltale og blev løsladt.

I slutningen af januar 1910 kom Hauberg igen i politiets søgelys da han og en af hans gæster, journalist Dagnø under en brandert havde raseret lejligheden og Dagnø et blødende sår i hovedet. Begge udtalte dog at de intet anede om hvordan det var gået til, og Hauberg blev løsladt.

Familien skred herefter i marts 1910 til at erklære ham for umyndig. Hauberg flyttede efterfølgende til Johannevej, hvor han blev opsagt til oktober 1910. Da den nye lejer ville flytte ind, nægtede han at gå og låste døren. Politiet blev tilkaldt, senere kongens foged som satte ham ud med magt.