Dobbeltmordet i Kleitrup (4): Dommene. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen angaaende Mordene i Kleitrup er, ifølge "Hobro Av.", i Løverdags bleven paadømt ved Rinds-Gislum Herreders Extraret. Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke er idømt Livsstraf; Arrestanten Niels Andersen er frifunden for Tiltale med Hensyn til Mordet paa Detaillist P. Pedersen og hans Karl Anders Jensen, men for Bedrageri og falsk Forklaring for Retten idømt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. januar 1880).

Mens overretten maj 1880 stadfæstede Rasmus Pedersen Mørkes livsstraf, blev Niels Andersens dom ændret fra 2 års forbedringshusarbejde til 4 gange 5 dage på vand og brød. Den 20. november 1880 undslap Rasmus Pedersen Mørke fra arresten i Hobro. Han søgte ly på et meget koldt høloft i Fårup som han kendte og levede af at malke køerne om natten. 

Rasmus Pedersen Mørke opsøgte en bekendt, en ledvogter ved jernbanen ved Sabro og bad om noget at spise og drikke. Han aftalte med ledvogteren (hvis familie havde behandlet ham godt) at han ved at udlevere Rasmus kunne få den udlovede belønning på 200 kr. for hans pågribelse. Rasmus blev bragt tilbage til Hobro arrest. 

Nogle dage senere i november stadfæstede Højesteret overrettens dom. 

Højesteretsdommen over Rasmus Pedersen Mørke og Niels Andersen.

Fredagen den 26de November.

Nr. 191. • Advokat Klubien

contra

Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke

(Defensor Galkier),

der tiltales for Drab, Ildspaasættelse, Tyveri og Bedrageri.

Rinds-Gislum Herreders Extrarets Dom af 17de Januar 1880: "Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke bør straffes paa Livet. Arrestanten Niels Andersen bør hensættes til Arbeide i Forbedringshuset i 2, Aar. Arrestanterne bør hver fo, sig betale de med Sagens Undersøgelse, deres Arrest, og Aktionen for Enhvers Vedkommende lovlig forbundne Omkostninger; dog at de En for Begge og Begge for En udrede, i Salairer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Brask og Holm, 40 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 24de Mai 1880: "I Henseende til den Tiltalte Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke, idømte Straf bør Underretsdommen ved Magt at stande. Tiltalte Niels Andersen bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, men iøvrigt har han for Aktors Tiltale i denne Sag fri at være. Aktionens Omkostninger, hvorunder der i Salair tillægges Aktor for Underretten 60 Kr.; Defensor sammesteds 50 Kr. samt Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Fasting og Isaacsen, hver 75 Kroner - udredes af Tiltalte Rasmus Pedersen, hvorhos Tiltalte Niels Andersen in solidum med ham tilsvarer Halvdelen af disse Omkostninger. Det Idømte at efterkommes under Adfærd, efter Loven."

Høiesterets Dom:

I Henhold til de i den indankede Dom for Rasmus Pedersens Vedkommende anførte Grunde kjendes fer Ret: 

Landsoverrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Advokaterne Klubien og Halkier 120 Kroner til hver.

- - -

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke, for Drab, Idspaasættelse, Tyveri og Bedrageri og Niels Andersen ligeledes for Drab, Ildspaasættelse, Tyveri og Bedrageri eller i alt Fald for sidstnævnte Forbrydelse og falsk Forklaring for Retten.

Efter Sagens Oplysninger bleve Detaillist P. Pedersen af Kleitrup, der boede hos sin Brodersøn, Gaardmand P. Mortensen sammesteds, og havde sin Lejlighed i den søndre Ende, af Gaardens østre Længde, samt hans Tjenestekarl Anders Jensen Bødker den 30te Juni f. A. om Eftermiddagen, da Sognefogden tilligemed flere andre Folk med. Magt skaffede sig Adgang til hans aflaasede Bolig, fundne døde i den af dem i Forening afbenyttede Seng med tydelige Tegn paa at være dræbte med Slag i Hovedet, ligesom der var lagt en Strikke om Halsen paa enhver af de Dræbte; der var derhos gjort Forsøg paa at sætte Ild paa Sengen, hvilket dog ikke var lykkedes, idet Ilden kun havde forkullet Sengens ene Endestykke i en temmelig lang men smal Stribe, og endelig vare alle. P. Pedersens contante Penge , der, opbevaredes i et ved Hovedgjærdet af Sengen staaende Skab, samt en Del af de Dræbtes Klæder m. v. borttagne. Ifølge den af Distriktslægen, der samme Dag tilligemed Politimesteren afholdt Syn paa Stedet, afgivne Erklæring, vare begge de Dræbte af hvilke P. Pedersen var omtrent 66 Aar og Anders Bødker' omtrent 62 Aar gammel - blodige i Ansigtet, hvorhos der fandtes paa P. Pedersen over det venstre Øie et trekantet Saar, der trængte igjennem alle Bløddelene, med knust underliggende Rand af Øiegruben, over Næseroden et 11/2" langt Længdesaar med knust underliggende Ben samt fortil paa Halsen en ved Strikken, der dog ikke var sammentrukken, frembragt Strangulationsfure, og paa Anders Bødker -- foruden to Saar, der kun trængte igjennem Huden --- paa venstre Side: af Hovedet et 5" langt Længdesaar med splintret' gabende Brud af Hjerneskallen og, over venstre Øie et 11/2" langt Tversaar, ligeledes med Brud, medens den om ham lagte Strikke laa løs over Hagen, og det af Distriktslægen og Fysikus, der den 3die Juli f. A. foretoge legal Obduktion af de Afdøde, afgivne visum reportum gaar ud paa, at det ved Obduktionen maa anses godtgjort., at Detaillist Petersen og Anders Bødker ere døde ved de Læsioner, der ere bibragte deres Hoveder, hvilke Læsioner ere tilføjede dem i levende Live og maa anset for absolut dødelige, at der paa, Petersen er foretaget Strangulationsforsøg, efter al Rimelighed efterat de dræbende Slag ere tilføjede ham, at der ikke ved Obduktionen er forefunden andet, der tyder paa, at andre forudgaaende , samtidige eller efterfølgende Omstændigheder have været medvirkende til Døden, samt at Læsionernes Beskaffenhed er saaledes, at de kunne være tilføjede med en ved Obduktionsforretningen tilstedeværende Tøjrekølle, der efter Sagens Oplysninger ved Forbrydelsens Opdagelse fandtes liggende ved Fodenden af de Dræbtes Seng tildels under Dynen.

Da Mistanken for at have begaaet eller dog været delagtig i de heromhandlede Forbrydelser snart blev henledet paa Tiltalte Rasmus Pedersen, der tidligere har været straffet, og som kjendte og oftere havde overnattet hos Detaillist Pedersen., hos hvem han navnlig, efter den 25de Juni f. A. at have forladt sit Arbeide i Gundestrup, ogsaa havde tilbragt Natten imellem den 26de og 27de s.. M., hvorpaa han den paafølgende Nat havde været hos en. Husmand i. Hvornum, der ligger omtrent 1/4 Mil fra Klejtrup , blev Rasmus Pedersen eftersøgt og den 3die Juli f. A. anholdt i. Randers, hvor han sammen med en anden Person havde tilbragt Tiden fra den 30te Juni om Morgenen med at svire samt brugt en Del Penge, og han fandtes ved sin Anholdelse i Besiddelse af omtrent 103 Kr. i kontante Penge, en Del gode Klæder samt, nogle andre Gjenstande , hvoriblandt en brun Tegnebog, uden at han -- der, da han forlod sit Arbejde i Gundestrup, kun eiede faa og meget daarlige Klæder, som han endnu den 28de Juni var iført, og af Penge, efter hvad der maa antages, kun omtrent 5 Kr. - var i Stand til at oplyse nogen rimelig Maade, hvorpaa han havde erhvervet alt dette.

Tiltalte nægtede imidlertid at have havt nogen Del i de begaaede Forbrydelser eller, at kunne give nogen Oplysning om disse og fastholdt i lang Tid denne Benægtelse, uagtet Mistanken imod ham, efterhaanden som Undersøgelsen i Sagen skred fremad, mere og .mere bestyrkedes, idet det navnlig oplystes,, at den ovenommeldte brune Tegnebog samt de ved Anholdelsen i hans Besiddelse forefundne Klæder - med Undtagelse af enkelte Stykker , som han havde -kjøbt under Opholdet i Randers - havde tilhørt de Dræbte og endnu den 29de Juni f. A. om Aftenen været i. disses Besiddelse, hvorhos Tiltaltes ovenommeldte gamle Klæder den 30te Juli f. A. bleve fundne skjulte under noget Løv i en Sandgrav i den lidt syd for Klejtrup liggende Lindum Skov, ligesom hans Forklaring om, hvor han havde opholdt sig, fra han den 25de Juni forlod. Gundestrup, indtil han den 30te s. M. kom til Randers, og navnlig Natten imellem den 29de og 30te, viste sig at være urigtig.

(Fortsættes, i næste Nr.) 

(Højesteretstidende 1880-1881, nr, 32)

(Fortsættes fra Nr. 32)

Nr. 191

Advokat. Klubien

contra

Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke (Defensor Halkier).

Imidlertid var Mistanken for paa en eller anden Maade at være impliceret i de begaaede Forbrydelser efterhaanden tillige bleven rettet paa forskjellige andre Personer og deriblandt Tiltalte Niels Andersen, der nogen Tid iforveien havde tjent sammen med Rasmus Pedersen i Gundestrup og den 29de Juni var bleven bortvist fra sin Tjeneste hos Kromanden i Purhus Kro, og efterat Niels Andersen den 3die August. f. A. var bleven anholdt paa Hovedgaarden Store-Restrup i Hvornum Herred, hvor han havde indfundet sig den 2den Juli om Aftenen og siden den Tid havt Tjeneste, afgav han den 7de August en Tilstaaaelse, der - efterat han i en Række senere Forhør havde i forskjellige, tildels væsentlige Punkter forandret og berigtiget samme - gik ud paa Følgende: Den 29de Juni om Aftenen ved Solnedgang kom Tiltalte til sin Moders Bolig i Hørby, hvorfra han imidlertid noget senere; da Moderen og hans Sødskende vare gaaede til Ro, ubemærket sneg sig bort for at gaa, til Øls Krat og der træffe sammen med Rasmus Pedersen, hvem han havde lovet at ledsage til Detaillist Pedersen, af hvem Medtiltalte vilde laane Penge. Paa Veien til Klejtrup blev det imidlertid efter Rasmus Pedersens Forslag aftalt imellem dem, at de, efterat være blevne lukkede ind hos P. Pedersen„ skulde søge at stjæle sammesteds og, hvis P. Pedersen og hans Karl skulde vaagne og vilde gjøre Anskrig, slaa dem begge ihjel, i hvilket Øiemed Rasmus Pedersen medtog en Tøjrekølle, som henlaa i en Sivbusk i Nærheden af P. Mortensens Gaard , ligesom det tillige blev aftalt, at de, naar Mordene vare begaaede, skulde for at skjule Udaaden, brænde Huset af. Efterat de omtrent Kl. 11½ vare blevne lukkede ind hos P. Pedersen og der havde tilbragt omtrent en Timestid i en i Sovekammeret staaende Slagseng, indtil P. Pedersen og Anders Bødker vare faldne i Søvn, stod Rasmus Pedersen op og gav sig til at søge omkring i Stuen for at stjæle, og da Anders Bødker nu vaagnede og gjorde Mine til at springe ud af Sengen, dræbte Rasmus Pedersen ham ved at slaa ham i Hovedet med den ommeldte Tøirekølle, som Tiltalte nu efter hans Opfordring hentede til ham ude fra Forstuen, hvor Rasmus Pedersen ved Ankomsten havde sat den fra sig, hvorpaa han med Tiltaltes Bistand lagde en Strikke, som han førte med sig, om Halsen paa P. Pedersen, der imidlertid ligeledes var vaagnet, og efterat først Tiltalte og siden Rasmus Pedersen havde trukket i Strikken, saa at P. Pedersen var begyndt at kvæles, dernæst ligeledes ved Kølleslag dræbte denne. Rasmus Pedersen opbrød nu det i Værelset Elaaende Skab og udtog deraf en Pakke Papirer samt tilegnede sig en Del Klædningsstykker, og efterat han derpaa havde taget noget Papir og nogle Pakker og lagt dem under Sengen, uden at Tiltalte imidlertid saa, om han tændte Ild deri, forlode de begge Gjerningsstedet, efterat Rasmus Pedersen havde aflaaset Døren og medtaget Nøglen, og fulgtes ad til Lindum Skov, hvorfra Tiltalte uden at have faaet nogen Andel i Udbyttet af Tyveriet eller noget andet Vederlag for den Medtiltalte ydede. Bistand, gik til sin Moders Hjem, hvor han gik i Seng uden at Nogen mærkede hans Komme, medens' Rasmus Pedersen, efter først at have været længere inde i Skoven, hvor han skiftede Klæder i eller ved en Sandgrav, gik bort i Retning af Sønder-Onsild. Ved et den 8de August paa Gjerningsstedet afholdt Forhør, under hvilket der blev givet Tiltalte Leilighed til at paavise de Steder, hvor han efter sit Udsagn havde færdedes med Rasmus Pedersen, paaviste han derhos i Udkanten af Lindum Skov et Sted, hvor han angav, at Rasmus Pedersen var gaaet ind i Skoven for at klæde sig om, og ved at følge denne Anvisning stødte Retten ogsaa i ca. 200 Alens Afstand derfra paa den Grusgrav, i hvilken Rasmus Pedersens gamle Klæder virkelig, efter hvad der derefter blev oplyst, kort i Forveien vare fundne, om hvilken Grusgravs Beliggenhed Retten og de den ledsagende Personer maa antages paa den Tid at have været uvidende.

Den 19de September f. A. begjærede Rasmus Pedersen sig fremstillet for Retten og tilstod nu, at han havde dræbt Detaillist Pedersen og Anders Bødker ved at slaa dem i Hovedet med den paa Gjerningsstedet fundne Tøirekølle , og han har i dette og flere senere Forhør herom afgivet følgende Forklaring. 

Den 28de Juni f. A. lidt efter Middag forlod Tiltalte det Hus i Hvornum, hvor han havde tilbragt den foregaaende Nat, for at gaa til Gundestrup, men blev af en stærk Tordenbyge foranlediget til at søge Ly i et Tørvehus ved Jonas Nielsens Gaard i samme By, og medens han opholdt sig her, opstod Tanken om at dræbe P. Pedersen og dennes Karl hos ham, hvilket ikke skete af Hævnlyst, da han ikke nærede Fjendskab imod nogen af dem, men alene, for at stjæle, idet han - der dengang var ganske blottet for Penge, og som meldt kun havde meget daarlige Klæder indsaa at han ikke vilde kunne komme til at stjæle fra P. Pedersen uden at han først aflivede denne og Anders Bødker. Han forblev nu i Tørvehuset til efter almindelig Sengetid, da han begav sig ad Kleitrup til, idet han medtog en Tøirekølle, som han fandt paa Marken i Nærheden af Jonas Nielsens Maltkølle, samt en ved denne henlagt Frakke, men da han dengang ikke havde Mod til at udføre Gjerningen, fordi han var ædru, gik han ind i et til P. Mortensens Gaard hørende Bagerhus, hvor han lagde sig til Hvile, efterat have henlagt Tøirekøllen i en Sivbusk i Nærheden, og senere hen paa Natten herfra, idet han medtog Tøirekøllen, hen til Detaillist Pedersens Pakhus, til hvilket han skaffede sig Adgang ved at krybe ind gjennem en Luge. Her opholdt Tiltalte sig - med Undtagelse af en kort Tid, da han var henne ved et tæt ved Pakhuset liggende gammelt Voldsted - hele den paafølgende Dag indtil om Aftenen Kl. 11 a 12, da han, der imidlertid under Opholdet i Pakhuset havde drukket en Del Vin og Brændevin, som han fandt sammesteds, medens han derimod intet havde faaet at spise, siden han den foregaaende Dag havde forladt den ovenommeldte Husmand i Hvornum og som derfor var bleven temmelig beruset, gik hen til P. Pedersens Leilighed og paa sin Anmodning blev indladt af P. Pedersen og af denne fik Tilladelse til at lægge sig i den ovenommeldte Slagseng. Efterat have sovet her i vel omtrent 4 Timer, stod han op og listede sig uden først at klæde sig paa og idet han var ganske nøgen - eftersom han havde skilt sig af med sin Skjorte, uden at han iøvrigt vil kunne erindre, naar og hvorledes dette er sket - ud i Forstuen efter Tøirekøllen, som han havde bragt med sig, indsvøbt i Jonas Nielsens Frakke, og lagt fra sig ude i Forstuen, og idet han nu stillede sig ved Skabet bagved Hovedenden af Sengen, hvori P. Pedersen og Anders Bødker laa stille og efter hans Formening sov, slog han dem med Køllen i Hovedet, men skjøndt hans Rus efter hans Forklaring dengang var gaaet noget over, vil han dog endnu have befundet sig i en saadan Sindsbevægelse, at han ikke kan mindes de nærmere Omstændigheder ved hans Fremgangsmaade, og han har navnlig erklæret sig ude af Stand til at oplyse, hvem af de Paagjældende han først slog, og hvormange Slag han gav dem, ligesaalidt som han, uagtet han gjentagende og indtrængende har været opfordret til at tænke sig om i saa Henseende, vil kunne erindre, at han, efterat have ihjelslaaet dem, har lagt Strikker om Halsen paa dem eller overhovedet at han har været i Besiddelse af de ovenommeldte Strikker. Efterat han havde udført Mordene, lagde Tiltalte Køllen fra sig i Sengen og trak Dynen op over de Myrdede, hvorpaa han af P. Pedersens Skab, som han oplukkede med Nøglen, der sad i Laasen, tilegnede sig et større Pengebeløb, som det maa antages mindst 326 Kr., der laa dels i den ovenommeldte Tegnebog dels i en Lærredspung, som han ligeledes medtog, og dels løst i Skabet, ligesom han endvidere tilegnede sig en Del Klædningsstykker og noget usyet Tøi - som det maa antages af Værdi tilsammen omtrent 60 Kr. - der beroede paa forskjellige Steder i Stuen, og som han fyldte i en ligeledes i Stuen liggende gammel Sæk, og endelig tog han paa Bordet i Boutiken ved Siden af Sovekammeret to Spiddelys, stillede dem under Sengen, hvori de Myrdede laa, og tændte Lysene i den Tanke, at Gaarden skulde brænde, i hvilken Henseende han nærmere har udsagt, at han - der vidste, at der i Gaarden foruden de Dræbte boede to Familier - ikke har kunnet være uvidende om, at han ved Ildspaasættelsen udsatte de til disse Familier hørende Personers Liv for Fare, men at han ikke har havt til Hensigt at de skulde indebrænde eller - som han ogsaa har udtrykt sig - at han ikke saaledes nøje har tænkt over denne Mulighed, men forholdt sig noget ligegyldig derved, og at det, da det var Dag, maatte formodes, at Ilden, hvis den var udbrudt, hurtigt vilde være bleven bemærket og de ommeldte Personer da være blevne frelste, hvad der iøvrigt efter Sagens Omstændigheder ogsaa nærmest er Føie til at antage. - Tiltalte, der formener, at han neppe har brugt mere end 1/4 Time til at udføre Drabene, Tyverierne og Ildspaasættelsen, forlod nu omtrent Kl. 4 om Morgenen P. Pedersens Bolig, som han aflaasede efter sig med Nøglen, der laa inde i Stuen, og som han senere vil have bortkastet tilligemed Nøglen til Skabsdøren, og gik til Lindum Skov, hvor han iførte sig en Del af de stjaalne Klæder og nedlagde sine egne gamle Klæder tilligemed den Jonas Nielsen frastjaalne Frakke i den ovenommeldte gamle Sæk, som han skjulte i den Grusgrav, hvor den som meldt senere blev funden, hvorefter han begav sig til Onsild Station og kjørte med Morgentoget derfra til Randers. 

I den P. Pedersen frastjaalne Tegnebog fandtes foruden Pengene en Sparekassebog og to med Stempel forsynede Dokumenter, som det maa antages Obligationer, men disse saavelsom Sparekassebogen vil Tiltalte have bortkastet paa Vejen fra Lindum Skov til Onsild Station.

Efterat Tiltalte Rasmus Pedersen i Forhøret den 19de September havde afgivet Tilstaaelse om at have forøvet de ommeldte Mord og Tiltalte Niels Andersen var bleven bekjendt hermed, har denne i et den 22de s. M. afholdt Forhør fuldstændigt tilbagekaldt sin tidligere Tilstaaelse om at have været delagtig deri og derimod paastaaet - hvad han senere vedholdende har fastholdt - at han ikke har havt nogensomhelst Del i Mordet, men at hans hele Forklaring herom var opdigtet, og at han har tilbragt hele Natten mellem den 29de og 30te Juni i sin Seng hjemme i hans Moders Hus i Hørby, der er beliggende omtrent 1½ Mil fra Gjerningsstedet, hvorhos han som Motiv til, at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, har udsagt, at han fra Begyndelsen af havde ladet sig bevæge hertil ved Haabet om, naar han oplyste Noget, at faa Tilladelse til at bruge Skraatobak i Arresten, og at han, efterat have gjort det første Skridt, har ladet sig forlede til at gaa videre og efter de til ham rettede Spørgsmaal give Forklaring om , hvad han ikke vidste, dels af Frygt for at blive belagt med Haandjern, dels i den Tanke, at han derved kunde bidrage til at fælde Rasmus Pedersen, hvem han var vred paa; og om hvis Skyld han ikke nærede nogen Tvivl. Tiltalte Rasmus Pedersen - der iøvrigt i det første Forhør, hvori han afgav Tilstaaelse, udtalte, at han vel syntes at mindes, at der var en Person med ham, men at han ingeri tydelig Erindring havde, om det var Tiltalte Niels Andersen eller en Anden - har ogsaa senere paa det Høitideligste forsikkret, at han ikke ved at have den 29de eller 30te Juni set noget til Niels Andersen enten før, under eller efter Mordene, hvilke han ved at have udført alene uden Nogens Hjælp, og denne Forklaring har han siden efter under hele Undersøgelsen bestemt fastholdt.

Medens nu den af Tiltalte Rasmus Pedersen afgivne Tilstaaelse i det Væsentlige er bestyrket ved Sagens øvrige Oplysninger, saa at der navnlig ikke er nogen Føie til at betvivle Rigtigheden af hans Tilstaaelse, forsaavidt hans egen Virksomhed angaaer, med Hensyn til hvilken det herefter alene henstaar uopklaret, om han foruden at have bibragt P. Pedersen og Anders Bødker de dræbende Slag med Køllen tillige har lagt dem Rebene om Halsen, hvad han, som meldt, ikke vil kunne erindre, men dog under den fortsatte Undersøgelse har erkjendt at maatte have gjort, eftersom der Ingen var med ham, bør der derimod - uanset Bestemmelsen i Lvs, 1-15-1 - ikke lægges afgjørende Vægt paa Tiltalte Niels Andersens først afgivne Tilstaaelse om at have været delagtig i Gjerningen; thi skjøndt denne Tilstaaelse, som Niels Andersen i Hovedsagen fastholdt gjennem en Række af Forhør, efterhaanden blev en Del bestyrket ved, hvad der ellers fremkom under Sagen, og i Særdeleshed derved, at han, som ovenfor anført, var i Stand til med temmelig Nøjagtighed at angive Beliggenheden af den Grusgrav, hvori Rasmus Pedersen samme Morgen, Mordene vare forøvede, havde skjult sine gamle Klæder - hvad han senere har angivet udelukkende at skyldes en løs Gjætning - hvorhos denne Tiltalte ogsaa har kunnet give Forklaring om andre under Sagen oplyste Enkeltheder, som det vanskelig kan forstaas, at han kan have været vidende om, uden paa ens eller anden Maade at have været i Ledtog med Rasmus Pedersen, saasom at Sidstnævnte ingen Skjorte havde paa den Nat, Udaaden blev forøvet, at han havde havt Tøirekøllens skjult, først i Nærheden af P. Mortensens Gaard og senere i P. Pedersens Forstue, at han forinden Gjerningen havde ligget i Slagsengen, at han ved sin Bortgang fra. P. Pedersens Bolig aflaasede Døren og medtog Nøglen m. V., er der dog paa den anden Side oplyst flere Omstændigheder, der, skjøndt hans alibi ikke derved kan anses tilfalde godtgjort, dog i og for sig gøre det mindre sandsynligt, at han har været tilstede paa Gjerningsstedet paa den Tid Mordene bleve forøvede, og i ethvert Fald bestyrkes hans senere Forklaring Om ikke at have deltaget i disse, i høi Grad ved Tiltalte Rasmus Pedersens bestemte Benægtelse heraf, hvorved ogsaa kan bemærkes, at den i P. Pedersens Soveværelse staaende Slagseng, hvori Rasmus Pedersen sov forinden Gjerningen, og som maa antages at have været saa smal, at der kun kunde ligge et Menneske i den, med mindre den var helt udtrukken, efter flere Deponenters Udsagn efter Mordene blev befunden ikke at være helt udtrukken, ligesom ogsaa Nedtrykket i Sengklæderne skal have tydet paa, at der kun havde ligget et Menneske deri. Iøvrigt skildres Tiltalte Niels Andersen af mange Personer, der tidligere have havt Leilighed til at lære ham at kjende, som en i hel Grad løgnagtig og upaalidelig Person, paa hvis Fortællinger Ingen troede, og hans Forklaringer under Sagen have ogsaa i: mange Henseender været vitterlig usandfærdige. Der kan herefter ikke anses tilveiebragt Bevis for, at Tiltalte Niels Andersen har været delagtig i den omhandlede af Tiltalte Rasmus Pedersen forøvede Udaad, men skjøndt der saaledes forsaavidt denne Del af Sigtelsen angaar, maa gaas ud fra, at hans først angivne Forklaring har været urigtig, vil der dog, idet der efter det Ovenanførte ikke er tilveiebragt noget positivt Bevis for den nævnte Forklarings Urigtighed, alleredeaf denne,Grund ikke kunne paalægges ham særlig Straf i saa Henseende, navnlig forsaavidt han alternativt er sat under Tiltalte for falsk Forklaring for Retten....

Foruden de ovenfor omhandlede af Tiltalte Rasmus Pedersen tilstaaede Forbrydelser har denne Tiltalte endvidere tilstaaet, hvad ogsaa stemmer med Sagens øvrige Oplysninger, at han en Dag - som det maa antages i Begyndelsen af Juni Maaned f. A. - har i Smed Jens Sørensens Kammer i Purhus Kro hvortil han skaffede sig Adgang ved at udtage et udvendig tilspigret Vindue og stige ind gjennem Vinduesaabningen, tilvendt sig 20 Øre og noget Øl, hvilket sidste han drak, at han, da han den 25de s. M. forlod Gundestrup, har medtaget en Lærredspose af Værdi 25 Øre, der tilhørte en Dagleier, og en til 45 Øre vurderet Kniv, der tilhørte Pigen Frederikke Rosborg, hvilke Gjenstande ere bragte tilstede under Sagen og udleverede de respektive Eiere, samt at han en Dag i Januar Maaned 1874 ved sin Bortgang fra en Gaard i Hvornum, hvor han havde tilbragt Natten forud, har tilvendt sig nogle, en Tjenestekarl sammesteds tilhørende, Klæder af Værdi 14 Kr. tilligemed en Pengepung, hvori der fandtes 3 Rdl. 14 Sk. Endelig har Rasmus Pedersen vedgaaet, at han har beholdt og disponeret over nogle Klædningsstykker, som han kort Tid forinden han begik det sidstommeldte Tyveri, havde laant af en svensk Karl ved Navn Niels, der ikke er afhørt under Sagen. For denne tiltaltes Vedkommende er der eiheller Spergsmaal om Erstatning under Sagen.

Tiltalte Rasmus Pedersen er født den 27de September 1841 og har tidligere flere Gange været straffet, senest, ifølge Overrettens Dom af 21de Januar 1878 efter Straffelovens §§ 231 første Led og 253 med Forbedringshusarbeide i 1 Aar, og han er nu for med Overlæg at have skilt Detaillist P. Pedersen og Anders Jensen Bødker ved Livet ved Underretsdommen rettelig dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet, hvorved den Straf vil være absorberet, som han endvidere har forskyldt for forsøgt Ildspaasættelse efter samme Lovs § 281 jfr. § 46, samt for sit øvrige ovenfor omhandlede Forhold efter § 232, tildels sammenholdt med § 229 Nr. 4 og efter § 64 jfr. §§ 230 første Led og 253. 

Tiltalte Niels Andersen - der er født: den 18de Juni 1852 og tidligere har været straffet ifølge Rinds-Gislum Herreders Extraretsdom af 27de Juli 1875 efter Straffelovens § 253 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage og efter Hasle m. f. Herreders Extraretsdom af 25de November 1878 efter § 228 med samme Straf - vil for de af ham begaaede Bedragerier være at anse efter Straffelovens § 253 med. en Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand eg Brød i 4 Gange. 5 Dage."

(Højesteretstidende 1880-1881, nr, 33)

I december 1880 afslog Christian 9. at ændre straffen til tugthusarbejde på livstid:

Rasmus Pedersen (Mørke), der begik Dobbeltmordet i Kleitrup ved Hobro og i alle Instantser er dømt fra Livet, er ikke af Højesteret blevet indstillet til Benaadning med Tugthusstraf paa Livstid, og det maa derfor antages, at Livsstraffen vil blive eksekveret, idet Benaadning kun plejer at gives, naar Indstilling herom sker fra Højesteret, eller dog en Del af de voterende Assessorer udtale sig derfor, medens i nærværende Tilfælde efter Forlydende kun 1 af de 10 voterende Dommers har været stemt derfor. At en saadan Indstilling ikke har fundet Sted, er naturligvis en Følge af, at den Dømte har gjort sig skyldig i en særlig afskyelig Forbrydelse ved at dræbe tvende sovende Personer, efter at de havde indladt ham i Huset for at yde ham Nattelogis, hvorhos Motivet har været af den laveste Art, nemlig det at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge. I det Hele skal man af Forbryderen have modtaget et højst uhyggeligt Indtryk, idet han synes at have været aldeles ligegyldig for Menneskeliv. Henrettelsen vil ifølge Lovens Bestemmelse finde Sted i den Jurisdiktion, i hvilken Forbrydelsen er begaaet, og blive udført af Landets Skarpretter, der saa vidt vides første Gang gaar til denne Gjerning, idet det nu er adskillige Aar siden, at Livsstraffen er bleven fuldbyrdet. I tidligere Tid vare Henrettelser som bekjendt langt hyppigere, og i Middelalderen havde vistnok endogsaa enhver Kjøbstad en Bøddel, idel der jo den Gang i mange Tilfælde fandt Hængning Sted endog for Tyveri, ligesom endvidere Straf med Gabestok, Kagstrygning osv., hyppigt fandt Sted. Endnu i Frederik den Sjettes Tid var det ukjendt, at Personer, der havde begaaet Mord, bleve benaadede med Tugthusarbejde paa Livstid, og det er egentlig først i den sidste Snes Aar, at Tidsaanden er gaaet i en anden Retning. I Overensstemmelse hermed har den nye Straffelov afskaffet Livsstraffen i en stor Mængde Tilfælde, hvori den tidligere var fastsat, idet den ældre Lovgivning altfor meget var stridende imod den nyere Tids Aand og f. E. endog satte Livsstraf for Brandstiftelse, naar Nogens Liv derved var udsat for Fare. Imidlertid er der dog i hver Jurisdiktion forbeholdt en Plads til Retterstedet, som man fra Arilds Tid har benyttet dertil. Posten som Skarpretter er under de nuværende Forhold næsten en Sinekure, men lønnes dog godt, saa vidt vi vide med 1200 Kr. aarlig.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 20. december 1880).

Morderen Rasmus Mørke, der siden sin korte Udflugt har været lænket, fik ifølge "Vends. Td." den 22de ds. sin Dødsdom forkyndt. Hvorledes han tog imod den, er Bladet ubekjendt, idet Politiet passer betydelig bedre paa Efterretninger fra Fængslet, end det passede paa Rasmus Mørke selv. To stærke Mænd have det uhyggelige Hverv Dag og Nat at holde Vagt over den dødsdømte Morder, som ellers skal forholde sig ret rolig, dog som det synes uden nogen egenlig Anger. I alt Fald tillægger man ham den Ytring, at han ikke et Øjeblik fortryder at have dræbt Kjøbmand Per Persen, hvorimod vel gjør ham ondt, at Karlen maatte med. Dette er dog mulig en Gjenklang fra de Medlidendes ytringer udenfor Fængslet. Næppe var det nemlig bekjendt, at Dødsdommen skulde fuldbyrdes, før Stemningen mange Steder slog fuldstændig om til Fordel for Morderen, og man fandt da de talrigste Undskyldninger for hans Forbrydelse. Man skumlede over Maaden, hvorpaa Per Persen var  kommen til sin Formue; der gik Rygte om, at en af de fire Arvinger endog skulde have afslaaet sin Part (20,000 Kr.) af Arven, og Rasmus Mørke skal endnu Aftenen før Forbrydelsen være bleven mindre pænt behandlet ved en Handel hos ham. All dette er dog selvfølgelig kun Udslag af Folks Øllebrødsbarmhjertighwd. Henrettelsen, der vil ske i Kleitrup, vil sandsynligvis først blive foretaget om 3-4 Uger.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. december 1880).

Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 1: Børnehaver. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er første del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Erna Juel-Hansen, født Drachmann var søster til digteren Holger Drachmann. Faderen blev en af Københavns betydeligste medicinere, fx indenfor hygiejne og forebyggelse af fysiske lidelser gennem gymnastik. Erna ønskede at følge faderens karriere som læge, men ministeriet nægtede hende tilladelse til at studere, medicinstudiet var kun for mænd. Hun begyndte i stedet at studere gymnastikkens teori og praksis, bl.a. under et studieophold i Paris 1866, og underviste på et pigegymnastikinstitut som faderen startede i slutningen af 1860'erne.

Hun forlovede sig med juristen Niels Juel-Hansen (1841-1905) - som hellere ville være pædagog og studerede pædagogik i udlandet. Begge blev optaget af den tyske pædagog Friedrich Fröbels (1782-1842) "Kindergarten", som inspirerede til oprettelse af børnehaver i Europa. Efter lærerindeeksamen 1870 på N. Zahles Seminarium rejste hun til Berlin for at studere på byens Fröbelseminarium med økonomisk støtte fra Det Classenske Fideicommis. Parret oprettede i 1871 i Kvæsthusgade 7 den første danske Fröbelbørnehave, den første børnehave hvor man brugte pædagogik baseret på en pædagogisk teori. Hovedformålet var at medvirke til uddannelsen af det barnlige i barnet: "Legen er ikke blot leg, men et for barnet naturligt og kærkomment middel til dets udvikling". Det pædagogiske pasningstilbud til bedre stillede folks børn afveg markant fra asylernes formål som var pasning af fattige folks børn.

Inden åbningen blev børnehaven skarpt kritiseret af "En Læge" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  29. maj 1871. Kritikken blev besvaret af Niels Juel-Hansen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. maj 1871. At børnehaven også skulle være opdragende, blev  hårdt angrebet i et skrift af H. C. Frederiksen, lærer ved latin- og realskolen på Værnedamsvej: "En pædagogisk Vurdering af den Fröbelske Børnehave" (1871). Skriftets formål var at "det nye pædagogiske fænomen snarlig maa blive glemt og lukket for aldrig at aabnes mere i vort Fædreland." Han harcellerede især imod at den brød med asylernes hensigt med at lære børnene at sidde stille og i det hele taget forberede sig til at komme i skole.

Mens ægteskabet indgået i 1871 blev et ligeværdigt arbejdsfællesskab, havde Niels i privaten svært ved at acceptere sin kones krav om lige ret også i samlivet. De fik fire børn.

Børnehaven blev siden suppleret med en såkaldt overgangsafdeling, svarende til vor tids børnehaveklasse, og fra 1876 med en pigeskole. En fællesskole for drenge og piger måtte de opgive. Børnehaven affødte et kritisk skrift "Hvad vil den indre Mission?" af pastor Harald Stein.

Skoleprogrammer. Der foreligger Meddelelse om Juel Hansens Børnehave og høiere Pigeskole i Skoleaaret 1876-77 af N. Juel Hansen og Erna Juel Hansen. Beretningen indledes med "Et Par Ord om Børnehaven", som navnlig er rettet mod en Kritik af den Frøbelske Børnehave, som Pastor Stein har fremsat i sit Skrift "Hvad vil den indre Mission?" Bevillingen til at oprette den høiere Pigeskole gaves i September ifjor. Antallet af Skolens Elever er for Tiden 68, inddeelte i 4 Klasser, nemig Børnehaven, Overgangsklassen, 1ste og 2den Klasse. Underviisningen har foruden af Bestyreren og Bestyrerinden været ledet af 5 Lærerinder, der alle have virket i den fulde Skoletid hver Dag. Examen finder Sted den 18de og 19de Mai. Den derefter begyndende Ferie varer til 30te Mai.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. maj 1877).

Økonomisk var børnehaven afhængig af det pæne borgerskab. Men så langt var det ikke nået: I 1883 måtte de pga. økonomiske vanskeligheder lukke børnehaven. Skolen fortsatte til 1894.

Juel-Hansens Børnehave og høiere Pigeskole har udsendt Beretning for Aaaret 1878-1879 ved N. Juel-Hansen og Erna Juel-Hansen. Antallet af Skolens Elever er for Tiden 84 (ifjor 72), der ere fordelte i 6 Klasser. Undervisningen i Institutet har været ledet i Overensstemmelse med den tidligere vedtagne Plan. Skolen optager Pigebørn i alle Klasser; Smaadrenge optages kun i Børnehaven og Overgangsklassen, saaledes at de i Reglen maa forlade Skolen med det fyldte syvende Aar.

(Dagens Nyheder 19. juni 1879).

Den Frøbelske Børnehave.

Trods sin Beskedenhed hører den Frøbelske Børnehave dog til de Institutioner, der have Betydning, idet den har gjort en formelig Revolution i Børneopdragelsen. Den første Børnehave stiftedes i Aaret 1840 i Tydskland af den berømte Pædagog Frederik Frøbel, og hans Værk har nu antaget saa store Dimensioner, at der i enhver tydsk By findes Børnehaver, ja man kan med Sikkerhed sige, at i Tydskland har omtrent ethvert Barn fra 3-6 Aars Alderen besøgt en Børnehave. Fra Tydskland har Institutionen udbredt sig videre og er nu trængt igjennem næsten overalt i Europa. England har først og kraftigst taget sig af Sagen, de andre Lande ere langsommere fulgte efter, senest er den naaet til Norden, hvor sikkert de Fleste have hørt Børnehaven nævne, om end de Færreste kjende dens Betydning. Inden jeg gaaer over til at give en Beskrivelse af Børnehaven, skal jeg med et Par Ord omtale dens Formaal.

Hensigten med Børnehaven er nærmere at tage sig af Barnet i Alderen før Skoletiden for paa en let Maade at forberede det til den senere Undervisning, naturligvis ikke theoretisk, men dels ved Beskjæftigelser, der passe til Barnets Natur og ikke overstige dets Kræfter, dels gjennem Leg; tillige vil sikkert Enhver, der har gjort sig bekjendt med Børnehaven indse, af hvor stor Betydning for Barnet det er ikke alene, at det leger med og beskjæftiger sig mellem Jævnaldrende, men tillige, at det er under Opsigt af en dannet Dame. Det er jo netop i den Alder, Barnet mest er overladt Barnepigens vilkaarlige Behandling, og af hvilken skadelig Indflydelse denne ofte kan være, behøver jeg næppe at omtale, i ethvert Tilfælde kan hun selv med sin bedste Villie ikke hjælpe med til at udvikle Barnet, Det kan derimod Børnehaven; her finder Barnet en lille Verden, hvor det kan udvikle sig i Overensstemmelse med sin Natur, og da det falder det raske Barn naturligst at lege, henvender Børnehaven sig som før omtalt jo ogsaa gjennem Leg til sine smaa Elever. Dog er Legen her ikke som Barnets tilfældige Leg vilkaarlig, thi den har det store Maal for Øie saa meget som muligt at udvikle dets Evner harmonisk. 

Vi ville nu aflægge et lille Besøg i Børnehaven og se lidt paa dens Indretning. Om Sommeren leges der i Haven paa en skyggefuld Plads, om Vinteren derimod i en Sal af passende Størrelse. Allerede langtfra lyde muntre Barneslemmer os imøde, og naar vi komme nærmere, se vi en Kieds af Børn baade Drenge og Piger, ledede af deres Lærerinde, dreie sig rundt om en lille Kammerat, der staaer i Midten og udfører en eller anden let gymnastisk Bevægelse, som hele Kredsen gjentager, indtil den lille Lærer bliver afløst af et andet lille Medlem af Kredsen. Har man nok af Gymnastiken, gaaer man over til andre Slags Lege. Nogle Lege vise Scener fra det professionelle Liv; man efterligner saaledes forskjellige af det daglige Livs Arbeider. Til hver Leg synges der, og Sangens Indhold forklarer, hvad Børnene udføre. Netop disse Lege, saa barnlige og naturlige de ere, have stor Betydning for Barnets harmoniske Udvikling, thi de virke paa en Gang baade paa dets Legeme og Aand. De for Barnet baade lette og interessante Bevægelser udvikle dets Lemmer og Muskler, medens Sangen har et dobbelt Formaal, idet Melodien indvirker paa Sindet, og Ordene bevirke, at Børnene forstaa, hvad de udføre. Er man endelig bleven træt as at lege, opløser Kredsen sig, og de Smaa skynde sig til deres Blomsterbede, hvoraf hvert Barn helst skal have sit eget, hvor de saa more sig med at vande, rive Jorden og deslige.

Vi ville nu forlade Haven for at see lidt paa Værelserne. Lokalet maa mindst bestaa af to høie, lyse, venlige Værelser, hvoraf det ene bruges til Legestue, i dette skal ikke være Meubler, for at saa saa megen Plads som mulig. Væggene i den anden Stue ere behængte med Billeder, det er de bekjendte Anskuelsesbilleder, der nu ere saa almindelige i Skolerne. Her sees Afbildninger af enkelte af Børnene udførte Lege, som f. Ex. Bondens og Landmandens Liv; ogsaa Afbildninger af de for Barnet bekjendte Husdyr findes der, og her er et rigt Stof til Historier. Det er vistnok Enhver bekjendt, hvor glade Børn ere, naar man vil fortælle dem Historiers gjennem disse kan man derfor ogsaa indvirke meget belærende paa Barnet, naar man blot passer at vælge saadanne, der ikke pirre dets let modtagelige Fantasi. Naar der fortælles, sidde de smaa Tilhørere ved lave Borde med tilsvarende Bænke med Rygstød i her sidde de ogsaa, naar de beskjæftige sig med de saa rigt afvexlende Frøbelske Arbeider; snart flettes der brogede Papirs strimler ind i hverandre fra ganske lette Mønstre til vanskeligere, ja nogle Børn opfinde endog selv Mønstre, hvad der naturligvis morer dem meget i der laves mange nydelige Smaating, Bogmærker, eller naar Striberne ere af Straa eller Læder, Lampebakker, Kurve osv.; snart foldes Papiret sammen til forskjellige Former, der alle udvikles af en Grundform i det Samme er Tilfældet med Beskjæftigelsen med Byggeklodserne, hvert Barn faaer en Kasse med et bestemt Antal Klodser, og hermed bygges lin lettere eller vanskeligere Bygninger efter Børnenes Alder og Evne, men alle udvikles den ene af den anden, en ny Form laves uden at kaste den gamle omkuld, blot ved at forandre Klodsernes Stilling. Ingen af Klodserne maa mangle, da der ikke gives flere, end der bruges, herved vænnes Barnet jo til Orden. Et andet Arbeide, der ogsaa er til stor Glæde, er at forfærdige Gjenstande med Pinde og opblødte Ærter, eller for de Mindre, hvem dette er for vanskeligt, med smaa Pinde at forskjellig Størrelse at lægge Afbildninger af Figurer. Endog med at modellere i Ler befatte Børnene sig, og her er saaledes en rig Mark til Virksomhed, der er gavnlig og belærende for de Smaa uden at trætte dem; tvertimod Driften til Virksomhed er Barnet medfødt. derfor er det ogsaa den største Glæde for det, naar det formaaer selv at frembringe Noget Mere end en halv Time arbeides ikke ad Gangen, for ikke at trætte de Smaa ved at sidde for længe stille, men Kjedsomhed eller Mangel paa Beskjæftigelse kjendes ikke, hvor der er en saa rig Kilde at øse af; Tiden flyver ogsaa, saa at det, inden man veed af det, er paa Tide at holde op. Man slutter, som der begyndtes, med en kort Bøn, og saa skynde Børnene sig fornøiede hjem for at fortælle Forældre og FamiIie om Dagens Begivenheder.

Man tør vistnok sikkert hævde, at Børnehaven er en Institution, der i enhver Henseende egner sig til at være Familien behjælpelig ved Børneopdragelsen, naar blot denne vil understøtte den og gaa Haand i Haand med den.

Henriette Berendsen.

(Dagens Nyheder 12. september 1880).

Den Frøbelske Børnehave. Hr Redakteur ! Med stor Glæde har jeg i Deres ærede Blad af 12te September seet den Frøbelske Børnehave omtalt paa en saa venlig og sympathetisk Maade, fordi jeg af Deres velvillige Indrømmelse af Plads for Artiklen og af dennes Fremkomst maa slutte at der herhjemme synes at udbrede sig mere og mere Interesse for denne Sag. Som den, der selvanden først har indført den Frøbelske Børnehave her i Landet, ligger det mig imidlertid stærkt paa Sinde, at en Skildring, der saaledes gives Offenligheden af denne Sag, bliver saa klar og korrekt som mulig. Til Trods for den umiskjendelige Sympathi, hvormed den nævnte Artikel er skreven, er der dog i Fremstillingen mere lagt Vægt paa de Midler der anvendes, end det Maal, der tilstræbes, og det er for at supplere det Manglende, at jeg udbeder mig Plads for nogle Linier. 

Frøbels store Ide paa Opdragelsens Omraade er jo nemlig den, gjennem Legen alt fra den tidligste Alder at tilfredsstille Barnets Virksomhedsdrift og udvikle dets Sandser. Trangen til at lege er en Naturdrift hos Barnet, og at det leger vil ikke sige andet, end at det tilfredsstiller den samme Drift, der bringer den Voxne til at arbeide og beskjæstige sig. Med fint og skarpt Blik for Barnenaturen greb Frøbel dette som Udgangspunkt for Indretningen af Børnehaven. Men da enhver sand Erkjendelse i sit dybeste Grundlag hviler paa en sund og kraftig Udvikling af Sandserne, valgte han sit Materiale med særligt Hensyn herpaa. Hvorfor lade vi Børnene i Børnehaven flette med Papirstrimler af rene, smukke Farver, hvorfor lade vi dem bygge med regelmæssigt ormede Klodser, hentende vore Forbilleder sta de omgivende Ting, hvorfor vælge vi iørefaldende Melodier til deres Sange og lade deres Lege være en Afspeiling eller Efterligning af Haandværkernes Haandtering eller Dyrenes Liv? For at skjærpe deres Øjne og Øren, øve deres Hænder, berige deres Fantasi med sande og virkelige Billeder og vække deres Skjønheds sands.

I Børnehaven gaaer altsaa Alt, hvad Børnene foretage sig, ud paa gjennem legende Beskjæftigelser at oplade deres Sandser for Naturen og det daglige Livs Fænomener, at klare deres Begreber og bringe Orden i det Kaos af Indtryk fra Omverdenen, som det lille Barns Hoved rummer. Legen er her ikke blot Leg, men et for Barnet naturligt og kjært Middel til dets Udvikling, og Børnehaven er ikke blot en Legeskole, men en virkelig Forskole for Livet.

Skal imidlertid det Grundlag for klar Erkjendelse og skarp Sandseopfattelse, der lægges her, faa sin rette Betydning, maa den hele Undervisning opad baseres paa dette System, saaledes som det f. Ex. er gjennemført foruden mange andre Steder i Direkteur Kehlers i en stor Del af Europa bekjendte Institut i Gotha.

Ærbødigst

Erna Juel-Hansen.

(Dagens Nyheder 17. september 1880).

Gården til Dronningens Tværgade 9. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skoleprogrammer. N. Juel Hansens Børnehave og Drengeforberedelsesskole (Dronningens Tværgade Nr. 9) har til Opgave at udvikle Legement, Sanserne og Dømmekraften, meddele positive Kundskaber og opdrage Følelses- og Villieslivet. Børnehaven er et Overgangsled mellem Skole og Hjem, den forener Hjemmets hensynstagende Hygge med Skolens nødvendige Fordringer til ordnet Arbeide og regelbunden Frihed, og samtidig med, at den stræber at blive et Sted, hvor Børenene gjerne ville være, anvender den deres naturlige Trang og Drift til Virksomhed i Opdragelsens tjeneste, idet den giver dem en Række Beskæftigelser, der ere morende og vækkende, og som tillige øve deres Legeme og Sanser. Af disse arbeider Skolen særlig paa at skarpe Synet, Hørelsen og Følelsen, og dette sker dels gjennem den Frøbelske Haandgjernnig, dels giennem en Række ordnede pege. Ved Haandgjerningen gives der tillige Armenes og Hændernes Muskelbevægelser en Finhed og Sikkerhed, som Drenge ellers vanskelig opnaa. Legemet øves dels gjennem Legen, dels gjennem Gymnastik. Hensigten med denne er - navnlig paa dette tidlige Alderstrin - at sikre sig mod en ensidig Udvikling af Musklerne. Der drives derefter Anskuelses- og Forstandsøvelser, og disse Forøvelser gaa efterhaanden over til at blive egenlig Undervisning. Skolen har foruden Børnehaven 5 Klasser.

Erna Juel Hansens høiere Pigeskole og Børnehave (Dronningens Tværgade 9, 2. Sal) har i sit Lokale fundet et fortræffeligt Hjem med høie, luftige, vel ventilerede Værelser, hvor hver Elev har omtrent 300 Kubikfod Luft (Bygningsloven fordrer kun 70 Fod). Skolen begynder med en Frøbelsk Børnehave, og i den Opdragelse og Udvikling, som dens Elever saa fra Klasse til Klasse, er Anskuelse, Selvvirksomhed og Individualisering Grundstenene samtidig med, at der tages det yderste gaaende Hensyn til Elevernes legemlige Forpleining i Skoletiden. Undervisningen ledes i alle Fag under Bestyrerindens og hendes Mands personlige Overopsigt og Garanti med assisterende Kræfter, og de have i alle Klasser mindst en l to Timers Undervisning i de forskjellige Fag. Denne Ordning i Forbindelse med det begrænsede Antal Elever (10 a 12 i hver Klasse), Skolen vil optage, gjør det muligt for dem at sætte sig i direkte Forhold til hvert enkelt Barn og bringe det kombinerede Undervisningsmaskineri og de medvirkende Kræfter til at udgjøre et harmonisk Hele. Antallet af Skolens Elever er som ifjor; de ere inddelte i 8 Klasser, nemlig Børnehaven, Overgangsklassen, 1., 2., 3., 4., 5. og 6. Klasse. Denne sidste oprettedes efter Examen f. A. Iaar vil der efter Examen blive oprettet en 7. Klasse.

(Nationaltidende 28. maj 1881).

Dronningens Tværgade 9 i Frederiksstaden er fra 1794. Det var på 2. sal i den grøn-hvide bygning børnehave og skole lå. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Erna Juel-Hansen kritiserede Natalie Zahle for at opdragelsen og undervisningen af den kvindelige ungdom var inde på et helt galt spor. I stedet skitserede hun i et foredrag i april 1882 (offentliggjort i Vor Ungdom) en pigeskolereform bl. a. gennem indførelse af gymnastik og bedre sundhedsmæssige forhold i skolerne, skolegang udvidet til 18 årsalderen også for piger, en uddannelse som udviklede den kvindelige tænkning og intelligens. Kritikken af Natalie Zahle var dog til dels uberettiget, idet hun selv havde været inde på noget lignende. Zahle blev dybt såret og gendrev kritikken.

En af eleverne var Edith Rode (1879-1856) som i sine erindringer skrev nedenstående om sin tid der:

Sikkert for at gøre mig en Glæde har mine Forældre saa sat mig i Børnehave, maaske ogsaa fordi det nu var min yngre Søsters Tur til at sidde i min Stil. I al Fald blev jeg hver Morgen fulgt hen hos Forfatterinden Erna Juel-Hansen, der havde enten en Børnehave eller en Skoleklasse - mig forekom i al Fald de andre Piger meget Store - i en Lejlighed, hvor ogsaa hendes Mand havde en Drengeskole.

Det var vist der, jeg fik min Aversion for Støj, men havde det ikke været der, havde det jo nok været et andet Sted, saa jeg siger det ikke af Nag, skønt jeg indrømmer, at fra jeg blev bragt, til jeg blev hentet, tilbragte jeg Tiden i en eneste Rædsel.

Jeg ved ikke, hvor Skolen laa, men jeg har en Erindring om, at det var i Dronningens Tværgade, og jeg har ogsaa Erindringen om en Mand med mørkt Fuldskæg og en stormende Drengebande, som maaske har været Skolebestyrer Juel-Hansen selv med sine Elever. Fru Juel-Hansen var bleg og havde lidt udstaaende Tænder, maaske var hun en nydelig Dame, for mig var hun en skrækkelig Heks, skønt jeg ikke kan huske, at hun nogensinde har sagt et eneste Ord til mig. - Senere har vi talt sammen dog uden at mindes Børnehavetiden. Hun var en Søster til Holger Drachmann.

Hvorfor og hvornaar jeg derpaa kom i en nyoprettet Frøbelbørnehave ved jeg ikke. Men der gik jeg lidt mere frimodigt og længe og lærte omend højst ufulkomment paa Grund af egne Mangler at flette kulørte Strimler til smaa Maatter og sy Dyr med kulørt Garn i Pap. Vi lærte ogsaa en Slags Stavning, men den var efter moderne Moetoder, og jeg kunde kuln de gammeldags og udmærkede mig ikke. Der gik jeg, til mine smaa Søstre ogsaa kunde komme der ....

(Edith Rode: Der var engang. 1951)

En nutidsbegravelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. redaktør! 

Til belysning af den måde hvorpå begravelserne nu foregår her i byen under den nye bestyrelse, beder jeg om velvillig plads for nedenstående linjer: Sidste søndag den 25. d.s. skulle min søster begraves fra St. Johannes Kirke. Jordpåkastelsen var bestemt til kl. 1, og der var mødt flere bekendte som ønskede at ledsage liget til Vestre Kirkegård. På begravelseskontoret var ligvogn til 8 kr. bestilt og betalt til møde den anførte tid, men da talen var endt og jordpåkastelsen foregået, var der ingen ligvogn kommet. Vi ventede og ventede, og til sidst måtte jeg afsted til begravelseskontoret for at få vognen, som endelig mødte kl. 2.40. På Vestre Kirkegård blev kisten sænket i linjejord og dækket løselig med jord, og så måtte vi tage bort med den besked at den egentlig tilkastning af graven og dennes opklapning først kunne foregå dagen efter.

S. J. 

(Dags-Telegraphen 17. juli 1880.)

Bergs ny Hærlov. (Efterskrift til Politivennen)

Se afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt den efterfølgende proces.

At vi nu faar en Hærlov, er hævet over al Tvivl; mellem "Højre" og Berg er der nu kun en lille Tvist tilbage om Bekostningen m. m., men da begge Parter har ladet sig forlyde med, at man, som det hedder i Handelssproget, kan "brække over" paa Midten, saa er der ingen Tvivl om, at delte eller noget lignende vil blive Tilfældet. Det vilde ogsaa vare urimeligt, om en saa stor og betydningsfuld Sag, der drejer sig om mange Millioner, skulde strande alene paa Hensynet til nogle faa Hundrede Tusinde Kroner. Da Berg imidlertid forlods har givet Vaabnene fra sig. saa han kun har det mindre væsenlige, Pengespørgsmaalet, tilbage, saa vil de kommende Forhandlinger for lukkede Døre ikke faa mere Betydning end det sædvanlige Optrin imellem 2 Handlende, der godt veed, hvorledes Enderesultatet skal vare, men dog paa Handels-Honørens Vegne soler sig forpligtede til at gaa og komme et Par Gange, forinden Næven rækkes ud til Slag.

Vi har altsaa en ny Hærlov, og Prisen bliver formodenlig en halv Million mere end den nuværende Hærlov, idet Omkostningerne altid overstiger Overslaget; dog er Bekostningen ikke her Hovedsagen.

Der er adskillige Punkter, som er af langt større Betydning end Pengespørgsmaalet. Dette hænger sammen med, hvad det danske Demokrati med Rette kunde og maatte haabe af en ny Hærlov; lad os undersøge disse Krav. og det vil vise sig, at end ikke den tarveligste Fordring er sket Fyldest ved den ny Lov. - Enhver sand Demokrat maa forlange, at det værnepligtige Mandskab faar en human Behandling, der svarer til, hvad Tiden kræver; det er bekendt nok, at saagodt som alle Rekruter klager over den Behandling, som de nu er udsatte for, og den Dom fra Jægersborg, som nylig er fremkommen, stadfæster kun dette; den milde Straf, de vedkommende har faaet skal næppe virke ret meget afskrækkende. Hvor rimeligt var det, om man i den ny Hærlov havde sørget for at faa indført Sikkerhedsforanstaltninger imod slig Behandlingsmaade; er nogen virkelig saa enfoldig at tro, at man skaber gode og villige Fædrelandsforsvarere ved at "muntre" dem med Slag og Skjældsord? Jo, desværre er der mange, som tror det, men de vil blive bitterlig skuffede. - Jens Busk har indlagt sig Fortjeneste ved Jægersborgsagen - derom er vistnok alle Demokrater enige - men han afsier Myggen og finger Kamelen ved at gaa i Bergs Kjølvand og vedtage en Hærlov, hvor der ikke er den fjærneste Garanti for, at Behandlingen af Soldaterne vil blive bedre, men langt snarere Udsigt til, at den vil blive ringere.

Man sige ikke, at dette ikke vedkommer Hærloven, og at man siden kan ændre den militære Straffelov, thi har man først givet det Vaaben fra sig, som man havde i Hærloven, saa kan Venstre gjerne opgive ethvert Krav paa Reformer i andre Retninger; "Højre" har, som bekjendt, ikke Øje for den humane Behandling af Soldaterne; "Krumslutning" og "Rotting" er efter deres Begreb fortrinlige Straffemidler - hvorledes bilder Venstre sig da ind at faa disse middelalderlige barbariske Straffe afskaffede, naar der intet som helst Tryk hviler paa Højre. - Mærkværdige Godtroenhed!

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men der er en Vej, ad hvilken man allerbedst skaffer Soldaterne en human Behandling og bedst fremmer en god og fædrelandssindet Aand i Hæren, og det er ved at sørge for, at den forsynes med dannede og humane Befalingsmænd ; disses Uddannelsesmaade staar derfor i meget nøje Forbindelse med Soldaternes Behandling; i den gamle Hærlov af 1867 var det Tanken, at idetmindste en Del af Befalingsmændene skulde udtages blandt det værnepligtige Mandskab ; istedetfor dette skal nu samtlige Befalingsmænd uddannes ved Afdelingerne, og her kan den stokmilitære Aand, der i Mandskabet ikke ser andet end villieløse Medlemmer, ret faa et Arnested. - Det er en fuldstændig Opgivelse af Folkevæbningstanken, en Tilbagevenden til Frederik den 6tes Tidsalder; man skulde og burde skaffe en human og demokratisk Aand ind i Hæren, og saa overlader man hele Uddannelsen af Befalingsmændene til de militære Herrer. - Et bedre Middel til at voldgive sig Stokmilitærismen kjender vi ikke. Kort sagt: Den Bergske Hærlov har ingen Garanti for en humanere Behandling af Soldaterne - om mulig det modsatte.

En anden Fordring. Demokraterne maa stille, er Afskaffelse af tvungen Garnisonstjeneste. - Mulig er det nødvendigt, at der er den Art Tjeneste om Vinteren, fordi der dels skal være en større Politistyrke, dels skal være noget Mandskab til Officerernes Øvelser - men hvorfor skal denne Byrde paahvile enkelte af Landets Børn fremfor andre. - Ligheden kræver, at slig Tjeneste maa udføres af lejede Soldater og Bekostningen dermed kræver, at al overflødig Garnisonstjeneste afskaffes, og der er sandelig nok deraf, nok af Gamaschetjeneste. Dertil kommer, at Garnisonstjenesten virker sløvende paa Mandskabet og desværre ofte nedbryder Sædelighedsfølelsen. - Venstre har altid hævdet Afskaffelsen af denne Tjeneste - hvad siger nu det ny Forslag derom:

Det forøger Garnisonstjenesten fra 36,000 Tjenestemaaneder til 45,400, og det samtidig med, at den Hær, vi kan stille i Marken i første Række, bliver betydelig mindre end den, vi nu har.

Dersom det er det danske Folks Opgave at skabe en forholdsvis lille Hær med et stort Apparat af kostbare Officerer og at holde denne Hær i en saadan Orden, at den kan paradere for enhver tilrejsende Kapacitet og faa Ord for at være en vel dresseret og pyntelig lille Hær, og det fremdeles er Opgaven i Krigstid at opgive Jylland og Fyen og forvare den smukke Hær paa Sjælland, saa svarer den ny Hærlov godt til sit Formaal; den gamle militære Aand faar Lov at blomstre paa alle Omraader og kaste sit Frø i vore Garnisonsstæder; hvis det derimod er Meningen, at det danske Folk i Farens Stund vil rejse sig alle som een for at værge vor Odel og Eje til Lands og til Vands, saa kan der næppe tænkes nogen slettere Lov end den, vi nu er saa temmelig sikre paa at faa. - Den lille Landhær med de mange Officerer og den lange demoraliserende Garnisonstjeneste vil sluge vore smaa Midler, saa vi kun faar lidt tilovers for det Værn, der fremfor alt burde være vort bedste Vaaben, fordi det er det eneste, ved hvilket vi kan vente at udrette noget forsvarligt, - vi sigter naturligvis til Flaaden. At denne vil blive svagere, i samme Grad som vi sætter vore Midler til paa at skabe en Landhær, er indlysende. - Det eneste, som der ved den nye Hærlov vindes for Befolkningen, er, at Genindkaldelser af Mandskabet nedsættes fra 3 til 2 Gange. Dog er det ikke værd at glæde sig for tidlig derover, da det mulig hører med til det, som Berg mener med sit "sidste Ord". Nu - det gjælder jo ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden, saa har Venstremænd kunnet opgive alt, hvad de hidtil har kjæmpet for, saa lad dem opgive det med. n.

(Horsens Folkeblad 5. juli 1880).

Hærloven var et resultat af kontakten mellem den moderate venstreleder, Frede Bojsen, og krigsminister C. A. F. Thomsen. Folketingets moderate venstre og højrepartiet nåede til et resultat, som ikke blev afvist af regeringen og landstinget, og som blev vedtaget den 25. juli 1880. Hærens antal af linie-batailloner blev udvidet fra 21 til 31, idet 10 reserve-batailloner blev overført til linien. Rytteriet og artilleriet blev udvidet på samme måde og feltartilleriet udvidet med 4 forstærkningsbatterier. Fæstningsartilleriet forblev uændret. Antallet af befalingsmænd blev forøget fra 1598 til 2107, men garnisonstjenesten og de årlige indkaldelser blev indskrænket. De politiske følger blev at kultusminister Fischer blev fjernet fra sin post i august 1880, for syns skyld fik Kauffmann lov til at bevare sin stilling til april 1881. Hærlovsagen var et alvorligt nederlag og prestigetab for Chr. Berg, og Hørup fik mere magt til at lancere den antimilitaristiske politik, som få år førte til bruddet mellem Hørup og Berg. Om Chresten Berg, se andetsteds på denne blog.

Ane Johanne Olesen. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri og Tyveri. Ane Johanne Olesen, der er født i Aaret 1846 og som, efter at have ernæret sig som Tjenestepige i sit Fødesogn fra sin Konfirmation, for 4 Aar siden kom her til Staden, har efter den Tid opholdt sig her og ernæret sig ved Syning. I forrige Aar sad hun i længere Tid arresteret som mistænkt for Tyveri, men blev løsladt i Oktober Maaned, og hun leiede derefter et møbleret Værelse hos en Sergent. Dennes Hustru leverede hende en Dag et Par Lagener til Brug, men disse pantsatte hun uden Eierens Vidende og Villie. Den 10. Januar d. A. blev hun anholdt af Politiet paa Nørrebrogade, efter at Opmærksomheden var henledet paa hende ved en af en Skomagermester paa Nørrebrogade gjort Anmeldelse om Tyveri af et Par Damestøvler, men hun nægtede at være skyldig saavel i dette som i et Par andre Tyverier, der paasigtedes hende, og hvad der oplystes imod hende, var ikke tilstrækkeligt til at tilvejebringe et saadant Bevis imod hende, at hun kunde dømmes. Derimod var dette Tilfældet med en Sigtelse for Tyveri af et Par Støvler, som vare frastjaalne en paa Fælledveien boende Skomager. I denne Henseende blev følgende oplyst: Ved sin ovenomtalte Anholdelse den 10. Januar Kl. 4 blev Arrestantinden funden i Besiddelse af et Laanebevis paa et Par Støvler, som samme Dags Eftermiddag mellem Kl. 3 og 4 vare pantsatte i en Laaneforretning paa Nørrebrogade. Med Hensyn til disse Støvler forklarede Arrestantinden, at hun faa Dage før afvigte Jul havde kjøbt dem i den sidstnævnte Skomagerbutik af ham personlig, og at hun siden den Tid havde havt dem i sit Værge uden at bruge dem, indtil hun pantsatte dem; ligeledes nægtede hun at have været i bemeldte Skomagers Butik efter den Dag, hun kjøbte Støvlerne. Skomageren og hans Hustru gjenkjendte imidlertid disse Støvler som dem tilhørende og stjaalne den 10. Januar i Butikken, hvor de stod i Vinduet; for Tyveriet havde de mistænkt et Fruentimmer, som den nævnte Dag Kl. halv fire kom ind i Butiken og bestilte et Par Morgensko, og som herunder et Øieblik var alene. De havde set Støvlerne samme Dags Middag; fra den Tid og til det Øieblik, da Arrestantinden kom ind i Butiken, havde ingen Fremmed været der med deres Vidende og kunde vanskelig have været der uden deres Vidende, da Butiksdøren var forsynet med Klokke; baade Skomageren og hans Hustru gjenkjendte i Arrestantinden det af dem mistænkte Fruentimmer, og Skomageren nægtede at have solgt Arrestantinden færdigsyede Støvler; det Maal, han havde taget af Arrestantindens Fod, svarede ikke til Støvlernes Maal. Skomageren og hans Hustru bekræftede deres Forklaringer med Ed; den Skomagersvend, der havde syet Støvlerne, gjenkjendte disse og beedigede sin Forklaring herom saa vel som om, at han endnu i Januar Maaned havde set dem staa i Butiken. Efter Kriminalrettens Skjøn fandtes der derefter at være tilveiebragt et efter D. L. 6-17-10 og 11 jfr. Fr. 8. Septbr. 1841 § 6 tilstrækkeligt Bevis til med Hensyn til disse Støvler, der bleve vurderede til 10 Kr., at dømme Arrestantinden for uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, og idet Omstændighederne noksom viste hen til, at hun selv havde stjaalet dem, som Tyv for samme. Straffen bestemtes efter Straffelovens §§ 228 og 253 til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Nationaltidende 8. april 1880)

“Ane Johanne Olesen, født 1846. 3 Gange str: for Tyveri, navnlig hos Skomagere naar der bliver taget Maal af hende til Fodtøi. Mist. Prot. 93 M. 328.III.” [1881/1882]". Genealogisk Forlag.

Opdaget Snedighed. Arrestantinden Ane Johanne Olesen havde i November Maaned f. A. begivet sig ind i 4 Urtekræmmerbutikker i Kjøbenhavn og der, efter at have betalt et Indkjøb paa hvert Sted af 2 Øres Størrelse mcd et Kronestykke, af de Pengestykker, som derpaa blev hende tilbagegivne, hemmeligt udtaget hver Gang et Femogtyve-Ørestykke, i Stedet for hvilket hun lagde et Tiørestykke mellem Pengene, medens disse endnu laa foran hende paa Disken. Hun havde da foregivet, at der manglede 15 Øre i de hende tilbagegivne Penge, og hun opnaaede derved i de 2 Butikker at faa disse Beløb yderligere udbetalte, medens Forsøgene mislykkedes de 2 andre Steder, det ene Sted, fordi Expedienten, som paastod at have givet hende rigtigt tilbage, nægtede at betale de 15 Øre, det andet Sted, fordi hun blev anholdt strax efter at have forlangt de 15 Øre. Arrestantinden, der er 58 Aar gl. og førhen straffet, bl. A. med Forbedringshusarbejde. blev af Kriminal- og Politiretten anset med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage (Dgbl.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. januar 1885).

Kalvebodløbet - Grundstødninger. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skib, som i roligt Magsvejr er grundstødt i Kjøbenhavns Havn er en stor Sjældenhed, men kunde dog sees her igaar. Den, der igaar passerede Ryssensten, kunde til sin Forundring see et stort norsk Dampskib med vajende Flag og Damp oppe ligge ganske stille ved Grunden St. Helena, et Badested udfor Ryssensten. Skibet skulde til Gasværkshavnen med Mursten, men Lodsen kjendte ikke det nye Køb, der er blevet opmudret ifjor og afmærket iaar. Han styrede Skibet udenom Bojen og løb det mod en Sten, hvor det huggede sig saa fast, at havde det ikke været et stærkt Fartøj, havde det sikkert faaet en saa betydelig Læk, at det var sunket. Det maatte losse en stor Del af sin Ladning, og herved lykkedes det at faae Skibet flot. For at forebygge Gjentagelse har Havnevæseneet idag forsøgt at optage Stene ved en stor Dampkran, men dette lykkedes ikke.

(Fyens Stiftstidende 25. juli 1877).

Paaseiling af Langebro. I Torsdags Morges stødte en af de Helsingørske Bugserdampere og en Skonnert, som den skulde bugsere til Helsingør, hvor den skulde repareres, mod Langebro, saa at baade Broen og begge Skibene to endel Skade. Bugserdamperen kom med Skonnerten paa Slæb fra Gasværkshavnen, men havde ikke tilstrækkelig Fart til at arbeide mod den stærke Strøm, som satte Skibene saa voldsomt over mod Kristianshavnssiden, at Skonnerten kom paa Grund og Damperen tørnede mod Broen, hvorved flere af de svære Bjælker paa Siden af Broen knækkedes, og Skibets Skansebekædning ramponeredes. Først efter flere Timers Forløb lykkedes det at faa Damperen klar af Broen, da Strømmen hele Formiddagen var ualmindelig stærk. (Dbl.).

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 20. marts 1880).

Vestre Kirkegaard: Indvielse. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsesvæsenet i København.

Bestyrelsen for dette har fremsat forslag til den fremtidige ordning af begravelserne. Familiebegravelser kan fremtidig ske både på Assistenskirkegård og på Vestre Kirkegård. Prisen på jord er henholdsvis 7 kr. og 5 kr. pr. kv. alen. Linjebegravelser foregår fra 1. maj 1880 udelukkende på Vestre Kirkegård. For jorden betales for 20 år 15 kr. for en voksen, 8 kr. for et barn under 12 år, mod nu fra 4 til 8 kr. efter kapellets beskaffenhed. For jord på 40 år til mindst 2 gravsteder betales 35 kr. for hvert gravsted. Alle linjebegravelser foregår i reglen på en søgnedag i tiden mellem 12 og 2. De foregår ordneligvis fra de forskellige kirkers kapeller (hvor et kapel ikke haves, fra det dertil bestemte sted i kirken), eller fra kapellet på Assistens Kirkegård, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård, eller fra hjemmet. Kisten føres i reglen med rustvogn umiddelbart efter jordpåkastelsen til Vestre Kirkegård for straks ved ankomsten at sænkes i graven. Ønskes en linjebegravelse foretaget om søndagen, bliver en tillægsbetaling af 10 kr. at erlægge til begravelseskontoret. Frijordsbegravelser foregår fra hjemmet eller fra lighuset på almindelig Hospital eller fra de andre af byens hospitaler, eller fra en kirkes kapel, eller fra kapellet på Vestre Kirkegård. For gravs gravning betales 2 kr. for en voksen, 1 kr. for et barn. Bestyrelsen påtager sig at renholde familiegravsteder for fra 4 til 10 kr. efter deres størrelse. Linjegravsteder for 2 jr. og frijordsgravsteder for 1 kr. 

(Dags-Telegraphen (København), 19. marts 1880.)

Kort som viser Vestre Kirkegård 1879, altså før indvielsen af det nye område 1880: Hovedindgangen er angivet som "Vej til vestre Kirkegaard", og svarer til nuværende Baunehøj Alle fra Enghavevej, yderst til højre i fotoet. Vejen førte ind til det sted der i dag er markeret med to mindesten. Kapellet lå et stykke inde på kirkegården, en anelse syd for vejen.   

Københavns Borgerrepræsentanter

(Uddrag af møde 1. april 1880)

Flytningen ud til Vestre Kirkegård var fra 1. maj en nødvendighed, og der krævedes derfor nye regler. Man var snart kommet til det resultat at man foreløbig ikke kunne give definitive regler, men måtte søge at indhøste erfaring. Og derfor var der foreslået så lidt nyt som muligt. Den ene af de to foreslåede hovedforandringer var den at linjebegravelser skulle foregå fra stadens kirker og i reglen på søgnedage. Der foretoges hvert år ca. 3.000 linje-, 1.000 frijords- og 1.000 familiebegravelser. AF 714 linjebegravelser i et kvartal var 360 foretaget om søndagen. Resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. resten på søgnedage. I gennemsnit foretoges 28-30 linjebegravelser om søndagen. Det faldt straks i øjnene hvad der kunne siges mod denne forandring, navnlig hensynet til den arbejdende befolknings bekvemmelighed. Hensynet til publikums tarv havde dog været det overvejende ved forslagets fremkomst, idet man ville undgå genen ved den lange vej til kapellet. Og derved ville den arbejdende befolkning formentlig også vinde. Hos gejstligheden i København var det endvidere et almindeligt ønske at blive fri for at følge med til Vestre Kirkegård, hvilket ønske måtte findes ganske rimeligt og naturligt. For det tredje havde man også ønsket at give begravelsesceremonierne et så smukt og sømmeligt præg som muligt, og undgå de lidet sømmelige massebegravelser. Efter de bestemmelser som gjaldt i København indtil 1812 og endnu gjaldt i Købstæderne, var begravelser om søndagen helt forbudt. Den tid præsterne om søndagen havde til deres rådighed fra gudstjenesten, var egentlig kun fra 12 til 2 hvorfor man måtte indskrænke begravelsestiden hertil. Foruden mange andre grunde måtte det også anses for mindre rigtigt, at netop søndagen gjordes til en særlig streng arbejdsdag for graverne osv. Familiebegravelser foregik jo nu væsentlig om søgnedagen, og det samme burde og kunne forhåbentlig gennemføres for linjebegravelser. Men man måtte ikke fremstille det således som om man derved ville forulempe den lavere befolkning. De foreslåede rustvogne ville senere blive afløst af ligvogne af lettere bygning.

(Dagbladet (København) 2. april 1880.)

Vestre Kirkegård

Den første linjebegravelse på den nye kirkegård finder sted på fredag den 7. maj kl. 12. Samtidig hermed vil kirkegården af stiftsprovsten blive indviet til sin fremtidige anvendelse.

Bestyrelsen for Københavns Begravelsesvæsen,

den 5. maj 1889

(Folkets Avis - København, 6. maj 1880)

Vestre Kirkegård

indviedes i dag til sin nye brug, idet der på denne for første gang fandt en linjebegravelse sted, mens den hidtil kun har været benyttet til frijordsbegravelser. Vestre Kirkegård ligger ud for Carlsberg mellem den gamle jernbanevold og Kalvebod Strand. Vejen derud er en fortsættelse af Enghavevejen. Ved "Jægerhuset" drejer den af og fører op til indgangen. Til venstre for denne ligger ligkapellet, en træbygning med et rum til begravelsesakter; bagved dette er der et andet hvor der er plads til en snes kister. I fornødent fald vil desuden en anden på kirkegården liggende træbygning kunne tjene som ligkapel. Vestre Kirkegård omfatter nu et areal af omtr. 90 tdr. land. hvoraf dog kun et mindre hjørne på 5-6 tdt. land er indhegnet og taget i brug. De prunkløse frijordsgravsteder falder kun lidt i øjnene, men der er foretaget en del plantninger, opkastet småhøje mm. så at pladsen gør et venligt indtryk. Den omtalte første linjejordsbegravelse i dag kl. 12 overværedes af borgmester Hansen og andre medlemmer af kirkegårdsbestyrelsen. Af gejstlige var til stede stiftsprovst Rothe samt præsterne Prior og Paulli. Den førstnævnte holdt en længere tale over graven og indviede forinden jordpåkastelsen kirkegården til dens bestemmelse. Frue Kirkes korpspersonale afsang salmer før og efter talen. 

(Fædrelandet 7. maj 1880.)

Vestre Kirkegård (uddrag)

Der er i kirkegårdens frijord hidtil begravet omtrent 9.000 personer, men af den grund trængtes der ikke til nogen "indvielse", hvorimod indvielsen pludselig blev nødvendig nu da kirkegården blev taget i brug til begravelsesplads for afdøde der skal ligge i "betalingsjord". Det er i det hele taget et brillant system hvorover kristendommens fane vajer!

(Social-Demokraten 13. maj 1880.)

Den nye vestre Kirkegaard. Stiftsprovst Rothe har anmodet bladene om at meddele at den indvielse, der foregik d 7. maj, kun gjaldt det nye stykke af kirkegården, som nu er taget i brug, medens det ældre hidtil benyttede stykke blev indviet d. 2. november 1870

(Fædrelandet 19. maj 1880.)

Kirkegårdsindvielsen i København

Stiftsprovst Rothe meddeler i "Berl. Tid." at det ældre stykke af Vestre Kirkegård blev indviet den 2. november 1870, mens indvielsen den 7. d.s. kun gjaldt det nye stykke. - "Mrgbl." tilføjer: Der står nu blot tilbage at få oplyst hvorfor dette først meddeles nu bagefter, mens der den 7. maj officielt kun var tale om "Indvielsen af Vestre Kirkegård".

(Folketidende, 19. maj 1880.)

"Karens Minde": 1879-1884 Johan Keller. (Efterskrift til Politivennen)

Asyl for uhelbredelige Aandssvage. Ifølge "Nationaltidende" har Prof. Keller faaet Bemyndigelse af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet til at kjøbe Ejendommen "Karens Minde" i Hvidovre Sogn ved den sydlige Ende af Kalleboderne, til der at indrette det i Loven af 24de Maj d. A. bestemte Asyl for uhelbredelige Aandssvage. Den nye Asylbygning, der paatænkes opført under Ledelse af Arkitekt V. Klein, vil kunne give Plads til 80 Patienter, medens Loven kun kræver 60. Bygningsinspektør Chr. Hansen skal paa Regeringens Vegne føre Tilsyn med Bygningens Opførelse.

(Fædrelandet 25. august 1879).

Rigsdagen bevilligede et lån på 110.000 kr. samt et årligt tilskud på 15.000 kr. til fripladser. Den nyopførte bygning var beregnet til 60 "alumner" eller elever som de blev kaldt. For disse penge omdannede professor Johan Christopher Henrich Rummelhoff Keller (1830-1884) ejendommen til en anstalt for udviklingshæmmede - og døve. 

Lystgården blev nedrevet, kun nogle ældre bygninger blev stående og omdannet til økonomilokaler og bolig for funktionærerne (20 personer). Åbningen blev angivet til april 1880. Vilhelm Klein (1835-1913), bror til arkitekt August Klein (1839-1909) var uddannet murer og senere Kunstakademiets Arkitektskole. Han havde på daværende tidspunkt deltaget i udvidelsen af Lægeforeningens Boliger, og deltog i Krigen 1864. Han var kendt for flere større byggerier i København og provinsen.

Plan for Asylet for uhelbredelige Åndssvage på Karens Minde. 1880. Bemærk nordaksen. Planen viser at området vest for bygningerne hvor senere Karens Mindeaksen blev anlagt, var brugt som spadseregårde og urtehave, mens området syd for var mark (ud mod Kalvebodstrand). Det kongelige Bibliotek.

Asyl for uhelbredelige Aandssvage. (Sjællandsp.) I Løbet af et Par Maaneder - formentlig i Begyndelsen af April - vil en ny Afdeling af det af Professor Keller ledede Døvstummeinstitut, nemlig et Asyl for uhelbredelige Aandssvage, kunne finde Ly i den paa Hvidovre Mark ved Kjøbenhavn under Opførelse værende Bygning, hvortil Staten har givet Tilsagn om en aarlig Understøttelse af 15,000 Kr. imod til Gjengjæld at kunne besatte nogle Fripladser. Bygningen opføres af Arkitekt Klein efter en af Kultusministeren prøvet Plan, der er udarbejdet af en i dette Øjemed udnævnt Kommission. Asylet vil faa Plads i umiddelbar Nærhed af Ejendommen "Karensminde", som er kjøbt til at forenes med det, dog saaledes, at Patienterne ville saa Plads i den nve Bygning, og "Karensminde" kun vil blive anvendt til Sygestuer og Bolig for de ved Anstalten ansatte Bestillingsmand og Kvinder. Asylet vil faa sin egen Inspektør samt en Overplejemoder og det fornødne Lægepersonale, men bliver forøvrigt ledet som en Filial af Døvstummeinstitutet. Til Indkjøb af nævnte Ejendom i Hvidovre Sogn og til Opførelse af den nye Asylbygning er der ved Lov bevilget et Beløb af 110,000 Kr. Det temmelig store Areal - ca. 17 Tdr. Land - gjør det let at lade Patienterne faa den fornødne Bevægelse i den friske Luft samt at give dem Sysselsættelse enten med Havearbejde, Agerdyrkning eller anden Beskjæftigelse i det Frie. Asylet skal kunne rumme ca. 60 Patienter, men skal, hvis det gjøres nødvendigt, kunne udvides saaledes, at det kan optage en Fjerdepart saamange til. Den aarlige Betaling for hver Patient vil blive 500 Kr. I særegne Tilfalde vil der kunne tilstedes Fripladser, naar Ansøgning derom indgives.

(Slagelse-Posten 16. februar 1880).

"Opført ved Statens Hjælp af Johan Keller 1879". Mindetavle over en af indgangene til Karens Minde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Asylet for uhelbredelige Aandssvage er nu saa vidt færdigt at det kan aabne sin Virksomhed den 1ste April. Indlægningen. som er beliggende paa "Karens Minde" i Hvidovre Sogn, er 118 Fod lang, 36 a 48 Fod dyb og 26 Fod høi rød med Sandstensornamenter, forsynet med Skifertag, to Etager høi, foruden Loftsrum og Kvistværelser; den har ornamenterede Gavle og to Udbygninger. Den er delt i to fra hinanden fuldstændigt sondrede Afdelinger, den ene for kvindelige, den anden for mandlige Aandssvage; hver af disse er atter inddelt i to, nemlig for Epileptikere i Stueetagen og for Aandssvage, der ikke lide af Epilepsi eller Krampe, paa første Sal, og disse ere igjen tvedelte, for at de Aandssvage skulle kunne sondres saa meget som muligt efter deres aandelige og legemlige Tilstand. Hver af de nævnte otte Afdelinger har sin Sovesal, af hvilke Halvdelen ere 11 Fod høie 19 Fod lange og 16 Fod dybe. Medens de andre ere 11 Fod høie, 28 Fod lange og 10 Fod dybe. Hver af de i fire Hovedafdelinger har sin store Opholds- og Beskjæftigelsessal, 11 Fod høi, 35 Fod lang og 16 Fod dyd, der er tvedelt, for at befordre en hensigtsmæssige Sondring af Patienterne. Alle Vinduer ere forsynede med Laase og smaa Ruder for at forebygge Fare for Fald ud igjennem disse, og Bygningen er udstyret saaledes, med Hensyn til Trapper og Udgange, at Patienterne i Ildebrandstilfælde med Lethed ville kunne føres bort. Opholdsværelserne i Afdelingerne for Epileptikere ere polstrede, ligesom ogsaa de overalt i Asylet anbragte Ventilationsovne ere omgivne med Hylstre for at forhindre Ulykkestilfælde. Ved en gjennemført Ventilation er der sørget for rigelig Luftfornyelse (mindst 1000 Kubikfod Luft i Timen for hver Patient). Overalt er der anbragt Hængelamper for at fjerne Brandfare. Badeværelser med forskjellige Arter af Bade, og Sygestuer ere indrettede i begge Asylets Hovedafdelinger. -De andre Bygninger ere omdannede til Bolig for Inspekteuren og Overplejemoderen, Kontor m. m., samt to Spisestuer, der staaer umiddelbar Forbindelse med Asylbygningen. Desuden er der indrettet nogle Celler for ustyrlige Patienter, forsynede med Høidelys, udvendig Varmeindfyrig og lignende hensigtssvarende Indretninger. Udhuset, der er opført i lignende Stil som Asylet, omfatter Vaskeri, Karlekammer, Stald, Lo, Lade og Vognskur. I de forskjellige Haver er der anbragt Indhegninger, saa at hver Afdeling har sin egen Tumleplads i det Fri; for de Urolige er der indrettet særlige Indhegninger, omgivne af høiere Plankeværker.

(Dagens Nyheder 15. marts 1880).

Karens Minde. Bygninger fra 1879. I avisartiklen overfor står at der var skifertag. Det må i givet fald være udskiftet senere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karens Minde var nabo til Strandholm indtil 1934, en stor villa på den anden side af Enghavevej hvis ejer var Kaj Hjalmar Seierøe Olsen. Den blev erstattet af en boligkarre 1934-35 med navnet Strandholmhus.

Keller døde i maj 1884, fru Keller i 1892. Ved deres død diskuteredes om staten skulle overtage anstalten. Den blev herefter selvejende. I 1895 skøder enkefru Catrine Elizabeth Debora Keller (1833-1906) til Institutionen ”De Kellerske Aandsvageanstalter”. 

Skjønt Bestræbelserne for at lindre de Aandssvages og de Døvstummes sørgelige Stilling i Samfundet kun ere af forholdsvis ny Oprindelse hos os, har man dog faaet den i saa Henseende virkende Organisation ret vidt fremdreven til Trods for, at det er det private Initiativ, væsenligt endog en enkelt Mand, Professor Keller, der har baaret den frem. I de senere Aar har Lovgivningsmagten dog ganske vist faaet Øjet mere og mere op for, at Staten vilde staae sig ved at yde disse Bestræbelser en virksommere Støtte, og en saadan er alt ydet paa forskjellig Vis, dels ved særlige Lovforslag, dels gjennem Bevillinger paa Finansloven, imidlertid kan det have sin Interesse at kaste Blikket paa, hvorledes Hovedinstitutionen, Johan Kellers Abnormanstalter, nu virke. Døvstummeinstitutet, grundet paa Talemethoden, har 108 Elever, hvoraf 95 ere optagne for Statens Regning, imedens 13 ere Privatelever. Der bliver nu med Kultusministeriets Sanktion opført nye Tilbygninger til de Elever, der ikke kunne finde Optagelse i den gamle Anstalt, og disse Lokaler ventes tagne i Brug til Oktober. Udvidelsen muliggjøres ved private Midler, der formenligt ogsaa ville staae til overfor en Tilbygning til Anstalten for særlig abnorme Barn. I Aandssvageanstalten er Elevantallet for Tiden 182, medens der i det ny anlagte Asyl for Aandssvage "Karens Minde" i Hvidovre Sogn er 78 Patienter. Som Følge af, at alle Anstalterne ere fuldt belagte, for ikke at sige overfyldte, har Kultusministeren, som man vil vide, paa Professor Kellers Indstilling fremsat Forflag om en ny Anstalt, der tænkes henlagt til Jyllands Østkyst. 

(Fyens Stiftstidende 16. marts 1883).