Ildsvaaade i Christiansted paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Den 25de Novbr. Kl. 1 om Natten udbrød der paa Hjørnet af Kingsstreet i den vestlige Deel af Christiansted Ild i et Træskuur, tilhørende Hr. H. J. Petersen. Der blæste en stærk Østenvind, som hurtig spredte Gnisterne til de nærliggende Bygninger. Petersens Beboelsesgaard blev frelst, men baade endeel af hans Udbygninger og flere andre Huse (paa Hjørnet mellem Kingsstreet og Kings Cross), tilhørende Miss Rankin, Miss O'Reilley o. A. nedbrændte fuldstændig tilligemed endeel af Indboet. Det lykkedes kun ved den største Udholdenhed fra Brandfolkenes Side at frelse andre nærliggende Huse (deriblandt især Mr. Bradys Gaard) hvis Tage flere Gange stod lys Lue. Indtil Kl. 3 var Faren meget overhængende; først Kl. 4 bleve Brandfolkene Herrer over Ilden. Hele Tiden var Blæsten heftig, og Gnisterne fløi over hele Byen, saa at selv Huse i Strand Street og Princess Street kun frelstes ved Beboernes stadige Aarvaagenhed. Det tilstedeværende Militair ydede fortrinlig Bistand, ligesom ogsaa Befolkningen, især Kvinderne.

Selvfølgelig vare alle Beboerne paa Benene under den heftige Ildsvaade ved hvilken Staden i flere Timer svævede i overhængende Fare. Det uhyggelige forøgedes ved den Opdagelse, man gjorde ved nærmere Undersøgelse af H. J. Petersens Eiendom. hvor Ilden først var opstaaet, at der var tydelige Spor af forsøgt Indbbrudstyveri. En Tyv havde forsøgt at skjære Hul i Skodderne og Døren til det egentlige Varelager for derefter at brække Jernstængerne ud, men havde maattet opgive Forsøget og antages da med Svovlstikker og Lys i Haanden at have ransaget de øvrige Localiteter, hvorved han enten skjødesløst har henkastet de brændende Svovlstikker i det omkringliggende Straa eller af Ondskab sat Ild paa. Politiets Efterforskninger synes til den 11te Decbr ikke at have ført til noget Resultat. At Befolkninger siden den Tid har levet i Frygt for ondskabsfuld Ildspaasættelse, fremgaaer af en Meddelelse af 4de Decbr, ifølge hvilken Christiansted atter blev allarmeret ved Rygter om forsøgt Brandstiftelse paa Mr. Moorheads Huus ligeoverfor den katholske Kirke. Det bekræftedes, at Moorheads Børn om Natten havde hørt to Mænd, der havde sneget sig ind under Husets Galleri, tale sammen; Børnene havde gjort Allarm og Personerne vare løbne deres Vei, men i en Krog ved Galleriet fandt man Apparater til at stikke Huset i Brand: en Pakke Svovlstikker, en Flaske Olie og en Bunke Spaaner, dyppede i Petroleum. Som Følge af denne Opdagelse var det et almindeligt Ønske i Christiansted, at Nattepolitiet maatte blive forøget og skjærpet. Faa Dage efter Ildsvaaden i Christianssted fandt iøvrigt et Indbrud Sted hos Capt. Pantheny i Company Street, hvor Tyven bemægtigede sig nogle Varer og rede Penge. Ogsaa ned denne Leilighed var der henkastet et Stykke Lys i Gaarden.

Iblandt de Mange, der ved Ildsvaaden den 25de Novbr. udmærkede sig ved Aandsnærværelse og Uforfærdethed, nævnes Capt. Thompson fra Skonnerten "Vigilant", som med sin Haaadsprøite bidrog væsentlig til at frelse et af Husene nærmest ved Brandstedet, fra hvilket Gnisterne stadig regnede ned paa ham. Endvidere Mr. Wm. Peedles og Bygnings-Inspecteuren samt Lieutenanterne Schjøtz og Ostermann, der hjalp med at organisere og lede Slukningsarbeidet, og Policeman Jackson. Særlig roses den Ufortrødenhed, hvormed de mange Arbejdere fra Landet, som, allarmerede ved Klokkernes vedvarende Klemten og den ildrøde Himmel vare ilede til Byen, hjalp til med det møisommelige og farefulde Arbeide. Fra Plantagerne "Annas Hope" og "La Princesse" var der i god Tid sendt Sprøiter cg Kar til at bære vand i.

Ved Ilden have endeel Smaafolk mistet alle deres Eiendele. Der er i den Anledning af ansete Mænd udstedt et Opraab, i hvilket hele Christiansted opfordres til ved en Subscription at bevidne sin Taknemlighed for, at det Natten d. 25de Novbr. blev frelst fra en stor Fare.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1880)

Ubekendt fotograf: Kings Street, Christiansted, Saint Croix V.I. U.S.A. Årstal angivet 1917-1949. Bemærk ledningerne. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Dobbeltmordet i Kleitrup (4): Dommene. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen angaaende Mordene i Kleitrup er, ifølge "Hobro Av.", i Løverdags bleven paadømt ved Rinds-Gislum Herreders Extraret. Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke er idømt Livsstraf; Arrestanten Niels Andersen er frifunden for Tiltale med Hensyn til Mordet paa Detaillist P. Pedersen og hans Karl Anders Jensen, men for Bedrageri og falsk Forklaring for Retten idømt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. januar 1880).

Mens overretten maj 1880 stadfæstede Rasmus Pedersen Mørkes livsstraf, blev Niels Andersens dom ændret fra 2 års forbedringshusarbejde til 4 gange 5 dage på vand og brød. Den 20. november 1880 undslap Rasmus Pedersen Mørke fra arresten i Hobro. Han søgte ly på et meget koldt høloft i Fårup som han kendte og levede af at malke køerne om natten. 

Rasmus Pedersen Mørke opsøgte en bekendt, en ledvogter ved jernbanen ved Sabro og bad om noget at spise og drikke. Han aftalte med ledvogteren (hvis familie havde behandlet ham godt) at han ved at udlevere Rasmus kunne få den udlovede belønning på 200 kr. for hans pågribelse. Rasmus blev bragt tilbage til Hobro arrest. 

Nogle dage senere i november stadfæstede Højesteret overrettens dom. 

Højesteretsdommen over Rasmus Pedersen Mørke og Niels Andersen.

Fredagen den 26de November.

Nr. 191. • Advokat Klubien

contra

Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke

(Defensor Galkier),

der tiltales for Drab, Ildspaasættelse, Tyveri og Bedrageri.

Rinds-Gislum Herreders Extrarets Dom af 17de Januar 1880: "Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke bør straffes paa Livet. Arrestanten Niels Andersen bør hensættes til Arbeide i Forbedringshuset i 2, Aar. Arrestanterne bør hver fo, sig betale de med Sagens Undersøgelse, deres Arrest, og Aktionen for Enhvers Vedkommende lovlig forbundne Omkostninger; dog at de En for Begge og Begge for En udrede, i Salairer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Brask og Holm, 40 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 24de Mai 1880: "I Henseende til den Tiltalte Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke, idømte Straf bør Underretsdommen ved Magt at stande. Tiltalte Niels Andersen bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, men iøvrigt har han for Aktors Tiltale i denne Sag fri at være. Aktionens Omkostninger, hvorunder der i Salair tillægges Aktor for Underretten 60 Kr.; Defensor sammesteds 50 Kr. samt Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Fasting og Isaacsen, hver 75 Kroner - udredes af Tiltalte Rasmus Pedersen, hvorhos Tiltalte Niels Andersen in solidum med ham tilsvarer Halvdelen af disse Omkostninger. Det Idømte at efterkommes under Adfærd, efter Loven."

Høiesterets Dom:

I Henhold til de i den indankede Dom for Rasmus Pedersens Vedkommende anførte Grunde kjendes fer Ret: 

Landsoverrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Advokaterne Klubien og Halkier 120 Kroner til hver.

- - -

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke, for Drab, Idspaasættelse, Tyveri og Bedrageri og Niels Andersen ligeledes for Drab, Ildspaasættelse, Tyveri og Bedrageri eller i alt Fald for sidstnævnte Forbrydelse og falsk Forklaring for Retten.

Efter Sagens Oplysninger bleve Detaillist P. Pedersen af Kleitrup, der boede hos sin Brodersøn, Gaardmand P. Mortensen sammesteds, og havde sin Lejlighed i den søndre Ende, af Gaardens østre Længde, samt hans Tjenestekarl Anders Jensen Bødker den 30te Juni f. A. om Eftermiddagen, da Sognefogden tilligemed flere andre Folk med. Magt skaffede sig Adgang til hans aflaasede Bolig, fundne døde i den af dem i Forening afbenyttede Seng med tydelige Tegn paa at være dræbte med Slag i Hovedet, ligesom der var lagt en Strikke om Halsen paa enhver af de Dræbte; der var derhos gjort Forsøg paa at sætte Ild paa Sengen, hvilket dog ikke var lykkedes, idet Ilden kun havde forkullet Sengens ene Endestykke i en temmelig lang men smal Stribe, og endelig vare alle. P. Pedersens contante Penge , der, opbevaredes i et ved Hovedgjærdet af Sengen staaende Skab, samt en Del af de Dræbtes Klæder m. v. borttagne. Ifølge den af Distriktslægen, der samme Dag tilligemed Politimesteren afholdt Syn paa Stedet, afgivne Erklæring, vare begge de Dræbte af hvilke P. Pedersen var omtrent 66 Aar og Anders Bødker' omtrent 62 Aar gammel - blodige i Ansigtet, hvorhos der fandtes paa P. Pedersen over det venstre Øie et trekantet Saar, der trængte igjennem alle Bløddelene, med knust underliggende Rand af Øiegruben, over Næseroden et 11/2" langt Længdesaar med knust underliggende Ben samt fortil paa Halsen en ved Strikken, der dog ikke var sammentrukken, frembragt Strangulationsfure, og paa Anders Bødker -- foruden to Saar, der kun trængte igjennem Huden --- paa venstre Side: af Hovedet et 5" langt Længdesaar med splintret' gabende Brud af Hjerneskallen og, over venstre Øie et 11/2" langt Tversaar, ligeledes med Brud, medens den om ham lagte Strikke laa løs over Hagen, og det af Distriktslægen og Fysikus, der den 3die Juli f. A. foretoge legal Obduktion af de Afdøde, afgivne visum reportum gaar ud paa, at det ved Obduktionen maa anses godtgjort., at Detaillist Petersen og Anders Bødker ere døde ved de Læsioner, der ere bibragte deres Hoveder, hvilke Læsioner ere tilføjede dem i levende Live og maa anset for absolut dødelige, at der paa, Petersen er foretaget Strangulationsforsøg, efter al Rimelighed efterat de dræbende Slag ere tilføjede ham, at der ikke ved Obduktionen er forefunden andet, der tyder paa, at andre forudgaaende , samtidige eller efterfølgende Omstændigheder have været medvirkende til Døden, samt at Læsionernes Beskaffenhed er saaledes, at de kunne være tilføjede med en ved Obduktionsforretningen tilstedeværende Tøjrekølle, der efter Sagens Oplysninger ved Forbrydelsens Opdagelse fandtes liggende ved Fodenden af de Dræbtes Seng tildels under Dynen.

Da Mistanken for at have begaaet eller dog været delagtig i de heromhandlede Forbrydelser snart blev henledet paa Tiltalte Rasmus Pedersen, der tidligere har været straffet, og som kjendte og oftere havde overnattet hos Detaillist Pedersen., hos hvem han navnlig, efter den 25de Juni f. A. at have forladt sit Arbeide i Gundestrup, ogsaa havde tilbragt Natten imellem den 26de og 27de s.. M., hvorpaa han den paafølgende Nat havde været hos en. Husmand i. Hvornum, der ligger omtrent 1/4 Mil fra Klejtrup , blev Rasmus Pedersen eftersøgt og den 3die Juli f. A. anholdt i. Randers, hvor han sammen med en anden Person havde tilbragt Tiden fra den 30te Juni om Morgenen med at svire samt brugt en Del Penge, og han fandtes ved sin Anholdelse i Besiddelse af omtrent 103 Kr. i kontante Penge, en Del gode Klæder samt, nogle andre Gjenstande , hvoriblandt en brun Tegnebog, uden at han -- der, da han forlod sit Arbejde i Gundestrup, kun eiede faa og meget daarlige Klæder, som han endnu den 28de Juni var iført, og af Penge, efter hvad der maa antages, kun omtrent 5 Kr. - var i Stand til at oplyse nogen rimelig Maade, hvorpaa han havde erhvervet alt dette.

Tiltalte nægtede imidlertid at have havt nogen Del i de begaaede Forbrydelser eller, at kunne give nogen Oplysning om disse og fastholdt i lang Tid denne Benægtelse, uagtet Mistanken imod ham, efterhaanden som Undersøgelsen i Sagen skred fremad, mere og .mere bestyrkedes, idet det navnlig oplystes,, at den ovenommeldte brune Tegnebog samt de ved Anholdelsen i hans Besiddelse forefundne Klæder - med Undtagelse af enkelte Stykker , som han havde -kjøbt under Opholdet i Randers - havde tilhørt de Dræbte og endnu den 29de Juni f. A. om Aftenen været i. disses Besiddelse, hvorhos Tiltaltes ovenommeldte gamle Klæder den 30te Juli f. A. bleve fundne skjulte under noget Løv i en Sandgrav i den lidt syd for Klejtrup liggende Lindum Skov, ligesom hans Forklaring om, hvor han havde opholdt sig, fra han den 25de Juni forlod. Gundestrup, indtil han den 30te s. M. kom til Randers, og navnlig Natten imellem den 29de og 30te, viste sig at være urigtig.

(Fortsættes, i næste Nr.) 

(Højesteretstidende 1880-1881, nr, 32)

(Fortsættes fra Nr. 32)

Nr. 191

Advokat. Klubien

contra

Rasmus Pedersen, med Tilnavn Mørke (Defensor Halkier).

Imidlertid var Mistanken for paa en eller anden Maade at være impliceret i de begaaede Forbrydelser efterhaanden tillige bleven rettet paa forskjellige andre Personer og deriblandt Tiltalte Niels Andersen, der nogen Tid iforveien havde tjent sammen med Rasmus Pedersen i Gundestrup og den 29de Juni var bleven bortvist fra sin Tjeneste hos Kromanden i Purhus Kro, og efterat Niels Andersen den 3die August. f. A. var bleven anholdt paa Hovedgaarden Store-Restrup i Hvornum Herred, hvor han havde indfundet sig den 2den Juli om Aftenen og siden den Tid havt Tjeneste, afgav han den 7de August en Tilstaaaelse, der - efterat han i en Række senere Forhør havde i forskjellige, tildels væsentlige Punkter forandret og berigtiget samme - gik ud paa Følgende: Den 29de Juni om Aftenen ved Solnedgang kom Tiltalte til sin Moders Bolig i Hørby, hvorfra han imidlertid noget senere; da Moderen og hans Sødskende vare gaaede til Ro, ubemærket sneg sig bort for at gaa, til Øls Krat og der træffe sammen med Rasmus Pedersen, hvem han havde lovet at ledsage til Detaillist Pedersen, af hvem Medtiltalte vilde laane Penge. Paa Veien til Klejtrup blev det imidlertid efter Rasmus Pedersens Forslag aftalt imellem dem, at de, efterat være blevne lukkede ind hos P. Pedersen„ skulde søge at stjæle sammesteds og, hvis P. Pedersen og hans Karl skulde vaagne og vilde gjøre Anskrig, slaa dem begge ihjel, i hvilket Øiemed Rasmus Pedersen medtog en Tøjrekølle, som henlaa i en Sivbusk i Nærheden af P. Mortensens Gaard , ligesom det tillige blev aftalt, at de, naar Mordene vare begaaede, skulde for at skjule Udaaden, brænde Huset af. Efterat de omtrent Kl. 11½ vare blevne lukkede ind hos P. Pedersen og der havde tilbragt omtrent en Timestid i en i Sovekammeret staaende Slagseng, indtil P. Pedersen og Anders Bødker vare faldne i Søvn, stod Rasmus Pedersen op og gav sig til at søge omkring i Stuen for at stjæle, og da Anders Bødker nu vaagnede og gjorde Mine til at springe ud af Sengen, dræbte Rasmus Pedersen ham ved at slaa ham i Hovedet med den ommeldte Tøirekølle, som Tiltalte nu efter hans Opfordring hentede til ham ude fra Forstuen, hvor Rasmus Pedersen ved Ankomsten havde sat den fra sig, hvorpaa han med Tiltaltes Bistand lagde en Strikke, som han førte med sig, om Halsen paa P. Pedersen, der imidlertid ligeledes var vaagnet, og efterat først Tiltalte og siden Rasmus Pedersen havde trukket i Strikken, saa at P. Pedersen var begyndt at kvæles, dernæst ligeledes ved Kølleslag dræbte denne. Rasmus Pedersen opbrød nu det i Værelset Elaaende Skab og udtog deraf en Pakke Papirer samt tilegnede sig en Del Klædningsstykker, og efterat han derpaa havde taget noget Papir og nogle Pakker og lagt dem under Sengen, uden at Tiltalte imidlertid saa, om han tændte Ild deri, forlode de begge Gjerningsstedet, efterat Rasmus Pedersen havde aflaaset Døren og medtaget Nøglen, og fulgtes ad til Lindum Skov, hvorfra Tiltalte uden at have faaet nogen Andel i Udbyttet af Tyveriet eller noget andet Vederlag for den Medtiltalte ydede. Bistand, gik til sin Moders Hjem, hvor han gik i Seng uden at Nogen mærkede hans Komme, medens' Rasmus Pedersen, efter først at have været længere inde i Skoven, hvor han skiftede Klæder i eller ved en Sandgrav, gik bort i Retning af Sønder-Onsild. Ved et den 8de August paa Gjerningsstedet afholdt Forhør, under hvilket der blev givet Tiltalte Leilighed til at paavise de Steder, hvor han efter sit Udsagn havde færdedes med Rasmus Pedersen, paaviste han derhos i Udkanten af Lindum Skov et Sted, hvor han angav, at Rasmus Pedersen var gaaet ind i Skoven for at klæde sig om, og ved at følge denne Anvisning stødte Retten ogsaa i ca. 200 Alens Afstand derfra paa den Grusgrav, i hvilken Rasmus Pedersens gamle Klæder virkelig, efter hvad der derefter blev oplyst, kort i Forveien vare fundne, om hvilken Grusgravs Beliggenhed Retten og de den ledsagende Personer maa antages paa den Tid at have været uvidende.

Den 19de September f. A. begjærede Rasmus Pedersen sig fremstillet for Retten og tilstod nu, at han havde dræbt Detaillist Pedersen og Anders Bødker ved at slaa dem i Hovedet med den paa Gjerningsstedet fundne Tøirekølle , og han har i dette og flere senere Forhør herom afgivet følgende Forklaring. 

Den 28de Juni f. A. lidt efter Middag forlod Tiltalte det Hus i Hvornum, hvor han havde tilbragt den foregaaende Nat, for at gaa til Gundestrup, men blev af en stærk Tordenbyge foranlediget til at søge Ly i et Tørvehus ved Jonas Nielsens Gaard i samme By, og medens han opholdt sig her, opstod Tanken om at dræbe P. Pedersen og dennes Karl hos ham, hvilket ikke skete af Hævnlyst, da han ikke nærede Fjendskab imod nogen af dem, men alene, for at stjæle, idet han - der dengang var ganske blottet for Penge, og som meldt kun havde meget daarlige Klæder indsaa at han ikke vilde kunne komme til at stjæle fra P. Pedersen uden at han først aflivede denne og Anders Bødker. Han forblev nu i Tørvehuset til efter almindelig Sengetid, da han begav sig ad Kleitrup til, idet han medtog en Tøirekølle, som han fandt paa Marken i Nærheden af Jonas Nielsens Maltkølle, samt en ved denne henlagt Frakke, men da han dengang ikke havde Mod til at udføre Gjerningen, fordi han var ædru, gik han ind i et til P. Mortensens Gaard hørende Bagerhus, hvor han lagde sig til Hvile, efterat have henlagt Tøirekøllen i en Sivbusk i Nærheden, og senere hen paa Natten herfra, idet han medtog Tøirekøllen, hen til Detaillist Pedersens Pakhus, til hvilket han skaffede sig Adgang ved at krybe ind gjennem en Luge. Her opholdt Tiltalte sig - med Undtagelse af en kort Tid, da han var henne ved et tæt ved Pakhuset liggende gammelt Voldsted - hele den paafølgende Dag indtil om Aftenen Kl. 11 a 12, da han, der imidlertid under Opholdet i Pakhuset havde drukket en Del Vin og Brændevin, som han fandt sammesteds, medens han derimod intet havde faaet at spise, siden han den foregaaende Dag havde forladt den ovenommeldte Husmand i Hvornum og som derfor var bleven temmelig beruset, gik hen til P. Pedersens Leilighed og paa sin Anmodning blev indladt af P. Pedersen og af denne fik Tilladelse til at lægge sig i den ovenommeldte Slagseng. Efterat have sovet her i vel omtrent 4 Timer, stod han op og listede sig uden først at klæde sig paa og idet han var ganske nøgen - eftersom han havde skilt sig af med sin Skjorte, uden at han iøvrigt vil kunne erindre, naar og hvorledes dette er sket - ud i Forstuen efter Tøirekøllen, som han havde bragt med sig, indsvøbt i Jonas Nielsens Frakke, og lagt fra sig ude i Forstuen, og idet han nu stillede sig ved Skabet bagved Hovedenden af Sengen, hvori P. Pedersen og Anders Bødker laa stille og efter hans Formening sov, slog han dem med Køllen i Hovedet, men skjøndt hans Rus efter hans Forklaring dengang var gaaet noget over, vil han dog endnu have befundet sig i en saadan Sindsbevægelse, at han ikke kan mindes de nærmere Omstændigheder ved hans Fremgangsmaade, og han har navnlig erklæret sig ude af Stand til at oplyse, hvem af de Paagjældende han først slog, og hvormange Slag han gav dem, ligesaalidt som han, uagtet han gjentagende og indtrængende har været opfordret til at tænke sig om i saa Henseende, vil kunne erindre, at han, efterat have ihjelslaaet dem, har lagt Strikker om Halsen paa dem eller overhovedet at han har været i Besiddelse af de ovenommeldte Strikker. Efterat han havde udført Mordene, lagde Tiltalte Køllen fra sig i Sengen og trak Dynen op over de Myrdede, hvorpaa han af P. Pedersens Skab, som han oplukkede med Nøglen, der sad i Laasen, tilegnede sig et større Pengebeløb, som det maa antages mindst 326 Kr., der laa dels i den ovenommeldte Tegnebog dels i en Lærredspung, som han ligeledes medtog, og dels løst i Skabet, ligesom han endvidere tilegnede sig en Del Klædningsstykker og noget usyet Tøi - som det maa antages af Værdi tilsammen omtrent 60 Kr. - der beroede paa forskjellige Steder i Stuen, og som han fyldte i en ligeledes i Stuen liggende gammel Sæk, og endelig tog han paa Bordet i Boutiken ved Siden af Sovekammeret to Spiddelys, stillede dem under Sengen, hvori de Myrdede laa, og tændte Lysene i den Tanke, at Gaarden skulde brænde, i hvilken Henseende han nærmere har udsagt, at han - der vidste, at der i Gaarden foruden de Dræbte boede to Familier - ikke har kunnet være uvidende om, at han ved Ildspaasættelsen udsatte de til disse Familier hørende Personers Liv for Fare, men at han ikke har havt til Hensigt at de skulde indebrænde eller - som han ogsaa har udtrykt sig - at han ikke saaledes nøje har tænkt over denne Mulighed, men forholdt sig noget ligegyldig derved, og at det, da det var Dag, maatte formodes, at Ilden, hvis den var udbrudt, hurtigt vilde være bleven bemærket og de ommeldte Personer da være blevne frelste, hvad der iøvrigt efter Sagens Omstændigheder ogsaa nærmest er Føie til at antage. - Tiltalte, der formener, at han neppe har brugt mere end 1/4 Time til at udføre Drabene, Tyverierne og Ildspaasættelsen, forlod nu omtrent Kl. 4 om Morgenen P. Pedersens Bolig, som han aflaasede efter sig med Nøglen, der laa inde i Stuen, og som han senere vil have bortkastet tilligemed Nøglen til Skabsdøren, og gik til Lindum Skov, hvor han iførte sig en Del af de stjaalne Klæder og nedlagde sine egne gamle Klæder tilligemed den Jonas Nielsen frastjaalne Frakke i den ovenommeldte gamle Sæk, som han skjulte i den Grusgrav, hvor den som meldt senere blev funden, hvorefter han begav sig til Onsild Station og kjørte med Morgentoget derfra til Randers. 

I den P. Pedersen frastjaalne Tegnebog fandtes foruden Pengene en Sparekassebog og to med Stempel forsynede Dokumenter, som det maa antages Obligationer, men disse saavelsom Sparekassebogen vil Tiltalte have bortkastet paa Vejen fra Lindum Skov til Onsild Station.

Efterat Tiltalte Rasmus Pedersen i Forhøret den 19de September havde afgivet Tilstaaelse om at have forøvet de ommeldte Mord og Tiltalte Niels Andersen var bleven bekjendt hermed, har denne i et den 22de s. M. afholdt Forhør fuldstændigt tilbagekaldt sin tidligere Tilstaaelse om at have været delagtig deri og derimod paastaaet - hvad han senere vedholdende har fastholdt - at han ikke har havt nogensomhelst Del i Mordet, men at hans hele Forklaring herom var opdigtet, og at han har tilbragt hele Natten mellem den 29de og 30te Juni i sin Seng hjemme i hans Moders Hus i Hørby, der er beliggende omtrent 1½ Mil fra Gjerningsstedet, hvorhos han som Motiv til, at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, har udsagt, at han fra Begyndelsen af havde ladet sig bevæge hertil ved Haabet om, naar han oplyste Noget, at faa Tilladelse til at bruge Skraatobak i Arresten, og at han, efterat have gjort det første Skridt, har ladet sig forlede til at gaa videre og efter de til ham rettede Spørgsmaal give Forklaring om , hvad han ikke vidste, dels af Frygt for at blive belagt med Haandjern, dels i den Tanke, at han derved kunde bidrage til at fælde Rasmus Pedersen, hvem han var vred paa; og om hvis Skyld han ikke nærede nogen Tvivl. Tiltalte Rasmus Pedersen - der iøvrigt i det første Forhør, hvori han afgav Tilstaaelse, udtalte, at han vel syntes at mindes, at der var en Person med ham, men at han ingeri tydelig Erindring havde, om det var Tiltalte Niels Andersen eller en Anden - har ogsaa senere paa det Høitideligste forsikkret, at han ikke ved at have den 29de eller 30te Juni set noget til Niels Andersen enten før, under eller efter Mordene, hvilke han ved at have udført alene uden Nogens Hjælp, og denne Forklaring har han siden efter under hele Undersøgelsen bestemt fastholdt.

Medens nu den af Tiltalte Rasmus Pedersen afgivne Tilstaaelse i det Væsentlige er bestyrket ved Sagens øvrige Oplysninger, saa at der navnlig ikke er nogen Føie til at betvivle Rigtigheden af hans Tilstaaelse, forsaavidt hans egen Virksomhed angaaer, med Hensyn til hvilken det herefter alene henstaar uopklaret, om han foruden at have bibragt P. Pedersen og Anders Bødker de dræbende Slag med Køllen tillige har lagt dem Rebene om Halsen, hvad han, som meldt, ikke vil kunne erindre, men dog under den fortsatte Undersøgelse har erkjendt at maatte have gjort, eftersom der Ingen var med ham, bør der derimod - uanset Bestemmelsen i Lvs, 1-15-1 - ikke lægges afgjørende Vægt paa Tiltalte Niels Andersens først afgivne Tilstaaelse om at have været delagtig i Gjerningen; thi skjøndt denne Tilstaaelse, som Niels Andersen i Hovedsagen fastholdt gjennem en Række af Forhør, efterhaanden blev en Del bestyrket ved, hvad der ellers fremkom under Sagen, og i Særdeleshed derved, at han, som ovenfor anført, var i Stand til med temmelig Nøjagtighed at angive Beliggenheden af den Grusgrav, hvori Rasmus Pedersen samme Morgen, Mordene vare forøvede, havde skjult sine gamle Klæder - hvad han senere har angivet udelukkende at skyldes en løs Gjætning - hvorhos denne Tiltalte ogsaa har kunnet give Forklaring om andre under Sagen oplyste Enkeltheder, som det vanskelig kan forstaas, at han kan have været vidende om, uden paa ens eller anden Maade at have været i Ledtog med Rasmus Pedersen, saasom at Sidstnævnte ingen Skjorte havde paa den Nat, Udaaden blev forøvet, at han havde havt Tøirekøllens skjult, først i Nærheden af P. Mortensens Gaard og senere i P. Pedersens Forstue, at han forinden Gjerningen havde ligget i Slagsengen, at han ved sin Bortgang fra. P. Pedersens Bolig aflaasede Døren og medtog Nøglen m. V., er der dog paa den anden Side oplyst flere Omstændigheder, der, skjøndt hans alibi ikke derved kan anses tilfalde godtgjort, dog i og for sig gøre det mindre sandsynligt, at han har været tilstede paa Gjerningsstedet paa den Tid Mordene bleve forøvede, og i ethvert Fald bestyrkes hans senere Forklaring Om ikke at have deltaget i disse, i høi Grad ved Tiltalte Rasmus Pedersens bestemte Benægtelse heraf, hvorved ogsaa kan bemærkes, at den i P. Pedersens Soveværelse staaende Slagseng, hvori Rasmus Pedersen sov forinden Gjerningen, og som maa antages at have været saa smal, at der kun kunde ligge et Menneske i den, med mindre den var helt udtrukken, efter flere Deponenters Udsagn efter Mordene blev befunden ikke at være helt udtrukken, ligesom ogsaa Nedtrykket i Sengklæderne skal have tydet paa, at der kun havde ligget et Menneske deri. Iøvrigt skildres Tiltalte Niels Andersen af mange Personer, der tidligere have havt Leilighed til at lære ham at kjende, som en i hel Grad løgnagtig og upaalidelig Person, paa hvis Fortællinger Ingen troede, og hans Forklaringer under Sagen have ogsaa i: mange Henseender været vitterlig usandfærdige. Der kan herefter ikke anses tilveiebragt Bevis for, at Tiltalte Niels Andersen har været delagtig i den omhandlede af Tiltalte Rasmus Pedersen forøvede Udaad, men skjøndt der saaledes forsaavidt denne Del af Sigtelsen angaar, maa gaas ud fra, at hans først angivne Forklaring har været urigtig, vil der dog, idet der efter det Ovenanførte ikke er tilveiebragt noget positivt Bevis for den nævnte Forklarings Urigtighed, alleredeaf denne,Grund ikke kunne paalægges ham særlig Straf i saa Henseende, navnlig forsaavidt han alternativt er sat under Tiltalte for falsk Forklaring for Retten....

Foruden de ovenfor omhandlede af Tiltalte Rasmus Pedersen tilstaaede Forbrydelser har denne Tiltalte endvidere tilstaaet, hvad ogsaa stemmer med Sagens øvrige Oplysninger, at han en Dag - som det maa antages i Begyndelsen af Juni Maaned f. A. - har i Smed Jens Sørensens Kammer i Purhus Kro hvortil han skaffede sig Adgang ved at udtage et udvendig tilspigret Vindue og stige ind gjennem Vinduesaabningen, tilvendt sig 20 Øre og noget Øl, hvilket sidste han drak, at han, da han den 25de s. M. forlod Gundestrup, har medtaget en Lærredspose af Værdi 25 Øre, der tilhørte en Dagleier, og en til 45 Øre vurderet Kniv, der tilhørte Pigen Frederikke Rosborg, hvilke Gjenstande ere bragte tilstede under Sagen og udleverede de respektive Eiere, samt at han en Dag i Januar Maaned 1874 ved sin Bortgang fra en Gaard i Hvornum, hvor han havde tilbragt Natten forud, har tilvendt sig nogle, en Tjenestekarl sammesteds tilhørende, Klæder af Værdi 14 Kr. tilligemed en Pengepung, hvori der fandtes 3 Rdl. 14 Sk. Endelig har Rasmus Pedersen vedgaaet, at han har beholdt og disponeret over nogle Klædningsstykker, som han kort Tid forinden han begik det sidstommeldte Tyveri, havde laant af en svensk Karl ved Navn Niels, der ikke er afhørt under Sagen. For denne tiltaltes Vedkommende er der eiheller Spergsmaal om Erstatning under Sagen.

Tiltalte Rasmus Pedersen er født den 27de September 1841 og har tidligere flere Gange været straffet, senest, ifølge Overrettens Dom af 21de Januar 1878 efter Straffelovens §§ 231 første Led og 253 med Forbedringshusarbeide i 1 Aar, og han er nu for med Overlæg at have skilt Detaillist P. Pedersen og Anders Jensen Bødker ved Livet ved Underretsdommen rettelig dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet, hvorved den Straf vil være absorberet, som han endvidere har forskyldt for forsøgt Ildspaasættelse efter samme Lovs § 281 jfr. § 46, samt for sit øvrige ovenfor omhandlede Forhold efter § 232, tildels sammenholdt med § 229 Nr. 4 og efter § 64 jfr. §§ 230 første Led og 253. 

Tiltalte Niels Andersen - der er født: den 18de Juni 1852 og tidligere har været straffet ifølge Rinds-Gislum Herreders Extraretsdom af 27de Juli 1875 efter Straffelovens § 253 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage og efter Hasle m. f. Herreders Extraretsdom af 25de November 1878 efter § 228 med samme Straf - vil for de af ham begaaede Bedragerier være at anse efter Straffelovens § 253 med. en Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand eg Brød i 4 Gange. 5 Dage."

(Højesteretstidende 1880-1881, nr, 33)

I december 1880 afslog Christian 9. at ændre straffen til tugthusarbejde på livstid:

Rasmus Pedersen (Mørke), der begik Dobbeltmordet i Kleitrup ved Hobro og i alle Instantser er dømt fra Livet, er ikke af Højesteret blevet indstillet til Benaadning med Tugthusstraf paa Livstid, og det maa derfor antages, at Livsstraffen vil blive eksekveret, idet Benaadning kun plejer at gives, naar Indstilling herom sker fra Højesteret, eller dog en Del af de voterende Assessorer udtale sig derfor, medens i nærværende Tilfælde efter Forlydende kun 1 af de 10 voterende Dommers har været stemt derfor. At en saadan Indstilling ikke har fundet Sted, er naturligvis en Følge af, at den Dømte har gjort sig skyldig i en særlig afskyelig Forbrydelse ved at dræbe tvende sovende Personer, efter at de havde indladt ham i Huset for at yde ham Nattelogis, hvorhos Motivet har været af den laveste Art, nemlig det at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge. I det Hele skal man af Forbryderen have modtaget et højst uhyggeligt Indtryk, idet han synes at have været aldeles ligegyldig for Menneskeliv. Henrettelsen vil ifølge Lovens Bestemmelse finde Sted i den Jurisdiktion, i hvilken Forbrydelsen er begaaet, og blive udført af Landets Skarpretter, der saa vidt vides første Gang gaar til denne Gjerning, idet det nu er adskillige Aar siden, at Livsstraffen er bleven fuldbyrdet. I tidligere Tid vare Henrettelser som bekjendt langt hyppigere, og i Middelalderen havde vistnok endogsaa enhver Kjøbstad en Bøddel, idel der jo den Gang i mange Tilfælde fandt Hængning Sted endog for Tyveri, ligesom endvidere Straf med Gabestok, Kagstrygning osv., hyppigt fandt Sted. Endnu i Frederik den Sjettes Tid var det ukjendt, at Personer, der havde begaaet Mord, bleve benaadede med Tugthusarbejde paa Livstid, og det er egentlig først i den sidste Snes Aar, at Tidsaanden er gaaet i en anden Retning. I Overensstemmelse hermed har den nye Straffelov afskaffet Livsstraffen i en stor Mængde Tilfælde, hvori den tidligere var fastsat, idet den ældre Lovgivning altfor meget var stridende imod den nyere Tids Aand og f. E. endog satte Livsstraf for Brandstiftelse, naar Nogens Liv derved var udsat for Fare. Imidlertid er der dog i hver Jurisdiktion forbeholdt en Plads til Retterstedet, som man fra Arilds Tid har benyttet dertil. Posten som Skarpretter er under de nuværende Forhold næsten en Sinekure, men lønnes dog godt, saa vidt vi vide med 1200 Kr. aarlig.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 20. december 1880).

Morderen Rasmus Mørke, der siden sin korte Udflugt har været lænket, fik ifølge "Vends. Td." den 22de ds. sin Dødsdom forkyndt. Hvorledes han tog imod den, er Bladet ubekjendt, idet Politiet passer betydelig bedre paa Efterretninger fra Fængslet, end det passede paa Rasmus Mørke selv. To stærke Mænd have det uhyggelige Hverv Dag og Nat at holde Vagt over den dødsdømte Morder, som ellers skal forholde sig ret rolig, dog som det synes uden nogen egenlig Anger. I alt Fald tillægger man ham den Ytring, at han ikke et Øjeblik fortryder at have dræbt Kjøbmand Per Persen, hvorimod vel gjør ham ondt, at Karlen maatte med. Dette er dog mulig en Gjenklang fra de Medlidendes ytringer udenfor Fængslet. Næppe var det nemlig bekjendt, at Dødsdommen skulde fuldbyrdes, før Stemningen mange Steder slog fuldstændig om til Fordel for Morderen, og man fandt da de talrigste Undskyldninger for hans Forbrydelse. Man skumlede over Maaden, hvorpaa Per Persen var  kommen til sin Formue; der gik Rygte om, at en af de fire Arvinger endog skulde have afslaaet sin Part (20,000 Kr.) af Arven, og Rasmus Mørke skal endnu Aftenen før Forbrydelsen være bleven mindre pænt behandlet ved en Handel hos ham. All dette er dog selvfølgelig kun Udslag af Folks Øllebrødsbarmhjertighwd. Henrettelsen, der vil ske i Kleitrup, vil sandsynligvis først blive foretaget om 3-4 Uger.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. december 1880).

Brev fra St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

 St. Croix, den 22de Oktober 1880 *)

Hr. Redaktør! Ved at optage adskillige Breve fra St. Croix i Deres ærede Blad, har De vist, at De interesserer Dem for Forholdene her paa Øen, og dette giver mig Mod til at anmode om, at ogsaa efterfølgende Linier maa blive bragte til Deres Læseres Kjendskab, blandt hvilke jeg antager HS. Excell. Finansministeren findes, eftersom han har beordret konst. Toldforvalier Richter af Frederikssted at anlægge Sag imod Hr. P. C. Birch for dennes Brev i Morgenbladet af 19de August d. A.

Det er en bekjendt Sag, at det i en forbavsende kort Tid er gaaet saaledes tilbage med St. Croix, at ikke alene en stor Del af dens Ejendomsbesiddere ere gaaede fra Gaard og Gods, men at selve Kommunen St. Croix, hvis dens Affærer nu skulde opgjøres, maatte erklæres at være fallit.

Spørges der, hvad den danske Regering har gjort for om muligt at hindre eller dog modarbejde denne Tilbagegang, kan Svaret kun blive, at den nu og da har sendt os et Palliativ i Form af nogle hundrede tusinde Kroner, dels til Fælleskogeriet og dels til Udlaan blandt Plantere; men om der var blevet sendt os Millioner i Stedet for Tusinder, vilde dette dog kun have været det samme som at fylde Vand i Danaidernes Kar, saa længe Administrationen itke vidste at benytte dem paa rette Maade, og at den nuværende Administration ikke er stiv i den Økonomi, som passer for vore Forhold, synes at maatte være gaaet op for den ærede Finansminister for lang Tid siden.

Guvernør Garde gik til Danmark i 1876 for at arbejde paa Oprettelsen af et Fælles-Sukkerkogeri; han trak sin fulde Gage, som uden Taffelpenge er henved 30,000 Kr. aarlig, og brugte desforuden nok ca. 20,000 Kr. extra, saa det ses, at han kunde rejse som det passer sig en Mand af 2den Klasse i Rangen. Med Hensyn til den Maade, hvorpaa den sidste Sum var bleven anvendt, gjorde et Kolonialraadsudvalg vel nogle Bemærkninger, men disse kom kun ud til Befolkningen ved privat Omtale, da Betænkningen, hvori de fandtes, blev lagt paa Hylden. Naar man for et Tidsrum af 9 Maaneder faar et Beløb af ca.44,000 Kr., saa kan man nok harve Kræfterne ved lige til at udføre en Mængde Arbejde, og Guvernøren arbejdede saa vedholdende, at det virkelig for en stor Del maa tilskrives ham, at vi fik et Kogeri; men saa kommer Skyggesiden, hans begrænsede Indsigt i Økonomien; han fik nemlig sat igjennem, at Kogeriet blev lagt ved den østlige Grænse af det dyrkede Land.

Vilde en Mand hjemme anmode om Tilskud af Statskassen eller af Private til Anlæg os f. Ex. et Fællesmejeri paa Grænsen mellem den jydske Hede og det opdyrkede Land - og til Begrundelse af det nyttige i et saadant Foretagende anføre, at naar først Mejeriet var der, vilde dette foraarsage, at Kapitalen kom frem og omdannede Heden til Græsgange - saa vilde man vel betakke sig. Men noget lignende er det, man her har gjort. Man sagde nemlig, at naar vi først havde et Fælleskogeri, saa vilde Kapitalisterne komme og opdyrke den østlige Tel af Øen, som er vor Hede. Havde man i Stedet for dette lagt Kogeriet i den vestlige Del af Landet, hvorfra mindst de to Trediedele af Øens hele Sukkerudbytte kommer, saa vilde man i Aar have faaet en tilstrækkelig Tilførsel af Rør.

I Danmark kjendes vore stedlige Forhold saa at sige slet ikke, og de Stemmer, som hernede rejste sig imod Anlægsstedet, kunde ikke komme hurtig nok til at gjøre sig gjældende hjemme; men lad os nu være fuldkommen ærlige, er der nogen eneste forstandig Mand paa St. Croix, der vil paastaa, at man ved Hjælp af Kapital kan bringe saa meget Sukker ud af den Del af Landet, der ligger Øst for en Linie trukken fra Plantagen Casse Garden til Kristianssted, at man kan sige. Kapitalen er vel anvendt - sikkert ikke.

Og som Guvernøren saa fejl med Hensyn til Anlægsstedet af Kogeriet, saaledes saa han fejl med Hensyn til Anbringelsen af de faa Soldater, vort Pengevæsen tillod os at holde. Her var hans første Argument vel Disciplinen, men Økonomien maatte dog drages til Hjælp saa vel her som i Spørgsmaalet om Politistyrken i Frederikssted, hvis Afgjørelse havde til Følge, at den dygtige Politimester Egge gik af med en Pension, der var mere end stor nok til at betale for den Forøgelse af Styrken, han ansaa for nødvendig til at holde Ro og Orden i sit Embedsdistrikt, og som han sikkert vilde have holdt Ro og Orden med, saa at Arbejderurolighederne i Oktober 1878 ikke vilde have fundet Sted.

Ved Hr. Egges Pension lagdes der en Byrde paa St. Croix; men til Gengæld mener Guvernøren, at han har sparet Øen for en Byrde ved i Stedet for at foraarsage karakt. Kaptejn Boye pensioneret at faa ham anbragt som Toldforvalder i Kristianssted . Man skulde virkelig tro, at vi levede i Tiden før 1842, da alle uundværlige Militærpersoner bleve anbragte i Told- eller Postvæsenets Tjeneste. Hvad vilde Grev Sponneck, Skaberen af Moderlandets nuværende dygtige Toldvæsen, som Finansminister havde sagt, om en Guvernør var kommen til ham med en Indstilling af denne Natur; han vilde sikkert have fortalt ham, at Toldforvaltere af den Slags kunde foraarsage Tab, der oversteg Pensionsbeløbet adskillige Gange.

Om Økonomien har spillet nogen Rolle ved Konstitutionen af Guvernørens tidligere Huslærer som Toldforvalter i Frederikssted, skal være usagt.

Men Guvernørens administrative Mangler ere ikke alene til Skade for Kolonialkassen, ogsaa Statskassen lider derved, thi en Mand med en bedre Indsigt vilde vist for længe siden have raadet Finansministeren til ikke at begrave flere Penge i Plantagen Work and Rest. Det er næppe for meget sagt, at der gjennemsnitlig sattes 20,000 Kroner aarlig over Styr paa denne Ejendom, der oven i Kjøbet tilhører en privat Mand.

Af det  lidet, som her er anført, turde maaske være fremgaaet, at hvad vi trænge til, er en Forandring af Administrationen. Alligevel synes Finansministeren, eller maaske rettere Kolonialdirektøren at ville bolde paa Hr. Garde til det yderste. **)

Hvis vi fik en Kommission, bestaaende af tre Medlemmer, som højeste Myndighed, saaledes som foreslaaet af nogle Medlemmer af Folketinget, vilde den efter et toaarigt Ophold her kunne have gjort sig saa bekjendt med Forholdene, at de Forslag, som udgik fra den, sikkert vilde blive modtagne med fuld Tillid af Autoriteterne i Moderlandet, og ingen her, som kan have nogen begrundet Mening om Øens agronomiske Forhold, tvivler om, at Forslagene vilde gaa ud paa, at største Delen af det Land, som ligger vest for den ovennævnte Linie, kunde ved passende Behandling give et saa stort Udbytte, at Øen, med en timelig Hjælp, inden faa Aar vilde kunne staa paa sine egne Ben

For Øjeblikket staar Haabet højt hos det store Flertal af Øens Befolkning, som ikke hylder det nuværende Regimente. Dette skriver sig fra, at vor ellers saa stilfærdige Præsident og Viceguvernør endelig skal have fundet, at det nu gik for vidt med den Maade, hvorpaa der traadtes op ligeover for ham, og derfor har klaget til Ministeriet; dette turde endelig aabne Øjnene hjemme.

Før jeg slutter, skal jeg endnu kun oplyse, at skjønt Ordren om Sags Anlæg mod Hr Birch kom herud den 15de September, er han dog endnu ikke stævnet til at møde for Retten, hvorfor ogsaa nogle mene, at man slet ikke tør stævne ham, da alt, hvad han skrev i Morgenbladet, jo var fremsat af ham tidligere saa vel skriftlig som paa Tryk - med Undtagelse af Ikke-Førelsen af de fire Bøger, som kun har været fremsat skriftlig for Guvernementet i Begyndelsen af indeværende Aar - uden at der er foretaget noget imod ham. Men i denne Slutning tager man dog vist fejl, thi for Ordrens og sit Embedes Skyld kan Toldforvalteren ikke undlade at anlægge Sag. 

*) Brevet har i nogen Tid maattet vente paa Plads.

**) Dette skal dog nu ikke længer være Tilfældet. Morgbl.s Red.

(Morgenbladet (København) 1. december 1880).

Guvernør Janus August Garde (1823-1893) var søofficer og havde sejler med forskellige skibe. Han var havnekaptajn i København 1860-1872. Herefter blev han guvernør over De danskvestindiske øer. Han trak sig i 1881.

Ubekendt fotograf: Plantage. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

En Grønlænderkoloni i København. (Efterskrift til Politivennen)

Fra København skrives til "Horsens Av.": Ude paa Kalkbrænderivejen, noget afsides, ligger en Nybygning, som ikke i det Ydre udmærker sig fremfor Nabo- eller Genbohusene, og som man vil gaa forbi uden at skænke det en Tanke, dersom man ikke vidste, at det omslutter den ny Grønlænderkoloni, som man haaber, og det vistnok med Rette, skal faa Betydning for Grønlændernes Kulturudvikling. Træder man indenfor og er saa heldig at komme paa en Tid, da Eleverne ikke ere ude, hver til sin Gerning, træffer man en halv Snes unge Grønlændere i en Alder fra 16 til 23 Aar, smilende og veltilfredse, de fleste med virkelig indtagende Ansigtstræk, navnlig livlige Øjne og enkelte endog med udpræget Eskimotypus - stort ovalformet Hoved, fladtrykt Næse og fyldige Læber. Indbyrdes tale de deres Modersmaal, men de kunne alle med mere eller mindre Færdighed udtrykke sig paa dansk. Den bedst begavede forretter Kontorarbejde, de øvrige ere i Skibstømrer- eller Snedkerlære. Opsynsmanden har været flere Aar paa Grønland, og hans Kone er en født Grønlanderinde og bestrider baade Madlavning, Rengøring og Vask. De unge Mennesker elske i høj Grad Musik, og deres største Glæde har været, naar de enkelte Gange har faaet Adgang til et af Teatrene. Bygningens Indre svarer særdeles godt til Hensigten. Der er Plads til lige saa mange Elever, som der allerede findes. De have en fælles Spisestue, og hver sin Seng, hvis det tør kaldes saadan. Paa ægte grønlandsk Skik ligge de næmlig i en Slags Træbaas med Benene opad i en skraa Stilling. I deres Hjemstavn have de været vante til at ligge i Halm, men her ligge de paa en Madrats i Dyner med Edderdun. Kosten er solid og god, og endnu har ingen lidt af Hjemve eller følt sig synderlig generet af Klimaet. I Bygningen findes en Del Tegninger og Bordfarvemalerier af grøndlandske Landskaber, af Grønlænderne i deres Leven og Færden, og navnlig er der to Malerier, flankede af Grosserer Weber, forestillende Hans Egede og Hustru. Af lige saa stor Interesse er en Samling Fotografier af danske Mand og Kvinder, som have opholdt sig og virket i forskællige Egenskaber i den fjærne Koloni. Størst Interesse frembyder dog det Værelse, hvor en Samling grønlandske Kunstflidssager findes opbevarede, og hvor man ikke blot finder Modeller af Hytter og Kajakker, udførte indtil de mindste Enkeltheder, men en Mængde kunstfærdigt lavede Smaating i Jern og Træ, en Samling præparerede Fugleskind og meget andet, altsammen Sager, der utvivlsomt vil finde Købere, dersom de bragtes frem i Handelen. - Foruden at uddanne Haandværkere i de forskællige Fag er det ogsaa Meningen at tage Elever i Missionens Tjeneste, hvor Evner og den fornødne Lyst er tilstede.

(Social-Demokraten 19. november 1880).

Siden 1837 kom grønlændere til Danmark i uddannelsesøjemed hos private. I 1878 blev en lejlighed på Amagerbro indrettet til pensionat for grønlænderne. Direktør, dr. phil. Hinrich Rink, fik 1879 indrettet en lille bygning til 8 grønlandske drenge/lærlinge på Kalkbrænderivej (nutidens Nordre Frihavnsgade) som var de grønlandske Kommuners ejendom. Gaden var en åben villavej mellem store gartnerier. Villaen havde 2 etager med 9 værelser og 2 loftskamre. I kælderen var der køkken og vaske- og baderum. Den 24. februar 1880 flyttede de 6 første ind fra Amagerbro. I oktober 1888 flyttede den til et andet sted. Hjemmet blev nedlagt i 1896.

Det landlige præg som Rink søgte efter, fandt man her: Tegner og illustrator Christian Bayer (1841-1933): Parti fra Gamle Kalkbrænderivej på Strandboulevarden. 1860-1933. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vestindiske Forhold. (Efterskrift til Politivennen).

Premierløjtnant E. V. Kolthoff har i en længere Artikel i Geogr. Tidskr. aflagt et nyt Vidnesbyrd om, hvor slet og forældet Styrelsen af Øerne er. Vi meddele et kort Uddrag af Forf.s Redegjørelse.

Ved Folketællingen 1870 levede der paa de tre danske Øer 37,821 Mennesker, deraf paa St. Croix 22,700, paa St Thomas 14,000 og paa St. Jan 1,000 Da Øernes Stører henholdsvis 3½, 1 1/8 og 1 Kv. Mil, levede der altsaa omtrent 6700 Mennesker paa hver Kvadratmil, en Tæthed, der er henved dobbelt saa stor som Danmarks. Af disse er kun en ringe Del Hvide: Amerikanere, Engelskmænd (især Irlændere), Tydskere, Franskmænd, Spaniere og Danskere. 

Hr. Kolthoff havde rig Lejlighed til personlig at gjøre sig bekjendt med den Overdaadighed og Luxus, der hersker i Vestindien og giver enhver selskabelig Sammenkomst Karakteren af en lnkullisk Overdaadighed, saavel hvad Anretningen som Opdækningen angaar, og dobbelt fortjener Navnet heraf, naar man betænker, at saa godt som intet af, hvad der hører til denne Levemaade, produceres paa selve Stedet, men maa hentes fra Amerika eller Evropa. Til Frokost og Middag nydes to, tre eller flere Retter foruden Suppen, som aldrig mangler. "Ogsaa Smagen for gode Vine og Likører er meget udviklet". 

Negeren er af Naturen meget godmodig og viser trofast Hengivenhed mod den, som han erkjender for at staa over ham i en eller anden Henseende eller har vist ham Godhed og Omsorg i hans private, meget smaa og kummerlige Livsforhold. Skyggesiderne hos Negerne ere Drukkenskab og Usædelighed, - to Laster, der i Løbet af kort Tid ogsaa demoralisere de Soldater, der kommer derover fra Danmark. Et Sukkerrør at suge paa og at høre Musik er Topmaalet af Negrenes Lykke. I saadanne Øjeblikke kunne de glemme alt for at føle sig som lykkelige og bedre Mennesker. Naar de i Sukkerhøstens Tid ere komne i Besiddelse af et Sukkerrør, følger dette dem overalt, den ene Ende i Munden og den anden slæbende bag efter dem i Snavset. Negerens daglige Kost er elendig. Betalingen for hans strænge Arbejde paa Plantagerne erlægges dels i en ringe Ugeløn, dels i Naturalforplejning. Denne bestaar af visse bestemte Rationer Mel, Fedt og Sild, hvoraf der laves en Ret af en saa afskyelig og væmmelig Smag, at selv den fattigste og mindst forvænte Mand herhjemme meget vilde betakke sig for Ny￾dellen deraf. Deres anviste Boliger ere af den Beskaffenhed, at de mere egne sig for Kreaturer end for menneskelige Væsener; de ere smaa Hundehuller i Forhold til Staldene her hjemme. Og for en saadan Føde og for en saadan Boiig maa han arbejde under den Iropiske Sols brændende Varme eller i Sukkermøllerne, hvor hans Liv hænger i en Traad! Om Livsfarligheden ved Sukkerudpresningen meddeler Forfatteren bl. a.: "Kassen" (en Jerncylinder i Møllen) river alt til sig med saadan Voldsomhed, at en Mand strax og uden Ophold trækkes ind med, naar han blot kommer til at røre ved den med Spidsen af sin Finger eller en Flig af sin Klædning. Dersom den af Cylinderen saaledes fastholdte Haand efter Arm ikke øjeblikkelig afhugges med en skarp Øxe vil Manden blive ynkelig ihjelslaaet. Der er derfor altid en skarp Øxe ved Haanden, hvormed den saakaldte "Bootsman" saa hurtig som muligt søger al redde den Ulykkelige, selv med Tabet af en Arm eller et Ben." 

- Hr. Kolthoff siger, "at det turde være paa Tiden at rejse det Spørgsmaal, om den Erstatning, der ydes den sorte Arbejder, staar i et nogenlunde rimeligt Forhold til det Arbejde, der forlanges af ham", og herpaa tror han, at "enhver, der kjender noget til disse Forhold, vil svare et afgjort Nej." Det synes dog mere end tvivlsomt, om de af Forf. foreslaaede Foransialtninger: en bedre Skoleundervisning og Børneopdragelse samt i Forbindelse hermed en mere almindelig og kraftigere personlig Indgriben fra de kirkelige, især statskirkelige Myndigheders Side - ville være tilstrækkelige til at ophjælpe Øerne i Almindelighed og den forkuede Race i Særdeleshed. Det siger ikke saa overordenlig meget, at Negeren nu dog har det bedre end for 100 Aar siden, da man udgav Forordninger af den Art: "Anføreren for flygtende Slaver skal knibes tre Gange med rødgloende Jern og derpaa hænges, enhver anden bortløben Slave skal miste et Ben, eller, hvis Ejeren tilgiver ham, miste et Øre og modtage 150 Piskeslag, enhver Slave, som er vidende om andres Hensigt at løbe bort og ikke underretter sin Herre derom, skal brændes paa Panden og have 100 Piskeslag" osv.; thi Forf. bemærker udtrykkelig, at den bedre Tilstand mere existerer i Theorien end i Praxis. Man kan endnu træffe gamle Folk derovre, som kunne fortælle, hvorledes de ere røvede fra deres fjærne Fødeland af rovbegjærlige hvide Mænd, og gjennemgaaende lever der endnu den Dag i Dag i den sorte Mands Bryst en dunkel Forestilling om, at han en Gang har været en fri Mand, om ikke han selv, saa dog hans Forfædre og Slægt i første og andet Led, medens han nu ikke er stort andet end en Slave, der maa trælle for et usselt Udkomme. Forf. slutter med følgende Ord, der synes at have en bestemt Adresse "Vi maa jo alle ønske, at Regeringen, der har taget Sagen i sin Haand, ogsaa maa vide at finde de rette Midler til at føre de sorte Mænds Liv og Tankegang ind i et Spor, hvorved i alt Fald den opvoxende Generation frelses fra dens Trælletilstand, der lige saa meget er en Følge af gammel Slendrian som af, at den rette Humanitet ikke har besjælet de Mænd, der havde i deres Magt at føre denne Sag igjennem " 

(Morgenbladet (København) 10. november 1880. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Artiklen "Smaating fra Dansk-vestindien" blev bragt i Geografisk Tidsskrift, Bind 4 (1880)

Ubekendt fotograf: Et almindeligt hjem i Christiansted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Mordattentat i Læderstræde (2). (Efterskrift til Politivennen)

Om mordet, se tidligere indslag på denne blog. For et længere referat fra Højesteret, se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1880.

Dommen i Ark. Anna Hudes Sag antages ikke at ville blive appelleret, ialtfald ikke for Frk. Hudes Vedkommende;  hun idømtes som bekjendt et Aars simpelt Fængsel, medens Ruffersken, Mad. Jacobsen i Fiolstræde, er idømt et Aars Forbedringshuusarbeide. Referatet af Dommen i de kjøbenhavnske Blade er overordenlig vidtløftig, og her fremdrages derfor kun de væsenligste Punkler af denne Sag, som vistnok endnu vil være i Læsernes Erindring.

Frk. Hude er født i Juli Maaned 1858, allsaa er hun nu 22 1/4 Aar gl. Hun tilhører en agtet Familie i Roeskilde, og tog i 1877 Lærerindeexamen, hvorefter hun i nogen Tid var ansat som Lærerinde ved Roeskilde Borgerskole, men i Mai 1878 flyttede hun til Kjøbenhavn, hvor hun kort efter tog 1ste Deel af examen artium. Hun boede i Kjøbenhavn hos sin Onkel, hvor Leerbeck var Huuslæge. Den første Fornærmelse, Leerbeck tilføiede hende, skete, medens hun en Gang laa syg og han var tilkaldt for at tilsee hende. Ved denne Leilighed viste han, under Paaskud af en Undersøgelse, en meget usømmelig Optræden og gav hende et lidenskabeligt Kys, senere kyssede han hende deels ved tilfældige, deels ved forud aftalte Møder flere Gange, men stedse mod hendes Villie og han bragte hende endog derved i den Grad til Fortvivlelse, at hun tænkte paa Selvmord.

Den største Fornærmelse, Leerbeck tilføiede Frk. Hude, var i et Værelse i Fiolstræde hos ovennævnte Mad. Jacobsen. Alligevel talte Hude senere med Doktoren, deels fordi hun ved faae en alvorlig Forklaring troede at kunne gjenvinde nogen Ro og deels fordi hun frygtede Leerbeck, af hvis Øine Ondskab og Forbitrelse lyste hver Gang hun viste ham sin Vrede og Afsky. I April d. A. mødte hun ham en Dag paa Gaden, hvor Leerbeck tiltalte hende og bad om Tilladelse til at maatte besøge hende i hendes nye Hjem (hun var den Gang nylig flyttet ind i et Pensionat). Denne Anmodning vakte i høi Grad hendes Vrede, saa meget mere som den rettedes til hende i hendes 13-aarige Søsters Nærværelse, og hun svarede kort og bestemt Nei. Fra det Øieblik var ethvert Ønske hos hende om ikke at stille« fra ham i Fjendskab og enhver Frygt herfor forsvunden hos hende, og da hun en Gang senere mødte ham og han vilde tiltale hende, fjernede hun sig hurtigt, men gik samme Dag op i hans Bolig og sagde ham. at han skulde nøies med at have gjort hende ulykkelig og fremtidig lade hende være uantastet, hvorpaa hun, uden at afvente hans Svar, forlod Værelset. Fra den Dag saae hun ham ikke, før hun den 18de Juni gjorde Forsøg paa at dræbe ham. - I Pensionatet, hvor hun boede, friede nogen Tid efter en ung Mand til hende og hun gjengjældte hans Tilbøielighed. men søgte at skjule den, da hun følte, at hun efter det Passerede ikke burde gifte sig. Hun forlangte dog Betænkningstid og reiste til sit Hjem, hvor hun endelig modtog hans Tilbud efter at være kommet til det Resultat, at hun egenlig var uskyldig i det Passerede. Derefter kom den unge Mand til Roeskilde. hvor alt Nærmere, selv Brylluppet aftaltes. Men paany vaagnede hendes Betænkeligheder med stor Styrke, og efter nogen Vaklen hævede hun Forlovelsen under Paaskud af, at hun ikke elskede ham. Imidlertid talte de unge Folk senere - 4 Dage før Mordforsøget i Læderstræde - sammen i Pensionatet, hvor ogsaa han boede, og hun fortalte ham nu den egenlige Grund til, at hun ikke vilde være hans Hustru. Han bebreidede hende hendes Opførsel i denne Sag, og derved blev hendes Sindsstemning end mere fortvivlet. Ved Hjælp af Chloral forsøgte hun derefter den 16de Juni om Natten at dræbe sig selv, men Forsøget mislykkedes. - Det forekom hende under alle disse Sjælelidelser uretfærdigt, at Leerbeck, der havde paaført hende al denne Ulykke, gik fri og frank omkring og var ganske uberørt af hendes Sorg, maaske fremkaldende nye Ulykker af lignende Art. Disse Betragtninger i Forbindelse med en Forestilling om. at hun derved skaffede lig en personlig Opreisning, fremkaldte Tanken hos hende om at dræbe Leerbeck og efter at have dvælet ved denne Tanke fra den 15de Juni. da den først opstod hos hende, til den 18de næstefter, fattede hun sidstnævnte Dag ved Middagstid det bestemte Forsæt at ville dræbe ham. Hun kjøbte en Revolver, ladede den i sit Hjem, spiste derpaa til Middag og havde saa en Samtale med sin tidligere Forlovede, der bad om Tilladelse til at maatte afsende et Brev, som han havde tilskrevet hendes Forældre og hvori han vilde aabenbare dem alt, hvad hun havde meddelt ham, - men hun bad ham vente dermed til næste Dag. Derefter gik hun ud og opsøgte Leerbeck, traf ham i Læderstræde, affyrede to Skud paa ham, saarede ham let, og affyrede derefter det tredie Skud mod Steenbroen. Hun fastholder at have handlet med fuld Bevisthed, men i en til det yderste exalteret og ophidset Tilstand, der gjorde hende det umuligt at handle med roligt Overlæg. Leerbeck, der var 64 Aar gl., hængte sig som bekjendt i Arresten, men tilstod dog forinden sin fornærmelige Adfærd imod Frk. Hude ved det i Begyndelsen omtalte Sygebesøg, medens han, hvad Scenen i Huset hos Mad. Jacobsen hvis Haandtering han kjendte af personlig Erfaring angaaer, paastod, at her var kun Tale om en Forførelse.

Leerbeck benægtede ogsaa at Frk. Hude ved deres tilfældige Sammenkomster havde vægret sig ved at modtage hans Kjærtegn eller bebreidet ham Noget. Denne hans Erklæring staar dog i Modstrid ikke alene med Frk. Hudes Udsagn, men ogsaa med de Forklaringer, der ere afgivne af Mad. Jacobsen og et hos hende boende Fruentimmer. Ligeledes har det vist sig, at Leerbeck paa anden Maade ofte ovenfor Patienter har misbrugt sin Stilling som Læge. - I Adskilligt kan kun Frk. Hudes Forhold, som dette nu foreligger efter hendes egen Forklaring, finde sin Forstaaelse i et fuldstændigt Feilsyn fra hendes Side paa Forholdene, men ligefuldt er det meget muligt, at hun forsaavidt har handlet i god Tro og under Indflydelsen af et saadant Feilsyn, naar henseen til de i Sagen foreliggende Oplysninger om hendes Personlighed og tidligere Liv, der vidner om en hæderlig Karakteer og Sandhedskærlighed, men tillige om en excentrisk Natur og en ved en tidlig og udelukkende Anvendelse af ualmindelige Aandsevner til Studeringer foraarsaget Mangel paa Erfaring.

Hendes Dom - 1 Aars simpelt Fængsel - er derfor afsagt i Henhold til 187 i Straffeloven, der lyder saaledes.- "Har Drabsmanden udøvet Gierningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder til Fængsel, dog ikke under 1 Aar". - Det er altsaa den mildeste Straf, den unge Pige her er idømt, og mulig vil hun ved Benaadning kunne vente yderligere Formildelse.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 11. november 1880. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Fotograf Carl Edvard Emil Rye (1820-1890): Anna Sophie von der Hude (1858-1934). 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1882 tog Hude studentereksamen og begyndte på Københavns Universitet. Efter filosofikum studerede hun historie, og blev 1887 den første kvindelige cand. mag. med historie som hovedfag og engelsk og latin som bifag. I 1888 modtog hun som den første kvinde Københavns Universitets guldmedalje for afhandlingen "En Fremstilling og Kritik af de nyere Opfattelser af Spørgsmaalet om Lensvæsnets Opkomst", og i 1893 blev hun den første danske kvindelige dr. phil. med disputatsen "Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning". Hun blev den første kvinde ved Rigsarkivet (1889-1890 og 1891-1910) trods en del kollegaers modstand mod den kvindelige arkivar.

Sammen med Kristian Erslev og William Christensen arbejdede hun på kildeudgaven Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis (1894–1912) samt en stor del af bind 3 i samleværket Folkenes Historie. Anna Hude brugte sit studie af den europæiske middelalder til at understøtte kvindesagen.

Drikfældighed blandt Landpostbudene. (Efterskrift til Politivennen)

I "Tidskrift for Postvæsen" Nr. 9 har en Postembedsmand rettet en Henvendelse til Publikum, der fortjener en almindeligere Udbredelse, end Tidsskriftet kan give den. Forf. har i sin Praxis i det sidste Aars Tid maattet afskedige tre Postbude paa Grund af Drikfældighed; om mindst det ene af disse kan han med Sikkerhed sige, at Publikum bærer Skylden. Der er næppe nogen, der under Udførelsen af sin daglige Dont kommer i nærmere Berøring med Befolkningen end Postbudet, og der er næppe nogen, som paa Grund af sit Arbejdes Krav til fysisk Styrke lettere bukker under for den Fristelse, der ligger i den øjeblikkelige, stimulerende Opmuntring ved Nydelsen af stærke Drikke, end Landpostbudet. Der bliver ofte budt ham 10-20 Snapse eller flere om Dagen. At dette i Længden kun kan virke skadeligt er indlysende; og Skylden ligger hos Befolkningen, der ikke har faaet Øjet op for den Skade, der voldes. Vi man anerkjende sit Postbuds Virksomhed, saa lad det ske ved Modtagelsen af Forsendelser, til Nytaar eller ved hvilken som helst anden Lejlighed; men byd ikke Brændevin.

(Morgenbladet (København) 22. oktober 1880).

To Gamle maa ikke sove sammen. (Efterskrift til Politivennen).

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte igaar følgende Justitssag angaaende Straffelovens § 178 (forargeligt Samliv). De Tiltalte, et Mandfolk og et Fruentimmer paa henholdsviis 62 og 58 Aar, havde i 1872 af Øvrigheden erholdt en Advarsel om at fjerne sig fra hinanden og vare tidligere tre Gange straffede for at have overtraadt dette Tilhold, hvorhos Mandfolket bl. A. endvidere i 1874 og 1875 to Gange har været straffet for Overtrædelse af et ham særligt givet Tilhold om ingensinde at tage Tilhold eller navnlig Natteophold i det Fattighuus, hvor Fruentimmeret dengang af Fattigvæsenet var indlagt. Til Trods for de de Tiltalte saaledes overgaaede Domme vare de ikke destomindre Begge som Fattiglemmer blevne indlagte i dette Fattighuus hvor der iøvrigt af Sogneraadet var anviist dem særskilte Beboelsesleiligheder, og de havde nu vedgaaet, at de undertiden havde tilbragt Natten sammen i det ham anviste Kammer. Overretten i Viborg fandt imidlertid, at da deres Ophold i det samme Fattighuus, skjøndt det i og for sig maatte ansees for at være uforeneligt med det dem givne Tilhold om at fjerne sig fra hinanden, som ufrivilligt ikke kunde tilregnes dem som en Overtrædelse af Tilholdet, kunde der efter Forholdets Natur ikke paalægges dem Strafansvar for det omhandlede Samliv, og Retten havde derfor frifundet dem for Actors tiltale.

Høiesteret kom derimod til det modsatte Resultat. Det hedder herom i Præmisserne til Dommerne: "Den Omstændighed, at der af Sogneraadet var anviist begge de Tiltalte Leiligheder i samme Fattighuus - hvilke iøvrigt ifølge de Høiesteret forelagte, efter den indankede Doms Afsigelse tilveiebragte Oplysninger vare beliggende i modsatte Ender af Fatlighuset, derhos forsynet med særskilte Indgange og uden nogen Forbindelse med hinanden -- kunde ikke give de Tiltalte Grund til at ansee det for straffrit at føre et saadant forargeligt Samkvem som det i Dommen fremstillede, hvorved de frivilligt handlede imod den dem af Amtet givne Advarsel om at fjerne sig fra hinanden. For dette deres Forhold ville de derfor ikke kunne undgaae at ansees efter Straffelovens § 178 Straffen findes at kunne bestemmes til simpelt Fængsel for hver i 8 Dage, hvorhos de ville have in solidum at udrede Actionens Omkostninger."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. oktober 1880. 2. udgave).

Skandaløse Følger af de bestaaende Forhold. (Efterskrift til Politivennen).

Det Bestaaende, som der skriges op om skal bevares og holdes helligt, som det er en Forbrydelse at tale ilde om, og som ingen kritisk Haand tør røre ved, dette Bestaaende er, det har vi sagt saa tidt, usundt i sin Almindelighed og oprørende i en Mængde af sine Enkeltheder. Det Oprørende træder frem i Tilfælde paa Tilfælde lige fra Præste- og Militærverdenen ned til det simpleste Voldafgravningsarbejde, fra Skoleperioden til Begravelsesdagen. Her er et Tilfælde fra det for saa mange ulykkelige Kvinder saa sørgelige ægteskabelige Liv. Vi føjer dette til de mange tidligere Eksempler hentet fra Kvindens sociale Tilværelse:

Under en af Højesteret paakendt imod en Tømrer for Mishandling af sin Hustru anlagt Justitssag var det godtgjort, at Konen, der har varet gift og samlevet med Manden i 32 Aar og født ham 10 Børn, i de sidste 26 Aar jævnlig er blevet mishandlet af Tiltalte, der saa at sige daglig har stødt og puffet til hende og ved enhver Lejlighed slaaet hende med knyttet Haand i Hovedet eller Kroppen samt mangfoldige Gange, ogsaa ved Nattetid, har jaget hende og Børnene ud af Huset, saa at hun maatte søge Ly hos Andre, hvorhos han til forskællige Tider har tilføjet hende større Overlast. Saaledes har han en Gang for mange Aar siden slaaet hende saaledes med Bagen af en Økse i Skuldren, at hun ikke kunne løfte Armen; for en halv snes Aar siden tilføjede han hende med et Slag med en Træsko et Saar i Tindingen, og da han en Gang for omtrent 3 Aar siden kastede Tørv og Sten efter hende, ramte han hende saaledes med en Sten over Armen, at hun i længere Tid maatte bære den i Bind. Ligesom han endvidere ofte har truet hende med al ville dræbe hende, saaledes jog han hende ved Juletid for en halv Snes Aar siden ud af Huset og aflaasede Døren, hvorefter han, da hun blev staaende udenfor, tog en Bøsse og skød efter hende, men uden at ramme hende, og en Gang for to Aar siden, da hun paa Grund af Sygdom laa tilsengs, lagde han, idet han tillige slog hende i Hovedet, Dynen saaledes over hendes Hoved, at hun formodenlig vilde være bleven kvalt, hvis det ikke var lykkedes hende at faa Dynen ned fra Ansigtet. Tiltaltes Hustru maa efter samtlige foreliggende Omstændigheder antages ikke at have givet ham nogen Anledning til hans utilbørlige Forhold imod hende, og i en for Overretten fremlagt Erklæring, hvorefter hun agter at fortsætte det ægteskabelige Samliv med ham, har hun udtalt Ønske om, at han maa fritages for Straf. Efter det Anførte, samt idet det maa antages, at Tiltalte oftere, naar han har mishandlet sin Hustru, har været i den Grad beruset, at han ikke kan anses at have været fuldt tilregnelig, billigede Overretten, at han ved Underretsdommen var anset efter Straffelovens 202, jfr. tildels § 203 og 39 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Højesteret stadfæstede ifølge "B. T." de foregaaede Instansers Domme.

Tror nu Nogen, at det har været af Kærlighed eller dog blot af Agtelse for Manden at vedkommende Kone har udholdt Sammenlivet med ham i den nævnte lange Periode? nej, det tror Ingen. Naar denne ulykkelige Kvinde i 26 Aar ikke har haft en glad Time, naar hun har udholdt Slag og Haansord, saa har det været, fordi hun kun havde Valget mellem dette Liv og et Liv uden Brød for sig og sine Børn, og fordi hele hendes Opdragelse, Præsternes formaninger og Folks Dom derover hende den nødvendige Selvstændighed og tvinger hende ind under Mandens Tyranni. Hendes Arbejde, selv det haardeste og strængeste, bliver slet betalt , og, selv om hun har de pinligste Erfaringer for det Modsatte, saa nødes hun dog til at se sine Børns Forsørger i sin Mand; denne Tanke følger hende under de haardeste Lidelser. Det er Samfundet som det nu er, der bærer Ansvaret for saadanne Forhold. Det stiller den ulykkelige Kvinde hjælpeløs samtidigt som det igennem Arbejdsløn og Arbejdsforhold næsten derover hende Evnen til at hjælpe sig selv. Her er et af de Omraader, hvor Socialdemokratiet kræver, at Staten skal gribe ind, og det er ad denne Vej, at vi vil gøre Ægteskabet helligt i Ordets ædleste Betydning, trods Klerisiets Skraal og Bigotteriets himmelvendte Blikke.

(Social-Demokraten 8. oktober 1880).

Polititilsynet i Nordre Birk. (Efterskrift til Politivennen)

Naar en Indsender i dette Blad for 4te d. M. anker over, at der ikke er etableret en Natpatrouilletjeneste i Omegnen af Ordrup og Jægersborg Allee, og foreslaaer, at Kjøbenhavns Politi skal yde det herværende Politi Assistance under extraordinaire Forhold, da skal jeg dertil bemærke, at en Patroulllering som den ovennævnte strax er bleven iværksat, men derfra og til Tyvenes Paagribelse kan der ofte være et langt Spring. Extraordinair Hjælp kan under visse Omstændigheder være nødvendig og benyttes ogsaa af mig om Sommeren, navnlig ved Jernbanestationerne, men jeg har en lang Erfaring for mig om, at man staaer sig bedst ved at benytte sin egen Politistyrke, hvis Interesser væsentlig ere knyttede til Stedet. Skulde en stadig Natpatrouilletjeneste udføres heri Jurisdictionen eller blot i en Deel af der, navnlig langs Strandveien og de tilstødende Sogne, vilde dertil udkræves en Styrke, som ikke kunde være mindre end Kjøbenhavns, men paa at fremskaffe en saadan kan der naturligviis ikke tænkes for Tiden; hvorledes imidlertid Forholdene undertiden temmelig hurtigt kunne udvikle sig, kan man ikke vide, men for ethvert Politi er det i ethvert Fald umuligt at forhindre Forbrydelser, om de end kunne vanskeliggjøres og hemmes ligesom det ogsaa i Almindelighed er umuligt strax at paagribe Forbryderne, da man ikke er alvidende. Forholdene synes mig desuden for Øieblikket heller ikke at være af særdeles extraordinair Natur. Med den Politistyrke, jeg har heri Birket - 24 Politibetjente og en Politiassistent - ere dog saa godt som alle grovere Forbrydelser blevne opdagede og straffede, og naar der i Sommertiden gjerne begaaes endeel mindre Forbrydelser, navnlig Tyverier hos Sommerbeboerne, maa dette nærmest tilskrives disse Beboeres ofte ubegribelige Sorgløshed med Hensyn til Tilsyn med deres Eiendele. Man bør huske paa, hvad man ikke gjør, at man boer nær ved en stor By, og at Folkemængden og dermed Færdsel og Trafik tiltager Dag for Dag; men desværre troe de fleste Sommerbeboere, at de, naar de blot komme bort fra Kjøbenhavn, om ikke længere end til Skovshoved eller Taarbæk, kunne leve ligesaa trygt som i Abrahams Skjød. - Forøvrigt forbereder jeg et Andragende til Kjøbenhavns Amtsraad, der altid har viist udmærket Imødekommenhed med Hensyn til Politivæsenet om en Forøgelse af Politistyrken heri Birket.

Det er en Unøiagtighed i Referatet, naar det siges, at Jens Børge Jensen blev greben i en veigrøft; han blev anholdt spadserende fra Kjøbenhavn - hvor han havde opholdt sig skjult i omtrent 1 Aar efter sin Tilbagekomst fra Amerika - for at stjæle et eller andet Sted.

U. Schow,

Birkedommer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. oktober 1880).

Underviisningsanstalter for Damer. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger Beretning for de sidste Aar om de af Annestine Beyer og Dhr. G. Bohr og R. Femmer bestyrede Undervisninganstalter for Damer. Den 11te Februar 1861 aabnede de en Underviisningsanstalt for Damer, der vilde underkaste sig den i Henhold til allerhøieste Resolution af 4de November 1852 for Skolelærerinder anordnede Exam. Dette Cursus er et Par Aar ældre end nogen anden Underviisningsanstalt, som forbereder til denne Prøve. I April 1874 udgaves en Beretning om Virksomheden i de forløbne 13 Aar i hvilke de havde dimttieret 133 Damer, hvoraf 107 havde opnaaet første Charakter, heraf 4 med Udmærkelse. 20 anden og 1 tredie. 3 de sidste 4 Aar have af de Damer, der have modtaget deres Uddannelse i denne Anstalt, 77 underkastet sig Prøver; af disse opnaaede 60 første Charakteer, deraf 7 med Udmærkelse, 13 anden. 1 forlod Examen paa Grund af Svgdom, og 3 bestode ikke.

Af de 10 examinerede Viceinspectricer ved Kjøbenhavns Almueskoler have de 6 modtoget deres Uddannelse i denne Afdeling; af de 160 examinerede Lærerinder, der ere ansatte ved Almueskolerne i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, ere 102 udgaaede fra samme Cursus; desuden er der ikke mange Byer i Danmark, hvor man er bleven enig om, at examinerede Lærerinder skulle ansættes ved Borgerskolerne, hvor ikke en eller flere af Eleverne herfra have opnaaet Ansættelse. Cursus for Skolelærerinder har paa Grund af Elevernes Antal i flere Aar været deelt i 2 sideordnede Afdelinger med 28 (om Sommeren 30) ugentlige Timer i hver. I Hovedafdelingen modtages kun nye Elever hvert Aar 1ste November. Til det forberedende Cursus staaer Adgangen altid aaben.

Cursus for Privatlærerinder har været afholdt siden 1870 efter den Plan, der er lagt for Uddannelsen af Lærerinder ved de offentlige Skoler. Underviisningen skeer gjennem tre halvaarlige Afdelinger med 24 ugentlige Timer i hver. I ingen Afdeling optages flere end 15 Elever. Afgangsprøven, der ikke paatvinges Nogen, men er Gjenstand for frit Valg, er hidtil bleven tagen af 51 Damer.

Siden ifjor er Frøken Anna Brosbøll indtraadt i Bestyrelsen. For Tiden besøges disse Curser af 72 Damer, hvoraf 17 kun deeltage i eet eller flere Fag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. oktober 1880).

Brev fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

St. Croix, den 8de September 1880.

Højstærede Hr. Redaktør!

I Dag skulde jeg, i Henhold til Slutningen af mit Brev til Deres ærede Blad af 22de Juli d. A . til at skrive lidt om Administrationen af Statens herværende Plantager samt om Stationeringen af et Orlogsskib her ved Øerne.

Hvad det første Punkt angaar, da staar Staten egenlig kun som Ejer af to Plantager, nemlig "Sion Farm" og "Montpellier"; men det er her blevet indgroet Vane ogsaa at betragte "Work and Rest" som tilhørende Staten, skjønt den blev solgt i 1870 for 200,000 Kroner, uden Udbetaling, til to Danske, som dog hurtigt skiltes, hvorefter der altsaa kun blev een Ejer. 1871 var, som bekjendt, vort fedeste Aar; ogsaa "Work and Rest" havde et betydeligt Overskud, der tillod at den nye Ejer indforskrev danske Stadsheste, og saa gik Aarene; de 200,000 voxede efterhaanden til ca. 400,000, uden at dette dog gjorde nogen tilsyneladende Forandring i Forholdene, undtagen at Arbejderboligerne og Sukkerværkerne forfaldt en Del. Ejeren, der baade havde Forvalter og Underforvalter, kunde frit benytte sin Tid, og naar Guvernøren under sine Ophold her paa Øen tog ind paa Kongsgaarden, kunde Ejeren agere Kudsk og til samme Tid give værdifulde Oplysninger om Forholdene her, og selvfølgelig ogsaa udvikle sine egne Planer med Hensyn til det rationelle Agerbrug, som de slemme Skraalere i Danmark stadig have saa travlt med at faa indført her. Al disse Planer maa have været særdeles lovende for Fremtiden, er indlysende, eftersom der blev udvirket, at Statskassen kom til paa Regning at udrede - samtlige Omkostninger til Plantagen og derhos en Aarpenge af ca. 1000 Kroner til Ejeren, som heldigvis derved er bleven befriet for at gjøre nogen Indskrænkning i sin Optræden, der fremdeles er saaledes, som det sig egner og anstaar en kongelig Lensmand. At Plantagen er i de bedste Hænder, bør ikke betvivles af Moderlandets Skatteydere, thi at Guvernøren, som varetager Statskassens Tarv, skulde lade denne udrede 20-30,000 Kroner aarlig alene for at opretholde en Privatmand, er jo utænkeligt.

Her er altsaa intet at gjøre for den paatænkte Kommission, undtagen en Gang imellem at lade sig kjøre ud til Plantagen for at nyde en god Middag vg saa, naar det viser sig nødvendigt, fordoble Aarpengen.

Med Hensyn til "Sion Farm" er der ikke meget at sige; den er for nogle Aar siden igjen kommen i Statens Eje og har i den derefter forløbne Tid vel slugt en hel Del Tusinder; men efter at Guvernør Garde har indført dyb Pløjning, er man nu paa gade Veje til at saa dem tilbage. At det er Guvernøren, som tager sig af Dyrkningen, og ikke den af ham udnævnte Plantageinspektør, ligger i, at denne er ikke sagkyndig, en Egenskab, som det synes Guvernør Garde kaster Vrag paa; men mulig er han selv et Universalgeni. der kan bestyre Plantager, Bygningsvæsen, Toldvæsen og meget andet Væsen uden sagkyndig Hjælp.

"Montpellier" er ogsaa kun et Trækplaster paa Statskassen. Bedst for denne vilde det vist være, om Ministeriet forbød Avtoriteterne her at overtage nogen Plantage, da saadant i de fleste Tilfælde kun vil lede til Tab, med mindre det skulde være for at anbringe en dygtig ung Mand som Forvalter; for Tiden er der saaledes Tale om at overtage Plantagen "Upper Love" og give den i Forvaltning til Hr. Prændentskabs Sekretærens Søn.

Da Havnekaptejn Garde i 1872 afløste Guvernør ad interim Bille, sagde et derværende vittigt Hoved: "Nu gaar Bille efter at have reorganiseret Armeen, og Garde kommer for at skabe en Flaade" - og hvis den sidste har haft en stadig og kjær Tanke, siden han kom hertil, har det ganske sikkert været at saa et Orlogsskib stationeret her. Det vil derfor være af Interesse at undersøge, om et saadant Skib kunde have været til nogen egenlig Nytte, og særlig om det mulig vilde have afværget Ulykken i Oktober 1878.

Naar et Orlogsskib har Station her ved Øerne, ligger det som Regel der, hvor Guvernøren residerer, altsaa nu i St. Thomas, og gjør kun korte Besøg fra Tid til anden i St. Croix, eller det sejler til en eller anden fremmed Havn for at vise Flaget, eller det gaar til Søs for al øve Besætningen; men herved er det ikke til noget egenligt Gavn for de dansk vestindiske Øer.

Derefter kommer Spørgsmaalet: Er der nogen Sandsynlighed for, at Ulykken i Oktober 1878 vilde være bleven afværget, hvis et dansk Orlogsskib havde haft Station herude paa den Tid? Svaret herpaa kan kun blive: Ja i det Tilfælde, at Skibet havde ligget ved Frederikssted netop den 1ste Oktober, men af det ovenanførte vil man have set, at Sandsynligheden her for er saa ringe, at den næsten slet ikke kan komme i Betragtning; havde Skibet tilfældig ligget i Kristianssted, vilde dette kun have haft til Følge, at Ulykken havde faaet mindre Udstrækning, og havde det været et eller andet Sted henne for at "vise Flaget" eller til Søs for at øve Besætningen, kunde det lige saa gjerne have været i Danmark. Tilbage bliver der da kun at undersøge, om Skibet vilde have været til nogen Nytte, hvis det havde ligget i St Thomas.

Af Guvernør Gardes Rapport ses, at han fik Underretning om Urolighedernes Udbrud den 2den Oktober Kl 7½ Fmd., og at det engelske Postdampskib "Arno" strax efter blev stillet til hans Raadighed. Naar man kjender disse Postskibe, veed man, at de kunne blive lige saa hurtig i sejlklare som nogen Orlogsmand, hvorfor det kan forudsættes, at Manglen paa en saadan ikke har haft nogen Indflydelse paa Afgangstiden med Militærstyrken fra St. Thomas, og efter at man først var paa Vejen, var det ligegyldigt, om det var Soldater eller Matroser, som skulde bruges imod Urostifterne, eftersom Manden, der skulde lede dem, var den samme.

Det vil vist herefter være klart, at Urolighederne vilde være komne til Udbrud, selv om et Orlogsskib havde hast Station ved Øerne, og til samme Tid være bevist, at et saadant Skib ikke er i Stand til i Fremtiden at forhindre en Gjentagelse. Derfor bør ingen herude raade til at give Penge ud i dette Øjemed, men kun til hvad der kan være os til virkeligt Gavn; at Hjælpen er nær, veed jo nu alle, selv de som af Partihensyn udsprede, at vi kunne vente alt af Regeringen - intet af Rigsdagen.

I mit forrige Brev omtalte jeg, at Hr. pens. Toldkontrollør Birch var bleven valgt til Medlem af Kolonialraadet; men som det var at vente, blev Valget kasseret. Ordføreren for Udvalget til Prøvelse af Valgbrevets Gyldighed, Hr. Overdommer Rosenstand, der er Raadets Formand, skal i Udvalget paa det klareste have bevist, at Valget var gyldigt fra hvad Side man end saa det, ligesom han i selve Raadet erklærede, at der var ingen som helst Grund til at kassere det, for øvrigt henvisende til det af Landfysikus i et tidligere Møde holdte særdeles klare Foredrag. Intet hjalp; et Medlem erklærede, at hvad man end fremførte, saa vilde det ikke have mindste Indflydelse paa Stemmeafgivningen paa hans Side (it would not alter one single vote), og saaledes blev det - 7 stemte imod og 2 for Gyldigheden; Viceformanden, Hr. Byfoged Jürs, der havde indtaget Formandspladsen, erklærede, at hvis der blev afgivet lige mange Stemmer for og imod, vilde han stemme for Gyldigheden, og endelig sagde Hr. Rombodholder og Apotheker Faber, som ikke vilde stemme, særlig fordi et andet Medlem var borte: "Vi vide alle, at en Mand kan komme op til Afstemningsbordet (the poll) med den Hensigt at stemme paa den ene Side, men derefter blive ledet til at stemme paa den anden Side"; han kunde derfor ikke lægge stor Betydning i en Hensigts-Erklæring. Dette sigtede til den af en afvist Vælger afgivne Erklæring om, at det var hans Hensigt at ville have stemt paa Hr. Birch. Skjønt Hr. Faber rimeligvis er særlig sagkyndig i, hvad en Vælger kan bringes til at gjøre, troede dog mange, at han her var gaaet for vidt, og at den Mand, om hvem han i et offenligt Møde havde udtalt sig saaledes, vilde revse ham derfor; heldigvis er dette ikke sket. Udtalelsen er bleven optaget, som den fortjente.

Efter at Afstemningen havde fundet Sted, skal Præsidentskabs Sekretæren have udbrudt: Gid Telegraftovet nu var i Orden - men man maatte have Taalmodighed. Meddelelsen til Guvernør Garde om Sagens Udfald kunde først afsendes med den sædvanlige Post.

Paa Lørdag den 11te skal der foretages Omvalg; Hr. Birch har i den Anledning ladet indrykke i "The St. Thomas Lloyds" en Henvendelse til Vælgerne i Frederikssteds Landdistrikt, hvilken man skal have nægtet Plads i "St. Croix Avis", rimeligvis fordi den omtalte "Gardisternes" Valgmanøvre.

Det i "Morgenbladet" for 1ste Avgust optagne "Brev fra St. Croix" har bevirket en Del Bevægelse her, saa meget mere som alles (maaske med Undtagelse af 4 Mænds) stille Haab deri blev udtalt; ikkun een Indvending imod Brevets Indhold har jeg hørt, nemlig, at man hellere vilde se Hr. Egge som Medlem af Kommissionen end som dens Sekretær.

Selvfølgelig er man her som andet Steds, hvor næsten alle Mennesker kjende hverandre, travlt beskjæftiget med at udfinde, hvem Brevskriveren er; sker det, maa man haabe, at hans Stilling er en saadan, at han ikke kan kastes ud af den.

Ph.

(Morgenbladet (København) 2. oktober 1880).

Ubekendt fotograf: Parti fra omegnen af Frederiksted. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Valget til Folkethinget i 5te Kreds. (Efterskrift til Politivennen)

Valget i Forgaars.

Paa et Program der ikke indeholder andre nogenlunde forstaaelige og klare Ting end det, at 1) provisoriske Finanslove er ulovlige, men at man alligevel bør bruge dem, naar Regeringen ønsker det, 2) at Parlamentarismen ogsaa bør komme til os, men ikke paa nogen Maade før de Nationalliberale ere blevne et Flertal, idet andre Partier ikke hører til "Mulighederne", 3) at vi skal bygge saa mange Fæstninger, som Krigsministeren og Officererne forlanger og 4) at Pengene til Fæstningerne skal tages hvor de ikke findes, valgtes i Forgaars Hr. Professor Goos. For Hr. Goos afgaves 2611 St., medens der paa Magistratens Valglister kun kunde findes 1328 af de henimod 2000 Vælgere, der ved at stemme paa Hr. Mundberg, ønskede at sætte ind i Folketinget en Repræsentant for 5te Kreds, der paa de ovennævnte fire Punkter er en bestemt Kontrast til Hr. Goos og som desuden over for alle andre Lovgivningsanliggender har udviklet et Program, der klart og bestemt staar paa et Standpunkt, som Arbejderne og de næringsdrivende Borgeres saa vel som den lavere lønnede Embedsstands Interesser vilde være bevarede og fremmede ved.

Vi tror der for os er lige saa god Grund til at være tilfredse med vort Nederlag, som der er for Højre til at gloede sig over sin Sejr. I Fjor den 3die Januar afgaves der paa vort Partis Kandidat c. 700 gyldige Stemmer, medens der denne Gang afgaves 1328, og hertil kommer, at den Uorden i Valglisternes Førelse, der altid har betegnet Listerne for Københavns 5te Kreds, i Aar havde naaet et saadant Omfang, at omtrent en Fjerdedel af Vælgerne maatte gaa tilbage med uforrettet Sag og tilmed var Skæbnen os i den Retning for saavidt ugunstig, som det traf sig saaledes at det langt overvejende Flertal af de paa Listerne ikke opførte Vælgere, vare Mænd der var komne til Valgstedet for at stemme paa Hr. Mundberg. De Vælgere, der ikke fandtes paa de fortræffelige Valglister, var ikke Mænd der var kommen til Byen eller til Kredsen i Gaar eller i Dag, men en stor Del af dem har boet i 5te Kreds i en Aarrække og været opførte paa Valglisterne lige indtil i Aar. Havde Alle været opført paa Valglisterne, vilde Mundberg have haft en Minoritet paa henved 2000 St., og da der vel skal blive sørget for, at der inden næste Valg ryddes tilstrækkeligt op i det græsselige Roderi hvori Valglisterne ligger, gaar vi paa meste Valgdag til Kampen med en Styrke, som med den Tilgang vi inden den Tid tør forvente, nok vil være i Stand til at kuldkaste de Nationalliberales Forhaabninger om, at de københavnske Valgkredse er uindtagelige.

Hvorvidt den grænseløse Uorden, der denne Gang herskede i Valglisterne, saa vel som andre tilstødende Omstændigheder, vil give Anledning til, at Valget forlanges kasseret, er under Overvejelse. I ethvert Fald vil det Bevismateriale, der denne Gang er samlet derved, at der paa Foranledning af Mundberg blev ført Lister over, hvem der ikke fandtes paa Valglisterne, og at det paa disse Lister blev tilføjet, hvem de Vedkommende vilde stemme paa, ikke forblive ubenyttet og heller ikke forblive uden Resultat.

Valgkampen saa vel som Valgets Resultat har givet vort Parti en betydelig forøget Styrke, og vi skal ikke undlade at benytte det Vundne til at sætte en Stopper for Reaktionen og Interessepolitiken.

Den lange Valghandling fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 7 Aften førtes helt igennem med en usædvanlig Ro og Alvor, indtil den skriftlige Afstemnings Resultat blev offenliggjort. Der brød da en saa stærk Forbitrelsesstorm løs, at det blev umuligt for Hr. Professor Goos at faa sagt Tak for Valget; men denne Tilkendegivelse af Stemningen hos Flertallet af de mange Tusinder, der var tilstede, var fuldkommen forsvarlig, naar der saas hen til den Forbitrelse, der var kommen tilstede, efterhaanden som den Ene efter den Anden maatte gaa bort fra Valglisterne med uforrettet Sag. At Hr. Goos blev nægtet Ordet var heller ikke for haard en Straf til ham. for at han under hele Valghandlingen ikke havde et eneste Ord tilovers til en Misbilligelse af de til Oprør ophidsende Artikler, hvormed den Ferslewske Presse Dagen før Valget havde anbefalet hans Valg.

Hr. Mundberg sluttede sin Tak til de Vælgere, der havde mødt for at give ham deres Stemme, med et med frejdigt Haab udtalt "paa Gensyn!", og disse Ord vil vi her gentage, idet vi tilføjer : Den nu, afsluttede Valgkamp har vist os, at vi rykker fremad mod Sejrens Dag!

(Social-Demokraten 1. oktober 1880).

Professor, Dr. jur. C: Goos, R. af D. og DBM. Folkethingsmand for Kjøbenhavns 5. Kreds. Illustreret Tidende 1098, 10. oktober 1880.