Politivennen Live Blogging

Historierne som historiebøgerne ikke fik med.

Find rundt:

• Emner: Sted, begivenhed, profession osv. (se højremenu)
• Kort over København.
• Kort resten af landet. 
• Politivennens artikler 1798-1845 (se højremenu).
• Efterskrifter 1700-1959 (se højremenu).
• Søgefelt øverst til venstre samt i højremenuen.
• Om Politivennen. 

Indhold

• 4.586 artikler fra ugemagasinet Politivennen 1798-1845. (4,4 MB)
• 2.658 "efterskrifter", avisartikler 1600-1969. (10,9 MB). 
• 2.000 fotografier og illustrationer, fx fra Det Kongelige Bibliotek, SMK og Kbhbilleder.

Af ældre aviser kan bl.a. nævnes: Kjøbenhavnsposten, Dagen, Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 60 fra Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler og Adresseavisen. 

Af nyere fx: Berlingske, Flyveposten, avisen København, Ribe Stifts-Tidende, Social-Demokraten, Aalborg Stiftstidende og flere. 

Perioden 1840-1865 er desuden dækket af tyske aviser hvad angår hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Krigen 1848-50 og Krigen 1864.

Eksempler på efterskrifter (komplet liste i højremenuen):

Barrison-søstrene, Bornholm - Limensgade, doktor Dampe, Dronninglund-mordsagen 1841, Frederiksberg Fattighus, Frederik 6.'s død og begravelse, Husvilde, Jøder, Krigen 1848-50, Krigen 1864, Kjøbenhavns Satirisk-komiske Veiviser, Nakskov Fjords tørlægning, St. Croix, Sædelighedsskandalen 1895, Vestre Kirkegård og: Gravsteder på Vestre Kirkegård, Katolsk Vestre Kirkegård og Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Følg med på Politivennens Facebookside! 

Anbefaling af Liv Thomsen (Historieselskabet) om Politivennen Live Blogging: 

"Erik Nicolaisen Høy ... har begået en kæmpe bedrift, en slags folkegave, nemlig ved at læse, oversætte, offentliggøre, kommentere tidsskriftet ‘Politivennen’. Det var københavnsk ugeblad, der udkom i årene 1798 til 1846 med et hav af kommentarer og klager fra borgerskabet over den uorden, der herskede i København. Erik og jeg taler om digitaliseringens glæder og om at fortælle de danmarkshistorier, man ellers ikke hører."

... nemlig på podcasten Historiemagasinet #3 Liv i Historien.

20.000 Gravsteder dækkes med Gran. (Efterskrift til Politivennen)

Indtryk fra Vestre Kirkegaard op mod Jul.

Allerede omkring 1. November paabegyndes Juleforberedelserne ude paa Vestre Kirkegaard. Ca. 20 000 store og smaa Gravsteder dækkes med Gran, og det drejer sig om at faa begyndt i god Tid, saa man kan være færdig inden Jul, og Sne og Frost kan nemt sinke Arbejdet.

Det er et anstrengende Job at lægge Gran paa Gravene.

Vel kun de færreste tænker paa, at Vestre Kirkegaard er en af Københavns Kommunes største Arbejdspladser, hvor der Aaret igennem bl. a. er beskæftiget et meget stort Antal Gartnere med Anlæg og Vedligeholdelse af de 30-40.000 Gravsteder, der ligger spredt over det 120 Tdr. Land store Terræn, der i mere end 1 km's Længde strækker sig fra Banelinien ved Carlsberg Bryggerierne og sydpaa mod Kalvebod Strand. I to Maaneder før Jul er omtrent 100 Gartnere beskæftiget fast med at dække Gravstederne med Gran.

Skikken med at pynte sine afdøde Slægtningens Grave med Gran for Jul, har i den sidste Snes Aar taget et stort Opsving. For bare 20 Aar siden var det kun de meget velhavende, der lod Gravene pynte til Jul - da drejede det sig kun om nogle Hundred-Stykker - men nu er det baade Høj og lav, der har taget Skikken, der har faaet stor beskæftigelsesmæssig Betydning for Gartnerne i København, op, saaledes at det nu er 2/3 af samtlige Grave, der dækkes. For 20 Aar siden brugtes der paa Vestre Kirkegaard 2 Tons Gran til dette Arbejde - nu er Vestre Kirkegaard oppe paa hvert Aar til Jul at bruge mellem 450 og 500 Tons Gran.

Daarligt Materiale - mindre Fortjeneste.

Denne Gran kom for Krigen hovedsagelig fra de jyske Plantager. Nu har Transportvanskelighederne lagt sig paa tværs, saa nu maa det hele tages fra de sjællandske Skove, og det har vanskeliggjort Arbejdet.

Herom fortæller en af de Gartnere, der tilbringer 7 Timer om Dagen med Hovedet nede mellem Knæene, beskæftiget med at findele Granen og lægge den som et grønt Tæppe ned over Gravstedet:

- Vi bruger dels Rødgran, dels Hvidgran og Fyr, som vi fik fra Jylland. Den jyske Rødgran er mere flad og tæt i det end den sjællandske. Den sjællandske Gran gror i for god Jord og bliver rund og bruset, hvorimod den jyske gror meget langsommere og derfor er mere tæt og flad i det. Det er derfor meget lettere at faa den jyske Gran til at ligge glat paa Gravstedet. Hertil kommer, at vi ikke kan faa Fyr og Hvidgran nok. Det brugte vi ellers meget til at stikke i Jorden, saa det dannede ligesom en Skov paa Gravstedet. Nu maa vi i Stedet bruge grov Rødgran, men det er dels ikke saa pænt, og dels er det senere at bruge, hvilket gaar ud over vor Fortjeneste, da Arbejdet er Akkord. Det er ogsaa kedeligt, at Folk saa ofte kommer og klager over, at vort Arbejde ikke er saa pænt som før. Det er ikke vor Skyld, men Materialernes.

Ogsaa her er der Klasseforskel

Hvor utroligt det end lyder, saa findes der ogsaa efter Døden en udpræget Klasseforskel. Naar man gaar gennem Hovedindgangen paa Vestre Kirkegaard og op mod det store Kapel, har man til begge Sider liggende Danmarks Pengearistokrati. Man ser det paa Størrelsen af Gravstederne og især paa Granpyntningen. Et Sted er en Gartner i Færd med at pynte et meget stort Gravsted. Ude langs Hækken stikkes Fyr og Hvidgran ned, og ud over Fladen lægges Granen i forskellig Finhedsgrad. Store, smukt hvælvede og fornemme Grupper finpyntes, hvilket vil sige, at Gartneren piller hver enkelt lille Granspids ud for sig. De bliver lagt ganske tæt og fint ved Siden af hinanden, og danner et fuldstændigt plant Tæppe som af grønt Fløjl over hele Gruppen. Der ser meget smukt ud - men det er et nederdrægtig koldt Arbejde. Gartneren kan ikke bruge Vanter til dette fine Pillearbejde, og maa staa komplet stille hele Dagen ved det, uanset Vejret. Det tager ham indtil 8 Dage i Træk at færdigpynte dette Gravsted, men det koster ogsaa Ejeren 800 Kr. at faa det gjort hvert Aar. Heroppe er der lunt og hyggeligt med smukke Træer og tætte Buske.

Drejer vi saa til venstre, kommer vi efter en lang Spadseretur ud til Liniebegravelserne. Her er aabent og blæset mellem de smaa Gravsteder. Store bare Pletter med forfaldne Gravsteder skæmmer hele Partiet. Nogle forvoksede og forvredne Træer gor det langt fra hyggeligere Men ogsaa her dækkes der med Gran, der giver det hele et lidt mere lunt Præg. Priserne ligger her fra 4 Kr. og opad pr. Stk.

Hernede findes en særlig Afdeling Grave for tyske Soldater. Den var i sin Tid meget flot med Flisegange og et stort Trækors med Indskrift: Sterbt für den Führer. Det blev efter Kapitulationen "fældet" og raadner nu op i et Skur paa Pladsen. Blomster o. l. er fjernede, og der er saaet Græs over det hele. Kun smaa Trækors rager nu op i Græsset paa den forhen saa flotte Plads, der kostede Nationalbanken den nette Sum af 800 000 Kr. at anlægge. Saaledes forgaar Verdens Herlighed.

Det er galt med Arbejdstøj og Arbejdshandsker

Det er nu næsten udelukkende Københavns Begravelsesvæsen, der lader Arbejdet med Grandækningen udføre. Det kan i Almindelighed ikke betale sig for Folk at gøre det selv. Gran er noget, der skal behandles varsomt, og den Gran Folk selv køber, har ofte taget Varme ved Forsendelsen, saa den bliver brun straks efter, at den er lagt paa.

- Er det ikke et frygteligt koldt Arbejde? - spørger jeg en Gartner. - Jo, det er det, men vi faar jo trække i Tøjet derefter - bare vi kunde faa det. Arbejdet slider frygteligt paa Tøjet. Vi har i mange Aar søgt at faa et Tillæg til Iønnen ved Grandækning, og i Aar fik vi Akkord paa Arbejdet, og nu kan vi, hvis Vejret er heldigt, tjene nogenlunde - men nu er det saa med at faa fat i Arbejdstøjet.

Rent galt er det med Arbejdshandskerne. Vi maa bruge Læderhandsker ved den grovere Dækning da Hænderne slet ikke kan holde til Sliddet af Grannaalene i 2 Maaneder. Saadan et Par Handsker koster 12 Kroner og er meget vanskelige at faa fat i.

- Hvad skal I nu bestille efter Jul? - Saa bliver vi fyret - lyder det lakoniske Svar - til Trods for at der godt kunde være Arbejde med Beskæring af Træer o. L, ligesom der ogsaa godt kunde gøres noget mere for at lave det lidt mere tiltalende i den "fattige Ende" af Kirkegaarden. Det, at vi saadan bliver fyret efter Jul, har for Resten bevirket, at det har knebet for Begravelsesvæsnet at holde sine Gartnere, der søger andre Steder hen, hvor der er mere fast Arbejde.

D. E.

(Land og Folk, 22. december 1946).

Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grav-skænderi på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Korset på den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens grav ødelagt

Den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens gravsted på Holmens Kirkegård er blevet skændet ved, at ukendte personer har ødelagt det kors, som har indskriften: "Flemming Helweg-Larsen, født 20/7 1911 - død 5/1 1946"

Denne handling er naturligvis ganske ulovlig og strafbar. Utænkeligt er det ikke, at udåden er blevet inspireret af et fotografi i "Billedbladet", som fomylig bragte et billede af gravstedet med overskriften "Udfordrende" og med en ledsagende tekst, hvori der blev gjort opmærksom på, at SS-manden nu hviler på Københavns ældste kirkegård, "hvor heltene fra 2. april 1801 hviler og mange andre af nationens store har deres grave, deriblandt Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther."

Man kan måske diskutere det passende eller upassende i at familien har ønsket, at den afdøde skulle hvile i familiegravstedet på Holmens Kirkegård, da det jo må indrømmes, at Holmens Kirkegård har en særlig karakter. Men det er i alt fald uværdigt og utilbørligt at skænde en grav, hvem der så end ligger i den,

(Nationaltidende, 28. juli 1946).

Den brede politik

Ukendte personer forsøgte forleden at brænde det trækors, som er rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Korset blev derved delvis ødelagt og familien har nu ladet det Ijerne.

"Information" har kommenteret meddelelsen herom i en artikel, som væsentligst er et angreb på "Billedbladet".

"Gravskænderiet er," skriver "Information", "provokeret af en smagløshed i "Billedbladet", som i sit sidste nummer på en hel side bragte et fotografi af gravstedet med overskrift i farvetryk "udfordrende" og teksten:

"På Holmens Kirkegård (Københavns ældste), hvor heltene fra 2. april 1801 hviler, og mange andre af nationens store har deres grave, blandt dem Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg og Christian Winther, har man nylig rejst et kors med denne indskrift: Flemming Helweg-Larsen, født 20.7.1911 - død 5.-1.-1946."

Senere i artiklen skriver "Information":

"Gravskænderi er en modbydelig forbrydelse. I dette tilfælde må "Billedbladets" redaktion bære hovedansvaret. Efter billedet og teksten måtte man ligefrem regne med, at ubefæstede sjæle lod sig provokere til "dåd"."

Heller ikke vi billiger ødelæggelsen af korset, men hovedansvaret må dog lægges på de mennesker, som har ladet det rejse, ikke på "Billedbladet", som konstaterede den kendsgerning, at det var rejst.

"Information" er enig i det forkerte at placere et sådant mindesmærke, og det kan ikke være rimeligt, at et blad ikke må påtale et forhold, som forekommer forkert, uden samtidig at påtage sig ansvaret for alt, hvad andre kan finde på at foretage sig for at bringe forholdet til ophør. Ganske vist er man ikke uvant med bagvendt logik i spørgsmål som tangerer opgøret med landsforrædere, men at se den samme metode praktiseret i "Informations" spalter, må vi udlægge som et tegn på, at selv en talstærk skare af dygtige bladmænd ikke altid er klar over, hvor "bred" man uden skade kan gøre selv den "brede politik", bladet synes at få større og større forkærlighed for. 

(Land og Folk, 28. juli 1946).

Den henrettedes mindekors.

Kirkeminister Hermansen har udtalt sig til "Vestkysten" om det udfordrende mindekors som er blevet rejst på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på Holmens Kirkegård. Ministeren siger:

I Kirkeministeriet har rejsningen gjort et pinligt indtryk, og vi overvejer for tiden om der kan gøres noget. Det er dog tvivlsomt om der foreligger grundlag for indskriden fra det offentliges side. Der eksisterer ganske vist en bestemmelse om at mindestene på tyskerhåndlangernes grave skal fjernes, hvis inskriptionerne er af udfordrende karakter, men det er der ikke tale om i dette tilfælde, idet korset kun bærer den dødes navn, fødselsdag og dødsdag. En henstilling til familien er vist alt hvad vi kan foretage os - men forhåbentlig vil det også være tilstrækkeligt til at de efterladte får øjnene op for det udfordrende i deres handlemåde. 

(Fredericia Social-Demokrat, 1. august 1946).

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).

Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).

Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).

Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).

Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.

Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.

Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).

Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Samuel Goldin (1885-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland. 

De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene:  ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.

(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885). 

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)

Samuel Goldins gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På trods af hvad der måske antydes på gravstenen, optræder hans navn ikke i Modstandsdatabasen. Men som det ses døde han få dage før befrielsen i 1945, knap 60 år gammel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olga Eggers død. (Efterskrift ill Politivennen)

Forfatterinden fru Olga Eggers er natten til torsdag død i Vestre Fængsels sygeafdeling hvor hun om aftenen forud var indlagt.

Dødsårsagen var et hjerteslag. Fru Eggers der blev 69 år gammel, var i sin tid redaktør af det berygtede antisemitiske blad, "Kamptegnet".

(Social-Demokraten, søndag 20. maj 1945).

Se alle artikler om Olga Eggers på denne blog ved at følge dette tag. 

Se fx John T. Lauridsen: Over stregen - under besættelsen. 2007. 

Vil vi være det bekendt? (Efterskrift til Politivennen).

Skal graven der rummer den nationale digter H. P. Holst skøjfes?

En mand har følt trang til at dvæle ved digteren H. P. Holsts grav på Holmens Kirkegård. Manden - der hedder A. Holst Jørgensen - er på vej til et møde om Sydslesvigs skæbne og fyldes af stemningen ved at erindre H. P. Holsts ord om delingen af Slesvig: "Det skal ej ske!" - Ord, som Frederik den 7. senere gjorde til sine og derved gav Martsministeriets delingstanke dødsstødet. Det er så nærliggende netop nu at erindre sådanne ord, der står lige med ordet til sydslesvigerne 1920: "I skal ikke blive glemt!"

Ak, hvad er ord, selv om de hugges ind i sten! Er det så sært, om i alt fald de danske sydslesvigere nu ønsker handling, der kan udløse løfterne? 

Jeg kan tænke, at Holst Jørgensen har været fyldt af disse tanker, da han gik ind på Holmens Kirkegård for at dvæle ved H. P. Holsts grav.

Men han fandt ingen grav. Den var sløjfet, og på stedet, hvor den har været, lå mindestøtten væltet. Den bærer dog hans karakteristiske træk, hugget i marmor af Th. Stein, som også har foreviget ham i busten på Det kgl. Teater. Og under relieffet hviler i bronce hans laurbærkransede lyre

Med rette har Holst Jørgensen sendt en harmfuld protest til Berlingske Tidende - det blad, hvor H. P. Holst en overgang var redaktør, og denne harme deles af mange.

Hvem har ansvaret for, at denne mindeplads sløjfes?

Har man glemt hans virke i krigen og for vore krigere? Har man glemt, at han til festen på Lerbæk Mark den 18. september 1848 skrev "Vel mødt igen, kong Frederik, ved hæren", hyori de historiske ord "Det skal ej ske" forekommer. Har man glemt, at han til festen i Rosenborg Have efter Treårskrigens sejrrige afslutning den 30. august 1850 skrev mindesangen "slumrer sødt i Slesvigs jord" med de ord som også nu kan og bør siges om H. P. Holst:

"..men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
Fædrelandets tak dig bringe. ."

Har man glemt hans store digt "Den lille Hornblæser" (der rummer motivet til statuen i København, foran hvilken det er foreslået at lægge den ukendte soldats grav). 

Har man glemt hans storladne fortællende digt "Bonden fra Lemvig"?

Er det ikke, som vi læser historien om en af vore modigste og dristigste frihedskæmpere fra disse år?

De havde mødt i Fjaltring
de gæve bondemænd,
og langvejsfra og talrigt
de stævnet var did hen;
Thi fjenden hærged landet, 
den fjendtlige Hær
raste i vilde horder
med ild og med sværd.

End var han varm af mødet.
Han havde kraftigt malt
Landets nød og jammer,
og kækt han havde talt
om troskab og om kongen.
Hvert ord fra hjertet kom - 
han havde lov at tale 
en smule med derom.

Bondeknøsen har været med i krigen og stået ved kongens side. Nu er han på vejen hjem, og man forstår hans følelser, da han får at vide at hans hus er brændt af fjenden, hans fæstemø død, og hans moder må tigge om brødet.

Og da han nu rider frem i den hvinende snestorm, omringes han af en fjendtlig ryttertrop, der med en pistol i nakken tvinger ham til at vise vej til Lemvig.

Og bort de fløj, hvor aldrig
kom harv eller plov -

Ja. Bondeknøsen førte dem -

Da lytted gennem stormen
den bolde jydesvend,
han mærked en dæmpet brusen,
han kendte den godt igen.
Nærmere kom lyden,
bestandig mere nær:
»Hjælp nu, min herre Jesus,
hjælp Gud, nu er vi der!

Så mumlede han sagte -
et øjeblik - et blink -
så styrted de sammen i havet
fra klippens stejle brink,
og havets hvinen spotted
de fortvivlede skrig,
og stormen sang sin gravsang
over deres lig.

Således var ægte danskhed altid som hos denne bondeknøs, der ofrer sit unge liv for fædrelandet. 

Men digteren, der gav os denne uforlignelige fortælling - ? Hans mindesten omstyrter vi, hans lyre søndrer vi!

Kan vi være det bekendt?

Jp.

(Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945).

H. P. Holsts gravsted på Holmens Kirkegård, 2021. Man kan selvfølgelig kun gisne om årsagen. At det er sket under besættelsen, kunne måske lede tanken hen på at det var sket af politiske årsager - men det er kun gisninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Familie-Journalen genopstaar! (Efterskrift til Politivennen)

Tirsdag den 23. Januar Kl. 23,34 blev Carl Allers Etablissement Genstand for et af de største Hipoattentater, Danmark har oplevet, som fuldstændig lagde den store Virksomhed i Grus og Aske. Alt blev ødelagt; de store Rotationspresser, Papirfabriken, Reproduktionsanstalten, Redaktion og Arkiver. Allerede Dagen efter var man imidlertid i Sving igen, idet man flyttede Redaktion og Administration ind i den store Villa paa Valbygaardsvej, der benyttedes af Carl Allers Bogforlag, og ved en enestaaende Hjælpsomhed fra alle Sider var det blevet muligt at udsende Bladene med kun et Par Ugers Forsinkelse. Men det var ikke Hipo nok, at Bladets Bygninger og Maskiner blev totalt ødelagt. Det oplyses nu, at Grunden til, at Bladene alligevel ikke udkom, var, at man lod Firmaet vide, at en Genoptagelse af Bladenes Udgivelse ved andre Trykkeriers Hjælp vilde gaa ud over de store Virksomheder, der rakte Etablissementet en hjælpende Haand. Selv om man saaledes blev truet til at ligge stille, laa man dog ikke paa den lade Side. Hele den 300 Mand store Arbejdsstyrke gik i Gang med Oprydningen af den store Virksomhed, og takket være Ledelsens Initiativ blev ikke en eneste arbejdsløs som Følge af Katastrofen. Samtidig begyndte Firmaets Ingeniører at konstruere nye Trykkemaskiner, og naar disse engang bliver færdige og staar installeret i de nye Bygninger, hvortil Firmaets egne Arbejdere allerede har gravet Grunden, vil Familie Journalen fremtræde som Danmarks mest moderne Ugeblad.

I Dag, mindre end en Maaned efter Befrielsen, foreligger Bladets første Nummer, trykt under meget primitive Forhold paa en gammel Maskine, som det lykkedes at faa rekonstrueret af Stumperne, og Resultatet maa siges at være imponerende.

Indholdet er naturligvis højaktuel. Arkivar Chr. Stampen har samlet alle Kongens Taler til sit Folk fra Besættelsen til Befrielsen og Rigsdagens Aabning. En interessant Billedreportage viser selve Hippoattentatet paa den store Bladvirksomhed, Arne Horn skriver om de danske Mariner, der ikke lod sig afvæbne, ligesom der er Beretninger fra Buchenwald og Neuengamme. 

Ogsaa Novellerne omhandler aktuelle Emner, Gestaporazziaer og lignende og paa Børnenes Side gives Anvisning paa Bygning af en "Jeep" til Transport af Tinsoldater.

(Viborg Stifts-Tidende, 1. juni 1945.)

Allers villa på Valbygårdsvej 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ikke alt blev bombet. Denne lille rest tilhørende Hotel- og Restaurationsskolen stammer fra Allers tid. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Chr. Jetsmar, Modstandsmand (1918-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Jens Kristian Alfred Jetsmar (1918-1944) var tilknyttet den illegale transporttjeneste. Efter endt skolegang i lære som kleinsmed på maskinfabrikken „Atlas“ i København. Efter læretiden indkaldt ved 10. artilleriafdeling, 2. bataljon. Hjemsendt som korporal. Ansat i ingeniørfirmaet „Arne Piper“ føret som værkfører ved et mindre værksted, senere som driftsleder. Da værkstedet som følge af materialemangel måtte indstille virksomheden i 1943 rejste han i provinsen for det samme firma og formidlede køb og salg af brugte værktøjsmaskiner.

Han blev tilknyttet den illegale transporttjeneste, antageligt fra det tidlige efterår 1943. Under anvendelse af en bestemt stikker var det flere gange lykkedes Gestapo at infiltrere illegale transportorganisationer. Episoden på Asiatisk Plads (se under Blichfeldt Møller) skyldtes således hans virksomhed. Under det påtagne navn „arkitekt Jørgensen“ lykkedes det ham ved at give sig ud for at være flygtning at kontakte Jens Jetsmar. Det var imidlertid lykkedes Holger Danske at komme på sporet af denne stikker, der efter et besøg i Jetsmars lejlighed blev likvideret 12.5.1944. 

„Brøndum-banden“, der havde dirigeret stikkerens arbejde, besluttede herefter at likvidere Jens Jetsmar. Under anvendelsen af en anden stikker, der gik under navnet „Strynbo“, lykkedes det at lokke Jetsmar og hans hustru i baghold, idet „Strynbo“ , der af Jetsmar blev anset for at høre til transportorganisationen, angav at ville formidle ægteparrets flugt til Sverige efter stikker-episoden. Jens Jetsmar blev ramt bagfra af to kugler i hovedet, medens hans kone på mirakuløs måde undgik at blive ramt af skud, der blev rettet mod hende. På hjørnet af Skelbækgade og Sdr. Boulevard.

Brøndum fik 40 Kr. om dagen.

Han har aflagt nye tilståelser.

København, fredag (RB)

Lederen af Bovensieben-terrorgruppen, viktualiehandler Henning Brøndum, har nu overfor opdagelsespolitiet tilstået at han har dræbt inspektør Henning Krarup Petersen i Restaurant "Skandia", og at en af hans medskyldige samme dag skød repræsentant Jens Chr. Jetsmar i Saxogade. Begge de dræbte var medlemmer af modstandsbevægelsen. Endvidere har han tilstået drabet på slagtermester Valdemar Søndergaard i Gothersgade 45. Arrestanten oplyste, at han og hans hjælpere - 7 tyskere og 2 danskere - var lønnet med 40 kr. om dagen, som udbetaltes hver 5. dag. Han ville ikke opgive navnene på sine folk, og påstår i øvrigt, at de allesammen er kommet over grænsen.

(Vestsjællands Social-Demokrat 19. maj 1945).

Jens Chr. Jetsmars gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Frie Danske. 3. årg. Nr 8:

Samme dag [13. maj] var der tidligere på aftenen sket et andet mord på en god dansk mand, driftsleder J. K. Jetsmar. Driftsleder Jetsmar havde huset stikkeren Poul Emil Berthelsen, der under falsk navn ventede på at komme til Sverige ad illegal vej. Berthelsen var ude efter at afsløre denne udrejse-organisation, men stikkeren blev genkendt og henrettet. (Se artikl. side 8.) Et døgn efter denne henrettelse blev Jetsmar telefonisk kaldt ned på gaden - og i Skellebækgade blev han skudt ned bagfra af en cyklist, der åbenbart har været med manden, der kaldte driftslederen ned på gaden.

Også omtalt i Frit Danmark, nr. 3, 3. årg., s. 3.

Tove Schmidt 1920-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Likvideret sammen med sin mand, Kaj Jørgen Godtfredsen Schmidt. Født 28. januar 1910 i København. Opdagelsesbetjent. Han var med i De frie Danskes første plakat over 12 danske stikkere, der blev mistænkt for at samarbejde med Dagmarhus (Gestapo), i apriludgaven i 1944. Kaj og Tove Godtfredsen Schmidt  blev likvideret sammen med sin kone Tove Schmidt på hjørnet af Vigerslevsvej og Hanstedsvej i Valby den 13. april 1945 af Holger Danskes gruppe Lange: ”Karl”, ”Philipsen”, ”Lange-Jens” og Gudrun Ingeborg Agnete Johansen kaldet ”Frøken Lange” (1905-1983). Tove Schmidt er begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365

Dobbeltlikvideringen blev udført af fem modstandsfolk. Jørgen blev dræbt på stedet. Han havde været på Østfronten i tysk tjeneste og arbejdede for Gestapo. Sammen med sin kone Tove ifølge modstandsbevægelsens oplysninger. Hun blev i første omgang hårdt såret, men levede en kort tid. Den 40-årige Gudrun Johansen (dæknavn Frøken Lange) var en af de fem bevæbnede modstandsfolk. Spinkel, nærsynet og undseelig kvinde, halvlangt mørkt hår og store hornbriller. Hun træder frem og retter sin pistol mod Toves hoved og affyrer et dræbende skud. Gudrun levede et dobbeltliv. Når hun ikke studerer plantesygdomme (plantepatolog), er hun en af modstandskampens få kvindelige ledere. Hun er anfører af Gruppe Lange og mod slutningen af besættelsen har hun 34 unge mænd under sig. Gruppen ransager huse, holder vagt og så likviderer de stikkere og andre danskere, som bliver vurderet farlige for modstandsbevægelsen. Men Gudrun kæmper ikke altid kun mod den tyske besættelsesmagt og dens danske håndlangere. Da hun bliver forfremmet til afdelingsleder og får flere grupper under sig, lyder der protester fra modstandsfolk, som ikke mener, at kvinder kan være ledere i modstandsbevægelsen. Men ”Frøken Langes drenge”, som de unge mænd under Gudrun bliver kaldt, stiller sig bag hende og de skaber et stærkt bånd mellem sig, der fortsætter mange år efter befrielsen. Selv efter Gudrun bliver gift og flytter til Brasilien, mødes hun stadig med sine drenge ved enkelte lejligheder. Frem til befrielsen ledede hun afdelingen på omkring 35 mand og deltog selv i flere likvideringer og sabotager. Gudrun døde i 1983. (Oplysninger fra Frihedsmuseet).

Tove Schmidt er begravet påVestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gunnar Otto Alvang 1922-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Gunnar Otto Alvang blev født 26. marts 1922 i København. Han meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen-SS. Senere tolk for Nordenbruch og Zschoche fra sommeren 1944 i Gestapos afdeling IV 1b i København. Han gik under dæknavnet Günther Schmidt. Han havde forbindelse til kæresteparret Flemming Bertram Larsen og Inga V. Stobbe, der begge senere blev likvideret af modstandsbevægelsen. I en rapport om de to sidstnævnte personer stod bl.a "For 75 kroner stak pigebarnet 2 personer, som blev skudt ned af HIPO. I rapporten har hun underskrevet erklæringen: "Jeg erklærer herved at det var min absolutte hensigt at angive de to for at få pengell (underskrift) for 75 kroner - to menneskeliv." (DKP og Frihedskampen. 30. Likvideringer og lignende).

Han blev såret under en aktion på Amager i midten af marts 1945 og dræbt den 21. marts 1945 under angrebet på Shellhuset. 

Hipo-Patruljevogne nedkæmpet.

Paa Thorvaldsensvej mellem Bülowsvej og Dr. Priemesvej kom det forleden til et dramatisk Optrin, hvorunder en Hipo-bil med fem Mand forsøgte at overhale og standse en Lastbil. Hipo-Vognen blev imidlertid modtaget med Skud og Haandgranater, og en af Hipo-Folkene, der var i civil, blev dræbt.

De to Vogne kørte med meget stor Fart i Retning mod Falkoner Alle, men det var indlysende, at Lastbilen maate komme til kort overfor den meget hurtigere Patruljevogn. Lige ved Dr. Priemesvej var Hipo'erne naaet op til Lastbilen og skulde netop til at overhale den, da en Haandgranat pludselig blev kastet fra Lastbilens Førersæde, samtidig med at en Række Maskinpistoler rettedes mod Hipo-Vognen og dens Besætning. Det forfejlede ikke sin Virkning. Føreren mistede Herredømmet over Vognen, der med et Brag tørnede mod en Stander. Det viste sig, at en af Hipo-Folkene var blevet dræbt paa Stedet, en Mand ved Navn Gunar Alvang, mens et Par andre havde faaet lettere Kvæstelser.

Lastbilen fortsatte imidlertid sin Kørsel, men kort efter kom en omfattende Hipo-Udrykning til Stede. Den dræbte blev transporteret bort, og tro mod deres Sædvane iværksatte Hipo'erne en fuldstændig Terror i Kvarteret. De skød og ransagede i det meste af en Time. Der fandt dog ingen Anholdelser Sted. Efter at de var kørt bort, stod den delvis Ødelagte Patruljevogn stadig op ad Standeren, og kort efter kom nogle af de forfulgte Patrioter til Stede. De tappede Benzinen af Bilens Tank og hældte det ind i Vognens Indre, hvorefter de satte Ild til og forsvandt. Den bliver aldrig til Bil mere.

(Information nr. 441, 24. marts 1945)

Mindesten på Vestre Kirkegård tyske afdeling D/1124-1123. Han blev dræbt kort før sin 23-års fødselsdag - og 1½ måned før befrielsen.

På Vestre Kirkegårds tyske afdeling (D/1140-1139) ligger Kriminalsekretär Herbert Christiansen (12. juni 1904-23. marts 1945) der ligeledes omkom under bombningen af Shellhuset.

Knud Evald Bryning, modstandsmand (1906-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Ewald Bryning (1906-1945) var tilknyttet illegal gruppe i Roskilde. Han var udgået fra Østre Borgerdyd Skole med realeksamen i 1923. Ansat som assistent i Københavns Handelsbank, senere i „Skandinavien“; derefter i valutacentralen og endelig i Landbrugsrådet, hvor han avancerede til fuldmægtig. 

Fuldmægtig Knud Brynings kone havde gennem længere tid opholdt sig i England, og familiens indstilling var stærkt engelskvenlig. Ægteparret var tilknyttet en illegal gruppe i Roskilde, der lededes af pastor Krohn. Ægteparret samarbejdede med kriminalbetjent Sigurd Bemskov, der var leder af politiets modstandsgrupper i området. Ægteparret stillede ligeledes deres villa til rådighed som sendestation. 

Roskilde, Lørdag Eftm. (RB)

Ved 4.30-tiden i morges hørte to medlemmer af Himmelev Vagtværn, der befandt sig i nærheden af skolen, lyden af en bil og af skud fra vejen, der fører mod St. Valby. Da de kom hen til fuldmægtig i Landbrugsrådet Knud Evald Brynings villa, fandt de en mand liggende skudt ved garagen, dræbt af skud gennem hovedet. Han var kun halvt påklædt. Det viste sig at være Bryning. Vagtmændene alarmerede sognerådssekretær Pedersen, der er leder af vagtværnet, og han tilkaldte Roskilde Brandvæsens ambulance.

Der var ingen til stede, da ambulancen ankom, men da ambulancefører Aage Jensen ville undersøge om der opholdt sig noget i huset, hvor entredøren stod åben og hvor lyset var tændt, fandt han fru Elise Johanne Bryning liggende død i sin seng i soveværelset, ligeledes dræbt af skud i hovedet. I ambulancen førtes Brynings lig derefter til Roskilde Amts og Bys Sygehus, og da ambulancefolkene vendte tilbage for at hente fru Brynings lig, opdagede de, at der lå en dræbt mand i villaens vaskerum. Han er endnu ikke identificeret.

Fuldmægtig Bryning, der var født i marts 1906, havde været ansat i Valutacentralen og Vareforsyningsdirektoratet før han blev knyttet til Landbrugsrådet. Han købte for et par år siden villaen i Himmelev, og havde siden boet her, idet han hver dag tog ind til sit arbejde i København. Fru Bryning, født Valentin, blev 43 Aar.

Identificeret.

Roskilde, lørdag eftm. (R.B.)

Det er nu opklaret at den tredie dræbte ved fuldmægtig Brynings villa er en Mand, S. Bernskov, som har tilhørt Politiet.

(Isefjordsposten, 24. februar 1945).

I februar 1945 dannedes en tysk gruppe, der havde til formål at infiltrere modstandsbevægelsen, og til dette formål benyttedes stikkere. Denne gruppe havde bragt i erfaring, at der i Himmelev var såkaldte „illegale vogne“ , og ved at udgive sig for frihedskæmpere fik de kontakt med familien Bryning, i hvis garage en tidligere politibil, der nu benyttedes af de illegale grupper, var henstillet. Det lykkedes dem herigennem at fastslå, at ægteparret havde illegale kontakter, men uden at give sig til kende satte de kursen mod København i bil. Her erfarede de om drabet på tre nazister, hvorefter de besluttede at likvidere deres kontakter i Himmelev. 

Kort forinden havde Sigurd Bernskov indfundet sig hos ægteparret. Fru Bryning myrdedes i sin seng, mens fuldmægtig Bryning blev dræbt foran huset ved garagen. Bernskov, der forsøgte at flygte gennem bryggerset, blev dræbt her. Forinden var det lykkedes Bryning og Bernskov at skjule papirer, der ville have kompromitteret den illegale gruppe, familien Bryning var tilknyttet.

Bryning er en af de som har medaljon Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45 på sin grav på Vestre Kirkegård.

Brynings gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy

Anker Herman Knudsen, Modstandsmand (1914-1945).

Dødsannonce som er måske typisk for hvad man kunne skrive under besættelsen om likviderede modstandsfolk:

Vor kære Søn og Broder

Anker Herman Knudsen

er pludselig død den 8. januar 1845.

John Knudsen

Søskende.

Begravelsen finder sted søndag den 14. januar Kl. 1 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.

Eventuelle kranse bedes sendt til kapellet.

(Social-Demokraten 12. januar 1945.)

Forretningsbestyrer, f. 28.10.1914 i Hvidbjerg, Thisted amt, d. 8.1.1945 i København. F.: Arbejdsmand John Jensen Knudsen og hustru Camilla Johanne Christine f. Jensen. Gift 9.11.1935 med Gurli Erna Else Frandsen, f. 21.5.1913 i København. (B.: D. 4.3. 1935, P. 29.8.1938).

 

Tilknyttet modstandsbevægelsen i København under afsnit 8. Anker Knudsen var bestyrer af firmaet „Denka Radio“ på Toftegårds Allé. Anker Knudsen deltog fra 1943 i illegalt arbejde i en militærgruppe under afsnit 8 V, 2. kompagni, og benyttede herunder blandt andet forretningen som våbendepot. Den tyske terrorgruppe „Peter Gruppen“ havde fået oplysning om, at Anker Knudsen var tilknyttet modstandsbevægelsen. Da der kort forinden var blevet dræbt en tysk stikker, gav gruppens chef ordre til, at Anker Knudsen skulle likvideres som hævnakt. 

Medlemmer af gruppen trængte om eftermiddagen den 8.1.1945 ind i forretningen og nedskød Anker Knudsen, der var dræbt på stedet. Den følgende dag blev forretningen sprængt i luften af tyskerne.

(Modstandsdatabasen)

Anker Hermann Knudsens gravsted på Vestre Kirkegård (18-8-28). Foto Erik Nicolaisen Høy)

Mellem kendte danskes grave på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Mange af gravstederne er forsømte.

HAR man et gravsted, man besøger, kan det ofte hænde, at man får lyst til at forlænge sin tur på kirkegården, og man fortryder Ikke en sådan lille ekstravandring. Det sker nemlig, at man pludselig får øje på et og andet navn, der får en til at standse og til at drømme sig langt tilbage i tiden.

Komponisten P. Heises grav.

På Holmens Kirkegård vist nok vor ældste, finder man let vej til den smukke mindehøj for de faldne krigere fra Slaget på Reden 1801. Inskriptionen på marmorkransen lyder således:

Den krans, som fædrelandet gav,
Den visner ej på falden krigers grav.

Øjet fanges af alle de små sten langs højens fod med de faldnes navne: Thura på Indfødsretten - Ebel på Dannebrog - Schrødersee på Indfødsretten - Wædelee på Sjælland - Møller på Hjælperen - Cortsen på Indfødsretten - Bohne på Kronborg - Jensen på Prøvestenen - Johansen på Jylland og Hauch på Kronborg.

Disse skibsnavne fra en længst forsvunden tid og navnene på de helte, der gav deres liv for fædrelandet, sætter sig fast i bevidstheden. Deres navne vil altid læses med andagt af enhver, som standser ved dette mindesmærke.

HEISE OG CHR. WTNTHER

I nærheden af krigergraven rager to buster op, af komponisten P. Heise og hans hustru, født Ville Hage, datter af konsul Alfred Hage, Nivågård. Busterne er udført af Bissen, fru Heises svoger. Hvert syngende menneske må stå med taknemmelige tanker ved Heises grav og mindes hans skønne romancer. Heise var ikke alene en stor kunstner på musikkens område, men en mand med stor litterær dannelse, og datidens bedste kunstnere og digtere kom i hans hjem. Man får det yndigste billede af ægteparret Heise, hvis man læser professorinde Anna Poulsens bog: En skuespillers liv. Kun 49 år gammel døde Heise (1879), og fru Ville overlevede ham i 33 år. 

Går man uden bestemt mål, bruger man sikkert langt mere tid end nødvendigt, men det har sin charme at lade tilfældet råde. Buster og relieffer er det første, man får øje på. Derfor finder man let Christian Winthers grav, skønt gravstedet er meget lille. To store hængebøge dominerer, så der knapt er plads til et par tavler og til monumentet med Chr. Winthers billede i relief. Efter en rejse i udlandet skrev hun i sin glæde over at være hjemme igen:

Her kan jeg frit ånde luft i min lunge,
Alt her er mit og om alt kan jeg sjunge.

Gammel og skrøbelig førtes han af sin familie til Paris, hvor han døde 1876. Han kom dog til at hvile i sit fædrelands elskede jord, hvad han sikkert har drømt om, da han skrev sit smukke digt "Sjælland". Her synger han:

Når alting er til ende
Og natten stunder til,
Når slukket er i mulmet
Livssolens strålespil.
Ak, kunne jeg da lægge
Til ro mig i din eng
Dit grønsværstæppe trække
Over mig og min seng.

Egentlig burde Chr. Winther, præstesønnen fra Fensmark, have hvilet i den grønne eng og ikke i en lille, bar firkant på en københavnsk kirkegård. Grønsværstæppet ser man ikke meget til. Hans dyrebare Julie, til hvem han skrev kærlighedsdigtene "Til Een", ligger i samme grav.

HEIBERG OG IDA BRUN

Gennem tiderne har der sikkert været valfartet til det Heibergske gravsted, som findes på en af de første sideveje til hovedvejen gennem kirkegården. Tre bautastene står under en stor hængebirk. Man står og mindes alt, hvad man har læst og hørt om dette trekløver og dets intime samliv gennem 23 år. Den i sin ungdom strålende Thomasine Buntzen, den kloge, kølige Heiberg og den temperamentsfulde Johanne Luise. Helberg døde i 1860, kun 4 år efter sin moder, og først 30 år efter blev fru Heiberg lagt til hvile i graven med den lyse hængebirk. Skønt det nu er 54 år, siden hun døde, lever hun endnu i mindet som vor største skuespillerinde, og der ligger ofte blomster ved hendes gravsten. Har hun stadig sine beundrere? 

Chr. Winthers grav på Holmens Kirkegård.

En af hendes mest trofaste tilbedere i de sidste år, den kendte politiker A. F. Krieger, har sin grav lige i nærheden.

Holmens Kirkegårds inspektør kommer forbi, og efter en Heiberg-samtale spørger han: Har det nogen interesse at se grevinde Bombelles grav? Om det har! Som bekendt var den unge Johan Ludvig håbløst forelsket i den yndige Ida Brun. På vejen derhen er det, som om melodien og ordene fra afskedssangen i "De Danske i Paris" klinger i luften. Efter sigende skrev Heiberg "I dansen nu mig møder" med tanken på Ida Brun.

Drejer man til venstre for hovedgangen, læser man på en stor, brun marmorsten:

Adelaide Caroline Johanne

Grevinde de Bombelles, født Brun

Herren forbarme sig over os i sin uendelige Naade.

Ida Brun, datter af konfensråd Constantin Brun og Frederikke Brun, født Münster, fortryllede alle datidens skønånder med sin plastiske dans og sine sjældne mimiske evner. Heiberg, Oehlenschlæger og Baggesen skrev digte til hendes pris, og Thorvaldsen modellerede hendes skønne hænder. I dr. Bobés bog om Ida Brun fortælles om strålende somre på "Sofienholm" og om den skønne, ombejlede danserinde. I 1816 blev hun gift med den østrigske diplomat, grev de Bombelles og vandt i udlandet ry for sine attituder som forhen Lady Hamilton. Hun døde i Wien 1857. Efter hendes død skrev Heiberg det underskønne mindedigt "Adelaide":

De samle sig lig underfulde drømme

De rige minder fra en svunden vår.

Dybest i sit sind må Heiberg have gemt mindet om sin unge kærlighed. I 1816 skiltes deres veje her i livet, og de sås aldrig mere. Nu hviler de på samme kirkegaard i kort afstand fra hinanden.

I et afsides hjørne af kirkegården står man overfor et ret forsømt gravsted. Inskriptionen på stenen er utydelig og irret, men der står: Johan Christian Ryge, dr. medicine og chirurgie, instruktør og skuespiller ved Det kongelige Teater (1780-1842).

Han var en drot i kunstens rige

Hans herredom sig strakte lige

Fra Hakon Jarl og ned til Saft.

Lod han os le, lod han os græde,

Da var det kunst, vi så fremtræde

I pagt med sandhed, vid og ånd.

Ingen nulevende har set dr. Ryge, men hans minde lever, og har man interesse for teaterhistorie, er man stødt på hans navn utallige gange. Han opgav sin store lægepraksis for at blive skuespiller, så stærkt følte han sit kald. Han omtales altid som en genial kunstner. Fru Heiberg skriver i sine erindringer om hans uforlignelige Hakon Jarl og i flere Holberg-roller tiljubledes han af publikum. Hans buste findes på Teatermuseet og i foyeren i Det kgl. Teater hænger hans maleri. Der fortælles en historie om ham, som viser, han var en myndig mand. Frederik VI havde nægtet, at han måtte opføres på teaterplakaten med sin doktortitel. Men dr. Ryge erklærede, at doktortitlen havde han ikke fået af majestæten, men selv erhvervet sig, og Frederik VI faldt til føje, men bemærkede: Han er vist ikke god at bides med.

RUNG OG HARTMANN

Hovedgangen fortsætter til Malmøgade, og man ser længst nede et monument med relief. Hvor smuk Henrik Rung var, får man ikke indtryk af ved synet af dette relief, men efter billeder at dømme har han været en overordentlig smuk mand med et sydlandsk ydre. Han tilbragte mange år i Rom i de bedste kunstnerkredse, og kirkemusikken her - særlig Palestrina - betog ham i allerhøjeste grad og gav ham impulsen til dannelsen af Cæciliaforeningen i København. I gamle dage var Rungs romancer og salmemelodier i stor yndest, og mange af dem synges endnu. Han døde 1871.

 

Ved igen at forvilde sig ind på sidegangene, står man overfor navnet Hartmann. Det er nu Ikke gamle J. P. E. Hartmann, den store komponist, som ligger her, men sønnen Emil Hartmann, som var organist ved slotskirken. Ham er det, vi kan takke for melodien til en af vore yndigste vuggeviser: Nu skal du kønt dig putte ned.

Få skridt herfra ligger Helge Nissen. Navnet har endnu ikke fået gammel klang. Kun 56 år gammel døde operaens fejrede og forgudede sanger, endnu på højden af sin kunst. Ingen, der har hørt ham, glemmer nogen sinde hans smukke, mandige basbaryton. Han var pragtfuld på scenen, dramatisk, myndig, satanisk, elegant og smuk af ydre. Han efterlod ved sin død et stort savn både i koncertsalene og ved operaen. 

Turen blev lang. Der bliver lige tid til en lille omdrejning hen imod en buste på en høj, grå sten med en gylden lyre. Det viser sig at være H. C. Lumbyes Grav (1810-1874). I 30 år var han publikums yndling i Tivoli.

Ja, så er vandringen slut, men det har været interessant at standse ved disse grave og at lade den forbigangne tid vækkes til live. Der har været lejlighed til at glæde sig over det lidt eller meget, man ved om disse store afdøde.

Næste gang man passerer disse grave, står man der måske længere, fordi man føler, hvordan mindet om disse mennesker lever den dag i dag, så de ikke er fremmede for ens egen generation.

Man kunne ønske, der var bevilget en sum til kirkegården til at værne om disse grave. Det er sørgeligt at se, hvor de fleste af dem ser forsømte ud.

Kan nationen være det bekendt?

Johanne Weihe.

(Nationaltidende, 8. januar 1945)